Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende
brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.
Indledning.
Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger
m.v. (brandsikringsloven) er senere ændret ved 2 love:
lov nr. 617 af 17. december 1976 (boligtilsynets beslutninger),
lov nr. 182 af 9. maj 1977 (fristforlængelse, finansiering m.v.)
og er nu optrykt som boligminsteriets lovbekendtgørelse af 26. maj 1977.
Ændringerne går i hovedtræk ud på, at de oprindelige tidsfrister for
boligtilsynets beslutninger om brandsikring samt tidsfristerne for udførelse
af brandsikringsarbejder er blevet udskudt. Der er samtidig skabt gunstigere
muligheder for, at grundejerne kan få finansieret de udgifter, der medgår til
brandsikringen.
Den seneste ændring af brandsikringsloven skal ses i sammenhæng med de
samtidig ved lov nr. 183 af 9. maj 1977 og lov nr. 181 af 9. maj 1977
gennemførte ændringer i henholdsvis realkreditloven og lov om midlertidig
regulering af boligforholdene, der ligeledes er af betydning for
finansieringen af brandsikringsudgifter.
De tekniske krav til brandsikring, indeholdt i boligministeriets
bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v., er senere ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6.
oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977. Vejledning om
brandsikring af ældre beboelsesbygninger er udsendt med boligministeriets
skrivele af 15. marts 1977.
Reglerne om genhusning i den ældre almennyttige boligmasse er midlertidig
udvidet ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om
ændring af bekendtgørelse nr. 157 af 25. april 1975 om almennyttig
boligvirksomhed.
Dette cirkulære indeholder en gennemgang af de gennemførte ændringer,
herunder en samlet redegørelse for de finanieringsregler, der nu gælder på
Læs alt
brandsikringsområdet.
Cirkulæret erstatter afsnit II og III i boligministeriets cirkulære af 5.
maj 1976 (Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset
levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.).
Boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 om lov om brandsikring af
ældre beboelsesbygninger m.v. opretholdes med de ændringer, der følger af det
under afsnit I omhandlede om ændringer af tidsfrister.
Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit:
Afsnit I: Tidsfrister.
Afsnit II: Finansiering af brandsikringsarbejder.
Afsnit III: Genhusning.
Afsnit IV: Tekniske krav.
Som bilag til cirkulæret er optaget:
Bilag 1. Bekendtgørelse af 26. maj 1977 af lov om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v.
Bilag 2. Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af
ældre beboelsesbygninger m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 501 af 6.
oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.
Bilag 3. Vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger dateret
den 15. marts 1977.
Bilag 4. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om almennyttig
boligvirksomhed af 29. april 1977 (midlertidig udvidelse af visse
almennyttige boligselskabers genhusningsforpligtelse m.v.).
Afsnit I.
Tidsfrister.
1. Kravet om brandsikring omfatter efter loven i princippet alle
bygninger på mere end 2 etager til beboelse ellr ophold for mennesker, uanset
hvornår de er opført. Der er imidlertid - på grund af omfanget af de
brandsikringsarbejder, der skal udføres - foretaget en prioritering af
brandsikringsindsatsen for at sikre, at de ældste bygninger, hvor problemerne
i almindelighed må antages at være størst og mest presserende, forbedres
særlig hurtigt.
Kravet om udførelse af brandsikringsarbejder skal således inden for en
kort frist være opfyldt, dels i beboelsesbygninger der er opført før år 1900,
dels i bygninger der må forventes at have en begrænset levetid.
Ved de ændringer af brandsikringsloven, der er gennemført ved lov nr. 617
af 17. december 1976 og lov nr. 182 af 9. maj 1977 er lovens oprindelige
frister for udførelse og beslutninger omkring brandsikring i den ældre og
dårligere boligbebyggelse blevet forlænget (se nedenfor under pkt. 2 og 3).
Samtidig er der gennemført en midlertidig begrænsning i
kommunalbestyrelsernes adgang til at fastsætte krav om gennemførelse af
brandsikringsarbejder i bebyggelse, som er opført efter år 1900 (se nedenfor
under pkt. 4.).
Beboelsesbygninger med begrænset levetid.
(Lovens § 3.
2. Ifølge brandsikringslovens § 7 skal ejeren af en
beboelsesbygning, som af kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af lovens §
3, inden den 1. september 1976 have indsendt en indberetning til det stedlige
boligtilsyn om sin gennemgang af bygningen og om de nødvendige
brandsikringsforanstaltninger. Det drejer sig her om bygninger, der uanset
opførelsestidspunktet enten må forventes nedrevet eller ombygget væsentligt
inden 1. marts 1982 som led i en sanering eller inden samme tidspunkt er
eller må forventes forbudt til benyttelse eller ophold for mennesker.
Efter loven skulle boligtilsynet oprindelig inden 3 måneder efter, at
indberetningen var modtaget, træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der
skulle iværksættes med henblik på brandsikring af den enkelte bygning. Denne
frist blev ved lov nr. 617 af 17. december 1976 forlænges generelt, således
at boligtilsynets beslutning nu i alle tilfælde - uanset hvornår indberetning
rent faktisk har fundet sted - skal være truffet inden 1. juni 1977.
Beboelsesbygninger der er opført før år 1900.
(Lovens § 2).
3. For beboelsesbygninger, der er opført før år 1900, gjaldt
oprindelig ifølge brandsikringslovens § 2, at ejeren skulle sørge for, at
kravene var opfyldt inden 1. april 1977.
Denne frist er ved lov nr. 182 af 9. maj 1977 blevet forlænget med 1 år,
således at kravene nu først skal være fuldt opfyldt inden den 1. april 1978.
Under folketingets behandling af forslaget om forlængelse af
færdiggørelsesfristerne for brandsikringsarbejder i disse bygninger
fremhævedes stærkt nødvendigheden af, at der nu straks tages fat med at få
udført de manglende arbejder. Herfor taler først og fremmest hensynet til
beboerne i disse bygninger, som har krav på, at der hurtigst muligt skabes
betryggende forhold i brandmæssig henseende. Hertil kommer også som noget
meget væsentligt, at det må være i alles interesse, at forlængelsen af
fristen ikke blot fører til en almindelig udskydelse af initiativerne. Hvis
mange grundejere venter til sidste øjeblik med at iværksætte
brandsikringsarbejderne, kan der let lokalt opstå kapacitetsproblemer navnlig
med hensyn til leverance af nødvendige materialer, men også med hensyn til at
skaffe den fornødne arbejdskraft.
For at undgå at brandsikringsarbejderne skal hobe sig op i de sidste
måneder før fristens udløb, har boligministeriet iværksat en informations- og
annoncevirksomhed over for grundejerne med henblik på at skabe baggrund for
en løbende gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger.
For at sikre størst mulig effekt af denne informationskampagne bør
kommunalbestyrelserne følge denne virksomhed op på lokalt plan, f.eks. ved
annoncering, ved afholdelse af pressemøder, ved løbende stikprøvevise
undersøgelser af, om de pågældende arbejder er påbegyndt eller lignende. Det
bør i denne forbindelse understreges over for ejerne af de pågældende
bygninger, at en overskridelse af færdiggørelsen vil kunne straffes med bøde
eller hæfte efter brandsikringslovens § 20, stk. 1.
Andre bygninger.
(Lovens § 4).
4. Det er som nævnt kun for beboelsesbygninger, der enten er
opført før år 1900, eller som er særlig udpeget af kommunalbestyrelsen i
medfør af lovens § 3, at ejerens pligt til brandsikring er lagt fast i en
særlig procedure med bestemte frister for gennemførelsen. Efter lovens § 4
kan kommunalbestyrelsen imidlertid beslutte, at der også for andre bygninger,
der er omfattet af lovens § 1, skal gælde særlige frister for indberetning om
gennemgang og for opfyldelse af kravene, jfr. pkt. 9 i boligministeriets
cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.
Ved ændring af brandsikringsloven, der blev gennemført ved lov nr. 182 af
9. maj 1977, er der imidlertid sket en begrænsning i kommunalbestyrelsens
adgang til selvstændigt at træffe sådanne beslutninger. Lovændringen går ud
på, at den enkelte kommunalbestyrelse i perioden frem til 1. april 1979 ikke
uden boligminsterens godkendelse kan træffe beslutning om at udvide kravene i
lovens § 2 vedrørende gennemgang, indberetning og udførelse af brandsikring
til også at gælde for andre bygninger end beboelsesbygninger, som er opført
før år 1900. Denne begrænsning i den tidsmæssige iværksættelse af
brandsikringsarbejder i nyere bygninger har forud for lovforslagets
fremsættelse været forhandlet med repræsentanter for kommunerne, Grundejernes
Landsforbund og Lejernes Landsorganisation.
Baggrunden for begrænsningen er, at gennemførelsen af
brandsikringsarbejder i den ældste og dårligste boligmasse under alle
omstændigheder må påregnes at kræve en så betydelig økonomisk indsats, at de
nyere ejendommes brandsikring bør udskydes noget, således at
brandsikringsinvesteringen kan blive udstrakt over en længere periode.
Denne udskydelse af brandsikringsinitiativerne i ejendomme fra efter år
1900 skal ses i sammenhæng med de ændringer på det finansieringsmæssige
område, der er sket ved de samtidig gennemførte ændringer af realkreditloven
og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Ved disse ændringer, der
nærmere er omtalt i afsnit II, er der bl.a. skabt grundlag for en øget
udlånsindsats til lav rente fra Grundejernes Investeringsfond til
finansiering af brandsikringsudgifter. Efter de ældrede regler forudsættes
Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode at frigøre og udlåne ca.
450 mio. kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio. kr. forlods reserveres til
finansiering af brandsikringsudgifter i ejendomme fra før år 1900.
Det er væsentligt for denne udlånsvirksomhed fra investeringsfonden, at
der tidsmæssigt finder en udskydelse sted af brandsikringen i de nyere
ejendomme. Herved vil ejerne af disse bygninger også bedre kunne afpasse
deres forbrug af vedligeholdelses- og opretningsmidler efter den kommende
brandsikringsinvestering.
Lovændringen indebærer, at enhver kommunal beslutning, der træffes
før 1. april 1979, skal godkendes af boligministeren. Dette gælder altså også
beslutninger, der går ud på, at brandsikringsproceduren først skal
iværksættes efter 1. april 1979.
I denne forbindelse skal man henlede kommunalbestyrelsernes opmærksomhed
på, at beslutninger efter lovens § 4 om udvidelse af kravene i lovens § 2 må
forudsætte, at der samtidig træffes bestemmelse om frister for gennemgang,
indberetning og brandsikring.
Ved administrationen af den midlertidige godkendelsesordning vi
boligministeriet tilstræbe, at de enkelte kommuners beslutninger kan
indpasses i og koordineres med den samlede indsats på brandsikringsområdet
samtidkg med, at lokale forudsætninger omkring beskæftigelse, levering af
materialer m.v. kan indgå i overvejelserne om godkendelse. Godkendelse vil
dog altid kunne forventes meddelt for enkelte bygninger eller for bygninger
inden for et afgrænset område, hvor en tidsmæssig fremrykning af
brandsikringsindsatsen skønnes nødvendig. Lovændringen berører ikke den
enkelte ejers mulighed for selv at bestemme tidspunktet for iværksættelse af
brandsikringsarbejder til opfyldelse af den generelle pligt i lovens § 1.
Beslutninger, der efter lovens § 4 er truffet af kommunalbestyrelsen forud
for ændringslovens ikrafttræden den 13. maj 1977, bevarer i princippet deres
gyldighed.
Ud fra de ovenfor refererede hensyn bag lovændringen henstilles imidlertid
til kommunalbestyrelserne at overveje at omgøre eller ophæve tidligere trufne
beslutninger, for så vidt disse går ud på, at brandsikringsarbejderne skal
være endelig udført inden 1. april 1979. Det samme gælder, hvor en
overholdelse af de ved beslutningerne fastsatte tidsfrister gør det
nødvendigt, at brandsikringsarbejserne i almindelighed påbegyndes inden denne
dato.
Kommunalbestyrelsernes beslutninger om ophævelse eller forlængelse af
tidligere fastsatte frister for gennemgang, indberetning og udførelse kan ske
uden forelægeelse for boligministeriet.
Afsnit II.
Finansiering af brandsikringsudgifter.
5. Som omtalt i indledningen til cirkulæret blev der den 9. maj
1977 gennemført en række ændringer i lov om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v., lov om realkreditinstitutter og lov om midlertidig
regulering af boligforholdene, der set i sammenhæng giver gunstigere
muligheder for finansiering af udgifterne til brandsikring. Ændringerne tager
sigte på at skabe sikkerhed for grunderjernes finansiernig af udgifterne til
brandsikring og samtidig at sikre en finansiering, der begrænser de hermed
forbundne lejeforhøjelser.
Baggrunden for disse lovgivningsinitiativer har været, at en opgørelse
over finansieringsbehovet på grundlag af allerede projekterede og udførte
brandsikringsarbejder havde vist, at de gennemsnitlige brandsikringsudgifter
pr. lejlighed - i hvert fald for de ejendomme der skal brandsikres i første
omgang - ligger væsentligt over udgiftsniveauet i det erfaringsmateriale, man
havde til rådighed i sin tid ved udarbejdelsen af brandsikringsloven.
Gennemførelsen af lovændringerne på det finansielle område går i hovedtræk
ud på følgende:
a. Ved en midlertidig ændring af realkreditloven udvides adgangen
til at optage realkreditlån til finansiernng af brandsikringsudgifter.
b. Ved en række ændringer i lov om midlertidig regulering af
boligforholdene, der bl.a. vedrører Grundejernes Investeringsfonds
udlånsformål og -vilkår, anbringelse af midler samt afvikling af bundne
beløb, skabes der rundlag for en øget udlånsuindsats fra fonden til
finansiering af brandsikringsudgifter. Det forudsættes herved, at
Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode kan udlåne ca. 450 mio
kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio kr. reserveres til finansiering af
brandsikringsudgifter i ejendomme omfattet af brandsikringslovens § 2.
c. For at undgå brandsikringsarbejder medfører lejeforhøjelser i større
omfang end højst nødvendigt, at der ved en ændring af den midlertidige
boligreguleringslov generelt givet udlejeren adgang til at afholde udgiften
til brandsikring over kontoen for udvendig vedligeholdelse. Ydelser på
eventuelle lån til brandsikring kan dog ikke afskrives på denne konto. (For
de særlige § 3-ejendomme gælder der fortsat særregler for anvendelsen af
kontoen for udvendig vedligeholdelse til dækning af brandsikringsudgifter
eller til dækning af årlige ydelser på brandsikringslån).
d. Ved en ændring af brandsikringsloven stilles der af staten 30 mio kr.
til rådighed for Grundejernes Investeringsfond til ydelse af skattefrit
tilskud til brandsikringsarbejder på ejendomme omfattet af lovens § 2. Disse
statslige tilskud kan alene ydes i tilfælde, hvor brandsikringsudgiften for
den enkelte lejlighed er særlig stor, og kun hvor der er lejligheder med et
lille boligareal. For § 3-ejendomme er der i forvejen efter reglerne i
brandsikrngslovens § 12 mulighed for, at stat og kommune yder et rente- og
afdragsfrit lån til delvis dækning af brandsikringsudgifterne.
Disse forbedringer i finansieringsvilkårene, herunder mulighederne for at
få statstilskud, gælder ikke blot for fremtidige brandsikringsarbejder, men
skal også kunne komme de ejere - og dermed tillige de lejere der bor i de
pågældende bygninger - tilgode, som allerede har udført eller påbegyndt
brandsikringsarbejder. Dette gælder også, selv om disse arbejder midlertidigt
er finansieret på anden måde.
I det følgende er der foretaget en nærmere gennemgang af de regler for
finansiering af brandsikringsudgifter, der nu gælder efter de den 9. maj 1977
skete ændringer.
Pkt. 6 til 10 omhandler de finansieringsbestemmelser, der er
fælles for brandsikrede ejendomme.
Pkt. 11 til 15 behandler de særlige finansieringsregler, der
gælder for bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygninger).
Pkt. 16 til 22 behandler de særlige finansieringsregler, der
gælder for bygninger med begrænset levetid (§ 3-bygninger).
Pkt. 23 redegør for de særlige forhold, der gør sig gældende med
hensyn til finansiering af brandsikringsudgifterne i øvrige bygninger,
der ikke er omfattet af brandsikringslovens § 2 eller § 3.
Endelig omhandler pkt. 24 til 27 forholdet til lejerne.
De bestemmelser i lov nr. 184 af 9. maj 1977 om ændring af lov om
midlertidig regulering af boligforholdene, der ikke direkte vedrører
brandsikringsarbejders iværksættelse eller finansiering, er nærmere omtalt i
boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af
boligreguleringsloven.
Fælles finansieringsbestemmelser for brandsikrede ejendomme.
6. Ved den stedfundne ændring af realkreditloven den 9. maj 1977
(indførelse af § 17 c) er der skabt en midlertidig udvidet adgang til
realkreditbelåning til hel eller delvis finansiering af
brandsikringsarbejder, som udføres i medfør af brandsikringsloven, og som
påbegyndes inden udgangen af marts 1979 (det påhviler låntageren at godtgøre
dette over for låneinstituttet).
§ 17 c stiller ikke - som normalt ved
realkreditfinansiering af forbedringsarbejder - krav om, at der som vilkår
for optagelse af den gunstigere belåning skal være tilført ejendommen en
værdiforøgelse af en bestemt størrelsesorden.
Nødvendige brandsikringsarbejder vil efter bestemmelsen kunne belånes op
til en lånegrænse på 100 pct. af de afholdte udgifter. Realkreditlånet kan
dog ikke være større, end at de årlige ydelser på lånet kan dækkes inden for
et beløb, der svarer til 2 pct. af ejendommens værdi ved 15. alm. vurdering
af landets faste ejendomme.
Lånet skal endvidere have sikkerhed inden for en lånegrænse på 75 pct. af
den brandsikrede ejendoms værdi i handel og vandel.
Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.
Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan
lånet udbetales indtil udgangen af marts 1980.
Fordelingen inden for lovens rammr af lån til brandsikringsarbejder på
almindelig og særlig realkredit er ikke til hinder for, at hele lånet ydes
som særlig realkredit, hvis dette af det pågældende realkreditinstitut
skønnes hensigtsmæssigt ud fra en vurdering af bl.a. lånets størrelse og de
økonomiske og administrative konsekvenser, der vil være forbundet med en
opdeling af långivningen.
Dersom en bygherre i medfør af brandsinringsloven eller anden lovgivning
eventuelt måtte modtage kontant tilskud eller rente- og afdragsfri lån fra
det offentlige som direkte støtte, forudsættes det, at der ikke til sammen
bliver tale om finansiering af de udførte brandsikringsarbejder med mere end
100 pct.
Bestemmelsen i § 17 c giver herudover - eventuelt i kombination med
finansieringen af brandsikringsarbejder - mulighed for hel eller delvis
finansiering af udgifter til almindelige forbedrings-, opretnings- og
isoleringsarbejder m.v. i udlejningsejendomme til helårsbeboelse. Der gælder
her de samme vilkår for ydelse af lån som for brandsikringsarbejder, dog med
den undtagelse, at der ikke til opretningsarbejder m.v. kan ydes større lån
end, at de årlige ydelser på dette kan dækkes inden for et beløb svarende til
1 pct. af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering. Denne regel er nærmere
omtalt i boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af
boligreguleringsloven.
7. Indførelsen af den nye § 17 c i realkreditloven udelukker ikke,
at der i visse tilfælde supplerende kan ydes lån til brandsikringsarbejder i
medfør af samme lovs § 17 b. Denne bestemmelse, der indeholder en
andenmidlertidig udvidet adgang til realkreditbelåning, blev indføjet
i realkreditloven ved lov nr. 422 af 25. august 1976.
For at der kan ydes lån efter denne bestemmelse, er det imidlertid en
forudsætning, at de udførte brandsikringsarbejder (eventuelt i forbindelse
med andre forbedringsarbejder) har medført en vædiforøgelse på mindst 10 pct.
af bygningsværdien inden forbedringens gennemførelse. Det er endvidere en
betingelse, at de pågældende byggearbejder er påbegyndt i tiden 1. oktober
1976 til udgangen af marts 1978. Det påhviler låntageren at godtgøre, at
byggearbejdet er påbegyndt i dette tidsrum, og er videreført uden afbrydelse
på normal måde. Inden udløbet af marts 1978 skal låntageren anmelde
byggearbejdets påbegyndelse til det realkreditinstitut, hvori lånet ydes.
Såfremt disse betingelser er opfyldt, kan lån ydes inden for en lånegrænse
på 90 pct. af den værdiforøgelse, forbedringen har tilført ejendommen. Lånet
skal endvidere for ejendommen som helhed have sikkrhed inden for en samlet
lånegrænse på 75 pct. af den brandsikrede ejendomsværdi i handel og vandel.
Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.
Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan
lånet udbetales indtil udgangen af marts 1979, dog udgangen af 1979 for
byggearbejder, hvis værdi overstiger 1 mio kr.
En kombination af lånereglerne i realkreditlovens § 17 b og § 17 c giver
herefter i visse tilfælde mulighed for, at brandsikringsarbejder, der
(eventuelt sammen med andre forbedringsarbejder) medfører en værdiforøgelse
på mere end 10 pct. af den oprindelige bygnings værdi, kan realkreditbelånes
efter 2 lånegrænser: nemlig 100 pct. af en så stor del af udgifterne, at de
årlige ydelser på lånet kan holdes inden for 2 pct. af ejendommens værdi ved
15. alm. vurdering og 90 pct. af den værdiforøgelse, som de resterende
brandsikringsudgifter skønnes at have tilført ejendommen. Det er herved
stadig forudsat, at den samlede lånegrænse for ejendommen som helhed ikke
kommer til at overstige 75 pct., og at der ikke i forbindelse med ydelse af
tilskud eller lignende bliver tale om en finansiering med mere end 100 pct.
af udgifterne ved de udførte arbejder.
8. For at sikre, at Grundejernes Investeringsfond i videst muligt
omfang har disponible midler til udlån til brandsikringsforanstaltninger, er
den hidtidige adgang efter boligreguleringslovens kap. V til at kræve
frigivet midler til dækning af visse vedligeholdelses- og opretningsarbejder,
herunder brandsikringsarbejder, ophævet ved den stedfundne ændring af
boligreguleringsloven den j9. maj 1977. Dette indebærer, at der heller ikke
som tidligere forudsat i medfør af brandsikringslovens § 10 og § 11 kan ske
frigivelse af bundne beløb vedrørende ejendommen i investeringsfonden.
Såfremt en indskyder i tillid til frigivelsesmuligheden til de nævnte
formål, har iværksat sådanne arbejder inden 16. marts 1977 (datoen for
lovforslgets fremsættelse), kan der dog ske udbetaling af bindingsbeløb, når
udgiften er afholdt efter arbejdets fuldførelse, og kravet om refusion af den
afholdte udgift er rejst over for investeringsfonden inden 31. december 1977.
Samtidig er det ved en tilføjelse til boligreguleringslovens § 36 (nyt nr.
5) tydeliggjort, at investeringsfonden også kan yde lån til forbedringer i
form af brandsikringsarbejder.
Rentesatsen på sådanne udlån er efter lovændringen 8 pct. p.a.
Lånets løbetid fastsættes som hidtil af fonden efter reglerne i
boligreguleringslovens § 38, stk. 3, og udgør normalt 15 år.
Lånegrænsen er også uændret efter lovens § 38, stk. 1, på 85 pct. af den
af fonden fastsatte låneværdi for ejendommen. Men som noget nyt er der ved
lovens § 38, stk. 5, indført adgang til at yde investeringsfondslån til
brandsikringsforanstaltninger udover denne lånegrænse, når pantesikkerheden
suppleres med en kommunal garanti efter brandsikringslovens § 10, stk. 4,
jfr. cirkulærets pkt. 9.
Lånet udbetales kontant.
Lån kan ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.
Som følge af det store behov for lånemidler fra fonden til
brandsikringsforanstaltninger kan det indtil videre ikke påregnes, at fonden
kan afse midler til andre låneformål.
Ud fra de samme hensyn vil udlån fra investeringsfonden forlods blive
reserveret til finansiering af brandsikringsudgifter i § 2-ejendomme. Der
henvises herom til pkt. 5 og til pkt. 11-23, der behandler de særlige
finansieringsregler, der gælder for de forskellige bygningskategorier.
9. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er nødvendigt at
optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i tilstrækkeligt
omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang for
kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde
garanti for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes
med garanti efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som
med den pantsatte ejendom.
Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at
medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter,
og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på
sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den
pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed
være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de
tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført
tab som følge deraf.
Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i
forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret.
Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån
til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde
en rimelig egenkapital.
Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres efter
beslutninger truffet af boligtilsynet i medfør af lovens § 7, stk. 2,
henvises til pkt. 18 og 21.
10. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for hvilken
boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt ikke
prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med offentlige
midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte selskaber,
institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til hinder for, at
finansieringen til gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger af
kondemnerede ejendomme kan ske ved låneoptagelse på det organiserede
lånemarked, er det i brandsikringslovens § 10, stk. 5, bestemt, at det nævnte
belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke finder anvendelse på lån, der
optages til dækning af udgifter til brandsikring, der gennemføres efter
brandsikringsloven.
Særlige finansieringsregler for bygninger som er opført før år 1900,
og som ikke er omfattet af brandsikringslovens § 3.
11. Som omtalt ovenfor i pkt. 8 er adgangen til at få bundne beløb
frigivet fra Grundejernes Investeringsfond til dækning af visse
vedligeholdelses- og opretningsarbejder ophævet samtidkg med, at udkånsrenten
for fondslånene er forhøjet til 8 pct. p.a.
Der er herved skabt grundlag for en øget udlånsindsats fra fonden til
finansiering af brandsikringsudgifter, og det er herefter forudsat, at
fonden over en 3-årig periode stiller ca. 300 mio kr. til rådighed for
brandsikring af bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygningerne).
I det omfang udgifterne til brandsikring søges dækket ved optagelse af
lån, vil investeringsfondslånene normalt blive givet til finansiering af
halvdelen af de kontante udgifter til brandsikring, idet der til dækning af
det resterende lånebehov forudsættes optaget realkreditlån efter §§ 17 c og
eventuelt tillige 17 b i realkreditloven, jfr. pkt. 6 og 7. Om den
administrative tilrettelæggelse af låneproceduren henvises til pkt. 15.
12. Afholder ejeren udgifterne til brandsikring helt eller delvis
uden låneoptagelse kan den del af udgiften, der ikke lånefinansieres,
i sådanne lejemål, der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven
(lejemål der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med
huslejeregulering), som hidtil afskrives på ejendommens
opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.
Ved ændringen den 9. maj 1977 af denne lov er der indført en tilsvarende
adgang for udlejeren til at afholde udgiften til brandsikring over
ejendommens konto for udvendig vedligeholdelse, jfr. lovens § 15, stk.
1. Kan udgiften ikke dækkes af kontoene i det regnskabsår, hvori den er
afholdt, kan det manglende beløb afskrives senere, idet der er adgang til at
overføre en negativ saldo på kontiene.
Om forholdene til lejerne henvises til pkt. 24-27.
13. Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af
lån, herunder lån i Grundejernes Investeringsfond, kan lånebeløbet
hverken afskrives over vedligeholdelses- eller opretningskontoen.
På vedligeholdelseskontoen kan heller ikke afskrives de årlige ydelser på
lånene.
Derimod skal de årlige ydelser til renter og afdrag på lånet i muligt
omfang afholdes over ejendommens opretningskonto.
Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.
14. Ved ændringen den 9. maj 1977 af brandsikringsloven (ny § 10
a) er der indført adgang til at yde statstilskud til delvis dækning af
brandsikringsudgifterne i beboelsesbygninger, som er opført før år 1900, og
som ikke er omfattet af lovens § 3.
Da det må forudsættes som overvejende hovedregel, at
brandsikringsudgifterne for disse bygninger i forvejen vil blive søgt helt
eller delvis finansieret med lån fra Grundejernes Investeringsfond, er det af
rationelle administrative grunde overladt til fonden på statens vegne at yde
disse tilskud inden for et samlet beløb på 30 mio kr. Midlerne stilles af
statskassen til rådighed for fonden.
Ansøgning om tilskud skal bilægges dokumentation for de udgifter, der er
forbundet med brandsikringsarbejderne, jfr. pkt. 15.
Tilskuddet kan alene ydes til beboelseslejligheder med et bruttoetageareal
på ikke over 60 m2, idet det her må forventes, at brandsikringsudgifterne
beregnet i gennemsnit pr. lejlighed bliver størst samtidig med, at
mulighederne for at imødegå store lejeforhøjelser (ved at afskrive over
vedligeholdelses- og opretningskontiene) er de mindste.
Tilskuddet udgør 25 pct. af den del af de på sådanne lejligheder hvilende
brandsikringsudgifter, der overstiger 4.000 kr. Tilskuddet kan højst udgøre
2.000 kr. for hver lejlighed. Tilskud, der efter disse beregninger vil udgøre
mindre end 500 kr. for en lejlighed, udbetales ikke. Det fremgår heraf, at
brandsikringsudgiften pr. lejlighed mindst skal udgøre 6.000 kr. for, at
tilskud kan komme til udbetaling. Det maksimale tilskudsbeløb på 2.000 kr.
udløses ved en brandsikringsudgift på 12.000 kr. eller derover pr. lejlighed.
Enhver beboelseslejlighed, der i øvrigt opfylder lovens krav vedrørende
størrelse og brandsikringsudgifter, er berettiget til tilskud, hvad enten den
er beboet af ejeren eller er udlejet. Dette gælder også, hvor værelser som
led i brandsikringen omdannes til lejligheder samt i blandede lejemål, hvori
beboelsesandelen ikke overstiger 60m2, og hvor den på boligarealet hvilende
udgift i øvrigt opfylder betingelserne for, at der kan ydes tilskud.
Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter samme regler, som anvendes
ved beregning af etagearealer ved lejefastsættelse efter kap. II i lov om
midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. nærmere herom i pkt. 27. I
ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, kan ejerlejlighedsarealet således
ikke lægges til grund ved afgørelsen af, om en lejlighed med hensyn til
arealstørrelse kan få tilskud.
I de brandsikringsudgifter, der danner grundlag for beregningen af
eventuelt tilskud indgår sædvanlige omkostninger, herunder byggelånsrenter,
stempelafgift og indskud, men derimod ikke kurstab.
Baggrunden for at tilskud kun kan ydes i det omfang, beboelsesbygninger
indeholder lejligheder på maksimalt 60 m2, har som nævnt været, at det må
forventes, at brandsikringsudgifterne i gennemsnit pr. lejlighed her bliver
størst. Dette hænger igen sammen med, at de overvejende udgifter til
brandsikring i almindelighed vedrører forhold uden for den enkelte lejlighed
(adgangsarealer, vægge mellem lejligheder, trapper, gange, døre til
lejligheder, kældre og tagetager), som forholdsmæssigt vil belaste lejen mest
i små lejligheder.
Lovens tilskudsregler bygger derfor på det princip, at man ved afgørelsen
af, om tilskud kan ydes, fordeler den del af bygningens samlede
brandsikringsudgifter, der hviler på beboelsesarealerne, ligeligt pr.
lejlighed og derefter -afhængig af hvor stor brandsikringsudgiften herved
bliver - beregner om og i bekræftende fald i hvilket omfang, der kan ydes
tilskud til lejligheder på højst 60 m2. Disse principper vil derfor blive
lagt til grund ved Grundejernes Investeringsfonds administration af
tilskudsmidlernes fordeling.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvem tilskuddet skal komme tilgode, fører
disse forudsætninger på samme måde til, at tilskuddet - dersom de nødvendige
lejeforhøjelser også af ejeren fordeles ligeligt efter lejlighedsantal
- udelukkende kommer lejerne i de tilskudsberettigede lejligheder tilgode.
Hvis ejeren derimod vælger, at den endelige fordeling af de nødvendige
lejeforhøjelser skal ske i forhold til de enkelte lejligheders m2-etageareal
eller i forhold til det hidtil gældende lejeniveau, er der ikke behov for i
særlig grad at tilgodese de små lejligheder ved tilskudsfordelingen. Det
tilskud, der efter de ovennævnte regler kan udbetales fra investeringsfonden,
bør derfor i ddtte tilfælde af ejeren fradrages de totale
brandsikringsudgifter, inden den endelige fordeling af lejeforhøjelserne pr.
m2-etageareal eller lejeniveau finder sted.
tilskuddet er ikke indkonmstskattepligtigt for tilskudsmodtagerne. Om den
nærmere behandling af tilskuddet i relation ti skattelovgivningen henvises
til brandsikringslovens § 10 a, stk. 3.
Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.
15. For § 2-bygningerne er der mellem realkreditinstitutterne og
Grundejerens Investeringsfond indgået aftale om en fælles administrative
tilrettelæggelse af långivningen og en forenklet långivningsprocedure i
brandsikringssager, hvor udgifterne helt eller delvis søges dækket både med
realkreditlån og investeringsfondslån.
I sådanne tilfælde starter lånesagen me, at låneansøgningen indsendes til
det pågældende realkreditinstitut, som derefter i samarbejde med
investeringsfonden foretager besigtigelse og teknisk sagsbehandling samt
afgiver eet fælles lånetilbud dækkende både realkreditlån og lån fra fonden.
Med henblik herpå er der udarbejdet et fælles ansøgningsskema, som fås ved
henvendelse til realkreditinstitutterne eller Grundejernes Investeringsfond.
Sammen med ansøgningsskemaet skal indsendes en genpart af det skema
»Indberetning om brandsikring«, som tidligere af ejeren er
fremsendt til kommunalbestyrelsen, og som indeholder en opregning af de
foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde brandsikringskravene. Hvis
der søges om udbetaling af tilskud fra investeringsfonden i henhold til
brandsikringslovens § 10 a, skal ansøgningen indeholde oplysning herom og
skal være bilagt dokumentation for de udgifter, der er forbundet med
brandsikringsarbejderne.
Ved en sådan integreret lånesagsbehandling vil det være muligt i een
ekspedition at klarlægge det samlede finansieringsbehov og mulighederne for,
at dette - eventuelt sammen med tilskud efter brandsikringslovens § 10 a -
kan dækkes ved ydelse af realkreditlån (jfr. pkt. 6 og 7) og lån fra
investeringsfonden. Herved kan man endvidere tilgodese, at der sker den mest
hensigtsmæssige indbyrdes placering af långivningen i ejendommen samtidig
med, at man kan få klarlagt behovet for eventuel kommunegaranti samt sikre,
at der ikke finder en overfinansiering sted med realkreditlån.
Da det ikke kan udelukkes, at der i en række tilfælde kan være tale om, at
der i forbindelse med brandsikringsarbejderne samtidig udføres opretnings- og
andre forbedringsarbejder, skal det understreges, at det kun er rene
brandsikringsudgifter, der kan forventes finansieret med lån fra Grundejernes
Investeringsfond.
Det kan som udgangspunkt påregnes, at det opgjorte lånebehov normalt vil
blive dækkt med lån fra investeringsfonden på halvdelen af de rene kontante
udgifter til brandsikring.
Ansøgning om lån til brandsikring skal først indsendes, når arbejdet er
udført. Dette skal ses på baggrund af, at der er tale om et stort antal
relativt små lån. Hvis låneansøgningen derfor skulle behandles både med
henblik på afgivelse af forhåndsudtalelser og endeligt lånetilbud, ville det
føre til en stærk belastning af det administrative apparat med deraf følgende
lang ekspeditionstid.
Særlige finansieringsregler for bygninger med begrænset levetid. §
3-bygninger.
16. For bygninger, der uanset opførelsestidspunktet, af
kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af brandsikringslovens § 3, og for
hvilke boligstyrelsen i medfør af § 7, stk. 2, har besluttet, at der skal
gennemføres brandsikring, gælder særlige finansieringsbestemmelser,
der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse bygninger bliver belastet
økonomisk hårdere end beboere i andre ejendomme, der skal brandsikres. Det
har herved været lagt til grund, dels at brandsikring af disse bygninger i
almindelighed må forventes at blive dyrere end sikring af andre ejendomme,
dels at disse bygningers restlevetid er meget begrænset samtidigt med, at
lejlighedernes brugsvædi er relativ lav, således at den vanskeligt kan være
en væsentlig forhøjelse.
Det bemærkes herved, at den adgang til optagelse af lagt forrentede lån i
Grundejernes Investeringsfond, som er tilvejebragt for så vidt angår §
2-bygninger (ovenfor pkt. 11 og 15) ikke kan bringes i anvendelse ved
finansieringen af brandsikringsudgifter i § 3-bygninger. Derimod gælder der
for disse bygninger andre regler, der skal tilgodese, at
brandsikringsudgifterne mindst muligt påvirker lejeniveauet. Der gives
således bl.a. mulighed for, at der kan ydes offentlig støtte til
brandsikringen dels i form af kommunegaranti for lån alene med pantesikkerhed
i ejendommen, dels i form af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles
til rådighed af kommune og stat i forening.
17. Ejere af bygninger, for hvilke brandsikringskrav er beslutet i
medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede kommuner pligt
til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der vedrører
beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets fuldførelse henstår
på ejendommens vedligeholdelseskonto, jr. § 15, stk. 1, i
boligregulerigsloven.
Endvidere har ejeren adgang til at afskrive yderligere udgifter på
ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.
Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens
vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække
udgifterne, kan ejerne, hvis han selv afholder udgiften, løbende
afskrive beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på
kontiene (overførelse af negativ saldo).
Dækkes udgifterne ved optagelse af lån, kan lånebeløbene ikke
afskrives på nogen af de nævnte konti, men til gengæld skal de årlige
låneydelser så vidt muligt afskrives på kontiene.
Det har dog ikke været tanken, at hele ejendommens opretnings- og
vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til forrentning og
afdrag på brandsikringslån. Der bør fortsat være mulighed for at afskrive
udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I ejendomme, der består af
flere bygninger, bår afskrivning således kun ske på den del af
bedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der skal
brandsikres efter § 7, stk. 2. Brandsikringen heraf bør ikke medføre
forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.
Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.
18. Er det nødvendigt at optage lån til dækning af
brandsikringsudgifterne, og kan sådant lån kun forventes ydet mod
supplerende sikkrhedsstillelse udover pantesikkrhed i ejendommen, er
der som nævnt under pkt. 9 adgang til for kommunalbestyrelsen at yde garanti
for sådanne lån.
I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter
brandsikringslovens § 10, stk. 4, hæfter låntageren ved kommunal garanteret
låneoptagelse i § 3-bygninger i henhold til lovens § 11, stk. 4, ikke
personligt, men alene med den pantsatte ejendom.
Staten godtgør kommunen halvdelen af de eventuelle tab, som kommunen lider
ved garantistillelse efter lovens § 11, stk. 4. Sådanne tab kan bl.a. tænkes
at opstå, hvor en indgået garantiforpligtelse for lånet bliver aktualiseret,
f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en sanering, inden lånet
er fuldt tilbagebetalt, jfr. pkt. 20 og 21.
19. I henhold til brandsikringslovens § 12 kan kommunen, når
særlige forhold taler derfor, yde rente- og afdragsfrit lån med pant i
ejendommen.
Et sådant lån kan højst udgøre halvdelen af de samlede
brandsikringsudgifter - i de huslejeregulerede kommuner dog efter fradrag af
det beløb, som indestår på ejendommens vedligeholdelseskonto ved arbejdernes
afslutning, jfr. pkt. 17.
Lånet ydes uden personlig hæftelse for låntageren.
Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.
20. Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i
henhold til lov om sanering, yde statslån til dækning af helvdelen af
kommunens udgifter til rente- og afdragsfri lån.
Et af kommunen ydet rente- og afdragsfrit lån forfalder til indfrielse,
når ejendommen gøres til genstand for sanering med støtte efter lov om
sanering. Herved vil man kunne undgå, at den forøgelse af ejensommens værdi,
der hidrører fra forbedringer, som er finansieret med dette lån - og som vil
give sig udslag i størrelsen af den erstatning, der ydes ejeren for afståelse
af ejendommen i forbindelse med saneringen - skal virke fordyrende i forhold
til det offentlige. Ved lånets indfrielse tilbagebetaler kommunen statens
andel af lånet.
Er ejendommen ikke blevet omfattet af en sanering, når der er forløbet 6
år efter lånets udbetaling, kan kommunalbestyrelsen forlænge rente- og
afdragsfriheden for indtil 4 år. Er ejendommen heller ikke inden udløbet af
denne periode saneret med offentlig støtte, skal lånet tilbagebetales over 5
år. Der svares ikke renter af lånet over tilbagebetalingsperioden, men
restlånet forfalder til indfrielse, hvis ejendommen saneres med offentlig
støtte, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.
Hvis der til brandsikring er en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån,
og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet
efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse
i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i
sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at
ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vi kunne
gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der
vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer,
der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk
fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver
derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler
forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af
ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommnen skønner, at
lånet - for hvilket låntageren alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke
vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen
beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde
vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit
tilgodehavende i tilsvarende omfang.
21. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at yde
offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om den
allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle
tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget
begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og
lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens
stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti fo
lån og/eller rente og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om
omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan
støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end
ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der
ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i
denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de
frie områder, hvor det ikke er muligt at aholde udgifterne til brandsikring
over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse
efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne
brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den
endnu skal bestå.
Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens
støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og
lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke
falder ind under de særlige støttebestemmelser.
Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den
offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne
tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte
ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at det for den
heromhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt,
at der - som supplement til ydelse af offrentlige lån - stilles særlig
sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almendelige
lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af
omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for
lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid.
Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå
meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været
uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at
der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil
kunne være meget tyngende.
22. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete tilfælde ydes
støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald omfanget af denne
støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og kan således
heller ikke indbringes for boligministeriet.
Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er
modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte
brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte
kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved
ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit
lån bør ydes på grunslag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter
ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det
bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikrng af bygning efter § 7,
stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af de
hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af
rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren
skønnes ufornødent.
Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om
arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold,
herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti
m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med
oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret,
genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til realkreditinstitut,
bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån ellr for
imødekommelse af ansøgninger om lån.
Finansieringsregler for »øvrige« bygninger.
23. For »øvrige« bygninger d.v.s. bygninger som er
opført år 1900 eller senere, og som ikke er omfattet af brandsikringslovens §
3, gælder der med een undtagelse principielt de samme regler om finansiering
af brandsikringsudgifter, som for bygninger opført før år 1900 (ovenfor pkt.
6-10 og pkt. 11-15).
Undtagelsen går ud på, at der ikke kan ydes statstilskud i medfør af
brandsikringslovens § 10 a til nedbringelse af brandsikringsudgifterne i
sådanne nyere ejendomme.
Hertil kommer imidlertid, at de midler, der af Grundejernes
Investeringsfond løbende kan frigøres til udlån til brandsikring, forlods vil
blive anvendt til dækning af lånebehovet i § 2-bygninger, hvor problemerne i
almindelighed må antages at være størst, og hvor gennemførelsen af
brandsikringsarbejderne generelt er undergivet en særlig tidsfrist.
Indtil investeringsfonden nærmere har afklaret udlånsbehovet til denne
kategori af bygninger, kan der derfor ikke siges noget endeligt om, hvornår
og i hvilket omfang fonden tillige vil være i stand til at yde lavtforrentede
lån til dækning af brandsikringsudgiften i nyere bygniner.
Det er bl.a. på denne baggrund at den tidsmæssige iværksættelse af
brandsikringsarbejder ved en ændring af brandsikringslovens § 4 er søgt
udskudt, jfr. cirkulærets pkt. 4.
Der er derfor heller ikke for så vidt angår finansiering af
brandsikringsudgifter i sådanne bygninger truffet nogen aftale om fælles
lånesagsbehandling mellem Realkreditrådet og Grundejernes Investeingsfond,
men ejeren må i stedet, hvis der søges optaget fondslån, rette henvendelse
direkte til fonden for nærmere at orientere sig om udlånsmulighederne herfra.
Forholdet til lejerne.
24. Gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger anses som en
forbedring. Som følge heraf har en udlejer, der gennemfører brandsikring, som
udgangspunkt ret til lejeforhøjelse.
Lejeforhøjelse er dog udelukkende overalt i landet i det omfang,
brandsikringsudgifterne finansieres med statstilskud via Grundejernes
Investeingsfond (ovenfor pkt. 14) eller med rente- og afdragsfrit kommunelån
(ovenfor pkt. 19).
I øvrigt beror forholdet til lejerne på, om lejemålet alene omfattes af
lejelovens regler, eller om lejemålet er omfattet af reglerne i kap. II i lov
om midlertidig regulering af boligforholdene (lejemål om beboelse i kommuner
med huslejeregulering).
25. I lejemål, der ikke er omfattet af
boligreguleringslovens kap. II (lejemål om beboelseslejligheder i kommuner
uden huslejeregulering og erhvervslejemål i hele landet) afgøres spørgsmål om
lejeforhøjelse for forbedringer efter lejelovens § 35.
Efter reglerne heri kan parterne frit aftale lejeforhøjelse som følge af
forbedringer, men kan der ikke opnås en aftale mellem parterne, kan udlejeren
få lejeren kendt pligtig til at indgå en til den øgede brugsværdi svarende
forhøjelse af lejen, jfr. lejelovens § 35, stk. 3.
Begrebet »øget brugsværdi« er uddybet ved en bestemmelse i
lovens § 35, stk. 5, hvorefter der skal tages hensyn til forbedringens
karakter og betydning i forhold til ejendommens hidtidige tilstand og
størrelsen af de udgifter, der med rimelighed er afholdt til forbedringen.
Lejeforhøjelsen skal som udgangspunkt give mulighed for en passende
afkastning af disse udgifter og rimelig afskrivning samt dækning for øgede
udgifter til skatter, afgifter, vedligeholdelse, administration og forsikring
i rimeligt omfang.
Såfremt lejeren ikke kan acceptere udlejerens krav, og udlejeren desuagtet
ønsker at fastholde kravet, må udlejeren anlægge sag ved boligretten, jfr.
lejelovens § 35, stk. 6.
26. For lejemål, der er omfattet af kap. II i lov om
midlertidig regulering af boligforholdene gælder særlige regler for
iværksættelse af forbedringer, der medfører lejeforhøjelser for forbedringer.
Særreglerne for iværksættelse af forbedringer i boligreguleringslovens §
13, stk. 1-4, omfatter forudgående huslejenævns kontrol inden iværksættelse
af større forbedringsarbejder, adgang for lejerne til at kræve
erstatningsbolig og til at kræve større arbejder udskudt, indtil der er
forløbet en vis tid, efter at en ny ejer har overtaget ejendommen.
Disse regler finder ikke anvendelse på forbedringsarbejder, der er påbudt
i henhold til lov om brandsikring.
Baggrunden for, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse ved
påbudte brandsikringer er, at der her er tale om myndighedskrav. Hvor
der er beboerrepræsentanter, har lejerne endvidere haft mulighed for at være
medbestemmende om, hvad der udføres. I andre tilfælde er lejerne blevet
orienteret om, hvilke arbejder skal skal udføres.
Hvad angår lejeforhøjelsens størrelse, kan udlejeren efter
boligreguleringslovens § 13, stk. 5, kræve en lejeforhøjelse, der modsvarer
det lejedes brugsværdi (omkostningerne ved foranstaltningen).
Lejeforhøjelse er dog udelukket i det omfang, brandsikringsudgifterne
eller de årlige ydelser til renter og afdrag på lån til dækning af
brandsikringsudgifterne afholdes over ejendommens opretnings- eller
vedligeholdelseskonto.
Udgangspunktet for lejeforhøjelsen er, at den skal kunne dække den
forøgelse af ejendommens driftsudgifter, der er en følge af forbedringens
gennemførelse.
Långivning til brandsikring gennem Grundejernes Investeringsfond suppleret
med tilskud til mindre lejligheder, hvor udgiften er særlig stor, står åben
for alle ejere af § 2-bygninger. Huslejenævnet vil derfor være berettiget til
at nægte at godkende en større lejeforhøjelse, end den der kunne være opnået,
hvis der var søgt billige lån og tilskud i muligt omfang.
I de regulerede områder kan udlejeren i visse tilfælde kræve
lejeforhøjelse efter en enklere procedure, jfr. § 13 a, stk. 2.
Reglerne går nærmere ud på, at en udlejer, der har udført brandsikring og
finansieret dette arbejde med lån i Grundejernes Investeringsfond, kan varsle
og gennemføre en lejeforhøjelse til brandsikring efter samme regler, som
gælder for forhøjelser af ejendomsskatter m.v., jfr. lejelovens § 43.
Beløbet, der kan varsles efter denne regel, kan dække udgifterne udover den
årlige tilgang på opretningskontoen. Det forudsættes således, at
opretningskontoen forlods anvendes til dækning af den årlige ydelse i muligt
omfang, for at denne regel kan bruges.
Det er yderligere en betingelse, at lånet udelukkende er optaget til
dækning af brandsikringsudgifter, og den således krævede lejeforhøjelse ikke
overstiger 15 kr. pr. m2.
Ordningen betyder, at lejeforhøjelserne kan udlignes på de brugere af
ejendommen, der har fået deres brugsret øget gennem forbedringen, således at
lejeforhøjelsen fordeles efter samme princip som normalt ved
forbedringsforhøjelse. Det særlige er, at udlejeren ikke skal indbringe sagen
for nævnet, hvis 1/4 af lejerne protesterer, men hver enkelt lejer har
fortsat adgang til i medfør af boligreguleringslovens § 14 at indbringe
spørgsmålet om lejen for huslejenævnet.
27. Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter de samme
regler, som anvendes ved beregning af etagearealer i henhold til lov om
midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. pkt. 8 i boligministeriets
cirkulære af 26. juni 1975 om omkostningsbestemt leje i private
udlejningsejendomme.
Bruttoetagearealet defineres som lejlighedens samlede areal, heri
medregnet ydervægge og andel i adgangslokaler, herunder trapper.
Den tekniske definition findes i bygningsreglement 1972, kap. 2.2.4. med
de undtagelser, der følger af reglerne for støttet byggeri. Vejledning herom
er optaget som bilag 2 til nævnte cirkulære.
Dette bruttoetagearealbegreb anvendtes i lov om lejevurdering af 1966, og
for ejendomme, der er omfattet heraf, vil de tidligere anvendte arealer kunne
lægges til grund, medmindre det påvises, at disse er fejlagtige.
Opmærksomheden henledes på, at den arealopmåling, der er foretaget ved
opdeling af bygningerne i ejerlejligheder, ikke medtager ejerlejlighedernes
andel i trapperum m.v.
Den her anførte beregningsmåde skal anvendes ved beregningen af, om en
lejlighed er tilskudsberettiget, jfr. pkt. 14, og ved fordeling af
lejeforhøjelser efter areal, jfr. pkt. 26 i dette cirkulære.
Afsnit III.
Genhusning.
28. Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikrngslovens § 7, stk. 3,
nedlægger forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen
at sikre genhusning af de husstande, der som følge af forbudets nedlæggelse
må fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et
sådant forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med
de virkninger, der følger heraf med hensyn tl bl.a. genhusning af beboerne,
jfr. kap. XI i saneringsloven.
Genhusningspligten omfatter udover genhusning af lejere af
beboelseslejligheder tillige genhusningspligt for indehavere af private
andelslejligheder og ejerlejligheder, der må fraflytte deres bolig som følge
af forbud efter brandsikringslovens § 7.
Fremskaffelse af lejligheder.
29. Husstanden kan selv skaffe sig en anden lejlighed. I så
fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.
Genhusning kan ske inden for det almennyttige bybyggeri, hvor
anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om
statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a.
som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.
Genhusning kan tillige ske i den ældre boligmasse i det almennyttige
gyggeri, idet genhusningsreglerne i boligministeriets bekendtgørelse nr.
157 af 24. april 1975 om almenhyttig boligvirksomhed § 15, stk. 7 og 8, i et
vist omfang vil kunne finde anvendelse. Efter disse regler har samtlige et
selskabs afdelinger i visse tilfælde pligt til at stille hver 5. ledige
lejlighed i i den ændre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne
genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale omhusstande,
der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og
genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med
nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil
være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en sameringsplans
gennemførelse.
De nærmere regler herom findes uddybet i pkt. 15 i boligministeriets
cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt
byggeri.
Da brandsikringslovens genhusningsforpligtelse rejser de største problemer
i hovedstadsområdet, er der ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af
29. april 1977 § 1, nr. 3, foretaget en midlertidig ændring af ovennævnte
bekendtgørelse af 24. april 1975.
Ændringen går ud på, at der i perioden 1. juni 1979 sker en udvidelse af
genhusningspligten af afdelinger i hovedstadsområdet (Københavns og
Frederiksberg kommuner samt Københavns Frederiksborg og Roskilde amter).
Disse boligafdelinger skal i denne periode i stedet for hver femte stille
hver tredie ledige lejlighed til rådighed, og genhusningspligten omfatter i
denne periode ikke alene husstande, der bliver husvilde som følge af
beslutninger i medfør af § 7 i lov om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v.
Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af
lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, vil endvidere kunne ske i
kommunens egne ejendomme.
Det skal i denne forbindelse oplyses, at Københavns kommune har givet
tilsagn om midlertidigt at ville foretage en udvidelse af genhusningen i
kommunens beboelsesejendomme svarende til udvidelsen for det ældre
almennyttige bygger.
Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om
fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte
deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7.
Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at
indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige
boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.
Som et led i indgåelse af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give
tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i
forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen
formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til
rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter
brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere
afstsatte rammr kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes
herved,at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst kan
andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør af
aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der bevilges i
henhold til lov om sanering.
De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og
sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsens beslutning herom tillige
bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en
beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens
§ 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er
brandfarlig.
Økonomisk støtte til beboerne.
30. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets beslutning efter §
7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, følger,
at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at opnå støtte til
betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring efter særlig
gunstige regler.
Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af
saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af
depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt
husstanden skønnes at have behov herfor.
Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri
efter reglerne i kap. XI i bekendtgøelse nr. 317 af 31. maj 1976 af lov om
boligbyggeri. Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet
fraflytte den hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller
gennemførelse af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24.
juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.
Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig
boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering
m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 11. november 1976,
afsnit IV.
Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3
a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør
af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at
nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14, stk. 2.
Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og
boligsikringslovens § 3 a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden
selv skaffer sig anden lejlighed.
Afsnit IV.
Tekniske krav.
31. I medfør af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger
m.v. § 1 og § 21 stk. 1, fastsatte boligministeren i bekendtgøelse nr. 81 af
27. februar 1976 tekniske krav til brandsikring af de bygninger, der er
omfattet af loven. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler af
administativ karakter samt ordensforskrifter. Denne bekendtgørelse er siden
ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6. oktober 1976, og bekendtgørelse nr. 95
af 15. marts 1977, jfr. bilag 2.
Ændringen af 6. oktober 1976 indeholder nogle lempelser med hensyn til
kravet om, at der ikke må være direkte adgang fra trapperum til kælder i
en-trappehuse, og med hensyn til gasledninger i trapperum. Derudover er der
foretaget en tydeliggørelse af bekendtgørelsens bestemmelser om krav til døre
i tagetager.
Ændringen af 15. marts 1977 indeholder en lempelse af kravene til
brandsikring af sammenbyggede en- og tofamiliehuse i 3 etager.
32. I tilknytning til den oprindelige bekendtgørelse lod
boligministeriet udarbejde pjecen »Brandsikring af ældre ejendomme«
(den røde vejledning), der indeholder en beskrivelse af kravene til
brandsikring samt nogle anvisninger på, hvordan kravene kan opfyldes. Denne
pjece er tænkt som en støtte for ejerne og deres rådgivere, samt for de
beboere, der i medfør af brandsikrningsloven inddrages i
brandsikringsproceduren.
Siden pjecen blev udsendt i marts 1976, er der som ovenfor anført sket
ændringer i de tekniske krav til brandsikring. Endvidere er der rejst en
række spørgsmål til uddybning af forståelsen af kravenes indhold. Endelig er
der i praksis indhøstet en række erfaringer med hensyn til brandsikringens
gennemføelse. På dette grundlag blev der efter forhandling med Grundejernes
Landsforbund og lejernes Landsorganisation udarbejdet en supplerende
vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger, dateret den 15. marts
1977. Vejledningen er optrykt som bilag til cirkulæret. Vejledningen vedrører
størrelsen af de redningsåbninger, som kræves i hver lejlighed, samt hvordan
man kan udbedre eksisterende fyldningsdøre, således at de svarer til
BD-entredør 30 eller BD-dør 30.
Pejcen af marts 1976 er på grund af de ovenfor anførte ændringer samt
supplerende oplysninger forældet på en række områder. Der er derfor
udarbejdet et rettelsesblad til pjecen, som er udsendt til samtlige
kommunalbestyrelser. Rettelsesbladet medtager kun en del af, hvad der er
anført i den supplerende vejledning af 15. marts 1977, og bør derfor læses i
sammenhæng med denne. Rettelsesbladet behandler også ændringerne i
bekendtgørelsen.
33. I boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 blev anført,
at kommunalbestyrelsen bør foretage stikprøvekontrol af, om de foreslåede
foranstaltninger til brandsikring er tilstrækkelige til at opfylde kravene.
Under behandlingen i folketinget af ændringen til brandsikringsloven af 9.
maj 1977 blev kommunernes kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne
bliver gennemført i overensstemmelse med lovens krav, draget frem. I
betænkningen fra folketingets boligudvalg over lovforslaget er anført
følgende:
»Udvalget har under et amråd med boligministeren drøftet kommunernes
kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne bliver gennemført i
overensstemmelsemed lovens krav. Boligministeren oplyste, at han i et
cirkulære over for kommunalbestyrelserne vil fremhæve betydningen af, at der
i fornødent omfang føres kontrol med, at brandsikringen foretages i
overensstemmelse med forskrifterne«.
Under henvisning hertil opfordres kommunalbestyrelserne til at føre en
sådan kontrol med brandsikringslovens gennemførelse, at det sikres, at
brandsikringen foretages på forsvarlig vis.
Boligministeriet, den 9. juli 1977.
Ove Hove.
/ Keld Christiansen.
Bilag 1.
Lovbekendtgørelse nr. 228 af 26. maj 1977 om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v.
(Udelades her).
Bilag 2.
Boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om
brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. som ændret ved bekendtgørelse
nr. 501 af 6. oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.
I medfør af §§ 1 og 21, stk. 1, i lov nr. 53 af 25. februar 1976 om
brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. fastsættes:
§ 1. Bygninger med mere end 2 etager, der helt eller
delvis benyttes til beboelse, skal opfylde kravene i §§ 2-7, medmindre andet
godkendes af kommunalbestyrelsen efter lovens § 6 eller besluttes af
boligtilsynet efter lovens § 7.
Stk. 2. Tagetager, der benyttes til beboelse eller
ophold, medregnes som etage.
Stk. 3. Bygninger, hvor gulvet i øverste etage er
beliggende mere end 4,5 m over terræn, betragtes som bygninger med mere end 2
etager.
Stk. 4. Bygninger, som på grund af skrånende terræn
el.lign. har 2 etager til den ene side og mere end 2 etager til den anden
side, betragtes som bygninger med mere end 2 etager.
Stk. 5. I bygninger, som herefter er omfattet af
kravene, gælder disse for samtlige etager.
Stk. 6. Undtaget fra kravene i §§ 2-7 er bygninger,
hvor de enkelte beboelseslejligheder eller beboelsesrum har adgang til
sikkerhedstrappe i overensstemmelse med bestemmelserne i bygningsreglementet
(BR-72, kap. 4.1.5., stk. 3).
Stk. 7. De brandtekniske definitioner og
klassifikationer i bygningsreglementet (BR-72, kap. 6) finder anvendelse på
de i bekendtgørelsen anvendte brandtekniske betegnelser.
Fælles krav.
§ 2. Hver lejlighed skal i hver etage have mindst 1
redningsvindue, som kan nås af brandvæsenets redningsstiger.
Stk. 2. Vægge mellem lejligheder (lejlighedsskel) skal
mindst svare til BD-bygningsdel 60.
Stk. 3. I brandvægge og tilsvarende adskillende
konstruktioner skal åbninger lukkes med en konstruktion svarende til væggen
m.m., dog mindst svarende til BS-bygningsdel 60.
Stk. 4. Loft i kælder skal have overflader mindst
svarende til beklædning af klasse 1.
Trapper. § 3. Indvendige trapper skal være anbragt i
trapperum med uhindret adgang direkte til det fri gennem forrum eller gang.
Stk. 2. Vægkonstruktioner og etageadskillelser i
trapperum, forrum og gange, der tjener som flugtvej, skal svare til
BD-bygningsdel 60. Væg mod kælder skal svare til BS-væg 60. I Bygninger med
mere end 3 etager, hvor hver lejlighed kun har adgang til 1 trappe, skal
etageadskillensen mellem kælder og trapperum med tilhørende forrum eller gang
mindst svare til BS-bygningsdel 60 eller BD-bygningsdel 90.
Stk. 3. Overflader på vægge og lofter i trapperum samt
undersider af trappeløb skal mindst svare til beklædninger af klasse 1. I
bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til 2 trapper, kan eksisterende
vægpaneler i trapperum dog bibeholdes, når panelerne har overflader, der
mindst svarer til beklædninger af klasse 2 og ikke er højere end 1,5 m.
Stk. 4. I trapperum må ikke forefindes gasmålere,
træskabe til el-målere og trappelysautomater m.m. eller skabe og skabsrum.
§ 4. I hver etage må der til hver trappe højst være
adgang fra 4 lejligheder.
Stk. 2. I bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til
2 trapper, må der kun være forbindelse mellem de 2 trapper gennem de enkelte
lejligheder og gennem en eventuel tagetage.
Døre.
§ 5. Døre fra trapperne til lejligheder skal svare
til BD-entredør 30. I lejligheder med adgang til 2 trapper kan kravet
fraviges efter følgende regler:
a) i lejligheder, hvor der er mindst 1 tætsluttende trædør uden
plaspartier mellem de 2 døre til trapperne, kan trappedørene udføres som
tætsluttende trædøre uden glaspartier,
b) i lejligheder, hvor der er mindst 2 tætsluttende trædøre uden
glaspartier mellem de 2 døre til trapperummene og mindst 8 m mellem
trappedørene, kan plaspartier bibeholdes i den ene trappedør, når den
pågældende trappe ikke har forbindelse til kælder, jfr. stk. 2.
Stk. 2. Døre fra trapperum til kælder skal mindst svare
til BD-dør 30. Direkte adgang fra trapperum til kælder må i bygninger med 2
trapper kun forefindes ved den ene trappe. I bygninger med 1 trappe må
direkte adgang fra trapperum til kælder kun forefindes i følgende tilfælde:
a) når gulvet i øverste lejlighed ligger højst 10 m over terræn.
b) når gulvet i øverste lejlighed ligger højere end 10 m over terræn,
såfremt trappen svarer til mindst BS-bygningsdel 30, og såfremt der fra hver
lejlighed, hvis gulv ligger højere end 10 m over terræn, er adgang til en
altan, der vender ud mod brandredningsvejen.
Stk. 3. I tagetager, der kun delvis anvendes til
beboelse, skal døren til den del af tagetagen, der ikke anvendes til
beboelse, være mindst BD-dør 30. Er der ikke beboelse i tagetagen, skal døre
fra trapperum til tagetager mindst være tætsluttende trædøre uden
glaspartier.
Stk. 4. Andre døre i trapperum end de i stk. 1-3 nævnte
skal mindst være tætsluttende trædøre uden glaspartier. Dette krav gælder
ikke udgangsdøre til det fri og døre til wc-rum, hvortil der kun er adgang
fra trapperum.
Erhvervslokaler i bygninger med beboelse.
§ 6. Døre fra trapperum til erhvervslokaler skal
udføres i overensstemmelse med følgende regler:
a) døre fra trapperum til erhvervslokaler, hvis samlede bruttoetageareal
er mindre end 150 m2, skal udføres efter bestemmelserne i § 5. Er
bruttoetagearealet større end 150 m2, skal døre fra trapperum udføres mindst
som BD-dør 60,
b) døre fra trapperum til erhvervslokaler med større brandbelastning og
til lokaler, hvori der foregår brandfarlige arbejdsprocesser, skal uanset
lokalernes størrelse udføres mindst som BS-dør 60,
c) ved erhvervslokaler med særlig stor brandbelastning eller brandfare
kan kommunalbestyrelsen forlange, at lokalerne fornynes med selvstændig
adgang til det fri, og at døråbninger m.v. til trapperum lukkes med væg
mindst svarende til BS-væg 60.
Elevatorer. § 7. Elevatorer med tilhørende spil m.v. skal
være adskilt fra kælder med væg mindst svarende til BS-bygningsdel 60. Dør
fra kælder til elevator og spillerum m.v. skal mindst svare til BD-dør 60.
Anmeldelse om brandsikring.
§ 8. De i loven foreskrevne indberetninger til
kommunalbestyrelsen og boligtilsynet om gennemgang af bygningerne og om de
foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde kravene om brandsikring,
skal ske på særlige af boligministeriet udfærdigede skemaer, betegnet
»Indberetning om brandsikring«. Skemaerne rekvireres hos
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. I indberetningen skal ejeren oplyse, hvilken
teknisk sagkundskab han har benyttet til gennemgangen og udarbejdelsen af
forslag til brandsikring.
Beboernes medvirken.
§ 9. Er der i medfør af lejeloven valgt
beboerrepræsentanter for ejendommen, skal ejeren give dem underretning om,
hvornår den i loven foreskrevne gennemgang af bygningerne vil finde sted. Det
skal i indberetningsskemaerne angives, om beboerrepræsentanterne har
bemærkninger til de foreslåede brandsikringsforanstaltninger. Bemærkningerne
skal påføres skemaet eller vedlægges dette.
Stk. 2. Er der ikke valgt beboerrepræsentanter, skal
ejeren ved meddelelse til lejerne eller ved opslag gøre lejeren bekendt med
indberetningen til kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal indeholde oplysning
om, hvor en genpart af indberetningen ligger til gennemsyn for lejerne.
Fredede bygninger.
§ 10. Er bygningen fredet i medfør af lovgivningen om
bygningsfredning, skal ejeren i indberetningen gøre opmærksom herpå.
Forslaget til brandsikring indsendes af kommunalbestyrelsen til
Frednigsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige Bygningssyn. Arbejdet må
først ivnærksættes, når kommunalbestyrelsen efter modtagelsen af
Fredningsstyrelsens udtalelse har godkendt forslaget.
Ordensforskrifter m.m.
§ 11. Ejendommens adgangsarealer,
brandredningsarealer (brandveje), trapper og gange samt adgang hertil må ikke
indrettes eller benyttes til andre formål end adgang eller tilkørsen.
Arealerne, trapperne og gangene m.v. skal stedse holdes ryddelige. De må
heller ikke anvendes til henstilling af biler, cykler og barnevogne m.v.
eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan befordre en brands
udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsenets indsats i tilfælde
af brand.
Stk. 2. Lofts- og kælderrum, der hører til de enkelte
lejemål, skal holdes forsvarligt aflåst. Ejeren skal sørge for, at sådanne
rum tømmes ved lejerskifte.
Undtagelser.
§ 12. Bekendtgørelsen gælder ikke for fritliggende
en- og tofamiliehuse.
Stk. 2. For andre en- og tofamiliehuse, der kun har 3
etager, gælder kravene i §§ 3 og 5 ikke, såfremt følgende krav opfyldes:
a) i hver etage skal være mindst 1 redningsvindue mod gaden,
b) kælderen skal adskilles mod trappen med en konstruktion mindst
svarende til BD-bygningsdel 60 og med dør mindst svarende til BD-dør 30,
c) i tofamiliehuse skal tillige døre fra trapperum til lejligheder,
herunder værelser være tætsluttende trædøre uden glaspartier,
d) værelser i tofamiliehuse, hvorfra der kun er adgang til det under a)
nævnte redningsvindue gennem trapperummet, skal være forsynet med et
redningsvindue, jfr. § 2, stk. 1.
Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for lokaler, der
omfattes af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 21. maj 1974 om
brandværnsforanstaltninger i ældre hoteller m.v.
Ikrafttræden.
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft ved
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 3.
Vejledning af 66 af 15. marts 1977 om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger.
(udelades her).
Bilag 4.
Boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om ændring
af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed.
(Udelades her).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulæreskrivelse om brandsikring af ældre beboelsesbygninger Retsinformation · 30. juli 1982
- Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m. Retsinformation · 31. august 1976
- Cirkulære vedrørende brandsikring af beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere Retsinformation · 22. juli 1983
- Bekendtgørelse af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Retsinformation · 4. januar 2011
- Cirkulære om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. (* 1) Retsinformation · 11. august 1976
- Vejledning om brandsikring af beboelsesbygninger opført år 1900 og senere Retsinformation · 24. september 1997