Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.

BKI nr 18 af 15/02/1972Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet14. juni 1972

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af

europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.

I tilslutning til udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 36 af 28.

september 1963, Lovtidende C, af den af Det europæiske Råds ministerudvalg i

Paris den 13. december 1957 vedtagne konvention om udlevering af

lovovertrædere, bringes det herved til almindelig kundskab, at yderligere

følgende stater har ratificeret eller tiltrådt konventionen med virkning fra

den vedføjede dato:

Irland............... 31. juli 1966

Schweiz.............. 20. marts 1967

Israel............... 26. december 1967

Nederlandene......... 15. maj 1969

Østrig............... 19. august 1969

Liechtenstein........ 26. januar 1970

Cypern............... 22. april 1971

Finland.............. 10. august 1971.

De pågældende stater har ved tiltrædelsen eller ratifikationen taget

forbehold og afgivet erklæringer som følger:

Irland.

Forbehold: ad artikel 9.

De irske myndigheder vil ikke tillade udlevering, hvis der i et tredjeland

er afsagt endelig dom over den begærede person for den forbrydelse, for

hvilken udlevering begæres.

Erklæring: ad artikel 6.

Begrebet statsborger i konventionens forstand defineres herved som

betydende irske borgere.

Schweiz.

Erklæringer og forbehold:

ad artikel 1.

Udlevering fra Schweiz er i alle tilfælde betinget af, at den pågældende

Læs alt

person ikke underkastes strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol.

Schweiz forbeholder sig derfor ret til at afslå udlevering:

a) hvis der er mulighed for, at den begærede person, hvis han udleveres,

vil blive underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol, og den

begærende stat ikke giver tilsagn, der anses for fyldestgørende, om at dom

vil blive afsagt af en domstol, som i medfør af landets retsplejeregler har

almindelig hjemmel til at afsige domme i straffesager,

b) såfremt udlevering begæres med det formål at eksekvere en dom afsagt

af en ekstraordinær domstol.

ad artikel 2, stk. 1.

Under hensyn til schweizisk lovs bestemmelser om udlevering forbeholder

Schweiz sig ret til at afslå udlevering, hvis den forbrydelse, som den

pågældende person er tiltalt for, ikke indgår i gerningsindholdet af en eller

flere af de forbrydelser, der er anført på den liste, der som tillæg til

denne erklæring er deponeret hos Europarådets sekretariat. (Oplysning om de

på listen anførte forbrydelser kan fås ved henvendelse til

udenrigsministeriets retsafdeling).

ad artikel 2, stk. 2.

Uanset det forbehold, der er taget med hensyn til artikel 2, stk. 1, kan

Schweiz, hvis udlevering tillades eller er blevet tilladt for en forbrydelse,

udvide virkningerne deraf til enhver anden forbrydelse, der er strafbar efter

schweizisk lov.

ad artikel 3, stk. 3.

Uanset konventionens artikel 3, stk. 3, forbeholder Schweiz sig ret til at

nægte udlevering ifølge artikel 3, stk. 1, hvis dette begæres for drab eller

forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af hans familie.

ad artikel 6.

Schweizisk lov tillader ikke udlevering af schweiziske statsborgere. Under

forudsætning af at lovgivningens forskrifter er opfyldt, kan schweiziske

myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for lovovertrædelser

begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk ret

- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (artikel 5 i den

schweiziske straffelov),

- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og

forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (artikel 6 i den

schweiziske straffelov; kapitel 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om

forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar),

- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk

luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under

schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart).

ad artikel 7 og 8.

Ifølge gældende schweizisk lov kan udlevering for en forbrydelse, der er

begået på schweizisk territorium eller på et sted, der behandles som

schweizisk territorium, kun tillades i de i artikel 2, stk. 2, nævnte

tilfælde, såfremt den begærede person alligevel udleveres til den begærende

stat for andre forbrydelser, der ikke er undergivet schweizisk jurisdiktion,

og det anses for ønskeligt, særlig med henblik på vedkommendes sociale

revalidering, at alle de lovovertrædelser, han er tiltalt for, behandles

under eet.

ad artikel 9.

a) Schweiz forbeholder sig ret til under fravigelse af artikel 9 at afslå

udlevering, såfremt domme som iflg. artikel 9 begrunder, at udlevering

afslås, er afsagt i et tredjeland, og forbrydelsen er begået i denne stat.

b) Schweiz forbeholder sig ret til at tillade udlevering uanset første

sætning i artikel 9, såfremt udlevering er blevet tilladt for andre

lovovertrædelser, og den begærende stat har dokumenteret, at nye

kendsgerninger eller bevismateriale, som er kommet til dens kendskab,

tilsiger en fornyet prøvelse af den dom, der i henhold til denne artikel

begrundede nægtelse af udlevering, eller såfremt den begærede person ikke har

afsonet hele den straf eller en del af den straf, han ved en sådan dom er

idømt.

ad artikel 11.

Schweiz forbeholder sig ret til at anvende artikel 11 mutatis

mutandis også i tilfælde, hvor den begærende stats lov foreskriver, at

den begærede person kan idømmes korporlig straf eller mod sin vilje kan

underkastes en hertil svarende behandling for den forbrydelse, for hvilken

udlevering begæres.

ad artikel 14, stk. 1 (b).

De schweiziske myndigheder betragter løsladelse i henhold til artikel 14

som endelig, såfremt den udleverede person tillades at bevæge sig frit uden

derved at overtræde regler eller betingelser fastsat af vedkommende

myndighed. De schweiziske myndigheder betragter i alle tilfælde en udleveret

person som værende i stand til at forlade en stats territorium i denne

artikels forstand, hvis han ikke faktisk hindres deri på grund af sygdom

eller anden faktisk begrænsning i hans bevægelsesfrihed.

ad artikel 16, stk. 2.

Enhver anmodning i henhold til artikel 16, stk. 2, bør indeholde en kort

beskrivelse af den påståede forbrydelse, herunder de væsentligste

enkeltheder, der muliggør en bedømmelse af forbrydelsens art i forhold til

udleveringslovgivningen.

ad artikel 21.

Schweiz forbeholder sig ret til at nægte gennemtransport, når den påståede

forbrydelse falder ind under artikel 5 i konventionen eller udgør en

overtrædelse af bestemmelser om råvarehandelsrestriktioner eller

markedsordninger.

ad artikel 23.

Begæringer til schweiziske myndigheder om udlevering og bilag hertil skal

vedlægges en oversættelse til fransk, tysk eller italiensk, hvis de ikke er

udfærdiget på et af disse sprog.

Israel.

Forbehold: ad artikel 2 og 4.

Israel vil ikke tillade udlevering af nogen person, medmindre han i den

begærende stat er tiltalt eller dømt for en forbrydelse, der, såfremt den var

blevet begået i Israel, ville være en af de nedennævnte forbrydelser:

(a) Forbrydelser, for hvilke der kan idømmes dødsstraf eller fængsel i

over 3 år (selvom straffen måtte være mildere, såfremt dommen afsiges af en

underret). Herfra undtages:

(1) forbrydelser, som en person kun kan anklages for, hvis han på det

tidspunkt, da han begik forbrydelsen, er soldat i den militære straffelovs

forstand, lov 5715-1955;

(2) forbrydelser iflg. § 85 i straffelovsforordningen af 1936, (voldelig

forhindring af underretning til eller tilstedeværelsen af en kompetent

politiembedsmand i tilfælde af en oprørsk forsamling eller uroligheder),

eller i henhold til straffelovstillæg 5719-1969 om bigami;

(3) forbrydelser i henhold til straffelovstillæg 5712-1952 - overfald på

politiembedsmænd - eller i henhold til love, der er anført i fortegnelsen til

lov 5711-1951 om forebyggelse af vare-åger og spekulation (forskellige love,

bekendtgørelser og vedtægter, der regulerer fremleje og gæstgiveri, og

fordeling, udsalgspriser og kontrol med salg af fødevarer).

(b) Forbrydelser, hvis strafferamme er mindre end de ovenfor nævnte, og

som anses for forbrydelser i medfør af straffelovstillæg 5712-1952

(bestikkelse), eller følgende paragraffer i straffelovsforordningen af 1936:

§ 88 (voldelig hindring af et skibs afsejling), § 109 B, §§ 110-115

(forskellige forbrydelser i forbindelse med tjenestemænds embedsmisbrug), §§

120-122, § 124 (falsk edsaflæggelse, vildledelse af vidner, ødelæggelse af

bevisligheder, sammensværgelse med det formål at hindre retfærdigheden i at

ske fyldest og påvirkning af vidner), § 140 (tjenestemænds bedrageri), § 146

(religionsfornærmelse), §§ 156, 158, 159 (ægtemænds kønslige omgang med en

pige under 15 år, ikke-voldelig krænkelse af blufærdigheden og krænkelse af

blufærdigheden over for personer under 16 år), § 161 (d) (sodomi), §§ 185,

186 (forsømmelighed ved levering af levnedsmidler etc. til børn samt

efterladelse af børn), § 195 (udbredelse af farlig smitte eller sygdom), §

218 (uagtsomt manddrab) §§ 242, 250 (overfald med legemlig skade til følge),

§§ 261, 262 (tvangsarbejde og ulovlig frihedsberøvelse), § 270 (tyveri), §

304 (b) og (c) (skyldnersvig), § 305 (sammensværgelse med henblik på

bedragerisk at vildføre offentligheden), § 310 (hæleri, § 350 (forfalskning

af pengesedler), §§ 359, 360, 363-366 (forfalskning) eller i henhold til

straffelovstillæg 5723-1963 (bedrageri og dokumentfalsk).

ad artikel 2.

Israel vil ikke tillade udlevering af en person, som er tiltalt for en

forbrydelse, medmindre det for en domstol i Israel bevises, at der foreligger

bevismateriale, som i Israel ville være tilstrækkeligt til at rejse tiltale

mod den pågældende for en sådan forbrydelse.

ad artikel 9.

Israel vil ikke efterkomme en udleveringsbegæring, såfremt den begærede

person er blevet benådet eller har fået sin straf for den pågældende

forbrydelse eftergivet i den begærende stat.

ad artikel 14.

Israel vil ikke tillade udlevering i strid med specialitetsreglen

undtagen:

(a) hvis der for den begærede person under dennes fravær er afsagt

udleveringskendelse også for den anden forbrydelse, efter at den pågældende

har haft lejlighed til at lade sig repræsentere ved de retsforhandlinger, der

tog sigte på en sådan kendelse,

(b) på betingelse af, at der ikke vil blive indledt retsforfølgning imod

den begærede person, eller at han ikke vil blive dømt eller frihedsberøvet

med henblik på eksekvering af dommen, medmindre han efter at have forladt den

begærende stat efter sin udlevering frivilligt er vendt tilbage til denne

eller har undladt at forlade den begærende stat inden for 60 dage efter at

have fået lejlighed dertil.

ad artikel 15.

Artikel 15 skal læses, som om ordene 60 dage erstattede ordene 45 dage i

artikel 14. stk. 1 (b).

Erklæringer: ad artikel 21.

Israel vil kun tillade gennemtransport af en person, såfremt udlevering

ville kunne have fundet sted, dersom den modtagende stat havde begæret

udlevering af den pågældende person fra Israel.

ad artikel 22.

Skriftligt bevismateriale eller erklæringer, uanset om disse er afgivet

under ed eller ej, eller bekræftede genparter af sådant bevismateriale eller

sådanne erklæringer samt arrestordren og de øvrige dokumenter, som fastslår

domfældelsen, tillades som gyldigt bevismateriale ved behandlingen af

udleveringsbegæringen, såfremt de er underskrevet eller ledsages af en

bekræftelse udstedt af en dommer eller embedsmand i den begærende stat, eller

hvis de er blevet legaliseret med justitsministeriets segl.

Nederlandene.

Forbehold: ad artikel 1.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade

udlevering, der er begæret med henblik på fuldbyrdelse af en inappelabel

udeblivelsesdom, hvis sådan udlevering vil kunne bevirke, at den pågældende

person straffes uden at have fået lejlighed til at forsvare sig i

overensstemmelse med artikel 6, stk. 3 c), i konventionen om beskyttelse af

menneskerettigheder og frihedsrettigheder, der er undertegnet i Rom den 4.

november 1950.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at afslå udlevering af

humanitære grunde, hvis udlevering ville forårsage særlige lidelser for den

pågældende person, f.eks. på grund af vedkommendes ungdom, høje alder eller

helbredstilstand.

ad artikel 7.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade

udlevering, hvis den begærende stat i medfør af artikel 7 (2) ville være

beføjet til at afslå udlevering i lignende sager.

ad artikel 9.

Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering, hvis den finder, at

de kompetente myndigheder i et tredjeland har afsagt endelig dom over den

pågældende person for den forbrydelse, for hvilken udlevering begæres, og den

pågældende enten frifandtes eller afsoner sin dom, allerede har afsonet den

eller er blevet fritaget for at afsone den.

ad artikel 28.

Som følge af særlige ordninger mellem Benelux-landene anerkender den

nederlandske regering ikke artikel 28 (1) og (2) for så vidt angår forholdet

til Kongeriget Belgien og Storhertugdømmet Luxembourg.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at fravige disse

bestemmelser for så vidt angår forholdet til de øvrige medlemsstater i det

europæiske økonomiske fællesskab.

Erklæringer: ad artikel 6 og 21.

Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering eller

gennemtransport af egne statsborgere. Hvad angår Nederlandene skal udtrykket

statsborgere i denne konvention forstås som personer med nederlandsk

indfødsret samt udlændinge, der er integreret i det nederlandske samfund i

det omfang, disse kan retsforfølges i Nederlandene for den handling, for

hvilken udlevering begæres.

ad artikel 19.

Den nederlandske regering vil ikke tillade midlertidig udlevering i medfør

af artikel 19, stk. 2, undtagen af en person, der afsoner en dom på

nederlandsk territorium og under særlige omstændigheder.

ad artikel 21, stk. 5.

Den nederlandske regering forbeholder sig ret til kun at tillade

gennemtransport på de betingelser, der gælder for udlevering.

Østrig.

Forbehold: ad artikel 1.

Østrig vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for

en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en

dom eller en fængslingskendelse afsagt af en sådan domstol.

ad artikel 5.

Østrig vil kun tillade udlevering for forbrydelser, som udelukkende består

i overtrædelser af bestemmelser vedrørende monopoler eller vedrørende

udførsel, indførsel, transit og rationering af varer på de i artikel 5

omhandlede vilkår.

ad artikel 11.

Østrig vil afslå udlevering, der er begæret for at kunne fuldbyrde en

dødsdom. Udlevering for en forbrydelse, der kan straffes med døden efter den

begærende stats lov, vil kun blive tilladt hvis den begærende stat godtager

det vilkår, at der ikke afsiges dødsdom over den pågældende person. Østrig

vil anvende samme principper i tilfælde af straffedomme, som er uforenelige

med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed.

Erklæringer: ad artikel 2, stk. 2.

Østrig vil tillade udlevering også under de i artikel 2, stk. 2 nævnte

omstændigheder.

ad artikel 6, stk. 1 (c).

Østrig vil betragte tidspunktet for udleveringen af den begærede person

som afgørende for bestemmelsen af statsborgerskab.

ad artikel 7 og 8.

Østrig vil kun tillade udlevering af en person for en forbrydelse, som

efter østrigsk lov er undergivet østrigsk jurisdiktion, såfremt den

pågældende udleveres for en anden forbrydelse, og såfremt det af hensyn til

sagens opklaring, straffens fastsættelse eller dommens iværksættelse er

hensigtsmæssigt, at den pågældende af de judicielle myndigheder i den

begærende stat domfældes for samtlige forbrydelser.

ad artikel 9.

Østrig vil tillade udlevering, såfremt den begærede person alene er blevet

frifundet på grund af de østrigske myndigheders manglende jurisdiktion, eller

såfremt retsforfølgning af den pågældende ikke er blevet iværksat eller

blevet bragt til ophør alene af denne grund.

ad artikel 16, stk. 2.

Ved begæring om foreløbig fængsling vil Østrig forlange en kort

redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende er tiltalt for.

ad artikel 21, stk. 2.

Østrig vil ikke tillade gennemtransport af østrigske statsborgere.

ad artikel 21, stk. 5.

Østrig vil også afslå gennemtransport for fiskale lovovertrædelser af den

i artikel 5 omhandlede art og for lovovertrædelser, der er omhandlet i det

til artikel 5 tagne forbehold. Gennemtransport for forbrydelser, der efter

den begærende stats lovgivning kan straffes med døden eller med en dom, der

er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed, vil blive

tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering for sådanne

forbrydelser.

Liechtenstein.

Erklæringer og forbehold:

ad artikel 1.

Fyrstendømmet Liechtenstein tillader i princippet kun udlevering, såfremt

den begærede person vil blive tiltalt og dømt ved den begærende stats

ordinære domstole. Fyrstendømmet forbeholder sig derfor ret til kun at

tillade udlevering, såfremt den begærende stat giver fyldestgørende tilsagn

herom.

ad artikel 6, stk. 1 (a).

Fyrstendømmet Liechtensteins regering erklærer, at Liechtensteins lov ikke

tillader udlevering af Liechtensteins statsborgere. Så snart disse er kommet

ind på Fyrstendømmets territorium, vil der, uanset loven i det land, hvori

forbrydelsen er begået, blive rejst tiltale af Liechtensteins myndigheder i

overensstemmelse med Liechtensteins straffelov (§ 36) for forbrydelser begået

i udlandet. Statsborgere i konventionens forstand er personer, der har

indfødsret i Liechtenstein.

ad artikel 11.

Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at anvende artikel 11

analogt i tilfælde, hvor den begærende stat ikke giver fyldestgørende tilsagn

om, at den ikke vil anvende nogen straf eller foranstaltning, der er i strid

med loven i Liechtenstein, eller som er i strid med princippet om den

personlige ukrænkelighed på en måde, som er uforenelig med loven i

Liechtenstein.

ad artikel 21.

Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at afslå transport

gennem sit territorium også i de tilfælde, hvor den forbrydelse, som den

pågældende er tiltalt for, omfattes af denne konventions artikel 5.

ad artikel 23.

Fyrstendømmet Liechtenstein kræver, at de begæringer og dokumenter, som

skal fremlægges, og som er udfærdiget på et andet sprog end tysk, skal

ledsages af en oversættelse til dette sprog.

Cypern.

Erklæringer og forbehold:

ad artikel 1.

Ifølge den cypriotiske forfatnings artikel 11, stk. 2 (f) kan cypriotiske

statsborgere ikke udleveres. Bestemmelserne i denne artikel angår derfor for

Cyperns vedkommende kun udlændinge.

ad artikel 6.

Så længe udlevering af egne statsborgere er i strid med den cypriotiske

forfatning, forstår den cypriotiske regering ved udtrykket statsborger i

denne konvention statsborgere i Republikken Cypern samt personer, som i

henhold til den til enhver tid gældende cypriotiske statsborgerlovgivning vil

være berettiget til at opnå cypriotisk statsborgerskab.

Cypriotiske statsborgere kan i henhold til Cyperns straffelov

retsforfølges i Cypern for forbrydelser begået i udlandet, når sådanne

forbrydelser kan straffes med døden eller med mere end to års fængsel, hvis

den handling eller undladelse, som udgør forbrydelsen, også er strafbar efter

gerningslandets love.

ad artikel 11.

Ifølge Cyperns straffelov kan dødsstraf ikke idømmes i tilfælde, hvor en

cypriotisk statsborger tiltales i Cypern for en forbrydelse begået i

udlandet, for hvilken vedkommende lands lov ikke hjemler dødsstraf. I så

tilfælde kan enhver anden straf til og med livsvarigt fængsel idømmes.

ad artikel 21, stk. 2.

For cypriotiske statsborgere gælder den samme erklæring som for artikel 1

og 6.

Finland.

Forbehold: ad artikel 1.

Finland forbeholder sig ret til i forbindelse med samtykke til udlevering

at forlange, at den udleverede person ikke underkastes strafforfølgning for

forbrydelser ved en domstol, der kun midlertidigt eller under særlige

omstændigheder har beføjelse til at behandle sådanne lovovertrædelser.

Udlevering, der begæres med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt af en

sådan særlig domstol, kan afslås. Finland forbeholder sig ligeledes ret til

at afslå en udleveringsbegæring, hvis udlevering ville være urimelig ud fra

menneskelige hensyn på grund af alder, helbredstilstand eller andre

personlige forhold hos den pågældende eller på grund af særlige forhold

iøvrigt.

ad artikel 2, stk. 1.

Den i stk. 1 nævnte pligt til udlevering skal være begrænset til

lovovertrædelser, der efter finsk ret kan straffes med strengere straf end

fængsel i 1 år. En person, der er dømt i en fremmed stat for en sådan

lovovertrædelse, kan kun udleveres, hvis den dom, som skal afsones, indebærer

frihedsberøvelse i mindst 4 måneder.

ad artikel 3, stk. 3.

Finland forbeholder sig ret til at betragte den i stk. 3 nævnte

lovovertrædelse som en politisk forbrydelse, såfremt den er begået i åben

kamp.

ad artikel 4.

Finland forbeholder sig ret til at betinge sig, at den udleverede person

ikke må straffes i henhold til en bestemmelse, der vedrører militære

overtrædelser, når en militær overtrædelse også omfatter en forbrydelse, for

hvilken udlevering iøvrigt vil kunne ske.

ad artikel 18.

Hvis en stat, der begærer en fængslet person udleveret, ikke afhenter

vedkommende på den aftalte dag, forbeholder Finland sig ret til straks at

løslade vedkommende.

Erklæringer: ad artikel 6.

Udtrykket statsborgere i konventionens forstand betegner statsborgere i

Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige samt udlændinge med fast bopæl i

disse stater.

ad artikel 28, stk. 3.

Konventionen finder ikke anvendelse på udlevering for lovovertrædelser

mellem Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige, da udlevering mellem disse

stater sker ifølge ensartet lovgivning.

Sverige har ved skrivelse af 14. april 1967 til Europarådets

generalsekretær meddelt, at det i forbindelse med ratifikationen tagne

forbehold vedrørende artikel 2 som følge af en svensk lovændring ændres, så

det får følgende ordlyd:

Begæring om udlevering af en person, over hvem endelig dom endnu ikke er

afsagt for den lovovertrædelse, for hvilken udlevering begæres, vil kunne

blive efterkommet, hvis den pågældende lovovertrædelse svarer til en

lovovertrædelse, der efter svensk ret kan medføre en dom til fængsel i mere

end 1 år.

Udenrigsministeriet, den 15. februar

1972.

F. M.

Torben Rønne.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter