Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER

1995/1 LSF 36Lovforslag som fremsatFolketinget20. december 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Til patienter, der påføres fysisk skade som følge af

egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller

lignende (lægemiddelskade), ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det

samme gælder for efterladte til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg), der ikke indgår

som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder

for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer. Til forsøgspersoner og donorer, der er

omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.

Stk. 3. Med lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et

lægemiddel på en person, der plejer eller behandler den, til hvem et

lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes

af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

skader efter stk. 1-3 der er omfattet af loven.

§ 2. Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er

udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske afprøvninger af lægemidler

(biomedicinske forsøg). Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus,

læge eller tandlæge.

§ 3. Ved et lægemiddel forstås i denne lov en vare, som er bestemt

til at tilføres mennesker for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller

helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke

legemsfunktioner.

Stk. 2. Lægemidlet skal være godkendt til markedsføring i Danmark

i henhold til gældende regler. Dette gælder dog ikke for lægemidler, der

anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.

Stk. 3. Magistrelt fremstillede lægemidler og lægemidler, der

efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres til brug for

Læs alt

enkeltpersoner, er omfattet af loven.

Stk. 4. Naturlægemidler, homøopatiske lægemidler, vitamin- og

mineralpræparater er ikke omfattet af loven. Dette gælder dog ikke, såfremt

disse produkter anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg) med

henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1.

pkt.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

lægemidler m.v. efter stk. 1-4 der er omfattet af loven.

§ 4. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel

erstattes kun, hvis lægemidlet er ordineret til skadelidte.

§ 5. Som lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade,

som

1) skyldes, at lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den

pågældende patient, eller

2) skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller

udlevering af lægemidlet til patienten.

§ 6. En lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger

af et lægemiddel, erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter

eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere.

Bestemmelsen omfatter både kendte og ukendte samt konkret påregnelige og

upåregnelige bivirkninger.

Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages

hensyn til

1) arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig

imod,

2) den skadelidtes helbredstilstand,

3) skadens omfang og

4) mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i

betragtning.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

lægemiddelskader efter §§ 4-6 der er omfattet af loven.

§ 7. Der ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende

sandsynlighed er forårsaget ved brug af lægemidler.

§ 8. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om

erstatning for vaccinationsskader.

Kapitel 2

Erstatningsudmåling m.v.

§ 9. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk.

1 overstiger 3.000 kr.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes,

såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere

fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader,

der er omfattet af § 1, stk. 2.

§ 10. Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf.

§ 17 i lov om erstatningsansvar.

§ 11. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan

nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 12. Ved en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført

flere personer og forårsaget af samme egenskab hos samme substans i et eller

flere lægemidler, og

1) som beror på bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets

udlevering var angivet i det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af

lægemidlets egenskaber eller registreret i lægemiddelkataloget, og som

medfører skade af en sådan karakter, at denne ikke ved lægemidlets udlevering

burde være forudset af en fagmand, eller

2) som skyldes en defekt ved lægemidlet som følge af instruktions-,

fabrikations- eller distributionsfejl.

Stk. 2. En serieskade henføres til det år, hvor det første

erstatningskrav rejses over for sundhedsministeren eller

Patientforsikringsforeningen, jf. § 18, uanset hvornår de senere skader

anmeldes.

§ 13. Erstatningssummen for skader i henhold til loven er

begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.

Stk. 2. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade, jf. § 12, er

dog begrænset til 100 mio. kr.

Stk. 3. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske

afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) er begrænset til 25 mio.

kr. pr. forsøg.

Stk. 4. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.

§ 14. Er de i § 13 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække

alle de skadelidtes krav, foretages en forholdsmæssig nedsættelse af de

enkelte krav, dog kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det sig,

efter at en skade er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig,

kan det bestemmes, at erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de

anerkendte krav.

§ 15. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået

eller har krav på at få erstatning i henhold til loven, kan erstatningskrav

ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for

skaden.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er

erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar.

§ 16. I det omfang staten yder erstatning efter denne lov,

indtræder Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenter og

mellemhandlere i henhold til lov om produktansvar.

Stk. 2. Staten kan afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v.

til inddrivelse af erstatning fra lægemiddelproducenter og mellemhandlere

efter lov om produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne erstatningsbeløb i

forbindelse hermed tilgår staten.

Kapitel 3

Erstatningsordningens finansiering

§ 17. Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til

erstatningsordningen afholdes af staten.

Stk. 2. Sundhedsministeren foretager beregning og udbetaling af

erstatninger. Sundhedsministeren kan bemyndige andre, herunder private, til

at foretage beregning og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne

bestemmelse.

Kapitel 4

Sagernes behandling

§ 18. Sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i sager

efter denne lov.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan bemyndige

Patientforsikringsforeningen, jf. lov om patientforsikring, til at behandle

og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Patientforsikringsforeningens

udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten, jf. § 17, stk. 1.

Stk. 3. I tilfælde, hvor sundhedsministeren har bemyndiget andre

end offentlige myndigheder til at varetage opgaver efter denne lov, finder

forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.

Lægemiddelskadeankenævnet

§ 19. Sundhedsministeren nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som

består af

1) en af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,

2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,

3) 2 medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen med henholdsvis medicinsk og

farmaceutisk sagkundskab,

4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark,

Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner,

5) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer,

6) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.

Stk. 2. Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år.

Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens

udløb.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri

fastsætte regler om honorar til nævnets formand og medlemmer.

Stk. 4. Udgifter til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes

af staten, jf. § 17, stk. 1.

§ 20. De afgørelser, der træffes efter § 18, stk. 1 og 2, kan

indbringes for Lægemiddelskadeankenævnet, der har den endelige administrative

afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende

virkning.

Stk. 2. Klage til Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3

måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af

klagefristen, når der er særlige grunde hertil.

Stk. 4. Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for

landsretten. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er

meddelt.

§ 21. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at

varetage opgaver efter denne lov, kan af kommuner, amtskommuner og andre

vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger

m.v. samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma, forlange meddelt

enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som

skønnes at være af betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at

varetage opgaver efter denne lov, skal afgive de oplysninger til

Lægemiddelskadeankenævnet, som er nødvendige for nævnets varetagelse af

opgaver efter loven.

Kapitel 5

Forældelsesbestemmelser

§ 22. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver

efter denne lov, senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået

eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter denne lov indtræder

dog senest 10 år efter den dag, lægemidlet er udleveret til skadelidte.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser m.v.

§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. Loven gælder ikke,

såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til skadelidte

inden lovens ikrafttræden.

§ 24. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77

af 31. januar 1994, som ændret ved lov nr. 1133 af 21. december 1994,

foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, ændres »75 pct.« 3 steder til:

»74,7 pct.«

2. I § 7, stk. 2, ændres »50 pct.« 3 steder til:

»49,8 pct.«

3. I § 7, stk. 3, ændres »50 pct.« til:

»49,8 pct.« og »75 pct.« til: »74,7 pct.«

4. I § 7, stk. 5, ændres »75 pct.« 2 steder til:

»74,7 pct.« og »50 pct.« 2 steder til: »49,8

pct.«

5. I § 7, stk. 6, ændres »75 pct.« til:

»74,7 pct.« og »50 pct.« til: »49,8 pct.«

§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Til patienter, der påføres fysisk skade som følge af

egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller

lignende (lægemiddelskade), ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det

samme gælder for efterladte til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg), der ikke indgår

som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder

for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer. Til forsøgspersoner og donorer, der er

omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.

Stk. 3. Med lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et

lægemiddel på en person, der plejer eller behandler den, til hvem et

lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes

af lov om forsikring mod følger af arbejdesskade.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

skader efter stk. 1-3, der er omfattet af loven.

§ 2. Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er

udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske afprøvninger af lægemidler

(biomedicinske forsøg). Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus,

læge eller tandlæge.

§ 3. Ved et lægemiddel forstås i denne lov en vare, som er bestemt

til at tilføres mennesker for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller

helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke

legemsfunktioner.

Stk. 2. Lægemidlet skal være godkendt til markedsføring i Danmark

i henhold til gældende regler. Dette gælder dog ikke for lægemidler, der

anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.

Stk. 3. Magistrelt fremstillede lægemidler og lægemidler, der

efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres til brug for

enkeltpersoner, er omfattet af loven.

Stk. 4. Naturlægemidler, homøopatiske lægemidler, vitamin- og

mineralpræparater er ikke omfattet af loven. Dette gælder dog ikke, såfremt

disse produkter anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg) med

henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1.

pkt.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

lægemidler m.v. efter stk. 1-4, der er omfattet af loven.

§ 4. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel

erstattes kun, hvis lægemidlet er ordineret til skadelidte.

§ 5. Som lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade

som:

1) skyldes, at lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den

pågældende patient, eller

2) skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller

udlevering af lægemidlet til patienten.

§ 6. En lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger

af et lægemiddel erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter

eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere.

Bestemmelsen omfatter både kendte og ukendte, samt konkret påregnelige og

upåregnelige bivirkninger.

Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages

hensyn til:

1) arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig

imod,

2) den skadelidtes helbredstilstand,

3) skadens omfang og

4) mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i

betragtning.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

lægemiddelskader efter §§ 4-6, der er omfattet af loven.

§ 7. Der ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende

sandsynlighed er forårsaget ved brug af lægemidler.

§ 8. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om

erstatning for vaccinationsskader.

Kapitel 2

Erstatningsudmåling m.v.

§ 9. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk.

1 overstiger 3000 kr.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes,

såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere

fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader,

der er omfattet af § 1, stk. 2.

§ 10. Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf.

§ 17 i lov om erstatningsansvar.

§ 11. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan

nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 12. Ved en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført

flere personer og forårsaget af samme egenskab hos samme substans i et eller

flere lægemidler, og

1) som beror på bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets

udlevering var angivet i det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af

lægemidlets egenskaber eller registreret i lægemiddelkataloget, og som

medfører skade af en sådan karakter, at denne ikke ved lægemidlets udlevering

burde være forudset af en fagmand, eller

2) som skyldes en defekt ved lægemidlet som følge af instruktions-,

fabrikations- eller distributionsfejl.

Stk. 2. En serieskade henføres til det år, hvor det første

erstatningskrav rejses over for sundhedsministeren eller

Patientforsikringsforeningen, jf. § 18, uanset hvornår de senere skader

anmeldes.

§ 13. Erstatningssummen for skader i henhold til loven er

begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.

Stk. 2. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade, jf. § 12, er

dog begrænset til 100 mio. kr.

Stk. 3. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske

afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) er begrænset til 25 mio.

kr. pr. forsøg.

Stk. 4. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.

§ 14. Er de i § 13 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække

alle de skadelidtes krav, foretages en forholdsmæssig nedsættelse af de

enkelte krav, dog kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det sig,

efter at en skade er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig,

kan det bestemmes, at erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de

anerkendte krav.

§ 15. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået

eller har krav på at få erstatning i henhold til loven, kan erstatningskrav

ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for

skaden.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er

erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar.

§ 16. I det omfang staten yder erstatning efter denne lov,

indtræder Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenter og

mellemhandlere i henhold til lov om produktansvar.

Stk. 2. Staten kan afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v.

til inddrivelse af erstatning fra lægemiddelproducenter og mellemhandlere

efter lov om produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne erstatningsbeløb i

forbindelse hermed tilgår staten.

Kapitel 3

Erstatningsordningens finansiering

§ 17. Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til

erstatningsordningen afholdes af staten.

Stk. 2. Sundhedsministeren foretager beregning og udbetaling af

erstatninger. Sundhedsministeren kan bemyndige andre, herunder private, til

at foretage beregning og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne

bestemmelse.

Kapitel 4

Sagernes behandling

§ 18. Sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i sager

efter denne lov.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan bemyndige

Patientforsikringsforeningen, jf. lov om patientforsikring, til at behandle

og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Patientforsikringsforeningens

udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten, jf. § 17, stk. 1.

Stk. 3. I tilfælde, hvor sundhedsministeren har bemyndiget andre

end offentlige myndigheder til at varetage opgaver efter denne lov, finder

forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.

Lægemiddelskadeankenævnet

§ 19. Sundhedsministeren nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som

består af:

1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,

2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,

3) 2 medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen med henholdsvis medicinsk og

farmaceutisk sagkundskab,

4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark,

Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner,

5) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer,

6) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.

Stk. 2. Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år.

Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens

udløb.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri

fastsætte regler om honorar til nævnets formand og medlemmer.

Stk. 4. Udgifter til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes

af staten, jf. § 17, stk. 1.

§ 20. De afgørelser, der træffes efter § 18, stk. 1 og 2, kan

indbringes for Lægemiddelskadeankenævnet, der har den endelige administrative

afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende

virkning.

Stk. 2. Klage til Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3

måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af

klagefristen, når der er særlige grunde hertil.

Stk. 4. Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for

landsretten. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er

meddelt.

§ 21. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at

varetage opgaver efter denne lov, kan af kommuner, amtskommuner og andre

vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger

m.v. samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma, forlange meddelt

enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som

skønnes er af betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at

varetage opgaver efter denne lov, skal afgive de oplysninger til

Lægemiddelskadeankenævnet, som er nødvendige for nævnets varetagelse af

opgaver efter loven.

Kapitel 5

Forældelsesbestemmelser

§ 22. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver

efter denne lov, senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået

eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter denne lov indtræder

dog senest 10 år efter den dag, lægemidlet er udleveret til skadelidte.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser m.v.

§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. Loven gælder ikke,

såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til skadelidte

inden lovens ikrafttræden.

§ 24. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77

af 31. januar 1994, som ændret ved lov nr. 1133 af 21. december 1994,

foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, ændres »75 pct.« 3 steder til:

»74,7 pct.«.

2. I § 7, stk. 2, ændres »50 pct.« 3 steder til:

»49,8 pct.«.

3. I § 7, stk. 3, ændres »50 pct.« til:

»49,8 pct.« og »75 pct.« til: »74,7 pct.«.

4. I § 7, stk. 5, ændres »75 pct.« 2 steder til:

»74,7 pct.« og »50 pct.« 2 steder til: »49,8

pct.«.

5. I § 7, stk. 6, ændres »75 pct.« til:

»74,7 pct.« og »50 pct.« til: »49,8 pct.«.

§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

1.1. Lovforslaget er - bortset fra en ændret lovhenvisning i § 1, stk. 3,

2. pkt. - en uændret genfremsættelse af det forslag til lov om erstatning for

lægemiddelskader, der blev fremsat for Folketinget den 17. maj 1995

(Lovforslag nr. L 261 i folketingsåret 1994-95), og som ikke nåede at blive

færdigbehandlet inden udgangen af folketingsåret 1994-95. Sundhedsministerens

fremsættelsestale er optrykt i Folketingstidende 1994-95, Folketingets

Forhandlinger, side 5808. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt smst.

side 6051 ff.

1.2. Ved lovforslaget indføres der en erstatningsordning, der forbedrer

patienters muligheder for at få erstatning for skader, der skyldes egenskaber

ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende.

Hidtil har skadelidte patienter kun haft mulighed for at opnå erstatning for

lægemiddelskader efter reglerne om produktansvar. Lægemiddelskader er som

altovervejende hovedregel ikke omfattet af lov om patientforsikring.

Efter lovforslaget kan sundhedsministeren bemyndige den eksisterende

patientforsikringsforening, der behandler sager efter lov om

patientforsikring, til at varetage undersøgelse og afgørelse af de anmeldte

erstatningssager.

Sundhedsministeriet eller den, der bemyndiges hertil, varetager beregning

og udbetaling af erstatning i de sager, som godkendes hertil.

Staten afholder alle udgifter til erstatning og til erstatningsordningen i

øvrigt, der i alt anslås til ca. 12,4 mio. kr. årligt. Bevillingen hertil er

tilvejebragt med en reduktion af de generelle tilskud til amterne i

forbindelse med en nedsættelse af sygesikringslovens medicintilskud til

forbrugerne på henholdsvis 75% til 74,7% og 50% til 49,8%.

Der fastsættes endvidere i lovforslaget forskellige årlige maksimumsbeløb

for statens udbetaling af erstatning, f.eks. et samlet maksimum på 150 mio.

kr. årligt for alle skader.

Endvidere nedsætter sundhedsministeren et lægemiddelskadeankenævn, der

efter sin funktion svarer til det ankenævn, der er nedsat efter lov om

patientforsikring.

Lægemiddelerstatningsordningen træder i kraft 1. januar 1996. Loven gælder

ikke, såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret inden

lovens ikrafttræden.

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Umiddelbar baggrund

Lovforslaget er i lighed med lov om Blødererstatningsfonden (lov nr. 440

af 14. juni 1995) et led i regeringens opfølgning af Østre Landsrets dom af

14. februar 1995 i blødererstatningssagen. Sundhedsministeren udtalte således

i sin pressemeddelelse af 22. februar 1995 om blødererstatningssagens

politiske konsekvenser bl.a., at regeringen vil tage initiativ til, at der

snarest gennem særlig lovgivning søges etableret en

lægemiddelforsikringsordning, der dækker lægemiddelområdet bredt, og sikrer

patienterne en lettere adgang til at opnå erstatning end efter

produktansvarsloven.

Forud for lovforslagets fremsættelse har Sundhedsministeriet ført

forhandlinger med medicinalbranchen med henblik på etablering af en frivillig

lægemiddelerstatningsordning, finansieret af medicinalbranchen selv. Da det

har vist sig, at der ikke inden for den nærmeste fremtid kan forventes en

tilstrækkelig bred tilslutning til en frivillig lægemiddelerstatningsordning,

har regeringen fundet det nødvendigt at etablere en erstatningsordning ved

lovgivning og med en anden finansieringsordning.

Det bemærkes, at lovforslaget i betydelig grad bygger på principperne i

lov om patientforsikring og på det forslag til erstatningsordning for

lægemiddelskader, som Foreningen af danske Medicinfabrikker (MEFA) senest har

udsendt, dog således at der i lovforslaget er taget særligt højde for, at der

ikke er tale om en frivillig og forsikringsbaseret erstatningsordning.

2.2. Frivillige ordninger

Som nærmere redegjort for nedenfor under afsnit 4 medfører et EF-direktiv

fra 1985 (85/374/EØF) om produktansvar, at det ikke er muligt ved dansk

lovgivning at forpligte medicinalbranchen til at betale til en

lægemiddelforsikringsordning, der rækker ud over EF-direktivets

produktansvar.

Direktivet er derimod ikke til hinder for, at lægemiddelbranchen

frivilligt påtager sig et ansvar, der rækker ud over direktivets regler, og

dermed forbedrer patienternes muligheder for at få erstatning for

lægemiddelskader.

Brancheorganisationerne på medicinalområdet har allerede i 1983 og flere

gange senere ført forhandlinger om etablering af en frivillig

lægemiddelforsikringsordning, men uden at der kunne opnås den ønskede brede

enighed inden for branchen, dvs. omfattende såvel Foreningen af danske

Medicinfabrikker (MEFA), som Medicinindustriforeningen (MEDIF), der

repræsenterer importører af lægemidler.

Senest har MEFA i 1994 fremlagt et forslag til en

lægemiddelforsikringsordning, der efter en temadag den 1. februar 1995 om

ordningen blev udsendt som et tilbud til hele den danske lægemiddelbranche.

Denne ordning vil ifølge det seneste udkast af 28. december 1994 omfatte

både udviklingsskader og systemskader, og der stilles heller ikke krav om, at

skadelidte skal føre fuldt bevis for, at det anvendte lægemiddel var defekt.

Skadelidte skal alene godtgøre, at skaden med væsentlig overvejende

sandsynlighed skyldes det anvendte lægemiddel. Erstatningerne udmåles efter

reglerne i erstatningsansvarsloven.

En frivillig erstatningsordning efter disse retningslinier vil medføre

forbedrede erstatningsmuligheder for de skadelidte. Det har imidlertid vist

sig, at den foreslåede frivillige ordning ikke kan forventes at opnå

tilslutning fra hele medicinalbranchen, idet navnlig MEDIF ikke kunne

tilslutte sig ordningen, således at ordningen kun ville komme til at omfatte

knap 50 % af de lægemidler, der sælges i Danmark.

En erstatningsordning, der kun dækker ca. halvdelen af alle lægemidler,

vil betyde, at det i mange tilfælde vil bero på tilfældigheder, om en

indtrådt lægemiddelskade giver grundlag for erstatning. Dette kan ikke være

tilfredsstillende set ud fra et forbrugersynspunkt.

Sundhedsministeriet har under forhandlinger i marts måned 1995 med hele

branchen også fremlagt andre modeller for en frivillig af lægemiddelbranchen

finansieret lægemiddelerstatningsordning - f.eks. en ordning med aftalte

bidrag over en årrække til en lægemiddelerstatningsfond - men dette fandt

heller ikke tilslutning i branchen.

Selv om en udvidet lægemiddelerstatningsordning bedst og mest naturligt

bør betales af branchen selv, bl.a. på grund af den nære sammenhæng med det

eksisterende produktansvar, som branchen allerede har for lægemiddelskader,

så finder Sundhedsministeriet, at den manglende tilslutning fra hele

medicinalbranchen til en frivillig erstatningsordning for lægemiddelskader må

resultere i, at et udvidet ansvar for lægemiddelskader i stedet må baseres

på, at andre end producenter og importører finansierer erstatningerne. Det er

dog som anført en forudsætning, at der gøres regres mod producenten i det

omfang, der er mulighed herfor efter produktansvarsloven.

3. Afgrænsning over for lov om patientforsikring

Ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring, jf.

lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992 med senere ændringer (herunder

lov nr. 217 af 29. marts 1995 om forsøg i den primære sundhedssektor), blev

der med virkning fra den 1. juli 1992 oprettet en offentligt styret

patientforsikringsordning, hvorefter der gives patienter erstatning for

skader opstået under behandling m.v. i sygehusvæsenet.

Patientforsikringsloven har gjort det lettere og hurtigere for patienter

at få erstatning for behandlingsskader på offentlige sygehuse, idet der ydes

erstatning efter ordningen, også selv om der ikke er begået lægelige fejl.

Loven har således udvidet patienters ret til erstatning i forhold til

dansk rets almindelige erstatningsregel (culpareglen), hvorefter skadelidte

skal kunne bevise, at der er begået fejl eller udvist forsømmelse.

Patientforsikringsordningen administreres af Patientforsikringsforeningen,

der er en forening af forsikringsselskaber m.fl. Foreningen modtager, oplyser

og afgør alle erstatningssager efter denne lov.

Det fremgår udtrykkeligt af lov om patientforsikring, § 3, stk. 3, at

erstatning efter denne lov ikke ydes for skader, der skyldes egenskaber ved

de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende.

Baggrunden for, at lægemiddelskader ikke blev medtaget i

patientforsikringsloven var, at lægemiddelskader er omfattet af lov om

produktansvar, herunder EF-direktivet fra 1985 om produktansvar. På

tidspunktet for patientforsikringslovens vedtagelse blev der lagt vægt på, at

en lægemiddelerstatningsordning skulle baseres på et udvidet produktansvar

for medicinalproducenter og -importører, og dette var kun muligt gennem en

frivillig erstatningsordning, etableret af medicinalbranchen selv.

I denne forbindelse skal det fremhæves, at nærværende lovforslag om

erstatning for lægemiddelskader ikke er baseret på et udvidet produktansvar,

men på en udvidet erstatningsordning - finansieret gennem en reduktion af

sygesikringslovens medicintilskud.

Patientforsikringsloven omfatter således ikke lægemiddelskader, der er

opstået som følge af egenskaber - såvel kendte som ukendte - ved de anvendte

lægemidler. Disse skader opfanges nu af lovforslaget.

Hvis skaden derimod skyldes, at der er begået fejl ved ordineringen af det

pågældende lægemiddel, eller hvis anvisninger vedrørende dets brug i øvrigt

ikke er blevet fulgt af vedkommende medicinalperson, falder skaden inden for

patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og der ydes erstatning, hvis

lovens betingelser i øvrigt er opfyldt. Patienten vil endvidere kunne have

ret til erstatning i henhold til patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 3,

hvis lægemiddelskaden kunne være undgået ved hjælp af en anden, ligeværdig

behandlingsteknik eller -metode, medmindre denne indebar en tilsvarende

risiko for en anden lægemiddelskade.

4. Forholdet til EU-retten

Et lægemiddel er et produkt, og er dermed omfattet af de gældende regler

om produktansvar, herunder lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar. Ved

produktansvar i bred forstand forstås det erstatningskrav, der opstår, når et

produkt under brug volder skade på person eller ting.

Produktansvarsloven indeholder regler om objektivt ansvar (dvs. ansvar

uden »skyld«) for skader, der forvoldes af defekte produkter.

Ansvaret efter loven påhviler producenter og importører. Mellemhandlere

hæfter direkte over for forbrugerne for producentens ansvar.

Produktansvarsloven bygger på et EF-direktiv fra 1985 (85/374/EØF) om

produktansvar for producenter og importører. Direktivet er vedtaget på

grundlag af Rom-traktatens art. 100, som giver hjemmel til at harmonisere

regler i medlemsstaterne, der har direkte betydning for varernes frie

bevægelighed.

Direktivet er et såkaldt maksimum-direktiv. Det betyder, at der ikke i

dansk lovgivning kan pålægges producenter og importører et strengere ansvar

for produktansvar end efter direktivet.

Direktivet indeholder en række regler, der ofte i praksis begrænser

mulighederne for at gennemføre erstatningskrav for produktansvar i

forbindelse med lægemiddelskader.

En vigtig begrænsning følger af direktivets bevisbyrderegler, hvorefter

skadelidte skal føre bevis for, at skaden skyldes en defekt ved det

pågældende produkt. Det er ofte vanskeligt for skadelidte at bevise, at der

består denne årsagssammenhæng mellem skaden og lægemidlet. Dette gør sig

særligt gældende, når patienten har indtaget lægemidler fra flere forskellige

producenter mod samme lidelse.

Som følge af direktivets karakter af et maksimumdirektiv er det ikke

muligt ved national lov at lempe beviskravene. På lægemiddelskadeområdet kan

det således ikke lade sig gøre at pålægge samme lempede beviskrav som i

patientforsikringsloven, hvor en overvejende sandsynlig årsagssammenhæng er

tilstrækkelig.

En anden vigtig begrænsning består i, at producenten kun er ansvarlig for

skader, der skyldes en defekt ved produktet. Ved defekt forstås, at produktet

ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, under hensyn til

bl.a. markedsføringen, den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan

forventes, og tidspunktet, da produktet blev bragt i omsætning.

Producenten er ikke ansvarlig for de såkaldte systemskader, dvs. skader,

der skyldes kendte, men uundgåelige bivirkninger ved produktet. Forudsat at

der ved markedsføringen er givet tilstrækkelig information om risikoen for

sådanne bivirkninger, gør denne risiko ikke lægemidlet »defekt«.

Direktivet åbner ikke mulighed for at lade produktansvarsreglerne gælde for

systemskader.

Efter direktivet er producenten endvidere ikke ansvarlig for de såkaldte

udviklingsskader, dvs. skader forårsaget af en defekt ved produktet, som det

på grundlag af den faglige viden, man havde, da produktet blev bragt i

omsætning, ikke var muligt at opdage.

På dette punkt indeholder direktivet en undtagelse fra maksimumprincippet,

idet der er givet medlemslandene mulighed for - efter en nærmere fastsat

procedure i direktivet - at lade de nationale produktansvarsregler gælde for

udviklingsskader. I forbindelse med vedtagelsen af den danske

produktansvarslov i 1989 blev det overvejet, om udviklingsskader skulle være

omfattet af loven. Man afstod imidlertid fra en endelig stillingtagen,

navnlig fordi der samtidig førtes forhandlinger om etablering af en frivillig

lægemiddelforsikringsordning. Produktansvarsloven indeholder derfor en

bestemmelse om, at producenten ikke er ansvarlig for udviklingsskader, jf.

lovens § 7, stk. 1, nr. 4.

En eventuel ændring af produktansvarsloven, således at udviklingsskader

inddrages under produktansvaret, vil kun medføre meget begrænsede

forbedringer for forbrugerne vedrørende lægemiddelskader.

Lovændringen skal nemlig være i overensstemmelse med direktivets

bevisbyrderegler, hvorefter skadelidte skal føre bevis for, at skaden skyldes

en defekt ved det pågældende produkt. Der er således som nævnt ovenfor ikke

mulighed for at lempe beviskravene på samme måde som i

patientforsikringsloven. Endvidere er det efter direktivet ikke muligt at

lade systemskader - som er langt de mest almindelige lægemiddelskader - være

omfattet af produktansvarsloven.

Det må antages, at direktivet udtømmende gør op med, i hvilket omfang

producenter kan drages til ansvar for skader, der forårsages af en defekt ved

produktet. Dette skyldes dels, at direktivet er vedtaget på grundlag af

traktatens art. 100, dels at direktivets formål blandt andet er at skabe

ensartede konkurrencevilkår, dels at direktivet på enkelte punkter

udtrykkeligt åbner mulighed for, at medlemsstaterne kan vælge at fravige

direktivets hovedregler. Direktivets bestemmelser er endvidere relativt klart

udformede.

Direktivet betyder, at der på den ene side ikke er mulighed for ved lov at

pålægge producenterne et videregående ansvar end efter direktivet, f.eks. i

form af betaling til en lovpligtig videregående lægemiddelforsikringsordning,

og på den anden side er der heller ikke mulighed for at fritage producenterne

for ansvar for skader, som er omfattet af direktivet. Der skal således være

mulighed for regres (refusion) mod producenten i de tilfælde, hvor der kan

gøres ansvar gældende direkte efter produktansvarsloven.

Ved lovforslaget etableres en lægemiddelerstatningsordning, hvortil

udgifterne afholdes af staten gennem en nedsættelse af

medicintilskudssatserne i sygesikringsloven (50 og 75%-satserne).

Lovforslaget er således ikke er baseret på et udvidet produktansvar for

producenter og importører. På den baggrund kan det konkluderes, at forslaget

ikke er i strid med EF-direktivet fra 1985 om produktansvar.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

5.1. Erstatningsordningens finansiering

Udgifterne til erstatningsordningen består dels af de egentlige

erstatningsudbetalinger, dels af driftsudgifter til undersøgelse og afgørelse

af alle erstatningssager (forudsættes overdraget til

Patientforsikringsforeningen), dels af driftsudgifter til administration af

erstatningsberegninger, udbetalinger, regressagsanlæg m.v. (der evt. kan

overdrages til en særlig administration), dels af Sundhedsministeriets

driftsudgifter i øvrigt til ordningen, herunder driften af det

lægemiddelskadeankenævn, der skal oprettes efter ordningen.

Der kan endvidere blive tale om indtægter for staten vedrørende de regres

(refusions-) krav, der måtte blive gennemført i henhold til

produktansvarsloven over for lægemiddelproducenter, importører m.fl.

Overordnet set vil der på Sundhedsministeriets finanslovskonto (§ 16) for

finansåret 1996 - jf. nærmere i afsnit 5.3. - blive optaget bevillingskonti,

hvorefter alle de ovenfor nævnte udgifter kan afholdes og indtægter

indtægtsføres.

Som anført ovenfor giver de gældende EU-regler kun mulighed for, at

udgifterne til en udvidet erstatningsadgang for produktskader - her

lægemiddelskader - kan finansieres enten frivilligt af lægemiddelbranchen

selv eller af andre, f.eks. forbrugerne eller staten.

Efter de hidtidige overvejelser var det planen, at samtlige udgifter

vedrørende erstatningsordningen skulle afholdes af en afgift, der blev pålagt

de lægemidler, der blev solgt fra landets apoteker, således at det blev

forbrugerne, der kom til at finansiere den udvidede erstatningsadgang. Denne

finansieringsordning har imidlertid vist sig alt for kompliceret.

Ordningen kunne gennemføres enten ved en procentuel afgift eller en

stykpris pr. lægemiddelpakning. Disse modeller ville være lovlige, men uanset

hvilke af de to modeller der vælges, vil de være uhensigtmæssige på grund af

de store byrdefordelingsmæssige og administrative komplikationer, ordningen

vil medføre.

Endvidere ville de samlede udgifter til erstatningsordningen stå i

skærende modsætningsforhold til de faktisk udbetalte erstatninger.

Regeringen har derfor valgt en anden forbrugerfinansieret løsning,

hvorefter udgiften til erstatningsordningen tilvejebringes ved, at man

reducerer sygesikringslovens medicintilskud på 75 % til 74,7 % og tilskuddet

på 50 % til 49,8 %. En reduktion af denne størrelse vil være næsten

umærkelig, da der i dag årligt udbetales 3,4 mia. kr. i tilskud, svarende til

ca. 50 % af apotekernes samlede omsætning af lægemidler i primærsektoren.

Amterne, Københavns og Frederiksberg Kommuner sparer herved årligt ca. 14

mio. kr. i sygesikringstilskud. Af dette sparede beløb, som hjemtages over de

amtskommunale bloktilskud, forudsættes - via Finansministeriet - tilført

Sundhedsministeriet ca. 12,4 mio. kr. som et permanent rammeløft til

erstatningsordningen og ca. 1-2 mio. kr. tilført primærkommunernes

tilskudspulje, jf. nedenfor.

Denne finansieringsordning vil ikke belaste apotekerne.

Fordelen ved denne løsning vil være, at der ikke er forbundet

administrationsudgifter med selve finansieringsordningen, ligesom der heller

ikke bliver spørgsmål om at pålægge moms. Der vil kunne komme et mindre

kompensationskrav fra primærkommunerne, som vil få øgede sociale udgifter til

de personer, der kan få bistand til øgede medicinudgifter, men disse udgifter

skønnes kun at ville udgøre ca. 10-15 %, dvs. mellem 1 og 1,6 mio. kr.

Endvidere vil der være den fordel ved løsningen, at patienter, der i dag får

100 % refusion af deres medicinudgifter, ikke bliver berørt.

Som anført er det ikke alle patienter, der kommer til at finansiere

ordningen. Da de patienter, der omfattes af finansieringen imidlertid

repræsenterer hovedparten af apotekernes samlede omsætning, og da de

patienter, der varigt eller ofte får receptpligtig medicin typisk har størst

risiko for at få en skade, findes det rimeligt at pålægge denne patientgruppe

at finansiere erstatningsordningen, bl.a. også fordi beløbet hertil for den

enkelte patient er meget lille.

5.2. Erstatningsudgifter

Størrelsen af erstatningsudgifterne er vanskelige at opgøre, men kan mest

naturligt opgøres på grundlag at de aktuelle erfaringer fra den svenske

lægemiddelforsikringsordning. Herefter forudsættes der i 1995 at blive

anmeldt ca. 380 skader til anslået i alt ca. 16,3 mio. svenske kroner i

udbetalte erstatningsbeløb. Efter en reduktion for befolkningstal, en vis

kursforskel og det forhold, at der i Sverige er et relativt større forbrug af

lægemidler end i Danmark, anslås udgiften i Danmark at udgøre ca. 10 mio.

dkr., svarende til ca. 230 årligt anmeldte skader, når ordningen er fuldt

indkørt. Tages der højde for, at antal anmeldte (antagne) skader i de første

år vil være mindre på grund af overgangsreglen om, at erstatningsordningen

kun omfatter skader fra lægemidler, der er udleveret til patienten efter

lovens ikrafttræden den 1. januar 1996, skønnes i det første år kun ca. 150

anmeldte skader, svarende til ca. 7 mio. dkr. i erstatning. Udgiftsniveauet

forventes først at have nået sit endelige niveau to til tre år efter

ordningens ikrafttræden.

5.3. Erstatningsordningens samlede udgifter

Idet der henvises til de udgiftsområder, der er nævnt ovenfor i afsnit

5.1., skal nedenfor nærmere redegøres for indhold og størrelse af disse

udgifter.

De nævnte udgifter vil senere blive søgt optaget på ændringsforslag til

finanslov 1996.

Udgiftsområderne anslås til følgende:

a. Udgifter til erstatningsudbetalinger.

Som anført ovenfor under afsnit 5.2. anslås disse udgifter at udgøre fra

7-10 mio. kr. årligt, men udsving kan meget vel komme på tale.

Udgiften vil blive optaget som en lovbunden udgift på Sundhedsministeriets

finanslovskonto i 1996 og BO-årene med følgende beløb ..... 9,0 mio. kr.

Udgiften vil maksimalt kunne udgøre de nævnte 100/150 mio. kr. årligt, som

er anført i lovens maksimeringsbestemmelser. Merudgifter vil blive reguleret

på de årlige tillægsbevillingslove, om nødvendigt i efterfølgende år for

erstatningsafvigelse i slutningen af året, da erstatningsudbetaling skal ske,

når beslutning er truffet.

På samme finanslovskonto vil der skulle optages indtægter i forbindelse

med de regreskrav (refusion), der måtte blive gennemført over for de efter

produktansvarsloven direkte ansvarlige lægemiddelproducenter, importører m.v.

Indtægterne er yderst vanskelige at opgøre, men forventes at blive væsentlig

mindre beløb end de tilsvarende erstatningsudgifter, idet det netop er

vanskeligt at gennemføre refusionskrav p.g.a. bevisbyrdereglerne i

produktansvarsloven.

Da der i øvrigt næppe kan forventes gennemført refusionskrav i 1996, vil

der ikke blive optaget et indtægtsbeløb for dette år .......... 0,0 mio.kr.

b. Driftsudgifter.

1.

Udgifter til undersøgelse og afgørelse af alle erstatningssager, der som

anført forudsættes overdra-get til Patientforsikringsforeningen mod betaling

af heraf følgende udgifter (aflønning af sagsbehandlere og faglige

konsulenter samt til husleje, brug af teknisk apparatur, indkøring m.v.), der

foreløbigt for 1996 kan sættes til .................. 1,2 mio.kr.

2.

Udgifter til informationsmateriale om erstatningsordningen anslås til

årligt ca. ................... 0,2 mio.kr.

3.

Udgifter bl.a. til personale m.v., til beregning og udbetaling af

erstatninger efter indstilling fra Patientforsikringsforeningen samt til

omkostninger til advokat m.v. ved gennemførelse af regreskrav mod

lægemiddelproducenter m.v. Udgiften sættes til i alt ca. .............. 1,0

mio.kr.

4.

Sundhedsministeriets almindelige driftsudgifter til personale m.v. vedr.

varetagelse og tilsyn med lægemiddelerstatningsordningen forudsættes i 1996

og følgende år at udgøre i alt ca. ............0,5 mio.kr.

5.

Driftsudgifter til personale, honorar m.v. til Lægemiddelskadeankenævnets

medlemmer. Nævnets funktion svarer til det tilsvarende patientskadeankenævn,

som Sundhedsministeriet har oprettet i relation til den almindelige

patientforsikringsordning bortset fra, at Sundhedsministeriet direkte skal

afholde driftsudgiften til lægemiddelskadeankenævnet uden refusion fra

forsikringssystemet. Udgiften sættes til ............. 0,5 mio.kr. De samlede

driftsudgifter til lægemiddelerstatningsordningen vil derfor årligt udgøre

ca. ......................3,4 mio.kr.

Med de ovenfor nævnte 9 mio. kr. til erstatninger vil den samlede udgift

for 1996 udgøre ca. 12,4 mio.kr.

Udgifterne i de følgende år anslås for erstatninger, der er meget

vanskelige at vurdere, at udgøre ca. samme beløb, idet der her er optaget et

beløb, der svarer til et vejet gennemsnit i de første 3 år. Udgifterne i de

følgende år vedrørende de øvrige driftsudgifter kan forventes at stige lidt,

navnlig vedrørende driftsudgifterne til Patientforsikringsforeningen og

erstatningsberegningerne, nemlig med i alt ca. 0,5 mio. kr.

Det bemærkes, at erstatningsudgifterne, der som anført er optaget som

lovbundne udgifter, kan stige udover det skønnede niveau. Såfremt det med

årene viser sig, at udgiftsniveauet grundlæggende er skønnet for lavt,

forudsættes der optaget forhandlinger omkring en evt. yderligere reduktion af

sygesikringstilskuddene til en dækning af statens merudgifter ved ordningen.

Da ordningen efter loven træder i kraft 1. januar 1996, kan det blive

nødvendigt allerede i 1995 at afholde udgifter til forberedelse af ordningens

ikrafttræden. Det vil bl.a. dreje sig om ansættelse af personale og

anskaffelse af faciliteter i øvrigt for Patientforsikringsforeningen samt til

forudgående information om ordningen og dens ikrafttræden. Disse udgifter vil

blive søgt særskilt på aktstykke til finansudvalget. Udgiften hertil anslås

til indtil ca. 0,5 mio.kr., som vil blive afholdt inden for

Sundhedsministeriets driftsramme.

5.4. De administrative konsekvenser for myndighederne ved

lægemiddelerstatningsordningens indførelse vil være overførsel af selve

erstatningsordningens administration til Patientforsikringsforeningen, og

evt. overladelse til andre af beregning og udbetaling af de erstatninger, som

Patientforsikringsforeningen beslutter, samt oprettelsen af et

lægemiddelskadeankenævn.

5.5. Andre konsekvenser af lovforslaget

Lovforslaget har ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Vedrørende sidstnævnte henvises dog til, at lægemiddelbranchen i Danmark med

den nye erstatningsordning gives en særlig begunstigelse - igennem

forbrugernes indirekte betaling af en lettere og videregående adgang til

erstatning for personer, der benytter branchens produkter - som imidlertid

anses for at være ikke-diskriminerende, jf. art. 6 og art. 30 i EF-traktaten,

idet alle produkter, uanset oprindelse, der sælges i Danmark, er omfattet af

ordningen.

6. Lægemiddelerstatningsordninger i andre lande

Sverige har siden 1978 haft en lægemiddelforsikringsordning baseret på en

frivillig aftalt forsikring ydet af et konsortium af forsikringsselskaber,

der dog fra 1994 primært består af Tryg/Hansa forsikringsselskabet. Praktisk

taget alle lægemiddelproducenter og importører er omfattet af den frivillige

svenske ordning. Den i nærværende lovforslag foreslåede ordning bygger i

betydelig grad på indhold og erfaringer med den svenske ordning.

Norge har som et led i den i 1988 oprettede (midlertidige)

patientskadeerstatningsordning medtaget skader forårsaget af lægemidler.

Lægemiddelskader bedømmes herefter dog udelukkende efter den norske

produktansvarslov (L nr. 104 af 23. december 1988).

Finland har siden 1984 haft en frivillig

lægemiddelforsikringsordning, der i princippet svarer til den svenske

lægemiddelforsikringsordning. Ordningen er opretholdt som en frivillig af

branchen finansieret forsikringsordning, selv om Finland fra 1987 fik indført

en lovreguleret patientforsikringsordning, i princippet svarende til den

danske ordning.

7. Hørte myndigheder, organisationer m.fl.

Forslaget har forud for fremsættelsen for Folketinget den 17. maj 1995

været til udtalelse hos Justitsministeriet, Finansministeriet

(Budgetdepartementet), Erhvervsministeriet, Finanstilsynet,

Skatteministeriet, Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen,

Sygesikringens Forhandlingsudvalg, Amternes Lægemiddelregistreringskontor,

Hovedstadens Sygehusfællesskab, Assurandørsocietetet,

Patientforsikringsforeningen, Danmarks Apotekerforening, Brancheforeningen af

Farmaceutiske Industrivirksomheder i Danmark (BFID), Foreningen af

Parallelimportører, Dansk Medicinindustri SMC, Foreningen af Danske

Medicinfabrikker (MEFA), Medicinindustriforeningen (MEDIF), Lægeforeningen,

Danmarks Tandlægeforening, Københavns Kommune og Forbrugerrådet. Det skal

bemærkes, at det fremsatte forslag - på baggrund af høringssvarene - på visse

punkter, herunder erstatsningsordningens finansiering, er ændret i forhold

til det forslag, der har været til høring.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver lovens centrale dækningsområde. Efter stk. 1

ydes der erstatning til patienter, der påføres fysisk skade som følge af

egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller

lignende. En sådan skade kaldes i loven en lægemiddelskade. Lovens

dækningsområde er således udvidet i forhold til patientforsikringslovens

dækningsområde, idet der ydes erstatning uanset om lægemiddelskaden f.eks. er

sket som følge af helbredsforanstaltninger på et sygehus, hos en

privatpraktiserende medicinalperson eller ved indtagelse af håndkøbsmedicin,

købt på et apotek. Det afgørende er, at skaden er forvoldt af et lægemiddel.

Patientforsikringsloven dækker kun skader på offentlige sygehuse og sygehuse,

det offentlige har driftsoverenskomst med.

Udtrykket »undersøgelse, behandling eller lignende« skal i

lighed med det tilsvarende udtryk i patientforsikringsloven forstås bredest

muligt. Rent forebyggende foranstaltninger er således også omfattet.

Både danske og udenlandske patienter er omfattet af loven, og det er uden

betydning, om det skadeforvoldende lægemiddel er indtaget i Danmark eller i

udlandet. Det bemærkes dog, at det i henhold til lovens § 2 er en betingelse

for erstatning, at lægemidlet erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark.

Kun fysiske skader falder inden for lovens område. Det indebærer, at rent

psykisk skade ikke berettiger til erstatning efter loven.

Patientforsikringsloven indeholder en tilsvarende begrænsning i

dækningsområdet. Baggrunden herfor er, at det i mange tilfælde vil være

vanskeligt at fastslå, om skader af rent psykisk karakter er forårsaget af

anvendelsen af lægemidler eller følger af grundsygdommen. Behandling af

psykiske sygdomme er ikke som sådan undtaget. Hvis der ved sådan behandling

indtræder fysisk skade som følge af de anvendte lægemidler, er skaden

omfattet af loven. Psykiske følger af en fysisk skade er ligeledes omfattet,

derimod ikke fysiske følger af en rent psykisk skade.

Det bemærkes, at der i henhold til § 1, stk. 2, 3. pkt., ydes erstatning

for psykisk skade til forsøgspersoner og donorer.

Det er kun skader, der er opstået som følge af selve lægemidlets

egenskaber, der omfattes af loven. Skyldes skaden derimod den måde,

lægemidlet er anvendt på, falder den uden for loven. I dette tilfælde vil

skaden ofte være omfattet af patientforsikringsloven. Der henvises i øvrigt

til afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

De såkaldte interaktionsskader, dvs. skader, der opstår som følge af, at

patienten indtager flere lægemidler samtidig, er omfattet af loven.

I overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper er det

fastsat i bestemmelsen, at efterladte kan få krav på erstatning, hvis

lægemiddelskaden medfører patientens død.

Reglen i stk. 2 fastslår, at sunde forsøgspersoner, der deltager i

kliniske afprøvninger af lægemidler, er omfattet af loven, selv om disse ikke

er patienter. Tilfælde, hvor forsøget indgår som led i undersøgelse eller

behandling af personer, er omfattet af stk. 1. Sunde forsøgspersoner kan

enten være raske personer, eller personer, der lider af en sygdom, som er

irrelevant i forhold til forsøget, dvs. tilfælde, hvor forsøget ikke har

nogen diagnostisk eller terapeutisk værdi for personen.

Bestemmelsen omfatter dels forsøg i private firmaer, f.eks.

lægemiddelproducentfirmaer, dels forsøg i sygehusvæsenet/universiteter og i

den primære sundhedssektor.

Ved klinisk afprøvning af lægemidler eller biomedicinsk forsøg forstås et

projekt med forskningsmæssigt sigte, jf. lov om et videnskabsetisk

komitesystem m.v. Lægemiddelskader opstået i forbindelse med forsøg dækkes,

uanset om reglerne om anmeldelse m.v. er overholdt. Det samme gælder for

kliniske afprøvninger, jf. lægemiddellovens kapitel 5. Det medfører, at der

kan gives erstatning for skader til personer, der i god tro deltager i

kliniske afprøvninger af lægemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke har godkendt,

men hvor lægemidlet som sådant er godkendt, f.eks. til andre lidelser. Der

kan endvidere gives erstatning for skader til personer, der deltager i

kliniske afprøvninger, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen, men har til

formål at afprøve et lægemiddel, der ikke er godkendt. Endelig kan der gives

erstatning for skader til personer, der i god tro deltager i kliniske

afprøvninger af lægemidler i tilfælde, hvor Sundhedsstyrelsen hverken har

godkendt lægemidlet eller forsøget.

Biomedicinske forsøg og kliniske afprøvninger foretaget i udlandet er ikke

omfattet af loven.

I lighed med patientforsikringsloven dækkes skader, der rammer donorer.

Til forsøgspersoner og donorer, der er omfattet af bestemmelsen, ydes der

også erstatning for psykiske skader. En sådan regel findes også i

patientforsikringsloven.

Formålet med stk. 3 er at dække skader, der rammer læger eller

plejepersonale i forbindelse med indgivelse m.v. af et lægemiddel til

patienten. Det er naturligvis en betingelse for erstatning, at det er

lægemidlet, der har forårsaget skaden.

Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes af lov om forsikring

mod følger af arbejdsskade, der omfatter skader, der rammer ansatte.

Efter stk. 4 kan sundhedsministeren fastsætte regler om den nærmere

afgrænsning, jf. ovenfor, af lovens dækningsområde. Bestemmelsen tager sigte

på at præcisere dækningsområdet.

Til § 2

Bestemmelsen fastslår, at det er en betingelse for erstatning efter loven,

at det skadeforvoldende lægemiddel erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark.

Såvel danske som udenlandske lægemidler er omfattet.

Lægemidler anskaffet i udlandet er ikke omfattet af loven, uanset om

lægemidlet er fremstillet af en dansk virksomhed.

Hvis det skadevoldende lægemiddel ikke er udleveret i Danmark, ydes der

ikke erstatning, uanset om den udenlandske virksomhed i øvrigt distribuerer

lægemidlet i Danmark.

Udleveringen skal være sket til forbrug, hvilket skal ses i sammenhæng med

lovens § 1, stk. 1, om lægemidlets anvendelse ved undersøgelse, behandling

eller lignende. For så vidt angår biomedicinske forsøg og kliniske

afprøvninger henvises til § 1, stk. 2.

Det er en betingelse for erstatning, at lægemidlet er udleveret gennem

apotek, sygehus, læge eller tandlæge. Herved undtages lægemidler, der

hidrører direkte fra fabrikant eller importør.

Til § 3

Bestemmelsen definerer i stk. 1 et lægemiddel. Kun varer bestemt

til mennesker (humane lægemidler) er omfattet, hvilket medfører, at

lægemidler til dyr (veterinære lægemidler) er undtaget. På dette punkt gøres

der således en afvigelse fra den definition af lægemiddelbegrebet, der er

fastsat i lægemiddellovens § 1, stk. 1. Både receptpligtig og håndkøbsmedicin

er omfattet.

Det er formålet med markedsføringen eller udleveringen af en vare

(»bestemt til at....«), som er afgørende for, om den anses for et

lægemiddel. Varerne skal udbydes som virksomme overfor sygdom,

sygdomssymptomer eller smerter. Slankemidler er f.eks. typisk omfattet, men

ikke kosmetik. Halvfabrikater er omfattet, hvis det er klart, at de eventuelt

i omarbejdet form, skal anvendes som lægemidler.

I det omfang svangerskabsforebyggende midler kan karakteriseres som

lægemidler, herunder P-piller og minipiller, er de omfattet af loven.

I kravet om, at varerne skal »tilføres« ligger, at de skal

indføres i organismen eller virke på hud eller slimhinder.

Varer som bruges i sygdomsbehandlingen uden at være lægemidler, f.eks.

termometre, injektionssprøjter m.v. (medicinske utensilier) er ikke omfattet

af loven.

Det bestemmes i stk. 2 , at lægemidlet skal være godkendt til

markedsføring i Danmark. Der henvises herved til gældende regler i

lægemiddelloven om Sundhedsstyrelsens kontrol med lægemidlers kvalitet,

sikkerhed og effekt. Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsens godkendelse ikke

nødvendigvis er ensbetydende med, at lægemidlet frembyder tilstrækkelig

sikkerhed, idet styrelsen sædvanligvis er afhængig af de informationer, den

får fra virksomhederne.

Godkendelseskravet gælder ikke for lægemidler, der anvendes ved kliniske

afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.

Endvidere bemærkes, at samtlige lægemidler, der opfylder lovens krav,

således er omfattet af erstatningsordningen, uanset hvilken producent,

importør eller lignende, der lancerer lægemidlet.

I stk. 3 præciseres det, at magistrelt fremstillede lægemidler og

lægemidler, der efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres

til brug for enkeltpersoner, jf. lægemiddellovens § 25, stk. 2, er omfattet

af loven.

Ved magistrelt fremstillede lægemidler forstås lægemidler, som er

fremstillet på apotek til den enkelte patient, og som forhandles og udleveres

fra et apotek uden angivelse af deklaration og uden anden form for

navneangivelse. Denne definition fremgår af lægemiddellovens § 11, stk. 3.

Selv om magistrelt fremstillede lægemidler ikke betragtes som

farmaceutiske specialiteter i henhold til lægemiddellovens kapitel 4, findes

det urimeligt, hvis skader forvoldt af disse lægemidler ikke giver adgang til

erstatning.

Bestemmelsen i stk. 4 indebærer en begrænsning af de lægemidler,

der er omfattet af loven, idet det fastslås, at naturlægemidler, homøopatiske

lægemidler og vitamin- og mineralpræparater er undtaget fra loven. Disse

lægemidler er i øvrigt ikke omfattet af apotektsforbeholdet, dvs. de kan

forhandles af andre end apotekere.

De nævnte varegrupper skal forstås i overensstemmelse med lægemiddellovens

§ 15, stk. 2. Det er uden betydning, om varerne er optaget i

Sundhedsstyrelsens specialitetsregister.

I det omfang naturlægemidler, homøopatiske lægemidler og vitamin- og

mineralpræparater anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg)

med henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemidler, jf. § 3, stk.

2, 1. pkt., er de omfattet af loven.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder en særregel om receptpligtige lægemidler. Såfremt

en lægemiddelskade er forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel, er det en

betingelse for erstatning, at lægemidlet er ordineret til skadelidte.

Baggrunden herfor er, at der i forbindelse med receptpligtig medicin skal

være foretaget en lægelig vurdering af den pågældende patient. Anvendes

receptpligtig medicin af andre end den, til hvem den er ordineret, ydes der

ikke erstatning. Der henvises i øvrigt til lovens § 11, hvorefter

erstatningen kan nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis

patienten forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Herunder kan f.eks. henhøre tilfælde, hvor patienten ikke har fulgt lægelige

anvisninger i forbindelse med ordination af lægemidler.

Til § 5

Bestemmelsen opregner 2 tilfældegrupper, der ikke berettiger til

erstatning.

Nr. 1 udelukker erstatning for sygdom og skade, der skyldes, at

lægemidlet ikke har haft den tilsigtede virkning på den pågældende patient.

Heraf følger, at der ikke ydes erstatning i tilfælde, hvor der lides

skade, fordi et lægemiddels forventede effekt udebliver. I disse tilfælde er

skadesårsagen ikke egenskaber ved det anvendte lægemiddel, men derimod

grundsygdommen eller evt. den stillede diagnose. Bestemmelsen omfatter ikke

det forhold, at den udeblevne effekt skyldes fejl ved lægemidlet.

Efter nr. 2 udelukkes erstatning for skader, der skyldes fejl eller

forsømmelse i forbindelse med ordination eller udlevering af lægemidlet til

patienten. Udtrykket fejl eller forsømmelse skal forstås i overensstemmelse

med dansk rets almindelige erstatningsregel, dvs. culpareglen. I det følgende

nævnes nogle typetilfælde på fejl eller forsømmelse, hvor der ifølge

bestemmelsen ikke ydes erstatning: Forkert ekspedition af et lægemiddel på

apotek eller hospital, en behandlende læges fejlskøn, forandringer af

lægemidlets stoffer på grund af senere tilførelse af andre stoffer eller på

grund af forkert opbevaring og forkerte anvisninger eller information givet

af lægen til patienten.

Efter omstændighederne berettiger visse af disse typetilfælde til

erstatning efter patientforsikringsloven.

Til § 6

Bestemmelsen omfatter, jf. præciseringen i stk. 1, 2. pkt., både

systemskader og udviklingsskader. Der henvises til de almindelige

bemærkninger afsnit 4, hvor disse begreber er beskrevet.

I forbindelse med godkendelse af et nyt lægemiddel sker der en prøvelse

af, om lægemidlet ved normal anvendelse medfører skadevirkninger, der står i

misforhold til den påtænkte nyttevirkning. Denne prøvelse tager normalt sigte

på en generel bedømmelse af lægemidlet.

I hvert enkelt behandlingstilfælde forudsættes det, at den behandlende

læge foretager en risikovurdering - en afvejning af lægemidlets virkninger og

bivirkninger med sværhedsgraden af den sygdom, behandlingen vedrører. Dette

skal sammenholdes med patientens almene tilstand og andre relevante

omstændigheder.

Jo alvorligere sygdommen er, desto større risiko må patienten acceptere

uden at kunne kræve erstatning. Det må også tages i betragtning, at en

patient med nedsat almen tilstand lettere rammes af skader, og at skaden kan

være betydelig alvorligere end hos en i øvrigt rask person. På den anden side

gælder, at jo mere bagatelagtig en sygdom er, desto mindre bivirkning bør

patienten tåle, før der kan blive tale om erstatning.

På baggrund heraf er det ikke anset for rimeligt at yde erstatning for

komplikationer, der er foranlediget af grundsygdommen eller den heraf

nødvendige behandling. I overensstemmelse hermed omfatter loven ikke skader,

der indtræder som følge af behandlingskomplikationer, som man ved en

rimelighedsvurdering finder, at patienten selv må bære, f.eks. fordi det har

været nødvendigt at behandle en alvorlig sygdom med et lægemiddel, som er

kendt for at kunne give svære bivirkninger.

Stk. 1 omfatter på den ene side kendte og konkret påregnelige

bivirkninger (systemskader). Bestemmelsen omfatter således alle bivirkninger,

der i den konkrete situation burde være forudset af en fagmand. Ved

vurderingen heraf indgår bl.a. de oplysninger, der fremgår af indlægssedlen,

der medfulgte lægemidlet. Skader forårsaget af sådanne bivirkningstyper

erstattes kun, hvis de går ud over det almindeligt kendte niveau herfor.

Bestemmelsen omfatter på den anden side også skader forårsaget af ukendte

eller upåregnelige bivirkninger (udviklingsskader), og disse erstattes, hvis

skaden går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere. Reglen er

en skønsregel, og afvejningen foretages på grundlag af de kriterier, der er

nævnt i stk. 2.

Til § 7

Her præciseres nærmere, at beviskravet er lempet til overvejende

sandsynlighed.

Overvejende sandsynlighed foreligger, når det er mere sandsynligt, at

skaden skyldes lægemidlet, end den skyldes andre forhold.

Til § 8

I lighed med patientforsikringsloven gælder loven ikke for skader, der er

omfattet af vaccinationsloven.

Til § 9

I stk. 1 fastslås, at det er dansk rets almindelige

erstatningsudmålingsregler, der finder anvendelse.

Den i stk. 2 fastsatte bagatelgrænse på 3.000 kr. svarer til

niveauet for andre tilsvarende ordninger i Norden og f.eks. til den nye

private tandskadeforsikring. Beløbet er dog væsentligt lavere end den

20.000-kroners regel, der er indeholdt i patientforsikringslovens § 5, stk.

2, som imidlertid på grund af sin størrelse har givet anledning til flere

problemer.

Med den relativ lave bagatelgrænse på 3.000 kr. i stk. 2 kan det blive

relevant at anvende den supplerende bagatelgrænseregel, der er optaget i

stk. 3 , hvorefter en vis, ikke urimelig, forlængelse af

sygdomsperioden, som følge af en lægemiddelskade, ikke erstattes.

Efter stk. 4 gælder de i stk. 2 og 3 nævnte

erstatningsbegrænsninger ikke for personer, der deltager i kliniske

afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) samt donorer.

Skattemæssigt vil erstatningerne og godtgørelserne blive omfattet af de

almindelige skatteregler for erstatninger. Efter disse regler afhænger den

skattemæssige behandling af erstatningens udspring. Erstatning, der udbetales

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2, er

skattepligtig, medens godtgørelse for svie og smerte samt varigt men, jf.

erstatningsansvarslovens §§ 3 og 4, eller erstatning for erhvervsevnetab, jf.

erstatningsansvarslovens § 5, eller tab af forsørger, jf.

erstatningsansvarslovens § 12 - 14, der udbetales som engangsbeløb, er

skattefri. Erstatning til dækning af andre udgifter, f.eks.

helbredelsesudgifter, udgifter til hjælpemidler og transport, vil normalt

ligeledes være skattefri.

Til § 10

Det fastsættes heri, som i patientforsikringslovens § 5, stk. 4, at f.eks.

en arbejdsgiver ikke kan kræve erstatning efter loven for tab som følge af,

at en ansat har været fraværende på grund af en lægemiddelskade. (Det

såkaldte »afledte« regreskrav).

Til § 11

Bestemmelsen svarer til patientforsikringslovens § 6.

Til § 12

Bestemmelsen definerer begrebet serieskade, som lægges til grund for

beregning af de årlige erstatningsmaksimeringer efter §§ 13-14.

Til §§ 13-14

Bestemmelserne fastsætter en række maksimeringer for de erstatningsbeløb,

staten skal afholde.

Beløbene svarer til de maksimeringer, der er fastsat for MEFA's

forsikringstilbud og for de forsikringsbaserede

lægemiddelforsikringsordninger i Sverige og Finland. Teoretisk set kan

maksimeringen blive aktuelt i enkelte tilfælde, således at en forholdsmæssig

nedbringelse af erstatningssummer kan komme på tale.

Som anført kan der foretages foreløbig delvis udbetaling af erstatninger.

Endvidere vil erstatningssagsforberedelsen ofte foregå over længere tid,

således at man kan nå at vurdere, om maksimeringsgrænserne kan tænkes at

blive aktuelle.

Da der er tale om en ekstraordinær forbrugerbeskyttelse, og da patienterne

i øvrigt ikke er afskåret fra at anlægge sag direkte mod

lægemiddelproducenterne for resterende erstatningsbeløb, findes maksimeringen

velbegrundet.

Til § 15

Formålet med stk. 1 er at koordinere forholdet mellem erstatning

efter loven og adgangen til at rejse erstatningskrav efter almindelige

erstatningsregler. Bestemmelsen svarer til patientforsikringslovens § 7.

Reglen i stk. 2 , der svarer til patientforsikringslovens § 8 a,

indebærer, at patienten kan vælge mellem at påberåbe sig

produktansvarsreglerne (dvs. produktansvarsloven eller det i retspraksis

udviklede produktansvar) eller lov om erstatning for lægemiddelskader.

Til § 16

Bestemmelsen i stk. 1 skal sikre, at Sundhedsministeriet efter

foretagen udbetaling af erstatninger, kan overtage retten til at føre

regressag mod den efter produktansvarsloven ansvarlige producent eller

mellemhandler. I de tilfælde, hvor Sundhedsministeriet skønner, at der er

rimelig udsigt til opnå erstatning igennem sagsanlæg, vil Sundhedsministeriet

rejse sag ved domstolene.

Til § 17

Vedrørende § 17, stk. 1 henvises til afsnit 5 i de almindelige

bemærkninger om lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Den bemyndigelse, der er i stk. 2 er givet sundhedsministeren til

at overgive erstatningsberegninger og udbetalinger til andre, tager sigte på

at indgå aftale med f.eks. et forsikringsselskab om, at det med den særlige

ekspertise disse beregninger forudsætter, herunder eventuelt undersøgelse af

patienters mengrad osv., kan foretage disse beregninger m.v.

Til § 18

Det vil være naturligt, at Patientforsikringsforeningen, der i forvejen

administrerer den almindelige patientforsikringsordning, også administrerer

lægemiddelerstatningsordningen, jf. den bemyndigelse, der i stk. 2 er

givet sundhedsministeren til at bestemme dette.

Patientforsikringsforeningen vil bl.a. hermed også kunne sikre, at sager,

der fejlagtigt måtte være rejst efter den ene ordning, kan overgå til den

anden erstatningsordning.

Derimod vil det ikke være naturligt også at overdrage selve

erstatningsudbetalingen, jf. lovens § 17, stk. 2, til

Patientforsikringsforeningen, da foreningen heller ikke varetager denne

opgave på det almindelige patientforsikringsområde.

Til §§ 19-20

Bestemmelserne svarer nøje til reglerne i patientforsikringsloven om

Patientskadeankenævnet. Dog er Lægemiddelskadeankenævnet sammensat lidt

bredere, idet Forbrugerrådet er taget med.

En afgørelse kan påklages til Lægemiddelskadeankenævnet af den, som

afgørelsen vedrører, og i øvrigt af enhver, der har retlig interesse i sagen.

Selv om lægemiddelproducenterne ikke bidrager direkte til

erstatningsordningen vil de senere kunne få forelagt et regreskrav. De vil

derfor efter en konkret vurdering været berettiget til at indbringe klager

for ankenævnet.

Til § 21

Formålet med bestemmelsen er dels at sikre, at de pågældende myndigheder

m.v. kan videregive oplysninger uden at overtræde regler om tavshedspligt,

dels at udpege de institutioner m.v., der vil være forpligtet til at udlevere

oplysninger.

Reglen svarer til patientforsikringslovens § 17, stk. 1, men er dog

udvidet med apoteker og medicinalfirmaer. Det understreges, at oplysninger

kun kan kræves udleveret, når de er af betydning for behandling af

erstatningssager efter loven.

Til § 22

Den 3-årige forældelsesfrist - suppleret med den 10-årige absolutte

forældelsesfrist - svarer til produktansvarslovens regler, idet 10-årsfristen

i produktansvarsloven dog regnes allerede fra det tidspunkt, hvor produktet

blev bragt i omsætning.

Der vil således være mulighed for, at Sundhedsministeriet kan nå at

anlægge sag om regreskrav efter produktansvarsloven inden for den heri

fastsatte 3-årsfrist.

Til § 23

Loven gælder kun, såfremt det skadeforvoldende lægemiddel er udleveret til

patienten efter den 1. januar 1996.

Til § 24

Gennem nedsættelse af medicintilskudssatserne i sygesikringsloven fra

henholdsvis 75 pct. og 50 pct. til 74,7 pct. og 49,8 pct. opnås årligt en

offentlig besparelse på ca. 14 mio. kr., som gennem en reduktion af de

generelle tilskud til amterne anvendes dels til statens udbetaling af

erstatninger for lægemiddelskader og til administration heraf (ca. 12 mio.

kr.), dels til kompensation til primærkommunerne (ca. 1-2 mio. kr) for øget

social bistand til klienters lægemiddeludgifter. Der henvises i øvrigt til

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 25

Bestemmelsen fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det

beror på de respektive direkte ansvarlige for de to dele af riget, om

erstatningsordningen også skal gælde her.

Ændringsforslag

Af Bruno Jerup (EL):

Til § 24 2) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 2 I lovforslagets § 24 forudsættes det, at en nedsættelse af

medicintilskuddet skal finansiere erstatningsordningen. Denne betingelse

mener Enhedslisten ikke er acceptabel, og Enhedslisten foreslår på denne

baggrund, at paragraffen udgår. Hvis dette ikke sker, vil Enhedslisten stemme

imod lovforslaget ved 3. behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter