Spring til indhold

Retsinformation

Lov om begravelse og ligbrænding. (Begravelsesloven).

Ikke gældende siden 24. juni 2008 LOV nr 346 af 26/06/1975LovBy-, Land- og Kirkeministeriet15. juli 1975

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 2 afgørelser

Retsinformation 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Lov om begravelse og ligbrænding.

(Begravelsesloven).

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning,

gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet

følgende lov:

Kapitel 1.

Almindelige bestemmelser.

§ 1. Lig skal enten begraves eller brændes.

§ 2. Begravelse skal ske på folkekirkens kirkegårde

eller andre af kirkeministeren godkendte gravpladser.

Stk. 2. Gravsætning i kirker eller dertil hørende

gravkapeller eller krypter kan dog ske, hvor dette hidtil har været særlig

hjemlet eller under særlige omstændigheder tillades af kirkeministeren.

§ 3. Ligbrænding skal ske i krematorier, der er

godkendt af kirkeministeren.

Stk. 2. Asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1,

nævnte begravelsespladser eller anbringes på et andet af kirkeministeren

godkendt sted. Kirkeministeren kan dog tillade, at der forholdes med asken på

anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra

afdøde.

§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om

begravelse og ligbrænding.

Kapitel 2.

-Anmodning om begravelse og ligbrænding.-

§ 5. Anmodning om foretagelse af begravelse eller

ligbrænding fremsættes over for begravelsesmyndigheden, jfr. § 6.

Stk. 2. Hvis ikke afdødes nærmeste, den eller de

personer eller den institution, der hidtil har draget omsorg for den afdøde,

eller andre fremsætter anmodning om foretagelse af begravelse eller

ligbrænding, skal sådan anmodning fremsættes af kommunen.

Læs alt

Stk. 3. Nærmere regler om anmodningens fremsættelse,

herunder de attester m.v., der skal følge med anmodningen, fastsættes af

kirkeministeren.

§ 6. Sognepræsten på afdødes bopælssted er

begravelsesmyndighed. Havde afdøde ikke bopæl her i landet, er sognepræsten

på dødsstedet begravelsesmyndighed. Hvor omstændighederne taler derfor, kan

kirkeministeren dog efter indstilling fra vedkommende menighedsråd godkende,

at der oprettes en særlig begravelsesmyndighed.

Stk. 2. Begravelsesmyndigheden afgiver meddelelser om

dødsfald efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

§ 7. Begravelsesmyndigheden afgør på grundlag af den

fremsatte anmodning og under iagttagelse af reglerne i § 8, om begravelse

eller ligbrænding skal finde sted, og om en præst skal medvirke ved

begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden

medvirken af en præst (borgerlig begravelse).

§ 8. Ved afgørelse af, om liget skal begraves eller

brændes, skal ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år,

efterkommes. Var afdøde ved sin død medlem af en ligbrændingsforening eller

lignende sammenslutning, anses dette som udtryk for et ønske om ligbrænding,

medmindre det modsatte godtgøres.

Stk. 2. Ved afgørelse af, om begravelseshandlingen skal

være kirkelig eller borgerlig, skal ønsker, som afdøde har fremsat efter sit

fyldte 15. år, efterkommes. Var afdøde ved sin død medlem af folkekirken

eller et trossamfund uden for folkekirken, anses dette som udtryk for et

ønske om kirkelig begravelse, medmindre det modsatte godtgøres.

Stk. 3. Foreligger der ingen tilkendegivelser fra

afdøde med hensyn til de i stk. 1 og 2 nævnte spørgsmål, skal ønsker herom

fra den, der fremsætter anmodningen om foretagelse af begravelse eller

ligbrænding, efterkommes, medmindre en person, der stod afdøde nærmere,

fremsætter et herfra afvigende ønske.

§ 9. Fremsættes der indsigelse mod

begravelsesmyndighedens afgørelse af de i § 7 nævnte spørgsmål, og tages

indsigelsen ikke til følge, forelægger begravelsesmyndigheden spørgsmålet for

skifteretten.

Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem de efterladte om

valg af gravsted kan spørgsmålet herom indbringes for skifteretten.

Stk. 3. Skifterettens afgørelser efter stk. 1 og 2

træffes ved kendelse, der ikke kan kæres.

§ 10. Begravelse eller ligbrænding må ikke foretages,

før afgørelse af de i § 7 nævnte spørgsmål foreligger. Det samme gælder

begravelseshandlingen. Kirkeministeren kan dog fastsætte regler, hvorefter

bestemmelsen i 2. pkt. kan fraviges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Kapitel 3.

-Begravelseshandlingen-

§ 11. Ved kirkelig begravelse fastlægges

begravelseshandlingens forløb af præsten efter forhandling med den, der

ønsker begravelsen eller ligbrændingen foretaget.

Stk. 2. Når en præst i folkekirken medvirker, skal

begravelseshandlingen dog foretages i overensstemmelse med folkekirkens

jordpåkastelsesritual.

Stk. 3. Når en præst i et trossamfund uden for

folkekirken medvirker ved en begravelse på folkekirkens kirkegårde eller fra

dens kapeller, skal der ved fastlæggelsen af begravelseshandlingens forløb

tillige forhandles med kirkegårdsbestyrelsen.

§ 12. Ved borgerlig begravelse på folkekirkens

kirkegårde eller fra dens kapeller fastlægges begravelseshandlingens forløb

efter forhandling med kirkegårdsbestyrelsen.

§ 13. Kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig sådanne

led i en påtænkt begravelseshandling, som ville stride imod den sømmelighed

og orden, der bør iagttages på kirkegårde.

§ 14. Såfremt det er sædvane på stedet, at der

foretages klokkeringning ved begravelser, skal en anmodning herom imødekommes

såvel ved kirkelig som borgerlig begravelse.

Kapitel 4.

Begravelsespladser.

§ 15. Bestyrelsen for en folkekirkelig kirkegård kan

med kirkeministerens tilladelse overlade en del af denne til brug for et

trossamfund uden for folkekirken.

§ 16. Kirkeministeren kan tillade anlæg af kommunale

begravelsespladser. På sådanne begravelsespladser skal der af kommunen

opføres mindst 1 begravelseskapel, og såvel folkekirkens præster som præster

i trossamfund uden for folkekirken skal have ret til at foretage begravelse

på pladsen.

Stk. 2. Kirkeministeren kan tillade trossamfund uden

for folkekirken at anlægge egne begravelsespladser.

Stk. 3. Kirkeministeren kan under ganske særlige

omstændigheder tillade anlæggelse af andre begravelsespladser end de i stk. 1

og 2 nævnte.

Stk. 4. Tilladelser efter stk. 2 og 3 kan bl.a.

betinges af, at der stilles sikkerhed for begravelsespladsens

vedligeholdelse. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af kirkeministeren.

Stk. 5. For de i stk. 1-3 nævnte begravelsespladser

fastsættes regler om bestyrelse, tilsyn og benyttelse m.v. i en af

kirkeministeren stadfæstet vedtægt eller i særlige tilfælde på anden måde

efter kirkeministerens nærmere bestemmelse.

Kapitel 5.

Ikrafttræden m.v.

§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1976.

Stk. 2. Følgende bestemmelser ophæves: 1) Forordning af

7. november 1682 om begravelser i Danmark og Norge. 2) Forordning af 22.

februar 1805 for Danmark og Norge, som forbyder nye gravsteders indretning i

kirkerne og foreskriver de vilkår, under hvilke de nuværende

ejendomsbegravelser må afbenyttes. 3) Cancellie-Plakat af 5. januar 1811

angående, hvorledes der skal forholdes med tekster til kirkemusik og med

ligvers. 4) Lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo

§ 2, 2. pkt. 5) Lov nr. 100 af 19. april 1907 om forskellige forhold

vedrørende begravelser. 6) Kgl. anordning nr. 61 af 16. marts 1910 angående

adgang for folkekirkens præster til at yde deres medvirken ved ligfærd, hvor

ligbrænding finder sted. 7) Kgl. anordning nr. 75 af 26. marts 1910 angående

godkendelse af de fra folkekirken afvigende trossamfunds begravelsesritualer.

8) Lov nr. 162 af 18. april 1950 om ligbrænding.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 26. juni 1975.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

MARGRETHE R.

Jørgen Peder Hansen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter