Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål

BKI nr 34 af 28/11/2002Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet11. december 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af

nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den

nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,

adoption og værgemål

Den 6. februar 2001 undertegnedes i Stockholm en

overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om

ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og

værgemål, jf. Justitsministeriets bekendtgørelser nr. 323

af 28. december 1931, nr. 53 af 17. november 1948 og nr. 6 af 15. februar

1954, samt Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 68 af 17. august

1970 og nr. 23 af 14. februar 1974, Lovtidende C.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og

Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om

ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den

6. februar 1931.

Danmarks, Finlands, Islands, Norges og Sveriges regeringer er blevet enige

om følgende:

Artikel I

I konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige

indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,

adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931,

jf. de ændringer, der fremgår af overenskomsten om ændring

af konventionen undertegnet i Oslo den 25. februar 2000, som endnu ikke er

trådt i kraft, foretages følgende ændringer:

Artikel 7 affattes således:

Spørgsmål om separation eller skilsmisse

Læs alt

mellem ægtefæller, som er statsborgere og har sædvanligt

opholdssted i de kontraherende stater, afgøres i den stat,

hvor

1) ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted,

2) ægtefællerne senest samtidig har haft deres

sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig

dér,

3) ægtefællerne er statsborgere,

4) sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted,

5) en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles

begæring, har sit sædvanlige opholdssted,

6) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis

vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud

for indgivelsen af begæringen, eller

7) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis

vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder

umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den

pågældende stat.

Myndighederne i en kontraherende stat, hvor der er truffet

afgørelse om separation, er kompetente til at meddele skilsmisse

på grundlag af en sådan separation.

Artikel 8 affattes således:

I forbindelse med et spørgsmål om

separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også

behandle spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og

deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær,

såfremt

1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og

2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor

spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under

behandling.

Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den

stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages

under behandling, kan der i denne stat alligevel træffes

afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt

samvær, såfremt

1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende

stat,

2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en

af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,

3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet

afgøres i denne stat, og

4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i

denne stat.

I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i

overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige

virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes

artikel 3 og 16.

Efter artikel 8 indsættes:

Artikel 8 a.

Indbringes et spørgsmål efter artikel 7 eller 8 mellem de

samme parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater,

skal den myndighed, ved hvilken sagen er blevet anlagt senere, på

embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.

Sager om henholdsvis separation og skilsmisse anses for at

angå samme spørgsmål ved anvendelsen af stk. 1.

Artikel 9 affattes således:

Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte

afgørelser anvendes i hver kontraherende stat den dér

gældende lov. Afgørelse om deling af formuen træffes dog

altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for

ægtefællernes formueforhold.

Separation, som er meddelt i en af staterne, giver i de

andre stater samme ret til skilsmisse som en dér meddelt

separation.

I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om

separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er betinget af en

forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der er

blevet separeret i en anden kontraherende stat, og som derefter har levet

adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har

genoptaget samlivet, ret til at blive skilt uden forudgående

betænkningstid.

Artikel 22 affattes således:

Administrative og retskraftige judicielle

afgørelser, som i en af de kontraherende stater er truffet i

overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal

have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden

prøvelse af afgørelsens rigtighed eller myndighedens

kompetence. Det samme gælder retskraftige judicielle afgørelser,

der er udfærdiget i en af staterne, og som vedrører ugyldighed

eller omstødelse af et ægteskab mellem statsborgere i en

kontraherende stat.

Artikel II

For overenskomstens anvendelse på Færøerne og

Grønland kan det danske justitsministerium efter forhandlinger med de

øvrige kontraherende staters justitsministerier fastsætte

sådanne undtagelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold måtte tilsige.

Artikel III

De kontraherende stater kan tiltræde denne overenskomst ved

a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation eller

b) undertegnelse med forbehold om ratifikation kombineret med

efterfølgende ratifikation.

Ratifikationsdokumenterne deponeres i det svenske

udenrigsministerium.

Overenskomsten træder i kraft den første dag

i den måned, der begynder to måneder efter, at alle de

kontraherende stater har tiltrådt overenskomsten. Det svenske

udenrigsministerium underretter de kontraherende stater om deponeringen af

ratifikationsdokumenterne og om tidspunktet for overenskomstens

ikrafttræden.

Artikel IV

Indtil overenskomsten træder i kraft, kan hver kontraherende stat i

forbindelse med sin tiltrædelse eller på et senere tidspunkt

afgive erklæring om, at overenskomsten skal gælde i statens

indbyrdes forhold med de øvrige kontraherende stater, der har afgivet

en sådan erklæring. Erklæringen træder i kraft

fjorten dage efter, at den er blevet deponeret i det svenske

udenrigsministerium.

Artikel V

Originaleksemplaret af denne overenskomst deponeres i det svenske

udenrigsministerium, som tilstiller hver af de kontraherende stater en

bekræftet afskrift.

Til bekræftelse herpå har de undertegnede

befuldmægtigede undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i Stockholm den 6. februar 2001 i

ét eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, og hvad

det svenske sprog angår i to tekster: én for Finland og

én for Sverige, hvilke tekster alle har samme gyldighed.

Overenskomsten er undertegnet med forbehold for

ratifikation af:

Danmark:

Thomas Winkler

Norge:

Eirik Glenne

Sverige:

Göran Lambertz

Finland:

Per-Mikael Engberg

Island:

Hördur H. Bjarnason

Danmark ratificerede den 1. august 2002 overenskomsten med

følgende forbehold:

»I henhold til artikel II i overenskomst mellem Danmark,

Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem

Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og

værgemål, undertegnet i Stockholm den 6. februar 2001,

fastsætter Danmark, at nyaffattelsen af konventionens artikel 8,

stk. 3, som sket i overenskomstens artikel I, ikke skal finde anvendelse

for Færøerne. Det fremgår således af Danmarks

ratifikation af 17. april 1991 af Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de

civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, at

konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne«.

Danmarks ratifikationsdokument er tillige med de

øvrige kontraherende staters ratifikationsdokumenter deponeret i det

svenske udenrigsministerium.

Overenskomsten trådte i kraft den 1. november 2002,

jf. artikel III.

Udenrigsministeriet, den 28. november

2002

Per Stig Møller

Lignende dokumenter