Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om begravelse og ligbrænding. (Til biskopperne, amtmændene og Københavns magistrat).

Gældende CIR nr 220 af 01/12/1975CirkulæreBy-, Land- og Kirkeministeriet3. februar 1976

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om begravelse og ligbrænding. (Til

biskopperne, amtmændene og Københavns magistrat).

Ved lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding ophæves lov

nr. 100 af 19. april 1907 om forskellige forhold vedrørende begravelser og

lov nr. 162 af 18. april 1950 om ligbrænding samt en række andre bestemmelser

om begravelser og ligbrænding.

De vigtigste regler om begravelse og ligbrænding er nu samlet i den nævnte

lov af 26. juni 1975, der er aftrykt som bilag til nærværende cirkulære, og

en i tilslutning dertil udfærdiget bekendtgørelse af 1. december 1975, hvoraf

særtryk vedlægges. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar

1976, fra hvilken dato sager om ligbrænding overføres fra justitsministeriets

forretningsområde til kirkeministeriet.

Om den således stedfundne ændring af lovgivningen skal man bemærke

følgende:

I. Begravelsesmyndigheden.

Efter reglerne i lovens §§ 5-7 er visse af de funktioner i forbindelse med

begravelse og ligbrænding, som hidtil er varetaget af præsterne,

begravelsesvæsenerne, krematoriebestyrelserne og politiet, henlagt til

sognepræsterne, der som begravelsesmyndighed træffer afgørelse med hensyn

til, om lig skal begraves eller brændes, og om en præst skal medvirke ved

begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden

medvirken af en præst (borgerlig begravelse).

Havde afdøde bopæl her i landet, er sognepræsten på afdødes bopælssted

begravelsesmyndighed. Havde afdøde ikke bopæl her i landet, er sognepræsten

på dødsstedet begravelsesmyndighed. Er dødsfaldet sket i udlandet og havde

afdøde ikke bopæl her i landet, må begravelsesmyndighedens funktioner i

mangel af særlige regler herom varetages af sognepræsten på det sted, hvor

liget skal begraves eller brændes.

Hvor omstændighederne taler derfor, kan der dog med kirkeministeriets

godkendelse efter indstilling fra vedkommende menighedsråd oprettes en særlig

Læs alt

begravelsesmyndighed.

II. Anmodning om begravelse og ligbrænding.

Ifølge lovens § 1 skal lig enten begraves eller brændes. Andre

begravelsesmåder end jordfæstelse og ligbrænding er således ikke tilladt.

Også dødfødte børn er omfattet af bestemmelsen i lovens § 1. Forinden der

af begravelsesmyndigheden efter derom fremsat anmodning er truffet afgørelse

med hensyn til, hvilken begravelsesmåde der skal anvendes, må jordfæstelse

eller ligbrænding aldrig foretages, jfr. lovens § 10, 1. pkt. Det samme

gælder som hovedregel også begravelseshandlingen (højtideligheden), hvorom

henvises til afsnit IV; 1.

Nedgravning af dødfødte fostre (aborter) på kirkegårde sker som hidtil i

henhold til aftale med kirkegårdsbestyrelsen, jfr. kirkeministeriets

cirkulære af 1. juli 1950.

1. Anmodningens fremsættelse.

Anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding skal ifølge

lovens § 5, stk. 1, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes over for

begravelsesmyndigheden snarest muligt efter dødsfaldet.

Der er ikke i loven fastsat bestemmelser om, hvem det påhviler at

fremsætte anmodning om begravelse eller ligbrænding, idet loven i

overensstemmelse med den hidtil gældende retstilstand bygger på den

antagelse, at den afdødes nærmeste normalt vil betragte det som et ret og

pligt at drage omsorg for begravelsen. Det er i loven forudsat, at

anmodningen foruden af afdødes nærmeste kan fremsættes af den eller de

personer eller den institution, der hidtil har draget omsorg for afdøde,

eller af andre, der vil påtage sig at sørge for begravelsen. Kun for det

tilfælde, at undtagelsesvis ingen fremsætter anmodning om begravelse eller

ligbrænding, er det ved lovens § 5, stk. 2, pålagt kommunen at fremsætte

anmodning herom.

Den omstændighed, at en anmodning allerede er fremsat, udelukker ikke, at

en person, der stod afdøde nærmere end den, der har fremsat anmodningen, selv

fremsætter en anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3. Som afdødes nærmeste anses

hans med ham til hans død samlevende ægtefælle eller - såfremt sådan ikke

findes - hans børn (eventuelt en for umyndige børn beskikket værge).

Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller børn, anses hans forældre eller

- hvis disse ikke er i live - hans søskende som hans nærmeste. Ved afgørelsen

af, hvem der stod afdøde nærmest, vil efter omstændighederne også andre

forhold end ægteskabs- og slægtskabsforhold, såsom faste samlivsforhold,

plejeforhold o.lign. kunne tages i betragtning.

Anmodningen kan ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes enten ved

personlig eller skriftlig henvendelse til begravelsesmyndigheden. Ved

kirkeministeriets foranstaltning er der fremstillet en blanket til brug ved

fremsættelse af anmodning om begravelse eller ligbrænding. Blanketten, der

uden betaling udleveres af den dødsattestudstedende læge sammen med

dødsattesten, omfatter tillige formularer til anmeldelse af dødsfaldet til

ministerialbogen, skifteretten og det sociale udvalg. Blanketten kan i

påkommende tilfælde også fås udleveret ved henvendelse til

begravelsesmyndigheden.

Begravelsesmyndigheden bør om fornødent bistå med blankettens udfyldelse.

2. Anmodningens indhold.

Det skal fremgå af anmodningen, om der skal foretages jordfæstelse eller

brænding af liget, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen.

Anmodningen skal for så vidt angår disse forhold være i overensstemmelse med

ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, jfr. reglerne i

lovens § 8, stk. 1 og 2, og bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2.

Ifølge disse regler kan enhver, der er fyldt 15 år, bestemme, om hans lig

skal begraves eller brændes, og om begravelseshandlingen skal være kirkelig

eller borgerlig. For så vidt angår personer mellem 15 og 18 år stilles der

ikke krav om samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Derimod er det i

alle tilfælde en betingelse for erklæringens gyldighed, at den pågældende ved

erklæringens afgivelse var i stand til at forstå betydningen af erklæringen.

Erklæringer som de nævnte bør så vidt muligt nedfældes skriftligt, men da

der ikke i loven stilles særlige krav til formen for sådanne erklæringer, vil

disse også kunne foreligge som mundtlige tilkendegivelser.

Tilkendegivelser om de nævnte forhold vil ifølge loven også kunne

foreligge på anden måde. Således skal den omstændighed, at afdøde ved sin død

var medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses

som udtryk for ønske om ligbrænding, medmindre det godtgøres, at afdøde -

uanset sådant medlemsskab - havde truffet bestemmelse om, at hans lig ikke

skal brændes.

På tilsvarende måde skal det forhold, at afdøde ved sin død var medlem af

folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses som udtryk for

ønske om, at en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen, medmindre det

godtgøres, at afdøde - uanset sit religiøse tilhørsforhold - ikke ønskede en

kirkelig begravelse.

Såfremt en person, der har afgivet erklæring om, at han ønsker borgerlig

begravelse, senere bliver medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for

folkekirken, vil der normalt ikke kunne tillægges erklæringen betydning.

Har afdøde ikke gennem medlemsskab af en ligbrændingsforening eller

lignende sammenslutning, medlemskab af folkekirken eller et trossamfund uden

for folkekirken eller på anden måde givet udtryk for ønsker angående de foran

omtalte forhold, eller var afdøde under 15 år, er det overladt til den, der

fremsætter anmodningen, at træffe bestemmelse, medmindre en person, der stod

afdøde nærmere, fremsætter en afvigende anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3.

3. Dokumentation.

Anmodning om begravelse eller ligbrænding skal være ledsaget af

dokumentation som nedenfor anført.

1. Dødsattest og for dødfødte børn tillige

jordemoderanmeldelse, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Går anmodningen ud på foretagelse af ligbrænding, skal dødsattesten

indeholde erklæring fra lægen om, at der efter hans skøn ikke er grund til

mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse. Foreligger der ikke

dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden

der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor.

2. Har dødsfaldet fundet sted i de sønderjyske

landsdele, vedlægges attest fra personregisterføreren om dødsfaldets

anmeldelse til personregistret, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr.

375 af 22. december 1961 om førelsen af de borgerlige personregistre i de

sønderjyske landsdele § 29.

3. Endvidere vedlægges så vidt muligt afdødes dåbs-

eller navneattest samt - såfremt den pågældende var eller havde været gift -

vielsesattest.

Efter omstændighederne bør også andre dokumenter såsom navnebeviser,

adoptionsbevillinger, skilsmisse- og separationsbevillinger eller

domsudskrifter medfølge.

4. Testamente eller optegnelser, hvori afdøde har

truffet bestemmelse om sin begravelse, skal så vidt muligt medfølge eller

forevises. Det samme gælder bevis for medlemsskab af en ligbrændingsforening

eller lignende sammenslutning. 4.Anmodningens prøvelse.

Prøvelse af anmodningen skal finde sted umiddelbart efter dennes

modtagelse, og bør - såfremt de foran under pkt. 1-2 nævnte attester

foreligger - ikke udsættes, selv om nogle af de under pkt. 3-4 nævnte

dokumenter eller nogle af de i blanketten krævede oplysninger savnes,

medmindre det drejer sig om dokumenter eller oplysninger, som er af betydning

for begravelsesmyndighedens afgørelse.

På grundlag af det i anordningen anførte, de medfulgte attester, andre

foreliggende bevisligheder og oplysninger samt under hensyntagen til

eventuelle indsigelser, jfr. nedenfor, afgør begravelsesmyndigheden ifølge

lovens § 7 om anmodningen kan tages til følge, og dermed om der skal finde

jordfæstelse eller ligbrænding sted, og om en præst i eller uden for

folkekirken skal medvirke. Ved anmodningens prøvelse skal

begravelsesmyndigheden påse, at anmodningen er i overensstemmelse med ønsker,

som afdøde måtte have givet udtryk for efter sit fyldte 15. år, jfr. lovens §

8, stk. 1 og 2.

Begravelsesmyndigheden kan ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 4, om

fornødent opfordre den, der har fremsat anmodningen eller på hvis vegne den

er fremsat, til at afgive personlig forklaring.

Må anmodningen efter det foreliggende anses for stemmende med afdødes

ønsker, tages den til følge. Det samme gælder, dersom der ingen oplysninger

foreligger om afdødes ønsker, medmindre en afvigende anmodning fremsættes af

en person, der stod afdøde nærmere, jfr. lovens § 8, stk. 3. I dette tilfælde

tages sidstnævnte anmodning til følge, såfremt betingelserne herfor iøvrigt

er til stede.

Når en anmodning er taget til følge, udleverer begravelsesmyndigheden en

genpart af anmodningen forsynet med påtegning herom til den, der har fremsat

anmodningen eller til dennes befuldmægtigede til brug ved henvendelse til

kirkegårdsbestyrelsen eller krematoriebestyrelsen, jfr. bekendtgørelsens §§

6, stk. 1, og 13, stk. 1., 3. pkt. Skal en præst medvirke, udleveres

yderligere et påtegnet eksemplar til brug for denne.

Finder begravelsesmyndigheden at en anmodning ikke vil kunne tages til

følge, bør der - inden endelig afgørelse træffes - gives den, der har fremsat

anmodningen, adgang til at ændre denne.

En anmodning, der ikke er taget til følge, er dermed bortfaldet. Herom

gives der af begravelsesmyndigheden straks meddelelse til den, der har

fremsat anmodningen. Er en anden anmodning taget til følge, skal dette fremgå

af meddelelsen.

Indsigelser.

a) mod anmodningen.

Enhver, der mener at kunne godtgøre, at en til begravelsesmyndigheden

indgivet anmodning ikke stemmer med afdødes ønsker, kan over for

begravelsesmyndigheden fremsætte indsigelse mod anmodningen.

Begravelsesmyndigheden bør om fornødent opfordre den, der fremsætter

indsigelsen eller på hvis vegne den er fremsat, til at afgive personlig

forklaring, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 4.

Om udfaldet af prøvelsen gives der skriftlig meddelelse til den eller dem,

der har fremsat indsigelse.

b) mod begravelsesmyndighedens afgørelse. Indsigelse mod

begravelsesmyndighedens afgørelse fremsættes over for denne myndighed.

Tager begravelsesmyndigheden indsigelsen til følge og ændrer sin

afgørelse, skal der omgående gives alle vedkommende meddelelse herom.

Finder begravelsesmyndigheden derimod ikke, at indsigelsen kan begrunde en

ændring af afgørelsen, skal begravelsesmyndigheden ifølge lovens § 9, stk. 1,

hurtigst muligt forelægge sagen for den stedlige skifteret.

Om sagens indbringelse for skifteretten gives der meddelelse til alle

vedkommende, herunder oplysning om, for hvilken skifteret sagen er indbragt.

Hvis indbringelsen for skifteretten er sket med henblik på afgørelse af

spørgsmålet om kirkelig begravelse, skal dette fremgå af meddelelsen til

præsten.

Skifterettens afgørelse er endelig. Begravelsesmyndigheden giver alle

vedkommende meddelelse om afgørelsen.

5. Arkivering m.v.

Den originale anmodning, forsynet med påtegning om afgørelsen, tillige med

modtagne skrivelser og kopier af afgivne svar opbevares efter endt brug i 5

år og kasseres derefter.

De med anmodningen fulgte bilag, som ikke skal vedlægges den nedenfor

omtalte dødsanmeldelse til ministerialbogen, tilbageleveres sammen med

meddelelsen om begravelsesmyndighedens afgørelse.

III. Anmeldelse af dødsfaldet til ministerialbogen, skifteretten og det

sociale udvalg.

Snarest muligt efter modtagelsen af en dødsanmeldelse skal

begravelsesmyndigheden videresende denne til:

1) Ministerialbogsføreren i det sogn, hvor dødsfaldet (dødfødslen) skal

registreres, såfremt dette er et andet end bopælssognet. Med anmeldelsen skal

følge dødsattesten - for dødfødte børn tillige jordemoderanmeldelsen - samt

andre foreliggende attester af betydning for dødsfaldets registrering i

ministerialbogen.

2) skifteretten på dødsstedet.

3) det sociale udvalg i afdødes bopælskommune.

Anmeldelsen forsynes inden videresendelsen med begravelsesmyndighedens

stempel.

For så vidt angår dødsfald, der indtræffer i de sønderjyske landsdele,

bortfalder den under pkt. 1-2 foreskrevne videresendelse af anmeldelsen til

ministerialbogsfører og skifteret. Derimod skal begravelsesmyndigheden efter

endt brug videresende dødsattesten og for dødfødte børn tillige

jordemoderanmeldelsen til dødsstedets sognepræst.

Det påhviler begravelsesmyndigheden at foretage fornøden berigtigelse

eller supplering af fejlagtigt eller mangelfuldt udfyldte anmeldelser og

dødsattester med angivelse af, at rettelserne er foretaget af

begravelsesmyndigheden. Mangler angivelse af afdødes personnummer og kan

oplysning herom undtagelsesvis ikke tilvejebringes, må anmeldelsen og

dødsattesten påføres bemærkning herom.

De af præsterne uden for København modtagne dødsattester og

jordemoderanmeldelser vedrørende dødfødte børn indsendes som hidtil inden 14

dage efter hver måneds udgang til embedslægen sammen med de summariske

indberetninger om antallet af fødte og døde. I København skal dødsattesterne

og jordemoderanmeldelserne vedrørende dødfødte børn, der hidtil er afleveret

til Københavns begravelsesvæsen, fremtidig - første gang for ugen 4.-10.

januar 1976 - tilsendes stadslægen i København sammen med

jordemoderanmeldelserne vedrørende levendefødte børn. De hidtil anvendte

blanketter til summarisk indberetning om antallet af ægteviede og fødte

(levendefødte) vil blive afløst af nye blanketter, der også omfatter dødsfald

og dødfødsler. De nye blanketter fås ved henvendelse til stadslægens kontor

(H.C. Andersens Boulevard 25, 1553 København V, tlf. (01) 116870).

IV. Begravelseshandlingen.

1. Generelle bestemmelser.

Begravelseshandlingen (højtideligheden) må normalt ikke finde sted,

forinden der af begravelsesmyndigheden er truffet afgørelse om, hvorvidt en

præst skal medvirke ved handlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal

foregå uden medvirken af en præst (borgerlig begravelse). Hvis liget skal

føres til en anden del af landet eller til udlandet, udleveres til anatomisk

brug eller omstændighederne iøvrigt taler derfor, kan kirkelig

begravelseshøjtidelighed dog finde sted, forinden begravelsesmyndighedens

afgørelse foreligger eller er kommet til præstens kundskab, såfremt han efter

de foreliggende oplysninger finder, at betingelserne for hans medvirken er

til stede, jfr. lovens § 10, 2. og 3. pkt., og bekendtgørelsens § 6, stk. 2,

2. og 3. pkt. Er det præsten bekendt, at spørgsmålet om, hvorvidt en præst

skal medvirke ved begravelsen, er indbragt for skifteretten, må kirkelig

begravelse dog aldrig finde sted, før skifteretten har truffet afgørelse

herom, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 3. pkt.

Den hidtil gældende ligbrændingslovs bestemmelse om, at de ikke kan

pålægges folkekirkens præster at forrette jordpåkastelse eller foretage anden

kirkelig handling, hvor ligbrænding finder sted, er bortfaldet.

Da dødsattest skal forelægges begravelsesmyndigheden, forinden denne

træffer sin afgørelse, og da dødsanmeldelsens afgivelse til skifteretten

foretages - i de sønderjyske landsdele påses - af begravelsesmyndigheden,

påhviler der ikke længere den ved begravelsen fungerende præst pligt til at

lade sig forevise dødsattest og skifteretsattest (i de sønderjyske landsdele

personregisterattest). Begravelseshandlingen kan således finde sted alene på

grundlag af begravelsesmyndighedens attest.

Anmodningen om klokkeringning skal imødekommes såvel ved kirkelig som ved

borgerlig begravelse, såfremt det er sædvane på stedet, at der foretages

klokkeringning ved begravelser, jfr. lovens § 14.

I lovens §§ 11 og 12 er der givet nærmere bestemmelser om fastsættelse af

begravelseshandlingens forløb henholdsvis ved kirkelige og borgerlige

begravelser, jfr. nedenfor. For så vidt angår den del af

begravelseshandlingen, der foregår på kirkegården eller fra dens kapeller,

gælder det i følge lovens § 13, at kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig

sådanne led i en påtænkt begravelseshandling, som ville stride imod den

sømmelighed og orden, der bør iagttages på kirkegårde.

2. Begravelseshandlingens forløb.

a. Kirkelig begravelse i folkekirken.

Når en præst i folkekirken medvirker ved en begravelse, skal ifølge lovens

§ 11, stk. 2, folkekirkens jordpåkastelsesritual følges, uanset om

begravelsen finder sted på en folkekirkelig kirkegård eller andetsteds. Skal

ligbrænding finde sted, skal jordpåkastelsen foregå inden brændingen.

Undtagelse herfra kan dog ske, når den medvirkende præst finder, at

omstændighederne taler derfor, jfr. bekendtgørelsens § 8, stk. 2, 2. og 3.

pkt. Der tænkes herved blandt andet på tilfælde, hvor asken af et lig, der er

brændt i udlandet uden forudgående jordpåkastelse, føres hertil for at

jordfæstes.

Ifølge lovens § 11, stk. 1, fastlægges begravelseshandlingens forløb

iøvrigt af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller

ligbrændingen foretaget. Ved denne bestemmelse er spørgsmålet om, hvorledes

begravelseshandlingen - bortset fra jordpåkastelsen - i enkeltheder skal

forløbe, henskudt til afgørelse ved forhandling mellem præsten og den, der

drager omsorg for begravelsen. Under forhandlingen må der træffes aftale om,

hvor jordpåkastelsen skal finde sted, om præsten skal tale ved begravelsen,

hvilke salmer der skal synges, om der skal anvendes anden musik end

orgelmusik samt eventuelt om medbringelse af faner. De ønsker, som fremsættes

af den eller dem, der retter henvendelse til præsten om begravelsen, bør i

videst muligt omfang imødekommes, men da det er den ved begravelsen

fungerende præst, der er ansvarlig for begravelseshandlingens forløb såvel i

kirken (kapellet) som på kirkegården, er det i tilfælde, hvor der under

forhandlingen ikke opnås fuld enighed, præsten der tager den endelige

bestemmelse. Dette gælder også med hensyn til afgørelsen af, om en lægmand

bør have adgang til at tale i kirken, i begravelseskapellet eller ved graven,

samt om det bør tillades, at vers, der er digtet til lejligheden, oplæses

eller afsynges.

Hvad særligt angår spørgsmålet om præsters ret og pligt til at tale ved

begravelser bemærkes, at der - modsat tidligere - ikke findes nogen speciel

bestemmelse herom i loven, idet også spørgsmålet om, hvorvidt præsten skal

holde en egentlig tale ved begravelsen, så vidt muligt bør finde sin

afgørelse under den foran omtalte forhandling mellem præsten og den eller

dem, der drager omsorg for begravelsen. Heraf følger, at præsten ikke er

pligtig at holde en egentlig ligtale. Såfremt de pårørende ikke ønsker det,

bør han heller ikke holde en sådan tale, men han vil i så fald dog altid

kunne oplæse nogle skriftsteder fra biblen eller citere nogle salmevers

o.lign.

b. Kirkelig begravelse i trossamfund uden for folkekirken. Bestemmelsen i

lovens § 11, stk. 1, hvorefter begravelseshandlingens forløb fastlægges af

præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændingen

foretaget, gælder også ved begravelser inden for trossamfundene, og det er

således også i disse tilfælde præsten som den for begravelseshandlingens

forløb ansvarlige, der har den endelige afgørelse.

Den hidtidige ordning, hvorefter kun præster inden for anerkendte

trossamfund og ikke-anerkendte kristne trossamfund kunne få adgang til at

foretage begravelse på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller, er

udvidet, således at nu præster for alle trossamfund uden for folkekirken har

adgang til at foretage begravelser på folkekirkens kirkegårde eller fra dens

kapeller, jfr. lovens § 11, stk. 3.

Derimod kan folkekirkens kirker kun med biskoppens tilladelse og efter

menighedsrådets indstilling stilles til rådighed for begravelse af medlemmer

af kristne trossamfund uden for folkekirken og kun såfremt der ikke findes et

begravelseskapel på stedet, jfr. § 25 i lov om kirkens brug,

sognebåndsløsning m.m. (lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961 med senere

ændringer) og kirkeministeriets cirkulære af 15. juli 1970, pkt. 9.

Foretages begravelsen på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kirker og

kapeller, stilles der ikke som hidtil krav om, at begravelseshandlingen skal

foretages efter folkekirkens ritual eller et af kirkeministeriet godkendt

ritual. Derimod skal præsten foruden med den eller dem, der ønsker

begravelsen foretaget, forhandle med kirkegårdsbestyrelsen om

begravelseshandlingens forløb, jfr. lovens § 11, stk. 3.

På kommunale begravelsespladser har alle trossamfunds præster ret til at

foretage begravelse efter deres trossamfunds ritual, jfr. lovens § 16, stk.

1.

Den foran omtalte bestemmelse i lovens § 13, hvorefter

kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig sådanne led i en påtænkt

begravelseshandling, som ville stride imod den sømmelighed og orden, der bør

iagttages på kirkegårde, gælder også med hensyn til begravelseshandlinger på

trossamfundenes egne kirkegårde. Iøvrigt er det som hidtil overladt til de

uden for folkekirken stående trossamfund selv at fastsætte nærmere

bestemmelser om udførelse af begravelseshandlinger på deres egne kirkegårde.

c. Borgerlig begravelse. Der er som hidtil adgang til at foretage

begravelse uden medvirken af en præst på folkekirkens kirkegårde eller fra

dens kapeller. I modsætning til den hidtil gældende begravelseslov indeholder

loven ikke detaljerede bestemmelser angående fremgangsmåden ved foretagelse

af sådanne begravelseshandlinger, og det hidtil gældende forbud mod

foretagelse af jordpåkastelse ved borgerlige begravelser er bortfaldet.

Begravelseshandlingens forløb ved borgerlig begravelse på folkekirkens

kirkegårde eller fra dens kapeller skal ifølge lovens § 12 fastlægges ved

aftale mellem kirkegårdsbestyrelsen og den, der ønsker begravelsen foretaget.

Dennes ønsker bør så vidt muligt imødekommes, for så vidt de er forenelige

med kravet om iagttagelse af sømmelighed og orden på kirkegårde, jfr. lovens

§ 13. I øvrigt bør der ved begravelsens tilrettelæggelse tages hensyn til, at

den ikke må virke forstyrrende på gudstjenester eller kirkelige handlinger i

en på eller ved kirkegården beliggende kirke eller på andre begravelser på

kirkegården.

Såfremt den, der træffer aftale med kirkegårdsbestyrelsen om

begravelseshandlingens forløb, ikke selv skal forestå begravelsen, påhviler

det ham at drage omsorg for, at den, der ifølge aftalen skal lede

begravelseshandlingen, bliver gjort bekendt med aftalens indhold. Ansvaret

for, at aftalen overholdes, og at hensynet til sømmelighed og orden

tilgodeses, påhviler herefter den, der leder begravelseshandlingen.

V. Jordfæstelse og ligbrænding. Ved henvendelse til kirkegårdens eller

krematoriets bestyrelse om jordfæstelse af kister eller foretagelse af

ligbrænding skal ifølge bekendtgørelsens § 13, stk. 1,

begravelsesmyndighedens attest fremlægges. Efter endt brug arkiveres

attesten.

Som noget nyt er der ved lovens § 9, stk. 2, tilvejebragt hjemmel for, at

spørgsmålet om valg af gravsted kan forelægges skifteretten til afgørelse i

tilfælde af uenighed mellem de efterladte. Skifterettens afgørelse er

endelig, jfr. lovens § 9, stk. 3.

Angående udførelse af ligbrænding henvises til et andet cirkulære af dags

dato til krematoriebestyrelserne.

Med hensyn til jordfæstelse og anden anbringelse af kister og askeurner

gælder følgende bestemmelser:

1. Jordfæstelse af kister og askeurner.

Jordfæstelse af kister og askeurner skal ske på folkekirkens kirkegårde

eller andre af kirkeministeriet godkendte begravelsespladser, jfr. lovens §§

2, stk. 1, og 3, stk. 2, 1. pkt. Brug af urne kan dog undlades, således at

asken blandes direkte med jorden.

Undtagelsesvis kan der af kirkeministeriet meddeles tilladelse til

jordfæstelse af urner uden for godkendte begravelsespladser, jfr. lovens § 3,

stk. 2, 1. pkt. Tilladelse til nedsættelse af en urne på en privat ejendom

vil i overensstemmelse med hidtidig praksis bl.a. blive betinget af, at der

ikke på stedet, hvor urnen nedsættes, anbringes sten, mindesmærke eller

andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads.

Tilladelse til anlæggelse af private begravelsespladser til nedsættelse af

kister og askeurner vil - ligeledes i overensstemmelse med hidtidig praksis -

kun kunne forventes givet aldeles undtagelsesvis, når særlig stærke grunde

taler derfor, jfr. kirkeministeriets cirkulære af 30. april 1949. Sådanne

tilladelser, der hidtil er meddelt ved kgl. bevilling, udfærdiget ad mandatum

gennem kirkeministeriet, meddeles fremtidig af kirkeministeren, jfr. lovens §

16, stk. 3.

Opmærksomheden henledes på, at der ikke længere skal gives meddelelse til

krematorierne om nedsættelse af urner på kirkegårde.

2. Anden anbringelse af kister og askeurner.

Kister kan kun anbringes i gravkamre på kirkegårde og andre

begravelsespladser, såfremt dette er tilladt efter bestemmelserne i

kirkegårdens eller begravelsespladsens vedtægt og ikke er i strid med den

stedlige sundhedsvedtægt eller andre bestemmelser. Med hensyn til indretning

og benyttelse af gravkamre gælder i øvrigt forskrifterne i kirke- og

undervisningsministeriets cirkulære af 15. maj 1914, der er opretholdt ved §

41 i kgl. anordning nr. 143 af 20. april 1953 om kirkegårde.

Gravsætning af kister i kirker eller dertil hørende gravkapeller eller

krypter kan ifølge lovens § 2, stk. 2, kun finde sted, såfremt der fra

tidligere tid foreligger særlig hjemmel herfor, eller der under særlige

omstændigheder meddeles tilladelse hertil af kirkeministeriet.

Urner, der ikke ønskes jordfæstet, kan som hidtil anbringes i dertil

særligt indrettede rum (kolumbarier), jfr. lovens § 3, stk. 2, 1 1. pkt.

Tilladelse til indretning af kolumbarier meddeles fremtidig af

kirkeministeriet. De af justitsministeriet tidligere meddelte tilladelser

forbliver i kraft. Endvidere kan urner anbringes i gravkamre på kirkegårde,

hvor dette er hjemlet i kirkegårdsvedtægten eller tillades af

kirkegårdsbestyrelsen.

Ønskes der forholdt med asken på anden sømmelig måde, kan der af

kirkeministeriet meddeles tilladelse hertil, når der foreligger et bestemt

udtalt ønske herom fra afdøde, jfr. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

VI. Frister og tider for jordfæstelse og ligbrænding.

Jordfæstelse eller ligbrænding skal - hvis kortere frist ikke er

foreskrevet i sundhedslovgivningen - ske senest 8 dage efter dødsfaldet

(dødsdagen medregnet), jfr. bekendtgørelsens § 14. Kirkegårdsbestyrelsen

eller krematoriebestyrelsen kan dog med tilslutning fra embedslægen tillade

forlængelse af denne frist, når forholdene taler derfor.

Bestemmelser om, på hvilke dage og tider begravelse og ligbrænding kan

foretages, skal ifølge bekendtgørelsens § 15 fastsættes i kirkegårdens eller

krematoriets vedtægt. Inden for de således fastlagte tidsmæssige rammer bør

ønsker, som fremsættes af den, der ønsker begravelse eller ligbrænding

foretaget, så vidt muligt imødekommes. Selv om der ikke i vedtægten er taget

forbehold herom, vil begravelseshandlinger på folkekirkens kirkegårde eller

fra dens kirker og kapeller dog i almindelighed ikke kunne finde sted 1.

påskedag, 1. pinsedag og 1. juledag.

VII. Overførelse af lig og urner til udlandet.

Loven tager alene sigte på begravelse og brænding af lig her i landet.

Skal liget føres til udlandet, skal der - efter at dødsfaldet er anmeldt

til ministerialbogen og skifteretten (i de sønderjyske landsdele til

personregistret) - rettes henvendelse til embedslægen om udstedelse af et

ligpas, som skal følge liget under transporten.

Angående overførelse af urner til udlandet henvises til ministeriets

cirkulære af dags dato om udførelse af ligbrænding.

----------------

Fra den 1. januar 1976 ophæves justitsministeriets cirkulære nr. 258 af

15. december 1965 vedrørende attestation om ligbrænding og kirkeministeriets

cirkulære nr. 14 af 27. januar 1966 om dødsattester.

Man skal anmode om, at samtlige præster i folkekirken og de anerkendte

trossamfund samt kirkegårds- og krematoriebestyrelser gøres bekendt med

loven, bekendtgørelsen og nærværende cirkulære.

Kirkeministeriet, den 1. december 1975.

P.M.V.

E.B.

Arne Truelsen.

Bilag.

Lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding.

(Udelades her)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter