Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om kemikalieaffald

Gældende CIR1H nr 212 af 14/10/1976CirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet30. november 1976

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om kemikalieaffald

Cirkulæret om kemikalieaffald.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Kemikalieaffald

3. Kemikalieaffaldskort

4. Lokale modtageordninger

5. Virksomheders anmeldelsespligt

6. Virksomheders afleveringspligt

7. Dispensation

8. Transport af kemikalieaffald

9. Kemikalieaffald fra private

10. Uheld med kemikalieaffald

11. Tilsyn

12. Klage

13. Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald

Bilag: Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 121 af 17. marts 1976

1. Indledning.

Den 1. april 1976 trådte bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om

kemikalieaffald i kraft. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til dette

cirkulære. Bekendtgørelsen er udsendt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj

1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald. Med hjemmel i samme

lov er tidligere udstedt bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om

bortskaffelse m.v af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20.

marts 1974.

Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og nærværende cirkulære er bl.a. baseret

på en rapport »Kemikalieaffald« af februar 1975, udarbejdet af en

arbejdsgruppe under miljøstyrelsen.

Bekendtgørelsen om kemikalieaffald er på flere punkter skærpet i forhold

til de tilsvarende bestemmelser om olieaffald. Dette skyldes, dels at

Læs alt

kemikalieaffald normalt udgør en større forureningsrisiko for mennesker og

miljø end olieaffald, dels at kemikalieaffaldsbekendtgørelsen på en række

punkter er blevet ajourført i lyset af de erfaringer, som er gjort efter

olieaffaldsbekendtgørelsen.

Formålet med kemikalieaffaldsbekendtgørelsen er at sikre, at alt

kemikalieaffald opbevares, transporteres og bortskaffes på en sådan måde, at

faren for forurening af omgivelserne begrænses bedst muligt.

Siden begyndelsen af 1976 har Kommunekemi A/S i Nyborg været i stand til

at modtage så godt som alt det kemikalieaffald, der fremkommer her i landet.

Allerede fra 1972 kunne Kommunekemi A/S modtage og behandle alt olieaffald.

Kommunekemi A/S er oprettet af Kommunernes Landsforening, Københavns og

Frederiksberg kommuner og Danske Gasværkers Tjære Kompagni A/S.

Bekndtgørelsen fastslår i § 3, stk. 1, at enhver, der opbevarer,

transporterer eller bortskaffer kemikalieaffald, er ansvarlig for, at der

ikkke herved sker forurening af luften, jorden, grundvandet eller

overfladevandet, herunder havet. Bestemmelsen gælder således både private og

virksomheder, herunder også offentlige virksomheder.

Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal alle landets kommunalbestyrelser

inden den 1. januar 1977 etablere lokale modtageordninger for

kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 4.

Ved lokale modtageordninger forstås modtageordninger inden for et

geografisk område, bestående dels af modtagestationer hvor virksomheder kan

aflevere kemikalieaffald, dels modtagepladser, beregnet for modtagelse af

kemikalieaffald fra private husholdninger.

For at afskære tvivl om rækkevidden af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens

bestemmelser i forhold til anden lovgivning om kemikalieaffald, er det i

bekendtgørelsens § 14 fastsat, at kemikalieaffaldsbekendtgørelsens

bestemmelser gælder, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er

truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af

kemikalieaffald. Dette gælder således f.eks. afgørelser truffet med hjemmel i

miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og de nu ophævede sundhedsvedtægter.

2. Kemikalieaffald.

Generelt.

Kemikalieaffald kan beskrives som det specialaffald, der fremkommer ved

produktionen i den kemiske industri og dermed beslægtede industrier, samt fra

anvendelsen af disse produkter i andre virksomheder, samt hos private.

Da det ikke er muligt præcist af definere, hvad kemikalieaffald er, har

man valgt i bilaget til bekendtgørelsen at anføre 39 kendte arter af

kemikalieaffald. Bilaget vil løbende blive revideret.

Det er ved udvælgelsen af de pågældende kemikalieaffaldsarter lagt til

grund, at en uhensigtsmæssig bortskaffelse m.v. repræsenterer en risiko for

mennesker og miljø, idet de pågældende arter f.eks. er ætsende, giftige eller

brandfarlige.

Endvidere ses det af § 1, stk. 3, i bekendtgørelsen, at andre arter af

kemikalieaffald, der kan sidestilles med de i bilaget nævnte, også er

omfattet af bekendtgørelsen.

Dette skyldes, at der løbende inden for bl.a. den kemiske industri

udvikles nye processer eller sker ændringer i de bestående, således at der

fremkommer nye affaldsarter.

Virksomheder, som producerer affald, der ikke er optaget i bilaget, og

hvor affaldet må formodes at have egenskaber, der kan sidestilles med de i

bilaget nævnte, skal således anmelde dette til kommunalbestyrelsen, som

herefter afgør, om affaldet skal være omfattet af afleveringspligten i § 6,

stk. 1, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at mellemprodukter normalt ikke er

omfattet af bekendtgørelsen, jfr. afsnit 5.

Til brug for miljøstyrelsens revision af bilaget er det af afgørende

betydning, at miljøstyrelsen bliver holdt orienteret om de afgørelser, som

kommunalbestyrelsen træffer i medfør af bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Man

skal derfor anmode kommunalbestyrelsen om at indsende genparter af de trufne

afgørelser til miljøstyrelsen.

Bilaget til bekendtgørelsen.

De kemikalieaffaldsarter, der er optaget i bilaget til bekendtgørelsen, er

inddelt i fem hovedgrupper, nemlig

1. animalske og vegetabilske fedtstoffer,

2. organiske balogenforbindelser,

3. organiske halogenfrie forbindelser,

4. uorganiske forbindelser, samt

5. andet affald.

Nedenfor omtales nogle eksempler på typer af kemikalieaffald, der kan give

anledning til tvivl:

Tom emballage, der er forurenet med kemikalieaffald, er omfattet af

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kommunerne kan nægte at modtage eksplosivt eller selvantændeligt

kemikalieaffald, og kan pålægge de pågældende virksomheder at gøre affaldet

ikke-eksplosivt, henholdsvis ikke-selvantændeligt, før det afleveres.

Affald fra produktion og forhandling af kemiske bekæmpelsesmidler i

fareklasse X, A, B og C er omfattet af bekendtgørelsen.

På grund af regulering i anden lovgivning om kemiske bekæmpelsesmidler i

fareklasserne X, A, B og C betragtes landmænd og gartneriejere som fritaget

for at anmelde rester af bekæmpelsesmidler. De pågældende har dog, uanset

dette, selv ansvaret for at bortskaffe sådant affald forsvarligt.

Bortskaffelse kan ske via lokale modtageordninger for kemikalieaffald. Der

henvises i øvrigt til giftnævnets vejledning til forbrugere af

bekæmpelsesmidler, der forventes udsendt i revideret udgave i 1976.

Affald fra kviksølvbejdset korn og frø, samt kviksølvholdigt affald fra

kviksølvbejdsning, er omfattet såvel af miljøministeriets bekendtgørelse nr.

603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af kviksølvholdige

bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, som af

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Ifølge førstnævnte bekendtgørelse er bejdsevirksomheden forpligtet til at

tilbagetage ubrudte sække med ubenyttet kviksølvbejdset udsæd fra sine

aftagere.

Rester af kviksølvbejdset korn og frø i sække, samt bejdsevirksomhedernes

kviksølvholdige affald fra selve bejdsningen, er omfattet af

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Det bemærkes, at radioaktivt affald og affald fra produktion og anvendelse

af sprængstoffer og fyrværkeri ikke er omfattet af denne bekendtgørelse. Der

er fastsat særlige regler herom, jfr. afsnit 13.

Med hensyn til kviksølvaffald kan nævnes, at der efter forhandlinger

mellem producenter og importører af kviksølvbatteri, forskellige

organisationer, samt Kommunekemi A/S, er opnået enighed om en ordning, der

skal sikre, at brugte kviksølvbatterier indsamles og opbevares på forsvarlig

måde.

Ordningen går ud på, at producenter og importører forsyner deres

forhandlere med æsker til indsamling af brugte kviksølvbatteriet. De fyldte

æsker returneres til producenten og/eller importøren, som herefter kan

aflevere batterierne til en modtagestation for olie- og kemikalieaffald,

hvorfra de videresendes til Kommunekemi A/S.

Ordningen åbner mulighed for genvinding af kviksølvet i batterierne.

Ordningen trådte i kraft 1. april 1976.

For så vidt angår medicinrester fra private - dog undtaget vacciner og

bakteriekulturer - er der indgået en aftale mellem Danmarks Apotekerforening

og Kommunekemi A/S, hvorved apotekerne kan modtage medicinrester til

forsvarlig destruktion på kommunekemi A/S.

Ordet »medicinrester« dækker i denne forbindelse affald fra

praktisk taget alle præparater og præparattyper, uanset om indholdet er

organisk-kemiske forbindelse, eller uorganisk-kemiske forbindelser. Således

vil f.eks. præparater indeholdende æter og præparater i spraydåser også kunne

afleveres.

3. Kemikalieaffaldskort.

Miljøstyrelsen har for hver af de kemikalieaffaldsarter, der er optaget på

bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdet et kemikalieaffaldskort.

Kemikalieaffaldskortet skal medfølge ved vejtransport, jfr. § 5, stk. 2.

På kemikalieaffaldskortene er anført forskellige data om affaldet, ligesom

der gives vejledende retningslinier bl.a. for forsvarlig emballage,

håndtering, mærkning, transport og bortskaffele af affaldet. Endvidere er der

på kortene givet vejledende retningslinier for foranstaltninger ved såvel

personskade (f.eks. anvisninger på førstehjælp), som materielskade

(forurening af jord, vandløb etc.).

I tilknytning til kortene er udarbejdet »Almene retningslinier for

behandling af kemikalieaffaldsskader« til brug for læger på f.eks.

skadestuer.

På de enkelte kort er der henvisninger til disse almene retningslinier. Et

oplag af kortene er bl.a. sendt til samtlige kommuner, skadestuer, politiet,

redningskorpsene, civilforsvarskorpsene og arbejdstilsynet. Yderligere

eksemplarer kan rekvireres hos miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen vil løbende revidere og ajourføre affaldskortene,

efterhånden som ny viden på området nødvendiggør dette. For nye

kemikalieaffaldsarter, som optages i bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdes

kemikalieaffaldskort.

4. Lokale modtageordninger.

Generelt.

Ifølge § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen inden 1.

januar 1977 etablere en lokal modtageordning, således at modtagelse og

bortskaffelse af kemikalieaffald kan finde sted på forsvarlig måde.

Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et

noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner) beregnet til

kemikalieaffald fra virksomheder, og modtagepladser, dækkende et mindre

område (en enkelt kommune eller en del deraf) beregnet til kemikalieaffald

fra private.

Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet

modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er

beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.

Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og

bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, er det fundet

hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen selv at tilrettelægge en

bortskaffelsesordning, og selv at udarbejde et eventuelt

kemikalieaffaldsregulativ.

Efter miljøstyrelens skøn er der ikke i alle kommuner behov for at

udarbejde særlige kemikalieaffaldsregulativer, idet praktiske oplysninger om

modtagepladser og -stationer beliggende, åbningstider og lignende f.eks. kan

gives i en standardskrivelse, som udsendes til den kreds af virksomheder,

hvor der kan tænkes at fremkomme kemikalieaffald, eller som kan udleveres til

andre virksomheder og andre interesserede, som retter henvendelse til

kommunalbestyrelsen om kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er

af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til

alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private. Kommuner, som

finder, at der er behov for et kemikalieaffaldsregulativ, kan udarbejde et

sådant med hjemmel i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, og med udgangspunkt i det

forslag til regulativ for olieaffald, der er optrykt som bilag til

miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende

bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Regulativet skal i givet

fald ifølge § 13 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning bekendtgøres i

lokale dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på

den på stedet sædvanlige måde.

Ved tilrettelæggelsen af den lokale modtageordning for kemikalieaffald vil

det ofte være hensigtsmæssigt af anvende de allerede i medfør af

olieaffaldsbekendtgørelsen etablerede modtagestationer/pladser, idet disse i

vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage kemikalieaffald.

Bekendtgørelsen foreskriver alene pligt til at oprette lokale

modtageordninger, hvilket ikke nødvendigvis kræver etablering af

modtagepladser, idet kommunalbestyrelen f.eks. kan henvise private til en

fælleskommunal modtagestation. Forudsætningen for at private vil aflevere

deres olie- og kemikalieaffald er dog, at der kun er en begrænset afstand til

en modtageplads eller -station. Hver kommunalbestyrelse bør derfor indrette

mindst en modtageplads, såfremt der ikke findes en fælleskommunal

modtagestation i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 7, stk. 2, opkræve afgifter af

virksomheder for modtagelse af afleveringspligtigt kemikalieaffald.

Transport af kemikalieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan

enten ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller

således at kommunen eller det kommunale fællesskab etablerer en

afhentningsordning.

En afhentningsordning kan anbefales, idet dette ud fra et miljøhensyn vil

være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi kommunerne derved får lettere ved

at kontrollere, at emballeringen og transporten sker på en forsvarlig måde.

Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om

dispensation, jfr. afsnit 7.

Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer

er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt

forurenende virksomheder m.v., idet disse kan henføres til pkt. G 1 om

lossepladser m.m. på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Heraf følger, at de

skal godkendes af vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog af

hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere

herom i miljøbeskyttelseslovens kapital 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29.

marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Ved

godkendelse skal bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om

beskyttelse af vandforsyningsinteresser iagttages.

Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i

justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og

transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering

m.v. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige

brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden

brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.

Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente

godkendelse, f.eks. fra naturfrednings- og zonelovsmyndighederne. Driften og

indretningen af modtagepladser og -stationer omfattes desuden af

arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med

behandling af ansøgninger om etablering m.v. af modtagepladser og -stationer

påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jfv. eventuelt nærmere herom

i afsnit 13 om anden lovgivning m.v. vedrørende kemikalieaffald.

Modtagestationer.

Det er af stor betydning, at personalet på modtagestationerne er i

besiddelse af specialviden. Der henvises til Kommunekemi A/S, som giver

instruktion i håndtering m.v. af kemikalieaffald, og til kurser om

kemikalieaffald, der bl.a. afholdes af de teknologiske institutter.

Personalet på modtagestationerne skal ved modtagelse af kemikalieaffald

bl.a. påse, at eventuel emballage er forsvarlig og tæt. Der henvises til pkt.

6 i kemikalieaffaldskortene, som for hver affaldsart angiver en forsvarlig

emballage.

Er kemikalieaffaldet uforsvarligt emballeret, kan kommunalbestyrelsen i

givet fald med hjemmel i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen kræve at få

forholdene bragt i orden.

Personalet på modtagestationen skal endvidere sørge for, at opbevaring af

kemikalieaffaldet på modtagestationen finder sted på en forsvarlig måde,

herunder at kemikalieaffald af forskellige arter ikke sammenblandes.

Det er bl.a. vigtigt, at kemikalieaffaldet opbevares i tæt emballage, der

er anbragt således, at eventuelt opstående utætheder i emballagen let

konstateres. Det emballerende kemikalieaffald anbringes i forsvarlig afstand

fra drikkevandsbrønde og drikkevandsboringer.

Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, må beholdere til

kemikalieaffald ikke uden miljøstyrelsens tilladelse være nedgravet i jorden.

Opstår der uheld med kemikalieaffald på modtagestationerne henvises til

retningslinierne, der findes på kemikalieaffaldskortene (pkt. 11, 12, 13, 14

og 15), samt til afsnit 10 i nærværende cirkulære om uheld med

kemikalieaffald. Der skal følge en deklaration med det kemikalieaffald, der

fra modtagestationerne skal videresendes til Kommunekemi A/S. En formular

hertil er udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til

oplysninger om affaldets art, mængde og den anvendte emballage.

Deklarationsblanketten udleveres mest hensigtsmæssigt af kommunalbestyrelsen

ved affaldets anmeldelse. Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunernes

Landsforening den 30. april 1976 har udsendt en »Vejledning om

etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af

kemikalieaffald«.Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi

A/S har udarbejdet en vedledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse

m.v. af olie- og kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer,

samt at Kommunekemi A/S ved kommunernes etablering af modtagestationer giver

vejledning om, hvordan disse mest hensigtsmæssigt bør etableres.

Modtagepladser. Også personalet på modtagepladsen må have den nødvendige

viden om kemikalieaffald, jfr. ovenfor. Modtagepladser kan hensigtsmæssigt

indrettes ved et renseanlæg, forbrændingsanlæg, kommunal materielplads,

kontrolleret losseplads eller lignende sted, hvor der i forvejen er personale

til stede. Men det er tillige af betydning, at modtagepladser placeres

centralt, således at private får let adgang til disse.

Arealet, hvor der skal henstå beholdere med kemikalieaffald, skal være

befæstet og sikret således, at spild ikke forårsager forurening af

omgivelserne, herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jfr.

miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser.

Ved modtagelse af kemikalieaffald skal personalet sikre sig oplysninger om,

hvad art affaldet er, og evt. forsyne den modtagne emballage med tydelig

påskrift. Affaldet skal så vidt muligt opbevares i den modtagne emballage, og

efter modtagelsen nedpakkes i jerntromler med egnet pakkemateriale, der

sikrer imod, at emballagen går i stykker under transporten til Kommunekemi

A/S.

Ved afsendelse af kemikalieaffaldet fra modtagepladsen vil det være

hensigtsmæssigt at anvende den af Kommunekemi A/S udarbejdede deklaration.

Ved uheld med kemikalieaffald på modtagepladsen henvises til pkt. 11, 12, 13,

14 og 15 på kemikalieaffaldskortene, samt til afsnit 10 om uheld med

kemikalieaffald.

5. Virksomheders anmeldelsespligt.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal alle virksomheder, herunder også

offentlige virksomheder, hvor der fremkommer kemikalieaffald, anmelde dette

til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen

skal indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes

Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan

benyttes.

Det fremgår af bilaget til bekendtgørelsen og af bekendtgørelsens § 1,

stk. 3, hvilke kemikalieaffaldsarter der er omfattet af anmeldelsespligten.

Som nævnt i afsnit 2 skal virksomheder, der producerer affald, som ikke er

optaget i bilaget, men som må formodes at have egenskaber, der kan

sidestilles med de i bilaget nævnte, anmelde dette til kommunalbestyrelsen.

Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når kemikalieaffaldet produceres.

For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer affald, som er ensartet i

mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage anmeldelse af

affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette indebærer, at

virksomheden kun behøver at foretage fornyet anmeldelse, såfremt der sker

ændringer i mængden eller sammensætningen af kemikalieaffaldet. Et

mellemprodukt af samme type som en af de arter kemikalieaffald, der er

optaget på bilaget, eller som kan sidestilles hermed, er ikke omfattet af

anmeldelses- og afleveringspligten, dersom det anvendes i den igangværende

produktionsproces. Det forudsættes dog, at mellemproduktet ikke oplageres i

længere tid på virksomhedernes område.

Ved anmeldelse af kemikalieaffald, der er optaget på bilaget til

bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfanget

kemikalieaffaldskort. Det påhviler ifølge § 8, stk. 1, kommunalbestyrelsen at

føre tilsyn med, at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt. Det

følger af § 14, at bekendtgørelsens regler om anmeldelse m.v. finder

anvendelse, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er truffet

afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af

kemikalieaffald, jfr. afsnit 7.

Det må forventes, at Danmark i sin egenskab af medlem af De Europæiske

Fælleskaber på et senere tidspunkt vil blive pålagt over for kommissionen at

give oplysninger om det kemikalieaffald, der produceres her i landet. Det må

derfor anses for hensigtsmæssigt, at kommunalbetyrelsen allerede nu etablerer

et registreringssystem med henblik på opfyldelsen af denne oplysningspligt,

jfr. tillige afsnit 11.

6. Virksomheders afleveringspligt. Normalt følges

virksomhedernes anmeldelsespligt op af en pligt til at aflevere

kemikalieaffaldet. Dette vil i almindelighed skulle ske på et af

kommunalbestyrelsens anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre

ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jfr. § 6, stk. 1,

og afsnit 4.

Virksomheder, som i medfør af § 6, stk. 2, har opnået fritagelse fra

afleveringspligten, jfr. afsnit 7, er dog undtaget fra at deltage i

fællesordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er tilsigtet at

give kommunerne monopol på transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, men

alene at sikre, at kemikalieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes

på forsvarlig måde overalt i landet.

Bekendtgørelsen pålægger i § 7, stk. 1. alle landets kommunalbestyrelser

at etablere lokale modtageordninger inden udgangen af 1976. Efter dette

tidspunkt skal hele landet være dækket ind med modtagestationer og -pladser,

jfr. afsnit 4.

I tiden frem til 1. januar 1977 må det påregnes, at der vil være kommuner,

som må henvise afleveringspligtige virksomheder til at aflevere

kemikalieaffald på modtagestationer, som den pågældende kommune ikke har

været med til at oprette, eller eventuelt på Kommunekemi A/S.

Også efter den 1. januar 1977 kan der dog i særlige tilfælde opstå behov

for at henvise virksomheder til under nærmere angivne betingelser at aflevere

kemikalieaffald direkte til Kommunekemi A/S. Dette kan gælde for

virksomheder, der producerer meget store mængder kemikalieaffald.

7. Dispensation.

Medens det ikke er muligt at opnå fritagelse for anmeldelsespligten, skal

kommunalbestyrelsen ifølge bekendtgørelsens § 6, stk. 2, meddele fritagelse

for afleveringspligten, hvis virksomheden godtgør, at den selv er i stand til

at bortskaffe sit kemikalieaffald på forsvarlig måde.

Som betingelse for at meddele fritagelse for afleveringspligten må det

kræves, at kemikalieaffaldet behandles på en virksomhed, der besidder speciel

apparatur hertil.

Det følger af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens § 14, at bekendtgørelsens

bestemmelser finder anvendelse uanset, om der før bekendtgørelsens

ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og

bortskaffelse af kemikalieaffald, herunder meddelt godkendelse i henhold til

miljøbeskyttelseslovens kap. 5. I sådanne tilfælde vil der imidlertid ofte

foreligge fornødent grundlag for at meddele dispensation. Hvis

kemikalieaffaldet skal transporteres til behandling uden for den virksomhed,

hvor kemikalieaffaldet fremkommer, er det en forudsætning for fritagelse for

afleveringspligten, at det over for kommunalbestyrelsen godtgøres, at

transporten i enhver henseende kan finde sted på forsvarlig måde.

Under tilsvarende betingelser skal kommunalbestyrelsen meddele fritagelse

for at deltage i en eventuel afhentningsordning, jfr. § 6, stk. 2.

Såfremt kemikalieaffaldet skal behandles på en virksomhed, som ligger i en

anden kommune end den, hvor affaldet fremkommer, bør vedkommende kommune

indhente en udtalelse fra modtagekommunen til sikring af, at behandlingen vil

kunne ske på en forsvarlig måde og, såfremt tilladelse meddeles, orienteres

modtagekommunen. Fritagelse kan f.eks. meddeles, såfremt affaldet behandles

eller destrueres enten på den virksomhed, hvor affaldet fremkommer, eller på

en anden virksomhed. En forudsætning for at meddele fritagelse i disse

tilfælde er, at virksomheden har opnået godkendelse til behandling af den

pågældende type kemikalieaffald i lov om miljøbeskyttelse. For såvidt angår

virksomheder etableret før 1. oktober 1974, må kommunalbestyrelsen vurdere

konkret, om behandlingen vil kunne finde sted på forsvarlig måde.

Fritagelse kan f.eks. meddeles, dersom kemikalieaffaldet er i en sådan

tilstand, at det uden yderligere behandling kan depones på et specialdepot,

der er indrettet og drevet med henblik på separat deponering af en eller

flere arter af kemikalieaffald. Specialdepoter kan sidestilles med

lossepladser, hvad angår placering og indretning, jfr. miljøstyrelsens

vejledning nr. 1/74 om placering, indretning og drift af kontrollerede

lossepladser. Et specialdepot vil f.eks. kunne indrettes inden for arealet af

en kontrolleret losseplads under forudsætning af, at kemikalieaffaldet ikke

blandes med lossepladsens øvrige affald. Specialdepoter er omfattet af

miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om

godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.. Godkendelse af

specialdepot foretages af amtsrådet, i hovedstadsområdet dog af

hovedstadsrådet.

Fritagelse for afleveringspligten kan f.eks. ligeledes meddeles dersom

kemikalieaffaldet genanvendes. Efter miljøstyrelsens opfattelse vil

genanvendelsesprocesser, herunder udvinding af varmeenergi ved forbrænding,

ofte kunne indebære ressource- og valutabesparelser, hvorfor sådanne

processer må anbefales, idet det dog er en forudsætning, at de angivne

fremgangsmåder kan benyttes, uden at der opstår risiko for, at der vil ske en

uacceptabel forurening.

Der vil ligeledes være mulighed for at meddele fritagelse til

virksomheder, der ønsker at overdrage deres kemikalieaffald til andre

virksomheder, f.eks. via den nordiske affaldsbørs.

Det bemærkes, jfr. § 6, stk. 2, at det er virksomheden, som skal

dokumentere, at betingelserne for at meddele fritagelse for

afleveringspligten er til stede. Foreligger sådan dokumentation, har

kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.

Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om

fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller

bortskaffe sit kemikalieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele

fritagelse.

Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse, kan benytte de af

Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter.

8. Transport af kemikalieaffald.

Jernbanetransport.

For jernbanetransport af »farligt gods« skal

»RIDA-reglement for befordring af farligt gods på jernbaner«

overholdes. Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.

Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er der for de

kemikalieaffaldsarter, som henhører under betegnelsen »farligt

gods« anført, jernbanetransport skal ske i overensstemmelse med reglerne

i RIDA.

Miljøstyrelsen agter i samarbejde med Kommunekemi A/S og DSB at fremkomme

med mere detaljerede oplysninger vedrørende jernbanetransport af de

kemikalieaffaldsarter, der henhører under »farligt gods«.

Vejtransport.

Ved anmeldelse af kemikalieaffald, som er optaget på bilaget til

bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfang

kemikalieaffaldskort, der skal medfølge under vejtransport af affaldet, jfr.

bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Kemikalieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og

transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.

393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt

»Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige

væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971.

Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.

Kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, skal emballeres og

transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.

94 af 5. marts 1974 om vejtransport af giftige stoffer, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 277 af 4. juni 1974 og nr. 609 af 12. december 1975, samt

pkt. 1.44 i justitsministeriets vejledning for bilinspektører.

Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er det oplyst, hvorvidt disse

bestemmelser finder anvendelse på de enkelte kemikalieaffaldsarter.

Det bemærkes, at kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, som

tillige er brandfarlige væsker, skal emballeres og transporteres i

overensstemmelse med begge ovennævnte sæt regler og forskrifter.

Det bemærkes, lastbiler med »farligt gods« normalt ikke

overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt).

Søtransport.

For søtransport af »farligt gods« skal bestemmelserne i

handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport

til søs af farligt gods overholdes.

Herudover har handelsministeren fastsat nærmere bestemmelser om

søtransport af farlige kemikalier i bulk, som er flydende ved den omgivende

atmosfæres temperatur og tryk. Bestemmelserne findes i bekendtgørelse nr. 15

af 12. maj 1970 om transport til søs af farlige, flydende kemikalier i bulk.

9. Kemikalieaffald fra private.

Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende kemikalieaffald fra

private.

Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der

sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres kamikalieaffald på et af

kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til

at aflevere deres kemikalieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete

tilfælde meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterrer, eller bortskaffer

kemikalieaffald ifølge § 3, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden

forurening af omgivelserne.

Kemikalieaffald fra private bør således ikke anbringes i affaldsbeholdere

beregnet for dagrenovartion eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller

ikke bør nedgraves eller udledes på jorden.

Private er også omfattet af bestemmelserne i § 4 om uheld med

kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 10.

Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens

beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har

åbent etc., jfr. afsnit 4.

10. Uheld med kemikalieaffald.

Bekendtgørelsen indeholder i § 4 bestemmelser vedrørende forurening med

kemikalieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene kemikalier, forudsat der

i forbindelse med uheld fremkommer kemikalieaffald, der omfattes af

bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med rent fenol, være at

betragte som kemikalieaffald.

Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik på at sikre

oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring,

transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, mens selve uheldssituationen

er omfattet af andre bestemmelser.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens

vejledning nr. 8/74 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden

og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er tilvejebragt i

tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.

Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel

organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med

farlige stoffer, herunder kemikalieaffald, på landjorden, først og fremmest i

forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under

anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg,

lagre eller lignende.

Herudover er der på hvert enkelt kemikalieaffaldskort optrykt vejledende

retningslinier for, hvilke foranstaltninger der bør iværksættes i tilfælde af

person- eller materielskade, herunder brand, spild i vand, på jord, vej og

lignende.

Kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser i § 4 tilsigter ikke at

træde i stedet for de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte

beredskabsvejledning. De to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden.

Vejledningen indeholder således instrukser om beredskabsindsættelser, straks

når større uheld indtræffer, mens kemikalieaffaldsbekendtgørelsens

bestemmelser især er udformet med henblik på det efterfølgende

oprydningsarbejde.

Reglerne i § 4 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der

forårsager forurening med kemikalieaffald, eller som på sin ejendom

konstaterer sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende

kommunalbestyrelse underretning herom.

Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller

bortskaffelse af kemikalieaffald har forårsaget forurening af grundvandet

eller jorden, skal efterkomme kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om

fjernelse af forureningen. Hvis påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den

herfor fastsatte frist, har kommunalbestyrelsen mulighed for at lade

foranstaltningerne udføre for den pågældendes regning, jfr. § 4, stk. 3.

Med hjemmel i § 4, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt

meddele anvisninger i tilfælde af, at kemikalieaffald forårsager forurening

af jorden eller grundvandet. Bestemmelsen suppleres af

miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er forbudt at henlægge (resp.

tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt ved vandløb, søer eller

havet, at der kan være fare for, at de skylles ud deri.

Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det

yderligere i § 4, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette

ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet

hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne

anlæg.

Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med

forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet,

må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for

forurening.

Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af

private vandløb og dambrug.

11. Tilsyn.

Det påhviler kommunalbestyrelen at føre tilsyn med overholdelsen af

reglerne i kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og beslutninger truffet i medfør

af denne.

Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes

med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere

aktivt forsøge at kontakte mulige kemikalieaffaldsproducenter, f.eks. ved at

optage direkte kontakt med de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne

formoder, at der fremkommer kemikalieaffald.

Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af

virksomhederne ved anmeldelse af kemikalieaffald, kan også benyttes ved

kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som

producerer kemikalieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald.

Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle

virksomheder i kommunen.

I kemikalieaffaldsrapportens kap. 3 og bilag II,IV, V og VI findes der

oplysninger om, hvilke affaldsarter de forskellige virksomhedstyper i

almindelighed producerer, ligesom sådanne oplysninger fremgår af

kemikalieaffaldskortene.

Nærmere oplysning om, hvilke virksomheder der producerer kemikalieaffald,

vil i øvrigt ofte være kommunalbestyrelserne bekendt fra anden sagshehandling

på miljø- og levnedsmiddelområdet.

Som supplement til ovenstående kan kommunalbestyrelserne i lokale blade

annoncere kemikalieaffaldsbekendtgørelsens hovedbestemmelser og samtidig give

nærmere oplysning om, hvorledes ordningen rent faktisk fungerer i kommunen.

Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og

modtagelse af kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en

specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde

med anmeldelses- og afleveringspligtigt kemikalieaffald. En sådan viden kan

udnyttes som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne

opfylder deres anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.

Under tilsynet kan der i medfør af § 3, stk. 2, meddeles påbud til sikring

af forsvarlig opbevaring og transport af kemikalieaffald.

Ifølge bekendtgørelsens § 9 varetages tilsynet med overholdelse af

bestemmelsen i § 7,stk. 1, om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere

lokale modtageordninger, dog af amtsrådet, i hovedstadsområdet af

hovedstadsrådet. Det påhviler i denne forbindelse amtsrådet at påse, at der

for den enkelte kommune gennemføres en tilfredsstillende ordning der på

rimelig måde er koordineret med ordninger i andre kommuner. Dette gælder

særligt for så vidt angår etablering af fælles modtagestationer for

kemikalieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale transportordninger, hvor

dette måtte findes hensigtsmæssigt.

12. Klage.

Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes

for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager er endelige, bortset fra afgørelser

efter § 5, stk. 3, vedrørende kemikalieaffaldsarter, der ikke er optaget på

bilaget til bekendtgørelsen, og efter § 6, stk. 2. vedrørende dispensation

fra afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser

indbringes for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.

Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer

reguleres ikke af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, men derimod af

miljøbeskyttelsesloven. Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i

hovedstadsområdet dog til hovedstadsrådet.

13.Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald.

Generelt.

Nedenfor gives en oversigt over bestemmeler i anden lovgivning, der kan

være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af

kemikalieaffald.

Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende

angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at

henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde

anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer

eller bortskaffer kemikalieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser

i anden lovgivning overholdes.

Transport af kemikalieaffald.

For jernbanetransport af kemikalieaffald gælder de af ministeriet for

offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne

administreres af generaldirektoratet for DSB.

For vejtransport af kemikalieaffald gælder de af justitsministeriet

fastsatte bestemmelseer, jfr. afsnit 8.

For transport til søs af kemikalieaffald gælder de af handelsministeriet

fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne administreres af

direktoratet for statens skibstilsyn.

For lufttransport af kemikalieaffald gælder særlige bestemmelser.

Oplysning herom kan fås ved henvendelse til statens luftfartsvæsen,

luftfartsdirektoratet.

Modtagepladser og -stationer.

Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af pkt. G 1 på

miljøbeskyttelseslovens liste over særligt forurenende virksomheder m.v., som

skal godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere herom i

afsnit 4.

Nedgravede tanke til kemikalieaffald skal godkendes af miljøstyrelsen i

medfør af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, jfr. afsnit 4.

Hvis modtageanlæggene etableres i byzone, skal godkendelse hertil normalt

indhentes fra vedkommende bygningsmyndighed, jfr. byggelovens § 20 b, stk. 1

og 4 (lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972).

Disse bestemmelser ophæves med virkning fra 1. februar 1977, hvor

kommuneplanloven træder i kraft (lov nr. 287 af 26. juni 1975).Efter denne

lov er større anlægsarbejder omfattet af lokalplanpligten, jfr. § 16, stk. 3.

Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller

landzone.Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige. For

modtagepladsers vedkommende kan der ikke siges noget generelt herom, men

spørgsmålet må besvares på grundlag af en konkret vurdering.

Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af

amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jfr. § 8 og 9, i lov om

by- og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975).Anlæg, der

placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af

fredningsplanudvalget, jfr. § 43, stk. 1 i naturfredningsloven

(lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).

Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den

stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af

20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jfr. afsnit

4, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af

arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Kommunernes Landsforening har den 30. april 1976 udsendt »Vejledning

om etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af

kemikalieaffald«.

Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet

en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald, til brug for personalet på modtagestationer.

Andre regler om kemikalieaffald.

Radioaktivt affald er omfattet af bekendtgørelse nr. 574 af 20. november

1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer, jfr.

afsnit 2.

Affald fra kviksølvbejdsning og kviksølvbejdset korn og frø er omfattet af

bekendtgørelse nr. 603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af

kviksølvholdige bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, jfr. afsnit

2.

Fyrværkeri og sprængstoffer.

Justitsministeriet har udstedt særlige forskrifter herom i lov nr. 193 af

24. maj 1972 og bekendtgørelse nr. 546 af 5. november 1975, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 565 af 24. november 1975 (fyrværkeri), og lov nr. 74 af 7.

april 1899 med senere ændringer (sprængstoffer m.v.).

Bekæmpelsesmidler i fareklasserne X, A, B og C.

Giftnævnet forventes i løbet af 1976 at udsende en revideret vejledning

til forbrugerne af bekæmpelsesmidler. Vejledningen indeholder retningslinier

for bortskaffelse af tom emballage og rester af bekæmpelsesmidler, samt

forholdsregler ved rengøring af sprøjter og andre redskaber.

Sygehusaffald.

Retningslinier for bortskaffelse af sådant affald er behandlet i

miljøstyrelsens vejledning om »Bortskaffelse af sygehusaffald« (nr.

1/1976).

Vejledningen er udarbejdet af miljøstyrelsen i samarbejde med

sundhedsstyrelsen og amtsrådsforeningen.

Medicinrester fra private er omfattet af en mellem Danmarks

Apotekerforening og Kommunekemi A/S indgået aftale, jfr. afsnit 2.

Kviksølvbatterier fra private.

Producenter og importører af kviksølvbatterier foretager indsamling heraf,

jfr. afsnit 2.

Beredskabsindsats ved uheld med farlige stoffer på landjorden.

Miljøstyrelsen har i november 1974 udsendt en vejledning herom (nr. 8/74).

Vejledningen omhandler alarmering, opbygning af beredskab, dets funktioner og

medvirkende, jfr. afsnit 10.

Miljøstyrelsen, den 14. oktober 1976.

Helge Odel.

/ E. Moltke.

Bilag.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om

kemikalieaffald.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter