Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning
(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og
hovedstadsrådet)
Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning
(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)
Kapitel 1
Indledning
Ved bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og
vandforsyning er der i medfør af vandforsyningslovens §§ 6, 8, 70 og 78, stk.
5, givet regler om behandlingen af følgende konkrete sager efter
vandforsyningsloven:
Sager om tilladelse til vandindvinding og til anlæg i forbindelse med
vandindvindingen, jfr. lovens kapitel 4.
Sager om tilladelse til bortledning m.v. af grundvand, jfr. lovens § 26.
Sager om inddragelse af ejendomme under almene vandforsyningsanlæg, jfr.
lovens § 29.
Sager om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser efter lovens § 32
og om forsyningspligt m.v. efter lovens kapitel 8.
Bekendtgørelsen omfatter kun behandlingen af disse sager i 1. instans. Der
er således - som hidtil - ikke givet regler om behandlingen af sager, der er
påklaget til miljøstyrelsen eller miljøministeren. Regler om klagesagers
behandling i miljøankenævnet er givet ved bekendtgørelse nr. 372 af 16. juli
1975 af forretningsorden for miljøankenævnet som ændret ved bekendtgørelse
nr. 69 af 1. marts 1977 og bekendtgørelse nr. 492 af 20. september 1978.
Kapitel 2
Myndighederne
Myndigheden til at træffe afgørelse i 1. instans-sager, der omfattes af
bekendtgørelsen, ligger efter loven hos amtsrådet - heri indbefattes i det
følgende for hovedstadsrådets vedkommende hovedstadsrådet - eller hos
kommunalbestyrelsen. Med hensyn til sager om tilladelse til indvinding og til
Læs alt
anlæg til brug for indvindingen og sager om tilladelse til bortledning m. v.
af grundvand er der i lovens §§ 19-21 og 26 foretaget en fordeling af sagerne
mellem amtsrådet og kommunalbestyrelserne, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 1,
litra a og b, og § 18. Efter lovens §§ 29, 32 og kapitel 8 er afgørelserne
henlagt til amtsrådet.
Loven indeholder imidlertid i § 6 en almindelig bemyndigelse for
miljøministeren til efter forhandling med de kommunale organisationer at
bestemme, at de beføjelser, der efter lovens kapitler 4, 6 og 8 er henlagt
til amtsrådet, kan udøves af kommunalbestyrelsen, når der foreligger
godkendte planer. Denne bemyndigelse til at henlægge yderligere sager til
kommunalbestyrelsens afgørelse er udnyttet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1,
litra c, angående vandindvinding og anlæg hertil, bekendtgørelsens § 23 om
inddragelse af ejendomme under vandværksforsyning og bekendtgørelsens § 28
angående sager efter vandforsyningslovens § 45, stk. 1, om private
vandforsyningsanlægs forsyningspligt.
Det er en forudsætning for henlæggelse af disse yderligere sager under
kommunalbestyrelsen, at der er truffet bestemmelse om det pågældende anlæg og
dets indvinding i en godkendt vandforsyningsplan, samt at planen har en vis
detaljeringsgrad. Det er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra c, §
23, stk. 4, og § 28, jfr. § 23, stk. 4, at amtsrådet kan bestemme, at visse
sager ikke skal kunne afgøres af kommunalbestyrelsen, uanset at
vandforsyningsplanen indeholder detaljerede bestemmelser om forholdet. Der
kan være tale om at tage et sådant forbehold i et område, hvor virkningerne
af en vandindvinding er så usikre, at der må foretages en vidtgående
hydrologisk efterprøvning i forbindelse med tilladelsessagen. Forbeholdet bør
også tages, hvis det vandforsyningsanlæg, som vandforsyningsplanen indeholder
detaljerede bestemmelser om, tilhører en anden kommune end indvindingsstedets
kommune.Sådanne forbehold fra amtsrådets side bør normalt tages i forbindelse
med behandlingen af vandforsyningsplanen eller af et senere tillæg til
vandforsyningsplanen. Amtsrådet kan dog tage forbeholdet senere, når f. eks.
vandressourceforholdene eller vandkvalitetsforholdene gør det nødvendigt.
Efter lovens §§ 19 og 21, »kan« kommunalbestyrelsen meddele
tilladelse til indvinding og til etablering af indvindingsanlæg, når det
drejer sig om visse mindre vandforsyningsanlæg, medens amtsrådet i øvrigt
efter §§ 20 og 21 »meddeler« tilladelse til indvindingen og
anlægget. Heri ligger, at kommunalbestyrelsen er beføjet til at behandle
sager efter § 19, jfr. § 21, men at kommunalbestyrelsen, hvis den ønsker det,
kan nægte at behandle sagen og henvise sagen til behandling hos amtsrådet.
Denne ordning, der stemmer med den hidtidige lovgivning, har navnlig den
betydning, at den giver mulighed for en let løsning af kompetencetvivl - f.
eks. tvivl om, hvorvidt et anlæg kan nøjes med en indvinding på 3.000 m3 vand
om året efter lovens § 19, nr. 1, eller om anlægget kan forsyne hele
bebyggelsen efter § 19, nr. 2, - ved altid at gøre amtsrådet kompetent.
Ordningen gentages i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra a-c og i
bekendtgørelsens § 23 og § 28, jfr. § 23.
Derimod giver bekendtgørelsens § 19 - i overensstemmelse med lovens § 26,
stk. 1, - ikke kommunalbestyrelsen mulighed for at afvise sager om tilladelse
til midlertidig eller varig bortledning af grundvand eller anden sænkning af
grundvandsstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder m. v. Reglen om
kommunalbestyrelsens kompetence er her så rummeligt formuleret, at der
antagelig ikke bliver spørgsmål om kompetencetvivl.
Efter lovens § 18, stk. 2, kan indvinding af grundvand på egen grund til
husholdningsbrug i enkelte husholdninger ske uden indvindingstilladelse.
Endvidere kan bredejere uden tilladelse indvinde overfladevand til
kreaturvanding, jfr. § 18, stk. 3. Al anden indvinding kræver tilladelse fra
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jfr. lovens §§ 19 og 20.
Efter lovens § 21 må anlæg til brug for indvindingen ikke etableres eller
på væsentligt måde udbedres eller ændres, »før kommunalbestyrelsen eller
amtsrådet, jfr. §§ 19 og 20, har meddelt tilladelse hertil«. I
overensstemmelse med den hidtidige retstilstand, som lovens § 18, stk. 2,
bygger på, er det miljøstyrelsens opfattelse, at § 21 omfatter ikke alene
anlæg, hvortil der kræves indvindingstilladelse efter §§ 19 eller 20, men
også anlæg, som efter § 18, stk. 2, er fritaget for indvindingstilladelse.
Tilladelser til etablering af indvindingsanlæg, herunder godkendelse af
borestedets placering, skal i de tilfælde, hvor selve indvindingen kan ske
uden tilladelse i medfør af § 18, stk. 2, som hidtil meddeles af
kommunalbestyrelsen. Dette er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Kapitel 3
Almindelige regler om sagernes
behandling
Almindelige regler om behandlingen af sager om foreløbige tilladelser til
vandindvinding er givet i bekendtgørelsens §§ 8-13. Bekendtgørelsens § 16 om
behandling af sager om endelige tilladelser til vandindvinding og anlæg til
brug for indvindingen henviser til §§ 8-13 og giver derudover i stk. 2 og 3
nogle yderligere regler. Bekendtgørelsens andre bestemmelser om
sagsbehandlingen henviser i større eller mindre grad til §§ 8-13 og 16, jfr.
bekendtgørelsens §§ 21, 26 og 30.
1. Indsendelse af ansøgninger
En ansøgning om tilladelse til vandindvinding og tilhørende anlæg eller
til bortledning m. v. af grundvand skal altid indsendes til vedkommende
kommunalbestyrelse, jfr. §§ 8 og 21. Hvis kommunalbestyrelsen ikke selv er
tilladelsesmyndighed, videresender kommunalbestyrelsen sagen til amtsrådet
med sin indstilling. Når det vil tage nogen tid for kommunalbestyrelsen at
udarbejde en indstilling, kan det være hensigtsmæssigt, at
kommunalbestyrelsen straks videresender ansøgningen til amtsrådet med nogle
foreløbige bemærkninger og først senere sender en egentlig indstilling til
amtsrådet.Hvis der ikke er tale om en ansøgning, men om en afgørelse af et
strukturelt spørgsmål, bør spørgsmålet rejses direkte overfor den kompetente
myndighed.
2. Sagens behandling
Når en sag er modtaget af den kompetente myndighed, sammenholder
myndigheden sagen med godkendte eller foreslåede vandindvindings- og
vandforsyningsplaner og planer for råstofindvinding. Myndigheden kan indhente
yderligere oplysninger, og den indhenter endvidere udtalelser fra andre
interesserede myndigheder, jfr. §§ 9 og 10. Herved forstås navnlig
kommunalbestyrelser og amtsråd, som antages interesseret i indvinding i
området. Herudover tænkes der også på eventuelle statslige myndigheder med en
særlig interesse i den pågældende indvinding, f. eks. Statsskovvæsenet. I
overensstemmelse med de hidtil gældende regler om amtsrådenes behandling af
indvindingssager fastsættes det i § 9, at amtsrådet kan pålægge vedkommende
kommunalbestyrelse at tilvejebringe de yderligere oplysninger, som amtsrådet
ønsker.
Når de fornødne oplysninger og udtalelser er tilvejebragt, kan
afgørelsesmyndigheden, som det fremgår af indledningen til § 11, bestemme, at
sagen ikke skal fremmes.
Mener afgørelsesmyndigheden på den anden side, at sagen skal fremmes, skal
myndigheden i de nedenfor nævnte tilfælde offentliggøre en meddelelse om
sagen med fremhævelse af muligheden for at gøre indsigelse. Denne ordning
gælder for det første for sager om indvindingstilladelse, der omfattes af
vandforsyningslovens § 20, jfr. bekendtgørelsens § 11. Ordningen gælder
derimod ikke for sager efter vandforsyningslovens § 21 om tilladelse til et
anlæg til brug for indvinding. Pligt til at offentliggøre en meddelelse om
sagen foreligger endvidere i sager om bortledning m. v. af grundvand, når
sagen henhører under amtsrådet, jfr. bekendtgørelsens § 21, og i sager om
tvungen vandværksforsyning, jfr. bekendtgørelsens § 26. Sager om ændringer af
vandforsyningsstrukturen efter vandforsyningslovens § 32 og lovens kapitel 8
vil ofte kun have betydning for en begrænset kreds, og bekendtgørelsen giver
ingen regel om forudgående offentlig meddelelse om disse sager. Det skal
imidlertid fremhæves, at afgørelsesmyndigheden kan udsende forudgående
offentlig meddelelse om en sag, selv om bekendtgørelsen ikke stiller krav om
det.
3. Afholdelse af møder m. v.
Det vil ofte være nødvendigt at drøfte sagen skriftligt eller mundtligt
med ansøgere eller andre parter. Der kan også være tale om at holde egentlige
møder med parterne, og i sager af større lokal betydning - f. eks. sager om
tilladelse til større vandindvinding, sager om tvungen vandværksforsyning for
et større antal ejendomme og sager om større omstrukturering af almene
vandforsyningsanlæg - kan der være behov for under sagen at afholde et
offentligt møde. En regel om afholdelse af møder, eventuelt offentlige møder,
findes i bekendtgørelsens § 12. Indkaldelsen til det offentlige møde kan
eventuelt kombineres med udsendelsen af den offentlige meddelelse om sagen.
Bekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelse om besigtigelse af forholdene på
stedet. Det vil imidlertid ofte være af stor værdi, at afgørelsesmyndigheden
besigtiger forholdene.
4. Meddelelse af påbud eller forbud
I en række tilfælde vil en afgørelse indbefatte, at der gives påbud eller
forbud til enkeltpersoner, f. eks. påbud om foranstaltninger til beskyttelse
af vandet i et vandindvindingsanlæg mod forurening eller påbud om tilkastning
af overflødige brønde. Ofte vil sådanne spørgsmål blive drøftet med de
berørte grundejere på møder. Sker dette ikke, må de berørte grundejere
normalt underrettes skriftligt og have adgang til at udtale sig, før der
træffes bestemmelse om påbud eller forbud, jfr. bekendtgørelsens § 16, stk.
2.
Hvad særligt angår de beskyttelsesforanstaltninger, der består i forbud
mod nedsivning i en vis afstand fra et indvindingsanlæg for grundvand, jfr.
miljøbeskyttelseslovens § 12, er det kun nødvendigt at indkalde grundejere
eller underrette dem skriftligt, hvis der på den pågældende ejendom findes et
nedsivningsanlæg, som vil blive ramt af forbudet. Har en ejendom, som vil
blive omfattet af forbudet, ikke, når sagen verserer, et sådant
nedsivningsanlæg, er det ikke nødvendigt at indkalde eller underrette
ejendommens ejer, idet han ikke har nogen ret til at oprette et
nedsivningsanlæg på ejendommen. Tænkes der etableret et beskyttelsesområde
for en overfladevandindvinding efter miljøbeskyttelseslovens § 13, skal
samtlige grundejere i området indkaldes eller underrettes, da
beskyttelsesområdet vil gribe ind i deres lovlige råden over deres ejendomme.
De pågældende grundejere skal underrettes om afgørelsen i sagen, jfr.
bekendtgørelsens § 32, stk. 2.
5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning
En gennemførelse af en vandindvinding kan nødvendiggøre en ekspropriation
efter lovens kapitel 7, og en vandindvinding, en bortledning af grundvand
eller en strukturel ændring af vandforsyningen kan medføre et
erstatningskrav, jfr. lovens §§ 23, 28 og 30-32.
Spørgsmål om gennemførelse af ekspropriationer efter loven afgøres som
hovedregel af kommunalbestyrelserne. Spørgsmål om ekspropriationserstatninger
og de ovennævnte andre erstatningsspørgsmål afgøres efter loven i mangel af
enighed af landvæsensretterne. Bekendtgørelsen opfordrer som hidtil den
myndighed, der træffer afgørelse om tilladelsen eller den strukturelle
ændring, til at afklare ekspropriationsspørgsmål og erstatningsspørgsmål og
om muligt at søge at opnå et forlig om forholdene, jfr. bekendtgørelsens § 13
og § 16, stk. 3. Opnås der ikke forlig, må afgørelsesmyndigheden i sin
afgørelse gøre opmærksom på, hvorledes ekspropriationen kan gennemføres, samt
at erstatningsspørgsmålet kan indbringes for landvæsenretten, jfr.
bekendtgørelsens § 33, stk. 2 og 3.
6. Tilladelser efter anden lovgivning
Etableringen af et vandforsyningsanlæg forudsætter ofte - foruden
tilladelse efter denne bekendtgørelse - tilladelse eller godkendelse efter
andre lovbestemmelser. Blandt tilladelser i medfør af bestemmelser udenfor
vandforsyningsloven kan nævnes, at et byggeri kræver tilladelse fra
kommunalbestyrelsen i medfør af byggeloven, at opførelse af vandværker i
landzoner kræver tilladelse fra amtsrådet i medfør af by- og landzoneloven,
at nedlæggelse af vandledninger i veje kræver tilladelse af vejens ejer eller
vedkommende vejmyndighed, og at planer for almene vandforsyningsanlæg, der
skal forsyne tættere bebyggede områder, skal forelægges kommunalbestyrelsen
som brandmyndighed, jfr. brandlovsbekendtgørelse nr. 641 af 29. december 1976
§ 13 og cirkulære nr. 155 af 28. juli 1976. Hydroforer på vandforsyningsanlæg
skal være typegodkendt, eventuelt særligt besigtiget og godkendt af
arbejdstilsynet i medfør af § 11 i bekendtgørelse nr. 566 af 22. december
1971 om trykbeholdere m. v. på landjorden, (der er opretholdt efter
ikrafttrædelsen af arbejdsmiljølov nr. 681 af 23. december 1975 ved
bekendtgørelse nr. 321 af 21. juni 1977), og hydroforanlæg bør i alle
tilfælde anmeldes til arbejdstilsynets stedlige kreds. Ved projekter til
vandforsyningsanlæg, der beskæftiger et fast personale, kan det være
hensigtsmæssigt i det hele at forelægge planerne for arbejdstilsynets
stedlige kreds, før arbejdet iværksættes. Det er fremhævet i bekendtgørelsens
§ 35, at en tilladelse efter bekendtgørelsen ikke fritager for at søge om de
tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning. I praksis henvises i
reglen ikke i tilladelserne efter bekendtgørelsen til nødvendigheden af at
søge disse andre tilladelser.
Kapitel 4
Behandlingen af sager om tilladelse
til vandindvinding og til anlæg til brug for
vandindvindingen
1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget
Den hidtidige vandforsyningslovgivning har kun stillet krav om tilladelse
til selve vandindvindingen, men ikke til de anlæg, som skal benyttes til
indvindingen. (Der er dog i indvindingstilladelserne ofte stillet betingelser
også med hensyn til anlæggene).
Efter vandforsyningsloven af 1978 kræves derimod tilladelse både til
indvindingen og til de anlæg, der skal bruges til indvindingen, herunder også
til væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæggene, jfr. lovens §§
19-21. Ved »vandindvindingsanlæg« forstås efter bemærkningerne til
lovforslagets § 21 ikke alene indvindingsanlæg efter sædvanlig teknisk
sprogbrug - omfattende boringer og brønde og indtagningsanlæg for
overfladevand - men også vandbehandlingsanlæg og anlæg til udpumpning fra
behandlingsanlægget, incl. eventuelle rentvandsbeholdere.
Forsyningsledningerne for et anlæg, der forsyner flere ejendomme, omfattes
derimod ikke af lovens ord »indvindingsanlæg«, og det er tanken, at
anlæg af forsyningsledninger i det væsentligste skal reguleres gennem
bestemmelser i vandforsyningsplanerne. Der er imidlertid ikke noget til
hinder for, at der i forbindelse med en tilladelse til et anlæg stilles
vilkår også med hensyn til forsyningsledninger, hvis dette må anses for
hensigtsmæssigt i det enkelte tilfælde. Baggrunden for, at der kræves
tilladelse til etablering af anlæggene, er dels at sikre, at der kun i det
nødvendigste omfang foretages investering i et anlæg, før det er klart, at
der vil blive givet indvindingstilladelse, og dels at give mulighed for
kontrol med, at anlæggene indrettes hensigtsmæssigt. Kravet om tilladelse til
væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæg har en parallel i de
hidtidige regler om tilladelse til væsentlig udbedring og væsentlig ændring
af brønde og boringer, men ordningen omfatter efter loven af 1978 hele
anlægget. Man vil herved dels kunne kontrollere, at de påtænkte ændringer er
teknisk tilfredsstillende, dels eventuelt kunne forhindre væsentlige
nyinvesteringer i ældre anlæg, dersom andre anlæg i området er tilstrækkelige
til områdets vandforsyning, og vandforsyningsplanen forudser, at forsyningen
efterhånden skal gå over til andre anlæg.
Bemærkningerne til vandforsyningslovforslaget giver en vejledning om, hvad
der skal forstås ved »på væsentlig måde udbedres eller ændres« i
lovens § 21, stk. 1. Der vil herefter være tale om en væsentlig udbedring
eller ændring, hvis der skal foretages en ny boring for et eksisterende
indvindingsanlæg - uanset om det sker til afløsning af en tidligere boring -
og hvis der skal foretages væsentlige ændringer i anlæggets
behandlingsafsnit, f. eks. opførelse af en ny behandlingsbygning eller
opførelse af en rentvandsbeholder i stedet for en tidligere hydrofor. Derimod
vil f. eks. udskiftning af en pumpe næppe være en væsentlig udbedring eller
ændring. Efter miljøstyrelsens mening vil også etablering af et nyt
filteranlæg ved et alment vandforsyningsanlæg være en væsentlig udbedring
eller ændring; derimod ikke udskiftning af filtret i en boring med
bibeholdelse af det tidligere forerør; ej heller udskiftning af en hydrofor
med en ny hydrofor. Når det drejer sig om mindre vandindvindingsanlæg, vil
udbedringen eller ændringen ikke kræve tilladelse i samme grad som ved større
anlæg. Miljøministeren har ved lovsagens behandling i folketinget udtalt, at
der ikke kræves tilladelse til et nyt filteranlæg eller udpumpningsanlæg ved
et vandindvindingsanlæg, der forsyner højest 4 husstande, og at der normalt
ikke kræves tilladelse til reparation eller uddybning af eksisterende brønde.
Miljøstyrelsen skal dog anføre, at der efter styrelsens mening kræves
tilladelse til etablering af en boring i stedet for en eksisterende brønd,
herunder etablering af en boring i bunden af brønden. I det hele må det efter
styrelsens mening være afgørende, om der er tale om en fornyelse,som har en
sådan økonomisk eller teknisk rækkevidde, at tilladelsesmyndigheden bør have
lejlighed til at overveje anlæggets betimelighed påny.
Ved lovens § 21, stk. 2, er der gjort en undtagelse fra pligten til at
søge tilladelse til en væsentlig udbedring eller en væsentlig ændring af
bestående anlæg, nemlig når udbedring eller ændring er nødvendig for at
opretholde en bestående forsyning.I så fald kan der uden tilladelse etableres
en ny brønd eller boring inden for en afstand af 5 m fra det hidtidige
indvindingssted. Arbejdet skal dog anmeldes til tilladelsesmyndigheden, inden
det påbegyndes. Bestemmelsen giver en vid adgang til uden tilladelse at
foretage boringer til erstatning for sammenbrudte eller udtørrede boringer
eller brønde, som ikke kan undværes selv i en kortere tid. Efter lovens § 21,
stk. 3, kan tilladelsesmyndigheden dog bestemme, at etablering, udbedring
eller ændring af en brønd eller boring uanset bestemmelserne i stk. 2 kun må
ske med tilladelse efter stk. 1. Ministeren har under behandlingen af
lovsagen udtalt, at en bestemmelse efter § 21, stk. 3, må have en konkret
begrundelse af vandforsyningsmæssig karakter - og altså ikke kan træffes i
almindelighed f. eks. for hele kommunen eller for visse arter af anlæg -. §
21, stk. 3, kan efter miljøstyrelsens mening anvendes f. eks. for bestemte
ejendomme, hvis brønde ligger på forureningsudsatte steder, hvor en
erstatningsboring ikke bør etableres, eller for almene vandforsyningsanlæg,
hvis boringer ligger vel nær en kirkegård eller et kloaksystem og derfor bør
flyttes til et fjernere sted, når lejlighed gives, eller for ejendomme, som
ligger op til en vandforsyningsledning og bør tage deres vand fra ledningen,
når deres egne anlæg bryder sammen.
En bestemmelse fra kommunalbestyrelsen efter § 21, stk. 3, kan påklages
til miljøstyrelsen efter lovens almindelige klageregler.
For større vandindvindingsanlæg, hvor der regelmæssigt foretages
udbedringer og ændringer, der omfattes af § 21, stk. 1, f. eks. udskiftninger
af boringer, kan det være praktisk, at der søges om og gives en generel
tilladelse til at udføre arbejder af en nærmere angivet art i stedet for at
behandle hvert enkelt arbejde særskilt.
2. Foreløbige og endelige tilladelser
For at sikre, at der, så længe indvindingstilladelse ikke er givet, kun i
det nødvendigste omfang foretages investeringer i anlægget, sondres der i
bekendtgørelsens bestemmelser om tilladelse til indvinding og
vandindvindingsanlæg mellem foreløbige og endelige tilladelser. Der skal
normalt i første omgang kun ansøges om en foreløbig tilladelse, jfr.
bekendtgørelsens §§ 5 og 6. Når ansøgningen om en foreløbig tilladelse er
indkommet, undersøger tilladelsesmyndigheden, om det - på grundlag af
foreliggende planer eller andre forhold overhovedet er muligt at godkende et
anlæg af den ønskede størrelse på det pågældende sted. Hvis det anses for
muligt at imødekomme ansøgningen, giver tilladelsesmyndigheden den foreløbige
tilladelse, som kun betyder, at ansøgeren kan arbejde videre med sagen,
herunder foretage boringer og afprøve dem i det omfang, den foreløbige
tilladelse giver adgang til det. Når boringen, eventuelt også prøvepumpning
af boringen og andre undersøgelser, er foretaget og sagen er viderebehandlet,
kan ansøgeren derefter indgive ansøgning om endelig tilladelse, som
tilladelsesmyndigheden så tager stilling til.
Denne todeling af tilladelsesproceduren vil dog ikke altid være nødvendig.
I områder, hvor der foreligger så fyldestgørende oplysninger fra
omkringliggende vandindvindingsanlæg, at tilladelsesmyndigheden anser det for
muligt at bedømme virkningerne af det ansøgte indvindingsanlæg, uden at der
tilvejebringes yderligere oplysninger, kan den give endelig tilladelse uden
først at give en foreløbig tilladelse. Dette vil f. eks. ofte gælde for sager
om tilladelse til markvandingsanlæg.En sag om tilladelse til udskiftning af
boringer for et stort vandforsyningsanlæg vil kunne behandles under en
sagsbehandling, hvis der ikke er tale om flytning af boresteder over store
afstande. Ønskes der kun tilladelse til ændring af anlægget uden forhøjelse
af indvindingen og uden flytning af indvindingsstedet, kan sagen normalt også
behandles under en sagsbehandling.
Bekendtgørelsen giver forskellige regler om indholdet af en ansøgning om
foreløbig indvindingstilladelse (§ 7), om indholdet af den foreløbige
tilladelse (§ 14), om indholdet af en ansøgning om endelig tilladelse (§ 15),
og om indholdet af den endelige tilladelse (§ 17). Reglerne om indholdet af
tilladelserne må sammenholdes med de almindelige regler i bekendtgørelsens §§
32-34 om affattelse og meddelelse af afgørelser.
Reglerne om indholdet af ansøgninger og tilladelser er affattet med
henblik på tilfælde, hvor der er tale om nyetablering eller væsentlige
udvidelser af anlæg. Er der tale om mere begrænsede ændringer af bestående
anlæg, kan indholdet indskrænkes tilsvarende
3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse
Med hensyn til indholdet af ansøgningen om foreløbig tilladelse skal det
fremhæves, at ansøgningen for almene vandforsyningsanlægs vedkommende bl. a.
skal indeholde oplysninger om antallet af forbrugere, fordelt på
forbrugerkategorier. Forbrugerantallet kan f. eks. tænkes delt op på antallet
af husstande i helårsbeboelser bortset fra landbrug - eventuelt med særlige
oplysninger om antallet af husstande i etageejendomme -, antallet af
fritidshuse, antallet af landbrug og husstande i landbruget, og antallet af
andre erhvervsvirksomheder, som får vand fra det almene vandforsyningsanlæg.
Anvisninger på, hvorledes vandforbruget kan fastsættes for forskellige
forbrugergrupper, er givet i miljøstyrelsens vedledning om
vandforsyningsplanlægning, 2. del, afsnit 2, og 3. del (januar 1979), afsnit
3.4 og i Dansk Ingeniørforenings norm for vandforsyningsanlæg for
enkeltejendomme, januar 1978 (DS 441), afsnit 2.5, og Dansk Ingeniørforenings
norm for fælles vandforsyningsanlæg, april 1978 (DS 442) afsnit 2.5.
Herudover kan vandindvindings- eller vandforsyningsplanerne indeholde
bestemmelser om størrelsen af forskellige enhedsforbrug.
Ansøgningen skal endvidere indeholde en skønsmæssig angivelse af
mulighederne for at indvinde den ansøgte vandmængde og af følgevirkningerne
af indvindingen og - om muligt oplysning om vandtypens egnethed. Angivelsen
af mulighederne for at indvinde den ønskede vandmængde og af
følgevirkningerne kan gives rent overslagsmæssigt.
Ansøgningen skal derudover indeholde oplysninger om nærmere angivne
forurenende forhold, som ansøgeren er bekendt med. Det bemærkes i denne
forbindelse, at det antagelig vil være kommunalbestyrelsen, der har den
bedste oversigt over forurenende forhold omkring det planlagte
indvindingsanlæg, og at kommunalbestyrelsen også har adgang til at skaffe sig
yderligere oplysninger ved inspektion på privat ejendom i medfør af
vandforsyningslovens § 64. Tilladelsesmyndigheden vil derfor naturligt
henvende sig til kommunalbestyrelsen med hensyn til oplysningerne om
forurenende forhold, og det er ikke tanken at pålægge ansøgeren nogen særlig
undersøgelsespligt i så henseeende. Det vil imidlertid være af værdi, at han
giver oplysninger om de forurenende forhold, som han faktisk er bekendt med.
4. Indholdet af den foreløbige tilladelse
Den foreløbige tilladelse skal bl.a indeholde tilladelse til - og krav om
- oprettelse af de boringer, der er nødvendige for at bedømme
vandindvindingsmulighederne. Udførelsen af en sådan boring vil indbefatte en
renpumpning af boringen med tilbagepejling, jfr. bekendtgørelse nr. 4 af 4.
januar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand m. v.
Tilladelsesmyndigheden vil imidlertid i tilladelsen kunne foreskrive, at der
også skal foretages en egentlig prøvepumpning af boringen. Et sådant krav om
prøvepumpning bør normalt stilles med hensyn til boringer for almene
vandforsyningsanlæg, som efter deres art omfattes af vandforsyningslovens §
20, for større institutionsanlæg og for private anlæg af en sådan størrelse,
at deres funktion har almindelig betydning. Hvis der er tale om flere
boringer inden for et begrænset område, kan det efter en bedømmelse af de
hydrologiske forhold være tilstrækkeligt at prøvepumpe enkelte af dem. I
cirkulæret om udførelse af boringer efter grundvand m.v. er der givet
anvisning på, hvorledes en prøvepumpning kan udføres. Når der i tilladelsen
stilles krav om prøvepumpning, bør det også anføres, hvorledes - herunder
hvor længe prøvepumpningen skal udføres.
Det skal understreges, at borearbejderne først må foretages 4 uger efter
den foreløbige tilladelse, eventuelt endnu senere, hvis tilladelsen påklages,
jfr. vandforsyningslovens § 78, stk. 3 og 4, og bekendtgørelsens § 39. Dette
omfatter dog ikke anlæg til brug for indvinding, der kan foretages uden
indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 18, stk. 2, ej heller
anlæg til brug for indvinding efter vandforsyningslovens § 19, nr. 1, se
herom bekendtgørelsens § 39, stk. 2.
Den foreløbige tilladelse kan også - i reglen når der er tale om
indvinding af overfladevand, men i visse tilfælde også ved tilladelser til
indvinding af grundvand - indeholde krav om eller tilladelse til oprettelse
af fornødne måleanordninger i vandløb. Det bemærkes herved, at
måleanordninger kræver tilladelse efter vandløbsloven, hvis de er til hinder
for vandets frie løb, jfr. vandløbslovens kapitel X. Tilladelse meddeles i så
fald efter vandløbslovens bestemmelser af vandløbsretten, men udføres
anordningen som led i et vandforsyningsanlæg, kan den myndighed, som er
beføjet til at tillade indvindingen, også give tilladelse til etablering af
måleanordningen, jfr. vandforsyningslovens § 68.
5. Ansøgninger om endelig tilladelse til
vandindvinding og vandindvindingsanlægget
En ansøgning om endelig tilladelse skal bl. a. »i fornødent
omfang« indeholde oplysninger om analyse af råvandet. Der bør i de
allerfleste tilfælde foretages analyse af råvandet til brug for spørgsmålet
om endelig tilladelse, men affattelsen af bestemmelsen gør det muligt at
undlade analyse i særlige tilfælde, hvor analysen må antages uden større
betydning. Dette kan gælde ved anlæg til brug for vanding. Når der skal
foretages analyse af råvandet, bør der i reglen foretages undersøgelse for de
parametre, som omfattes af begrebet »udvidet kontrol« i
bekendtgørelse nr. 6 af 4.januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med
vandforsyningsanlæg. Efter omstændighederne kan parametrenes antal udvides,
f. eks. når der er fare for forurening med særlige stoffer på det pågældende
sted, eller indskrænkes, f. eks. hvis der ønskes undersøgelse af vandet i en
markvandingsboring eller i en boring, hvis vand alene bruges som procesvand i
en industri.
En ansøgning om endelig tilladelse til et alment vandforsyningsanlæg skal
være ledsaget af »foreliggende regulativ eller udkast til regulativ,
eventuelt med tilhørende takstblad«. Det kan have interesse for den
myndighed, der skal behandle sagen, at kende regulativet eller
regulativudkastet. I ordet »foreliggende« ligger imidlertid, at
sagen kan behandles uden kendskab til regulativ eller regulativudkast, når et
sådant ikke foreligger.
6. Indholdet af den endelige tilladelse
a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding pr. time
I § 17, litra e, angives det - i overensstemmelse med vandforsyningslovens
§ 22, stk. 4, - at tilladelsen skal indeholde bestemmelse om den tilladelige
sænkning af vandstanden i boringerne eller den højest tilladelige indvinding
pr. time. For anlæg, som indvinder grundvand, kan det være hensigtsmæssigt at
fastsætte både en tilladelig sænkning af grundvandsstanden og en højeste
indvinding pr. time, medens der for anlæg, som indvinder overfladevand, kun
bliver tale om at fastsætte højeste indvinding pr. time.
b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb
Efter § 17, litra f, kan tilladelsen bl. a. indeholde bestemmelse om,
hvilke undersøgelser der skal foretages til kontrol af indvindingens
følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb. Sådanne undersøgelser har
betydning dels ved at skaffe bevismateriale til eventuelle senere sager om
erstatning for skader som følge af indvindingens påvirkning af vandstanden,
jfr. vandforsyningslovens § 23, og dels ved at give grundlag for et skøn
over, om indvindingen har uheldige virkninger på omgivelserne, f. eks. på
vandløbenes vandføring. Med hensyn til kontrol med indvindingens
følgevirkninger på grundvandsstanden bør det, i hvert fald for anlæg, der
omfattes af vandforsyningslovens § 20, normalt fastsættes, at vandstanden i
selve den pågældende indvindingsboring skal pejles et passende antal gange om
året såvel i ro som under pumpning. For større anlæg bør der foreskrives et
tilsvarende antal pejlinger i omkringliggende pejleboringer og eventuelt i
nærmere angivne omkringliggende boringer og brønde, det sidste i overværelse
af ejeren af vedkommende boring eller brønd. Bestemmelser om kontrol med
indvindingens følgevirkninger på vandløb bør træffes, når der er tale om
indvinding af overfladevand, og indvindingen ikke er helt ubetydelig, og når
der er tale om indvinding af grundvand, og der er grund til at antage, at
indvindingen vil have væsentlig indvirkning på afstrømningen til et
overfladevandsområde. I forbindelse med bestemmelserne om kontrol med
indvirkningen på overfladevand kan det efter omstændighederne anføres,
hvilken minimumsvandføring i et vandløb eller
minimumsvandstand i en sø der kan udløse en bestemmelse fra amtsrådet om
indskrænkning eller standsning af indvindingen, jfr. vandforsyningslovens §
22, stk. 4. Om der skal træffes bestemmelse om en sådan indskrænkning eller
standsning, når vandføringen eller vandstanden synker under minimum, må
vurderes i hvert enkelt tilfælde.
c. Beskyttelsesområder for grundvand
Efter § 17, litra h, skal det i tilladelsen anføres, om der i medfør af
bl. a. miljøbeskyttelseslovens § 12 skal fastsættes
beskyttelsesforanstaltninger til forebyggelse af forurening af det vand, der
ønskes indvundet. Der bør altid fastlægges et beskyttelsesområde efter
miljøbeskyttelseslovens § 12 omkring almene anlæg, som indvinder grundvand,
og som omfattes af vandforsyningslovens § 20. Tilsvarende beskyttelsesområder
bør efter omstændighederne lægges omkring boringer for andre anlæg, som
indvinder grundvand, og som omfattes af vandforsyningslovens § 20 og har
behov for særligt rent vand, herunder anlæg til brug for mejerier, slagterier
og andre virksomheder, der tilvirker levnedsmidler. Med hensyn til mindre
anlæg fastsættes normalt ikke beskyttelsesområder, idet beskyttelse også vil
kunne opnås ved at vælge et indvindingssted, der ikke er udsat for forurening
- eventuelt skride ind mod bestående forhold efter miljøbeskyttelseslovens §
11, stk. 3, - og afslå tilladelser til nye forurenende forhold i medfør af
miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1. Beskyttelsesområder er hidtil i vid
udstrækning fastsat på grundlag af nedsivningsbekendtgørelsens regler. Disse
regler sigter bl. a. mod at holde en vis afstand - ofte 300 m - mellem et
vandindvindingsanlæg og et nedsivningsanlæg. De er hovedsagelig rettet mod
bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg, idet overlevelsestiden for
bakterier tilført grundvandet uden for disse afstande vil være mindre end
transporttiden fra nedsivningsanlæggene til vandindvindingsanlæggene. For at
sikre mod bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg kan det i nogle
tilfælde være nødvendigt at udstrække beskyttelsesområdet ud over disse
grænser, f. eks. i områder hvor vandindvindingen sker fra højtliggende
grundvand, eller indvindingen sker fra kalk- eller kridtlag med ringe
beskyttende overdækning. På den anden side kan det under visse omstændigheder
være forsvarligt at undtage visse bestående anlæg fra beskyttelsesområdets
forbud. Dette kan således være tilfældet for nedsivningsanlæg i passende
afstand fra en boring, når boringen er velbeskyttet af overliggende lerlag og
eventuelt har artetisk vandrejsning.
De nedsivningsanlæg, der forbydes inden for beskyttelsesområderne, bør
ikke omfatte nedsivningsanlæg for tagvand.
Beskyttelsesområder fastsat ud fra disse hensyn sikrer imidlertid ikke mod
følgerne af en langtidsvirkende kemisk forurening af grundvand som følge af
udledning af spildevand til jorden. Det skal derfor endvidere sikres, at der
ikke inden for hele vandforsyningsanlæggets indvindingsopland forekommer
afledning af så store mængder spildevand, at dette med tiden kan give
anledning til en kemisk kvalitetsforringelse af det grundvand, som indvindes
fra det påtænkte vandindvindingsanlæg. Såfremt der inden for
indvindingsoplandet forekommer afledning af spildevand til jorden fra områder
med samlet bebyggelse, bør der derfor foretages hydrogeologiske
undersøgelser, som belyser, om afledningen vil være forenelig med den
påtænkte vandindvinding. I modsat fald må områdets spildevandsbortskaffelse
løses ved en fælles ordning, f. eks. kloakering eller samletanke.
d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg
For overfladevandsanlæg, der kræver særlig rent vand, kan der fastlægges
et beskyttelsesområde langs vandløbsbredden efter miljøbeskyttelseslovens §
13, jfr. bekendtgørelsen § 17, litra h.
e. Fredningsbælter
Udover beskyttelsen mod forurenende nedsivning bør det for almene anlæg og
levnedsmiddelvirksomheder m. v., der omfattes af vandforsyningslovens § 20,
endvidere i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 14 fastsættes i tilladelsen,
at arealet omkring boringen skal være indhegnet inden for en afstand af
mindst 10 m fra boringen, at hegnet normalt skal holdes lukket, og at der på
dette areal ikke må gødes, bruges gifte eller bekæmpelsesmidler eller i
øvrigt anbringes eller bruges stoffer på en måde, der kan udsætte anlægget
for forurening. Omfatter beskyttelsesarealet en ejendom, der ikke ejes af
vandforsyningsanlægget, bør der dog ikke mod ejerens ønske stilles krav om
indhegning, men alene om forbud mod gødning m. v.; dette bør da også
tinglyses på vedkommende ejendom, jfr. bekendtgørelsens § 32, stk. 2. For
boringer ved anlæg, som ikke er almene vandforsyningsanlæg eller
levnedsmiddelvirksomheder, eller som ikke omfattes af vandforsyningslovens §
20, kan der stilles mindre krav til beskyttelsesarealet, men det bør også her
påses, at der er tilstrækkeligt friareal omkring boringen. For
markvandingsanlæg kan det være hensigtsmæssigt at fastlægge et
fredningsbælte, inden for hvilket gødning, gifte eller bekæmpelsesmidler ikke
må deponeres, dog uden at der stilles krav om indhegning. Der henvises også
om disse fredningsbælter til bekendtgørelsens § 17, litra h.
f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af indvindingsanlæg
For såvel grundvands- som overfladevandsanlæg kan der - navnlig for anlæg,
der kræver særlig rent vand - være tale om i medfør af
miljøbeskyttelseslovens § 14 at give andre påbud og forbud til sikring af
vandforsyningsanlægget, eventuelt mod erstatning, jfr. bekendtgørelsens § 17,
litra h. Der kan således være tale om påbud om fjernelse af bestående
møddinger eller olietankanlæg i nærheden af en boring.Der kan endvidere være
tale om at kræve bestående kloakledninger omlagt i særlig tætte rør inden for
en vis afstand fra en vandværksboring.
g. Andre vilkår for tilladelserne Efter § 17, litra i, skal den endelige
tilladelse indeholde en nærmere redegørelse for behandlingsanlægget. Man skal
i den forbindelse fremhæve, at også anden lovgivning end
vandforsyningslovgivningen, f. eks. byggeloven og arbejdsmiljøloven, kan
stille krav til behandlingsanlægget.
Efter § 17, litra j, kan der bl a. stilles krav om fremtidige
undersøgelser af det behandlede vand fra anlægget ud over, hvad der normalt
forlanges efter bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og
tilsyn med vandforsyningsanlæg. Efter vandforsyningslovens § 60 og
tilsynsbekendtgørelsens § 5 træffes sådanne bestemmelser om særlige
undersøgelser normalt af kommunalbestyrelsen. Der er imidlertid intet i vejen
for, at et amtsråd stiller krav om særlige undersøgelser allerede i
indvindingstilladelsen - f. eks. om et større antal kloridundersøgelser, når
der menes at være fare for indtrængen af saltvand i grundvandet.
Efter § 17, litra m, kan der, som hidtil, i tilladelserne stilles særlige
vilkår. Som sådanne særlige vilkår kan nævnes et vilkår angående
ledningsføringen, jfr. ovenfor under dette kapitels afsnit 1. Endvidere kan
der i særlige tilfælde være tale om at betinge en tilladelse af, at
vandforsyningsanlægget yder bidrag til enkelte grundejere, som har måttet
erstatte deres spildevandsnedsivningsanlæg med andre ordninger.
Kapitel 5
Behandlingen af sager om tilladelse til
bortledning m.v. af grundvand
1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse
Bestemmelserne i vandforsyningslovens § 26, hvorefter der kræves
tilladelse til bortledning m. v. af grundvand, er nye.
Bestemmelserne omfatter en række forskellige forhold, hvoraf man kan
nævne:
Bortpumpning af grundvand for at holde kældre tørre i områder med høj
grundvandsstand.
Bortpumpning af grundvand for at tørholde viadukter.
Bortpumpning m. v. af grundvand fra grusgrave og kridtbrud for at gøre det
muligt at indvinde grus og kridt i tør tilstand.
Sænkning af grundvandstanden som følge af råstofindvinding under
grundvandspejlet.
Bortpumpning m. v. af grundvand for at tørholde vejanlæg.
Gennemgravning af bakker i forbindelse med vejanlæg med den virkning, at
grundvandsstanden i det tilsluttende bakkedrag synker.
Midlertidig bortpumpning af grundvand for at holde jorden tør under
støbning af fundamenter til husbyggeri, byggeri af viaduktanlæg m.v., hvor
dette foretages i et sådant omfang eller på et sådant sted, at
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 26, stk. 2, ikke finder anvendelse.
Hvis en bortpumpning af grundvand under støbning af fundamenter eller for
at holde det endelige bygningsværk tørt indebærer risiko for skade på
omkringliggende bygninger, er forholdet tillige reguleret ved § 12 A i
byggeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 530 af 25. oktober 1976, hvorefter
kommunalbestyrelsen kan stille særlige krav til byggemetoden, herunder
eventuelt forbyde bortpumpning.
En række forhold er dog undtaget fra pligten til at søge tilladelse efter
vandforsyningslovens § 26. Dette gælder:
1) Midlertidige bortledninger, når bortledningen må antages at blive af
højst 2 års varighed, og bortledningen i hvert af disse år må antages højst
at omfatte 100.000 m3 grundvand, og der endvidere ikke inden for 300 m fra
bortledningsstedet findes anlæg til indvinding af grundvand, som efter deres
art er omfattet af vandforsyningslovens § 20. Der henvises herom til lovens §
26, stk. 2, 1. pkt. Reglen vil betyde, at en række mindre bortpumpninger
under støbning af fundamenter ikke vil kræve tilladelse efter
vandforsyningslovens § 26. I de tilfælde, hvor der ikke kræves tilladelse
efter vandforsyningsloven til midlertidige bortpumpninger i forbindelse med
byggeri, vil kommunalbestyrelsen dog kunne skride ind efter byggelovens § 12
A.
2) Bortledninger der må foretages, fordi der opstår mulighed for skade på
bestående vej- og jernbaneanlæg, jfr. vandforsyningslovens § 26, stk. 2, 2.
pkt.
3) Sænkning af grundvandsstanden, der foretages i dyrkningsøjemed efter
reglerne i vandløbsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september
1973. Herunder falder udgrøftning eller dræning til bestående vandløb uden
anvendelse af pumpeanlæg, jfr. vandløbslovens § 3, stk. 1, regulering af
vandløb og tørlægning af søer efter vandløbslovens §§ 18-34 og afvanding
gennem udpumpnings- og digeanlæg efter vandløbslovens §§ 51-61. Regulering af
vandløb, tørlægning af søer og afvanding gennem udpumpnings- og digeanlæg
kræver i stedet tilladelse efter vandløbsloven.
4) Bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden,
som foretages i forbindelse med statslige bygge- og anlægsarbejder, og som
ikke er undtaget fra pligten til at søge tilladelse i medfør af
vandforsyningslovens § 26, stk. 2. I disse tilfælde skal efter lovens § 27
den statslige myndighed ikke søge tilladelse hos amtsråd eller
kommunalbestyrelse efter vandforsyningsloven, men alene forhandle med
amtsrådet om spørgsmålet. Opstår der under forhandlingerne uenighed om,
hvilke foranstaltninger der skal foretages af hensyn til
vandforsyningsforholdene, skal spørgsmålet afgøres af miljøministeren.
Tilladelser efter vandforsyningslovens § 26 gives efter § 26, stk. 1, og
efter bekendtgørelsens §§ 18-19 af kommunalbestyrelsen, hvis bortledningen m.
v. må antages højest at udgøre 6.000 m3 årligt, og ellers af amtsrådet.
2. Ansøgninger om tilladelse
I bekendtgørelsens § 20 er der givet regler om, hvilke oplysninger der
skal gives i en ansøgning om tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. Der
skal så vidt muligt gives oplysning om grundvandsforholdene på stedet og skal
endvidere gives oplysning om bortledningen og dens formodede virkning. Hvis
der er tale om meget omfattende bortledninger, kan det være nødvendigt, at
ansøgeren lader foretage en særlig hydrologisk undersøgelse for at fremskaffe
oplysningerne. I almindelighed vil det dog antagelig være tilstrækkeligt, at
ansøgeren foretager et skøn ud fra foreliggende oplysninger.
3. Indholdet af tilladelserne
Regler herom er givet i bekendtgørelsens § 22.
Efter § 22, litra b, skal tilladelsen indeholde en fastsættelse af den
vandmængde, som tillades bortledt. Efter § 22, litra c, skal tilladelsen
endvidere indeholde en fastsættelse af den tilladelige sænkning af
grundvandsstanden eller den højest tilladelige bortledning pr. time.
Hvis der er tale om en simpel dræning, som ikke forudsætter bortpumpning
af vand, bør man normalt ikke kræve den afledte vandmængde målt, men bør
nøjes med at fastsætte den tilladelige sænkning af grundvandsstanden. I så
fald vil den vandmængde, som tillades bortledt efter § 22, litra b, alene
være bestemt af denne sænkning. Hvor stor en sænkning, der kan tillades, vil
afhænge af drænets placering og jordlagenes gennemtrængelighed.
Hvis der på den anden side er tale om bortpumpning af vand, bør den
tilladelige bortledning begrænses både ved fastsættelse efter § 22, litra b,
af den ialt tilladelige bortledning eventuelt bortledning pr. år - og ved
fastsættelse efter § 22, litra c, af den tilladelige grundvandsstandssænkning
eller den højest tilladelige bortledning pr. time. I særlige tilfælde bør man
i denne forbindelse stille krav om, at det bortledte vand måles, f. eks. med
en magnetisk flowmåler, idet en almindelig vandmåler som regel ikke vil være
praktisk anvendelig. I langt de fleste tilfælde vil det dog være
tilstrækkeligt at etablere en driftstimetæller eller en særskilt elmåler i
forbindelse med pumpen, som må afprøves, således at ydelsen pr. driftstime
eller pr. kWh er kendt.
Kontrollen med bortledningens størrelse må - på samme måde som i
forbindelse med tilladelse til vandindvinding - føres af brugeren eller
ejeren af bortledningsanlægget, men kommunalbestyrelsen kan kontrollere
målingerne i medfør af bekendtgørelsens § 44.
Efter § 22, litra d, kan der fastsættes særlige vilkår for tilladelsen,
herunder vilkår om en nærmere angiven afhjælpning af skade på anden ejendom.
Hvis en bortledning vil skade en nærliggende ejendoms vandindvinding, kan
det på denne måde gøres til et vilkår for tilladelsen til bortledning, at den
bortledende virksomhed skaffer den skadelidende ejendom en anden
vandforsyning. Et sådant vilkår bør dog kun stilles, hvis det er klart, at
den bortledende virksomhed skal betale alle udgifterne ved den ændrede
vandforsyning. Er dette ikke tilfældet - f. eks. fordi den nye vandforsyning
vil betyde en forbedring af den skadelidende ejendom, som ejendommens ejer
selv må yde bidrag til - bør der ikke stilles vilkår om afhjælpning, men den
skadelidende ejendoms ejer må henvises til selv at skaffe sig en ændret
vandforsyning og rejse erstatningskrav over for den bortledende virksomhed i
medfør af vandforsyningslovens § 28. Ved rejsning af sag om erstatning må
vandforsyningslovens § 23, stk. 3, efter miljøstyrelsens opfattelse kunne
anvendes analogt.
Hvis en bortledning ikke i første omgang vil medføre skade på anden
ejendom eller virksomhed, men dog vil omfatte så store vandmasser, at det vil
være ønskeligt at få dem nyttiggjort, f. eks. ved overpumpning til et
vandløb, der særligt trænger til forøgelse af sin vandføring, eller til et
alment vandforsyningsanlæg, der står over for en udvidelse af sin indvinding,
kan tilladelsen indeholde et vilkår herom. Der må herunder søges opnået
forlig om, i hvilket omfang udgiften ved vandoverførelsen bør afholdes af
bortledningsvirksomheden og i hvilket omfang af dem, der er interesserede i
vandløbet eller vandforsyningsanlægget. Kan forlig ikke opnås, må forholdet
fastlægges i bortledningstilladelsen, hvis afgørelse herom kan påklages på
sædvanlig måde.
Kapitel 6
Behandling af sager om inddragelse
af ejendomme under almene vandforsynings
anlæg efter vandforsyningslovens § 29
Bekendtgørelsens § 23 fastsætter, i hvilket omfang sager om inddragelse af
ejendomme under almene vandforsyningsanlæg efter vandforsyningslovens § 29
kan afgøres af kommunalbestyrelsen.
En forudsætning for kommunalbestyrelsens kompetence er, at der foreligger
tilstrækkeligt detaljerede bestemmelser i vandforsyningsplanen om, at det
almene anlæg skal forsyne det område, som tænkes inddraget under anlægget
efter lovens § 29, jfr. ovenfor under kapitel 2. Derimod behøver der ikke i
planerne at være truffet bestemmelse om, at inddragelse af området under det
almene anlæg skal kunne ske tvangsmæssigt i medfør af lovens § 29.
En afgørelse efter vandforsyningslovens § 29 omfatter normalt en
bestemmelse om, hvilket område der skal forsynes fra anlægget, og hvilke
ledninger der skal lægges ud i området. Herudover kan det i nogle tilfælde
være nødvendigt at forhøje det almene anlægs indvindingstilladelse eller
pålægge det at foretage udvidelse af sit hovedanlæg af hensyn til
forsyningen; sidstnævnte pålæg kan gives med hjemmel i vandforsyningslovens §
47. Spørgsmål om områdets forsyning fra anlægget og etablering af de
nødvendige ledninger hertil må afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune,
hvor området ligger. Bliver der behov for forøgelse af indvindingstilladelsen
eller udvidelse af hovedanlægget, må disse dele af sagen imidlertid besluttes
af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger. Hvis området og
anlægget ligger i forskellige kommuner, og den kommune, hvor det almene anlæg
ligger, ikke vil træffe de nødvendige bestemmelser, må denne del af
bestemmelserne træffes af amtsrådet.
Inden der træffes en afgørelse efter vandforsyningslovens § 29, bør der
normalt foretages en gennemgang af forholdene i området med beskrivelse af
karakteren af de enkeltanlæg, som ønskes erstattet med forsyning fra det
almene anlæg - herunder grundvandsstandens højde i brønde eller boringer og
for brønde endvidere brøndens dybde -, enkeltanlæggenes tekniske indretning
og deres beliggenhed i forhold til nedsivningsanlæg og andre
forureningskilder. Omfatter sagen et større antal ejendomme, vil det i reglen
være rigtigt at afholde et offentligt møde.
Kapitel 7
Behandlingen af sager om
inddragelse af vandindvindingstilladelse
efter vandforsyningslovens
§ 32 og om forsyningspligt m.v. efter
vandforsyningslovens kapitel 8
Bekendtgørelsens § 28 bestemmer, at sager om pligt for private anlæg til
at forsyne nærmere bestemte ejendomme, jfr. vandforsyningslovens § 45, stk.
1, kan afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen ligger,
under betingelser svarende til betingelserne i § 23. Må der i den forbindelse
træffes bestemmelse om forøgelse af indvindingstilladelsen for det anlæg, der
skal påtage sig forsyningen, eller om udvidelse af anlægget i medfør af
vandforsyningslovens § 47, kan disse spørgsmål afgøres af kommunalbestyrelsen
i den kommune, hvor anlægget ligger, under betingelser svarende til
betingelserne i § 23.
Kapitel 8
Spørgsmål om tinglysning og
udbetaling af vederlag
Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 43 om tinglysning og udbetaling af
vederlag bygger på de hidtidige regler for anlæg, der kræver
indvindingstilladelse fra amtsrådet.
§ 43, stk. 1, omfatter tinglysning angående
arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger til fordel for et
vandforsyningsanlæg, hvad enten rettigheden er erhvervet ved ekspropriation,
jfr. vandforsyningslovens §§ 37 og 38 og bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar
1980 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg, eller rettigheden er
erhvervet ved aftale.
Erhverves rettigheden ved ekspropriation, vil andre rettigheder over
ejendommen som regel vige for ekspropriationen, jfr. lovens § 37, stk. 2, 2.
pkt., og § 38, 2. pkt., og ekspropriationsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, 2.
pkt., og § 7, 2. pkt. Erhverves rettigheden ved aftale, men havde der været
hjemmel til at erhverve rettigheden ved ekspropriation, kan rettigheden i
medfør af vandforsyningslovens § 43 forlanges tinglyst med prioritet forud
for alle rettigheder i ejendommen. En rettighed, der er erhvervet ved aftale,
kan herefter kun tinglyses med en sådan prioritetsstilling, hvis
vandforsyningsanlægget har den fornødne tilladelse efter vandforsyningsloven,
og hvis rettigheden kunne eksproprieres efter vandforsyningslovens regler -
hvilket f. eks. ikke kan ske for byggegrunde eller grunde til boringer til
brug for private almene anlæg -. I bekendtgørelsens § 43, stk. 2, - som kun
omfatter aftalte rettigheder fastslås det, at tilladelsesmyndigheden til brug
for tinglysningen på begæring skal afgive en erklæring om, hvorvidt
tinglysningen efter myndighedens skøn kan ske med prioritet forud for alle
rettigheder i ejendommen i medfør af vandforsyningslovens § 43. Et yderligere
skøn, navnlig med hensyn til spørgsmålet om ekspropriationshjemmel, må ventes
udøvet af tinglysningsdommeren.
Bekendtgørelsens § 43, stk. 3 og 4, omfatter kun udbetaling af vederlag
for rettigheder, der er erhvervet ved aftale og tinglyst med prioritet forud
for andre rettighedshavere i medfør af lovens § 43. Der må i så fald tages et
særligt hensyn til disse andre rettighedshavere. Det bestemmes derfor - som
efter den tidligere ordning - at de vederlag, som skal ydes af private anlæg,
skal udbetales gennem kommunalbestyrelsen. Det bestemmes endvidere, på samme
måde som efter § 14 i bekendtgørelsen om ekspropriation til
vandforsyningsanlæg, at vederlaget med visse undtagelser skal udbetales til
de andre rettighedshavere i prioritetsfølge.
Kapitel 9
Tilsyn
I bekendtgørelsens § 44 er det fastsat, at når der i en afgørelse er
stillet vilkår eller givet påbud eller forbud, skal tilsynet med, at
vilkåret, påbudet eller forbudet overholdes, føres af kommunalbestyrelsen -
også når afgørelsen er truffet af amtsrådet -. Bestemmelsen er i
overensstemmelse med vandforsyningslovens § 65 og i vidt omfang med tidligere
lovgivning. Konstateres der overtrædelse af vilkår, påbud eller forbud, har
kommunalbestyrelsen i medfør af vandforsyningslovens § 65, stk. 2, adgang til
selv at lade vedkommende foranstaltning (f. eks. tilkastning af en brønd)
foretage for den ansvarliges regning. Er der tale om en indgribende
foranstaltning overfor et privat alment anlæg, vil det dog være rigtigst i
stedet at opnå dom over anlæggets ejer efter vandforsyningslovens § 66. Der
vil også kunne reageres mod en overtrædelse ved at anmelde forholdet til
politiet med anmodning om tiltalerejsning efter vandforsyningslovens § 84,
stk. 1, nr. 3 eller 4. Er det amtsrådet, der har fastsat vilkåret, påbudet
eller forbudet, bør kommunalbestyrelsen normalt ikke reagere, før den har
forelagt spørgsmålet for amtsrådet.
Kapitel 10
Ekspropriation
Regler om ekspropriation til fordel for vandforsyningsanlæg er givet i
vandforsyningslovens §§ 37-44. Efter lovens § 40, stk. 3, og § 42, stk. 2,
finder reglerne i §§ 47-49, 51, stk. 3-6 og 63-64 i lov om offentlige veje
(lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) tilsvarende anvendelse på
disse ekspropriationer. Nærmere regler om ekspropriationerne er i medfør af
vandforsyningslovens § 8 givet ved bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 1980 om
ekspropriation til vandforsyningsanlæg. Bekendtgørelsen svarer i vidt omfang
til den tidligere bekendtgørelse nr. 181 af 29. marts 1974 om ekspropriation
til vandforsyningsanlæg.
Med hensyn til den nye ekspropriationsbekendtgørelse bemærkes, at det
efter bekendtgørelsens §§ 6 og 7 er en betingelse for ekspropriation, at der
foreligger »den fornødne tilladelse til anlægget«. Enkelte almene
vandforsyningsanlæg virker kun som fordelingscentraler, der køber alt deres
vand fra et andet anlæg og derefter fordeler det gennem eget ledningssystem.
Sådanne vandforsyningsanlæg kræver ikke tilladelse efter vandforsyningsloven,
og der vil alligevel kunne eksproprieres til deres ledningsanlæg.
Efter bekendtgørelsens § 8 kan der i en række tilfælde foretages
opmålinger, nivellementer og andre undersøgelser i marken, før der udarbejdes
ekspropriationsplan. Sådanne undersøgelser bør om muligt foretages på
årstider, hvor de volder mindst mulig gene for afgrøder. Det samme gælder for
lægning af vandforsyningsledninger i marker.
Det fremgår af bekendtgørelsen, jfr. dens §§ 9-12, at der under en
ekspropriationssag kan være tale om tre parter, nemlig
ekspropriationsmyndigheden (i almindelighed kommunalbestyrelsen), rekvirenten
(der med hensyn til private vandforsyningsanlæg og vandforsyningsanlæg, der
ejes af fremmed kommune, ikke vil være identisk med
ekspropriationsmyndigheden) og grundejeren. Det skal fremhæves, at
ekspropriationsmyndigheden, når den ikke er identisk med anlæggets ejer, i
betydelig grad må inddrage anlæggets ejer i sagsbehandlingen. Det vil
antagelig således i praksis blive vandforsyningsanlæggets ejer, der må
redegøre for de ønskede foranstaltninger, og når der skal stilles forslag om
forlig om ekspropriationernes udstrækning og erstatningernes størrelse, vil
vandforsyningsanlæggets stilling til spørgsmålet være af væsentlig betydning.
Bekendtgørelsens §§ 9 og 10 giver regler om afholdelse af en
åstedsforretning. Begrebet »åstedsforretning« omfatter ikke alene
det møde på åstedet, hvor forholdene besigtiges, men også det
forhandlingsmøde, som - eventuelt på et andet tidspunkt og sted - afholdes i
forbindelse med besigtigelsesmødet.
I bekendtgørelsens § 9, stk. 4, er det i overensstemmelse med den
tidligere ekspropriationsbekendtgørelse bestemt, at forudgående indvarsling
til den åstedsforretning, som skal afholdes i forbindelse med
ekspropriationen, normalt ikke skal sendes til panthaverne i de respektive
ejendomme. Det kan herom bemærkes, at særskilt indvarsling af panthavere kun
bør ske, hvis ejendommen er så højt behæftet, at panthaverne har en reel
interesse i ekspropriationssagen.
I bekendtgørelsens § 10, stk. 3, er det i overensstemmelse med vejlovens §
48, stk. 2, bestemt, at mødelederen under åstedsforretningen kan fremsætte
forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter,
som dette omfatter. Det skal fremhæves, at det for at undgå en særlig
erstatningssag vil være ønskeligt, at der altid søges forlig om
erstatningerne i forbindelse med ekspropriationssagen. Forliget bør ikke
alene omfatte spørgsmålet om erstatningernes størrelse, men også om, hvorvidt
ekspropriationen, bl. a. under hensyn til erstatningernes størrelse, bør
udstrækkes ud over det egentlig nødvendige i medfør af bekendtgørelsens § 12,
stk. 2-5. Hvis der på denne måde opnås forlig om en udvidelse af
ekspropriationen, kan denne udvidelse medtages under kommunalbestyrelsens
ekspropriationsbeslutning efter bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Overenskomster
om erstatninger skal derimod ikke omfattes af ekspropriationsbeslutningen,
men formuleres som overenskomster, der er godkendt af anlægget, jfr.
bekendtgørelsens § 10, stk. 3 og 5, og § 11, stk. 2.
I bekendtgørelsens § 14 er det fastsat, at erstatninger, der skal udredes
af offentlige vandforsyningsanlæg, udbetales af anlæggets ejer, medens
erstatninger, der skal udredes af private anlæg, betales gennem
kommunalbestyrelsen. Kravet om udbetaling gennem kommunalbestyrelsen skyldes,
at udbetalingen skal ske med hensyntagen til panthavere og andre
rettighedshavere i ejendommene, jfr. ovenfor i kapitel 8. For at lette
kommunalbestyrelsernes udbetaling af erstatningerne bestemmes det i
bekendtgørelsens § 11, stk. 1, at det i ekspropriationsbeslutningen vil kunne
pålægges et privat anlæg at stille sikkerhed for erstatningerne.
Miljøstyrelsen den 28. februar 1980
Jens Kampmann
/ Erling Rørdam
Indholdsfortegnelse
KAPITEL 1. Indledning
KAPITEL 2. Myndighederne
KAPITEL 3. Almindelige regler om sagernes behandling
1. Indsendelse af ansøgninger
2. Sagens behandling
3. Afholdelse af møder m.v.
4. Meddelelse af påbud og forbud
5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning
6. Tilladelser efter anden lovgivning
KAPITEL 4. Behandlingen af sager om tilladelse til vandindvinding og
til anlæg til brug for vandindvindingen
1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget
2. Foreløbige og endelige tilladelser
3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse
4. Indholdet af den foreløbige tilladelse
5. Ansøgninger om endelig tilladelse til vandindvinding og til
vandindvindinsanlægget
6. Indholdet af den endelige tilladelse
a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding
pr. time
b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb
c. Beskyttelsesområder for grundvand
d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg
e. Fredningsbælter
f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af
indvindingsanlæg
g. Andre vilkår for tilladelserne
KAPITEL 5. Behandlingen af sager om tilladelse til bortledning m.v.
af grundvand
1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse
2. Ansøgninger om tilladelse
3. Indholdet af tilladelserne
KAPITEL 6. Behandling af sager om inddragelse af ejendomme under
almene vandforsyningsanlæg efter
vandforsyningslovens § 29
KAPITEL 7. Behandlingen af sager om inddragelse af
vandindvindingstilladelse efter vandforsyningslovens
§ 32 og om forsyningspligt m.v. efter
vandforsyningslovens kapitel 8
KAPITEL 8. Spørgsmål om tinglysning og udbetaling af vederlag
KAPITEL 9. Tilsyn
KAPITEL 10. Ekspropriation
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om inhabilitet og tilladelse til grundvandssænkning i forbindelse med indvinding af råstoffer under grundvandsspejlet Domsdatabasen · 14. oktober 2022
- Cirkulære om vandindvindings- og vandforsyningsplanlægning (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet) Retsinformation · 11. juni 1980
- Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning Retsinformation · 28. juni 2025
- Et bindende svar om, hvorvidt afståelse af arealer enten kan ske skattefrit på ekspropriationslignende vilkår efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk.… Landsskatteretten · 16. november 2016
- Vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg Retsinformation · 6. november 1998
- Bekendtgørelse af lov om vandforsyning m.v. Retsinformation · 12. november 2024