Spring til indhold

Retsinformation

Finanstilsynet havde været berettiget til at fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool.

KEN nr 60406 af 25/06/1992Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Finanstilsynet havde været berettiget til at

fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool.

(Da kendelsen er meget omfattende, er dele af den udeladt. Bilagene er

ikke optrykt.)

Forsikringsselskaberne »A«

mod

Finanstilsynet

Indtrådt til støtte for Finanstilsynet jfr. § 5 i lov om

Industriministeriets Erhvervsankenævn:

Forsikringsselskaberne »B«.

I skrivelse af 18. februar 1988 har advokat Korsø Jensen på vegne

forsikringsselskaberne »A« klaget over, at Finanstilsynet ved

skrivelse af 28. januar 1988 til Assurandør-Societetet traf bestemmelse om

fastlæggelse af vilkårene for en erhvervssygdomspool i overensstemmelse med

et af Assurandør-Societetet fremsendt forslag A til vedtægter for poolen.

Klagen er senere udvidet til tillige at omfatte Finanstilsynets afgørelse af

22. december 1987 om etablering af poolen med virkning fra den 31. december

1987.

Efter anmodning i skrivelse af 19. maj 1988 fra advokat Kristian Mogensen

på vegne forsikringsselskaberne »B« tillod ankenævnet ved skrivelse

af 15. juni 1988, jfr. § 5 i lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn, at

de nævnte selskaber indtrådte i sagen til støtte for Finanstilsynet.

Finanstilsynet har under sagen været repræsenteret af Kammeradvokaten.

I. Sagens baggrund.

I skrivelse af 4. november 1987 meddelte Forsikringstilsynet (nu

Finanstilsynet) Assurandør-Societetet, at man på grund af den eksplosive

udvikling i erstatninger for erhvervssygdomme i løbet af 1987 anså det for

nødvendigt, at der, jfr. § 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, nu

blev etableret en fællesordning for overtagelse af erhvervssygdomsrisici,

således at det kunne sikres, at selskaber, der drev arbejdsskadevirksomhed,

Læs alt

fortsat blev sikret solvens. Samtidig anmodede tilsynet Assurandør-Societetet

om at udarbejde udkast til regler for en fællesordning til overtagelse af

erhvervssygdomsrisici omfattende alle selskaber, der drev

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, og således at der blev sikret

konkurrenceneutralitet for så vidt angik erhvervssygdommene.

Efter forespørgsel fra tilsynet om sagens forløb oplyste

Assurandør-Societetet herefter den 23. november 1987, at spørgsmålet om

etablering af en fællesordning til overtagelse af erhvervssygdomsrisici var

blevet drøftet på flere møder i Assurandør-Societetets komite, ligesom der

havde været afholdt et møde, hvor ledelsen af samtlige arbejdsskadeselskaber,

der var medlemmer af forsikringsorganisationerne, havde været indkaldt. Der

var i komiteen en positiv holdning med hensyn til etableringen af en

fællesordning og der var nedsat et hurtigtarbejdende udvalg der skulle

udarbejde udkast til regler, til behandling på komitemøde den 16. december

1987.

I skrivelse af 22. december 1987 til Assurandør-Societetet meddelte

tilsynet herefter, at erhvervssygdomspoolen var etableret med virkning fra

31. december 1987 jfr. lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2. Som

baggrund for beslutningen henviste tilsynet til det ovenfor refererede

forløb. Tilsynet henviste endvidere i en sammenfatning til en orientering,

som tilsynet havde modtaget fra Societetet den 17. december 1987, hvoraf det

bl.a. fremgik, at der til komitemødet i Societetet den 16. december 1987

forelå 2 fra hinanden vedrørende etableringstidspunktet, udgiftsdækningen og

fordelingen afvigende udkast til vedtægter for en erhvervssygdomspool, udkast

A og udkast B, hvorom der ikke var opnået enighed. Endelig henviste tilsynet

til at de skøn over det regnskabsmæssige resultat for

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed for 1987, som man havde anmodet selskaberne

om, viste, at der til trods for gennemførte præmieforhøjelser kunne forventes

et underskud på ca. 70 mill. kr. for året. I skrivelsen, som

Industriministeriet samtidig blev orienteret om, meddelte tilsynet sluttelig

Assurandør-Societetet, at Societetet måtte fremsende udkast til vedtægter for

en erhvervssygdomspool senest den den 15. januar 1988, såfremt

Assurandør-Societetet ønskede at forelægge et grundlag for ordningen i dens

endelige udformning.

Med skrivelse af 14. januar 1988 fremsendte Assurandør-Societetet herefter

til tilsynet de i bilag I til kendelsen omhandlede 2 forslag til vedtægter

for en »Fællesordning (pool) for overtagelse af

erhvervssygdomsrisici«. Af skrivelsen af 14. januar 1988 fremgår bl.a.,

at der i komiteen var enighed om, at det var hensigtsmæssigt, at der blev

etableret en poolordning med virkning fra den 31. december 1987.

Assurandør-Societetet har i skrivelsen forudsat bl.a. at poolens udgifter i

kalenderåret som udgangspunkt pålignes de enkelte medlemsselskaber i forhold

til det antal helårsbeskæftigede, som det enkelte selskab har forsikret i

året, samt at udgiften skal pålignes de enkelte medlemsselskaber efter

sammensætning på risikogrupper af antal helårsbeskæftigede, som det enkelte

medlemsselskab har forsikret i året. For så vidt angår spørgsmålet om hvilke

udgifter, der i en overgangsperiode skal være omfattet af poolen, har

Assurandør-Societetet - som sin opfattelse - givet udtryk for, at man kan

lade poolen omfatte alle skader, som af Sikringsstyrelsen er afgjort som

erhvervssygdomme fra 31. december 1987 eller lade den omfatte skader med

skadedato som fastsat af Sikringsstyrelsen efter lovens § 10, stk. 4 fra og

med 1. januar 1988.

Som advokat for de klagende selskaber der stod bag forslag B til

vedtægter, fremsendte advokat Korsø Jensen ved skrivelse af 15. januar 1988

til Forsikringsrådet forslag A og B til vedtægter (bilag I) samt en af disse

selskaber udarbejdet »Forligsskitse« af 13. januar 1988, der

vedlægges kendelsen som bilag II. I skrivelsen af 15. januar 1988 - hvori de

klagende selskaber ikke har taget afstand fra etableringen af en

fællesordning (pool) for overtagelse af erhvervssygdomsrisici - har advokat

Korsø Jensen, under henvisning til at der ikke ved beslutningen af 22.

december 1987 om oprettelse af en pool var fastsat vilkår for denne eller

ført forhandlinger med Sikringsstyrelsen om de nærmere vilkår for poolen,

jfr. § 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, bl.a. fremført følgende

argumenter for at vælge vedtægtsforslag B for poolen:

Poolen bør og kan alene omfatte skader, hvor skadesdatoen fastsættes til

en dato efter den 31. december 1987 således at (1) skader indtruffet, anmeldt

og afgjort før den 31. december 1987, (2) skader indtruffet og anmeldt før

31. december 1987, men ikke afgjort pr nævnte dato, (3) skader indtruffet før

31. december 1987, men hverken anmeldt eller afgjort pr. nævnte dato samt (4)

skader af erhvervssygdomme, der ikke pr. 31. december 1987 er anerkendt som

sådanne, men som eventuelt fremtidig anerkendes med tilbagevirkende kraft -

ikke omfattes af poolen.

Til støtte herfor anførte advokat Korsø Jensen, at ordningen i modsat fald

ville få tilbagevirkende kraft. Udover at det ville medføre dobbeltbetaling

for de enkelte erhvervsvirksomheder, når IBNR reserverne blev frigivet, ville

en ordning med tilbagevirkende kraft medføre, at de deltagende selskaber

herved ville komme til at deltage i risici, som kun et andet selskab havde

haft kendskab til og taget stilling til ved præmieberegning, henholdsvis

hensættelse af reserver. Det måtte antages, at det selskab, der havde taget

den pågældende arbejdsskadeforsikring, havde ladet også præmieberegningen

m.v. herfor indgå i den samlede forretningsmæssige vurdering i at opnå

tegning af samtlige i den pågældende virksomheds/erhvervs forsikringer og

dermed ved præmiefastsættelsen i en konkurrencesituation også for disse

øvrige forsikringer. Etablering af en pool med tilbagevirkende kraft ville

derfor medføre et økonomisk indgreb i det enkelte selskabs aktiver i og med,

at hvert selskab blev pålagt betalingspligt for risici, som i sin helhed var

vurderet og accepteret af et andet selskab, der have oppebåret præmien og

foretaget reservehensættelser efter en sådan egen vurdering. Dette ville

indebære et brud på det vilkår om konkurrenceneutralitet, som efter

forarbejderne var et element, der blev tillagt vægt ved gennemførelse af

lovændringen i 1987. Selvom en selvrisikoordning (selvbehold) til en vis grad

kunne afhjælpe dette indrømmede § 210 g i lov om forsikringsvirksomhed

hverken efter sit indhold, forarbejderne eller formålet tilsynet hjemmel til

etablering af en sådan pool. Af tilsvarende grunde måtte afsættelse af

reserver, herunder selskabernes mulighed for anvendelse af IBNR reserverne,

ske således at konkurrenceneutraliteten blev sikret.

II. Finanstilsynets påklagede afgørelse af 28. januar 1988.

Ved skrivelse af 28. januar 1988 meddelte Finanstilsynet herefter

Assurandør-Societetet bl.a. følgende:

»...De fremsendte forslag til vedtægter er for så vidt angår

bestemmelserne i §§ 1-4 og §§ 8-15 i det store og hele ens. Forskellen mellem

de 2 forslag ligger i bestemmelserne i §§ 5-7 om poolens tekniske virke.

Forskellen heri bevirker, at de 2 forslag afviger fra hinanden med hensyn

til, i hvilket omfang udgifterne ved erhvervssygdomme skal indgå i poolen,

fra hvilket tidspunkt , poolen reelt bliver virksom, og på hvilken måde,

udgifterne i poolen pålignes de deltagende selskaber.

Sagen har været behandlet på Forsikringsrådets møde den 25. januar 1988.

I denne anledning skal Finanstilsynet udtale følgende:

Som erhvervssygdomme anses ifølge lov om arbejdsskadeforsikring sygdomme,

der efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige

påvirkninger, som persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold,

hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådan

arbejde. Efter ASFL § 10 fastsættes det administrativt hvilke sygdomme, der

anses som erhvervssygdomme. Der henvises herved til Sikringsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986 om fortegnelse over erhvervssygdomme i

medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring (erhvervssygdomsfortegnelse).

Erhvervssygdommene afføder i forsikringsteknisk henseende betydelige

problemer.

a) Den i ASFL § 10 omtalte skadedato er sædvanligvis uden mening i

relation til erhvervssygdomme, idet disse som oftest er følger af

længerevarende skadelige påvirkninger. I forbindelse med erhvervssygdomme kan

det derfor være vanskeligt entydigt at udpege en ansvarlig arbejdsgiver og

dermed et selskab. Herved foreligger der mulighed for, at et selskab senere

bliver pålagt at udrede en erstatning for en erhvervssygdom hos en person,

som ikke var forsikret i selskabet på tidspunktet for skadens opståen.

Selskabet bærer således latent en risiko, hvis omfang selskabet ikke har

mulighed for at vurdere og dermed umiddelbart at lade indgå i overvejelserne

omkring præmiefastsættelsen.

b) Ny lægelig viden og teknik afslører til stadighed nye årsagssammenhænge

mellem påvirkninger af skadelige stoffer m.v. og de helbredsmæssige følgerm

heraf, hvorfor antallet af sygdomstilfælde omfattet af

erhvervssygdomsfortegnelsen har været stigende. Denne forøgelse af risikoen

har selskaberne ikke kunnet forudse og derfor ikke kunnet tage højde for i

præmiefastsættelsen.

c) Optagelse af en sygdom på erhvervssygdomsfortegnelsen sker efter

gældende praksis med tilbagevirkende kraft. Dette medfører bl.a., at en

ændring i erhvervssygdomsfortegnelsen ændrer indholdet af såvel de tidligere

som de aktuelle forsikringsaftaler. Selskaberne påføres herved en

forpligtelse, som selskaberne ikke har kunnet/måttet tage højde for ved

præmiefastsættelsen, idet selskaberne dels efter sædvanlige

forsikringsaftaleretlige principper, dels efter den førgældende

arbejdsskadeforsikringslovgivning, alene har kunnet opkræve præmier svarende

til den risiko, selskaberne aktuelt har båret.

d) I henhold til lov om forsikringsvirksomhed (LEV) påhviler det et

selskab at afsætte tilstrækkelige tekniske reserver svarende til selskabets

forsikringsmæssige forpligtelser. Beløbet bestemmes på grundlag af en

opgørelse og vurdering af disse forpligtelser. Efter sædvanlige

forsikringsmæssige principper er selskaberne henvist til at opgøre reserverne

alene under hensyntagen til den risiko, som aktuelt bæres. Heraf følger, at

selskaberne ikke har måttet og ikke må afsætte reserver vedrørende sygdomme,

som er indtruffet, men endnu ikke er optaget på erhverssygdomsfortegnelsen.

Sikringsstyrelsens praksis omkring udvidelsen af erhvervssygdomsfortegnelsen

indebærer derfor, at selskaberne senere påføres en forpligtelse, som

selskabet ikke har måttet tage højde for ved den hidtidige reserveafsættelse.

De ovenfor anførte problemer er af en sådan karakter, at det må

konkluderes, at erhvervssygdomme ikke er forsikringsbare i sædvanlig

forstand. Som følge heraf kan sædvanlige forsikringsmæssige principper ikke

anvendes i forbindelse med erhvervssygdomme, og udgifterne derved må derfor

på solidarisk vis fordeles på de tegnende selskaber i takt med skadernes

opståen. Kun ved at etablere en pool, hvorigennem samtlige selskaber, som

driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, bidrager til dækning af de aktuelle

udgifter til erhvervssygdomme, er det muligt at imødegå det element af

vilkårlighed, som det enkelte selskabs dækning af erhvervssygdomme i

realiteten repræsenterer.

Foranstående fører til: at samtlige udgifter ved erhvervssygdomme bør

indgå i poolen.

Antallet af anmeldte erhvervssygdomme er siden 1978 steget betragteligt.

Fra 1978 til 1987 er antallet af anmeldte erhvervssygdomme således steget fra

ca. 2.700 til ca. 16.000, og antallet forventes at stige i årene fremover.

I september 1987 offentliggjorde Societetet et skøn over det

regnskabsmæssige resultat for arbejdsskadeforsikringsvirksomheden. Dette skøn

viste, at der for 1987 kunne forventes et betydeligt underskud på

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden. Dette underskud må påregnes bl.a. at

være afstedkommet af udviklingen i antallet af anmeldte erhvervssygdomme samt

de særlige forsikringsmæssige problemer, som knytter sig til

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden, jfr. ovenfor.

Det formodede underskud inden for arbejdsskadeforsikringen har på det

seneste affødt ikke ubetydelige præmieforhøjelser.

Nødvendigheden heraf er primært konstateret i de selskaber, som igennem

mange år har tegnet arbejdsskadeforsikringer, idet disse selskaber ifølge

sagens natur oftere end andre selskaber vil blive pålagt at udrede

erstatningen for en erhvervssygdom opstået år tilbage i tiden.

Forsikringstilsynet anmodede i skrivelse af 24. november 1987 samtlige

selskaber, som driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, om at indsende et

skøn over det regnskabsmæssige resultat for 1987.

Af det indsendte regnskabsmateriale fremgår, at der for

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden 1987 til trods for de gennemførte

præmieforhøjelser fortsat kan forventes et betydeligt underskud - ikke

nødvendigvis på grund af forhold, der kan tilskrives de enkelte selskaber -

men snarere på grund af de særlige forsikringsmæssige problemer omkring

arbejdsskadeforsikringen. I værste fald kan dette på længere sigt medføre, at

nogle selskaber går konkurs, hvorefter udgifterne til afviklingen af disse

selskabers forsikringsbestande i henhold til ASFL § 48 via Sikringsstyrelsen

vil blive pålagt de tilbageblivende selskaber.

Alle forhold taler for at undgå en sådan udvikling, hvorfor poolen bør

blive virksom så hurtigt som mulig, d.v.s. må omfatte skader, som afgøres fra

og med den 31. december 1987.

Ifølge forslag A vil fordelingen af samtlige udgifter ske med udgangspunkt

i antallet af helårsarbejdere fordelt på risikogrupper, og på en sådan måde

at der vil ske en vis udligning af udgifter mellem de respektive

risikogrupper. Derimod indebærer forslag B, at udgifterne vil blive fordelt

på risikogrupper for herefter at blive fordelt på det enkelte selskab i

overensstemmelse med selskabets andel af den pågældende risikogruppe, hvorfor

den foreslåede fordelingsmetode indebærer, at der ikke vil ske en udligning

af udgifterne mellem de respektive risikogrupper. Da Erhvervssygdomme ikke er

forsikringsbare, bør der i princippet næppe sondres mellem risikogrupper. Men

idet der formentlig er forskelle på udgifterne ved erhvervssygdomme

risikogrupperne imellem, finder Finanstilsynet indtil videre, at den enkelte

risikogruppe på sigt i et vist omfang bør bære udgifterne til skader inden

for risikogruppen.

På baggrund af det ovenfor anførte finder Finanstilsynet, at forslag A

bedre end forslag B afhjælper de særlige problemer omkring

arbejdsskadeforsikringen, som afstedkommes af, at ASFL (lov om

arbejdsskadeforsikring) foruden ulykker desuden omfatter erhvervssygdomme.

Finanstilsynet finder derfor: at det fremsendte forslag A til vedtægter

for en erhvervssygdomspool bør være grundlaget for dennes virke.

Finanstilsynet mener dog, at forslagets § 12 også bør indeholde en

henvisning til udgifterne i medfør af § 9. Ligeledes bør forslagets §§ 13-15

ændres, således at det heraf kommer til at fremgå, at det er Finanstilsynet

som har kompetence til at gennemføre en ændring af vedtægterne for poolen

samt at opløse denne.

Finanstilsynet vil snarest forelægge Societetet et ændret udkast til §§

13-15.

Finanstilsynets afgørelse kan i medfør af § 247 a i lov om

forsikringsvirksomhed inden 4 uger indbringes for Industriministeriets

Erhvervsankenævn, Kampmannsgade 1, 1604 København V.

For 1987 kan som ovenfor anført forventes et betydeligt underskud på

arbejdsskadeforsikringen. Underskuddet fordeler sig imidlertid ikke jævnt på

de selskaber, som tegner arbejdsskadeforsikringer. Nogle selskaber har

således et overskud, medens andre selskaber har et underskud. Hertil kommer,

at det regnskabsmæssige resultat for de selskaber, som har underskud, udviser

en betydelig variation.

Ved at lade poolen få virkning fra og med 31. december 1987 bortfalder

kravet om afsættelse af såvel IBNR-reserver eller IBNER-reserver vedrørende

erhvervssygdomme. Disse reserver vedrører skader, der er indtrufne, men endnu

ikke anmeldt til selskabet, samt skader, som enten er anmeldt, men hvorom

Sikringsstyrelsen endnu ikke har truffet afgørelse, eller som senere

revurderes i overensstemmelse med bestemmelserne herom i ASFL.

Når selskaberne ikke er nødsaget til at skulle afsætte hverken

IBNR-reserver eller IBNER-reserver, vil selskaberne opnå en forbedring af det

regnskabsmæssige resultat for 1987.

På grund af arbejdsskadeforsikringens lovmæssig karakter er det i LFV

statueret, at arbejdsskadeforsikringsvirksomheden på langt sigt skal hvile i

sig selv. Dette indebærer i princippet, at et evt. underskud på virksomheden

på længere sigt skal give sig udslag i præmieforhøjelser, medens et eventuelt

overskud skal resultere i præmienedsættelser. Som følge heraf er selskaberne

i medfør af LFV pålagt at aflægge et særligt regnskab

(avancebegrænsningsregnskab) vedrørende arbejdsskadeforsikringsvirksomheden.

Resultatet af virksomheden skal ifølge principperne for dette regnskab

henføres til en bonusfond, som forudsættes udlignet over en mindre årrække.

Over en positiv bonusfond kan der alene disponeres til fordel for

forsikringstagerne efter regler fastsat af Finanstilsynet.

De i løbet af 1987 foretagne betydelige præmieforhøjelser for

arbejdsskadeforsikringerne blev gennemført med henblik på at imødegå et

forventet underskud i 1987. Med frigørelsen af dele af reserverne er det

tænkeligt, at de gennemførte præmieforhøjelser er større end nødvendigt.

Såvel frigørelsen af en del af reserverne som de gennemførte

præmieforhøjelser medfører en forbedring af saldoen på bonusfonden, hvilket

for det enkelte selskab alt andet lige vil indebære en styrkelse af den

fremtidige konkurrenceevne.

Idet etableringen af poolen ikke må svække det enkelte selskabs

konkurrenceevne, og idet poolen i sit virke skal være konkurrenceneutral,

skal der derfor fastsættes retningslinier for afvikling af den del af de

positive bonusfonds, der er fremkommet som en konsekvens af poolens

etablering. Disse retningslinier bør så vidt muligt sikre tilbageførsel af

midler til de forsikringstagere, der har bidraget til den pågældende

bonusopbygning...«

III. Den skriftlige behandling af klagen for ankenævnet.

A. Klageskrivelsen af 18. februar 1988 fra advokat Korsø Jensen på

vegne de klagende selskaber til Industriministeriets Erhvervsankenævn.

I skrivelse af 18. februar 1988 indbragte advokat Korsø Jensen herefter

Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988 for ankenævnet. Klageskrivelsen

har følgende indhold:

»Vedr. etablering af fællesordning (pool) for overtagelse af

erhvervssygdomsrisici - Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988

Som advokat for forsikringsselskaberne

»A« tillader jeg mig herved i henhold til lov om

forsikringsvirksomhed § 247a at påklage den af Finanstilsynet ved skrivelse

af 28. januar 1988 til Assurandør-Societetet trufne afgørelse om det

vedtægtsmæssige grundlag for ovennævnte erhvervssygdomspool. Jeg bemærker, at

en kopi af nævnte skrivelse er tilstillet mig med Finanstilsynets skrivelse

af 29. januar 1988.

Jeg bemærker, at der som grundlag for klagen henvises til min skrivelse

til Forsikringsrådet af 15. januar 1988 med bilag, lige så vel som jeg agter

at supplere denne med et yderligere skriftligt indlæg, der vil foreligge

primo marts 1988...'

Klagen af 18. februar 1988 blev uddybet ved skrivelse af 2. marts 1988. I

denne skrivelse har advokat Korsø Jensen præciseret, at de centrale spørgsmål

i relation til vilkårene til erhvervssygdomspoolens etablering er:

at erhvervssygdomspoolen alene kommer til at omfatte skader, hvor

skadesdatoen fastsættes som 1. januar 1988 eller senere,

at poolen etableres på et for de deltagende forsikringsselskaber ensartet

objektivt grundlag, herunder i henseende til reserveafsættelser samt

anvendelsesmulighed i relation til IBNR-reserverne,

samt

at poolen dels sikres konkurrenceneutralitet, dels etableres på sådanne

vilkår, at der for de deltagende forsikringsselskaber også fremtidigt vil

være et individuelt incitament til at medvirke til skadesforebyggelse i de

forsikrede erhvervsvirksomheder.

Poolen bør derfor etableres i overensstemmelse med forslag B til vedtægter

(bilag I), subsidiært korrigeret i overensstemmelse med

»Forligsskitsen« (bilag II), som de klagende selskaber har

tilsluttet sig.

Forslag A til vedtægter (bilag I) opfylder ikke disse betingelser, hvorfor

det gøres gældende:

1) Finanstilsynet har ikke fulgt den i lov om forsikringsvirksomhed § 210

g, stk. 2, anførte procedure i forbindelse med poolens etablering. Det er de

klagende selskabers synspunkt, at Finanstilsynet ikke før etablering af en

erhvervssygdomspool har ført egentlige forhandlinger med Sikringsstyrelsen om

poolens etablering samt ikke mindst de væsentlige nærmere vilkår for dennes

virksomhed, herunder vedtægter, ikrafttrædelsestidspunkt,

overgangsbestemmelser m.v. Derfor har den i § 210 g, stk. 2, i lov om

forsikringsvirksomhed foreskrevne fremgangsmåde ikke været fulgt før

beslutningen om poolens etablering blev truffet.

Det gøres endvidere gældende, at den af advokat J. Korsø Jensen på vegne

de klagende selskaber den 15. januar 1988 til Forsikringsrådet fremsendte

skrivelse med bilag »Forligsskitsen« (bilag II) ikke er indgået i

grundlaget for Forsikringsrådets afgørelse som drøftet og behandlet af rådet

i forbindelse med afgørelsen om at bilag A til vedtægter (bilag I) skulle

lægges til grund.

2) Finanstilsynet har ikke haft fornøden hjemmel til at træffe bestemmelse

om etablering af en pool med tilbagevirkende kraft som sket.

3) Finanstilsynet har derved varetaget hensyn, som Finanstilsynet ikke

ifølge lovgivningen har hjemmel til at varetage.

4) Etablering af en pool kan alene ske med virkning for fremtiden, det vil

sige alene omfattende skader, hvor skadestidspunktet fastsættes til den 1.

januar 1988 eller senere.

Det er de klagende selskabers synspunkt, at der gennem vedtagelsen af

forslag A til vedtægter (bilag I) er varetaget ensidige og

konkurrenceforvridende hensyn, der går ud over, hvad Finanstilsynet i henhold

til lov om forsikringsvirksomhed er berettiget til. Forslaget indebærer, at

der pålægges andre arbejdsskadeforsikringsselskaber betalingsforpligtelse for

risici, som et andet selskab tidligere har taget og oppebåret præmie for.

Derved overføres vilkårligt aktiver fra et selskab til et andet -uden

lovhjemmel - end ikke efter arbejdsskadeforsikringslovens § 48.

Finanstilsynets forudsætninger for etablering af en erhvervssygdomspool -

særlig på grundlag af forslag A til vedtægter (bilag I) - er urigtige. Det er

ikke rigtigt, når Finanstilsynet har anført, at skadesdatoen sædvanligvis er

uden mening i relation til erhvervssygdomme, bl.a. fordi de som oftest er

følger af længerevarende skadelige påvirkninger. Noget tilsvarende har kunnet

løses ved andre forsikringstyper og princippet anvendes i

arbejdsskadeforsikringsloven. De klagende selskaber er enige i, at

udviklingen i erhvervssygdomme har sammenhæng med ny lægelig viden og teknik,

der afslører ikke tidligere kendte årsagssammenhænge, men man er ikke enige

i, at en heraf følgende risikoforøgelse ikke har kunnet forudses af

selskaberne, således at de har kunnet taget højde for det ved

præmiefastsættelsen. Tilsvarende problem findes i forbindelse med

livsforsikring og produktansvarsforsikring. Det afvises at det problem, der

opstår fordi optagelse på erhvervssygdomsfortegnelse efter gældende praksis

sker med tilbagevirkende kraft, hvorfor selskaberne påføres en forpligtelse,

som de ikke har kunnet tage højde for ved præmiefastsættelsen, har betydning

for etablering af en pool med tilbagevirkende kraft - jfr. punkt 1 i

»Forligsskitsen« (bilag II). Der er ikke grund til at lægge vægt på

Finanstilsynets henvisning til, at selskaberne efter lovgivningen har været

forpligtet til alene at afsætte reserver til dækning af aktuelle risici,

hvorfor de ikke har kunnet afsætte fornødne reserver på grund af

Sikringsstyrelsens praksis omkring udvidelse med tilbagevirkende kraft. Det

er tilsyneladende i modstrid med en tidligere udtalelse af 29. januar 1987

vedrørende IBNR-reserver. Der er ikke i betragtningen om

»vilkårlighed«, som også kendes indenfor andre forsikringsområder,

grundlag for etablering af en pool, der omfatter samtlige udgifter til

erhvervssygdomme også for fortiden. I forbindelse med Finanstilsynets

henvisning dels til udvikling i erhvervssygdomme dels erstatningsudbetalingen

og til de for enkelte arbejdsskadeforsikringsselskaber følgende mulige

økonomiske konsekvenser har de klagende selskaber henvist til, at en række

forsikringsselskaber i tidligere år har oppebåret meget betydelige overskud,

der refererer sig til arbejdsskadeforsikringerne, men at disse overskud netop

ikke er indgået som reserver eller på anden måde er kommet de af samme

forsikringsselskaber i 1986 eller senere oprettede særlige

arbejdsskadeforsikringsselskaber til gode. For selskaber, der har fulgt andre

retningslinier medfører forslag A til vedtægter (bilag I), at de på helt

vilkårligt grundlag kommer til at deltage i betalinger, der skyldes de nævnte

dispositioner. Ud fra lignende betragtninger bør forslag B (bilag I) til

vedtægter følges ved fastlæggelse af fordelingsprincippet for udgifterne i

poolen mellem de enkelte deltagende selskaber. Den udligning af udgifterne

mellem de forskellige risikogrupper, der ifølge forslag A til vedtægter

(bilag I) medfører at de selskaber, der på et givet tidspunkt før poolens

etablering har tegnet og oppebåret præmie for en bestemt særlig belastet

risikogruppe opnår en hel ubetydelig friholdelse for de af en sådan tegning

følgende forpligtelser til skade for andre selskaber.

5) Poolen bør etableres for et for de deltagende forsikringsselskaber

ensartet objektivt grundlag, herunder i henseende til reserveafsættelser samt

anvendelsesmuligheder i relation til IBNR-reserver.

Ved poolens etablering har Forsikringstilsynet meddelt, at der ikke

længere består krav om afsættelse af IBNR-reserver eller IBNER-reserver. Da

Finanstilsynet ikke har kompetence til at ændre ved forpligtelsen efter § 131

i lov om forsikringsvirksomhed, finder de klagende selskaber ikke, at der er

nogen klar lovhjemmel for Finanstilsynet til at bestemme, at der overhovedet

ikke skal foretages reservehensættelser. Samtlige de i poolen deltagende

selskaber har en klar interesse i, at de reserveafsættelser, der hidtil er

foretaget af de enkelte selskaber, fortsat er tilstede, som sikkerhedsnet for

det »pooltilsvar«, som løbende måtte foreligge for de enkelte

selskaber. Endvidere burde der ved poolens etablering være fastsat regler om,

at der blev foretaget en ensartet objektiv reservefastsættelse for samtlige

selskaber med skyldig hensyntagen til omfanget af det enkelte selskabs

hidtidige virksomhed, forsikringsbestand m.v.. I modsat fald vil der uden

lovhjemmel på kortere eller længere sigt ske overførsel af aktiver fra det

ene selskab til det andet - uden at de pågældende har oppebåret en

risikopræmie. Det vil også krænke konkurrenceneutraliteten.

6) Der bør i forbindelse med de enkelte selskabers bidrag til poolen

etableres et system, hvor der for det enkelte selskab er et incitament til

skadesforebyggelse.

En pool efter forslag A til vedtægter (bilag I) stiller det enkelte

selskab frit for at vurdere og fastsætte den relevante

arbejdsskadeforsikringspræmie uden at skulle bære den deraf følgende risiko

for tab, der i alle tilfælde overtages af poolen. Hermed er et hvert

incitament for selskaberne til gennem præmiefastsættelse at motivere

erhvervsvirksomheden til skadesforebyggende arbejde bortfaldet.

B. Den af Industriministeriets Erhvervsankenævn fra Finanstilsynet

indhentede redegørelse af 24. juni 1988, Kammeradvokatens svar i skrivelse af

23. juni 1988 på vegne Finanstilsynet og landsretssagfører Kristian Mogensens

indlæg af 22. august 1988 på vegne de indtrådte forsikringsselskaber.

(Udeladt)

C. De klagende selskabers svar af 14. oktober 1988 på henholdsvis

Finanstilsynets redegørelse af 24. juni 1988 henholdsvis Kammeradvokatens

skrivelse af 23. juni 1988 (ovf. B).

(Udeladt)

D. Kammeradvokatens svar af 16. februar 1989 på vegne Finanstilsynet

samt landsretssagfører Kristian Mogensens bemærkninger af 5. juli 1989 på

vegne de indtrådte selskaber - i anledning af de klagende selskabers indlæg

af 14. oktober 1988 (ovf. C).

(Udeladt)

E. De klagende selskabers afsluttende indlæg af 19. september

1989.

(Udeladt)

Ankenævnet udtalte:

Det fremgår af sagen, at Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) den 4.

november 1987 over for Assurandør-Societetet rejste spørgsmålet om

udnyttelsen af bemyndigelsen i § 210 g, stk. 2 i lov om forsikringsvirksomhed

med henblik på etablering af en fælles ordning for overtagelse af

erhvervssygdomsrisici. Tilsynet anmodede Assurandør-Societetet om at

udarbejde udkast til regler for en sådan erhvervssygdomspool omfattende alle

selskaber, der drev arbejdsskadeforsikringsvirksomhed. Societetet tog

anmodningen op til behandling og oplyste den 23. november 1987 over for

Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) bl.a., at der blandt

arbejdsskadeforsikringsselskaber, der var medlem af

forsikringsorganisationerne, var en positiv holdning med hensyn til

etablering af en fællesordning, og at man arbejdede på et udkast til regler

herom. Tilsynet modtog endvidere en orientering den 17. december 1987, hvoraf

det fremgik, at der forelå 2 fra hinanden vedrørende etableringstidspunkt,

udgiftsdækningen og fordelingen afvigende udkast til vedtægter, udkast A og

udkast B, hvorom der ikke var opnået enighed. I skrivelse af 22. december

1987 til Assurandør-Societetet traf Forsikringstilsynet (Finanstilsynet)

herefter beslutning om etablering af erhvervssygdomspoolen med virkning fra

den 31. december 1987. I forbindelse med denne beslutning meddelte

Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) til Assurandør-Societetet, at eventuelt

udkast til vedtægter måtte foreligge senest den 15. januar 1988. Med

skrivelse af 14. januar 1988 fremsendte societetet 2 udkast til vedtægter,

udkast A og B. I skrivelsen har Assurandør-Societetet bl.a. bekræftet, at der

i komiteen var enighed om, at det var hensigtsmæssigt, at der blev etableret

en poolordning med virkning fra den 31. december 1987, men at der var

uenighed blandt selskaberne som angivet ovenfor. Finanstilsynet modtog

endvidere fra de klagende selskaber, der stod bag forslag B, udover selve

udkastene A og B et indlæg fra advokat Korsø-Jensen og forslag til ændringer,

som af selskaberne er blevet betegnet »forligsskitse«. Herefter

traf Finanstilsynet efter forelæggelse for Forsikringsrådet afgørelsen af 28.

januar 1988, hvorefter det fremsendte udkast A til vedtægter blev fastlagt

som grundlag for erhvervssygdomspoolen. På denne baggrund er det ankenævnets

opfattelse, at de 2 afgørelser af henholdsvis 22. december 1987 og 28. januar

1988 må opfattes som led i et samlet behandlingsforløb, således at afgørelsen

af 22. december 1987 tillige må anses for omfattet af klagen, selvom klagen,

der blev indgivet den 18. februar 1988, isoleret set i forhold til denne

afgørelse er indgivet efter klagefristens udløb. På den anden side finder

ankenævnet ikke efter sammenhængen i forhandlingsforløbet, at Finanstilsynet

har overskredet grænserne for den i § 210 g, stk. 2 indeholdte bemyndigelse

ved først at træffe bestemmelse om etablering af erhvervssygdomspoolen med

virkning fra den 31. december 1987, hvorom der var enighed blandt de

implicerede selskaber, der var bekendt med rammen inden for hvilken

vedtægtsgrundlaget måtte forventes fastsat, for dernæst efterfølgende den 28.

januar 1988 at træffe bestemmelse om det endelige vedtægtsgrundlag.

Det fremgår af sagen, at tilsynets grundlag for at etablere en

erhvervssygdomspool, som sket ved årsskiftet 1987-88, bl.a. var statistiske

oplysninger, der viste, at antallet af anmeldte erhvervssygdomme i de senere

år var i kraftig stigning. Det fulgte endvidere af en undersøgelse, som man

havde anmodet forsikringsselskaberne om at foretage, at der kunne forventes

et underskud på ca. 70 millioner kr. for året til trods for gennemførte

præmieforhøjelser. Når dernæst henses til, at der blandt selskaberne var

enighed om, at det var hensigtsmæssigt at etablere en erhvervssygdomspool pr.

31. december 1987, finder ankenævnet, at de i bemærkningerne til § 210, g,

stk. 2 i lov nr. 272/87 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed, nævnte

forudsætninger for etablering af en erhvervssygdomspool har været opfyldt.

Indtil ikrafttrædelsen den 1. maj 1987 af lov nr. 272/87 om ændring af lov

om forsikringsvirksomhed, jf. lov nr. 276/87 om ændring af lov om

arbejdsskadeforsikring, var såvel de forsikringstekniske regler som reglerne

iøvrigt vedrørende arbejdsskader samlet i lov om arbejdsskadeforsikring og

således i det hele forvaltet af den daværende sikringsstyrelse - under

Socialministeriet. Ved de nævnte lovændringer blev bl.a. den

forsikringstekniske del af lov om arbejdsskadeforsikring overført til lov om

forsikringsvirksomhed, der administreres af Forsikringstilsynet

(Finanstilsynet) - under Industriministeriet. For så vidt angår denne del af

ændringen fik lovændringen tilbagevirkende kraft til den 1. januar 1987.

Herved blev forvaltningen af regelsættet uanset den fortsatte sammenhæng

mellem områderne delt mellem 2 forvaltningsmyndigheder. Det er ankenævnets

opfattelse, at vilkåret i § 210 g, stk. 2 om forhandling med

Sikringsstyrelsen, skal ses på denne baggrund, således at der gennem

formuleringen af bestemmelsen er sket en lovmæssig sikring af, at

Sikringsstyrelsens særlige sagkundskab inddrages ved den nærmere fastlæggelse

af regelsættet, selvom forvaltningen af forsikringssiden var overført til

Forsikringstilsynet (Finanstilsynet). I skrivelse af 16. december 1988 har

Sikringsstyrelsen bekræftet, at der blev afholdt et møde mellem

Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) og Sikringsstyrelsen om spørgsmålet den

30. december 1987. På dette tidspunkt var udkast A og B til vedtægter kendt,

men indholdet af vedtægter for poolen ikke endeligt fastlagt. Det fremgår af

skrivelsen, at Forsikringstilsynet (Finanstilsynet) på baggrund af den

orientering, som tilsynet havde modtaget fra Assurandør-Societetet,

redegjorde for principperne i henholdsvis vedtægtsforslag A og forslag B, og

at de 2 vedtægtsforslag blev diskuteret på dette grundlag. Der var endvidere

enighed om, at der ikke var behov for yderligere møder om spørgsmålet,

såfremt det af Assurandør-Societetet fremsendte vedtægtsudkast medio januar

1988 ville svare til vedtægtsforslag A, og såfremt Finanstilsynet besluttede,

at vedtægtsforslag A skulle danne grundlag for erhvervssygdomspoolens virke.

Mødet skulle i så fald betragtes som den forhandling, der er nævnt i § 210 g,

stk. 2. Som følge af det anførte finder ankenævnet, at det lovbestemte vilkår

om forhandling med Sikringsstyrelsen har været opfyldt.

De klagende selskaber har endvidere gjort gældende, at Finanstilsynet har

overskredet de materielle grænser, der er gældende for bemyndigelsen til

tilsynet ved at etablere erhvervssygdomspoolen fra den 31. december 1987 med

de vedtægter efter udkast A, der blev fastlagt af tilsynet i afgørelsen af

28. januar 1988. I den anledning skal ankenævnet bemærke, at selve

lovbestemmelsen i § 210 g, stk. 2 ikke i sig selv udtrykker nogen materiel

grænse for bemyndigelsen. Men det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget

(164/87), at bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med de overvejelser, der er

kommet til udtryk i betænkning nr. 1077/86 om vanskelighederne ved i

tilknytning til erhvervssygdomme at vurdere risikoens omfang og som følge

heraf fastsætte en »korrekt« præmie. I bemærkningerne nævnes

videre, at selskaber med gamle forsikringsbestande således risikerer at blive

pålagt meget voldsomme erstatningsbyrder på grund af erhvervssygdomsskader,

som man for år tilbage ikke har kunnet forudsige og dermed indregne i

præmiefastsættelsen. Derfor må gamle forsikringsselskaber, efterhånden som

erhvervssygdomme viser sig, til forskel fra nye selskaber hen ad vejen

indregne større og større risici i præmierne. Konsekvensen heraf bliver en

konkurrenceforvridning selskaberne imellem. De overvejelser i betænkning

1077/86, som bemærkningerne til § 210 g, stk. 2 henviser til udtrykker

generelt følgende:

»De særlige forsikringsmæssige problemer i forbindelse med

erhvervssygdomme hænger sammen med, at en erhvervssygdom ofte først bryder ud

adskillige år efter den skadelige påvirkning. Dette medfører, at det kan være

vanskeligt at fastslå tidspunktet for skadens indtræden og eventuelt hvilket

forsikringsselskab, der hæfter for skaden, ....

Hertil kommer, at ny lægelig viden og teknik i mange tilfælde afslører nye

årsagssammenhænge mellem påvirkning af skadelige stoffer og medicinske

følger. En række diagnoser anerkendes derfor i modsætning til tidligere som

erhvervssygdomme.

Disse problemer medfører at det kan være vanskeligt at bedømme

skaderisikoen, og dermed også, hvor store reserver der skal afsættes.

Vanskelighederne ved at bedømme skaderisikoen forhindrer selskaberne i at

fastsætte præmierne på fyldestgørende vilkår. Konsekvensen bliver dels, at

fremtidige forsikringsdeltagere betaler for tidligere indtrufne

erhvervsskader, dels at forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande

stilles dårligere konkurrencemæssigt end nyere selskaber.«

Bemærkningerne til bemyndigelsen i § 210 g, stk. 2 begrænser sig således

ikke alene til uforudsigeligheden af fremtidige erhvervssygdomme, men

omfatter også den uforudsigelighed, der hidtil har gjort sig gældende for

selskaberne. Bemærkningerne omfatter endvidere ikke alene

uforudsigelighedsproblematikken, men tillige selskabernes vanskeligheder

indtil nu og fremtidigt med at fastslå tidspunktet for skadens indtræden og

eventuelt hvilket selskab, der hæfter for skaden, alt med den konsekvens at

fremtidige forsikringstagere betaler for tidligere indtrufne skader, og at

forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande stilles dårligere

konkurrencemæssigt overfor forsikringsselskaber med nyere

forsikringsbestande. Det må herefter antages, at § 210 g, stk. 2 i lov om

forsikringsvirksomhed indeholder hjemmel for Finanstilsynet til at fastsætte

vilkårene således, at såvel den ulighed mellem selskaberne, der inden for de

nævnte rammer allerede forelå mellem selskaberne på tidspunktet for

etableringen, og den fremtidige yderligere ulighed, der måtte forventes at

udvikle sig, blev neutraliseret. Ankenævnet har ikke i det af klageren

oplyste fundet grundlag for at tage stilling til, om vedtægterne inden for de

nævnte rammer har kunnet fastlægges med et andet indhold end sket. Men

ankenævnet må, ved at sammenholde de vedtægter, der blev fastsat af

Finanstilsynet, med lovforslagets bemærkninger, jf. foran, konstatere at

Finanstilsynets afgørelse ligger inden for de materielle grænser for

bemyndigelsen efter § 210 g, stk. 2. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag

for at tilsidesætte afgørelsen på grund af mangler ved det materielle indhold

i de godkendte vedtægter.

De klagende selskaber har gjort gældende, at det af advokat Korsø Jensen

på deres vegne udarbejdede indlæg af 15. januar 1988 stilet til

Forsikringsrådet med bilag ikke er indgået i grundlaget for drøftelsen i

rådet i forbindelse med Finanstilsynets afgørelse af 28. januar 1988, og at

afgørelsen som følge heraf må tilsidesættes. Finanstilsynet har heroverfor i

redegørelsen til ankenævnet af 24. juni 1988 oplyst, at advokat Korsø Jensens

skrivelse med bilag indgik i det til brug for rådets behandling af

vedtægtsspørgsmålet på mødet den 25. januar 1988 fremlagte materiale.

Endvidere har Kammeradvokaten på Finanstilsynets vegne i sit indlæg af 16.

februar 1989 til ankenævnet på spørgsmålet fra de klagende selskaber, om

deres skrivelse af 15. januar 1988 med bilag var tilstillet Forsikringsrådets

medlemmer inden mødet med Forsikringsrådet den 25. januar 1988, besvaret

spørgsmålet bekræftende. Ankenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag

for at tage klagernes påstand, der ikke er nærmere underbygget eller

sandsynliggjort, til følge.

Der er endelig af de klagende selskaber dels i den oprindelige klage til

ankenævnet, dels og især i de efterfølgende indlæg henvist til forskellige

afgørelser, som tilsynet har truffet, dels forud for afgørelserne af 22.

december 1987 og 28. januar 1988 f.eks. angående reserver, herunder IBNR og

IBNER reserverne, dels afgørelser, som senere er truffet af Finanstilsynet

vedrørende vedtægterne eller som følge af den etablerede erhvervssygdomspool.

Ankenævnet skal hertil bemærke, at disse forhold ikke i sig selv kan medføre,

at grundlaget for etableringen af erhvervssygdomspoolen er ugyldigt. Da

desuden de pågældende afgørelser ikke er selvstændigt indbragt for

ankenævnet, finder nævnet ikke anledning til at foretage videre vedrørende

disse indsigelser.

Som følge af det anførte stadfæster ankenævnet Finanstilsynets afgørelser

af 22. december 1987 og 28. januar 1988.

De klagende selskaber har under behandlingen i ankenævnet rejst krav om,

at det notat, som Finanstilsynet har udarbejdet til Forsikringsrådet i

forbindelse med behandlingen i rådet af vedtægtsproblematikken for

erhvervssygdomspoolen på mødet den 25. januar 1988, blev udleveret til

selskaberne efter § 12, stk. 1 i forvaltningsloven eller § 11, jf. § 12 i

bekendtgørelse nr. 737 af 6. november 1991 om Industriministeriets

Erhvervsankenævn. De klagende selskaber har endvidere henvist til § 7 og § 8

i lov om offentlighed i forvaltningen. Subsidiært har selskaberne rejst krav

om at blive bekendt med oplysninger, som eventuelt indeholdes i notatet

vedrørende faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2.

I den anledning skal ankenævnet bemærke, at et notat, som det omhandlede,

må anses som et internt dokument omfattet af § 12, stk. 1 i

forvaltningsloven, og derfor ikke omfattet af en parts ret til aktindsigt,

heller ikke på grundlag af reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen,

medmindre notatet indeholder faktiske oplysninger af væsentlig betydning for

sagens afgørelse og disse alene findes i dette interne dokument. Ankenævnet

har ikke fundet anledning til at rejse spørgsmål om fremsendelse til

ankenævnet af notatet, idet ankenævnet ikke efter det foreliggende finder, at

der er noget grundlag for at antage, at samtlige sagens retlige og faktiske

omstændigheder ikke skulle være oplyst over for nævnet. Det må antages, at

også de klagende selskaber dels gennem deres deltagelse i forberedelsen af

erhvervssygdomspoolen, dels gennem den efterfølgende omfattende behandling i

Erhvervsankenævnet af klagen, utvivlsomt er bekendt med samtlige faktiske

omstændigheder af væsentlig betydning for sagen. Selskaberne har endvidere

ikke anført, hvilket eller hvilke konkrete faktiske forhold af væsentlig

betydning for sagen, der muligt ønskes belyst gennem det pågældende notat.

Herefter finder ankenævnet ikke, at der er grundlag for at pålægge

Finanstilsynet at give meddelelse som omhandlet i forvaltningslovens § 12,

stk. 2.

Særlig efter indholdet og omfanget af parternes skriftlige forberedelse af

sagen i ankenævnet har nævnet ikke fundet anledning for at foranstalte

mundtlig forhandling i sagen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter