Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Gældende CIR nr 64 af 28/02/1980CirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet11. juni 1980

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og

hovedstadsrådet)

Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Indledning

Ved bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og

vandforsyning er der i medfør af vandforsyningslovens §§ 6, 8, 70 og 78, stk.

5, givet regler om behandlingen af følgende konkrete sager efter

vandforsyningsloven:

Sager om tilladelse til vandindvinding og til anlæg i forbindelse med

vandindvindingen, jfr. lovens kapitel 4.

Sager om tilladelse til bortledning m.v. af grundvand, jfr. lovens § 26.

Sager om inddragelse af ejendomme under almene vandforsyningsanlæg, jfr.

lovens § 29.

Sager om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser efter lovens § 32

og om forsyningspligt m.v. efter lovens kapitel 8.

Bekendtgørelsen omfatter kun behandlingen af disse sager i 1. instans. Der

er således - som hidtil - ikke givet regler om behandlingen af sager, der er

påklaget til miljøstyrelsen eller miljøministeren. Regler om klagesagers

behandling i miljøankenævnet er givet ved bekendtgørelse nr. 372 af 16. juli

1975 af forretningsorden for miljøankenævnet som ændret ved bekendtgørelse

nr. 69 af 1. marts 1977 og bekendtgørelse nr. 492 af 20. september 1978.

Kapitel 2

Myndighederne

Myndigheden til at træffe afgørelse i 1. instans-sager, der omfattes af

bekendtgørelsen, ligger efter loven hos amtsrådet - heri indbefattes i det

følgende for hovedstadsrådets vedkommende hovedstadsrådet - eller hos

kommunalbestyrelsen. Med hensyn til sager om tilladelse til indvinding og til

Læs alt

anlæg til brug for indvindingen og sager om tilladelse til bortledning m. v.

af grundvand er der i lovens §§ 19-21 og 26 foretaget en fordeling af sagerne

mellem amtsrådet og kommunalbestyrelserne, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 1,

litra a og b, og § 18. Efter lovens §§ 29, 32 og kapitel 8 er afgørelserne

henlagt til amtsrådet.

Loven indeholder imidlertid i § 6 en almindelig bemyndigelse for

miljøministeren til efter forhandling med de kommunale organisationer at

bestemme, at de beføjelser, der efter lovens kapitler 4, 6 og 8 er henlagt

til amtsrådet, kan udøves af kommunalbestyrelsen, når der foreligger

godkendte planer. Denne bemyndigelse til at henlægge yderligere sager til

kommunalbestyrelsens afgørelse er udnyttet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1,

litra c, angående vandindvinding og anlæg hertil, bekendtgørelsens § 23 om

inddragelse af ejendomme under vandværksforsyning og bekendtgørelsens § 28

angående sager efter vandforsyningslovens § 45, stk. 1, om private

vandforsyningsanlægs forsyningspligt.

Det er en forudsætning for henlæggelse af disse yderligere sager under

kommunalbestyrelsen, at der er truffet bestemmelse om det pågældende anlæg og

dets indvinding i en godkendt vandforsyningsplan, samt at planen har en vis

detaljeringsgrad. Det er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra c, §

23, stk. 4, og § 28, jfr. § 23, stk. 4, at amtsrådet kan bestemme, at visse

sager ikke skal kunne afgøres af kommunalbestyrelsen, uanset at

vandforsyningsplanen indeholder detaljerede bestemmelser om forholdet. Der

kan være tale om at tage et sådant forbehold i et område, hvor virkningerne

af en vandindvinding er så usikre, at der må foretages en vidtgående

hydrologisk efterprøvning i forbindelse med tilladelsessagen. Forbeholdet bør

også tages, hvis det vandforsyningsanlæg, som vandforsyningsplanen indeholder

detaljerede bestemmelser om, tilhører en anden kommune end indvindingsstedets

kommune.Sådanne forbehold fra amtsrådets side bør normalt tages i forbindelse

med behandlingen af vandforsyningsplanen eller af et senere tillæg til

vandforsyningsplanen. Amtsrådet kan dog tage forbeholdet senere, når f. eks.

vandressourceforholdene eller vandkvalitetsforholdene gør det nødvendigt.

Efter lovens §§ 19 og 21, »kan« kommunalbestyrelsen meddele

tilladelse til indvinding og til etablering af indvindingsanlæg, når det

drejer sig om visse mindre vandforsyningsanlæg, medens amtsrådet i øvrigt

efter §§ 20 og 21 »meddeler« tilladelse til indvindingen og

anlægget. Heri ligger, at kommunalbestyrelsen er beføjet til at behandle

sager efter § 19, jfr. § 21, men at kommunalbestyrelsen, hvis den ønsker det,

kan nægte at behandle sagen og henvise sagen til behandling hos amtsrådet.

Denne ordning, der stemmer med den hidtidige lovgivning, har navnlig den

betydning, at den giver mulighed for en let løsning af kompetencetvivl - f.

eks. tvivl om, hvorvidt et anlæg kan nøjes med en indvinding på 3.000 m3 vand

om året efter lovens § 19, nr. 1, eller om anlægget kan forsyne hele

bebyggelsen efter § 19, nr. 2, - ved altid at gøre amtsrådet kompetent.

Ordningen gentages i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra a-c og i

bekendtgørelsens § 23 og § 28, jfr. § 23.

Derimod giver bekendtgørelsens § 19 - i overensstemmelse med lovens § 26,

stk. 1, - ikke kommunalbestyrelsen mulighed for at afvise sager om tilladelse

til midlertidig eller varig bortledning af grundvand eller anden sænkning af

grundvandsstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder m. v. Reglen om

kommunalbestyrelsens kompetence er her så rummeligt formuleret, at der

antagelig ikke bliver spørgsmål om kompetencetvivl.

Efter lovens § 18, stk. 2, kan indvinding af grundvand på egen grund til

husholdningsbrug i enkelte husholdninger ske uden indvindingstilladelse.

Endvidere kan bredejere uden tilladelse indvinde overfladevand til

kreaturvanding, jfr. § 18, stk. 3. Al anden indvinding kræver tilladelse fra

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jfr. lovens §§ 19 og 20.

Efter lovens § 21 må anlæg til brug for indvindingen ikke etableres eller

på væsentligt måde udbedres eller ændres, »før kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet, jfr. §§ 19 og 20, har meddelt tilladelse hertil«. I

overensstemmelse med den hidtidige retstilstand, som lovens § 18, stk. 2,

bygger på, er det miljøstyrelsens opfattelse, at § 21 omfatter ikke alene

anlæg, hvortil der kræves indvindingstilladelse efter §§ 19 eller 20, men

også anlæg, som efter § 18, stk. 2, er fritaget for indvindingstilladelse.

Tilladelser til etablering af indvindingsanlæg, herunder godkendelse af

borestedets placering, skal i de tilfælde, hvor selve indvindingen kan ske

uden tilladelse i medfør af § 18, stk. 2, som hidtil meddeles af

kommunalbestyrelsen. Dette er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Kapitel 3

Almindelige regler om sagernes

behandling

Almindelige regler om behandlingen af sager om foreløbige tilladelser til

vandindvinding er givet i bekendtgørelsens §§ 8-13. Bekendtgørelsens § 16 om

behandling af sager om endelige tilladelser til vandindvinding og anlæg til

brug for indvindingen henviser til §§ 8-13 og giver derudover i stk. 2 og 3

nogle yderligere regler. Bekendtgørelsens andre bestemmelser om

sagsbehandlingen henviser i større eller mindre grad til §§ 8-13 og 16, jfr.

bekendtgørelsens §§ 21, 26 og 30.

1. Indsendelse af ansøgninger

En ansøgning om tilladelse til vandindvinding og tilhørende anlæg eller

til bortledning m. v. af grundvand skal altid indsendes til vedkommende

kommunalbestyrelse, jfr. §§ 8 og 21. Hvis kommunalbestyrelsen ikke selv er

tilladelsesmyndighed, videresender kommunalbestyrelsen sagen til amtsrådet

med sin indstilling. Når det vil tage nogen tid for kommunalbestyrelsen at

udarbejde en indstilling, kan det være hensigtsmæssigt, at

kommunalbestyrelsen straks videresender ansøgningen til amtsrådet med nogle

foreløbige bemærkninger og først senere sender en egentlig indstilling til

amtsrådet.Hvis der ikke er tale om en ansøgning, men om en afgørelse af et

strukturelt spørgsmål, bør spørgsmålet rejses direkte overfor den kompetente

myndighed.

2. Sagens behandling

Når en sag er modtaget af den kompetente myndighed, sammenholder

myndigheden sagen med godkendte eller foreslåede vandindvindings- og

vandforsyningsplaner og planer for råstofindvinding. Myndigheden kan indhente

yderligere oplysninger, og den indhenter endvidere udtalelser fra andre

interesserede myndigheder, jfr. §§ 9 og 10. Herved forstås navnlig

kommunalbestyrelser og amtsråd, som antages interesseret i indvinding i

området. Herudover tænkes der også på eventuelle statslige myndigheder med en

særlig interesse i den pågældende indvinding, f. eks. Statsskovvæsenet. I

overensstemmelse med de hidtil gældende regler om amtsrådenes behandling af

indvindingssager fastsættes det i § 9, at amtsrådet kan pålægge vedkommende

kommunalbestyrelse at tilvejebringe de yderligere oplysninger, som amtsrådet

ønsker.

Når de fornødne oplysninger og udtalelser er tilvejebragt, kan

afgørelsesmyndigheden, som det fremgår af indledningen til § 11, bestemme, at

sagen ikke skal fremmes.

Mener afgørelsesmyndigheden på den anden side, at sagen skal fremmes, skal

myndigheden i de nedenfor nævnte tilfælde offentliggøre en meddelelse om

sagen med fremhævelse af muligheden for at gøre indsigelse. Denne ordning

gælder for det første for sager om indvindingstilladelse, der omfattes af

vandforsyningslovens § 20, jfr. bekendtgørelsens § 11. Ordningen gælder

derimod ikke for sager efter vandforsyningslovens § 21 om tilladelse til et

anlæg til brug for indvinding. Pligt til at offentliggøre en meddelelse om

sagen foreligger endvidere i sager om bortledning m. v. af grundvand, når

sagen henhører under amtsrådet, jfr. bekendtgørelsens § 21, og i sager om

tvungen vandværksforsyning, jfr. bekendtgørelsens § 26. Sager om ændringer af

vandforsyningsstrukturen efter vandforsyningslovens § 32 og lovens kapitel 8

vil ofte kun have betydning for en begrænset kreds, og bekendtgørelsen giver

ingen regel om forudgående offentlig meddelelse om disse sager. Det skal

imidlertid fremhæves, at afgørelsesmyndigheden kan udsende forudgående

offentlig meddelelse om en sag, selv om bekendtgørelsen ikke stiller krav om

det.

3. Afholdelse af møder m. v.

Det vil ofte være nødvendigt at drøfte sagen skriftligt eller mundtligt

med ansøgere eller andre parter. Der kan også være tale om at holde egentlige

møder med parterne, og i sager af større lokal betydning - f. eks. sager om

tilladelse til større vandindvinding, sager om tvungen vandværksforsyning for

et større antal ejendomme og sager om større omstrukturering af almene

vandforsyningsanlæg - kan der være behov for under sagen at afholde et

offentligt møde. En regel om afholdelse af møder, eventuelt offentlige møder,

findes i bekendtgørelsens § 12. Indkaldelsen til det offentlige møde kan

eventuelt kombineres med udsendelsen af den offentlige meddelelse om sagen.

Bekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelse om besigtigelse af forholdene på

stedet. Det vil imidlertid ofte være af stor værdi, at afgørelsesmyndigheden

besigtiger forholdene.

4. Meddelelse af påbud eller forbud

I en række tilfælde vil en afgørelse indbefatte, at der gives påbud eller

forbud til enkeltpersoner, f. eks. påbud om foranstaltninger til beskyttelse

af vandet i et vandindvindingsanlæg mod forurening eller påbud om tilkastning

af overflødige brønde. Ofte vil sådanne spørgsmål blive drøftet med de

berørte grundejere på møder. Sker dette ikke, må de berørte grundejere

normalt underrettes skriftligt og have adgang til at udtale sig, før der

træffes bestemmelse om påbud eller forbud, jfr. bekendtgørelsens § 16, stk.

2.

Hvad særligt angår de beskyttelsesforanstaltninger, der består i forbud

mod nedsivning i en vis afstand fra et indvindingsanlæg for grundvand, jfr.

miljøbeskyttelseslovens § 12, er det kun nødvendigt at indkalde grundejere

eller underrette dem skriftligt, hvis der på den pågældende ejendom findes et

nedsivningsanlæg, som vil blive ramt af forbudet. Har en ejendom, som vil

blive omfattet af forbudet, ikke, når sagen verserer, et sådant

nedsivningsanlæg, er det ikke nødvendigt at indkalde eller underrette

ejendommens ejer, idet han ikke har nogen ret til at oprette et

nedsivningsanlæg på ejendommen. Tænkes der etableret et beskyttelsesområde

for en overfladevandindvinding efter miljøbeskyttelseslovens § 13, skal

samtlige grundejere i området indkaldes eller underrettes, da

beskyttelsesområdet vil gribe ind i deres lovlige råden over deres ejendomme.

De pågældende grundejere skal underrettes om afgørelsen i sagen, jfr.

bekendtgørelsens § 32, stk. 2.

5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning

En gennemførelse af en vandindvinding kan nødvendiggøre en ekspropriation

efter lovens kapitel 7, og en vandindvinding, en bortledning af grundvand

eller en strukturel ændring af vandforsyningen kan medføre et

erstatningskrav, jfr. lovens §§ 23, 28 og 30-32.

Spørgsmål om gennemførelse af ekspropriationer efter loven afgøres som

hovedregel af kommunalbestyrelserne. Spørgsmål om ekspropriationserstatninger

og de ovennævnte andre erstatningsspørgsmål afgøres efter loven i mangel af

enighed af landvæsensretterne. Bekendtgørelsen opfordrer som hidtil den

myndighed, der træffer afgørelse om tilladelsen eller den strukturelle

ændring, til at afklare ekspropriationsspørgsmål og erstatningsspørgsmål og

om muligt at søge at opnå et forlig om forholdene, jfr. bekendtgørelsens § 13

og § 16, stk. 3. Opnås der ikke forlig, må afgørelsesmyndigheden i sin

afgørelse gøre opmærksom på, hvorledes ekspropriationen kan gennemføres, samt

at erstatningsspørgsmålet kan indbringes for landvæsenretten, jfr.

bekendtgørelsens § 33, stk. 2 og 3.

6. Tilladelser efter anden lovgivning

Etableringen af et vandforsyningsanlæg forudsætter ofte - foruden

tilladelse efter denne bekendtgørelse - tilladelse eller godkendelse efter

andre lovbestemmelser. Blandt tilladelser i medfør af bestemmelser udenfor

vandforsyningsloven kan nævnes, at et byggeri kræver tilladelse fra

kommunalbestyrelsen i medfør af byggeloven, at opførelse af vandværker i

landzoner kræver tilladelse fra amtsrådet i medfør af by- og landzoneloven,

at nedlæggelse af vandledninger i veje kræver tilladelse af vejens ejer eller

vedkommende vejmyndighed, og at planer for almene vandforsyningsanlæg, der

skal forsyne tættere bebyggede områder, skal forelægges kommunalbestyrelsen

som brandmyndighed, jfr. brandlovsbekendtgørelse nr. 641 af 29. december 1976

§ 13 og cirkulære nr. 155 af 28. juli 1976. Hydroforer på vandforsyningsanlæg

skal være typegodkendt, eventuelt særligt besigtiget og godkendt af

arbejdstilsynet i medfør af § 11 i bekendtgørelse nr. 566 af 22. december

1971 om trykbeholdere m. v. på landjorden, (der er opretholdt efter

ikrafttrædelsen af arbejdsmiljølov nr. 681 af 23. december 1975 ved

bekendtgørelse nr. 321 af 21. juni 1977), og hydroforanlæg bør i alle

tilfælde anmeldes til arbejdstilsynets stedlige kreds. Ved projekter til

vandforsyningsanlæg, der beskæftiger et fast personale, kan det være

hensigtsmæssigt i det hele at forelægge planerne for arbejdstilsynets

stedlige kreds, før arbejdet iværksættes. Det er fremhævet i bekendtgørelsens

§ 35, at en tilladelse efter bekendtgørelsen ikke fritager for at søge om de

tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning. I praksis henvises i

reglen ikke i tilladelserne efter bekendtgørelsen til nødvendigheden af at

søge disse andre tilladelser.

Kapitel 4

Behandlingen af sager om tilladelse

til vandindvinding og til anlæg til brug for

vandindvindingen

1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget

Den hidtidige vandforsyningslovgivning har kun stillet krav om tilladelse

til selve vandindvindingen, men ikke til de anlæg, som skal benyttes til

indvindingen. (Der er dog i indvindingstilladelserne ofte stillet betingelser

også med hensyn til anlæggene).

Efter vandforsyningsloven af 1978 kræves derimod tilladelse både til

indvindingen og til de anlæg, der skal bruges til indvindingen, herunder også

til væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæggene, jfr. lovens §§

19-21. Ved »vandindvindingsanlæg« forstås efter bemærkningerne til

lovforslagets § 21 ikke alene indvindingsanlæg efter sædvanlig teknisk

sprogbrug - omfattende boringer og brønde og indtagningsanlæg for

overfladevand - men også vandbehandlingsanlæg og anlæg til udpumpning fra

behandlingsanlægget, incl. eventuelle rentvandsbeholdere.

Forsyningsledningerne for et anlæg, der forsyner flere ejendomme, omfattes

derimod ikke af lovens ord »indvindingsanlæg«, og det er tanken, at

anlæg af forsyningsledninger i det væsentligste skal reguleres gennem

bestemmelser i vandforsyningsplanerne. Der er imidlertid ikke noget til

hinder for, at der i forbindelse med en tilladelse til et anlæg stilles

vilkår også med hensyn til forsyningsledninger, hvis dette må anses for

hensigtsmæssigt i det enkelte tilfælde. Baggrunden for, at der kræves

tilladelse til etablering af anlæggene, er dels at sikre, at der kun i det

nødvendigste omfang foretages investering i et anlæg, før det er klart, at

der vil blive givet indvindingstilladelse, og dels at give mulighed for

kontrol med, at anlæggene indrettes hensigtsmæssigt. Kravet om tilladelse til

væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæg har en parallel i de

hidtidige regler om tilladelse til væsentlig udbedring og væsentlig ændring

af brønde og boringer, men ordningen omfatter efter loven af 1978 hele

anlægget. Man vil herved dels kunne kontrollere, at de påtænkte ændringer er

teknisk tilfredsstillende, dels eventuelt kunne forhindre væsentlige

nyinvesteringer i ældre anlæg, dersom andre anlæg i området er tilstrækkelige

til områdets vandforsyning, og vandforsyningsplanen forudser, at forsyningen

efterhånden skal gå over til andre anlæg.

Bemærkningerne til vandforsyningslovforslaget giver en vejledning om, hvad

der skal forstås ved »på væsentlig måde udbedres eller ændres« i

lovens § 21, stk. 1. Der vil herefter være tale om en væsentlig udbedring

eller ændring, hvis der skal foretages en ny boring for et eksisterende

indvindingsanlæg - uanset om det sker til afløsning af en tidligere boring -

og hvis der skal foretages væsentlige ændringer i anlæggets

behandlingsafsnit, f. eks. opførelse af en ny behandlingsbygning eller

opførelse af en rentvandsbeholder i stedet for en tidligere hydrofor. Derimod

vil f. eks. udskiftning af en pumpe næppe være en væsentlig udbedring eller

ændring. Efter miljøstyrelsens mening vil også etablering af et nyt

filteranlæg ved et alment vandforsyningsanlæg være en væsentlig udbedring

eller ændring; derimod ikke udskiftning af filtret i en boring med

bibeholdelse af det tidligere forerør; ej heller udskiftning af en hydrofor

med en ny hydrofor. Når det drejer sig om mindre vandindvindingsanlæg, vil

udbedringen eller ændringen ikke kræve tilladelse i samme grad som ved større

anlæg. Miljøministeren har ved lovsagens behandling i folketinget udtalt, at

der ikke kræves tilladelse til et nyt filteranlæg eller udpumpningsanlæg ved

et vandindvindingsanlæg, der forsyner højest 4 husstande, og at der normalt

ikke kræves tilladelse til reparation eller uddybning af eksisterende brønde.

Miljøstyrelsen skal dog anføre, at der efter styrelsens mening kræves

tilladelse til etablering af en boring i stedet for en eksisterende brønd,

herunder etablering af en boring i bunden af brønden. I det hele må det efter

styrelsens mening være afgørende, om der er tale om en fornyelse,som har en

sådan økonomisk eller teknisk rækkevidde, at tilladelsesmyndigheden bør have

lejlighed til at overveje anlæggets betimelighed påny.

Ved lovens § 21, stk. 2, er der gjort en undtagelse fra pligten til at

søge tilladelse til en væsentlig udbedring eller en væsentlig ændring af

bestående anlæg, nemlig når udbedring eller ændring er nødvendig for at

opretholde en bestående forsyning.I så fald kan der uden tilladelse etableres

en ny brønd eller boring inden for en afstand af 5 m fra det hidtidige

indvindingssted. Arbejdet skal dog anmeldes til tilladelsesmyndigheden, inden

det påbegyndes. Bestemmelsen giver en vid adgang til uden tilladelse at

foretage boringer til erstatning for sammenbrudte eller udtørrede boringer

eller brønde, som ikke kan undværes selv i en kortere tid. Efter lovens § 21,

stk. 3, kan tilladelsesmyndigheden dog bestemme, at etablering, udbedring

eller ændring af en brønd eller boring uanset bestemmelserne i stk. 2 kun må

ske med tilladelse efter stk. 1. Ministeren har under behandlingen af

lovsagen udtalt, at en bestemmelse efter § 21, stk. 3, må have en konkret

begrundelse af vandforsyningsmæssig karakter - og altså ikke kan træffes i

almindelighed f. eks. for hele kommunen eller for visse arter af anlæg -. §

21, stk. 3, kan efter miljøstyrelsens mening anvendes f. eks. for bestemte

ejendomme, hvis brønde ligger på forureningsudsatte steder, hvor en

erstatningsboring ikke bør etableres, eller for almene vandforsyningsanlæg,

hvis boringer ligger vel nær en kirkegård eller et kloaksystem og derfor bør

flyttes til et fjernere sted, når lejlighed gives, eller for ejendomme, som

ligger op til en vandforsyningsledning og bør tage deres vand fra ledningen,

når deres egne anlæg bryder sammen.

En bestemmelse fra kommunalbestyrelsen efter § 21, stk. 3, kan påklages

til miljøstyrelsen efter lovens almindelige klageregler.

For større vandindvindingsanlæg, hvor der regelmæssigt foretages

udbedringer og ændringer, der omfattes af § 21, stk. 1, f. eks. udskiftninger

af boringer, kan det være praktisk, at der søges om og gives en generel

tilladelse til at udføre arbejder af en nærmere angivet art i stedet for at

behandle hvert enkelt arbejde særskilt.

2. Foreløbige og endelige tilladelser

For at sikre, at der, så længe indvindingstilladelse ikke er givet, kun i

det nødvendigste omfang foretages investeringer i anlægget, sondres der i

bekendtgørelsens bestemmelser om tilladelse til indvinding og

vandindvindingsanlæg mellem foreløbige og endelige tilladelser. Der skal

normalt i første omgang kun ansøges om en foreløbig tilladelse, jfr.

bekendtgørelsens §§ 5 og 6. Når ansøgningen om en foreløbig tilladelse er

indkommet, undersøger tilladelsesmyndigheden, om det - på grundlag af

foreliggende planer eller andre forhold overhovedet er muligt at godkende et

anlæg af den ønskede størrelse på det pågældende sted. Hvis det anses for

muligt at imødekomme ansøgningen, giver tilladelsesmyndigheden den foreløbige

tilladelse, som kun betyder, at ansøgeren kan arbejde videre med sagen,

herunder foretage boringer og afprøve dem i det omfang, den foreløbige

tilladelse giver adgang til det. Når boringen, eventuelt også prøvepumpning

af boringen og andre undersøgelser, er foretaget og sagen er viderebehandlet,

kan ansøgeren derefter indgive ansøgning om endelig tilladelse, som

tilladelsesmyndigheden så tager stilling til.

Denne todeling af tilladelsesproceduren vil dog ikke altid være nødvendig.

I områder, hvor der foreligger så fyldestgørende oplysninger fra

omkringliggende vandindvindingsanlæg, at tilladelsesmyndigheden anser det for

muligt at bedømme virkningerne af det ansøgte indvindingsanlæg, uden at der

tilvejebringes yderligere oplysninger, kan den give endelig tilladelse uden

først at give en foreløbig tilladelse. Dette vil f. eks. ofte gælde for sager

om tilladelse til markvandingsanlæg.En sag om tilladelse til udskiftning af

boringer for et stort vandforsyningsanlæg vil kunne behandles under en

sagsbehandling, hvis der ikke er tale om flytning af boresteder over store

afstande. Ønskes der kun tilladelse til ændring af anlægget uden forhøjelse

af indvindingen og uden flytning af indvindingsstedet, kan sagen normalt også

behandles under en sagsbehandling.

Bekendtgørelsen giver forskellige regler om indholdet af en ansøgning om

foreløbig indvindingstilladelse (§ 7), om indholdet af den foreløbige

tilladelse (§ 14), om indholdet af en ansøgning om endelig tilladelse (§ 15),

og om indholdet af den endelige tilladelse (§ 17). Reglerne om indholdet af

tilladelserne må sammenholdes med de almindelige regler i bekendtgørelsens §§

32-34 om affattelse og meddelelse af afgørelser.

Reglerne om indholdet af ansøgninger og tilladelser er affattet med

henblik på tilfælde, hvor der er tale om nyetablering eller væsentlige

udvidelser af anlæg. Er der tale om mere begrænsede ændringer af bestående

anlæg, kan indholdet indskrænkes tilsvarende

3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse

Med hensyn til indholdet af ansøgningen om foreløbig tilladelse skal det

fremhæves, at ansøgningen for almene vandforsyningsanlægs vedkommende bl. a.

skal indeholde oplysninger om antallet af forbrugere, fordelt på

forbrugerkategorier. Forbrugerantallet kan f. eks. tænkes delt op på antallet

af husstande i helårsbeboelser bortset fra landbrug - eventuelt med særlige

oplysninger om antallet af husstande i etageejendomme -, antallet af

fritidshuse, antallet af landbrug og husstande i landbruget, og antallet af

andre erhvervsvirksomheder, som får vand fra det almene vandforsyningsanlæg.

Anvisninger på, hvorledes vandforbruget kan fastsættes for forskellige

forbrugergrupper, er givet i miljøstyrelsens vedledning om

vandforsyningsplanlægning, 2. del, afsnit 2, og 3. del (januar 1979), afsnit

3.4 og i Dansk Ingeniørforenings norm for vandforsyningsanlæg for

enkeltejendomme, januar 1978 (DS 441), afsnit 2.5, og Dansk Ingeniørforenings

norm for fælles vandforsyningsanlæg, april 1978 (DS 442) afsnit 2.5.

Herudover kan vandindvindings- eller vandforsyningsplanerne indeholde

bestemmelser om størrelsen af forskellige enhedsforbrug.

Ansøgningen skal endvidere indeholde en skønsmæssig angivelse af

mulighederne for at indvinde den ansøgte vandmængde og af følgevirkningerne

af indvindingen og - om muligt oplysning om vandtypens egnethed. Angivelsen

af mulighederne for at indvinde den ønskede vandmængde og af

følgevirkningerne kan gives rent overslagsmæssigt.

Ansøgningen skal derudover indeholde oplysninger om nærmere angivne

forurenende forhold, som ansøgeren er bekendt med. Det bemærkes i denne

forbindelse, at det antagelig vil være kommunalbestyrelsen, der har den

bedste oversigt over forurenende forhold omkring det planlagte

indvindingsanlæg, og at kommunalbestyrelsen også har adgang til at skaffe sig

yderligere oplysninger ved inspektion på privat ejendom i medfør af

vandforsyningslovens § 64. Tilladelsesmyndigheden vil derfor naturligt

henvende sig til kommunalbestyrelsen med hensyn til oplysningerne om

forurenende forhold, og det er ikke tanken at pålægge ansøgeren nogen særlig

undersøgelsespligt i så henseeende. Det vil imidlertid være af værdi, at han

giver oplysninger om de forurenende forhold, som han faktisk er bekendt med.

4. Indholdet af den foreløbige tilladelse

Den foreløbige tilladelse skal bl.a indeholde tilladelse til - og krav om

- oprettelse af de boringer, der er nødvendige for at bedømme

vandindvindingsmulighederne. Udførelsen af en sådan boring vil indbefatte en

renpumpning af boringen med tilbagepejling, jfr. bekendtgørelse nr. 4 af 4.

januar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand m. v.

Tilladelsesmyndigheden vil imidlertid i tilladelsen kunne foreskrive, at der

også skal foretages en egentlig prøvepumpning af boringen. Et sådant krav om

prøvepumpning bør normalt stilles med hensyn til boringer for almene

vandforsyningsanlæg, som efter deres art omfattes af vandforsyningslovens §

20, for større institutionsanlæg og for private anlæg af en sådan størrelse,

at deres funktion har almindelig betydning. Hvis der er tale om flere

boringer inden for et begrænset område, kan det efter en bedømmelse af de

hydrologiske forhold være tilstrækkeligt at prøvepumpe enkelte af dem. I

cirkulæret om udførelse af boringer efter grundvand m.v. er der givet

anvisning på, hvorledes en prøvepumpning kan udføres. Når der i tilladelsen

stilles krav om prøvepumpning, bør det også anføres, hvorledes - herunder

hvor længe prøvepumpningen skal udføres.

Det skal understreges, at borearbejderne først må foretages 4 uger efter

den foreløbige tilladelse, eventuelt endnu senere, hvis tilladelsen påklages,

jfr. vandforsyningslovens § 78, stk. 3 og 4, og bekendtgørelsens § 39. Dette

omfatter dog ikke anlæg til brug for indvinding, der kan foretages uden

indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 18, stk. 2, ej heller

anlæg til brug for indvinding efter vandforsyningslovens § 19, nr. 1, se

herom bekendtgørelsens § 39, stk. 2.

Den foreløbige tilladelse kan også - i reglen når der er tale om

indvinding af overfladevand, men i visse tilfælde også ved tilladelser til

indvinding af grundvand - indeholde krav om eller tilladelse til oprettelse

af fornødne måleanordninger i vandløb. Det bemærkes herved, at

måleanordninger kræver tilladelse efter vandløbsloven, hvis de er til hinder

for vandets frie løb, jfr. vandløbslovens kapitel X. Tilladelse meddeles i så

fald efter vandløbslovens bestemmelser af vandløbsretten, men udføres

anordningen som led i et vandforsyningsanlæg, kan den myndighed, som er

beføjet til at tillade indvindingen, også give tilladelse til etablering af

måleanordningen, jfr. vandforsyningslovens § 68.

5. Ansøgninger om endelig tilladelse til

vandindvinding og vandindvindingsanlægget

En ansøgning om endelig tilladelse skal bl. a. »i fornødent

omfang« indeholde oplysninger om analyse af råvandet. Der bør i de

allerfleste tilfælde foretages analyse af råvandet til brug for spørgsmålet

om endelig tilladelse, men affattelsen af bestemmelsen gør det muligt at

undlade analyse i særlige tilfælde, hvor analysen må antages uden større

betydning. Dette kan gælde ved anlæg til brug for vanding. Når der skal

foretages analyse af råvandet, bør der i reglen foretages undersøgelse for de

parametre, som omfattes af begrebet »udvidet kontrol« i

bekendtgørelse nr. 6 af 4.januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med

vandforsyningsanlæg. Efter omstændighederne kan parametrenes antal udvides,

f. eks. når der er fare for forurening med særlige stoffer på det pågældende

sted, eller indskrænkes, f. eks. hvis der ønskes undersøgelse af vandet i en

markvandingsboring eller i en boring, hvis vand alene bruges som procesvand i

en industri.

En ansøgning om endelig tilladelse til et alment vandforsyningsanlæg skal

være ledsaget af »foreliggende regulativ eller udkast til regulativ,

eventuelt med tilhørende takstblad«. Det kan have interesse for den

myndighed, der skal behandle sagen, at kende regulativet eller

regulativudkastet. I ordet »foreliggende« ligger imidlertid, at

sagen kan behandles uden kendskab til regulativ eller regulativudkast, når et

sådant ikke foreligger.

6. Indholdet af den endelige tilladelse

a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding pr. time

I § 17, litra e, angives det - i overensstemmelse med vandforsyningslovens

§ 22, stk. 4, - at tilladelsen skal indeholde bestemmelse om den tilladelige

sænkning af vandstanden i boringerne eller den højest tilladelige indvinding

pr. time. For anlæg, som indvinder grundvand, kan det være hensigtsmæssigt at

fastsætte både en tilladelig sænkning af grundvandsstanden og en højeste

indvinding pr. time, medens der for anlæg, som indvinder overfladevand, kun

bliver tale om at fastsætte højeste indvinding pr. time.

b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb

Efter § 17, litra f, kan tilladelsen bl. a. indeholde bestemmelse om,

hvilke undersøgelser der skal foretages til kontrol af indvindingens

følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb. Sådanne undersøgelser har

betydning dels ved at skaffe bevismateriale til eventuelle senere sager om

erstatning for skader som følge af indvindingens påvirkning af vandstanden,

jfr. vandforsyningslovens § 23, og dels ved at give grundlag for et skøn

over, om indvindingen har uheldige virkninger på omgivelserne, f. eks. på

vandløbenes vandføring. Med hensyn til kontrol med indvindingens

følgevirkninger på grundvandsstanden bør det, i hvert fald for anlæg, der

omfattes af vandforsyningslovens § 20, normalt fastsættes, at vandstanden i

selve den pågældende indvindingsboring skal pejles et passende antal gange om

året såvel i ro som under pumpning. For større anlæg bør der foreskrives et

tilsvarende antal pejlinger i omkringliggende pejleboringer og eventuelt i

nærmere angivne omkringliggende boringer og brønde, det sidste i overværelse

af ejeren af vedkommende boring eller brønd. Bestemmelser om kontrol med

indvindingens følgevirkninger på vandløb bør træffes, når der er tale om

indvinding af overfladevand, og indvindingen ikke er helt ubetydelig, og når

der er tale om indvinding af grundvand, og der er grund til at antage, at

indvindingen vil have væsentlig indvirkning på afstrømningen til et

overfladevandsområde. I forbindelse med bestemmelserne om kontrol med

indvirkningen på overfladevand kan det efter omstændighederne anføres,

hvilken minimumsvandføring i et vandløb eller

minimumsvandstand i en sø der kan udløse en bestemmelse fra amtsrådet om

indskrænkning eller standsning af indvindingen, jfr. vandforsyningslovens §

22, stk. 4. Om der skal træffes bestemmelse om en sådan indskrænkning eller

standsning, når vandføringen eller vandstanden synker under minimum, må

vurderes i hvert enkelt tilfælde.

c. Beskyttelsesområder for grundvand

Efter § 17, litra h, skal det i tilladelsen anføres, om der i medfør af

bl. a. miljøbeskyttelseslovens § 12 skal fastsættes

beskyttelsesforanstaltninger til forebyggelse af forurening af det vand, der

ønskes indvundet. Der bør altid fastlægges et beskyttelsesområde efter

miljøbeskyttelseslovens § 12 omkring almene anlæg, som indvinder grundvand,

og som omfattes af vandforsyningslovens § 20. Tilsvarende beskyttelsesområder

bør efter omstændighederne lægges omkring boringer for andre anlæg, som

indvinder grundvand, og som omfattes af vandforsyningslovens § 20 og har

behov for særligt rent vand, herunder anlæg til brug for mejerier, slagterier

og andre virksomheder, der tilvirker levnedsmidler. Med hensyn til mindre

anlæg fastsættes normalt ikke beskyttelsesområder, idet beskyttelse også vil

kunne opnås ved at vælge et indvindingssted, der ikke er udsat for forurening

- eventuelt skride ind mod bestående forhold efter miljøbeskyttelseslovens §

11, stk. 3, - og afslå tilladelser til nye forurenende forhold i medfør af

miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1. Beskyttelsesområder er hidtil i vid

udstrækning fastsat på grundlag af nedsivningsbekendtgørelsens regler. Disse

regler sigter bl. a. mod at holde en vis afstand - ofte 300 m - mellem et

vandindvindingsanlæg og et nedsivningsanlæg. De er hovedsagelig rettet mod

bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg, idet overlevelsestiden for

bakterier tilført grundvandet uden for disse afstande vil være mindre end

transporttiden fra nedsivningsanlæggene til vandindvindingsanlæggene. For at

sikre mod bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg kan det i nogle

tilfælde være nødvendigt at udstrække beskyttelsesområdet ud over disse

grænser, f. eks. i områder hvor vandindvindingen sker fra højtliggende

grundvand, eller indvindingen sker fra kalk- eller kridtlag med ringe

beskyttende overdækning. På den anden side kan det under visse omstændigheder

være forsvarligt at undtage visse bestående anlæg fra beskyttelsesområdets

forbud. Dette kan således være tilfældet for nedsivningsanlæg i passende

afstand fra en boring, når boringen er velbeskyttet af overliggende lerlag og

eventuelt har artetisk vandrejsning.

De nedsivningsanlæg, der forbydes inden for beskyttelsesområderne, bør

ikke omfatte nedsivningsanlæg for tagvand.

Beskyttelsesområder fastsat ud fra disse hensyn sikrer imidlertid ikke mod

følgerne af en langtidsvirkende kemisk forurening af grundvand som følge af

udledning af spildevand til jorden. Det skal derfor endvidere sikres, at der

ikke inden for hele vandforsyningsanlæggets indvindingsopland forekommer

afledning af så store mængder spildevand, at dette med tiden kan give

anledning til en kemisk kvalitetsforringelse af det grundvand, som indvindes

fra det påtænkte vandindvindingsanlæg. Såfremt der inden for

indvindingsoplandet forekommer afledning af spildevand til jorden fra områder

med samlet bebyggelse, bør der derfor foretages hydrogeologiske

undersøgelser, som belyser, om afledningen vil være forenelig med den

påtænkte vandindvinding. I modsat fald må områdets spildevandsbortskaffelse

løses ved en fælles ordning, f. eks. kloakering eller samletanke.

d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg

For overfladevandsanlæg, der kræver særlig rent vand, kan der fastlægges

et beskyttelsesområde langs vandløbsbredden efter miljøbeskyttelseslovens §

13, jfr. bekendtgørelsen § 17, litra h.

e. Fredningsbælter

Udover beskyttelsen mod forurenende nedsivning bør det for almene anlæg og

levnedsmiddelvirksomheder m. v., der omfattes af vandforsyningslovens § 20,

endvidere i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 14 fastsættes i tilladelsen,

at arealet omkring boringen skal være indhegnet inden for en afstand af

mindst 10 m fra boringen, at hegnet normalt skal holdes lukket, og at der på

dette areal ikke må gødes, bruges gifte eller bekæmpelsesmidler eller i

øvrigt anbringes eller bruges stoffer på en måde, der kan udsætte anlægget

for forurening. Omfatter beskyttelsesarealet en ejendom, der ikke ejes af

vandforsyningsanlægget, bør der dog ikke mod ejerens ønske stilles krav om

indhegning, men alene om forbud mod gødning m. v.; dette bør da også

tinglyses på vedkommende ejendom, jfr. bekendtgørelsens § 32, stk. 2. For

boringer ved anlæg, som ikke er almene vandforsyningsanlæg eller

levnedsmiddelvirksomheder, eller som ikke omfattes af vandforsyningslovens §

20, kan der stilles mindre krav til beskyttelsesarealet, men det bør også her

påses, at der er tilstrækkeligt friareal omkring boringen. For

markvandingsanlæg kan det være hensigtsmæssigt at fastlægge et

fredningsbælte, inden for hvilket gødning, gifte eller bekæmpelsesmidler ikke

må deponeres, dog uden at der stilles krav om indhegning. Der henvises også

om disse fredningsbælter til bekendtgørelsens § 17, litra h.

f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af indvindingsanlæg

For såvel grundvands- som overfladevandsanlæg kan der - navnlig for anlæg,

der kræver særlig rent vand - være tale om i medfør af

miljøbeskyttelseslovens § 14 at give andre påbud og forbud til sikring af

vandforsyningsanlægget, eventuelt mod erstatning, jfr. bekendtgørelsens § 17,

litra h. Der kan således være tale om påbud om fjernelse af bestående

møddinger eller olietankanlæg i nærheden af en boring.Der kan endvidere være

tale om at kræve bestående kloakledninger omlagt i særlig tætte rør inden for

en vis afstand fra en vandværksboring.

g. Andre vilkår for tilladelserne Efter § 17, litra i, skal den endelige

tilladelse indeholde en nærmere redegørelse for behandlingsanlægget. Man skal

i den forbindelse fremhæve, at også anden lovgivning end

vandforsyningslovgivningen, f. eks. byggeloven og arbejdsmiljøloven, kan

stille krav til behandlingsanlægget.

Efter § 17, litra j, kan der bl a. stilles krav om fremtidige

undersøgelser af det behandlede vand fra anlægget ud over, hvad der normalt

forlanges efter bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og

tilsyn med vandforsyningsanlæg. Efter vandforsyningslovens § 60 og

tilsynsbekendtgørelsens § 5 træffes sådanne bestemmelser om særlige

undersøgelser normalt af kommunalbestyrelsen. Der er imidlertid intet i vejen

for, at et amtsråd stiller krav om særlige undersøgelser allerede i

indvindingstilladelsen - f. eks. om et større antal kloridundersøgelser, når

der menes at være fare for indtrængen af saltvand i grundvandet.

Efter § 17, litra m, kan der, som hidtil, i tilladelserne stilles særlige

vilkår. Som sådanne særlige vilkår kan nævnes et vilkår angående

ledningsføringen, jfr. ovenfor under dette kapitels afsnit 1. Endvidere kan

der i særlige tilfælde være tale om at betinge en tilladelse af, at

vandforsyningsanlægget yder bidrag til enkelte grundejere, som har måttet

erstatte deres spildevandsnedsivningsanlæg med andre ordninger.

Kapitel 5

Behandlingen af sager om tilladelse til

bortledning m.v. af grundvand

1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse

Bestemmelserne i vandforsyningslovens § 26, hvorefter der kræves

tilladelse til bortledning m. v. af grundvand, er nye.

Bestemmelserne omfatter en række forskellige forhold, hvoraf man kan

nævne:

Bortpumpning af grundvand for at holde kældre tørre i områder med høj

grundvandsstand.

Bortpumpning af grundvand for at tørholde viadukter.

Bortpumpning m. v. af grundvand fra grusgrave og kridtbrud for at gøre det

muligt at indvinde grus og kridt i tør tilstand.

Sænkning af grundvandstanden som følge af råstofindvinding under

grundvandspejlet.

Bortpumpning m. v. af grundvand for at tørholde vejanlæg.

Gennemgravning af bakker i forbindelse med vejanlæg med den virkning, at

grundvandsstanden i det tilsluttende bakkedrag synker.

Midlertidig bortpumpning af grundvand for at holde jorden tør under

støbning af fundamenter til husbyggeri, byggeri af viaduktanlæg m.v., hvor

dette foretages i et sådant omfang eller på et sådant sted, at

undtagelsesbestemmelsen i lovens § 26, stk. 2, ikke finder anvendelse.

Hvis en bortpumpning af grundvand under støbning af fundamenter eller for

at holde det endelige bygningsværk tørt indebærer risiko for skade på

omkringliggende bygninger, er forholdet tillige reguleret ved § 12 A i

byggeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 530 af 25. oktober 1976, hvorefter

kommunalbestyrelsen kan stille særlige krav til byggemetoden, herunder

eventuelt forbyde bortpumpning.

En række forhold er dog undtaget fra pligten til at søge tilladelse efter

vandforsyningslovens § 26. Dette gælder:

1) Midlertidige bortledninger, når bortledningen må antages at blive af

højst 2 års varighed, og bortledningen i hvert af disse år må antages højst

at omfatte 100.000 m3 grundvand, og der endvidere ikke inden for 300 m fra

bortledningsstedet findes anlæg til indvinding af grundvand, som efter deres

art er omfattet af vandforsyningslovens § 20. Der henvises herom til lovens §

26, stk. 2, 1. pkt. Reglen vil betyde, at en række mindre bortpumpninger

under støbning af fundamenter ikke vil kræve tilladelse efter

vandforsyningslovens § 26. I de tilfælde, hvor der ikke kræves tilladelse

efter vandforsyningsloven til midlertidige bortpumpninger i forbindelse med

byggeri, vil kommunalbestyrelsen dog kunne skride ind efter byggelovens § 12

A.

2) Bortledninger der må foretages, fordi der opstår mulighed for skade på

bestående vej- og jernbaneanlæg, jfr. vandforsyningslovens § 26, stk. 2, 2.

pkt.

3) Sænkning af grundvandsstanden, der foretages i dyrkningsøjemed efter

reglerne i vandløbsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september

1973. Herunder falder udgrøftning eller dræning til bestående vandløb uden

anvendelse af pumpeanlæg, jfr. vandløbslovens § 3, stk. 1, regulering af

vandløb og tørlægning af søer efter vandløbslovens §§ 18-34 og afvanding

gennem udpumpnings- og digeanlæg efter vandløbslovens §§ 51-61. Regulering af

vandløb, tørlægning af søer og afvanding gennem udpumpnings- og digeanlæg

kræver i stedet tilladelse efter vandløbsloven.

4) Bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden,

som foretages i forbindelse med statslige bygge- og anlægsarbejder, og som

ikke er undtaget fra pligten til at søge tilladelse i medfør af

vandforsyningslovens § 26, stk. 2. I disse tilfælde skal efter lovens § 27

den statslige myndighed ikke søge tilladelse hos amtsråd eller

kommunalbestyrelse efter vandforsyningsloven, men alene forhandle med

amtsrådet om spørgsmålet. Opstår der under forhandlingerne uenighed om,

hvilke foranstaltninger der skal foretages af hensyn til

vandforsyningsforholdene, skal spørgsmålet afgøres af miljøministeren.

Tilladelser efter vandforsyningslovens § 26 gives efter § 26, stk. 1, og

efter bekendtgørelsens §§ 18-19 af kommunalbestyrelsen, hvis bortledningen m.

v. må antages højest at udgøre 6.000 m3 årligt, og ellers af amtsrådet.

2. Ansøgninger om tilladelse

I bekendtgørelsens § 20 er der givet regler om, hvilke oplysninger der

skal gives i en ansøgning om tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. Der

skal så vidt muligt gives oplysning om grundvandsforholdene på stedet og skal

endvidere gives oplysning om bortledningen og dens formodede virkning. Hvis

der er tale om meget omfattende bortledninger, kan det være nødvendigt, at

ansøgeren lader foretage en særlig hydrologisk undersøgelse for at fremskaffe

oplysningerne. I almindelighed vil det dog antagelig være tilstrækkeligt, at

ansøgeren foretager et skøn ud fra foreliggende oplysninger.

3. Indholdet af tilladelserne

Regler herom er givet i bekendtgørelsens § 22.

Efter § 22, litra b, skal tilladelsen indeholde en fastsættelse af den

vandmængde, som tillades bortledt. Efter § 22, litra c, skal tilladelsen

endvidere indeholde en fastsættelse af den tilladelige sænkning af

grundvandsstanden eller den højest tilladelige bortledning pr. time.

Hvis der er tale om en simpel dræning, som ikke forudsætter bortpumpning

af vand, bør man normalt ikke kræve den afledte vandmængde målt, men bør

nøjes med at fastsætte den tilladelige sænkning af grundvandsstanden. I så

fald vil den vandmængde, som tillades bortledt efter § 22, litra b, alene

være bestemt af denne sænkning. Hvor stor en sænkning, der kan tillades, vil

afhænge af drænets placering og jordlagenes gennemtrængelighed.

Hvis der på den anden side er tale om bortpumpning af vand, bør den

tilladelige bortledning begrænses både ved fastsættelse efter § 22, litra b,

af den ialt tilladelige bortledning eventuelt bortledning pr. år - og ved

fastsættelse efter § 22, litra c, af den tilladelige grundvandsstandssænkning

eller den højest tilladelige bortledning pr. time. I særlige tilfælde bør man

i denne forbindelse stille krav om, at det bortledte vand måles, f. eks. med

en magnetisk flowmåler, idet en almindelig vandmåler som regel ikke vil være

praktisk anvendelig. I langt de fleste tilfælde vil det dog være

tilstrækkeligt at etablere en driftstimetæller eller en særskilt elmåler i

forbindelse med pumpen, som må afprøves, således at ydelsen pr. driftstime

eller pr. kWh er kendt.

Kontrollen med bortledningens størrelse må - på samme måde som i

forbindelse med tilladelse til vandindvinding - føres af brugeren eller

ejeren af bortledningsanlægget, men kommunalbestyrelsen kan kontrollere

målingerne i medfør af bekendtgørelsens § 44.

Efter § 22, litra d, kan der fastsættes særlige vilkår for tilladelsen,

herunder vilkår om en nærmere angiven afhjælpning af skade på anden ejendom.

Hvis en bortledning vil skade en nærliggende ejendoms vandindvinding, kan

det på denne måde gøres til et vilkår for tilladelsen til bortledning, at den

bortledende virksomhed skaffer den skadelidende ejendom en anden

vandforsyning. Et sådant vilkår bør dog kun stilles, hvis det er klart, at

den bortledende virksomhed skal betale alle udgifterne ved den ændrede

vandforsyning. Er dette ikke tilfældet - f. eks. fordi den nye vandforsyning

vil betyde en forbedring af den skadelidende ejendom, som ejendommens ejer

selv må yde bidrag til - bør der ikke stilles vilkår om afhjælpning, men den

skadelidende ejendoms ejer må henvises til selv at skaffe sig en ændret

vandforsyning og rejse erstatningskrav over for den bortledende virksomhed i

medfør af vandforsyningslovens § 28. Ved rejsning af sag om erstatning må

vandforsyningslovens § 23, stk. 3, efter miljøstyrelsens opfattelse kunne

anvendes analogt.

Hvis en bortledning ikke i første omgang vil medføre skade på anden

ejendom eller virksomhed, men dog vil omfatte så store vandmasser, at det vil

være ønskeligt at få dem nyttiggjort, f. eks. ved overpumpning til et

vandløb, der særligt trænger til forøgelse af sin vandføring, eller til et

alment vandforsyningsanlæg, der står over for en udvidelse af sin indvinding,

kan tilladelsen indeholde et vilkår herom. Der må herunder søges opnået

forlig om, i hvilket omfang udgiften ved vandoverførelsen bør afholdes af

bortledningsvirksomheden og i hvilket omfang af dem, der er interesserede i

vandløbet eller vandforsyningsanlægget. Kan forlig ikke opnås, må forholdet

fastlægges i bortledningstilladelsen, hvis afgørelse herom kan påklages på

sædvanlig måde.

Kapitel 6

Behandling af sager om inddragelse

af ejendomme under almene vandforsynings

anlæg efter vandforsyningslovens § 29

Bekendtgørelsens § 23 fastsætter, i hvilket omfang sager om inddragelse af

ejendomme under almene vandforsyningsanlæg efter vandforsyningslovens § 29

kan afgøres af kommunalbestyrelsen.

En forudsætning for kommunalbestyrelsens kompetence er, at der foreligger

tilstrækkeligt detaljerede bestemmelser i vandforsyningsplanen om, at det

almene anlæg skal forsyne det område, som tænkes inddraget under anlægget

efter lovens § 29, jfr. ovenfor under kapitel 2. Derimod behøver der ikke i

planerne at være truffet bestemmelse om, at inddragelse af området under det

almene anlæg skal kunne ske tvangsmæssigt i medfør af lovens § 29.

En afgørelse efter vandforsyningslovens § 29 omfatter normalt en

bestemmelse om, hvilket område der skal forsynes fra anlægget, og hvilke

ledninger der skal lægges ud i området. Herudover kan det i nogle tilfælde

være nødvendigt at forhøje det almene anlægs indvindingstilladelse eller

pålægge det at foretage udvidelse af sit hovedanlæg af hensyn til

forsyningen; sidstnævnte pålæg kan gives med hjemmel i vandforsyningslovens §

47. Spørgsmål om områdets forsyning fra anlægget og etablering af de

nødvendige ledninger hertil må afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune,

hvor området ligger. Bliver der behov for forøgelse af indvindingstilladelsen

eller udvidelse af hovedanlægget, må disse dele af sagen imidlertid besluttes

af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger. Hvis området og

anlægget ligger i forskellige kommuner, og den kommune, hvor det almene anlæg

ligger, ikke vil træffe de nødvendige bestemmelser, må denne del af

bestemmelserne træffes af amtsrådet.

Inden der træffes en afgørelse efter vandforsyningslovens § 29, bør der

normalt foretages en gennemgang af forholdene i området med beskrivelse af

karakteren af de enkeltanlæg, som ønskes erstattet med forsyning fra det

almene anlæg - herunder grundvandsstandens højde i brønde eller boringer og

for brønde endvidere brøndens dybde -, enkeltanlæggenes tekniske indretning

og deres beliggenhed i forhold til nedsivningsanlæg og andre

forureningskilder. Omfatter sagen et større antal ejendomme, vil det i reglen

være rigtigt at afholde et offentligt møde.

Kapitel 7

Behandlingen af sager om

inddragelse af vandindvindingstilladelse

efter vandforsyningslovens

§ 32 og om forsyningspligt m.v. efter

vandforsyningslovens kapitel 8

Bekendtgørelsens § 28 bestemmer, at sager om pligt for private anlæg til

at forsyne nærmere bestemte ejendomme, jfr. vandforsyningslovens § 45, stk.

1, kan afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen ligger,

under betingelser svarende til betingelserne i § 23. Må der i den forbindelse

træffes bestemmelse om forøgelse af indvindingstilladelsen for det anlæg, der

skal påtage sig forsyningen, eller om udvidelse af anlægget i medfør af

vandforsyningslovens § 47, kan disse spørgsmål afgøres af kommunalbestyrelsen

i den kommune, hvor anlægget ligger, under betingelser svarende til

betingelserne i § 23.

Kapitel 8

Spørgsmål om tinglysning og

udbetaling af vederlag

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 43 om tinglysning og udbetaling af

vederlag bygger på de hidtidige regler for anlæg, der kræver

indvindingstilladelse fra amtsrådet.

§ 43, stk. 1, omfatter tinglysning angående

arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger til fordel for et

vandforsyningsanlæg, hvad enten rettigheden er erhvervet ved ekspropriation,

jfr. vandforsyningslovens §§ 37 og 38 og bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar

1980 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg, eller rettigheden er

erhvervet ved aftale.

Erhverves rettigheden ved ekspropriation, vil andre rettigheder over

ejendommen som regel vige for ekspropriationen, jfr. lovens § 37, stk. 2, 2.

pkt., og § 38, 2. pkt., og ekspropriationsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, 2.

pkt., og § 7, 2. pkt. Erhverves rettigheden ved aftale, men havde der været

hjemmel til at erhverve rettigheden ved ekspropriation, kan rettigheden i

medfør af vandforsyningslovens § 43 forlanges tinglyst med prioritet forud

for alle rettigheder i ejendommen. En rettighed, der er erhvervet ved aftale,

kan herefter kun tinglyses med en sådan prioritetsstilling, hvis

vandforsyningsanlægget har den fornødne tilladelse efter vandforsyningsloven,

og hvis rettigheden kunne eksproprieres efter vandforsyningslovens regler -

hvilket f. eks. ikke kan ske for byggegrunde eller grunde til boringer til

brug for private almene anlæg -. I bekendtgørelsens § 43, stk. 2, - som kun

omfatter aftalte rettigheder fastslås det, at tilladelsesmyndigheden til brug

for tinglysningen på begæring skal afgive en erklæring om, hvorvidt

tinglysningen efter myndighedens skøn kan ske med prioritet forud for alle

rettigheder i ejendommen i medfør af vandforsyningslovens § 43. Et yderligere

skøn, navnlig med hensyn til spørgsmålet om ekspropriationshjemmel, må ventes

udøvet af tinglysningsdommeren.

Bekendtgørelsens § 43, stk. 3 og 4, omfatter kun udbetaling af vederlag

for rettigheder, der er erhvervet ved aftale og tinglyst med prioritet forud

for andre rettighedshavere i medfør af lovens § 43. Der må i så fald tages et

særligt hensyn til disse andre rettighedshavere. Det bestemmes derfor - som

efter den tidligere ordning - at de vederlag, som skal ydes af private anlæg,

skal udbetales gennem kommunalbestyrelsen. Det bestemmes endvidere, på samme

måde som efter § 14 i bekendtgørelsen om ekspropriation til

vandforsyningsanlæg, at vederlaget med visse undtagelser skal udbetales til

de andre rettighedshavere i prioritetsfølge.

Kapitel 9

Tilsyn

I bekendtgørelsens § 44 er det fastsat, at når der i en afgørelse er

stillet vilkår eller givet påbud eller forbud, skal tilsynet med, at

vilkåret, påbudet eller forbudet overholdes, føres af kommunalbestyrelsen -

også når afgørelsen er truffet af amtsrådet -. Bestemmelsen er i

overensstemmelse med vandforsyningslovens § 65 og i vidt omfang med tidligere

lovgivning. Konstateres der overtrædelse af vilkår, påbud eller forbud, har

kommunalbestyrelsen i medfør af vandforsyningslovens § 65, stk. 2, adgang til

selv at lade vedkommende foranstaltning (f. eks. tilkastning af en brønd)

foretage for den ansvarliges regning. Er der tale om en indgribende

foranstaltning overfor et privat alment anlæg, vil det dog være rigtigst i

stedet at opnå dom over anlæggets ejer efter vandforsyningslovens § 66. Der

vil også kunne reageres mod en overtrædelse ved at anmelde forholdet til

politiet med anmodning om tiltalerejsning efter vandforsyningslovens § 84,

stk. 1, nr. 3 eller 4. Er det amtsrådet, der har fastsat vilkåret, påbudet

eller forbudet, bør kommunalbestyrelsen normalt ikke reagere, før den har

forelagt spørgsmålet for amtsrådet.

Kapitel 10

Ekspropriation

Regler om ekspropriation til fordel for vandforsyningsanlæg er givet i

vandforsyningslovens §§ 37-44. Efter lovens § 40, stk. 3, og § 42, stk. 2,

finder reglerne i §§ 47-49, 51, stk. 3-6 og 63-64 i lov om offentlige veje

(lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) tilsvarende anvendelse på

disse ekspropriationer. Nærmere regler om ekspropriationerne er i medfør af

vandforsyningslovens § 8 givet ved bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 1980 om

ekspropriation til vandforsyningsanlæg. Bekendtgørelsen svarer i vidt omfang

til den tidligere bekendtgørelse nr. 181 af 29. marts 1974 om ekspropriation

til vandforsyningsanlæg.

Med hensyn til den nye ekspropriationsbekendtgørelse bemærkes, at det

efter bekendtgørelsens §§ 6 og 7 er en betingelse for ekspropriation, at der

foreligger »den fornødne tilladelse til anlægget«. Enkelte almene

vandforsyningsanlæg virker kun som fordelingscentraler, der køber alt deres

vand fra et andet anlæg og derefter fordeler det gennem eget ledningssystem.

Sådanne vandforsyningsanlæg kræver ikke tilladelse efter vandforsyningsloven,

og der vil alligevel kunne eksproprieres til deres ledningsanlæg.

Efter bekendtgørelsens § 8 kan der i en række tilfælde foretages

opmålinger, nivellementer og andre undersøgelser i marken, før der udarbejdes

ekspropriationsplan. Sådanne undersøgelser bør om muligt foretages på

årstider, hvor de volder mindst mulig gene for afgrøder. Det samme gælder for

lægning af vandforsyningsledninger i marker.

Det fremgår af bekendtgørelsen, jfr. dens §§ 9-12, at der under en

ekspropriationssag kan være tale om tre parter, nemlig

ekspropriationsmyndigheden (i almindelighed kommunalbestyrelsen), rekvirenten

(der med hensyn til private vandforsyningsanlæg og vandforsyningsanlæg, der

ejes af fremmed kommune, ikke vil være identisk med

ekspropriationsmyndigheden) og grundejeren. Det skal fremhæves, at

ekspropriationsmyndigheden, når den ikke er identisk med anlæggets ejer, i

betydelig grad må inddrage anlæggets ejer i sagsbehandlingen. Det vil

antagelig således i praksis blive vandforsyningsanlæggets ejer, der må

redegøre for de ønskede foranstaltninger, og når der skal stilles forslag om

forlig om ekspropriationernes udstrækning og erstatningernes størrelse, vil

vandforsyningsanlæggets stilling til spørgsmålet være af væsentlig betydning.

Bekendtgørelsens §§ 9 og 10 giver regler om afholdelse af en

åstedsforretning. Begrebet »åstedsforretning« omfatter ikke alene

det møde på åstedet, hvor forholdene besigtiges, men også det

forhandlingsmøde, som - eventuelt på et andet tidspunkt og sted - afholdes i

forbindelse med besigtigelsesmødet.

I bekendtgørelsens § 9, stk. 4, er det i overensstemmelse med den

tidligere ekspropriationsbekendtgørelse bestemt, at forudgående indvarsling

til den åstedsforretning, som skal afholdes i forbindelse med

ekspropriationen, normalt ikke skal sendes til panthaverne i de respektive

ejendomme. Det kan herom bemærkes, at særskilt indvarsling af panthavere kun

bør ske, hvis ejendommen er så højt behæftet, at panthaverne har en reel

interesse i ekspropriationssagen.

I bekendtgørelsens § 10, stk. 3, er det i overensstemmelse med vejlovens §

48, stk. 2, bestemt, at mødelederen under åstedsforretningen kan fremsætte

forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter,

som dette omfatter. Det skal fremhæves, at det for at undgå en særlig

erstatningssag vil være ønskeligt, at der altid søges forlig om

erstatningerne i forbindelse med ekspropriationssagen. Forliget bør ikke

alene omfatte spørgsmålet om erstatningernes størrelse, men også om, hvorvidt

ekspropriationen, bl. a. under hensyn til erstatningernes størrelse, bør

udstrækkes ud over det egentlig nødvendige i medfør af bekendtgørelsens § 12,

stk. 2-5. Hvis der på denne måde opnås forlig om en udvidelse af

ekspropriationen, kan denne udvidelse medtages under kommunalbestyrelsens

ekspropriationsbeslutning efter bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Overenskomster

om erstatninger skal derimod ikke omfattes af ekspropriationsbeslutningen,

men formuleres som overenskomster, der er godkendt af anlægget, jfr.

bekendtgørelsens § 10, stk. 3 og 5, og § 11, stk. 2.

I bekendtgørelsens § 14 er det fastsat, at erstatninger, der skal udredes

af offentlige vandforsyningsanlæg, udbetales af anlæggets ejer, medens

erstatninger, der skal udredes af private anlæg, betales gennem

kommunalbestyrelsen. Kravet om udbetaling gennem kommunalbestyrelsen skyldes,

at udbetalingen skal ske med hensyntagen til panthavere og andre

rettighedshavere i ejendommene, jfr. ovenfor i kapitel 8. For at lette

kommunalbestyrelsernes udbetaling af erstatningerne bestemmes det i

bekendtgørelsens § 11, stk. 1, at det i ekspropriationsbeslutningen vil kunne

pålægges et privat anlæg at stille sikkerhed for erstatningerne.

Miljøstyrelsen den 28. februar 1980

Jens Kampmann

/ Erling Rørdam

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1. Indledning

KAPITEL 2. Myndighederne

KAPITEL 3. Almindelige regler om sagernes behandling

1. Indsendelse af ansøgninger

2. Sagens behandling

3. Afholdelse af møder m.v.

4. Meddelelse af påbud og forbud

5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning

6. Tilladelser efter anden lovgivning

KAPITEL 4. Behandlingen af sager om tilladelse til vandindvinding og

til anlæg til brug for vandindvindingen

1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget

2. Foreløbige og endelige tilladelser

3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse

4. Indholdet af den foreløbige tilladelse

5. Ansøgninger om endelig tilladelse til vandindvinding og til

vandindvindinsanlægget

6. Indholdet af den endelige tilladelse

a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding

pr. time

b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb

c. Beskyttelsesområder for grundvand

d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg

e. Fredningsbælter

f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af

indvindingsanlæg

g. Andre vilkår for tilladelserne

KAPITEL 5. Behandlingen af sager om tilladelse til bortledning m.v.

af grundvand

1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse

2. Ansøgninger om tilladelse

3. Indholdet af tilladelserne

KAPITEL 6. Behandling af sager om inddragelse af ejendomme under

almene vandforsyningsanlæg efter

vandforsyningslovens § 29

KAPITEL 7. Behandlingen af sager om inddragelse af

vandindvindingstilladelse efter vandforsyningslovens

§ 32 og om forsyningspligt m.v. efter

vandforsyningslovens kapitel 8

KAPITEL 8. Spørgsmål om tinglysning og udbetaling af vederlag

KAPITEL 9. Tilsyn

KAPITEL 10. Ekspropriation

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter