Spring til indhold

Retsinformation

Tilsidesat pligter stillingen som revisor medfører Ulovlig publikationsvirksomhed Anden erhvervsvirksomhed

AFG nr 9355 af 09/06/1997AfgørelseErhvervsministeriet22. april 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tilsidesat pligter stillingen som revisor

medfører

Ulovlig publikationsvirksomhed

Anden erhvervsvirksomhed

KENDELSE

:

Ved kendelse afsagt den 29. maj 1996 af

Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (sag nr.

S-8/1993) blev 35 i revisionsselskabet ansatte nærmere navngivne

statsautoriserede revisorer frifundet for en af Bernt Ranfelt indgivet klage

over at have drevet virksomhed med udvikling og afsætning af

edb-programmer under hensyn til de foreliggende oplysninger om, at ingen af

de 35 ansatte statsautoriserede revisorer har været beskæftiget

med den ulovlige publikationsvirksomhed og derfor ikke ved udøvelse af

deres revisionsvirksomhed har tilsidesat de pligter, som stillingen som

statsautoriseret revisor medfører.

De ligeledes i kendelsen navngivne 23 statsautoriserede

revisorer, der i perioden er eller har været indehavere af

revisorinteressentskabet, blev i kraft af deres stilling som indehavere anset

for ansvarlige for revisionsfirmaets drift og dermed for den ulovlige

publikationsvirksomhed. De har derfor ved udøvelsen af deres

virksomhed tilsidesat de pligter, som stillingen som statsautoriseret revisor

medfører og således pådraget sig disciplinæransvar

efter § 18 a i lov om statsautoriserede revisorer.

Disciplinærnævnet fandt imidlertid, at de indklagede indehavere

måtte anses for at have handlet i undskyldelig uvidenhed om eller

undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder handlingens

foretagelse. Indehavernes disciplinærstraf bortfaldt derfor.

Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen blev frifundet for

disciplinæransvar under henvisning til, at det medindklagede

Læs alt

revisionsfirma indtil den 31. december 1995 var organiseret som

interessentskab og at samtlige indehavere og interessenter efter det

anførte måtte anses for at have pådraget sig

disciplinæransvar.

Ved skrivelse af 20. august 1996 har klager i

medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b rettidigt indbragt

kendelsen for Revisornævnet med påstand om at

Disciplinærnævnets afgørelse ændres således,

at der pålægges samtlige indklagede disciplinærstraf.

Indklagede er ved Revisornævnets skrivelse af 25.

november 1996 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i

bekendtgørelse om Revisornævnet.

Sagen er behandlet på et møde i

Revisornævnet den 17. april 1997 med deltagelse af formanden og 4

medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Klagers advokat har ved brev af 18. november 1996

anført bl.a.:

"

Ad disciplinæransvar for de ansatte

statsautoriserede revisorer.

Disciplinærnævnet har ved sin

afgørelse lagt til grund, at ingen af de 35 ansatte statsautoriserede

revisorer har været beskæftiget med den ulovlige

publikationsvirksomhed og har på baggrund heraf frifundet de ansatte

revisorer.

Det er min opfattelse, at Disciplinærnævnet

herved har fejlfortolket § 10, stk. 2 i lov om statsautoriserede revisorer,

idet jeg bemærker, at forbudet i § 10, stk. 2 ikke retter sig mod en

revisors personlige aktivitet, men mod at en revisor er ansat i en

virksomhed, der driver anden erhvervsvirksomhed, end den i § 6a

nævnte.

Den af Disciplinærnævnet anlagte fortolkning

medfører, at statsautoriserede revisorer fremover kan tage

ansættelse i virksomheder, der driver anden virksomhed end den i § 6a

nævnte, blot revisoren ikke personligt involverer sig i den aktivitet,

der ikke er tilladt. Udover at fortolkningen således er indlysende

forkert, vil fortolkningen medføre en retstilstand, der ikke vil kunne

håndhæves i praksis.

Der skal iøvrigt bemærkes, at der efter min

klients opfattelse ikke er anledning til at lægge til grund, at de

ansatte statsautoriserede revisorer ikke har været beskæftiget

med den ulovlige virksomhed.

Det er utvivlsomt, at samtlige ansatte statsautoriserede

revisorer var bekendt med, at SP udøvede virksomheden med udvikling og

afsætning af edb-programmer og herefter bør det være

ubetænkeligt, at træffe afgørelse om, at de ansatte

revisorer ligeledes har pådraget sig disciplinæransvar efter § 18

a i lov om statsautoriserede revisorer.

Ad disciplinæransvar for Revisionsfirmaet

Price Waterhouse/Seier-Petersen I/S

Disciplinærnævnet har udtalt, at der ikke

findes grundlag for at pålægge interessentskabet som sådan

disciplinæransvar i medfør af § 18 a, stk. 4 i lov om

statsautoriserede revisorer, idet der lægges vægt på, at

samtlige indehavere og interessenter har pådraget sig

disciplinæransvar.

Det er min opfattelse, at Disciplinærnævnet

anlægger en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen, som der

ikke er hjemmel til....................

Ad disciplinærstraffens bortfald.

Disciplinærnævnet har i medfør af

en analogi af den borgerlige straffelovs § 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 ladet

disciplinærstraffen bortfalde, idet der lægges vægt

på at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke på det dengang

foreliggende grundlag (dvs. SP's brev af 27. juni 1988) kunne udtale sig om,

hvorvidt den virksomhed SP drev var en lovlig eller ikke lovlig virksomhed, i

relation til lov om statsautoriserede revisorer.

Det er min helt klare opfattelse, at der ikke er grundlag

for denne beslutning om bortfald af disciplinærstraffen.

For at straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 skal

kunne anvendes, må det være et krav, at alle oplysningerne skal

være korrekte og sande i brevet af 27. juni 1988 fra SP til Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen. Hvis indklagede selv har afgivet forkerte og usande

oplysninger, overfor den myndighed, der har udvist passivitet, da bør

straffelovens § 84, stk.1, nr. 3 og stk. 2 slet ikke anvendes.

.....nævnet har udover den manglende reaktion fra

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens side tillagt det vægt, at SP i

skrivelsen af 27. juni 1988 subsidiært ansøgte om

dispensation.

Med hensyn til dispensation må det konstateres:

1. SP modtog aldrig en dispensation.

2. SP kunne ikke have nogen forventning om, at der

ville blive meddelt dispensation, idet SP havde modtaget kopi af

Revisorkommissionens skrivelse af 8. januar 1988 til Industriministeriet,

hvoraf fremgår, at der ikke kan gives dispensation.

På baggrund af ovennævnte og på baggrund

af det snævre anvendelsesområde for straffelovens ? 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 bør det

være oplagt, at der ikke er grundlag for at lade

disciplinærstraffen bortfalde.

Afslutningsvis skal jeg således på vegne af

min klient fastholde opfordringen til, at der fastsættes

disciplinærstraf for de statsautoriserede revisorer, der er indehavere,

for de ansatte statsautoriserede revisorer og for revisionsfirmaet som

sådant."

Indklagedes advokat har i et indlæg af 19. december

1996 bl.a. anført:

"

Lovovertrædelsen

Indledningsvis bemærkes, at den under sagen for

Disciplinærnævnet nedlagte påstand om afvisning fastholdes

for Revisornævnet. Afvisningspåstanden begrundes med, at de

klagepunkter, klageren har fremført for Disciplinærnævnet

ikke på noget punkt afviger fra den problemstilling, der i sin tid blev

behandlet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som dengang ikke gav

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anledning til at fremkomme med indsigelser

eller bemærkninger.

For så vidt angår sagens materielle indhold

bemærkes følgende.

De indklagede er enige i, at Disciplinærnævnet

har udtalt, at den af Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen

(herefter PW/SP) drevne virksomhed på visse nærmere specificerede

punkter ikke har været i overensstemmelse med den gældende

lovgivning om grænserne for statsautoriserede revisorers

virksomhed.

De indklagede er imidlertid ikke enige med

Disciplinærnævnet på dette punkt.

Under henvisning til de under sagen for

Disciplinærnævnet anførte anbringender gøres det

fortsat gældende, at den af PW/SP drevne virksomhed på alle

punkter har ligget indenfor de til enhver tid gældende grænser

for statsautoriserede revisorers virksomhed.

Baggrunden herfor er særligt følgende

forhold.

PW/SP's virksomhed med udvikling af edb-programmer er

etableret med henblik på at udvikle og vedligeholde de bedst mulige

edb-værktøjer for virksomhedens medarbejdere. Dette har i hele

det relevante tidsrum også været afdelingens hovedformål.

Som det fremgår af mit indlæg af 08.02.96 har denne del af

PW/SP's virksomhed ikke været drevet med noget overskud af betydning,

idet indtægterne fra det eksterne salg efter PW/SP's oplysninger stort

set svarer til de omkostninger, der har været forbundet med udviklingen

af de pågældende programmer.

Det eksterne salg har således alene haft karakter af

et naturligt accessorium til den interne udvikling m.v. og en måde,

hvorpå PW/SP har kunnet søge udviklingsomkostningerne

inddækket.

Selve udviklingen indebar således ikke nogen

overtrædelse af de for statsautoriserede revisorer gældende

grænser for virksomhedsudøvelse.

Salget af edb-programmerne er endvidere sket på en

måde, der ikke har været i strid med grænserne for

statsautoriserede revisorers virksomhed. Det skal i den forbindelse

særligt fremhæves, at PW/SP som redegjort for under sagen for

Disciplinærnævnet i alt væsentligt har afsat programmerne

til en enkelt forhandler, der herefter har bragt programmerne i

omsætning overfor en større, anonym køberskare.

Dermed har selve afsætningsmåden også

været udøvet indenfor de lovlige rammer for statsautoriserede

revisorers virksomhed.

Disciplinæransvaret for de ansatte

statsautoriserede revisorer

De ansatte statsautoriserede revisorer har ikke direkte

været beskæftiget med den virksomhed, klageren mener strider mod

reglerne for statsautoriserede revisorers virksomhed. Allerede af denne grund

forekommer det åbenbart, at disse ikke kan pålægges nogen

disciplinær straf, da der ikke foreligger nogen disciplinær

forseelse.

Disciplinæransvar for Revisionsvirksomheden

Price Waterhouse/Seier-Petersen I/S

Der henvises til Disciplinærnævnets

bemærkninger.

Disciplinærstraffens bortfald

Advokat Jan Snogdals bemærkninger under dette punkt

er i det hele en gentagelse af, hvad klager selv såvel skriftligt som

mundtligt i en meget høj detaljeringsgrad har fremført overfor

Disciplinærnævnet.

Dette afsnit indeholder således intet

væsentligt nyt i forhold til det for Disciplinærnævnet

oplyste.

Det er endvidere ikke korrekt, at PW/SP's

dispensationsansøgning fra 1988 indeholdt usandfærdige

oplysninger. De punkter, advokat Jan Snogdal opremser på side 3 i sit

indlæg, vedrører alene mindre væsentlige afvigelser, der

alene skyldes variation over tid i de behandlede spørgsmål. At

medarbejdere hos PW/SP således på ikke-kommerciel basis i 1992

udviklede et mindre edb-program til brug ved folkeafstemninger, var

således vanskeligt at forudse fire år tidligere i 1988, da den

oprindelige dispensationsansøgning blev udarbejdet....

Det forekommer krænkende for retsbevidstheden,

såfremt man skulle kunne blive straffet for en adfærd, der

udførligt er meddelt den myndighed, der påser reglernes

overholdelse og som er bemyndiget til i konkrete tilfælde at udstede

dispensation, når denne myndighed udviser en adfærd, der er egnet

til at give PW/SP det indtryk, at adfærden enten er lovlig, eller at

der er meddelt dispensation.

Dette princip er kendt i en lang række

sammenhænge indenfor de regulerede erhverv. Det er også dette

princip om hensynet til den borger, der ansøger om dispensation i

henhold til fastsatte regler, der ligger bag udformningen af straffelovens §

84.

"

For og med klageren mødte advokat Jan Snogdal,

Århus.

For og med de indklagede mødte advokat Jakob B.

Sørensen, Århus, samt statsautoriseret revisor Jørgen

Dissing og statsautoriseret revisor Niels S. Møller.

Klagers advokat nedlagde påstand om

disciplinærstraf for alle de indklagede.

De indklagedes advokat fastholdt sin primære

begæring om afvisning af sagen. Subsidiært krævede han

frifindelse af såvel indehavere som ansatte samt af revisionsfirmaet

som sådant, og mest subsidiært påstod han

stadfæstelse af Disciplinærnævnets kendelse.

Advokaterne har procederet i det væsentlige som for

Disciplinærnævnet og har herunder henvist til de skriftlige

indlæg til Revisornævnet.

De mødte parter har haft lejlighed til at udtale

sig.

Revisornævnets bemærkninger:

Af de herom i den indbragte kendelse anførte grunde

tiltræder Revisornævnet, at de indklagedes påstand om

afvisning af sagen ikke er taget til følge.

Det tiltrædes endvidere, at de påklagede

overtrædelser af revisorlovgivningen alene er behandlet for perioden

fra den 26. november 1988 til den 31. december 1995, da de omhandlede

aktiviteter efter det oplyste er udskilt fra de indklagedes virksomhed og

overdraget til et selvstændigt aktieselskab med andre ejere.

Også Revisornævnet finder, at det indklagede

revisionsfirmas virksomhed med udvikling og afsætning af EDB-programmer

må anses for at have været i strid med de i

Disciplinærnævnets kendelse nævnte bestemmelser i lov om

statsautoriserede revisorer, og at der af de anførte grunde ikke har

været tilsigtet lempelser af reglerne ved de gennemførte

ændringer i 1994.

Revisornævnet finder samtlige indklagede skyldige i

tilsidesættelse af de pligter, stillingen som statsautoriseret revisor

medfører, for de 23 indehaveres vedkommende med samme begrundelse som

Disciplinærnævnet og for de 35 ansattes vedkommende med den

begrundelse, at de ved ansættelsesforholdet har handlet i strid med lov

om statsautoriserede revisorer § 10, stk. 2. Det bemærkes herved, at

Revisornævnet finder det ubetænkeligt at antage, at også de

ansatte indklagede havde kendskab til den påklagede virksomhed.

Efter dennes karakter og omfang samt den beskrevne

baggrund for aktiviteternes påbegyndelse og udvikling finder

Revisornævnet det naturligt tillige at lade Revisionsfirmaet Price

Waterhouse/Seier-Petersen som sådant bære et medansvar, jf. lov

om statsautoriserede revisorer § 19 a, stk. 1 og § 18 a, stk. 4. Som

også anført af Disciplinærnævnet begrænses

revisionsfirmaets ansvar dog til perioden efter lovændringens

ikrafttræden den 1. juli 1993.

Efter den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i anledning af

de indklagedes henvendelse i 1988 udviste adfærd er Revisornævnet

enig med Disciplinærnævnet i, at der er grundlag for anvendelse

af reglerne i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

Revisornævnet finder dog som Disciplinærnævnets mindretal,

at der ikke for de 23 indklagede indehaveres vedkommende foreligger

sådanne formildende omstændigheder, at den forskyldte sanktion

kan bortfalde. Det samme findes at gøre sig gældende for det

indklagede revisionsfirma, og Revisornævnet tildeler derfor disse

indklagede en advarsel.

Hvad angår de 35 indklagede, der har været

ansat i revisionsfirmaet, finder Revisornævnet, at der ud over den

sanktionsnedsættende grund i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3,

foreligger formildende omstændigheder, hvorfor den af disse indklagede

forskyldte disciplinærsanktion bortfalder, jf. straffelovens ? 84, stk. 2.

I medfør at bekendtgørelsen om

Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal

offentliggøres.

Thi bestemmes:

Disciplinærnævnets kendelse ændres

således, at der tildeles de indklagede statsautoriserede revisorer

Kjeld Bøgild, Jørgen Cramon, Carsten Ehlers, Carsten Gerner,

Dennis Holmark, Lars Holtug, Morten Iversen, Otto Johnsen, Poul-Erik Skou

Larsen, Erling Lohse, Fin Tomy Nielsen, Susanne Nørgaard,

Jørgen Torp, Niels Verdelin, Torben Wolsted, Allan V. Andersen, Kaj

Atzen, Anne-Marie B. Breum, Jørgen Dissing, Kai S. Ehlers, Arne Linaa

Jørgensen, Henrik Myhre, Niels S. Møller og Revisionsfirmaet

Price Waterhouse/Seier-Petersen en advarsel.

Den disciplinærsanktion, der er forskyldt af de

indklagede statsautoriserede revisorer Gert R. L. Andersen, Otto Brorson

Andersen, Jørgen Lund Antonsen, Jens Ditlevsen, Palle Dujardin, Jesper

Otto Edelbo, Lars Engelund, Ditlev Fløjstrup, René Jacobsen,

Henning H. Larsen, Per Jens Løfgren, Birgitte R. Mogensen, Inge

Nilsson, Jan Nygaard, Pia Overgaard, Anders H. Petersen, Casper Rasmussen,

Jan T. Rasmussen, Mikael H. Sørensen, Erik Todbjerg, Jens Amstrup,

Keld Basse, Harald Birkwald, Søren L. Christensen, Henrik Bo Hansen,

Ivan Kjeldsen, Jesper Lund, Kim Lauge Madsen, Kirsten Munk-Stengaard, Birgit

Møller, Jørgen Nicolajsen, Ole Breum Nielsen, Erik W.

Rasmussen, John Szygenda og Marianne Z. Svenningensen bortfalder.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter