Spring til indhold

Retsinformation

Intensiveret prøvelse ved klageinstans hvor førsteinstansen er myndighedsinhabil

FOU nr 1997.150UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Intensiveret prøvelse ved klageinstans hvor førsteinstansen

er myndighedsinhabil

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

Silkeborg Kommunes udvalg for

teknik og miljø besluttede ved et møde den 16. juni 1992 at imødekomme en

ansøgning fra kommunens ejendomsadministration om byggetilladelse til

midlertidig indretning af en skolefritidsordning i en bolig på X-vej,

Silkeborg. Udvalget gav samtidig dispensation fra byggelovens krav om minimum

2,5 m

i loftshøjde således at den eksisterende

loftshøjde på ca.

2,35 m

kunne bibeholdes.

Den 7. oktober 1992 meddelte

Silkeborg Kommune tilladelse til ibrugtagning af ejendommen på X-vej som

skolefritidsordning.

Den 2. december 1992 gjorde

forbundet A Silkeborg Kommune opmærksom på at skolefritidsordningens

bygninger

ikke levede op til bygningsreglementets krav for så vidt angik flugtveje,

gangbredder og mekanisk ventilation.

Silkeborg Kommunes udvalg for

teknik og miljø meddelte på denne baggrund ved et møde den 26. januar 1993

dispensation fra bygningsreglementet. I brev af 5. februar 1993 til forbundet

A skrev Silkeborg Kommune herom:

"...

Teknisk forvaltning oplyser,

at Teknisk udvalg har givet dispensation den 26. januar 1993 for kravet om

mekanisk ventilation, flugtvejens udformning og manglende bredde samt kravet

Læs alt

om dørbredde på

0,9 m

i fælles adgangsveje. Dispensationen begrundes med, at der er tale om

indretning i en

eksisterend

e bygning,

samt at der er tale om en

midlertidig

tilladelse

, således at Silkeborg kommune på et senere tidspunkt kan sælge

bygningen som et enfamiliehus.

..."

Forbundet A klagede den 3.

marts 1993 over denne afgørelse til Århus Statsamt og skrev bl.a. følgende:

"...

(Forbundet A) har følgende

klagepunkter:

...

- For så vidt angår de givne

dispensationer, siger paragraf 22 i byggeloven, at der kan dispenseres fra

bestemmelser i loven og de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

når det skønnes foreneligt med de hensyn,

som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Det er vor opfattelse

at de hensyn man her nævner relaterer sig til paragraf 1 i byggeloven; nemlig

at bebyggelse udføres og indrettes således at den frembyder tilfredsstillende

tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende. Vi kan derfor

absolut ikke acceptere kommunens begrundelse om midlertidighed, eksisterende

bygning eller at bygningen måske skal sælges, som gyldige.

Det er (forbundet A)'s

opfattelse, at det er dybt betænkeligt i relation til retssikkerheden, at en

offentlig myndighed i den grad som der her er tale om, overtræder og

misbruger

den lovgivning den som myndighed er sat til at forvalte.

..."

Statsamtet sendte den 23.

marts 1993 forbundet A's klage til foreløbig udtalelse hos kommunen.

Ved brev af 31. marts 1993

anførte kommunen følgende om spørgsmålet om dispensation:

"...

Sagen blev på ny forelagt

Udvalget for teknik og miljø i mødet den 26. januar 1993, og under hensyn

til,

at der er tale om en midlertidig benyttelse af ejendommen til

skolefritidsordning vedtog udvalget at give dispensation, så den eksisterende

gangbredde på

1,10 meter

kan bibeholdes. Herved kan mekanisk ventilation udelades, samt de

eksisterende

døre til gangen kan bibeholdes.

..."

Forbundet A kommenterede i

brev af 22. april 1993 den fremkomne udtalelse fra kommunen af 31. marts

1993.

Silkeborg Kommune

kommenterede den 12. maj 1993 den seneste udtalelse fra forbundet A:

"...

Da indretningen er forestået

af kommunens ejendomsadministration, er der ikke fremsendt skriftlig

ansøgning

om dispensation, men kun mundtligt afdelingerne imellem."

Afslutningsvis fik forbundet

A ved brev af 21. juli 1993 lejlighed til at kommentere kommunens seneste

bemærkninger. Forbundet A anførte bl.a.:

"...

(Forbundet A) er stadig af

den opfattelse, at skolefritidsordningen stadig fremstår som ulovlig i

forhold

til byggelov og BR 82, samt at kommunens byggesagsbehandling, udfra de

foreliggende dokumenter, mildt sagt er kritisabel. Efter vor mening må der

skulle stilles særlige skærpede krav til en myndigheds sagsbehandling, når

den

som her laver begunstigende forvaltningsakter for sig selv.

...

For så vidt angår kommunens

dispensationsargument, nemlig at benyttelsen er midlertidig, er det vores

opfattelse at midlertidighed, ikke er begrundelse for dispensation, jvf.

byggelovens paragraf 22. Vi vedlægger tidligere afgørelse fra Bygge og

Boligstyrelsen, til støtte for dette argument.

..."

I afgørelsen af 6. januar

1994 skrev Århus Statsamt herefter bl.a. følgende:

"...

Statsamtet finder ikke at

Silkeborg kommune ved de meddelte dispensationer materielt har overtrådt de

retlige grænser for skønsudøvelsen, idet man må lægge til grund, at kommunen

har vurderet lokalernes anvendelse, udformning m.v. i relation til antallet

af

tilstedeværende personer.

Statsamtet har ingen

kompetence til at tage stilling til hensigtmæssigheden af kommunens

sagsbehandling. For såvidt angår de meddelte dispensationer bemærkes, at

midlertidighed alene ikke normalt kan bære en dispensation i sig selv. Det

følger dog af bestemmelsen i byggelovens § 26, at en tilladelse kan være

midlertidig eller af tidsbestemt varighed. Det er en selvfølge, at

midlertidige

og tidsbegrænsede dispensationer påses af kommunen, jfr. byggelovens §

16 a, stk. 2.

..."

Forbundet A klagede herefter

til mig i brev af 4. januar 1995, idet man bl.a. anførte

at

der ikke i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse var

søgt de nødvendige dispensationer i overensstemmelse med bygningsreglementet,

at

de pågældende lokaler blev taget i

brug uden ibrugtagningstilladelse,

at

dispensationen fra kravet om mekanisk ventilation ikke var forenelig med de

hensyn der lå bag dette krav, samt

at

kommunen næppe havde foretaget en konkret vurdering og på baggrund af en

sådan fundet det sagligt at dispensere fra kravet om mekanisk ventilation.

Afslutningsvis anførtes følgende:

"...

Det er (forbundet A)'s

opfattelse, at sagen bærer præg af, at skolefritidsordningen i forvejen har

været etableret, og at dispensationen blot er en ekspeditionssag foranlediget

af (forbundet A)'s krav om lovliggørelse.

..."

Den 24. januar 1995 sendte

jeg forbundet A's brev til Århus Statsamt med henblik på at statsamtet kunne

få

lejlighed til at tage stilling til de spørgsmål som statsamtet ikke tidligere

havde svaret på, og med henblik på at statsamtet kunne få lejlighed til at

forholde sig til den udtalelse af 21. juni 1994 som Viborg Statsamt havde

indhentet fra Bygge- og Boligstyrelsen i en sag der tilsyneladende mindede om

den foreliggende sag. Jeg bad endvidere statsamtet overveje om det forhold at

dispensationerne vedrørte en byggesag hvor Silkeborg Kommune selv var

bygherre,

indebar at statsamtet ved sin behandling af sagen burde foretage en mere

indgående prøvelse af kommunens afgørelse end sædvanligt. Begrundelsen for

denne nøjere prøvelse skulle være at kommunen var inhabil i forhold til sin

egen byggesag.

Statsamtet bad i den

anledning Silkeborg Kommune om yderligere oplysninger og modtog ved brev af

12.

april 1995 en udtalelse fra kommunen hvoraf følgende fremgik:

"...

Begrundelse for de givne

dispensationer er bl.a. at få børn og voksne forventes at være i bygningen på

samme tid.

Samtidig kan oplyses at

ventilations- og lydforholdene kan løses, såfremt der viser sig behov for

dette. Vi har dog ikke på nuværende tidspunkt modtaget nogen klage fra

brugerne

af skolefritidsordningen.

Silkeborg kommune finder

fortsat at grundlaget for de givne dispensationer er tilstede, men vil tage

forholdene op til fornyet overvejelse såfremt der viser sig behov for

dette."

Ved brev af 19. maj 1995 bad

statsamtet kommunen om en fuldstændig redegørelse for kommunens

beslutningsgrundlag med hensyn til ventilationsforholdene både i forbindelse

med dispensationens meddelelse og den efterfølgende opfølgning herpå, og den

1.

juni 1995 afgav kommunen sit svar idet man anførte følgende:

"...

Ansøgning om byggetilladelse

til ombygning af et enfamiliehus til skolefritidsordning er modtaget den 15.

juni 1992 fra Silkeborg kommunes ejendomsadministration.

Den 16. juni 1992 bliver

ansøgningen forelagt udvalget for teknik og miljø, der vedtager, at der må

gives en midlertidig tilladelse til indretning af en skolefritidsordning, som

ansøgt.

Den 1. juli 1992 bliver

byggetilladelse udstedt.

Ibrugtagningstilladelse

bliver udstedt den 7. oktober 1992.

Den 26. januar 1993 behandler

udvalget for teknik og miljø en ansøgning om diverse dispensationer i

forbindelse med den midlertidige tilladelse af 16. juni 1992. Da der er tale

om en midlertidig tilladelse, bliver der bl.a. givet dispensation, så

udførelse

af ventilationsanlæg kan udelades.

Der er ikke senere sket

opfølgning af sagen herfra.

..."

Ved brev af 28. juni 1995

stillede statsamtet uddybende spørgsmål til kommunen, som blev besvaret ved

brev af 4. juli 1995 på følgende måde:

"... at dispensation til

ventilationsforholdene er meddelt alene på det fremsendte grundlag.

Der er ikke tilgået

forvaltningen yderligere oplysninger angående børnetal, aktiviteter og

lignende

end det allerede tidligere oplyste.

Der er ikke herfra sket

opfølgning af sagen, da der ikke for nærværende, så vidt vides, er modtaget

nogen form for klage over de nuværende forhold. Såfremt der sker henvendelse

fra brugerne over utilfredsstillende forhold, vil sagen blive taget op til

fornyet overvejelse."

Århus Statsamt meddeler

herefter ved brev af 27. september 1995 forbundet A følgende:

"...

I den foreliggende sag er

Silkeborg kommune såvel bygherre som bygningsmyndighed. Ved ændringen af

byggeloven ved lov nr. 270 af 2. maj 1990 hvor klagemyndigheden blev overført

fra amtsråd til statsamt ophævedes en tidligere gældende bestemmelse om at

dispensation i visse tilfælde kun kunne meddeles af amtsrådene. Herefter er

dispensationskompetencen - også til arbejder, hvor kommunalbestyrelsen selv

er

bygherre - placeret hos kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed. Kommunen

må

agere som enhver anden bygherre og byggesager skal behandles sædvanligt af

den

kommunale bygningsmyndighed. Den kommunale bygningsmyndighed bliver således

ikke myndighedsinhabil. Konkret medarbejderinhabilitet kan opstå, jfr.

reglerne

i forvaltningslovens kapitel 2, men dette forhold har ikke været fremdraget i

denne sag.

...

Det er statsamtets

opfattelse, at der i den kommunale bygningsmyndighed har fundet

sagsbehandling

sted. Statsamtet finder, at dispensation fra den omhandlede bestemmelse i

bygningsreglementet lovligt har kunnet meddeles. Hensigtsmæssigheden af

kommunens afgørelse er skønsmæssig og kan derfor ikke efterprøves af

statsamtet.

...

Sammenfattende er det

statsamtets opfattelse, at man i afgørelsen af 6. januar 1994 faktisk har

behandlet de af (forbundet A) rejste klagepunkter.

For så vidt angår spørgsmålet

om statsamtet burde have foretaget en mere indgående prøvelse af sagen end

normalt, idet Silkeborg kommune er både bygherre og bygningsmyndighed, jfr.

Folketingets Ombudsmands skrivelse af 24. januar 1995 bemærkes, at

statsamtets

kompetence alene omfatter retlige spørgsmål. Hensigtsmæssigheden af kommunens

afgørelse kan - uanset hvem der er bygherre - ikke efterprøves af statsamtet.

Endvidere henvises til det ovenfor anførte om inhabilitet.

..."

Ved brev af 9. oktober 1995

rettede forbundet A igen henvendelse til mig idet man navnlig anførte

at

der var meddelt dispensation fra

kravet om mekanisk ventilation uanset at der også var givet dispensation

vedrørende loftshøjden,

at

angivelsen

i bygningsreglementet af at loftshøjden

mindst

skulle være

2,5 m,

afskar kommunen fra at dispensere herfra, og

at

kommunen ikke ved sin afgørelse havde inddraget de relevante

hensyn, samt

at

kommunen havde lagt

vægt på et ulovligt hensyn. Endelig skrev man således:

"...

Slutteligt skal forbundet

fastholde, at i tilfælde hvor kommunen både er bygherre og

byggesagsbehandlende

myndighed, må der stilles strenge krav til, at sagsbehandlingen er korrekt og

tillidsfuld. Selv om der muligvis ikke foreligger 'myndighedsinhabilitet', må

statsamtet være mere grundig i klagesager netop i disse sager. I modsat fald

er

der ingen kontrolmekanismer.

..."

Jeg bad den 27. oktober 1995

Århus Statsamt om en udtalelse i anledning af forbundet A's klage og om at

statsamtet forinden indhentede en udtalelse fra Silkeborg Kommune.

Den 22. november 1995

meddelte statsamtet mig at både kommunen og statsamtet kunne henholde sig til

deres tidligere udtalelser og afgørelser.

Ombudsmandens udtalelse

"Jeg skal indledningsvis understrege at jeg i det følgende alene har

taget stilling til spørgsmålet om hvilke krav der stilles til kommunens

behandling af og statsamtets prøvelse i byggesager i en situation, hvor

kommunen som bygningsmyndighed meddeler dispensation til sig selv som

bygherre, dvs. hvor der kan være en konflikt mellem de hensyn som kommunen

skal varetage som bygningsmyndighed, og de hensyn som kommunen varetager som

bygherre.

1. Habilitet

For at forebygge at usaglige hensyn inddrages ved myndighedernes behandling

af en sag, og at en afgørelse dermed træffes på et forkert grundlag, stilles

der visse habilitetskrav til de personer som er involveret i en sags

behandling. Disse habilitetskrav tjener dog også det mere generelle formål at

sikre borgernes tillid til at forvaltningen træffer lovlige og rigtige

afgørelser. Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder regler om i hvilke

tilfælde personer i den offentlige forvaltning må afstå fra at medvirke ved

behandlingen af en sag fordi der foreligger en interessekonflikt som vækker

tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Imidlertid kan ikke blot personer, men også myndigheder som sådanne rammes af

inhabilitet. Myndigheden kan således selv være part eller på anden måde have

en særlig (og uvedkommende interesse) i sagens udfald. Myndighedsinhabilitet

er et velkendt og velindarbejdet begreb såvel i teori som i praksis.

Myndighedsinhabilitet er bl.a. omtalt i forarbejderne til forvaltningsloven

(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 86) hvoraf fremgår at

myndighedsinhabilitet efter Justitsministeriets opfattelse ikke egner sig til

en almindelig lovmæssig regulering inden for rammerne af forvaltningsloven,

og forvaltningsloven indeholder således ingen bestemmelser om

myndighedsinhabilitet.

I de senere år har spørgsmålet om myndighedsinhabilitet været genstand for

behandling i UfR 1996.1104Ø (om myndighedsinhabilitet for et

politimesterembede) samt i Folketingets Ombudsmands udtalelse om

myndighedsinhabilitet for Rigsadvokatembedet i beretningen om Nørrebro-sagen

(1996), s. 254ff, samt i ombudsmandens udtalelse i en sag om

Patentdirektoratets erhvervsservice (ombudsmandens j.nr. 1994-2818-309).

Retstilstanden vedrørende

myndighedsinhabilitet beror hovedsagelig på den praksis der har udviklet sig

med rod i grundsætningerne og reglerne om den personlige inhabilitet. Det må

dog herved fremhæves at forholdene på flere punkter stiller sig forskelligt,

alt efter om det drejer sig om personlig inhabilitet eller om

myndighedsinhabilitet;

især vil det ofte være forbundet med langt større problemer at foretage

substitution i tilfælde af myndighedsinhabilitet, jf. Hans Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 198.

2. Interessekonflikt i Silkeborg Kommune

Efter forvaltningslovens § 3,

stk. 1, nr. 1, er en person inhabil i en sag hvis vedkommende selv har en

særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Et tilsvarende

princip må efter min opfattelse gælde for bedømmelse af spørgsmål om

myndighedsinhabilitet.

I den foreliggende sag har

Silkeborg Kommune som bygningsmyndighed meddelt dispensation fra

byggelovgivningen m.m. til sig selv som bygherre i forbindelse med at

kommunen

ønskede at etablere en skolefritidsordning i et eksisterende hus. Det kan

således ikke udelukkes at der forelå en interessekonflikt mellem på den ene

side de interesser som kommunen skal varetage som bygningsmyndighed, og på

den anden side de interesser kommunen som bygherre har i at få meddelt

dispensation til det pågældende byggeri.

3. Lovgrundlaget for kommunens adgang til at meddele dispensation når

den selv optræder som bygherre

De almindelige

retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger i det omfang andet følger

af

særskilt lov.

På baggrund af en konkret

klage i en sag - vedrørende en tidligere byggelov (lovbek. nr. 361 af 17.

juli

1972) hvor en kommune både handlede som bygningsmyndighed og bygherre udtalte

ombudsmanden følgende omkring myndighedsinhabilitet (Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1978, s. 186ff):

'...

Det er klart, at

kommunalbestyrelsen (det tekniske udvalg, der traf beslutningen) som bygherre

var i en situation, som - hvis de almindelige forvaltningsretlige regler om

inhabilitet for offentligt ansatte og for kommunalbestyrelsesmedlemmer (altså

enkeltpersoner) lægges til grund - måtte medføre, at kommunalbestyrelsen

(teknisk udvalg) som helhed måtte anses for inhabil.

Spørgsmålet er imidlertid,

hvorvidt de almindelige habilitetsregler lader sig anvende på

forvaltningsmyndigheder som helheder.

I byggesager kunne de

almindelige inhabilitetsregler - bl.a. i et tilfælde som det foreliggende -

praktiseres på den måde, at den kompetente primærkommunale myndighed afstod

fra

at træffe afgørelse og fremsendte sagen til afgørelse hos de(n) nærmest

overordnede myndighed(er) (her til planstyrelsen med hensyn til afgørelse i

forhold til byplanvedtægt - og til amtskommunen med hensyn til afgørelse af

højdespørgsmålet efter byggelov/bygningsreglement).

Efter min opfattelse havde

det været ønskeligt, om Herlev kommune havde fulgt denne fremgangsmåde, men

jeg

finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at det ikke skete. Som

berørt i min skrivelse af 9. februar 1978 til boligministeriet, jfr. ovenfor,

er det almindelige spørgsmål om de almindelige inhabilitetsreglers anvendelse

på forvaltningsmyndigheder som helheder ikke nærmere afklaret, og i hvert

fald

inden for den dagældende byggelovs område var det ... almindelig praksis, at

kommunerne som bygningsmyndigheder kunne træffe afgørelse også i sager, hvor

de selv var part.

Efter min opfattelse måtte

denne praksis - ud fra de synspunkter, der ligger til grund for almindelige

inhabilitetsregler - forekomme uheldig. Da der imidlertid nu ... ved

bygningsreglementet af 1977 er gennemført en ordning, hvorefter

dispensationer

til arbejder, hvor kommunalbestyrelsen er bygherre, meddeles af amtsrådet

eller

boligministeriet, finder jeg ikke anledning til at foretage videre vedrørende

dette spørgsmål.'

Efter byggeloven fra 1972 (§

14 i lovbek. nr. 361 af 17. juli 1972) var amtsrådet klageinstans for de

fleste

kommuners afgørelser efter byggeloven, og der var i et vist omfang mulighed

for at indbringe sagen for boligministeren.

Den 1. februar 1977 trådte en

ny byggelov i kraft (lov nr. 323 af 26. juni 1975) som bl.a. indførte hjemmel

til henskydning til amtsrådet af visse sager, jf. den dagældende § 22, stk.

4,

som havde følgende ordlyd:

'Dispensationer meddeles af

kommunalbestyrelsen. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om

kommunalbestyrelsens udøvelse af dispensationsmyndigheden og kan bestemme, at

dispensationer fra nærmere angivne bestemmelser kun kan meddeles af

amtsrådet,

i København og Frederiksberg kommuner af boligministeren.'

Med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse

blev det - som nævnt i udtalelsen fra 1978 - i kapitel 1.9, stk. 3, i det

dagældende bygningsreglement (1977) fastsat at amtsrådene skulle behandle

dispensationssager i 1. instans hvor kommunen selv var bygherre.

Kapitel 1.9, stk. 3, i det

dagældende bygningsreglement (1977) havde følgende indhold:

'Dispensation meddeles af

kommunalbestyrelsen, medmindre andet fastsættes i de enkelte kapitler eller

afsnit i reglementet. Dog meddeles dispensationer til arbejder, hvor

kommunalbestyrelsen

er bygherre af amtsrådet, i København og Frederiksberg kommuner af

boligministeren.'

Efter den dagældende

byggelovs § 23 var amtsrådet i øvrigt klageinstans for kommunalbestyrelsens

afgørelser hvis afgørelsen omfattede spørgsmål om forståelsen af loven eller

af en i medfør af denne fastsat bestemmelse. Påklage kunne endvidere tillades

hvis afgørelsen efter klagemyndighedens vurdering havde almindelig interesse

eller videregående betydelige følger for klageren. Boligministeren var

klageinstans

for så vidt angik beslutninger truffet af Københavns Kommune og Frederiksberg

Kommune. Amtsrådets afgørelse kunne endvidere i et vist omfang påklages til

boligministeren.

På baggrund af en betænkning

(nr. 1168/1989 - Lotz III-udvalget) om de kommunale opgavers fordeling og

finansiering blev byggeloven ændret i 1990 (lov nr. 270 af 2. maj 1990),

bl.a.

således at afgørelser efter byggeloven kun skulle kunne indbringes for

statsamtet.

Byggelovens § 23 fik herefter

følgende ordlyd:

'Kommunalbestyrelsens

afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 12,

stk.

7, §

16 A, stk. 4,

og §

18 A, stk. 4,

kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet, i Københavns

og Frederiksberg Kommuner til boligministeren.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages

til anden administrativ myndighed. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 kan

ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3.

Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om, at påklage

ikke kan ske i sager vedrørende bestemmelser af underordnet eller mindre

indgribende betydning.'

§ 22, stk. 4, fik følgende

ordlyd:

'Dispensation meddeles af

kommunalbestyrelsen. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om

kommunalbestyrelsens udøvelse af dispensationsmyndigheden.'

I de almindelige bemærkninger

til lovændringen står bl.a. følgende (Folketingstidende 1989-90, tillæg A,

sp.

1857ff):

'...

Efter gældende bestemmelser i

byggeloven er der klageadgang over for afgørelser, som vedrører forståelsen

af

byggeloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, det vil sige at

klageadgangen vedrører retlige forhold i vid forstand. Udgangspunktet for

byggelovens klagebestemmelser er således, at kommunalbestyrelsens

skønsmæssige

afgørelser ikke kan påklages. Adgangen til at påklage skønsmæssige afgørelser

er dog ikke afskåret fuldstændigt, idet 1. ankeinstansen har mulighed for at

tillade påklage af også skønsmæssige afgørelser, hvis afgørelsen efter

klagemyndighedens vurdering har almindelig interesse eller videregående

betydelige følger for klageren. Siden lovens ikrafttræden har

klageinstanserne

anvendt denne mulighed uhyre sjældent.

Der er efter gældende regler

klageadgang til 2 ankeinstanser vedrørende retlige forhold, nemlig til

amtsrådene som 1. ankeinstans og til boligministeren (kompetencen delegeret

til

Byggestyrelsen) som 2. ankeinstans. I Københavns og Frederiksberg kommuner

går

klageadgangen dog til boligministeren (Byggestyrelsen) som 1. og eneste

ankeinstans.

De to ankeinstanser på

byggelovens område er hovedsagelig historisk bestemt, og der gør sig ikke på

området særlige retsikkerhedsmæssige hensyn gældende, som nødvendiggør flere

ankeniveauer.

1. del af regeringens

handlingsplan for afbureaukratisering, afgivet 13. december 1988 indeholder

en kort

beskrivelse af det statslige udvalgs model for en ankereform. Det fremgår

heraf,

at

der principielt kun skal

være én ankeinstans,

at

alle klager

over afgørelser truffet i kommunerne skal kunne påklages til den samme

myndighed: statsamtet, som skal være første og eneste klageinstans, således

at

borgerne kun skal henvende sig ét sted, og

at

kun lovligheden af de kommunale afgørelser af respekt for det kommunale

selvstyre skal kunne ankes. ...

I betænkning nr. 1168 - Lotz

III-udvalget - afgivet maj 1989 fra det af statsministeren nedsatte udvalg om

de kommunale opgavers fordeling og finansiering foreslås i forslag 4.14, at

afgørelser efter byggeloven for fremtiden alene skal kunne indankes for

statsamtet.

Udvalget foreslår videre,

at

der bør

gennemføres en generel begrænsning i antallet af kommunale sagstyper, hvor

der

er klageadgang,

at

der bør ske

begrænsninger i klagemyndighedernes adgang til at omgøre kommunale skøn (ud

fra

det princip, at beslutninger, hvor lovgivningen har tilsigtet et lokalt skøn,

ikke skal kunne påklages), og

at

der

bør gennemføres en afskæring af klageadgangen vedrørende beslutninger af

mindre indgribende betydning.

...

Administrative og økonomiske konsekvenser

...

Efter forslaget skal

amtsrådene ikke længere være 1. ankeinstans. Ved et rundspørge til samtlige

amtsråd i 1987 er oplyst, at der til amtsrådene i 1986 er indgået ca. 350

klagesager. Heraf er ca. 160 afvist som vedrørende skøn eller som følge af

klagefristens overskridelse, og ca. 50 sager er henvist til behandling hos

anden myndighed. Endvidere har amtsrådene behandlet ca. 70 dispensationssager

vedrørende byggesager, hvor kommunen har været bygherre. De nævnte sager,

bortset fra dispensationssagerne, skal fremover behandles af statsamterne.

...'

Af de specielle lovbemærkninger

fremgår følgende omkring dispensationsadgangen, jf. Folketingstidende

1989-90,

tillæg A, sp. 1866:

'...

Efter byggeloven meddeles

dispensationer fra bestemmelser i loven og de i medfør af loven fastsatte

bestemmelser af kommunalbestyrelsen. I medfør af § 22, stk. 4, har

boligministeren kunnet fastsætte bestemmelser om kommunalbestyrelsens

udøvelse

af dispensationsmyndigheden, samt at dispensationer fra nærmere angivne

bestemmelser kun kan meddeles af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg

kommuner

af boligministeren.

Bestemmelsen har været

udnyttet til i bygningsreglementet at fastsætte, at dispensationer til

arbejder, hvor kommunalbestyrelsen selv er bygherre, skal meddeles af

amtsrådet/Byggestyrelsen.

I konsekvens af forslagets

nr. 12, hvorefter amtsrådene udgår som ankeinstans foreslås, at hele

dispensationskompetencen placeres hos kommunalbestyrelsen, da de omhandlede

sager kræver lokalkendskab og ikke kan klares ved en skrivebordsbehandling i

centraladministrationen.

Statsamterne besidder ikke de

nødvendige teknisk-faglige forudsætninger for at kunne overtage området.

Det bemærkes, at

kommunalbestyrelsen efter kommuneplanloven siden 1977 har været

lokalplanmyndighed, også når det gælder kommunale grunde og ejendomme.'

I skrivelse af 8. juni 1990

(j.nr. 722-25:2-89) har Bygge- og Boligstyrelsen udsendt følgende skrivelse

til samtlige kommunalbestyrelser:

'...

Bygge- og Boligstyrelsen skal

endvidere henlede opmærksomheden på, at bestemmelsen i byggelovens § 22, stk.

4

om, at boligministeren kan bestemme, at dispensationer fra nærmere angivne

bestemmelser kun kan meddeles af Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg

kommuner af boligministeren, også ophæves i konsekvens af ankereformen. Fra

1.

juli 1990 er dispensationskompetencen også til arbejder, hvor

kommunalbestyrelsen selv er bygherre, placeret hos kommunalbestyrelsen.

...'

Det bemærkes at byggelovens §

22, stk. 4, efterfølgende er blevet til § 22, stk. 5.

4. Århus Statsamts opfattelse vedrørende spørgsmålet om inhabilitet

Århus Statsamt anfører i sin

afgørelse af 27. september 1995 at en kommune som bygningsmyndighed også må

behandle sager hvor kommunen er bygherre, og dette er efter Århus Statsamts

opfattelse baggrunden for at en kommune i denne situation ikke er

myndighedsinhabil.

Statsamtet henviser til at lovgrundlaget for at henskyde

afgørelseskompetencen

fra kommunen til amtsrådet i visse sager - den tidligere § 22, stk. 4, i

byggeloven - blev ophævet med lov nr. 270 af 2. maj 1990.

Vedrørende spørgsmålet om en

mere indgående prøvelse af sagen end normalt anfører statsamtet at dets

kompetence alene omfatter retlige spørgsmål, og at hensigtsmæssigheden af

kommunens afgørelse derfor - uanset hvem der er bygherre - ikke kan

efterprøves

af statsamtet.

5. Konklusion

Uanset statsamtets opfattelse

må jeg fastholde at Silkeborg Kommune i medfør af de almindelige

retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet er inhabil i den foreliggende

situation.

På baggrund af de ovenfor

nævnte forarbejder til byggeloven fra 1990 må jeg samtidig lægge til grund at

lovgiver har forudsat at der ikke i den foreliggende type af sager (dvs.

sager

hvor en kommune som bygningsmyndighed meddeler dispensation til sig selv som

bygherre) skulle være mulighed for substitution.

Det er almindeligt antaget at

konsekvensen af at en afgørelse har måttet træffes uanset

myndighedsinhabilitet, er at en eventuel klageinstans' prøvelse af

afgørelsens

indhold bør være særlig intensiv (i hvert fald hvor de involverede interesser

for underinstansen er klart indbyrdes modstridende). Dette gælder også i

tilfælde hvor klageinstansen normalt foretager en mere begrænset prøvelse af

sagens realitet, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

200-201. Spørgsmålet om myndighedsinhabilitetens betydning for en sags

behandling i 1. instans er i øvrigt behandlet samme sted.

Spørgsmålet er om kravet om

intensiveret prøvelse også gælder i et tilfælde som det foreliggende hvor det

må lægges til grund at lovgiver ved lovændringen i 1990 har ønsket at

vedkommende

kommune skulle behandle alle dispensationssager, herunder sager hvor kommunen

selv stod som bygherre. Lovgiver har dermed anerkendt/accepteret at

kompetencen blev placeret hos kommunen uanset de mulige interessekonflikter.

Det fremgår imidlertid ikke

udtrykkeligt af byggeloven eller dens forarbejder hvorvidt lovgiver har

ønsket

at afskære det almindelige princip om at en eventuel klageinstans i en sag

hvor

der foreligger myndighedsinhabilitet, skal foretage en særlig intensiv

prøvelse

af den trufne afgørelse. Til støtte for det synspunkt at lovgiver har ment at

der bør ses bort fra en sådan prøvelse, taler de ovenfor på s. 14 citerede

lovforarbejdsbemærkninger om nødvendigheden af lokalkendskab og statsamternes

manglende teknisk-faglige forudsætninger for at kunne overtage disse sager.

Det forhold at lovgiver ikke

har ment at der var mulighed for at sætte en anden myndighed i kommunens sted

i

de pågældende sager (substitution), kan dog efter min opfattelse ikke - uden

lovgivers udtrykkelige stillingtagen hertil - antages fuldstændigt at skulle

afskære de særlige retssikkerhedsgarantier der sædvanligvis gælder i sager om

myndighedsinhabilitet eller tilsvarende situationer, hvor en myndighed har

åbenbart indbyrdes modstridende interesser i forhold til indholdet af en

afgørelse.

Også det forhold at der i

dispensationssagerne er tale om meget vide skønsbeføjelser, samt det forhold

at der i denne sag foreligger en i relation til kommunen 'begunstigende'

afgørelse, taler for at fastholde udgangspunktet om intensiveret prøvelse.

Jeg er således ikke enig med

Århus Statsamt i at lovændringen i 1990 kan fortolkes på den måde at mulige

interessekonflikter eller ligefrem inhabilitet er uden enhver betydning for

sagens behandling.

Uanset at prøvelsesbegrænsningen

'retlige spørgsmål' (jf. byggelovens § 23, stk. 1) ikke har en fuldstændig

klar afgrænsning, mener jeg at det er muligt inden for rammerne af

statsamtets

kompetence at foretage en mere intensiv prøvelse i en sag som den

foreliggende.

I denne sag er det blevet

gjort gældende at den dispenserende kommune har inddraget usaglige hensyn

(magtfordrejning). Da det er et retligt spørgsmål om en dispensation kan

anses for begrundet i (udelukkende) saglige hensyn, falder dette spørgsmål

ind

under den prøvelse som statsamtet skal foretage i forbindelse med

behandlingen

af en klage. Ved afklaring heraf har statsamtet som led i en intensiveret

prøvelse mulighed for at indhente en udtalelse fra en eller flere

(uafhængige)

sagkyndige instanser.

Eksempelvis kan man i en

klagesag som den foreliggende indhente en udtalelse

fra

Bygge- og Boligstyrelsen som bl.a. udtaler sig vejledende

vedrørende fortolkningen af reglerne på byggeområdet,

fra

Sundhedsstyrelsen/den lokale embedslæge som bl.a. rådgiver

og vejleder om lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske

forhold,

fra

Beredsskabsstyrelsen/det

lokale brandvæsen samt

fra

Direktoratet for Arbejdstilsynet/det lokale arbejdstilsyn. Jeg henviser i den

forbindelse til at det i byggelovens § 22, stk. 1, er bestemt at der kan

meddeles dispensation fra reglerne i loven og i bygningsreglementet såfremt

det skønnes foreneligt med de hensyn som ligger til grund for de bestemmelser

der dispenseres fra. Det er således de hensyn som ligger bag de enkelte

bestemmelser, der er styrende for om der kan meddeles dispensation.

Jeg kan i den forbindelse

henvise til en afgørelse truffet af Viborg Statsamt den 16. februar 1995 som

er

vedlagt de udlånte akter fra Århus Statsamt. Den pågældende sag vedrørte

ligesom den foreliggende sag bl.a. en kommunes meddelelse af dispensation i

forbindelse med indretningen af et tidligere beboelseshus til en

daginstitution for børn. (Jeg går ud fra at den pågældende kommune tillige

var

bygherre). Her indhentede Viborg Statsamt til brug for sagens behandling en

vejledende udtalelse af 21. juni 1994 fra Bygge- og Boligstyrelsen om

hvorvidt

de meddelte dispensationer skønnedes forenelige med de hensyn der lå til

grund

for de bestemmelser der blev dispenseret fra. Det bemærkes at den indhentede

udtalelse i øvrigt førte til at statsamtet bad den pågældende kommune om en

nærmere redegørelse for forskellige forhold. I sin afgørelse af 16. februar

1995 skrev statsamtet følgende:

'...

Således som Aalestrup kommune

har besvaret statsamtets skrivelser af 5. august 1993, 30. december 1993 og

navnlig 26. september 1994, finder man ikke, at kommunen har foretaget den

nødvendige, nuancerede vurdering for at sikre sig, at der trods manglende

mekanisk ventilation er gode ventilationsforhold i institutionen...

Sagen hjemvises derfor til

fornyet behandling i Aalestrup kommunalbestyrelse.

...'

Ud over indhentelse af

udtalelser fra uafhængige sagkyndige instanser har statsamtet efter

omstændighederne mulighed for som led i en intensiveret prøvelse af

anbringender om magtfordrejning at lade det påhvile kommunen at godtgøre over

for statsamtet at afgørelsen udelukkende var båret af saglige hensyn. En

sådan

anvendelse af en form for 'omvendt bevisbyrde' er også kendt fra domstolenes

prøvelse af f.eks. magtfordrejningssager, jf. UfR 1973.755V, 1990.601H og

1992.699H, omtalt i Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

554-555, og UfR 1987.311H.

Det er herefter min

opfattelse at Århus Statsamt på baggrund af den foreliggende

interessekonflikt

i Silkeborg Kommune burde have foretaget en mere intensiv prøvelse af

kommunens beslutning om at meddele dispensation.

Jeg har gjort Århus Statsamt

bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til statsamtet at man

genoptager sagens behandling med henblik på at foretage en fornyet prøvelse

af

den anførte karakter.

I øvrigt vil statsamtet i den

forbindelse få lejlighed til udtrykkeligt over for (forbundet A) at tage

stilling til de dele af klagen til mig som vedrører samspillet mellem

mekanisk

ventilation og loftshøjde, dispensationen fra kravene til loftshøjde m.m.

Jeg har bedt statsamtet om at

holde mig underrettet om hvad der videre sker i sagen.

..."

Århus Statsamt skrev til mig

den 26. august 1997 bl.a. således:

"På grundlag af

Folketingets Ombudsmands henvendelse har statsamtet ved skrivelse af 18. juni

1997 anmodet Silkeborg Kommune om en udtalelse, idet man samtidig har bedt

kommunen oplyse, om ejendommen (X-vej), Silkeborg fortsat anvendes som

skolefritidsordning, og om der er sket bygningsmæssige ændringer på

ejendommen.

Ved skrivelse af 14. juli

1997 har Silkeborg Kommune overfor statsamtet oplyst, at ejendommen

beliggende

(X-vej) i Silkeborg efter en om- og tilbygning i 1996 er overgået til at være

en permanent skolefritidsordning for 20 børn.

Ved om - og tilbygningen er

der tilbygget et nyt personalerum, der er udført mekanisk ventilation og

lyddæmpende lofter i samtlige rum.

Der er foretaget måling af

efterklangstider af BST-Center Silkeborg og Omegn. Resultatet af målinger er

efterfølgende fremsendt til statsamtet, og heraf fremgår, at

efterklangstiderne

varierer mellem 0,34 og 0,47 sekunder afhængig af, hvor man opholder sig i

bygningen.

Med hensyn til flugtveje

oplyser kommunen, at et grupperums dør fører direkte ud i det fri, og et

andet

grupperum har to flugtveje uafhængige af hinanden.

Kommunen har efterfølgende

telefonisk oplyst, at den ene flugtvej fører ud til personalerummet, som har

udgang til det fri, mens den anden flugtvej fører ud til entreen, som har

udgang til det fri.

Rumhøjden er fortsat

2,35 meter, og med grupperum på i

alt

62 m2

giver

det i alt ca.

145 m3.

Henset til, at skolefritidsordningen er normeret til 20 børn er

bygningsreglementets krav om areal og rumindhold pr. barn tilgodeset.

Da Silkeborg Kommune har

foretaget bygningsændringer i 1996 skal disses lovlighed vurderes i henhold

til

Bygningsreglement 1995, som trådte i kraft den 1. april 1995.

Ifølge BR-95 pkt. 4.4.2, stk.

1 skal arbejdsrum have en loftshøjde på mindst

2,5 meter.

Ifølge reglementets pkt.

4.4.2, stk. 2 sidste pkt. skal normalklasserum og lignende have et rumindhold

på

6 m3

pr. person,

når der etableres effektiv mekanisk ventilation.

Ifølge reglementets pkt.

6.13.4 kan daginstitutioner med højst 50 personer indrettes i bygninger, der

er

udført efter bestemmelserne om etagebyggeri, således at der fra hver

boligenhed

skal være adgang til det fri eller til mindst en trappe, som fører til terræn

i

det fri, jfr. reglementets pkt. 6.8.2.

Ifølge reglementets pkt. 9.4

skal der i opholdsrum i daginstitutioner være en efterklangstid, hvis

gennemsnitsværdi i frekvensområdet 125-2.000 Hz ikke må overstige 0,6 sekund.

Endelig fremgår det af

reglementets pkt. 11.2.3, at opholdsrum i dag- og døgninstitutioner skal

ventileres med et ventilationsanlæg, der omfatter såvel indblæsningsanlæg som

et udsugningsanlæg.

Der er således alene meddelt

dispensation fra kravet om en loftshøjde på

2,5 meter.

Henset til de af Silkeborg

Kommune foretagne bygningsmæssige ændringer, som har medført, at

skolefritidsordningen

med undtagelse af kravet om en loftshøjde på

2,5 meter

opfylder kravene i

bygningsreglementet, og henset til, at statsamtet alene har kompetence til at

tage stilling til retlige spørgsmål, finder statsamtet ikke grundlag for at

foretage videre, da Silkeborg Kommune ikke findes at have overskredet

grænserne

for skønsudøvelsen ved at meddele dispensation for loftshøjden, idet

bygningsreglementets krav om rumindhold på

6

m3

pr. person er opfyldt."

Jeg meddelte Århus Statsamt

at jeg ikke ville foretage mig mere i sagen.

NOTER(*1) Jf. FOB 1996,

Nørrebrosagen, s. 254 ff og 1978, s. 186ff.

Lignende dokumenter