Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.

Gældende BEK nr 121 af 10/04/1954BekendtgørelseSocial- og Boligministeriet23. april 1954

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland,

Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.

Herved bekendtgøres den i Stockholm den 6. februar 1931 indgåede

konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål,

jfr. bekendtgørelse nr. 323 af 28. december 1931, med de ændringer og

tilføjelser, som er en følge af den i Stockholm den 26. marts 1953 indgåede

overenskomst mellem samme stater om ændring af nævnte konvention, jfr.

bekendtgørelse nr. 6 af 15. februar 1954 (Lovtid. C).

I. Ægteskab.

Artikel 1.

Vil en statsborger i en af de kontraherende stater indgå ægteskab for en

af de andre staters myndigheder, skal hans ret til at indgå ægteskabet

bedømmes efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste to år har været og

fremdeles er bosat der, men ellers efter loven i den stat, hvor han har

statsborgerret.

Skal statsborgerlandets lov anvendes, kan retten til at indgå ægteskabet

godtgøres ved bevidnelse fra denne stats myndigheder (ægteskabsattest).

Artikel 2.

Om lysning, herunder prøvelse af ægteskabsbetingelserne, og om vielse

gælder loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås.

Lysning efter nævnte lov kræves dog ikke, hvis lysning, der er foretaget

efter loven i en anden af staterne, stadig har virkning, og hver af

brudefolkene herved er fundet at have ret til at indgå ægteskabet efter den

lov, som i vielseslandet skal lægges til grund ved afgørelsen af dette

spørgsmål. Dette gælder, selv om kun den ene af brudefolkene er statsborger i

en anden af de kontraherende stater end den, for hvis myndighed ægteskabet

indgås, og den anden er statsborger i vielseslandet.

Artikel 3.

Læs alt

Retsvirkningerne af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets

indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, skal, forsåvidt angår

ægtefællernes formueforhold, bedømmes efter loven i den af staterne, hvor

ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller

senere bosat sig i en anden af staterne, skal denne stats lov i stedet herfor

finde anvendelse, forsåvidt der ikke er tale om virkning af en retshandel,

som tidligere er indgået.

En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom eller over

rettighed, som dermed er ligestillet, skal, hvis ejendommen er beliggende i

en af staterne, altid bedømmes efter loven i denne stat.

Artikel 4.

En ægtepagt mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var

statsborgere i de kontraherende stater, og som da bosatte sig i en af

staterne, skal i henseende til formen anses for gyldig i enhver af de

kontraherende stater, ikke blot, når den lov, som efter artikel 3 var

bestemmende for ægtefællernes formueforhold, er iagttaget, men også når

ægtepagten opfylder formforskrifterne i den stat, hvor parterne eller en af

dem havde statsborgerret.

Hver af staterne kan gøre en ægtepagts gyldighed overfor trediemand

betinget af, at den er tinglyst eller anmeldt til retten overensstemmende med

der gældende lov.

Artikel 5.

Begæring om bosondring mellem sådanne ægtefæller, som omhandles i artikel

4, afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat. Er de bosat i

forskellige stater, afgøres begæringen i den stat, hvor den ægtefælle, mod

hvem kravet er rettet, har bopæl eller hvis han er bosat i Finland, i den

stat, hvis lov efter artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes

formueforhold.

Artikel 6.

Artiklerne 3-5 angår ikke ægteskaber, hvis retsvirkninger efter loven i

nogen af de pågældende stater skal bedømmes efter den ældre

ægteskabslovgivning.

Artikel 7.

Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem statsborgere i de

kontraherende stater afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat,

eller hvor de senest har været bosat samtidig, og en af dem fremdeles er

bosat.

Kan sagen ikke efter første stykke afgøres i nogen af staterne, kan

afgørelsen træffes i en stat, hvor en af ægtefællerne har statsborgerret.

Skilsmisse på grundlag af separation kan altid meddeles i en stat, hvor

begge ægtefæller har statsborgerret.

Artikel 8.

I forbindelse med krav om separation eller skilsmisse kan der af samme

eller anden myndighed også træffes afgørelse om midlertidig ophævelse af

samlivet, deling af formuen, skadeserstatning, underholdspligt og

forældremyndighed.

Spørgsmål om underholdspligt og forældremyndighed, som rejses senere,

afgøres i den stat, hvor den ægtefælle, mod hvem kravet er rettet, er bosat;

dette gælder også med hensyn til ændring af beslutning, som er truffet i en

anden af staterne. Er loven i den stat, hvor der er truffet en afgørelse om

separation eller skilsmisse, til hinder for senere fastsættelse eller

forhøjelse af underholdsbidrag til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle,

kan afgørelse herom heller ikke træffes i de andre stater.

Artikel 9.

Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der

gældende lov. Afgørelse om deling af formuen og om skadeserstatning træffes

dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for

ægtefællernes formueforhold.

Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme

ret til skilsmisse som en der meddelt separation.

Artikel 10.

Med hensyn til afgørelsen af sager om omstødelse af ægteskab mellem

personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de

kontraherende stater, finder bestemmelserne i artiklerne 7-9 tilsvarende

anvendelse. Betingelserne for omstødelse skal dog bedømmes efter den lov, som

var bestemmende for sagsøgerens ret til at indgå ægteskabet, eller hvis sagen

rejses mod begge ægtefæller, efter en af de love, som var bestemmende for

deres ret til at indgå ægteskabet.

II. Adoption.

Artikel 11.

Vil en statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af

disse, adoptere en person, der har statsborgerret i en af staterne, skal

tilladelsen søges i den stat, hvor adoptanten er bosat.

Artikel 12.

Ved afgørelsen af ansøgningen anvendes i hver stat den der gældende lov.

Er den, som skal adopteres, under 18 år, og er han bosat i den stat, hvor han

har statsborgerret, må ansøgning dog ikke bevilges i en anden stat, forinden

vedkommende børnetilsynsmyndighed i statsborgerlandet har haft adgang til at

ytre sig.

Artikel 13.

Spørgsmål om ophævelse af adoptivforhold, som består mellem statsborgere i

de kontraherende stater, og som er stiftet i en af disse, afgøres i den stat,

hvor adoptanten er bosat, eller hvis han ikke har bopæl i nogen af de

kontraherende stater, i den stat, hvor adoptivbarnet er bosat.

Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.

III. Værgemål.

Artikel 14.

Værgemål for mindreårig statsborger i en af de kontraherende stater, som

er bosat i en af de andre, hører under myndighederne i sidstnævnte stat,

medmindre værgemål allerede udøves i en af de andre stater ved født eller

beskikket værge.

Det samme gælder om umyndiggørelse og værgemål for en umyndiggjort.

Artikel 15.

Midlertidig værge kan beskikkes, og andre midlertidige foranstaltninger

kan træffes i enhver af staterne.

Artikel 16.

De afgørelser, som omhandles i artiklerne 14 og 15, træffes i hver stat

efter der gældende lov.

Artikel 17.

Om umyndighedens virkninger i formueretlig henseende og om værgens

beføjelser gælder loven i den stat, hvor værgemålet udøves.

Denne bestemmelse gælder ikke evnen til at indgå veksel- eller

checkforpligtelser.

Artikel 18.

Et værgemål kan efter forhandling mellem vedkommende ministerier overføres

til en af de andre stater, såfremt den umyndige har bosat sig der, eller det

af andre grunde findes hensigtsmæssigt.

Artikel 19.

Spørgsmål om ophævelse af umyndiggørelse, som er besluttet i en af de

kontraherende stater, skal, hvis den umyndiggjorte er statsborger i en af

disse, afgøres i den stat, hvor værgemålet udøves.

Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.

Artikel 20.

Bliver en statsborger i en af de kontraherende stater umyndiggjort i en af

de andre, eller bliver umyndiggørelsen ophævet, skal der uden ophold sendes

meddelelse til vedkommende ministerium i den stat, hvor han har

statsborgerret.

Artikel 21.

Bestemmelserne i artiklerne 17, 19 og 20 finder tilsvarende anvendelse,

når en statsborger i en af de kontraherende stater, der er bosat i Danmark og

ikke allerede er umyndiggjort i en af staterne, sættes under lavværgemål i

Danmark.

Dette værgemål er ikke til hinder for umyndiggørelse i en af de andre

stater, hvor vedkommende bosætter sig.

IV.

Almindelige bestemmelser.

Artikel 22.

Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af staterne

er udfærdiget i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 10, 11, 13, 14, 15,

19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse

og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med

hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den anden af de

kontraherende stater.

Justitsministeriet, den 10. april 1954.

Hans Hækkerup.

/ Gaarden.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter