Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-70
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-70
Advokat [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel og et
billedet bragt i tilknytning til en anden artikel i Jyllands-Posten den 13.
maj
2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften ”
Min mor ligger i den forkerte grav
”, hed det i underrubrikken:
”Et dødsfald er ofte
anledning til stridigheder blandt arvingerne. [B] fra Falster har ikke talt
med
sine søskende i to år. Han vil have sin mors urne gravet op. Han mener, at
den
ligger i den forkerte grav. Domstolsstyrelsen erkender, at skifteretten har
begået fejl i sagen.”
I artiklen hed det:
”Da [C], født Olsson, for to år siden blev bisat, brændt og
nedsat i en urne på et urnegravsted ved Hareskov Kirke, var der næppe nogen,
der havde troet, at hendes navn ville leve videre som en sag, der skulle
behandles af skifteretten, Østre Landsret, Biskoppen over Helsingør Stift,
Kirkeministeriet og Domstolsstyrelsen.
Men udviklingschef [B] fra Marielyst på Falster er ikke en mand,
der giver op. Han er nu parat til at sagsøge sine søskende for at få moderens
urne gravet op og placeret i de ukendtes grav, som er hendes udtrykkelige
ønske
i testamentet.
”Hvis jeg ikke var så stædig, havde jeg opgivet for lang tid
siden, men det her handler om retssikkerhed og principper. Hvis man i sit
testamente bestemmer, hvordan man vil begraves, skal det overholdes,”
Læs alt
mener [B].
”Jeg vil kæmpe for, at min mors vilje bliver opfyldt. Det kan
ikke være rigtigt, at man ikke kan stole på, at et testamente bliver
overholdt,
bare fordi flertallet af arvinger siger noget andet. Hvis det er rigtigt, er
der jo ingen grund til at lave testamente,” siger [B].
Sagen har stået på i over to år, og i løbet af den periode er [B]
blevet dødeligt uvenner med sine to brødre, [A] og [K]. Sidstnævnte er
advokat
og har ordnet moderens testamente. Økonomisk er der ingen problemer blandt de
tre søskende – det handler kun om urnen og principperne, fastslår [B].
Stridens kerne
Striden opstod, da det gik op for [B], at hans søskende efter bisættelsen
1. maj 2002 ville nedsætte moderens urne på et selvstændigt urnegravsted. Det
var nemlig ikke hendes ønske – ifølge testamentet:
”Endelig er det mit ønske, at mit afsjælede legeme skal brændes,
og urnen nedsættes på de ukendtes gravsted,” hedder det i testamentet,
som er underskrevet
for notarius publicus i Hillerød i januar 1985.
Men ikke desto mindre ændrede flertallet af arvingerne moderens
beslutning med henvisning til, at moderen over for [K] havde udtrykt ønske om
et urnegravsted.
Og sådan blev det.
Den 7. juni blev urnen nedsat på et selvstændigt urnegravsted
ved Hareskov Kirke.
Men dermed var freden blandt de tre søskende ikke genoprettet.
For [B] blev det starten på en lang, sej kamp, som han er indstillet på at
kæmpe til ende.
Inden urnenedsættelsen gjorde [B] forgæves indsigelse til
Skifteretten, begravelsesmyndigheden ved Hareskov Kirke og bobestyreren.
Samtidig forsøgte broderen, [K], at få Skifterettens godkendelse af
nedsættelsen, men Skifteretten henviste til bobestyreren med henblik på at
finde en mindelig løsning.
Skifteretten tog således ikke stilling til indsigelsen fra [B].
Tre nederlag og en sejr
Efter urnenedsættelsen afviste skifteretten at tage stilling til
indsigelsen med henvisning begravelseslovens § 9, stk. 2, idet en
stillingtagen
ville indebære en afgørelse om flytning af urnen.
[B] indbragte derpå sagen for Østre Landsret, som stadfæstede
skifterettens beslutning.
Så søgte [B] Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære
Østre Landsrets kendelse til Højesteret. Men også her blev [B] mødt med et
nederlag. Nævnet meddelte nemlig, at betingelserne for at meddele tilladelse
til at kære til Højesteret ikke er opfyldt.
Men [B], der undervejs også har skrevet flere breve til Kirkeministeriet,
gav stadig ikke op.
Via sin advokat, Anders Hvass i København, gik han til Domstolsstyrelsen,
som i et brev for en måned siden erkendte, at sagen er blevet behandlet
forkert, og at skifteretten har begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at
afsige kendelse i sagen inden urnenedsættelsen. Domstolsstyrelsen erklærer
sig
også parat til at udbetale erstatning – penge, som skal dække [B]s
ekstraudgifter i forbindelse med skifterettens fejl.
Altså endelig en sejr til [B], der imidlertid er henvist til at
anlægge sag an mod sine to søskende, hvis moderens urne skal graves op og
flyttes til de ukendte gravsted.
[B]s advokat, Anders Hvass, finder hele sagen grotesk, men meget
principiel.
Han forstår godt, hvis nogen har svært ved at forstå, at en mand
kan forfølge en tilsyneladende bagatelagtig sag så ihærdigt så længe gennem
hele systemet.
”Men det er jo enhver beskåret at sige, at man gerne vil have,
at retfærdighed skal ske fyldest. Der er mange følelser involveret i det her,
og [B] mener, at hans mors testamente skal følges. Og han har en ganske reel
sag, efter at vi har fået Domstolsstyrelsens ord for, at både skifteretten og
begravelsesmyndigheden har begået fejl, ”siger advokat Anders Hvass.
En god sag
Efter hans mening har [B] en god sag. Han erkender, at det er
muligt, at moderen faktisk sagde til broderen, at hendes urne skulle
nedsættes
på et urnegravsted – og ikke i de ukendtes grav.
”Det er ikke et spørgsmål fra min side, om at gætte mig til,
hvad der er rigtigt eller forkert. Men hvis det var rigtigt, burde han som
advokat have skrevet tre linjer som bekræftelse derpå og fået hende til at
skrive under. Det gjorde han ikke, og når vi har en tvist, der er så enkel,
som
denne her, må man følge testamentet. Det ved skifteretten alt om. Gætterier
om,
hvad afdøde måtte have ment – i modstrid med testamentets klare
bestemmelser –
skal såvel skifteretten som andre afholde sig fra,” mener Anders Hvass.
Og sagen slutter næppe her. [B] er indstillet på at stævne sine
søskende. Indtil videre nøjes han dog med at undre sig over, at det kunne
komme
så vidt.
”I min mors testamente står der, at hun vil i de ukendtes grav.
Jeg ved, at det er noget af det sidste, hun har sagt, og hun har sagt det
hele
min barndom. Jeg synes, at det er helt forkert, at jeg skal løbe spidsrod
mellem myndighederne og nu bruge penge på at sagsøge mine brødre for at
opfylde
hendes sidste vilje,” lyder det fra den meget principfaste mand fra
Falster.”
I artiklen blev der henvist til en anden artikel i bladet om
arvestridigheder med overskriften ”
Striden
om forældrenes gunst
”. Artiklen, der ikke vedrørte den konkrete sag, var
ledsaget af et fotografi af [C]s gravsten, hvortil der var knyttet teksten:
”SLAGMARK – Efter [C]s død slås hendes tre børn om, hvorvidt
moderens urne skal
blive på denne gravplads, eller om man skal følge testamentet og nedsætte
urnen
på de ukendtes kirkegård”.
[K] har anført, at hans moders begravelse og de interne
uenigheder, der har været i familien, ikke har nogen relevans i en faglig og
seriøs behandling af problemer om arv, testamenter m.v. Artiklen, der har en
sensationel opsætning, burde ikke være bragt.
[K] har videre anført, at artiklen har skadet ham i hans erhverv
som advokat, idet det i artiklen anføres, at han er advokat og har ordnet
moderens testamente. Hans speciale er familie- og arveret, herunder
testamentsudformninger, og han har modtaget en række negative henvendelser på
baggrund af artiklen.
Han har yderligere anført, at bladet ikke har efterprøvet
artiklens oplysninger, der ensidigt er bragt som et faktum. Han burde have
haft
lejlighed til at udtale sig om de problemer, der er beskrevet i artiklen. Han
ville i så fald have protesteret mod, at artiklen blev bragt i bladet eller
subsidiært oplyst om sagens rette sammenhæng.
[K] har endelig anført, at offentliggørelsen af billedet af hans
moders gravsten og den ledsagende tekst er i strid med de presseetiske
regler,
idet billedet ikke har relation til den artikel, som billedet er knyttet til.
Endvidere er billedteksten sammenholdt med billedet krænkende.
Jyllands-Posten har anført, at det er redaktørens afgørelse, om
det er relevant at behandle et givent emne i bladet, samt på hvilken måde
dette
skal ske. [K]s bemærkninger om artiklens ”sensationelle opsætning”,
og om at
artiklen ikke burde have været bragt, må således afvises som irrelevante.
Bladet har videre anført, at der ikke i forhold til [K] er bragt
oplysninger, der krænkende, skadelige eller agtelsesforringende, og bladet
var
derfor ikke forpligtet til at efterprøve oplysningerne ved at forelægge dem
for
ham. Klager har ikke fremlagt nogen oplysning, som kan støtte en antagelse
om,
at artiklen ville have fået en anden udformning, endsige slet ikke være
blevet
bragt, hvis han havde fået lejlighed til at kommentere artiklen eller
enkeltoplysninger.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Artiklen i Jyllands-Posten omhandler en strid mellem tre brødre,
heriblandt [K], om, hvorvidt deres moders urne burde have været nedsat i de
ukendtes grav og ikke i et urnegravsted som sket.
Pressenævnet finder, at der er knyttet en almen interesse til
spørgsmål om testamenter, arv mv. og finder ikke grundlag for at udtale
kritik
af, at Jyllands-Posten i den forbindelse behandlede striden mellem [K] og
hans
to brødre. Nævnet finder endvidere, at artiklens fremtoning og opsætning
ligger
inden for de grænser, der gælder for mediernes redaktionelle redigeringsret.
Nævnet finder, at oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en
sådan karakter, at Jyllands-Posten inden offentliggørelsen burde have
forelagt
ham oplysningerne, herunder udtalelserne fra [B], med henblik på en
kommentar.
Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette,
og
nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder ikke, at der er sket en krænkelse ved
offentliggørelsen af billedet af [K]s moders gravsten og den ledsagende
billedtekst. Nævnet har herved lagt vægt på, at billedet og teksten alene er
brugt til at understøtte artiklen, der handlede om, hvorledes søskende
generelt
kan strides om arv og testamente, når forældrene dør.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet
herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre
følgende:
”
Kendelse fra Pressenævnet:
Jyllands-Posten bragte den
13. maj 2004 en omtale af en arvestrid mellem tre brødre. I artiklen
beskyldte [B]
bl.a. sin broder, [K], for at have tilsidesat moderens ønske om at få sin
urne
nedsat i de ukendtes grav, således som det var bestemt i hendes testamente. I
artiklen blev det oplyst, at [B] er parat til at sagsøge sine brødre for at
få
urnen gravet op og placeret i de ukendtes grav.
[K] har klaget til
Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. Han er
advokat
og har efter det oplyste ordnet moderens testamente. Han har blandt andet
anført, at Jyllands-Posten burde have efterprøvet artiklens oplysninger ved
at
forelægge dem for ham, og at artiklen har skadet ham i hans erhverv som
advokat.
Pressenævnet udtaler:
Nævnet finder, at
oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en sådan karakter, at Jyllands-Posten
inden offentliggørelsen burde have forelagt ham oplysningerne, herunder
udtalelserne fra [B], med henblik på en kommentar. Jyllands-Posten har
handlet
i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin
kritik.
København, den 14. oktober 2004.
Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.”
Afgjort den 14. oktober 2004.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0606 Retsinformation · 29. juni 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00283 Retsinformation · 11. oktober 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0699 Retsinformation · 18. december 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0839 Retsinformation · 20. august 2009
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0995 Retsinformation · 23. juni 2010