Spring til indhold

Retsinformation

Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)

DOM nr 3860 af 17/10/1991DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsorganisationen i Danmark for Dansk

El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske

Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert

(retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og

Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og

Dansk Metalarbejderforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker,

Nykøbing F. for Arbejdsretten for brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og §

17, stk. 3.

Overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og

Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark indeholder blandt andet

følgende bestemmelser:

»§ 8 Lokale aftaler mellem arbejdsgiveren og arbejderne.

Stk. 1.

Lokale aftaler, kutymer eller reglementer kan - med de i stk. 2 nævnte

undtagelser - opsiges af begge parter med 2 måneders varsel til den 1. i en

måned, medmindre aftale om længere varsel er truffet.

Stk. 3.

I tilfælde af opsigelse i henhold til stk. 1 og 2 er det den opsigende

parts pligt at foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt

enighed ikke opnås, da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt

timandsmøde. Begæring om fagretlig behandling skal være den modstående

organisation i hænde inden for de i stk. 1 og 2 angivne opsigelsesfrister,

jfr. Regler for behandling af faglig strid, § 2, stk. 4.

Stk. 4.

Parterne er ikke løst fra den opsagte lokale aftale, kutyme eller

reglement, før disse almindelige regler er iagttaget, selv om udløbsdatoen er

passeret.

Læs alt

§ 17 Almindelige timelønsbestemmelser.

Stk. 3.

Lønnen for den enkelte arbejder aftales i hvert tilfælde mellem

arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og arbejderen uden indblanding fra

organisationernes eller deres medlemmers side.

Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted en gang i hvert

overenskomstår.«

Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder:

På Nykøbing Sukkerfabrik har det været kutyme, at tillidsrepræsentanten

forhandlede løn for den enkelte klubs medlemmer. I september 1989 overtog

Danisco A/S fabrikken. Ledelsen ønskede herefter at skabe ensartede

overenskomstforhold på denne fabrik og virksomhedens øvrige sukkerfabrikker.

Der blev i den anledning afholdt møder med de ansatte i januar og den 8.

februar 1990.

I en skrivelse af 21. februar 1990 anmodede tillidsrepræsentanterne for

Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund om lønforhandling. Skrivelsen

lyder således:

»Vedrørende lønforhandling pr. 1/3-90.

Det er EL/METALs ønske, at der snarest mulig bliver optaget lønforhandling

mellem EL/METAL og NYKØBING SUKKERFABRIK.

Lønudviklingen på det øvrige arbejdsmarked, vil blive lagt til grund for

forhandlingen.

Hvordan lønglidningen skal udbetales? lagt direkte på timelønnen, som

pension eller på anden måde må afgøres ved forhandlingen.

DA vi allerede nu kan forudse at lønforhandlingen ikke bliver tilendebragt

inden d. 1/3-90 håber vi ledelsen er enige i at det opnåede resultat har

tilbagevirkende kraft til d. 1/3-90?»

I april måned blev der fastsat løn uden forhandling med

tillidsrepræsentanterne.

Efter ønske fra arbejdstagerside blev der den 25. april 1990 afholdt lokal

forhandling. Der er udarbejdet følgende referat af forhandlingen:

»Arbejderpartens påstand og oplysninger:

I henhold til Co overenskomstens paragraf 17 stk. 3. er vi af den

opfattelse, at virksomheden ikke overfor nogen parter har ført

lønforhandlingen. Protesten går ligeledes mod at virksomheden uden nogen form

for information eller forhandling med den ansatte i virksomheden. Normal

praksis i virksomheden har altid været, at der er ført kollektive

forhandlinger af lønnen, hvilket er sket med virksomhedens billigelse hidtil.

Såfremt overenskomsten skal have nogen berettigelse er vi af den helt

klare opfattelse at paragraf 17. st. 3. skal anvendes ved lønforhandlinger i

virksomheden.

Virksomhedens påstand og oplysninger:

Virksomheden har fastsat lønningerne og informeret tillidsrepræsentanterne

om lønningerne for de enkelte medarbejdere.

Medarbejderne har herefter i lighed med forholdene på de øvrige af

Danisco's fabrikker fået lønningerne meddelt med den førstkommende

lønudbetaling, og der har derefter været mulighed for at få en diskussion af

ændringens størrelse med arbejdslederne.

Dette har været benyttet af medarbejderne og er naturligvis stadig åbent

for alle.«

Samme dag opsagde virksomheden den tidligere praksis, hvorefter

tillidsrepræsentanterne forhandler satsforhøjelse med fabrikken, til ophør

pr. 1. juli 1990, og tilkendegav, at man herefter ville anvende

bestemmelserne i overenskomstens § 17, stk. 3.

På et mæglingsmøde den 21. maj opnåedes heller ikke enighed. Ifølge

mødereferatet gjorde arbejdstagersiden gældende, at virksomheden hverken

havde villet forhandle med tillidsrepræsentanterne eller den enkelte

lønmodtager forud for lønreguleringen, og at der derfor var begået brud på

overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3. Virksomheden gjorde gældende, at

den ved møder med tillidsrepræsentanterne havde tilkendegivet, hvordan

lønningerne ville blive reguleret, hvilket der ikke var blevet gjort

indsigelse imod, og at man derefter havde handlet som anført i referatet af

lokalforhandlingerne. Man tilbød på det nu foreliggende grundlag at

gennemføre en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

Sagen har været behandlet på et fællesmøde den 18. juni 1990, hvor

klagerne fastholdt, at der var begået brud på § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3, og

tillige gjorde gældende, at der var begået brud på § 2, stk. 2.

Klagerne har herefter ved klageskrift af 13. juli 1990 indbragt sagen for

Arbejdsretten, hvor man har nedlagt følgende endelige påstande:

Den indklagede virksomhed har begået brud på den gældende overenskomsts §

8, stk. 1 og § 17, stk. 3.

Virksomheden skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til

klagerne.

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af Jørgen Guldbæk

Jørgensen, Bjarne Bent Christensen, Bjarne Skov Jensen, Aage Dam Helme og

Hans Rasmussen.

Jørgen Jørgensen har forklaret, at han i seks år har været

tillidsrepræsentant for Dansk Metalarbejderforbund. Han deltog i et møde den

8. februar, hvis formål var at klarlægge, hvilke særlige aftaler og kutymer

der var gældende på fabrikken. Det blev tilkendegivet, at ledelsen ville

følge samme fremgangsmåde med hensyn til lønfastsættelse som på Daniscos

andre sukkerfabrikker, men den hidtil gældende kutyme blev ikke opsagt, og

tillidsrepræsentanterne gik derfor ud fra, at ændringen først skulle have

virkning fra 1991, og havde ikke grund til at protestere. Den 21. februar

1990 sendte tillidsmændene skrivelsen om lønforhandling, der svarer nøje til

den, man plejede at sende, og som skulle sikre, at lønforhøjelsen fik

tilbagevirkende kraft. Lønforhandlingen kommer normalt efter 1. marts, og de

ventede, at der ville komme lønforhandling, men virksomheden reagerede ikke.

Han kan ikke huske, at der i marts 1990 blev givet en mundtlig orientering om

lønforhøjelsen, men blev i april opmærksom på, at der var kommet en

lønforhøjelse på 75 øre. De ansatte var ikke tilfreds med de 75 øre, og

tillidsrepræsentanterne rettede derfor henvendelse og fik et møde med Aage

Helme. Henvendelsen drejede sig både om lønnens størrelse og fremgangsmåden

ved fastsættelsen. Når der gik så lang tid, skyldtes det dels påskeferien,

dels at de først skulle i forbindelse med forbundet. En enkelt ansat har kort

efter lønjusteringen selv forhandlet med virksomheden om sin løn.

Bjarne Christensen har forklaret, at han efter at have fået lønforhøjelsen

henvendte sig til Hans Rasmussen og klagede over lønnen, men fik at vide, at

der var ikke mere.

Bjarne Skov Jensen har forklaret, at han har været personaledirektør i 2

år. Efter købet af Nykøbing Sukkerfabrik i september 1989 holdtes der straks

et orienteringsmøde med medarbejderne om sukkerroekampagnen. I januar 1990

holdt man møde med tillidsmændene om, hvorledes man skulle gribe sagen an for

at opnå, at Nykøbing Sukkerfabrik blev drevet som de andre sukkerfabrikker.

Der blev holdt nyt møde med tillidsrepræsentanterne den 8. februar for at få

en oversigt over de gældende lokalaftaler om kutymer. Han gennemgik,

hvorledes Danisco forhandlede løn og gjorde rede for, hvorledes dette afveg

fra fremgangsmåden på Nykøbing Sukkerfabrik. De andre steder udmønter

arbejdslederen den lønramme, som er udstukket af organisationen. Derefter

orienteres tillidsrepræsentanterne, som ikke har forhandlingskompetence, for

at give dem lejlighed til at komme med indsigelse. Der kan ikke have været

tvivl om, at den nye ordning skulle gælde straks. Det var en uformel

opsigelse, men hvis der havde været tvivl, kunne og ville kutymen være blevet

formelt opsagt. Der blev ikke opsagt andre kutymer. Der findes ikke referat

af dette møde. Helme orienterede ham om tillidsrepræsentanternes brev af 21.

februar. Han opfattede ikke henvendelsen som en protest, men som en sædvanlig

reminder og sagde, at Helme kunne sige, at man ville komme tilbage til

spørgsmålet. Han mener, at der i 1991 er blevet forhandlet i overensstemmelse

med kutymen.

Aage Helme har forklaret, at han er fabriksdirektør og var med til mødet

den 8. februar. Det angik tilpasningen. Da man nåede til den omhandlede

kutyme, redegjorde Skov Jensen udførligt for, hvorledes man ville forhandle

løn. Der blev ikke protesteret mod denne form for lønforhandling. De

forestående lønforhandlinger blev ikke særligt drøftet, og

tillidsrepræsentanterne spurgte ikke herom. Det blev ikke direkte sagt, at

kutymen nu var opsagt, men han opfattede det, som om der var enighed herom.

Da han modtog tillidsrepræsentanternes brev af 21. februar, ringede han til

Jørgen Jørgensen og meddelte, at han ville komme tilbage til sagen. Denne

sagde, at brevet først og fremmest skulle sikre tilbagevirkende kraft. På et

samarbejdsudvalgsmøde den 30. marts blev der orienteret om lønforhøjelsen.

Tillidsrepræsentanternes protest kom først den 20. april. Fabrikken havde

lukket i påsken. Der blev i 1990 kun forhandlet med de enkelte ansatte, men

de opnåede ikke noget. I 1991 forhandledes efter begge metoder.

Hans Rasmussen har forklaret, at han fra 1978 har været 1. maskinmester.

Han deltog i 1990 i et møde, hvor der blev fastsat en lønramme på 75 øre i

timen. Tillidsrepræsentanterne blev orienteret på et møde den 30. marts og

protesterede ikke. Han holdt derefter møde med de forskellige mestre og

fordelte beløbet på grundlag af tidligere begæringer om lønforhøjelse. Efter

meddelelsen om de enkeltes lønforhøjelser har han haft forhandling med 15- 20

af de ansatte. Der blev ikke foretaget ændringer i disses løn, men hvis nogen

var meget utilfredse, måtte man se på det i løbet af året.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der i 1990

eksisterede en kutyme for, at lønforhandling skulle ske med

tillidsrepræsentanterne, og overenskomsten indeholder regler om, hvorledes en

kutyme kan opsiges. Det kan ikke anses for bevist, at kutymen blev opsagt på

mødet den 8. februar, og der findes end ikke et referat af mødet. Hertil

kommer, at tillidsrepræsentanterne den 21. februar fremsendte en begæring om

lønforhandling, der ikke kunne misforstås. Som svar på denne tilkendegav

virksomheden blot, at det var for tidligt at indlede forhandlinger. Først da

virksomheden i april fordelte lønstigningen, blev tillidsrepræsentanterne

klar over, at virksomheden ikke ville følge den hidtidige fremgangsmåde.

Lønnen blev fastsat uden forudgående forhandling med de enkelte ansatte, og §

17, stk. 3, er derfor også blevet overtrådt. Der bør fastsættes en betydelig

bod for overenskomstbruddet.

Indklagede har anført, at ledelsen på mødet den 8. februar klart og

utvetydigt har tilkendegivet, hvorledes man agtede at forhandle løn, hvilket

tillidsrepræsentanterne ikke protesterede imod. Dette må anses for en

mundtlig opsigelse, og der kræves ikke skriftlig form, for at en opsigelse

kan være gyldig. Klagerne har ikke bestridt, at ledelsen var i en vildfarelse

med hensyn til resultatet af mødet den 8. februar, og

tillidsrepræsentanternes skrivelse af 21. februar kunne ikke bringe ledelsen

ud af denne vildfarelse. Der blev ikke straks reageret på orienteringen om

lønfastsættelsen den 30. marts. Protesten kom først den 20. april efter en

henvendelse til forbundet, som angik lønnens størrelse, men ikke

fremgangsmåden. Klagerne synes også selv at have været i tvivl om, hvorvidt

der skulle forhandles i overensstemmelse med kutymen. I referatet af

lokalforhandlingen henvises ikke til § 8, men alene til § 17, stk. 3. Denne

bestemmelse kræver ikke forhandling, men det er tilstrækkeligt, at der er

mulighed for at få kontakt med ledelsen om lønnen, og dette krav har efter

Hans Rasmussens forklaring været opfyldt. Med hensyn til spørgsmålet om bod

har indklagede anført, at der i hvert fald foreligger formildende

omstændigheder, der bør medføre bortfald af bod eller en nedsat bod, idet

virksomheden dels har været i god tro med hensyn til kutymens bortfald, dels

efterfølgende har tilbudt en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige

praksis.

Arbejdsretten skal udtale:

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der ikke på mødet den 8.

februar skete en udtrykkelig opsigelse af kutymen, men at virksomhedens

ledelse med en vis føje gik ud fra, at det var accepteret, at der fremtidig

skulle forhandles i overensstemmelse med reglerne i overenskomstens § 17,

stk. 3. Når ledelsen ikke udtrykkeligt opsiger en kutyme, må det imidlertid

påhvile den at sikre sig, at der virkelig er enighed om, at kutymen er

bortfaldet, og der foreligger intet skriftligt om resultatet af

forhandlingerne. Der kan ikke bortses fra, at tillidsrepræsentanterne gik ud

fra, at de ændrede forhandlingsregler først var gældende fra 1991. Deres

skrivelse af 21. februar tyder herpå. Herefter findes det ikke bevist, at der

var opnået enighed om, at kutymen var bortfaldet allerede fra forhandlingerne

i 1990, og virksomheden har derfor begået brud på § 8. Retten mener ikke at

kunne lægge afgørende vægt på, at der i referatet af lokalforhandlingerne den

25. april ikke er udtrykkeligt henvist til § 8. Der refereres, hvorledes

lønforhandlingerne hidtil er foregået, og henvisning til § 8 findes i

referatet af det følgende organisationsmøde.

Der kan ikke stilles store krav, for at betingelserne i § 17, stk. 3, kan

anses for opfyldt. Efter Hans Rasmussens forklaring må det imidlertid lægges

til grund, at arbejdstagerne har været uden indflydelse på, hvorledes

lønforhøjelsen pr. 1. marts 1990 blev udmøntet. Dette findes ikke at opfylde

betingelserne i § 17, stk. 3. Der findes derfor også at være begået brud på

denne bestemmelse.

Retten finder ikke tilstrækkelig grund til at lade boden bortfalde, men i

betragtning af de formildende omstændigheder, som indklagede har anført,

fastsættes boden til 25.000 kr.

Indklagede skal betale Arbejdsrettens omkostninger med 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F, skal

anerkende, at der er begået brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk.

3, og betale en bod på 25.000 kr. til Dansk El-Forbund og Dansk

Metalarbejderforbund.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Rise Faglig Voldgift s.169.

Lignende dokumenter