Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.

Gældende CIR nr 99 af 05/05/1976CirkulæreSocial- og Boligministeriet31. august 1976

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om brandsikring af beboelsesbygninger

med begrænset levetid. Finansiering af brandsikringsudgifter m.m.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger

m.v. (brandsikringsloven) trådte i kraft den 1. marts 1976. Efter loven har

ejere af bygninger med mere end 2 etager, som benyttes til beboelse eller

ophold for mennesker, pligt til at brandsikre deres bygninger i

overensstemmelse med de krav, der i medfør af loven fastsættes af

boligministeren. For bygninger, der helt eller delvis benyttes til beboelse,

er sådanne krav fastsat i boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27.

februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Loven og

bekendtgørelsen er optrykt som bilag til cirkulæret. Undtaget fra disse

bestemmelser er fritliggende en- og tofamiliehuse, uanset om de indeholder

mere end 2 etager.

Loven indeholder regler, der specielt tager sigte på hurtig brandsikring

af 2 kategorier af beboelsesbygninger, nemlig dels bygninger, der er

opført før år 1900, dels - uanset opførelsestidspunktet - bygninger,

der kun har en begrænset levetid, fordi de forventes saneret eller

kondemneret inden 6 år fra lovens ikrafttræden, dvs. inden den 1. marts 1982.

Der er i loven og bekendtgørelsen fastsat bestemmelser om den praktiske

fremgangsmåde i relation til den procedure, der går forud for udførelsen af

brandsikringsforanstaltniger, herunder om ejerens gennemgang af

bygningen, om udfyldning af et særligt indberetningsskema vedrørende

de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de påbudte

brandsikringskrav, om eventuel sagkyndig bistand ved gennemgangen og

udfyldningen af skemaet samt om beboernes medvirken og rettigheder i

forbindelse hermed. Disse bestemmelser gælder for begge de ovenfor nævnte

bygningskategorier. Der henvises herom nærmere til boligministeriets

cirkulære af 10. marts 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.,

pkt. 1-3.

I det følgende gennemgås de særlige regler om boligtilsynets krav

Læs alt

til omfanget af den brandsikring, som skal udføres ved bygninger med

begrænset levetid. Bestemmelserne herom er fastsat i lovens kap. II.

Endvidere omhandler cirkulæret bestemmelserne i lovens kap. III om

finansiering af brandsikringsudgifter ved alle bygninger, der

er omfattet af loven. Der er endelig optaget bestemmelse om genhusning

af husstande, der må rømme de bygninger, som boligtilsynet kræver nedrevet.

Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit:

Afsnit I. Boligtilsynets krav til brandsikring af bygninger med begrænset

levetid.

Afsnit II. Finansiering af brandsikringsudgifter.

Afsnit III. Genhusning.

Afsnit IV. Forskellige bestemmelser.

Bilag.

Afsnit I.

Boligtilsynets krav til

brandsikring af bygninger med

begrænset levetid.

Særlig fremgangsmåde og behandling.

1. Loven har fastsat regler om en særlig behandling af

bygninger med begrænset levetid. Efter lovens kap. II er det

boligtilsynet, der skal tage stilling til, hvilke foranstaltninger der

skal gennemføres for den enkelte bygning. Endvidere indeholder loven særlige

regler om finansiering af brandsikringsudgifterne i disse bygninger.

2. De bygninger, der er omfattet af disse særlige

regler, er ifølge lovens § 3 - uanset opførelsestidspunktet - dels

beboelsesbygninger, som efter en saneringsplan eller kommunens planlægning af

den fremtidige saneringsvirksomhed må forventes nedrevet eller ombygget

væsentligt inden den 1. marts 1982, dels beboelsesbygninger, som er

eller må forventes at blive omfattet af en beslutning i medfør af § 12 i lov

om boligtilsyn, hvorefter det forbydes at benytte bygningen til beboelse

eller ophold efter denne dato. Det er pålagt kommunalbestyrelsen at udpege de

bygninger, der omfattes af disse bestemmelser, og ejerne af bygningerne skal

have meddelelse herom inden den 15. maj 1976. Vejledende

retningslinier om afgrænsningen af de bygninger, som kommunalbestyrelsen skal

udpege efter § 3, er indeholdt i boligministeriets cirkulæreskrivelse af 27.

februar 1976. Hvis ejeren af en beboelsesbygning ikke har modtaget en sådan

meddelelse fra kommunalbestyrelsen inden 15. maj 1976, skal han lade

bygningen brandsikre efter lovens almindelige regler.

3. En ejer, der inden den 15. maj 1976 har modtaget

meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at bygningen er omfattet af lovens §

3, skal snarest lade foretage en gennemgang af bygningen og derefter udfylde

det skema »Indberetning om brandsikring«, som skal være udsendt

sammen med meddelelsen fra kommunalbestyrelsen. Skemaet skal indsendes til

det stedlige boligtilsyn inden den 1. september 1976. Da det

herefter er overladt til boligtilsynet i henhold til lovens § 7, stk. 2 eller

3 at træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes med

henblik på brandsikring af bygningen, må ejeren ikke påbegynde

brandsikringen, før han har modtaget boligtilsynets afgørelse herom.

Afgørelsen skal meddeles ejeren ved rekommanderet brev.

4. Når brandsikringsloven overlader det til

boligtilsynet at træffe afgørelse om brandsikringen af disse bygninger,

skyldes det, at de efter deres hele tilstand og indretning naturligt falder

ind under den bygningsmasse, som er omfattet af boligtilsynets virksomhed.

Det har også været et ønske at kunne inddrage boligtilsynenes sagkundskab og

erfaring i vurderingen af den brandmæssige behandling af disse særlige

bygninger. Hertil kommer, at boligtilsynet i øvrigt på grundlag af dets

tilsynsvirksomhed må forudsættes på forhånd at være bekendt med en del af

disse bygningers tilstand og indretning.

Boligtilsynets beslutninger.

5. Når boligtilsynet har modtaget

indberetningsskemaerne i udfyldt stand fra ejerne, bør det kontrolleres, om

gennemgangen af bygningen er sket med sagkyndig bistand, og om

beboerne har haft bemærkninger til de foreslåede

brandsikringsforanstaltninger. Det må også undersøges, om bygningen er

fredet i medfør af lovgivningen om bygningsfredning. Hvis dette sidste

er tilfældet, må boligkommissionen forelægge sagen for kommunalbestyrelsen,

idet spørgsmålet om brandsikring af sådanne bygninger af kommunalbestyrelsen

skal indsendes til Fredningsstyrelsen til forelæggelse for Det særlige

Bygningssyn. Først når der foreligger en udtalelse herom, kan boligtilsynet

træffe beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes.

Efter lovens § 16 er byggearbejder i forbindelse med brandsikring fritaget

for byggesagsbehandling efter byggelovgivnigen, men kommunalbestyrelsen kan

dog bestemme, at der skal ske sædvanlig byggesagsbehandling. Boligtilsynet må

være opmærksom på, om sådanne beslutninger er truffet eller eventuelt bør

træffes, f.eks. i tilfælde, der vedrører brandsikring af fredede eller i

øvrigt bevaringsværdige bygninger, eller hvor der ved større ombygninger

gøres indgreb i bygningens bærende dele.

6. Efter brandsikringslovens § 7 skal boligtilsynet

som tidligere nævnt afgøre, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes med

henblik på brandsikring af de enkelte bygninger. Boligtilsynets beslutning

skal meddeles ejeren inden 3 måneder efter modtagelsen af denne

indberetning.

Boligtilsynets beslutning om de foranstaltninger, der skal iværksættes,

træffes efter en konkret vurdering af den enkelte bygning. Beslutningen må

først og fremmest baseres på ejerens oplysninger og brandsikringsforslag, som

fremgår af indberetningsskemaet. I vurderingen bør imidlertid også indgå

andet materiale om bygningen, som boligtilsynet måtte være i besiddelse af i

kraft af den almindelige tilsynsvirksomhed, ligesom det i nogle tilfælde kan

vise sig nødvendigt at indhente oplysninger om ejendommens økonomiske forhold

og foretage besigtigelse af bygninger, inden der træffes beslutning om

brandsikring. Man skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på

boligministeriets cirkulæreskrivelse nr. 231 af 30. oktober 1972 om

boligtilsynsrådenes sekretariatsforretninger, hvoraf fremgår, at det i

almindelighed må forudsættes, at der finder indvendig besigtigelse sted,

forinden der nedlægges forbud mod, at en ejendoms lokaliteter benyttes.

Boligtilsynet har 3 muligheder med hensyn til de krav, der kan stilles til

ejerne af disse bygninger, nemlig:

a. Krav om fuld brandsikring i overensstemmelse med kravene i

boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976.

b. Krav om lempet brandsikring, eventuelt kombineret med krav om

anden form for brandsikring end fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar

1976.

c. forbud mod benyttelse af bygningen efter i almindelighed højst 6

måneder og samtidig påbud om nedrivning af bygningen.

Hvis beslutningen går ud på, at bygningen under den ene eller den anden

form skal brandsikres, skal boligtilsynet samtidig over for ejeren fastsætte

en frist for udførelsen af brandsikringen. Denne frist bør i hvert enkelt

tilfælde fastsættes under hensyntagen til arbejdets omfang, således at der

gives ejeren en rimelig tid til at få arbejdet udført, men således at man

samtidig tilgodeser lovens formål: snarest muligt at tilvejebringe en

forbedring af beboernes redningsmuligheder i tilfælde af brand.

Det forudsættes, at ejeren underretter beboerrepræsentanterne eller

lejerne om boligtilsynsrådets beslutning og om den samtidig fastsatte frist

for udførelse af brandsikring.

7. Boligtilsynets beslutninger om, hvilke krav der

skal stilles til ejerne af de bygninger, som kommunalbestyrelsen har udpeget

efter lovens § 3, må tage udgangspunkt i, at brandsikringsloven og de krav

til brandsikring, som er fastsat i bekendtgørelsen af 27. februar 1976, som

tidligere nævnt også gælder for disse bygninger. Selv om der er tale om

bygninger, som må forventes saneret eller kondemneret inden den 1. marts

1982, og som derfor kun har en begrænset levetid, skal de altså brandsikres,

men således, at det netop på grund af den begrænsede levetid, er overladt til

boligtilsynet at afgøre omfanget og karakteren af den

brandsikring, som skal gennemføres. Der henvises herom nærmere til pkt. 8.

Der vil imidlertid også være bygninger, hvis hele tilstand og indretning

er af en sådan art, at det ud fra en helhedsvurdering må skønnes urimeligt

overhovedet at kræve dem brandsikret. I disse tilfælde skal boligtilsynet

meddele forbud mod bygningens benyttelse inden for en frist på normalt højst

6 måneder og samtidig kræve den nedrevet, så snart den er rømmet, og forbudet

er trådt i kraft. Der henvises herom nærmere til pkt. 9.

8. Hvor boligtilsynets beslutning går ud på at kræve

gennemført brandsikring af de heromhandlede bygninger, må kravene som nævnt

fastsættes på grundlag af en konkret vurdering af forholdene i og omkring den

enkelte bygning og må tage sigte på at sikre bygningens beboere rimelig

mulighed for redning i tilfælde af brand.

De brandsikkerhedskrav, som er fastsat i boligministeriets bekendtgørelse

af 27. februar 1976, vil rent teknisk kunne opfyldes i en stor del af disse

bygninger. Udgangspunktet må derfor være, at kravene i bekendtgørelsen

skal opfyldes. Dette synes i hvert fald at måtte gælde i de tilfælde,

hvor tidspunktet for den forventede sanering eller kondemnering ligger så

langt ude i fremtiden, at den pågældende bygning efter planerne vil kunne

anvendes i størstedelen af den resterende periode frem til 1982. Det samme

gælder de tilfælde, hvor der tidligere er nedlagt forbud i medfør af

boligtilsynslovens § 12, men hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe de

mangler, som har dannet grundlag for forbudet.

Man må imidlertid regne med, at der inden for denne kategori af bygninger,

der er udpeget efter § 3, vil være en del, som på grund af deres beliggenhed,

konstruktion, indretning m.v. ikke vil kunne opfylde brandsikringskravene

fuldt ud, uden at det forudsætter en gennemgribende ombygning. Der vil også

kunne være tilfælde, hvor udgifterne til opfyldelse af kravene i

boligministeriets bekendtgørelse af 27. februar 1976 - selv om der ikke skal

ske en sådan gennemgribende ombygning - vil vise sig uforholdsmæssigt store,

når bygningens begrænsede levetid tages i betragtning. Uanset disse forhold

kan og bør langt størstedelen af disse bygninger brandsikres på en sådan

måde, at der tilvejebringes en under hensyn til forholdene rimelig grad af

sikkerhed for redning af beboerne ved brand. Dette er forudsat derved, at

boligtilsynet efter lovens § 7, stk. 2, kan lempe de krav, der i

bekendtgørelsen er fastsat til brandsikring under hensyn til bygningens

begrænsede levetid. Tilsynet kan som betingelse herfor stille krav om anden

form for brandsikring.

Dette fremgår af lovens § 7, stk. 3, hvor der peges på, at en bygnings

hele tilstand og indretning kan være af en sådan beskaffenhed, at det ud fra

en sundhedsmæssig og socialhygiejnisk vurdering skønnes urimeligt at

brandsikre bygningen, når herved tillige henses til bygningens begrænsede

levetid og de udgifter, der er forbundet med udførelsen af brandsikringen.

Det vil f.eks. dreje sig om bygninger, der som følge af sanering eller

kondemnering har en meget begrænset levetid - højst 2-3 år - eller bygninger,

som ikke blot i brandmæssig henseende er så mangelfulde, at en afhjælpning

alene af de brandmæssige mangler ikke vil kunne gøre bygningen acceptabel i

brugsmæssig henseende. Der vil f.eks. også kunne være tale om bygninger, for

hvilke det ikke vil være muligt at tilvejebringe en efter forholdene rimelig

mulighed for brandvæsenet til at få adgang til ejendommen i tilfælde af

brand.

I boligtilsynets vurdering bør naturligt også indgå mulighederne for

finansiering af udgifterne samt størrelsen af eventuelt forventede

lejeforhøjelser, sammenholdt med det gældende lejeniveau for bygningen, jfr.

afsnit II. Ved afgørelsen af, om det skal kræves, at brandsikring

gennemføres, eller bygningen nedrives, må det derfor også tillægges vægt, om

de krævede brandsikringsforanstaltninger kan finanseres, eventuelt delvis

gennem rente- og afdragsfri lån, og om de ydelser på lån, der skal erlægges

af udlejeren, kan dækkes af lejeforhøjelse og af beløb på ejendommens

vedligeholdelseskonto, hvor en sådan findes, jfr. pkt. 19 og 20.

Hvis boligtilsynet skønner det åbenbart urimeligt at kræve brandsikring,

skal tilsynet i stedet for meddele forbud mod benyttelse af bygningen efter

udløbet af en frist, der i almindelighed ikke må overstige 6 måneder, og

tilsynet skal samtidig påbyde bygningen nedrevet, så snart den er rømmet, og

forbud er trådt i kraft.

Det må være naturligt, at et så radikalt indgreb som krav om nedrivning af

en bygning kun bringes i anvendelse over for den allerringeste bygningsmasse.

Krav herom vil formentlig navnlig kunne blive aktuelle over for visse bag- og

sidehuse, idet det i de fleste tilfælde vil være muligt - selv med en

begrænset brandsikring - at tilvejebringe rimelige muligheder for at redde

beboere fra forhuse. Der skal i denne forbindelse tillige peges på, at

meddelelse af forbud indebærer, at kommunen har pligt til at sikre genhusning

af de husstande, der bliver husvilde. Mulighederne for at skaffe det

nødvendige antal erstatningsboliger bør derfor naturligt indgå i

boligtilsynets overvejelser om omfanget af nedrivning af bygninger. Dette

hensyn gør sig iøvrigt også gældende, for så vidt angår krav om så

indgribende ombygninger, at det vil nødvendiggøre genhusning af beboerne.

Hvis boligtilsynet meddeler forbud mod benyttelse af en bygning, er der

som allerede nævnt fastsat en frist på højst 6 måneder for rømning af

bygningen. Loven åbner dog adgang for boligtilsynet til undtagelsesvis og i

særlige tilfælde at forlænge denne frist med indtil yderligere 6 måneder,

således at fristen kan udgøre indtil 1 år. Det skal dog præciseres, at det

forudsættes, at en sådan fristforlængelse kun meddeles i ganske særlige

tilfælde, og der tænkes herved først og fremmest på den situation, at det

ikke er muligt for kommunalbestyrelsen at genhuse alle beboerne fra bygningen

inden for fristen på 6 måneder.

Efter § 8, 3. pkt., anses et forbud efter brandsikringsloven som meddelt i

medfør af § 12 i boligtilsynsloven med de virkninger, der følger heraf med

hensyn til tinglysning, begrænsning af prioriteringsmulighedrne, ændret

ansættelse af ejendomsværdi, genhusning, økonomisk støtte til brugerne m.v. I

et vist omfang vil cirkulære nr. 202 af 29. oktober 1975 om ændringer af

boligtilsynsloven og kondemneringer m.v. kunne være vejledende for

boligtilsynene med hensyn til den praktiske fremgangsmåde ved nedlæggelse af

forbud.

I saneringslovens § 55 er der hjemmel til i visse tilfælde at foretage

udlejning på »midlertidig kontrakt« af lejligheder i

saneringsområder med den virkning, at kommunalbestyrelsen ikke har

genhusningspligt, når lejemålene opsiges. Det fremgår af betænkningen fra

folketingets boligudvalg over forslaget til denne lov, at boligministeren

over for udvalget har givet udtryk for, at det må forudsættes, at der i de

ejendomme, hvor der i medfør af § 7, stk. 3, meddeles forbud mod benyttelse

af bygningen efter udløbet af en frist, der ikke må overstige 6 måneder, ikke

sker genudlejning på »midlertidig kontrakt« efter reglerne i

saneringslovens § 55. Dels forekommer det uforsvarligt midlertidigt at lade

personer flytte ind i en ejendom, der er så brandfarlig, at man ser sig

nødsaget til at lade den rømme indenfor så kort en frist, dels vil

genudlejningen kunne sinke rømningen og dermed nedrivningen af bygningen.

Påklage af forbud mod benyttelse.

10. Har boligtilsynet efter § 7, stk. 3, nedlagt

forbud mod benyttelse af en bygning, kan ejeren og eventuelle panthavere i

ejendommen efter lovens § 8 påklage forbudet til boligtilsynsrådet inden 4

uger efter, at de er blevet bekendt med tilsynets beslutning. Boligtilsynets

meddelelse om forbudet skal indeholde oplysning om denne adgang til at

påklage beslutningen til boligtilsynsrådet.

Boligtilsynsrådet kan enten stadfæste det benyttelsesforbud, som

boligtilsynet har nedlagt, eller beslutte, at der skal foretages brandsikring

efter lovens § 7, stk. 2. Dette sidste indebærer, at boligtilsynsrådet på

grundlag af en konkret vurdering af forholdene enten kan kræve bygningen

fuldt brandsikret i overensstemmelse med kravene i boligministeriets

bekendtgørelse af 27. februar 1976 eller kan beslutte at lempe disse krav

under hensyn til bygningens begrænsede levetid. Boligtilsynsrådet kan på

samme måde som det stedlige boligtilsyn som betingelse for eventuelle

lempelser af brandsikringskravene kræve udført anden form for brandsikring.

Hvis boligtilsynsrådet ophæver forbudet og i stedet kræver bygningen

brandsikret, skal rådet fastsætte en frist for udførelsen af brandsikringen.

Det samme gælder, hvor boligtilsynsrådet stadfæster forbudet.

Der er ikke i loven fastsat nogen frist for boligtilsynsrådets behandling

af en klage, men det må - ud fra lovens hovedhensyn om en hurtig brandsikring

af denne kategori af bygninger - tilstræbes, at rådets afgørelse træffes

inden for en rimelig tid.

Dækning af nedrivningsudgifter. Eventuel erstatning for tab som følge

af påbud om nedrivning.

11. Efter lovens § 9 har ejeren af en bygning, som er

krævet nedrevet af boligtilsynet, ret til at få dækket rimelige udgifter ved

nedrivningen og ved ryddeliggørelse af grunden. Ejeren må indsende en

opgørelse over disse udgifter til kommunalbestyrelsen, der afgør, i hvilket

omfang udgifterne vil kunne refunderes.

Efter § 9 vil ejeren endvidere kunne få erstatning for det tab, han måtte

lide som følge af nedrivningen. Der skal herved peges på, at et forbud mod en

bygnings benyttelse meddelt i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, ikke

i sig selv vil kunne udløse noget erstatningskrav fra ejeren. Der gælder på

dette område de samme regler som efter boligtilsynsloven, hvor ejeren ved en

bygningskondemnering ikke vil kunne gøre erstatningskrav gældende som følge

af selve forbudets nedlæggelse. Den adgang til erstatning, som er indsat i

lovens § 9, vedrører alene det tab, der måtte opstå for ejeren som følge af

påbudet om nedrivning af bygningen, f.eks. fordi han herved hindres i

en ellers lovlig udnyttelse af bygningen til andet formål end beboelse eller

ophold, f.eks. til anvendelse som lagerbygning. Der vil eventuelt også kunne

blive tale om erstatning i den situation, hvor en allerede tidligere

kondemneret bygning før udløbet af den tidligere fastsatte frist nedrives som

følge af et påbud efter lovens § 7, stk. 3, men det må dog herved tages i

betragtning, at der er til gengæld for den øjeblikkelige nedrivning ikke

påføres ejendommen udgifter til brandsikring.

De beløb, der vil kunne tillægges ejeren efter den nævnte bestemmelse,

udbetales af kommunalbestyrelsen, og staten godtgør kommunen halvdelen af

beløbet.

Afsnit II.

Finansiering af brandsikringsudgifter.

12. Bestemmelser om finansiering af udgifter, som det

har været nødvendigt at afholde for at opfylde de krav til brandsikring, der

er fastsat i medfør af loven, er indeholdt i dennes §§ 10-12. Af disse

bestemmelser finder reglerne i § 10 i princippet anvendelse for alle

ejendomme, der brandsikres i medfør af loven, medens §§ 11 og 12 specielt

indeholder regler om finansiering af udgifter til gennemførelse af sådanne

krav til brandsikring, som måtte være besluttet af boligtilsynet i medfør af

lovens § 7.

De almindelige regler i lovens § 10 er behandlet i cirkulærens pkt.

13-17, medens de særlige regler i §§ 11 og 12 er omtalt i

cirkulærets pkt. 19-22.

Almindelige ejendomme. Uden lån.

13. Brandsikring vil selvsagt kunne finansieres ved,

at ejeren selv betaler udgiften uden at optage lån hertil.

Såfremt ejeren har bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, kan han

efter boligreguleringslovens § 33, stk. 4, forlange frigivet et til udgiften

svarende beløb.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at udgiften til

brandsikring anses for en forbedringsudgift, således at de hertil frigivne

midler, der bliver skattepligtig indkomst for ejeren i udbetalingsåret, ikke

modsvares af en driftsudgift, der kan fradrages i ejerens indkomst.

Såfremt der ikke optages lån, vil ejeren i ejendomme, hvor der findes

opretningskonto efter § 15, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af

boligforholdene, kunne afskrive den udgift, der er afholdt til ejendommens

beboelseslejligheder, på denne konto. (Se nærmere pkt. 17).

Lånefinansiering.

14. Brandsikringsudgifter, der ikke finansieres af

ejerens egenkapital, kan lånefinansieres. Der tænkes herved navnlig på bank-

og sparekasselån.

Da udførelsen af brandsikringsmæssige foranstaltninger betragtes som en

forbedring, vil der endvidere være grundlag for, at udgifterne kan

finansieres ved optagelse af lån i Grundejernes Investeringsfond efter

reglerne i §§ 36 og 38 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene.

Der vil i investeringsfonden kun indestå beløb fra ejendomme, der er opført

før år 1900, dersom ejeren i 1966 begærede afholdt lejevurdering, og den

herved ansatte lejeværdi oversteg dagældende leje.

Lån fra Grundejernes Investeringsfond ydes for tiden til de ejendomme, der

har ydet bidrag til fonden.

Lån kan kun ydes, hvis forbedringerne og udgifterne skønnes rimelige.

Lånet kan højst udgøre 90 pct. af forbedringsudgiften.

Lånet udbetales til parikurs, forrentes med 6,5 pct. p.a. og skal normalt

afvikles over 15 år.

En indskyder i investeringsfonden, der fortsat har midler i fonden, kan

normalt få frigivet den del af forbedringsudgiften, der ikke dækkes af lånet.

Hvor udgifterne til brandsikring ikke finansieres ved egenkapital,

herunder frigivelse af bundne midler fra Grundejernes Investeringsfond, eller

ved midler fra opretningskontoen, forudsættes finansieringen som nævnt at ske

ved optagelse af lån i ejendommen over det almindelige lånemarked eller i

Grundejernes Investeringsfond. Vedrørende forholdet til lejerne henvises til

pkt. 17.

Lån med kommunegaranti.

15. I de særlige tilfælde, hvor lån, som det er

nødvendigt at optage til dækning af udgifterne, kun kan forventes ydet i

tilstrækkeligt omfang mod supplerende sikkerhedsstillelse, åbnes der adgang

for kommunalbestyrelsen til med tilsynsmyndighedens samtykke at yde garanti

for sådanne lån, jfr. lovens § 10, stk. 4. For lån, der ydes med garanti

efter denne bestemmelse, hæfter låntageren såvel personligt som med den

pantsatte ejendom.

Da gennemførelsen af brandsikring i almindelighed må forudsættes at

medføre en værdiforøgelse af ejendommen, svarende til de afholdte udgifter,

og da de pågældende lån i de alt overvejende tilfælde må påregnes ydet på

sådanne vilkår, at lånene vil kunne færdigamortiseres inden for den

pågældende bygnings tilbageværende levetid, vil der næppe i almindelighed

være behov for denne supplerende garantistillelse, ligesom kommunerne i de

tilfælde, hvor garanti ydes, kun i helt specielle tilfælde vil blive påført

tab som følge heraf.

Behov for ydelse af kommunegaranti må navnlig forventes at kunne opstå i

forbindelse med långivning i ejendomme, der i forvejen er højt prioriteret.

Der kan f.eks. være behov for, at kommunen yder sikkerhedsstillelse for lån

til nyetablerede andelsboligforeninger, som endnu ikke har kunnet oparbejde

en rimelig egenkapital.

Om ydelse af kommunegaranti for lån i ejendomme, der brandsikres i medfør

af boligtilsynets beslutninger i medfør af lovens § 7, stk. 2, henvises til

pkt. 21-22.

Ophævelse af prioriteringsforbud.

16. Efter § 26 i lov om boligtilsyn må en ejendom, for

hvilken boligtilsynet har nedlagt forbud mod benyttelse, som udgangspunkt

ikke prioriteres eller omprioriteres ud over ejendommens grundværdi med

offentlige midler eller med midler fra offentligt anerkendte eller godkendte

selskaber, institutter m.v. For at denne bestemmelse ikke skal være til

hinder for, at finansieringen til gennemførelse af

brandsikringsforanstaltninger af kondemnerede ejendomme kan ske ved

låneoptagelse på det organiserede lånemarked, er det i brandsikringslovens §

10, stk. 5, bestemt, at det nævnte belåningsforbud i boligtilsynsloven ikke

finder anvendelse på lån, der optages til dækning af udgifter til

brandsikring, der gennemføres efter brandsikringsloven.

Forholdet til lejerne.

17. Da brandsikring af en ejendom efter loven anses

for en forbedring, føler heraf, at udgiften i princippet kan danne grundlag

for en lejeforhøjelse, der svarer til den gennem forbedringen øgede

brugsværdi af det lejede.

For lejemål der er omfattet af kap. II i boligreguleringsloven

(lejemål, der helt eller delvis anvendes til beboelse i kommuner med

huslejeregulering), er der i brandsikringsloven regler, der tager sigte på

gennemførelse af forbedringer i form af brandsikring uden lejeforhøjelse

eller med en mere begrænset lejeforhøjelse end for forbedringer iøvrigt.

Hvor ejeren afholder udgiften kontant, herunder med frigivne midler fra

investeringsfonden, kan han afskrive udgiften på ejendommens opretningskonto,

jfr. boligreguleringslovens § 15, stk. 2. Kan udgiften ikke dækkes af kontoen

i det regnskabsår, hvori den er afholdt, kan det manglende beløb afskrives

senere, idet der er adgang til at overføre en negativ saldo på kontoen. I

disse tilfælde kan brandsikring gennemføres uden lejeforhøjelse.

Dækkes udgifterne til brandsikringen ved optagelse af lån, herunder lån

til lav rente i Grundejernes Investeringsfond, skal de årlige ydelser

til renter og afdrag på lånet i muligt omfang afholdes over ejendommens

opretningskonto. I det omfang, de årlige ydelser afholdes over ejendommens

opretningskonto, kan udgiften til gennemførte brandsikringsarbejder ikke

medføre krav om huslejeforhøjelser.

Såfremt den årlige ydelse på det optagne lån overstiger det beløb, der

årligt indgår på opretningskontoen, vil der efter reglerne i

boligreguleringslovens § 13 kunne gennemføres en lejeforhøjelse til dækning

af den stigning af ejendommens driftsudgifter, der er en følge heraf. Ejeren

vil ikke kunne indregne merudgifter i den omkostningsbestemte leje, jfr.

boligreguleringslovens § 11.

Opmærksomheden henledes på, at opretningskontoen i ejendomme, hvor i der

foruden beboelseslejemål også er erhvervslokaler - der jo ikke er omfattet af

boligreguleringslovens kap. II - er beregnet som 1 pct. af den del af

ejendomsværdien, der vedrører lejlighederne, og at udgifterne kun må

afskrives på kontoen i det omfang, de vedrører beboelseslejlighederne. I

disse ejendomme må den del af brandsikringsudgifterne, der vedrører

erhvervslokalern, således fradrages, inden beløbet afskrives på

opretninskontoen.

Udgiften til brandsikring - eller til afdrag og renter på lån, der optaget

til dækning heraf - kan derimod ikke afskrives på ejendommens

vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1, i boligreguleringsloven. (Dette

skal derimod ske i de særligt udpegede bygninger, jfr. pkt. 19).

Efter boligreguleringslovens regler er vedligeholdelseskontoen forbeholdt

til dækning af udgifterne til vedligeholdelsesarbejder, medmindre det mellem

udlejeren og lejerne (boerrepræsentanterne) aftales, at brandsikringsudgifter

afholdes af kontoen, hvorved lejerne giver afkald på at kunne kræve

vedligeholdelse udført i tilsvarende omfang.

Såfremt brandsikringen medfører følgearbejder, der kan karakteriseres som

vedligeholdelse, f.eks. maling af trappegange, døre eller vinduer, kan

udgifterne hertil afholdes af vedligeholdelseskontoen.

eksempel.

En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70 kvadratmeter

- ialt 700 kvadratmeter.

Ejendommensværdien er 250 kr. pr. kvadratmeter - ialt 175.000 kr.

På opretningskontoen afsættes fra 1. juli 1975 årligt 1.750 kr.

Hvis brandsikringsud

giften udgør .................. 30.000 kr.

og der lånes .................. 27.000 kr.

-----------

må ejeren selv skaffe ......... 3.000 kr.

eventuelt ved at hæve af sit indestående i investeringsfonden.

Hvis lånet optages i investeringsfonden, er ydelsen 11,5 pct. eller 3.105

kr. årligt.

Hvis der optages et banklån over 10 år, bliver ydelsen 5.400 kr. årligt.

Den årlige tilgang til opretningskontoen skal anvendes til at dække renter

og afdrag på lånet. Til dækning af resten af ydelsen og til forrentning af

egne midler kan ejeren kræve lejeforhøjelse, medmindre ejeren og lejerne

aftaler, at vedligeholdelseskontoen anvendes til dækning af denne udgift.

For de lejemål der ikke er omfattet af ka. II i

boligreguleringsloven finder de almindelige regler om lejeforhøjelse for

forbedringer i lejelovens § 35, stk. 5, anvendelse.

Bygninger med begrænset levetid.

18. For ejendomme, der af kommunalbestyrelsen er

udpeget i medfør af lovens § 3, og for hvilke boligtilsynet i medfør af § 7,

stk. 2, har besluttet, at der skal gennemføres brandsikring, gælder særlige

finansieringsbestemmelser, der tager sigte på at undgå, at lejerne i disse

bygninger bliver belastet økonomisk hårdere end beboerne i andre ejendomme,

der skal brandsikres. Det har herved været lagt til grund, dels at

brandsikring af disse bygninger i almindelighed må forventes at blive dyrere

end sikring af andre ejendomme, dels at disse bygningers restlevetid er meget

begrænset samtidig med, at lejlighedernes brugsværdi er relativ lav, såldes

at den vanskeligt kan bære en væsentlig forhøjelse.

De særlige finansieringsregler går ud på, at udgifterne skal søges

finansieret og afskrevet på en sådan måde, at det mindst muligt påvirker

lejeniveauet. Endvidere gives der mulighed for, at der kan ydes offentlig

støtte til brandsikringen, dels i form af kommunegaranti for lån, dels i form

af ydelse af rente- og afdragsfrit lån, som stilles til rådighed af kommune

og stat i forening.

19. Ejerne af bygninger, for hvilke brandsikringskrav

er besluttet i medfør af lovens § 7, stk. 2, har i de huslejeregulerede

kommuner pligt til i videst muligt omfang at søge de udgifter, der

vedrører beboelseslejligheder, dækket med beløb, der ved arbejdets

fuldførelse henstår på ejendommens vedligeholdelseskonto, jfr. § 15, stk. 1,

i boligreguleringsloven.

Endvidere skal der ske frigivelse af bundne beløb i Grundejernes

Investeringsfond i muligt omfang. Denne del af udgiften kan samtidigt

afskrives på ejendommens opretningskonto, jfr. boligreguleringslovens § 15,

stk. 2, ligesom ejeren vil kunne afskrive yderligere udgifter, han har

afholdt til brandsikring, på denne konto.

Såfremt de beløb, der ved arbejdets fuldførelse indestår på ejendommens

vedligeholdelses- og opretningskonti, ikke er tilstrækkelige til at dække

udgifterne, kan ejeren, hvis han selv afholder udgiften, løbende afskrive

beløbet, efterhånden som der afsættes yderligere midler på kontiene. Han kan

i så fald ikke få lejeforhøjelse for brandsikringsforanstaltningerne.

Hvis han finansierer brandsikringsudgiften ved lån, skal de årlige ydelser

så vidt muligt afskrives på de nævnte konti. I det omfang, dette er muligt,

kan foranstaltningerne ikke medføre lejeforhøjelse.

Det bemærkes herved, at det ikke har været tanken, at hele ejendommens

opretnings- og vedligeholdelseskonto over en årrække skal beslaglægges til

forrentning og afdrag på brandsikringslån, idet der fortsat bør være mulighed

for at afskrive udgifter til nødvendig vedligeholdelse på kontoen. I

ejendomme, der består af flere bygninger, bør afskrivning således kun ske af

den del af vedligeholdelseskontoen, der vedrører den del af bygningen, der

skal brandsikres efter § 7, stk. 2, idet brandsikringen heraf ikke bør

medføre forringede vilkår for lejerne i ejendommens øvrige bygninger.

Som vejledende udgangspunkt for det skøn, der af boligtilsynet skal udøves

over, hvorvidt nedrivning bør ske eller brandsikring kræves (jfr. pkt. 9), og

til brug for kommunalbestyrelsens skøn over, hvorvidt der bør ydes offentlig

støtte (jfr. pkt. 21-22), skal man oplyse, at lejeniveauet i 1976 (inden

forhøjelsen pr. 1. juli 1976) for ikke centralvarmeopvarmede ejendomme i

København er ca. 60 kr. pr. kvadratmeter.

Hensættelser til udvendig vedligeholdelse er i disse ejendomme 9 kr. pr.

kvadratmeter årligt. Til opretningskontoen hensættes i disse ejendomme 2-4

kr. pr. kvadratmeter.

Eksempel.

En ejendom består af en opgang med 10 lejligheder på hver 70

kvadratmeter, ialt 700 kvadratmeter.

Lejen udgør 60 kr. pr. kvadratmeter, ialt 42.000 kr.

Indestående på ejendommens vedligeholdelseskonto ......... 10.000 kr.

Indestående på ejendommens opretningskonto ............... 2.000 kr.

Indestående i Grundejernes Investeringsfond .............. 18.000 kr.

På ejendommens vedligeholdelseskonto hensættes årligt .... 6.300 kr.

På ejendommens opretningskonto hensættes årligt .......... 1.750 kr.

Brandsikringsudgift 60.000 kr.

Brandsikringsudgifterne kan finansieres således:

Årlig ydelse

Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr.

Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr.

------------

12.000 kr. 0 kr.

Fra Investeringsfonden skaffes ......... 18.000 kr. 2.500 kr.

Lån fra Investeringsfonden (5 år) ...... 22.200 kr. 5.550 kr.

----------------------------

52.200 kr. 8.050 kr.

De årlige ydelser af 52.200 kr. dækkes af de årlige hensættelser på

de to konti.

Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en

forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den

resterende del af den nødvendige finansiering, 7.800 kr., eller om

den vil yde et rente- og afdragsfrit lån på højst 7.800 kr.

Hvis der ikke kan skaffes midler fra Investeringsfonden, kan

brandsikringsudgiften finansieres således:

Årlig ydelse

Indestående på vedligeholdelseskonto ... 10.000 kr.

Indestående på opretningskonto ......... 2.000 kr.

------------

12.000 kr. 0 kr.

Bank eller sparekasselån ............... 26.800 kr. 8.050 kr.

-----------------------------

38.800 kr. 8.050 kr.

De årlige ydelser af de 38.800 kr. dækkes af de årlige hensættelser

på de to konti.

Herefter tager kommunalbestyrelsen stilling til, om lejen kan bære en

forhøjelse, svarende til forrentning og afskrivning af den resterende del af

den nødvendige finansiering, 21.20 kr., f.eks. 6.400 kr. årligt, svarende til

640 kr. årligt pr. lejlighed, eller om den vil yde et rente- og afdragsfrit

lån på højst 21.200 kr., således at brandsikringen kan gennemføres uden

lejeforhøjelse.

20. For de lejemål, der ikke er omfattet af

reglerne i boligreguleringslovens kap. II (beboelseslejligheder i de frie

kommuner og rene erhvervslokaler i hele landet), findes der ikke

vedligeholdeles- og opretningskonti.

Derimod vil der for ejendomme, der var omfattet af lejevurderingen i 1966,

i Grundejernes Investeringsfond kunne indestå bundne beløb, der kan frigives

til dækning af brandsikringsudgifterne.

I overvejelserne af, hvorvidt et rente- og afdragsfrit brandsikringslån

bør ydes til delvis dækning af udgiften, eller om nedrivning bør kræves

straks (jfr. pkt. 9), bør det iøvrigt for disse lejligheder og lokaler bl.a.

indgå, om man anser det for rimeligt, at udlejeren med en mulig

lejeforhøjelse efter § 35 i lov om leje kan gennemføre den fornødne

brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den

endnu skal bestå.

Offentlig støtte til brandsikring.

21. Støtteordningen, for så vidt angår de særligt

udpegede bygninger, indeholder 2 elementer. Dels kan kommunen med

tilsynsmyndighedens samtykke yde garanti for lån i ejendommen, der

måtte være nødvendig til hel eller delvis finansiering af brandsikringen,

dels kan kommunen, når særlige forhold taler derfor, yde rente- og

afdragsfrit lån med pant i ejendommen. Et sådant rente- og afdragsfrit

lån kan højst udgøre halvdelen af de udgifter, det tilbagestår at finansiere,

efter at brandsikringsomkostningerne i videst muligt omfang er søgt dækket

med beløb som nævnt i lovens § 11, stk. 1, dvs. beløb på ejendommens

vedligeholdelseskonto og bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond, som

frigives. I det omfang, brandsikringsforanstaltninger finansieres gennem

ydelse af et rente- og afdragsfrit lån, kan ejeren ikke kræve lejeforhøjelse.

I modsætning til, hvad der gælder ved ydelse af kommunegaranti efter de

almindelige finansieringsregler i lovens § 10, hæfter låntager ikke

personligt, men alene med den pantsatte ejendom for lån, der ydes med

kommunegaranti efter de særlige finansieringsregler i §§ 11 og 12. Ej heller

for rente- og afdragsfri lån, der ydes af kommunen, hæfter låntager

personligt.

Boligministeren kan inden for de midler, der bevilges i henhold til lov om

sanering, yde statslån til dækning af halvdelen af kommunens udgifter til

rente- og afdragsfri lån, ligesom staten godtgør kommunen halvdelen af de

eventuelle tab, som kommunen lider ved tab på garantier, der ydes efter

lovens særlige støtteregler. Sådanne tab kan bl.a. opstå, hvor en indgået

garantiforpligtelse for lån optaget på det almindelige lånemarked bliver

aktualiseret, f.eks. som følge af, at bygningen nedrives som led i en

sanering, inden lånet er fuldt tilbagebetalt.

Hvis der til brandsikring af en bygning er ydet rente- og afdragsfrit lån,

og bygningen derefter, inden en sanering er gennemført, eller inden lånet

efter foranstående regler er tilbagebetalt, undergives forbud mod benyttelse

i medfør af boligtilsynslovens § 12, medfører forbudets ikrafttræden ikke i

sig selv, at lånet forfalder til indfrielse. Baggrunden herfor er den, at

ejeren ved en bygnings kondemnering efter boligtilsynsloven ikke vil kunne

gøre erstatningskrav gældende som følge af selve forbudets nedlæggelse. Der

vil således ikke i disse tilfælde være tale om, at de bygningsforbedringer,

der er finansieret med de offentlige lån, har tilført ejeren en økonomisk

fordel, som kan kapitaliseres ved forbudets nedlæggelse. Lånet forbliver

derfor indestående i ejendommen, indtil det efter foranstående regler

forfalder til tilbagebetaling. Hvis ejendommen ikke inden udløbet af

ovennævnte frister gøres til genstand for sanering, og kommunen skønner, at

lånet - for hvilket låntager alene hæfter med den pantsatte ejendom - ikke

vil kunne dækkes af pantets realisationsværdi, kan kommunalbestyrelsen

beslutte at afskrive sit tilgodehavende helt eller delvis. I dette tilfælde

vil kommunen i almindelighed kunne forvente, at staten afskriver sit

tilgodehavende i tilsvarende omfang.

22. Brandsikringslovens bestemmelser om adgang til at

yde offentlig støtte skal som nævnt ses på baggrund af, at der her er tale om

den allerdårligste bygningsmasse, hvor gennemførelse af brandsikring i nogle

tilfælde kan være så bekostelig, at det under hensyn til ejendommens meget

begrænsede levetid kan forekomme urimeligt at pålægge ejendommens ejer og

lejere i fuldt omfang at afholde udgifterne til brandsikringen. Kommunens

stillingtagen til, om der til nedbringelse af udgifterne bør ydes garanti for

lån og/eller rente- og afdragsfri lån, må ske ud fra en vurdering af, om

omkostningerne ved de gennemførte brandsikringsforanstaltninger uden en sådan

støtte gennemsnitlig vil stille ejeren og beboerne økonomisk dårligere end

ejere og beboere i andre ejendomme eller vil resultere i lejeforhøjelser, der

ikke kan siges at modsvares af en tilsvarende øget brugsværdi. Kommunen bør i

denne forbindelse være opmærksom på de problemer, der vil kunne opstå i de

frie områder, hvor det ikke er muligt at afholde udgifterne til brandsikring

over særlige konti m.v., og hvor udlejeren, selv med en mulig lejeforhøjelse

efter § 35 i lov om leje, eventuelt ikke vil kunne gennemføre den fornødne

brandsikring uden at få urimelige tab på driften af ejendommen i de år, den

endnu skal bestå.

Omvendt må det være udgangspunktet for kommunens administration af lovens

støttebestemmelser, at en eventuel offentlig støtte ikke stiller ejer og

lejere gunstigere end ejere og lejere i tilsvarende ejendomme, der ikke

falder ind under de særlige støttebestemmelser. Ud fra disse betragtninger

bør der eksempelvis ikke ydes offentlig støtte i form af lån til bygninger,

for hvilke den kondemnable tilstand alene er begrundet i brandmæssige

forhold, og hvor opfyldelsen af brandkravene vil afhjælpe disse mangler,

således at kondemneringen kan ophæves. I disse tilfælde vil bygningen nemlig

fortsat i en længere årrække kunne benyttes til beboelse.

Ved kommunalbestyrelsens afvejning af omfanget og karakteren af den

offentlige støtte, der i det enkelte tilfælde bør ydes, vil det ofte kunne

tænkes, at støtten må ydes som en kombination af garanti for lån og direkte

ydelse af rente- og afdragsfrit lån. Det må således påregnes, at der for den

her omhandlede kategori af bygninger formentlig ofte vil vise sig nødvendigt,

at der - som supplement til ydelse af offentlige lån - stilles særlig

sikkerhed i form af kommunegaranti for låneoptagelse over det almindelige

lånemarked. Endvidere vil det, som en yderligere støtte til nedbringelse af

omkostningerne ved brandsikringen, kunne komme på tale, at garantien ydes for

lån med længere løbetid end den pågældende bygnings forventede restlevetid.

Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt for bygninger, der kun skal stå

meget kort tid, eller for hvilke brandsikringsudgifterne har været

uforholdsmæssigt store, og hvor de årlige ydelser på lånet ellers - uanset at

der ydes rente- og afdragsfri lån til nedbringelse af omkostningerne - vil

kunne være meget tyngende.

23. Kommunens afgørelser af, om der i det konkrete

tilfælde ydes støtte til udførelse af brandsikring og i bekræftende fald

omfanget af denne støtte, kan ikke indbringes for højere administrativ

myndighed og kan således heller ikke indbringes for boligministeriet.

Udbetaling af rente- og afdragsfrit lån kan først finde sted, når der er

modtaget dokumentation for, at de i medfør af § 7, stk. 2, påbudte

brandsikringsforanstaltninger er udført. I øvrigt fastlægger den enkelte

kommune selv de nærmere retningslinier vedrørende fremgangsmåden ved

ansøgning om og ydelse af offentlig støtte, herunder om rente- og afdragsfrit

lån bør ydes på grundlag af et meddelt forhåndstilsagn eller efter

ansøgning fra ejeren efter brandsikringsarbejdernes udførelse. Det

bemærkes herved, at boligtilsynets krav om brandsikring af en bygning efter §

7, stk. 2, skal opfyldes, uanset om der ydes offentlig støtte til dækning af

de hermed forbundne udgifter. Afgivelse af et forhåndstilsagn om ydelse af

rente- og afdragsfrit lån må derfor i almindelighed i relation til ejeren

skønnes ufornødent.

Ansøgerens andragende om offentlig støtte skal bilægges oplysninger om

arbejdets omfang med tilhørende udgifter, ejendommens økonomiske forhold,

herunder størrelsen af indestående på opretnings- og vedligeholdelseskonti

m.v. Ejeren bør herudover indsende et driftsbudget for ejendommen med

oplysning om, hvorledes den resterende del af udgifterne agtes finansieret,

genpart af den ansøgning, han måtte have indsendt til Grundejernes

Investeringsfond, bank eller sparekasse, samt vilkår for allerede optagne lån

eller for imødekommelse af ansøgninger om lån.

Afsnit III.

Genhusning.

Hvis boligtilsynet i medfør af brandsikringslovens § 7, stk. 3, nedlægger

forbud mod en bygnings benyttelse, påhviler det kommunalbestyrelsen at sikre

genhusning af de hustande, der som følge af forbudets nedlæggelse må

fraflytte deres lejligheder. Dette fremgår af lovens § 8, hvorefter et sådant

forbud betragtes som meddelt i medfør af § 12 i lov om boligtilsyn med de

virkninger, der følger heraf med hensyn til bl.a. genhusning af beboerne, jf.

kap. XI i saneringsloven.

Fremskaffelse af lejligheder.

24. Husstanden kan selv skaffe sig en anden

lejlighed. I så fald er kommunalbestyrelsens pligt til genhusning bortfaldet.

Genhusning kan ske inden for det almennyttige nybyggeri, hvor

anvisning kan finde sted af ledige lejligheder, som ved tilsagn om

statsstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde bl.a.

som følge af beslutninger i medfør af boligtilsynsloven.

Også genhusningsreglerne i § 15, stk. 7 og 8, i bekendtgørelse nr. 157 af

24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed vil i et vist omfang kunne

finde anvendelse. Efter disse regler har de almennyttige

boligselskaber pligt til at stille hver 5. ledige lejlighed i den

ældre boligmasse til rådighed for genhusning. Denne

genhusningsforpligtelse gælder imidlertid kun, hvor der er tale om husstande,

der er blevet husvilde som følge af egentlig saneringsvirksomhed, og

genhusning i denne boligmasse vil derfor kun kunne ske i forbindelse med

nedlæggelse af forbud i medfør af brandsikringsloven, dersom det tillige vil

være nødvendigt at rømme lejlighederne af hensyn til en saneringsplans

gennemførelse.

Genhusning af husstande, der bliver husvilde ved nedlæggelse af

lejligheder som følge af forbud i medfør af § 7, stk. 3, vil endvidere kunne

ske i kommunens egne ejendomme.

Endelig er der i brandsikringslovens § 13 fastsat særlige regler om

fremskaffelse af lejligheder til genhusning af husstande, der må fraflytte

deres hidtidige bolig som følge af beslutninger i medfør af lovens § 7.

Ifølge disse bestemmelser åbnes der mulighed for kommunalbestyrelsen til at

indgå aftaler med sammenslutninger af grundejere og af almennyttige

boligselskaber om fremskaffelse af lejligheder til genhusning.

Som et led i indgåelsen af sådanne aftaler kan kommunalbestyrelsen give

tilsagn om at ville udbetale et beløb til dækning af omkostninger m.v. i

forbindelse med genhusningen til den sammenslutning, der ifølge aftalen

formidler genhusningen. Af dette beløb kan sammenslutningen stille en del til

rådighed for udlejeren af den lejlighed, der benyttes til genhusning. Efter

brandsikringslovens § 13, stk. 3, refunderer staten inden for nærmere

fastsatte rammer kommunen halvdelen af det udbetalte beløb. Det fastsættes

herved, at statens andel af et af kommunalbestyrelsen udbetalt beløb højst

kan andrage 450 kr. for hver gennemført genhusning, der finder sted i medfør

af aftalen. Statens udgifter hertil afholdes inden for de midler, der

bevilges i henhold til lov om sanering.

De lejligheder, der fremskaffes ved aftaler mellem kommunalbestyrelsen og

sammenslutninger, kan efter kommunalbestyrelsen beslutning herom tillige

bruges til genhusning af lejere, der må fraflytte en lejlighed i en

beboelsesbygning, som kommunalbestyrelsen i medfør af boligreguleringslovens

§ 60 har givet samtykke til at nedrive som følge af, at bygningen er

brandfarlig.

Økonomisk støtte til beboerne

25. Af bestemmelsen i § 8 om, at boligtilsynets

beslutning efter § 7, stk. 3, anses som meddelt i medfør af § 12 i lov om

boligtilsyn, følger, at de husstande, der skal genhuses, har mulighed for at

opnå støtte til betaling af indskud m.v. i en ny lejlighed samt boligsikring

efter særlig gunstige regler.

Kommunalbestyrelsen (eller samarbejdsudvalget) kan i medfør af

saneringslovens § 64 betale eller yde lån til hel eller delvis betaling af

depositum, boligandel, boligindskud eller forudbetalt leje, såfremt

husstanden skønnes at have behov herfor.

Endvidere kan ydes lån til betaling af indskud i almennyttigt boligbyggeri

efter reglerne i kap. XI i lov nr. 83 af 19. marts 1975 om boligbyggeri.

Disse regler er særlig gunstige for boligtagere, som har måttet fraflytte den

hidtidige lejlighed som følge af sanering, kondemnering eller gennemførelse

af offentlige anlæg. Der henvises herom til cirkulære af 24. juni 1975 om

organisation og udlejning af almennyttigt byggeri, afsnit III.

Endelig kan der i medfør af § 3 a i lov om boligsikring ydes en særlig

boligsikring til husstande, der må flytte som følge af sanering, kondemnering

m.v. Der henvises herom til cirkulære om boligsikring af 25. november 1975,

afsnit IV.

Ovennævnte bestemmelser i saneringslovens § 64 og boligsikringslovens § 3

a finder tillige anvendelse i de tilfælde, hvor der sker genhusning i medfør

af brandsikringslovens § 14 som følge af, at en udlejer får tilladelse til at

nedrive en beboelsesejendom, jfr. brandsikringslovens § 14 som følge af, at

en udlejer får tilladelse til at nedrive en beboelsesejendom, jfr.

brandsikringslovens § 14, stk. 2.

Reglerne i saneringslovens § 64, boligbyggerilovens kap. XI og

boligsikringslovens § 3a gælder såvel, når bolig anvises, som når husstanden

selv skaffer sig anden lejlighed.

Afsnit IV.

Forskellige bestemmelser.

Finansielle virkninger.

26. Kommunens udgifter og garantistillelser ved

gennemførelsen af brandskringsforanstaltninger i medfør af loven er ikke

omfattet af de gældende regler om investerings- og lånerammer. De

brandsikringsarbejder, der udføres med kommunal støtte, kan derfor af

kommunen lånefinansieres fuldt ud og kan endvidere gennemføres uden for

kommunens investeringsrammer.

Statsrefusion.

27. Inden for de midler, der på de årlige finanslove

bevilges i henhold til lov om sanering, godtgør staten kommunen halvdelen af

de udgifter, denne har afholdt i medfør af brandsikringslovens §§ 9, 11 og

12, samt refunderer efter forskrifterne i cirkulærets pkt. 24 udgifter

afholdt efter lovens § 13. Refusionsopgørelse fremsendes efter udgangen af

hvert kvartal til Kongeriget Danmarks hypotekbank og Finansforvaltning,

Landgreven 4, 1301 København K, hvorfra udbetaling vil finde sted.

Det påhviler kommunen hvert kvartal at aflægge regnskab for udlån til

brandsikring, eventuelle udgifter i forbindelse med tab som følge af stillede

garantier, udgifter til - og eventuel erstatning i forbindelse med -

nedrivning af en bygning som følge af påbud efter lovens § 7, stk. 3, samt

afholdte udgifter til dækning af omkostninger m.v. i forbindelse med

genhusning af husstande, der har måttet fraflytte deres hidtidige bolig som

følge af beslutninger i medfør af lovens § 7. Desuden påhviler det kommunen

at aflægge regnskab for modtagen afdrag på lån samt indfrielse af lån i

forbindelse med en ejendoms sanering, jfr. § 12, stk. 3.

Kommunalbestyrelsens gennemførelse af brandsikring.

28. Bestemmelserne i afsnit II om finansiering af

brandsikringsudgifter finder i princippet tilsvarende anvendelse, hvor

kommunen i medfør af lovens § 15, stk. 2, har måttet udføre brandsikringen på

ejerens bekostning, herunder med hensyn til afholdelse af udgifter over

ejendommens konti m.v. Det forudsættes endvidere, at kommunen i sådanne

tilfælde yder støtte til gennemførelse af brandsikringen efter samme

kriterier, som hvis ejeren selv havde gennemført brandsikringen.

Boligministeriet, den 5. maj 1976.

Helge Nielsen.

/Keld Christiansen.

Bilag 1.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger

m.v.

(Udelades her).

Bilag 2.

Bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 om brandsikring af ældre

beboelsesbygninger m.v.

(Udelades her).

Lignende dokumenter