Cirkulære om kemikalieaffald
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om kemikalieaffald
Cirkulæret om kemikalieaffald.
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Kemikalieaffald
3. Kemikalieaffaldskort
4. Lokale modtageordninger
5. Virksomheders anmeldelsespligt
6. Virksomheders afleveringspligt
7. Dispensation
8. Transport af kemikalieaffald
9. Kemikalieaffald fra private
10. Uheld med kemikalieaffald
11. Tilsyn
12. Klage
13. Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald
Bilag: Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 121 af 17. marts 1976
1. Indledning.
Den 1. april 1976 trådte bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om
kemikalieaffald i kraft. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til dette
cirkulære. Bekendtgørelsen er udsendt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj
1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald. Med hjemmel i samme
lov er tidligere udstedt bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om
bortskaffelse m.v af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20.
marts 1974.
Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og nærværende cirkulære er bl.a. baseret
på en rapport »Kemikalieaffald« af februar 1975, udarbejdet af en
arbejdsgruppe under miljøstyrelsen.
Bekendtgørelsen om kemikalieaffald er på flere punkter skærpet i forhold
til de tilsvarende bestemmelser om olieaffald. Dette skyldes, dels at
Læs alt
kemikalieaffald normalt udgør en større forureningsrisiko for mennesker og
miljø end olieaffald, dels at kemikalieaffaldsbekendtgørelsen på en række
punkter er blevet ajourført i lyset af de erfaringer, som er gjort efter
olieaffaldsbekendtgørelsen.
Formålet med kemikalieaffaldsbekendtgørelsen er at sikre, at alt
kemikalieaffald opbevares, transporteres og bortskaffes på en sådan måde, at
faren for forurening af omgivelserne begrænses bedst muligt.
Siden begyndelsen af 1976 har Kommunekemi A/S i Nyborg været i stand til
at modtage så godt som alt det kemikalieaffald, der fremkommer her i landet.
Allerede fra 1972 kunne Kommunekemi A/S modtage og behandle alt olieaffald.
Kommunekemi A/S er oprettet af Kommunernes Landsforening, Københavns og
Frederiksberg kommuner og Danske Gasværkers Tjære Kompagni A/S.
Bekndtgørelsen fastslår i § 3, stk. 1, at enhver, der opbevarer,
transporterer eller bortskaffer kemikalieaffald, er ansvarlig for, at der
ikkke herved sker forurening af luften, jorden, grundvandet eller
overfladevandet, herunder havet. Bestemmelsen gælder således både private og
virksomheder, herunder også offentlige virksomheder.
Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal alle landets kommunalbestyrelser
inden den 1. januar 1977 etablere lokale modtageordninger for
kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 4.
Ved lokale modtageordninger forstås modtageordninger inden for et
geografisk område, bestående dels af modtagestationer hvor virksomheder kan
aflevere kemikalieaffald, dels modtagepladser, beregnet for modtagelse af
kemikalieaffald fra private husholdninger.
For at afskære tvivl om rækkevidden af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens
bestemmelser i forhold til anden lovgivning om kemikalieaffald, er det i
bekendtgørelsens § 14 fastsat, at kemikalieaffaldsbekendtgørelsens
bestemmelser gælder, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er
truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af
kemikalieaffald. Dette gælder således f.eks. afgørelser truffet med hjemmel i
miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og de nu ophævede sundhedsvedtægter.
2. Kemikalieaffald.
Generelt.
Kemikalieaffald kan beskrives som det specialaffald, der fremkommer ved
produktionen i den kemiske industri og dermed beslægtede industrier, samt fra
anvendelsen af disse produkter i andre virksomheder, samt hos private.
Da det ikke er muligt præcist af definere, hvad kemikalieaffald er, har
man valgt i bilaget til bekendtgørelsen at anføre 39 kendte arter af
kemikalieaffald. Bilaget vil løbende blive revideret.
Det er ved udvælgelsen af de pågældende kemikalieaffaldsarter lagt til
grund, at en uhensigtsmæssig bortskaffelse m.v. repræsenterer en risiko for
mennesker og miljø, idet de pågældende arter f.eks. er ætsende, giftige eller
brandfarlige.
Endvidere ses det af § 1, stk. 3, i bekendtgørelsen, at andre arter af
kemikalieaffald, der kan sidestilles med de i bilaget nævnte, også er
omfattet af bekendtgørelsen.
Dette skyldes, at der løbende inden for bl.a. den kemiske industri
udvikles nye processer eller sker ændringer i de bestående, således at der
fremkommer nye affaldsarter.
Virksomheder, som producerer affald, der ikke er optaget i bilaget, og
hvor affaldet må formodes at have egenskaber, der kan sidestilles med de i
bilaget nævnte, skal således anmelde dette til kommunalbestyrelsen, som
herefter afgør, om affaldet skal være omfattet af afleveringspligten i § 6,
stk. 1, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at mellemprodukter normalt ikke er
omfattet af bekendtgørelsen, jfr. afsnit 5.
Til brug for miljøstyrelsens revision af bilaget er det af afgørende
betydning, at miljøstyrelsen bliver holdt orienteret om de afgørelser, som
kommunalbestyrelsen træffer i medfør af bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Man
skal derfor anmode kommunalbestyrelsen om at indsende genparter af de trufne
afgørelser til miljøstyrelsen.
Bilaget til bekendtgørelsen.
De kemikalieaffaldsarter, der er optaget i bilaget til bekendtgørelsen, er
inddelt i fem hovedgrupper, nemlig
1. animalske og vegetabilske fedtstoffer,
2. organiske balogenforbindelser,
3. organiske halogenfrie forbindelser,
4. uorganiske forbindelser, samt
5. andet affald.
Nedenfor omtales nogle eksempler på typer af kemikalieaffald, der kan give
anledning til tvivl:
Tom emballage, der er forurenet med kemikalieaffald, er omfattet af
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Kommunerne kan nægte at modtage eksplosivt eller selvantændeligt
kemikalieaffald, og kan pålægge de pågældende virksomheder at gøre affaldet
ikke-eksplosivt, henholdsvis ikke-selvantændeligt, før det afleveres.
Affald fra produktion og forhandling af kemiske bekæmpelsesmidler i
fareklasse X, A, B og C er omfattet af bekendtgørelsen.
På grund af regulering i anden lovgivning om kemiske bekæmpelsesmidler i
fareklasserne X, A, B og C betragtes landmænd og gartneriejere som fritaget
for at anmelde rester af bekæmpelsesmidler. De pågældende har dog, uanset
dette, selv ansvaret for at bortskaffe sådant affald forsvarligt.
Bortskaffelse kan ske via lokale modtageordninger for kemikalieaffald. Der
henvises i øvrigt til giftnævnets vejledning til forbrugere af
bekæmpelsesmidler, der forventes udsendt i revideret udgave i 1976.
Affald fra kviksølvbejdset korn og frø, samt kviksølvholdigt affald fra
kviksølvbejdsning, er omfattet såvel af miljøministeriets bekendtgørelse nr.
603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af kviksølvholdige
bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, som af
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Ifølge førstnævnte bekendtgørelse er bejdsevirksomheden forpligtet til at
tilbagetage ubrudte sække med ubenyttet kviksølvbejdset udsæd fra sine
aftagere.
Rester af kviksølvbejdset korn og frø i sække, samt bejdsevirksomhedernes
kviksølvholdige affald fra selve bejdsningen, er omfattet af
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Det bemærkes, at radioaktivt affald og affald fra produktion og anvendelse
af sprængstoffer og fyrværkeri ikke er omfattet af denne bekendtgørelse. Der
er fastsat særlige regler herom, jfr. afsnit 13.
Med hensyn til kviksølvaffald kan nævnes, at der efter forhandlinger
mellem producenter og importører af kviksølvbatteri, forskellige
organisationer, samt Kommunekemi A/S, er opnået enighed om en ordning, der
skal sikre, at brugte kviksølvbatterier indsamles og opbevares på forsvarlig
måde.
Ordningen går ud på, at producenter og importører forsyner deres
forhandlere med æsker til indsamling af brugte kviksølvbatteriet. De fyldte
æsker returneres til producenten og/eller importøren, som herefter kan
aflevere batterierne til en modtagestation for olie- og kemikalieaffald,
hvorfra de videresendes til Kommunekemi A/S.
Ordningen åbner mulighed for genvinding af kviksølvet i batterierne.
Ordningen trådte i kraft 1. april 1976.
For så vidt angår medicinrester fra private - dog undtaget vacciner og
bakteriekulturer - er der indgået en aftale mellem Danmarks Apotekerforening
og Kommunekemi A/S, hvorved apotekerne kan modtage medicinrester til
forsvarlig destruktion på kommunekemi A/S.
Ordet »medicinrester« dækker i denne forbindelse affald fra
praktisk taget alle præparater og præparattyper, uanset om indholdet er
organisk-kemiske forbindelse, eller uorganisk-kemiske forbindelser. Således
vil f.eks. præparater indeholdende æter og præparater i spraydåser også kunne
afleveres.
3. Kemikalieaffaldskort.
Miljøstyrelsen har for hver af de kemikalieaffaldsarter, der er optaget på
bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdet et kemikalieaffaldskort.
Kemikalieaffaldskortet skal medfølge ved vejtransport, jfr. § 5, stk. 2.
På kemikalieaffaldskortene er anført forskellige data om affaldet, ligesom
der gives vejledende retningslinier bl.a. for forsvarlig emballage,
håndtering, mærkning, transport og bortskaffele af affaldet. Endvidere er der
på kortene givet vejledende retningslinier for foranstaltninger ved såvel
personskade (f.eks. anvisninger på førstehjælp), som materielskade
(forurening af jord, vandløb etc.).
I tilknytning til kortene er udarbejdet »Almene retningslinier for
behandling af kemikalieaffaldsskader« til brug for læger på f.eks.
skadestuer.
På de enkelte kort er der henvisninger til disse almene retningslinier. Et
oplag af kortene er bl.a. sendt til samtlige kommuner, skadestuer, politiet,
redningskorpsene, civilforsvarskorpsene og arbejdstilsynet. Yderligere
eksemplarer kan rekvireres hos miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen vil løbende revidere og ajourføre affaldskortene,
efterhånden som ny viden på området nødvendiggør dette. For nye
kemikalieaffaldsarter, som optages i bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdes
kemikalieaffaldskort.
4. Lokale modtageordninger.
Generelt.
Ifølge § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen inden 1.
januar 1977 etablere en lokal modtageordning, således at modtagelse og
bortskaffelse af kemikalieaffald kan finde sted på forsvarlig måde.
Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et
noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner) beregnet til
kemikalieaffald fra virksomheder, og modtagepladser, dækkende et mindre
område (en enkelt kommune eller en del deraf) beregnet til kemikalieaffald
fra private.
Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet
modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er
beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.
Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og
bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, er det fundet
hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen selv at tilrettelægge en
bortskaffelsesordning, og selv at udarbejde et eventuelt
kemikalieaffaldsregulativ.
Efter miljøstyrelens skøn er der ikke i alle kommuner behov for at
udarbejde særlige kemikalieaffaldsregulativer, idet praktiske oplysninger om
modtagepladser og -stationer beliggende, åbningstider og lignende f.eks. kan
gives i en standardskrivelse, som udsendes til den kreds af virksomheder,
hvor der kan tænkes at fremkomme kemikalieaffald, eller som kan udleveres til
andre virksomheder og andre interesserede, som retter henvendelse til
kommunalbestyrelsen om kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er
af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til
alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private. Kommuner, som
finder, at der er behov for et kemikalieaffaldsregulativ, kan udarbejde et
sådant med hjemmel i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, og med udgangspunkt i det
forslag til regulativ for olieaffald, der er optrykt som bilag til
miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende
bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Regulativet skal i givet
fald ifølge § 13 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning bekendtgøres i
lokale dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på
den på stedet sædvanlige måde.
Ved tilrettelæggelsen af den lokale modtageordning for kemikalieaffald vil
det ofte være hensigtsmæssigt af anvende de allerede i medfør af
olieaffaldsbekendtgørelsen etablerede modtagestationer/pladser, idet disse i
vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage kemikalieaffald.
Bekendtgørelsen foreskriver alene pligt til at oprette lokale
modtageordninger, hvilket ikke nødvendigvis kræver etablering af
modtagepladser, idet kommunalbestyrelen f.eks. kan henvise private til en
fælleskommunal modtagestation. Forudsætningen for at private vil aflevere
deres olie- og kemikalieaffald er dog, at der kun er en begrænset afstand til
en modtageplads eller -station. Hver kommunalbestyrelse bør derfor indrette
mindst en modtageplads, såfremt der ikke findes en fælleskommunal
modtagestation i kommunen.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 7, stk. 2, opkræve afgifter af
virksomheder for modtagelse af afleveringspligtigt kemikalieaffald.
Transport af kemikalieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan
enten ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller
således at kommunen eller det kommunale fællesskab etablerer en
afhentningsordning.
En afhentningsordning kan anbefales, idet dette ud fra et miljøhensyn vil
være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi kommunerne derved får lettere ved
at kontrollere, at emballeringen og transporten sker på en forsvarlig måde.
Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om
dispensation, jfr. afsnit 7.
Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer
er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt
forurenende virksomheder m.v., idet disse kan henføres til pkt. G 1 om
lossepladser m.m. på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Heraf følger, at de
skal godkendes af vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog af
hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere
herom i miljøbeskyttelseslovens kapital 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29.
marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Ved
godkendelse skal bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om
beskyttelse af vandforsyningsinteresser iagttages.
Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i
justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og
transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering
m.v. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige
brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden
brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.
Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente
godkendelse, f.eks. fra naturfrednings- og zonelovsmyndighederne. Driften og
indretningen af modtagepladser og -stationer omfattes desuden af
arbejderbeskyttelseslovgivningen.
Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med
behandling af ansøgninger om etablering m.v. af modtagepladser og -stationer
påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jfv. eventuelt nærmere herom
i afsnit 13 om anden lovgivning m.v. vedrørende kemikalieaffald.
Modtagestationer.
Det er af stor betydning, at personalet på modtagestationerne er i
besiddelse af specialviden. Der henvises til Kommunekemi A/S, som giver
instruktion i håndtering m.v. af kemikalieaffald, og til kurser om
kemikalieaffald, der bl.a. afholdes af de teknologiske institutter.
Personalet på modtagestationerne skal ved modtagelse af kemikalieaffald
bl.a. påse, at eventuel emballage er forsvarlig og tæt. Der henvises til pkt.
6 i kemikalieaffaldskortene, som for hver affaldsart angiver en forsvarlig
emballage.
Er kemikalieaffaldet uforsvarligt emballeret, kan kommunalbestyrelsen i
givet fald med hjemmel i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen kræve at få
forholdene bragt i orden.
Personalet på modtagestationen skal endvidere sørge for, at opbevaring af
kemikalieaffaldet på modtagestationen finder sted på en forsvarlig måde,
herunder at kemikalieaffald af forskellige arter ikke sammenblandes.
Det er bl.a. vigtigt, at kemikalieaffaldet opbevares i tæt emballage, der
er anbragt således, at eventuelt opstående utætheder i emballagen let
konstateres. Det emballerende kemikalieaffald anbringes i forsvarlig afstand
fra drikkevandsbrønde og drikkevandsboringer.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, må beholdere til
kemikalieaffald ikke uden miljøstyrelsens tilladelse være nedgravet i jorden.
Opstår der uheld med kemikalieaffald på modtagestationerne henvises til
retningslinierne, der findes på kemikalieaffaldskortene (pkt. 11, 12, 13, 14
og 15), samt til afsnit 10 i nærværende cirkulære om uheld med
kemikalieaffald. Der skal følge en deklaration med det kemikalieaffald, der
fra modtagestationerne skal videresendes til Kommunekemi A/S. En formular
hertil er udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til
oplysninger om affaldets art, mængde og den anvendte emballage.
Deklarationsblanketten udleveres mest hensigtsmæssigt af kommunalbestyrelsen
ved affaldets anmeldelse. Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunernes
Landsforening den 30. april 1976 har udsendt en »Vejledning om
etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af
kemikalieaffald«.Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi
A/S har udarbejdet en vedledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse
m.v. af olie- og kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer,
samt at Kommunekemi A/S ved kommunernes etablering af modtagestationer giver
vejledning om, hvordan disse mest hensigtsmæssigt bør etableres.
Modtagepladser. Også personalet på modtagepladsen må have den nødvendige
viden om kemikalieaffald, jfr. ovenfor. Modtagepladser kan hensigtsmæssigt
indrettes ved et renseanlæg, forbrændingsanlæg, kommunal materielplads,
kontrolleret losseplads eller lignende sted, hvor der i forvejen er personale
til stede. Men det er tillige af betydning, at modtagepladser placeres
centralt, således at private får let adgang til disse.
Arealet, hvor der skal henstå beholdere med kemikalieaffald, skal være
befæstet og sikret således, at spild ikke forårsager forurening af
omgivelserne, herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jfr.
miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser.
Ved modtagelse af kemikalieaffald skal personalet sikre sig oplysninger om,
hvad art affaldet er, og evt. forsyne den modtagne emballage med tydelig
påskrift. Affaldet skal så vidt muligt opbevares i den modtagne emballage, og
efter modtagelsen nedpakkes i jerntromler med egnet pakkemateriale, der
sikrer imod, at emballagen går i stykker under transporten til Kommunekemi
A/S.
Ved afsendelse af kemikalieaffaldet fra modtagepladsen vil det være
hensigtsmæssigt at anvende den af Kommunekemi A/S udarbejdede deklaration.
Ved uheld med kemikalieaffald på modtagepladsen henvises til pkt. 11, 12, 13,
14 og 15 på kemikalieaffaldskortene, samt til afsnit 10 om uheld med
kemikalieaffald.
5. Virksomheders anmeldelsespligt.
Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal alle virksomheder, herunder også
offentlige virksomheder, hvor der fremkommer kemikalieaffald, anmelde dette
til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen
skal indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes
Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan
benyttes.
Det fremgår af bilaget til bekendtgørelsen og af bekendtgørelsens § 1,
stk. 3, hvilke kemikalieaffaldsarter der er omfattet af anmeldelsespligten.
Som nævnt i afsnit 2 skal virksomheder, der producerer affald, som ikke er
optaget i bilaget, men som må formodes at have egenskaber, der kan
sidestilles med de i bilaget nævnte, anmelde dette til kommunalbestyrelsen.
Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når kemikalieaffaldet produceres.
For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer affald, som er ensartet i
mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage anmeldelse af
affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette indebærer, at
virksomheden kun behøver at foretage fornyet anmeldelse, såfremt der sker
ændringer i mængden eller sammensætningen af kemikalieaffaldet. Et
mellemprodukt af samme type som en af de arter kemikalieaffald, der er
optaget på bilaget, eller som kan sidestilles hermed, er ikke omfattet af
anmeldelses- og afleveringspligten, dersom det anvendes i den igangværende
produktionsproces. Det forudsættes dog, at mellemproduktet ikke oplageres i
længere tid på virksomhedernes område.
Ved anmeldelse af kemikalieaffald, der er optaget på bilaget til
bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfanget
kemikalieaffaldskort. Det påhviler ifølge § 8, stk. 1, kommunalbestyrelsen at
føre tilsyn med, at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt. Det
følger af § 14, at bekendtgørelsens regler om anmeldelse m.v. finder
anvendelse, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er truffet
afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af
kemikalieaffald, jfr. afsnit 7.
Det må forventes, at Danmark i sin egenskab af medlem af De Europæiske
Fælleskaber på et senere tidspunkt vil blive pålagt over for kommissionen at
give oplysninger om det kemikalieaffald, der produceres her i landet. Det må
derfor anses for hensigtsmæssigt, at kommunalbetyrelsen allerede nu etablerer
et registreringssystem med henblik på opfyldelsen af denne oplysningspligt,
jfr. tillige afsnit 11.
6. Virksomheders afleveringspligt. Normalt følges
virksomhedernes anmeldelsespligt op af en pligt til at aflevere
kemikalieaffaldet. Dette vil i almindelighed skulle ske på et af
kommunalbestyrelsens anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre
ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jfr. § 6, stk. 1,
og afsnit 4.
Virksomheder, som i medfør af § 6, stk. 2, har opnået fritagelse fra
afleveringspligten, jfr. afsnit 7, er dog undtaget fra at deltage i
fællesordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er tilsigtet at
give kommunerne monopol på transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, men
alene at sikre, at kemikalieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes
på forsvarlig måde overalt i landet.
Bekendtgørelsen pålægger i § 7, stk. 1. alle landets kommunalbestyrelser
at etablere lokale modtageordninger inden udgangen af 1976. Efter dette
tidspunkt skal hele landet være dækket ind med modtagestationer og -pladser,
jfr. afsnit 4.
I tiden frem til 1. januar 1977 må det påregnes, at der vil være kommuner,
som må henvise afleveringspligtige virksomheder til at aflevere
kemikalieaffald på modtagestationer, som den pågældende kommune ikke har
været med til at oprette, eller eventuelt på Kommunekemi A/S.
Også efter den 1. januar 1977 kan der dog i særlige tilfælde opstå behov
for at henvise virksomheder til under nærmere angivne betingelser at aflevere
kemikalieaffald direkte til Kommunekemi A/S. Dette kan gælde for
virksomheder, der producerer meget store mængder kemikalieaffald.
7. Dispensation.
Medens det ikke er muligt at opnå fritagelse for anmeldelsespligten, skal
kommunalbestyrelsen ifølge bekendtgørelsens § 6, stk. 2, meddele fritagelse
for afleveringspligten, hvis virksomheden godtgør, at den selv er i stand til
at bortskaffe sit kemikalieaffald på forsvarlig måde.
Som betingelse for at meddele fritagelse for afleveringspligten må det
kræves, at kemikalieaffaldet behandles på en virksomhed, der besidder speciel
apparatur hertil.
Det følger af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens § 14, at bekendtgørelsens
bestemmelser finder anvendelse uanset, om der før bekendtgørelsens
ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og
bortskaffelse af kemikalieaffald, herunder meddelt godkendelse i henhold til
miljøbeskyttelseslovens kap. 5. I sådanne tilfælde vil der imidlertid ofte
foreligge fornødent grundlag for at meddele dispensation. Hvis
kemikalieaffaldet skal transporteres til behandling uden for den virksomhed,
hvor kemikalieaffaldet fremkommer, er det en forudsætning for fritagelse for
afleveringspligten, at det over for kommunalbestyrelsen godtgøres, at
transporten i enhver henseende kan finde sted på forsvarlig måde.
Under tilsvarende betingelser skal kommunalbestyrelsen meddele fritagelse
for at deltage i en eventuel afhentningsordning, jfr. § 6, stk. 2.
Såfremt kemikalieaffaldet skal behandles på en virksomhed, som ligger i en
anden kommune end den, hvor affaldet fremkommer, bør vedkommende kommune
indhente en udtalelse fra modtagekommunen til sikring af, at behandlingen vil
kunne ske på en forsvarlig måde og, såfremt tilladelse meddeles, orienteres
modtagekommunen. Fritagelse kan f.eks. meddeles, såfremt affaldet behandles
eller destrueres enten på den virksomhed, hvor affaldet fremkommer, eller på
en anden virksomhed. En forudsætning for at meddele fritagelse i disse
tilfælde er, at virksomheden har opnået godkendelse til behandling af den
pågældende type kemikalieaffald i lov om miljøbeskyttelse. For såvidt angår
virksomheder etableret før 1. oktober 1974, må kommunalbestyrelsen vurdere
konkret, om behandlingen vil kunne finde sted på forsvarlig måde.
Fritagelse kan f.eks. meddeles, dersom kemikalieaffaldet er i en sådan
tilstand, at det uden yderligere behandling kan depones på et specialdepot,
der er indrettet og drevet med henblik på separat deponering af en eller
flere arter af kemikalieaffald. Specialdepoter kan sidestilles med
lossepladser, hvad angår placering og indretning, jfr. miljøstyrelsens
vejledning nr. 1/74 om placering, indretning og drift af kontrollerede
lossepladser. Et specialdepot vil f.eks. kunne indrettes inden for arealet af
en kontrolleret losseplads under forudsætning af, at kemikalieaffaldet ikke
blandes med lossepladsens øvrige affald. Specialdepoter er omfattet af
miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om
godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.. Godkendelse af
specialdepot foretages af amtsrådet, i hovedstadsområdet dog af
hovedstadsrådet.
Fritagelse for afleveringspligten kan f.eks. ligeledes meddeles dersom
kemikalieaffaldet genanvendes. Efter miljøstyrelsens opfattelse vil
genanvendelsesprocesser, herunder udvinding af varmeenergi ved forbrænding,
ofte kunne indebære ressource- og valutabesparelser, hvorfor sådanne
processer må anbefales, idet det dog er en forudsætning, at de angivne
fremgangsmåder kan benyttes, uden at der opstår risiko for, at der vil ske en
uacceptabel forurening.
Der vil ligeledes være mulighed for at meddele fritagelse til
virksomheder, der ønsker at overdrage deres kemikalieaffald til andre
virksomheder, f.eks. via den nordiske affaldsbørs.
Det bemærkes, jfr. § 6, stk. 2, at det er virksomheden, som skal
dokumentere, at betingelserne for at meddele fritagelse for
afleveringspligten er til stede. Foreligger sådan dokumentation, har
kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.
Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om
fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller
bortskaffe sit kemikalieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele
fritagelse.
Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse, kan benytte de af
Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter.
8. Transport af kemikalieaffald.
Jernbanetransport.
For jernbanetransport af »farligt gods« skal
»RIDA-reglement for befordring af farligt gods på jernbaner«
overholdes. Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.
Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er der for de
kemikalieaffaldsarter, som henhører under betegnelsen »farligt
gods« anført, jernbanetransport skal ske i overensstemmelse med reglerne
i RIDA.
Miljøstyrelsen agter i samarbejde med Kommunekemi A/S og DSB at fremkomme
med mere detaljerede oplysninger vedrørende jernbanetransport af de
kemikalieaffaldsarter, der henhører under »farligt gods«.
Vejtransport.
Ved anmeldelse af kemikalieaffald, som er optaget på bilaget til
bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfang
kemikalieaffaldskort, der skal medfølge under vejtransport af affaldet, jfr.
bekendtgørelsens § 5, stk. 2.
Kemikalieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og
transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.
393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt
»Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige
væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971.
Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.
Kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, skal emballeres og
transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.
94 af 5. marts 1974 om vejtransport af giftige stoffer, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 277 af 4. juni 1974 og nr. 609 af 12. december 1975, samt
pkt. 1.44 i justitsministeriets vejledning for bilinspektører.
Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er det oplyst, hvorvidt disse
bestemmelser finder anvendelse på de enkelte kemikalieaffaldsarter.
Det bemærkes, at kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, som
tillige er brandfarlige væsker, skal emballeres og transporteres i
overensstemmelse med begge ovennævnte sæt regler og forskrifter.
Det bemærkes, lastbiler med »farligt gods« normalt ikke
overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt).
Søtransport.
For søtransport af »farligt gods« skal bestemmelserne i
handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport
til søs af farligt gods overholdes.
Herudover har handelsministeren fastsat nærmere bestemmelser om
søtransport af farlige kemikalier i bulk, som er flydende ved den omgivende
atmosfæres temperatur og tryk. Bestemmelserne findes i bekendtgørelse nr. 15
af 12. maj 1970 om transport til søs af farlige, flydende kemikalier i bulk.
9. Kemikalieaffald fra private.
Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende kemikalieaffald fra
private.
Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der
sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres kamikalieaffald på et af
kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til
at aflevere deres kemikalieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete
tilfælde meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterrer, eller bortskaffer
kemikalieaffald ifølge § 3, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden
forurening af omgivelserne.
Kemikalieaffald fra private bør således ikke anbringes i affaldsbeholdere
beregnet for dagrenovartion eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller
ikke bør nedgraves eller udledes på jorden.
Private er også omfattet af bestemmelserne i § 4 om uheld med
kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 10.
Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens
beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har
åbent etc., jfr. afsnit 4.
10. Uheld med kemikalieaffald.
Bekendtgørelsen indeholder i § 4 bestemmelser vedrørende forurening med
kemikalieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene kemikalier, forudsat der
i forbindelse med uheld fremkommer kemikalieaffald, der omfattes af
bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med rent fenol, være at
betragte som kemikalieaffald.
Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik på at sikre
oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring,
transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, mens selve uheldssituationen
er omfattet af andre bestemmelser.
Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens
vejledning nr. 8/74 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden
og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er tilvejebragt i
tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.
Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel
organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med
farlige stoffer, herunder kemikalieaffald, på landjorden, først og fremmest i
forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under
anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg,
lagre eller lignende.
Herudover er der på hvert enkelt kemikalieaffaldskort optrykt vejledende
retningslinier for, hvilke foranstaltninger der bør iværksættes i tilfælde af
person- eller materielskade, herunder brand, spild i vand, på jord, vej og
lignende.
Kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser i § 4 tilsigter ikke at
træde i stedet for de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte
beredskabsvejledning. De to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden.
Vejledningen indeholder således instrukser om beredskabsindsættelser, straks
når større uheld indtræffer, mens kemikalieaffaldsbekendtgørelsens
bestemmelser især er udformet med henblik på det efterfølgende
oprydningsarbejde.
Reglerne i § 4 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der
forårsager forurening med kemikalieaffald, eller som på sin ejendom
konstaterer sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende
kommunalbestyrelse underretning herom.
Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller
bortskaffelse af kemikalieaffald har forårsaget forurening af grundvandet
eller jorden, skal efterkomme kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om
fjernelse af forureningen. Hvis påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den
herfor fastsatte frist, har kommunalbestyrelsen mulighed for at lade
foranstaltningerne udføre for den pågældendes regning, jfr. § 4, stk. 3.
Med hjemmel i § 4, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt
meddele anvisninger i tilfælde af, at kemikalieaffald forårsager forurening
af jorden eller grundvandet. Bestemmelsen suppleres af
miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er forbudt at henlægge (resp.
tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt ved vandløb, søer eller
havet, at der kan være fare for, at de skylles ud deri.
Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det
yderligere i § 4, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette
ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet
hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne
anlæg.
Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med
forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet,
må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for
forurening.
Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af
private vandløb og dambrug.
11. Tilsyn.
Det påhviler kommunalbestyrelen at føre tilsyn med overholdelsen af
reglerne i kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og beslutninger truffet i medfør
af denne.
Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes
med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere
aktivt forsøge at kontakte mulige kemikalieaffaldsproducenter, f.eks. ved at
optage direkte kontakt med de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne
formoder, at der fremkommer kemikalieaffald.
Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af
virksomhederne ved anmeldelse af kemikalieaffald, kan også benyttes ved
kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som
producerer kemikalieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald.
Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle
virksomheder i kommunen.
I kemikalieaffaldsrapportens kap. 3 og bilag II,IV, V og VI findes der
oplysninger om, hvilke affaldsarter de forskellige virksomhedstyper i
almindelighed producerer, ligesom sådanne oplysninger fremgår af
kemikalieaffaldskortene.
Nærmere oplysning om, hvilke virksomheder der producerer kemikalieaffald,
vil i øvrigt ofte være kommunalbestyrelserne bekendt fra anden sagshehandling
på miljø- og levnedsmiddelområdet.
Som supplement til ovenstående kan kommunalbestyrelserne i lokale blade
annoncere kemikalieaffaldsbekendtgørelsens hovedbestemmelser og samtidig give
nærmere oplysning om, hvorledes ordningen rent faktisk fungerer i kommunen.
Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og
modtagelse af kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en
specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde
med anmeldelses- og afleveringspligtigt kemikalieaffald. En sådan viden kan
udnyttes som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne
opfylder deres anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.
Under tilsynet kan der i medfør af § 3, stk. 2, meddeles påbud til sikring
af forsvarlig opbevaring og transport af kemikalieaffald.
Ifølge bekendtgørelsens § 9 varetages tilsynet med overholdelse af
bestemmelsen i § 7,stk. 1, om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere
lokale modtageordninger, dog af amtsrådet, i hovedstadsområdet af
hovedstadsrådet. Det påhviler i denne forbindelse amtsrådet at påse, at der
for den enkelte kommune gennemføres en tilfredsstillende ordning der på
rimelig måde er koordineret med ordninger i andre kommuner. Dette gælder
særligt for så vidt angår etablering af fælles modtagestationer for
kemikalieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale transportordninger, hvor
dette måtte findes hensigtsmæssigt.
12. Klage.
Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes
for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager er endelige, bortset fra afgørelser
efter § 5, stk. 3, vedrørende kemikalieaffaldsarter, der ikke er optaget på
bilaget til bekendtgørelsen, og efter § 6, stk. 2. vedrørende dispensation
fra afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser
indbringes for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.
Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer
reguleres ikke af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, men derimod af
miljøbeskyttelsesloven. Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i
hovedstadsområdet dog til hovedstadsrådet.
13.Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald.
Generelt.
Nedenfor gives en oversigt over bestemmeler i anden lovgivning, der kan
være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af
kemikalieaffald.
Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende
angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at
henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde
anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer
eller bortskaffer kemikalieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser
i anden lovgivning overholdes.
Transport af kemikalieaffald.
For jernbanetransport af kemikalieaffald gælder de af ministeriet for
offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne
administreres af generaldirektoratet for DSB.
For vejtransport af kemikalieaffald gælder de af justitsministeriet
fastsatte bestemmelseer, jfr. afsnit 8.
For transport til søs af kemikalieaffald gælder de af handelsministeriet
fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne administreres af
direktoratet for statens skibstilsyn.
For lufttransport af kemikalieaffald gælder særlige bestemmelser.
Oplysning herom kan fås ved henvendelse til statens luftfartsvæsen,
luftfartsdirektoratet.
Modtagepladser og -stationer.
Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af pkt. G 1 på
miljøbeskyttelseslovens liste over særligt forurenende virksomheder m.v., som
skal godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere herom i
afsnit 4.
Nedgravede tanke til kemikalieaffald skal godkendes af miljøstyrelsen i
medfør af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, jfr. afsnit 4.
Hvis modtageanlæggene etableres i byzone, skal godkendelse hertil normalt
indhentes fra vedkommende bygningsmyndighed, jfr. byggelovens § 20 b, stk. 1
og 4 (lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972).
Disse bestemmelser ophæves med virkning fra 1. februar 1977, hvor
kommuneplanloven træder i kraft (lov nr. 287 af 26. juni 1975).Efter denne
lov er større anlægsarbejder omfattet af lokalplanpligten, jfr. § 16, stk. 3.
Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller
landzone.Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige. For
modtagepladsers vedkommende kan der ikke siges noget generelt herom, men
spørgsmålet må besvares på grundlag af en konkret vurdering.
Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af
amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jfr. § 8 og 9, i lov om
by- og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975).Anlæg, der
placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af
fredningsplanudvalget, jfr. § 43, stk. 1 i naturfredningsloven
(lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).
Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den
stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af
20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jfr. afsnit
4, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af
arbejderbeskyttelseslovgivningen.
Kommunernes Landsforening har den 30. april 1976 udsendt »Vejledning
om etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af
kemikalieaffald«.
Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet
en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald, til brug for personalet på modtagestationer.
Andre regler om kemikalieaffald.
Radioaktivt affald er omfattet af bekendtgørelse nr. 574 af 20. november
1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer, jfr.
afsnit 2.
Affald fra kviksølvbejdsning og kviksølvbejdset korn og frø er omfattet af
bekendtgørelse nr. 603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af
kviksølvholdige bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, jfr. afsnit
2.
Fyrværkeri og sprængstoffer.
Justitsministeriet har udstedt særlige forskrifter herom i lov nr. 193 af
24. maj 1972 og bekendtgørelse nr. 546 af 5. november 1975, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 565 af 24. november 1975 (fyrværkeri), og lov nr. 74 af 7.
april 1899 med senere ændringer (sprængstoffer m.v.).
Bekæmpelsesmidler i fareklasserne X, A, B og C.
Giftnævnet forventes i løbet af 1976 at udsende en revideret vejledning
til forbrugerne af bekæmpelsesmidler. Vejledningen indeholder retningslinier
for bortskaffelse af tom emballage og rester af bekæmpelsesmidler, samt
forholdsregler ved rengøring af sprøjter og andre redskaber.
Sygehusaffald.
Retningslinier for bortskaffelse af sådant affald er behandlet i
miljøstyrelsens vejledning om »Bortskaffelse af sygehusaffald« (nr.
1/1976).
Vejledningen er udarbejdet af miljøstyrelsen i samarbejde med
sundhedsstyrelsen og amtsrådsforeningen.
Medicinrester fra private er omfattet af en mellem Danmarks
Apotekerforening og Kommunekemi A/S indgået aftale, jfr. afsnit 2.
Kviksølvbatterier fra private.
Producenter og importører af kviksølvbatterier foretager indsamling heraf,
jfr. afsnit 2.
Beredskabsindsats ved uheld med farlige stoffer på landjorden.
Miljøstyrelsen har i november 1974 udsendt en vejledning herom (nr. 8/74).
Vejledningen omhandler alarmering, opbygning af beredskab, dets funktioner og
medvirkende, jfr. afsnit 10.
Miljøstyrelsen, den 14. oktober 1976.
Helge Odel.
/ E. Moltke.
Bilag.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om
kemikalieaffald.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulære om olieaffald Retsinformation · 17. november 1977
- Vejledning vedrørende bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne (Til havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet) Retsinformation · 24. juli 1981
- Vejledning om asbestholdige materialer anvendt til loft- og vægbeklædninger (Grå asbestvejledning) Retsinformation · 24. september 1997
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Rozès fremsat den 10. februar 1983. — Syndicat national des fabricants raffineurs d'huile de graissage m.fl. mod Groupement d'intérêt économique "Inter-Huiles" m.fl. EU-domme · 10. februar 1983
- Cirkulære om ændring af cirkulære af 14. oktober 1976 om kemikalieaffald Retsinformation · 4. november 2015
- Beretning om bortskaffelse af farligt affald efterladt af virksomheden H & C Prom Kemi ApS under konkurs Retsinformation · 8. december 1998