Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger
med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.
Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger
m.v. (brandsikringsloven) trådte i kraft den 1. marts 1976. Efter loven har
ejere af bygninger med mere end 2 etager, som benyttes til beboelse eller
ophold for mennesker, pligt til at brandsikre deres bygninger i
overensstemmelse med de krav, der i medfør af loven fastsættes af
boligministeren. For bygninger, der helt eller delvis benyttes til beboelse,
er sådanne krav fastsat i boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27.
februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Loven og
bekendtgørelsen er optrykt som bilag til cirkulæret. Undtaget fra disse
bestemmelser er fritliggende en- og tofamiliehuse, uanset om de indeholder
mere end 2 etager.
Loven indeholder regler, der specielt tager sigte på hurtig brandsikring
af 2 kategorier af beboelsesbygninger, nemlig dels bygninger, der er
opført før år 1900, dels - uanset opførelsestidspunktet - bygninger,
der kun har en begrænset levetid, fordi de forventes saneret eller
kondemneret inden 6 år fra lovens ikrafttræden, dvs. inden den 1. marts 1982.
Der er i loven og bekendtgørelsen fastsat bestemmelser om den praktiske
fremgangsmåde i relation til den procedure, der går forud for udførelsen af
brandsikringsforanstaltniger, herunder om ejerens gennemgang af
bygningen, om udfyldning af et særligt indberetningsskema vedrørende
de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de påbudte
brandsikringskrav, om eventuel sagkyndig bistand ved gennemgangen og
udfyldningen af skemaet samt om beboernes medvirken og rettigheder i
forbindelse hermed. Disse bestemmelser gælder for begge de ovenfor nævnte
bygningskategorier. Der henvises herom nærmere til boligministeriets
cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.,
pkt. 1-3.
I det følgende gennemgås de særlige regler om boligtilsynets krav
Læs alt
til omfanget af den brandsikring, som skal udføres ved bygninger med
begrænset levetid. Bestemmelserne herom er fastsat i lovens kap. II.
Endvidere omhandler cirkulæret bestemmelserne i lovens kap. III om
finansiering af brandsikringsudgifter ved alle bygninger, der
er omfattet af loven. Der er endelig optaget bestemmelse om genhusning
af husstande, der må rømme de bygninger, som boligtilsynet kræver nedrevet.
Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit:
Afsnit I. Boligtilsynets krav til brandsikring af bygninger med begrænset
levetid.
Afsnit II. Finansiering af brandsikringsudgifter.
Afsnit III. Genhusning.
Afsnit IV. Forskellige bestemmelser.
Bilag.
Afsnit I.
Boligtilsynets krav til
brandsikring af bygninger med
begrænset levetid.
Særlig fremgangsmåde og behandling.
1. Loven har fastsat regler om en særlig behandling af
bygninger med begrænset levetid. Efter lovens kap. II er det
boligtilsynet, der skal tage stilling til, hvilke foranstaltninger der
skal gennemføres for den enkelte bygning. Endvidere indeholder loven særlige
regler om finansiering af brandsikringsudgifterne i disse bygninger.
2. De bygninger, der er omfattet af disse særlige
regler, er ifølge lovens § 3 - uanset opførelsestidspunktet - dels
beboelsesbygninger, som efter en saneringsplan eller kommunens planlægning af
den fremtidige saneringsvirksomhed må forventes nedrevet eller ombygget
væsentligt inden den 1. marts 1982, dels beboelsesbygninger, som er
eller må forventes at blive omfattet af en beslutning i medfør af § 12 i lov
om boligtilsyn, hvorefter det forbydes at benytte bygningen til beboelse
eller ophold efter denne dato. Det er pålagt kommunalbestyrelsen at udpege de
bygninger, der omfattes af disse bestemmelser, og ejerne af bygningerne skal
have meddelelse herom inden den 15. maj 1976. Vejledende
retningslinier om afgrænsningen af de bygninger, som kommunalbestyrelsen skal
udpege efter § 3, er indeholdt i boligministeriets cirkulæreskrivelse af 27.
februar 1976. Hvis ejeren af en beboelsesbygning ikke har modtaget en sådan
meddelelse fra kommunalbestyrelsen inden 15. maj 1976, skal han lade
bygningen brandsikre efter lovens almindelige regler.
3. En ejer, der inden den 15. maj 1976 har modtaget
meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at bygningen er omfattet af lovens §
3, skal snarest lade foretage en gennemgang af bygningen og derefter udfylde
det skema »Indberetning om brandsikring«, som skal være udsendt
sammen med meddelelsen fra kommunalbestyrelsen. Skemaet skal indsendes til
det stedlige boligtilsyn inden den 1. september 1976. Da det
herefter er overladt til boligtilsynet i henhold til lovens § 7, stk. 2 eller
3 at træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes med
henblik på brandsikring af bygningen, må ejeren ikke påbegynde
brandsikringen, før han har modtaget boligtilsynets afgørelse herom.
Afgørelsen skal meddeles ejeren ved rekommanderet brev.
4. Når brandsikringsloven overlader det til
boligtilsynet at træffe afgørelse om brandsikringen af disse bygninger,
skyldes det, at de efter deres hele tilstand og indretning naturligt falder
ind under den bygningsmasse, som er omfattet af boligtilsynets virksomhed.
Det har også været et ønske at kunne inddrage boligtilsynenes sagkundskab og
erfaring i vurderingen af den brandmæssige behandling af disse særlige
bygninger. Hertil kommer, at boligtilsynet i øvrigt på grundlag af dets
tilsynsvirksomhed må forudsættes på forhånd at være bekendt med en del af
disse bygningers tilstand og indretning.
Boligtilsynets beslutninger.
5. Når boligtilsynet har modtaget
indberetningsskemaerne i udfyldt stand fra ejerne, bør det kontrolleres, om
gennemgangen af bygningen er sket med sagkyndig bistand, og om
beboerne har haft bemærkninger til de foreslåede
brandsikringsforanstaltninger. Det må også undersøges, om bygningen er
fredet i medfør af lovgivningen om bygningsfredning. Hvis dette sidste
er tilfældet, må boligkommissionen forelægge sagen for kommunalbestyrelsen,
idet spørgsmålet om brandsikring af sådanne bygninger af kommunalbestyrelsen
skal indsendes til Fredningsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige
Bygningssyn. Først når der foreligger en udtalelse herom, kan boligtilsynet
træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes.
Efter lovens § 16 er byggearbejder i forbindelse med brandsikring fritaget
for byggesagsbehandling efter byggelovgivnigen, men kommunalbestyrelsen kan
dog bestemme, at der skal ske sædvanlig byggesagsbehandling. Boligtilsynet må
være opmærksom på, om sådanne beslutninger er truffet eller eventuelt bør
træffes, f.eks. i tilfælde, der vedrører brandsikring af fredede eller i
øvrigt bevaringsværdige bygninger, eller hvor der ved større ombygninger
gøres indgreb i bygningens bærende dele.
6. Efter brandsikringslovens § 7 skal boligtilsynet
som tidligere nævnt afgøre, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes med
henblik på brandsikring af de enkelte bygninger. Boligtilsynets beslutning
skal meddeles ejeren inden 3 måneder efter modtagelsen af denne
indberetning.
Boligtilsynets beslutning om de foranstaltninger, der skal iværksættes,
træffes efter en konkret vurdering af den enkelte bygning. Beslutningen må
først og fremmest baseres på ejerens oplysninger og brandsikringsforslag, som
fremgår af indberetningsskemaet. I vurderingen bør imidlertid også indgå
andet materiale om bygningen, som boligtilsynet måtte være i besiddelse af i
kraft af den almindelige tilsynsvirksomhed, ligesom det i nogle tilfælde kan
vise sig nødvendigt at indhente oplysninger om ejendommens økonomiske forhold
og foretage besigtigelse af bygninger, inden der træffes beslutning om
brandsikring. Man skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på
boligministeriets cirkulæreskrivelse nr. 231 af 30. oktober 1972 om
boligtilsynsrådenes sekretariatsforretninger, hvoraf fremgår, at det i
almindelighed må forudsættes, at der finder indvendig besigtigelse sted,
forinden der nedlægges forbud mod, at en ejendoms lokaliteter benyttes.
Boligtilsynet har 3 muligheder med hensyn til de krav, der kan stilles til
ejerne af disse bygninger, nemlig:
a. Krav om fuld brandsikring i overensstemmelse med kravene i
boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976.
b. Krav om lempet brandsikring, eventuelt kombineret med krav om
anden form for brandsikring end fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar
1976.
c. forbud mod benyttelse af bygningen efter i almindelighed højst 6
måneder og samtidig påbud om nedrivning af bygningen.
Hvis beslutningen går ud på, at bygningen under den ene eller den anden
form skal brandsikres, skal boligtilsynet samtidig over for ejeren fastsætte
en frist for udførelsen af brandsikringen. Denne frist bør i hvert enkelt
tilfælde fastsættes under hensyntagen til arbejdets omfang, således at der
gives ejeren en rimelig tid til at få arbejdet udført, men således at man
samtidig tilgodeser lovens formål: snarest muligt at tilvejebringe en
forbedring af beboernes redningsmuligheder i tilfælde af brand.
Det forudsættes, at ejeren underretter beboerrepræsentanterne eller
lejerne om boligtilsynsrådets beslutning og om den samtidig fastsatte frist
for udførelse af brandsikring.
7. Boligtilsynets beslutninger om, hvilke krav der
skal stilles til ejerne af de bygninger, som kommunalbestyrelsen har udpeget
efter lovens § 3, må tage udgangspunkt i, at brandsikringsloven og de krav
til brandsikring, som er fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar 1976, som
tidligere nævnt også gælder for disse bygninger. Selv om der er tale om
bygninger, som må forventes saneret eller kondemneret inden den 1. marts
1982, og som derfor kun har en begrænset levetid, skal de altså brandsikres,
men således, at det netop på grund af den begrænsede levetid, er overladt til
boligtilsynet at afgøre omfanget og karakteren af den
brandsikring, som skal gennemføres. Der henvises herom nærmere til pkt. 8.
Der vil imidlertid også være bygninger, hvis hele tilstand og indretning
er af en sådan art, at det ud fra en helhedsvurdering må skønnes urimeligt
overhovedet at kræve dem brandsikret. I disse tilfælde skal boligtilsynet
meddele forbud mod bygningens benyttelse inden for en frist på normalt højst
6 måneder og samtidig kræve den nedrevet, så snart den er rømmet, og forbudet
er trådt i kraft. Der henvises herom nærmere til pkt. 9.
8. Hvor boligtilsynets beslutning går ud på at kræve
gennemført brandsikring af de heromhandlede bygninger, må kravene som nævnt
fastsættes på grundlag af en konkret vurdering af forholdene i og omkring den
enkelte bygning og må tage sigte på at sikre bygningens beboere rimelig
mulighed for redning i tilfælde af brand.
De brandsikkerhedskrav, som er fastsat i boligministeriets bekendtgørelse
af 27. februar 1976, vil rent teknisk kunne opfyldes i en stor del af disse
bygninger. Udgangspunktet må derfor være, at kravene i bekendtgørelsen
skal opfyldes. Dette synes i hvert fald at måtte gælde i de tilfælde,
hvor tidspunktet for den forventede sanering eller kondemnering ligger så
langt ude i fremtiden, at den pågældende bygning efter planerne vil kunne
anvendes i størstedelen af den resterende periode frem til 1982. Det samme
gælder de tilfælde, hvor der tidligere er nedlagt forbud i medfør af
boligtilsynslovens § 12, men hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe de
mangler, som har dannet grundlag for forbudet.
Man må imidlertid regne med, at der inden for denne kategori af bygninger,
der er udpeget efter § 3, vil være en del, som på grund af deres beliggenhed,
konstruktion, indretning m.v. ikke vil kunne opfylde brandsikringskravene
fuldt ud, uden at det forudsætter en gennemgribende ombygning. Der vil også
kunne være tilfælde, hvor udgifterne til opfyldelse af kravene i
boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976 - selv om der ikke skal
ske en sådan gennemgribende ombygning - vil vise sig uforholdsmæssigt store,
når bygningens begrænsede levetid tages i betragtning. Uanset disse forhold
kan og bør langt størstedelen af disse bygninger brandsikres på en sådan
måde, at der tilvejebringes en under hensyn til forholdene rimelig grad af
sikkerhed for redning af beboerne ved brand. Dette er forudsat derved, at
boligtilsynet efter lovens § 7, stk. 2, kan lempe de krav, der i
bekendtgørelsen er fastsat til brandsikring under hensyn til bygningens
begrænsede levetid. Tilsynet kan som betingelse herfor stille krav om anden
form for brandsikring.
Dette fremgår af lovens § 7, stk. 3, hvor der peges på, at en bygnings
hele tilstand og indretning kan være af en sådan beskaffenhed, at det ud fra
en sundhedsmæssig og socialhygiejnisk vurdering skønnes urimeligt at
brandsikre bygningen, når herved tillige henses til bygningens begrænsede
levetid og de udgifter, der er forbundet med udførelsen af brandsikringen.
Det vil f.eks. dreje sig om bygninger, der som følge af sanering eller
kondemnering har en meget begrænset levetid - højst 2-3 år - eller bygninger,
som ikke blot i brandmæssig henseende er så mangelfulde, at en afhjælpning
alene af de brandmæssige mangler ikke vil kunne gøre bygningen acceptabel i
brugsmæssig henseende. Der vil f.eks. også kunne være tale om bygninger, for
hvilke det ikke vil være muligt at tilvejebringe en efter forholdene rimelig
mulighed for brandvæsenet til at få adgang til ejendommen i tilfælde af
brand.
I boligtilsynets vurdering bør naturligt også indgå mulighederne for
finansiering af udgifterne samt størrelsen af eventuelt forventede
lejeforhøjelser, sammenholdt med det gældende lejeniveau for bygningen, jfr.
afsnit II. Ved afgørelsen af, om det skal kræves, at brandsikring
gennemføres, eller bygningen nedrives, må det derfor også tillægges vægt, om
de krævede brandsikringsforanstaltninger kan finanseres, eventuelt delvis
gennem rente- og afdragsfri lån, og om de ydelser på lån, der skal erlægges
af udlejeren, kan dækkes af lejeforhøjelse og af beløb på ejendommens
vedligeholdelseskonto, hvor en sådan findes, jfr. pkt. 19 og 20.
Hvis boligtilsynet skønner det åbenbart urimeligt at kræve brandsikring,
skal tilsynet i stedet for meddele forbud mod benyttelse af bygningen efter
udløbet af en frist, der i almindelighed ikke må overstige 6 måneder, og
tilsynet skal samtidig påbyde bygningen nedrevet, så snart den er rømmet, og
forbud er trådt i kraft.
Det må være naturligt, at et så radikalt indgreb som krav om nedrivning af
en bygning kun bringes i anvendelse over for den allerringeste bygningsmasse.
Krav herom vil formentlig navnlig kunne blive aktuelle over for visse bag- og
sidehuse, idet det i de fleste tilfælde vil være muligt - selv med en
begrænset brandsikring - at tilvejebringe rimelige muligheder for at redde
beboere fra forhuse. Der skal i denne forbindelse tillige peges på, at
meddelelse af forbud indebærer, at kommunen har pligt til at sikre genhusning
af de husstande, der bliver husvilde. Mulighederne for at skaffe det
nødvendige antal erstatningsboliger bør derfor naturligt indgå i
boligtilsynets overvejelser om omfanget af nedrivning af bygninger. Dette
hensyn gør sig iøvrigt også gældende, for så vidt angår krav om så
indgribende ombygninger, at det vil nødvendiggøre genhusning af beboerne.
Hvis boligtilsynet meddeler forbud mod benyttelse af en bygning, er der
som allerede nævnt fastsat en frist på højst 6 måneder for rømning af
bygningen. Loven åbner dog adgang for boligtilsynet til undtagelsesvis og i
særlige tilfælde at forlænge denne frist med indtil yderligere 6 måneder,
således at fristen kan udgøre indtil 1 år. Det skal dog præciseres, at det
forudsættes, at en sådan fristforlængelse kun meddeles i ganske særlige
tilfælde, og der tænkes herved først og fremmest på den situation, at det
ikke er muligt for kommunalbestyrelsen at genhuse alle beboerne fra bygningen
inden for fristen på 6 måneder.
Efter § 8, 3. pkt., anses et forbud efter brandsikringsloven som meddelt i
medfør af § 12 i boligtilsynsloven med de virkninger, der følger heraf med
hensyn til tinglysning, begrænsning af prioriteringsmulighedrne, ændret
ansættelse af ejendomsværdi, genhusning, økonomisk støtte til brugerne m.v. I
et vist omfang vil cirkulære nr. 202 af 29. oktober 1975 om ændringer af
boligtilsynsloven og kondemneringer m.v. kunne være vejledende for
boligtilsynene med hensyn til den praktiske fremgangsmåde ved nedlæggelse af
forbud.
I saneringslovens § 55 er der hjemmel til i visse tilfælde at foretage
udlejning på »midlertidig kontrakt« af lejligheder i
saneringsområder med den virkning, at kommunalbestyrelsen ikke har
genhusningspligt, når lejemålene opsiges. Det fremgår af betænkningen fra
folketingets boligudvalg over forslaget til denne lov, at boligministeren
over for udvalget har givet udtryk for, at det må forudsættes, at der i de
ejendomme, hvor der i medfør af § 7, stk. 3, meddeles forbud mod benyttelse
af bygningen efter udløbet af en frist, der ikke må overstige 6 måneder, ikke
sker genudlejning på »midlertidig kontrakt« efter reglerne i
saneringslovens § 55. Dels forekommer det uforsvarligt midlertidigt at lade
personer flytte ind i en ejendom, der er så brandfarlig, at man ser sig
nødsaget til at lade den rømme indenfor så kort en frist, dels vil
genudlejningen kunne sinke rømningen og dermed nedrivningen af bygningen.
Påklage af forbud mod benyttelse.
10. Har boligtilsynet efter § 7, stk. 3, nedlagt
forbud mod benyttelse af en bygning, kan ejeren og eventuelle panthavere i
ejendommen efter lovens § 8 påklage forbudet til boligtilsynsrådet inden 4
uger efter, at de er blevet bekendt med tilsynets beslutning. Boligtilsynets
meddelelse om forbudet skal indeholde oplysning om denne adgang til at
påklage beslutningen til boligtilsynsrådet.
Boligtilsynsrådet kan enten stadfæste det benyttelsesforbud, som
boligtilsynet har nedlagt, eller beslutte, at der skal foretages brandsikring
efter lovens § 7, stk. 2. Dette sidste indebærer, at boligtilsynsrådet på
grundlag af en konkret vurdering af forholdene enten kan kræve bygningen
fuldt brandsikret i overensstemmelse med kravene i boligministeriets
bekendtgørelse af 27. februar 1976 eller kan beslutte at lempe disse krav
under hensyn til bygningens begrænsede levetid. Boligtilsynsrådet kan på
samme måde som det stedlige boligtilsyn som betingelse for eventuelle
lempelser af brandsikringskravene kræve udført anden form for brandsikring.
Hvis boligtilsynsrådet ophæver forbudet og i stedet kræver bygningen
brandsikret, skal rådet fastsætte en frist for udførelsen af brandsikringen.
Det samme gælder, hvor boligtilsynsrådet stadfæster forbudet.
Der er ikke i loven fastsat nogen frist for boligtilsynsrådets behandling
af en klage, men det må - ud fra lovens hovedhensyn om en hurtig brandsikring
af denne kategori af bygninger - tilstræbes, at rådets afgørelse træffes
inden for en rimelig tid.
Dækning af nedrivningsudgifter. Eventuel erstatning for tab som følge
af påbud om nedrivning.
11. Efter lovens § 9 har ejeren af en bygning, som er
krævet nedrevet af boligtilsynet, ret til at få dækket rimelige udgifter ved
nedrivningen og ved ryddeliggørelse af grunden. Ejeren må indsende en
opgørelse over disse udgifter til kommunalbestyrelsen, der afgør, i hvilket
omfang udgifterne vil kunne refunderes.
Efter § 9 vil ejeren endvidere kunne få erstatning for det tab, han måtte
lide som følge af nedrivningen. Der skal herved peges på, at et forbud mod en
bygnings benyttelse meddelt i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, ikke
i sig selv vil kunne udløse noget erstatningskrav fra ejeren. Der gælder på
dette område de samme regler som efter boligtilsynsloven, hvor ejeren ved en
bygningskondemnering ikke vil kunne gøre erstatningskrav gældende som følge
af selve forbudets nedlæggelse. Den adgang til erstatning, som er indsat i
lovens § 9, vedrører alene det tab, der måtte opstå for ejeren som følge af
påbudet om nedrivning af bygningen, f.eks. fordi han herved hindres i
en ellers lovlig udnyttelse af bygningen til andet formål end beboelse eller
ophold, f.eks. til anvendelse som lagerbygning. Der vil eventuelt også kunne
blive tale om erstatning i den situation, hvor en allerede tidligere
kondemneret bygning før udløbet af den tidligere fastsatte frist nedrives som
følge af et påbud efter lovens § 7, stk. 3, men det må dog herved tages i
betragtning, at der er til gengæld for den øjeblikkelige nedrivning ikke
påføres ejendommen udgifter til brandsikring.
De beløb, der vil kunne tillægges ejeren efter den nævnte bestemmelse,
udbetales af kommunalbestyrelsen, og staten godtgør kommunen halvdelen af
beløbet.
Afsnit II.
Finansiering af brandsikringsudgifter.
12. Bestemmelser om finansiering af udgifter, som det
har været nødvendigt at afholde for at opfylde de krav til brandsikring, der
er fastsat i medfør af loven, er indeholdt i dennes §§ 10-12. Af disse
bestemmelser finder reglerne i § 10 i princippet anvendelse for alle
ejendomme, der brandsikres i medfør af loven, medens §§ 11 og 12 specielt
indeholder regler om finansiering af udgifter til gennemførelse af sådanne
krav til brandsikring, som måtte være besluttet af boligtilsynet i medfør af
lovens § 7.
De almindelige regler i lovens § 10 er behandlet i cirkulærens pkt.
13-17, medens de særlige regler i §§ 11 og 12 er omtalt i
cirkulærets pkt. 19-22.
Almindelige ejendomme. Uden lån.
13. Brandsikring vil selvsagt kunne finansieres ved,
at ejeren selv betaler udgiften uden at optage lån hertil.
Såfremt ejeren har bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, kan han
efter boligreguleringslovens § 33, stk. 4, forlange frigivet et til udgiften
svarende beløb.
Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at udgiften til
brandsikring anses for en forbedringsudgift, således at de hertil frigivne
midler, der bliver skattepligtig indkomst for ejeren i udbetalingsåret, ikke
modsvares af en driftsudgift, der kan fradrages i ejerens indkomst.
Såfremt der ikke optages lån, vil ejeren i ejendomme, hvor der findes
opretningskonto efter § 15, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af
boligforholdene, kunne afskrive den udgift, der er afholdt til ejendommens
beboelseslejligheder, på denne konto. (Se nærmere pkt. 17).
Lånefinansiering.
14. Brandsikringsudgifter, der ikke finansieres af
ejerens egenkapital, kan lånefinansieres. Der tænkes herved navnlig på bank-
og sparekasselån.
Da udførelsen af brandsikringsmæssige foranstaltninger betragtes som en
forbedring, vil der endvidere være grundlag for, at udgifterne kan
finansieres ved optagelse af lån i Grundejernes Investeringsfond efter
reglerne i §§ 36 og 38 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene.
Der vil i investeringsfonden kun indestå beløb fra ejendomme, der er opført
før år 1900, dersom ejeren i 1966 begærede afholdt lejevurdering, og den
herved ansatte lejeværdi oversteg dagældende leje.
Lån fra Grundejernes Investeringsfond ydes for tiden til de ejendomme, der
har ydet bidrag til fonden.
Lån kan kun ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.
Lånet kan højst udgøre 90 pct. af forbedringsudgiften.
Lånet udbetales til parikurs, forrentes med 6,5 pct. p.a. og skal normalt
afvikles over 15 år.
En indskyder i investeringsfonden, der fortsat har midler i fonden, kan
normalt få frigivet den del af forbedringsudgiften, der ikke dækkes af lånet.
Hvor udgifterne til brandsikring ikke finansieres ved egenkapital,
herunder frigivelse af bundne midler fra Grundejernes Investeringsfond, eller
ved midler fra opretningskontoen, forudsættes finansieringen som nævnt at ske
ved optagelse af lån i ejendommen over det almindelige lånemarked eller i
Grundejernes Investeringsfond. Vedrørende forholdet til lejerne henvises til
pkt. 17.
Lån med kommunegaranti.
15. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er
nødvendigt at optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i
tilstrækkeligt omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang
for kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde garanti
for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes med garanti
efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som med den
pantsatte ejendom.
Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at
medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter,
og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på
sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den
pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed
være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de
tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført
tab som følge heraf.
Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i
forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret.
Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån
til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde
en rimelig egenkapital.
Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres i medfør
af boligtilsynets beslutninger i medfør af lovens § 7, stk. 2, henvises til
pkt. 21-22.
Ophævelse af prioriteringsforbud.
16. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for
hvilken boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt
ikke prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med
offentlige midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte
selskaber, institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til
hinder for, at finansieringen til gennemførelse af
brandsikringsforanstaltninger af kondemnerede ejendomme kan ske ved
låneoptagelse på det organiserede lånemarked, er det i brandsikringslovens §
10, stk. 5, bestemt, at det nævnte belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke
finder anvendelse på lån, der optages til dækning af udgifter til
brandsikring, der gennemføres efter brandsikringsloven.
Forholdet til lejerne.
17. Da brandsikring af en ejendom efter loven anses
for en forbedring, føler heraf, at udgiften i princippet kan danne grundlag
for en lejeforhøjelse, der svarer til den gennem forbedringen øgede
brugsværdi af det lejede.
For lejemål der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven
(lejemål, der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med
huslejeregulering), er der i brandsikringsloven regler, der tager sigte på
gennemførelse af forbedringer i form af brandsikring uden lejeforhøjelse
eller med en mere begrænset lejeforhøjelse end for forbedringer iøvrigt.
Hvor ejeren afholder udgiften kontant, herunder med frigivne midler fra
investeringsfonden, kan han afskrive udgiften på ejendommens opretningskonto,
jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2. Kan udgiften ikke dækkes af kontoen
i det regnskabsår, hvori den er afholdt, kan det manglende beløb afskrives
senere, idet der er adgang til at overføre en negativ saldo på kontoen. I
disse tilfælde kan brandsikring gennemføres uden lejeforhøjelse.
Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af lån, herunder lån
til lav rente i Grundejernes Investeringsfond, skal de årlige ydelser
til renter og afdrag på lånet i muligt omfang afholdes over ejendommens
opretningskonto. I det omfang, de årlige ydelser afholdes over ejendommens
opretningskonto, kan udgiften til gennemførte brandsikringsarbejder ikke
medføre krav om huslejeforhøjelser.
Såfremt den årlige ydelse på det optagne lån overstiger det beløb, der
årligt indgår på opretningskontoen, vil der efter reglerne i
boligreguleringslovens § 13 kunne gennemføres en lejeforhøjelse til dækning
af den stigning af ejendommens driftsudgifter, der er en følge heraf. Ejeren
vil ikke kunne indregne merudgifter i den omkostningsbestemte leje, jfr.
boligreguleringslovens § 11.
Opmærksomheden henledes på, at opretningskontoen i ejendomme, hvor i der
foruden beboelseslejemål også er erhvervslokaler - der jo ikke er omfattet af
boligreguleringslovens kap. II - er beregnet som 1 pct. af den del af
ejendomsværdien, der vedrører lejlighederne, og at udgifterne kun må
afskrives på kontoen i det omfang, de vedrører beboelseslejlighederne. I
disse ejendomme må den del af brandsikringsudgifterne, der vedrører
erhvervslokalern, således fradrages, inden beløbet afskrives på
opretninskontoen.
Udgiften til brandsikring - eller til afdrag og renter på lån, der optaget
til dækning heraf - kan derimod ikke afskrives på ejendommens
vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1, i boligreguleringsloven. (Dette
skal derimod ske i de særligt udpegede bygninger, jfr. pkt. 19).
Efter boligreguleringslovens regler er vedligeholdelseskontoen forbeholdt
til dækning af udgifterne til vedligeholdelsesarbejder, medmindre det mellem
udlejeren og lejerne (boerrepræsentanterne) aftales, at brandsikringsudgifter
afholdes af kontoen, hvorved lejerne giver afkald på at kunne kræve
vedligeholdelse udført i tilsvarende omfang.
Såfremt brandsikringen medfører følgearbejder, der kan karakteriseres som
vedligeholdelse, f.eks. maling af trappegange, døre eller vinduer, kan
udgifterne hertil afholdes af vedligeholdelseskontoen.
eksempel.
En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70 kvadratmeter
- ialt 700 kvadratmeter.
Ejendommensværdien er 250 kr. pr. kvadratmeter - ialt 175.000 kr.
På opretningskontoen afsættes fra 1. juli 1975 årligt 1.750 kr.
Hvis brandsikringsud
giften udgør .................. 30.000 kr.
og der lånes .................. 27.000 kr.
-----------
må ejeren selv skaffe ......... 3.000 kr.
eventuelt ved at hæve af sit indestående i investeringsfonden.
Hvis lånet optages i investeringsfonden, er ydelsen 11,5 pct. eller 3.105
kr. årligt.
Hvis der optages et banklån over 10 år, bliver ydelsen 5.400 kr. årligt.
Den årlige tilgang til opretningskontoen skal anvendes til at dække renter
og afdrag på lånet. Til dækning af resten af ydelsen og til forrentning af
egne midler kan ejeren kræve lejeforhøjelse, medmindre ejeren og lejerne
aftaler, at vedligeholdelseskontoen anvendes til dækning af denne udgift.
For de lejemål der ikke er omfattet af ka. II i
boligreguleringsloven finder de almindelige regler om lejeforhøjelse for
forbedringer i lejelovens § 35, stk. 5, anvendelse.
Bygninger med begrænset levetid.
18. For ejendomme, der af kommunalbestyrelsen er
udpeget i medfør af lovens § 3, og for hvilke boligtilsynet i medfør af § 7,
stk. 2, har besluttet, at der skal gennemføres brandsikring, gælder særlige
finansieringsbestemmelser, der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse
bygninger bliver belastet økonomisk hårdere end beboerne i andre ejendomme,
der skal brandsikres. Det har herved været lagt til grund, dels at
brandsikring af disse bygninger i almindelighed må forventes at blive dyrere
end sikring af andre ejendomme, dels at disse bygningers restlevetid er meget
begrænset samtidig med, at lejlighedernes brugsværdi er relativ lav, såldes
at den vanskeligt kan bære en væsentlig forhøjelse.
De særlige finansieringsregler går ud på, at udgifterne skal søges
finansieret og afskrevet på en sådan måde, at det mindst muligt påvirker
lejeniveauet. Endvidere gives der mulighed for, at der kan ydes offentlig
støtte til brandsikringen, dels i form af kommunegaranti for lån, dels i form
af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles til rådighed af kommune
og stat i forening.
19. Ejerne af bygninger, for hvilke brandsikringskrav
er besluttet i medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede
kommuner pligt til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der
vedrører beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets
fuldførelse henstår på ejendommens vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1,
i boligreguleringsloven.
Endvidere skal der ske frigivelse af bundne beløb i Grundejernes
Investeringsfond i muligt omfang. Denne del af udgiften kan samtidigt
afskrives på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15,
stk. 2, ligesom ejeren vil kunne afskrive yderligere udgifter, han har
afholdt til brandsikring, på denne konto.
Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens
vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække
udgifterne, kan ejeren, hvis han selv afholder udgiften, løbende afskrive
beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på kontiene. Han kan
i så fald ikke få lejeforhøjelse for brandsikringsforanstaltningerne.
Hvis han finansierer brandsikringsudgiften ved lån, skal de årlige ydelser
så vidt muligt afskrives på de nævnte konti. I det omfang, dette er muligt,
kan foranstaltningerne ikke medføre lejeforhøjelse.
Det bemærkes herved, at det ikke har været tanken, at hele ejendommens
opretnings- og vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til
forrentning og afdrag på brandsikringslån, idet der fortsat bør være mulighed
for at afskrive udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I
ejendomme, der består af flere bygninger, bør afskrivning således kun ske af
den del af vedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der
skal brandsikres efter § 7, stk. 2, idet brandsikringen heraf ikke bør
medføre forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.
Som vejledende udgangspunkt for det skøn, der af boligtilsynet skal udøves
over, hvorvidt nedrivning bør ske eller brandsikring kræves (jfr. pkt. 9), og
til brug for kommunalbestyrelsens skøn over, hvorvidt der bør ydes offentlig
støtte (jfr. pkt. 21-22), skal man oplyse, at lejeniveauet i 1976 (inden
forhøjelsen pr. 1. juli 1976) for ikke centralvarmeopvarmede ejendomme i
København er ca. 60 kr. pr. kvadratmeter.
Hensættelser til udvendig vedligeholdelse er i disse ejendomme 9 kr. pr.
kvadratmeter årligt. Til opretningskontoen hensættes i disse ejendomme 2-4
kr. pr. kvadratmeter.
Eksempel.
En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70
kvadratmeter, ialt 700 kvadratmeter.
Lejen udgør 60 kr. pr. kvadratmeter, ialt 42.000 kr.
Indestående på ejendommens vedligeholdelseskonto ......... 10.000 kr.
Indestående på ejendommens opretningskonto ............... 2.000 kr.
Indestående i Grundejernes Investeringsfond .............. 18.000 kr.
På ejendommens vedligeholdelseskonto hensættes årligt .... 6.300 kr.
På ejendommens opretningskonto hensættes årligt .......... 1.750 kr.
Brandsikringsudgift 60.000 kr.
Brandsikringsudgifterne kan finansieres således:
Årlig ydelse
Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr.
Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr.
------------
12.000 kr. 0 kr.
Fra Investeringsfonden skaffes ......... 18.000 kr. 2.500 kr.
Lån fra Investeringsfonden (5 år) ...... 22.200 kr. 5.550 kr.
----------------------------
52.200 kr. 8.050 kr.
De årlige ydelser af 52.200 kr. dækkes af de årlige hensættelser på
de to konti.
Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en
forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den
resterende del af den nødvendige finansiering, 7.800 kr., eller om
den vil yde et rente- og afdragsfrit lån på højst 7.800 kr.
Hvis der ikke kan skaffes midler fra Investeringsfonden, kan
brandsikringsudgiften finansieres således:
Årlig ydelse
Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr.
Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr.
------------
12.000 kr. 0 kr.
Bank eller sparekasselån ............... 26.800 kr. 8.050 kr.
-----------------------------
38.800 kr. 8.050 kr.
De årlige ydelser af de 38.800 kr. dækkes af de årlige hensættelser
på de to konti.
Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en
forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den resterende del af
den nødvendige finansiering, 21.20 kr., f.eks. 6.400 kr. årligt, svarende til
640 kr. årligt pr. lejlighed, eller om den vil yde et rente- og afdragsfrit
lån på højst 21.200 kr., således at brandsikringen kan gennemføres uden
lejeforhøjelse.
20. For de lejemål, der ikke er omfattet af
reglerne i boligreguleringslovens kap. II (beboelseslejligheder i de frie
kommuner og rene erhvervslokaler i hele landet), findes der ikke
vedligeholdeles- og opretningskonti.
Derimod vil der for ejendomme, der var omfattet af lejevurderingen i 1966,
i Grundejernes Investeringsfond kunne indestå bundne beløb, der kan frigives
til dækning af brandsikringsudgifterne.
I overvejelserne af, hvorvidt et rente- og afdragsfrit brandsikringslån
bør ydes til delvis dækning af udgiften, eller om nedrivning bør kræves
straks (jfr. pkt. 9), bør det iøvrigt for disse lejligheder og lokaler bl.a.
indgå, om man anser det for rimeligt, at udlejeren med en mulig
lejeforhøjelse efter § 35 i lov om leje kan gennemføre den fornødne
brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den
endnu skal bestå.
Offentlig støtte til brandsikring.
21. Støtteordningen, for så vidt angår de særligt
udpegede bygninger, indeholder 2 elementer. Dels kan kommunen med
tilsynsmyndighedens samtykke yde garanti for lån i ejendommen, der
måtte være nødvendig til hel eller delvis finansiering af brandsikringen,
dels kan kommunen, når særlige forhold taler derfor, yde rente- og
afdragsfrit lån med pant i ejendommen. Et sådant rente- og afdragsfrit
lån kan højst udgøre halvdelen af de udgifter, det tilbagestår at finansiere,
efter at brandsikringsomkostningerne i videst muligt omfang er søgt dækket
med beløb som nævnt i lovens § 11, stk. 1, dvs. beløb på ejendommens
vedligeholdelseskonto og bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, som
frigives. I det omfang, brandsikringsforanstaltninger finansieres gennem
ydelse af et rente- og afdragsfrit lån, kan ejeren ikke kræve lejeforhøjelse.
I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter de
almindelige finansieringsregler i lovens § 10, hæfter låntager ikke
personligt, men alene med den pantsatte ejendom for lån, der ydes med
kommunegaranti efter de særlige finansieringsregler i §§ 11 og 12. Ej heller
for rente- og afdragsfri lån, der ydes af kommunen, hæfter låntager
personligt.
Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om
sanering, yde statslån til dækning af halvdelen af kommunens udgifter til
rente- og afdragsfri lån, ligesom staten godtgør kommunen halvdelen af de
eventuelle tab, som kommunen lider ved tab på garantier, der ydes efter
lovens særlige støtteregler. Sådanne tab kan bl.a. opstå, hvor en indgået
garantiforpligtelse for lån optaget på det almindelige lånemarked bliver
aktualiseret, f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en
sanering, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.
Hvis der til brandsikring af en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån,
og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet
efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse
i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i
sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at
ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vil kunne
gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der
vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer,
der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk
fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver
derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler
forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af
ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommunen skønner, at
lånet - for hvilket låntager alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke
vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen
beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde
vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit
tilgodehavende i tilsvarende omfang.
22. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at
yde offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om
den allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle
tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget
begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og
lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens
stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti for
lån og/eller rente- og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om
omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan
støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end
ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der
ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i
denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de
frie områder, hvor det ikke er muligt at afholde udgifterne til brandsikring
over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse
efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne
brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den
endnu skal bestå.
Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens
støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og
lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke
falder ind under de særlige støttebestemmelser. Ud fra disse betragtninger
bør der eksempelvis ikke ydes offentlig støtte i form af lån til bygninger,
for hvilke den kondemnable tilstand alene er begrundet i brandmæssige
forhold, og hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe disse mangler,
således at kondemneringen kan ophæves. I disse tilfælde vil bygningen nemlig
fortsat i en længere årrække kunne benyttes til beboelse.
Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den
offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne
tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte
ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at der for den
her omhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt,
at der - som supplement til ydelse af offentlige lån - stilles særlig
sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almindelige
lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af
omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for
lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid.
Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå
meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været
uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at
der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil
kunne være meget tyngende.
23. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete
tilfælde ydes støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald
omfanget af denne støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ
myndighed og kan således heller ikke indbringes for boligministeriet.
Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er
modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte
brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte
kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved
ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit
lån bør ydes på grundlag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter
ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det
bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikring af en bygning efter §
7, stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af
de hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af
rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren
skønnes ufornødent.
Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om
arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold,
herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti
m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med
oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret,
genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til Grundejernes
Investeringsfond, bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån
eller for imødekommelse af ansøgninger om lån.
Afsnit III.
Genhusning.
Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, nedlægger
forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen at sikre
genhusning af de hustande, der som følge af forbudets nedlæggelse må
fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et sådant
forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med de
virkninger, der følger heraf med hensyn til bl.a. genhusning af beboerne, jf.
kap. XI i saneringsloven.
Fremskaffelse af lejligheder.
24. Husstanden kan selv skaffe sig en anden
lejlighed. I så fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.
Genhusning kan ske inden for det almennyttige nybyggeri, hvor
anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om
statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a.
som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.
Også genhusningsreglerne i § 15, stk. 7 og 8, i bekendtgørelse nr. 157 af
24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed vil i et vist omfang kunne
finde anvendelse. Efter disse regler har de almennyttige
boligselskaber pligt til at stille hver 5. ledige lejlighed i den
ældre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne
genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale om husstande,
der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og
genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med
nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil
være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en saneringsplans
gennemførelse.
Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af
lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, stk. 3, vil endvidere kunne
ske i kommunens egne ejendomme.
Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om
fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte
deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7.
Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at
indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige
boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.
Som et led i indgåelsen af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give
tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i
forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen
formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til
rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter
brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere
fastsatte rammer kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes
herved, at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst
kan andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør
af aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der
bevilges i henhold til lov om sanering.
De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og
sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsen beslutning herom tillige
bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en
beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens
§ 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er
brandfarlig.
Økonomisk støtte til beboerne
25. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets
beslutning efter § 7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om
boligtilsyn, følger, at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at
opnå støtte til betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring
efter særlig gunstige regler.
Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af
saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af
depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt
husstanden skønnes at have behov herfor.
Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri
efter reglerne i kap. XI i lov nr. 83 af 19. marts 1975 om boligbyggeri.
Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet fraflytte den
hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller gennemførelse
af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24. juni 1975 om
organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.
Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig
boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering
m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 25. november 1975,
afsnit IV.
Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3
a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør
af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at
nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14 som følge af, at
en udlejer får tilladelse til at nedrive en beboelsesejendom, jfr.
brandsikringslovens § 14, stk. 2.
Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og
boligsikringslovens § 3a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden
selv skaffer sig anden lejlighed.
Afsnit IV.
Forskellige bestemmelser.
Finansielle virkninger.
26. Kommunens udgifter og garantistillelser ved
gennemførelsen af brandskringsforanstaltninger i medfør af loven er ikke
omfattet af de gældende regler om investerings- og lånerammer. De
brandsikringsarbejder, der udføres med kommunal støtte, kan derfor af
kommunen lånefinansieres fuldt ud og kan endvidere gennemføres uden for
kommunens investeringsrammer.
Statsrefusion.
27. Inden for de midler, der på de årlige finanslove
bevilges i henhold til lov om sanering, godtgør staten kommunen halvdelen af
de udgifter, denne har afholdt i medfør af brandsikringslovens §§ 9, 11 og
12, samt refunderer efter forskrifterne i cirkulærets pkt. 24 udgifter
afholdt efter lovens § 13. Refusionsopgørelse fremsendes efter udgangen af
hvert kvartal til Kongeriget Danmarks hypotekbank og Finansforvaltning,
Landgreven 4, 1301 København K, hvorfra udbetaling vil finde sted.
Det påhviler kommunen hvert kvartal at aflægge regnskab for udlån til
brandsikring, eventuelle udgifter i forbindelse med tab som følge af stillede
garantier, udgifter til - og eventuel erstatning i forbindelse med -
nedrivning af en bygning som følge af påbud efter lovens § 7, stk. 3, samt
afholdte udgifter til dækning af omkostninger m.v. i forbindelse med
genhusning af husstande, der har måttet fraflytte deres hidtidige bolig som
følge af beslutninger i medfør af lovens § 7. Desuden påhviler det kommunen
at aflægge regnskab for modtagen afdrag på lån samt indfrielse af lån i
forbindelse med en ejendoms sanering, jfr. § 12, stk. 3.
Kommunalbestyrelsens gennemførelse af brandsikring.
28. Bestemmelserne i afsnit II om finansiering af
brandsikringsudgifter finder i princippet tilsvarende anvendelse, hvor
kommunen i medfør af lovens § 15, stk. 2, har måttet udføre brandsikringen på
ejerens bekostning, herunder med hensyn til afholdelse af udgifter over
ejendommens konti m.v. Det forudsættes endvidere, at kommunen i sådanne
tilfælde yder støtte til gennemførelse af brandsikringen efter samme
kriterier, som hvis ejeren selv havde gennemført brandsikringen.
Boligministeriet, den 5. maj 1976.
Helge Nielsen.
/Keld Christiansen.
Bilag 1.
Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger
m.v.
(Udelades her).
Bilag 2.
Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre
beboelsesbygninger m.v.
(Udelades her).
Lignende dokumenter
- Cirkulære om ændringer i lovgivningen vedrørende brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Retsinformation · 16. september 1977
- Cirkulære vedrørende brandsikring af beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere Retsinformation · 22. juli 1983
- Cirkulæreskrivelse om brandsikring af ældre beboelsesbygninger Retsinformation · 30. juli 1982
- Bekendtgørelse af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Retsinformation · 4. januar 2011
- Vejledning om brandsikring af beboelsesbygninger opført år 1900 og senere Retsinformation · 24. september 1997
- Cirkulære om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. (* 1) Retsinformation · 11. august 1976