Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af
nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den
nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål
Den 6. februar 2001 undertegnedes i Stockholm en
overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om
ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og
værgemål, jf. Justitsministeriets bekendtgørelser nr. 323
af 28. december 1931, nr. 53 af 17. november 1948 og nr. 6 af 15. februar
1954, samt Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 68 af 17. august
1970 og nr. 23 af 14. februar 1974, Lovtidende C.
Overenskomsten har følgende ordlyd:
Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island,
Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om
ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den
6. februar 1931.
Danmarks, Finlands, Islands, Norges og Sveriges regeringer er blevet enige
om følgende:
Artikel I
I konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige
indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931,
jf. de ændringer, der fremgår af overenskomsten om ændring
af konventionen undertegnet i Oslo den 25. februar 2000, som endnu ikke er
trådt i kraft, foretages følgende ændringer:
Artikel 7 affattes således:
Spørgsmål om separation eller skilsmisse
Læs alt
mellem ægtefæller, som er statsborgere og har sædvanligt
opholdssted i de kontraherende stater, afgøres i den stat,
hvor
1) ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted,
2) ægtefællerne senest samtidig har haft deres
sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig
dér,
3) ægtefællerne er statsborgere,
4) sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted,
5) en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles
begæring, har sit sædvanlige opholdssted,
6) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis
vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud
for indgivelsen af begæringen, eller
7) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis
vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder
umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den
pågældende stat.
Myndighederne i en kontraherende stat, hvor der er truffet
afgørelse om separation, er kompetente til at meddele skilsmisse
på grundlag af en sådan separation.
Artikel 8 affattes således:
I forbindelse med et spørgsmål om
separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også
behandle spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og
deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om
forældremyndighed, barnets bopæl og samvær,
såfremt
1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og
2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor
spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under
behandling.
Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den
stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages
under behandling, kan der i denne stat alligevel træffes
afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt
samvær, såfremt
1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende
stat,
2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en
af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,
3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet
afgøres i denne stat, og
4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i
denne stat.
I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i
overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige
virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes
artikel 3 og 16.
Efter artikel 8 indsættes:
Artikel 8 a.
Indbringes et spørgsmål efter artikel 7 eller 8 mellem de
samme parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater,
skal den myndighed, ved hvilken sagen er blevet anlagt senere, på
embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.
Sager om henholdsvis separation og skilsmisse anses for at
angå samme spørgsmål ved anvendelsen af stk. 1.
Artikel 9 affattes således:
Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte
afgørelser anvendes i hver kontraherende stat den dér
gældende lov. Afgørelse om deling af formuen træffes dog
altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for
ægtefællernes formueforhold.
Separation, som er meddelt i en af staterne, giver i de
andre stater samme ret til skilsmisse som en dér meddelt
separation.
I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om
separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er betinget af en
forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der er
blevet separeret i en anden kontraherende stat, og som derefter har levet
adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har
genoptaget samlivet, ret til at blive skilt uden forudgående
betænkningstid.
Artikel 22 affattes således:
Administrative og retskraftige judicielle
afgørelser, som i en af de kontraherende stater er truffet i
overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal
have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden
prøvelse af afgørelsens rigtighed eller myndighedens
kompetence. Det samme gælder retskraftige judicielle afgørelser,
der er udfærdiget i en af staterne, og som vedrører ugyldighed
eller omstødelse af et ægteskab mellem statsborgere i en
kontraherende stat.
Artikel II
For overenskomstens anvendelse på Færøerne og
Grønland kan det danske justitsministerium efter forhandlinger med de
øvrige kontraherende staters justitsministerier fastsætte
sådanne undtagelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold måtte tilsige.
Artikel III
De kontraherende stater kan tiltræde denne overenskomst ved
a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation eller
b) undertegnelse med forbehold om ratifikation kombineret med
efterfølgende ratifikation.
Ratifikationsdokumenterne deponeres i det svenske
udenrigsministerium.
Overenskomsten træder i kraft den første dag
i den måned, der begynder to måneder efter, at alle de
kontraherende stater har tiltrådt overenskomsten. Det svenske
udenrigsministerium underretter de kontraherende stater om deponeringen af
ratifikationsdokumenterne og om tidspunktet for overenskomstens
ikrafttræden.
Artikel IV
Indtil overenskomsten træder i kraft, kan hver kontraherende stat i
forbindelse med sin tiltrædelse eller på et senere tidspunkt
afgive erklæring om, at overenskomsten skal gælde i statens
indbyrdes forhold med de øvrige kontraherende stater, der har afgivet
en sådan erklæring. Erklæringen træder i kraft
fjorten dage efter, at den er blevet deponeret i det svenske
udenrigsministerium.
Artikel V
Originaleksemplaret af denne overenskomst deponeres i det svenske
udenrigsministerium, som tilstiller hver af de kontraherende stater en
bekræftet afskrift.
Til bekræftelse herpå har de undertegnede
befuldmægtigede undertegnet denne overenskomst.
Udfærdiget i Stockholm den 6. februar 2001 i
ét eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, og hvad
det svenske sprog angår i to tekster: én for Finland og
én for Sverige, hvilke tekster alle har samme gyldighed.
Overenskomsten er undertegnet med forbehold for
ratifikation af:
Danmark:
Thomas Winkler
Norge:
Eirik Glenne
Sverige:
Göran Lambertz
Finland:
Per-Mikael Engberg
Island:
Hördur H. Bjarnason
Danmark ratificerede den 1. august 2002 overenskomsten med
følgende forbehold:
»I henhold til artikel II i overenskomst mellem Danmark,
Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og
værgemål, undertegnet i Stockholm den 6. februar 2001,
fastsætter Danmark, at nyaffattelsen af konventionens artikel 8,
stk. 3, som sket i overenskomstens artikel I, ikke skal finde anvendelse
for Færøerne. Det fremgår således af Danmarks
ratifikation af 17. april 1991 af Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de
civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, at
konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne«.
Danmarks ratifikationsdokument er tillige med de
øvrige kontraherende staters ratifikationsdokumenter deponeret i det
svenske udenrigsministerium.
Overenskomsten trådte i kraft den 1. november 2002,
jf. artikel III.
Udenrigsministeriet, den 28. november
2002
Per Stig Møller
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af overenskomst af 3. november 1969 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 20. oktober 1970
- Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 20. november 1973 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 12. september 1974
- Bekendtgørelse af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af nordisk konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål Retsinformation · 22. januar 2009
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 Retsinformation · 28. november 2008
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Stockholm den 26. marts 1953 indgåede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af konventionen mellem samme stater af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Retsinformation · 16. marts 1954
- Anordning om ikrafttræden af bestemmelserne i den under 26. marts 1953 indgåede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af konventionen mellem samme stater af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption, og værgemål. Retsinformation · 4. marts 1954