Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om olieaffald

Gældende CIR1H nr 188 af 01/09/1977CirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet17. november 1977

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om olieaffald

Indholdsfortegnelse.

1. Indledning

2. Olieaffald

3. Lokale modtageordninger

4. Virksomheders anmeldelsespligt

5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle

fritagelse herfor

6. Transport af olieaffald

7. Olieaffald fra private

8. Uheld med olieaffald

9. Tilsyn

10.Klage

11.Anden lovgivning m.v. om olieaffald

Bilag: Olieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 410 af 27. juli 1977).

Miljøministeriet, miljøstyrelsen, j.nr. M.3001-6.

1. Indledning.

Den 1. september 1977 træder bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om

olieaffald m.v. i kraft. Bekendtgørelsen, der er optrykt som bilag til dette

cirkulære, er udstedt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj 1972 om

bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, Bekendtgørelsen træder i

stedet for bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v.

af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20. marts 1974, dog

således at afgørelser om fritagelse for afleveringspligten, truffet i medfør

af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse af 17. oktober 1972, fortsat bevarer deres

gyldighed, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet.

Med hjemmel i lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald er

endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald

(kemikalieaffaldsbekendtgørelsen).

Olieaffaldsbekendtgørelsens regler og nærværende cirkulære er bl.a.

Læs alt

baseret på en af miljøstyrelsen i 1974-75 gennemført spørgeskemaundersøgelse.

Ved denne undersøgelse rettedes henvendelse til samtlige kommunalbestyrelser,

idet miljøstyrelsen tilkendegav, at man på baggrund af de indkomne

besvarelser ville vurdere behovet for at iværksætte eventuelle yderligere

foranstaltninger til sikring af, at alt olieaffald opbevares, transporteres

og bortskaffes på en sådan måde, at faren for forurening af omgivelserne

begrænses bedst muligt.

Ifølge undersøgelsen anmeldes der i medfør af den tidligere bekendtgørelse

ca. 20.000 tons olieaffald pr. år til kommunerne, hvilket svarer til, at over

halvdelen af den samlede mængde olieaffald bortskaffes, uden at

bortskaffelsesmetoden er kommunerne bekendt.

Der synes at være 2 hovedårsager til, at så store mængder olieaffald ikke

anmeldes til kommunerne, nemlig dels den tidligere bekendtgørelses definition

på olieaffald (§1, stk. 1) - som sammenholdt med miljøstyrelsens

cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende samme bekendtgørelse

indebærer, at så snart affaldet har blot en ganske ringe handelsværdi, falder

det udenfor - og dels samme bekendtgørelses »300 liters-regel« (§3,

stk. 2, sammenholdt med § 4, stk. 1).

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen såvel som vedtagelsen af

EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, samt de

erfaringer, der i øvrigt er gjort i forbindelse med

olieaffaldsbekendtgørelsen siden 1972, har således medført et behov for, at

reglerne vedrørende bortskaffelse af olieaffald på flere punkter ændres.

Ved bekendtgørelsens ikrafttræden sker der således følgende væsentlige

ændringer:

a) Den i bekendtgørelsens § 1. stk. 3 og 4 anførte definition af begrebet

olieaffald adskiller sig fra den i § 1. stk. 1. i den oprindelige

olieaffaldsbekendtgørelse anførte. Den væsentligste konsekvens heraf er, at

der nu også er anmeldelses- og afleveringspligt for olieholdige produkter,

der har en handelsværdi, når blot de pågældende produkter ikke mere agtes

anvendt til deres oprindelige formål i den tilstand, hvori de forefindes, jf.

nærmere herom i afsnit 2.

b) Alle landets kommunalbestyrelser skal fra den 1. september 1977 have

etableret lokale modtageordninger for olieaffald, jf. nærmere herom i afsnit

3.

c) I alle landets kommuner indføres fra den 1. september 1977 den i

bekendtgørelsens §§ 4 og 5 anførte anmeldelses- og afleveringspligt, jf.

nærmere herom i afsnit 4 og 5.

d) Reglerne vedrørende anmeldelses- og afleveringspligt for virksomheder,

hvorpå der kun fremkommer mindre mængder olieaffald, er ændret. Således er

der nu afleveringspligt for alt olieaffald fra virksomheder, mens

anmeldelsespligt kun foreligger, når der på virksomheden fremkommer mere end

150 liter olieaffald pr. år, jf. nærmere herom i afsnit 5.

Ovennævnte ændringer er som nævnt bl.a. begrundet i vedtagelsen af

EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald. I medfør af

direktivet er medlemslandene endvidere pålagt en informationsforpligtelse

over for kommissionen om forholdene i de enkelte lande vedrørende

bortskaffelsen af olieaffald. Dels for at kunne bidrage til at opfylde denne

forpligtelse og dels med henblik på at kunne vurdere, hvorvidt olieaffaldets

opbevaring, transport og bortskaffelse i Danmark foregår på en miljømæssig

forsvarlig måde, finder miljøstyrelsen det nødvendigt, at

kommunalbestyrelserne i forbindelse med virksomhedernes anmeldelse af

olieaffald og ansøgning om fritagelse for afleveringspligten foretager en

registrering af forskellige oplysninger, med henblik på fremtidige

indberetninger fra kommunalbestyrelserne til miljøstyrelsen herom.

De oplysninger, som miljøstyrelsen fremover agter at indhente fra

kommunalbestyrelserne om forholdene i forbindelse med bortskaffelse af

olieaffald vil i hovedsagen være følgende:

1) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, fordelt på

olieaffaldsarter, som er anmeldt til kommunalbestyrelsen i medfør af

bekendtgørelsens § 4. stk. 1.

2) En opgørelse over den samlede olieaffaldsmængde, som årligt afleveres

til den kommunale modtagerordning i medfør af bekendtgørelsens § 5,. stk. 1.

3) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, som er

fritaget for afleveringspligten, dels i medfør af bekendtgørelsens § 5. stk.

2. og dels i medfør af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober

1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Det bør af opgørelsen fremgå,

hvorledes de pågældende mængder er fordelt på de forskellige olieaffaldsarter

og bortskaffelsesmetoder.

2. Olieaffald.

Ved olieaffald forstås i bekendtgørelsens, jf. § 1. stk. 3. og 4.

olieholdige produkter, som ikke mere agtes anvendt til deres oprindelige

formål i den tilstand, hvori de forefindes. Denne definition af begrebet

olieaffald adskiller sig på to punkter væsentligt fra den i den oprindelige

olieaffaldsbekendtgørelse anvendte definition.

For det første er de nævnte olieholdige produkter nu omfattet af

bekendtgørelsens regler, herunder anmeldelsespligten, uanset om produkterne

har en salgsværdi, og uanset om de i praksis udgør et led i sædvanlig

omsætning eller anvendelse. Eksempelvis vil en virksomheds kasserede

smøreolie være omfattet af anmeldelsespligten, uanset om olien opsamles med

salg for øje eller agtes anvendt på virksomheden til andre formål, f.eks. som

fyringsolie, evt. i forbindelse med forudgående rensning. Denne ændring i

definitionen på olieaffald er således en understregning af, at det er faren

for forurening af omgivelserne, som er afgørende for, om et givet olieholdigt

produkt er omfattet af bekendtgørelsens regler, og i denne forbindelse må

ophør med anvendelse af produktet til det oprindelige formål normalt anses

for at være en mere afgørende faktor end produktets evt. manglende værdi til

anden anvendelse.

For det andet omfatter bekendtgørelsen også affald fra syntetiske

olieprodukter, dog således at affaldsarter, som er omfattet af

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, fortsat henregnes til kemikalieaffald. Denne

ændring er bl.a. foretaget, fordi det vedtagne EF-direktiv om bortskaffelse

af olieaffald omfatter både mineralsk og syntetisk olieaffald. Den praktiske

betydning af ændringen er dog foreløbig ret begrænses, idet anvendelse af

syntetiske olier ikke er særlig udbredt. Primært anvendes syntetiske olier,

hvor specielle forhold gør mineralske olieprodukter mindre egnede, f.eks. ved

ekstremt høje eller lave temperaturer. Blandt anvendelsesområder for

syntetiske olier kan nævnes smøremidler i jetmotorer, visse hydrauliske

olier, kompressorolier, varmetransmissionsolier, skærevæsker m.v. De

pågældende syntetiske olieprodukter vil eksempelvis være baseret på

produkttyper som estere, polyglykoler, fosfat- eller silikatestere og

siliconer.

Affaldet af syntetiske olieprodukter baseret på halogenerede kulbrinter

vil fortsat være omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens regler og vil

dermed være anmeldelsespligtig, uanset i hvilken mængde affaldet fremkommer

på den enkelte virksomhed.

Dette gælder også affaldet af PCB- eller PCT-holdige produkter til

eksempelvis transformere, varmeudvekslere og hydrauliske systemer.

Anvendelsen af disse produkter er i øvrigt reguleret i bekendtgørelse nr. 18

af 15. januar 1976 om begrænsninger i indførelsen og anvendelsen af PCB og

PCT, jf. bekendtgørelse nr. 572 af 26. november 1976.

Vedrørende afgrænsningen mellem olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen

kan i øvrigt nævnes, at også visse andre affaldsarter i princippet vil kunne

henregnes til både olie- og kemikalieaffald. Det gælder eksempelvis affald,

der indeholder benzin. Organiske opløsningsmidler, herunder benzin, som ved

normal anvendelse som opløsningsmiddel er forurenet eller sammenblandet med

andre stoffer, skønnes mest hensigtsmæssigt at kunne henregnes til

kemikalieaffald, mens affald fra olie- og benzinudskillere betragtes som

olieaffald. Da de materielle regler i de to bekendtgørelser i det store og

hele er sammenfaldende, skulle dette dog ikke kunne give anledning til

vanskeligheder i praksis.

Nedenfor er anført en række eksempler på olieholdige produkter, som må

betragtes som olieaffald i bekendtgørelsens forstand:

Kasserede smøreolier, herunder motorolier og gearolier.

Kasserede hydraulikolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige

hydraulikvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede varmetransmissionsolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige

varmetransmissionsvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede bearbejdningsolier og olieemulsioner, såsom boreolier,

skæreolier m.v.

Rester, som opstår ved rengøring af beholdere til olieholdige produkter,

herunder benzin, dieselolie og fyringsolie.

Kasseret smørefedt.

Udskilte olieholdige produkter ved spildevandsrensning, herunder fra

benzin- og olieudskillere.

Udskilte olie- og fedtprodukter fra rengøring af emner i

affedtningsudstyr. Dog er tri- og perchlorethylenholdigt affald omfattet af

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede syntetiske olier. Dog er affald af halogenerede kulbrinter

omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Materialer, forurenet med olieholdige produkter, såsom olieforurenet jord,

olieabsorberende midler m.v.

Ilanddrevne olierester.

Olieholdigt affald fra havnedrift, herunder ballastvand og olieaffald fra

tankrensninger.

3. Lokale modtageordninger.

Ifølge bekendtgørelsens § 6. stk. 1, skal kommunalbestyrelserne fra den 1.

september 1977 have etableret en lokal modtageordning, således at modtagelse

og bortskaffelse af olieaffald finder sted på forsvarlig måde. En tilsvarende

bestemmelse for kemiaffald, med den 1. januar 1977 som skæringsdato, findes i

kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Opmærksomheden henledes på, at allerede etablerede modtageanlæg for

kemikalieaffald i vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage

olieaffald.

Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et

noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner), beregnet til

olie- og kemikalieaffald fra virksomheder og modtagepladser, dækkende et

mindre område (en enkelt kommune eller en del deraf), beregnet til olie- og

kemikalieaffald fra private husholdninger, samt eventuelt virksomheder,

f.eks. de landbrugsvirksomheder, hvor der fremkommer mindre mængder

ikke-anmeldelsespligtigt olieaffald.

Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet

modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er

beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.

Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og

bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, har man fundet det

hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge en

bortskaffelsesordning, og at udarbejde et eventuelt olieaffaldsregulativ.

Opmærksomheden henledes på, at olieaffaldsregulativer, som tidligere er

udarbejdet med udgangspunkt i det forslag til regulativ for olieaffald, der

er optrykt som bilag til miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober

1972 vedrørende bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald, ikke vil

være i overensstemmelse med den nye bekendtgørelse. Kommuner, som finder, at

der er behov for et olieaffaldsregulativ, må således udarbejde et sådant med

hjemmel i bekendtgørelsens § 2. stk. 2. Regulativet skal i givet fald, ifølge

§ 12 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning, bekendtgøres i de lokale

dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på den på

stedet sædvanlige måde.

Såfremt kommunalbestyrelsen ikke finder behov for et olieaffaldsregulativ,

vil praktiske oplysninger om modtagepladsers og -stationers beliggenhed,

åbningstider og lignende f.eks. kunne gives i en standardskrivelse, som

udsendes til den kreds af virksomheder, hvor der kan tænkes at fremkomme

olieaffald. På landsbasis vil autoværksteder og -servicestationer og

industrivirksomheder være de virksomhedskategorier, hvorpå der fremkommer den

største mængde olieaffald. Endvidere vil olieaffald i varierende mængde ofte

fremkomme, bl.a. på transport-, entreprenør- og landbrugsvirksomheder.

En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er

af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til

alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private.

Antallet af olieaffaldsproducerende virksomheder er stort, skønsmæssigt

omkring 200.000. Da disse virksomheder ifølge bekendtgørelsens § 5 skal

aflevere affaldet som led i de kommunale modtageordninger, medmindre der

meddeles virksomhederne fritagelse herfor, er det af stor betydning, at der

kun er begrænset afstand til en modtagestation eller eventuelt en

modtageplads. En nem adgang til at aflevere olieaffaldet vil formentlig også

være en forudsætning for, at private vil aflevere deres olieaffald. Hver

kommunalbestyrelse bør derfor indrette mindst en modtageplads, såfremt der

ikke findes en fælleskommunal modtagestation i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 6, stk. 2. fastsætte afgifter for

modtagelse af afleveringspligtig olieaffald, herunder regler om, at kommunen

yder et vederlag for modtagelse af olieaffald af nærmere angivne kvaliteter.

Med henblik på at sikre, at der i størst mulig udstrækning foretages

aflevering, også af olieaffald fra ikke-anmeldelsespligtige virksomheder,

henstiller miljøstyrelsen til kommunalbestyrelserne, at der ikke opkræves

afgifter for modtagelse af mindre mængder olieaffald af de arter, som

opsamlet i større mængder har en værdi, f.eks. ved overdragelse til

Kommunekemi A/S.

Transport af olieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan enten

ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller

således at kommunen etablerer en afhentningsordning. En afhentningsordning

vil eventuelt kunne etableres ved, at kommunalbestyrelsen indgår en aftale

med en privat transportvirksomhed, som på kommunalbestyrelsens vegne kan stå

for ordningens praktiske udførelse.

Kommunale afhentningsordninger for olieaffald vil kunne etableres med

hjemmel i bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Der vil således være mulighed for at

etablere afhentningsordninger for alle olieaffaldsarter fra virksomheder,

ligesom også afhentningsordninger for bestemte olieaffaldsarter vil være en

mulighed. Her skal navnlig peges på, at etablering af afhentningsordninger

for affald fra olie- og benzinudskillere ofte vil være en hensigtsmæssig

foranstaltning mod olieforurening af spildevandsanlæg og vandrecipienter.

Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om fritagelse

for afleveringspligten, jf. afsnit 5.

Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer

er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt

forurenende virksomheder m.v.

Heraf følger, at de skal godkendes af vedkommende amtsråd, i

hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller

udvides, jf. nærmere herom i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og

bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt

forurenende virksomheder m.v. Ved godkendelse skal bestemmelserne i

miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser

iagttages.

Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i

justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og

transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering

m.m. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige

brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden

brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.

Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente

godkendelse, f.eks. i medfør af naturfredningsloven, by- og landzoneloven og

kommuneplanloven. Driften og indretningen af modtagepladser og -stationer

omfattes desuden af arbejdsmiljølovgivningen.

Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med

behandling af ansøgninger om etablering m.m. af modtagerpladser og -stationer

påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jf. eventuelt nærmere herom

i afsnit 11 om anden lovgivning vedrørende olieaffald.

I miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om kontrol

med oplag af olie m.v. er fastsat særlige regler vedrørende oplag af

mineralolieprodukter, hvis viskositet ikke overstiger 100 centistokes ved 15

grader C, herunder også olieaffald. Denne bekendtgørelse ventes revideret i

efteråret 1977.

Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S ved kommunernes

etablering af modtagestationer giver vejledning om, hvordan disse mest

hensigtsmæssigt kan etableres. I denne forbindelse bør det fremhæves, at

arealer, hvor der skal henstå beholdere med olieaffald, må være befæstet og

sikret således, at spild ikke kan forårsage forurening af omgivelserne,

herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jf. miljøbeskyttelseslovens kap. 3

om beskyttelse af vandforsyningsinteresser.

Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet

en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.

Der skal følge en deklaration med det olieaffald, der fra

modtagerstationerne videresendes til Kommunekemi A/S. En formular hertil er

udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til oplysninger om

affaldets art, mængde og den anvendte emballage. Det vil være

hensigtsmæssigt, at deklarationsblanketten udleveres til virksomheden ved

affaldets anmeldelse, ligesom den bør anvendes ved afsendelse af olieaffald

fra de lokale modtagepladser.

For så vidt angår uheld med olieaffald på modtagestationer eller -pladser

henvises til afsnit 8 i nærværende cirkulære.

4. Virksomheders anmeldelsespligt.

Ifølge bekendtgørelsens § 4. stk. 1, skal virksomheder, herunder også

offentlige virksomheder, hvor der fremkommer olieaffald, anmelde dette til

kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen skal

indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes

Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan

benyttes.

Dette anmeldelsesskema er udformet således, at det tillige vil kunne indgå

som et vigtigt led i et landsdækkende registreringssystem for bortskaffelse

af olieaffald. Under hensyn til den oplysningspligt vedrørende bortskaffelse

af olieaffald, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske

Fællesskaber er pålagt over for kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 11,

bør kommunalbestyrelsen ved anmeldelse af olieaffald på en hensigtsmæssig

måde registrere de fornødne oplysninger.

Det bemærkes, at anmeldelsespligten i medfør af § 4, stk. 1. er udvidet i

forhold til den efter bekendtgørelse af 17. oktober 1972 om bortskaffelse

m.v. af olieaffald hidtil gældende anmeldelsespligt.

Endvidere bemærkes, at olieaffald kun skal anmeldes i medfør af § 4, stk.

1. såfremt der på den pågældende virksomhed fremkommer mere end 150 liter

olieaffald pr. år, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3. Det skal dog

understreges, at den mængde olieaffald, som således undtages fra

anmeldelsespligten, skal afleveres (jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1). Det

bemærkes endvidere, at ikke blot smøreolieaffald, men også andre typer

olieaffald, herunder affald fra rensning af benzin- og olietanke, nu undtages

fra anmeldelsespligten, såfremt den samlede mængde olieaffald fra

virksomheden ikke overstiger 150 liter pr. år.

Dette medfører, at f.eks. landbrugsvirksomheder med et for denne

virksomhedskategori normalt olieforbrug kun i et beskedent antal vil have

anmeldelsespligt, mens autoværksteder og -servicestationer normalt vil være

anmeldelsespligtige.

Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når olieaffaldet produceres.

For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer olieaffald, som er

ensartet i mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage

anmeldelse af affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette

indebærer, at virksomheder kun behøver at foretage fornyet anmeldelse,

såfremt der sker ændringer i mængden eller sammensætningen af olieaffaldet.

For så vidt angår olieaffald, som på den enkelte virksomhed fremkommer

uregelmæssigt, eksempelvis ved tankrensninger, uheld m.v., vil anmeldelse,

såfremt der i øvrigt ikke på virksomheden fremkommer olieaffald, formentlig

hensigtsmæssigt kunne foretages samtidig med, at der mellem virksomheden og

kommunen træffes aftale om bortskaffelse af affaldet.

Det påhviler ifølge § 7, stk. 1, kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med,

at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt.

5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle

fritagelse herfor.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1. har virksomheder, på hvilke der

fremkommer olieaffald, pligt til at aflevere affaldet. Afleveringspligten

gælder også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter

olieaffald pr. år. Afleveringen vil i almindelighed ske på et af

kommunalbestyrelsen anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre

ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jf. afsnit 3. Det

bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er tilsigtet at give kommunerne

monopol på transport og bortskaffelse af olieaffald, men alene at sikre, at

olieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde

overalt i landet. Ifølge § 5, stk. 2. skal kommunalbestyrelsen derfor meddele

fritagelse for afleveringspligten, herunder fritagelse for deltagelse i en

fælles afhentningsordning, såfremt virksomheden godtgør, at affaldet

transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde ved virksomhedens

foranstaltning.

Også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter

olieaffald pr. år, skal for at opnå fritagelse for afleveringspligten ansøge

herom.

Det bemærkes, jf. § 5, stk. 2, at det er virksomheden, som skal

dokumentere, at betingelserne er til stede. Foreligger sådan dokumentation,

har kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.

Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om

fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller

bortskaffe sit olieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele fritagelse.

Det fremgår af den af miljøstyrelsen gennemførte spørgeskemaundersøgelse i

kommunerne, at kommunalbestyrelsernes praksis med hensyn til fritagelse for

afleveringspligten hidtil har været ret uensartet. Endvidere fremgår det af

undersøgelsen, at der i kommunerne er et ret udbredt ønske om nærmere

retningslinier for, hvornår og på hvilke vilkår en sådan fritagelse bør

meddeles. Til støtte for kommunalbestyrelserne er derfor nedenfor anført

forskellige hensyn, som efter miljøstyrelsens opfattelse bør indgå i

vurderingen af, hvorvidt fritagelse for afleveringspligten kan meddeles:

a) Olieaffald, som afleveres til den af Oliebranchens

Fællesrepræsentation og Mineraloliebrancheforeningen i fællesskab

organiserede indsamlingsordning for affaldssmøreolier med henblik på rensning

og opblanding i olieraffinaderiernes produktion af fuelolie, må efter

miljøstyrelsens skøn anses for at blive bortskaffet på en miljømæssig

forsvarlig måde.

b) Olieaffald, der afleveres til behandling på en virksomhed, som er

godkendt hertil i medfør af miljøbeskyttelseslovens kap. 5, eller har opnået

tilsvarende godkendelse af myndighederne før miljøbeskyttelseslovens

ikrafttræden, må anses for at blive bortskaffet på forsvarlig måde, idet

tilsyn med overholdelse af de fastsatte vilkår for virksomhedens drift

foretages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori virksomheden er

beliggende.

c) Om anvendelse af olieaffald til fyringsformål bemærkes, at affald af

specialsmøremidler, herunder visse syntetiske olieprodukter, såvel som bore-

og skæreolier, som anvendes ufortyndet, på grund af en meget varieret

sammensætning, normalt bør indsamles via den kommunale modtageordning. Blandt

andet vil nogle af disse olieaffaldsarter på grund af særlig lav brændbarhed

ikke kunne forbrændes forsvarligt i almindelige oliefyringsanlæg, ligesom

mange specialsmøremidler vil have et højt indhold af tungmetaller.

Specielt bør skæreolieaffald ikke uden forudgående nærmere dokumentation

vedrørende skæreoliens eventuelle indhold af baktericider fritages for

afleveringspligt. Det bemærkes, at nogle af de markedsførte skæreolier

indeholder baktericider eller fungicider, som i nogle tilfælde kan være salte

af tetra- eller pentachlorphenol. Da det ikke kan udelukkes, at der under

brugen af sådanne skæreolier kan ske en sådan opvarmning, at disse

chlorphenoler kan give anledning til dioxindannelser, bør der ved

bortskaffelsen af brugte skæreolier skabes sikkerhed for, at skæreolien

destrueres ved en fuldstændig forbrænding i velfungerende anlæg.

For så vidt angår bore- og skæreolier, som anvendes emulgeret i vand,

således at emulsionen indeholder 5-10 procent olie, vil der være mulighed for

forbrænding på fueloliefyrede anlæg, såfremt bore- og fuelolie forinden

emulgeres korrekt.

Blandt de typer af olieaffald, som i øvrigt vil kunne komme på tale ved

anvendelse til fyringsformål, vil kasserede motorolier, gearolier og

hydraulikolier være mængdemæssigt dominerende. Disse typer har normalt et

svovlindhold, en viskositet og et indhold af ubrændbare dele, som er

væsentligt større, end tilfældet er for almindelig gasolie, men som er mindre

end eller af samme størrelsesorden som for fuelolie. Dog vil blyindholdet i

kasseret smøreolie fra benzinmotorer kunne være af en sådan størrelse, at

dette bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt en given anvendelse til

fyringsformål i det konkrete tilfælde kan anses for at være miljømæssig

forsvarlig.

Det bør være en forudsætning for lokal forbrænding af olieaafald, at der

kun forbrændes olieaffald af ensartet kvalitet. Olieaffald, hvis

sammensætning eller kvalitet varierer stærkt, vil det således være vanskeligt

eller umuligt at forbrænde på en tilfredsstillende måde på sådanne anlæg.

Olieaffald bør kun anvendes til fyringsformål i forbindelse med en

forudgående effektiv rensning for partikulære urenheder. Rensningen bør som

minimum bestå i, at olieaffaldets vandslamindhold efter ophold i en

sedimentationsbeholder bringes til bundfældning og aftappes med henblik på

levering til den kommunale modtageordning.

Endvidere bemærkes, at fyringsanlæg, som anvendes til forbrænding af

olieaffald, skal være konstrueret og drevet i overensstemmelse med

bygningslovgivningen.

Gasoliefyr er normalt ikke velegnede til fyring med olieaffald. Et

gasoliefyr vil således ikke fungere driftsmæssigt og dermed miljømæssigt

tilfredsstillende under anvendelse af olier med en større viskositet og et

større indhold af ubrændbare dele, end fyret er konstrueret til. Hertil

kommer, at anlæggets skorstenshøjde vil være utilstrækkelig til at overholde

miljøstyrelsens vejledende bestemmelser vedrørende begrænsning af

luftforurening fra oliefyrede anlæg, såfremt der ved dimensioneringen er

forudsat anvendt almindelig gasolie, jf. nedenfor.

Fueloliefyr og andre fyringsanlæg, som er specielt konstrueret til

forbrænding af tyktflydende olier vil normalt kunne anvendes til fyring med

renset olieaffald af typerne alm. mineralsk motorolie, gearolie og

hydraulikolie. Anlæggets skorstenshøjde bør som minimum være dimensioneret

for anvendelse af fuelolie i overensstemmelse med miljøstyrelsens vejledning

nr. 3/1976 vedrørende begrænsning af luftforurening fra oliefyrede anlæg.

For så vidt angår virksomheder, som søger om fritagelse for

afleveringspligten under henvisning til, at olieaffaldet ønskes afleveret til

en virksomhed, som foretager erhvervsmæssig indsamling af olieaffald,

bemærkes, at det er den olieaffaldsproducerende virksomhed, som i det omfang

kommunalbestyrelsen finder det fornødent, skal godtgøre, at olieaffaldet ved

transportørens foranstaltning opbevares og transporteres på forsvarlig måde.

Endvidere skal den olieaffaldsproducerende virksomhed oplyse, hvorledes den

endelige bortskaffelse finder sted. Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen i

øvrigt har mulighed for at meddele en transportvirksomhed påbud om opbevaring

og transport, i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. afsnit 6.

Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse for afleveringspligten,

kan benytte de af Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter. De i

afsnit 4 nævnte blanketter til brug ved virksomheders anmeldelse af

olieaffald er også udformet til brug for virksomheder, der ønsker at ansøge

om fritagelse for afleveringspligten. Oplysninger vedrørende bortskaffelsen

af de olieaffaldsmængder, som fritages for afleveringspligten, bør af

kommunalbestyrelsen registreres på en hensigtsmæssig måde under hensyn til

den oplysningspligt, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske

Fællesskaber er pålagt overfor kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 1.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for, som vilkår for at meddele fritagelse

for afleveringspligten, at kræve løbende kontrol med det omhandlede

olieaffalds sammensætning, herunder kontrol med, at olieaffaldet ikke er

iblandet andre stoffer, eksempelvis olie- eller kemikalieaffaldsstoffer, som

ikke er omfattet af den meddelte fritagelse for afleveringspligten.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 14, stk. 2, at tidligere trufne

afgørelser om fritagelse for afleveringspligten bevarer deres gyldighed,

medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet. Miljøstyrelsen skal i denne

forbindelse opfordre kommunalbestyrelserne til at vurdere, hvorvidt de

ovenfor anførte vejledende retningslinier giver kommunalbestyrelserne

anledning til at foretage ændringer i tidligere trufne afgørelser vedrørende

fritagelse for afleveringspligten, ikke mindst for så vidt angår

skæreolieaffald, som bortskaffes ved forbrænding i mindre fyringsanlæg på

værksteder m.v.

6. Transport af olieaffald.

I medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen meddele

påbud og fastsætte nærmere regler til sikring af forsvarlig opbevaring og

transport af olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan således i medfør af denne

bestemmelse bl.a. meddele påbud til virksomheder, som i kommunen foretager

erhvervsmæssig indsamling af olieaffald, der er fritaget for

afleveringspligten efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, om såvel opbevaring

som transport, herunder om, at det af virksomheden indsamlede olieaffald skal

afleveres på den eller de lokaliteter, som er oplyst over for

kommunalbestyrelsen i forbindelse med de givne fritagelser for

afleveringspligten.

Endvidere har kommunalbestyrelsen mulighed for i medfør af § 52 i lov nr.

372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, bl.a. fra

olieaffaldstransporterende virksomheder, at indhente alle oplysninger,

herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for

vurderingen af forureningen og for eventuelle afhjælpende foranstaltninger.

Jernbanetransport.

For jernbanetransport af olieaffald skal »RID-A, reglement for

befordring af farligt gods på jernbaner« overholdes, jf. nedenfor.

Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.

I den af Kommunekemi A/S udsendte vejledning i modtagelse og

videreforsendelse m.m. af olie- og kemikalieaffald for personale på kommunale

modtagestationer er bl.a. anført nærmere regler vedrørende jernbanetransport

af olieaffald. Opmærksomheden henledes på, at f.eks. benzinaffald,

brændselsolie-, dieselolie- og gasolieaffald er omfattet af RID-A-reglerne

(antændelige flydende stoffer), mens brugte smøreolier, hydraulikolie og

lignende samt fuelolie-affald ikke er omfattet, såfremt disse arter ikke

forekommer i blanding med lettere antændelige stoffer.

Vejtransport.

Olieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og

transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.

393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt

»Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige

væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971.

Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.

Det bemærkes, at lastbiler med »farligt gods« normalt ikke

overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt.

Søtransport.

For søtransoport af »farligt gods« skal bestemmelserne i

handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport

til søs af farligt gods overholdes.

7. Olieaffald fra private.

Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende olieaffald fra private.

Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der

sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres olieaffald på et af

kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til

at aflevere deres olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete tilfælde

meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer

olieaffald ifølge § 2, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden forurening

af omgivelserne.

Olieaffald fra private må således ikke anbringes i affaldsbeholdere,

beregnet for dagrenovation, eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller

ikke må nedgraves eller udledes på jorden, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Private er omfattet af bestemmelserne i § 3 om uheld med olieaffald, jf.

nærmere herom i afsnit 8.

Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens

beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har

åbent etc., jf. afsnit 3.

8. Uheld med olieaffald.

Bekendtgørelsen indeholder i § 3 bestemmelser vedrørende forurening med

olieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene olieholdige produkter,

forudsat der i forbindelse med uheld fremkommer olieaffald, der omfattes af

bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med benzin eller fyringsolie

være at betragte som olieaffald.

Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik,på at sikre

oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring,

transport og bortskaffelse af olieaffald, mens selve uheldssituationen er

omfattet af andre bestemmelser.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens

vejledning nr. 8/1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på

landjorden og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er

tilvejebragt i tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.

Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel

organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med

farlige stoffer, herunder olieaffald, på landjorden, først og fremmest i

forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under

anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg,

lagre eller lignende.

Bekendtgørelsens bestemmelser i § 3 tilsigter ikke at træde i stedet for

de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte beredskabsvejledning. De

to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden. Vejledningen indeholder

således instrukser om beredskabsindsættelser, straks når større uheld

indtræffer, mens bekendtgørelsens bestemmelser især er udformet med henblik

på det efterfølgende oprydningsarbejde.

Reglerne i § 3 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der

forårsager forurening med olieaffald, eller som på sin ejendom konstaterer

sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende kommunalbestyrelse

underretning herom.

Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller

bortskaffelse af olieaffald har forårsaget forurening, skal efterkomme

kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om fjernelse af forureningen. Hvis

påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den herfor fastsatte frist, har

kommunalbestyrelsen mulighed for at lade foranstaltningerne udføre for den

pågældendes regning, jf. § 3, stk. 3.

Med hjemmel i § 3, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt

meddele anvisninger i tilfælde af, at olieaffald forårsager forurening.

Bestemmelsen suppleres af miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er

forbudt at henlægge (resp. tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt

ved vandløb, søer eller havet, at der kan være fare for, at de skylles ud

deri.

Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det

yderligere i § 3, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette

ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet

hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne

anlæg.

Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med

forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet,

må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for

forurening.

Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af

private vandløb og dambrug.

9. Tilsyn.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med overholdelsen af

reglerne i bekendtgørelsen og beslutninger, truffet i medfør af denne.

Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes

med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere

aktivt forsøge at kontakte mulige olieaffaldsproducenter, f.eks. ved at rette

henvendelse til de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne formoder, at der

fremkommer olieaffald.

Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af

virksomhederne ved anmeldelse af olieaffald, kan også benyttes ved

kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som

producerer olieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald.

Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle

virksomheder i kommunen, suppleret med den i afsnit 2 anførte liste over

eksempler på olieaffaldsarter.

Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og

modtagelse af olie- og kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en

specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde

med anmeldelses- og afleveringspligtigt affald. En sådan viden kan benyttes

som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne opfylder deres

anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.

Under tilsynet kan der i medfør af § 2, stk. 2, meddeles påbud til sikring

af forsvarlig opbevaring og transport af olieaffald. Ifølge bekendtgørelsens

§ 8 varetages tilsynet med overholdelse af bestemmelsen i § 6, stk. 1, om

kommunalbestyrelsens pligt til at etablere lokale modtageordninger, af

amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet. Det påhviler i denne

forbindelse amtsrådet at påse, at der for den enkelte kommune gennemføres en

tilfredsstillende ordning, der på rimelig måde er koordineret med ordninger i

andre kommuner. Dette gælder særligt for så vidt angår etablering af fælles

modtagestationer for olieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale

transportordninger, hvor dette måtte findes hensigtsmæssigt.

10. Klage.

Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes

for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager vedrørende olieaffald er endelige,

bortset fra afgørelser efter § 5, stk. 2, vedrørende dispensation fra

afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser indbringes

for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.

Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer

reguleres ikke af bekendtgørelsen, men derimod af miljøbeskyttelsesloven.

Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog

til hovedstadsrådet.

11. Anden lovgivning m.v. om olieaffald.

Generelt.

Nedenfor gives en oversigt over bestemmelser i anden lovgivning, der kan

være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af olieaffald.

Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende

angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at

henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde

anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer

eller bortskaffer olieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser i

anden lovgivning overholdes.

Transport af olieaffald.

For jernbanetransport af olieaffald gælder de af ministeriet for

offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jf. afsnit 6. Bestemmelserne

administreres af generaldirektoratet for DSB.

For vejtransport af olieaffald gælder de af justitsministeriet fastsatte

bestemmelser, jf. afsnit 6.

For transport til søs af olieaffald gælder de af handelsministeriet

fastsatte bestemmelser, jf, afsnit 6. Bestemmelserne administreres af

direktoratet for statens skibstilsyn.

Endvidere skal man gøre opmærksom på, at bekendtgørelse om

modtageordninger for rester og blandinger af olie samt kloakspildevand og

affald i danske havne i Østersøområdet er under udarbejdelse i medfør af lov

nr. 324 af 26. juni 1975 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.

Modtagepladser og modtagestationer.

Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af bilaget til

miljøbeskyttelsesloven over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal

godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jf. nærmere herom i

afsnit 3.

Oplagring af tyndtflydende olieaffald i underjordiske tanke er omfattet af

reglerne i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om

kontrol med oplag af olie m.v. Denne bekendtgørelse ventes revideret i

efteråret 1977.

Ifølge lov nr. 287 af 26. juni 1975 om kommuneplanlægning er større

anlægsarbejder omfattet af lokalpligten, jf. kommuneplanlovens § 16, stk. 3.

Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller

landzone. Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige,

medens modtagepladser normalt ikke vil være lokalplanpligtige efter

kommuneplanlovens § 16, stk. 3.

Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af

amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jf. § 8 og 9, i lov om by-

og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975). Anlæg, der

placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af

fredningsplanudvalget, jf. § 43, stk. 1, i naturfredningsloven

(lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).

Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den

stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af

20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jf. afsnit

3, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af

arbejdsmiljølovgivningen.

Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en

vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.

Anlæg for behandling af olieaffald.

Anlæg for behandling af olieaffald er omfattet af miljøbeskyttelseslovens

bilag over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal godkendes, inden

de anlægges, ændres eller udvides. Amtsrådet er godkendelsesmyndighed for

denne virksomhedskategori.

Miljøstyrelsen, den 1. september 1977.

Ejler Koch.

E. Moltke.

Bilag

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald

m.v.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter