Cirkulære om olieaffald
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om olieaffald
Indholdsfortegnelse.
1. Indledning
2. Olieaffald
3. Lokale modtageordninger
4. Virksomheders anmeldelsespligt
5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle
fritagelse herfor
6. Transport af olieaffald
7. Olieaffald fra private
8. Uheld med olieaffald
9. Tilsyn
10.Klage
11.Anden lovgivning m.v. om olieaffald
Bilag: Olieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 410 af 27. juli 1977).
Miljøministeriet, miljøstyrelsen, j.nr. M.3001-6.
1. Indledning.
Den 1. september 1977 træder bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om
olieaffald m.v. i kraft. Bekendtgørelsen, der er optrykt som bilag til dette
cirkulære, er udstedt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj 1972 om
bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, Bekendtgørelsen træder i
stedet for bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v.
af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20. marts 1974, dog
således at afgørelser om fritagelse for afleveringspligten, truffet i medfør
af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse af 17. oktober 1972, fortsat bevarer deres
gyldighed, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet.
Med hjemmel i lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald er
endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald
(kemikalieaffaldsbekendtgørelsen).
Olieaffaldsbekendtgørelsens regler og nærværende cirkulære er bl.a.
Læs alt
baseret på en af miljøstyrelsen i 1974-75 gennemført spørgeskemaundersøgelse.
Ved denne undersøgelse rettedes henvendelse til samtlige kommunalbestyrelser,
idet miljøstyrelsen tilkendegav, at man på baggrund af de indkomne
besvarelser ville vurdere behovet for at iværksætte eventuelle yderligere
foranstaltninger til sikring af, at alt olieaffald opbevares, transporteres
og bortskaffes på en sådan måde, at faren for forurening af omgivelserne
begrænses bedst muligt.
Ifølge undersøgelsen anmeldes der i medfør af den tidligere bekendtgørelse
ca. 20.000 tons olieaffald pr. år til kommunerne, hvilket svarer til, at over
halvdelen af den samlede mængde olieaffald bortskaffes, uden at
bortskaffelsesmetoden er kommunerne bekendt.
Der synes at være 2 hovedårsager til, at så store mængder olieaffald ikke
anmeldes til kommunerne, nemlig dels den tidligere bekendtgørelses definition
på olieaffald (§1, stk. 1) - som sammenholdt med miljøstyrelsens
cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende samme bekendtgørelse
indebærer, at så snart affaldet har blot en ganske ringe handelsværdi, falder
det udenfor - og dels samme bekendtgørelses »300 liters-regel« (§3,
stk. 2, sammenholdt med § 4, stk. 1).
Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen såvel som vedtagelsen af
EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, samt de
erfaringer, der i øvrigt er gjort i forbindelse med
olieaffaldsbekendtgørelsen siden 1972, har således medført et behov for, at
reglerne vedrørende bortskaffelse af olieaffald på flere punkter ændres.
Ved bekendtgørelsens ikrafttræden sker der således følgende væsentlige
ændringer:
a) Den i bekendtgørelsens § 1. stk. 3 og 4 anførte definition af begrebet
olieaffald adskiller sig fra den i § 1. stk. 1. i den oprindelige
olieaffaldsbekendtgørelse anførte. Den væsentligste konsekvens heraf er, at
der nu også er anmeldelses- og afleveringspligt for olieholdige produkter,
der har en handelsværdi, når blot de pågældende produkter ikke mere agtes
anvendt til deres oprindelige formål i den tilstand, hvori de forefindes, jf.
nærmere herom i afsnit 2.
b) Alle landets kommunalbestyrelser skal fra den 1. september 1977 have
etableret lokale modtageordninger for olieaffald, jf. nærmere herom i afsnit
3.
c) I alle landets kommuner indføres fra den 1. september 1977 den i
bekendtgørelsens §§ 4 og 5 anførte anmeldelses- og afleveringspligt, jf.
nærmere herom i afsnit 4 og 5.
d) Reglerne vedrørende anmeldelses- og afleveringspligt for virksomheder,
hvorpå der kun fremkommer mindre mængder olieaffald, er ændret. Således er
der nu afleveringspligt for alt olieaffald fra virksomheder, mens
anmeldelsespligt kun foreligger, når der på virksomheden fremkommer mere end
150 liter olieaffald pr. år, jf. nærmere herom i afsnit 5.
Ovennævnte ændringer er som nævnt bl.a. begrundet i vedtagelsen af
EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald. I medfør af
direktivet er medlemslandene endvidere pålagt en informationsforpligtelse
over for kommissionen om forholdene i de enkelte lande vedrørende
bortskaffelsen af olieaffald. Dels for at kunne bidrage til at opfylde denne
forpligtelse og dels med henblik på at kunne vurdere, hvorvidt olieaffaldets
opbevaring, transport og bortskaffelse i Danmark foregår på en miljømæssig
forsvarlig måde, finder miljøstyrelsen det nødvendigt, at
kommunalbestyrelserne i forbindelse med virksomhedernes anmeldelse af
olieaffald og ansøgning om fritagelse for afleveringspligten foretager en
registrering af forskellige oplysninger, med henblik på fremtidige
indberetninger fra kommunalbestyrelserne til miljøstyrelsen herom.
De oplysninger, som miljøstyrelsen fremover agter at indhente fra
kommunalbestyrelserne om forholdene i forbindelse med bortskaffelse af
olieaffald vil i hovedsagen være følgende:
1) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, fordelt på
olieaffaldsarter, som er anmeldt til kommunalbestyrelsen i medfør af
bekendtgørelsens § 4. stk. 1.
2) En opgørelse over den samlede olieaffaldsmængde, som årligt afleveres
til den kommunale modtagerordning i medfør af bekendtgørelsens § 5,. stk. 1.
3) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, som er
fritaget for afleveringspligten, dels i medfør af bekendtgørelsens § 5. stk.
2. og dels i medfør af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober
1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Det bør af opgørelsen fremgå,
hvorledes de pågældende mængder er fordelt på de forskellige olieaffaldsarter
og bortskaffelsesmetoder.
2. Olieaffald.
Ved olieaffald forstås i bekendtgørelsens, jf. § 1. stk. 3. og 4.
olieholdige produkter, som ikke mere agtes anvendt til deres oprindelige
formål i den tilstand, hvori de forefindes. Denne definition af begrebet
olieaffald adskiller sig på to punkter væsentligt fra den i den oprindelige
olieaffaldsbekendtgørelse anvendte definition.
For det første er de nævnte olieholdige produkter nu omfattet af
bekendtgørelsens regler, herunder anmeldelsespligten, uanset om produkterne
har en salgsværdi, og uanset om de i praksis udgør et led i sædvanlig
omsætning eller anvendelse. Eksempelvis vil en virksomheds kasserede
smøreolie være omfattet af anmeldelsespligten, uanset om olien opsamles med
salg for øje eller agtes anvendt på virksomheden til andre formål, f.eks. som
fyringsolie, evt. i forbindelse med forudgående rensning. Denne ændring i
definitionen på olieaffald er således en understregning af, at det er faren
for forurening af omgivelserne, som er afgørende for, om et givet olieholdigt
produkt er omfattet af bekendtgørelsens regler, og i denne forbindelse må
ophør med anvendelse af produktet til det oprindelige formål normalt anses
for at være en mere afgørende faktor end produktets evt. manglende værdi til
anden anvendelse.
For det andet omfatter bekendtgørelsen også affald fra syntetiske
olieprodukter, dog således at affaldsarter, som er omfattet af
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, fortsat henregnes til kemikalieaffald. Denne
ændring er bl.a. foretaget, fordi det vedtagne EF-direktiv om bortskaffelse
af olieaffald omfatter både mineralsk og syntetisk olieaffald. Den praktiske
betydning af ændringen er dog foreløbig ret begrænses, idet anvendelse af
syntetiske olier ikke er særlig udbredt. Primært anvendes syntetiske olier,
hvor specielle forhold gør mineralske olieprodukter mindre egnede, f.eks. ved
ekstremt høje eller lave temperaturer. Blandt anvendelsesområder for
syntetiske olier kan nævnes smøremidler i jetmotorer, visse hydrauliske
olier, kompressorolier, varmetransmissionsolier, skærevæsker m.v. De
pågældende syntetiske olieprodukter vil eksempelvis være baseret på
produkttyper som estere, polyglykoler, fosfat- eller silikatestere og
siliconer.
Affaldet af syntetiske olieprodukter baseret på halogenerede kulbrinter
vil fortsat være omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens regler og vil
dermed være anmeldelsespligtig, uanset i hvilken mængde affaldet fremkommer
på den enkelte virksomhed.
Dette gælder også affaldet af PCB- eller PCT-holdige produkter til
eksempelvis transformere, varmeudvekslere og hydrauliske systemer.
Anvendelsen af disse produkter er i øvrigt reguleret i bekendtgørelse nr. 18
af 15. januar 1976 om begrænsninger i indførelsen og anvendelsen af PCB og
PCT, jf. bekendtgørelse nr. 572 af 26. november 1976.
Vedrørende afgrænsningen mellem olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen
kan i øvrigt nævnes, at også visse andre affaldsarter i princippet vil kunne
henregnes til både olie- og kemikalieaffald. Det gælder eksempelvis affald,
der indeholder benzin. Organiske opløsningsmidler, herunder benzin, som ved
normal anvendelse som opløsningsmiddel er forurenet eller sammenblandet med
andre stoffer, skønnes mest hensigtsmæssigt at kunne henregnes til
kemikalieaffald, mens affald fra olie- og benzinudskillere betragtes som
olieaffald. Da de materielle regler i de to bekendtgørelser i det store og
hele er sammenfaldende, skulle dette dog ikke kunne give anledning til
vanskeligheder i praksis.
Nedenfor er anført en række eksempler på olieholdige produkter, som må
betragtes som olieaffald i bekendtgørelsens forstand:
Kasserede smøreolier, herunder motorolier og gearolier.
Kasserede hydraulikolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige
hydraulikvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Kasserede varmetransmissionsolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige
varmetransmissionsvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Kasserede bearbejdningsolier og olieemulsioner, såsom boreolier,
skæreolier m.v.
Rester, som opstår ved rengøring af beholdere til olieholdige produkter,
herunder benzin, dieselolie og fyringsolie.
Kasseret smørefedt.
Udskilte olieholdige produkter ved spildevandsrensning, herunder fra
benzin- og olieudskillere.
Udskilte olie- og fedtprodukter fra rengøring af emner i
affedtningsudstyr. Dog er tri- og perchlorethylenholdigt affald omfattet af
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Kasserede syntetiske olier. Dog er affald af halogenerede kulbrinter
omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Materialer, forurenet med olieholdige produkter, såsom olieforurenet jord,
olieabsorberende midler m.v.
Ilanddrevne olierester.
Olieholdigt affald fra havnedrift, herunder ballastvand og olieaffald fra
tankrensninger.
3. Lokale modtageordninger.
Ifølge bekendtgørelsens § 6. stk. 1, skal kommunalbestyrelserne fra den 1.
september 1977 have etableret en lokal modtageordning, således at modtagelse
og bortskaffelse af olieaffald finder sted på forsvarlig måde. En tilsvarende
bestemmelse for kemiaffald, med den 1. januar 1977 som skæringsdato, findes i
kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.
Opmærksomheden henledes på, at allerede etablerede modtageanlæg for
kemikalieaffald i vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage
olieaffald.
Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et
noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner), beregnet til
olie- og kemikalieaffald fra virksomheder og modtagepladser, dækkende et
mindre område (en enkelt kommune eller en del deraf), beregnet til olie- og
kemikalieaffald fra private husholdninger, samt eventuelt virksomheder,
f.eks. de landbrugsvirksomheder, hvor der fremkommer mindre mængder
ikke-anmeldelsespligtigt olieaffald.
Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet
modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er
beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.
Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og
bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, har man fundet det
hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge en
bortskaffelsesordning, og at udarbejde et eventuelt olieaffaldsregulativ.
Opmærksomheden henledes på, at olieaffaldsregulativer, som tidligere er
udarbejdet med udgangspunkt i det forslag til regulativ for olieaffald, der
er optrykt som bilag til miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober
1972 vedrørende bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald, ikke vil
være i overensstemmelse med den nye bekendtgørelse. Kommuner, som finder, at
der er behov for et olieaffaldsregulativ, må således udarbejde et sådant med
hjemmel i bekendtgørelsens § 2. stk. 2. Regulativet skal i givet fald, ifølge
§ 12 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning, bekendtgøres i de lokale
dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på den på
stedet sædvanlige måde.
Såfremt kommunalbestyrelsen ikke finder behov for et olieaffaldsregulativ,
vil praktiske oplysninger om modtagepladsers og -stationers beliggenhed,
åbningstider og lignende f.eks. kunne gives i en standardskrivelse, som
udsendes til den kreds af virksomheder, hvor der kan tænkes at fremkomme
olieaffald. På landsbasis vil autoværksteder og -servicestationer og
industrivirksomheder være de virksomhedskategorier, hvorpå der fremkommer den
største mængde olieaffald. Endvidere vil olieaffald i varierende mængde ofte
fremkomme, bl.a. på transport-, entreprenør- og landbrugsvirksomheder.
En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er
af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til
alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private.
Antallet af olieaffaldsproducerende virksomheder er stort, skønsmæssigt
omkring 200.000. Da disse virksomheder ifølge bekendtgørelsens § 5 skal
aflevere affaldet som led i de kommunale modtageordninger, medmindre der
meddeles virksomhederne fritagelse herfor, er det af stor betydning, at der
kun er begrænset afstand til en modtagestation eller eventuelt en
modtageplads. En nem adgang til at aflevere olieaffaldet vil formentlig også
være en forudsætning for, at private vil aflevere deres olieaffald. Hver
kommunalbestyrelse bør derfor indrette mindst en modtageplads, såfremt der
ikke findes en fælleskommunal modtagestation i kommunen.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 6, stk. 2. fastsætte afgifter for
modtagelse af afleveringspligtig olieaffald, herunder regler om, at kommunen
yder et vederlag for modtagelse af olieaffald af nærmere angivne kvaliteter.
Med henblik på at sikre, at der i størst mulig udstrækning foretages
aflevering, også af olieaffald fra ikke-anmeldelsespligtige virksomheder,
henstiller miljøstyrelsen til kommunalbestyrelserne, at der ikke opkræves
afgifter for modtagelse af mindre mængder olieaffald af de arter, som
opsamlet i større mængder har en værdi, f.eks. ved overdragelse til
Kommunekemi A/S.
Transport af olieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan enten
ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller
således at kommunen etablerer en afhentningsordning. En afhentningsordning
vil eventuelt kunne etableres ved, at kommunalbestyrelsen indgår en aftale
med en privat transportvirksomhed, som på kommunalbestyrelsens vegne kan stå
for ordningens praktiske udførelse.
Kommunale afhentningsordninger for olieaffald vil kunne etableres med
hjemmel i bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Der vil således være mulighed for at
etablere afhentningsordninger for alle olieaffaldsarter fra virksomheder,
ligesom også afhentningsordninger for bestemte olieaffaldsarter vil være en
mulighed. Her skal navnlig peges på, at etablering af afhentningsordninger
for affald fra olie- og benzinudskillere ofte vil være en hensigtsmæssig
foranstaltning mod olieforurening af spildevandsanlæg og vandrecipienter.
Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om fritagelse
for afleveringspligten, jf. afsnit 5.
Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer
er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt
forurenende virksomheder m.v.
Heraf følger, at de skal godkendes af vedkommende amtsråd, i
hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller
udvides, jf. nærmere herom i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og
bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v. Ved godkendelse skal bestemmelserne i
miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser
iagttages.
Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i
justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og
transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering
m.m. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige
brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden
brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.
Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente
godkendelse, f.eks. i medfør af naturfredningsloven, by- og landzoneloven og
kommuneplanloven. Driften og indretningen af modtagepladser og -stationer
omfattes desuden af arbejdsmiljølovgivningen.
Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med
behandling af ansøgninger om etablering m.m. af modtagerpladser og -stationer
påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jf. eventuelt nærmere herom
i afsnit 11 om anden lovgivning vedrørende olieaffald.
I miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om kontrol
med oplag af olie m.v. er fastsat særlige regler vedrørende oplag af
mineralolieprodukter, hvis viskositet ikke overstiger 100 centistokes ved 15
grader C, herunder også olieaffald. Denne bekendtgørelse ventes revideret i
efteråret 1977.
Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S ved kommunernes
etablering af modtagestationer giver vejledning om, hvordan disse mest
hensigtsmæssigt kan etableres. I denne forbindelse bør det fremhæves, at
arealer, hvor der skal henstå beholdere med olieaffald, må være befæstet og
sikret således, at spild ikke kan forårsage forurening af omgivelserne,
herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jf. miljøbeskyttelseslovens kap. 3
om beskyttelse af vandforsyningsinteresser.
Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet
en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.
Der skal følge en deklaration med det olieaffald, der fra
modtagerstationerne videresendes til Kommunekemi A/S. En formular hertil er
udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til oplysninger om
affaldets art, mængde og den anvendte emballage. Det vil være
hensigtsmæssigt, at deklarationsblanketten udleveres til virksomheden ved
affaldets anmeldelse, ligesom den bør anvendes ved afsendelse af olieaffald
fra de lokale modtagepladser.
For så vidt angår uheld med olieaffald på modtagestationer eller -pladser
henvises til afsnit 8 i nærværende cirkulære.
4. Virksomheders anmeldelsespligt.
Ifølge bekendtgørelsens § 4. stk. 1, skal virksomheder, herunder også
offentlige virksomheder, hvor der fremkommer olieaffald, anmelde dette til
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen skal
indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes
Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan
benyttes.
Dette anmeldelsesskema er udformet således, at det tillige vil kunne indgå
som et vigtigt led i et landsdækkende registreringssystem for bortskaffelse
af olieaffald. Under hensyn til den oplysningspligt vedrørende bortskaffelse
af olieaffald, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske
Fællesskaber er pålagt over for kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 11,
bør kommunalbestyrelsen ved anmeldelse af olieaffald på en hensigtsmæssig
måde registrere de fornødne oplysninger.
Det bemærkes, at anmeldelsespligten i medfør af § 4, stk. 1. er udvidet i
forhold til den efter bekendtgørelse af 17. oktober 1972 om bortskaffelse
m.v. af olieaffald hidtil gældende anmeldelsespligt.
Endvidere bemærkes, at olieaffald kun skal anmeldes i medfør af § 4, stk.
1. såfremt der på den pågældende virksomhed fremkommer mere end 150 liter
olieaffald pr. år, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3. Det skal dog
understreges, at den mængde olieaffald, som således undtages fra
anmeldelsespligten, skal afleveres (jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1). Det
bemærkes endvidere, at ikke blot smøreolieaffald, men også andre typer
olieaffald, herunder affald fra rensning af benzin- og olietanke, nu undtages
fra anmeldelsespligten, såfremt den samlede mængde olieaffald fra
virksomheden ikke overstiger 150 liter pr. år.
Dette medfører, at f.eks. landbrugsvirksomheder med et for denne
virksomhedskategori normalt olieforbrug kun i et beskedent antal vil have
anmeldelsespligt, mens autoværksteder og -servicestationer normalt vil være
anmeldelsespligtige.
Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når olieaffaldet produceres.
For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer olieaffald, som er
ensartet i mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage
anmeldelse af affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette
indebærer, at virksomheder kun behøver at foretage fornyet anmeldelse,
såfremt der sker ændringer i mængden eller sammensætningen af olieaffaldet.
For så vidt angår olieaffald, som på den enkelte virksomhed fremkommer
uregelmæssigt, eksempelvis ved tankrensninger, uheld m.v., vil anmeldelse,
såfremt der i øvrigt ikke på virksomheden fremkommer olieaffald, formentlig
hensigtsmæssigt kunne foretages samtidig med, at der mellem virksomheden og
kommunen træffes aftale om bortskaffelse af affaldet.
Det påhviler ifølge § 7, stk. 1, kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med,
at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt.
5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle
fritagelse herfor.
Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1. har virksomheder, på hvilke der
fremkommer olieaffald, pligt til at aflevere affaldet. Afleveringspligten
gælder også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter
olieaffald pr. år. Afleveringen vil i almindelighed ske på et af
kommunalbestyrelsen anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre
ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jf. afsnit 3. Det
bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er tilsigtet at give kommunerne
monopol på transport og bortskaffelse af olieaffald, men alene at sikre, at
olieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde
overalt i landet. Ifølge § 5, stk. 2. skal kommunalbestyrelsen derfor meddele
fritagelse for afleveringspligten, herunder fritagelse for deltagelse i en
fælles afhentningsordning, såfremt virksomheden godtgør, at affaldet
transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde ved virksomhedens
foranstaltning.
Også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter
olieaffald pr. år, skal for at opnå fritagelse for afleveringspligten ansøge
herom.
Det bemærkes, jf. § 5, stk. 2, at det er virksomheden, som skal
dokumentere, at betingelserne er til stede. Foreligger sådan dokumentation,
har kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.
Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om
fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller
bortskaffe sit olieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele fritagelse.
Det fremgår af den af miljøstyrelsen gennemførte spørgeskemaundersøgelse i
kommunerne, at kommunalbestyrelsernes praksis med hensyn til fritagelse for
afleveringspligten hidtil har været ret uensartet. Endvidere fremgår det af
undersøgelsen, at der i kommunerne er et ret udbredt ønske om nærmere
retningslinier for, hvornår og på hvilke vilkår en sådan fritagelse bør
meddeles. Til støtte for kommunalbestyrelserne er derfor nedenfor anført
forskellige hensyn, som efter miljøstyrelsens opfattelse bør indgå i
vurderingen af, hvorvidt fritagelse for afleveringspligten kan meddeles:
a) Olieaffald, som afleveres til den af Oliebranchens
Fællesrepræsentation og Mineraloliebrancheforeningen i fællesskab
organiserede indsamlingsordning for affaldssmøreolier med henblik på rensning
og opblanding i olieraffinaderiernes produktion af fuelolie, må efter
miljøstyrelsens skøn anses for at blive bortskaffet på en miljømæssig
forsvarlig måde.
b) Olieaffald, der afleveres til behandling på en virksomhed, som er
godkendt hertil i medfør af miljøbeskyttelseslovens kap. 5, eller har opnået
tilsvarende godkendelse af myndighederne før miljøbeskyttelseslovens
ikrafttræden, må anses for at blive bortskaffet på forsvarlig måde, idet
tilsyn med overholdelse af de fastsatte vilkår for virksomhedens drift
foretages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori virksomheden er
beliggende.
c) Om anvendelse af olieaffald til fyringsformål bemærkes, at affald af
specialsmøremidler, herunder visse syntetiske olieprodukter, såvel som bore-
og skæreolier, som anvendes ufortyndet, på grund af en meget varieret
sammensætning, normalt bør indsamles via den kommunale modtageordning. Blandt
andet vil nogle af disse olieaffaldsarter på grund af særlig lav brændbarhed
ikke kunne forbrændes forsvarligt i almindelige oliefyringsanlæg, ligesom
mange specialsmøremidler vil have et højt indhold af tungmetaller.
Specielt bør skæreolieaffald ikke uden forudgående nærmere dokumentation
vedrørende skæreoliens eventuelle indhold af baktericider fritages for
afleveringspligt. Det bemærkes, at nogle af de markedsførte skæreolier
indeholder baktericider eller fungicider, som i nogle tilfælde kan være salte
af tetra- eller pentachlorphenol. Da det ikke kan udelukkes, at der under
brugen af sådanne skæreolier kan ske en sådan opvarmning, at disse
chlorphenoler kan give anledning til dioxindannelser, bør der ved
bortskaffelsen af brugte skæreolier skabes sikkerhed for, at skæreolien
destrueres ved en fuldstændig forbrænding i velfungerende anlæg.
For så vidt angår bore- og skæreolier, som anvendes emulgeret i vand,
således at emulsionen indeholder 5-10 procent olie, vil der være mulighed for
forbrænding på fueloliefyrede anlæg, såfremt bore- og fuelolie forinden
emulgeres korrekt.
Blandt de typer af olieaffald, som i øvrigt vil kunne komme på tale ved
anvendelse til fyringsformål, vil kasserede motorolier, gearolier og
hydraulikolier være mængdemæssigt dominerende. Disse typer har normalt et
svovlindhold, en viskositet og et indhold af ubrændbare dele, som er
væsentligt større, end tilfældet er for almindelig gasolie, men som er mindre
end eller af samme størrelsesorden som for fuelolie. Dog vil blyindholdet i
kasseret smøreolie fra benzinmotorer kunne være af en sådan størrelse, at
dette bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt en given anvendelse til
fyringsformål i det konkrete tilfælde kan anses for at være miljømæssig
forsvarlig.
Det bør være en forudsætning for lokal forbrænding af olieaafald, at der
kun forbrændes olieaffald af ensartet kvalitet. Olieaffald, hvis
sammensætning eller kvalitet varierer stærkt, vil det således være vanskeligt
eller umuligt at forbrænde på en tilfredsstillende måde på sådanne anlæg.
Olieaffald bør kun anvendes til fyringsformål i forbindelse med en
forudgående effektiv rensning for partikulære urenheder. Rensningen bør som
minimum bestå i, at olieaffaldets vandslamindhold efter ophold i en
sedimentationsbeholder bringes til bundfældning og aftappes med henblik på
levering til den kommunale modtageordning.
Endvidere bemærkes, at fyringsanlæg, som anvendes til forbrænding af
olieaffald, skal være konstrueret og drevet i overensstemmelse med
bygningslovgivningen.
Gasoliefyr er normalt ikke velegnede til fyring med olieaffald. Et
gasoliefyr vil således ikke fungere driftsmæssigt og dermed miljømæssigt
tilfredsstillende under anvendelse af olier med en større viskositet og et
større indhold af ubrændbare dele, end fyret er konstrueret til. Hertil
kommer, at anlæggets skorstenshøjde vil være utilstrækkelig til at overholde
miljøstyrelsens vejledende bestemmelser vedrørende begrænsning af
luftforurening fra oliefyrede anlæg, såfremt der ved dimensioneringen er
forudsat anvendt almindelig gasolie, jf. nedenfor.
Fueloliefyr og andre fyringsanlæg, som er specielt konstrueret til
forbrænding af tyktflydende olier vil normalt kunne anvendes til fyring med
renset olieaffald af typerne alm. mineralsk motorolie, gearolie og
hydraulikolie. Anlæggets skorstenshøjde bør som minimum være dimensioneret
for anvendelse af fuelolie i overensstemmelse med miljøstyrelsens vejledning
nr. 3/1976 vedrørende begrænsning af luftforurening fra oliefyrede anlæg.
For så vidt angår virksomheder, som søger om fritagelse for
afleveringspligten under henvisning til, at olieaffaldet ønskes afleveret til
en virksomhed, som foretager erhvervsmæssig indsamling af olieaffald,
bemærkes, at det er den olieaffaldsproducerende virksomhed, som i det omfang
kommunalbestyrelsen finder det fornødent, skal godtgøre, at olieaffaldet ved
transportørens foranstaltning opbevares og transporteres på forsvarlig måde.
Endvidere skal den olieaffaldsproducerende virksomhed oplyse, hvorledes den
endelige bortskaffelse finder sted. Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen i
øvrigt har mulighed for at meddele en transportvirksomhed påbud om opbevaring
og transport, i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. afsnit 6.
Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse for afleveringspligten,
kan benytte de af Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter. De i
afsnit 4 nævnte blanketter til brug ved virksomheders anmeldelse af
olieaffald er også udformet til brug for virksomheder, der ønsker at ansøge
om fritagelse for afleveringspligten. Oplysninger vedrørende bortskaffelsen
af de olieaffaldsmængder, som fritages for afleveringspligten, bør af
kommunalbestyrelsen registreres på en hensigtsmæssig måde under hensyn til
den oplysningspligt, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske
Fællesskaber er pålagt overfor kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 1.
Kommunalbestyrelsen har mulighed for, som vilkår for at meddele fritagelse
for afleveringspligten, at kræve løbende kontrol med det omhandlede
olieaffalds sammensætning, herunder kontrol med, at olieaffaldet ikke er
iblandet andre stoffer, eksempelvis olie- eller kemikalieaffaldsstoffer, som
ikke er omfattet af den meddelte fritagelse for afleveringspligten.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 14, stk. 2, at tidligere trufne
afgørelser om fritagelse for afleveringspligten bevarer deres gyldighed,
medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet. Miljøstyrelsen skal i denne
forbindelse opfordre kommunalbestyrelserne til at vurdere, hvorvidt de
ovenfor anførte vejledende retningslinier giver kommunalbestyrelserne
anledning til at foretage ændringer i tidligere trufne afgørelser vedrørende
fritagelse for afleveringspligten, ikke mindst for så vidt angår
skæreolieaffald, som bortskaffes ved forbrænding i mindre fyringsanlæg på
værksteder m.v.
6. Transport af olieaffald.
I medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen meddele
påbud og fastsætte nærmere regler til sikring af forsvarlig opbevaring og
transport af olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan således i medfør af denne
bestemmelse bl.a. meddele påbud til virksomheder, som i kommunen foretager
erhvervsmæssig indsamling af olieaffald, der er fritaget for
afleveringspligten efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, om såvel opbevaring
som transport, herunder om, at det af virksomheden indsamlede olieaffald skal
afleveres på den eller de lokaliteter, som er oplyst over for
kommunalbestyrelsen i forbindelse med de givne fritagelser for
afleveringspligten.
Endvidere har kommunalbestyrelsen mulighed for i medfør af § 52 i lov nr.
372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, bl.a. fra
olieaffaldstransporterende virksomheder, at indhente alle oplysninger,
herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for
vurderingen af forureningen og for eventuelle afhjælpende foranstaltninger.
Jernbanetransport.
For jernbanetransport af olieaffald skal »RID-A, reglement for
befordring af farligt gods på jernbaner« overholdes, jf. nedenfor.
Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.
I den af Kommunekemi A/S udsendte vejledning i modtagelse og
videreforsendelse m.m. af olie- og kemikalieaffald for personale på kommunale
modtagestationer er bl.a. anført nærmere regler vedrørende jernbanetransport
af olieaffald. Opmærksomheden henledes på, at f.eks. benzinaffald,
brændselsolie-, dieselolie- og gasolieaffald er omfattet af RID-A-reglerne
(antændelige flydende stoffer), mens brugte smøreolier, hydraulikolie og
lignende samt fuelolie-affald ikke er omfattet, såfremt disse arter ikke
forekommer i blanding med lettere antændelige stoffer.
Vejtransport.
Olieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og
transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr.
393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt
»Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige
væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971.
Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.
Det bemærkes, at lastbiler med »farligt gods« normalt ikke
overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt.
Søtransport.
For søtransoport af »farligt gods« skal bestemmelserne i
handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport
til søs af farligt gods overholdes.
7. Olieaffald fra private.
Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende olieaffald fra private.
Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der
sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres olieaffald på et af
kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til
at aflevere deres olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete tilfælde
meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer
olieaffald ifølge § 2, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden forurening
af omgivelserne.
Olieaffald fra private må således ikke anbringes i affaldsbeholdere,
beregnet for dagrenovation, eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller
ikke må nedgraves eller udledes på jorden, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1.
Private er omfattet af bestemmelserne i § 3 om uheld med olieaffald, jf.
nærmere herom i afsnit 8.
Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens
beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har
åbent etc., jf. afsnit 3.
8. Uheld med olieaffald.
Bekendtgørelsen indeholder i § 3 bestemmelser vedrørende forurening med
olieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene olieholdige produkter,
forudsat der i forbindelse med uheld fremkommer olieaffald, der omfattes af
bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med benzin eller fyringsolie
være at betragte som olieaffald.
Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik,på at sikre
oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring,
transport og bortskaffelse af olieaffald, mens selve uheldssituationen er
omfattet af andre bestemmelser.
Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens
vejledning nr. 8/1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på
landjorden og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er
tilvejebragt i tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.
Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel
organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med
farlige stoffer, herunder olieaffald, på landjorden, først og fremmest i
forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under
anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg,
lagre eller lignende.
Bekendtgørelsens bestemmelser i § 3 tilsigter ikke at træde i stedet for
de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte beredskabsvejledning. De
to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden. Vejledningen indeholder
således instrukser om beredskabsindsættelser, straks når større uheld
indtræffer, mens bekendtgørelsens bestemmelser især er udformet med henblik
på det efterfølgende oprydningsarbejde.
Reglerne i § 3 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der
forårsager forurening med olieaffald, eller som på sin ejendom konstaterer
sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende kommunalbestyrelse
underretning herom.
Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller
bortskaffelse af olieaffald har forårsaget forurening, skal efterkomme
kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om fjernelse af forureningen. Hvis
påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den herfor fastsatte frist, har
kommunalbestyrelsen mulighed for at lade foranstaltningerne udføre for den
pågældendes regning, jf. § 3, stk. 3.
Med hjemmel i § 3, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt
meddele anvisninger i tilfælde af, at olieaffald forårsager forurening.
Bestemmelsen suppleres af miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er
forbudt at henlægge (resp. tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt
ved vandløb, søer eller havet, at der kan være fare for, at de skylles ud
deri.
Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det
yderligere i § 3, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette
ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet
hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne
anlæg.
Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med
forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet,
må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for
forurening.
Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af
private vandløb og dambrug.
9. Tilsyn.
Det påhviler kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med overholdelsen af
reglerne i bekendtgørelsen og beslutninger, truffet i medfør af denne.
Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes
med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere
aktivt forsøge at kontakte mulige olieaffaldsproducenter, f.eks. ved at rette
henvendelse til de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne formoder, at der
fremkommer olieaffald.
Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af
virksomhederne ved anmeldelse af olieaffald, kan også benyttes ved
kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som
producerer olieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald.
Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle
virksomheder i kommunen, suppleret med den i afsnit 2 anførte liste over
eksempler på olieaffaldsarter.
Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og
modtagelse af olie- og kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en
specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde
med anmeldelses- og afleveringspligtigt affald. En sådan viden kan benyttes
som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne opfylder deres
anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.
Under tilsynet kan der i medfør af § 2, stk. 2, meddeles påbud til sikring
af forsvarlig opbevaring og transport af olieaffald. Ifølge bekendtgørelsens
§ 8 varetages tilsynet med overholdelse af bestemmelsen i § 6, stk. 1, om
kommunalbestyrelsens pligt til at etablere lokale modtageordninger, af
amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet. Det påhviler i denne
forbindelse amtsrådet at påse, at der for den enkelte kommune gennemføres en
tilfredsstillende ordning, der på rimelig måde er koordineret med ordninger i
andre kommuner. Dette gælder særligt for så vidt angår etablering af fælles
modtagestationer for olieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale
transportordninger, hvor dette måtte findes hensigtsmæssigt.
10. Klage.
Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes
for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager vedrørende olieaffald er endelige,
bortset fra afgørelser efter § 5, stk. 2, vedrørende dispensation fra
afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser indbringes
for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.
Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer
reguleres ikke af bekendtgørelsen, men derimod af miljøbeskyttelsesloven.
Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog
til hovedstadsrådet.
11. Anden lovgivning m.v. om olieaffald.
Generelt.
Nedenfor gives en oversigt over bestemmelser i anden lovgivning, der kan
være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af olieaffald.
Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende
angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at
henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde
anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer
eller bortskaffer olieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser i
anden lovgivning overholdes.
Transport af olieaffald.
For jernbanetransport af olieaffald gælder de af ministeriet for
offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jf. afsnit 6. Bestemmelserne
administreres af generaldirektoratet for DSB.
For vejtransport af olieaffald gælder de af justitsministeriet fastsatte
bestemmelser, jf. afsnit 6.
For transport til søs af olieaffald gælder de af handelsministeriet
fastsatte bestemmelser, jf, afsnit 6. Bestemmelserne administreres af
direktoratet for statens skibstilsyn.
Endvidere skal man gøre opmærksom på, at bekendtgørelse om
modtageordninger for rester og blandinger af olie samt kloakspildevand og
affald i danske havne i Østersøområdet er under udarbejdelse i medfør af lov
nr. 324 af 26. juni 1975 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.
Modtagepladser og modtagestationer.
Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af bilaget til
miljøbeskyttelsesloven over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal
godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jf. nærmere herom i
afsnit 3.
Oplagring af tyndtflydende olieaffald i underjordiske tanke er omfattet af
reglerne i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om
kontrol med oplag af olie m.v. Denne bekendtgørelse ventes revideret i
efteråret 1977.
Ifølge lov nr. 287 af 26. juni 1975 om kommuneplanlægning er større
anlægsarbejder omfattet af lokalpligten, jf. kommuneplanlovens § 16, stk. 3.
Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller
landzone. Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige,
medens modtagepladser normalt ikke vil være lokalplanpligtige efter
kommuneplanlovens § 16, stk. 3.
Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af
amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jf. § 8 og 9, i lov om by-
og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975). Anlæg, der
placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af
fredningsplanudvalget, jf. § 43, stk. 1, i naturfredningsloven
(lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).
Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den
stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af
20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jf. afsnit
3, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af
arbejdsmiljølovgivningen.
Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en
vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.
Anlæg for behandling af olieaffald.
Anlæg for behandling af olieaffald er omfattet af miljøbeskyttelseslovens
bilag over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal godkendes, inden
de anlægges, ændres eller udvides. Amtsrådet er godkendelsesmyndighed for
denne virksomhedskategori.
Miljøstyrelsen, den 1. september 1977.
Ejler Koch.
E. Moltke.
Bilag
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald
m.v.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulære om kemikalieaffald Retsinformation · 30. november 1976
- Vejledning vedrørende bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne (Til havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet) Retsinformation · 24. juli 1981
- Cirkulæreskrivelse om tillæg til cirkulære af 1. september 1977 om olieaffald (til samtlige kommunalbestyrelser) Retsinformation · 25. september 1997
- For det første, at selskabet for perioden 1. oktober 2003 til 31. december 2005 har fået afslag på tilbagebetaling af moms vedrørende skrotningsgodtgørelse i… Landsskatteretten · 6. februar 2009
- Tilsyn med de ydre miljøforhold i den grafiske branche Retsinformation · 25. september 1997
- 1989 LSF 109 FORSLAG TIL LOV OM AFFALDSDEPOTER Retsinformation · 22. august 1990