Bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland,
Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.
Herved bekendtgøres den i Stockholm den 6. februar 1931 indgåede
konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål,
jfr. bekendtgørelse nr. 323 af 28. december 1931, med de ændringer og
tilføjelser, som er en følge af den i Stockholm den 26. marts 1953 indgåede
overenskomst mellem samme stater om ændring af nævnte konvention, jfr.
bekendtgørelse nr. 6 af 15. februar 1954 (Lovtid. C).
I. Ægteskab.
Artikel 1.
Vil en statsborger i en af de kontraherende stater indgå ægteskab for en
af de andre staters myndigheder, skal hans ret til at indgå ægteskabet
bedømmes efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste to år har været og
fremdeles er bosat der, men ellers efter loven i den stat, hvor han har
statsborgerret.
Skal statsborgerlandets lov anvendes, kan retten til at indgå ægteskabet
godtgøres ved bevidnelse fra denne stats myndigheder (ægteskabsattest).
Artikel 2.
Om lysning, herunder prøvelse af ægteskabsbetingelserne, og om vielse
gælder loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås.
Lysning efter nævnte lov kræves dog ikke, hvis lysning, der er foretaget
efter loven i en anden af staterne, stadig har virkning, og hver af
brudefolkene herved er fundet at have ret til at indgå ægteskabet efter den
lov, som i vielseslandet skal lægges til grund ved afgørelsen af dette
spørgsmål. Dette gælder, selv om kun den ene af brudefolkene er statsborger i
en anden af de kontraherende stater end den, for hvis myndighed ægteskabet
indgås, og den anden er statsborger i vielseslandet.
Artikel 3.
Læs alt
Retsvirkningerne af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets
indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, skal, forsåvidt angår
ægtefællernes formueforhold, bedømmes efter loven i den af staterne, hvor
ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller
senere bosat sig i en anden af staterne, skal denne stats lov i stedet herfor
finde anvendelse, forsåvidt der ikke er tale om virkning af en retshandel,
som tidligere er indgået.
En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom eller over
rettighed, som dermed er ligestillet, skal, hvis ejendommen er beliggende i
en af staterne, altid bedømmes efter loven i denne stat.
Artikel 4.
En ægtepagt mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var
statsborgere i de kontraherende stater, og som da bosatte sig i en af
staterne, skal i henseende til formen anses for gyldig i enhver af de
kontraherende stater, ikke blot, når den lov, som efter artikel 3 var
bestemmende for ægtefællernes formueforhold, er iagttaget, men også når
ægtepagten opfylder formforskrifterne i den stat, hvor parterne eller en af
dem havde statsborgerret.
Hver af staterne kan gøre en ægtepagts gyldighed overfor trediemand
betinget af, at den er tinglyst eller anmeldt til retten overensstemmende med
der gældende lov.
Artikel 5.
Begæring om bosondring mellem sådanne ægtefæller, som omhandles i artikel
4, afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat. Er de bosat i
forskellige stater, afgøres begæringen i den stat, hvor den ægtefælle, mod
hvem kravet er rettet, har bopæl eller hvis han er bosat i Finland, i den
stat, hvis lov efter artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes
formueforhold.
Artikel 6.
Artiklerne 3-5 angår ikke ægteskaber, hvis retsvirkninger efter loven i
nogen af de pågældende stater skal bedømmes efter den ældre
ægteskabslovgivning.
Artikel 7.
Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem statsborgere i de
kontraherende stater afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat,
eller hvor de senest har været bosat samtidig, og en af dem fremdeles er
bosat.
Kan sagen ikke efter første stykke afgøres i nogen af staterne, kan
afgørelsen træffes i en stat, hvor en af ægtefællerne har statsborgerret.
Skilsmisse på grundlag af separation kan altid meddeles i en stat, hvor
begge ægtefæller har statsborgerret.
Artikel 8.
I forbindelse med krav om separation eller skilsmisse kan der af samme
eller anden myndighed også træffes afgørelse om midlertidig ophævelse af
samlivet, deling af formuen, skadeserstatning, underholdspligt og
forældremyndighed.
Spørgsmål om underholdspligt og forældremyndighed, som rejses senere,
afgøres i den stat, hvor den ægtefælle, mod hvem kravet er rettet, er bosat;
dette gælder også med hensyn til ændring af beslutning, som er truffet i en
anden af staterne. Er loven i den stat, hvor der er truffet en afgørelse om
separation eller skilsmisse, til hinder for senere fastsættelse eller
forhøjelse af underholdsbidrag til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle,
kan afgørelse herom heller ikke træffes i de andre stater.
Artikel 9.
Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der
gældende lov. Afgørelse om deling af formuen og om skadeserstatning træffes
dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for
ægtefællernes formueforhold.
Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme
ret til skilsmisse som en der meddelt separation.
Artikel 10.
Med hensyn til afgørelsen af sager om omstødelse af ægteskab mellem
personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de
kontraherende stater, finder bestemmelserne i artiklerne 7-9 tilsvarende
anvendelse. Betingelserne for omstødelse skal dog bedømmes efter den lov, som
var bestemmende for sagsøgerens ret til at indgå ægteskabet, eller hvis sagen
rejses mod begge ægtefæller, efter en af de love, som var bestemmende for
deres ret til at indgå ægteskabet.
II. Adoption.
Artikel 11.
Vil en statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af
disse, adoptere en person, der har statsborgerret i en af staterne, skal
tilladelsen søges i den stat, hvor adoptanten er bosat.
Artikel 12.
Ved afgørelsen af ansøgningen anvendes i hver stat den der gældende lov.
Er den, som skal adopteres, under 18 år, og er han bosat i den stat, hvor han
har statsborgerret, må ansøgning dog ikke bevilges i en anden stat, forinden
vedkommende børnetilsynsmyndighed i statsborgerlandet har haft adgang til at
ytre sig.
Artikel 13.
Spørgsmål om ophævelse af adoptivforhold, som består mellem statsborgere i
de kontraherende stater, og som er stiftet i en af disse, afgøres i den stat,
hvor adoptanten er bosat, eller hvis han ikke har bopæl i nogen af de
kontraherende stater, i den stat, hvor adoptivbarnet er bosat.
Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.
III. Værgemål.
Artikel 14.
Værgemål for mindreårig statsborger i en af de kontraherende stater, som
er bosat i en af de andre, hører under myndighederne i sidstnævnte stat,
medmindre værgemål allerede udøves i en af de andre stater ved født eller
beskikket værge.
Det samme gælder om umyndiggørelse og værgemål for en umyndiggjort.
Artikel 15.
Midlertidig værge kan beskikkes, og andre midlertidige foranstaltninger
kan træffes i enhver af staterne.
Artikel 16.
De afgørelser, som omhandles i artiklerne 14 og 15, træffes i hver stat
efter der gældende lov.
Artikel 17.
Om umyndighedens virkninger i formueretlig henseende og om værgens
beføjelser gælder loven i den stat, hvor værgemålet udøves.
Denne bestemmelse gælder ikke evnen til at indgå veksel- eller
checkforpligtelser.
Artikel 18.
Et værgemål kan efter forhandling mellem vedkommende ministerier overføres
til en af de andre stater, såfremt den umyndige har bosat sig der, eller det
af andre grunde findes hensigtsmæssigt.
Artikel 19.
Spørgsmål om ophævelse af umyndiggørelse, som er besluttet i en af de
kontraherende stater, skal, hvis den umyndiggjorte er statsborger i en af
disse, afgøres i den stat, hvor værgemålet udøves.
Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.
Artikel 20.
Bliver en statsborger i en af de kontraherende stater umyndiggjort i en af
de andre, eller bliver umyndiggørelsen ophævet, skal der uden ophold sendes
meddelelse til vedkommende ministerium i den stat, hvor han har
statsborgerret.
Artikel 21.
Bestemmelserne i artiklerne 17, 19 og 20 finder tilsvarende anvendelse,
når en statsborger i en af de kontraherende stater, der er bosat i Danmark og
ikke allerede er umyndiggjort i en af staterne, sættes under lavværgemål i
Danmark.
Dette værgemål er ikke til hinder for umyndiggørelse i en af de andre
stater, hvor vedkommende bosætter sig.
IV.
Almindelige bestemmelser.
Artikel 22.
Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af staterne
er udfærdiget i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 10, 11, 13, 14, 15,
19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse
og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med
hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den anden af de
kontraherende stater.
Justitsministeriet, den 10. april 1954.
Hans Hækkerup.
/ Gaarden.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Stockholm den 26. marts 1953 indgåede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af konventionen mellem samme stater af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 16. marts 1954
- Bekendtgørelse af overenskomst af 3. november 1969 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 20. oktober 1970
- Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 20. november 1973 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 12. september 1974
- Bekendtgørelse af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af nordisk konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål Retsinformation · 22. januar 2009
- Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål Retsinformation · 11. december 2002
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 Retsinformation · 28. november 2008