Spring til indhold

Retsinformation

Varemærket M c (ordmærke) fundet uegnet til registrering på grund af manglende særpræg.

KEN nr 10088 af 22/11/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Varemærket M c (ordmærke) fundet uegnet til

registrering på grund af manglende særpræg.

År 1994, den 22. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 46/93: Klage fra

McDonald's Corporation,

USA,

v/Patentbureau Chas. Hude

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 3. september 1993

fra varemærkeansøgning

nr. 9672 1990.

Den 14. december 1990 indleverede klageren en ansøgning om

registrering af varemærket M c (ordmærke) for

restaurationsvirksomhed i klasse 42.

I skrivelse af 21. juni 1991 udtalte Patentdirektoratet:

»Mærket er fundet uegnet til registrering, da det ikke er

anset for at være i besiddelse af det til registrering som

varemærke fornødne særpræg jf. bestemmelsen i § 13 i

varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr 249 af 17 apr. 1989.

Begrundelsen herfor er, at mærket Mc består af ikke særligt

udformede bogstaver....«

Klageren skrev i denne anledning den 20. februar 1992

følgende til direktoratet:

»....Jeg skal anmode om, at den trufne afgørelse tages op til

fornyet overvejelse, idet jeg vil hævde, at betegnelsen Mc, der

ganske vist er en forkortelse, også samtidig har en betydning og

Læs alt

dermed kan udtales.

Endvidere skal jeg påberåbe mig, at betegnelsen Mc er

indarbejdet for mine klienter som kendetegn for så vidt angår

»restaurationsvirksomhed« i klasse 42, nemlig de serviceydelser

nærværende ansøgning omfatter.

Min primære påstand underbygges med henvisning til »Webster's

Encyclopedic Unabridged Dictonary of the English Language«, hvor

det på pag. 887 forklares, at Mc er synonymt med MAC, til

»Gyldendals Fremmedordbog«, pag. 363, hvor Mc også har

lighedstegn

med ordet Mac.

Det er således min påstand, at forbrugerne, når de ser

forkortelsen Mc straks vil sætte lighedstegn med ordet Mac og da

ordet Mac kan udtales og dermed også Mc, må mærket kunne nyde

beskyttelse i henhold til varemærkeloven.

Mine klienter driver som bekendt virksomhed med fast food

forretninger stort set over hele verden bl.a. under betegnelsen

McDonald's og hertil kommer, at mine klienter er indehavere af en

lang række varemærkeregistreringer, hvori betegnelsen Mc eller Mac

udgør første led og jeg kan bl.a. henvise til følgende:

VR 2089/63 McDONALD'S,

VR 509/80 MAYOR McCHEESE fig.

VR 1006/81 BIG MAC fig.

VR 4111/83 McHAPPY DAY fig.

VR 3364/87 RONALD McDONALD PLAYLAND

VR 3115/88 McMENU.

Karakteristisk for disse mærker er, at Mc resp. MAC udgør en

væsentlig bestanddel og endvidere omfatter disse registreringer

alle tjenesteydelser i klasse 42, herunder

restaurationsvirksomhed. I mine klienters koncept og markedsføring

ligger endvidere, at de retter, der serveres på deres fast food

restauranter over den ganske verden, som hovedregel er

karakteriseret ved, at Mc eller MAC udgør en væsentlig bestanddel

tillige med et beskrivende element, der refererer til den

pågældende vare.

Mine klienter har også registreret en rækker mærker med dette

karaktertiska, hvoraf jeg skal tillade mig at henvise til

følgende:

VR 3653/79 EGG McMUFFIN,

VR 779/80 MAC FRIES,

VR 3849/81 McCHICKEN,

VR 3343/82 McRIB,

VR 375/85 CHICKEN McNUGGETS,

VR 730/87 McPIZZA,

VR 789/89 McDONALD'S CHICKEN L. T.

Det er typisk for mine klienter, at man gennem en ensartet

brug af ordet Mc/MAC sammen med en generisk eller suggestiv

betegnelse har vænnet (indarbejdet) forbrugerne til, at alt i

restauranten har fiktive navne med et fast holdepunkt, nemlig

ordet Mc/MAC. Det man har opnået er, at kunden (forbrugeren) har

et udvisket erindringsbillede, hvor der alene er et fast

holdepunkt - Mc/MAC. Der vil derfor ske en genkendelse, når kunden

(forbrugeren) møder ordet Mc/MAC og dermed har man skabt et image

og slået eksistensen af betegnelsen Mc/MAC fast hos forbrugeren.

Til dokumentation af denne indarbejdelse kan jeg oplyse, at

McDonald's Corporation har eksisteret siden 1955, hvor de første

restauranter blev åbnet i U.S.A. og disse har stadig været drevet

under betegnelsen McDONALD'S samt med de ovenfor nævnte

forskellige retter.

På nuværende tidspunkt findes der mere end 6.800 restauranter

i U.S.A. og ialt i verden over drives der nu mere end 9.000

restauranter i navnet McDONALD'S og med retter som nævnt ovenfor.

Det skal tilføjes, at det er et særkende fra mine klienter,

at deres restaurationsvirksomhed drives under et identisk koncept

ligegyldigt hvor i verden dette sker og varemærker, udstyr m.v. er

fuldkommen identisk og det samme gælder kvalitet m.m. af de varer

der forhandles.

De enkelte restauranter drives på grundlag af en

licenskontrakt med McDONALD'S Corporation og mine klienter stiller

viden og varemærker til rådighed for de enkelte restauranter, samt

foretager kontrol af kvalitet m.m. for at opretholde denne

ensartede ydelse ligegyldig hvor i verden man opererer. Den samme

kontrol findes også for så vidt angår brugen af varemærker og man

lægger stor vægt på i koncernen dels at beskytte sine rettigheder

og dels at værne om forstavelsen MC/MAC, fordi denne udgør det

væsentligste element i retter, koncept og kontakt med kunderne,

når naturligvis bortses fra selve varens kvalitet. Al reklame, det

være sig i biografer, blade og lignende, vil ske under

fællesnavnet McDONALD'S enten ordmærket eller det kendte

figurmærke bestående af McDONALD'S skrevet gennem nedre del af et

rundbuet M.

Jeg kan tilføje, at en væsentlig del af den reklamering, der

også sker for mine klienters virksomhed, foregår centralt gennem

TV og man kører identiske kampagner over hele verden. For så vidt

angår udgifter i forbindelse med reklame kan jeg nævne, at

McDonald's Corporation og selskabets licenstagere i hele verden i

finansåret 1984 havde et reklamebudget på mere end 300 mio.

dollars og i 1985 på mere end 350 mio. dollars. Dette tal har

naturligvis været stigende op igennem årene.

For så vidt angår situationen i Danmark kan jeg oplyse, at de

første McDONALD'S restauranter blev åbnet i 1981 i København og

Ålborg og idag findes der udover restauranter i disse byer,

restauranter i Århus, Esbjerg og Odense og dernæst er der oprettet

en række restauranter efter amerikansk princip i nærheden af store

veje, så som i nærheden af Horsens, langs motorvejen til Køge og

mange andre steder.

Omsætningen McDONALD'S restauranter i Danmark har andraget

som følger:

1981 kr. .. 9.541.540,00

1982 kr. .. 20.607.440,00

1983 kr. .. 35.708.820,00

1984 kr. .. 57.651.230,00

1985 kr. .. 69.546.922,00

1986 kr. .. 76.359.637,00

1987 kr. .. 87.956.705,00

1988 kr. .. 99.818.793,00

og som det vil fremgå heraf har der været en jævn stigning.

I Danmark alene er der i samme periode blevet brugt følgende

beløb på reklamering:

1981 kr. ... 630.000,00

1982 kr. .. 1.400.000,00

1983 kr. .. 2.499.000,00

1984 kr. .. 4.275.000,00

1985 kr. .. 5.175.000,00

1986 kr. .. 6.320.000,00

1987 kr. .. 8.090.000,00

1988 kr. .. 8.930.000,00

Jeg vil derfor tillade mig at konstatere, at betegnelser med

Mc/MAC er indarbejdet på det danske marked og globalt for

»restaurationsvirksomhed« i mine klienters navn. Jeg skal

endvidere tillade mig at henvise til bogen »Brands an

International Review by Interbrand«, hvor der er en gennemgang af

verdensberømte mærker og jeg henviser til pag. 22, hvor de 10 mest

kendte mærker nævnes sammen med de 40 næstfølgende mærker, og som

det vil fremgå heraf er mine klienters varemærke McDONALD'S

placeret på 3. pladsen. Dette siger en hel del om den

bekendthedsgrad, som varemærket McDONALD'S har og dermed også

forstavelsen Mc for »restaurationsvirksomhed«. Jeg vedlægger

kopi

af forsiden til den pågældende bog samt kopi af den nævnte side.

I denne forbindelse henviser jeg også til »Lærebog i

Immaterialeret« 2. udgave af Professor, dr.jur. Mogens

Koktvedgaard, hvor det på pag. 284 nævnes, at af en nylig

gennemført større undersøgelse fremgår det, at de 10 mest kendte

varemærker i verden er følgende efter bekendthedsniveau, hvor mine

klienters varemærke McDONALD'S kommer ind på 8. pladsen. Jeg

vedlægger kopi af den pågældende side fra Lærebogen.

Grunden til at mine klienter søger betegnelsen Mc såvel som

MAC registreret som varemærke her i landet er naturligvis, at man

vil hævde sin eneret til den pågældende betegnelse og jeg mener,

at dette må karakteriseres som rimeligt, selvom betegnelsen Mc

aldrig af mine klienter har været brugt alene.

I denne forbindelse skal jeg tillade mig at henvise til § 15

i varemærkeloven, der trådte i kraft 1. januar 1992, stk. 1, nr.

2, hvor det anføres, at et varemærke er udelukket fra

registrering, hvis der er risiko for forveksling, herunder at det

antages, at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi

det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke

og varene eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art.

Jeg skal samtidig henvise til artiklen »Varemærkeloven og

Fællesmærkeloven« af fuldmægtig Anders J. Andersen og

specialkonsulent Knud Wallberg, i JURISTEN Nr. 1, 1992, på pag.

36, hvor denne regel yderligere uddybes og jeg kan fuldtud

tiltræde de eksempler, der nævnes her, hvor det netop anføres, at

en serie af varemærker, hvori en bestemt forstavelse genfindes,

vil kunne forhindre andre i at opnå mærker registreret med denne

forstavelse, da dette vil kunne medføre, at et sådant varemærke

kunne falde ind under reglen i § 15, stk. 1, nr. 2.

Situationen ved indarbejdede varemærker må således være endnu

mere præcis og have krav på en større beskyttelse i henhold til

praksis og også i henhold til reglen om velkendte varemærkers

beskyttelse, jfr. varemærkelovens § 4, stk. 2 og § 15, stk. 4, nr.

1.

Når henses til at mine klienter efter min opfattelse helt

klart vil kunne forhindre registrering og brug af varemærker for

»restaurationsvirksomhed«, hvori betegnelsen Mc resp. MAC

indgår

må det modsætningsvis også være muligt for mine klienter at

registrere varemærket Mc resp. MAC, da retten til monopol på denne

betegnelse Mc/MAC i princippet allerede eksisterer, da det vil

være noget hult, om man i virkeligheden har en ret i henhold til

varemærkeloven, men samtidig ikke kan få registreret det

pågældende mærke.

Under henvisning hertil henstilles det, at nærværende

ansøgning fremmes til registrering.'

Den 2. oktober 1992 fastholdt direktoratet, at mærket er

uegnet til registrering, da det består af ikke særligt udformede

bogstaver.

Direktoratet anførte følgende:

»Det indsendte materiale om omfanget af McDonald's

restaurantskæde, anvendelsen og registrering af forskellige

varemærker i denne forbindelse, kan ikke bevirke, at

registreringshindringen overvindes. De anfører i Deres brev på

side 5 første afsnit, at betegnelsen Mc aldrig har været brugt

alene.

Der foreligger således heller ikke dokumentation for brug

eller indarbejdelse.

De anfører, at varemærkelovens § 15, stk. 1 nr. 2 skulle

kunne bevirke, at mærket registreres, fordi det er en velkendt

varemærkedel for ansøger, og påberåber Dem en artikel i Juristen

skrevet af medarbejdere fra Patentdirektoratet. Den pågældende

artikel kan bemeldte sted ikke tages til indtægt for Deres

synspunkt, da den uudsagte forudsætning er, at den gennemgående

mærkedel selvstændigt kan registreres. Der kan ikke drages

modsætningsslutning til lovens ordlyd, at enhver gennemgående

mærkedel, der er omfattet af denne bestemmelse, kan antages til

registrering alene.

§ 15, stk. 1, nr. 2 vedrører alene beskyttelsen af allerede

registrerede mærker overfor efterstillede ansøgninger.

§ 15, stk. 4, nr. 1 »kodak-reglen« kan ikke finde

anvendelse,

allerede fordi der ikke er en aktuel konflikt overfor et

efterstillet mærke.'

Klageren fastholdt ved skrivelse af 4. maj 1993 sin

opfattelse af, at mærket er registrerbart og anførte:

»Jeg er glad for, at direktoratet et langt stykke ad vejen er

enig med mig i de argumenter, der fremføres, og jeg har forstået,

at mine argumenter er afhængig af den uudsagte forudsætning, at

den gennemgående mærkedel selvstændigt kan registreres.

Rent faktisk er jeg af den opfattelse, at Mc således som

anvendt ved nærværende, nemlig skrevet med stort

begyndelsesbogstav og lille andet bogstav efter dansk opfattelse

må anses for at være i sig selv registrerbar.

Det gøres gældende, at åbenbare forkortelser efter sædvanlig

praksis anses for i sig selv registrerbare, idet direktoratet i

sådanne tilfælde ikke anser bogstavkombinationen som rene

bogstavmærker, men rent faktisk som udtalelige ord. Der skal i den

anledning henvises til Registreringspraksis udgivet af

Patentdirektoratet, pag. 41, 2. spalte, øverst, hvor det anføres:

»En anden gruppe er de bogstavforbindelser, der danner kendte gængse

forkortelser såsom A.B.C., S.O.S., V.I.P., OK., NB. De vil normalt

ikke blive opfattet som ord i egentlig betydning, men dækker dog

på samme måde som ord et begreb. De anses derfor også som

registrerbare«.

I nærværende sag drejer det sig således om

bogstavkombinationen Mc, hvilket er den accepterede forkortelse

for Mac, der betyder søn, jfr. kopi fra Engelsk/Dansk Ordbog, hvor

dette anføres.

Ordet MAC mangler ikke efter direktoratets opfattelse

fornødent særpræg og anses for i sig selv registrerbar, og da der

er tale om den autoriserede forkortelse skrevet eksakt således,

som man efter engelske skriftsregler forlanger, og da det

endvidere er min påstand, at forbrugerne har kendskab til denne

autoriserede forkortelse og straks forbinder den med ordet MAC, er

det min opfattelse, at bogstaverne Mc bør kunne betragtes som i

sig selv registrerbare.'

Hertil bemærkede direktoratet i skrivelse af 6. maj 1993:

»Der henvises til Deres brev af 4. maj 1993 med bilag hvori

De atter anmoder om, at sagen overvejes på ny. De refererer bl.a.

til betydningen af Mc.

I denne anledning skal vi meddele, at det fortsat fastholdes,

at mærket er uden særpræg, og derfor uegnet til registrering, jf.

varemærkelovens § 13..

Den indsendte fotokopi af 2 sider fra B. Kjærulff Nielsens

Engelsk-dansk Ordbog viser alene, at Mc på engelsk er lig med

ordet Mac, der som forstavelse i skotske og irske familienavne har

betydningen »søn af«.

Mc er ikke dansk og ikke så kendt her i landet, at danskere

automatisk opfatter bogstaverne Mc som lig med MAC. Mc kan derfor

ikke sammenlignes med A.B.C., S.O.S., V.I.P., OK., og NB., der er

almen bekendte her i landet, og som De analogiserer til i et citat

fra Registreringspraksis.'

Klageren henviste i skrivelse af 31. august 1993 til sine

tidligere indlæg og tilføjede:

»....Jeg er uenig med direktoratet i, at forkortelsen Mc ikke

er så kendt her i landet, at danskerne automatisk opfatter

bogstaverne Mc som lig med Mac. Det kan godt være, at ikke alle

danskere opfatter Mc som forkortelse for Mac, men det er min

påstand og opfattelse, at de danske forbrugere uden videre vil

forstå forkortelsen Mc på en eller anden måde. Forholdet er det,

at forkortelsen Mc i realiteten har mange betydninger og folk kan

læse denne og forstå den på den måde, der stemmer overens med

deres egen livsstil.

Som supplement af det tidligere indleverede vedlægger jeg

kopi fra Forkortelsesleksikon, Monna Cronquist, hvor der angives

en række forkortelser af MC, og det er min opfattelse, at langt de

fleste danskere fra deres uddannelse, deres dagligdag eller på

anden måde har en klar oversættelse i hovedet af forkortelsen Mc.

Folk med stærk interesse for U.S.A. vil formentlig tro, at der er

tale om »Member of Congress«. Folk indenfor bogholderibranchen

vil

formentlig kende udtrykket »mensis currentis«. Folk med

interesse

for motorsport og lign. vil oversætte ordet til »motor cycle«

og

sådan kunne man blive ved.

Jeg finder, at der er en helt klar analogi til de

forkortelser, jeg har henvist til fra registreringspraksis og skal

anmode om, at dette synspunkt bliver lagt til grund for bedømmelse

af sagen.

Endvidere skal det gøres gældende, at nærværende ansøgning

alene omfatter tjenesteydelsen »restaurationsvirksomhed« i

klasse

42 og jeg finder det også væsentligt, at der er lagt vægt på, at

forkortelsen Mc for sådanne tjenesteydelser vil blive forbundet

med mine klienters virksomhed, allerede fordi varemærket

McDONALD'S må karakteriseres som et særdeles stærkt indarbejdet

varemærke på det danske marked for »restaurationsvirksomhed« og

når hertil lægges den lange række af mærker, der er indarbejdet

for tjenesteydelser i mine klienters virksomhed, hvori

forstavelsen Mc eller MAC indgår som det bærende element, er der

en klar indikation af, at forbrugerne kender betegnelsen Mc for

»restaurationsvirksomhed«.

Jeg finder det derfor stadig rimeligt, at varemærkelovens §

15, stk. 1, nr. 2, bør kunne lægges til grund for registrering af

betegnelsen Mc for mine klienter, allerede fordi betegnelsen er

indarbejdet som sådan for disse.

Jeg kan ikke acceptere det synspunkt, at grundlaget for

indarbejdelse må være en selvstændig brug af eksakt det mærke, der

er til bedømmelse. Det er for mig at se ikke ualmindeligt, at dele

af kendte varemærker rent faktisk får en selvstændig værdi, og det

bedste eksempel er vel nok COCA-COLA, hvor mærkebestanddelen COCA

vel uomtvisteligt er indarbejdet som et kendetegn for varer

stammende fra The Coca-Cola Company og jeg kan i denne forbindelse

henvise til Højesterets afgørelse i sagen COCA-COLA vs. COCA-LINE.

På trods af det forhold, at der ikke var identitet mellem

mærkerne og på trods af det forhold, at kun en del at The

Coca-Cola Company's verdensberømte varemærke COCA-COLA genfandtes

i mærket COCA-LINE, fandt Højesteret, at brugen af betegnelsen

COCA-LINE var en klar krænkelse af det verdensberømte varemærke

COCA-COLA. Dette indikerer for mig hel klart, at dele af

varemærker også kan nyde selvstændig beskyttelse og anses for

indarbejdet for virksomheder på trods af det forhold, at disse

dele af varemærket aldrig er blevet brugt selvstændigt.

Et andet nærliggende eksempel kunne være NOVO NORDISK's

virksomhed, hvor man også må karakteriserer mærkebestanddelen NOVO

som stærkt indarbejdet på trods af det forhold, at der på

nuværende tidspunkt ingen som helst brug sker af ordet NOVO alene.

For at summere sagen skal jeg anmode om, at det bliver lagt

til grund for bedømmelse af nærværende ansøgning, at forkortelsen

Mc er kendt på det danske marked som en forkortelse for Mac eller

på anden måde og dermed af forbrugerne umiddelbart vil kunne

opfattes og udtales i lighed med andre forkortelser, der er

registrerbare efter Patentdirektoratets opfattelse. Endvidere

bedes det lægges til grund, at mine klienter gennem sin

verdensomspændende virksomhed har indarbejdet en række varemærker

indeholdende forstavelsen Mc for »restaurationsvirksomhed« og

at

dette sammenholdt med mærkets principielle registrerbarhed

bevirker, at mine klienter har en eneret til denne forkortelse for

den præciserede tjenesteydelse - restaurationsvirksomhed.'

Den 3. september 1993 afslog direktoratet ansøgningen under

henvisning til varemærkelovens § 13 og anførte endvidere som

følger:

»....Direktoratet er ikke enig i, at Mc her i landet er så

kendt, at bogstaverne automatisk opfattes som lig med mac. Den

fremsendte kopi af forkortelseslexikon side 122 til 123 viser, at

Mc kan stå for mange forskellige forhold, hvortil De nævner, at

nogen formentlig vil opfatte bogstaverne som forkortelse for

»Member of Congress«.

Det kan ikke lægges til grund, at Mc skulle kunne opfattes på

samme måde som Cola stammende fra Coca-cola-mærket eller Novo

stammende fra Novo Nordisk, som De anfører, det sker for visse

dele af kendte mærker. Der ligger imidlertid ikke her en accept

af, at det skulle forholde sig som af Dem anført med de nævnte

mærker.

Det kan heller ikke lægges til grund på det blotte udsagn

herom, at Mc skulle være indarbejdet her i landet som kendetegn

for ansøger for den søgte tjenesteydelse....'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 28. oktober

1993 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at

direktoratets afgørelse ændres.

I ankebegrundelsen skriver klageren bl.a.:

»....Direktoratet hævder, at varemærket Mc ikke kan

accepteres til registrering, idet mærket mangler det til

registrering fornødne særpræg, jfr. bestemmelsen i § 13 i

varemærkeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.

Denne afgørelse er efter min opfattelse ikke i

overensstemmelse med sædvanlig praksis og jeg henviser til det i

korrespondancen med Patentdirektoratet anførte.

Jeg skal ved nærværende tillade mig at opsummere sagen og

fremhæve de argumenter, der efter min opfattelse bør lægges til

grund for afgørelse af sagen.

Ved bedømmelse af varemærkers principielle registrerbarhed i

henhold til varemærkelovens § 13 henviser jeg til Betænkning

vedrørende en ny dansk lov om varemærker, nr. 199, 1958, pag. 118,

2. spalte, hvor det siges:

»Ved mærkets bedømmelse bør myndigheden således stille sig følgende

spørgsmål: Er mærket egnet til i det praktiske liv at fungere som

differentieringsmiddel, og kan det forbeholdes en enkelt

erhvervsdrivende, uden at konkurrenternes frihed til loyalt at

afbilde, beskrive, eller iøvrigt reklamere for varen bliver

utilbørlig beskåret.«

Såfremt et af disse spørgsmål må besvares benægtende, har

mærket i sig selv ikke fornøden distinctivitet.

Det skal anføres, at dette pricipielle, teoretiske grundlag

ikke er ændret ved den nu ikraftværende varemærkelov, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989, og jeg skal endvidere

understrege, at det er et i Skandinavien gennem mange årtier

accepteret registreringskriterium for varemærker. Til

dokumentation herfor vedlægger jeg kopi af Lærebog i

Immaterialret, Mogens Koktvedgaard, 1991, pag. 258 og 259, hvor

det bl.a. fastslås, at dette stadig er det gældende princip for

bedømmelse af varemærkers særpræg.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at Mc må anses for at

være egnet til at adskille en erhvervsdrivendes varer fra andre

erhvervsdrivendes varer, og jeg kan henvise til, at der i

Registeret findes en lang række registreringer bestående af to

bogstaver. Endvidere kan jeg henvise til en lang række varemærker,

kendt fra det daglige liv, bestående af to bogstaver, f.eks. OK,

kendt for olie på adskillige benzinstationer landet over, MF kendt

som betegnelse for landbrugsudstyr og BR for legetøj.

Der er for mig at se ej heller nogensomhelst grund til, at

bogstaverne Mc skulle friholdes med henvisning til, at en eventuel

eneret til disse bogstaver for et enkelt firma, ville bevirke en

urimelig indskrænkning af den frie konkurrence. Jeg kan ingen

grund se til, at Mc skulle være en friholdt betegnelse for

»restaurationsvirksomhed«, de tjenesteydelser, der omfattes af

nærværende ansøgning.

Alene af den grund, er det min opfattelse, at direktoratets

afgørelse er forkert.

Jeg skal dernæst henvise til, at direktoratet i henhold til

sin egen praksis anser forkortelser, der umiddelbart er

forståelige for den danske forbruger, for i sig selv registrebare,

og jeg henviser her til mit indlæg af 4. maj 1993 samt

direktoratets skrivelse af 6. maj 1993. Det er min påstand, at

betegnelsen Mc må jævnføres med de af direktoratet fremførte og

viste eksempler, nemlig f.eks. OK og NB.

Det er uomtvisteligt, at forkortelsen Mc er en anerkendt

engelsk (skotsk) forkortelse for »Mac«, der står for

»søn« i

forbindelse med dannelse af personnavne.

Da den danske befolkning har en meget høj grad af kendskab

til det engelske sprog, vil jeg anse det for ganske

selvindlysende, at betegnelsen Mc uden videre forstås af den

danske befolkning.

Man må i denne forbindelse specielt lægge vægt på, at skotske

navne har haft en gennemslagskraft i det danske sprog, specielt i

forbindelse med markedsføringen af varer fra Skotland og film om

Skotland, og jeg tænker her specielt på f.eks. whiskeyprodukter,

der gennem mere end 50 år har været en mere eller mindre fast

bestanddel af den danske befolknings levevis.

Jeg tænker naturligvis også på en række kendte personer, der

uden videre må være den danske befolkning bekendt, f.eks.

tidligere premierminister McMillan, den amerikanske general

McArthur og mange flere. Endvidere er det vel også sådan, at langt

de fleste danskere har kendskab til sange og lignende, hvori man

hører om personer med navne, hvori Mc indgår, f.eks. Old McDonald

had a farm (Jens Hansen havde en bondegård) og mange andre.

Alt i alt finder jeg, at det er forsvarligt at kon- kludere,

at den danske befolkning uden videre vil have kendskab til

betegnelsen Mc som lig med Mac og dermed, at forkortelsen fuldt ud

er udtalelig og i henhold til Patentdirektoratets praksis

registrerbar.

Det tredie moment, som jeg mener, der bør tillægges

overordentlig stor vægt, er den indarbejdelse, der er sket af mine

klienters varemærke McDonald's og at denne indarbejdelse efter min

opfattelse har bevirket, at mine klienter har opnået en egentlig

eneret til brug af betegnelsen Mc i forbindelse med

»restaurationsvirksomhed«.

Direktoratet har naturligvis ret i, at jeg ikke har påvist

indarbejdelse af bogstaverne Mc som sådan, men jeg finder ej

heller, at dette er afgørende i nærværende sag. Det afgørende er

efter min opfattelse, at mine klienter gennem indarbejdelse af

betegnelsen McDonald's som for mig er uomtvistelig, også har

indarbejdet betegnelsen Mc i forbindelse med

»restaurationsvirksomhed«. Der er intet mærkeligt i, at dele af

meget kendte varemærker bliver indarbejdet selvstændigt, og jeg

henviser her igen til de af mig nævnte eksempler og specielt

lægger jeg vægt på eksemplet COCA-COLA.

Jeg finder det helt analogt til nærværende sag, at dele af et

varemærke kan indarbejdes, når bekendthedsgraden når et vist

stadium og jeg vil gerne erkende, at vel er varemærket McDonald's

ikke lige så velindarbejdet som COCA-COLA, men der er såvidt jeg

kan skønne alene tale om en gradsforskel.

Jeg henviser igen til Højesterets dom i sagen COCA-COLA

overfor COCA-LINE, hvoraf jeg vedlægger en kopi, og det er her

helt klart ud fra præmisserne, at man har fundet, at brugen af

betegnelsen COCA-LINE kunne forbydes med henvisning til

indarbejdelsen af varemærket COCA-COLA og det er endvidere helt

ubestridt, at det eneste særprægede ved varemærket COCA-COLA er

COCA og ligheden med varemærket COCA-LINE er koncentreret om denne

del af varemærket. Dette betyder efter min opfattelse, at dele af

et varemærke, når dette har en høj bekendthedsgrad, opnår en

selvstændig beskyttelse, og der er intet usædvanligt heri, idet

man gennem beskyttelse af de særlig kendte og velindarbejdede

varemærker, nemlig vil forhindre, at der sker udvanding af det

pågældende varemærke eller en utilbørlig udnyttelse af det

velkendte mærkes renomme.

For mig at se må konklusionen være, at indarbejdelsen ikke i

alle tilfælde kan bedømmes på så snævert et grundlag, som gjort af

direktoratet, men at man i vise tilfælde må gå ud over de

teoretiske betragtninger og se pragmatisk på en sag, således at

man ikke i sidste ende ender med et resultat, der bevirker en

indskrænkning i rettigheder, der er oparbejdet gennem et kostbart

og meget intensivt indarbejdelsesforløb, således at velerhvervede

rettigheder kan bringes i fare.

Jeg har ovenfor gjort rede for de tre væsentlige momenter,

der efter min opfattelse bør lægges til grund for afgørelsen af

nærværende sag, og jeg vil gerne endnu en gang understrege, at

disse tre elementer ikke skal ses som isolerede elementer, men må

sammenholdes til en helhed: nemlig at betegnelsen Mc efter dansk

opfattelse er registrerbar, fordi betegnelsen Mc er egnet til at

adskille en erhvervsdrivendes varer fra andres, og at der ikke er

nogen nødvendig friholdelsesgrund for disse bogstaver: at

betegnelsen Mc efter dansk praksis må anses for registrerbart, da

mærket har en velkendt betydning blandt de danske forbrugere: og

at betegnelsen Mc for »restaurationsvirksomhed« må anses for så

kendt gennem den indarbejdelse mine klienter har gjort af

betegnelsen McDonald's, at man herigennem har opnået en ret til

bogstaverne Mc, da brug og registrering af disse bogstaver for

andre end mine klienter, vil betyde en utilbørlig udnyttelse af

den good-will, mine klienter har oparbejdet til betegnelsen

McDonald's.

Når alle disse tre elementer lægges sammen, er jeg af den

opfattelse, at der er en overvældende dokumentation for, at

bogstaverne Mc for mine klienter kan monopoliseres som en særlig

betegnelse for »restaurationsvirksomhed«, og at mine klienter

derfor har en legitim interesse i at få bogstaverne registreret

som varemærke for sådanne tjenesteydelser.

Jeg skal på baggrund af ovenstående anmode Patentankenævnet

om at ændre direktoratets afgørelse, således at mærket Mc kan

registreres for mine klienter.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 21. september

1994.

For klageren mødte souschef Claus Hyllinge, der på

forespørgsel anførte, at ansøgningen må bedømmes efter

varemærkelov nr. 341 af 6. juni 1991.

Klageren anførte navnlig, at forkortelsen, hvis den er gængs,

er registrerbar, og at den er kendt som forkortelse for motorcykel

samt i betydningen »Søn af«. Hertil kommer, at forkortelsen

»Mc« i

sig selv er udarbejdet som forretningskendetegn for ansøgerens

restaurationsvirksomhed. Dette støttes af en af fogedretten i

Hillerød den 16. juni 1993 afsagt forbudskendelse, der efter det

oplyste ikke er påkæret.

Ankenævnet skal udtale:

Det ansøgte mærke består af ikke særligt udformede bogstaver

og kan - også efter det af klageren anførte - have forskellige

betydninger.

Det har i sin udformning ikke været brugt på en sådan måde,

at det har fået fornødent særpræg.

Den påberåbte fogedretskendelse findes efter de i sagen

foreliggende konkrete omstændigheder ikke under nærværende sag at

kunne føre til andet resultat.

Herefter

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter