1995 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Til patienter, der påføres fysisk skade som følge af
egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller
lignende (lægemiddelskade), ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det
samme gælder for efterladte til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i
kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg), der ikke indgår
som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder
for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer. Til forsøgspersoner og donorer, der er
omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.
Stk. 3. Med lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et
lægemiddel på en person, der plejer eller behandler den, til hvem et
lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes
af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
skader efter stk. 1-3 der er omfattet af loven.
§ 2. Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er
udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske afprøvninger af lægemidler
(biomedicinske forsøg). Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus,
læge eller tandlæge.
§ 3. Ved et lægemiddel forstås i denne lov en vare, som er bestemt
til at tilføres mennesker for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller
helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke
legemsfunktioner.
Stk. 2. Lægemidlet skal være godkendt til markedsføring i Danmark
i henhold til gældende regler. Dette gælder dog ikke for lægemidler, der
anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.
Stk. 3. Magistrelt fremstillede lægemidler og lægemidler, der
efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres til brug for
Læs alt
enkeltpersoner, er omfattet af loven.
Stk. 4. Naturlægemidler, homøopatiske lægemidler, vitamin- og
mineralpræparater er ikke omfattet af loven. Dette gælder dog ikke, såfremt
disse produkter anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg) med
henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1.
pkt.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemidler m.v. efter stk. 1-4 der er omfattet af loven.
§ 4. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel
erstattes kun, hvis lægemidlet er ordineret til skadelidte.
§ 5. Som lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade,
som
1) skyldes, at lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den
pågældende patient, eller
2) skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller
udlevering af lægemidlet til patienten.
§ 6. En lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger
af et lægemiddel, erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter
eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere.
Bestemmelsen omfatter både kendte og ukendte samt konkret påregnelige og
upåregnelige bivirkninger.
Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages
hensyn til
1) arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig
imod,
2) den skadelidtes helbredstilstand,
3) skadens omfang og
4) mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i
betragtning.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemiddelskader efter §§ 4-6 der er omfattet af loven.
§ 7. Der ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende
sandsynlighed er forårsaget ved brug af lægemidler.
§ 8. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om
erstatning for vaccinationsskader.
Kapitel 2
Erstatningsudmåling m.v.
§ 9. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk.
1 overstiger 3.000 kr.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes,
såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere
fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader,
der er omfattet af § 1, stk. 2.
§ 10. Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf.
§ 17 i lov om erstatningsansvar.
§ 11. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan
nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten
forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 12. Ved en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført
flere personer og forårsaget af samme egenskab hos samme substans i et eller
flere lægemidler, og
1) som beror på bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets
udlevering var angivet i det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af
lægemidlets egenskaber eller registreret i lægemiddelkataloget, og som
medfører skade af en sådan karakter, at denne ikke ved lægemidlets udlevering
burde være forudset af en fagmand, eller
2) som skyldes en defekt ved lægemidlet som følge af instruktions-,
fabrikations- eller distributionsfejl.
Stk. 2. En serieskade henføres til det år, hvor det første
erstatningskrav rejses over for sundhedsministeren eller
Patientforsikringsforeningen, jf. § 18, uanset hvornår de senere skader
anmeldes.
§ 13. Erstatningssummen for skader i henhold til loven er
begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.
Stk. 2. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade, jf. § 12, er
dog begrænset til 100 mio. kr.
Stk. 3. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske
afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) er begrænset til 25 mio.
kr. pr. forsøg.
Stk. 4. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.
§ 14. Er de i § 13 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække
alle de skadelidtes krav, foretages en forholdsmæssig nedsættelse af de
enkelte krav, dog kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det sig,
efter at en skade er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig,
kan det bestemmes, at erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de
anerkendte krav.
§ 15. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået
eller har krav på at få erstatning i henhold til loven, kan erstatningskrav
ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for
skaden.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er
erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar.
§ 16. I det omfang staten yder erstatning efter denne lov,
indtræder Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenter og
mellemhandlere i henhold til lov om produktansvar.
Stk. 2. Staten kan afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v.
til inddrivelse af erstatning fra lægemiddelproducenter og mellemhandlere
efter lov om produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne erstatningsbeløb i
forbindelse hermed tilgår staten.
Kapitel 3
Erstatningsordningens finansiering
§ 17. Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til
erstatningsordningen afholdes af staten.
Stk. 2. Sundhedsministeren foretager beregning og udbetaling af
erstatninger. Sundhedsministeren kan bemyndige andre, herunder private, til
at foretage beregning og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne
bestemmelse.
Kapitel 4
Sagernes behandling
§ 18. Sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i sager
efter denne lov.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan bemyndige
Patientforsikringsforeningen, jf. lov om patientforsikring, til at behandle
og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Patientforsikringsforeningens
udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten, jf. § 17, stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor sundhedsministeren har bemyndiget andre
end offentlige myndigheder til at varetage opgaver efter denne lov, finder
forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.
Lægemiddelskadeankenævnet
§ 19. Sundhedsministeren nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som
består af
1) en af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,
3) 2 medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen med henholdsvis medicinsk og
farmaceutisk sagkundskab,
4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark,
Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner,
5) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer,
6) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.
Stk. 2. Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år.
Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens
udløb.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med
Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri
fastsætte regler om honorar til nævnets formand og medlemmer.
Stk. 4. Udgifter til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes
af staten, jf. § 17, stk. 1.
§ 20. De afgørelser, der træffes efter § 18, stk. 1 og 2, kan
indbringes for Lægemiddelskadeankenævnet, der har den endelige administrative
afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende
virkning.
Stk. 2. Klage til Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3
måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlige grunde hertil.
Stk. 4. Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for
landsretten. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt.
§ 21. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter denne lov, kan af kommuner, amtskommuner og andre
vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma, forlange meddelt
enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som
skønnes at være af betydning for behandling af sager efter loven.
Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter denne lov, skal afgive de oplysninger til
Lægemiddelskadeankenævnet, som er nødvendige for nævnets varetagelse af
opgaver efter loven.
Kapitel 5
Forældelsesbestemmelser
§ 22. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til
sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver
efter denne lov, senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået
eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter denne lov indtræder
dog senest 10 år efter den dag, lægemidlet er udleveret til skadelidte.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser m.v.
§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. Loven gælder ikke,
såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til skadelidte
inden lovens ikrafttræden.
§ 24. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77
af 31. januar 1994, som ændret ved lov nr. 1133 af 21. december 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, ændres »75 pct.« 3 steder til:
»74,7 pct.«
2. I § 7, stk. 2, ændres »50 pct.« 3 steder til:
»49,8 pct.«
3. I § 7, stk. 3, ændres »50 pct.« til:
»49,8 pct.« og »75 pct.« til: »74,7 pct.«
4. I § 7, stk. 5, ændres »75 pct.« 2 steder til:
»74,7 pct.« og »50 pct.« 2 steder til: »49,8
pct.«
5. I § 7, stk. 6, ændres »75 pct.« til:
»74,7 pct.« og »50 pct.« til: »49,8 pct.«
§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Til patienter, der påføres fysisk skade som følge af
egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller
lignende (lægemiddelskade), ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det
samme gælder for efterladte til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i
kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg), der ikke indgår
som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder
for vævs-, organ- og vævsvæskedonorer. Til forsøgspersoner og donorer, der er
omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.
Stk. 3. Med lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et
lægemiddel på en person, der plejer eller behandler den, til hvem et
lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes
af lov om forsikring mod følger af arbejdesskade.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
skader efter stk. 1-3, der er omfattet af loven.
§ 2. Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er
udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske afprøvninger af lægemidler
(biomedicinske forsøg). Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus,
læge eller tandlæge.
§ 3. Ved et lægemiddel forstås i denne lov en vare, som er bestemt
til at tilføres mennesker for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller
helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke
legemsfunktioner.
Stk. 2. Lægemidlet skal være godkendt til markedsføring i Danmark
i henhold til gældende regler. Dette gælder dog ikke for lægemidler, der
anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.
Stk. 3. Magistrelt fremstillede lægemidler og lægemidler, der
efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres til brug for
enkeltpersoner, er omfattet af loven.
Stk. 4. Naturlægemidler, homøopatiske lægemidler, vitamin- og
mineralpræparater er ikke omfattet af loven. Dette gælder dog ikke, såfremt
disse produkter anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg) med
henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1.
pkt.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemidler m.v. efter stk. 1-4, der er omfattet af loven.
§ 4. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel
erstattes kun, hvis lægemidlet er ordineret til skadelidte.
§ 5. Som lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade
som:
1) skyldes, at lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den
pågældende patient, eller
2) skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller
udlevering af lægemidlet til patienten.
§ 6. En lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger
af et lægemiddel erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter
eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere.
Bestemmelsen omfatter både kendte og ukendte, samt konkret påregnelige og
upåregnelige bivirkninger.
Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages
hensyn til:
1) arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig
imod,
2) den skadelidtes helbredstilstand,
3) skadens omfang og
4) mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i
betragtning.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
lægemiddelskader efter §§ 4-6, der er omfattet af loven.
§ 7. Der ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende
sandsynlighed er forårsaget ved brug af lægemidler.
§ 8. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om
erstatning for vaccinationsskader.
Kapitel 2
Erstatningsudmåling m.v.
§ 9. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om
erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk.
1 overstiger 3000 kr.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes,
såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere
fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader,
der er omfattet af § 1, stk. 2.
§ 10. Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf.
§ 17 i lov om erstatningsansvar.
§ 11. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan
nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten
forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 12. Ved en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført
flere personer og forårsaget af samme egenskab hos samme substans i et eller
flere lægemidler, og
1) som beror på bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets
udlevering var angivet i det af Sundhedsstyrelsen godkendte resume af
lægemidlets egenskaber eller registreret i lægemiddelkataloget, og som
medfører skade af en sådan karakter, at denne ikke ved lægemidlets udlevering
burde være forudset af en fagmand, eller
2) som skyldes en defekt ved lægemidlet som følge af instruktions-,
fabrikations- eller distributionsfejl.
Stk. 2. En serieskade henføres til det år, hvor det første
erstatningskrav rejses over for sundhedsministeren eller
Patientforsikringsforeningen, jf. § 18, uanset hvornår de senere skader
anmeldes.
§ 13. Erstatningssummen for skader i henhold til loven er
begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.
Stk. 2. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade, jf. § 12, er
dog begrænset til 100 mio. kr.
Stk. 3. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske
afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) er begrænset til 25 mio.
kr. pr. forsøg.
Stk. 4. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.
§ 14. Er de i § 13 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække
alle de skadelidtes krav, foretages en forholdsmæssig nedsættelse af de
enkelte krav, dog kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det sig,
efter at en skade er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig,
kan det bestemmes, at erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de
anerkendte krav.
§ 15. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået
eller har krav på at få erstatning i henhold til loven, kan erstatningskrav
ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for
skaden.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er
erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar.
§ 16. I det omfang staten yder erstatning efter denne lov,
indtræder Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenter og
mellemhandlere i henhold til lov om produktansvar.
Stk. 2. Staten kan afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v.
til inddrivelse af erstatning fra lægemiddelproducenter og mellemhandlere
efter lov om produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne erstatningsbeløb i
forbindelse hermed tilgår staten.
Kapitel 3
Erstatningsordningens finansiering
§ 17. Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til
erstatningsordningen afholdes af staten.
Stk. 2. Sundhedsministeren foretager beregning og udbetaling af
erstatninger. Sundhedsministeren kan bemyndige andre, herunder private, til
at foretage beregning og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne
bestemmelse.
Kapitel 4
Sagernes behandling
§ 18. Sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i sager
efter denne lov.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan bemyndige
Patientforsikringsforeningen, jf. lov om patientforsikring, til at behandle
og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Patientforsikringsforeningens
udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten, jf. § 17, stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor sundhedsministeren har bemyndiget andre
end offentlige myndigheder til at varetage opgaver efter denne lov, finder
forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.
Lægemiddelskadeankenævnet
§ 19. Sundhedsministeren nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som
består af:
1) En af sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren,
3) 2 medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen med henholdsvis medicinsk og
farmaceutisk sagkundskab,
4) 2 medlemmer udpeget i fællesskab af Amtsrådsforeningen i Danmark,
Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg Kommuner,
5) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer,
6) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.
Stk. 2. Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år.
Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens
udløb.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med
Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri
fastsætte regler om honorar til nævnets formand og medlemmer.
Stk. 4. Udgifter til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes
af staten, jf. § 17, stk. 1.
§ 20. De afgørelser, der træffes efter § 18, stk. 1 og 2, kan
indbringes for Lægemiddelskadeankenævnet, der har den endelige administrative
afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende
virkning.
Stk. 2. Klage til Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3
måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af
klagefristen, når der er særlige grunde hertil.
Stk. 4. Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for
landsretten. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt.
§ 21. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter denne lov, kan af kommuner, amtskommuner og andre
vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger
m.v. samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma, forlange meddelt
enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som
skønnes er af betydning for behandling af sager efter loven.
Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at
varetage opgaver efter denne lov, skal afgive de oplysninger til
Lægemiddelskadeankenævnet, som er nødvendige for nævnets varetagelse af
opgaver efter loven.
Kapitel 5
Forældelsesbestemmelser
§ 22. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til
sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver
efter denne lov, senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået
eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter denne lov indtræder
dog senest 10 år efter den dag, lægemidlet er udleveret til skadelidte.
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser m.v.
§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. Loven gælder ikke,
såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til skadelidte
inden lovens ikrafttræden.
§ 24. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77
af 31. januar 1994, som ændret ved lov nr. 1133 af 21. december 1994,
foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, ændres »75 pct.« 3 steder til:
»74,7 pct.«.
2. I § 7, stk. 2, ændres »50 pct.« 3 steder til:
»49,8 pct.«.
3. I § 7, stk. 3, ændres »50 pct.« til:
»49,8 pct.« og »75 pct.« til: »74,7 pct.«.
4. I § 7, stk. 5, ændres »75 pct.« 2 steder til:
»74,7 pct.« og »50 pct.« 2 steder til: »49,8
pct.«.
5. I § 7, stk. 6, ændres »75 pct.« til:
»74,7 pct.« og »50 pct.« til: »49,8 pct.«.
§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold
1.1. Lovforslaget er - bortset fra en ændret lovhenvisning i § 1, stk. 3,
2. pkt. - en uændret genfremsættelse af det forslag til lov om erstatning for
lægemiddelskader, der blev fremsat for Folketinget den 17. maj 1995
(Lovforslag nr. L 261 i folketingsåret 1994-95), og som ikke nåede at blive
færdigbehandlet inden udgangen af folketingsåret 1994-95. Sundhedsministerens
fremsættelsestale er optrykt i Folketingstidende 1994-95, Folketingets
Forhandlinger, side 5808. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt smst.
side 6051 ff.
1.2. Ved lovforslaget indføres der en erstatningsordning, der forbedrer
patienters muligheder for at få erstatning for skader, der skyldes egenskaber
ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende.
Hidtil har skadelidte patienter kun haft mulighed for at opnå erstatning for
lægemiddelskader efter reglerne om produktansvar. Lægemiddelskader er som
altovervejende hovedregel ikke omfattet af lov om patientforsikring.
Efter lovforslaget kan sundhedsministeren bemyndige den eksisterende
patientforsikringsforening, der behandler sager efter lov om
patientforsikring, til at varetage undersøgelse og afgørelse af de anmeldte
erstatningssager.
Sundhedsministeriet eller den, der bemyndiges hertil, varetager beregning
og udbetaling af erstatning i de sager, som godkendes hertil.
Staten afholder alle udgifter til erstatning og til erstatningsordningen i
øvrigt, der i alt anslås til ca. 12,4 mio. kr. årligt. Bevillingen hertil er
tilvejebragt med en reduktion af de generelle tilskud til amterne i
forbindelse med en nedsættelse af sygesikringslovens medicintilskud til
forbrugerne på henholdsvis 75% til 74,7% og 50% til 49,8%.
Der fastsættes endvidere i lovforslaget forskellige årlige maksimumsbeløb
for statens udbetaling af erstatning, f.eks. et samlet maksimum på 150 mio.
kr. årligt for alle skader.
Endvidere nedsætter sundhedsministeren et lægemiddelskadeankenævn, der
efter sin funktion svarer til det ankenævn, der er nedsat efter lov om
patientforsikring.
Lægemiddelerstatningsordningen træder i kraft 1. januar 1996. Loven gælder
ikke, såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret inden
lovens ikrafttræden.
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Umiddelbar baggrund
Lovforslaget er i lighed med lov om Blødererstatningsfonden (lov nr. 440
af 14. juni 1995) et led i regeringens opfølgning af Østre Landsrets dom af
14. februar 1995 i blødererstatningssagen. Sundhedsministeren udtalte således
i sin pressemeddelelse af 22. februar 1995 om blødererstatningssagens
politiske konsekvenser bl.a., at regeringen vil tage initiativ til, at der
snarest gennem særlig lovgivning søges etableret en
lægemiddelforsikringsordning, der dækker lægemiddelområdet bredt, og sikrer
patienterne en lettere adgang til at opnå erstatning end efter
produktansvarsloven.
Forud for lovforslagets fremsættelse har Sundhedsministeriet ført
forhandlinger med medicinalbranchen med henblik på etablering af en frivillig
lægemiddelerstatningsordning, finansieret af medicinalbranchen selv. Da det
har vist sig, at der ikke inden for den nærmeste fremtid kan forventes en
tilstrækkelig bred tilslutning til en frivillig lægemiddelerstatningsordning,
har regeringen fundet det nødvendigt at etablere en erstatningsordning ved
lovgivning og med en anden finansieringsordning.
Det bemærkes, at lovforslaget i betydelig grad bygger på principperne i
lov om patientforsikring og på det forslag til erstatningsordning for
lægemiddelskader, som Foreningen af danske Medicinfabrikker (MEFA) senest har
udsendt, dog således at der i lovforslaget er taget særligt højde for, at der
ikke er tale om en frivillig og forsikringsbaseret erstatningsordning.
2.2. Frivillige ordninger
Som nærmere redegjort for nedenfor under afsnit 4 medfører et EF-direktiv
fra 1985 (85/374/EØF) om produktansvar, at det ikke er muligt ved dansk
lovgivning at forpligte medicinalbranchen til at betale til en
lægemiddelforsikringsordning, der rækker ud over EF-direktivets
produktansvar.
Direktivet er derimod ikke til hinder for, at lægemiddelbranchen
frivilligt påtager sig et ansvar, der rækker ud over direktivets regler, og
dermed forbedrer patienternes muligheder for at få erstatning for
lægemiddelskader.
Brancheorganisationerne på medicinalområdet har allerede i 1983 og flere
gange senere ført forhandlinger om etablering af en frivillig
lægemiddelforsikringsordning, men uden at der kunne opnås den ønskede brede
enighed inden for branchen, dvs. omfattende såvel Foreningen af danske
Medicinfabrikker (MEFA), som Medicinindustriforeningen (MEDIF), der
repræsenterer importører af lægemidler.
Senest har MEFA i 1994 fremlagt et forslag til en
lægemiddelforsikringsordning, der efter en temadag den 1. februar 1995 om
ordningen blev udsendt som et tilbud til hele den danske lægemiddelbranche.
Denne ordning vil ifølge det seneste udkast af 28. december 1994 omfatte
både udviklingsskader og systemskader, og der stilles heller ikke krav om, at
skadelidte skal føre fuldt bevis for, at det anvendte lægemiddel var defekt.
Skadelidte skal alene godtgøre, at skaden med væsentlig overvejende
sandsynlighed skyldes det anvendte lægemiddel. Erstatningerne udmåles efter
reglerne i erstatningsansvarsloven.
En frivillig erstatningsordning efter disse retningslinier vil medføre
forbedrede erstatningsmuligheder for de skadelidte. Det har imidlertid vist
sig, at den foreslåede frivillige ordning ikke kan forventes at opnå
tilslutning fra hele medicinalbranchen, idet navnlig MEDIF ikke kunne
tilslutte sig ordningen, således at ordningen kun ville komme til at omfatte
knap 50 % af de lægemidler, der sælges i Danmark.
En erstatningsordning, der kun dækker ca. halvdelen af alle lægemidler,
vil betyde, at det i mange tilfælde vil bero på tilfældigheder, om en
indtrådt lægemiddelskade giver grundlag for erstatning. Dette kan ikke være
tilfredsstillende set ud fra et forbrugersynspunkt.
Sundhedsministeriet har under forhandlinger i marts måned 1995 med hele
branchen også fremlagt andre modeller for en frivillig af lægemiddelbranchen
finansieret lægemiddelerstatningsordning - f.eks. en ordning med aftalte
bidrag over en årrække til en lægemiddelerstatningsfond - men dette fandt
heller ikke tilslutning i branchen.
Selv om en udvidet lægemiddelerstatningsordning bedst og mest naturligt
bør betales af branchen selv, bl.a. på grund af den nære sammenhæng med det
eksisterende produktansvar, som branchen allerede har for lægemiddelskader,
så finder Sundhedsministeriet, at den manglende tilslutning fra hele
medicinalbranchen til en frivillig erstatningsordning for lægemiddelskader må
resultere i, at et udvidet ansvar for lægemiddelskader i stedet må baseres
på, at andre end producenter og importører finansierer erstatningerne. Det er
dog som anført en forudsætning, at der gøres regres mod producenten i det
omfang, der er mulighed herfor efter produktansvarsloven.
3. Afgrænsning over for lov om patientforsikring
Ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992 med senere ændringer (herunder
lov nr. 217 af 29. marts 1995 om forsøg i den primære sundhedssektor), blev
der med virkning fra den 1. juli 1992 oprettet en offentligt styret
patientforsikringsordning, hvorefter der gives patienter erstatning for
skader opstået under behandling m.v. i sygehusvæsenet.
Patientforsikringsloven har gjort det lettere og hurtigere for patienter
at få erstatning for behandlingsskader på offentlige sygehuse, idet der ydes
erstatning efter ordningen, også selv om der ikke er begået lægelige fejl.
Loven har således udvidet patienters ret til erstatning i forhold til
dansk rets almindelige erstatningsregel (culpareglen), hvorefter skadelidte
skal kunne bevise, at der er begået fejl eller udvist forsømmelse.
Patientforsikringsordningen administreres af Patientforsikringsforeningen,
der er en forening af forsikringsselskaber m.fl. Foreningen modtager, oplyser
og afgør alle erstatningssager efter denne lov.
Det fremgår udtrykkeligt af lov om patientforsikring, § 3, stk. 3, at
erstatning efter denne lov ikke ydes for skader, der skyldes egenskaber ved
de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende.
Baggrunden for, at lægemiddelskader ikke blev medtaget i
patientforsikringsloven var, at lægemiddelskader er omfattet af lov om
produktansvar, herunder EF-direktivet fra 1985 om produktansvar. På
tidspunktet for patientforsikringslovens vedtagelse blev der lagt vægt på, at
en lægemiddelerstatningsordning skulle baseres på et udvidet produktansvar
for medicinalproducenter og -importører, og dette var kun muligt gennem en
frivillig erstatningsordning, etableret af medicinalbranchen selv.
I denne forbindelse skal det fremhæves, at nærværende lovforslag om
erstatning for lægemiddelskader ikke er baseret på et udvidet produktansvar,
men på en udvidet erstatningsordning - finansieret gennem en reduktion af
sygesikringslovens medicintilskud.
Patientforsikringsloven omfatter således ikke lægemiddelskader, der er
opstået som følge af egenskaber - såvel kendte som ukendte - ved de anvendte
lægemidler. Disse skader opfanges nu af lovforslaget.
Hvis skaden derimod skyldes, at der er begået fejl ved ordineringen af det
pågældende lægemiddel, eller hvis anvisninger vedrørende dets brug i øvrigt
ikke er blevet fulgt af vedkommende medicinalperson, falder skaden inden for
patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og der ydes erstatning, hvis
lovens betingelser i øvrigt er opfyldt. Patienten vil endvidere kunne have
ret til erstatning i henhold til patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 3,
hvis lægemiddelskaden kunne være undgået ved hjælp af en anden, ligeværdig
behandlingsteknik eller -metode, medmindre denne indebar en tilsvarende
risiko for en anden lægemiddelskade.
4. Forholdet til EU-retten
Et lægemiddel er et produkt, og er dermed omfattet af de gældende regler
om produktansvar, herunder lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar. Ved
produktansvar i bred forstand forstås det erstatningskrav, der opstår, når et
produkt under brug volder skade på person eller ting.
Produktansvarsloven indeholder regler om objektivt ansvar (dvs. ansvar
uden »skyld«) for skader, der forvoldes af defekte produkter.
Ansvaret efter loven påhviler producenter og importører. Mellemhandlere
hæfter direkte over for forbrugerne for producentens ansvar.
Produktansvarsloven bygger på et EF-direktiv fra 1985 (85/374/EØF) om
produktansvar for producenter og importører. Direktivet er vedtaget på
grundlag af Rom-traktatens art. 100, som giver hjemmel til at harmonisere
regler i medlemsstaterne, der har direkte betydning for varernes frie
bevægelighed.
Direktivet er et såkaldt maksimum-direktiv. Det betyder, at der ikke i
dansk lovgivning kan pålægges producenter og importører et strengere ansvar
for produktansvar end efter direktivet.
Direktivet indeholder en række regler, der ofte i praksis begrænser
mulighederne for at gennemføre erstatningskrav for produktansvar i
forbindelse med lægemiddelskader.
En vigtig begrænsning følger af direktivets bevisbyrderegler, hvorefter
skadelidte skal føre bevis for, at skaden skyldes en defekt ved det
pågældende produkt. Det er ofte vanskeligt for skadelidte at bevise, at der
består denne årsagssammenhæng mellem skaden og lægemidlet. Dette gør sig
særligt gældende, når patienten har indtaget lægemidler fra flere forskellige
producenter mod samme lidelse.
Som følge af direktivets karakter af et maksimumdirektiv er det ikke
muligt ved national lov at lempe beviskravene. På lægemiddelskadeområdet kan
det således ikke lade sig gøre at pålægge samme lempede beviskrav som i
patientforsikringsloven, hvor en overvejende sandsynlig årsagssammenhæng er
tilstrækkelig.
En anden vigtig begrænsning består i, at producenten kun er ansvarlig for
skader, der skyldes en defekt ved produktet. Ved defekt forstås, at produktet
ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, under hensyn til
bl.a. markedsføringen, den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan
forventes, og tidspunktet, da produktet blev bragt i omsætning.
Producenten er ikke ansvarlig for de såkaldte systemskader, dvs. skader,
der skyldes kendte, men uundgåelige bivirkninger ved produktet. Forudsat at
der ved markedsføringen er givet tilstrækkelig information om risikoen for
sådanne bivirkninger, gør denne risiko ikke lægemidlet »defekt«.
Direktivet åbner ikke mulighed for at lade produktansvarsreglerne gælde for
systemskader.
Efter direktivet er producenten endvidere ikke ansvarlig for de såkaldte
udviklingsskader, dvs. skader forårsaget af en defekt ved produktet, som det
på grundlag af den faglige viden, man havde, da produktet blev bragt i
omsætning, ikke var muligt at opdage.
På dette punkt indeholder direktivet en undtagelse fra maksimumprincippet,
idet der er givet medlemslandene mulighed for - efter en nærmere fastsat
procedure i direktivet - at lade de nationale produktansvarsregler gælde for
udviklingsskader. I forbindelse med vedtagelsen af den danske
produktansvarslov i 1989 blev det overvejet, om udviklingsskader skulle være
omfattet af loven. Man afstod imidlertid fra en endelig stillingtagen,
navnlig fordi der samtidig førtes forhandlinger om etablering af en frivillig
lægemiddelforsikringsordning. Produktansvarsloven indeholder derfor en
bestemmelse om, at producenten ikke er ansvarlig for udviklingsskader, jf.
lovens § 7, stk. 1, nr. 4.
En eventuel ændring af produktansvarsloven, således at udviklingsskader
inddrages under produktansvaret, vil kun medføre meget begrænsede
forbedringer for forbrugerne vedrørende lægemiddelskader.
Lovændringen skal nemlig være i overensstemmelse med direktivets
bevisbyrderegler, hvorefter skadelidte skal føre bevis for, at skaden skyldes
en defekt ved det pågældende produkt. Der er således som nævnt ovenfor ikke
mulighed for at lempe beviskravene på samme måde som i
patientforsikringsloven. Endvidere er det efter direktivet ikke muligt at
lade systemskader - som er langt de mest almindelige lægemiddelskader - være
omfattet af produktansvarsloven.
Det må antages, at direktivet udtømmende gør op med, i hvilket omfang
producenter kan drages til ansvar for skader, der forårsages af en defekt ved
produktet. Dette skyldes dels, at direktivet er vedtaget på grundlag af
traktatens art. 100, dels at direktivets formål blandt andet er at skabe
ensartede konkurrencevilkår, dels at direktivet på enkelte punkter
udtrykkeligt åbner mulighed for, at medlemsstaterne kan vælge at fravige
direktivets hovedregler. Direktivets bestemmelser er endvidere relativt klart
udformede.
Direktivet betyder, at der på den ene side ikke er mulighed for ved lov at
pålægge producenterne et videregående ansvar end efter direktivet, f.eks. i
form af betaling til en lovpligtig videregående lægemiddelforsikringsordning,
og på den anden side er der heller ikke mulighed for at fritage producenterne
for ansvar for skader, som er omfattet af direktivet. Der skal således være
mulighed for regres (refusion) mod producenten i de tilfælde, hvor der kan
gøres ansvar gældende direkte efter produktansvarsloven.
Ved lovforslaget etableres en lægemiddelerstatningsordning, hvortil
udgifterne afholdes af staten gennem en nedsættelse af
medicintilskudssatserne i sygesikringsloven (50 og 75%-satserne).
Lovforslaget er således ikke er baseret på et udvidet produktansvar for
producenter og importører. På den baggrund kan det konkluderes, at forslaget
ikke er i strid med EF-direktivet fra 1985 om produktansvar.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
5.1. Erstatningsordningens finansiering
Udgifterne til erstatningsordningen består dels af de egentlige
erstatningsudbetalinger, dels af driftsudgifter til undersøgelse og afgørelse
af alle erstatningssager (forudsættes overdraget til
Patientforsikringsforeningen), dels af driftsudgifter til administration af
erstatningsberegninger, udbetalinger, regressagsanlæg m.v. (der evt. kan
overdrages til en særlig administration), dels af Sundhedsministeriets
driftsudgifter i øvrigt til ordningen, herunder driften af det
lægemiddelskadeankenævn, der skal oprettes efter ordningen.
Der kan endvidere blive tale om indtægter for staten vedrørende de regres
(refusions-) krav, der måtte blive gennemført i henhold til
produktansvarsloven over for lægemiddelproducenter, importører m.fl.
Overordnet set vil der på Sundhedsministeriets finanslovskonto (§ 16) for
finansåret 1996 - jf. nærmere i afsnit 5.3. - blive optaget bevillingskonti,
hvorefter alle de ovenfor nævnte udgifter kan afholdes og indtægter
indtægtsføres.
Som anført ovenfor giver de gældende EU-regler kun mulighed for, at
udgifterne til en udvidet erstatningsadgang for produktskader - her
lægemiddelskader - kan finansieres enten frivilligt af lægemiddelbranchen
selv eller af andre, f.eks. forbrugerne eller staten.
Efter de hidtidige overvejelser var det planen, at samtlige udgifter
vedrørende erstatningsordningen skulle afholdes af en afgift, der blev pålagt
de lægemidler, der blev solgt fra landets apoteker, således at det blev
forbrugerne, der kom til at finansiere den udvidede erstatningsadgang. Denne
finansieringsordning har imidlertid vist sig alt for kompliceret.
Ordningen kunne gennemføres enten ved en procentuel afgift eller en
stykpris pr. lægemiddelpakning. Disse modeller ville være lovlige, men uanset
hvilke af de to modeller der vælges, vil de være uhensigtmæssige på grund af
de store byrdefordelingsmæssige og administrative komplikationer, ordningen
vil medføre.
Endvidere ville de samlede udgifter til erstatningsordningen stå i
skærende modsætningsforhold til de faktisk udbetalte erstatninger.
Regeringen har derfor valgt en anden forbrugerfinansieret løsning,
hvorefter udgiften til erstatningsordningen tilvejebringes ved, at man
reducerer sygesikringslovens medicintilskud på 75 % til 74,7 % og tilskuddet
på 50 % til 49,8 %. En reduktion af denne størrelse vil være næsten
umærkelig, da der i dag årligt udbetales 3,4 mia. kr. i tilskud, svarende til
ca. 50 % af apotekernes samlede omsætning af lægemidler i primærsektoren.
Amterne, Københavns og Frederiksberg Kommuner sparer herved årligt ca. 14
mio. kr. i sygesikringstilskud. Af dette sparede beløb, som hjemtages over de
amtskommunale bloktilskud, forudsættes - via Finansministeriet - tilført
Sundhedsministeriet ca. 12,4 mio. kr. som et permanent rammeløft til
erstatningsordningen og ca. 1-2 mio. kr. tilført primærkommunernes
tilskudspulje, jf. nedenfor.
Denne finansieringsordning vil ikke belaste apotekerne.
Fordelen ved denne løsning vil være, at der ikke er forbundet
administrationsudgifter med selve finansieringsordningen, ligesom der heller
ikke bliver spørgsmål om at pålægge moms. Der vil kunne komme et mindre
kompensationskrav fra primærkommunerne, som vil få øgede sociale udgifter til
de personer, der kan få bistand til øgede medicinudgifter, men disse udgifter
skønnes kun at ville udgøre ca. 10-15 %, dvs. mellem 1 og 1,6 mio. kr.
Endvidere vil der være den fordel ved løsningen, at patienter, der i dag får
100 % refusion af deres medicinudgifter, ikke bliver berørt.
Som anført er det ikke alle patienter, der kommer til at finansiere
ordningen. Da de patienter, der omfattes af finansieringen imidlertid
repræsenterer hovedparten af apotekernes samlede omsætning, og da de
patienter, der varigt eller ofte får receptpligtig medicin typisk har størst
risiko for at få en skade, findes det rimeligt at pålægge denne patientgruppe
at finansiere erstatningsordningen, bl.a. også fordi beløbet hertil for den
enkelte patient er meget lille.
5.2. Erstatningsudgifter
Størrelsen af erstatningsudgifterne er vanskelige at opgøre, men kan mest
naturligt opgøres på grundlag at de aktuelle erfaringer fra den svenske
lægemiddelforsikringsordning. Herefter forudsættes der i 1995 at blive
anmeldt ca. 380 skader til anslået i alt ca. 16,3 mio. svenske kroner i
udbetalte erstatningsbeløb. Efter en reduktion for befolkningstal, en vis
kursforskel og det forhold, at der i Sverige er et relativt større forbrug af
lægemidler end i Danmark, anslås udgiften i Danmark at udgøre ca. 10 mio.
dkr., svarende til ca. 230 årligt anmeldte skader, når ordningen er fuldt
indkørt. Tages der højde for, at antal anmeldte (antagne) skader i de første
år vil være mindre på grund af overgangsreglen om, at erstatningsordningen
kun omfatter skader fra lægemidler, der er udleveret til patienten efter
lovens ikrafttræden den 1. januar 1996, skønnes i det første år kun ca. 150
anmeldte skader, svarende til ca. 7 mio. dkr. i erstatning. Udgiftsniveauet
forventes først at have nået sit endelige niveau to til tre år efter
ordningens ikrafttræden.
5.3. Erstatningsordningens samlede udgifter
Idet der henvises til de udgiftsområder, der er nævnt ovenfor i afsnit
5.1., skal nedenfor nærmere redegøres for indhold og størrelse af disse
udgifter.
De nævnte udgifter vil senere blive søgt optaget på ændringsforslag til
finanslov 1996.
Udgiftsområderne anslås til følgende:
a. Udgifter til erstatningsudbetalinger.
Som anført ovenfor under afsnit 5.2. anslås disse udgifter at udgøre fra
7-10 mio. kr. årligt, men udsving kan meget vel komme på tale.
Udgiften vil blive optaget som en lovbunden udgift på Sundhedsministeriets
finanslovskonto i 1996 og BO-årene med følgende beløb ..... 9,0 mio. kr.
Udgiften vil maksimalt kunne udgøre de nævnte 100/150 mio. kr. årligt, som
er anført i lovens maksimeringsbestemmelser. Merudgifter vil blive reguleret
på de årlige tillægsbevillingslove, om nødvendigt i efterfølgende år for
erstatningsafvigelse i slutningen af året, da erstatningsudbetaling skal ske,
når beslutning er truffet.
På samme finanslovskonto vil der skulle optages indtægter i forbindelse
med de regreskrav (refusion), der måtte blive gennemført over for de efter
produktansvarsloven direkte ansvarlige lægemiddelproducenter, importører m.v.
Indtægterne er yderst vanskelige at opgøre, men forventes at blive væsentlig
mindre beløb end de tilsvarende erstatningsudgifter, idet det netop er
vanskeligt at gennemføre refusionskrav p.g.a. bevisbyrdereglerne i
produktansvarsloven.
Da der i øvrigt næppe kan forventes gennemført refusionskrav i 1996, vil
der ikke blive optaget et indtægtsbeløb for dette år .......... 0,0 mio.kr.
b. Driftsudgifter.
1.
Udgifter til undersøgelse og afgørelse af alle erstatningssager, der som
anført forudsættes overdra-get til Patientforsikringsforeningen mod betaling
af heraf følgende udgifter (aflønning af sagsbehandlere og faglige
konsulenter samt til husleje, brug af teknisk apparatur, indkøring m.v.), der
foreløbigt for 1996 kan sættes til .................. 1,2 mio.kr.
2.
Udgifter til informationsmateriale om erstatningsordningen anslås til
årligt ca. ................... 0,2 mio.kr.
3.
Udgifter bl.a. til personale m.v., til beregning og udbetaling af
erstatninger efter indstilling fra Patientforsikringsforeningen samt til
omkostninger til advokat m.v. ved gennemførelse af regreskrav mod
lægemiddelproducenter m.v. Udgiften sættes til i alt ca. .............. 1,0
mio.kr.
4.
Sundhedsministeriets almindelige driftsudgifter til personale m.v. vedr.
varetagelse og tilsyn med lægemiddelerstatningsordningen forudsættes i 1996
og følgende år at udgøre i alt ca. ............0,5 mio.kr.
5.
Driftsudgifter til personale, honorar m.v. til Lægemiddelskadeankenævnets
medlemmer. Nævnets funktion svarer til det tilsvarende patientskadeankenævn,
som Sundhedsministeriet har oprettet i relation til den almindelige
patientforsikringsordning bortset fra, at Sundhedsministeriet direkte skal
afholde driftsudgiften til lægemiddelskadeankenævnet uden refusion fra
forsikringssystemet. Udgiften sættes til ............. 0,5 mio.kr. De samlede
driftsudgifter til lægemiddelerstatningsordningen vil derfor årligt udgøre
ca. ......................3,4 mio.kr.
Med de ovenfor nævnte 9 mio. kr. til erstatninger vil den samlede udgift
for 1996 udgøre ca. 12,4 mio.kr.
Udgifterne i de følgende år anslås for erstatninger, der er meget
vanskelige at vurdere, at udgøre ca. samme beløb, idet der her er optaget et
beløb, der svarer til et vejet gennemsnit i de første 3 år. Udgifterne i de
følgende år vedrørende de øvrige driftsudgifter kan forventes at stige lidt,
navnlig vedrørende driftsudgifterne til Patientforsikringsforeningen og
erstatningsberegningerne, nemlig med i alt ca. 0,5 mio. kr.
Det bemærkes, at erstatningsudgifterne, der som anført er optaget som
lovbundne udgifter, kan stige udover det skønnede niveau. Såfremt det med
årene viser sig, at udgiftsniveauet grundlæggende er skønnet for lavt,
forudsættes der optaget forhandlinger omkring en evt. yderligere reduktion af
sygesikringstilskuddene til en dækning af statens merudgifter ved ordningen.
Da ordningen efter loven træder i kraft 1. januar 1996, kan det blive
nødvendigt allerede i 1995 at afholde udgifter til forberedelse af ordningens
ikrafttræden. Det vil bl.a. dreje sig om ansættelse af personale og
anskaffelse af faciliteter i øvrigt for Patientforsikringsforeningen samt til
forudgående information om ordningen og dens ikrafttræden. Disse udgifter vil
blive søgt særskilt på aktstykke til finansudvalget. Udgiften hertil anslås
til indtil ca. 0,5 mio.kr., som vil blive afholdt inden for
Sundhedsministeriets driftsramme.
5.4. De administrative konsekvenser for myndighederne ved
lægemiddelerstatningsordningens indførelse vil være overførsel af selve
erstatningsordningens administration til Patientforsikringsforeningen, og
evt. overladelse til andre af beregning og udbetaling af de erstatninger, som
Patientforsikringsforeningen beslutter, samt oprettelsen af et
lægemiddelskadeankenævn.
5.5. Andre konsekvenser af lovforslaget
Lovforslaget har ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Vedrørende sidstnævnte henvises dog til, at lægemiddelbranchen i Danmark med
den nye erstatningsordning gives en særlig begunstigelse - igennem
forbrugernes indirekte betaling af en lettere og videregående adgang til
erstatning for personer, der benytter branchens produkter - som imidlertid
anses for at være ikke-diskriminerende, jf. art. 6 og art. 30 i EF-traktaten,
idet alle produkter, uanset oprindelse, der sælges i Danmark, er omfattet af
ordningen.
6. Lægemiddelerstatningsordninger i andre lande
Sverige har siden 1978 haft en lægemiddelforsikringsordning baseret på en
frivillig aftalt forsikring ydet af et konsortium af forsikringsselskaber,
der dog fra 1994 primært består af Tryg/Hansa forsikringsselskabet. Praktisk
taget alle lægemiddelproducenter og importører er omfattet af den frivillige
svenske ordning. Den i nærværende lovforslag foreslåede ordning bygger i
betydelig grad på indhold og erfaringer med den svenske ordning.
Norge har som et led i den i 1988 oprettede (midlertidige)
patientskadeerstatningsordning medtaget skader forårsaget af lægemidler.
Lægemiddelskader bedømmes herefter dog udelukkende efter den norske
produktansvarslov (L nr. 104 af 23. december 1988).
Finland har siden 1984 haft en frivillig
lægemiddelforsikringsordning, der i princippet svarer til den svenske
lægemiddelforsikringsordning. Ordningen er opretholdt som en frivillig af
branchen finansieret forsikringsordning, selv om Finland fra 1987 fik indført
en lovreguleret patientforsikringsordning, i princippet svarende til den
danske ordning.
7. Hørte myndigheder, organisationer m.fl.
Forslaget har forud for fremsættelsen for Folketinget den 17. maj 1995
været til udtalelse hos Justitsministeriet, Finansministeriet
(Budgetdepartementet), Erhvervsministeriet, Finanstilsynet,
Skatteministeriet, Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen,
Sygesikringens Forhandlingsudvalg, Amternes Lægemiddelregistreringskontor,
Hovedstadens Sygehusfællesskab, Assurandørsocietetet,
Patientforsikringsforeningen, Danmarks Apotekerforening, Brancheforeningen af
Farmaceutiske Industrivirksomheder i Danmark (BFID), Foreningen af
Parallelimportører, Dansk Medicinindustri SMC, Foreningen af Danske
Medicinfabrikker (MEFA), Medicinindustriforeningen (MEDIF), Lægeforeningen,
Danmarks Tandlægeforening, Københavns Kommune og Forbrugerrådet. Det skal
bemærkes, at det fremsatte forslag - på baggrund af høringssvarene - på visse
punkter, herunder erstatsningsordningens finansiering, er ændret i forhold
til det forslag, der har været til høring.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen angiver lovens centrale dækningsområde. Efter stk. 1
ydes der erstatning til patienter, der påføres fysisk skade som følge af
egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller
lignende. En sådan skade kaldes i loven en lægemiddelskade. Lovens
dækningsområde er således udvidet i forhold til patientforsikringslovens
dækningsområde, idet der ydes erstatning uanset om lægemiddelskaden f.eks. er
sket som følge af helbredsforanstaltninger på et sygehus, hos en
privatpraktiserende medicinalperson eller ved indtagelse af håndkøbsmedicin,
købt på et apotek. Det afgørende er, at skaden er forvoldt af et lægemiddel.
Patientforsikringsloven dækker kun skader på offentlige sygehuse og sygehuse,
det offentlige har driftsoverenskomst med.
Udtrykket »undersøgelse, behandling eller lignende« skal i
lighed med det tilsvarende udtryk i patientforsikringsloven forstås bredest
muligt. Rent forebyggende foranstaltninger er således også omfattet.
Både danske og udenlandske patienter er omfattet af loven, og det er uden
betydning, om det skadeforvoldende lægemiddel er indtaget i Danmark eller i
udlandet. Det bemærkes dog, at det i henhold til lovens § 2 er en betingelse
for erstatning, at lægemidlet erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark.
Kun fysiske skader falder inden for lovens område. Det indebærer, at rent
psykisk skade ikke berettiger til erstatning efter loven.
Patientforsikringsloven indeholder en tilsvarende begrænsning i
dækningsområdet. Baggrunden herfor er, at det i mange tilfælde vil være
vanskeligt at fastslå, om skader af rent psykisk karakter er forårsaget af
anvendelsen af lægemidler eller følger af grundsygdommen. Behandling af
psykiske sygdomme er ikke som sådan undtaget. Hvis der ved sådan behandling
indtræder fysisk skade som følge af de anvendte lægemidler, er skaden
omfattet af loven. Psykiske følger af en fysisk skade er ligeledes omfattet,
derimod ikke fysiske følger af en rent psykisk skade.
Det bemærkes, at der i henhold til § 1, stk. 2, 3. pkt., ydes erstatning
for psykisk skade til forsøgspersoner og donorer.
Det er kun skader, der er opstået som følge af selve lægemidlets
egenskaber, der omfattes af loven. Skyldes skaden derimod den måde,
lægemidlet er anvendt på, falder den uden for loven. I dette tilfælde vil
skaden ofte være omfattet af patientforsikringsloven. Der henvises i øvrigt
til afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.
De såkaldte interaktionsskader, dvs. skader, der opstår som følge af, at
patienten indtager flere lægemidler samtidig, er omfattet af loven.
I overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper er det
fastsat i bestemmelsen, at efterladte kan få krav på erstatning, hvis
lægemiddelskaden medfører patientens død.
Reglen i stk. 2 fastslår, at sunde forsøgspersoner, der deltager i
kliniske afprøvninger af lægemidler, er omfattet af loven, selv om disse ikke
er patienter. Tilfælde, hvor forsøget indgår som led i undersøgelse eller
behandling af personer, er omfattet af stk. 1. Sunde forsøgspersoner kan
enten være raske personer, eller personer, der lider af en sygdom, som er
irrelevant i forhold til forsøget, dvs. tilfælde, hvor forsøget ikke har
nogen diagnostisk eller terapeutisk værdi for personen.
Bestemmelsen omfatter dels forsøg i private firmaer, f.eks.
lægemiddelproducentfirmaer, dels forsøg i sygehusvæsenet/universiteter og i
den primære sundhedssektor.
Ved klinisk afprøvning af lægemidler eller biomedicinsk forsøg forstås et
projekt med forskningsmæssigt sigte, jf. lov om et videnskabsetisk
komitesystem m.v. Lægemiddelskader opstået i forbindelse med forsøg dækkes,
uanset om reglerne om anmeldelse m.v. er overholdt. Det samme gælder for
kliniske afprøvninger, jf. lægemiddellovens kapitel 5. Det medfører, at der
kan gives erstatning for skader til personer, der i god tro deltager i
kliniske afprøvninger af lægemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke har godkendt,
men hvor lægemidlet som sådant er godkendt, f.eks. til andre lidelser. Der
kan endvidere gives erstatning for skader til personer, der deltager i
kliniske afprøvninger, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen, men har til
formål at afprøve et lægemiddel, der ikke er godkendt. Endelig kan der gives
erstatning for skader til personer, der i god tro deltager i kliniske
afprøvninger af lægemidler i tilfælde, hvor Sundhedsstyrelsen hverken har
godkendt lægemidlet eller forsøget.
Biomedicinske forsøg og kliniske afprøvninger foretaget i udlandet er ikke
omfattet af loven.
I lighed med patientforsikringsloven dækkes skader, der rammer donorer.
Til forsøgspersoner og donorer, der er omfattet af bestemmelsen, ydes der
også erstatning for psykiske skader. En sådan regel findes også i
patientforsikringsloven.
Formålet med stk. 3 er at dække skader, der rammer læger eller
plejepersonale i forbindelse med indgivelse m.v. af et lægemiddel til
patienten. Det er naturligvis en betingelse for erstatning, at det er
lægemidlet, der har forårsaget skaden.
Erstatning ydes kun i det omfang, skaden ikke dækkes af lov om forsikring
mod følger af arbejdsskade, der omfatter skader, der rammer ansatte.
Efter stk. 4 kan sundhedsministeren fastsætte regler om den nærmere
afgrænsning, jf. ovenfor, af lovens dækningsområde. Bestemmelsen tager sigte
på at præcisere dækningsområdet.
Til § 2
Bestemmelsen fastslår, at det er en betingelse for erstatning efter loven,
at det skadeforvoldende lægemiddel erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark.
Såvel danske som udenlandske lægemidler er omfattet.
Lægemidler anskaffet i udlandet er ikke omfattet af loven, uanset om
lægemidlet er fremstillet af en dansk virksomhed.
Hvis det skadevoldende lægemiddel ikke er udleveret i Danmark, ydes der
ikke erstatning, uanset om den udenlandske virksomhed i øvrigt distribuerer
lægemidlet i Danmark.
Udleveringen skal være sket til forbrug, hvilket skal ses i sammenhæng med
lovens § 1, stk. 1, om lægemidlets anvendelse ved undersøgelse, behandling
eller lignende. For så vidt angår biomedicinske forsøg og kliniske
afprøvninger henvises til § 1, stk. 2.
Det er en betingelse for erstatning, at lægemidlet er udleveret gennem
apotek, sygehus, læge eller tandlæge. Herved undtages lægemidler, der
hidrører direkte fra fabrikant eller importør.
Til § 3
Bestemmelsen definerer i stk. 1 et lægemiddel. Kun varer bestemt
til mennesker (humane lægemidler) er omfattet, hvilket medfører, at
lægemidler til dyr (veterinære lægemidler) er undtaget. På dette punkt gøres
der således en afvigelse fra den definition af lægemiddelbegrebet, der er
fastsat i lægemiddellovens § 1, stk. 1. Både receptpligtig og håndkøbsmedicin
er omfattet.
Det er formålet med markedsføringen eller udleveringen af en vare
(»bestemt til at....«), som er afgørende for, om den anses for et
lægemiddel. Varerne skal udbydes som virksomme overfor sygdom,
sygdomssymptomer eller smerter. Slankemidler er f.eks. typisk omfattet, men
ikke kosmetik. Halvfabrikater er omfattet, hvis det er klart, at de eventuelt
i omarbejdet form, skal anvendes som lægemidler.
I det omfang svangerskabsforebyggende midler kan karakteriseres som
lægemidler, herunder P-piller og minipiller, er de omfattet af loven.
I kravet om, at varerne skal »tilføres« ligger, at de skal
indføres i organismen eller virke på hud eller slimhinder.
Varer som bruges i sygdomsbehandlingen uden at være lægemidler, f.eks.
termometre, injektionssprøjter m.v. (medicinske utensilier) er ikke omfattet
af loven.
Det bestemmes i stk. 2 , at lægemidlet skal være godkendt til
markedsføring i Danmark. Der henvises herved til gældende regler i
lægemiddelloven om Sundhedsstyrelsens kontrol med lægemidlers kvalitet,
sikkerhed og effekt. Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsens godkendelse ikke
nødvendigvis er ensbetydende med, at lægemidlet frembyder tilstrækkelig
sikkerhed, idet styrelsen sædvanligvis er afhængig af de informationer, den
får fra virksomhederne.
Godkendelseskravet gælder ikke for lægemidler, der anvendes ved kliniske
afprøvninger (biomedicinske forsøg), jf. § 1, stk. 2.
Endvidere bemærkes, at samtlige lægemidler, der opfylder lovens krav,
således er omfattet af erstatningsordningen, uanset hvilken producent,
importør eller lignende, der lancerer lægemidlet.
I stk. 3 præciseres det, at magistrelt fremstillede lægemidler og
lægemidler, der efter forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen importeres
til brug for enkeltpersoner, jf. lægemiddellovens § 25, stk. 2, er omfattet
af loven.
Ved magistrelt fremstillede lægemidler forstås lægemidler, som er
fremstillet på apotek til den enkelte patient, og som forhandles og udleveres
fra et apotek uden angivelse af deklaration og uden anden form for
navneangivelse. Denne definition fremgår af lægemiddellovens § 11, stk. 3.
Selv om magistrelt fremstillede lægemidler ikke betragtes som
farmaceutiske specialiteter i henhold til lægemiddellovens kapitel 4, findes
det urimeligt, hvis skader forvoldt af disse lægemidler ikke giver adgang til
erstatning.
Bestemmelsen i stk. 4 indebærer en begrænsning af de lægemidler,
der er omfattet af loven, idet det fastslås, at naturlægemidler, homøopatiske
lægemidler og vitamin- og mineralpræparater er undtaget fra loven. Disse
lægemidler er i øvrigt ikke omfattet af apotektsforbeholdet, dvs. de kan
forhandles af andre end apotekere.
De nævnte varegrupper skal forstås i overensstemmelse med lægemiddellovens
§ 15, stk. 2. Det er uden betydning, om varerne er optaget i
Sundhedsstyrelsens specialitetsregister.
I det omfang naturlægemidler, homøopatiske lægemidler og vitamin- og
mineralpræparater anvendes ved kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg)
med henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemidler, jf. § 3, stk.
2, 1. pkt., er de omfattet af loven.
Til § 4
Bestemmelsen indeholder en særregel om receptpligtige lægemidler. Såfremt
en lægemiddelskade er forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel, er det en
betingelse for erstatning, at lægemidlet er ordineret til skadelidte.
Baggrunden herfor er, at der i forbindelse med receptpligtig medicin skal
være foretaget en lægelig vurdering af den pågældende patient. Anvendes
receptpligtig medicin af andre end den, til hvem den er ordineret, ydes der
ikke erstatning. Der henvises i øvrigt til lovens § 11, hvorefter
erstatningen kan nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis
patienten forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
Herunder kan f.eks. henhøre tilfælde, hvor patienten ikke har fulgt lægelige
anvisninger i forbindelse med ordination af lægemidler.
Til § 5
Bestemmelsen opregner 2 tilfældegrupper, der ikke berettiger til
erstatning.
Nr. 1 udelukker erstatning for sygdom og skade, der skyldes, at
lægemidlet ikke har haft den tilsigtede virkning på den pågældende patient.
Heraf følger, at der ikke ydes erstatning i tilfælde, hvor der lides
skade, fordi et lægemiddels forventede effekt udebliver. I disse tilfælde er
skadesårsagen ikke egenskaber ved det anvendte lægemiddel, men derimod
grundsygdommen eller evt. den stillede diagnose. Bestemmelsen omfatter ikke
det forhold, at den udeblevne effekt skyldes fejl ved lægemidlet.
Efter nr. 2 udelukkes erstatning for skader, der skyldes fejl eller
forsømmelse i forbindelse med ordination eller udlevering af lægemidlet til
patienten. Udtrykket fejl eller forsømmelse skal forstås i overensstemmelse
med dansk rets almindelige erstatningsregel, dvs. culpareglen. I det følgende
nævnes nogle typetilfælde på fejl eller forsømmelse, hvor der ifølge
bestemmelsen ikke ydes erstatning: Forkert ekspedition af et lægemiddel på
apotek eller hospital, en behandlende læges fejlskøn, forandringer af
lægemidlets stoffer på grund af senere tilførelse af andre stoffer eller på
grund af forkert opbevaring og forkerte anvisninger eller information givet
af lægen til patienten.
Efter omstændighederne berettiger visse af disse typetilfælde til
erstatning efter patientforsikringsloven.
Til § 6
Bestemmelsen omfatter, jf. præciseringen i stk. 1, 2. pkt., både
systemskader og udviklingsskader. Der henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 4, hvor disse begreber er beskrevet.
I forbindelse med godkendelse af et nyt lægemiddel sker der en prøvelse
af, om lægemidlet ved normal anvendelse medfører skadevirkninger, der står i
misforhold til den påtænkte nyttevirkning. Denne prøvelse tager normalt sigte
på en generel bedømmelse af lægemidlet.
I hvert enkelt behandlingstilfælde forudsættes det, at den behandlende
læge foretager en risikovurdering - en afvejning af lægemidlets virkninger og
bivirkninger med sværhedsgraden af den sygdom, behandlingen vedrører. Dette
skal sammenholdes med patientens almene tilstand og andre relevante
omstændigheder.
Jo alvorligere sygdommen er, desto større risiko må patienten acceptere
uden at kunne kræve erstatning. Det må også tages i betragtning, at en
patient med nedsat almen tilstand lettere rammes af skader, og at skaden kan
være betydelig alvorligere end hos en i øvrigt rask person. På den anden side
gælder, at jo mere bagatelagtig en sygdom er, desto mindre bivirkning bør
patienten tåle, før der kan blive tale om erstatning.
På baggrund heraf er det ikke anset for rimeligt at yde erstatning for
komplikationer, der er foranlediget af grundsygdommen eller den heraf
nødvendige behandling. I overensstemmelse hermed omfatter loven ikke skader,
der indtræder som følge af behandlingskomplikationer, som man ved en
rimelighedsvurdering finder, at patienten selv må bære, f.eks. fordi det har
været nødvendigt at behandle en alvorlig sygdom med et lægemiddel, som er
kendt for at kunne give svære bivirkninger.
Stk. 1 omfatter på den ene side kendte og konkret påregnelige
bivirkninger (systemskader). Bestemmelsen omfatter således alle bivirkninger,
der i den konkrete situation burde være forudset af en fagmand. Ved
vurderingen heraf indgår bl.a. de oplysninger, der fremgår af indlægssedlen,
der medfulgte lægemidlet. Skader forårsaget af sådanne bivirkningstyper
erstattes kun, hvis de går ud over det almindeligt kendte niveau herfor.
Bestemmelsen omfatter på den anden side også skader forårsaget af ukendte
eller upåregnelige bivirkninger (udviklingsskader), og disse erstattes, hvis
skaden går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere. Reglen er
en skønsregel, og afvejningen foretages på grundlag af de kriterier, der er
nævnt i stk. 2.
Til § 7
Her præciseres nærmere, at beviskravet er lempet til overvejende
sandsynlighed.
Overvejende sandsynlighed foreligger, når det er mere sandsynligt, at
skaden skyldes lægemidlet, end den skyldes andre forhold.
Til § 8
I lighed med patientforsikringsloven gælder loven ikke for skader, der er
omfattet af vaccinationsloven.
Til § 9
I stk. 1 fastslås, at det er dansk rets almindelige
erstatningsudmålingsregler, der finder anvendelse.
Den i stk. 2 fastsatte bagatelgrænse på 3.000 kr. svarer til
niveauet for andre tilsvarende ordninger i Norden og f.eks. til den nye
private tandskadeforsikring. Beløbet er dog væsentligt lavere end den
20.000-kroners regel, der er indeholdt i patientforsikringslovens § 5, stk.
2, som imidlertid på grund af sin størrelse har givet anledning til flere
problemer.
Med den relativ lave bagatelgrænse på 3.000 kr. i stk. 2 kan det blive
relevant at anvende den supplerende bagatelgrænseregel, der er optaget i
stk. 3 , hvorefter en vis, ikke urimelig, forlængelse af
sygdomsperioden, som følge af en lægemiddelskade, ikke erstattes.
Efter stk. 4 gælder de i stk. 2 og 3 nævnte
erstatningsbegrænsninger ikke for personer, der deltager i kliniske
afprøvninger af lægemidler (biomedicinske forsøg) samt donorer.
Skattemæssigt vil erstatningerne og godtgørelserne blive omfattet af de
almindelige skatteregler for erstatninger. Efter disse regler afhænger den
skattemæssige behandling af erstatningens udspring. Erstatning, der udbetales
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2, er
skattepligtig, medens godtgørelse for svie og smerte samt varigt men, jf.
erstatningsansvarslovens §§ 3 og 4, eller erstatning for erhvervsevnetab, jf.
erstatningsansvarslovens § 5, eller tab af forsørger, jf.
erstatningsansvarslovens § 12 - 14, der udbetales som engangsbeløb, er
skattefri. Erstatning til dækning af andre udgifter, f.eks.
helbredelsesudgifter, udgifter til hjælpemidler og transport, vil normalt
ligeledes være skattefri.
Til § 10
Det fastsættes heri, som i patientforsikringslovens § 5, stk. 4, at f.eks.
en arbejdsgiver ikke kan kræve erstatning efter loven for tab som følge af,
at en ansat har været fraværende på grund af en lægemiddelskade. (Det
såkaldte »afledte« regreskrav).
Til § 11
Bestemmelsen svarer til patientforsikringslovens § 6.
Til § 12
Bestemmelsen definerer begrebet serieskade, som lægges til grund for
beregning af de årlige erstatningsmaksimeringer efter §§ 13-14.
Til §§ 13-14
Bestemmelserne fastsætter en række maksimeringer for de erstatningsbeløb,
staten skal afholde.
Beløbene svarer til de maksimeringer, der er fastsat for MEFA's
forsikringstilbud og for de forsikringsbaserede
lægemiddelforsikringsordninger i Sverige og Finland. Teoretisk set kan
maksimeringen blive aktuelt i enkelte tilfælde, således at en forholdsmæssig
nedbringelse af erstatningssummer kan komme på tale.
Som anført kan der foretages foreløbig delvis udbetaling af erstatninger.
Endvidere vil erstatningssagsforberedelsen ofte foregå over længere tid,
således at man kan nå at vurdere, om maksimeringsgrænserne kan tænkes at
blive aktuelle.
Da der er tale om en ekstraordinær forbrugerbeskyttelse, og da patienterne
i øvrigt ikke er afskåret fra at anlægge sag direkte mod
lægemiddelproducenterne for resterende erstatningsbeløb, findes maksimeringen
velbegrundet.
Til § 15
Formålet med stk. 1 er at koordinere forholdet mellem erstatning
efter loven og adgangen til at rejse erstatningskrav efter almindelige
erstatningsregler. Bestemmelsen svarer til patientforsikringslovens § 7.
Reglen i stk. 2 , der svarer til patientforsikringslovens § 8 a,
indebærer, at patienten kan vælge mellem at påberåbe sig
produktansvarsreglerne (dvs. produktansvarsloven eller det i retspraksis
udviklede produktansvar) eller lov om erstatning for lægemiddelskader.
Til § 16
Bestemmelsen i stk. 1 skal sikre, at Sundhedsministeriet efter
foretagen udbetaling af erstatninger, kan overtage retten til at føre
regressag mod den efter produktansvarsloven ansvarlige producent eller
mellemhandler. I de tilfælde, hvor Sundhedsministeriet skønner, at der er
rimelig udsigt til opnå erstatning igennem sagsanlæg, vil Sundhedsministeriet
rejse sag ved domstolene.
Til § 17
Vedrørende § 17, stk. 1 henvises til afsnit 5 i de almindelige
bemærkninger om lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
Den bemyndigelse, der er i stk. 2 er givet sundhedsministeren til
at overgive erstatningsberegninger og udbetalinger til andre, tager sigte på
at indgå aftale med f.eks. et forsikringsselskab om, at det med den særlige
ekspertise disse beregninger forudsætter, herunder eventuelt undersøgelse af
patienters mengrad osv., kan foretage disse beregninger m.v.
Til § 18
Det vil være naturligt, at Patientforsikringsforeningen, der i forvejen
administrerer den almindelige patientforsikringsordning, også administrerer
lægemiddelerstatningsordningen, jf. den bemyndigelse, der i stk. 2 er
givet sundhedsministeren til at bestemme dette.
Patientforsikringsforeningen vil bl.a. hermed også kunne sikre, at sager,
der fejlagtigt måtte være rejst efter den ene ordning, kan overgå til den
anden erstatningsordning.
Derimod vil det ikke være naturligt også at overdrage selve
erstatningsudbetalingen, jf. lovens § 17, stk. 2, til
Patientforsikringsforeningen, da foreningen heller ikke varetager denne
opgave på det almindelige patientforsikringsområde.
Til §§ 19-20
Bestemmelserne svarer nøje til reglerne i patientforsikringsloven om
Patientskadeankenævnet. Dog er Lægemiddelskadeankenævnet sammensat lidt
bredere, idet Forbrugerrådet er taget med.
En afgørelse kan påklages til Lægemiddelskadeankenævnet af den, som
afgørelsen vedrører, og i øvrigt af enhver, der har retlig interesse i sagen.
Selv om lægemiddelproducenterne ikke bidrager direkte til
erstatningsordningen vil de senere kunne få forelagt et regreskrav. De vil
derfor efter en konkret vurdering været berettiget til at indbringe klager
for ankenævnet.
Til § 21
Formålet med bestemmelsen er dels at sikre, at de pågældende myndigheder
m.v. kan videregive oplysninger uden at overtræde regler om tavshedspligt,
dels at udpege de institutioner m.v., der vil være forpligtet til at udlevere
oplysninger.
Reglen svarer til patientforsikringslovens § 17, stk. 1, men er dog
udvidet med apoteker og medicinalfirmaer. Det understreges, at oplysninger
kun kan kræves udleveret, når de er af betydning for behandling af
erstatningssager efter loven.
Til § 22
Den 3-årige forældelsesfrist - suppleret med den 10-årige absolutte
forældelsesfrist - svarer til produktansvarslovens regler, idet 10-årsfristen
i produktansvarsloven dog regnes allerede fra det tidspunkt, hvor produktet
blev bragt i omsætning.
Der vil således være mulighed for, at Sundhedsministeriet kan nå at
anlægge sag om regreskrav efter produktansvarsloven inden for den heri
fastsatte 3-årsfrist.
Til § 23
Loven gælder kun, såfremt det skadeforvoldende lægemiddel er udleveret til
patienten efter den 1. januar 1996.
Til § 24
Gennem nedsættelse af medicintilskudssatserne i sygesikringsloven fra
henholdsvis 75 pct. og 50 pct. til 74,7 pct. og 49,8 pct. opnås årligt en
offentlig besparelse på ca. 14 mio. kr., som gennem en reduktion af de
generelle tilskud til amterne anvendes dels til statens udbetaling af
erstatninger for lægemiddelskader og til administration heraf (ca. 12 mio.
kr.), dels til kompensation til primærkommunerne (ca. 1-2 mio. kr) for øget
social bistand til klienters lægemiddeludgifter. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 25
Bestemmelsen fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det
beror på de respektive direkte ansvarlige for de to dele af riget, om
erstatningsordningen også skal gælde her.
Ændringsforslag
Af Bruno Jerup (EL):
Til § 24 2) Paragraffen udgår.
Bemærkninger
Til nr. 2 I lovforslagets § 24 forudsættes det, at en nedsættelse af
medicintilskuddet skal finansiere erstatningsordningen. Denne betingelse
mener Enhedslisten ikke er acceptabel, og Enhedslisten foreslår på denne
baggrund, at paragraffen udgår. Hvis dette ikke sker, vil Enhedslisten stemme
imod lovforslaget ved 3. behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- C.A.10.4.3.12 Lægemiddelerstatning (lovbestemt) Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1994 LSF 261 FORSLAG TIL LOV OM ERSTATNING FOR LÆGEMIDDELSKADER Retsinformation · 17. maj 1995
- Forslag til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet Retsinformation · 17. juni 2005
- 1990 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 10. juni 1991
- 1987 LSF 151 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 22. marts 1990