Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-70

KEN nr 9023 af 14/10/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-70

Advokat [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel og et

billedet bragt i tilknytning til en anden artikel i Jyllands-Posten den 13.

maj

2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ”

Min mor ligger i den forkerte grav

”, hed det i underrubrikken:

”Et dødsfald er ofte

anledning til stridigheder blandt arvingerne. [B] fra Falster har ikke talt

med

sine søskende i to år. Han vil have sin mors urne gravet op. Han mener, at

den

ligger i den forkerte grav. Domstolsstyrelsen erkender, at skifteretten har

begået fejl i sagen.”

I artiklen hed det:

”Da [C], født Olsson, for to år siden blev bisat, brændt og

nedsat i en urne på et urnegravsted ved Hareskov Kirke, var der næppe nogen,

der havde troet, at hendes navn ville leve videre som en sag, der skulle

behandles af skifteretten, Østre Landsret, Biskoppen over Helsingør Stift,

Kirkeministeriet og Domstolsstyrelsen.

Men udviklingschef [B] fra Marielyst på Falster er ikke en mand,

der giver op. Han er nu parat til at sagsøge sine søskende for at få moderens

urne gravet op og placeret i de ukendtes grav, som er hendes udtrykkelige

ønske

i testamentet.

”Hvis jeg ikke var så stædig, havde jeg opgivet for lang tid

siden, men det her handler om retssikkerhed og principper. Hvis man i sit

testamente bestemmer, hvordan man vil begraves, skal det overholdes,”

Læs alt

mener [B].

”Jeg vil kæmpe for, at min mors vilje bliver opfyldt. Det kan

ikke være rigtigt, at man ikke kan stole på, at et testamente bliver

overholdt,

bare fordi flertallet af arvinger siger noget andet. Hvis det er rigtigt, er

der jo ingen grund til at lave testamente,” siger [B].

Sagen har stået på i over to år, og i løbet af den periode er [B]

blevet dødeligt uvenner med sine to brødre, [A] og [K]. Sidstnævnte er

advokat

og har ordnet moderens testamente. Økonomisk er der ingen problemer blandt de

tre søskende – det handler kun om urnen og principperne, fastslår [B].

Stridens kerne

Striden opstod, da det gik op for [B], at hans søskende efter bisættelsen

1. maj 2002 ville nedsætte moderens urne på et selvstændigt urnegravsted. Det

var nemlig ikke hendes ønske – ifølge testamentet:

”Endelig er det mit ønske, at mit afsjælede legeme skal brændes,

og urnen nedsættes på de ukendtes gravsted,” hedder det i testamentet,

som er underskrevet

for notarius publicus i Hillerød i januar 1985.

Men ikke desto mindre ændrede flertallet af arvingerne moderens

beslutning med henvisning til, at moderen over for [K] havde udtrykt ønske om

et urnegravsted.

Og sådan blev det.

Den 7. juni blev urnen nedsat på et selvstændigt urnegravsted

ved Hareskov Kirke.

Men dermed var freden blandt de tre søskende ikke genoprettet.

For [B] blev det starten på en lang, sej kamp, som han er indstillet på at

kæmpe til ende.

Inden urnenedsættelsen gjorde [B] forgæves indsigelse til

Skifteretten, begravelsesmyndigheden ved Hareskov Kirke og bobestyreren.

Samtidig forsøgte broderen, [K], at få Skifterettens godkendelse af

nedsættelsen, men Skifteretten henviste til bobestyreren med henblik på at

finde en mindelig løsning.

Skifteretten tog således ikke stilling til indsigelsen fra [B].

Tre nederlag og en sejr

Efter urnenedsættelsen afviste skifteretten at tage stilling til

indsigelsen med henvisning begravelseslovens § 9, stk. 2, idet en

stillingtagen

ville indebære en afgørelse om flytning af urnen.

[B] indbragte derpå sagen for Østre Landsret, som stadfæstede

skifterettens beslutning.

Så søgte [B] Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære

Østre Landsrets kendelse til Højesteret. Men også her blev [B] mødt med et

nederlag. Nævnet meddelte nemlig, at betingelserne for at meddele tilladelse

til at kære til Højesteret ikke er opfyldt.

Men [B], der undervejs også har skrevet flere breve til Kirkeministeriet,

gav stadig ikke op.

Via sin advokat, Anders Hvass i København, gik han til Domstolsstyrelsen,

som i et brev for en måned siden erkendte, at sagen er blevet behandlet

forkert, og at skifteretten har begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at

afsige kendelse i sagen inden urnenedsættelsen. Domstolsstyrelsen erklærer

sig

også parat til at udbetale erstatning – penge, som skal dække [B]s

ekstraudgifter i forbindelse med skifterettens fejl.

Altså endelig en sejr til [B], der imidlertid er henvist til at

anlægge sag an mod sine to søskende, hvis moderens urne skal graves op og

flyttes til de ukendte gravsted.

[B]s advokat, Anders Hvass, finder hele sagen grotesk, men meget

principiel.

Han forstår godt, hvis nogen har svært ved at forstå, at en mand

kan forfølge en tilsyneladende bagatelagtig sag så ihærdigt så længe gennem

hele systemet.

”Men det er jo enhver beskåret at sige, at man gerne vil have,

at retfærdighed skal ske fyldest. Der er mange følelser involveret i det her,

og [B] mener, at hans mors testamente skal følges. Og han har en ganske reel

sag, efter at vi har fået Domstolsstyrelsens ord for, at både skifteretten og

begravelsesmyndigheden har begået fejl, ”siger advokat Anders Hvass.

En god sag

Efter hans mening har [B] en god sag. Han erkender, at det er

muligt, at moderen faktisk sagde til broderen, at hendes urne skulle

nedsættes

på et urnegravsted – og ikke i de ukendtes grav.

”Det er ikke et spørgsmål fra min side, om at gætte mig til,

hvad der er rigtigt eller forkert. Men hvis det var rigtigt, burde han som

advokat have skrevet tre linjer som bekræftelse derpå og fået hende til at

skrive under. Det gjorde han ikke, og når vi har en tvist, der er så enkel,

som

denne her, må man følge testamentet. Det ved skifteretten alt om. Gætterier

om,

hvad afdøde måtte have ment – i modstrid med testamentets klare

bestemmelser –

skal såvel skifteretten som andre afholde sig fra,” mener Anders Hvass.

Og sagen slutter næppe her. [B] er indstillet på at stævne sine

søskende. Indtil videre nøjes han dog med at undre sig over, at det kunne

komme

så vidt.

”I min mors testamente står der, at hun vil i de ukendtes grav.

Jeg ved, at det er noget af det sidste, hun har sagt, og hun har sagt det

hele

min barndom. Jeg synes, at det er helt forkert, at jeg skal løbe spidsrod

mellem myndighederne og nu bruge penge på at sagsøge mine brødre for at

opfylde

hendes sidste vilje,” lyder det fra den meget principfaste mand fra

Falster.”

I artiklen blev der henvist til en anden artikel i bladet om

arvestridigheder med overskriften ”

Striden

om forældrenes gunst

”. Artiklen, der ikke vedrørte den konkrete sag, var

ledsaget af et fotografi af [C]s gravsten, hvortil der var knyttet teksten:

”SLAGMARK – Efter [C]s død slås hendes tre børn om, hvorvidt

moderens urne skal

blive på denne gravplads, eller om man skal følge testamentet og nedsætte

urnen

på de ukendtes kirkegård”.

[K] har anført, at hans moders begravelse og de interne

uenigheder, der har været i familien, ikke har nogen relevans i en faglig og

seriøs behandling af problemer om arv, testamenter m.v. Artiklen, der har en

sensationel opsætning, burde ikke være bragt.

[K] har videre anført, at artiklen har skadet ham i hans erhverv

som advokat, idet det i artiklen anføres, at han er advokat og har ordnet

moderens testamente. Hans speciale er familie- og arveret, herunder

testamentsudformninger, og han har modtaget en række negative henvendelser på

baggrund af artiklen.

Han har yderligere anført, at bladet ikke har efterprøvet

artiklens oplysninger, der ensidigt er bragt som et faktum. Han burde have

haft

lejlighed til at udtale sig om de problemer, der er beskrevet i artiklen. Han

ville i så fald have protesteret mod, at artiklen blev bragt i bladet eller

subsidiært oplyst om sagens rette sammenhæng.

[K] har endelig anført, at offentliggørelsen af billedet af hans

moders gravsten og den ledsagende tekst er i strid med de presseetiske

regler,

idet billedet ikke har relation til den artikel, som billedet er knyttet til.

Endvidere er billedteksten sammenholdt med billedet krænkende.

Jyllands-Posten har anført, at det er redaktørens afgørelse, om

det er relevant at behandle et givent emne i bladet, samt på hvilken måde

dette

skal ske. [K]s bemærkninger om artiklens ”sensationelle opsætning”,

og om at

artiklen ikke burde have været bragt, må således afvises som irrelevante.

Bladet har videre anført, at der ikke i forhold til [K] er bragt

oplysninger, der krænkende, skadelige eller agtelsesforringende, og bladet

var

derfor ikke forpligtet til at efterprøve oplysningerne ved at forelægge dem

for

ham. Klager har ikke fremlagt nogen oplysning, som kan støtte en antagelse

om,

at artiklen ville have fået en anden udformning, endsige slet ikke være

blevet

bragt, hvis han havde fået lejlighed til at kommentere artiklen eller

enkeltoplysninger.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Artiklen i Jyllands-Posten omhandler en strid mellem tre brødre,

heriblandt [K], om, hvorvidt deres moders urne burde have været nedsat i de

ukendtes grav og ikke i et urnegravsted som sket.

Pressenævnet finder, at der er knyttet en almen interesse til

spørgsmål om testamenter, arv mv. og finder ikke grundlag for at udtale

kritik

af, at Jyllands-Posten i den forbindelse behandlede striden mellem [K] og

hans

to brødre. Nævnet finder endvidere, at artiklens fremtoning og opsætning

ligger

inden for de grænser, der gælder for mediernes redaktionelle redigeringsret.

Nævnet finder, at oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en

sådan karakter, at Jyllands-Posten inden offentliggørelsen burde have

forelagt

ham oplysningerne, herunder udtalelserne fra [B], med henblik på en

kommentar.

Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette,

og

nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder ikke, at der er sket en krænkelse ved

offentliggørelsen af billedet af [K]s moders gravsten og den ledsagende

billedtekst. Nævnet har herved lagt vægt på, at billedet og teksten alene er

brugt til at understøtte artiklen, der handlede om, hvorledes søskende

generelt

kan strides om arv og testamente, når forældrene dør.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet

herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre

følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Jyllands-Posten bragte den

13. maj 2004 en omtale af en arvestrid mellem tre brødre. I artiklen

beskyldte [B]

bl.a. sin broder, [K], for at have tilsidesat moderens ønske om at få sin

urne

nedsat i de ukendtes grav, således som det var bestemt i hendes testamente. I

artiklen blev det oplyst, at [B] er parat til at sagsøge sine brødre for at

få

urnen gravet op og placeret i de ukendtes grav.

[K] har klaget til

Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. Han er

advokat

og har efter det oplyste ordnet moderens testamente. Han har blandt andet

anført, at Jyllands-Posten burde have efterprøvet artiklens oplysninger ved

at

forelægge dem for ham, og at artiklen har skadet ham i hans erhverv som

advokat.

Pressenævnet udtaler:

Nævnet finder, at

oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en sådan karakter, at Jyllands-Posten

inden offentliggørelsen burde have forelagt ham oplysningerne, herunder

udtalelserne fra [B], med henblik på en kommentar. Jyllands-Posten har

handlet

i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin

kritik.

København, den 14. oktober 2004.

Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.”

Afgjort den 14. oktober 2004.

Lignende dokumenter