Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

CIR nr 141 af 09/07/1977Ændr.cirkulæreSocial- og Boligministeriet16. september 1977

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende

brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Indledning.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger

m.v. (brandsikringsloven) er senere ændret ved 2 love:

lov nr. 617 af 17. december 1976 (boligtilsynets beslutninger),

lov nr. 182 af 9. maj 1977 (fristforlængelse, finansiering m.v.)

og er nu optrykt som boligminsteriets lovbekendtgørelse af 26. maj 1977.

Ændringerne går i hovedtræk ud på, at de oprindelige tidsfrister for

boligtilsynets beslutninger om brandsikring samt tidsfristerne for udførelse

af brandsikringsarbejder er blevet udskudt. Der er samtidig skabt gunstigere

muligheder for, at grundejerne kan få finansieret de udgifter, der medgår til

brandsikringen.

Den seneste ændring af brandsikringsloven skal ses i sammenhæng med de

samtidig ved lov nr. 183 af 9. maj 1977 og lov nr. 181 af 9. maj 1977

gennemførte ændringer i henholdsvis realkreditloven og lov om midlertidig

regulering af boligforholdene, der ligeledes er af betydning for

finansieringen af brandsikringsudgifter.

De tekniske krav til brandsikring, indeholdt i boligministeriets

bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v., er senere ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6.

oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977. Vejledning om

brandsikring af ældre beboelsesbygninger er udsendt med boligministeriets

skrivele af 15. marts 1977.

Reglerne om genhusning i den ældre almennyttige boligmasse er midlertidig

udvidet ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om

ændring af bekendtgørelse nr. 157 af 25. april 1975 om almennyttig

boligvirksomhed.

Dette cirkulære indeholder en gennemgang af de gennemførte ændringer,

herunder en samlet redegørelse for de finanieringsregler, der nu gælder på

Læs alt

brandsikringsområdet.

Cirkulæret erstatter afsnit II og III i boligministeriets cirkulære af 5.

maj 1976 (Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset

levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.).

Boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 om lov om brandsikring af

ældre beboelsesbygninger m.v. opretholdes med de ændringer, der følger af det

under afsnit I omhandlede om ændringer af tidsfrister.

Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit:

Afsnit I: Tidsfrister.

Afsnit II: Finansiering af brandsikringsarbejder.

Afsnit III: Genhusning.

Afsnit IV: Tekniske krav.

Som bilag til cirkulæret er optaget:

Bilag 1. Bekendtgørelse af 26. maj 1977 af lov om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v.

Bilag 2. Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af

ældre beboelsesbygninger m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 501 af 6.

oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.

Bilag 3. Vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger dateret

den 15. marts 1977.

Bilag 4. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om almennyttig

boligvirksomhed af 29. april 1977 (midlertidig udvidelse af visse

almennyttige boligselskabers genhusningsforpligtelse m.v.).

Afsnit I.

Tidsfrister.

1. Kravet om brandsikring omfatter efter loven i princippet alle

bygninger på mere end 2 etager til beboelse ellr ophold for mennesker, uanset

hvornår de er opført. Der er imidlertid - på grund af omfanget af de

brandsikringsarbejder, der skal udføres - foretaget en prioritering af

brandsikringsindsatsen for at sikre, at de ældste bygninger, hvor problemerne

i almindelighed må antages at være størst og mest presserende, forbedres

særlig hurtigt.

Kravet om udførelse af brandsikringsarbejder skal således inden for en

kort frist være opfyldt, dels i beboelsesbygninger der er opført før år 1900,

dels i bygninger der må forventes at have en begrænset levetid.

Ved de ændringer af brandsikringsloven, der er gennemført ved lov nr. 617

af 17. december 1976 og lov nr. 182 af 9. maj 1977 er lovens oprindelige

frister for udførelse og beslutninger omkring brandsikring i den ældre og

dårligere boligbebyggelse blevet forlænget (se nedenfor under pkt. 2 og 3).

Samtidig er der gennemført en midlertidig begrænsning i

kommunalbestyrelsernes adgang til at fastsætte krav om gennemførelse af

brandsikringsarbejder i bebyggelse, som er opført efter år 1900 (se nedenfor

under pkt. 4.).

Beboelsesbygninger med begrænset levetid.

(Lovens § 3.

2. Ifølge brandsikringslovens § 7 skal ejeren af en

beboelsesbygning, som af kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af lovens §

3, inden den 1. september 1976 have indsendt en indberetning til det stedlige

boligtilsyn om sin gennemgang af bygningen og om de nødvendige

brandsikringsforanstaltninger. Det drejer sig her om bygninger, der uanset

opførelsestidspunktet enten må forventes nedrevet eller ombygget væsentligt

inden 1. marts 1982 som led i en sanering eller inden samme tidspunkt er

eller må forventes forbudt til benyttelse eller ophold for mennesker.

Efter loven skulle boligtilsynet oprindelig inden 3 måneder efter, at

indberetningen var modtaget, træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der

skulle iværksættes med henblik på brandsikring af den enkelte bygning. Denne

frist blev ved lov nr. 617 af 17. december 1976 forlænges generelt, således

at boligtilsynets beslutning nu i alle tilfælde - uanset hvornår indberetning

rent faktisk har fundet sted - skal være truffet inden 1. juni 1977.

Beboelsesbygninger der er opført før år 1900.

(Lovens § 2).

3. For beboelsesbygninger, der er opført før år 1900, gjaldt

oprindelig ifølge brandsikringslovens § 2, at ejeren skulle sørge for, at

kravene var opfyldt inden 1. april 1977.

Denne frist er ved lov nr. 182 af 9. maj 1977 blevet forlænget med 1 år,

således at kravene nu først skal være fuldt opfyldt inden den 1. april 1978.

Under folketingets behandling af forslaget om forlængelse af

færdiggørelsesfristerne for brandsikringsarbejder i disse bygninger

fremhævedes stærkt nødvendigheden af, at der nu straks tages fat med at få

udført de manglende arbejder. Herfor taler først og fremmest hensynet til

beboerne i disse bygninger, som har krav på, at der hurtigst muligt skabes

betryggende forhold i brandmæssig henseende. Hertil kommer også som noget

meget væsentligt, at det må være i alles interesse, at forlængelsen af

fristen ikke blot fører til en almindelig udskydelse af initiativerne. Hvis

mange grundejere venter til sidste øjeblik med at iværksætte

brandsikringsarbejderne, kan der let lokalt opstå kapacitetsproblemer navnlig

med hensyn til leverance af nødvendige materialer, men også med hensyn til at

skaffe den fornødne arbejdskraft.

For at undgå at brandsikringsarbejderne skal hobe sig op i de sidste

måneder før fristens udløb, har boligministeriet iværksat en informations- og

annoncevirksomhed over for grundejerne med henblik på at skabe baggrund for

en løbende gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger.

For at sikre størst mulig effekt af denne informationskampagne bør

kommunalbestyrelserne følge denne virksomhed op på lokalt plan, f.eks. ved

annoncering, ved afholdelse af pressemøder, ved løbende stikprøvevise

undersøgelser af, om de pågældende arbejder er påbegyndt eller lignende. Det

bør i denne forbindelse understreges over for ejerne af de pågældende

bygninger, at en overskridelse af færdiggørelsen vil kunne straffes med bøde

eller hæfte efter brandsikringslovens § 20, stk. 1.

Andre bygninger.

(Lovens § 4).

4. Det er som nævnt kun for beboelsesbygninger, der enten er

opført før år 1900, eller som er særlig udpeget af kommunalbestyrelsen i

medfør af lovens § 3, at ejerens pligt til brandsikring er lagt fast i en

særlig procedure med bestemte frister for gennemførelsen. Efter lovens § 4

kan kommunalbestyrelsen imidlertid beslutte, at der også for andre bygninger,

der er omfattet af lovens § 1, skal gælde særlige frister for indberetning om

gennemgang og for opfyldelse af kravene, jfr. pkt. 9 i boligministeriets

cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Ved ændring af brandsikringsloven, der blev gennemført ved lov nr. 182 af

9. maj 1977, er der imidlertid sket en begrænsning i kommunalbestyrelsens

adgang til selvstændigt at træffe sådanne beslutninger. Lovændringen går ud

på, at den enkelte kommunalbestyrelse i perioden frem til 1. april 1979 ikke

uden boligminsterens godkendelse kan træffe beslutning om at udvide kravene i

lovens § 2 vedrørende gennemgang, indberetning og udførelse af brandsikring

til også at gælde for andre bygninger end beboelsesbygninger, som er opført

før år 1900. Denne begrænsning i den tidsmæssige iværksættelse af

brandsikringsarbejder i nyere bygninger har forud for lovforslagets

fremsættelse været forhandlet med repræsentanter for kommunerne, Grundejernes

Landsforbund og Lejernes Landsorganisation.

Baggrunden for begrænsningen er, at gennemførelsen af

brandsikringsarbejder i den ældste og dårligste boligmasse under alle

omstændigheder må påregnes at kræve en så betydelig økonomisk indsats, at de

nyere ejendommes brandsikring bør udskydes noget, således at

brandsikringsinvesteringen kan blive udstrakt over en længere periode.

Denne udskydelse af brandsikringsinitiativerne i ejendomme fra efter år

1900 skal ses i sammenhæng med de ændringer på det finansieringsmæssige

område, der er sket ved de samtidig gennemførte ændringer af realkreditloven

og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Ved disse ændringer, der

nærmere er omtalt i afsnit II, er der bl.a. skabt grundlag for en øget

udlånsindsats til lav rente fra Grundejernes Investeringsfond til

finansiering af brandsikringsudgifter. Efter de ældrede regler forudsættes

Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode at frigøre og udlåne ca.

450 mio. kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio. kr. forlods reserveres til

finansiering af brandsikringsudgifter i ejendomme fra før år 1900.

Det er væsentligt for denne udlånsvirksomhed fra investeringsfonden, at

der tidsmæssigt finder en udskydelse sted af brandsikringen i de nyere

ejendomme. Herved vil ejerne af disse bygninger også bedre kunne afpasse

deres forbrug af vedligeholdelses- og opretningsmidler efter den kommende

brandsikringsinvestering.

Lovændringen indebærer, at enhver kommunal beslutning, der træffes

før 1. april 1979, skal godkendes af boligministeren. Dette gælder altså også

beslutninger, der går ud på, at brandsikringsproceduren først skal

iværksættes efter 1. april 1979.

I denne forbindelse skal man henlede kommunalbestyrelsernes opmærksomhed

på, at beslutninger efter lovens § 4 om udvidelse af kravene i lovens § 2 må

forudsætte, at der samtidig træffes bestemmelse om frister for gennemgang,

indberetning og brandsikring.

Ved administrationen af den midlertidige godkendelsesordning vi

boligministeriet tilstræbe, at de enkelte kommuners beslutninger kan

indpasses i og koordineres med den samlede indsats på brandsikringsområdet

samtidkg med, at lokale forudsætninger omkring beskæftigelse, levering af

materialer m.v. kan indgå i overvejelserne om godkendelse. Godkendelse vil

dog altid kunne forventes meddelt for enkelte bygninger eller for bygninger

inden for et afgrænset område, hvor en tidsmæssig fremrykning af

brandsikringsindsatsen skønnes nødvendig. Lovændringen berører ikke den

enkelte ejers mulighed for selv at bestemme tidspunktet for iværksættelse af

brandsikringsarbejder til opfyldelse af den generelle pligt i lovens § 1.

Beslutninger, der efter lovens § 4 er truffet af kommunalbestyrelsen forud

for ændringslovens ikrafttræden den 13. maj 1977, bevarer i princippet deres

gyldighed.

Ud fra de ovenfor refererede hensyn bag lovændringen henstilles imidlertid

til kommunalbestyrelserne at overveje at omgøre eller ophæve tidligere trufne

beslutninger, for så vidt disse går ud på, at brandsikringsarbejderne skal

være endelig udført inden 1. april 1979. Det samme gælder, hvor en

overholdelse af de ved beslutningerne fastsatte tidsfrister gør det

nødvendigt, at brandsikringsarbejserne i almindelighed påbegyndes inden denne

dato.

Kommunalbestyrelsernes beslutninger om ophævelse eller forlængelse af

tidligere fastsatte frister for gennemgang, indberetning og udførelse kan ske

uden forelægeelse for boligministeriet.

Afsnit II.

Finansiering af brandsikringsudgifter.

5. Som omtalt i indledningen til cirkulæret blev der den 9. maj

1977 gennemført en række ændringer i lov om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v., lov om realkreditinstitutter og lov om midlertidig

regulering af boligforholdene, der set i sammenhæng giver gunstigere

muligheder for finansiering af udgifterne til brandsikring. Ændringerne tager

sigte på at skabe sikkerhed for grunderjernes finansiernig af udgifterne til

brandsikring og samtidig at sikre en finansiering, der begrænser de hermed

forbundne lejeforhøjelser.

Baggrunden for disse lovgivningsinitiativer har været, at en opgørelse

over finansieringsbehovet på grundlag af allerede projekterede og udførte

brandsikringsarbejder havde vist, at de gennemsnitlige brandsikringsudgifter

pr. lejlighed - i hvert fald for de ejendomme der skal brandsikres i første

omgang - ligger væsentligt over udgiftsniveauet i det erfaringsmateriale, man

havde til rådighed i sin tid ved udarbejdelsen af brandsikringsloven.

Gennemførelsen af lovændringerne på det finansielle område går i hovedtræk

ud på følgende:

a. Ved en midlertidig ændring af realkreditloven udvides adgangen

til at optage realkreditlån til finansiernng af brandsikringsudgifter.

b. Ved en række ændringer i lov om midlertidig regulering af

boligforholdene, der bl.a. vedrører Grundejernes Investeringsfonds

udlånsformål og -vilkår, anbringelse af midler samt afvikling af bundne

beløb, skabes der rundlag for en øget udlånsuindsats fra fonden til

finansiering af brandsikringsudgifter. Det forudsættes herved, at

Grundejernes Investeringsfond over en 3-årig periode kan udlåne ca. 450 mio

kr. til brandsikring, hvoraf ca. 300 mio kr. reserveres til finansiering af

brandsikringsudgifter i ejendomme omfattet af brandsikringslovens § 2.

c. For at undgå brandsikringsarbejder medfører lejeforhøjelser i større

omfang end højst nødvendigt, at der ved en ændring af den midlertidige

boligreguleringslov generelt givet udlejeren adgang til at afholde udgiften

til brandsikring over kontoen for udvendig vedligeholdelse. Ydelser på

eventuelle lån til brandsikring kan dog ikke afskrives på denne konto. (For

de særlige § 3-ejendomme gælder der fortsat særregler for anvendelsen af

kontoen for udvendig vedligeholdelse til dækning af brandsikringsudgifter

eller til dækning af årlige ydelser på brandsikringslån).

d. Ved en ændring af brandsikringsloven stilles der af staten 30 mio kr.

til rådighed for Grundejernes Investeringsfond til ydelse af skattefrit

tilskud til brandsikringsarbejder på ejendomme omfattet af lovens § 2. Disse

statslige tilskud kan alene ydes i tilfælde, hvor brandsikringsudgiften for

den enkelte lejlighed er særlig stor, og kun hvor der er lejligheder med et

lille boligareal. For § 3-ejendomme er der i forvejen efter reglerne i

brandsikrngslovens § 12 mulighed for, at stat og kommune yder et rente- og

afdragsfrit lån til delvis dækning af brandsikringsudgifterne.

Disse forbedringer i finansieringsvilkårene, herunder mulighederne for at

få statstilskud, gælder ikke blot for fremtidige brandsikringsarbejder, men

skal også kunne komme de ejere - og dermed tillige de lejere der bor i de

pågældende bygninger - tilgode, som allerede har udført eller påbegyndt

brandsikringsarbejder. Dette gælder også, selv om disse arbejder midlertidigt

er finansieret på anden måde.

I det følgende er der foretaget en nærmere gennemgang af de regler for

finansiering af brandsikringsudgifter, der nu gælder efter de den 9. maj 1977

skete ændringer.

Pkt. 6 til 10 omhandler de finansieringsbestemmelser, der er

fælles for brandsikrede ejendomme.

Pkt. 11 til 15 behandler de særlige finansieringsregler, der

gælder for bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygninger).

Pkt. 16 til 22 behandler de særlige finansieringsregler, der

gælder for bygninger med begrænset levetid (§ 3-bygninger).

Pkt. 23 redegør for de særlige forhold, der gør sig gældende med

hensyn til finansiering af brandsikringsudgifterne i øvrige bygninger,

der ikke er omfattet af brandsikringslovens § 2 eller § 3.

Endelig omhandler pkt. 24 til 27 forholdet til lejerne.

De bestemmelser i lov nr. 184 af 9. maj 1977 om ændring af lov om

midlertidig regulering af boligforholdene, der ikke direkte vedrører

brandsikringsarbejders iværksættelse eller finansiering, er nærmere omtalt i

boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af

boligreguleringsloven.

Fælles finansieringsbestemmelser for brandsikrede ejendomme.

6. Ved den stedfundne ændring af realkreditloven den 9. maj 1977

(indførelse af § 17 c) er der skabt en midlertidig udvidet adgang til

realkreditbelåning til hel eller delvis finansiering af

brandsikringsarbejder, som udføres i medfør af brandsikringsloven, og som

påbegyndes inden udgangen af marts 1979 (det påhviler låntageren at godtgøre

dette over for låneinstituttet).

§ 17 c stiller ikke - som normalt ved

realkreditfinansiering af forbedringsarbejder - krav om, at der som vilkår

for optagelse af den gunstigere belåning skal være tilført ejendommen en

værdiforøgelse af en bestemt størrelsesorden.

Nødvendige brandsikringsarbejder vil efter bestemmelsen kunne belånes op

til en lånegrænse på 100 pct. af de afholdte udgifter. Realkreditlånet kan

dog ikke være større, end at de årlige ydelser på lånet kan dækkes inden for

et beløb, der svarer til 2 pct. af ejendommens værdi ved 15. alm. vurdering

af landets faste ejendomme.

Lånet skal endvidere have sikkerhed inden for en lånegrænse på 75 pct. af

den brandsikrede ejendoms værdi i handel og vandel.

Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.

Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan

lånet udbetales indtil udgangen af marts 1980.

Fordelingen inden for lovens rammr af lån til brandsikringsarbejder på

almindelig og særlig realkredit er ikke til hinder for, at hele lånet ydes

som særlig realkredit, hvis dette af det pågældende realkreditinstitut

skønnes hensigtsmæssigt ud fra en vurdering af bl.a. lånets størrelse og de

økonomiske og administrative konsekvenser, der vil være forbundet med en

opdeling af långivningen.

Dersom en bygherre i medfør af brandsinringsloven eller anden lovgivning

eventuelt måtte modtage kontant tilskud eller rente- og afdragsfri lån fra

det offentlige som direkte støtte, forudsættes det, at der ikke til sammen

bliver tale om finansiering af de udførte brandsikringsarbejder med mere end

100 pct.

Bestemmelsen i § 17 c giver herudover - eventuelt i kombination med

finansieringen af brandsikringsarbejder - mulighed for hel eller delvis

finansiering af udgifter til almindelige forbedrings-, opretnings- og

isoleringsarbejder m.v. i udlejningsejendomme til helårsbeboelse. Der gælder

her de samme vilkår for ydelse af lån som for brandsikringsarbejder, dog med

den undtagelse, at der ikke til opretningsarbejder m.v. kan ydes større lån

end, at de årlige ydelser på dette kan dækkes inden for et beløb svarende til

1 pct. af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering. Denne regel er nærmere

omtalt i boligministeriets cirkulære af 20. juli 1977 om ændringer af

boligreguleringsloven.

7. Indførelsen af den nye § 17 c i realkreditloven udelukker ikke,

at der i visse tilfælde supplerende kan ydes lån til brandsikringsarbejder i

medfør af samme lovs § 17 b. Denne bestemmelse, der indeholder en

andenmidlertidig udvidet adgang til realkreditbelåning, blev indføjet

i realkreditloven ved lov nr. 422 af 25. august 1976.

For at der kan ydes lån efter denne bestemmelse, er det imidlertid en

forudsætning, at de udførte brandsikringsarbejder (eventuelt i forbindelse

med andre forbedringsarbejder) har medført en vædiforøgelse på mindst 10 pct.

af bygningsværdien inden forbedringens gennemførelse. Det er endvidere en

betingelse, at de pågældende byggearbejder er påbegyndt i tiden 1. oktober

1976 til udgangen af marts 1978. Det påhviler låntageren at godtgøre, at

byggearbejdet er påbegyndt i dette tidsrum, og er videreført uden afbrydelse

på normal måde. Inden udløbet af marts 1978 skal låntageren anmelde

byggearbejdets påbegyndelse til det realkreditinstitut, hvori lånet ydes.

Såfremt disse betingelser er opfyldt, kan lån ydes inden for en lånegrænse

på 90 pct. af den værdiforøgelse, forbedringen har tilført ejendommen. Lånet

skal endvidere for ejendommen som helhed have sikkrhed inden for en samlet

lånegrænse på 75 pct. af den brandsikrede ejendomsværdi i handel og vandel.

Lånets løbetid kan højst andrage 20 år.

Er betingelserne for optagelse af et sådant realkreditlån opfyldt, kan

lånet udbetales indtil udgangen af marts 1979, dog udgangen af 1979 for

byggearbejder, hvis værdi overstiger 1 mio kr.

En kombination af lånereglerne i realkreditlovens § 17 b og § 17 c giver

herefter i visse tilfælde mulighed for, at brandsikringsarbejder, der

(eventuelt sammen med andre forbedringsarbejder) medfører en værdiforøgelse

på mere end 10 pct. af den oprindelige bygnings værdi, kan realkreditbelånes

efter 2 lånegrænser: nemlig 100 pct. af en så stor del af udgifterne, at de

årlige ydelser på lånet kan holdes inden for 2 pct. af ejendommens værdi ved

15. alm. vurdering og 90 pct. af den værdiforøgelse, som de resterende

brandsikringsudgifter skønnes at have tilført ejendommen. Det er herved

stadig forudsat, at den samlede lånegrænse for ejendommen som helhed ikke

kommer til at overstige 75 pct., og at der ikke i forbindelse med ydelse af

tilskud eller lignende bliver tale om en finansiering med mere end 100 pct.

af udgifterne ved de udførte arbejder.

8. For at sikre, at Grundejernes Investeringsfond i videst muligt

omfang har disponible midler til udlån til brandsikringsforanstaltninger, er

den hidtidige adgang efter boligreguleringslovens kap. V til at kræve

frigivet midler til dækning af visse vedligeholdelses- og opretningsarbejder,

herunder brandsikringsarbejder, ophævet ved den stedfundne ændring af

boligreguleringsloven den j9. maj 1977. Dette indebærer, at der heller ikke

som tidligere forudsat i medfør af brandsikringslovens § 10 og § 11 kan ske

frigivelse af bundne beløb vedrørende ejendommen i investeringsfonden.

Såfremt en indskyder i tillid til frigivelsesmuligheden til de nævnte

formål, har iværksat sådanne arbejder inden 16. marts 1977 (datoen for

lovforslgets fremsættelse), kan der dog ske udbetaling af bindingsbeløb, når

udgiften er afholdt efter arbejdets fuldførelse, og kravet om refusion af den

afholdte udgift er rejst over for investeringsfonden inden 31. december 1977.

Samtidig er det ved en tilføjelse til boligreguleringslovens § 36 (nyt nr.

5) tydeliggjort, at investeringsfonden også kan yde lån til forbedringer i

form af brandsikringsarbejder.

Rentesatsen på sådanne udlån er efter lovændringen 8 pct. p.a.

Lånets løbetid fastsættes som hidtil af fonden efter reglerne i

boligreguleringslovens § 38, stk. 3, og udgør normalt 15 år.

Lånegrænsen er også uændret efter lovens § 38, stk. 1, på 85 pct. af den

af fonden fastsatte låneværdi for ejendommen. Men som noget nyt er der ved

lovens § 38, stk. 5, indført adgang til at yde investeringsfondslån til

brandsikringsforanstaltninger udover denne lånegrænse, når pantesikkerheden

suppleres med en kommunal garanti efter brandsikringslovens § 10, stk. 4,

jfr. cirkulærets pkt. 9.

Lånet udbetales kontant.

Lån kan ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.

Som følge af det store behov for lånemidler fra fonden til

brandsikringsforanstaltninger kan det indtil videre ikke påregnes, at fonden

kan afse midler til andre låneformål.

Ud fra de samme hensyn vil udlån fra investeringsfonden forlods blive

reserveret til finansiering af brandsikringsudgifter i § 2-ejendomme. Der

henvises herom til pkt. 5 og til pkt. 11-23, der behandler de særlige

finansieringsregler, der gælder for de forskellige bygningskategorier.

9. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er nødvendigt at

optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i tilstrækkeligt

omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang for

kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde

garanti for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes

med garanti efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som

med den pantsatte ejendom.

Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at

medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter,

og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på

sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den

pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed

være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de

tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført

tab som følge deraf.

Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i

forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret.

Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån

til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde

en rimelig egenkapital.

Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres efter

beslutninger truffet af boligtilsynet i medfør af lovens § 7, stk. 2,

henvises til pkt. 18 og 21.

10. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for hvilken

boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt ikke

prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med offentlige

midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte selskaber,

institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til hinder for, at

finansieringen til gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger af

kondemnerede ejendomme kan ske ved låneoptagelse på det organiserede

lånemarked, er det i brandsikringslovens § 10, stk. 5, bestemt, at det nævnte

belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke finder anvendelse på lån, der

optages til dækning af udgifter til brandsikring, der gennemføres efter

brandsikringsloven.

Særlige finansieringsregler for bygninger som er opført før år 1900,

og som ikke er omfattet af brandsikringslovens § 3.

11. Som omtalt ovenfor i pkt. 8 er adgangen til at få bundne beløb

frigivet fra Grundejernes Investeringsfond til dækning af visse

vedligeholdelses- og opretningsarbejder ophævet samtidkg med, at udkånsrenten

for fondslånene er forhøjet til 8 pct. p.a.

Der er herved skabt grundlag for en øget udlånsindsats fra fonden til

finansiering af brandsikringsudgifter, og det er herefter forudsat, at

fonden over en 3-årig periode stiller ca. 300 mio kr. til rådighed for

brandsikring af bygninger opført før år 1900 (§ 2-bygningerne).

I det omfang udgifterne til brandsikring søges dækket ved optagelse af

lån, vil investeringsfondslånene normalt blive givet til finansiering af

halvdelen af de kontante udgifter til brandsikring, idet der til dækning af

det resterende lånebehov forudsættes optaget realkreditlån efter §§ 17 c og

eventuelt tillige 17 b i realkreditloven, jfr. pkt. 6 og 7. Om den

administrative tilrettelæggelse af låneproceduren henvises til pkt. 15.

12. Afholder ejeren udgifterne til brandsikring helt eller delvis

uden låneoptagelse kan den del af udgiften, der ikke lånefinansieres,

i sådanne lejemål, der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven

(lejemål der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med

huslejeregulering), som hidtil afskrives på ejendommens

opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.

Ved ændringen den 9. maj 1977 af denne lov er der indført en tilsvarende

adgang for udlejeren til at afholde udgiften til brandsikring over

ejendommens konto for udvendig vedligeholdelse, jfr. lovens § 15, stk.

1. Kan udgiften ikke dækkes af kontoene i det regnskabsår, hvori den er

afholdt, kan det manglende beløb afskrives senere, idet der er adgang til at

overføre en negativ saldo på kontiene.

Om forholdene til lejerne henvises til pkt. 24-27.

13. Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af

lån, herunder lån i Grundejernes Investeringsfond, kan lånebeløbet

hverken afskrives over vedligeholdelses- eller opretningskontoen.

På vedligeholdelseskontoen kan heller ikke afskrives de årlige ydelser på

lånene.

Derimod skal de årlige ydelser til renter og afdrag på lånet i muligt

omfang afholdes over ejendommens opretningskonto.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

14. Ved ændringen den 9. maj 1977 af brandsikringsloven (ny § 10

a) er der indført adgang til at yde statstilskud til delvis dækning af

brandsikringsudgifterne i beboelsesbygninger, som er opført før år 1900, og

som ikke er omfattet af lovens § 3.

Da det må forudsættes som overvejende hovedregel, at

brandsikringsudgifterne for disse bygninger i forvejen vil blive søgt helt

eller delvis finansieret med lån fra Grundejernes Investeringsfond, er det af

rationelle administrative grunde overladt til fonden på statens vegne at yde

disse tilskud inden for et samlet beløb på 30 mio kr. Midlerne stilles af

statskassen til rådighed for fonden.

Ansøgning om tilskud skal bilægges dokumentation for de udgifter, der er

forbundet med brandsikringsarbejderne, jfr. pkt. 15.

Tilskuddet kan alene ydes til beboelseslejligheder med et bruttoetageareal

på ikke over 60 m2, idet det her må forventes, at brandsikringsudgifterne

beregnet i gennemsnit pr. lejlighed bliver størst samtidig med, at

mulighederne for at imødegå store lejeforhøjelser (ved at afskrive over

vedligeholdelses- og opretningskontiene) er de mindste.

Tilskuddet udgør 25 pct. af den del af de på sådanne lejligheder hvilende

brandsikringsudgifter, der overstiger 4.000 kr. Tilskuddet kan højst udgøre

2.000 kr. for hver lejlighed. Tilskud, der efter disse beregninger vil udgøre

mindre end 500 kr. for en lejlighed, udbetales ikke. Det fremgår heraf, at

brandsikringsudgiften pr. lejlighed mindst skal udgøre 6.000 kr. for, at

tilskud kan komme til udbetaling. Det maksimale tilskudsbeløb på 2.000 kr.

udløses ved en brandsikringsudgift på 12.000 kr. eller derover pr. lejlighed.

Enhver beboelseslejlighed, der i øvrigt opfylder lovens krav vedrørende

størrelse og brandsikringsudgifter, er berettiget til tilskud, hvad enten den

er beboet af ejeren eller er udlejet. Dette gælder også, hvor værelser som

led i brandsikringen omdannes til lejligheder samt i blandede lejemål, hvori

beboelsesandelen ikke overstiger 60m2, og hvor den på boligarealet hvilende

udgift i øvrigt opfylder betingelserne for, at der kan ydes tilskud.

Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter samme regler, som anvendes

ved beregning af etagearealer ved lejefastsættelse efter kap. II i lov om

midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. nærmere herom i pkt. 27. I

ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, kan ejerlejlighedsarealet således

ikke lægges til grund ved afgørelsen af, om en lejlighed med hensyn til

arealstørrelse kan få tilskud.

I de brandsikringsudgifter, der danner grundlag for beregningen af

eventuelt tilskud indgår sædvanlige omkostninger, herunder byggelånsrenter,

stempelafgift og indskud, men derimod ikke kurstab.

Baggrunden for at tilskud kun kan ydes i det omfang, beboelsesbygninger

indeholder lejligheder på maksimalt 60 m2, har som nævnt været, at det må

forventes, at brandsikringsudgifterne i gennemsnit pr. lejlighed her bliver

størst. Dette hænger igen sammen med, at de overvejende udgifter til

brandsikring i almindelighed vedrører forhold uden for den enkelte lejlighed

(adgangsarealer, vægge mellem lejligheder, trapper, gange, døre til

lejligheder, kældre og tagetager), som forholdsmæssigt vil belaste lejen mest

i små lejligheder.

Lovens tilskudsregler bygger derfor på det princip, at man ved afgørelsen

af, om tilskud kan ydes, fordeler den del af bygningens samlede

brandsikringsudgifter, der hviler på beboelsesarealerne, ligeligt pr.

lejlighed og derefter -afhængig af hvor stor brandsikringsudgiften herved

bliver - beregner om og i bekræftende fald i hvilket omfang, der kan ydes

tilskud til lejligheder på højst 60 m2. Disse principper vil derfor blive

lagt til grund ved Grundejernes Investeringsfonds administration af

tilskudsmidlernes fordeling.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem tilskuddet skal komme tilgode, fører

disse forudsætninger på samme måde til, at tilskuddet - dersom de nødvendige

lejeforhøjelser også af ejeren fordeles ligeligt efter lejlighedsantal

- udelukkende kommer lejerne i de tilskudsberettigede lejligheder tilgode.

Hvis ejeren derimod vælger, at den endelige fordeling af de nødvendige

lejeforhøjelser skal ske i forhold til de enkelte lejligheders m2-etageareal

eller i forhold til det hidtil gældende lejeniveau, er der ikke behov for i

særlig grad at tilgodese de små lejligheder ved tilskudsfordelingen. Det

tilskud, der efter de ovennævnte regler kan udbetales fra investeringsfonden,

bør derfor i ddtte tilfælde af ejeren fradrages de totale

brandsikringsudgifter, inden den endelige fordeling af lejeforhøjelserne pr.

m2-etageareal eller lejeniveau finder sted.

tilskuddet er ikke indkonmstskattepligtigt for tilskudsmodtagerne. Om den

nærmere behandling af tilskuddet i relation ti skattelovgivningen henvises

til brandsikringslovens § 10 a, stk. 3.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

15. For § 2-bygningerne er der mellem realkreditinstitutterne og

Grundejerens Investeringsfond indgået aftale om en fælles administrative

tilrettelæggelse af långivningen og en forenklet långivningsprocedure i

brandsikringssager, hvor udgifterne helt eller delvis søges dækket både med

realkreditlån og investeringsfondslån.

I sådanne tilfælde starter lånesagen me, at låneansøgningen indsendes til

det pågældende realkreditinstitut, som derefter i samarbejde med

investeringsfonden foretager besigtigelse og teknisk sagsbehandling samt

afgiver eet fælles lånetilbud dækkende både realkreditlån og lån fra fonden.

Med henblik herpå er der udarbejdet et fælles ansøgningsskema, som fås ved

henvendelse til realkreditinstitutterne eller Grundejernes Investeringsfond.

Sammen med ansøgningsskemaet skal indsendes en genpart af det skema

»Indberetning om brandsikring«, som tidligere af ejeren er

fremsendt til kommunalbestyrelsen, og som indeholder en opregning af de

foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde brandsikringskravene. Hvis

der søges om udbetaling af tilskud fra investeringsfonden i henhold til

brandsikringslovens § 10 a, skal ansøgningen indeholde oplysning herom og

skal være bilagt dokumentation for de udgifter, der er forbundet med

brandsikringsarbejderne.

Ved en sådan integreret lånesagsbehandling vil det være muligt i een

ekspedition at klarlægge det samlede finansieringsbehov og mulighederne for,

at dette - eventuelt sammen med tilskud efter brandsikringslovens § 10 a -

kan dækkes ved ydelse af realkreditlån (jfr. pkt. 6 og 7) og lån fra

investeringsfonden. Herved kan man endvidere tilgodese, at der sker den mest

hensigtsmæssige indbyrdes placering af långivningen i ejendommen samtidig

med, at man kan få klarlagt behovet for eventuel kommunegaranti samt sikre,

at der ikke finder en overfinansiering sted med realkreditlån.

Da det ikke kan udelukkes, at der i en række tilfælde kan være tale om, at

der i forbindelse med brandsikringsarbejderne samtidig udføres opretnings- og

andre forbedringsarbejder, skal det understreges, at det kun er rene

brandsikringsudgifter, der kan forventes finansieret med lån fra Grundejernes

Investeringsfond.

Det kan som udgangspunkt påregnes, at det opgjorte lånebehov normalt vil

blive dækkt med lån fra investeringsfonden på halvdelen af de rene kontante

udgifter til brandsikring.

Ansøgning om lån til brandsikring skal først indsendes, når arbejdet er

udført. Dette skal ses på baggrund af, at der er tale om et stort antal

relativt små lån. Hvis låneansøgningen derfor skulle behandles både med

henblik på afgivelse af forhåndsudtalelser og endeligt lånetilbud, ville det

føre til en stærk belastning af det administrative apparat med deraf følgende

lang ekspeditionstid.

Særlige finansieringsregler for bygninger med begrænset levetid. §

3-bygninger.

16. For bygninger, der uanset opførelsestidspunktet, af

kommunalbestyrelsen er udpeget i medfør af brandsikringslovens § 3, og for

hvilke boligstyrelsen i medfør af § 7, stk. 2, har besluttet, at der skal

gennemføres brandsikring, gælder særlige finansieringsbestemmelser,

der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse bygninger bliver belastet

økonomisk hårdere end beboere i andre ejendomme, der skal brandsikres. Det

har herved været lagt til grund, dels at brandsikring af disse bygninger i

almindelighed må forventes at blive dyrere end sikring af andre ejendomme,

dels at disse bygningers restlevetid er meget begrænset samtidigt med, at

lejlighedernes brugsvædi er relativ lav, således at den vanskeligt kan være

en væsentlig forhøjelse.

Det bemærkes herved, at den adgang til optagelse af lagt forrentede lån i

Grundejernes Investeringsfond, som er tilvejebragt for så vidt angår §

2-bygninger (ovenfor pkt. 11 og 15) ikke kan bringes i anvendelse ved

finansieringen af brandsikringsudgifter i § 3-bygninger. Derimod gælder der

for disse bygninger andre regler, der skal tilgodese, at

brandsikringsudgifterne mindst muligt påvirker lejeniveauet. Der gives

således bl.a. mulighed for, at der kan ydes offentlig støtte til

brandsikringen dels i form af kommunegaranti for lån alene med pantesikkerhed

i ejendommen, dels i form af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles

til rådighed af kommune og stat i forening.

17. Ejere af bygninger, for hvilke brandsikringskrav er beslutet i

medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede kommuner pligt

til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der vedrører

beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets fuldførelse henstår

på ejendommens vedligeholdelseskonto, jr. § 15, stk. 1, i

boligregulerigsloven.

Endvidere har ejeren adgang til at afskrive yderligere udgifter på

ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2.

Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens

vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække

udgifterne, kan ejerne, hvis han selv afholder udgiften, løbende

afskrive beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på

kontiene (overførelse af negativ saldo).

Dækkes udgifterne ved optagelse af lån, kan lånebeløbene ikke

afskrives på nogen af de nævnte konti, men til gengæld skal de årlige

låneydelser så vidt muligt afskrives på kontiene.

Det har dog ikke været tanken, at hele ejendommens opretnings- og

vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til forrentning og

afdrag på brandsikringslån. Der bør fortsat være mulighed for at afskrive

udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I ejendomme, der består af

flere bygninger, bår afskrivning således kun ske på den del af

bedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der skal

brandsikres efter § 7, stk. 2. Brandsikringen heraf bør ikke medføre

forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

18. Er det nødvendigt at optage lån til dækning af

brandsikringsudgifterne, og kan sådant lån kun forventes ydet mod

supplerende sikkrhedsstillelse udover pantesikkrhed i ejendommen, er

der som nævnt under pkt. 9 adgang til for kommunalbestyrelsen at yde garanti

for sådanne lån.

I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter

brandsikringslovens § 10, stk. 4, hæfter låntageren ved kommunal garanteret

låneoptagelse i § 3-bygninger i henhold til lovens § 11, stk. 4, ikke

personligt, men alene med den pantsatte ejendom.

Staten godtgør kommunen halvdelen af de eventuelle tab, som kommunen lider

ved garantistillelse efter lovens § 11, stk. 4. Sådanne tab kan bl.a. tænkes

at opstå, hvor en indgået garantiforpligtelse for lånet bliver aktualiseret,

f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en sanering, inden lånet

er fuldt tilbagebetalt, jfr. pkt. 20 og 21.

19. I henhold til brandsikringslovens § 12 kan kommunen, når

særlige forhold taler derfor, yde rente- og afdragsfrit lån med pant i

ejendommen.

Et sådant lån kan højst udgøre halvdelen af de samlede

brandsikringsudgifter - i de huslejeregulerede kommuner dog efter fradrag af

det beløb, som indestår på ejendommens vedligeholdelseskonto ved arbejdernes

afslutning, jfr. pkt. 17.

Lånet ydes uden personlig hæftelse for låntageren.

Om forholdet til lejerne henvises til pkt. 24-27.

20. Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i

henhold til lov om sanering, yde statslån til dækning af helvdelen af

kommunens udgifter til rente- og afdragsfri lån.

Et af kommunen ydet rente- og afdragsfrit lån forfalder til indfrielse,

når ejendommen gøres til genstand for sanering med støtte efter lov om

sanering. Herved vil man kunne undgå, at den forøgelse af ejensommens værdi,

der hidrører fra forbedringer, som er finansieret med dette lån - og som vil

give sig udslag i størrelsen af den erstatning, der ydes ejeren for afståelse

af ejendommen i forbindelse med saneringen - skal virke fordyrende i forhold

til det offentlige. Ved lånets indfrielse tilbagebetaler kommunen statens

andel af lånet.

Er ejendommen ikke blevet omfattet af en sanering, når der er forløbet 6

år efter lånets udbetaling, kan kommunalbestyrelsen forlænge rente- og

afdragsfriheden for indtil 4 år. Er ejendommen heller ikke inden udløbet af

denne periode saneret med offentlig støtte, skal lånet tilbagebetales over 5

år. Der svares ikke renter af lånet over tilbagebetalingsperioden, men

restlånet forfalder til indfrielse, hvis ejendommen saneres med offentlig

støtte, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.

Hvis der til brandsikring er en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån,

og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet

efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse

i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i

sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at

ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vi kunne

gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der

vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer,

der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk

fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver

derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler

forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af

ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommnen skønner, at

lånet - for hvilket låntageren alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke

vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen

beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde

vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit

tilgodehavende i tilsvarende omfang.

21. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at yde

offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om den

allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle

tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget

begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og

lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens

stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti fo

lån og/eller rente og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om

omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan

støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end

ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der

ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i

denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de

frie områder, hvor det ikke er muligt at aholde udgifterne til brandsikring

over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse

efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne

brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den

endnu skal bestå.

Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens

støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og

lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke

falder ind under de særlige støttebestemmelser.

Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den

offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne

tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte

ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at det for den

heromhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt,

at der - som supplement til ydelse af offrentlige lån - stilles særlig

sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almendelige

lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af

omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for

lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid.

Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå

meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været

uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at

der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil

kunne være meget tyngende.

22. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete tilfælde ydes

støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald omfanget af denne

støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og kan således

heller ikke indbringes for boligministeriet.

Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er

modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte

brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte

kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved

ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit

lån bør ydes på grunslag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter

ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det

bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikrng af bygning efter § 7,

stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af de

hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af

rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren

skønnes ufornødent.

Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om

arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold,

herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti

m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med

oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret,

genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til realkreditinstitut,

bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån ellr for

imødekommelse af ansøgninger om lån.

Finansieringsregler for »øvrige« bygninger.

23. For »øvrige« bygninger d.v.s. bygninger som er

opført år 1900 eller senere, og som ikke er omfattet af brandsikringslovens §

3, gælder der med een undtagelse principielt de samme regler om finansiering

af brandsikringsudgifter, som for bygninger opført før år 1900 (ovenfor pkt.

6-10 og pkt. 11-15).

Undtagelsen går ud på, at der ikke kan ydes statstilskud i medfør af

brandsikringslovens § 10 a til nedbringelse af brandsikringsudgifterne i

sådanne nyere ejendomme.

Hertil kommer imidlertid, at de midler, der af Grundejernes

Investeringsfond løbende kan frigøres til udlån til brandsikring, forlods vil

blive anvendt til dækning af lånebehovet i § 2-bygninger, hvor problemerne i

almindelighed må antages at være størst, og hvor gennemførelsen af

brandsikringsarbejderne generelt er undergivet en særlig tidsfrist.

Indtil investeringsfonden nærmere har afklaret udlånsbehovet til denne

kategori af bygninger, kan der derfor ikke siges noget endeligt om, hvornår

og i hvilket omfang fonden tillige vil være i stand til at yde lavtforrentede

lån til dækning af brandsikringsudgiften i nyere bygniner.

Det er bl.a. på denne baggrund at den tidsmæssige iværksættelse af

brandsikringsarbejder ved en ændring af brandsikringslovens § 4 er søgt

udskudt, jfr. cirkulærets pkt. 4.

Der er derfor heller ikke for så vidt angår finansiering af

brandsikringsudgifter i sådanne bygninger truffet nogen aftale om fælles

lånesagsbehandling mellem Realkreditrådet og Grundejernes Investeingsfond,

men ejeren må i stedet, hvis der søges optaget fondslån, rette henvendelse

direkte til fonden for nærmere at orientere sig om udlånsmulighederne herfra.

Forholdet til lejerne.

24. Gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger anses som en

forbedring. Som følge heraf har en udlejer, der gennemfører brandsikring, som

udgangspunkt ret til lejeforhøjelse.

Lejeforhøjelse er dog udelukkende overalt i landet i det omfang,

brandsikringsudgifterne finansieres med statstilskud via Grundejernes

Investeingsfond (ovenfor pkt. 14) eller med rente- og afdragsfrit kommunelån

(ovenfor pkt. 19).

I øvrigt beror forholdet til lejerne på, om lejemålet alene omfattes af

lejelovens regler, eller om lejemålet er omfattet af reglerne i kap. II i lov

om midlertidig regulering af boligforholdene (lejemål om beboelse i kommuner

med huslejeregulering).

25. I lejemål, der ikke er omfattet af

boligreguleringslovens kap. II (lejemål om beboelseslejligheder i kommuner

uden huslejeregulering og erhvervslejemål i hele landet) afgøres spørgsmål om

lejeforhøjelse for forbedringer efter lejelovens § 35.

Efter reglerne heri kan parterne frit aftale lejeforhøjelse som følge af

forbedringer, men kan der ikke opnås en aftale mellem parterne, kan udlejeren

få lejeren kendt pligtig til at indgå en til den øgede brugsværdi svarende

forhøjelse af lejen, jfr. lejelovens § 35, stk. 3.

Begrebet »øget brugsværdi« er uddybet ved en bestemmelse i

lovens § 35, stk. 5, hvorefter der skal tages hensyn til forbedringens

karakter og betydning i forhold til ejendommens hidtidige tilstand og

størrelsen af de udgifter, der med rimelighed er afholdt til forbedringen.

Lejeforhøjelsen skal som udgangspunkt give mulighed for en passende

afkastning af disse udgifter og rimelig afskrivning samt dækning for øgede

udgifter til skatter, afgifter, vedligeholdelse, administration og forsikring

i rimeligt omfang.

Såfremt lejeren ikke kan acceptere udlejerens krav, og udlejeren desuagtet

ønsker at fastholde kravet, må udlejeren anlægge sag ved boligretten, jfr.

lejelovens § 35, stk. 6.

26. For lejemål, der er omfattet af kap. II i lov om

midlertidig regulering af boligforholdene gælder særlige regler for

iværksættelse af forbedringer, der medfører lejeforhøjelser for forbedringer.

Særreglerne for iværksættelse af forbedringer i boligreguleringslovens §

13, stk. 1-4, omfatter forudgående huslejenævns kontrol inden iværksættelse

af større forbedringsarbejder, adgang for lejerne til at kræve

erstatningsbolig og til at kræve større arbejder udskudt, indtil der er

forløbet en vis tid, efter at en ny ejer har overtaget ejendommen.

Disse regler finder ikke anvendelse på forbedringsarbejder, der er påbudt

i henhold til lov om brandsikring.

Baggrunden for, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse ved

påbudte brandsikringer er, at der her er tale om myndighedskrav. Hvor

der er beboerrepræsentanter, har lejerne endvidere haft mulighed for at være

medbestemmende om, hvad der udføres. I andre tilfælde er lejerne blevet

orienteret om, hvilke arbejder skal skal udføres.

Hvad angår lejeforhøjelsens størrelse, kan udlejeren efter

boligreguleringslovens § 13, stk. 5, kræve en lejeforhøjelse, der modsvarer

det lejedes brugsværdi (omkostningerne ved foranstaltningen).

Lejeforhøjelse er dog udelukket i det omfang, brandsikringsudgifterne

eller de årlige ydelser til renter og afdrag på lån til dækning af

brandsikringsudgifterne afholdes over ejendommens opretnings- eller

vedligeholdelseskonto.

Udgangspunktet for lejeforhøjelsen er, at den skal kunne dække den

forøgelse af ejendommens driftsudgifter, der er en følge af forbedringens

gennemførelse.

Långivning til brandsikring gennem Grundejernes Investeringsfond suppleret

med tilskud til mindre lejligheder, hvor udgiften er særlig stor, står åben

for alle ejere af § 2-bygninger. Huslejenævnet vil derfor være berettiget til

at nægte at godkende en større lejeforhøjelse, end den der kunne være opnået,

hvis der var søgt billige lån og tilskud i muligt omfang.

I de regulerede områder kan udlejeren i visse tilfælde kræve

lejeforhøjelse efter en enklere procedure, jfr. § 13 a, stk. 2.

Reglerne går nærmere ud på, at en udlejer, der har udført brandsikring og

finansieret dette arbejde med lån i Grundejernes Investeringsfond, kan varsle

og gennemføre en lejeforhøjelse til brandsikring efter samme regler, som

gælder for forhøjelser af ejendomsskatter m.v., jfr. lejelovens § 43.

Beløbet, der kan varsles efter denne regel, kan dække udgifterne udover den

årlige tilgang på opretningskontoen. Det forudsættes således, at

opretningskontoen forlods anvendes til dækning af den årlige ydelse i muligt

omfang, for at denne regel kan bruges.

Det er yderligere en betingelse, at lånet udelukkende er optaget til

dækning af brandsikringsudgifter, og den således krævede lejeforhøjelse ikke

overstiger 15 kr. pr. m2.

Ordningen betyder, at lejeforhøjelserne kan udlignes på de brugere af

ejendommen, der har fået deres brugsret øget gennem forbedringen, således at

lejeforhøjelsen fordeles efter samme princip som normalt ved

forbedringsforhøjelse. Det særlige er, at udlejeren ikke skal indbringe sagen

for nævnet, hvis 1/4 af lejerne protesterer, men hver enkelt lejer har

fortsat adgang til i medfør af boligreguleringslovens § 14 at indbringe

spørgsmålet om lejen for huslejenævnet.

27. Lejlighedernes bruttoetageareal beregnes efter de samme

regler, som anvendes ved beregning af etagearealer i henhold til lov om

midlertidig regulering af boligforholdene, jfr. pkt. 8 i boligministeriets

cirkulære af 26. juni 1975 om omkostningsbestemt leje i private

udlejningsejendomme.

Bruttoetagearealet defineres som lejlighedens samlede areal, heri

medregnet ydervægge og andel i adgangslokaler, herunder trapper.

Den tekniske definition findes i bygningsreglement 1972, kap. 2.2.4. med

de undtagelser, der følger af reglerne for støttet byggeri. Vejledning herom

er optaget som bilag 2 til nævnte cirkulære.

Dette bruttoetagearealbegreb anvendtes i lov om lejevurdering af 1966, og

for ejendomme, der er omfattet heraf, vil de tidligere anvendte arealer kunne

lægges til grund, medmindre det påvises, at disse er fejlagtige.

Opmærksomheden henledes på, at den arealopmåling, der er foretaget ved

opdeling af bygningerne i ejerlejligheder, ikke medtager ejerlejlighedernes

andel i trapperum m.v.

Den her anførte beregningsmåde skal anvendes ved beregningen af, om en

lejlighed er tilskudsberettiget, jfr. pkt. 14, og ved fordeling af

lejeforhøjelser efter areal, jfr. pkt. 26 i dette cirkulære.

Afsnit III.

Genhusning.

28. Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikrngslovens § 7, stk. 3,

nedlægger forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen

at sikre genhusning af de husstande, der som følge af forbudets nedlæggelse

må fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et

sådant forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med

de virkninger, der følger heraf med hensyn tl bl.a. genhusning af beboerne,

jfr. kap. XI i saneringsloven.

Genhusningspligten omfatter udover genhusning af lejere af

beboelseslejligheder tillige genhusningspligt for indehavere af private

andelslejligheder og ejerlejligheder, der må fraflytte deres bolig som følge

af forbud efter brandsikringslovens § 7.

Fremskaffelse af lejligheder.

29. Husstanden kan selv skaffe sig en anden lejlighed. I så

fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.

Genhusning kan ske inden for det almennyttige bybyggeri, hvor

anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om

statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a.

som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.

Genhusning kan tillige ske i den ældre boligmasse i det almennyttige

gyggeri, idet genhusningsreglerne i boligministeriets bekendtgørelse nr.

157 af 24. april 1975 om almenhyttig boligvirksomhed § 15, stk. 7 og 8, i et

vist omfang vil kunne finde anvendelse. Efter disse regler har samtlige et

selskabs afdelinger i visse tilfælde pligt til at stille hver 5. ledige

lejlighed i i den ændre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne

genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale omhusstande,

der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og

genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med

nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil

være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en sameringsplans

gennemførelse.

De nærmere regler herom findes uddybet i pkt. 15 i boligministeriets

cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt

byggeri.

Da brandsikringslovens genhusningsforpligtelse rejser de største problemer

i hovedstadsområdet, er der ved boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af

29. april 1977 § 1, nr. 3, foretaget en midlertidig ændring af ovennævnte

bekendtgørelse af 24. april 1975.

Ændringen går ud på, at der i perioden 1. juni 1979 sker en udvidelse af

genhusningspligten af afdelinger i hovedstadsområdet (Københavns og

Frederiksberg kommuner samt Københavns Frederiksborg og Roskilde amter).

Disse boligafdelinger skal i denne periode i stedet for hver femte stille

hver tredie ledige lejlighed til rådighed, og genhusningspligten omfatter i

denne periode ikke alene husstande, der bliver husvilde som følge af

beslutninger i medfør af § 7 i lov om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v.

Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af

lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, vil endvidere kunne ske i

kommunens egne ejendomme.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at Københavns kommune har givet

tilsagn om midlertidigt at ville foretage en udvidelse af genhusningen i

kommunens beboelsesejendomme svarende til udvidelsen for det ældre

almennyttige bygger.

Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om

fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte

deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7.

Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at

indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige

boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.

Som et led i indgåelse af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give

tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i

forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen

formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til

rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter

brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere

afstsatte rammr kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes

herved,at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst kan

andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør af

aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der bevilges i

henhold til lov om sanering.

De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og

sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsens beslutning herom tillige

bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en

beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens

§ 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er

brandfarlig.

Økonomisk støtte til beboerne.

30. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets beslutning efter §

7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn, følger,

at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at opnå støtte til

betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring efter særlig

gunstige regler.

Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af

saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af

depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt

husstanden skønnes at have behov herfor.

Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri

efter reglerne i kap. XI i bekendtgøelse nr. 317 af 31. maj 1976 af lov om

boligbyggeri. Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet

fraflytte den hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller

gennemførelse af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24.

juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.

Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig

boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering

m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 11. november 1976,

afsnit IV.

Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3

a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør

af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at

nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14, stk. 2.

Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og

boligsikringslovens § 3 a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden

selv skaffer sig anden lejlighed.

Afsnit IV.

Tekniske krav.

31. I medfør af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger

m.v. § 1 og § 21 stk. 1, fastsatte boligministeren i bekendtgøelse nr. 81 af

27. februar 1976 tekniske krav til brandsikring af de bygninger, der er

omfattet af loven. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler af

administativ karakter samt ordensforskrifter. Denne bekendtgørelse er siden

ændret ved bekendtgøelse nr. 501 af 6. oktober 1976, og bekendtgørelse nr. 95

af 15. marts 1977, jfr. bilag 2.

Ændringen af 6. oktober 1976 indeholder nogle lempelser med hensyn til

kravet om, at der ikke må være direkte adgang fra trapperum til kælder i

en-trappehuse, og med hensyn til gasledninger i trapperum. Derudover er der

foretaget en tydeliggørelse af bekendtgørelsens bestemmelser om krav til døre

i tagetager.

Ændringen af 15. marts 1977 indeholder en lempelse af kravene til

brandsikring af sammenbyggede en- og tofamiliehuse i 3 etager.

32. I tilknytning til den oprindelige bekendtgørelse lod

boligministeriet udarbejde pjecen »Brandsikring af ældre ejendomme«

(den røde vejledning), der indeholder en beskrivelse af kravene til

brandsikring samt nogle anvisninger på, hvordan kravene kan opfyldes. Denne

pjece er tænkt som en støtte for ejerne og deres rådgivere, samt for de

beboere, der i medfør af brandsikrningsloven inddrages i

brandsikringsproceduren.

Siden pjecen blev udsendt i marts 1976, er der som ovenfor anført sket

ændringer i de tekniske krav til brandsikring. Endvidere er der rejst en

række spørgsmål til uddybning af forståelsen af kravenes indhold. Endelig er

der i praksis indhøstet en række erfaringer med hensyn til brandsikringens

gennemføelse. På dette grundlag blev der efter forhandling med Grundejernes

Landsforbund og lejernes Landsorganisation udarbejdet en supplerende

vejledning om brandsikring af ældre beboelsesbygninger, dateret den 15. marts

1977. Vejledningen er optrykt som bilag til cirkulæret. Vejledningen vedrører

størrelsen af de redningsåbninger, som kræves i hver lejlighed, samt hvordan

man kan udbedre eksisterende fyldningsdøre, således at de svarer til

BD-entredør 30 eller BD-dør 30.

Pejcen af marts 1976 er på grund af de ovenfor anførte ændringer samt

supplerende oplysninger forældet på en række områder. Der er derfor

udarbejdet et rettelsesblad til pjecen, som er udsendt til samtlige

kommunalbestyrelser. Rettelsesbladet medtager kun en del af, hvad der er

anført i den supplerende vejledning af 15. marts 1977, og bør derfor læses i

sammenhæng med denne. Rettelsesbladet behandler også ændringerne i

bekendtgørelsen.

33. I boligministeriets cirkulære af 10. marts 1976 blev anført,

at kommunalbestyrelsen bør foretage stikprøvekontrol af, om de foreslåede

foranstaltninger til brandsikring er tilstrækkelige til at opfylde kravene.

Under behandlingen i folketinget af ændringen til brandsikringsloven af 9.

maj 1977 blev kommunernes kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne

bliver gennemført i overensstemmelse med lovens krav, draget frem. I

betænkningen fra folketingets boligudvalg over lovforslaget er anført

følgende:

»Udvalget har under et amråd med boligministeren drøftet kommunernes

kontrol med, at brandsikringsforanstaltningerne bliver gennemført i

overensstemmelsemed lovens krav. Boligministeren oplyste, at han i et

cirkulære over for kommunalbestyrelserne vil fremhæve betydningen af, at der

i fornødent omfang føres kontrol med, at brandsikringen foretages i

overensstemmelse med forskrifterne«.

Under henvisning hertil opfordres kommunalbestyrelserne til at føre en

sådan kontrol med brandsikringslovens gennemførelse, at det sikres, at

brandsikringen foretages på forsvarlig vis.

Boligministeriet, den 9. juli 1977.

Ove Hove.

/ Keld Christiansen.

Bilag 1.

Lovbekendtgørelse nr. 228 af 26. maj 1977 om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v.

(Udelades her).

Bilag 2.

Boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om

brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. som ændret ved bekendtgørelse

nr. 501 af 6. oktober 1976 og bekendtgørelse nr. 95 af 15. marts 1977.

I medfør af §§ 1 og 21, stk. 1, i lov nr. 53 af 25. februar 1976 om

brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. fastsættes:

§ 1. Bygninger med mere end 2 etager, der helt eller

delvis benyttes til beboelse, skal opfylde kravene i §§ 2-7, medmindre andet

godkendes af kommunalbestyrelsen efter lovens § 6 eller besluttes af

boligtilsynet efter lovens § 7.

Stk. 2. Tagetager, der benyttes til beboelse eller

ophold, medregnes som etage.

Stk. 3. Bygninger, hvor gulvet i øverste etage er

beliggende mere end 4,5 m over terræn, betragtes som bygninger med mere end 2

etager.

Stk. 4. Bygninger, som på grund af skrånende terræn

el.lign. har 2 etager til den ene side og mere end 2 etager til den anden

side, betragtes som bygninger med mere end 2 etager.

Stk. 5. I bygninger, som herefter er omfattet af

kravene, gælder disse for samtlige etager.

Stk. 6. Undtaget fra kravene i §§ 2-7 er bygninger,

hvor de enkelte beboelseslejligheder eller beboelsesrum har adgang til

sikkerhedstrappe i overensstemmelse med bestemmelserne i bygningsreglementet

(BR-72, kap. 4.1.5., stk. 3).

Stk. 7. De brandtekniske definitioner og

klassifikationer i bygningsreglementet (BR-72, kap. 6) finder anvendelse på

de i bekendtgørelsen anvendte brandtekniske betegnelser.

Fælles krav.

§ 2. Hver lejlighed skal i hver etage have mindst 1

redningsvindue, som kan nås af brandvæsenets redningsstiger.

Stk. 2. Vægge mellem lejligheder (lejlighedsskel) skal

mindst svare til BD-bygningsdel 60.

Stk. 3. I brandvægge og tilsvarende adskillende

konstruktioner skal åbninger lukkes med en konstruktion svarende til væggen

m.m., dog mindst svarende til BS-bygningsdel 60.

Stk. 4. Loft i kælder skal have overflader mindst

svarende til beklædning af klasse 1.

Trapper. § 3. Indvendige trapper skal være anbragt i

trapperum med uhindret adgang direkte til det fri gennem forrum eller gang.

Stk. 2. Vægkonstruktioner og etageadskillelser i

trapperum, forrum og gange, der tjener som flugtvej, skal svare til

BD-bygningsdel 60. Væg mod kælder skal svare til BS-væg 60. I Bygninger med

mere end 3 etager, hvor hver lejlighed kun har adgang til 1 trappe, skal

etageadskillensen mellem kælder og trapperum med tilhørende forrum eller gang

mindst svare til BS-bygningsdel 60 eller BD-bygningsdel 90.

Stk. 3. Overflader på vægge og lofter i trapperum samt

undersider af trappeløb skal mindst svare til beklædninger af klasse 1. I

bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til 2 trapper, kan eksisterende

vægpaneler i trapperum dog bibeholdes, når panelerne har overflader, der

mindst svarer til beklædninger af klasse 2 og ikke er højere end 1,5 m.

Stk. 4. I trapperum må ikke forefindes gasmålere,

træskabe til el-målere og trappelysautomater m.m. eller skabe og skabsrum.

§ 4. I hver etage må der til hver trappe højst være

adgang fra 4 lejligheder.

Stk. 2. I bygninger, hvor hver lejlighed har adgang til

2 trapper, må der kun være forbindelse mellem de 2 trapper gennem de enkelte

lejligheder og gennem en eventuel tagetage.

Døre.

§ 5. Døre fra trapperne til lejligheder skal svare

til BD-entredør 30. I lejligheder med adgang til 2 trapper kan kravet

fraviges efter følgende regler:

a) i lejligheder, hvor der er mindst 1 tætsluttende trædør uden

plaspartier mellem de 2 døre til trapperne, kan trappedørene udføres som

tætsluttende trædøre uden glaspartier,

b) i lejligheder, hvor der er mindst 2 tætsluttende trædøre uden

glaspartier mellem de 2 døre til trapperummene og mindst 8 m mellem

trappedørene, kan plaspartier bibeholdes i den ene trappedør, når den

pågældende trappe ikke har forbindelse til kælder, jfr. stk. 2.

Stk. 2. Døre fra trapperum til kælder skal mindst svare

til BD-dør 30. Direkte adgang fra trapperum til kælder må i bygninger med 2

trapper kun forefindes ved den ene trappe. I bygninger med 1 trappe må

direkte adgang fra trapperum til kælder kun forefindes i følgende tilfælde:

a) når gulvet i øverste lejlighed ligger højst 10 m over terræn.

b) når gulvet i øverste lejlighed ligger højere end 10 m over terræn,

såfremt trappen svarer til mindst BS-bygningsdel 30, og såfremt der fra hver

lejlighed, hvis gulv ligger højere end 10 m over terræn, er adgang til en

altan, der vender ud mod brandredningsvejen.

Stk. 3. I tagetager, der kun delvis anvendes til

beboelse, skal døren til den del af tagetagen, der ikke anvendes til

beboelse, være mindst BD-dør 30. Er der ikke beboelse i tagetagen, skal døre

fra trapperum til tagetager mindst være tætsluttende trædøre uden

glaspartier.

Stk. 4. Andre døre i trapperum end de i stk. 1-3 nævnte

skal mindst være tætsluttende trædøre uden glaspartier. Dette krav gælder

ikke udgangsdøre til det fri og døre til wc-rum, hvortil der kun er adgang

fra trapperum.

Erhvervslokaler i bygninger med beboelse.

§ 6. Døre fra trapperum til erhvervslokaler skal

udføres i overensstemmelse med følgende regler:

a) døre fra trapperum til erhvervslokaler, hvis samlede bruttoetageareal

er mindre end 150 m2, skal udføres efter bestemmelserne i § 5. Er

bruttoetagearealet større end 150 m2, skal døre fra trapperum udføres mindst

som BD-dør 60,

b) døre fra trapperum til erhvervslokaler med større brandbelastning og

til lokaler, hvori der foregår brandfarlige arbejdsprocesser, skal uanset

lokalernes størrelse udføres mindst som BS-dør 60,

c) ved erhvervslokaler med særlig stor brandbelastning eller brandfare

kan kommunalbestyrelsen forlange, at lokalerne fornynes med selvstændig

adgang til det fri, og at døråbninger m.v. til trapperum lukkes med væg

mindst svarende til BS-væg 60.

Elevatorer. § 7. Elevatorer med tilhørende spil m.v. skal

være adskilt fra kælder med væg mindst svarende til BS-bygningsdel 60. Dør

fra kælder til elevator og spillerum m.v. skal mindst svare til BD-dør 60.

Anmeldelse om brandsikring.

§ 8. De i loven foreskrevne indberetninger til

kommunalbestyrelsen og boligtilsynet om gennemgang af bygningerne og om de

foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde kravene om brandsikring,

skal ske på særlige af boligministeriet udfærdigede skemaer, betegnet

»Indberetning om brandsikring«. Skemaerne rekvireres hos

kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. I indberetningen skal ejeren oplyse, hvilken

teknisk sagkundskab han har benyttet til gennemgangen og udarbejdelsen af

forslag til brandsikring.

Beboernes medvirken.

§ 9. Er der i medfør af lejeloven valgt

beboerrepræsentanter for ejendommen, skal ejeren give dem underretning om,

hvornår den i loven foreskrevne gennemgang af bygningerne vil finde sted. Det

skal i indberetningsskemaerne angives, om beboerrepræsentanterne har

bemærkninger til de foreslåede brandsikringsforanstaltninger. Bemærkningerne

skal påføres skemaet eller vedlægges dette.

Stk. 2. Er der ikke valgt beboerrepræsentanter, skal

ejeren ved meddelelse til lejerne eller ved opslag gøre lejeren bekendt med

indberetningen til kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal indeholde oplysning

om, hvor en genpart af indberetningen ligger til gennemsyn for lejerne.

Fredede bygninger.

§ 10. Er bygningen fredet i medfør af lovgivningen om

bygningsfredning, skal ejeren i indberetningen gøre opmærksom herpå.

Forslaget til brandsikring indsendes af kommunalbestyrelsen til

Frednigsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige Bygningssyn. Arbejdet må

først ivnærksættes, når kommunalbestyrelsen efter modtagelsen af

Fredningsstyrelsens udtalelse har godkendt forslaget.

Ordensforskrifter m.m.

§ 11. Ejendommens adgangsarealer,

brandredningsarealer (brandveje), trapper og gange samt adgang hertil må ikke

indrettes eller benyttes til andre formål end adgang eller tilkørsen.

Arealerne, trapperne og gangene m.v. skal stedse holdes ryddelige. De må

heller ikke anvendes til henstilling af biler, cykler og barnevogne m.v.

eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan befordre en brands

udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsenets indsats i tilfælde

af brand.

Stk. 2. Lofts- og kælderrum, der hører til de enkelte

lejemål, skal holdes forsvarligt aflåst. Ejeren skal sørge for, at sådanne

rum tømmes ved lejerskifte.

Undtagelser.

§ 12. Bekendtgørelsen gælder ikke for fritliggende

en- og tofamiliehuse.

Stk. 2. For andre en- og tofamiliehuse, der kun har 3

etager, gælder kravene i §§ 3 og 5 ikke, såfremt følgende krav opfyldes:

a) i hver etage skal være mindst 1 redningsvindue mod gaden,

b) kælderen skal adskilles mod trappen med en konstruktion mindst

svarende til BD-bygningsdel 60 og med dør mindst svarende til BD-dør 30,

c) i tofamiliehuse skal tillige døre fra trapperum til lejligheder,

herunder værelser være tætsluttende trædøre uden glaspartier,

d) værelser i tofamiliehuse, hvorfra der kun er adgang til det under a)

nævnte redningsvindue gennem trapperummet, skal være forsynet med et

redningsvindue, jfr. § 2, stk. 1.

Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for lokaler, der

omfattes af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 252 af 21. maj 1974 om

brandværnsforanstaltninger i ældre hoteller m.v.

Ikrafttræden.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft ved

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag 3.

Vejledning af 66 af 15. marts 1977 om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger.

(udelades her).

Bilag 4.

Boligministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 om ændring

af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed.

(Udelades her).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter