Cirkulære om miljøbeskyttelsesloven. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om miljøbeskyttelsesloven. (Til
samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).
Kapitel 1.
Indledning.
1. MIljøreformen omfatter lov nr. 372 af 13. juni 1973
om miljøbeskyttelse, lov nr. 373 af 13. juni 1973 om ændring af lov om
vandforsyning og lov om offentlige veje, og lov nr. 374 af 13. juli 1973 om
ændring af vandløbsloven. Vandforsyningsloven og vandløbsloven findes nu
optrykt som henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 524 og 523 af 26. september
1973.
De nævnte love er behandlet i folketinget sammen med lov nr. 310 af 6.
juni 1973 om levnedsmidler m.m.
2. Miljøbeskyttelsesloven træder i sin helhed i kraft
den 1. oktober 1974, jfr. bekendtgørelse nr. 150 af 20. marts 1974. Lovens §
59 og § 90 er dog trådt i kraft den 1. oktober 1973, jfr. bekendtgørelse nr.
500 af 7. september 1973. Den tidligere ikrafttræden vedrørte først og
fremmest amtsrådets (hovedstadsrådets) laboratorieplaner, jfr.
miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 5. november 1973 om retningslinier
for planlægning af levnedsmiddelkontrolenheder og udførelse af miljømæssige
undersøgelser i levnedsmiddelkontrolenhedernes laboratorier.
3. Det har været overvejet at sætte lovens kapitel 9
om kortlægning og planlægning i kraft tidligere, under hensyn til den nære
sammenhæng der er mellem specielt § 61 og loven om lands- og
regionplanlægning og loven om regionplanlægning i hovedstadsområdet. Man har
imidlertid fundet det rigtigst at sætte de resterende bestemmelser af loven i
kraft samlet den 1. oktober 1974, men ministeriet lægger særdeles stor vægt
på, at det undersøgelsesarbejde, der nævnes i § 61, iværksættes så hurtigt
som muligt. Opgaverne påhviler amtsrådet (hovedstadsområdet), hvortil
kommunalbestyrelserne skal udarbejde oplæg. Miljøstyrelsen udsender om kort
tid en orientering om planlægning i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Der
Læs alt
henvises iøvrigt til kapitel 4, afsnit II C. i miljøministeriets cirkulære af
17. april 1974 om spildevand.
4. De special love om forureningsbekæmpelse, der i de
seneste år er gennemført, opretholdes efter miljøbeskyttelseslovens
ikrafttræden. Det drejer sig om:
Lov nr. 293 af 9. juni 1971 om beholdere til øl- og læskedrikke.
Lov nr. 135 af 24. april 1972 om begrænsning af svovlindhold m.v. i
brændsel.
Lov nr. 178 af 20. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald.
Lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod forurening af havet
med andet end olie (dumpningloven).
5. Derimod ophæves lovgrundlaget for
sundhedsvedtægterne, som bortfalder fra lovens ikrafttræden.
Fra dette tidspunkt nedlægges sundhedskommissionerne og samtlige deres
opgaver overføres til andre myndigheder. Om overgangsproblemerne i
forbindelse hermed henvises til kapitel 9 i miljøministeriets cirkulære af
15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
Samtidig begrænses landvæsensretternes opgaver væsentligt. De opgaver, som
disse myndigheder hidtil har varetaget på miljøområdet, overføres nu -
bortset fra erstatningssager - til de kommunale råd med miljøstyrelsen som
ankeinstans, jfr. kap. 2, pkt. 4 i nærværende cirkulære.
Endelig ophæves visse ældre lovbestmmelser, der indeholder særlige regler
for Københavns kommune inden for spildevandsområdet, se nærmere lovens § 89.
Kapitel 2.
Myndighedernes opgaver.
Kommunalbestyrelserne.
1. Kommunalbestyrelsernes opgaver efter
miljøbeskyttelsesloven bliver hovedsagelig at afgøre spørgsmål om tilladelse
til visse spildevandsudledninger, om godkendelse af visse forurenende
virksomheder, samt at administerere reglementet om miljøbeskyttelse
(bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974). Kommunerne skal føre kontrol med
at myndighedernes (også amtsrådenes og centrale myndigheders) afgørelser
efterkommes, og det er endvidere kommunernes opgave på eget initiativ at føre
almindeligt tilsyn med forureningsforholdene og med at gældende bestemmelser
overholdes. I forbindelse hermed træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om
påbud eller forbud over for forurenende virksomhed. Herudover har kommunerne
en række planlægningsopgaver, navnlig på spildevandsområdet.
Amtsrådene.
2. Amtsrådene bliver efter miljøbeskyttelsesloven de
myndigheder, der har hovedansvaret for grundvandet, det ferske overfladevand
og de kystnære dele af søterritoriet. Amtsrådene fastlægger
beskyttelsesområder ved vandforsyningsanlæg og giver tilladelse til de fleste
spildevandsudledninger, ligesom de har overtilsynet med vandløbene. Desuden
afgør amtsrådene spørgsmål om godkendelse af større forurenende virksomheder
samt virksomheder med særlige spildevandsproblemer. Om kompetancefordelingen
i disse sager mellem amtsråd og kommunalbestyrelser henvises til
bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1971 om behandling af sager om tilførsel
af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. og bekendtgørelse nr. 176 af
29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. I
øvrigt har de visse koordinerende tilsynsopgaver og fører tilsyn med
kommunale virksomheder. Endelig har amtsrådene til opgave at udføre en samlet
kortlægning af forureningskilderne inden for deres område og på baggrund
heraf foretage en planlægning.
Hovedstadsrådet.
3. Hovedstadsrådet har opgaver, der i det væsentlige
svarer til amtsrådenes opgaver uden for hovedstadsområdet. Opgaverne for
amtsrådene inden for hovedstadsområdet bliver tilsvarende indskrænket.
Miljøstyrelsen.
4. Efter § 45 i miljøbeskyttelsesloven er
miljøstyrelsen rådgiver over for miljøministeren og andre myndigheder,
herunder lokale og regionale myndigheder, i spørgsmål vedrørende
miljøbeskyttelse. Opmærksomheden henledes dog på, at miljøstyrelsens stilling
som ankemyndighed, jfr. nedenfor i kap. 5, sætter visse grænser for omfanget
af den vejledning, styrelsen kan yde med hensyn til
bedømmelsen af den enkelte sags konkrete omstændigheder ved dens
behandling i 1. instans. I sådanne sager vil rådgivningsfunktionen blive
varetaget på en sådan måde, at afgørelsen træffes efter den kommunale
myndigheds skøn og på denne myndigheds ansvar.
Miljøstyrelsen træffer afgørelse i sager vedrørende klager over
kommunalbestyrelsers, amtsråds og hovedstadsrådets afgørelser efter loven
eller regler udfærdiget med hjemmel i loven, jfr. lovens § 70.
Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 har
ministeren henlagt en række af sine opgaver efter loven om miljøbeskyttelse,
og en række andre love inden for miljøbeskyttelsen til miljøstyrelsen.
Herudover påhviler det miljøstyrelsen at varetage visse tilsyns- og
kontrolfunktioner samt centrale planlægningsopgaver.
Andre myndigheder.
5. Embedslægeinstitutionerne er rådgivere for
myndighederne i blandt andet hygiejniske og miljømæssige forhold, jfr. § 4 i
lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v.
Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for embedslægernes virksomhed,
jfr. embedslægelovens § 7. Efter lovens § 74, stk. 1, har embedslægen adgang
til at påklage trufne afgørelser til miljøstyrelsen. Om embedslægernes
bistand ved de kommunale myndigheders administration henvises til
miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om reglement om
miljøbeskyttelse, til kap. 7 i cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og
til kap. 10 i cirkulære nr. 108 af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v.
6. Arbejdstilsynet besidder en sagkundskab på et
tilgrænsende område, som gør det naturligt, at der etableres et samarbejde
med denne myndighed i sager om miljølovens administration. Arbejdsministeren
fastsætter nærmere retningslinier for arbejdstilsynskredsenes medvirken ved
administrationen af miljøbeskyttelseslovgivningen. Iøvrigt henvises til kap.
7 i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og kap. 11 i
cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder
m.v.
7. Fiskerikontrollens medvirken vil kunne være til
nytte for de kommunale tilsynsmyndigheder i spildevandssager, jfr. lovens §
56, hvorefter der kan fastsættes nærmere regler for fiskerikontrollens
deltagelse. Der henvises nærmere til kap. 7 i miljøministeriets cirkulære af
17. april 1974 om spildevand.
8. Politiet har hidtil spillet en væsentlig rolle i
behandlingen af sager efter sundhedsvedtægterne. Den ordning, hvorefter
politiet i mange tilfælde var sekretariat for sundhedskommissionerne, og
iøvrigt i vidt omfang sørgede for sagernes oplysning, ophører nu i
forbindelse med sagernes overførsel til de kommunale myndigheder. Politiets
opgaver vil nu blive indskrænket til de rent politimæssige, herunder at yde
myndighederne bistand til at skaffe sig adgang til offentlige og private
ejendomme, jfr. lovens § 51, stk. 1. Politiet vil ligeledes yde bistand for
statslige myndigheder ved behandlingen af klagesager, hvor det kan vise sig
nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger, f.eks. ved afhøringer.
Efter lovens § 51, stk. 2, fastsættes omfanget af politiets bistand i sager i
medfør loven efter nærmere aftale med justitsministeriet.
9. Fredningsplanudvalgene og byudviklingsudvalgene har
af hensyn til de koordinerende opgaver, disse organer varetager på regionalt
plan, adgang til at påklage kommunalbestyrelsernes afgørelser til
miljøstyrelsen, jfr. lovens § 74, stk. 2. De skal desuden have underretning
om trufne beslutninger i medfør af lovens § 65, stk. 2. Man skal henstille,
at de kommunale myndigheder er opmærksomme på de fredningsmæssige og
planlægningsmæssige forhold ved administrationen af miljølovgivningen,
således at disse myndigheder i fornødent omfang inddrages også på tidligere
stadier af sagens behandling. For godkendelsessager henvises til den
udførlige omtale i kap. 4, II. C. i miljøministeriets cirkulære af 17. april
1974 om spildevand og cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v.
Kapitel 3.
Indholdet af miljøbeskyttelsesloven.
Lovens kapitel 1 (§§ 1-3) indeholder en angivelse af lovens formål. Det
fremgår heraf, at formålet er at beskytte det naturlige miljø. Det snævrere
sundhedsmæssige sigte, som lå til grund for sundhedsvedtægterne, er således
nu forladt, idet det er hensigten ikke alene at beskytte menneskenes sundhed,
men også den naturlige balance i omgivelserne. Dette vil medføre en udvidelse
af indgrebsmulighederne. Lovens formålsbestemmelser vil iøvrigt være
vejledende for forståelsen af lovens materielle regler og for i hvilke
tilfælde, der fra myndighedernes side kan og bør gribes ind.
Efter lovens § 1, stk. 3, skal der foretages en afvejning ved bedømmelsen
af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af
forurening. Myndighederne skal på den ene side lægge vægt på de ydre
omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkninger på disse, og på den
anden side den samfundsmæssige nytte af den pågældende virksomhed og
omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltningerne.
Ligeledes skal man fremhæve lovens § 3, stk. 3, hvorefter det påhviler den
enkelte virksomhed at træffe de til forebyggelse og imødegåelse af
forureningen nødvendige foranstaltninger og tilrettelægge virksomhedens drift
på en sådan måde, at virksomheden i mindst muligt omfang giver anledning til
forurening. Princippet om, at »forureneren betaler« kan udledes af
denne bestemmelse.
Lovens kapitel 2 (§§ 4-10) indeholder en række bemyndigelser til
miljøministeren til at fastsætte nærmere regler med henblik på at forebygge
og bekæmpe forureningen. I medfør af lovens §§ 4 og 5 er der udarbejdet et
reglement, der træder i stedet for væsentlige dele af sundhedsvedtægterne. Se
nærmere bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 samt miljøministeriets
cirkulære af 17. april 1974 herom.
De øvrige bemyndigelser i kapitlet udnyttes ikke straks fra lovens
ikrafttræden. Der fastsættes således ikke bindende regler om f.eks.
maksimumgrænser for tilladelige udledninger af forurenende stoffer. I stedet
udsender miljøstyrelsen vejledninger til støtte for myndighedernes behandling
af de enkelte sager. Det drejer sig om bestemmelser,
1) om udledning af spildevand,
2) om begrænsning af luftforurening fra virksomheder,
3) for affaldsforbrændingsanlæg.
4) for ekstern støj fra virksomheder,
5) for placering, indretning og drift af kontrollerede lossepladser.
Reglerne i lovens kapitel 3 (§§ 11-16) har til formål at beskytte
vandforsyningsinteresser. Kapitlet afløser kapitel V (§§ 39-47) i den hidtil
gældende vandforsyningslov. Efter reglerne kræves der tilladelse til al
udledning af spildevand til undergrunden, ligesom der i almindelighed skal
gives tilladelse til nedgravning af beholdere til forurenende væsker og
stoffer, jfr. lovens § 11. Disse tilladelser gives i de fleste tilfælde af
kommunalbestyrelsen, jfr. nærmere bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om
kontrol med oplag af olie m.v., bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 om
etablering af nedsivningsanlæg og bekendtgørelse nr. 173 af 29. marts 1974 om
etablering af nedgravede samletanke for husspildevand. Der kræves endvidere
tilladelse fra amtsrådet eller ministeren til udledning af spildevand på
jorden, jfr. nærmere kap. 12 i bekendtgørelse nr. 174 om behandling af sager
om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. Om disse
bekendtgørelser henvises iøvrigt til miljøministeriets cirkulære af 17. april
1974 om spildevand.
Endelig giver reglerne mulighed for, at amtsrådet i forbindelse med en
vandindvinding kan fastlægge et beskyttelsesområde samt meddele de fornødne
påbud eller forbud med henblik på at forhindre forurening af et
vandforsyningsanlæg. Se nærmere miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974
om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede
vandforsyningslovgivning.
Lovens kapitel 4 (§§ 17-34) handler om beskyttelse af overfladevand. Disse
regler er en modernisering og forenkling af en række regler i den hidtil
gældende vandløbslov, navnlig denne lovs §§ 5,5 c og 70-80. Lovens § 17, stk.
1, indeholder et generelt forbud mod tilførsel af forurenende stoffer til
vandløb, søer og havet. Der kan dog gives tilladelse til
spildevandsudledning. Tilladelse meddeles som hovedregel af amtsrådet. I en
række tilfælde er kompetencen dog henlagt til kommunalbestyrelsen, jfr.
lovens § 18, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om
behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet
m.v. Lovens § 21 foreskriver, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet
plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen og at planen skal godkendes
af amtsrådet. Denne planlægning skal bl.a. benyttes som grundlag for
behandling af sager om tilladelse til spildevandsudledning, jfr. lovens § 22.
Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder
ikke overholder de for anlægget fastsatte bestemmelser eller normer, kan
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen meddele påbud om, at der foretages den
nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget, jfr. lovens § 25.
Udgifterne ved udførelsen og driften af spildevandsanlæg afholdes og
fordeles efter regler, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, jfr.
miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 29. marts 1974 herom.
Endelige indeholder kapitlet regler om ekspropriation til
spildevandsanlæg. Se nærmere bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 1974 herom.
Der henvises iøvrigt om lovens kapitel 4 til miljøministeriets cirkulære
af 17. april 1974 om spildevand.
Lovens Kapitel 5 (§§ 35-44) indeholder regler om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder. Ordningen kan betragtes som en videre udvikling af
den hidtil gældende ordning efter sundhedsvedtægterne, jfr.
normalsundhedsvedtægtens § 30, stk. 2. Godkendelsesordningen omfatter de
kategorier af virksomheder, der er optaget på en liste som bilag til loven.
Sådanne virksomheder skal søge om godkendelse, før de anlægges eller
påbegyndes, ligesom de ikke må udvides eller ændres på en måde, som indebærer
forøget forurening uden godkendelse, jfr.lovens § 35. Godkendelse meddeles af
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Nærmere regler om godkendelsesordningen
er fastsat i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974. Se også
miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v.
Hvis en virksomhed af en kategori, der er optaget på listen medfører
væsentlig forurening, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om foretagelse af
afhjælpende foranstaltninger og om fornødent forbud mod virksomheden, jfr.
lovens § 44.
I lovens kapitel 6 (§§ 45-47) beskrives miljøstyrelsens opgaver og
beføjelser, jfr. § 45. Der henvises til bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts
1974 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen samt kap. 2,
pkt. 4 i nærværende cirkulære. Ministeren har adgang til at henlægge sin
kompetence til de kommunale myndigheder efter § 46, og han kan i konkrete
sager af mere vidtrækkende betydning bestemme, at afgørelsen skal træffes af
ham, i stedet for af vedkommende kommunale myndighed.
Lovens kapitel 7 (§§ 48-58) giver regler om tilsyn og kontrol.
Kommunalbestyrelsen har det primære tilsyn med, at lovens bestemmelser
overholdes og kontrollerer, at myndighedernes afgørelser efterkommes.
Amtsrådet har mere koordinerende opgaver. Om tilsyn og kontrol i
spildevandssager kan der henvises til bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts
1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder. For
godkendelsessager henvises til kap. 13 i miljøministeriets cirkulære af 15.
maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
Lovens kapitel 8 (§§59-60), der må sammenholdes med levnedsmiddellovens
kapitel 9, giver mulighed for en planlægning af landets dækning med kommunale
enheder til levnedsmiddelkontrol og disse enheders laboratorieopgaver på det
miljømæssige område, jfr. nærmere miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 5.
november 1973 herom.
Lovens kapitel 9 (§§ 61-64) handler om kortlægning og planlægning. Efter
reglerne skal amtsrådene på grundlag af oplæg fra kommunalbestyrelserne
foretage undersøgelser og vurderinger af forureningsforholdene indenfor deres
område. Der skal herefter udarbejdes samlede oversigter til støtte for
myndighedernes administration, jfr. § 61. Oversigterne skal desuden benyttes
til udarbejdelse af samlede retningslinier fra ministeren for behandlingen af
sager efter lovens kapitler 3, 4 og 5 jfr. § 62. Der vil blive udsendt en
orientering om miljøplanlægning fra miljøstyrelsen.
I lovens kapitel 10 (§§ 65-69) gives der særlige regler om beslutninger i
sager om miljøbeskyttelse. Der henvises til kapitel 4 i nærværende cirkulære.
Lovens kapitel 11 (§§ 70-74) handler om klage over de kommunale
myndigheders afgørelser. Der henvises til kapitel 5 i nærværende cirkulære.
Lovens kapitel 12 (§§ 75-82) indeholder regler om det særlige
miljøankenævn, der er klageinstans for vigtigere afgørelser truffet af
miljøstyrelsen eller ministeren, jfr. § 76. Ved bekendtgørelse nr. 153 og nr.
154 af 20. marts 1974 er nævnet gjort kompetent til at behandle afgørelser
truffet i henhold til regler udfærdiget efter lov om begrænsning af
svovlindhold m.v. i brændsel og lov om bortskaffelse m.v. af olie og
kemikalieaffald. Nævnets virksomhed vil senere blive reguleret ved særlige
regler, jfr. § 77, stk. 3.
Lovens kapitel 13 (§§ 83-96) indeholder straffe- og
ikrafttrædelsesbestemmelser. Man skal særlig henlede opmærksomheden på §§
91-93, der indeholder overgangsregler for vandforsynings- og
spildevandssager. Der henvises nærmere til kap. VII i miljøministeriets
cirkulære af 17. april 1974 om behandling af vandforsyningsspørgsmål efter
den ændrede vandforsyningslovgivning og kap. 9 i miljøministeriets cirkulære
af 17. april 1974 om spildevand.
I forbindelse med de ændringer i vandforsyningsloven, der blev foretaget
samtidig med miljøbeskyttelsesloven, er der udstedt tre bekendtgørelser: nr.
179 af 29. marts 1974 om tilsyn med vandforsyningsanlæg, nr. 180 af 29. marts
1974 om behandling af sager om tilladelse til vandindvinding efter
vandforsyningslovens §§ 13 og 36 og nr. 181 om ekspropriation til
vandforsyningsanlæg. Disse bekendtgørelser er nærmere omtalt i
miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af
vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.
Kapitel 4.
Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse.
1. De hidtil gældende regler om myndighedernes
virksomhed på miljøbeskyttelsens område indeholdt kun i meget begrænset
omfang forskrifter for myndighedernes beslutninger og formelle regler om,
hvordan trufne belslutninger skulle meddeles adressaten og eventuelt andre,
samt hvilke oplysninger beslutningerne skulle være ledsaget af. Da de
beslutninger, som miljøbeskyttelsesloven giver hjemmel til, kan være særdeles
indgribende og have vidtgående konsekvenser, og da beslutningerne også kan
vedrøre allerede etablerede forhold, er det vigtigt, at beslutningerne
træffes og udformes på en klar og - også i formel henseende - uangribelig
måde.
Bestemmelserne i lovens kapitel 10, §§ 65-69 vedrører alle beslutninger,
der træffes efter lovens regler eller med hjemmel i bekendtgørelser efter
loven. De suppleres af særlige procedureregler for spildevandssager, se
bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel
af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v., og for sager om
ekspropriation til spildevandsanlæg, se bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts
1974.
Beslutningens form.
2. Efter lovens § 65 skal kommunalbestyrelsens,
amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger meddeles skriftligt til den eller
de for det pågældende forhold ansvarlige.
Skriftlighedskravet kan ikke anses for opfyldt, hvis afgørelsen blot er
indført i myndighedens protokol el. lign. Reglen hænger bl.a. sammen med
reglen i § 71, hvorefter lovens klagefrister regnes fra den dag, afgørelsen
er meddelt den pågældende.
I mange sager, navnlig om påbud og forbud, vil det være hensigtsmæssigt at
skabe sikkerhed om dette tidspunkt ved at sende afgørelsen anbefalet.
Underretning om beslutninger.
3. Foruden til adressaten skal der ifølge § 65, stk.
2, samtidig skriftligt gives underretning om den trufne beslutning til
vedkommende embedslæge samt andre interesserede myndigheder og
privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i
at få kundskab om beslutningen. Den kreds af privatpersoner, der skal have
underretning om beslutningen svarer i almindelighed til kredsen af
klageberettigede efter § 74, stk. 1, nr. 3. Baggrunden for reglen i § 65,
stk. 2, er netop at sikre at alle klageberettigede får kendskab til, at der
er truffet en afgørelse, således at klageadgangen får et reelt indhold.
Af samme grund bør kredsen i § 65, stk. 2, betragtes som den kreds, man i
hvert fald skal underrette. Hvis det umiddelbart er vanskeligt at afgrænse
den relevante personkreds, hvilket kan være tilfældet i tættere bebyggede
bysamfund, kan det være rimeligt at underrette en noget videre kreds, således
at man har sikkerhed for, at ingen er forbigået. Dette vil ikke foregribe
bedømmelsen af, om en person er klageberettiget efter § 74, stk. 1.
Nøjere at angive, hvilke privatpersoner der skal have meddelelse om
beslutningen er ikke muligt, men f.eks. ved anlæg af en ny virksomhed vil det
være naturligt, at de nærmeste omboende, som eventuelt vil kunne blive
forulempet af virksomheden, får underretning om den meddelte godkendelse. At
privatpersoner, der har indgivet klage over en virksomhed, får underretning
om den beslutning, myndighederne træffer i den anledning, må være en
selvfølge, også for at de pågældende kan få mulighed for at reagere mod
afgørelsen.
Reglen i § 65, stk. 2, sidste pkt. om, at underretning til privatpersoner
kan ske ved offentlig annoncering, skal forstås som en mulighed, som kan
anvendes efter myndighedens eget skøn under hensyn til sagens karakter,
antallet af personer der har krav på underretning og myndighedens praksis. I
disse tilfælde regnes klagefristen, jfr. § 71, fra annoncens offentliggørelse
eller forsendelsens fremkomst. For at undgå, at der løber forskellige
ankefrister, må man anbefale, at der i alle tilfælde, hvor der kan herske
tvivl om, hvorvidt myndigheden har udtømmende kendskab til samtlige
klageberettigede, foretages en underretning ved offentlig annoncering. Af
samme årsag bør annonceringen finde sted i umiddelbar tilslutning til
afgørelsens meddelelse til adressaten.
Opmærksomheden henledes på reglen om tavshedspligt i lovens § 85, se
nærmere kap. 6, nr. 1 og 2 i nærværende cirkulære.
Det er særlig fremhævet i § 65, stk 2, at embedslægen skal have
underretning om den trufne beslutning. Når der i øvrigt gives underretning
til myndigheder efter § 65, stk. 2, bør man ikke begrænse sig til dem, der er
nævnt i § 74, stk. 2, som klageberettigede, Også andre myndigheder, som har
opgaver indenfor miljøbeskyttelsen, eller som har tilgrænsende eller
beslægtede sagsområder, kan have interesse i at få underretning om
afgørelser, især naturligvis hvis de har været inddraget i den konkrete sag.
Det gælder bl.a. arbejdstilsynet og fiskerikontrollen.
Klagevejledning.
4. Efter lovens § 66 skal kommunalbestyrelsens,
amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger indeholde oplysninger om, til
hvilken myndighed beslutningen kan påklages og fristen herfor. Den myndighed,
der skal anføres som klagemyndighed, er miljøstyrelsen. Ingen afgørelse efter
loven kan påklages direkte til ministeren eller miljøankenævnet uden om
miljøstyrelsen. Klage til miljøstyrelsen indgives til den myndighed, der har
truffet afgørelsen, jfr. lovens § 73.
Praktisk taget alle afgørelser efter loven og dens bekendtgørelser kan
påklages til miljøstyrelsen. Det eneste tilfælde, hvor en kommunal myndigheds
afgørelse ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, er
afgørelser efter § 27, stk. 1-3, om fordeling af udgifterne ved etablering og
drift af spildevandsanlæg. Afgørelser om udgiftsfordelingen til
rensningsanlæg kan dog påklages til miljøstyrelsen.
I de sager, hvor der er rejst eller kan rejses sag for landvæsensretten,
vil det være naturligt at give oplysning om dette i den kommunale myndigheds
afgørelse. Klagefristen er ifølge § 71 4 uger fra den dag, afgørelsen er
meddelt den pågældende, d.v.s. vedkommende klageberettigede.
Fuldbyrdelsesfrist for forbud og påbud.
5. I lovens § 67 er det foreskrevet, at såfremt den
kommunale myndigheds beslutning omfatter et påbud eller forbud, skal der i
beslutningen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse. Påbud og
forbud kan bl.a. meddeles over for forurenende virksomheder i medfør af
lovens § 44 og reglementet, jfr. bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974,
ligesom der kan gives påbud over for spildevandsanlæg, der ikke fungerer
miljømæssigt forsvarligt i henhold til lovens § 25. Vilkår i godkendelser
eller tilladelser er næppe omfattet af reglen, men myndighederne bør være
opmærksomme på, at det i forbindelse med fastsættelse af sådanne vilkår i
visse tilfælde kan være rimeligt og nødvendigt for vilkårets efterlevelse, at
der fastsættes en frist.
Fristens længde fastsættes efter den kommunale myndigheds skøn. Ved
fastsættelsen af fristens længde bør der lægges vægt på, hvor lang tid der må
forventes at medgå til efterkommelsen og virksomhedens faktiske muligheder
for at efterleve det givne påbud eller forbud. F.eks. kan der tages hensyn
til dokumenterede oplysninger om virksomhedens produktionsrytme, dens
forpligtelser ifølge ordrebeholdning samt dens lagre. Specielt i tilfælde af
forbud, der medfører, at en virksomhed helt eller delvis må stoppe
produktionen, bør der tilstræbes en rimelig afviklingsordning, således at
virksomheden og dens ansatte ikke påføres unødvendigt store tab. I særlige
tilfælde, f.eks. hvor det skønnes at der er betydelige gener eller fare for,
at der kan ske uoprettelige skader på miljøet, kan det være nødvendigt, at
foreskrive, at påbudet eller forbudet skal efterleves straks.
Forhåndsvarsling.
6. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud
skal adressaten ifølge § 68 have forhåndsvarsling om beslutningen. Dette skal
ske ved en skriftlig underretning om sagen, hvor adressaten bliver gjort
bekendt med sin adgang efter loven om offentlighed i forvaltningen til at få
aktindsigt og til at udtale sig i sagen. Reglen om forhåndsvarsling omfatter
alle afgørelser om påbud og forbud efter loven og dens bekendtgørelser,
herunder reglementet. Den gælder derimod ikke tilladelser og godkendelser.
Et påbud eller forbud efter miljøbeskyttelsesloven kan have meget
indgribende konsekvenser. Det kan bl.a. vedrøre bestående forhold, hvor den,
der rammes af en beslutning, med større eller mindre grund har ment at kunne
slå sig til ro med, at det pågældende forhold var anerkendt som lovligt
bestående. Reglen om forhåndsvarsling er navnlig begrundet i
retssikkerhedshensyn, idet den pågældende part ved gennemsyn af de
tilvejebragte oplysninger får mulighed for blandt andet at påpege eventuelle
fejl eller utiltrækkeligheder i materialet.
Adressaten er den eller de for det pågældende forhold ansvarlige, jfr. §
65, stk. 1. De, der blot skal underrettes om den trufne beslutning efter §
65, stk. 2, skal ikke have forhåndsvarsling.
Forhåndsvarsling er et middel, hvorved den pågældende ansvarlige på en
måde kan inddrages i sagsbehandlingen, I mange tilfælde kan det imidlertid
være praktisk at indlede en sådan kontakt mellem myndigheden og den
pågældende virksomhed, allerede på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt,
hvor een forhåndsvarsling bliver aktuel. Derved kan man opnå, at den
ansvarlige dels bidrager med sin viden om forholdene omkring den pågældende
virksomhed, dels gøres direkte og positivt interesseret i, at man når frem
til den mest hensigtsmæssige løsning.
Hvis man allerede på et tidligere tidspunkt har taget kontakt med
adressaten og f.eks. ført forhandlinger, hvorved han har fået kendskab til
sagen, og haft mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger, kan
forhåndsvarslingen eventuelt undlades som unødvendig efter § 68, stk. 2. At
forhåndsvarsling undlades, afskærer ikke den pågældende fra at fremsætte
begæring om aktindsigt efter offentlighedsloven eller fra retten efter denne
lov til at fremkomme med en udtalelse om sagen.
Adgang til at udsætte udstyknings- og byggesager.
7. I mange tilfælde vil den samme virksomheds forhold
være under behandling både efter byggelovgivningen og efter
miljølovgivningen, og i de fleste tilfælde endog hos den samme myndighed,
nemlig kommunalbestyrelsen. Selv om byggesagen er færdigekspederet, kan det
være mindre hensigtsmæssigt at give f.eks. en byggetilladelse hvis et
spørgsmål, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler, endnu ikke er
afgjort. § 69 giver derfor mulighed for at udsætte afgørelsen i en byggesag
om meddelelse af byggetilladelse, godkendelse eller dispensation, indtil der
er truffet afgørelse i sagen efter miljøbeskyttelsesloven.
Bestemmelsen er en videreførelse og udvidelse af den tidligere § 70 a,
stk. 5, i vandløbsloven. Den må endvidere ses i sammenhæng med
miljøbeskyttelseslovens § 30, hvorefter kommunalbestyrelsen kan kræve en
udstykningssag udsat, indtil der er truffet afgørelse om
spildevandsafledningen.
Hvis afgørelser efter § 69 - og § 30 - ønskes påklaget, skal klagen
indgives efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven, ikke efter
byggelovgivningen.
Kapitel 5.
Klageregler, lovens kapitel 11.
1. I det følgende skal der gives en orientering om
klagereglerne i kapitel 11. Disse regler må sammenholdes med bestemmelserne
om miljøankenævnet, der findes i lovens kapitel 12.
Om klage over afgørelser efter vandforsyningsloven henvises til afsnit VI
i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af
vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.
Klage til miljøstyrelsen.
2. Det er lovens almindelige regel, at afgørelser, der
i første instans er truffet af en kommunal myndighed (kommunalbestyrelse,
amtsråd eller hovedstadsråd), kan påklages til miljøstyrelsen, jfr. lovens §
70, stk. 1, De eneste sager, der ikke kan påklages, er ifølge lovens § 27,
stk. 4, kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovens § 27, stk. 1-3, om
økonomiske spørgsmål i forbindelse med etablering og drift af
spildevandsanlæg. Disse sager afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen.
Afgørelser om udgiftsfordelingen til rensningsanlæg kan dog påklages til
miljøstyrelsen.
Klage over miljøstyrelsens afgørelse.
3. Miljøstyrelsens afgørelse kan i nogle tilfælde
påklages til miljøankenævnet, i andre tilfælde til ministeren.
De sager, der kan påklages til miljøankenævnet, er udtømmende opregnet i
lovens § 76. Ved bekendtgørelse nr. 153 og 154 af 20. marts 1974 er nævnet
gjort kompetent til at behandle afgørelser truffet i henhold til regler
udfærdiget efter lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel og lov om
bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.
For de øvrige sager gælder det ifølge lovens § 70, stk. 2, at ministeren
kan tillade, at en afgørelse påklages til ham, såfremt den er af principiel
karakter eller af større betydning for miljøbeskyttelsen. Denne klagemulighed
må betragtes som ganske snæver, idet de vigtigste typer af sager er omfattet
af miljøankenævnets kompetence, hvilket indebærer,at de ikke kan indbringes
for ministeren efter lovens § 70, stk. 2.
I visse sager er den begrænsede klagemulighed til ministeren efter lovens
§ 70, stk. 2, helt udelukket; det gælder de tilfælde, hvor det med hjemmel i
lovens § 45, stk. 3, 2. pkt., er bestemt, at miljøstyrelsen har den endelige
administrative afgørelse. Denne hjemmel er foreløbig udnyttet for afgørelser
i klagesager truffet i medfør af olietanksbekendtgørelsen (nr. 171 af 29.
marts 1974), nedsivningsbekendtgørelsen ( nr. 172 af 29. marts 1974) og
samletanksbekendtgørelsen ( nr. 173 af 29. marts 1974).
Ministerens adgang til at tage en sag op til behandling.
4. Ministeren har mulighed for at bestemme, at en
klagesag skal behandles af ham i stedet for af miljøstyrelsen, jfr. lovens §
70, stk. 3. Ministeren kan ligeledes tage en kommunal myndigheds afgørelse op
til behandling selv om afgørelsen ikke er påklaget. Hvis lovens § 70, stk. 3,
udnyttes, kan ministerens afgørelse indbringes for miljøankenævnet, såfremt
sagen er omfattet af nævnets kompetence efter lovens § 76.
Ministeren som førsteinstans-myndighed ifølge loven.
5. I visse tilfælde foreskriver loven, at afgørelsen i
første instans ikke træffes af et kommunalt råd, men af ministeren. Disse
afgørelser kan påklages til miljøankenævnet, såfremt de henhører under
nævnets kompetence, jfr. lovens § 76.
Hvis ministeren har delegeret sin adgang til at træffe afgørelse i første
instans til miljøstyrelsen, se bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen, kan sagen indbringes
for ministeren, medmindre sagen er omfattet af miljøankenævnets kompetence, i
så fald kan den i stedet påklages til miljøankenævnet, jfr. § 10, stk. 1, i
den nævnte bekendtgørelse.
Afvisning af sager.
6. I bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af
reglement om miljøbeskyttelse, punkt 14.3. er det anført, at vedkommende
(administrative) myndighed under behandlingen af spørgsmål vedrørende de
emner, der omhandles i reglementet, kan afvise sager, der må antages at være
af mindre betydning for miljøbeskyttelsen.
Sagen kan herefter eventuelt indbringes for domstolene eller andre
myndigheder, f.eks. bygningsmyndigheden, hvilket der samtidig skal gives
oplysning om. Selve afgørelsen om afvisningen kan påklages til den normale
klagemyndighed, miljøstyrelsen.
Klageberettigede.
7. Selve det, at en afgørelse påklages, har en række
virkninger. En klage har således normalt opsættende virkning for påbud og
forbud, jfr. miljølovens § 72, stk. 1, ligesom visse tilladelser ifølge
lovens § 72, stk. 3, ikke må udnyttes, hvis afgørelsen er rettidigt påklaget.
Disse virkninger, der kan have ret indgribende betydning, herunder økonomiske
konsekvenser, tilsiger, at kredsen af klageberettigede ikke gøres større end
nødvendig. På den anden side må det erkendes, at det ofte vil være en ganske
vid kreds af personer, der vil have en berettiget interesse i at kunne
påklage en afgørelse, f.eks. de omboende ved en større industrivirksomhed. I
loven har man derfor i § 74 angivet, hvem der er klageberettigede. Kredsen af
klageberettigede personer og myndigheder m.v. er i almindelighed identisk med
den kreds, en myndighed er forpligtet til at give underretning om en
afgørelse efter lovens § 65.
8. Klageberettiget er for det første den, til hvem
afgørelsen er rettet, afgørelsens adressat. Derudover vil der som nævnt ofte
være en række personer, hvis interesser kan berøres af afgørelsen og som
derfor måtte ønske at påklage afgørelsen. Som kriterium for, om sådanne
personer er klageberettigede, forskriver loven, at vedkommende klager må have
en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Dette indebærer, at den
enkelte person, der ønsker at klage over f.eks. en afgørelse om gener fra en
industrivirksomhed, selv må være berørt af de pågældende gener i en grad, der
overstiger et vist minimum. Omvendt kan personer som ikke - eller ikke i
nævneværdig grad - mærker noget til de pågældende gener, ikke påklage
afgørelsen.
En juridisk person, f.eks. et aktieselskab eller en selvejende institution
kan klage under samme betingelser, som gælder for enkeltpersoner.
9. Det nævnte kriterium: individuel, væsentlig
interesse, finder også anvendelse på foreninger eller gruppper, der varetager
interesser på miljøbeskyttelsesområdet.
Det afgørende for, om en sådan forening er klageberettiget, er, om
foreningen kan siges at repræsentere en personkreds, hvis individuelle,
væsentlige interesser direkte berøres af beslutningen.
Således må f.eks. en grundejerforening kunne klage over en godkendelse til
oprettelse af en losseplads i nærheden af foreningens område, når pladsen kan
tænkes at medføre ulemper for medlemmerne, og en sportsfiskerforening må
kunne klage over en afgørelse vedrørende forurening af et vandløb, som
foreningens medlemmer har interesse i. Repræsenterer foreningen derimod ikke
en sådan kreds, eller har den personkreds, foreningen repræsenterer, ingen
direkte tilknytning til det omhandlede forhold, f.eks. fordi foreningen i
højere grad varetager en initiativtagende og opiniondannende interesse, har
en sådan forening i almindelighed ikke klageadgang.
En forening, der ikke selv er klageberettiget, kan eventuelt komme ind i
sagen alligevel, hvis en klageberettiget person vælger at lade foreningen
optræde på sine vegne. Der foreligger da et fuldmagtsforhold, hvor den
egentlig klageberettigede er en person, som er omfattet af § 74, stk. 1.
10. Den, der betragtes som klageberettiget efter § 74,
må ofte med hensyn til offentlighed i forvaltningen anses som part i den
pågældende sag, jfr. kap. 2 i lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i
forvaltningen. Dette medfører på en række punkter særlige rettigheder for den
gågældende, navnlig med hensyn til at kunne forlange, at sagens afgørelse
udsættes, indtil han har afgivet en udtalelse i sagen, jfr. punkt 31-35 i
justitsministeriets vejledning af 10. november 1970.
11. Foruden de nævnte privatpersoner, selskaber,
foreninger m.v., er også en række myndigheder tillagt klageret efter lovens §
74. For det første er der i loven udtrykkelig tillagt embedslægen adgang til
at påklage enhver afgørelse truffet af en kommunal myndighed. Dette må ses på
baggrund af embedslægens ændrede stilling i arbejdet med miljøbeskyttelsen
efter sundhedskommissionernes nedlæggelse.
Endvidere kan kommunalbestyrelsens afgørelser påklages af amtsrådet og
eventuelt af hovedstadsrådet, medens amtsrådets afgørelser kan påklages af de
kommunalbestyrelser, der er beliggende i den pågældende amtskommune samt
eventuelt af hovedstadsrådet. Hovedstadsrådets afgørelse kan påklages af de
kommunalbestyrelser og amtsråd, der er beliggende inden for
hovedstadsområdet.
For at sikre den nødvendige koordination til tilgrænsende områder af
fredningsmæssig og planlægningsmæssig art, som ikke er omfattet af
miljøbeskyttelsesloven, kan fredningsplanudvalget og byudviklingsudvalget
påklage kommunalbestyrelsens afgørelser.
Klagefrister.
12. Klagefristen har efter de fleste kommuners
sundhedsvedtægter været 14 dage. Efter lovens § 71, stk. 1, er fristen nu sat
til 4 uger, hvilket svarer til, hvad der gælder på mange andre områder.
Fristen regnes fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende
klageberettigede. Der kan i denne forbindelse henvises til lovens § 65,
hvorefter samtlige klageberettigede skal have underretning om afgørelsen. Har
underretningen fundet sted ved offentlig annoncering, jfr. lovens § 65, stk.
2, løber klagefristen fra annonceringens tidspunkt. Ifølge lovens § 66 skal
der gives oplysning om denne frist i afgørelsen. Der henvises i øvrigt til
kapitel 4, nr. 3 og 4 i nærværende cirkulære.
Selv om klagefristen på 4 uger overskrides, kan miljøstyrelsen indtil 6
måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelsen og tage sagen op til
afgørelse, men det kræves, at overskridelsen af særlige grunde er
undskyldelig, jfr. lovens § 71, stk. 2. Hvor overskridelsen ikke er
uvæsentlig, vil man være tilbageholdende med at tage en klagesag op til
behandling efter udløbet af de 4 uger. Dette gælder navnlig ved partslignende
forhold, hvor det kan være urimeligt over for andre implicerede i sagen, som
har indrettet sig på afgørelsen, at den tages op på ny.
Når der - som i lovens § 66 - er fastsat en særskilt bestemmelse, der
påbyder klagevejledning, vil det være mindre betænkeligt at nægte at tage en
sag op efter udløbet af de 4 uger.
Opsættende virkning.
13. Man har ikke hidtil haft generelle regler, der
afgjorde, om en klage havde opsættende virkning, men i enkelte
sundhedsvedtægter, f.eks. for København og Frederiksberg, er det bestemt, at
klage ikke har opsættende virkning. I praksis er man imidlertid gået ud fra,
at klage, hvor ikke andet er fastsat i sundhedsvedtægterne, har opsættende
virkning, medmindre det modsatte bliver bestemt i det enkelte tilfælde. Denne
praksis er nu lovfæstet ved lovens § 72, stk. 1, der bestemmer, at klage har
opsættende virkning for et påbud eller forbud til klagemyndighedens afgørelse
foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer andet. Dette er specielt vigtigt
med hensyn til påbud og forbud, idet klagens virkning ellers ofte vil være
betydningsløs, såfremt påbudet eller forbudet straks skal efterleves.
Lovens § 72, stk. 2 bestemmer dog, at den kommunale myndighed, når særlige
grunde taler herfor, kan bestemme, at påbudet eller forbudet skal efterkommes
uanset klagen. Der må her være tale om grunde, som gør det stærkt påkrævet,
at afgørelsen straks efterkommes. Dette vil f.eks. være tilfældet, såfremt
det kan formodes, at der er tale om sundhedsfarlige forhold, eller hvis
påbudet eller forbudet nedlægges i anledning af en klar og grov overskridelse
af en tidligere meddelt afgørelse.
Hvis den kommunale myndighed i medfør af § 72, stk. 2, ønsker, at et påbud
eller forbud skal efterkommes, uanset om det påklages, skal dette
tilkendegives allerede i eller samtidig med den pågældende afgørelse. Selv om
også spørgsmålet om opsættende virkning påklages, skal påbudet eller forbudet
alligevel efterkommes, indtil klagemyndigheden måtte bestemme andet. Det er
forudsat - og har også været såledesi hidtidig praksis - at klagemyndigheden
meget hurtigt tager stilling til spørgsmålet om opsættende virkning, således
at dette spørgsmål eventuelt afgøres forlods, og uden at der samtidig tages
stilling til sagens realitet.
14. I lovens § 72, stk. 3, er det bestemt, at
tilladelser eller godkendelser, der indebærer bygge- eller anlægsarbejder,
ikke må udnyttes forinden klagefristen på 4 uger, jfr. § 71, stk. 1, er
udløbet. Indgives der klage inden klagefristens udløb, må modtageren af
godkendelsen eller tilladelsen ikke iværksætte bygge- eller anlægsarbejderne
inden klagesagen er afgjort. Man sikrer sig herved, at andre interesserede
får realistiske muligheder for at klage, og klagemyndigheden får tid til at
behandle klagesagen. Hvis de pågældende arbejder samtidig kunne iværksættes,
ville det medføre, at klagesagsbehandlingen i realiteten ofte blev
illusorisk.
Det bør i afgørelsen om godkendelse eller tilladelse af den nævnte art
tilkendegives, at den i givet fald kan rammes af en udsættelse som den netop
beskrevne. Desuden er det foreskrevet i loven, at den myndighed, der har
truffet afgørelsen, straks skal give den, hvem tilladelsen er meddelt,
underretning om, at afgørelsen er påklaget. Dette vil forhindre, at de
pågældende arbejder iværksættes i god tro.
Den kommunale myndigheds ekspedition af klagesager.
15. I lovens § 73 er det foreskrevet, at en klage skal
indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, altså
kommunalbestyrelsen, amtsråd eller hovedstadsrådet. Myndigheden skal derefter
videresende klagen til den rette klagemyndighed, ledsaget af det materiale,
der er indgået i sagens bedømmelse.
Det materiale der medfølger ved sagens fremsendelse til klagemyndigheden
bør i hvert fald omfatte al relevant korrespondance mellem den kommunale
myndighed og de implicerede parter og myndigheder.
Tidspunktet for myndighedens modtagelse af klagen er afgørende for, om
klagefristerne efter § 71 er overholdt. Af hensyn til klageren bør
myndigheden derfor straks fremsende en anerkendelse af klagens modtagelse.
Kapitel 6.
Tavshedspligt, overgangsregler.
Tavshedspligt.
1. Efter § 85 i miljøbeskyttelsesloven er myndigheder
og personer, der udøver opgaver efter loven - under ansvar efter borgerlig
straffelovs § 152 og § 264 b - forpligtet til over for alle uvedkommende at
hemmeligheolde, hvad de gennem deres arbejde bliver vidende om.
Myndighederne bør i deres administration være opmærksomme på denne
bestemmelse, ligesom det ved udformningen af afgørelser bør sikres, at der
ikke meddeles oplysninger, som kan krænke denne tavshedspligt.
2. I relation til reglerne i lov om offentlighed i
forvaltningen må bestemmelsen i lovens § 85 betragtes som en speciel regel om
tavshedspligt, der begrænser adgangen til aktindsigt efter kapitel 1 i lov om
offentlighed i forvaltningen, jfr. § 7, stk. 1, 1. pkt., i denne lov.
Spørgsmålet om, hvorvidt en person eller interessegruppe har krav på at
blive gjort bekendt med det materiale, som har ligget til grund for en sags
behandling, må derfor i almindelighed afgøres efter de særlige regler for
parter i kapitel 2 i lov om offentlighed i forvaltningen, jfr. i denne
forbindelse især lovens § 10. stk. 1, 2. pkt., om begrænsning for parter til
at blive gjort bekendt med en sags dokumenter.
Myndighederne bør derfor i det enkelte tilfælde afgøre, hvorvidt en
anmodning efter lov om offentlighed i forvaltningen bør imødekommes.
Overgangsregler.
3. En række sager om beskyttelse af
vandforsyningsanlæg (nu lovens §§ 12-15) og om forurening af vandløb, søer
eller havet, herunder sager om godkendelse af projekter for spildevandsanlæg
m.v. (nu lovens kapitel 4) har hidtil henhørt under landvæsensretterne og de
særlige myndigheder i Københavns kommune.
For de sager, som ved lovens ikrafttræden den 1. oktober 1974 er under
behandling ved de hidtidige myndigheder, eller hvor ankefrister for trufne
afgørelser ikke er udløbet, er det i lovens §§ 91-93 bestemt, at sagerne kan
afgøres af og indbringes for disse myndigheder efter de hidtil gældende
regler.
Ministeren kan dog fastsætte regler om eller bestemme, at behandlingen af
sådanne sager skal overgå til de nye myndigheder eller afgøres efter de nye
regler, jfr. § 91, stk. 3, § 92, stk. 3 og 4, og § 93, stk. 2.
Der henvises til den nærmere omtale af disse forhold i kapitel 9 i
miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om spildevand og i kapitel VII
i miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om behandling af
vandforsyningsspørgsmål efter den ændrede vandforsyningslovgivning.
4. I lovens § 94 er det bestemt, at afgørelser truffet
efter de regler, der ophæves ved loven, jfr. lovens § 89, bevarer deres
gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i
loven træffes ny afgørelse.
Om denne regels betydning for godkendelsessager henvises til kapitel 9 i
miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v.
Klager over afgørelser truffet af en sundhedskommission før 1. oktober
1974 afgøres efter de hidtil gældende regler, jfr. § 2 i bekendtgørelse nr.
150 af 20. marts 1974 om ikrafttræden af lov om miljøbeskyttelse.
Kapitel 7.
Nordisk miljøbeskyttelseskonvention.
1. Den 19.februar 1974 undertegnede Danmark den
nordiske miljøbeskyttelseskonvention med Finland, Norge og Sverige.
Hovedsigtet med konventionen er bl.a. at give myndigheder og borgere i et
land mulighed for at reagere mod forurening hidrørende fra et andet nordisk
land.
2. Danske myndigheder bør i deres administration være
opmærksomme på, om en miljøskadelig virksomhed kan medføre forstyrrelse i en
anden af de pågældende stater; i sådanne tilfælde skal man underrette
vedkommende myndighed i det andet land og give denne mulighed for at udtale
sig i sagen.
Efter konventionens ikrafttræden vil myndighederne i de pågældende lande
være berettigede til at påklage danske myndigheders afgørelser til danske
klagemyndigheder. Dette vil blive reguleret i bekendtgørelsesform, jfr.
miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 3, og § 80, stk. 2.
Danske myndigheder skal desuden være de nævnte nordiske myndigheder
behjælpelige med at fremskaffe oplysninger fra danske virksomheder med
henblik på at bedømme virkningerne i det andet land. Dette skal dog ske i
overensstemmelse med danske procedureregler, jfr. lovens §§ 52 og 53.
3. Konventionen pointerer, at borgere i de pågældende
lande er klageberettigede overfor danske myndigheder, når de i deres hjemland
udsættes for eller kan blive udsat for forstyrrelse fra miljøskadelig
virksomhed i Danmark. De skal dog - ligesom danske borgere - have en
individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, jfr. lovens § 74, stk. 1,
nr. 3.
4. I forbindelse med konventionens ikrafttræden, som
tidligst vil ske 1. oktober 1974, vil der efter forhandling med de kommunale
organisationer og erhvervsorganisationerne blive udstedt en bekendtgørelse og
et cirkulære om dens tilpasning til gældende ret.
Miljøministeriet, den 15. maj 1974.
Holger Hansen.
/Niels Borre.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulæreskrivelse om retningslinier for planlægning af levnedsmiddelkontrolenheder og udførelse af miljømæssige undersøgelser i levnedsmiddelkontrolenhedernes laboratorier . (Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser.) Retsinformation · 29. december 1973
- Cirkulæreskrivelse om administrationen af sager om afledning af vand fra veje. (* 1) (Til kommunalbestyrelser og amtsråd, hovedstadsrådet og formænd for landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner.) Retsinformation · 14. september 1976
- Et bindende svar om, hvorvidt afståelse af arealer enten kan ske skattefrit på ekspropriationslignende vilkår efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk.… Landsskatteretten · 16. november 2016
- Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet) Retsinformation · 11. juni 1980
- Cirkulære om kortlægning og planlægning efter miljøbeskyttelseslovens kap. 9 og sammenhængen med region- og kommuneplanlægningen. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet). Retsinformation · 5. maj 1977
- Lovliggørelse af spildevandsforholdene ved ældre dambrug Retsinformation · 16. februar 2019