Intensiveret prøvelse ved klageinstans hvor førsteinstansen er myndighedsinhabil
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Intensiveret prøvelse ved klageinstans hvor førsteinstansen
er myndighedsinhabil
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
Silkeborg Kommunes udvalg for
teknik og miljø besluttede ved et møde den 16. juni 1992 at imødekomme en
ansøgning fra kommunens ejendomsadministration om byggetilladelse til
midlertidig indretning af en skolefritidsordning i en bolig på X-vej,
Silkeborg. Udvalget gav samtidig dispensation fra byggelovens krav om minimum
2,5 m
i loftshøjde således at den eksisterende
loftshøjde på ca.
2,35 m
kunne bibeholdes.
Den 7. oktober 1992 meddelte
Silkeborg Kommune tilladelse til ibrugtagning af ejendommen på X-vej som
skolefritidsordning.
Den 2. december 1992 gjorde
forbundet A Silkeborg Kommune opmærksom på at skolefritidsordningens
bygninger
ikke levede op til bygningsreglementets krav for så vidt angik flugtveje,
gangbredder og mekanisk ventilation.
Silkeborg Kommunes udvalg for
teknik og miljø meddelte på denne baggrund ved et møde den 26. januar 1993
dispensation fra bygningsreglementet. I brev af 5. februar 1993 til forbundet
A skrev Silkeborg Kommune herom:
"...
Teknisk forvaltning oplyser,
at Teknisk udvalg har givet dispensation den 26. januar 1993 for kravet om
mekanisk ventilation, flugtvejens udformning og manglende bredde samt kravet
Læs alt
om dørbredde på
0,9 m
i fælles adgangsveje. Dispensationen begrundes med, at der er tale om
indretning i en
eksisterend
e bygning,
samt at der er tale om en
midlertidig
tilladelse
, således at Silkeborg kommune på et senere tidspunkt kan sælge
bygningen som et enfamiliehus.
..."
Forbundet A klagede den 3.
marts 1993 over denne afgørelse til Århus Statsamt og skrev bl.a. følgende:
"...
(Forbundet A) har følgende
klagepunkter:
...
- For så vidt angår de givne
dispensationer, siger paragraf 22 i byggeloven, at der kan dispenseres fra
bestemmelser i loven og de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,
når det skønnes foreneligt med de hensyn,
som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
Det er vor opfattelse
at de hensyn man her nævner relaterer sig til paragraf 1 i byggeloven; nemlig
at bebyggelse udføres og indrettes således at den frembyder tilfredsstillende
tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende. Vi kan derfor
absolut ikke acceptere kommunens begrundelse om midlertidighed, eksisterende
bygning eller at bygningen måske skal sælges, som gyldige.
Det er (forbundet A)'s
opfattelse, at det er dybt betænkeligt i relation til retssikkerheden, at en
offentlig myndighed i den grad som der her er tale om, overtræder og
misbruger
den lovgivning den som myndighed er sat til at forvalte.
..."
Statsamtet sendte den 23.
marts 1993 forbundet A's klage til foreløbig udtalelse hos kommunen.
Ved brev af 31. marts 1993
anførte kommunen følgende om spørgsmålet om dispensation:
"...
Sagen blev på ny forelagt
Udvalget for teknik og miljø i mødet den 26. januar 1993, og under hensyn
til,
at der er tale om en midlertidig benyttelse af ejendommen til
skolefritidsordning vedtog udvalget at give dispensation, så den eksisterende
gangbredde på
1,10 meter
kan bibeholdes. Herved kan mekanisk ventilation udelades, samt de
eksisterende
døre til gangen kan bibeholdes.
..."
Forbundet A kommenterede i
brev af 22. april 1993 den fremkomne udtalelse fra kommunen af 31. marts
1993.
Silkeborg Kommune
kommenterede den 12. maj 1993 den seneste udtalelse fra forbundet A:
"...
Da indretningen er forestået
af kommunens ejendomsadministration, er der ikke fremsendt skriftlig
ansøgning
om dispensation, men kun mundtligt afdelingerne imellem."
Afslutningsvis fik forbundet
A ved brev af 21. juli 1993 lejlighed til at kommentere kommunens seneste
bemærkninger. Forbundet A anførte bl.a.:
"...
(Forbundet A) er stadig af
den opfattelse, at skolefritidsordningen stadig fremstår som ulovlig i
forhold
til byggelov og BR 82, samt at kommunens byggesagsbehandling, udfra de
foreliggende dokumenter, mildt sagt er kritisabel. Efter vor mening må der
skulle stilles særlige skærpede krav til en myndigheds sagsbehandling, når
den
som her laver begunstigende forvaltningsakter for sig selv.
...
For så vidt angår kommunens
dispensationsargument, nemlig at benyttelsen er midlertidig, er det vores
opfattelse at midlertidighed, ikke er begrundelse for dispensation, jvf.
byggelovens paragraf 22. Vi vedlægger tidligere afgørelse fra Bygge og
Boligstyrelsen, til støtte for dette argument.
..."
I afgørelsen af 6. januar
1994 skrev Århus Statsamt herefter bl.a. følgende:
"...
Statsamtet finder ikke at
Silkeborg kommune ved de meddelte dispensationer materielt har overtrådt de
retlige grænser for skønsudøvelsen, idet man må lægge til grund, at kommunen
har vurderet lokalernes anvendelse, udformning m.v. i relation til antallet
af
tilstedeværende personer.
Statsamtet har ingen
kompetence til at tage stilling til hensigtmæssigheden af kommunens
sagsbehandling. For såvidt angår de meddelte dispensationer bemærkes, at
midlertidighed alene ikke normalt kan bære en dispensation i sig selv. Det
følger dog af bestemmelsen i byggelovens § 26, at en tilladelse kan være
midlertidig eller af tidsbestemt varighed. Det er en selvfølge, at
midlertidige
og tidsbegrænsede dispensationer påses af kommunen, jfr. byggelovens §
16 a, stk. 2.
..."
Forbundet A klagede herefter
til mig i brev af 4. januar 1995, idet man bl.a. anførte
at
der ikke i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse var
søgt de nødvendige dispensationer i overensstemmelse med bygningsreglementet,
at
de pågældende lokaler blev taget i
brug uden ibrugtagningstilladelse,
at
dispensationen fra kravet om mekanisk ventilation ikke var forenelig med de
hensyn der lå bag dette krav, samt
at
kommunen næppe havde foretaget en konkret vurdering og på baggrund af en
sådan fundet det sagligt at dispensere fra kravet om mekanisk ventilation.
Afslutningsvis anførtes følgende:
"...
Det er (forbundet A)'s
opfattelse, at sagen bærer præg af, at skolefritidsordningen i forvejen har
været etableret, og at dispensationen blot er en ekspeditionssag foranlediget
af (forbundet A)'s krav om lovliggørelse.
..."
Den 24. januar 1995 sendte
jeg forbundet A's brev til Århus Statsamt med henblik på at statsamtet kunne
få
lejlighed til at tage stilling til de spørgsmål som statsamtet ikke tidligere
havde svaret på, og med henblik på at statsamtet kunne få lejlighed til at
forholde sig til den udtalelse af 21. juni 1994 som Viborg Statsamt havde
indhentet fra Bygge- og Boligstyrelsen i en sag der tilsyneladende mindede om
den foreliggende sag. Jeg bad endvidere statsamtet overveje om det forhold at
dispensationerne vedrørte en byggesag hvor Silkeborg Kommune selv var
bygherre,
indebar at statsamtet ved sin behandling af sagen burde foretage en mere
indgående prøvelse af kommunens afgørelse end sædvanligt. Begrundelsen for
denne nøjere prøvelse skulle være at kommunen var inhabil i forhold til sin
egen byggesag.
Statsamtet bad i den
anledning Silkeborg Kommune om yderligere oplysninger og modtog ved brev af
12.
april 1995 en udtalelse fra kommunen hvoraf følgende fremgik:
"...
Begrundelse for de givne
dispensationer er bl.a. at få børn og voksne forventes at være i bygningen på
samme tid.
Samtidig kan oplyses at
ventilations- og lydforholdene kan løses, såfremt der viser sig behov for
dette. Vi har dog ikke på nuværende tidspunkt modtaget nogen klage fra
brugerne
af skolefritidsordningen.
Silkeborg kommune finder
fortsat at grundlaget for de givne dispensationer er tilstede, men vil tage
forholdene op til fornyet overvejelse såfremt der viser sig behov for
dette."
Ved brev af 19. maj 1995 bad
statsamtet kommunen om en fuldstændig redegørelse for kommunens
beslutningsgrundlag med hensyn til ventilationsforholdene både i forbindelse
med dispensationens meddelelse og den efterfølgende opfølgning herpå, og den
1.
juni 1995 afgav kommunen sit svar idet man anførte følgende:
"...
Ansøgning om byggetilladelse
til ombygning af et enfamiliehus til skolefritidsordning er modtaget den 15.
juni 1992 fra Silkeborg kommunes ejendomsadministration.
Den 16. juni 1992 bliver
ansøgningen forelagt udvalget for teknik og miljø, der vedtager, at der må
gives en midlertidig tilladelse til indretning af en skolefritidsordning, som
ansøgt.
Den 1. juli 1992 bliver
byggetilladelse udstedt.
Ibrugtagningstilladelse
bliver udstedt den 7. oktober 1992.
Den 26. januar 1993 behandler
udvalget for teknik og miljø en ansøgning om diverse dispensationer i
forbindelse med den midlertidige tilladelse af 16. juni 1992. Da der er tale
om en midlertidig tilladelse, bliver der bl.a. givet dispensation, så
udførelse
af ventilationsanlæg kan udelades.
Der er ikke senere sket
opfølgning af sagen herfra.
..."
Ved brev af 28. juni 1995
stillede statsamtet uddybende spørgsmål til kommunen, som blev besvaret ved
brev af 4. juli 1995 på følgende måde:
"... at dispensation til
ventilationsforholdene er meddelt alene på det fremsendte grundlag.
Der er ikke tilgået
forvaltningen yderligere oplysninger angående børnetal, aktiviteter og
lignende
end det allerede tidligere oplyste.
Der er ikke herfra sket
opfølgning af sagen, da der ikke for nærværende, så vidt vides, er modtaget
nogen form for klage over de nuværende forhold. Såfremt der sker henvendelse
fra brugerne over utilfredsstillende forhold, vil sagen blive taget op til
fornyet overvejelse."
Århus Statsamt meddeler
herefter ved brev af 27. september 1995 forbundet A følgende:
"...
I den foreliggende sag er
Silkeborg kommune såvel bygherre som bygningsmyndighed. Ved ændringen af
byggeloven ved lov nr. 270 af 2. maj 1990 hvor klagemyndigheden blev overført
fra amtsråd til statsamt ophævedes en tidligere gældende bestemmelse om at
dispensation i visse tilfælde kun kunne meddeles af amtsrådene. Herefter er
dispensationskompetencen - også til arbejder, hvor kommunalbestyrelsen selv
er
bygherre - placeret hos kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed. Kommunen
må
agere som enhver anden bygherre og byggesager skal behandles sædvanligt af
den
kommunale bygningsmyndighed. Den kommunale bygningsmyndighed bliver således
ikke myndighedsinhabil. Konkret medarbejderinhabilitet kan opstå, jfr.
reglerne
i forvaltningslovens kapitel 2, men dette forhold har ikke været fremdraget i
denne sag.
...
Det er statsamtets
opfattelse, at der i den kommunale bygningsmyndighed har fundet
sagsbehandling
sted. Statsamtet finder, at dispensation fra den omhandlede bestemmelse i
bygningsreglementet lovligt har kunnet meddeles. Hensigtsmæssigheden af
kommunens afgørelse er skønsmæssig og kan derfor ikke efterprøves af
statsamtet.
...
Sammenfattende er det
statsamtets opfattelse, at man i afgørelsen af 6. januar 1994 faktisk har
behandlet de af (forbundet A) rejste klagepunkter.
For så vidt angår spørgsmålet
om statsamtet burde have foretaget en mere indgående prøvelse af sagen end
normalt, idet Silkeborg kommune er både bygherre og bygningsmyndighed, jfr.
Folketingets Ombudsmands skrivelse af 24. januar 1995 bemærkes, at
statsamtets
kompetence alene omfatter retlige spørgsmål. Hensigtsmæssigheden af kommunens
afgørelse kan - uanset hvem der er bygherre - ikke efterprøves af statsamtet.
Endvidere henvises til det ovenfor anførte om inhabilitet.
..."
Ved brev af 9. oktober 1995
rettede forbundet A igen henvendelse til mig idet man navnlig anførte
at
der var meddelt dispensation fra
kravet om mekanisk ventilation uanset at der også var givet dispensation
vedrørende loftshøjden,
at
angivelsen
i bygningsreglementet af at loftshøjden
mindst
skulle være
2,5 m,
afskar kommunen fra at dispensere herfra, og
at
kommunen ikke ved sin afgørelse havde inddraget de relevante
hensyn, samt
at
kommunen havde lagt
vægt på et ulovligt hensyn. Endelig skrev man således:
"...
Slutteligt skal forbundet
fastholde, at i tilfælde hvor kommunen både er bygherre og
byggesagsbehandlende
myndighed, må der stilles strenge krav til, at sagsbehandlingen er korrekt og
tillidsfuld. Selv om der muligvis ikke foreligger 'myndighedsinhabilitet', må
statsamtet være mere grundig i klagesager netop i disse sager. I modsat fald
er
der ingen kontrolmekanismer.
..."
Jeg bad den 27. oktober 1995
Århus Statsamt om en udtalelse i anledning af forbundet A's klage og om at
statsamtet forinden indhentede en udtalelse fra Silkeborg Kommune.
Den 22. november 1995
meddelte statsamtet mig at både kommunen og statsamtet kunne henholde sig til
deres tidligere udtalelser og afgørelser.
Ombudsmandens udtalelse
"Jeg skal indledningsvis understrege at jeg i det følgende alene har
taget stilling til spørgsmålet om hvilke krav der stilles til kommunens
behandling af og statsamtets prøvelse i byggesager i en situation, hvor
kommunen som bygningsmyndighed meddeler dispensation til sig selv som
bygherre, dvs. hvor der kan være en konflikt mellem de hensyn som kommunen
skal varetage som bygningsmyndighed, og de hensyn som kommunen varetager som
bygherre.
1. Habilitet
For at forebygge at usaglige hensyn inddrages ved myndighedernes behandling
af en sag, og at en afgørelse dermed træffes på et forkert grundlag, stilles
der visse habilitetskrav til de personer som er involveret i en sags
behandling. Disse habilitetskrav tjener dog også det mere generelle formål at
sikre borgernes tillid til at forvaltningen træffer lovlige og rigtige
afgørelser. Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder regler om i hvilke
tilfælde personer i den offentlige forvaltning må afstå fra at medvirke ved
behandlingen af en sag fordi der foreligger en interessekonflikt som vækker
tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Imidlertid kan ikke blot personer, men også myndigheder som sådanne rammes af
inhabilitet. Myndigheden kan således selv være part eller på anden måde have
en særlig (og uvedkommende interesse) i sagens udfald. Myndighedsinhabilitet
er et velkendt og velindarbejdet begreb såvel i teori som i praksis.
Myndighedsinhabilitet er bl.a. omtalt i forarbejderne til forvaltningsloven
(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 86) hvoraf fremgår at
myndighedsinhabilitet efter Justitsministeriets opfattelse ikke egner sig til
en almindelig lovmæssig regulering inden for rammerne af forvaltningsloven,
og forvaltningsloven indeholder således ingen bestemmelser om
myndighedsinhabilitet.
I de senere år har spørgsmålet om myndighedsinhabilitet været genstand for
behandling i UfR 1996.1104Ø (om myndighedsinhabilitet for et
politimesterembede) samt i Folketingets Ombudsmands udtalelse om
myndighedsinhabilitet for Rigsadvokatembedet i beretningen om Nørrebro-sagen
(1996), s. 254ff, samt i ombudsmandens udtalelse i en sag om
Patentdirektoratets erhvervsservice (ombudsmandens j.nr. 1994-2818-309).
Retstilstanden vedrørende
myndighedsinhabilitet beror hovedsagelig på den praksis der har udviklet sig
med rod i grundsætningerne og reglerne om den personlige inhabilitet. Det må
dog herved fremhæves at forholdene på flere punkter stiller sig forskelligt,
alt efter om det drejer sig om personlig inhabilitet eller om
myndighedsinhabilitet;
især vil det ofte være forbundet med langt større problemer at foretage
substitution i tilfælde af myndighedsinhabilitet, jf. Hans Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 198.
2. Interessekonflikt i Silkeborg Kommune
Efter forvaltningslovens § 3,
stk. 1, nr. 1, er en person inhabil i en sag hvis vedkommende selv har en
særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Et tilsvarende
princip må efter min opfattelse gælde for bedømmelse af spørgsmål om
myndighedsinhabilitet.
I den foreliggende sag har
Silkeborg Kommune som bygningsmyndighed meddelt dispensation fra
byggelovgivningen m.m. til sig selv som bygherre i forbindelse med at
kommunen
ønskede at etablere en skolefritidsordning i et eksisterende hus. Det kan
således ikke udelukkes at der forelå en interessekonflikt mellem på den ene
side de interesser som kommunen skal varetage som bygningsmyndighed, og på
den anden side de interesser kommunen som bygherre har i at få meddelt
dispensation til det pågældende byggeri.
3. Lovgrundlaget for kommunens adgang til at meddele dispensation når
den selv optræder som bygherre
De almindelige
retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger i det omfang andet følger
af
særskilt lov.
På baggrund af en konkret
klage i en sag - vedrørende en tidligere byggelov (lovbek. nr. 361 af 17.
juli
1972) hvor en kommune både handlede som bygningsmyndighed og bygherre udtalte
ombudsmanden følgende omkring myndighedsinhabilitet (Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1978, s. 186ff):
'...
Det er klart, at
kommunalbestyrelsen (det tekniske udvalg, der traf beslutningen) som bygherre
var i en situation, som - hvis de almindelige forvaltningsretlige regler om
inhabilitet for offentligt ansatte og for kommunalbestyrelsesmedlemmer (altså
enkeltpersoner) lægges til grund - måtte medføre, at kommunalbestyrelsen
(teknisk udvalg) som helhed måtte anses for inhabil.
Spørgsmålet er imidlertid,
hvorvidt de almindelige habilitetsregler lader sig anvende på
forvaltningsmyndigheder som helheder.
I byggesager kunne de
almindelige inhabilitetsregler - bl.a. i et tilfælde som det foreliggende -
praktiseres på den måde, at den kompetente primærkommunale myndighed afstod
fra
at træffe afgørelse og fremsendte sagen til afgørelse hos de(n) nærmest
overordnede myndighed(er) (her til planstyrelsen med hensyn til afgørelse i
forhold til byplanvedtægt - og til amtskommunen med hensyn til afgørelse af
højdespørgsmålet efter byggelov/bygningsreglement).
Efter min opfattelse havde
det været ønskeligt, om Herlev kommune havde fulgt denne fremgangsmåde, men
jeg
finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at det ikke skete. Som
berørt i min skrivelse af 9. februar 1978 til boligministeriet, jfr. ovenfor,
er det almindelige spørgsmål om de almindelige inhabilitetsreglers anvendelse
på forvaltningsmyndigheder som helheder ikke nærmere afklaret, og i hvert
fald
inden for den dagældende byggelovs område var det ... almindelig praksis, at
kommunerne som bygningsmyndigheder kunne træffe afgørelse også i sager, hvor
de selv var part.
Efter min opfattelse måtte
denne praksis - ud fra de synspunkter, der ligger til grund for almindelige
inhabilitetsregler - forekomme uheldig. Da der imidlertid nu ... ved
bygningsreglementet af 1977 er gennemført en ordning, hvorefter
dispensationer
til arbejder, hvor kommunalbestyrelsen er bygherre, meddeles af amtsrådet
eller
boligministeriet, finder jeg ikke anledning til at foretage videre vedrørende
dette spørgsmål.'
Efter byggeloven fra 1972 (§
14 i lovbek. nr. 361 af 17. juli 1972) var amtsrådet klageinstans for de
fleste
kommuners afgørelser efter byggeloven, og der var i et vist omfang mulighed
for at indbringe sagen for boligministeren.
Den 1. februar 1977 trådte en
ny byggelov i kraft (lov nr. 323 af 26. juni 1975) som bl.a. indførte hjemmel
til henskydning til amtsrådet af visse sager, jf. den dagældende § 22, stk.
4,
som havde følgende ordlyd:
'Dispensationer meddeles af
kommunalbestyrelsen. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om
kommunalbestyrelsens udøvelse af dispensationsmyndigheden og kan bestemme, at
dispensationer fra nærmere angivne bestemmelser kun kan meddeles af
amtsrådet,
i København og Frederiksberg kommuner af boligministeren.'
Med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse
blev det - som nævnt i udtalelsen fra 1978 - i kapitel 1.9, stk. 3, i det
dagældende bygningsreglement (1977) fastsat at amtsrådene skulle behandle
dispensationssager i 1. instans hvor kommunen selv var bygherre.
Kapitel 1.9, stk. 3, i det
dagældende bygningsreglement (1977) havde følgende indhold:
'Dispensation meddeles af
kommunalbestyrelsen, medmindre andet fastsættes i de enkelte kapitler eller
afsnit i reglementet. Dog meddeles dispensationer til arbejder, hvor
kommunalbestyrelsen
er bygherre af amtsrådet, i København og Frederiksberg kommuner af
boligministeren.'
Efter den dagældende
byggelovs § 23 var amtsrådet i øvrigt klageinstans for kommunalbestyrelsens
afgørelser hvis afgørelsen omfattede spørgsmål om forståelsen af loven eller
af en i medfør af denne fastsat bestemmelse. Påklage kunne endvidere tillades
hvis afgørelsen efter klagemyndighedens vurdering havde almindelig interesse
eller videregående betydelige følger for klageren. Boligministeren var
klageinstans
for så vidt angik beslutninger truffet af Københavns Kommune og Frederiksberg
Kommune. Amtsrådets afgørelse kunne endvidere i et vist omfang påklages til
boligministeren.
På baggrund af en betænkning
(nr. 1168/1989 - Lotz III-udvalget) om de kommunale opgavers fordeling og
finansiering blev byggeloven ændret i 1990 (lov nr. 270 af 2. maj 1990),
bl.a.
således at afgørelser efter byggeloven kun skulle kunne indbringes for
statsamtet.
Byggelovens § 23 fik herefter
følgende ordlyd:
'Kommunalbestyrelsens
afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 12,
stk.
7, §
16 A, stk. 4,
og §
18 A, stk. 4,
kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet, i Københavns
og Frederiksberg Kommuner til boligministeren.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages
til anden administrativ myndighed. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 kan
ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om, at påklage
ikke kan ske i sager vedrørende bestemmelser af underordnet eller mindre
indgribende betydning.'
§ 22, stk. 4, fik følgende
ordlyd:
'Dispensation meddeles af
kommunalbestyrelsen. Boligministeren kan fastsætte bestemmelser om
kommunalbestyrelsens udøvelse af dispensationsmyndigheden.'
I de almindelige bemærkninger
til lovændringen står bl.a. følgende (Folketingstidende 1989-90, tillæg A,
sp.
1857ff):
'...
Efter gældende bestemmelser i
byggeloven er der klageadgang over for afgørelser, som vedrører forståelsen
af
byggeloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, det vil sige at
klageadgangen vedrører retlige forhold i vid forstand. Udgangspunktet for
byggelovens klagebestemmelser er således, at kommunalbestyrelsens
skønsmæssige
afgørelser ikke kan påklages. Adgangen til at påklage skønsmæssige afgørelser
er dog ikke afskåret fuldstændigt, idet 1. ankeinstansen har mulighed for at
tillade påklage af også skønsmæssige afgørelser, hvis afgørelsen efter
klagemyndighedens vurdering har almindelig interesse eller videregående
betydelige følger for klageren. Siden lovens ikrafttræden har
klageinstanserne
anvendt denne mulighed uhyre sjældent.
Der er efter gældende regler
klageadgang til 2 ankeinstanser vedrørende retlige forhold, nemlig til
amtsrådene som 1. ankeinstans og til boligministeren (kompetencen delegeret
til
Byggestyrelsen) som 2. ankeinstans. I Københavns og Frederiksberg kommuner
går
klageadgangen dog til boligministeren (Byggestyrelsen) som 1. og eneste
ankeinstans.
De to ankeinstanser på
byggelovens område er hovedsagelig historisk bestemt, og der gør sig ikke på
området særlige retsikkerhedsmæssige hensyn gældende, som nødvendiggør flere
ankeniveauer.
1. del af regeringens
handlingsplan for afbureaukratisering, afgivet 13. december 1988 indeholder
en kort
beskrivelse af det statslige udvalgs model for en ankereform. Det fremgår
heraf,
at
der principielt kun skal
være én ankeinstans,
at
alle klager
over afgørelser truffet i kommunerne skal kunne påklages til den samme
myndighed: statsamtet, som skal være første og eneste klageinstans, således
at
borgerne kun skal henvende sig ét sted, og
at
kun lovligheden af de kommunale afgørelser af respekt for det kommunale
selvstyre skal kunne ankes. ...
I betænkning nr. 1168 - Lotz
III-udvalget - afgivet maj 1989 fra det af statsministeren nedsatte udvalg om
de kommunale opgavers fordeling og finansiering foreslås i forslag 4.14, at
afgørelser efter byggeloven for fremtiden alene skal kunne indankes for
statsamtet.
Udvalget foreslår videre,
at
der bør
gennemføres en generel begrænsning i antallet af kommunale sagstyper, hvor
der
er klageadgang,
at
der bør ske
begrænsninger i klagemyndighedernes adgang til at omgøre kommunale skøn (ud
fra
det princip, at beslutninger, hvor lovgivningen har tilsigtet et lokalt skøn,
ikke skal kunne påklages), og
at
der
bør gennemføres en afskæring af klageadgangen vedrørende beslutninger af
mindre indgribende betydning.
...
Administrative og økonomiske konsekvenser
...
Efter forslaget skal
amtsrådene ikke længere være 1. ankeinstans. Ved et rundspørge til samtlige
amtsråd i 1987 er oplyst, at der til amtsrådene i 1986 er indgået ca. 350
klagesager. Heraf er ca. 160 afvist som vedrørende skøn eller som følge af
klagefristens overskridelse, og ca. 50 sager er henvist til behandling hos
anden myndighed. Endvidere har amtsrådene behandlet ca. 70 dispensationssager
vedrørende byggesager, hvor kommunen har været bygherre. De nævnte sager,
bortset fra dispensationssagerne, skal fremover behandles af statsamterne.
...'
Af de specielle lovbemærkninger
fremgår følgende omkring dispensationsadgangen, jf. Folketingstidende
1989-90,
tillæg A, sp. 1866:
'...
Efter byggeloven meddeles
dispensationer fra bestemmelser i loven og de i medfør af loven fastsatte
bestemmelser af kommunalbestyrelsen. I medfør af § 22, stk. 4, har
boligministeren kunnet fastsætte bestemmelser om kommunalbestyrelsens
udøvelse
af dispensationsmyndigheden, samt at dispensationer fra nærmere angivne
bestemmelser kun kan meddeles af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg
kommuner
af boligministeren.
Bestemmelsen har været
udnyttet til i bygningsreglementet at fastsætte, at dispensationer til
arbejder, hvor kommunalbestyrelsen selv er bygherre, skal meddeles af
amtsrådet/Byggestyrelsen.
I konsekvens af forslagets
nr. 12, hvorefter amtsrådene udgår som ankeinstans foreslås, at hele
dispensationskompetencen placeres hos kommunalbestyrelsen, da de omhandlede
sager kræver lokalkendskab og ikke kan klares ved en skrivebordsbehandling i
centraladministrationen.
Statsamterne besidder ikke de
nødvendige teknisk-faglige forudsætninger for at kunne overtage området.
Det bemærkes, at
kommunalbestyrelsen efter kommuneplanloven siden 1977 har været
lokalplanmyndighed, også når det gælder kommunale grunde og ejendomme.'
I skrivelse af 8. juni 1990
(j.nr. 722-25:2-89) har Bygge- og Boligstyrelsen udsendt følgende skrivelse
til samtlige kommunalbestyrelser:
'...
Bygge- og Boligstyrelsen skal
endvidere henlede opmærksomheden på, at bestemmelsen i byggelovens § 22, stk.
4
om, at boligministeren kan bestemme, at dispensationer fra nærmere angivne
bestemmelser kun kan meddeles af Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg
kommuner af boligministeren, også ophæves i konsekvens af ankereformen. Fra
1.
juli 1990 er dispensationskompetencen også til arbejder, hvor
kommunalbestyrelsen selv er bygherre, placeret hos kommunalbestyrelsen.
...'
Det bemærkes at byggelovens §
22, stk. 4, efterfølgende er blevet til § 22, stk. 5.
4. Århus Statsamts opfattelse vedrørende spørgsmålet om inhabilitet
Århus Statsamt anfører i sin
afgørelse af 27. september 1995 at en kommune som bygningsmyndighed også må
behandle sager hvor kommunen er bygherre, og dette er efter Århus Statsamts
opfattelse baggrunden for at en kommune i denne situation ikke er
myndighedsinhabil.
Statsamtet henviser til at lovgrundlaget for at henskyde
afgørelseskompetencen
fra kommunen til amtsrådet i visse sager - den tidligere § 22, stk. 4, i
byggeloven - blev ophævet med lov nr. 270 af 2. maj 1990.
Vedrørende spørgsmålet om en
mere indgående prøvelse af sagen end normalt anfører statsamtet at dets
kompetence alene omfatter retlige spørgsmål, og at hensigtsmæssigheden af
kommunens afgørelse derfor - uanset hvem der er bygherre - ikke kan
efterprøves
af statsamtet.
5. Konklusion
Uanset statsamtets opfattelse
må jeg fastholde at Silkeborg Kommune i medfør af de almindelige
retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet er inhabil i den foreliggende
situation.
På baggrund af de ovenfor
nævnte forarbejder til byggeloven fra 1990 må jeg samtidig lægge til grund at
lovgiver har forudsat at der ikke i den foreliggende type af sager (dvs.
sager
hvor en kommune som bygningsmyndighed meddeler dispensation til sig selv som
bygherre) skulle være mulighed for substitution.
Det er almindeligt antaget at
konsekvensen af at en afgørelse har måttet træffes uanset
myndighedsinhabilitet, er at en eventuel klageinstans' prøvelse af
afgørelsens
indhold bør være særlig intensiv (i hvert fald hvor de involverede interesser
for underinstansen er klart indbyrdes modstridende). Dette gælder også i
tilfælde hvor klageinstansen normalt foretager en mere begrænset prøvelse af
sagens realitet, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
200-201. Spørgsmålet om myndighedsinhabilitetens betydning for en sags
behandling i 1. instans er i øvrigt behandlet samme sted.
Spørgsmålet er om kravet om
intensiveret prøvelse også gælder i et tilfælde som det foreliggende hvor det
må lægges til grund at lovgiver ved lovændringen i 1990 har ønsket at
vedkommende
kommune skulle behandle alle dispensationssager, herunder sager hvor kommunen
selv stod som bygherre. Lovgiver har dermed anerkendt/accepteret at
kompetencen blev placeret hos kommunen uanset de mulige interessekonflikter.
Det fremgår imidlertid ikke
udtrykkeligt af byggeloven eller dens forarbejder hvorvidt lovgiver har
ønsket
at afskære det almindelige princip om at en eventuel klageinstans i en sag
hvor
der foreligger myndighedsinhabilitet, skal foretage en særlig intensiv
prøvelse
af den trufne afgørelse. Til støtte for det synspunkt at lovgiver har ment at
der bør ses bort fra en sådan prøvelse, taler de ovenfor på s. 14 citerede
lovforarbejdsbemærkninger om nødvendigheden af lokalkendskab og statsamternes
manglende teknisk-faglige forudsætninger for at kunne overtage disse sager.
Det forhold at lovgiver ikke
har ment at der var mulighed for at sætte en anden myndighed i kommunens sted
i
de pågældende sager (substitution), kan dog efter min opfattelse ikke - uden
lovgivers udtrykkelige stillingtagen hertil - antages fuldstændigt at skulle
afskære de særlige retssikkerhedsgarantier der sædvanligvis gælder i sager om
myndighedsinhabilitet eller tilsvarende situationer, hvor en myndighed har
åbenbart indbyrdes modstridende interesser i forhold til indholdet af en
afgørelse.
Også det forhold at der i
dispensationssagerne er tale om meget vide skønsbeføjelser, samt det forhold
at der i denne sag foreligger en i relation til kommunen 'begunstigende'
afgørelse, taler for at fastholde udgangspunktet om intensiveret prøvelse.
Jeg er således ikke enig med
Århus Statsamt i at lovændringen i 1990 kan fortolkes på den måde at mulige
interessekonflikter eller ligefrem inhabilitet er uden enhver betydning for
sagens behandling.
Uanset at prøvelsesbegrænsningen
'retlige spørgsmål' (jf. byggelovens § 23, stk. 1) ikke har en fuldstændig
klar afgrænsning, mener jeg at det er muligt inden for rammerne af
statsamtets
kompetence at foretage en mere intensiv prøvelse i en sag som den
foreliggende.
I denne sag er det blevet
gjort gældende at den dispenserende kommune har inddraget usaglige hensyn
(magtfordrejning). Da det er et retligt spørgsmål om en dispensation kan
anses for begrundet i (udelukkende) saglige hensyn, falder dette spørgsmål
ind
under den prøvelse som statsamtet skal foretage i forbindelse med
behandlingen
af en klage. Ved afklaring heraf har statsamtet som led i en intensiveret
prøvelse mulighed for at indhente en udtalelse fra en eller flere
(uafhængige)
sagkyndige instanser.
Eksempelvis kan man i en
klagesag som den foreliggende indhente en udtalelse
fra
Bygge- og Boligstyrelsen som bl.a. udtaler sig vejledende
vedrørende fortolkningen af reglerne på byggeområdet,
fra
Sundhedsstyrelsen/den lokale embedslæge som bl.a. rådgiver
og vejleder om lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske
forhold,
fra
Beredsskabsstyrelsen/det
lokale brandvæsen samt
fra
Direktoratet for Arbejdstilsynet/det lokale arbejdstilsyn. Jeg henviser i den
forbindelse til at det i byggelovens § 22, stk. 1, er bestemt at der kan
meddeles dispensation fra reglerne i loven og i bygningsreglementet såfremt
det skønnes foreneligt med de hensyn som ligger til grund for de bestemmelser
der dispenseres fra. Det er således de hensyn som ligger bag de enkelte
bestemmelser, der er styrende for om der kan meddeles dispensation.
Jeg kan i den forbindelse
henvise til en afgørelse truffet af Viborg Statsamt den 16. februar 1995 som
er
vedlagt de udlånte akter fra Århus Statsamt. Den pågældende sag vedrørte
ligesom den foreliggende sag bl.a. en kommunes meddelelse af dispensation i
forbindelse med indretningen af et tidligere beboelseshus til en
daginstitution for børn. (Jeg går ud fra at den pågældende kommune tillige
var
bygherre). Her indhentede Viborg Statsamt til brug for sagens behandling en
vejledende udtalelse af 21. juni 1994 fra Bygge- og Boligstyrelsen om
hvorvidt
de meddelte dispensationer skønnedes forenelige med de hensyn der lå til
grund
for de bestemmelser der blev dispenseret fra. Det bemærkes at den indhentede
udtalelse i øvrigt førte til at statsamtet bad den pågældende kommune om en
nærmere redegørelse for forskellige forhold. I sin afgørelse af 16. februar
1995 skrev statsamtet følgende:
'...
Således som Aalestrup kommune
har besvaret statsamtets skrivelser af 5. august 1993, 30. december 1993 og
navnlig 26. september 1994, finder man ikke, at kommunen har foretaget den
nødvendige, nuancerede vurdering for at sikre sig, at der trods manglende
mekanisk ventilation er gode ventilationsforhold i institutionen...
Sagen hjemvises derfor til
fornyet behandling i Aalestrup kommunalbestyrelse.
...'
Ud over indhentelse af
udtalelser fra uafhængige sagkyndige instanser har statsamtet efter
omstændighederne mulighed for som led i en intensiveret prøvelse af
anbringender om magtfordrejning at lade det påhvile kommunen at godtgøre over
for statsamtet at afgørelsen udelukkende var båret af saglige hensyn. En
sådan
anvendelse af en form for 'omvendt bevisbyrde' er også kendt fra domstolenes
prøvelse af f.eks. magtfordrejningssager, jf. UfR 1973.755V, 1990.601H og
1992.699H, omtalt i Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
554-555, og UfR 1987.311H.
Det er herefter min
opfattelse at Århus Statsamt på baggrund af den foreliggende
interessekonflikt
i Silkeborg Kommune burde have foretaget en mere intensiv prøvelse af
kommunens beslutning om at meddele dispensation.
Jeg har gjort Århus Statsamt
bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til statsamtet at man
genoptager sagens behandling med henblik på at foretage en fornyet prøvelse
af
den anførte karakter.
I øvrigt vil statsamtet i den
forbindelse få lejlighed til udtrykkeligt over for (forbundet A) at tage
stilling til de dele af klagen til mig som vedrører samspillet mellem
mekanisk
ventilation og loftshøjde, dispensationen fra kravene til loftshøjde m.m.
Jeg har bedt statsamtet om at
holde mig underrettet om hvad der videre sker i sagen.
..."
Århus Statsamt skrev til mig
den 26. august 1997 bl.a. således:
"På grundlag af
Folketingets Ombudsmands henvendelse har statsamtet ved skrivelse af 18. juni
1997 anmodet Silkeborg Kommune om en udtalelse, idet man samtidig har bedt
kommunen oplyse, om ejendommen (X-vej), Silkeborg fortsat anvendes som
skolefritidsordning, og om der er sket bygningsmæssige ændringer på
ejendommen.
Ved skrivelse af 14. juli
1997 har Silkeborg Kommune overfor statsamtet oplyst, at ejendommen
beliggende
(X-vej) i Silkeborg efter en om- og tilbygning i 1996 er overgået til at være
en permanent skolefritidsordning for 20 børn.
Ved om - og tilbygningen er
der tilbygget et nyt personalerum, der er udført mekanisk ventilation og
lyddæmpende lofter i samtlige rum.
Der er foretaget måling af
efterklangstider af BST-Center Silkeborg og Omegn. Resultatet af målinger er
efterfølgende fremsendt til statsamtet, og heraf fremgår, at
efterklangstiderne
varierer mellem 0,34 og 0,47 sekunder afhængig af, hvor man opholder sig i
bygningen.
Med hensyn til flugtveje
oplyser kommunen, at et grupperums dør fører direkte ud i det fri, og et
andet
grupperum har to flugtveje uafhængige af hinanden.
Kommunen har efterfølgende
telefonisk oplyst, at den ene flugtvej fører ud til personalerummet, som har
udgang til det fri, mens den anden flugtvej fører ud til entreen, som har
udgang til det fri.
Rumhøjden er fortsat
2,35 meter, og med grupperum på i
alt
62 m2
giver
det i alt ca.
145 m3.
Henset til, at skolefritidsordningen er normeret til 20 børn er
bygningsreglementets krav om areal og rumindhold pr. barn tilgodeset.
Da Silkeborg Kommune har
foretaget bygningsændringer i 1996 skal disses lovlighed vurderes i henhold
til
Bygningsreglement 1995, som trådte i kraft den 1. april 1995.
Ifølge BR-95 pkt. 4.4.2, stk.
1 skal arbejdsrum have en loftshøjde på mindst
2,5 meter.
Ifølge reglementets pkt.
4.4.2, stk. 2 sidste pkt. skal normalklasserum og lignende have et rumindhold
på
6 m3
pr. person,
når der etableres effektiv mekanisk ventilation.
Ifølge reglementets pkt.
6.13.4 kan daginstitutioner med højst 50 personer indrettes i bygninger, der
er
udført efter bestemmelserne om etagebyggeri, således at der fra hver
boligenhed
skal være adgang til det fri eller til mindst en trappe, som fører til terræn
i
det fri, jfr. reglementets pkt. 6.8.2.
Ifølge reglementets pkt. 9.4
skal der i opholdsrum i daginstitutioner være en efterklangstid, hvis
gennemsnitsværdi i frekvensområdet 125-2.000 Hz ikke må overstige 0,6 sekund.
Endelig fremgår det af
reglementets pkt. 11.2.3, at opholdsrum i dag- og døgninstitutioner skal
ventileres med et ventilationsanlæg, der omfatter såvel indblæsningsanlæg som
et udsugningsanlæg.
Der er således alene meddelt
dispensation fra kravet om en loftshøjde på
2,5 meter.
Henset til de af Silkeborg
Kommune foretagne bygningsmæssige ændringer, som har medført, at
skolefritidsordningen
med undtagelse af kravet om en loftshøjde på
2,5 meter
opfylder kravene i
bygningsreglementet, og henset til, at statsamtet alene har kompetence til at
tage stilling til retlige spørgsmål, finder statsamtet ikke grundlag for at
foretage videre, da Silkeborg Kommune ikke findes at have overskredet
grænserne
for skønsudøvelsen ved at meddele dispensation for loftshøjden, idet
bygningsreglementets krav om rumindhold på
6
m3
pr. person er opfyldt."
Jeg meddelte Århus Statsamt
at jeg ikke ville foretage mig mere i sagen.
NOTER(*1) Jf. FOB 1996,
Nørrebrosagen, s. 254 ff og 1978, s. 186ff.
Lignende dokumenter
- Anvendelse af lokaler i kælder til daginstitution. Myndighedsinhabilitet Retsinformation · 7. oktober 2008
- 2023-31. Kommune var myndighedsinhabil, da den traf afgørelse om dispensation i en sag, hvor den selv var part Retsinformation · 21. november 2023
- Erhvervsmæssig virksomhed – spørgsmål om én eller flere virksomheder – hestepension SKM-databasen · 12. juni 2025
- Ikke godkendt fradrag for indgående moms af udgifter afholdt i forbindelse med opførelse af fast ejendom, som selskabet efter færdiggørelsen har udlejet til beboelse - Opførelse af fast ejendom med henblik på udleje eller salg SKM-databasen · 30. oktober 2025
- Momslovens § 37, stk. 1, og §§ 43-44 – fradragsret for moms af omkostninger til køb af byggegrund og opførelse af fast ejendom – regulering af fradrag for investeringsgoder SKM-databasen · 3. april 2024
- Ankestyrelsens principmeddelelse 24-24 om boligindretning - boligskift - anvisning af anden bolig - borgers behov Retsinformation · 7. december 2024