Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsorganisationen i Danmark for Dansk
El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk
Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske
Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert
(retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og
Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og
Dansk Metalarbejderforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for
Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker,
Nykøbing F. for Arbejdsretten for brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og §
17, stk. 3.
Overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og
Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark indeholder blandt andet
følgende bestemmelser:
»§ 8 Lokale aftaler mellem arbejdsgiveren og arbejderne.
Stk. 1.
Lokale aftaler, kutymer eller reglementer kan - med de i stk. 2 nævnte
undtagelser - opsiges af begge parter med 2 måneders varsel til den 1. i en
måned, medmindre aftale om længere varsel er truffet.
Stk. 3.
I tilfælde af opsigelse i henhold til stk. 1 og 2 er det den opsigende
parts pligt at foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt
enighed ikke opnås, da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt
timandsmøde. Begæring om fagretlig behandling skal være den modstående
organisation i hænde inden for de i stk. 1 og 2 angivne opsigelsesfrister,
jfr. Regler for behandling af faglig strid, § 2, stk. 4.
Stk. 4.
Parterne er ikke løst fra den opsagte lokale aftale, kutyme eller
reglement, før disse almindelige regler er iagttaget, selv om udløbsdatoen er
passeret.
Læs alt
§ 17 Almindelige timelønsbestemmelser.
Stk. 3.
Lønnen for den enkelte arbejder aftales i hvert tilfælde mellem
arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og arbejderen uden indblanding fra
organisationernes eller deres medlemmers side.
Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted en gang i hvert
overenskomstår.«
Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder:
På Nykøbing Sukkerfabrik har det været kutyme, at tillidsrepræsentanten
forhandlede løn for den enkelte klubs medlemmer. I september 1989 overtog
Danisco A/S fabrikken. Ledelsen ønskede herefter at skabe ensartede
overenskomstforhold på denne fabrik og virksomhedens øvrige sukkerfabrikker.
Der blev i den anledning afholdt møder med de ansatte i januar og den 8.
februar 1990.
I en skrivelse af 21. februar 1990 anmodede tillidsrepræsentanterne for
Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund om lønforhandling. Skrivelsen
lyder således:
»Vedrørende lønforhandling pr. 1/3-90.
Det er EL/METALs ønske, at der snarest mulig bliver optaget lønforhandling
mellem EL/METAL og NYKØBING SUKKERFABRIK.
Lønudviklingen på det øvrige arbejdsmarked, vil blive lagt til grund for
forhandlingen.
Hvordan lønglidningen skal udbetales? lagt direkte på timelønnen, som
pension eller på anden måde må afgøres ved forhandlingen.
DA vi allerede nu kan forudse at lønforhandlingen ikke bliver tilendebragt
inden d. 1/3-90 håber vi ledelsen er enige i at det opnåede resultat har
tilbagevirkende kraft til d. 1/3-90?»
I april måned blev der fastsat løn uden forhandling med
tillidsrepræsentanterne.
Efter ønske fra arbejdstagerside blev der den 25. april 1990 afholdt lokal
forhandling. Der er udarbejdet følgende referat af forhandlingen:
»Arbejderpartens påstand og oplysninger:
I henhold til Co overenskomstens paragraf 17 stk. 3. er vi af den
opfattelse, at virksomheden ikke overfor nogen parter har ført
lønforhandlingen. Protesten går ligeledes mod at virksomheden uden nogen form
for information eller forhandling med den ansatte i virksomheden. Normal
praksis i virksomheden har altid været, at der er ført kollektive
forhandlinger af lønnen, hvilket er sket med virksomhedens billigelse hidtil.
Såfremt overenskomsten skal have nogen berettigelse er vi af den helt
klare opfattelse at paragraf 17. st. 3. skal anvendes ved lønforhandlinger i
virksomheden.
Virksomhedens påstand og oplysninger:
Virksomheden har fastsat lønningerne og informeret tillidsrepræsentanterne
om lønningerne for de enkelte medarbejdere.
Medarbejderne har herefter i lighed med forholdene på de øvrige af
Danisco's fabrikker fået lønningerne meddelt med den førstkommende
lønudbetaling, og der har derefter været mulighed for at få en diskussion af
ændringens størrelse med arbejdslederne.
Dette har været benyttet af medarbejderne og er naturligvis stadig åbent
for alle.«
Samme dag opsagde virksomheden den tidligere praksis, hvorefter
tillidsrepræsentanterne forhandler satsforhøjelse med fabrikken, til ophør
pr. 1. juli 1990, og tilkendegav, at man herefter ville anvende
bestemmelserne i overenskomstens § 17, stk. 3.
På et mæglingsmøde den 21. maj opnåedes heller ikke enighed. Ifølge
mødereferatet gjorde arbejdstagersiden gældende, at virksomheden hverken
havde villet forhandle med tillidsrepræsentanterne eller den enkelte
lønmodtager forud for lønreguleringen, og at der derfor var begået brud på
overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3. Virksomheden gjorde gældende, at
den ved møder med tillidsrepræsentanterne havde tilkendegivet, hvordan
lønningerne ville blive reguleret, hvilket der ikke var blevet gjort
indsigelse imod, og at man derefter havde handlet som anført i referatet af
lokalforhandlingerne. Man tilbød på det nu foreliggende grundlag at
gennemføre en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige praksis.
Sagen har været behandlet på et fællesmøde den 18. juni 1990, hvor
klagerne fastholdt, at der var begået brud på § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3, og
tillige gjorde gældende, at der var begået brud på § 2, stk. 2.
Klagerne har herefter ved klageskrift af 13. juli 1990 indbragt sagen for
Arbejdsretten, hvor man har nedlagt følgende endelige påstande:
Den indklagede virksomhed har begået brud på den gældende overenskomsts §
8, stk. 1 og § 17, stk. 3.
Virksomheden skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til
klagerne.
Indklagede har påstået frifindelse.
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af Jørgen Guldbæk
Jørgensen, Bjarne Bent Christensen, Bjarne Skov Jensen, Aage Dam Helme og
Hans Rasmussen.
Jørgen Jørgensen har forklaret, at han i seks år har været
tillidsrepræsentant for Dansk Metalarbejderforbund. Han deltog i et møde den
8. februar, hvis formål var at klarlægge, hvilke særlige aftaler og kutymer
der var gældende på fabrikken. Det blev tilkendegivet, at ledelsen ville
følge samme fremgangsmåde med hensyn til lønfastsættelse som på Daniscos
andre sukkerfabrikker, men den hidtil gældende kutyme blev ikke opsagt, og
tillidsrepræsentanterne gik derfor ud fra, at ændringen først skulle have
virkning fra 1991, og havde ikke grund til at protestere. Den 21. februar
1990 sendte tillidsmændene skrivelsen om lønforhandling, der svarer nøje til
den, man plejede at sende, og som skulle sikre, at lønforhøjelsen fik
tilbagevirkende kraft. Lønforhandlingen kommer normalt efter 1. marts, og de
ventede, at der ville komme lønforhandling, men virksomheden reagerede ikke.
Han kan ikke huske, at der i marts 1990 blev givet en mundtlig orientering om
lønforhøjelsen, men blev i april opmærksom på, at der var kommet en
lønforhøjelse på 75 øre. De ansatte var ikke tilfreds med de 75 øre, og
tillidsrepræsentanterne rettede derfor henvendelse og fik et møde med Aage
Helme. Henvendelsen drejede sig både om lønnens størrelse og fremgangsmåden
ved fastsættelsen. Når der gik så lang tid, skyldtes det dels påskeferien,
dels at de først skulle i forbindelse med forbundet. En enkelt ansat har kort
efter lønjusteringen selv forhandlet med virksomheden om sin løn.
Bjarne Christensen har forklaret, at han efter at have fået lønforhøjelsen
henvendte sig til Hans Rasmussen og klagede over lønnen, men fik at vide, at
der var ikke mere.
Bjarne Skov Jensen har forklaret, at han har været personaledirektør i 2
år. Efter købet af Nykøbing Sukkerfabrik i september 1989 holdtes der straks
et orienteringsmøde med medarbejderne om sukkerroekampagnen. I januar 1990
holdt man møde med tillidsmændene om, hvorledes man skulle gribe sagen an for
at opnå, at Nykøbing Sukkerfabrik blev drevet som de andre sukkerfabrikker.
Der blev holdt nyt møde med tillidsrepræsentanterne den 8. februar for at få
en oversigt over de gældende lokalaftaler om kutymer. Han gennemgik,
hvorledes Danisco forhandlede løn og gjorde rede for, hvorledes dette afveg
fra fremgangsmåden på Nykøbing Sukkerfabrik. De andre steder udmønter
arbejdslederen den lønramme, som er udstukket af organisationen. Derefter
orienteres tillidsrepræsentanterne, som ikke har forhandlingskompetence, for
at give dem lejlighed til at komme med indsigelse. Der kan ikke have været
tvivl om, at den nye ordning skulle gælde straks. Det var en uformel
opsigelse, men hvis der havde været tvivl, kunne og ville kutymen være blevet
formelt opsagt. Der blev ikke opsagt andre kutymer. Der findes ikke referat
af dette møde. Helme orienterede ham om tillidsrepræsentanternes brev af 21.
februar. Han opfattede ikke henvendelsen som en protest, men som en sædvanlig
reminder og sagde, at Helme kunne sige, at man ville komme tilbage til
spørgsmålet. Han mener, at der i 1991 er blevet forhandlet i overensstemmelse
med kutymen.
Aage Helme har forklaret, at han er fabriksdirektør og var med til mødet
den 8. februar. Det angik tilpasningen. Da man nåede til den omhandlede
kutyme, redegjorde Skov Jensen udførligt for, hvorledes man ville forhandle
løn. Der blev ikke protesteret mod denne form for lønforhandling. De
forestående lønforhandlinger blev ikke særligt drøftet, og
tillidsrepræsentanterne spurgte ikke herom. Det blev ikke direkte sagt, at
kutymen nu var opsagt, men han opfattede det, som om der var enighed herom.
Da han modtog tillidsrepræsentanternes brev af 21. februar, ringede han til
Jørgen Jørgensen og meddelte, at han ville komme tilbage til sagen. Denne
sagde, at brevet først og fremmest skulle sikre tilbagevirkende kraft. På et
samarbejdsudvalgsmøde den 30. marts blev der orienteret om lønforhøjelsen.
Tillidsrepræsentanternes protest kom først den 20. april. Fabrikken havde
lukket i påsken. Der blev i 1990 kun forhandlet med de enkelte ansatte, men
de opnåede ikke noget. I 1991 forhandledes efter begge metoder.
Hans Rasmussen har forklaret, at han fra 1978 har været 1. maskinmester.
Han deltog i 1990 i et møde, hvor der blev fastsat en lønramme på 75 øre i
timen. Tillidsrepræsentanterne blev orienteret på et møde den 30. marts og
protesterede ikke. Han holdt derefter møde med de forskellige mestre og
fordelte beløbet på grundlag af tidligere begæringer om lønforhøjelse. Efter
meddelelsen om de enkeltes lønforhøjelser har han haft forhandling med 15- 20
af de ansatte. Der blev ikke foretaget ændringer i disses løn, men hvis nogen
var meget utilfredse, måtte man se på det i løbet af året.
Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der i 1990
eksisterede en kutyme for, at lønforhandling skulle ske med
tillidsrepræsentanterne, og overenskomsten indeholder regler om, hvorledes en
kutyme kan opsiges. Det kan ikke anses for bevist, at kutymen blev opsagt på
mødet den 8. februar, og der findes end ikke et referat af mødet. Hertil
kommer, at tillidsrepræsentanterne den 21. februar fremsendte en begæring om
lønforhandling, der ikke kunne misforstås. Som svar på denne tilkendegav
virksomheden blot, at det var for tidligt at indlede forhandlinger. Først da
virksomheden i april fordelte lønstigningen, blev tillidsrepræsentanterne
klar over, at virksomheden ikke ville følge den hidtidige fremgangsmåde.
Lønnen blev fastsat uden forudgående forhandling med de enkelte ansatte, og §
17, stk. 3, er derfor også blevet overtrådt. Der bør fastsættes en betydelig
bod for overenskomstbruddet.
Indklagede har anført, at ledelsen på mødet den 8. februar klart og
utvetydigt har tilkendegivet, hvorledes man agtede at forhandle løn, hvilket
tillidsrepræsentanterne ikke protesterede imod. Dette må anses for en
mundtlig opsigelse, og der kræves ikke skriftlig form, for at en opsigelse
kan være gyldig. Klagerne har ikke bestridt, at ledelsen var i en vildfarelse
med hensyn til resultatet af mødet den 8. februar, og
tillidsrepræsentanternes skrivelse af 21. februar kunne ikke bringe ledelsen
ud af denne vildfarelse. Der blev ikke straks reageret på orienteringen om
lønfastsættelsen den 30. marts. Protesten kom først den 20. april efter en
henvendelse til forbundet, som angik lønnens størrelse, men ikke
fremgangsmåden. Klagerne synes også selv at have været i tvivl om, hvorvidt
der skulle forhandles i overensstemmelse med kutymen. I referatet af
lokalforhandlingen henvises ikke til § 8, men alene til § 17, stk. 3. Denne
bestemmelse kræver ikke forhandling, men det er tilstrækkeligt, at der er
mulighed for at få kontakt med ledelsen om lønnen, og dette krav har efter
Hans Rasmussens forklaring været opfyldt. Med hensyn til spørgsmålet om bod
har indklagede anført, at der i hvert fald foreligger formildende
omstændigheder, der bør medføre bortfald af bod eller en nedsat bod, idet
virksomheden dels har været i god tro med hensyn til kutymens bortfald, dels
efterfølgende har tilbudt en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige
praksis.
Arbejdsretten skal udtale:
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der ikke på mødet den 8.
februar skete en udtrykkelig opsigelse af kutymen, men at virksomhedens
ledelse med en vis føje gik ud fra, at det var accepteret, at der fremtidig
skulle forhandles i overensstemmelse med reglerne i overenskomstens § 17,
stk. 3. Når ledelsen ikke udtrykkeligt opsiger en kutyme, må det imidlertid
påhvile den at sikre sig, at der virkelig er enighed om, at kutymen er
bortfaldet, og der foreligger intet skriftligt om resultatet af
forhandlingerne. Der kan ikke bortses fra, at tillidsrepræsentanterne gik ud
fra, at de ændrede forhandlingsregler først var gældende fra 1991. Deres
skrivelse af 21. februar tyder herpå. Herefter findes det ikke bevist, at der
var opnået enighed om, at kutymen var bortfaldet allerede fra forhandlingerne
i 1990, og virksomheden har derfor begået brud på § 8. Retten mener ikke at
kunne lægge afgørende vægt på, at der i referatet af lokalforhandlingerne den
25. april ikke er udtrykkeligt henvist til § 8. Der refereres, hvorledes
lønforhandlingerne hidtil er foregået, og henvisning til § 8 findes i
referatet af det følgende organisationsmøde.
Der kan ikke stilles store krav, for at betingelserne i § 17, stk. 3, kan
anses for opfyldt. Efter Hans Rasmussens forklaring må det imidlertid lægges
til grund, at arbejdstagerne har været uden indflydelse på, hvorledes
lønforhøjelsen pr. 1. marts 1990 blev udmøntet. Dette findes ikke at opfylde
betingelserne i § 17, stk. 3. Der findes derfor også at være begået brud på
denne bestemmelse.
Retten finder ikke tilstrækkelig grund til at lade boden bortfalde, men i
betragtning af de formildende omstændigheder, som indklagede har anført,
fastsættes boden til 25.000 kr.
Indklagede skal betale Arbejdsrettens omkostninger med 2.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Indklagede, Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F, skal
anerkende, at der er begået brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk.
3, og betale en bod på 25.000 kr. til Dansk El-Forbund og Dansk
Metalarbejderforbund.
Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Rise Faglig Voldgift s.169.
Lignende dokumenter
- Bod 1.2.2.2., 1.2.4.2., 1.3. Systematisk aktion(* 1)(* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Århus Flydedok A/S (arbejdsretskonsulent Keld Burmølle) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Ino Dimsits) Dommere: Brink, Annette B. Elmer, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Benny Rosberg, Sløk og Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Wittenborg A/S, Odense (advokat Helge Werner) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert Kristensen, Erik Nielsen og Riis (retsformand). Bod 2.2.2. Kutyme Afskedigelser ikke overenskomststridige.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Politisk aktion. Fysisk blokade. Bod 1.1. Bod ikke pålagt, da overenskomststridigt forhold ikke antaget af foreligge,1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket(* 1) (* 2) Bodsansvar for arbejdsnedlæggelse trods fysisk blokade af virksomheden. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Dansk Eternitfabrik A/S, Ålborg, (advokat Jørgen Brink) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund. (konsulent Niels Chr. Daugaard) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Hilstrøm, Kofod, Mundt (retsformand), Sløk og Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.1. Processuelle spørgsmål 3.7. Særoverenskomst.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening of Dansk Industri for Dansk Eternit A/S, Aalborg (chefkonsulent Keld Burmølle) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Henrik Lind, Preben Albæk Petersen, Riis (retsformand), Axel Sløk og Nicolai Westergaard Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod og Lind. Retsinformation · 24. september 1997
- Overarbejdsvægring. Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket (* 1) (* 2) Begrænsning af bodsstørrelse for overarbejdsvægring. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for M.A.N. B & W Diesel A/S (advokat Jørgen Brink) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund, Malerforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Jon Palle Buhl, Degerbøl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Sløk og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997