Finanstilsynet havde været berettiget til at fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Lov om forsikringsvirksomhed § 210 g ophævet 5 afgørelser
- Forvaltningsloven § 12 107 afgørelser
- Lov om industriministeriets erhvervsankenævn § 5 ophævet
- Lov om forsikringsvirksomhed § 247 a ophævet 11 afgørelser
- Lov om forsikringsvirksomhed § 210 ophævet 2 afgørelser
- Arbejdsskadeloven § 48 ophævet
- Lov om forsikringsvirksomhed § 131 ophævet 2 afgørelser
- Offentlighedsloven § 7 ophævet 37 afgørelser
- Offentlighedsloven § 8 ophævet 9 afgørelser
Teksten
Finanstilsynet havde været berettiget til at
fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool.
(Da kendelsen er meget omfattende, er dele af den udeladt. Bilagene er
ikke optrykt.)
Forsikringsselskaberne »A«
mod
Finanstilsynet
Indtrådt til støtte for Finanstilsynet jfr. § 5 i lov om
Industriministeriets Erhvervsankenævn:
Forsikringsselskaberne »B«.
I skrivelse af 18. februar 1988 har advokat Korsø Jensen på vegne
forsikringsselskaberne »A« klaget over, at Finanstilsynet ved
skrivelse af 28. januar 1988 til Assurandør-Societetet traf bestemmelse om
fastlæggelse af vilkårene for en erhvervssygdomspool i overensstemmelse med
et af Assurandør-Societetet fremsendt forslag A til vedtægter for poolen.
Klagen er senere udvidet til tillige at omfatte Finanstilsynets afgørelse af
22. december 1987 om etablering af poolen med virkning fra den 31. december
1987.
Efter anmodning i skrivelse af 19. maj 1988 fra advokat Kristian Mogensen
på vegne forsikringsselskaberne »B« tillod ankenævnet ved skrivelse
af 15. juni 1988, jfr. § 5 i lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn, at
de nævnte selskaber indtrådte i sagen til støtte for Finanstilsynet.
Finanstilsynet har under sagen været repræsenteret af Kammeradvokaten.
I. Sagens baggrund.
I skrivelse af 4. november 1987 meddelte Forsikringstilsynet (nu
Finanstilsynet) Assurandør-Societetet, at man på grund af den eksplosive
udvikling i erstatninger for erhvervssygdomme i løbet af 1987 anså det for
nødvendigt, at der, jfr. § 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, nu
blev etableret en fællesordning for overtagelse af erhvervssygdomsrisici,
således at det kunne sikres, at selskaber, der drev arbejdsskadevirksomhed,
Læs alt
fortsat blev sikret solvens. Samtidig anmodede tilsynet Assurandør-Societetet
om at udarbejde udkast til regler for en fællesordning til overtagelse af
erhvervssygdomsrisici omfattende alle selskaber, der drev
arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, og således at der blev sikret
konkurrenceneutralitet for så vidt angik erhvervssygdommene.
Efter forespørgsel fra tilsynet om sagens forløb oplyste
Assurandør-Societetet herefter den 23. november 1987, at spørgsmålet om
etablering af en fællesordning til overtagelse af erhvervssygdomsrisici var
blevet drøftet på flere møder i Assurandør-Societetets komite, ligesom der
havde været afholdt et møde, hvor ledelsen af samtlige arbejdsskadeselskaber,
der var medlemmer af forsikringsorganisationerne, havde været indkaldt. Der
var i komiteen en positiv holdning med hensyn til etableringen af en
fællesordning og der var nedsat et hurtigtarbejdende udvalg der skulle
udarbejde udkast til regler, til behandling på komitemøde den 16. december
1987.
I skrivelse af 22. december 1987 til Assurandør-Societetet meddelte
tilsynet herefter, at erhvervssygdomspoolen var etableret med virkning fra
31. december 1987 jfr. lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2. Som
baggrund for beslutningen henviste tilsynet til det ovenfor refererede
forløb. Tilsynet henviste endvidere i en sammenfatning til en orientering,
som tilsynet havde modtaget fra Societetet den 17. december 1987, hvoraf det
bl.a. fremgik, at der til komitemødet i Societetet den 16. december 1987
forelå 2 fra hinanden vedrørende etableringstidspunktet, udgiftsdækningen og
fordelingen afvigende udkast til vedtægter for en erhvervssygdomspool, udkast
A og udkast B, hvorom der ikke var opnået enighed. Endelig henviste tilsynet
til at de skøn over det regnskabsmæssige resultat for
arbejdsskadeforsikringsvirksomhed for 1987, som man havde anmodet selskaberne
om, viste, at der til trods for gennemførte præmieforhøjelser kunne forventes
et underskud på ca. 70 mill. kr. for året. I skrivelsen, som
Industriministeriet samtidig blev orienteret om, meddelte tilsynet sluttelig
Assurandør-Societetet, at Societetet måtte fremsende udkast til vedtægter for
en erhvervssygdomspool senest den den 15. januar 1988, såfremt
Assurandør-Societetet ønskede at forelægge et grundlag for ordningen i dens
endelige udformning.
Med skrivelse af 14. januar 1988 fremsendte Assurandør-Societetet herefter
til tilsynet de i bilag I til kendelsen omhandlede 2 forslag til vedtægter
for en »Fællesordning (pool) for overtagelse af
erhvervssygdomsrisici«. Af skrivelsen af 14. januar 1988 fremgår bl.a.,
at der i komiteen var enighed om, at det var hensigtsmæssigt, at der blev
etableret en poolordning med virkning fra den 31. december 1987.
Assurandør-Societetet har i skrivelsen forudsat bl.a. at poolens udgifter i
kalenderåret som udgangspunkt pålignes de enkelte medlemsselskaber i forhold
til det antal helårsbeskæftigede, som det enkelte selskab har forsikret i
året, samt at udgiften skal pålignes de enkelte medlemsselskaber efter
sammensætning på risikogrupper af antal helårsbeskæftigede, som det enkelte
medlemsselskab har forsikret i året. For så vidt angår spørgsmålet om hvilke
udgifter, der i en overgangsperiode skal være omfattet af poolen, har
Assurandør-Societetet - som sin opfattelse - givet udtryk for, at man kan
lade poolen omfatte alle skader, som af Sikringsstyrelsen er afgjort som
erhvervssygdomme fra 31. december 1987 eller lade den omfatte skader med
skadedato som fastsat af Sikringsstyrelsen efter lovens § 10, stk. 4 fra og
med 1. januar 1988.
Som advokat for de klagende selskaber der stod bag forslag B til
vedtægter, fremsendte advokat Korsø Jensen ved skrivelse af 15. januar 1988
til Forsikringsrådet forslag A og B til vedtægter (bilag I) samt en af disse
selskaber udarbejdet »Forligsskitse« af 13. januar 1988, der
vedlægges kendelsen som bilag II. I skrivelsen af 15. januar 1988 - hvori de
klagende selskaber ikke har taget afstand fra etableringen af en
fællesordning (pool) for overtagelse af erhvervssygdomsrisici - har advokat
Korsø Jensen, under henvisning til at der ikke ved beslutningen af 22.
december 1987 om oprettelse af en pool var fastsat vilkår for denne eller
ført forhandlinger med Sikringsstyrelsen om de nærmere vilkår for poolen,
jfr. § 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, bl.a. fremført følgende
argumenter for at vælge vedtægtsforslag B for poolen:
Poolen bør og kan alene omfatte skader, hvor skadesdatoen fastsættes til
en dato efter den 31. december 1987 således at (1) skader indtruffet, anmeldt
og afgjort før den 31. december 1987, (2) skader indtruffet og anmeldt før
31. december 1987, men ikke afgjort pr nævnte dato, (3) skader indtruffet før
31. december 1987, men hverken anmeldt eller afgjort pr. nævnte dato samt (4)
skader af erhvervssygdomme, der ikke pr. 31. december 1987 er anerkendt som
sådanne, men som eventuelt fremtidig anerkendes med tilbagevirkende kraft -
ikke omfattes af poolen.
Til støtte herfor anførte advokat Korsø Jensen, at ordningen i modsat fald
ville få tilbagevirkende kraft. Udover at det ville medføre dobbeltbetaling
for de enkelte erhvervsvirksomheder, når IBNR reserverne blev frigivet, ville
en ordning med tilbagevirkende kraft medføre, at de deltagende selskaber
herved ville komme til at deltage i risici, som kun et andet selskab havde
haft kendskab til og taget stilling til ved præmieberegning, henholdsvis
hensættelse af reserver. Det måtte antages, at det selskab, der havde taget
den pågældende arbejdsskadeforsikring, havde ladet også præmieberegningen
m.v. herfor indgå i den samlede forretningsmæssige vurdering i at opnå
tegning af samtlige i den pågældende virksomheds/erhvervs forsikringer og
dermed ved præmiefastsættelsen i en konkurrencesituation også for disse
øvrige forsikringer. Etablering af en pool med tilbagevirkende kraft ville
derfor medføre et økonomisk indgreb i det enkelte selskabs aktiver i og med,
at hvert selskab blev pålagt betalingspligt for risici, som i sin helhed var
vurderet og accepteret af et andet selskab, der have oppebåret præmien og
foretaget reservehensættelser efter en sådan egen vurdering. Dette ville
indebære et brud på det vilkår om konkurrenceneutralitet, som efter
forarbejderne var et element, der blev tillagt vægt ved gennemførelse af
lovændringen i 1987. Selvom en selvrisikoordning (selvbehold) til en vis grad
kunne afhjælpe dette indrømmede § 210 g i lov om forsikringsvirksomhed
hverken efter sit indhold, forarbejderne eller formålet tilsynet hjemmel til
etablering af en sådan pool. Af tilsvarende grunde måtte afsættelse af
reserver, herunder selskabernes mulighed for anvendelse af IBNR reserverne,
ske således at konkurrenceneutraliteten blev sikret.
II. Finanstilsynets påklagede afgørelse af 28. januar 1988.
Ved skrivelse af 28. januar 1988 meddelte Finanstilsynet herefter
Assurandør-Societetet bl.a. følgende:
»...De fremsendte forslag til vedtægter er for så vidt angår
bestemmelserne i §§ 1-4 og §§ 8-15 i det store og hele ens. Forskellen mellem
de 2 forslag ligger i bestemmelserne i §§ 5-7 om poolens tekniske virke.
Forskellen heri bevirker, at de 2 forslag afviger fra hinanden med hensyn
til, i hvilket omfang udgifterne ved erhvervssygdomme skal indgå i poolen,
fra hvilket tidspunkt , poolen reelt bliver virksom, og på hvilken måde,
udgifterne i poolen pålignes de deltagende selskaber.
Sagen har været behandlet på Forsikringsrådets møde den 25. januar 1988.
I denne anledning skal Finanstilsynet udtale følgende:
Som erhvervssygdomme anses ifølge lov om arbejdsskadeforsikring sygdomme,
der efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige
påvirkninger, som persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold,
hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådan
arbejde. Efter ASFL § 10 fastsættes det administrativt hvilke sygdomme, der
anses som erhvervssygdomme. Der henvises herved til Sikringsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986 om fortegnelse over erhvervssygdomme i
medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring (erhvervssygdomsfortegnelse).
Erhvervssygdommene afføder i forsikringsteknisk henseende betydelige
problemer.
a) Den i ASFL § 10 omtalte skadedato er sædvanligvis uden mening i
relation til erhvervssygdomme, idet disse som oftest er følger af
længerevarende skadelige påvirkninger. I forbindelse med erhvervssygdomme kan
det derfor være vanskeligt entydigt at udpege en ansvarlig arbejdsgiver og
dermed et selskab. Herved foreligger der mulighed for, at et selskab senere
bliver pålagt at udrede en erstatning for en erhvervssygdom hos en person,
som ikke var forsikret i selskabet på tidspunktet for skadens opståen.
Selskabet bærer således latent en risiko, hvis omfang selskabet ikke har
mulighed for at vurdere og dermed umiddelbart at lade indgå i overvejelserne
omkring præmiefastsættelsen.
b) Ny lægelig viden og teknik afslører til stadighed nye årsagssammenhænge
mellem påvirkninger af skadelige stoffer m.v. og de helbredsmæssige følgerm
heraf, hvorfor antallet af sygdomstilfælde omfattet af
erhvervssygdomsfortegnelsen har været stigende. Denne forøgelse af risikoen
har selskaberne ikke kunnet forudse og derfor ikke kunnet tage højde for i
præmiefastsættelsen.
c) Optagelse af en sygdom på erhvervssygdomsfortegnelsen sker efter
gældende praksis med tilbagevirkende kraft. Dette medfører bl.a., at en
ændring i erhvervssygdomsfortegnelsen ændrer indholdet af såvel de tidligere
som de aktuelle forsikringsaftaler. Selskaberne påføres herved en
forpligtelse, som selskaberne ikke har kunnet/måttet tage højde for ved
præmiefastsættelsen, idet selskaberne dels efter sædvanlige
forsikringsaftaleretlige principper, dels efter den førgældende
arbejdsskadeforsikringslovgivning, alene har kunnet opkræve præmier svarende
til den risiko, selskaberne aktuelt har båret.
d) I henhold til lov om forsikringsvirksomhed (LEV) påhviler det et
selskab at afsætte tilstrækkelige tekniske reserver svarende til selskabets
forsikringsmæssige forpligtelser. Beløbet bestemmes på grundlag af en
opgørelse og vurdering af disse forpligtelser. Efter sædvanlige
forsikringsmæssige principper er selskaberne henvist til at opgøre reserverne
alene under hensyntagen til den risiko, som aktuelt bæres. Heraf følger, at
selskaberne ikke har måttet og ikke må afsætte reserver vedrørende sygdomme,
som er indtruffet, men endnu ikke er optaget på erhverssygdomsfortegnelsen.
Sikringsstyrelsens praksis omkring udvidelsen af erhvervssygdomsfortegnelsen
indebærer derfor, at selskaberne senere påføres en forpligtelse, som
selskabet ikke har måttet tage højde for ved den hidtidige reserveafsættelse.
De ovenfor anførte problemer er af en sådan karakter, at det må
konkluderes, at erhvervssygdomme ikke er forsikringsbare i sædvanlig
forstand. Som følge heraf kan sædvanlige forsikringsmæssige principper ikke
anvendes i forbindelse med erhvervssygdomme, og udgifterne derved må derfor
på solidarisk vis fordeles på de tegnende selskaber i takt med skadernes
opståen. Kun ved at etablere en pool, hvorigennem samtlige selskaber, som
driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, bidrager til dækning af de aktuelle
udgifter til erhvervssygdomme, er det muligt at imødegå det element af
vilkårlighed, som det enkelte selskabs dækning af erhvervssygdomme i
realiteten repræsenterer.
Foranstående fører til: at samtlige udgifter ved erhvervssygdomme bør
indgå i poolen.
Antallet af anmeldte erhvervssygdomme er siden 1978 steget betragteligt.
Fra 1978 til 1987 er antallet af anmeldte erhvervssygdomme således steget fra
ca. 2.700 til ca. 16.000, og antallet forventes at stige i årene fremover.
I september 1987 offentliggjorde Societetet et skøn over det
regnskabsmæssige resultat for arbejdsskadeforsikringsvirksomheden. Dette skøn
viste, at der for 1987 kunne forventes et betydeligt underskud på
arbejdsskadeforsikringsvirksomheden. Dette underskud må påregnes bl.a. at
være afstedkommet af udviklingen i antallet af anmeldte erhvervssygdomme samt
de særlige forsikringsmæssige problemer, som knytter sig til
arbejdsskadeforsikringsvirksomheden, jfr. ovenfor.
Det formodede underskud inden for arbejdsskadeforsikringen har på det
seneste affødt ikke ubetydelige præmieforhøjelser.
Nødvendigheden heraf er primært konstateret i de selskaber, som igennem
mange år har tegnet arbejdsskadeforsikringer, idet disse selskaber ifølge
sagens natur oftere end andre selskaber vil blive pålagt at udrede
erstatningen for en erhvervssygdom opstået år tilbage i tiden.
Forsikringstilsynet anmodede i skrivelse af 24. november 1987 samtlige
selskaber, som driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, om at indsende et
skøn over det regnskabsmæssige resultat for 1987.
Af det indsendte regnskabsmateriale fremgår, at der for
arbejdsskadeforsikringsvirksomheden 1987 til trods for de gennemførte
præmieforhøjelser fortsat kan forventes et betydeligt underskud - ikke
nødvendigvis på grund af forhold, der kan tilskrives de enkelte selskaber -
men snarere på grund af de særlige forsikringsmæssige problemer omkring
arbejdsskadeforsikringen. I værste fald kan dette på længere sigt medføre, at
nogle selskaber går konkurs, hvorefter udgifterne til afviklingen af disse
selskabers forsikringsbestande i henhold til ASFL § 48 via Sikringsstyrelsen
vil blive pålagt de tilbageblivende selskaber.
Alle forhold taler for at undgå en sådan udvikling, hvorfor poolen bør
blive virksom så hurtigt som mulig, d.v.s. må omfatte skader, som afgøres fra
og med den 31. december 1987.
Ifølge forslag A vil fordelingen af samtlige udgifter ske med udgangspunkt
i antallet af helårsarbejdere fordelt på risikogrupper, og på en sådan måde
at der vil ske en vis udligning af udgifter mellem de respektive
risikogrupper. Derimod indebærer forslag B, at udgifterne vil blive fordelt
på risikogrupper for herefter at blive fordelt på det enkelte selskab i
overensstemmelse med selskabets andel af den pågældende risikogruppe, hvorfor
den foreslåede fordelingsmetode indebærer, at der ikke vil ske en udligning
af udgifterne mellem de respektive risikogrupper. Da Erhvervssygdomme ikke er
forsikringsbare, bør der i princippet næppe sondres mellem risikogrupper. Men
idet der formentlig er forskelle på udgifterne ved erhvervssygdomme
risikogrupperne imellem, finder Finanstilsynet indtil videre, at den enkelte
risikogruppe på sigt i et vist omfang bør bære udgifterne til skader inden
for risikogruppen.
På baggrund af det ovenfor anførte finder Finanstilsynet, at forslag A
bedre end forslag B afhjælper de særlige problemer omkring
arbejdsskadeforsikringen, som afstedkommes af, at ASFL (lov om
arbejdsskadeforsikring) foruden ulykker desuden omfatter erhvervssygdomme.
Finanstilsynet finder derfor: at det fremsendte forslag A til vedtægter
for en erhvervssygdomspool bør være grundlaget for dennes virke.
Finanstilsynet mener dog, at forslagets § 12 også bør indeholde en
henvisning til udgifterne i medfør af § 9. Ligeledes bør forslagets §§ 13-15
ændres, således at det heraf kommer til at fremgå, at det er Finanstilsynet
som har kompetence til at gennemføre en ændring af vedtægterne for poolen
samt at opløse denne.
Finanstilsynet vil snarest forelægge Societetet et ændret udkast til §§
13-15.
Finanstilsynets afgørelse kan i medfør af § 247 a i lov om
forsikringsvirksomhed inden 4 uger indbringes for Industriministeriets
Erhvervsankenævn, Kampmannsgade 1, 1604 København V.
For 1987 kan som ovenfor anført forventes et betydeligt underskud på
arbejdsskadeforsikringen. Underskuddet fordeler sig imidlertid ikke jævnt på
de selskaber, som tegner arbejdsskadeforsikringer. Nogle selskaber har
således et overskud, medens andre selskaber har et underskud. Hertil kommer,
at det regnskabsmæssige resultat for de selskaber, som har underskud, udviser
en betydelig variation.
Ved at lade poolen få virkning fra og med 31. december 1987 bortfalder
kravet om afsættelse af såvel IBNR-reserver eller IBNER-reserver vedrørende
erhvervssygdomme. Disse reserver vedrører skader, der er indtrufne, men endnu
ikke anmeldt til selskabet, samt skader, som enten er anmeldt, men hvorom
Sikringsstyrelsen endnu ikke har truffet afgørelse, eller som senere
revurderes i overensstemmelse med bestemmelserne herom i ASFL.
Når selskaberne ikke er nødsaget til at skulle afsætte hverken
IBNR-reserver eller IBNER-reserver, vil selskaberne opnå en forbedring af det
regnskabsmæssige resultat for 1987.
På grund af arbejdsskadeforsikringens lovmæssig karakter er det i LFV
statueret, at arbejdsskadeforsikringsvirksomheden på langt sigt skal hvile i
sig selv. Dette indebærer i princippet, at et evt. underskud på virksomheden
på længere sigt skal give sig udslag i præmieforhøjelser, medens et eventuelt
overskud skal resultere i præmienedsættelser. Som følge heraf er selskaberne
i medfør af LFV pålagt at aflægge et særligt regnskab
(avancebegrænsningsregnskab) vedrørende arbejdsskadeforsikringsvirksomheden.
Resultatet af virksomheden skal ifølge principperne for dette regnskab
henføres til en bonusfond, som forudsættes udlignet over en mindre årrække.
Over en positiv bonusfond kan der alene disponeres til fordel for
forsikringstagerne efter regler fastsat af Finanstilsynet.
De i løbet af 1987 foretagne betydelige præmieforhøjelser for
arbejdsskadeforsikringerne blev gennemført med henblik på at imødegå et
forventet underskud i 1987. Med frigørelsen af dele af reserverne er det
tænkeligt, at de gennemførte præmieforhøjelser er større end nødvendigt.
Såvel frigørelsen af en del af reserverne som de gennemførte
præmieforhøjelser medfører en forbedring af saldoen på bonusfonden, hvilket
for det enkelte selskab alt andet lige vil indebære en styrkelse af den
fremtidige konkurrenceevne.
Idet etableringen af poolen ikke må svække det enkelte selskabs
konkurrenceevne, og idet poolen i sit virke skal være konkurrenceneutral,
skal der derfor fastsættes retningslinier for afvikling af den del af de
positive bonusfonds, der er fremkommet som en konsekvens af poolens
etablering. Disse retningslinier bør så vidt muligt sikre tilbageførsel af
midler til de forsikringstagere, der har bidraget til den pågældende
bonusopbygning...«
III. Den skriftlige behandling af klagen for ankenævnet.
A. Klageskrivelsen af 18. februar 1988 fra advokat Korsø Jensen på
vegne de klagende selskaber til Industriministeriets Erhvervsankenævn.
I skrivelse af 18. februar 1988 indbragte advokat Korsø Jensen herefter
Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988 for ankenævnet. Klageskrivelsen
har følgende indhold:
»Vedr. etablering af fællesordning (pool) for overtagelse af
erhvervssygdomsrisici - Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988
Som advokat for forsikringsselskaberne
»A« tillader jeg mig herved i henhold til lov om
forsikringsvirksomhed § 247a at påklage den af Finanstilsynet ved skrivelse
af 28. januar 1988 til Assurandør-Societetet trufne afgørelse om det
vedtægtsmæssige grundlag for ovennævnte erhvervssygdomspool. Jeg bemærker, at
en kopi af nævnte skrivelse er tilstillet mig med Finanstilsynets skrivelse
af 29. januar 1988.
Jeg bemærker, at der som grundlag for klagen henvises til min skrivelse
til Forsikringsrådet af 15. januar 1988 med bilag, lige så vel som jeg agter
at supplere denne med et yderligere skriftligt indlæg, der vil foreligge
primo marts 1988...'
Klagen af 18. februar 1988 blev uddybet ved skrivelse af 2. marts 1988. I
denne skrivelse har advokat Korsø Jensen præciseret, at de centrale spørgsmål
i relation til vilkårene til erhvervssygdomspoolens etablering er:
at erhvervssygdomspoolen alene kommer til at omfatte skader, hvor
skadesdatoen fastsættes som 1. januar 1988 eller senere,
at poolen etableres på et for de deltagende forsikringsselskaber ensartet
objektivt grundlag, herunder i henseende til reserveafsættelser samt
anvendelsesmulighed i relation til IBNR-reserverne,
samt
at poolen dels sikres konkurrenceneutralitet, dels etableres på sådanne
vilkår, at der for de deltagende forsikringsselskaber også fremtidigt vil
være et individuelt incitament til at medvirke til skadesforebyggelse i de
forsikrede erhvervsvirksomheder.
Poolen bør derfor etableres i overensstemmelse med forslag B til vedtægter
(bilag I), subsidiært korrigeret i overensstemmelse med
»Forligsskitsen« (bilag II), som de klagende selskaber har
tilsluttet sig.
Forslag A til vedtægter (bilag I) opfylder ikke disse betingelser, hvorfor
det gøres gældende:
1) Finanstilsynet har ikke fulgt den i lov om forsikringsvirksomhed § 210
g, stk. 2, anførte procedure i forbindelse med poolens etablering. Det er de
klagende selskabers synspunkt, at Finanstilsynet ikke før etablering af en
erhvervssygdomspool har ført egentlige forhandlinger med Sikringsstyrelsen om
poolens etablering samt ikke mindst de væsentlige nærmere vilkår for dennes
virksomhed, herunder vedtægter, ikrafttrædelsestidspunkt,
overgangsbestemmelser m.v. Derfor har den i § 210 g, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed foreskrevne fremgangsmåde ikke været fulgt før
beslutningen om poolens etablering blev truffet.
Det gøres endvidere gældende, at den af advokat J. Korsø Jensen på vegne
de klagende selskaber den 15. januar 1988 til Forsikringsrådet fremsendte
skrivelse med bilag »Forligsskitsen« (bilag II) ikke er indgået i
grundlaget for Forsikringsrådets afgørelse som drøftet og behandlet af rådet
i forbindelse med afgørelsen om at bilag A til vedtægter (bilag I) skulle
lægges til grund.
2) Finanstilsynet har ikke haft fornøden hjemmel til at træffe bestemmelse
om etablering af en pool med tilbagevirkende kraft som sket.
3) Finanstilsynet har derved varetaget hensyn, som Finanstilsynet ikke
ifølge lovgivningen har hjemmel til at varetage.
4) Etablering af en pool kan alene ske med virkning for fremtiden, det vil
sige alene omfattende skader, hvor skadestidspunktet fastsættes til den 1.
januar 1988 eller senere.
Det er de klagende selskabers synspunkt, at der gennem vedtagelsen af
forslag A til vedtægter (bilag I) er varetaget ensidige og
konkurrenceforvridende hensyn, der går ud over, hvad Finanstilsynet i henhold
til lov om forsikringsvirksomhed er berettiget til. Forslaget indebærer, at
der pålægges andre arbejdsskadeforsikringsselskaber betalingsforpligtelse for
risici, som et andet selskab tidligere har taget og oppebåret præmie for.
Derved overføres vilkårligt aktiver fra et selskab til et andet -uden
lovhjemmel - end ikke efter arbejdsskadeforsikringslovens § 48.
Finanstilsynets forudsætninger for etablering af en erhvervssygdomspool -
særlig på grundlag af forslag A til vedtægter (bilag I) - er urigtige. Det er
ikke rigtigt, når Finanstilsynet har anført, at skadesdatoen sædvanligvis er
uden mening i relation til erhvervssygdomme, bl.a. fordi de som oftest er
følger af længerevarende skadelige påvirkninger. Noget tilsvarende har kunnet
løses ved andre forsikringstyper og princippet anvendes i
arbejdsskadeforsikringsloven. De klagende selskaber er enige i, at
udviklingen i erhvervssygdomme har sammenhæng med ny lægelig viden og teknik,
der afslører ikke tidligere kendte årsagssammenhænge, men man er ikke enige
i, at en heraf følgende risikoforøgelse ikke har kunnet forudses af
selskaberne, således at de har kunnet taget højde for det ved
præmiefastsættelsen. Tilsvarende problem findes i forbindelse med
livsforsikring og produktansvarsforsikring. Det afvises at det problem, der
opstår fordi optagelse på erhvervssygdomsfortegnelse efter gældende praksis
sker med tilbagevirkende kraft, hvorfor selskaberne påføres en forpligtelse,
som de ikke har kunnet tage højde for ved præmiefastsættelsen, har betydning
for etablering af en pool med tilbagevirkende kraft - jfr. punkt 1 i
»Forligsskitsen« (bilag II). Der er ikke grund til at lægge vægt på
Finanstilsynets henvisning til, at selskaberne efter lovgivningen har været
forpligtet til alene at afsætte reserver til dækning af aktuelle risici,
hvorfor de ikke har kunnet afsætte fornødne reserver på grund af
Sikringsstyrelsens praksis omkring udvidelse med tilbagevirkende kraft. Det
er tilsyneladende i modstrid med en tidligere udtalelse af 29. januar 1987
vedrørende IBNR-reserver. Der er ikke i betragtningen om
»vilkårlighed«, som også kendes indenfor andre forsikringsområder,
grundlag for etablering af en pool, der omfatter samtlige udgifter til
erhvervssygdomme også for fortiden. I forbindelse med Finanstilsynets
henvisning dels til udvikling i erhvervssygdomme dels erstatningsudbetalingen
og til de for enkelte arbejdsskadeforsikringsselskaber følgende mulige
økonomiske konsekvenser har de klagende selskaber henvist til, at en række
forsikringsselskaber i tidligere år har oppebåret meget betydelige overskud,
der refererer sig til arbejdsskadeforsikringerne, men at disse overskud netop
ikke er indgået som reserver eller på anden måde er kommet de af samme
forsikringsselskaber i 1986 eller senere oprettede særlige
arbejdsskadeforsikringsselskaber til gode. For selskaber, der har fulgt andre
retningslinier medfører forslag A til vedtægter (bilag I), at de på helt
vilkårligt grundlag kommer til at deltage i betalinger, der skyldes de nævnte
dispositioner. Ud fra lignende betragtninger bør forslag B (bilag I) til
vedtægter følges ved fastlæggelse af fordelingsprincippet for udgifterne i
poolen mellem de enkelte deltagende selskaber. Den udligning af udgifterne
mellem de forskellige risikogrupper, der ifølge forslag A til vedtægter
(bilag I) medfører at de selskaber, der på et givet tidspunkt før poolens
etablering har tegnet og oppebåret præmie for en bestemt særlig belastet
risikogruppe opnår en hel ubetydelig friholdelse for de af en sådan tegning
følgende forpligtelser til skade for andre selskaber.
5) Poolen bør etableres for et for de deltagende forsikringsselskaber
ensartet objektivt grundlag, herunder i henseende til reserveafsættelser samt
anvendelsesmuligheder i relation til IBNR-reserver.
Ved poolens etablering har Forsikringstilsynet meddelt, at der ikke
længere består krav om afsættelse af IBNR-reserver eller IBNER-reserver. Da
Finanstilsynet ikke har kompetence til at ændre ved forpligtelsen efter § 131
i lov om forsikringsvirksomhed, finder de klagende selskaber ikke, at der er
nogen klar lovhjemmel for Finanstilsynet til at bestemme, at der overhovedet
ikke skal foretages reservehensættelser. Samtlige de i poolen deltagende
selskaber har en klar interesse i, at de reserveafsættelser, der hidtil er
foretaget af de enkelte selskaber, fortsat er tilstede, som sikkerhedsnet for
det »pooltilsvar«, som løbende måtte foreligge for de enkelte
selskaber. Endvidere burde der ved poolens etablering være fastsat regler om,
at der blev foretaget en ensartet objektiv reservefastsættelse for samtlige
selskaber med skyldig hensyntagen til omfanget af det enkelte selskabs
hidtidige virksomhed, forsikringsbestand m.v.. I modsat fald vil der uden
lovhjemmel på kortere eller længere sigt ske overførsel af aktiver fra det
ene selskab til det andet - uden at de pågældende har oppebåret en
risikopræmie. Det vil også krænke konkurrenceneutraliteten.
6) Der bør i forbindelse med de enkelte selskabers bidrag til poolen
etableres et system, hvor der for det enkelte selskab er et incitament til
skadesforebyggelse.
En pool efter forslag A til vedtægter (bilag I) stiller det enkelte
selskab frit for at vurdere og fastsætte den relevante
arbejdsskadeforsikringspræmie uden at skulle bære den deraf følgende risiko
for tab, der i alle tilfælde overtages af poolen. Hermed er et hvert
incitament for selskaberne til gennem præmiefastsættelse at motivere
erhvervsvirksomheden til skadesforebyggende arbejde bortfaldet.
B. Den af Industriministeriets Erhvervsankenævn fra Finanstilsynet
indhentede redegørelse af 24. juni 1988, Kammeradvokatens svar i skrivelse af
23. juni 1988 på vegne Finanstilsynet og landsretssagfører Kristian Mogensens
indlæg af 22. august 1988 på vegne de indtrådte forsikringsselskaber.
(Udeladt)
C. De klagende selskabers svar af 14. oktober 1988 på henholdsvis
Finanstilsynets redegørelse af 24. juni 1988 henholdsvis Kammeradvokatens
skrivelse af 23. juni 1988 (ovf. B).
(Udeladt)
D. Kammeradvokatens svar af 16. februar 1989 på vegne Finanstilsynet
samt landsretssagfører Kristian Mogensens bemærkninger af 5. juli 1989 på
vegne de indtrådte selskaber - i anledning af de klagende selskabers indlæg
af 14. oktober 1988 (ovf. C).
(Udeladt)
E. De klagende selskabers afsluttende indlæg af 19. september
1989.
(Udeladt)
Ankenævnet udtalte:
Det fremgår af sagen, at Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) den 4.
november 1987 over for Assurandør-Societetet rejste spørgsmålet om
udnyttelsen af bemyndigelsen i § 210 g, stk. 2 i lov om forsikringsvirksomhed
med henblik på etablering af en fælles ordning for overtagelse af
erhvervssygdomsrisici. Tilsynet anmodede Assurandør-Societetet om at
udarbejde udkast til regler for en sådan erhvervssygdomspool omfattende alle
selskaber, der drev arbejdsskadeforsikringsvirksomhed. Societetet tog
anmodningen op til behandling og oplyste den 23. november 1987 over for
Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) bl.a., at der blandt
arbejdsskadeforsikringsselskaber, der var medlem af
forsikringsorganisationerne, var en positiv holdning med hensyn til
etablering af en fællesordning, og at man arbejdede på et udkast til regler
herom. Tilsynet modtog endvidere en orientering den 17. december 1987, hvoraf
det fremgik, at der forelå 2 fra hinanden vedrørende etableringstidspunkt,
udgiftsdækningen og fordelingen afvigende udkast til vedtægter, udkast A og
udkast B, hvorom der ikke var opnået enighed. I skrivelse af 22. december
1987 til Assurandør-Societetet traf Forsikringstilsynet (Finanstilsynet)
herefter beslutning om etablering af erhvervssygdomspoolen med virkning fra
den 31. december 1987. I forbindelse med denne beslutning meddelte
Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) til Assurandør-Societetet, at eventuelt
udkast til vedtægter måtte foreligge senest den 15. januar 1988. Med
skrivelse af 14. januar 1988 fremsendte societetet 2 udkast til vedtægter,
udkast A og B. I skrivelsen har Assurandør-Societetet bl.a. bekræftet, at der
i komiteen var enighed om, at det var hensigtsmæssigt, at der blev etableret
en poolordning med virkning fra den 31. december 1987, men at der var
uenighed blandt selskaberne som angivet ovenfor. Finanstilsynet modtog
endvidere fra de klagende selskaber, der stod bag forslag B, udover selve
udkastene A og B et indlæg fra advokat Korsø-Jensen og forslag til ændringer,
som af selskaberne er blevet betegnet »forligsskitse«. Herefter
traf Finanstilsynet efter forelæggelse for Forsikringsrådet afgørelsen af 28.
januar 1988, hvorefter det fremsendte udkast A til vedtægter blev fastlagt
som grundlag for erhvervssygdomspoolen. På denne baggrund er det ankenævnets
opfattelse, at de 2 afgørelser af henholdsvis 22. december 1987 og 28. januar
1988 må opfattes som led i et samlet behandlingsforløb, således at afgørelsen
af 22. december 1987 tillige må anses for omfattet af klagen, selvom klagen,
der blev indgivet den 18. februar 1988, isoleret set i forhold til denne
afgørelse er indgivet efter klagefristens udløb. På den anden side finder
ankenævnet ikke efter sammenhængen i forhandlingsforløbet, at Finanstilsynet
har overskredet grænserne for den i § 210 g, stk. 2 indeholdte bemyndigelse
ved først at træffe bestemmelse om etablering af erhvervssygdomspoolen med
virkning fra den 31. december 1987, hvorom der var enighed blandt de
implicerede selskaber, der var bekendt med rammen inden for hvilken
vedtægtsgrundlaget måtte forventes fastsat, for dernæst efterfølgende den 28.
januar 1988 at træffe bestemmelse om det endelige vedtægtsgrundlag.
Det fremgår af sagen, at tilsynets grundlag for at etablere en
erhvervssygdomspool, som sket ved årsskiftet 1987-88, bl.a. var statistiske
oplysninger, der viste, at antallet af anmeldte erhvervssygdomme i de senere
år var i kraftig stigning. Det fulgte endvidere af en undersøgelse, som man
havde anmodet forsikringsselskaberne om at foretage, at der kunne forventes
et underskud på ca. 70 millioner kr. for året til trods for gennemførte
præmieforhøjelser. Når dernæst henses til, at der blandt selskaberne var
enighed om, at det var hensigtsmæssigt at etablere en erhvervssygdomspool pr.
31. december 1987, finder ankenævnet, at de i bemærkningerne til § 210, g,
stk. 2 i lov nr. 272/87 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed, nævnte
forudsætninger for etablering af en erhvervssygdomspool har været opfyldt.
Indtil ikrafttrædelsen den 1. maj 1987 af lov nr. 272/87 om ændring af lov
om forsikringsvirksomhed, jf. lov nr. 276/87 om ændring af lov om
arbejdsskadeforsikring, var såvel de forsikringstekniske regler som reglerne
iøvrigt vedrørende arbejdsskader samlet i lov om arbejdsskadeforsikring og
således i det hele forvaltet af den daværende sikringsstyrelse - under
Socialministeriet. Ved de nævnte lovændringer blev bl.a. den
forsikringstekniske del af lov om arbejdsskadeforsikring overført til lov om
forsikringsvirksomhed, der administreres af Forsikringstilsynet
(Finanstilsynet) - under Industriministeriet. For så vidt angår denne del af
ændringen fik lovændringen tilbagevirkende kraft til den 1. januar 1987.
Herved blev forvaltningen af regelsættet uanset den fortsatte sammenhæng
mellem områderne delt mellem 2 forvaltningsmyndigheder. Det er ankenævnets
opfattelse, at vilkåret i § 210 g, stk. 2 om forhandling med
Sikringsstyrelsen, skal ses på denne baggrund, således at der gennem
formuleringen af bestemmelsen er sket en lovmæssig sikring af, at
Sikringsstyrelsens særlige sagkundskab inddrages ved den nærmere fastlæggelse
af regelsættet, selvom forvaltningen af forsikringssiden var overført til
Forsikringstilsynet (Finanstilsynet). I skrivelse af 16. december 1988 har
Sikringsstyrelsen bekræftet, at der blev afholdt et møde mellem
Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) og Sikringsstyrelsen om spørgsmålet den
30. december 1987. På dette tidspunkt var udkast A og B til vedtægter kendt,
men indholdet af vedtægter for poolen ikke endeligt fastlagt. Det fremgår af
skrivelsen, at Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) på baggrund af den
orientering, som tilsynet havde modtaget fra Assurandør-Societetet,
redegjorde for principperne i henholdsvis vedtægtsforslag A og forslag B, og
at de 2 vedtægtsforslag blev diskuteret på dette grundlag. Der var endvidere
enighed om, at der ikke var behov for yderligere møder om spørgsmålet,
såfremt det af Assurandør-Societetet fremsendte vedtægtsudkast medio januar
1988 ville svare til vedtægtsforslag A, og såfremt Finanstilsynet besluttede,
at vedtægtsforslag A skulle danne grundlag for erhvervssygdomspoolens virke.
Mødet skulle i så fald betragtes som den forhandling, der er nævnt i § 210 g,
stk. 2. Som følge af det anførte finder ankenævnet, at det lovbestemte vilkår
om forhandling med Sikringsstyrelsen har været opfyldt.
De klagende selskaber har endvidere gjort gældende, at Finanstilsynet har
overskredet de materielle grænser, der er gældende for bemyndigelsen til
tilsynet ved at etablere erhvervssygdomspoolen fra den 31. december 1987 med
de vedtægter efter udkast A, der blev fastlagt af tilsynet i afgørelsen af
28. januar 1988. I den anledning skal ankenævnet bemærke, at selve
lovbestemmelsen i § 210 g, stk. 2 ikke i sig selv udtrykker nogen materiel
grænse for bemyndigelsen. Men det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget
(164/87), at bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med de overvejelser, der er
kommet til udtryk i betænkning nr. 1077/86 om vanskelighederne ved i
tilknytning til erhvervssygdomme at vurdere risikoens omfang og som følge
heraf fastsætte en »korrekt« præmie. I bemærkningerne nævnes
videre, at selskaber med gamle forsikringsbestande således risikerer at blive
pålagt meget voldsomme erstatningsbyrder på grund af erhvervssygdomsskader,
som man for år tilbage ikke har kunnet forudsige og dermed indregne i
præmiefastsættelsen. Derfor må gamle forsikringsselskaber, efterhånden som
erhvervssygdomme viser sig, til forskel fra nye selskaber hen ad vejen
indregne større og større risici i præmierne. Konsekvensen heraf bliver en
konkurrenceforvridning selskaberne imellem. De overvejelser i betænkning
1077/86, som bemærkningerne til § 210 g, stk. 2 henviser til udtrykker
generelt følgende:
»De særlige forsikringsmæssige problemer i forbindelse med
erhvervssygdomme hænger sammen med, at en erhvervssygdom ofte først bryder ud
adskillige år efter den skadelige påvirkning. Dette medfører, at det kan være
vanskeligt at fastslå tidspunktet for skadens indtræden og eventuelt hvilket
forsikringsselskab, der hæfter for skaden, ....
Hertil kommer, at ny lægelig viden og teknik i mange tilfælde afslører nye
årsagssammenhænge mellem påvirkning af skadelige stoffer og medicinske
følger. En række diagnoser anerkendes derfor i modsætning til tidligere som
erhvervssygdomme.
Disse problemer medfører at det kan være vanskeligt at bedømme
skaderisikoen, og dermed også, hvor store reserver der skal afsættes.
Vanskelighederne ved at bedømme skaderisikoen forhindrer selskaberne i at
fastsætte præmierne på fyldestgørende vilkår. Konsekvensen bliver dels, at
fremtidige forsikringsdeltagere betaler for tidligere indtrufne
erhvervsskader, dels at forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande
stilles dårligere konkurrencemæssigt end nyere selskaber.«
Bemærkningerne til bemyndigelsen i § 210 g, stk. 2 begrænser sig således
ikke alene til uforudsigeligheden af fremtidige erhvervssygdomme, men
omfatter også den uforudsigelighed, der hidtil har gjort sig gældende for
selskaberne. Bemærkningerne omfatter endvidere ikke alene
uforudsigelighedsproblematikken, men tillige selskabernes vanskeligheder
indtil nu og fremtidigt med at fastslå tidspunktet for skadens indtræden og
eventuelt hvilket selskab, der hæfter for skaden, alt med den konsekvens at
fremtidige forsikringstagere betaler for tidligere indtrufne skader, og at
forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande stilles dårligere
konkurrencemæssigt overfor forsikringsselskaber med nyere
forsikringsbestande. Det må herefter antages, at § 210 g, stk. 2 i lov om
forsikringsvirksomhed indeholder hjemmel for Finanstilsynet til at fastsætte
vilkårene således, at såvel den ulighed mellem selskaberne, der inden for de
nævnte rammer allerede forelå mellem selskaberne på tidspunktet for
etableringen, og den fremtidige yderligere ulighed, der måtte forventes at
udvikle sig, blev neutraliseret. Ankenævnet har ikke i det af klageren
oplyste fundet grundlag for at tage stilling til, om vedtægterne inden for de
nævnte rammer har kunnet fastlægges med et andet indhold end sket. Men
ankenævnet må, ved at sammenholde de vedtægter, der blev fastsat af
Finanstilsynet, med lovforslagets bemærkninger, jf. foran, konstatere at
Finanstilsynets afgørelse ligger inden for de materielle grænser for
bemyndigelsen efter § 210 g, stk. 2. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag
for at tilsidesætte afgørelsen på grund af mangler ved det materielle indhold
i de godkendte vedtægter.
De klagende selskaber har gjort gældende, at det af advokat Korsø Jensen
på deres vegne udarbejdede indlæg af 15. januar 1988 stilet til
Forsikringsrådet med bilag ikke er indgået i grundlaget for drøftelsen i
rådet i forbindelse med Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988, og at
afgørelsen som følge heraf må tilsidesættes. Finanstilsynet har heroverfor i
redegørelsen til ankenævnet af 24. juni 1988 oplyst, at advokat Korsø Jensens
skrivelse med bilag indgik i det til brug for rådets behandling af
vedtægtsspørgsmålet på mødet den 25. januar 1988 fremlagte materiale.
Endvidere har Kammeradvokaten på Finanstilsynets vegne i sit indlæg af 16.
februar 1989 til ankenævnet på spørgsmålet fra de klagende selskaber, om
deres skrivelse af 15. januar 1988 med bilag var tilstillet Forsikringsrådets
medlemmer inden mødet med Forsikringsrådet den 25. januar 1988, besvaret
spørgsmålet bekræftende. Ankenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag
for at tage klagernes påstand, der ikke er nærmere underbygget eller
sandsynliggjort, til følge.
Der er endelig af de klagende selskaber dels i den oprindelige klage til
ankenævnet, dels og især i de efterfølgende indlæg henvist til forskellige
afgørelser, som tilsynet har truffet, dels forud for afgørelserne af 22.
december 1987 og 28. januar 1988 f.eks. angående reserver, herunder IBNR og
IBNER reserverne, dels afgørelser, som senere er truffet af Finanstilsynet
vedrørende vedtægterne eller som følge af den etablerede erhvervssygdomspool.
Ankenævnet skal hertil bemærke, at disse forhold ikke i sig selv kan medføre,
at grundlaget for etableringen af erhvervssygdomspoolen er ugyldigt. Da
desuden de pågældende afgørelser ikke er selvstændigt indbragt for
ankenævnet, finder nævnet ikke anledning til at foretage videre vedrørende
disse indsigelser.
Som følge af det anførte stadfæster ankenævnet Finanstilsynets afgørelser
af 22. december 1987 og 28. januar 1988.
De klagende selskaber har under behandlingen i ankenævnet rejst krav om,
at det notat, som Finanstilsynet har udarbejdet til Forsikringsrådet i
forbindelse med behandlingen i rådet af vedtægtsproblematikken for
erhvervssygdomspoolen på mødet den 25. januar 1988, blev udleveret til
selskaberne efter § 12, stk. 1 i forvaltningsloven eller § 11, jf. § 12 i
bekendtgørelse nr. 737 af 6. november 1991 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn. De klagende selskaber har endvidere henvist til § 7 og § 8
i lov om offentlighed i forvaltningen. Subsidiært har selskaberne rejst krav
om at blive bekendt med oplysninger, som eventuelt indeholdes i notatet
vedrørende faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2.
I den anledning skal ankenævnet bemærke, at et notat, som det omhandlede,
må anses som et internt dokument omfattet af § 12, stk. 1 i
forvaltningsloven, og derfor ikke omfattet af en parts ret til aktindsigt,
heller ikke på grundlag af reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen,
medmindre notatet indeholder faktiske oplysninger af væsentlig betydning for
sagens afgørelse og disse alene findes i dette interne dokument. Ankenævnet
har ikke fundet anledning til at rejse spørgsmål om fremsendelse til
ankenævnet af notatet, idet ankenævnet ikke efter det foreliggende finder, at
der er noget grundlag for at antage, at samtlige sagens retlige og faktiske
omstændigheder ikke skulle være oplyst over for nævnet. Det må antages, at
også de klagende selskaber dels gennem deres deltagelse i forberedelsen af
erhvervssygdomspoolen, dels gennem den efterfølgende omfattende behandling i
Erhvervsankenævnet af klagen, utvivlsomt er bekendt med samtlige faktiske
omstændigheder af væsentlig betydning for sagen. Selskaberne har endvidere
ikke anført, hvilket eller hvilke konkrete faktiske forhold af væsentlig
betydning for sagen, der muligt ønskes belyst gennem det pågældende notat.
Herefter finder ankenævnet ikke, at der er grundlag for at pålægge
Finanstilsynet at give meddelelse som omhandlet i forvaltningslovens § 12,
stk. 2.
Særlig efter indholdet og omfanget af parternes skriftlige forberedelse af
sagen i ankenævnet har nævnet ikke fundet anledning for at foranstalte
mundtlig forhandling i sagen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Afgørelse i sag om klage over Rudersdal Kommunes afgørelse om aktindsigt i sager vedrørende jorddeponering på adressen [adresse1], 3460 Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. februar 2012
- Kendelse af 17. december 1996. 96-90.709 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. december 1996
- Spørgsmål om tarifmæssig indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet. Retsinformation · 24. september 1998
- Kendelse af 12. februar 1996. 95-45.272 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. februar 1996
- Afgørelse i sag om Roskilde Kommunes svar på anmodning om aktindsigt vedrørende erhvervelse af arealer øst for Dyrskuepladsen Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. marts 2013
- Afgørelse i sag om aktindsigt i Kulturstyrelsens påbud om reetablering af fjernede diger på matr.nr [...1], Ladegård By, Orte Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. februar 2013
Lignende dokumenter
- 98-195.325 - Klage vedr. arbejdsskadesikring afvist (27. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. oktober 1999
- Formandens afgørelse af 22. marts 1994. 92-68.511 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. marts 1994
- Erhvervsankenævnet godkendte, at Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab. Retsinformation · 24. september 1998
- Kendelse af 12. februar 1996. 95-45.272 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. februar 1996
- Spørgsmål om tarifmæssig indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet. Retsinformation · 24. september 1998
- Kendelse af 17. december 1996. 96-90.709 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. december 1996