Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning vedrørende bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne (Til havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet)

Gældende VEJ nr 69 af 03/05/1981VejledningMiljø- og Ligestillingsministeriet24. juli 1981

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning vedrørende bekendtgørelse om

modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt

affald i danske havne

(Til havnebestyrelser,

kommunalbestyrelser, amtsråd samt

hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Almindelige bemærkninger

Indledning

1. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 179 af 14.

april 1981 om modtageordninger for rester og blandinger af olie,

kloakspildevand samt affald i danske havne pålægger havnebestyrelserne pligt

til at drage omsorg for, at der i havnene etableres ordninger til modtagelse

af rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald, der stammer fra

skibe og platforme.

Det kan endvidere pålægges bunkringsvirksomheder, virksomheder, der

foretager afskibning eller modtagelse af olie samt

skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageordninger for olieblandet

ballast- og tankskyllevand.

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Forpligtelsen til at etablere modtageordninger for rester og blandinger af

olie, kloakspildevand samt affald gælder i øvrigt for alle danske havne men

sættes i første omgang alene i kraft for de havne, der befinder sig inden for

Østersøområdet, således som dette er defineret i bekendtgørelsens § 17.

Dette skyldes, at havnene i Østersøområdet omfattes af bestemmelserne i

Østersø-konventionen, der træder i kraft den 3. maj 1981, jfr. pkt.2, mens

havnene ved den jyske vestkyst kun omfattes af reglerne i

MARPOL-konventionen, der endnu ikke er trådt i kraft, jfr. pkt. 4.

Forpligtelsen til at etablere sådanne modtageordninger er gennemført ved §

26 i lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet. Forpligtelsen

Læs alt

gælder fra tidspunkter, der fastsættes af miljøministeren som nærmere omtalt

nedenfor under kapitel 5, pkt. 3.

Med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter

Østersø-konventionen vedtog Folketinget lov nr. 324 af 26. juni 1975 om

beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.

For at gennemføre bestemmelserne i loven om etablering af modtageordninger

for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne

i Østersøområdet blev en bekendtgørelse (nr. 379 af 27. juli 1978) og et

cirkulære (af 27. juli 1978) om sådanne modtageordninger i danske havne i

Østersøområdet udarbejdet under medvirken af en arbejdsgruppe med

repræsentanter for miljøministeriet, handelsministeriet og ministeriet for

offentlige arbejder samt bl.a. repræsentanter for havneorganisationerne.

Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev udsendt til

havnebestyrelser, kommunalbestyrelser, amtsråd samt hovedstadsrådet.

I cirkulæret blev der gjort opmærksom på, at Østersø-konventionen

forventedes at træde i kraft omkring årsskiftet 1978/ 79 eller i begyndelsen

af 1979.

Det nævntes ligeledes, at Danmark ville benytte sig af adgangen til at

udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for bekendtgørelsen om modtageordninger

med et år fra konventionens almindelige ikrafttrædelse.

I cirkulæret blev det derfor nævnt, at det ville være påkrævet, at

havnebestyrelserne, i det omfang det ikke allerede var sket, snarest muligt

foretog de fornødne overvejelser og iværksatte projektering af de nødvendige

foranstaltninger med henblik på, at modtageordningerne kunne fungere fra det

tidspunkt, hvor Østersøloven og bekendtgørelsen trådte i kraft.

Østersøloven, bekendtgørelsen og cirkulæret blev ikke sat i kraft som

ventet, og er nu ophævet i medfør af havmiljøloven.

De i cirkulæret af 27. juli 1978 nævnte bestemmelser om modtageordninger

er imidlertid i alt væsentligt de samme som i denne vejledning.

For de øvrige danske havne vil forpligtelsen til at have sådanne

modtageordninger blive gældende fra det tidspunkt, der fastsættes af

miljøministeren som nærmere omtalt under kapitel 5, pkt. 3. Ikrafttrædelsen

vil ske samtidig med, at MARPOL-konventionen træder i kraft. Dette forventes

at kunne ske medio 1982.

Det vil derfor være påkrævet, at havnebestyrelserne i havnene på Jyllands

vestkyst snarest muligt foretager de fornødne overvejelser og iværksætter

projektering af de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at

modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor MARPOL-konventionen

træder i kraft.

Østersø-konventionen

2. Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i

Østersøen (Østersø-konventionen) blev den 22. marts 1974 undertegnet med

ratifikationsforbehold af repræsentanter for Danmark, Finland, Den tyske

demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Den polske

Folkerepublik, Sverige og Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker.

Konventionen har til formål at begrænse forureningen af havet i

Østersøområdet både fra land og fra skibe. Forpligtelserne med hensyn til den

landbaserede forurening er allerede opfyldt med miljøbeskyttelsesloven. Med

henblik på at forebygge forureningen fra skibe indeholder konventionen regler

om udtømning fra skibe og platforme af olie, skadelige flydende stoffer,

kloakspildevand og affald, som medlemslandenes skibe m.v. skal overholde,

mens skibe af anden nationalitet opfordres til at overholde bestemmelserne.

Endvidere skal der etableres modtageanlæg i havnene for de nævnte former for

affald.

Med lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet har Danmark

gennemført Østersø-konventionens bestemmelser om forebyggelse af den

skibsbaserede forurening af havet i Østersøområdet for så vidt angår danske

skibe eller platforme, der befinder sig inden for Østersøområdet og for så

vidt angår fremmede fartøjer på dansk søterritorium (for platforme dansk

kontinentalsokkelområde) inden for Østersøområdet. Loven omfatter ikke

orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe

skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste. Disse skibe og

platforme skal dog også kunne benytte modtageordningen i det omfang, de har

behov for det.

Bestemmelserne om udtømning af olie, kloakspildevand og affald omtales

kort nedenfor som baggrund for de pågældende modtageordninger.

3. Østersø-konventionen er nu ratificeret af samtlige

Østersølande, og konventionen er trådt i kraft den 3. maj 1980.

For så vidt angår bestemmelserne i konventionen om etablering af

modtageanlæg for olie, kloakspildevand samt affald i havne i Østersøområdet

har Danmark benyttet sig af muligheden til at udsætte ikrafttrædelsen heraf

med et år, det vil sige til ikrafttrædelse den 3. maj 1981.

Fra denne dato skal der således være etableret modtageordninger for rester

og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne i

Østersøområdet.

Østersø-konventionens regler om skadelige flydende stoffer i bulk træder i

kraft 1. juli 1984. I forbindelse med ikrafttrædelsen af bestemmelserne om

skadelige flydende stoffer træffer miljøministeren nærmere bestemmelser om

oprettelse og indretning af modtageanlæg for rester og blandinger af

skadelige flydende stoffer i havnene. Der vil blive udfærdiget en særlig

bekendtgørelse herom.

MARPOL-konventionen

4. MARPOL-konventionen (international konvention om

forebyggelse af forurening fra skibe, 1973 og 1978-protokollen til denne

konvention) regulerer alle former for ikke-landbaseret forurening, bortset

fra dumpning og udledning af skadelige stoffer, der er en direkte følge af

udnyttelse af undersøiske mineralforekomster. Konventionen omfatter således

regler til forebyggelse af forurening af havet fra skibe med enhver form for

olie, skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk, skadelige stoffer

i emballeret form, kloakspildevand og affald.

Blandt MARPOL-konventionens forholdsregler findes ligeledes regler om

etablering af modtageanlæg i havne.

Der er en nær sammenhæng mellem Østersø-konventionen og

MARPOL-konventionen. Østersøområdet udgør i MARPOL-konventionen et særligt

havområde både med hensyn til olie og affald. Såvel i disse tilfælde, som

hvad angår kloakspildevand, følger Østersø-konventionen MARPOL-konventionen.

MARPOL-konventionen træder i kraft 12 måneder efter den dato, hvor mindst

15 stater, som repræsenterer mindst 50 pct. af verdensbruttotonnagen, har

ratificeret eller tiltrådt. Dette forventes at kunne ske medio 1982.

Bekendtgørelsens tilblivelse og udformning

5. Bekendtgørelsen er som nævnt i pkt. 1 udarbejdet på

baggrund af den ikke ikraftsatte og nu ophævede bekendtgørelse om

modtageordninger for rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt

affald i danske havne i Østersøområdet. Den nu udstedte bekendtgørelse har

blandt andet været til høring i ministeriet for offentlige arbejder,

industriministeriet, forsvarsministeriet og de kommunale organisationer samt

havneorganisationerne og rederiorganisationerne. Ligeledes har denne

vejledning været til høring hos disse myndigheder og organisationer.

6. Bekendtgørelsen pålægger havnebestyrelserne pligten

til at sørge for, at der etableres modtageordninger for rester og blandinger

af olie, kloakspildevand samt affald. Bekendtgørelsens kapitel 2, 3 og 4

angiver for hver af modtageordningerne, hvad det er, der skal kunne modtages,

i hvilke kategorier eller grupper af havne modtageordningerne skal etableres,

samt efter hvilke regler det modtagne skal bortskaffes. Derimod overlades

selve den måde, hvorpå pligten opfyldes i den enkelte havn, principielt til

lokal afgørelse og beskrives ikke nærmere i bekendtgørelsen. Ved således kun

at angive de principielle rammer i bekendtgørelsen og ikke at foreskrive

bestemte løsninger har man tilsigtet at stille den enkelte havnebestyrelse så

frit som muligt med hensyn til at vælge den fremgangsmåde, som den efter de

særlige forhold i havnen finder mest praktisk og økonomisk rimelig for havnen

og dens brugere set ud fra en helhedsbetragtning.

7. Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser om

finansiering af udgifterne til etablering og drift af modtageanlæggene eller

om betaling for benyttelsen af dem.

Det har ved udformningen af loven om beskyttelse af havmiljøet været et

afgørende hensyn, at benyttelse af modtageanlæggene ikke bliver så byrdefuld

for skibsfarten, at det fører til, at modtageanlæggene ikke benyttes. En

ordning, hvor der f.eks. afkrævedes afgifter i forhold til benyttelsen af en

modtageordning, ville således være mindre hensigtsmæssig. Det er derfor

forudsat, at udgifterne til anlæg og drift af modtageordningerne finansieres

over skibs- og vareafgifterne i henhold til § 11 i lov om trafikhavne.

For orlogsskibe og andre ikke-kommercielle statsskibe, som ikke er

omfattet af loven, og som ikke normalt betaler skibs- og vareafgifter, må der

i det enkelte tilfælde træffes aftale om, hvilke afgifter der må betales for

at benytte modtageordningerne.

8. Der er dog i loven om beskyttelse af havmiljøet og

i bekendtgørelsens § 5 åbnet mulighed for, at det kan påbydes visse

virksomheder selv at etablere modtageanlæg for olieblandet ballastvand og

tankskyllevand, jfr. kapitel 2, pkt. 5. Baggrunden er, at det i visse

tilfælde må forekomme urimeligt, at udgifterne til etablering og drift af et

modtageanlæg, der hovedsagelig betjener en enkelt virksomhed i havnen,

overvæltes på havnens almindelige brugere. I sådanne tilfælde vil en enkelt

virksomhed derfor kunne pålægges at etablere og drive sådanne modtageanlæg.

Ministeriet for offentlige arbejder har oplyst, at det kun er en yderst

begrænset kreds af virksomheder, som denne undtagelsesbestemmelse vil kunne

finde anvendelse på, og at bestemmelsen svarer til en i vid udstrækning

allerede etableret praksis.

Det kan oplyses, at der ved lov nr. 606 af 23. december 1980 om

miljøstøtte i henhold til § 1, stk. 2, jfr. kapitel 3 er åbnet mulighed for

at yde støtte til investeringer vedrørende forureningsbegrænsende projekter,

der er økonomisk tyngende for den enkelte virksomhed, og som særlige forhold

herudover taler for at støtte. Som eksempel herpå er i bemærkningerne til

lovforslaget netop nævnt udgifter til de modtageanlæg, som visse

enkeltvirksomheder i medfør af § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet vil

kunne pålægges at etablere. Om de nærmere betingelser for at kunne opnå

støtte henvises til miljøstøtteloven, bekendtgørelse nr. 607 af 23. december

1980 om miljøstøtte samt ansøgningsskemaer med tilhørende vejledninger, som

udleveres via kommunalbestyrelserne. Yderligere oplysninger kan også fås hos

miljøstøttekontoret i miljøstyrelsen.

Bekendtgørelsens kapitel 1

Almindelige bestemmelser

9. Forpligtelsen til at sørge for modtageordninger er

ved § 1, stk. 1, pålagt de enkelte havnebestyrelser. Dette vil imidlertid

ikke være til hinder for, at modtageordninger etableres helt eller delvis i

fællesskab mellem flere havnebestyrelser. Sådanne fælles løsninger vil efter

de stedlige forhold meget vel kunne vise sig at være både det mest økonomiske

og i øvrigt mest hensigtsmæssige, f.eks. hvor et større sammenhængende

havneområde måtte rumme flere formelt selvstændige havne, eller hvor 2 eller

flere havne i øvrigt ligger nær ved hinanden. De enkelte havnebestyrelser vil

i sådanne tilfælde selvsagt fortsat have ansvaret for modtageordningens

funktion i deres egne havne.

Spørgsmålet om muligheden for og hensigtsmæssigheden af sådanne eventuelle

helt eller delvis fælles løsninger bør under hensyn til de stedlige forhold

indgå i havnebestyrelsens overvejelser om etablering af modtageanlæg.

I overensstemmelse med ministeriet for offentlige arbejders opfattelse

omfatter begrebet havnebestyrelse såvel de tilfælde, hvor en havn styres af

en kommunalbestyrelse, et havneråd eller en aktieselskabsbestyrelse, som det

tilfælde, hvor havnen styres af en enkeltperson som ejer af denne.

10. Med hensyn til den krævede modtagekapacitet

bestemmer bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at modtageordningerne skal have

tilstrækkelig kapacitet til at opfylde behovet for aflevering, uden at

skibene forsinkes unødigt, idet behovet for aflevering må bedømmes for den

enkelte havn under hensyn til det normale anløb af havnen. På baggrund af

drøftelserne med havnenes og skibsfartens repræsentanter i den forannævnte

arbejdsgruppe må det ved dimensioneringen af modtageordningerne og

bedømmelsen af deres funktion lægges til grund, at benyttelse af

modtageordningerne ikke bør medføre forsinkelse for de pågældende skibe, men

at det på den anden side vil være uøkonomisk, om modtageordningerne

dimensioneres til at kunne klare enhver spidsbelastningssituation. Det er

således ikke enhver forsinkelse som følge af benyttelsen af en

modtageordning, der kan betegnes som unødig, men modtageordningerne må være

tilrettelagt sådan, at der normalt ikke opstår forsinkelse.

Ved vurderingen af den nødvendige modtagekapacitet i havne i

Østersøområdet må der tages hensyn ikke blot til behovet for aflevering hos

skibe hjemmehørende i de 7 Østersøstater, som umiddelbart omfattes af

Østersø-konventionens og havmiljølovens regler, men også til behovet for

aflevering hos skibe hjemmehørende i andre stater. Der må således tages

hensyn til hele det normale anløb af havnen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Østersø-konventionen,

MARPOL-konventionen og havmiljøloven ikke direkte forpligter skibene til at

anvende modtageordningerne ved anløb af havn, men kun forpligter dem direkte

til at overholde bestemmelserne om udtømning. I det omfang skibene ikke kan

opfylde udtømningsbetingelserne eller på anden måde lovligt kan bortskaffe

rester m.v. af olie, kloakspildevand og affald, må dette imidlertid opbevares

om bord og afleveres til havnenes modtageordninger.

Kapitel 2

Olie

1. I overensstemmelse med havmiljølovens § 8, stk. 1,

definerer bekendtgørelsens § 2, stk. 1, olie som enhver form for mineralolie

og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og

olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter, bortset

fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 17 i

havmiljøloven. Østersø-konventionen og MARPOL-konventionen opregner i øvrigt

i enslydende lister, der ikke er udtømmende, en række eksempler på

mineralolier, der er omfattet af konventionernes udtømningsregler. Listen er

gengivet som bilag til vejledningen.

Udtrykket mineralolie og blandinger heraf må i overensstemmelse med

konventionerne forstås som omfattende enhver blanding, der indeholder olie.

Efter havmiljøloven er enhver udtømning af olie eller olieholdige

blandinger på dansk søterritorium forbudt. Fra den 3. maj 1981 vil det

endvidere som hovedregel være forbudt at udtømme olie eller olieholdige

blandinger i havet fra skibe i Østersøområdet. Efter MARPOL-konventionens

ikrafttræden vil reglerne om udtømning af olie i havmiljøloven blive sat i

kraft globalt. Disse regler medfører en væsentlig reduktion af de mængder

olie, der må udtømmes i havet.

2. Til belysning af behovet for etablering af

modtageordninger i havnene gennemførte miljøstyrelsen i perioden januar-juni

1976 en spørgeskema-undersøgelse omfattende 89 danske trafikhavne i

Østersøområdet, hvor de anløbende skibe blev bedt om at oplyse deres behov

for at aflevere olie og olieholdige blandinger. De af de enkelte skibe

udfyldte spørgeskemaer blev registreret, og materialet blev undergivet

EDB-behandling. Spørgeskemaerne og EDB-udskrifterne vedrørende de enkelte

havne blev i efteråret 1976 tilbagesendt til havnene med henblik på at indgå

i havnebestyrelsernes overvejelser om etablering af modtageordninger for olie

i havnene. Materialet blev opstillet således, at det viste det samlede

registrerede afleveringsbehov måned for måned samt den største

enkeltaflevering i hver måned for olieslam, ballastvand samt rester af olie

og olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene.

Ved overvejelserne om dimensionering af modtageordninger og

behandlingsanlæg for ballast- og tankskyllevand bør ikke blot det nuværende

afleveringsbehov, jfr. kapitel 1, pkt. 10, tages i betragtning, men også den

udvikling i afleveringsbehovet som må forventes under hensyn til det i

fremtiden normale anløb af havnen.

3. Bekendtgørelsens § 3 bestemmer, at der i alle havne

skal etableres modtageordning for olieholdige blandinger fra maskinrummenes

rendestene, olieslam, brugt smøreolie og lignende olierester, idet behov for

aflevering heraf i varierende omfang vil opstå i alle havne, der anløbes af

fartøjer, som anvender olie som brændstof. Sådanne modtageordninger skal

etableres ikke alene i trafikhavne, hvad enten de er statslige, kommunale

eller private, men også i fiskerihavne, lystbådehavne og orlogshavne.

Med hensyn til rene færgehavne vil det kunne være tilstrækkeligt at

etablere modtageanlæg i den ene af en færgerutes havne, hvis færgerne på

ruten med en sådan løsning til stadighed kan overholde udtømningsreglerne, og

færgerne således ikke har noget behov for aflevering ved anløb af den anden

eller de andre havne på ruten.

Afhængig af skibenes størrelse og udstyr og den mængde, der ønskes

afleveret, kan afleveringen tænkes at ske på forskellig måde, f.eks. i

tromler eller andre beholdere eller således, at olieaffaldet pumpes fra borde

gennem rørforbindelser til oplagringstanke eller til mobilt materiel, f.eks.

pramme eller tankvogne, herunder eventuelt slamsugere. Om forbindelsen mellem

modtageordning og fartøj og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor

pkt. 6 og 9.

4. I visse havne vil der derudover være behov for

modtageordninger for olieholdigt ballastvand og olieholdigt tankskyllevand

fra henholdsvis olietankskibe, herunder de såkaldte combination carriers, når

disses lasttanke ikke er renset for rester af olie siden sidste sejlads med

olielast, og fra ikke-olietankskibe, der kan anvende ballastvand i

brændstoftanke. Afleveringsbehovet opstår, når olietankskibe ankommer i

ballast til olieudskibningshavne eller går til værft for reparation eller

tankrensning, samt når andre skibe ankommer med vandballast i brændstoftanke

for at bunkre olie som brændstof eller eventuelt indtage last, eller de går

til værft.

Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, bestemmer derfor i litra a)-e), at ordninger

til modtagelse af olieholdigt ballast- og tankskyllevand skal etableres i de

havne, der anløbes af de ovenfor nævnte skibe.

Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter havnens behov

etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres på

mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt

tankvogne. I havne, hvorfra der som noget normalt udskibes olie f.eks.

raffinaderihavne og havne med større olieoplag, bør tankskibene kunne

betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. I

havne, hvorfra der kun forholdsvis sjældent udskibes olie, i

reparationshavne, hvor olietankskibe eller andre skibe kun sjældent har behov

for at aflevere større mængder af ballast- eller tankskyllevand, i

bunkringshavne, hvor bunkringen ikke foregår ved faste anlæg, samt i havne,

hvor skibe som fører vandballast i olietanke indtager last, vil det kunne

være mest økonomisk og hensigtsmæssigt at basere sig på mobile ordninger.

Navnlig i sådanne tilfælde bør det indgå i overvejelserne, hvorvidt det vil

være hensigtsmæssigt at etablere modtageordningen i helt eller delvis

fællesskab med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, om, at havnen kan kræve et forudgående varsel

på 24 timer inden skibets ankomst til havnen, må blandt andet ses i

forbindelse med sådanne fælles modtageordninger. Der sigtes således i første

række på havne, hvor der kun sjældent er behov for modtagelse af større

mængder olieholdigt ballast- og tankskyllevand. Såfremt havnebestyrelsen

indfører en sådan fristbestemmelse, må der tages passende skridt til, at de

anløbende skibe på forhånd er bekendt dermed. Blandt andet bør de stedlige

havnebrugere og rederier, agenturer og mæglere være underrettet.

Fristbestemmelsen bør kun anvendes, når den fornødne modtagekapacitet, f.eks.

i spidsbelastningssituationer, ikke kan tilvejebringes på kortere tid.

Om forbindelsen mellem modtageordninger og skibe samt om eventuel

behandling og om bortskaffelse af det modtagne, se nedenfor pkt. 6 og 7 samt

9 og 10.

5. Miljøstyrelsen kan påbyde visse virksomheder at

etablere ordninger for modtagelse af olieblandet ballast- og tankskyllevand.

Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, bestemmer i litra a)-c), at miljøstyrelsen

kan påbyde bunkringsvirksomheder, virksomheder, der foretager afskibning

eller modtagelse af olie samt skibsreparationsvirksomheder at etablere

sådanne modtageordninger eller behandlingsanlæg, se nedenfor pkt. 8 og 9.

Modtageordningerne for ballast- og tankskyllevand kan efter virksomhedens

behov etableres med faste rørforbindelser til oplagringstanke eller baseres

på mobile ordninger med pramme, lægtere, mindre olietankskibe eller eventuelt

tankvogne. For virksomheder, hvorfra der udskibes olie, bør tankskibene

betjenes med rørledningsforbindelser på alle kajer, hvor olie lastes. For

skibsreparationsvirksomheder, hvor olietankskibe eller andre skibe kun

sjældent har behov for at aflevere større mængder af ballast- eller

tankskyllevand samt for bunkringsvirksomheder, hvor bunkringen ikke foregår

ved faste anlæg, vil det næppe være økonomisk, at såvel havnen som den

pågældende virksomhed etablerer separate modtageordninger. Det må derfor

anses for hensigtsmæssigt, at der i sådanne tilfælde kan pålægges etableret

et samarbejde om oprettelse og drift af en fælles modtageordning.

Miljøstyrelsen anmodede derfor havnebestyrelserne om senest den 1. januar

1981 at indberette til miljøstyrelsen, hvilke virksomheder inden for havnens

område der kunne omfattes af disse kategorier.

Det kan oplyses, at miljøstyrelsen på baggrund af oplysninger fra

ministeriet for offentlige arbejder samt af de indhentede oplysninger fra

havnene kun i yderst begrænset omfang agter at anvende denne bemyndigelse til

at pålægge bestemte virksomheder at etablere særskilte modtageordninger eller

behandlingsanlæg.

6. Efter bekendtgørelsens § 6 skal modtageordningerne

omfatte koblingsled, der muliggør tilslutning til skibenes

udtømningsledninger. Det påhviler således principielt havnen at have de

nødvendige slanger, koblingsled m.v. til at nå op til skibets

tilslutningsflanger til rådighed. For så vidt angår olietankskibe i

olieudskibningshavne vil man kunne basere sig på de sædvanlige laste/

losse-systemer. Med hensyn til modtagelse af olieholdige blandinger fra

maskinrummenes rendestene er det specielt bestemt, at modtageordningerne i

alle havne skal omfatte koblingsled med flanger som angivet i

bekendtgørelsens bilag 1. Det kan forventes, at de anløbende skibe

efterhånden vil være udstyret med tilsvarende flanger som IMCO-standard.

Østersølandenes skibe kan forventes at være udstyret med sådanne flanger, og

bestemmelser om sådanne flanger på danske skibe vil blive fastlagt i medfør

af lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v. Reglen vil dog ikke

gælde lystfartøjer.

I tilslutning hertil bemærkes, at modtageordningerne i trafikhavne normalt

kan baseres på, at vedkommende skib leverer den fornødne pumpekapacitet. Rør-

og slangeforbindelser mellem skib og modtageanlæg må, navnlig i

olieudskibningshavne og i øvrigt i muligt omfang, være tilpasset den største

pumpekapacitet i de skibe, som anløber havnen. Med hensyn til mindre

fartøjer, som ikke er i besiddelse af nødvendig pumpekapacitet, må havnen

tilvejebringe pumpekapacitet.

For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at

opstille containere eller tromler til modtagelse af olieholdige blandinger.

Kravet om koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 6, stk. 2.

Det bemærkes endvidere, at bekendtgørelsen ikke indeholder særlige

bestemmelser om et eventuelt strafferetligt eller civilretligt ansvar for

uheld under afleverings- eller modtageforretningen. Man har ment at burde

holde sig til de i forvejen gældende retsregler på disse områder.

7. Der er kun forudsat etablering af egentlige

behandlingsanlæg i havnene for så vidt angår ballast- og tankskyllevand, hvor

det egentlige olieindhold kun vil udgøre en ringe del af den samlede

afleverede mængde. Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, fastslår som udgangspunkt,

at der i de havne, som skal kunne modtage ballast- og tankskyllevand, også

skal etableres behandlingsanlæg, der kan adskille det modtagne i en vandfase

og en oliefase. En sådan adskillelse vil være nødvendig for at opnå en

forsvarlig og økonomisk hensigtsmæssig bortskaffelse af det modtagne, jfr.

nedenfor pkt. 8 og 9. Det må imidlertid på forhånd erkendes, at etablering og

drift af nødvendige behandlingsanlæg vil kunne være ret kostbar, da der skal

foretages en tilstrækkelig rensning af vandfasen for forurening med navnlig

lettere oliebestanddele, inden vandfasen vil kunne udledes til recipienten.

Det er derfor forudset, at havnebestyrelsernes overvejelser af forholdene

i den enkelte havn medfører, at der ikke bør etableres sådanne

behandlingsanlæg i en række havne, men at man bør benytte adgangen til at

gennemføre en ordning, hvorefter det modtagne olieholdige ballast- og

tankskyllevand opsamles og transporteres til behandling andetsteds. Også på

dette område vil det formentlig kunne være aktuelt at søge at etablere fælles

ordninger i samarbejde med andre havne, jfr. kapitel 1, pkt. 9.

Opmærksomheden henledes her navnlig på eventuelle muligheder for samarbejde

med olieraffinaderiernes havne, hvor der i forvejen er etableret modtage- og

behandlingsanlæg, og hvor olieindholdet af ballast- og tankskyllevandet vil

kunne udnyttes i produktionen. Der skal endvidere peges på muligheden for, at

det modtagne ballast- og tankskyllevand midlertidigt oplagres i havnen og

genbruges som ballast i olietankskibe, som har losset olie og skal forlade

havnen i ballast. Denne fremgangsmåde er et af de midler, som IMCO peger på

til at formindske behovet for modtageanlæg i havnene. Der må imidlertid tages

fornødent hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold for såvel det modtagende

skib som den eventuelle endelige modtager af ballastvandet. Den, der

afleverer ballastvandet, må derfor give skriftlig oplysning om ballastvandets

indhold.

8. For de i § 5, stk. 1, nævnte virksomheder kan der

være behov for etablering af egentlige behandlingsanlæg til adskillelse af

det modtagne olieblandede ballast- eller tankskyllevand, hvis en

modtageordnings kapacitet viser sig utilstrækkelig. Bekendtgørelsens § 5,

stk. 2, fastslår, at et sådant behandlingsanlæg skal kunne adskille det

modtagne ballast- eller tankskyllevand i en vandfase og en oliefase. En sådan

adskillelse vil være nødvendig for at opnå en forsvarlig bortskaffelse af det

modtagne, jfr. nedenfor i pkt. 9.

9. Bekendtgørelsens § 7 pålægger havnebestyrelsen og

de i § 5 nævnte virksomheder at drage omsorg for, at det modtagne eller ved

behandling, jfr. pkt. 7 og 8, fremkomne olieaffald bortskaffes. Med hensyn

hertil er havnen stillet principielt som enhver anden virksomhed, hvor der

fremkommer olieaffald. Udtrykket olieaffald omfatter alt det gennem

modtageordningen indkomne, ikke blot de i bekendtgørelsens § 3 omhandlede

olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene, olieslam, brugt

smøreolie og lignende olierester, som normalt vil være egnet til direkte

bortskaffelse, men også det modtagne olieholdige ballast- og tankskyllevand,

som det normalt vil være praktisk nødvendigt at adskille i en oliefase og en

vandfase, inden disse hver for sig endeligt bortskaffes som henholdsvis

olieaffald og spildevand.

Med hensyn til olieaffaldet gælder reglerne i lov nr. 178 af 24. maj 1972

om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, jfr. miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald m.v. og cirkulæret af

1. september 1977 om olieaffald.

I korthed går disse regler ud på, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med,

at olieaffald bortskaffes på forsvarlig måde. Der er i alle kommuner pligt

til at anmelde olieaffald over for kommunalbestyrelsen samt pligt til at

aflevere olieaffaldet, normalt til den modtagestation, kommunen er

tilsluttet, og hvorfra olieaffaldet normalt transporteres til Kommune-Kemi A/

S til behandling. Kommunalbestyrelsen meddeler fritagelse for

afleveringspligten, hvis det godtgøres, at olieaffaldet bortskaffes på anden

forsvarlig måde, jfr. f.eks. foran pkt. 7 om aflevering til raffinaderi eller

genanvendelse af modtaget olieholdigt ballastvand som ballast.

Modtageanlæg for olie og de i pkt. 7 og 8 nævnte behandlingsanlæg skal

efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 godkendes af amtsrådet.

10. Miljøbeskyttelseslovens § 17 bestemmer, at

stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb, søer eller havet

eller oplægges så nær herved, at der kan være fare for, at de skylles ud

deri. Der kan dog efter § 18 meddeles tilladelse til, at spildevand tilføres

vandløb, søer eller havet. Den vandfase bestående af salt havvand med et vist

olieindhold, der fremkommer ved behandlingen af det modtagne ballast- og

tankskyllevand, jfr. ovenfor pkt. 7 og 8, kan således ikke umiddelbart

udledes. Hertil kræves tilladelse efter reglerne om andet spildevand end

husspildevand i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om

behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet

m.v., jfr. også miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand.

Havnebestyrelsen må rette henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik

på at afklare, om udledning af spildevandet mest hensigtsmæssigt kan ske ved

tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning.

Afgørelse om udledningstilladelsen træffes efter spildevandsbekendtgørelsens

§ 21 af kommunalbestyrelsen, hvis tilslutning til et offentligt

spildevandsanlæg kan ske inden for anlæggets kapacitet. Eventuelt må

amtsrådet (hovedstadsrådet) forinden træffe afgørelse om forøgelse af

kapaciteten. Afgørelse om tilladelse til særskilt udledning træffes af

amtsrådet (hovedstadsrådet) efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens §§

29-31. Tilladelsen og vilkårene herfor optages normalt i godkendelse af

etableringen af modtageordningen efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5,

jfr. ovenfor pkt. 9.

Ved kommende revisioner af de kommunale spildevandsplaner, jfr.

miljøbeskyttelseslovens § 21, bør der tages hensyn til afledningen af det her

omhandlede spildevand, hvad enten afledningen sker ved tilslutning til et

offentligt spildevandsanlæg eller ved særskilt udledning.

Udledning af det her omhandlede spildevand bør ikke ske gennem

spildevandsanlæg med biologisk rensning, da der er tale om saltvand i større

mængder og med et vist lavt olieindhold.

Hvilke krav, der i det enkelte tilfælde skal stilles til rensningsgraden

af dette spildevand, må afgøres efter de lokale forhold, navnlig under hensyn

til kvaliteten af den recipient, hvortil udledningen sker. Visse vejledende

normer er opstillet i miljøstyrelsens vejledning nr. 6/ 1974

»Spildevand«.

Kapitel 3

Kloakspildevand

1. Bekendtgørelsens § 8 definerer kloakspildevand i

overensstemmelse med Østersø-konventionen og MARPOL-konventionens definition,

og udtømningsforbudet i havmiljølovens § 22 omfatter således også

afløbsstoffer fra steder, hvor der findes levende dyr, og er derved bredere

end udtrykket »husspildevand«, som det bruges i bekendtgørelse nr.

174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til

vandløb, søer eller havet m.v.

2. De udtømningsregler, som havmiljølovens § 22 på

baggrund af konventionerne gennemfører på dansk område, går i korthed ud på,

at kloakspildevand kan udtømmes i havet, hvis udtømningen sker igennem et

godkendt anlæg og ikke frembringer synlige spor i havet. Hvis udtømningen

sker gennem et godkendt anlæg, som alene desinficerer og findeler

kloakspildevandet, men dette frembringer synlige spor i havet, skal

udtømningen ske i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst. Anvendes

der ikke noget anlæg, kan udtømning i havet dog ske, men da i en afstand af

mindst 12 sømil fra nærmeste kyst og under visse yderligere betingelser.

Afstandene på henholdsvis mindst 4 og mindst 12 sømil regnes fra den

basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt.

Udtømningsreglerne gælder for skibe, der er på 200 bruttoregistertons og

derover eller skibe, som er godkendt til befordring af over 10 personer. Der

er imidlertid i både Østersø- og MARPOL-konventionen gennemført

overgangsbestemmelser, således at udtømningsreglerne i de første 10 år efter

konventionernes ikrafttrædelse kun gælder for:

- Nye skibe, der er på 200 bruttoregistertons eller derover, eller, som er

godkendt til befordring af over 10 personer. »Nye skibe« er dog

defineret på en sådan måde, at bestemmelsen først vil få fuld virkning i

løbet af en periode på op til tre år.

- Eksisterende skibe, som er godkendt til befordring af over 400 personer.

Miljøministeren kan meddele dispensation til disse skibe, såfremt det findes

godtgjort, at det pågældende skib skal undergå væsentlige

konstruktionsmæssige ændringer for at kunne overholde udtømningsreglerne.

3. Bekendtgørelsens § 9, stk. 1, bestemmer, at

modtageordninger for kloakspildevand skal etableres i alle havne.

Behovet for modtageanlæg må på grund af udtømningsreglernes udformning

antages i første række at knytte sig til de større passagerskibe på ruter,

der slet ikke eller kun på en kortere strækning fører dem uden for de under

pkt. 2 nævnte afstande på 12 eller 4 sømil fra nærmeste kyst (basislinie).

For færgeruter, hvor samtlige de indsatte fartøjer lovligt kan foretage

udtømning i overensstemmelse med udtømningsreglerne eller eventuelt har

opnået dispensation, vil det, så længe denne betingelse er opfyldt, ikke være

nødvendigt at have modtageordning for kloakspildevand, da der under hensyn

til færgernes normale anløb i disse tilfælde ikke vil være noget behov for

aflevering deraf, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Modtageordningerne for kloakspildevand kan etableres eksempelvis som

fastanlagte rørforbindelser til det kommunale kloaksystem eller til en

oplagringstank - eller de kan baseres på mobilt materiel i form af pramme,

tankvogne eller slamsugere. Valget mellem disse fremgangsmåder eller en

kombination deraf må træffes efter en overvejelse af afleveringsbehovet og

forholdene i den enkelte havn. En løsning med fast anlagte kloakker kan være

hensigtsmæssig i færgelejer eller ved kajer, der regelmæssigt eller hyppigt

besøges af fartøjer, som normalt har behov for at aflevere større mængder

kloakspildevand inden for et bestemt kort tidsrum. I øvrigt vil det

formentlig være mest hensigtsmæssigt at betjene fartøjerne med mobilt

materiel.

§ 9, stk. 2, foreskriver anvendelse af koblingsled

med flanger som angivet i bekendtgørelsens bilag 2. Efter de to konventioner

skal skibene være udstyret med tilsvarende flanger. Bestemmelser om sådanne

flanger på danske skibe vil blive fastsat i medfør af lov om skibes sikkerhed

m.v.

For så vidt angår lystbådehavne vil det normalt være tilstrækkeligt at

opstille containere til manuel tømning af kemiske toiletter. Kravet om

koblingsled gælder derfor ikke for lystbådehavne, jfr. § 9, stk. 3.

4. I henhold til bekendtgørelsens § 10 skal

havnebestyrelsen drage omsorg for, at det fremkomne kloakspildevand

bortskaffes efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsen, nr. 174 af 29. marts

1974, jfr. cirkulæret af 17. april 1974 om spildevand. Dette gælder den del,

der kan udledes som husspildevand. For så vidt en væsentlig del af det fra et

skib afleverede kloakspildevand stammer fra husdyr, må kloakspildevandet -

f.eks. fra et kreaturtransportskib ikke udledes, men behandles særskilt som

ajle/ gødning. Der henvises herom til kapitel 4.2. og 4.3. samt kapitel 5 i

bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse.

Udledning af husspildevand kræver tilladelse. Havnebestyrelsen må rette

henvendelse til kommunalbestyrelsen med henblik på at afklare, om udledningen

mest hensigtsmæssigt kan ske ved tilslutning til et eksisterende - normalt et

offentligt - spildevandsanlæg eller ved anlæg af et nyt offentligt eller

privat spildevandsanlæg for husspildevand. Afgørelse om tilslutning til et

eksisterende offentligt spildevandsanlæg træffes af kommunalbestyrelsen, jfr.

ovenfor kap. 2, pkt. 11. Skal udledning ske ved etablering af et nyt

offentligt eller privat spildevandsanlæg til husspildevand, træffes

afgørelsen af amtsrådet (hovedstadsrådet) eller, hvis anlægget er i

overensstemmelse med den kommunale spildevandsplan, af kommunalbestyrelsen.

Også det her omhandlede spildevand bør tages i betragtning ved kommende

revisioner af de kommunale spildevandsplaner.

Navnlig ved tilslutning til eksisterende anlæg for husspildevand må de

tekniske spørgsmål og deres løsning overvejes ud fra de konkrete stedlige

forhold, herunder spildevandsanlæggets kapacitet, den samlede mængde

kloakspildevand fra havnens modtageanlæg og eventuelt størrelsen af og

tidspunkterne for de enkelte afleveringer, rensningsanlæggets art og den

måde, hvorpå tilledningen til rensningsanlægget kan ske.

Særligt med hensyn til saltholdigheden af kloakspildevandet fra havnens

modtageordning bemærkes, at tilledningen til biologisk rensningsanlæg bør ske

således, at der finder en jævn opblanding sted med det øvrige spildevand -

f.eks. ved hjælp af en beholder, hvorfra udledningen af det saltholdige

kloakspildevand kan styres - og således, at der opnås et passende konstant og

lavt saltholdighedsniveau, der er jævnt fordelt i selve det biologiske

rensningsanlæg. Under sådanne omstændigheder må en opblanding i et forhold

mellem 1:5 og 1:10 i almindelighed - også når havvandets større saltholdighed

i den nordlige del af Kattegat tages i betragtning - antages at være

tilstrækkelig til, at saltholdigheden ikke forstyrrer det biologiske

rensningsanlægs funktion.

Kapitel 4

Affald

1. I bekendtgørelsens § 11 defineres under henvisning

til havmiljøloven og i overensstemmelse med konventionerne de stoffer, som

omfattes af modtageordningerne for affald. Det affald, som skal kunne

modtages, er efter § 11, stk. 1, karakteriseret ved, at der skal være tale om

driftsaffald, det vil sige affald, som er frembragt ved skibets normale

drift, og som bliver fortløbende eller periodisk bortskaffet. Uden for disse

modtageordningers område falder olie og kloakspildevand, jfr. de særlige

modtageordninger efter bekendtgørelsens kapitler 2 og 3. Uden for falder

endvidere affald fra flydende stoffer, som transporteres i bulk, for hvilke

der senere skal etableres modtageordninger, samt affald fra farlige stoffer i

emballeret form, containere m.v.

Bekendtgørelsens § 11, stk. 2, angiver i overensstemmelse med

konventionernes og havmiljølovens udtømningsregler en række eksempler på de

stoffer og materialer, der skal kunne modtages. Det drejer sig dels om

levnedsmiddelaffald, dels om husholdningsaffald i øvrigt, samt herudover om

genstande og materialer, som normalt ikke vil være omfattet af de kommunale

dagrenovationsordninger, men må betragtes som storskrald eller bygnings- og

industriaffald, f.eks. lægter, planker m.v., der har været anvendt som

afsprodsnings- eller foringsmaterialer.

Efter havmiljøloven er udtømning af affald i havet, bortset fra frisk fisk

og dele deraf, på dansk søterritorium forbudt. Efter de 2 konventioner må der

i Østersøområdet kun udtømmes levnedsmiddelaffald, og kun såfremt det sker

mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Uden for Østersøområdet kan affald som

hovedregel udtømmes, hvis det sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Visse

typer affald fremstillet af plaststoffer må dog aldrig udtømmes.

2. Modtageordninger for affald skal efter

bekendtgørelsens § 12 etableres i alle havne. Efter det for miljøstyrelsen

oplyste er sådanne modtageordninger i praksis allerede i vidt omfang

etableret i havnene.

Afhængig af afleveringsbehovet i den enkelte havn vil modtageordningen

kunne etableres ved opsætning af renovationsbeholdere (herunder poser eller

sække) eller containere på bestemte steder på kajerne eller ved, at der sker

afhentning i containere med lastvogne eller pramme, hvori affaldet kan

afleveres fra skibe med et større afleveringsbehov.

Efter bekendtgørelsens § 13 skal havnebestyrelsen drage omsorg for, at det

indkomne affald bortskaffes i overensstemmelse med reglementet om

miljøbeskyttelse (bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974, kapitel 4), og de

enkelte kommuners renovationsregulativer. Om bortskaffelsesmåden, herunder

forholdet til de kommunale renovationsordninger, benyttelse af losseplads,

forbrændingsanlæg m.v. må kontakt tages med vedkommende kommunalbestyrelse.

Såfremt der blandt det modtagne skulle forekomme kemikalieaffald af de arter,

der er omfattet af bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om

kemikalieaffald som ændret ved bekendtgørelse nr. 323 af 3. juli 1980, må

dette bortskaffes efter reglerne i de nævnte bekendtgørelser, jfr. også

cirkulæret af 14. oktober 1976 om kemikalieaffald.

Kapitel 5

Afsluttende bemærkninger

1. I henhold til § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 525

af 3. december 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om

beskyttelse af havmiljøet til miljøstyrelsen er miljøministerens adgang efter

havmiljølovens § 26 til at træffe afgørelser i form af påbud til vedkommende

havnebestyrelse eller de nævnte virksomheder om indretningen af

modtageordninger og anlæg for rester og blandinger af olie, kloakspildevand

samt affald delegeret til miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens afgørelser skal

træffes efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder.

I henhold til § 53, stk. 2, i havmiljøloven kan miljøstyrelsens afgørelser

i medfør af § 5, stk. 1, og § 14 indbringes for miljøankenævnet, og

klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det er ovenfor under kapitel 1, pkt. 5 og 6, i forbindelse med

bekendtgørelsens tilblivelse og udformning nævnt, at man principielt har

tilsigtet at stille havnebestyrelserne så frit som muligt med hensyn til den

nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne i de enkelte havne. Man har

ligeledes tilsigtet at give de i § 5 nævnte virksomheder frihed med hensyn

til den nærmere tilrettelæggelse af modtageordningerne eller

behandlingsanlæggene for de enkelte virksomheder.

2. Efter bekendtgørelsens § 14 kan miljøstyrelsen

efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder meddele

havnebestyrelsen eller de i § 5 nævnte virksomheder påbud om, at der

foretages den nødvendige udbygning af ordningen eller anlægget, eller at der

etableres et behandlingsanlæg, såfremt det måtte vise sig, at en

modtageordning eller et behandlingsanlægs kapacitet i praksis ikke er

tilstrækkelig til at opfylde det normale afleveringsbehov hos de skibe, der

anløber havnen, således at der opstår unødig forsinkelse.

3. Efter bekendtgørelsens § 17 træder bekendtgørelsen

i kraft den 3. maj 1981 for havne i Østersøområdet.

Den fornødne modtagelseskapacitet i danske havne i Østersøområdet skal

således være til stede på denne dato.

Reglerne vil senere blive udvidet til at gælde øvrige danske havne, når

MARPOL-konventionen træder i kraft.

Samtidig med ikrafttrædelsen af bekendtgørelsen ophæves bekendtgørelse nr.

379 af 27. juli 1978 om modtageordninger for rester og blandinger af olie

samt kloakspildevand og affald i danske havne i Østersøområdet.

4. Det skal derfor anbefales, at havnebestyrelserne i

danske havne uden for Østersøområdet snarest foretager de fornødne

overvejelser og iværksætter projektering af de nødvendige foranstaltninger

med henblik på, at modtageordningerne kan fungere fra det tidspunkt, hvor

MARPOL-konventionen og bekendtgørelsen herom træder i kraft. Dette forventes

som nævnt at ske medio 1982.

5. Endelig skal man nu gøre opmærksom på, at

miljøministeren vil fastsætte regler om etablering af modtageanlæg for

skadelige flydende stoffer, som transporteres i bulk, når reglerne om disse

stoffer i de to konventioner træder i kraft. For Østersøområdet kan det

oplyses, at disse regler træder i kraft den 1. juli 1984.

Miljøstyrelsen, den 3. maj 1981

Jens Kampmann

/ Filip Facius

Bilag

Østersøkonventionens Annex IV - Appendix I. Bilag IV - Tillæg I.

Liste over olier (* 2)

Asphalt solutions

Blending Stocks

Roofers Flux

Straight Run Residue

Oils

Clarified

Crude Oil

Mixtures containing crude oil

Diesel Oil

Fuel Oil No. 4

Fuel Oil No. 5

Fuel Oil No. 6

Residual Fuel Oil

Road Oil

Transformer Oil

Aromatic Oil (excluding vegetable oil)

Lubricating Oils and Blending Stocks

Mineral Oil

Motor Oil

Penetrating Oil

Spindle Oil

Turbine Oil

Distillates

Straight Run

Flashed Feed Stocks

Gas Oil

Cracked

Gasolene Blending Stocks

Alkylates - fuel

Reformates

Polymer - fuel

Gasolenes

Casinghead (natural)

Automotive

Aviation

Straight Run

Fuel Oil No. 1 (Kerosene)

Fuel Oil No. 1 - D

Fuel Oil No. 2

Fuel Oil No. 2 - D

Jet Fuels

JP-1 (Kerosene)

JP-3

JP-4

JP-5 (Kerosene. Heavy)

Turbo Fuel

Kerosene

Mineral Spirit

Naphtha

Solvent

Petroleum

Heartcut Distillate Oil

Officielle noter

(* 1) The list of oils shall not necessarily be considered as

comprehensive.

(* 1) Listen over olie skal ikke nødvendigvis betragtes som udtømmende.

Lignende dokumenter