Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttet konvention med tilhørende slutprotokol om gensidig ydelse af hjælp til trængende.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland,
Island, Norge og Sverige afsluttet konvention med tilhørende slutprotokol om
gensidig ydelse af hjælp til trængende.
Under 9. januar 1951 er der imellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige afsluttet følgende, af Danmark den 14. februar 1951 ratificerede
konvention med tilhørende slutprotokol:
Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om
gensidig ydelse af hjælp til trængende.
Hans Majestæt Kongen af Danmark, Republiken Finlands Præsident, Republiken
Islands Præsident, Hans Majestæt Kongen af Norge samt Hans Majestæt Kongen af
Sverige, som er kommet overens om at afslutte en konvention om gensidig
ydelse af hjælp til trængende, har udnævnt til deres befuldmægtigede:
Hans Majestæt Kongen af Danmark:
Sin overordentlige og befuldmægtigede ambassadør i Stockholm Knud Aage
Monrad-Hansen;
Republiken Finlands Præsident:
Republikens overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister i Stockholm
Georg Achates Gripenberg;
Republiken Islands Præsident:
dr. Helgi P. Briem;
Hans Majestæt Kongen af Norge:
Norges charge d'affaires ad interim i Stockholm, ambassaderåd Henrik A.
Broch; og
Hans Majestæt Kongen af Sverige:
Sin udenrigsminister,
Hans Excellence
Østen Unden,
hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende artikler:
Artikel 1.
Hvert af de kontraherende lande forpligter sig til at yde hjælp til
Læs alt
trængende statsborgere i de øvrige lande i overensstemmelse med
bestemmelserne i denne konvention.
Lige med statsborgere i et af de kontraherende lande stilles i denne
konvention den, som tidligere har været statsborger i vedkommende land, og
som ikke har fået statsborgerret i noget andet land, og ligeledes den, der er
statsborger i et af landene, og som uden at miste denne statsborgerret bliver
statsborger i et andet land.
Artikel 2.
Ved hjælp forstås i denne konvention understøttelse og hjælp, som ydes i
henhold til gældende forsorgslov eller dertil svarende lov angående hjælp til
til trængende.
Artikel 3.
Hjælp ydes af vedkommende myndighed i opholdslandet på samme måde og efter
samme regler, som gælder for landets egne statsborgere.
Artikel 4.
Udgifterne ved hjælp i henhold til denne konvention skal i deres helhed
bæres af opholdelseslandet.
Artikel 5.
Er den ydede hjælp varig, kan opholdslandet efter de nærmere bestemmelser
i denne konvention kræve, at den trængende modtages i hjemlandet.
Er hjælpen midlertidig, kan hjemsendelse kun kræves under forudsætning af,
at den trængende selv anmoder derom.
Artikel 6.
Som varig hjælp anses i denne konvention hjælp, som både opholdslandets og
hjemlandets myndigheder mener vil blive nødvendig i mindst eet helt år,
regnet fra hjælpens begyndelse, eller som faktisk har været nødvendig i
mindst eet år. Midlertidige afbrydelser i årets løb ændrer dog ikke hjælpens
karakter som varig.
Al anden hjælp, som ydes i henhold til konventionen, betragtes som
midlertidig.
Artikel 7.
Hvis en statsborger fra et af de kontraherende lande uafbrudt har boet
mindst 5 år i et andet af de kontraherende lande, kan dette land ikke kræve
ham hjemsendt på grund af hjælp, som måtte blive ydet ham, medens han fortsat
bor i landet. Rent midlertidig fraværelse fra opholdslandet kommer herved
ikke i betragtning.
Artikel 8.
Har den trængende i løbet af det i artikel 7 nævnte tidsrum i
opholdslandet nydt varig hjælp eller afsonet en frihedsstraf af mindst 60
dages varighed, anses tidsfristen for afbrudt. Som udgangspunkt for
beregningen af en ny sådan tidsfrist tages det tidspunkt, da hjælpen ophørte
eller frihedsstraffen var afsonet.
Artikel 9.
Når artikel 7 kommer til anvendelse på en ægtemand, har hans hustru, hvis
hun bor i det samme land som manden, samme stilling i forhold til
konventionen som han.
Den nævnte stilling beholder hun efter mandens død, efter skilsmisse eller
efter mandens bortflytning fra landet. Hvis artikel 7 ikke fandt anvendelse
på manden, medens hustruens stilling efter konventionen, selvstændig bedømt,
ville medføre, at den nævnte artikel kom til anvendelse på hende, vil hun
være at henføre under denne artikel.
Artikel 10.
Et ægtebarn, som ikke har opnået 16 års alderen, har samme stilling efter
konventionen som sin fader og efter hans død eller forsvinden som moderen.
Efter forældrenes død beholde barnet denne stilling. Dog kan hjemsendelse af
et barn under nævnte alder senere ske, men kun når vedkommende myndigheder i
begge lande er enige om, at sådan hjemsendelse vil tjene barnets tarv. Det
samme gælder, såfremt artikel 7 ikke kan finde anvendelse på barnets
forældre, medens barnets stilling efter konventionen, selvstændig bedømt, vil
medføre, at sidstnævnte artikel finder anvendelse på barnet.
Hvis forældrenes ægteskab er opløst ved skilsmisse, får barnet samme
stilling som den af forældrene, som har eller senest har haft
forældremyndigheden over barnet.
Hvis barnet er født udenfor ægteskab, kommer alene moderens stilling i
betragtning.
Når barnet har opnået 16 års alderen, bedømmes dets stilling efter det
antal år, i hvilke det uafbrudt har haft ophold i landet og således, at der
bortses fra al hjælp, der er ydet, inden det opnåede nævnte alder.
Artikel 11.
Hvis en enke, en fraskilt hustru eller en hustru, hvis mand er forsvundet,
er statsborger i opholdslandet eller var det, da ægteskabet blev indgået, kan
hun og de børn, som følger hende i henhold til artikel 10, ikke hjemsendes på
grund af ydet hjælp.
Artikel 12.
Er der efter foranstående artikler intet til hinder for, at den trængende
kan hjemsendes, skal det dog taget i betragtning, om de foreliggende
omstændigheder taler for, at hjemsendelse ikke bør finde sted.
Ved afgørelsen heraf skal humane hensyn i første række tages i
betragtning. Som regel bør hjemsendelse undgås, såfremt hjemsendelse
ville medføre adskillelse af nære pårørende, såfremt den trængende
har nået en fremskreden alder og i længere tid har opholdt sig i landet,
eller såfremt hjemsendelse ikke kan finde sted uden skade for den
trængendes helbred.
Artikel 13.
Vil opholdslandet i anledning af ydet hjælp hjemsende den trængende,
retter det snarest mulig skriftlig henvendelse derom til hjemlandet.
Henvendelse foretages af vedkommende socialministerium
(socialdepartementet) og rettes til det tilsvarende ministerium (departement)
i hjemlandet.
Henvendelsen skal såvidt muligt indeholde nøjagtige og pålidelige
oplysninger om den trængendes navn, fødselsår og -dag samt fødested, hans
forældres navn, fødselsår og -dag samt føde- og opholdssted, tidspunktet for
hans ankomst til opholdslandet og årsagen til hjælpen og dennes art og
omfang. Henvendelsen skal være ledsaget af bekræftet afskrift af dokumenter,
der kan tjene til fastsættelse af den trængendes statsborgerforhold, eller i
mangel af andre oplysninger i så henseende. Såfremt hjælpen er ydet på grund
af sygdom, skal henvendelsen være ledsaget af lægeerklæring om sygdommens art
og sandsynlige varighed.
Artikel 14.
Inden 60 dage efter modtagelsen af henvendelsen skal den myndighed i
hjemlandet, til hvilken henvendelsen er sket, til vedkommende myndighed i
opholdslandet have afsendt meddelelse om, hvorvidt den trængende vil blive
modtaget i hjemlandet.
Hvis det under brevvekslingen mellem de ovennævnte myndigheder skulle vise
sig ønskeligt, kan sagen henvises til behandling ad diplomatisk vej.
Artikel 15.
Opholdslandet besørger den trængendes hjemsendelse til det sted ved
grænsen, som vedkommende myndighed i hjemlandet anviser. Stedet skal vælges
således, at der ikke pådrages opholdslandet ufornødne omkostninger. Om
hjemsendelsesmåden samt tidspunktet for ankomsten til hjemlandet skal den
myndighed, som iværksætter hjemsendelsen, mindst 8 dage forinden
hjemsendelsen finder sted, afsende underretning direkte til den myndighed,
til hvilken den trængende ifølge hjemlandets bestemmelse skal afleveres.
Hjemsendelse skal i alle tilfælde udsættes, indtil den kan foretages uden
fare for den trængendes eller andres helbred eller sikkerhed.
Artikel 16.
Overenskomster mellem de kontraherende lande om gensidig understøttelse og
hjemsendelse af trængende søfolk berøres ikke af denne konvention.
Artikel 17.
Denne konvention medfører ingen indskrænkning i de kontraherende landes
ret til frit at anvende der gældende almindelige bestemmelser angående
udlændinges ret til at opholde sig i vedkommende land; dog må anvendelsen
ikke ske således, at denne konvention omgås.
Artikel 18.
Denne konvention gælder ikke for Færøerne og Grønland og ej heller på
Svalbard ved anvendelse af artikel 7 ligestilles med ophold i Norge.
Artikel 19.
Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal
snarest muligt deponeres i det svenske udenrigsdepartement.
Konventionen træder i kraft den første i den måned, som indtræffer nærmest
efter forløbet af en kalendermåned, regnet fra udvekslingen af
ratifikationsdokumenterne mellem de kontraherende lande.
Samtidig med denne konventions ikrafttræden ophæves den mellem Danmark,
Finland, Norge og Sverige den 25. oktober 1928 afsluttede fattigkonvention.
Erstatning i medfør af sidstnævnte konvention for hjælp, ydet fra og med den
1. januar 1950, skal ikke kunne kræves.
Artikel 20.
Ønsker noget af de kontraherende lande at opsige konventionen, skal
skriftlig meddelelse herom tilstilles den svenske regering, som ufortøvet
skal underrette de andre kontraherende lande herom såvel som om den dato, da
meddelelsen indløb.
Opsigelsen gælder alene det land, som har foretaget den, og har gyldighed
fra og med den første i den måned, som indtræffer, efter at der er forløbet
seks kalendermåneder fra den dag, da den svenske regering modtog meddelelse
om opsigelsen.
Konventionen skal være deponeret i det svenske udenrigsdepartements arkiv,
og bekræftende afskrifter skal af departementet tilstilles hver af de
kontraherende landes regeringer.
Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet denne
konvention.
Udfærdiget i Stockholm, i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og
svensk, dog for det svenske sprogs vedkommende i to tekster, en for Finland
og en for Sverige, den 9. januar 1951.
K. Monrad-Hansen.
Slutprotokol.
I tilslutning til undertegnelsen i dag af konventionen mellem Danmark,
Finland, Island, Norge og Sverige om gensidig ydelse af hjælp til trængende
har de befuldmægtigede for de kontraherende stater afgivet følgende
erklæring:
Det har været de kontraherende staters hensigt at tilvejebringe
ligestilling mellem statsborgere fra de andre lande og landets egne
statsborgere med hensyn til hjælp til trængende.
Til belysning af konventionens omfang har de enkelte lande tilkendegivet,
at efter den gældende lovgivning falder følgende ydelser ind under
konventionen:
For Danmark:
Hjælp i henhold til lov af 20. maj 1933 om offentlig forsorg, dog bortset
fra hjælp til kronisk syge i henhold til §§ 247-249 samt hjælp til børn i
henhold til § 130, stk. 1, nr. 1-3.
For Finland:
Fattighjælp samt sådan anden forsorgshjælp, der ydes i henhold til
børneværns-, løsgængeri-, alkoholist- og anden forsorgshjælp under
forudsætning af, at hjælpen ifølge loven anses for fattighjælp.
For Island:
Hjælp i henhold til forsorgsloven nr. 80 af 5. juni 1947.
For Norge:
Hjælp i henhold til forsorgsloven af 19. maj 1900.
For Sverige:
Hjælp i henhold til loven om fattighjælp af 14. juni 1918 samt hjælp i
henhold til § 29 i loven af 6. juni 1924 om samfundets børneforsorg.
Angående fortolkningen af visse bestemmelser i konventionen er de
befuldmægtigede blevet enige om følgende:
Vedrørende artikel 6: Dersom hjælpen består i huslejehjælp, anses
den som påbegyndt fra og med tidspunktet for lejeperiodens begyndelse.
Som »midlertidig afbrydelse« anses afbrydelse i en periode på
under 90 dage.
Vedrørende artikel 7: Angående betydningen af udtrykket
»midlertidig fraværelse« skal følgende synspunkter tages i
betragtning:
Fraværelse på indtil 3 måneder anses for midlertidig i konventionens
forstand, for så vidt der ikke er sket hjemsendelse eller udvisning.
Fraværelse i 6 måneder eller derover anses normalt for mere end
midlertidig fraværelse.
Ved fraværelse på mellem 3 og 6 måneder skal der ved bedømmelsen af, om
denne skal anses for midlertidig eller ej, især tages hensyn til, om
vedkommende under fraværelsen havde til hensigt at vende tilbage til
opholdslandet, samt om og i hvilken udstrækning han under fraværelsen havde
bevaret tilknytning til opholdslandet.
Efter samme synspunkter bedømmes også fraværelse på grund af sejlads med
fremmede fartøjer eller aftjening af værnepligt i hjemlandet.
Sejlads med opholdslandets fartøjer betragtes ikke som fraværelse.
Vedrørende artikel 7 skal endvidere påmønstring på dansk, finsk, islandsk,
norsk eller svensk skib betragtes som ligestillet med flytning til det
pågældende land, uanset om påmønstringen har fundet sted under fartøjets
ophold i et andet land.
Denne slutprotokol træder i kraft samtidig med ovennævnte konvention og
skal have samme gyldighed og varighed som konventionen.
Slutprotokollen skal være deponeret i det svenske udenrigsdepartements
arkiv, og bekræftede afskrifter skal af departementet tilstilles hver af de
kontraherende landes regeringer.
Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet denne
slutprotokol.
Udfærdiget i Stockholm, i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og
svensk, dog for det svenske sprogs vedkommende i to tekster, en for Finland
og en for Sverige, den 9. januar 1951.
K. Monrad-Hansen.
Hvilket herved bringes til almindelig kundskab, idet tilføjes at
ratifikationsdokumenterne er udvekslede den 26. februar 1951, således at
konventionen i medfør af art. 19 træder i kraft den 1. april 1951, dog at
erstatning for hjælp, ydet fra og med den 1. januar 1950 ikke kan kræves.
Arbejds- og socialministeriet, den 4.
maj 1951.
Poul Sørensen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Reykjavik den 20. juli 1953 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention om gensidighed med hensyn til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne med tilhørende slutprotokol. Retsinformation · 31. januar 1955
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Reykjavik den 20. juli 1953 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention om gensidig ydelse af mødrehjælp med tilhørende slutprotokol. Retsinformation · 31. januar 1955
- Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttet overenskomst med tilhørende slutprotokol om gensidig ydelse af aldersrente. Retsinformation · 19. april 1950
- Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i Stockholm den 6. Februar 1931 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige Bestemmelser om Ægteskab, Adoption og Værgemaal med tilhørende Slutprotokol af samme dato. Retsinformation · 31. december 1931
- Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte. Retsinformation · 14. oktober 1935
- Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 16. Marts 1932 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme. Retsinformation · 26. maj 1933