Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af
europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.
I tilslutning til udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 36 af 28.
september 1963, Lovtidende C, af den af Det europæiske Råds ministerudvalg i
Paris den 13. december 1957 vedtagne konvention om udlevering af
lovovertrædere, bringes det herved til almindelig kundskab, at yderligere
følgende stater har ratificeret eller tiltrådt konventionen med virkning fra
den vedføjede dato:
Irland............... 31. juli 1966
Schweiz.............. 20. marts 1967
Israel............... 26. december 1967
Nederlandene......... 15. maj 1969
Østrig............... 19. august 1969
Liechtenstein........ 26. januar 1970
Cypern............... 22. april 1971
Finland.............. 10. august 1971.
De pågældende stater har ved tiltrædelsen eller ratifikationen taget
forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Irland.
Forbehold: ad artikel 9.
De irske myndigheder vil ikke tillade udlevering, hvis der i et tredjeland
er afsagt endelig dom over den begærede person for den forbrydelse, for
hvilken udlevering begæres.
Erklæring: ad artikel 6.
Begrebet statsborger i konventionens forstand defineres herved som
betydende irske borgere.
Schweiz.
Erklæringer og forbehold:
ad artikel 1.
Udlevering fra Schweiz er i alle tilfælde betinget af, at den pågældende
Læs alt
person ikke underkastes strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol.
Schweiz forbeholder sig derfor ret til at afslå udlevering:
a) hvis der er mulighed for, at den begærede person, hvis han udleveres,
vil blive underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol, og den
begærende stat ikke giver tilsagn, der anses for fyldestgørende, om at dom
vil blive afsagt af en domstol, som i medfør af landets retsplejeregler har
almindelig hjemmel til at afsige domme i straffesager,
b) såfremt udlevering begæres med det formål at eksekvere en dom afsagt
af en ekstraordinær domstol.
ad artikel 2, stk. 1.
Under hensyn til schweizisk lovs bestemmelser om udlevering forbeholder
Schweiz sig ret til at afslå udlevering, hvis den forbrydelse, som den
pågældende person er tiltalt for, ikke indgår i gerningsindholdet af en eller
flere af de forbrydelser, der er anført på den liste, der som tillæg til
denne erklæring er deponeret hos Europarådets sekretariat. (Oplysning om de
på listen anførte forbrydelser kan fås ved henvendelse til
udenrigsministeriets retsafdeling).
ad artikel 2, stk. 2.
Uanset det forbehold, der er taget med hensyn til artikel 2, stk. 1, kan
Schweiz, hvis udlevering tillades eller er blevet tilladt for en forbrydelse,
udvide virkningerne deraf til enhver anden forbrydelse, der er strafbar efter
schweizisk lov.
ad artikel 3, stk. 3.
Uanset konventionens artikel 3, stk. 3, forbeholder Schweiz sig ret til at
nægte udlevering ifølge artikel 3, stk. 1, hvis dette begæres for drab eller
forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af hans familie.
ad artikel 6.
Schweizisk lov tillader ikke udlevering af schweiziske statsborgere. Under
forudsætning af at lovgivningens forskrifter er opfyldt, kan schweiziske
myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for lovovertrædelser
begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk ret
- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (artikel 5 i den
schweiziske straffelov),
- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og
forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (artikel 6 i den
schweiziske straffelov; kapitel 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om
forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar),
- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk
luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under
schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart).
ad artikel 7 og 8.
Ifølge gældende schweizisk lov kan udlevering for en forbrydelse, der er
begået på schweizisk territorium eller på et sted, der behandles som
schweizisk territorium, kun tillades i de i artikel 2, stk. 2, nævnte
tilfælde, såfremt den begærede person alligevel udleveres til den begærende
stat for andre forbrydelser, der ikke er undergivet schweizisk jurisdiktion,
og det anses for ønskeligt, særlig med henblik på vedkommendes sociale
revalidering, at alle de lovovertrædelser, han er tiltalt for, behandles
under eet.
ad artikel 9.
a) Schweiz forbeholder sig ret til under fravigelse af artikel 9 at afslå
udlevering, såfremt domme som iflg. artikel 9 begrunder, at udlevering
afslås, er afsagt i et tredjeland, og forbrydelsen er begået i denne stat.
b) Schweiz forbeholder sig ret til at tillade udlevering uanset første
sætning i artikel 9, såfremt udlevering er blevet tilladt for andre
lovovertrædelser, og den begærende stat har dokumenteret, at nye
kendsgerninger eller bevismateriale, som er kommet til dens kendskab,
tilsiger en fornyet prøvelse af den dom, der i henhold til denne artikel
begrundede nægtelse af udlevering, eller såfremt den begærede person ikke har
afsonet hele den straf eller en del af den straf, han ved en sådan dom er
idømt.
ad artikel 11.
Schweiz forbeholder sig ret til at anvende artikel 11 mutatis
mutandis også i tilfælde, hvor den begærende stats lov foreskriver, at
den begærede person kan idømmes korporlig straf eller mod sin vilje kan
underkastes en hertil svarende behandling for den forbrydelse, for hvilken
udlevering begæres.
ad artikel 14, stk. 1 (b).
De schweiziske myndigheder betragter løsladelse i henhold til artikel 14
som endelig, såfremt den udleverede person tillades at bevæge sig frit uden
derved at overtræde regler eller betingelser fastsat af vedkommende
myndighed. De schweiziske myndigheder betragter i alle tilfælde en udleveret
person som værende i stand til at forlade en stats territorium i denne
artikels forstand, hvis han ikke faktisk hindres deri på grund af sygdom
eller anden faktisk begrænsning i hans bevægelsesfrihed.
ad artikel 16, stk. 2.
Enhver anmodning i henhold til artikel 16, stk. 2, bør indeholde en kort
beskrivelse af den påståede forbrydelse, herunder de væsentligste
enkeltheder, der muliggør en bedømmelse af forbrydelsens art i forhold til
udleveringslovgivningen.
ad artikel 21.
Schweiz forbeholder sig ret til at nægte gennemtransport, når den påståede
forbrydelse falder ind under artikel 5 i konventionen eller udgør en
overtrædelse af bestemmelser om råvarehandelsrestriktioner eller
markedsordninger.
ad artikel 23.
Begæringer til schweiziske myndigheder om udlevering og bilag hertil skal
vedlægges en oversættelse til fransk, tysk eller italiensk, hvis de ikke er
udfærdiget på et af disse sprog.
Israel.
Forbehold: ad artikel 2 og 4.
Israel vil ikke tillade udlevering af nogen person, medmindre han i den
begærende stat er tiltalt eller dømt for en forbrydelse, der, såfremt den var
blevet begået i Israel, ville være en af de nedennævnte forbrydelser:
(a) Forbrydelser, for hvilke der kan idømmes dødsstraf eller fængsel i
over 3 år (selvom straffen måtte være mildere, såfremt dommen afsiges af en
underret). Herfra undtages:
(1) forbrydelser, som en person kun kan anklages for, hvis han på det
tidspunkt, da han begik forbrydelsen, er soldat i den militære straffelovs
forstand, lov 5715-1955;
(2) forbrydelser iflg. § 85 i straffelovsforordningen af 1936, (voldelig
forhindring af underretning til eller tilstedeværelsen af en kompetent
politiembedsmand i tilfælde af en oprørsk forsamling eller uroligheder),
eller i henhold til straffelovstillæg 5719-1969 om bigami;
(3) forbrydelser i henhold til straffelovstillæg 5712-1952 - overfald på
politiembedsmænd - eller i henhold til love, der er anført i fortegnelsen til
lov 5711-1951 om forebyggelse af vare-åger og spekulation (forskellige love,
bekendtgørelser og vedtægter, der regulerer fremleje og gæstgiveri, og
fordeling, udsalgspriser og kontrol med salg af fødevarer).
(b) Forbrydelser, hvis strafferamme er mindre end de ovenfor nævnte, og
som anses for forbrydelser i medfør af straffelovstillæg 5712-1952
(bestikkelse), eller følgende paragraffer i straffelovsforordningen af 1936:
§ 88 (voldelig hindring af et skibs afsejling), § 109 B, §§ 110-115
(forskellige forbrydelser i forbindelse med tjenestemænds embedsmisbrug), §§
120-122, § 124 (falsk edsaflæggelse, vildledelse af vidner, ødelæggelse af
bevisligheder, sammensværgelse med det formål at hindre retfærdigheden i at
ske fyldest og påvirkning af vidner), § 140 (tjenestemænds bedrageri), § 146
(religionsfornærmelse), §§ 156, 158, 159 (ægtemænds kønslige omgang med en
pige under 15 år, ikke-voldelig krænkelse af blufærdigheden og krænkelse af
blufærdigheden over for personer under 16 år), § 161 (d) (sodomi), §§ 185,
186 (forsømmelighed ved levering af levnedsmidler etc. til børn samt
efterladelse af børn), § 195 (udbredelse af farlig smitte eller sygdom), §
218 (uagtsomt manddrab) §§ 242, 250 (overfald med legemlig skade til følge),
§§ 261, 262 (tvangsarbejde og ulovlig frihedsberøvelse), § 270 (tyveri), §
304 (b) og (c) (skyldnersvig), § 305 (sammensværgelse med henblik på
bedragerisk at vildføre offentligheden), § 310 (hæleri, § 350 (forfalskning
af pengesedler), §§ 359, 360, 363-366 (forfalskning) eller i henhold til
straffelovstillæg 5723-1963 (bedrageri og dokumentfalsk).
ad artikel 2.
Israel vil ikke tillade udlevering af en person, som er tiltalt for en
forbrydelse, medmindre det for en domstol i Israel bevises, at der foreligger
bevismateriale, som i Israel ville være tilstrækkeligt til at rejse tiltale
mod den pågældende for en sådan forbrydelse.
ad artikel 9.
Israel vil ikke efterkomme en udleveringsbegæring, såfremt den begærede
person er blevet benådet eller har fået sin straf for den pågældende
forbrydelse eftergivet i den begærende stat.
ad artikel 14.
Israel vil ikke tillade udlevering i strid med specialitetsreglen
undtagen:
(a) hvis der for den begærede person under dennes fravær er afsagt
udleveringskendelse også for den anden forbrydelse, efter at den pågældende
har haft lejlighed til at lade sig repræsentere ved de retsforhandlinger, der
tog sigte på en sådan kendelse,
(b) på betingelse af, at der ikke vil blive indledt retsforfølgning imod
den begærede person, eller at han ikke vil blive dømt eller frihedsberøvet
med henblik på eksekvering af dommen, medmindre han efter at have forladt den
begærende stat efter sin udlevering frivilligt er vendt tilbage til denne
eller har undladt at forlade den begærende stat inden for 60 dage efter at
have fået lejlighed dertil.
ad artikel 15.
Artikel 15 skal læses, som om ordene 60 dage erstattede ordene 45 dage i
artikel 14. stk. 1 (b).
Erklæringer: ad artikel 21.
Israel vil kun tillade gennemtransport af en person, såfremt udlevering
ville kunne have fundet sted, dersom den modtagende stat havde begæret
udlevering af den pågældende person fra Israel.
ad artikel 22.
Skriftligt bevismateriale eller erklæringer, uanset om disse er afgivet
under ed eller ej, eller bekræftede genparter af sådant bevismateriale eller
sådanne erklæringer samt arrestordren og de øvrige dokumenter, som fastslår
domfældelsen, tillades som gyldigt bevismateriale ved behandlingen af
udleveringsbegæringen, såfremt de er underskrevet eller ledsages af en
bekræftelse udstedt af en dommer eller embedsmand i den begærende stat, eller
hvis de er blevet legaliseret med justitsministeriets segl.
Nederlandene.
Forbehold: ad artikel 1.
Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade
udlevering, der er begæret med henblik på fuldbyrdelse af en inappelabel
udeblivelsesdom, hvis sådan udlevering vil kunne bevirke, at den pågældende
person straffes uden at have fået lejlighed til at forsvare sig i
overensstemmelse med artikel 6, stk. 3 c), i konventionen om beskyttelse af
menneskerettigheder og frihedsrettigheder, der er undertegnet i Rom den 4.
november 1950.
Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at afslå udlevering af
humanitære grunde, hvis udlevering ville forårsage særlige lidelser for den
pågældende person, f.eks. på grund af vedkommendes ungdom, høje alder eller
helbredstilstand.
ad artikel 7.
Den nederlandske regering forbeholder sig ret til ikke at tillade
udlevering, hvis den begærende stat i medfør af artikel 7 (2) ville være
beføjet til at afslå udlevering i lignende sager.
ad artikel 9.
Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering, hvis den finder, at
de kompetente myndigheder i et tredjeland har afsagt endelig dom over den
pågældende person for den forbrydelse, for hvilken udlevering begæres, og den
pågældende enten frifandtes eller afsoner sin dom, allerede har afsonet den
eller er blevet fritaget for at afsone den.
ad artikel 28.
Som følge af særlige ordninger mellem Benelux-landene anerkender den
nederlandske regering ikke artikel 28 (1) og (2) for så vidt angår forholdet
til Kongeriget Belgien og Storhertugdømmet Luxembourg.
Den nederlandske regering forbeholder sig ret til at fravige disse
bestemmelser for så vidt angår forholdet til de øvrige medlemsstater i det
europæiske økonomiske fællesskab.
Erklæringer: ad artikel 6 og 21.
Den nederlandske regering vil ikke tillade udlevering eller
gennemtransport af egne statsborgere. Hvad angår Nederlandene skal udtrykket
statsborgere i denne konvention forstås som personer med nederlandsk
indfødsret samt udlændinge, der er integreret i det nederlandske samfund i
det omfang, disse kan retsforfølges i Nederlandene for den handling, for
hvilken udlevering begæres.
ad artikel 19.
Den nederlandske regering vil ikke tillade midlertidig udlevering i medfør
af artikel 19, stk. 2, undtagen af en person, der afsoner en dom på
nederlandsk territorium og under særlige omstændigheder.
ad artikel 21, stk. 5.
Den nederlandske regering forbeholder sig ret til kun at tillade
gennemtransport på de betingelser, der gælder for udlevering.
Østrig.
Forbehold: ad artikel 1.
Østrig vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for
en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en
dom eller en fængslingskendelse afsagt af en sådan domstol.
ad artikel 5.
Østrig vil kun tillade udlevering for forbrydelser, som udelukkende består
i overtrædelser af bestemmelser vedrørende monopoler eller vedrørende
udførsel, indførsel, transit og rationering af varer på de i artikel 5
omhandlede vilkår.
ad artikel 11.
Østrig vil afslå udlevering, der er begæret for at kunne fuldbyrde en
dødsdom. Udlevering for en forbrydelse, der kan straffes med døden efter den
begærende stats lov, vil kun blive tilladt hvis den begærende stat godtager
det vilkår, at der ikke afsiges dødsdom over den pågældende person. Østrig
vil anvende samme principper i tilfælde af straffedomme, som er uforenelige
med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed.
Erklæringer: ad artikel 2, stk. 2.
Østrig vil tillade udlevering også under de i artikel 2, stk. 2 nævnte
omstændigheder.
ad artikel 6, stk. 1 (c).
Østrig vil betragte tidspunktet for udleveringen af den begærede person
som afgørende for bestemmelsen af statsborgerskab.
ad artikel 7 og 8.
Østrig vil kun tillade udlevering af en person for en forbrydelse, som
efter østrigsk lov er undergivet østrigsk jurisdiktion, såfremt den
pågældende udleveres for en anden forbrydelse, og såfremt det af hensyn til
sagens opklaring, straffens fastsættelse eller dommens iværksættelse er
hensigtsmæssigt, at den pågældende af de judicielle myndigheder i den
begærende stat domfældes for samtlige forbrydelser.
ad artikel 9.
Østrig vil tillade udlevering, såfremt den begærede person alene er blevet
frifundet på grund af de østrigske myndigheders manglende jurisdiktion, eller
såfremt retsforfølgning af den pågældende ikke er blevet iværksat eller
blevet bragt til ophør alene af denne grund.
ad artikel 16, stk. 2.
Ved begæring om foreløbig fængsling vil Østrig forlange en kort
redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende er tiltalt for.
ad artikel 21, stk. 2.
Østrig vil ikke tillade gennemtransport af østrigske statsborgere.
ad artikel 21, stk. 5.
Østrig vil også afslå gennemtransport for fiskale lovovertrædelser af den
i artikel 5 omhandlede art og for lovovertrædelser, der er omhandlet i det
til artikel 5 tagne forbehold. Gennemtransport for forbrydelser, der efter
den begærende stats lovgivning kan straffes med døden eller med en dom, der
er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig værdighed, vil blive
tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering for sådanne
forbrydelser.
Liechtenstein.
Erklæringer og forbehold:
ad artikel 1.
Fyrstendømmet Liechtenstein tillader i princippet kun udlevering, såfremt
den begærede person vil blive tiltalt og dømt ved den begærende stats
ordinære domstole. Fyrstendømmet forbeholder sig derfor ret til kun at
tillade udlevering, såfremt den begærende stat giver fyldestgørende tilsagn
herom.
ad artikel 6, stk. 1 (a).
Fyrstendømmet Liechtensteins regering erklærer, at Liechtensteins lov ikke
tillader udlevering af Liechtensteins statsborgere. Så snart disse er kommet
ind på Fyrstendømmets territorium, vil der, uanset loven i det land, hvori
forbrydelsen er begået, blive rejst tiltale af Liechtensteins myndigheder i
overensstemmelse med Liechtensteins straffelov (§ 36) for forbrydelser begået
i udlandet. Statsborgere i konventionens forstand er personer, der har
indfødsret i Liechtenstein.
ad artikel 11.
Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at anvende artikel 11
analogt i tilfælde, hvor den begærende stat ikke giver fyldestgørende tilsagn
om, at den ikke vil anvende nogen straf eller foranstaltning, der er i strid
med loven i Liechtenstein, eller som er i strid med princippet om den
personlige ukrænkelighed på en måde, som er uforenelig med loven i
Liechtenstein.
ad artikel 21.
Fyrstendømmet Liechtenstein forbeholder sig ret til at afslå transport
gennem sit territorium også i de tilfælde, hvor den forbrydelse, som den
pågældende er tiltalt for, omfattes af denne konventions artikel 5.
ad artikel 23.
Fyrstendømmet Liechtenstein kræver, at de begæringer og dokumenter, som
skal fremlægges, og som er udfærdiget på et andet sprog end tysk, skal
ledsages af en oversættelse til dette sprog.
Cypern.
Erklæringer og forbehold:
ad artikel 1.
Ifølge den cypriotiske forfatnings artikel 11, stk. 2 (f) kan cypriotiske
statsborgere ikke udleveres. Bestemmelserne i denne artikel angår derfor for
Cyperns vedkommende kun udlændinge.
ad artikel 6.
Så længe udlevering af egne statsborgere er i strid med den cypriotiske
forfatning, forstår den cypriotiske regering ved udtrykket statsborger i
denne konvention statsborgere i Republikken Cypern samt personer, som i
henhold til den til enhver tid gældende cypriotiske statsborgerlovgivning vil
være berettiget til at opnå cypriotisk statsborgerskab.
Cypriotiske statsborgere kan i henhold til Cyperns straffelov
retsforfølges i Cypern for forbrydelser begået i udlandet, når sådanne
forbrydelser kan straffes med døden eller med mere end to års fængsel, hvis
den handling eller undladelse, som udgør forbrydelsen, også er strafbar efter
gerningslandets love.
ad artikel 11.
Ifølge Cyperns straffelov kan dødsstraf ikke idømmes i tilfælde, hvor en
cypriotisk statsborger tiltales i Cypern for en forbrydelse begået i
udlandet, for hvilken vedkommende lands lov ikke hjemler dødsstraf. I så
tilfælde kan enhver anden straf til og med livsvarigt fængsel idømmes.
ad artikel 21, stk. 2.
For cypriotiske statsborgere gælder den samme erklæring som for artikel 1
og 6.
Finland.
Forbehold: ad artikel 1.
Finland forbeholder sig ret til i forbindelse med samtykke til udlevering
at forlange, at den udleverede person ikke underkastes strafforfølgning for
forbrydelser ved en domstol, der kun midlertidigt eller under særlige
omstændigheder har beføjelse til at behandle sådanne lovovertrædelser.
Udlevering, der begæres med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt af en
sådan særlig domstol, kan afslås. Finland forbeholder sig ligeledes ret til
at afslå en udleveringsbegæring, hvis udlevering ville være urimelig ud fra
menneskelige hensyn på grund af alder, helbredstilstand eller andre
personlige forhold hos den pågældende eller på grund af særlige forhold
iøvrigt.
ad artikel 2, stk. 1.
Den i stk. 1 nævnte pligt til udlevering skal være begrænset til
lovovertrædelser, der efter finsk ret kan straffes med strengere straf end
fængsel i 1 år. En person, der er dømt i en fremmed stat for en sådan
lovovertrædelse, kan kun udleveres, hvis den dom, som skal afsones, indebærer
frihedsberøvelse i mindst 4 måneder.
ad artikel 3, stk. 3.
Finland forbeholder sig ret til at betragte den i stk. 3 nævnte
lovovertrædelse som en politisk forbrydelse, såfremt den er begået i åben
kamp.
ad artikel 4.
Finland forbeholder sig ret til at betinge sig, at den udleverede person
ikke må straffes i henhold til en bestemmelse, der vedrører militære
overtrædelser, når en militær overtrædelse også omfatter en forbrydelse, for
hvilken udlevering iøvrigt vil kunne ske.
ad artikel 18.
Hvis en stat, der begærer en fængslet person udleveret, ikke afhenter
vedkommende på den aftalte dag, forbeholder Finland sig ret til straks at
løslade vedkommende.
Erklæringer: ad artikel 6.
Udtrykket statsborgere i konventionens forstand betegner statsborgere i
Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige samt udlændinge med fast bopæl i
disse stater.
ad artikel 28, stk. 3.
Konventionen finder ikke anvendelse på udlevering for lovovertrædelser
mellem Finland, Danmark, Island, Norge og Sverige, da udlevering mellem disse
stater sker ifølge ensartet lovgivning.
Sverige har ved skrivelse af 14. april 1967 til Europarådets
generalsekretær meddelt, at det i forbindelse med ratifikationen tagne
forbehold vedrørende artikel 2 som følge af en svensk lovændring ændres, så
det får følgende ordlyd:
Begæring om udlevering af en person, over hvem endelig dom endnu ikke er
afsagt for den lovovertrædelse, for hvilken udlevering begæres, vil kunne
blive efterkommet, hvis den pågældende lovovertrædelse svarer til en
lovovertrædelse, der efter svensk ret kan medføre en dom til fængsel i mere
end 1 år.
Udenrigsministeriet, den 15. februar
1972.
F. M.
Torben Rønne.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Retsinformation · 20. juni 1973
- Bekendtgørelse af anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering. (* 1) Retsinformation · 11. marts 1987
- Bekendtgørelse af tillægsprotokol af 15. oktober 1975 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (* 1) Retsinformation · 11. marts 1987
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 11. december 1953 og af den dertil hørende protokol af 4. juni 1964 om ligestilling af eksaminer, der giver adgang til universiteter.(* 1) Retsinformation · 23. februar 1970
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af overenskomsten af 11. april 1955 om Den internationale Finansieringsinstitution Retsinformation · 22. december 1981
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere. Retsinformation · 15. maj 1979