Cirkulære om begravelse og ligbrænding. (Til biskopperne, amtmændene og Københavns magistrat).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om begravelse og ligbrænding. (Til
biskopperne, amtmændene og Københavns magistrat).
Ved lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding ophæves lov
nr. 100 af 19. april 1907 om forskellige forhold vedrørende begravelser og
lov nr. 162 af 18. april 1950 om ligbrænding samt en række andre bestemmelser
om begravelser og ligbrænding.
De vigtigste regler om begravelse og ligbrænding er nu samlet i den nævnte
lov af 26. juni 1975, der er aftrykt som bilag til nærværende cirkulære, og
en i tilslutning dertil udfærdiget bekendtgørelse af 1. december 1975, hvoraf
særtryk vedlægges. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar
1976, fra hvilken dato sager om ligbrænding overføres fra justitsministeriets
forretningsområde til kirkeministeriet.
Om den således stedfundne ændring af lovgivningen skal man bemærke
følgende:
I. Begravelsesmyndigheden.
Efter reglerne i lovens §§ 5-7 er visse af de funktioner i forbindelse med
begravelse og ligbrænding, som hidtil er varetaget af præsterne,
begravelsesvæsenerne, krematoriebestyrelserne og politiet, henlagt til
sognepræsterne, der som begravelsesmyndighed træffer afgørelse med hensyn
til, om lig skal begraves eller brændes, og om en præst skal medvirke ved
begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden
medvirken af en præst (borgerlig begravelse).
Havde afdøde bopæl her i landet, er sognepræsten på afdødes bopælssted
begravelsesmyndighed. Havde afdøde ikke bopæl her i landet, er sognepræsten
på dødsstedet begravelsesmyndighed. Er dødsfaldet sket i udlandet og havde
afdøde ikke bopæl her i landet, må begravelsesmyndighedens funktioner i
mangel af særlige regler herom varetages af sognepræsten på det sted, hvor
liget skal begraves eller brændes.
Hvor omstændighederne taler derfor, kan der dog med kirkeministeriets
godkendelse efter indstilling fra vedkommende menighedsråd oprettes en særlig
Læs alt
begravelsesmyndighed.
II. Anmodning om begravelse og ligbrænding.
Ifølge lovens § 1 skal lig enten begraves eller brændes. Andre
begravelsesmåder end jordfæstelse og ligbrænding er således ikke tilladt.
Også dødfødte børn er omfattet af bestemmelsen i lovens § 1. Forinden der
af begravelsesmyndigheden efter derom fremsat anmodning er truffet afgørelse
med hensyn til, hvilken begravelsesmåde der skal anvendes, må jordfæstelse
eller ligbrænding aldrig foretages, jfr. lovens § 10, 1. pkt. Det samme
gælder som hovedregel også begravelseshandlingen (højtideligheden), hvorom
henvises til afsnit IV; 1.
Nedgravning af dødfødte fostre (aborter) på kirkegårde sker som hidtil i
henhold til aftale med kirkegårdsbestyrelsen, jfr. kirkeministeriets
cirkulære af 1. juli 1950.
1. Anmodningens fremsættelse.
Anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding skal ifølge
lovens § 5, stk. 1, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes over for
begravelsesmyndigheden snarest muligt efter dødsfaldet.
Der er ikke i loven fastsat bestemmelser om, hvem det påhviler at
fremsætte anmodning om begravelse eller ligbrænding, idet loven i
overensstemmelse med den hidtil gældende retstilstand bygger på den
antagelse, at den afdødes nærmeste normalt vil betragte det som et ret og
pligt at drage omsorg for begravelsen. Det er i loven forudsat, at
anmodningen foruden af afdødes nærmeste kan fremsættes af den eller de
personer eller den institution, der hidtil har draget omsorg for afdøde,
eller af andre, der vil påtage sig at sørge for begravelsen. Kun for det
tilfælde, at undtagelsesvis ingen fremsætter anmodning om begravelse eller
ligbrænding, er det ved lovens § 5, stk. 2, pålagt kommunen at fremsætte
anmodning herom.
Den omstændighed, at en anmodning allerede er fremsat, udelukker ikke, at
en person, der stod afdøde nærmere end den, der har fremsat anmodningen, selv
fremsætter en anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3. Som afdødes nærmeste anses
hans med ham til hans død samlevende ægtefælle eller - såfremt sådan ikke
findes - hans børn (eventuelt en for umyndige børn beskikket værge).
Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller børn, anses hans forældre eller
- hvis disse ikke er i live - hans søskende som hans nærmeste. Ved afgørelsen
af, hvem der stod afdøde nærmest, vil efter omstændighederne også andre
forhold end ægteskabs- og slægtskabsforhold, såsom faste samlivsforhold,
plejeforhold o.lign. kunne tages i betragtning.
Anmodningen kan ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes enten ved
personlig eller skriftlig henvendelse til begravelsesmyndigheden. Ved
kirkeministeriets foranstaltning er der fremstillet en blanket til brug ved
fremsættelse af anmodning om begravelse eller ligbrænding. Blanketten, der
uden betaling udleveres af den dødsattestudstedende læge sammen med
dødsattesten, omfatter tillige formularer til anmeldelse af dødsfaldet til
ministerialbogen, skifteretten og det sociale udvalg. Blanketten kan i
påkommende tilfælde også fås udleveret ved henvendelse til
begravelsesmyndigheden.
Begravelsesmyndigheden bør om fornødent bistå med blankettens udfyldelse.
2. Anmodningens indhold.
Det skal fremgå af anmodningen, om der skal foretages jordfæstelse eller
brænding af liget, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen.
Anmodningen skal for så vidt angår disse forhold være i overensstemmelse med
ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, jfr. reglerne i
lovens § 8, stk. 1 og 2, og bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2.
Ifølge disse regler kan enhver, der er fyldt 15 år, bestemme, om hans lig
skal begraves eller brændes, og om begravelseshandlingen skal være kirkelig
eller borgerlig. For så vidt angår personer mellem 15 og 18 år stilles der
ikke krav om samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Derimod er det i
alle tilfælde en betingelse for erklæringens gyldighed, at den pågældende ved
erklæringens afgivelse var i stand til at forstå betydningen af erklæringen.
Erklæringer som de nævnte bør så vidt muligt nedfældes skriftligt, men da
der ikke i loven stilles særlige krav til formen for sådanne erklæringer, vil
disse også kunne foreligge som mundtlige tilkendegivelser.
Tilkendegivelser om de nævnte forhold vil ifølge loven også kunne
foreligge på anden måde. Således skal den omstændighed, at afdøde ved sin død
var medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses
som udtryk for ønske om ligbrænding, medmindre det godtgøres, at afdøde -
uanset sådant medlemsskab - havde truffet bestemmelse om, at hans lig ikke
skal brændes.
På tilsvarende måde skal det forhold, at afdøde ved sin død var medlem af
folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses som udtryk for
ønske om, at en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen, medmindre det
godtgøres, at afdøde - uanset sit religiøse tilhørsforhold - ikke ønskede en
kirkelig begravelse.
Såfremt en person, der har afgivet erklæring om, at han ønsker borgerlig
begravelse, senere bliver medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for
folkekirken, vil der normalt ikke kunne tillægges erklæringen betydning.
Har afdøde ikke gennem medlemsskab af en ligbrændingsforening eller
lignende sammenslutning, medlemskab af folkekirken eller et trossamfund uden
for folkekirken eller på anden måde givet udtryk for ønsker angående de foran
omtalte forhold, eller var afdøde under 15 år, er det overladt til den, der
fremsætter anmodningen, at træffe bestemmelse, medmindre en person, der stod
afdøde nærmere, fremsætter en afvigende anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3.
3. Dokumentation.
Anmodning om begravelse eller ligbrænding skal være ledsaget af
dokumentation som nedenfor anført.
1. Dødsattest og for dødfødte børn tillige
jordemoderanmeldelse, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Går anmodningen ud på foretagelse af ligbrænding, skal dødsattesten
indeholde erklæring fra lægen om, at der efter hans skøn ikke er grund til
mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse. Foreligger der ikke
dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden
der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor.
2. Har dødsfaldet fundet sted i de sønderjyske
landsdele, vedlægges attest fra personregisterføreren om dødsfaldets
anmeldelse til personregistret, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr.
375 af 22. december 1961 om førelsen af de borgerlige personregistre i de
sønderjyske landsdele § 29.
3. Endvidere vedlægges så vidt muligt afdødes dåbs-
eller navneattest samt - såfremt den pågældende var eller havde været gift -
vielsesattest.
Efter omstændighederne bør også andre dokumenter såsom navnebeviser,
adoptionsbevillinger, skilsmisse- og separationsbevillinger eller
domsudskrifter medfølge.
4. Testamente eller optegnelser, hvori afdøde har
truffet bestemmelse om sin begravelse, skal så vidt muligt medfølge eller
forevises. Det samme gælder bevis for medlemsskab af en ligbrændingsforening
eller lignende sammenslutning. 4.Anmodningens prøvelse.
Prøvelse af anmodningen skal finde sted umiddelbart efter dennes
modtagelse, og bør - såfremt de foran under pkt. 1-2 nævnte attester
foreligger - ikke udsættes, selv om nogle af de under pkt. 3-4 nævnte
dokumenter eller nogle af de i blanketten krævede oplysninger savnes,
medmindre det drejer sig om dokumenter eller oplysninger, som er af betydning
for begravelsesmyndighedens afgørelse.
På grundlag af det i anordningen anførte, de medfulgte attester, andre
foreliggende bevisligheder og oplysninger samt under hensyntagen til
eventuelle indsigelser, jfr. nedenfor, afgør begravelsesmyndigheden ifølge
lovens § 7 om anmodningen kan tages til følge, og dermed om der skal finde
jordfæstelse eller ligbrænding sted, og om en præst i eller uden for
folkekirken skal medvirke. Ved anmodningens prøvelse skal
begravelsesmyndigheden påse, at anmodningen er i overensstemmelse med ønsker,
som afdøde måtte have givet udtryk for efter sit fyldte 15. år, jfr. lovens §
8, stk. 1 og 2.
Begravelsesmyndigheden kan ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 4, om
fornødent opfordre den, der har fremsat anmodningen eller på hvis vegne den
er fremsat, til at afgive personlig forklaring.
Må anmodningen efter det foreliggende anses for stemmende med afdødes
ønsker, tages den til følge. Det samme gælder, dersom der ingen oplysninger
foreligger om afdødes ønsker, medmindre en afvigende anmodning fremsættes af
en person, der stod afdøde nærmere, jfr. lovens § 8, stk. 3. I dette tilfælde
tages sidstnævnte anmodning til følge, såfremt betingelserne herfor iøvrigt
er til stede.
Når en anmodning er taget til følge, udleverer begravelsesmyndigheden en
genpart af anmodningen forsynet med påtegning herom til den, der har fremsat
anmodningen eller til dennes befuldmægtigede til brug ved henvendelse til
kirkegårdsbestyrelsen eller krematoriebestyrelsen, jfr. bekendtgørelsens §§
6, stk. 1, og 13, stk. 1., 3. pkt. Skal en præst medvirke, udleveres
yderligere et påtegnet eksemplar til brug for denne.
Finder begravelsesmyndigheden at en anmodning ikke vil kunne tages til
følge, bør der - inden endelig afgørelse træffes - gives den, der har fremsat
anmodningen, adgang til at ændre denne.
En anmodning, der ikke er taget til følge, er dermed bortfaldet. Herom
gives der af begravelsesmyndigheden straks meddelelse til den, der har
fremsat anmodningen. Er en anden anmodning taget til følge, skal dette fremgå
af meddelelsen.
Indsigelser.
a) mod anmodningen.
Enhver, der mener at kunne godtgøre, at en til begravelsesmyndigheden
indgivet anmodning ikke stemmer med afdødes ønsker, kan over for
begravelsesmyndigheden fremsætte indsigelse mod anmodningen.
Begravelsesmyndigheden bør om fornødent opfordre den, der fremsætter
indsigelsen eller på hvis vegne den er fremsat, til at afgive personlig
forklaring, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 4.
Om udfaldet af prøvelsen gives der skriftlig meddelelse til den eller dem,
der har fremsat indsigelse.
b) mod begravelsesmyndighedens afgørelse. Indsigelse mod
begravelsesmyndighedens afgørelse fremsættes over for denne myndighed.
Tager begravelsesmyndigheden indsigelsen til følge og ændrer sin
afgørelse, skal der omgående gives alle vedkommende meddelelse herom.
Finder begravelsesmyndigheden derimod ikke, at indsigelsen kan begrunde en
ændring af afgørelsen, skal begravelsesmyndigheden ifølge lovens § 9, stk. 1,
hurtigst muligt forelægge sagen for den stedlige skifteret.
Om sagens indbringelse for skifteretten gives der meddelelse til alle
vedkommende, herunder oplysning om, for hvilken skifteret sagen er indbragt.
Hvis indbringelsen for skifteretten er sket med henblik på afgørelse af
spørgsmålet om kirkelig begravelse, skal dette fremgå af meddelelsen til
præsten.
Skifterettens afgørelse er endelig. Begravelsesmyndigheden giver alle
vedkommende meddelelse om afgørelsen.
5. Arkivering m.v.
Den originale anmodning, forsynet med påtegning om afgørelsen, tillige med
modtagne skrivelser og kopier af afgivne svar opbevares efter endt brug i 5
år og kasseres derefter.
De med anmodningen fulgte bilag, som ikke skal vedlægges den nedenfor
omtalte dødsanmeldelse til ministerialbogen, tilbageleveres sammen med
meddelelsen om begravelsesmyndighedens afgørelse.
III. Anmeldelse af dødsfaldet til ministerialbogen, skifteretten og det
sociale udvalg.
Snarest muligt efter modtagelsen af en dødsanmeldelse skal
begravelsesmyndigheden videresende denne til:
1) Ministerialbogsføreren i det sogn, hvor dødsfaldet (dødfødslen) skal
registreres, såfremt dette er et andet end bopælssognet. Med anmeldelsen skal
følge dødsattesten - for dødfødte børn tillige jordemoderanmeldelsen - samt
andre foreliggende attester af betydning for dødsfaldets registrering i
ministerialbogen.
2) skifteretten på dødsstedet.
3) det sociale udvalg i afdødes bopælskommune.
Anmeldelsen forsynes inden videresendelsen med begravelsesmyndighedens
stempel.
For så vidt angår dødsfald, der indtræffer i de sønderjyske landsdele,
bortfalder den under pkt. 1-2 foreskrevne videresendelse af anmeldelsen til
ministerialbogsfører og skifteret. Derimod skal begravelsesmyndigheden efter
endt brug videresende dødsattesten og for dødfødte børn tillige
jordemoderanmeldelsen til dødsstedets sognepræst.
Det påhviler begravelsesmyndigheden at foretage fornøden berigtigelse
eller supplering af fejlagtigt eller mangelfuldt udfyldte anmeldelser og
dødsattester med angivelse af, at rettelserne er foretaget af
begravelsesmyndigheden. Mangler angivelse af afdødes personnummer og kan
oplysning herom undtagelsesvis ikke tilvejebringes, må anmeldelsen og
dødsattesten påføres bemærkning herom.
De af præsterne uden for København modtagne dødsattester og
jordemoderanmeldelser vedrørende dødfødte børn indsendes som hidtil inden 14
dage efter hver måneds udgang til embedslægen sammen med de summariske
indberetninger om antallet af fødte og døde. I København skal dødsattesterne
og jordemoderanmeldelserne vedrørende dødfødte børn, der hidtil er afleveret
til Københavns begravelsesvæsen, fremtidig - første gang for ugen 4.-10.
januar 1976 - tilsendes stadslægen i København sammen med
jordemoderanmeldelserne vedrørende levendefødte børn. De hidtil anvendte
blanketter til summarisk indberetning om antallet af ægteviede og fødte
(levendefødte) vil blive afløst af nye blanketter, der også omfatter dødsfald
og dødfødsler. De nye blanketter fås ved henvendelse til stadslægens kontor
(H.C. Andersens Boulevard 25, 1553 København V, tlf. (01) 116870).
IV. Begravelseshandlingen.
1. Generelle bestemmelser.
Begravelseshandlingen (højtideligheden) må normalt ikke finde sted,
forinden der af begravelsesmyndigheden er truffet afgørelse om, hvorvidt en
præst skal medvirke ved handlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal
foregå uden medvirken af en præst (borgerlig begravelse). Hvis liget skal
føres til en anden del af landet eller til udlandet, udleveres til anatomisk
brug eller omstændighederne iøvrigt taler derfor, kan kirkelig
begravelseshøjtidelighed dog finde sted, forinden begravelsesmyndighedens
afgørelse foreligger eller er kommet til præstens kundskab, såfremt han efter
de foreliggende oplysninger finder, at betingelserne for hans medvirken er
til stede, jfr. lovens § 10, 2. og 3. pkt., og bekendtgørelsens § 6, stk. 2,
2. og 3. pkt. Er det præsten bekendt, at spørgsmålet om, hvorvidt en præst
skal medvirke ved begravelsen, er indbragt for skifteretten, må kirkelig
begravelse dog aldrig finde sted, før skifteretten har truffet afgørelse
herom, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 3. pkt.
Den hidtil gældende ligbrændingslovs bestemmelse om, at de ikke kan
pålægges folkekirkens præster at forrette jordpåkastelse eller foretage anden
kirkelig handling, hvor ligbrænding finder sted, er bortfaldet.
Da dødsattest skal forelægges begravelsesmyndigheden, forinden denne
træffer sin afgørelse, og da dødsanmeldelsens afgivelse til skifteretten
foretages - i de sønderjyske landsdele påses - af begravelsesmyndigheden,
påhviler der ikke længere den ved begravelsen fungerende præst pligt til at
lade sig forevise dødsattest og skifteretsattest (i de sønderjyske landsdele
personregisterattest). Begravelseshandlingen kan således finde sted alene på
grundlag af begravelsesmyndighedens attest.
Anmodningen om klokkeringning skal imødekommes såvel ved kirkelig som ved
borgerlig begravelse, såfremt det er sædvane på stedet, at der foretages
klokkeringning ved begravelser, jfr. lovens § 14.
I lovens §§ 11 og 12 er der givet nærmere bestemmelser om fastsættelse af
begravelseshandlingens forløb henholdsvis ved kirkelige og borgerlige
begravelser, jfr. nedenfor. For så vidt angår den del af
begravelseshandlingen, der foregår på kirkegården eller fra dens kapeller,
gælder det i følge lovens § 13, at kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig
sådanne led i en påtænkt begravelseshandling, som ville stride imod den
sømmelighed og orden, der bør iagttages på kirkegårde.
2. Begravelseshandlingens forløb.
a. Kirkelig begravelse i folkekirken.
Når en præst i folkekirken medvirker ved en begravelse, skal ifølge lovens
§ 11, stk. 2, folkekirkens jordpåkastelsesritual følges, uanset om
begravelsen finder sted på en folkekirkelig kirkegård eller andetsteds. Skal
ligbrænding finde sted, skal jordpåkastelsen foregå inden brændingen.
Undtagelse herfra kan dog ske, når den medvirkende præst finder, at
omstændighederne taler derfor, jfr. bekendtgørelsens § 8, stk. 2, 2. og 3.
pkt. Der tænkes herved blandt andet på tilfælde, hvor asken af et lig, der er
brændt i udlandet uden forudgående jordpåkastelse, føres hertil for at
jordfæstes.
Ifølge lovens § 11, stk. 1, fastlægges begravelseshandlingens forløb
iøvrigt af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller
ligbrændingen foretaget. Ved denne bestemmelse er spørgsmålet om, hvorledes
begravelseshandlingen - bortset fra jordpåkastelsen - i enkeltheder skal
forløbe, henskudt til afgørelse ved forhandling mellem præsten og den, der
drager omsorg for begravelsen. Under forhandlingen må der træffes aftale om,
hvor jordpåkastelsen skal finde sted, om præsten skal tale ved begravelsen,
hvilke salmer der skal synges, om der skal anvendes anden musik end
orgelmusik samt eventuelt om medbringelse af faner. De ønsker, som fremsættes
af den eller dem, der retter henvendelse til præsten om begravelsen, bør i
videst muligt omfang imødekommes, men da det er den ved begravelsen
fungerende præst, der er ansvarlig for begravelseshandlingens forløb såvel i
kirken (kapellet) som på kirkegården, er det i tilfælde, hvor der under
forhandlingen ikke opnås fuld enighed, præsten der tager den endelige
bestemmelse. Dette gælder også med hensyn til afgørelsen af, om en lægmand
bør have adgang til at tale i kirken, i begravelseskapellet eller ved graven,
samt om det bør tillades, at vers, der er digtet til lejligheden, oplæses
eller afsynges.
Hvad særligt angår spørgsmålet om præsters ret og pligt til at tale ved
begravelser bemærkes, at der - modsat tidligere - ikke findes nogen speciel
bestemmelse herom i loven, idet også spørgsmålet om, hvorvidt præsten skal
holde en egentlig tale ved begravelsen, så vidt muligt bør finde sin
afgørelse under den foran omtalte forhandling mellem præsten og den eller
dem, der drager omsorg for begravelsen. Heraf følger, at præsten ikke er
pligtig at holde en egentlig ligtale. Såfremt de pårørende ikke ønsker det,
bør han heller ikke holde en sådan tale, men han vil i så fald dog altid
kunne oplæse nogle skriftsteder fra biblen eller citere nogle salmevers
o.lign.
b. Kirkelig begravelse i trossamfund uden for folkekirken. Bestemmelsen i
lovens § 11, stk. 1, hvorefter begravelseshandlingens forløb fastlægges af
præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændingen
foretaget, gælder også ved begravelser inden for trossamfundene, og det er
således også i disse tilfælde præsten som den for begravelseshandlingens
forløb ansvarlige, der har den endelige afgørelse.
Den hidtidige ordning, hvorefter kun præster inden for anerkendte
trossamfund og ikke-anerkendte kristne trossamfund kunne få adgang til at
foretage begravelse på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller, er
udvidet, således at nu præster for alle trossamfund uden for folkekirken har
adgang til at foretage begravelser på folkekirkens kirkegårde eller fra dens
kapeller, jfr. lovens § 11, stk. 3.
Derimod kan folkekirkens kirker kun med biskoppens tilladelse og efter
menighedsrådets indstilling stilles til rådighed for begravelse af medlemmer
af kristne trossamfund uden for folkekirken og kun såfremt der ikke findes et
begravelseskapel på stedet, jfr. § 25 i lov om kirkens brug,
sognebåndsløsning m.m. (lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961 med senere
ændringer) og kirkeministeriets cirkulære af 15. juli 1970, pkt. 9.
Foretages begravelsen på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kirker og
kapeller, stilles der ikke som hidtil krav om, at begravelseshandlingen skal
foretages efter folkekirkens ritual eller et af kirkeministeriet godkendt
ritual. Derimod skal præsten foruden med den eller dem, der ønsker
begravelsen foretaget, forhandle med kirkegårdsbestyrelsen om
begravelseshandlingens forløb, jfr. lovens § 11, stk. 3.
På kommunale begravelsespladser har alle trossamfunds præster ret til at
foretage begravelse efter deres trossamfunds ritual, jfr. lovens § 16, stk.
1.
Den foran omtalte bestemmelse i lovens § 13, hvorefter
kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig sådanne led i en påtænkt
begravelseshandling, som ville stride imod den sømmelighed og orden, der bør
iagttages på kirkegårde, gælder også med hensyn til begravelseshandlinger på
trossamfundenes egne kirkegårde. Iøvrigt er det som hidtil overladt til de
uden for folkekirken stående trossamfund selv at fastsætte nærmere
bestemmelser om udførelse af begravelseshandlinger på deres egne kirkegårde.
c. Borgerlig begravelse. Der er som hidtil adgang til at foretage
begravelse uden medvirken af en præst på folkekirkens kirkegårde eller fra
dens kapeller. I modsætning til den hidtil gældende begravelseslov indeholder
loven ikke detaljerede bestemmelser angående fremgangsmåden ved foretagelse
af sådanne begravelseshandlinger, og det hidtil gældende forbud mod
foretagelse af jordpåkastelse ved borgerlige begravelser er bortfaldet.
Begravelseshandlingens forløb ved borgerlig begravelse på folkekirkens
kirkegårde eller fra dens kapeller skal ifølge lovens § 12 fastlægges ved
aftale mellem kirkegårdsbestyrelsen og den, der ønsker begravelsen foretaget.
Dennes ønsker bør så vidt muligt imødekommes, for så vidt de er forenelige
med kravet om iagttagelse af sømmelighed og orden på kirkegårde, jfr. lovens
§ 13. I øvrigt bør der ved begravelsens tilrettelæggelse tages hensyn til, at
den ikke må virke forstyrrende på gudstjenester eller kirkelige handlinger i
en på eller ved kirkegården beliggende kirke eller på andre begravelser på
kirkegården.
Såfremt den, der træffer aftale med kirkegårdsbestyrelsen om
begravelseshandlingens forløb, ikke selv skal forestå begravelsen, påhviler
det ham at drage omsorg for, at den, der ifølge aftalen skal lede
begravelseshandlingen, bliver gjort bekendt med aftalens indhold. Ansvaret
for, at aftalen overholdes, og at hensynet til sømmelighed og orden
tilgodeses, påhviler herefter den, der leder begravelseshandlingen.
V. Jordfæstelse og ligbrænding. Ved henvendelse til kirkegårdens eller
krematoriets bestyrelse om jordfæstelse af kister eller foretagelse af
ligbrænding skal ifølge bekendtgørelsens § 13, stk. 1,
begravelsesmyndighedens attest fremlægges. Efter endt brug arkiveres
attesten.
Som noget nyt er der ved lovens § 9, stk. 2, tilvejebragt hjemmel for, at
spørgsmålet om valg af gravsted kan forelægges skifteretten til afgørelse i
tilfælde af uenighed mellem de efterladte. Skifterettens afgørelse er
endelig, jfr. lovens § 9, stk. 3.
Angående udførelse af ligbrænding henvises til et andet cirkulære af dags
dato til krematoriebestyrelserne.
Med hensyn til jordfæstelse og anden anbringelse af kister og askeurner
gælder følgende bestemmelser:
1. Jordfæstelse af kister og askeurner.
Jordfæstelse af kister og askeurner skal ske på folkekirkens kirkegårde
eller andre af kirkeministeriet godkendte begravelsespladser, jfr. lovens §§
2, stk. 1, og 3, stk. 2, 1. pkt. Brug af urne kan dog undlades, således at
asken blandes direkte med jorden.
Undtagelsesvis kan der af kirkeministeriet meddeles tilladelse til
jordfæstelse af urner uden for godkendte begravelsespladser, jfr. lovens § 3,
stk. 2, 1. pkt. Tilladelse til nedsættelse af en urne på en privat ejendom
vil i overensstemmelse med hidtidig praksis bl.a. blive betinget af, at der
ikke på stedet, hvor urnen nedsættes, anbringes sten, mindesmærke eller
andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads.
Tilladelse til anlæggelse af private begravelsespladser til nedsættelse af
kister og askeurner vil - ligeledes i overensstemmelse med hidtidig praksis -
kun kunne forventes givet aldeles undtagelsesvis, når særlig stærke grunde
taler derfor, jfr. kirkeministeriets cirkulære af 30. april 1949. Sådanne
tilladelser, der hidtil er meddelt ved kgl. bevilling, udfærdiget ad mandatum
gennem kirkeministeriet, meddeles fremtidig af kirkeministeren, jfr. lovens §
16, stk. 3.
Opmærksomheden henledes på, at der ikke længere skal gives meddelelse til
krematorierne om nedsættelse af urner på kirkegårde.
2. Anden anbringelse af kister og askeurner.
Kister kan kun anbringes i gravkamre på kirkegårde og andre
begravelsespladser, såfremt dette er tilladt efter bestemmelserne i
kirkegårdens eller begravelsespladsens vedtægt og ikke er i strid med den
stedlige sundhedsvedtægt eller andre bestemmelser. Med hensyn til indretning
og benyttelse af gravkamre gælder i øvrigt forskrifterne i kirke- og
undervisningsministeriets cirkulære af 15. maj 1914, der er opretholdt ved §
41 i kgl. anordning nr. 143 af 20. april 1953 om kirkegårde.
Gravsætning af kister i kirker eller dertil hørende gravkapeller eller
krypter kan ifølge lovens § 2, stk. 2, kun finde sted, såfremt der fra
tidligere tid foreligger særlig hjemmel herfor, eller der under særlige
omstændigheder meddeles tilladelse hertil af kirkeministeriet.
Urner, der ikke ønskes jordfæstet, kan som hidtil anbringes i dertil
særligt indrettede rum (kolumbarier), jfr. lovens § 3, stk. 2, 1 1. pkt.
Tilladelse til indretning af kolumbarier meddeles fremtidig af
kirkeministeriet. De af justitsministeriet tidligere meddelte tilladelser
forbliver i kraft. Endvidere kan urner anbringes i gravkamre på kirkegårde,
hvor dette er hjemlet i kirkegårdsvedtægten eller tillades af
kirkegårdsbestyrelsen.
Ønskes der forholdt med asken på anden sømmelig måde, kan der af
kirkeministeriet meddeles tilladelse hertil, når der foreligger et bestemt
udtalt ønske herom fra afdøde, jfr. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.
VI. Frister og tider for jordfæstelse og ligbrænding.
Jordfæstelse eller ligbrænding skal - hvis kortere frist ikke er
foreskrevet i sundhedslovgivningen - ske senest 8 dage efter dødsfaldet
(dødsdagen medregnet), jfr. bekendtgørelsens § 14. Kirkegårdsbestyrelsen
eller krematoriebestyrelsen kan dog med tilslutning fra embedslægen tillade
forlængelse af denne frist, når forholdene taler derfor.
Bestemmelser om, på hvilke dage og tider begravelse og ligbrænding kan
foretages, skal ifølge bekendtgørelsens § 15 fastsættes i kirkegårdens eller
krematoriets vedtægt. Inden for de således fastlagte tidsmæssige rammer bør
ønsker, som fremsættes af den, der ønsker begravelse eller ligbrænding
foretaget, så vidt muligt imødekommes. Selv om der ikke i vedtægten er taget
forbehold herom, vil begravelseshandlinger på folkekirkens kirkegårde eller
fra dens kirker og kapeller dog i almindelighed ikke kunne finde sted 1.
påskedag, 1. pinsedag og 1. juledag.
VII. Overførelse af lig og urner til udlandet.
Loven tager alene sigte på begravelse og brænding af lig her i landet.
Skal liget føres til udlandet, skal der - efter at dødsfaldet er anmeldt
til ministerialbogen og skifteretten (i de sønderjyske landsdele til
personregistret) - rettes henvendelse til embedslægen om udstedelse af et
ligpas, som skal følge liget under transporten.
Angående overførelse af urner til udlandet henvises til ministeriets
cirkulære af dags dato om udførelse af ligbrænding.
----------------
Fra den 1. januar 1976 ophæves justitsministeriets cirkulære nr. 258 af
15. december 1965 vedrørende attestation om ligbrænding og kirkeministeriets
cirkulære nr. 14 af 27. januar 1966 om dødsattester.
Man skal anmode om, at samtlige præster i folkekirken og de anerkendte
trossamfund samt kirkegårds- og krematoriebestyrelser gøres bekendt med
loven, bekendtgørelsen og nærværende cirkulære.
Kirkeministeriet, den 1. december 1975.
P.M.V.
E.B.
Arne Truelsen.
Bilag.
Lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding.
(Udelades her)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Skrivelse om ikrafttrædelse af nye bestemmelser om begravelse og ligbrænding m.v. Retsinformation · 25. september 1997
- Cirkulære om medbringelse af faner ved folkekirkelige begravelseshandlinger (Til præsterne i folkekirken). Retsinformation · 3. juni 1987
- Vejledning om flytning af lig og urner (Til biskopper og kirkegårdsbestyrelser) Retsinformation · 23. februar 2008
- Bekendtgørelse af lov om begravelse og ligbrænding Retsinformation · 16. juni 2023
- Cirkulære om ophævelse af cirkulærer m.v. (Til biskopperne, stiftsøvrigheder m.v.) Retsinformation · 5. april 2014
- Cirkulære om udførelse af ligbrænding. (Til krematoriebestyrelserne). Retsinformation · 3. februar 1976