Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Myndighedsloven

Ikke gældende siden 11. juli 1995 LBK nr 443 af 03/10/1985LovbekendtgørelseJustitsministeriet12. oktober 1985

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 32 afgørelser

Det finansielle ankenævn 16, Retsinformation 12, Domsdatabasen 3, Landsskatteretten 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af Myndighedsloven

Herved bekendtgøres lov om umyndighed og værgemål

(myndighedsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. november 1976, med

de ændringer, der følger af lov nr. 244 af 8. juni 1978, lov nr. 212 af 13.

maj 1981 og love nr. 230 og 231 af 6. juni 1985.

Kapitel 1

Om umyndige

§ 1. Den, der er under 18 år, er umyndig. Den, der er

18 år eller derover, er myndig, men kan umyndiggøres efter reglerne i § 2.

Stk. 2. Personer, der er umyndige på grund af alder,

betegnes i loven som mindreårige. Mindreårige og umyndiggjorte betegnes under

et som umyndige.

§ 2. Den, der er fyldt 18 år, kan umyndiggøres,

såfremt han:

1) på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden sjælelig forstyrrelse

er uskikket til at varetage sine anliggender;

2) ved ødselhed eller anden uforsvarlig adfærd udsætter sin eller sin

families velfærd for fare;

3) på grund af drikfældighed eller lignende last er uskikket til at

varetage sine anliggender;

4) på grund af legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed er mindre

skikket til at varetage sine anliggender og selv ønsker at blive

umyndiggjort.

§ 3. (Ophævet).

§ 4. Umyndiggørelsesdekretet tinglæses i den

underretskreds, hvor den umyndiggjorte har sit hjemting.

§ 5. Umyndiggørelsen skal ophæves, når den

umyndiggjorte findes skikket til selv at varetage sine anliggender.

Kapitel 2

Forældremyndighed

Læs alt

§ 6. Børn og unge under 18 år er under

forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.

Forældremyndighedens indhold

§ 7. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg

for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets

interesse og behov.

Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at

beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.

Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til

dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets

stilling.

Indehavere af forældremyndighed

§ 8. Er forældrene gift med hinanden ved barnets

fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er

forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden

alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages.

Stk. 2. Er forældrene ikke gift med hinanden, har

moderen forældremyndigheden alene.

Aftale om fælles forældremyndighed

§ 9. Forældre, der ikke er gift med hinanden eller er

separerede, kan med statsamtets godkendelse aftale, at de skal have fælles

forældremyndighed. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er

bedst for barnet.

Ophør af fælles forældremyndighed

§ 10. Lever forældre, der har fælles

forældremyndighed, ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan

enhver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.

Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets godkendelse

aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen

godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse

af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for

barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Separation og skilsmisse

§ 11. Ved separation eller skilsmisse skal der tages

stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, medmindre der tidligere

er truffet aftale eller afgørelse herom.

Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets eller rettens

godkendelse aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed, eller

at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes,

medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Godkendelsen

foretages af statsamtet, hvis separationen eller skilsmissen sker ved

bevilling, og ellers af retten.

Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse

af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for

barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Genoptagelse af samlivet

§ 12. Er der truffet aftale eller afgørelse efter §

10 eller § 11 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene,

genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede,

forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller

fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår

aftale herom efter § 9.

Overførelse af forældremyndighed ved aftale

§ 13. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af

statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden,

eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er

bedst for barnet. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening,

herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle.

Overførelse af forældremyndighed ved dom

§ 14. Har ugifte forældre ikke haft fælles

forældremyndighed, jfr. § 8, stk. 2, kan retten overføre forældremyndigheden

fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved

afgørelsen tages hensyn til faderens hidtidige forbindelse med barnet.

Forældremyndigheden efter dødsfald

§ 15. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør

den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved

dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med

dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun

imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at

forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende.

Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene,

og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har

forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for

barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af

forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre

hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.

Stk. 3. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i

forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 træffes af statsamtet

og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 5. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter,

at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag

mod den, statsamtet har tillagt forældremyndigheden.

§ 16. Indehavere af forældremyndigheden kan

tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden.

Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for

barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 15 gælder

dog uanset en modsat tilkendegivelse.

Ændring af forældremyndighedsaftaler og afgørelser

§ 17. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom

tillagt en af forældrene alene, kan retten overføre forældremyndigheden til

den anden, hvis det er påkrævet under hensyn til, hvad der er bedst for

barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået

medhold under en sag efter § 14.

Stk. 3. Aftale efter § 13 eller afgørelse efter § 15

kan ændres af retten efter samme betingelser som nævnt i stk. 1.

Midlertidige afgørelser om forældremyndighed

§ 18. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden,

kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden

midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er

bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en

dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.

§ 19. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er

der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved

foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller

den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene

forældremyndigheden alene.

§ 20. Under en sag ved statsamtet om

forældremyndighed efter en indehavers død, jfr. § 15, kan statsamtet

bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen

gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan

fuldbyrdes.

§ 21. Er indehaveren eller begge indehavere af

forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige

forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så

længe forhindringen varer.

§ 22. Midlertidig afgørelse efter §§ 18-21 kan

ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen

af retten.

Samværsret

§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges

bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til

samvær med barnet.

§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om

omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige

bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og

kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet

til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig

hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.

§ 25. Behandles en sag om forældremyndighed ved

retten eller statsamtet, træffer statsamtet efter anmodning afgørelse om

midlertidig samværsret under sagen for en indehaver af forældremyndigheden

efter reglerne i § 24. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse

eller aftale om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.

Sagsbehandling

§ 26. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der

træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret, finde en

samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages

at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen.

§ 27. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af

forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes

afgørelse efter § 13 eller § 15, stk. 2, medmindre dette kan være til

væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af

sagen.

§ 27 a. Statsamtet skal tilbyde forældre og barnet en

børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning ved uenighed om

forældremyndighed og samværsret.

§ 28. Justitsministeren kan fastsætte regler om

statsamternes behandling af sager efter dette kapitel.

Kapitel 3

Værger

§ 29. For børn og unge under 18 år er indehaveren af

forældremyndigheden værge. For gifte under 18 år er den hidtidige indehaver

af forældremyndigheden værge. Har forældrene fælles forældremyndighed, er de

begge værger.

Stk. 2. Er der fælles forældremyndighed, og er den ene

af indehaverne umyndig eller under lavværgemål, eller er værgemålet frataget

denne, jfr. § 32, er den anden værge alene.

Stk. 3. Indtræder en af de i stk. 2 nævnte

omstændigheder for en, der har forældremyndigheden alene, eller for begge

indehavere, beskikkes en værge.

Stk. 4. Forældremyndighedens indehaver er værge uden

beskikkelse.

§ 30. For umyndiggjorte beskikkes en værge.

§ 31. Den, der på grund af sygdom, alder eller anden

særlig grund kun med betydelig vanskelighed kan udøve værgemål, kan afslå

eller kræve sig fritaget for værgebeskikkelse.

§ 32. Værgemålet fratages værgen, hvis denne

misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet.

Stk. 2. Værgemålet ophører, hvis værgen bliver

umyndiggjort eller sat under lavværgemål.

§ 33. Værger beskikkes, og værgemål fratages af

statsamtet.

Stk. 2. I forbindelse med en umyndiggørelsesdom

foretages værgebeskikkelsen af den ret, der afsiger dommen.

Stk. 3. Skal værge beskikkes for en umyndiggjort eller

for en mindreårig, der er fyldt 12 år, skal der finde en samtale sted herom

med den pågældende, før afgørelsen træffes. Samtalen kan dog undlades, hvis

den må antages at være unødvendig eller til skade for den pågældende.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler for

statsamternes værgebeskikkelser m.v.

Kapitel 4

Om umyndigheds retsvirkninger

§ 34. En umyndig kan ikke selv råde over sin formue

eller forpligte sig ved retshandler, for så vidt ikke andet nedenfor er

bestemt.

§ 35. En mindreårig, der har indgået ægteskab,

træffer selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste

eller andet personligt arbejde.

Stk. 2. Har en mindreårig med tilladelse af

forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet

personligt arbejde, hvorved han er blevet i stand til selv at sørge for sit

underhold, kan han, for så vidt han er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og

påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af

forældremyndighedens indehaver.

§ 36. Aftale om tjeneste eller andet personligt

arbejde, som en mindreårig på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens

indehaver ophæve, såfremt hensynet til den mindreåriges opdragelse eller

velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med rimeligt

varsel, og hvor billighed taler derfor, kan der tillægges den anden part en

passende erstatning.

§ 37. Det har sit forblivende ved lovgivningens

særlige regler om lærlingeforhold.

§ 38. En umyndiggjort træffer, uanset

umyndiggørelsen, selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om

tjeneste eller andet personligt arbejde. Dog kan retten, når hensynet til den

umyndiggjortes velfærd kræver det, bestemme, at sådan aftale alene skal kunne

indgås og ophæves af værgen. Er sådan bestemmelse truffet, kan værgen også

ophæve en aftale, som den umyndiggjorte tidligere har indgået. Ophævelsen

skal da så vidt muligt ske med rimeligt varsel, og hvor billighed taler

derfor, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.

Stk. 2. Bestemmelse i henhold til stk. 1, 2. pkt., kan

træffes enten i forbindelse med umyndiggørelsen eller under særlig sag, på

hvilken da reglerne i lov om rettens pleje af 11. april 1916 kapitel 43

finder tilsvarende anvendelse.

§ 39. En umyndig råder selv over, hvad han har

erhvervet ved egen virksomhed efter sit fyldte 15. år eller, hvis han er

umyndiggjort, efter umyndiggørelsen. Rådigheden omfatter også indtægten af

det således erhvervede, og hvad der træder i stedet derfor. Den medfører ikke

adgang til at påtage sig gældsforpligtelser.

Stk. 2. Den rådighed, der således tilkommer en

mindreårig, kan, hvis det skønnes, at hans tarv kræver det, fratages ham af

forældremyndighedens indehaver, ved at denne tager det erhvervede i sin

varetægt. For så vidt angår mindreårige, der har indgået ægteskab, og

umyndiggjorte, kan rådigheden under samme betingelser fratages dem af værgen

med justitsministerens samtykke.

§ 40. Reglerne i § 39 finder tilsvarende anvendelse

på, hvad en umyndig ved gave eller testamente har fået til egen rådighed.

§ 41. En umyndiggjort, som i henhold til § 49 har

tilladelse til at udøve en næring eller virksomhed, kan på egen hånd indgå de

retshandler, som falder inden for virksomhedens område.

Stk. 2. Tilbagekaldelse af tilladelsen får kun virkning

over for tredjemand, når han kendte eller burde kende den.

§ 42. Det har sit forblivende ved ægteskabs- og

arvelovgivningens regler om de derunder hørende retshandler.

§ 43. Har en umyndig på egen hånd truffet en aftale,

som han ikke har haft hjemmel til at slutte, kan den anden part træde tilbage

fra aftalen, medmindre denne forinden er godkendt eller er bindende opfyldt

fra den umyndiges side.

Stk. 2. Vidste den anden part, at aftalen blev truffet

med en umyndig, og havde han ikke grund til at tro, at denne havde hjemmel

til at slutte den, kan han dog først træde tilbage efter udløbet af den tid,

som ved aftalens indgåelse blev fastsat til at indhente godkendelse, eller

som med rimelighed måtte forudsættes at medgå dertil. Heller ikke kan den

anden part træde tilbage fra en aftale om personligt arbejde fra den

umyndiges side, så længe denne opfylder aftalen.

Stk. 3. Tilbagetrædelsen kan meddeles også til den

umyndige selv.

§ 44. Bliver en aftale ugyldig på grund af

umyndighed, skal hver af parterne tilbagelevere, hvad han har modtaget eller,

hvis tilbagelevering ikke kan ske, erstatte dets værdi. Den umyndige er dog

kun pligtig at yde sådan erstatning i det omfang, hvori det modtagne er brugt

til passende underhold for ham eller i øvrigt skønnes at være kommet ham til

nytte.

Stk. 2. Har en umyndig ved urigtige anbringender om sin

hjemmel til at træffe en aftale forledet den anden part til at slutte denne,

kan det, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang,

hvori det findes billigt, pålægges ham at erstatte det tab, som aftalen har

medført. Har den umyndige ved aftalens indgåelse gjort sig skyldig i

strafbart forhold, påhviler der ham erstatningspligt efter lovgivningens

almindelige regler.

Kapitel 5

Om værgens beføjelser og pligter

§ 45. For så vidt ikke andet særlig er bestemt,

bestyrer værgen den umyndiges formue og handler på hans vegne i retsforhold

vedrørende formuen.

§ 46. For så vidt retten skønner, at den

umyndiggjorte er ude af stand til selv at drage tilbørlig omsorg for sin

person, påhviler dette værgen. Bestemmelse herom kan træffes enten i

forbindelse med umyndiggørelsen eller under særlig sag, på hvilken da lov om

rettens pleje af 11. april 1916 kapitel 43 finder tilsvarende anvendelse.

§ 47. For så vidt den umyndiges midler står under

værgens bestyrelse, skal han på passende måde sørge for deres bevaring og

frugtbargørelse og deres anvendelse til bedste for den umyndige.

§ 48. En umyndig kan ikke forpligtes ved kaution

eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.

§ 49. Værgen for en umyndiggjort kan med

justitsministerens samtykke give den umyndiggjorte tilladelse til på egen

hånd at udøve en næring eller anden virksomhed. Denne tilladelse kan

tilbagekaldes af værgen med justitsministerens samtykke.

§ 50. I vigtige anliggender skal værgen så vidt

muligt indhente erklæring fra den umyndige, hvis han er fyldt 15 år, og har

den umyndige en ægtefælle, med hvem han samlever, tillige fra denne.

§ 50 a. Når forældrene i forening er værge for

mindreårigt ægtebarn, kan enhver af dem give den anden fuldmagt til i

almindelighed eller med hensyn til nærmere bestemte anliggender at udøve

værgemålet alene.

Stk. 2. Enhver af forældrene kan med virkning over for

tredjemand modtage og kvittere for ydelser, der lovligt kan erlægges til en

værge, medmindre den anden til vedkommende tredjemand har anmeldt, at han

ønsker at medvirke.

Stk. 3. Er den ene af forældrene ved fraværelse, sygdom

eller af anden grund midlertidigt forhindret i at deltage i en under

værgemålet hørende afgørelse, som ikke uden ulempe kan opsættes, udøves

bestemmelsesretten af den anden.

§ 51. Justitsministeren fører tilsyn med værgemålene

og udfærdiger nærmere bestemmelser om værgens forhold til tilsynsmyndigheden,

om værgens bestyrelse af den umyndiges formue og aflæggelse af regnskab

herfor samt om, i hvilket omfang der kan tillægges værgen vederlag for

bestyrelsen.

§ 52. Udøves værgemålet for mindreårigt ægtebarn af

forældrene i forening, og er de uenige om en afgørelse, træffes denne af

justitsministeren.

§ 53. Værgen skal varetage den umyndiges interesser

med omhu og efter bedste evne. Han er erstatningspligtig over for den

umyndige for den skade, han forvolder ham ved forsætligt eller uagtsomt

forhold.

Kapitel 6

Om lavværgemål

§ 54. Når det er påkrævet af hensyn til en persons

uerfarenhed eller i øvrigt på grund af mangler ved hans legemlige eller

sjælelige tilstand, kan han sættes under lavværgemål, såfremt han selv ønsker

det.

Stk. 2. Lavværgemål kan anordnes med virkning fra det

fyldte 18. år.

§ 55. Den, der er sat under lavværgemål, kan kun i

forbindelse med sin lavværge råde over sin formue og forpligte sig ved

retshandler. Dog træffer han selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af

aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde.

§ 56. Reglerne i §§ 4, 5, 31-33, 39, stk. 1, 40, 43,

44, 50 og 53 finder tilsvarende anvendelse ved lavværgemål.

§ 57. (Ophævet).

Kapitel 7

Om værger beskikkede til særligt hverv og

testamentariske værger

§ 58. Til udførelsen af et bestemt hverv for en

umyndig kan der i fornødent fald beskikkes en særlig værge. En sådan bliver

altid at beskikke, når værgens interesse i et foreliggende retsforhold kan

komme i strid med den umyndiges.

§ 59. Er nogen ved sygdom eller fraværelse

midlertidig forhindret i at varetage sine anliggender, kan der i fornødent

fald beskikkes en værge til, så længe tilstanden består, at varetage hans

anliggender i nærmere angivet omfang. Forinden beskikkelsen sker, skal den

pågældendes samtykke så vidt muligt indhentes.

§ 60. Værgebeskikkelsen foregår på det sted, hvor

hvervet skal udføres, eller, når værge skal beskikkes for en syg, på det

sted, hvor denne bor.

Stk. 2. Bestemmelse om fratagelse af værgemålet træffes

af den myndighed, der har foretaget beskikkelsen.

§ 61. Reglerne i §§ 31-32, 33, stk. 1 og 4, 50, 51 og

53 finder tilsvarende anvendelse på værger beskikkede til særligt hverv. Dog

foretages beskikkelse efter § 58 i anledning af et skifte af skifteretten.

§ 62. En arvelader kan ved testamente bestemme, hvem

der som værge skal bestyre en arv, der tilfalder en umyndig efter ham.

Arveladerens bestemmelse kan tilsidesættes af justitsministeren, såfremt den

findes stridende mod den umyndiges tarv.

Stk. 2. Reglerne i §§ 32, 33, stk. 1 og 4, 50, 51 og 53

finder tilsvarende anvendelse på testamentariske værger.

Stk. 3. Tilsidesættes arveladerens bestemmelse om

testamentarisk værge, eller ønsker denne ikke at overtage værgemålet, finder

lovens almindelige regler anvendelse. Det samme gælder, hvis værgemålet

fratages værgen eller ophører af andre grunde.

Kapitel 8

Om umyndiges og sindssyges

erstatningsansvar og om sindssyges

retshandler

§ 63. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for

skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder; dog

kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes

billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed

og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den

skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at

skaden kan fås godtgjort hos andre.

§ 64. En person, som på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet

evnen til at handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende

handlinger efter samme regler som sjælssunde personer; dog kan erstatningen

nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under

hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller

omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den

skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at

skaden kan fås godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af

beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående hensat sig i en

sindstilstand som ovenfor nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret

udelukket.

§ 65. Har en person, som på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede

evnen til at handle fornuftmæssigt, truffet en aftale, er denne ikke bindende

for ham, og enhver af parterne skal tilbagelevere, hvad han har modtaget,

eller hvis tilbagelevering ikke kan ske, erstatte dets værdi. Den, som

manglede evnen til at handle fornuftmæssigt, er dog kun pligtig at yde sådan

erstatning i det omfang, hvori det modtagne er brugt til passende underhold

for ham eller i øvrigt skønnes at være kommet ham til nytte.

Stk. 2. Var den anden part i god tro, kan der, uanset

om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang, hvori det

findes billigt, tillægges ham erstatning for det tab, som aftalen har

medført.

Kapitel 9

Forskellige bestemmelser og

overgangsbestemmelser

§ 66. Denne lov træder i kraft den 1. oktober 1922.

§§ 67-70. (Overgangsbestemmelser udeladt).

§ 71. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves Christian

den Femtes Danske Lov 1. bog, 23. kap., art. 9 og 12, og 24. kap., art. 9; 3.

bog. 17. kap., 5. bog, 3. kap., art. 10; 6. bog, 13. kap., art. 2, og 19.

kap., art. 10; for Færøernes vedkommende samme konges Norske Lov 1. bog, 21.

kap., art. 9 og 12, og 22. kap., art. 9; 3. bog, 19. kap.; 5. bog, 3. kap.,

art. 24; 6. bog, 13. kap., art. 2, og 19. kap., art. 12; Fr. 14. maj 1754 §§

1-3; fundats 7. maj 1788, 2. kap. § 5; Fr. 24. april 1839; pl. 10. april

1841; lov nr. 75 af 7. april 1899 § 10; lov nr. 36 af 13. marts 1903; lov nr.

130 af 27. maj 1908 § 10, stk. 5; lov nr. 133 af 27. maj 1908 §§ 1-3 og lov

om retsforholdet mellem husbond og medhjælpere af 6. maj 1921 § 2.

Stk. 2. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i

lovgivningen måtte være stridende mod denne lov.

Lov nr. 17 af 6. februar 1957 indeholder i § 2, stk. 2-3, følgende

bestemmelse:

Lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål som ændret ved

nærværende lov kan ved kgl. anordning sættes i kraft i Grønland med de

ændringer og tilføjelser, som måtte findes hensigtsmæssige under hensyn til

de særlige forhold i denne landsdel.

Efter forhandling med det færøske hjemmestyre kan nærværende lov ved kgl.

anordning sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som måtte findes

hensigtsmæssige under hensyn til de særlige forhold på øerne.

Lov nr. 578 af 19. december 1969 (* 1) indeholder følgende bestemmelser:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

§ 3. Uanset bestemmelsen i § 1, nr. 1, kan begæring

om skifte efter arvelovens § 18, stk. 1, når arvelader er død før lovens

ikrafttræden, først fremsættes, når vedkommende arving er fyldt 21 år. Det

samme gælder en arvings begæring om udbetaling af arv, når arvelader er død

før lovens ikrafttræden, og der er givet henstand med arvens betaling efter

skiftelovens § 63 eller tidligere gældende regler. Er henstanden givet under

skifte af uskiftet bo, finder bestemmelsen i 2. pkt. dog kun anvendelse,

såfremt begæringen om skiftet er fremsat før lovens ikrafttræden.

Lov nr. 312 af 10. juni 1976 (* 2) indeholder følgende bestemmelser:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. november 1976.

§ 3. Uanset § 1, nr. 1, kan begæring om skifte efter

arvelovens § 18, stk. 1, når arvelader er død mellem den 1. januar 1970 og

lovens ikrafttræden, først fremsættes, når vedkommende arving er fyldt 20 år.

Det samme gælder en arvings begæring om udbetaling af arv, når arvelader er

død i det nævnte tidsrum, og der er givet henstand med arvens betaling efter

skiftelovens § 63. Er henstanden givet under skifte af uskiftet bo, finder 2.

pkt. dog kun anvendelse, hvis begæringen om skiftet er fremsat før lovens

ikrafttræden.

Lov nr. 230 af 6. juni 1985 (* 3) indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1986.

§ 4

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden anlagt retssag

om separation eller skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til

separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden

endelig dom afsiges eller bevilling meddeles, anvendes dog bestemmelserne i

§§ 1 og 2.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden truffet aftale

eller afgørelse om forældremyndighed, der ikke skal gælde for en senere

separation eller skilsmisse, skal der under en separations- eller

skilsmissesag tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme.

§ 5

Stk. 1. Behandler statsamtet ved lovens ikrafttræden en

sag efter de hidtidige regler i myndighedslovens § 24, stk. 1, § 26, § 28,

stk. 4, § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 32, stk. 2, anvendes den tidligere

lovgivnings regler. Det samme gælder, hvis skifteretten behandler en sag om

værgebeskikkelse efter den hidtidige regel i myndighedslovens § 10.

Stk. 2. Såfremt parterne er enige derom, inden

afgørelse træffes af statsamtet eller skifteretten, anvendes dog

bestemmelserne i § 1.

§ 6

Stk. 1. Er der ikke før lovens ikrafttræden afsagt

endelig dom i en sag efter den hidtidige regel i myndighedslovens § 28, stk.

2, anvendes § 14, som affattet ved § 1.

Stk. 2. Ændring af afgørelser efter den hidtidige regel

i myndighedslovens § 28, stk. 2, sker efter § 17, som affattet ved § 1.

§ 7

Bestemmelsen i myndighedslovens § 33, som affattet ved § 1, anvendes kun

på sager om værgebeskikkelse, der rejses efter lovens ikrafttræden.

§ 8

Bestemmelserne i myndighedslovens § 17 og § 24, stk. 2, som affattet ved §

1, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og

samværsret truffet før lovens ikrafttræden.

Ændringslovene nr. 220 af 8. juni 1966, nr. 257 af 4. juni 1969, nr. 578

af 19. december 1969, nr. 280 af 7. juni 1972, nr. 312 af 10. juni 1976, nr.

244 af 8. juni 1978, nr. 212 af 13. maj 1981, nr. 230 og nr. 231 af 6. juni

1985 indeholder alle bestemmelser om, at loven ikke gælder for Færøerne og

Grønland, men ved kgl. anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med

de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 3. oktober 1985

Erik Ninn-Hansen

/ M. Levy

Officielle noter

(* 1) hvorved myndighedsalderen blev nedsat til 20 år.

(* 2) hvorved myndighedsalderen blev nedsat til 18 år.

(* 3) hvorved kapitel 2 og 3 fik ny affattelse.

Lignende dokumenter