Vejledning vedrørende bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne (Til havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning vedrørende bekendtgørelse om
modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt
affald i danske havne
(Til havnebestyrelser,
kommunalbestyrelser, amtsråd samt
hovedstadsrådet)
Kapitel 1
Almindelige bemærkninger
Indledning
1. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 179 af 14.
april 1981 om modtageordninger for rester og blandinger af olie,
kloakspildevand samt affald i danske havne pålægger havnebestyrelserne pligt
til at drage omsorg for, at der i havnene etableres ordninger til modtagelse
af rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald, der stammer fra
skibe og platforme.
Det kan endvidere pålægges bunkringsvirksomheder, virksomheder, der
foretager afskibning eller modtagelse af olie samt
skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageordninger for olieblandet
ballast- og tankskyllevand.
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Forpligtelsen til at etablere modtageordninger for rester og blandinger af
olie, kloakspildevand samt affald gælder i øvrigt for alle danske havne men
sættes i første omgang alene i kraft for de havne, der befinder sig inden for
Østersøområdet, således som dette er defineret i bekendtgørelsens § 17.
Dette skyldes, at havnene i Østersøområdet omfattes af bestemmelserne i
Østersø-konventionen, der træder i kraft den 3. maj 1981, jfr. pkt.2, mens
havnene ved den jyske vestkyst kun omfattes af reglerne i
MARPOL-konventionen, der endnu ikke er trådt i kraft, jfr. pkt. 4.
Forpligtelsen til at etablere sådanne modtageordninger er gennemført ved §
26 i lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet. Forpligtelsen
Læs alt
gælder fra tidspunkter, der fastsættes af miljøministeren som nærmere omtalt
nedenfor under kapitel 5, pkt. 3.
Med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter
Østersø-konventionen vedtog Folketinget lov nr. 324 af 26. juni 1975 om
beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.
For at gennemføre bestemmelserne i loven om etablering af modtageordninger
for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne
i Østersøområdet blev en bekendtgørelse (nr. 379 af 27. juli 1978) og et
cirkulære (af 27. juli 1978) om sådanne modtageordninger i danske havne i
Østersøområdet udarbejdet under medvirken af en arbejdsgruppe med
repræsentanter for miljøministeriet, handelsministeriet og ministeriet for
offentlige arbejder samt bl.a. repræsentanter for havneorganisationerne.
Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev udsendt til
havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet.
I cirkulæret blev der gjort opmærksom på, at Østersø-konventionen
forventedes at træde i kraft omkring årsskiftet 1978/ 79 eller i begyndelsen
af 1979.
Det nævntes ligeledes, at Danmark ville benytte sig af adgangen til at
udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for bekendtgørelsen om modtageordninger
med et år fra konventionens almindelige ikrafttrædelse.
I cirkulæret blev det derfor nævnt, at det ville være påkrævet, at
havnebestyrelserne, i det omfang det ikke allerede var sket, snarest muligt
foretog de fornødne overvejelser og iværksatte projektering af de nødvendige
foranstaltninger med henblik på, at modtageordningerne kunne fungere fra det
tidspunkt, hvor Østersøloven og bekendtgørelsen trådte i kraft.
Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev ikke sat i kraft som
ventet, og er nu ophævet i medfør af havmiljøloven.
De i cirkulæret af 27. juli 1978 nævnte bestemmelser om modtageordninger
er imidlertid i alt væsentligt de samme som i denne vejledning.
For de øvrige danske havne vil forpligtelsen til at have sådanne
modtageordninger blive gældende fra det tidspunkt, der fastsættes af
miljøministeren som nærmere omtalt under kapitel 5, pkt. 3. Ikrafttrædelsen
vil ske samtidig med, at MARPOL-konventionen træder i kraft. Dette forventes
at kunne ske medio 1982.
Det vil derfor være påkrævet, at havnebestyrelserne i havnene på Jyllands
vestkyst snarest muligt foretager de fornødne overvejelser og iværksætter
projektering af de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at
modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor MARPOL-konventionen
træder i kraft.
Østersø-konventionen
2. Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i
Østersøen (Østersø-konventionen) blev den 22. marts 1974 undertegnet med
ratifikationsforbehold af repræsentanter for Danmark, Finland, Den tyske
demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Den polske
Folkerepublik, Sverige og Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker.
Konventionen har til formål at begrænse forureningen af havet i
Østersøområdet både fra land og fra skibe. Forpligtelserne med hensyn til den
landbaserede forurening er allerede opfyldt med miljøbeskyttelsesloven. Med
henblik på at forebygge forureningen fra skibe indeholder konventionen regler
om udtømning fra skibe og platforme af olie, skadelige flydende stoffer,
kloakspildevand og affald, som medlemslandenes skibe m.v. skal overholde,
mens skibe af anden nationalitet opfordres til at overholde bestemmelserne.
Endvidere skal der etableres modtageanlæg i havnene for de nævnte former for
affald.
Med lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet har Danmark
gennemført Østersø-konventionens bestemmelser om forebyggelse af den
skibsbaserede forurening af havet i Østersøområdet for så vidt angår danske
skibe eller platforme, der befinder sig inden for Østersøområdet og for så
vidt angår fremmede fartøjer på dansk søterritorium (for platforme dansk
kontinentalsokkelområde) inden for Østersøområdet. Loven omfatter ikke
orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe
skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste. Disse skibe og
platforme skal dog også kunne benytte modtageordningen i det omfang, de har
behov for det.
Bestemmelserne om udtømning af olie, kloakspildevand og affald omtales
kort nedenfor som baggrund for de pågældende modtageordninger.
3. Østersø-konventionen er nu ratificeret af samtlige
Østersølande, og konventionen er trådt i kraft den 3. maj 1980.
For så vidt angår bestemmelserne i konventionen om etablering af
modtageanlæg for olie, kloakspildevand samt affald i havne i Østersøområdet
har Danmark benyttet sig af muligheden til at udsætte ikrafttrædelsen heraf
med et år, det vil sige til ikrafttrædelse den 3. maj 1981.
Fra denne dato skal der således være etableret modtageordninger for rester
og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne i
Østersøområdet.
Østersø-konventionens regler om skadelige flydende stoffer i bulk træder i
kraft 1. juli 1984. I forbindelse med ikrafttrædelsen af bestemmelserne om
skadelige flydende stoffer træffer miljøministeren nærmere bestemmelser om
oprettelse og indretning af modtageanlæg for rester og blandinger af
skadelige flydende stoffer i havnene. Der vil blive udfærdiget en særlig
bekendtgørelse herom.
MARPOL-konventionen
4. MARPOL-konventionen (international konvention om
forebyggelse af forurening fra skibe, 1973 og 1978-protokollen til denne
konvention) regulerer alle former for ikke-landbaseret forurening, bortset
fra dumpning og udledning af skadelige stoffer, der er en direkte følge af
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster. Konventionen omfatter således
regler til forebyggelse af forurening af havet fra skibe med enhver form for
olie, skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk, skadelige stoffer
i emballeret form, kloakspildevand og affald.
Blandt MARPOL-konventionens forholdsregler findes ligeledes regler om
etablering af modtageanlæg i havne.
Der er en nær sammenhæng mellem Østersø-konventionen og
MARPOL-konventionen. Østersøområdet udgør i MARPOL-konventionen et særligt
havområde både med hensyn til olie og affald. Såvel i disse tilfælde, som
hvad angår kloakspildevand, følger Østersø-konventionen MARPOL-konventionen.
MARPOL-konventionen træder i kraft 12 måneder efter den dato, hvor mindst
15 stater, som repræsenterer mindst 50 pct. af verdensbruttotonnagen, har
ratificeret eller tiltrådt. Dette forventes at kunne ske medio 1982.
Bekendtgørelsens tilblivelse og udformning
5. Bekendtgørelsen er som nævnt i pkt. 1 udarbejdet på
baggrund af den ikke ikraftsatte og nu ophævede bekendtgørelse om
modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt
affald i danske havne i Østersøområdet. Den nu udstedte bekendtgørelse har
blandt andet været til høring i ministeriet for offentlige arbejder,
industriministeriet, forsvarsministeriet og de kommunale organisationer samt
havneorganisationerne og rederiorganisationerne. Ligeledes har denne
vejledning været til høring hos disse myndigheder og organisationer.
6. Bekendtgørelsen pålægger havnebestyrelserne pligten
til at sørge for, at der etableres modtageordninger for rester og blandinger
af olie, kloakspildevand samt affald. Bekendtgørelsens kapitel 2, 3 og 4
angiver for hver af modtageordningerne, hvad det er, der skal kunne modtages,
i hvilke kategorier eller grupper af havne modtageordningerne skal etableres,
samt efter hvilke regler det modtagne skal bortskaffes. Derimod overlades
selve den måde, hvorpå pligten opfyldes i den enkelte havn, principielt til
lokal afgørelse og beskrives ikke nærmere i bekendtgørelsen. Ved således kun
at angive de principielle rammer i bekendtgørelsen og ikke at foreskrive
bestemte løsninger har man tilsigtet at stille den enkelte havnebestyrelse så
frit som muligt med hensyn til at vælge den fremgangsmåde, som den efter de
særlige forhold i havnen finder mest praktisk og økonomisk rimelig for havnen
og dens brugere set ud fra en helhedsbetragtning.
7. Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser om
finansiering af udgifterne til etablering og drift af modtageanlæggene eller
om betaling for benyttelsen af dem.
Det har ved udformningen af loven om beskyttelse af havmiljøet været et
afgørende hensyn, at benyttelse af modtageanlæggene ikke bliver så byrdefuld
for skibsfarten, at det fører til, at modtageanlæggene ikke benyttes. En
ordning, hvor der f.eks. afkrævedes afgifter i forhold til benyttelsen af en
modtageordning, ville således være mindre hensigtsmæssig. Det er derfor
forudsat, at udgifterne til anlæg og drift af modtageordningerne finansieres
over skibs- og vareafgifterne i henhold til § 11 i lov om trafikhavne.
For orlogsskibe og andre ikke-kommercielle statsskibe, som ikke er
omfattet af loven, og som ikke normalt betaler skibs- og vareafgifter, må der
i det enkelte tilfælde træffes aftale om, hvilke afgifter der må betales for
at benytte modtageordningerne.
8. Der er dog i loven om beskyttelse af havmiljøet og
i bekendtgørelsens § 5 åbnet mulighed for, at det kan påbydes visse
virksomheder selv at etablere modtageanlæg for olieblandet ballastvand og
tankskyllevand, jfr. kapitel 2, pkt. 5. Baggrunden er, at det i visse
tilfælde må forekomme urimeligt, at udgifterne til etablering og drift af et
modtageanlæg, der hovedsagelig betjener en enkelt virksomhed i havnen,
overvæltes på havnens almindelige brugere. I sådanne tilfælde vil en enkelt
virksomhed derfor kunne pålægges at etablere og drive sådanne modtageanlæg.
Ministeriet for offentlige arbejder har oplyst, at det kun er en yderst
begrænset kreds af virksomheder, som denne undtagelsesbestemmelse vil kunne
finde anvendelse på, og at bestemmelsen svarer til en i vid udstrækning
allerede etableret praksis.
Det kan oplyses, at der ved lov nr. 606 af 23. december 1980 om
miljøstøtte i henhold til § 1, stk. 2, jfr. kapitel 3 er åbnet mulighed for
at yde støtte til investeringer vedrørende forureningsbegrænsende projekter,
der er økonomisk tyngende for den enkelte virksomhed, og som særlige forhold
herudover taler for at støtte. Som eksempel herpå er i bemærkningerne til
lovforslaget netop nævnt udgifter til de modtageanlæg, som visse
enkeltvirksomheder i medfør af § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet vil
kunne pålægges at etablere. Om de nærmere betingelser for at kunne opnå
støtte henvises til miljøstøtteloven, bekendtgørelse nr. 607 af 23. december
1980 om miljøstøtte samt ansøgningsskemaer med tilhørende vejledninger, som
udleveres via kommunalbestyrelserne. Yderligere oplysninger kan også fås hos
miljøstøttekontoret i miljøstyrelsen.
Bekendtgørelsens kapitel 1
Almindelige bestemmelser
9. Forpligtelsen til at sørge for modtageordninger er
ved § 1, stk. 1, pålagt de enkelte havnebestyrelser. Dette vil imidlertid
ikke være til hinder for, at modtageordninger etableres helt eller delvis i
fællesskab mellem flere havnebestyrelser. Sådanne fælles løsninger vil efter
de stedlige forhold meget vel kunne vise sig at være både det mest økonomiske
og i øvrigt mest hensigtsmæssige, f.eks. hvor et større sammenhængende
havneområde måtte rumme flere formelt selvstændige havne, eller hvor 2 eller
flere havne i øvrigt ligger nær ved hinanden. De enkelte havnebestyrelser vil
i sådanne tilfælde selvsagt fortsat have ansvaret for modtageordningens
funktion i deres egne havne.
Spørgsmålet om muligheden for og hensigtsmæssigheden af sådanne eventuelle
helt eller delvis fælles løsninger bør under hensyn til de stedlige forhold
indgå i havnebestyrelsens overvejelser om etablering af modtageanlæg.
I overensstemmelse med ministeriet for offentlige arbejders opfattelse
omfatter begrebet havnebestyrelse såvel de tilfælde, hvor en havn styres af
en kommunalbestyrelse, et havneråd eller en aktieselskabsbestyrelse, som det
tilfælde, hvor havnen styres af en enkeltperson som ejer af denne.
10. Med hensyn til den krævede modtagekapacitet
bestemmer bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at modtageordningerne skal have
tilstrækkelig kapacitet til at opfylde behovet for aflevering, uden at
skibene forsinkes unødigt, idet behovet for aflevering må bedømmes for den
enkelte havn under hensyn til det normale anløb af havnen. På baggrund af
drøftelserne med havnenes og skibsfartens repræsentanter i den forannævnte
arbejdsgruppe må det ved dimensioneringen af modtageordningerne og
bedømmelsen af deres funktion lægges til grund, at benyttelse af
modtageordningerne ikke bør medføre forsinkelse for de pågældende skibe, men
at det på den anden side vil være uøkonomisk, om modtageordningerne
dimensioneres til at kunne klare enhver spidsbelastningssituation. Det er
således ikke enhver forsinkelse som følge af benyttelsen af en
modtageordning, der kan betegnes som unødig, men modtageordningerne må være
tilrettelagt sådan, at der normalt ikke opstår forsinkelse.
Ved vurderingen af den nødvendige modtagekapacitet i havne i
Østersøområdet må der tages hensyn ikke blot til behovet for aflevering hos
skibe hjemmehørende i de 7 Østersøstater, som umiddelbart omfattes af
Østersø-konventionens og havmiljølovens regler, men også til behovet for
aflevering hos skibe hjemmehørende i andre stater. Der må således tages
hensyn til hele det normale anløb af havnen.
Det bemærkes i denne forbindelse, at Østersø-konventionen,
MARPOL-konventionen og havmiljøloven ikke direkte forpligter skibene til at
anvende modtageordningerne ved anløb af havn, men kun forpligter dem direkte
til at overholde bestemmelserne om udtømning. I det omfang skibene ikke kan
opfylde udtømningsbetingelserne eller på anden måde lovligt kan bortskaffe
rester m.v. af olie, kloakspildevand og affald, må dette imidlertid opbevares
om bord og afleveres til havnenes modtageordninger.
Kapitel 2
Olie
1. I overensstemmelse med havmiljølovens § 8, stk. 1,
definerer bekendtgørelsens § 2, stk. 1, olie som enhver form for mineralolie
og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og
olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter, bortset
fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 17 i
havmiljøloven. Østersø-konventionen og MARPOL-konventionen opregner i øvrigt
i enslydende lister, der ikke er udtømmende, en række eksempler på
mineralolier, der er omfattet af konventionernes udtømningsregler. Listen er
gengivet som bilag til vejledningen.
Udtrykket mineralolie og blandinger heraf må i overensstemmelse med
konventionerne forstås som omfattende enhver blanding, der indeholder olie.
Efter havmiljøloven er enhver udtømning af olie eller olieholdige
blandinger på dansk søterritorium forbudt. Fra den 3. maj 1981 vil det
endvidere som hovedregel være forbudt at udtømme olie eller olieholdige
blandinger i havet fra skibe i Østersøområdet. Efter MARPOL-konventionens
ikrafttræden vil reglerne om udtømning af olie i havmiljøloven blive sat i
kraft globalt. Disse regler medfører en væsentlig reduktion af de mængder
olie, der må udtømmes i havet.
2. Til belysning af behovet for etablering af
modtageordninger i havnene gennemførte miljøstyrelsen i perioden januar-juni
1976 en spørgeskema-undersøgelse omfattende 89 danske trafikhavne i
Østersøområdet, hvor de anløbende skibe blev bedt om at oplyse deres behov
for at aflevere olie og olieholdige blandinger. De af de enkelte skibe
udfyldte spørgeskemaer blev registreret, og materialet blev undergivet
EDB-behandling. Spørgeskemaerne og EDB-udskrifterne vedrørende de enkelte
havne blev i efteråret 1976 tilbagesendt til havnene med henblik på at indgå
i havnebestyrelsernes overvejelser om etablering af modtageordninger for olie
i havnene. Materialet blev opstillet således, at det viste det samlede
registrerede afleveringsbehov måned for måned samt den største
enkeltaflevering i hver måned for olieslam, ballastvand samt rester af olie
og olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene.
Ved overvejelserne om dimensionering af modtageordninger og
behandlingsanlæg for ballast- og tankskyllevand bør ikke blot det nuværende
afleveringsbehov, jfr. kapitel 1, pkt. 10, tages i betragtning, men også den
udvikling i afleveringsbehovet som må forventes under hensyn til det i
fremtiden normale anløb af havnen.
3. Bekendtgørelsens § 3 bestemmer, at der i alle havne
skal etableres modtageordning for olieholdige blandinger fra maskinrummenes
rendestene, olieslam, brugt smøreolie og lignende olierester, idet behov for
aflevering heraf i varierende omfang vil opstå i alle havne, der anløbes af
fartøjer, som anvender olie som brændstof. Sådanne modtageordninger skal
etableres ikke alene i trafikhavne, hvad enten de er statslige, kommunale
eller private, men også i fiskerihavne, lystbådehavne og orlogshavne.
Med hensyn til rene færgehavne vil det kunne være tilstrækkeligt at
etablere modtageanlæg i den ene af en færgerutes havne, hvis færgerne på
ruten med en sådan løsning til stadighed kan overholde udtømningsreglerne, og
færgerne således ikke har noget behov for aflevering ved anløb af den anden
eller de andre havne på ruten.
Afhængig af skibenes størrelse og udstyr og den mængde, der ønskes
afleveret, kan afleveringen tænkes at ske på forskellig måde, f.eks. i
tromler eller andre beholdere eller således, at olieaffaldet pumpes fra borde
gennem rørforbindelser til oplagringstanke eller til mobilt materiel, f.eks.
pramme eller tankvogne, herunder eventuelt slamsugere. Om forbindelsen mellem
modtageordning og fartøj og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor
pkt. 6 og 9.
4. I visse havne vil der derudover være behov for
modtageordninger for olieholdigt ballastvand og olieholdigt tankskyllevand
fra henholdsvis olietankskibe, herunder de såkaldte combination carriers, når
disses lasttanke ikke er renset for rester af olie siden sidste sejlads med
olielast, og fra ikke-olietankskibe, der kan anvende ballastvand i
brændstoftanke. Afleveringsbehovet opstår, når olietankskibe ankommer i
ballast til olieudskibningshavne eller går til værft for reparation eller
tankrensning, samt når andre skibe ankommer med vandballast i brændstoftanke
for at bunkre olie som brændstof eller eventuelt indtage last, eller de går
til værft.
Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, bestemmer derfor i litra a)-e), at ordninger
til modtagelse af olieholdigt ballast- og tankskyllevand skal etableres i de
havne, der anløbes af de ovenfor nævnte skibe.
Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter havnens behov
etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres på
mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt
tankvogne. I havne, hvorfra der som noget normalt udskibes olie f.eks.
raffinaderihavne og havne med større olieoplag, bør tankskibene kunne
betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. I
havne, hvorfra der kun forholdsvis sjældent udskibes olie, i
reparationshavne, hvor olietankskibe eller andre skibe kun sjældent har behov
for at aflevere større mængder af ballast- eller tankskyllevand, i
bunkringshavne, hvor bunkringen ikke foregår ved faste anlæg, samt i havne,
hvor skibe som fører vandballast i olietanke indtager last, vil det kunne
være mest økonomisk og hensigtsmæssigt at basere sig på mobile ordninger.
Navnlig i sådanne tilfælde bør det indgå i overvejelserne, hvorvidt det vil
være hensigtsmæssigt at etablere modtageordningen i helt eller delvis
fællesskab med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9.
Bestemmelsen i § 4, stk. 2, om, at havnen kan kræve et forudgående varsel
på 24 timer inden skibets ankomst til havnen, må blandt andet ses i
forbindelse med sådanne fælles modtageordninger. Der sigtes således i første
række på havne, hvor der kun sjældent er behov for modtagelse af større
mængder olieholdigt ballast- og tankskyllevand. Såfremt havnebestyrelsen
indfører en sådan fristbestemmelse, må der tages passende skridt til, at de
anløbende skibe på forhånd er bekendt dermed. Blandt andet bør de stedlige
havnebrugere og rederier, agenturer og mæglere være underrettet.
Fristbestemmelsen bør kun anvendes, når den fornødne modtagekapacitet, f.eks.
i spidsbelastningssituationer, ikke kan tilvejebringes på kortere tid.
Om forbindelsen mellem modtageordninger og skibe samt om eventuel
behandling og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor pkt. 6 og 7 samt
9 og 10.
5. Miljøstyrelsen kan påbyde visse virksomheder at
etablere ordninger for modtagelse af olieblandet ballast- og tankskyllevand.
Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, bestemmer i litra a)-c), at miljøstyrelsen
kan påbyde bunkringsvirksomheder, virksomheder, der foretager afskibning
eller modtagelse af olie samt skibsreparationsvirksomheder at etablere
sådanne modtageordninger eller behandlingsanlæg, se nedenfor pkt. 8 og 9.
Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter virksomhedens
behov etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres
på mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt
tankvogne. For virksomheder, hvorfra der udskibes olie, bør tankskibene
betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. For
skibsreparationsvirksomheder, hvor olietankskibe eller andre skibe kun
sjældent har behov for at aflevere større mængder af ballast- eller
tankskyllevand samt for bunkringsvirksomheder, hvor bunkringen ikke foregår
ved faste anlæg, vil det næppe være økonomisk, at såvel havnen som den
pågældende virksomhed etablerer separate modtageordninger. Det må derfor
anses for hensigtsmæssigt, at der i sådanne tilfælde kan pålægges etableret
et samarbejde om oprettelse og drift af en fælles modtageordning.
Miljøstyrelsen anmodede derfor havnebestyrelserne om senest den 1. januar
1981 at indberette til miljøstyrelsen, hvilke virksomheder inden for havnens
område der kunne omfattes af disse kategorier.
Det kan oplyses, at miljøstyrelsen på baggrund af oplysninger fra
ministeriet for offentlige arbejder samt af de indhentede oplysninger fra
havnene kun i yderst begrænset omfang agter at anvende denne bemyndigelse til
at pålægge bestemte virksomheder at etablere særskilte modtageordninger eller
behandlingsanlæg.
6. Efter bekendtgørelsens § 6 skal modtageordningerne
omfatte koblingsled, der muliggør tilslutning til skibenes
udtømningsledninger. Det påhviler således principielt havnen at have de
nødvendige slanger, koblingsled m.v. til at nå op til skibets
tilslutningsflanger til rådighed. For så vidt angår olietankskibe i
olieudskibningshavne vil man kunne basere sig på de sædvanlige laste/
losse-systemer. Med hensyn til modtagelse af olieholdige blandinger fra
maskinrummenes rendestene er det specielt bestemt, at modtageordningerne i
alle havne skal omfatte koblingsled med flanger som angivet i
bekendtgørelsens bilag 1. Det kan forventes, at de anløbende skibe
efterhånden vil være udstyret med tilsvarende flanger som IMCO-standard.
Østersølandenes skibe kan forventes at være udstyret med sådanne flanger, og
bestemmelser om sådanne flanger på danske skibe vil blive fastlagt i medfør
af lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. Reglen vil dog ikke
gælde lystfartøjer.
I tilslutning hertil bemærkes, at modtageordningerne i trafikhavne normalt
kan baseres på, at vedkommende skib leverer den fornødne pumpekapacitet. Rør-
og slangeforbindelser mellem skib og modtageanlæg må, navnlig i
olieudskibningshavne og i øvrigt i muligt omfang, være tilpasset den største
pumpekapacitet i de skibe, som anløber havnen. Med hensyn til mindre
fartøjer, som ikke er i besiddelse af nødvendig pumpekapacitet, må havnen
tilvejebringe pumpekapacitet.
For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at
opstille containere eller tromler til modtagelse af olieholdige blandinger.
Kravet om koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 6, stk. 2.
Det bemærkes endvidere, at bekendtgørelsen ikke indeholder særlige
bestemmelser om et eventuelt strafferetligt eller civilretligt ansvar for
uheld under afleverings- eller modtageforretningen. Man har ment at burde
holde sig til de i forvejen gældende retsregler på disse områder.
7. Der er kun forudsat etablering af egentlige
behandlingsanlæg i havnene for så vidt angår ballast- og tankskyllevand, hvor
det egentlige olieindhold kun vil udgøre en ringe del af den samlede
afleverede mængde. Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, fastslår som udgangspunkt,
at der i de havne, som skal kunne modtage ballast- og tankskyllevand, også
skal etableres behandlingsanlæg, der kan adskille det modtagne i en vandfase
og en oliefase. En sådan adskillelse vil være nødvendig for at opnå en
forsvarlig og økonomisk hensigtsmæssig bortskaffelse af det modtagne, jfr.
nedenfor pkt. 8 og 9. Det må imidlertid på forhånd erkendes, at etablering og
drift af nødvendige behandlingsanlæg vil kunne være ret kostbar, da der skal
foretages en tilstrækkelig rensning af vandfasen for forurening med navnlig
lettere oliebestanddele, inden vandfasen vil kunne udledes til recipienten.
Det er derfor forudset, at havnebestyrelsernes overvejelser af forholdene
i den enkelte havn medfører, at der ikke bør etableres sådanne
behandlingsanlæg i en række havne, men at man bør benytte adgangen til at
gennemføre en ordning, hvorefter det modtagne olieholdige ballast- og
tankskyllevand opsamles og transporteres til behandling andetsteds. Også på
dette område vil det formentlig kunne være aktuelt at søge at etablere fælles
ordninger i samarbejde med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9.
Opmærksomheden henledes her navnlig på eventuelle muligheder for samarbejde
med olieraffinaderiernes havne, hvor der i forvejen er etableret modtage- og
behandlingsanlæg, og hvor olieindholdet af ballast- og tankskyllevandet vil
kunne udnyttes i produktionen. Der skal endvidere peges på muligheden for, at
det modtagne ballast- og tankskyllevand midlertidigt oplagres i havnen og
genbruges som ballast i olietankskibe, som har losset olie og skal forlade
havnen i ballast. Denne fremgangsmåde er et af de midler, som IMCO peger på
til at formindske behovet for modtageanlæg i havnene. Der må imidlertid tages
fornødent hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold for såvel det modtagende
skib som den eventuelle endelige modtager af ballastvandet. Den, der
afleverer ballastvandet, må derfor give skriftlig oplysning om ballastvandets
indhold.
8. For de i § 5, stk. 1, nævnte virksomheder kan der
være behov for etablering af egentlige behandlingsanlæg til adskillelse af
det modtagne olieblandede ballast- eller tankskyllevand, hvis en
modtageordnings kapacitet viser sig utilstrækkelig. Bekendtgørelsens § 5,
stk. 2, fastslår, at et sådant behandlingsanlæg skal kunne adskille det
modtagne ballast- eller tankskyllevand i en vandfase og en oliefase. En sådan
adskillelse vil være nødvendig for at opnå en forsvarlig bortskaffelse af det
modtagne, jfr. nedenfor i pkt. 9.
9. Bekendtgørelsens § 7 pålægger havnebestyrelsen og
de i § 5 nævnte virksomheder at drage omsorg for, at det modtagne eller ved
behandling, jfr. pkt. 7 og 8, fremkomne olieaffald bortskaffes. Med hensyn
hertil er havnen stillet principielt som enhver anden virksomhed, hvor der
fremkommer olieaffald. Udtrykket olieaffald omfatter alt det gennem
modtageordningen indkomne, ikke blot de i bekendtgørelsens § 3 omhandlede
olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene, olieslam, brugt
smøreolie og lignende olierester, som normalt vil være egnet til direkte
bortskaffelse, men også det modtagne olieholdige ballast- og tankskyllevand,
som det normalt vil være praktisk nødvendigt at adskille i en oliefase og en
vandfase, inden disse hver for sig endeligt bortskaffes som henholdsvis
olieaffald og spildevand.
Med hensyn til olieaffaldet gælder reglerne i lov nr. 178 af 24. maj 1972
om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, jfr. miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald m.v. og cirkulæret af
1. september 1977 om olieaffald.
I korthed går disse regler ud på, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med,
at olieaffald bortskaffes på forsvarlig måde. Der er i alle kommuner pligt
til at anmelde olieaffald over for kommunalbestyrelsen samt pligt til at
aflevere olieaffaldet, normalt til den modtagestation, kommunen er
tilsluttet, og hvorfra olieaffaldet normalt transporteres til Kommune-Kemi A/
S til behandling. Kommunalbestyrelsen meddeler fritagelse for
afleveringspligten, hvis det godtgøres, at olieaffaldet bortskaffes på anden
forsvarlig måde, jfr. f.eks. foran pkt. 7 om aflevering til raffinaderi eller
genanvendelse af modtaget olieholdigt ballastvand som ballast.
Modtageanlæg for olie og de i pkt. 7 og 8 nævnte behandlingsanlæg skal
efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 godkendes af amtsrådet.
10. Miljøbeskyttelseslovens § 17 bestemmer, at
stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb, søer eller havet
eller oplægges så nær herved, at der kan være fare for, at de skylles ud
deri. Der kan dog efter § 18 meddeles tilladelse til, at spildevand tilføres
vandløb, søer eller havet. Den vandfase bestående af salt havvand med et vist
olieindhold, der fremkommer ved behandlingen af det modtagne ballast- og
tankskyllevand, jfr. ovenfor pkt. 7 og 8, kan således ikke umiddelbart
udledes. Hertil kræves tilladelse efter reglerne om andet spildevand end
husspildevand i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om
behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet
m.v., jfr. også miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.
Havnebestyrelsen må rette henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik
på at afklare, om udledning af spildevandet mest hensigtsmæssigt kan ske ved
tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning.
Afgørelse om udledningstilladelsen træffes efter spildevandsbekendtgørelsens
§ 21 af kommunalbestyrelsen, hvis tilslutning til et offentligt
spildevandsanlæg kan ske inden for anlæggets kapacitet. Eventuelt må
amtsrådet (hovedstadsrådet) forinden træffe afgørelse om forøgelse af
kapaciteten. Afgørelse om tilladelse til særskilt udledning træffes af
amtsrådet (hovedstadsrådet) efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens §§
29-31. Tilladelsen og vilkårene herfor optages normalt i godkendelse af
etableringen af modtageordningen efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5,
jfr. ovenfor pkt. 9.
Ved kommende revisioner af de kommunale spildevandsplaner, jfr.
miljøbeskyttelseslovens § 21, bør der tages hensyn til afledningen af det her
omhandlede spildevand, hvad enten afledningen sker ved tilslutning til et
offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning.
Udledning af det her omhandlede spildevand bør ikke ske gennem
spildevandsanlæg med biologisk rensning, da der er tale om saltvand i større
mængder og med et vist lavt olieindhold.
Hvilke krav, der i det enkelte tilfælde skal stilles til rensningsgraden
af dette spildevand, må afgøres efter de lokale forhold, navnlig under hensyn
til kvaliteten af den recipient, hvortil udledningen sker. Visse vejledende
normer er opstillet i miljøstyrelsens vejledning nr. 6/ 1974
»Spildevand«.
Kapitel 3
Kloakspildevand
1. Bekendtgørelsens § 8 definerer kloakspildevand i
overensstemmelse med Østersø-konventionen og MARPOL-konventionens definition,
og udtømningsforbudet i havmiljølovens § 22 omfatter således også
afløbsstoffer fra steder, hvor der findes levende dyr, og er derved bredere
end udtrykket »husspildevand«, som det bruges i bekendtgørelse nr.
174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til
vandløb, søer eller havet m.v.
2. De udtømningsregler, som havmiljølovens § 22 på
baggrund af konventionerne gennemfører på dansk område, går i korthed ud på,
at kloakspildevand kan udtømmes i havet, hvis udtømningen sker igennem et
godkendt anlæg og ikke frembringer synlige spor i havet. Hvis udtømningen
sker gennem et godkendt anlæg, som alene desinficerer og findeler
kloakspildevandet, men dette frembringer synlige spor i havet, skal
udtømningen ske i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst. Anvendes
der ikke noget anlæg, kan udtømning i havet dog ske, men da i en afstand af
mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og under visse yderligere betingelser.
Afstandene på henholdsvis mindst 4 og mindst 12 sømil regnes fra den
basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt.
Udtømningsreglerne gælder for skibe, der er på 200 bruttoregistertons og
derover eller skibe, som er godkendt til befordring af over 10 personer. Der
er imidlertid i både Østersø- og MARPOL-konventionen gennemført
overgangsbestemmelser, således at udtømningsreglerne i de første 10 år efter
konventionernes ikrafttrædelse kun gælder for:
- Nye skibe, der er på 200 bruttoregistertons eller derover, eller, som er
godkendt til befordring af over 10 personer. »Nye skibe« er dog
defineret på en sådan måde, at bestemmelsen først vil få fuld virkning i
løbet af en periode på op til tre år.
- Eksisterende skibe, som er godkendt til befordring af over 400 personer.
Miljøministeren kan meddele dispensation til disse skibe, såfremt det findes
godtgjort, at det pågældende skib skal undergå væsentlige
konstruktionsmæssige ændringer for at kunne overholde udtømningsreglerne.
3. Bekendtgørelsens § 9, stk. 1, bestemmer, at
modtageordninger for kloakspildevand skal etableres i alle havne.
Behovet for modtageanlæg må på grund af udtømningsreglernes udformning
antages i første række at knytte sig til de større passagerskibe på ruter,
der slet ikke eller kun på en kortere strækning fører dem uden for de under
pkt. 2 nævnte afstande på 12 eller 4 sømil fra nærmeste kyst (basislinie).
For færgeruter, hvor samtlige de indsatte fartøjer lovligt kan foretage
udtømning i overensstemmelse med udtømningsreglerne eller eventuelt har
opnået dispensation, vil det, så længe denne betingelse er opfyldt, ikke være
nødvendigt at have modtageordning for kloakspildevand, da der under hensyn
til færgernes normale anløb i disse tilfælde ikke vil være noget behov for
aflevering deraf, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Modtageordningerne for kloakspildevand kan etableres eksempelvis som
fastanlagte rørforbindelser til det kommunale kloaksystem eller til en
oplagringstank - eller de kan baseres på mobilt materiel i form af pramme,
tankvogne eller slamsugere. Valget mellem disse fremgangsmåder eller en
kombination deraf må træffes efter en overvejelse af afleveringsbehovet og
forholdene i den enkelte havn. En løsning med fast anlagte kloakker kan være
hensigtsmæssig i færgelejer eller ved kajer, der regelmæssigt eller hyppigt
besøges af fartøjer, som normalt har behov for at aflevere større mængder
kloakspildevand inden for et bestemt kort tidsrum. I øvrigt vil det
formentlig være mest hensigtsmæssigt at betjene fartøjerne med mobilt
materiel.
§ 9, stk. 2, foreskriver anvendelse af koblingsled
med flanger som angivet i bekendtgørelsens bilag 2. Efter de to konventioner
skal skibene være udstyret med tilsvarende flanger. Bestemmelser om sådanne
flanger på danske skibe vil blive fastsat i medfør af lov om skibes sikkerhed
m.v.
For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at
opstille containere til manuel tømning af kemiske toiletter. Kravet om
koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 9, stk. 3.
4. I henhold til bekendtgørelsens § 10 skal
havnebestyrelsen drage omsorg for, at det fremkomne kloakspildevand
bortskaffes efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsen, nr. 174 af 29. marts
1974, jfr. cirkulæret af 17. april 1974 om spildevand. Dette gælder den del,
der kan udledes som husspildevand. For så vidt en væsentlig del af det fra et
skib afleverede kloakspildevand stammer fra husdyr, må kloakspildevandet -
f.eks. fra et kreaturtransportskib ikke udledes, men behandles særskilt som
ajle/ gødning. Der henvises herom til kapitel 4.2. og 4.3. samt kapitel 5 i
bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse.
Udledning af husspildevand kræver tilladelse. Havnebestyrelsen må rette
henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik på at afklare, om udledningen
mest hensigtsmæssigt kan ske ved tilslutning til et eksisterende - normalt et
offentligt - spildevandsanlæg eller ved anlæg af et nyt offentligt eller
privat spildevandsanlæg for husspildevand. Afgørelse om tilslutning til et
eksisterende offentligt spildevandsanlæg træffes af kommunalbestyrelsen, jfr.
ovenfor kap. 2, pkt. 11. Skal udledning ske ved etablering af et nyt
offentligt eller privat spildevandsanlæg til husspildevand, træffes
afgørelsen af amtsrådet (hovedstadsrådet) eller, hvis anlægget er i
overensstemmelse med den kommunale spildevandsplan, af kommunalbestyrelsen.
Også det her omhandlede spildevand bør tages i betragtning ved kommende
revisioner af de kommunale spildevandsplaner.
Navnlig ved tilslutning til eksisterende anlæg for husspildevand må de
tekniske spørgsmål og deres løsning overvejes ud fra de konkrete stedlige
forhold, herunder spildevandsanlæggets kapacitet, den samlede mængde
kloakspildevand fra havnens modtageanlæg og eventuelt størrelsen af og
tidspunkterne for de enkelte afleveringer, rensningsanlæggets art og den
måde, hvorpå tilledningen til rensningsanlægget kan ske.
Særligt med hensyn til saltholdigheden af kloakspildevandet fra havnens
modtageordning bemærkes, at tilledningen til biologisk rensningsanlæg bør ske
således, at der finder en jævn opblanding sted med det øvrige spildevand -
f.eks. ved hjælp af en beholder, hvorfra udledningen af det saltholdige
kloakspildevand kan styres - og således, at der opnås et passende konstant og
lavt saltholdighedsniveau, der er jævnt fordelt i selve det biologiske
rensningsanlæg. Under sådanne omstændigheder må en opblanding i et forhold
mellem 1:5 og 1:10 i almindelighed - også når havvandets større saltholdighed
i den nordlige del af Kattegat tages i betragtning - antages at være
tilstrækkelig til, at saltholdigheden ikke forstyrrer det biologiske
rensningsanlægs funktion.
Kapitel 4
Affald
1. I bekendtgørelsens § 11 defineres under henvisning
til havmiljøloven og i overensstemmelse med konventionerne de stoffer, som
omfattes af modtageordningerne for affald. Det affald, som skal kunne
modtages, er efter § 11, stk. 1, karakteriseret ved, at der skal være tale om
driftsaffald, det vil sige affald, som er frembragt ved skibets normale
drift, og som bliver fortløbende eller periodisk bortskaffet. Uden for disse
modtageordningers område falder olie og kloakspildevand, jfr. de særlige
modtageordninger efter bekendtgørelsens kapitler 2 og 3. Uden for falder
endvidere affald fra flydende stoffer, som transporteres i bulk, for hvilke
der senere skal etableres modtageordninger, samt affald fra farlige stoffer i
emballeret form, containere m.v.
Bekendtgørelsens § 11, stk. 2, angiver i overensstemmelse med
konventionernes og havmiljølovens udtømningsregler en række eksempler på de
stoffer og materialer, der skal kunne modtages. Det drejer sig dels om
levnedsmiddelaffald, dels om husholdningsaffald i øvrigt, samt herudover om
genstande og materialer, som normalt ikke vil være omfattet af de kommunale
dagrenovationsordninger, men må betragtes som storskrald eller bygnings- og
industriaffald, f.eks. lægter, planker m.v., der har været anvendt som
afsprodsnings- eller foringsmaterialer.
Efter havmiljøloven er udtømning af affald i havet, bortset fra frisk fisk
og dele deraf, på dansk søterritorium forbudt. Efter de 2 konventioner må der
i Østersøområdet kun udtømmes levnedsmiddelaffald, og kun såfremt det sker
mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Uden for Østersøområdet kan affald som
hovedregel udtømmes, hvis det sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Visse
typer affald fremstillet af plaststoffer må dog aldrig udtømmes.
2. Modtageordninger for affald skal efter
bekendtgørelsens § 12 etableres i alle havne. Efter det for miljøstyrelsen
oplyste er sådanne modtageordninger i praksis allerede i vidt omfang
etableret i havnene.
Afhængig af afleveringsbehovet i den enkelte havn vil modtageordningen
kunne etableres ved opsætning af renovationsbeholdere (herunder poser eller
sække) eller containere på bestemte steder på kajerne eller ved, at der sker
afhentning i containere med lastvogne eller pramme, hvori affaldet kan
afleveres fra skibe med et større afleveringsbehov.
Efter bekendtgørelsens § 13 skal havnebestyrelsen drage omsorg for, at det
indkomne affald bortskaffes i overensstemmelse med reglementet om
miljøbeskyttelse (bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974, kapitel 4), og de
enkelte kommuners renovationsregulativer. Om bortskaffelsesmåden, herunder
forholdet til de kommunale renovationsordninger, benyttelse af losseplads,
forbrændingsanlæg m.v. må kontakt tages med vedkommende kommunalbestyrelse.
Såfremt der blandt det modtagne skulle forekomme kemikalieaffald af de arter,
der er omfattet af bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om
kemikalieaffald som ændret ved bekendtgørelse nr. 323 af 3. juli 1980, må
dette bortskaffes efter reglerne i de nævnte bekendtgørelser, jfr. også
cirkulæret af 14. oktober 1976 om kemikalieaffald.
Kapitel 5
Afsluttende bemærkninger
1. I henhold til § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 525
af 3. december 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om
beskyttelse af havmiljøet til miljøstyrelsen er miljøministerens adgang efter
havmiljølovens § 26 til at træffe afgørelser i form af påbud til vedkommende
havnebestyrelse eller de nævnte virksomheder om indretningen af
modtageordninger og anlæg for rester og blandinger af olie, kloakspildevand
samt affald delegeret til miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens afgørelser skal
træffes efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder.
I henhold til § 53, stk. 2, i havmiljøloven kan miljøstyrelsens afgørelser
i medfør af § 5, stk. 1, og § 14 indbringes for miljøankenævnet, og
klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Det er ovenfor under kapitel 1, pkt. 5 og 6, i forbindelse med
bekendtgørelsens tilblivelse og udformning nævnt, at man principielt har
tilsigtet at stille havnebestyrelserne så frit som muligt med hensyn til den
nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne i de enkelte havne. Man har
ligeledes tilsigtet at give de i § 5 nævnte virksomheder frihed med hensyn
til den nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne eller
behandlingsanlæggene for de enkelte virksomheder.
2. Efter bekendtgørelsens § 14 kan miljøstyrelsen
efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder meddele
havnebestyrelsen eller de i § 5 nævnte virksomheder påbud om, at der
foretages den nødvendige udbygning af ordningen eller anlægget, eller at der
etableres et behandlingsanlæg, såfremt det måtte vise sig, at en
modtageordning eller et behandlingsanlægs kapacitet i praksis ikke er
tilstrækkelig til at opfylde det normale afleveringsbehov hos de skibe, der
anløber havnen, således at der opstår unødig forsinkelse.
3. Efter bekendtgørelsens § 17 træder bekendtgørelsen
i kraft den 3. maj 1981 for havne i Østersøområdet.
Den fornødne modtagelseskapacitet i danske havne i Østersøområdet skal
således være til stede på denne dato.
Reglerne vil senere blive udvidet til at gælde øvrige danske havne, når
MARPOL-konventionen træder i kraft.
Samtidig med ikrafttrædelsen af bekendtgørelsen ophæves bekendtgørelse nr.
379 af 27. juli 1978 om modtageordninger for rester og blandinger af olie
samt kloakspildevand og affald i danske havne i Østersøområdet.
4. Det skal derfor anbefales, at havnebestyrelserne i
danske havne uden for Østersøområdet snarest foretager de fornødne
overvejelser og iværksætter projektering af de nødvendige foranstaltninger
med henblik på, at modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor
MARPOL-konventionen og bekendtgørelsen herom træder i kraft. Dette forventes
som nævnt at ske medio 1982.
5. Endelig skal man nu gøre opmærksom på, at
miljøministeren vil fastsætte regler om etablering af modtageanlæg for
skadelige flydende stoffer, som transporteres i bulk, når reglerne om disse
stoffer i de to konventioner træder i kraft. For Østersøområdet kan det
oplyses, at disse regler træder i kraft den 1. juli 1984.
Miljøstyrelsen, den 3. maj 1981
Jens Kampmann
/ Filip Facius
Bilag
Østersøkonventionens Annex IV - Appendix I. Bilag IV - Tillæg I.
Liste over olier (* 2)
Asphalt solutions
Blending Stocks
Roofers Flux
Straight Run Residue
Oils
Clarified
Crude Oil
Mixtures containing crude oil
Diesel Oil
Fuel Oil No. 4
Fuel Oil No. 5
Fuel Oil No. 6
Residual Fuel Oil
Road Oil
Transformer Oil
Aromatic Oil (excluding vegetable oil)
Lubricating Oils and Blending Stocks
Mineral Oil
Motor Oil
Penetrating Oil
Spindle Oil
Turbine Oil
Distillates
Straight Run
Flashed Feed Stocks
Gas Oil
Cracked
Gasolene Blending Stocks
Alkylates - fuel
Reformates
Polymer - fuel
Gasolenes
Casinghead (natural)
Automotive
Aviation
Straight Run
Fuel Oil No. 1 (Kerosene)
Fuel Oil No. 1 - D
Fuel Oil No. 2
Fuel Oil No. 2 - D
Jet Fuels
JP-1 (Kerosene)
JP-3
JP-4
JP-5 (Kerosene. Heavy)
Turbo Fuel
Kerosene
Mineral Spirit
Naphtha
Solvent
Petroleum
Heartcut Distillate Oil
Officielle noter
(* 1) The list of oils shall not necessarily be considered as
comprehensive.
(* 1) Listen over olie skal ikke nødvendigvis betragtes som udtømmende.
Lignende dokumenter
- 1992 LSF 205 FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE AF HAVMILJØET Retsinformation · 2. juli 1993
- Bekendtgørelse om modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og havnes affaldsplaner Retsinformation · 11. maj 2022
- Cirkulære om olieaffald Retsinformation · 17. november 1977
- Forslag til Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet Retsinformation · 24. april 2002
- Cirkulære om kemikalieaffald Retsinformation · 30. november 1976
- Bekendtgørelse af lov om beskyttelse af havmiljøet Retsinformation · 20. februar 2024