Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod og Lind.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme.
Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for
Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk
Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S,
Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for
Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk
Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere:
Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel
(retsformand), Mads Kofod og Lind.
Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for
Træindustriarbejderforbundet i Danmark, indklaget Dansk Arbejdsgiverforening
for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, og Dansk Industri for Arbejdsretten
med påstand om, at Novopan Træindustri A/S tilpligtes at betale en efter
Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark
for brud på gældende overenskomst og med påstand om, at indklagede, Dansk
Industri, ligeledes tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat
bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark for medvirken til brud på
gældende overenskomst.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er følgende:
Den indklagede virksomhed er medlem af Dansk Industri og omfattet af
landsoverenskomsten med Træets Arbejdsgiverforening. Den 10 juni 1991 har
virksomheden indgået en lokalaftale med de ansatte medlemmer af det klagende
forbund blandt andet vedrørende overtidsbetaling. I sommeren 1991 blev
Træindustriarbejderforbundets Pindstrup afdeling opmærksom på, at
virksomheden ikke udbetalte overtidsbetaling beregnet ud fra den fulde
personlige timeløn, jf. overenskomstens § 14. Timelønnen var i lokalaftalen
fastsat til 73,05 kr. Herudover blev der ydet et
»produktionstillæg« på 3,77 kr. Efter forbundets opfattelse var
produktionstillægget, der blev udbetalt for samtlige timer, et fast og
Læs alt
produktionsuafhængigt tillæg til lønnen og derfor en del af den faste
timeløn. Den indklagede virksomhed var af den opfattelse, at der ikke skulle
beregnes overarbejdsbetaling af produktionstillægget. Uoverensstemmelsen blev
behandlet på et mæglingsmøde den 19. september. Enighed kunne ikke opnås på
dette møde. Den 19. december 1991 blev der afholdt organisationsmøde. Enighed
kunne heller ikke opnås på dette møde. Sagen blev herefter henvist til faglig
voldgift, og den 17. marts 1992 afsagde opmanden en kendelse, hvori det
blandt andet hedder:
»Parterne er enige om, at det omhandlede
»produktionstillæg« ikke kan betragtes som et af overenskomstens §
8 omfattet produktionstillæg, fordi der er tale om et fast tillæg. Klagerne
har herved henholdt sig bl.a. til en opmandskendelse af 11. april 1988, hvor
denne fortolkning af § 8 fastslås, og de indklagede har under sagen erklæret
sig enig i den i den omhandlende opmandskendelse indeholdte fortolkning af
overenskomstens § 8.
I § 14, stk. 1 i den mellem parterne gældende overenskomst fastslås det,
at tillæg for overarbejde skal beregnes af den »personlige
timeløn«, men dette begreb er ikke nærmere defineret i overenskomsten.
Klagerne har imidlertid også her henvist til den før omtalte opmandskendelse
fra 1988, idet det heri fastslås, at et »produktionstillæg«, der
som i nærværende sag udbetales med et fast beløb til alle arbejdstimer, må
anses som en del af den »personlige timeløn«. De indklagede
bestrider ikke rigtigheden af denne fortolkning af overenskomsten.' ......
Til det således anførte skal opmanden bemærke:
Indledningsvist skal det fastslås, hvad parterne i deres procedurer har
erklæret sig enige i, at det i sagen omhandlede »produktionstillæg«
på 3,77 kr., idet det er fast og produktionsuafhængigt og således udbetales
til samtlige timer, ikke er omfattet af landsoverenskomstens § 8, men derimod
er en del af den i overenskomstens § 6 omhandlede »personlige
timeløn«. Tillægget skal derfor, medmindre der kan påvises en lovlig
hjemmel til at fravige de overenskomstmæssige bestemmelser, medtages i
grundlaget for beregning af tillæg for overtid, jvf. overenskomstens § 14,
stk. 1.
Sagens udfald må derfor bero på, om der, som det er gjort gældende af de
indklagede, kan påvises en sådan hjemmel i form af en stiltiende aftale
mellem overenskomstparterne eller i form af en bindende kutyme.
F.s.v. angår spørgsmålet om eksistensen af en stiltiende aftale mellem
overenskomstparterne, må opmanden være enig med klagerne i, at det ikke ved
det under sagen oplyste kan anses for godtgjort, at det klagende forbund har
haft nogen som helst viden om den af den indklagede virksomhed praktiserede
fremgangsmåde før i sommeren 1991, hvor sagen blev rejst overfor forbundet af
den lokale forbundsafdeling. Opmanden er derfor enig med klagerne i, at der
ikke eksisterer nogen stiltiende aftale mellem overenskomstparterne. Da det
er forbundet, der er overenskomstpart, kan en eventuel viden hos den lokale
afdeling og dennes formand ikke tillægges betydning, men opmanden bemærker
for god ordens skyld, at han ej heller anser det sikkert godtgjort, at
afdelingen eller dens formand havde en sådan viden eller burde have haft den.
F.s.v. angår eksistensen af en bindende kutyme for den praktiserede
fremgangsmåde, er det naturligvis rigtigt, at den har været praktiseret helt
fast igennem en meget lang årrække. Det synes også at være utvivlsomt, at
begge de lokale parter har opfattet den praktiserede fremgangsmåde som
værende i overensstemmelse med overenskomsten. Det kan således også siges, at
ordningen er blevet fulgt ud fra en retlig forpligtelse, hvad enten denne
måtte grunde sig i praksis eller lokalaftalens forudsætninger. Uanset dette
finder opmanden imidlertid ikke at kunne give de indklagede ret i, at der
foreligger en bindende kutyme. Det må være opmandens opfattelse, at
bestemmelsen i overenskomstens § 14, stk. 1 om grundlaget for beregning af
tillæg for overarbejde hører til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan
fraviges af de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, men mindre en
sådan fravigelse tillades af den berettigede lønmodtagerorganisation, således
at eventuelle fravigelser kan bringes til ophør på begæring af
lønmodtagerorganisationen uden varsel. Når en lokal aftale om en fravigelse
ikke ville kunne indgås lovligt, må det være opmandens opfattelse, at en
kutyme med et tilsvarende indhold heller ikke vil kunne stiftes uden den
berettigede lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis,
idet det synes uantageligt, at lønmodtagerorganisationens muligheder for at
hævde de overenskomstmæssige rettigheder skulle være ringere, hvis den
påberåbte retsstiftende kendsgerning er en lokal sædvane, end når den er en
lokal aftale. Som allerede anført kan det ikke antages, at det klagende
forbund har haft kendskab til den praktiserede fremgangsmåde før i sommeren
1991, og opmanden må derfor være enig med klagerne i, at der ikke foreligger
nogen kutyme.
F.s.v. angår spørgsmålet om eventuel efterbetaling af de herefter for lidt
erlagte beløb, er opmanden enig med de indklagede i, at det er sædvanlig
fagretlig praksis alene at pålægge efterbetaling fra et tidspunkt, der
sædvanligvis ikke ligger tidligere end tidspunktet for begæring om fagretlig
behandling. Opmanden finder ikke, at der i den foreliggende sag er sådanne
særlige momenter, der kunne begrunde en fravigelse fra denne sædvanlige
praksis. Det fremgår ganske vist af det under sagen oplyste, at det klagende
forbund og vel også dettes lokale afdeling har reageret umiddelbart efter, at
man blev klar over, at man på virksomheden ikke beregnede tillæg for
overarbejde i overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor der ikke er tale
om rettighedsfortabende passivitet fra klagernes side. Det fremgår imidlertid
også af det under sagen oplyste, at de lokale parter siden i hvert fald 1979
samstemmende har været af den opfattelse, af den praktiserede ordning var i
overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor kravet om medregning af
»produktionstillægget« i beregningsgrundlaget for betaling for
overarbejde først blev rejst i sommeren 1991. Under disse omstændigheder
finder opmanden, at efterbetaling af den lidt erlagte overarbejdstidsbetaling
kun bør ske for overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991, hvor
forbundet begærede mægling afholdt.
For god ordens skyld bemærkes det, at der ikke hermed er taget stilling
til afgørelsens eventuelle betydning for lokalaftalen iøvrigt, idet dette
spørgsmål ikke er produceret for voldgiftsretten.
Opmanden finder således i det hele at måtte give klagerne medhold i deres
subsidiære påstand med efter betaling fra det ovenfor anførte tidspunkt, den
5. august 1991.
Med hensyn til sagens omkostninger forholdes der som nedenfor anført.
Der afsiges herefter følgende
KENDELSE
Træets Arbejdsgiverforening og Novopan Træindustri A/S bør anerkende, at
det på Novopan Træindustri A/S fast udbetalte produktionstillæg skal indgå i
beregningsgrundlaget for overarbejdsbetaling i henhold til
landsoverenskomstens § 14, og Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, 8550
Ryomgaard tilpligtes at efterbetale tillæg for overarbejde beregnet på dette
grundlag for alt overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991.'
Den i sagen omhandlede tidligere opmandskendelse blev afsagt den 11. april
1988 af samme opmand og vedrørte en konflikt mellem Træindustriforbundet i
Danmark for forbundets sydfynske afdeling mod Træets Arbejdsgiverforening for
Ferritslev Savværk A/S, Ferritslev. Denne sag drejede sig om, hvorvidt
Ferritslev Savværk var forpligtet til at beregne overtidstillæg af et fast
tillæg på 12.30 kr., der blev udbetalt til alle normaltimer præsteret af
forbundets medlemmer som erstatning for et variabelt produktionstillæg i
henhold til en tidligere gældende produktionstillægsordning. I kendelsen blev
det bestemt, at det var i strid med § 14 i overenskomsten mellem
Træindustriforbundet og Træets Arbejdsgiverforening, at der ikke blev
beregnet overtidsbetaling af produktionstillægget i henhold til den på
virksomheden indgåede produktionstillægsaftale.
Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt mæglingsreferater
af 22. juni og 21. september 1988 vedrørende forskellige uoverensstemmelser i
den indklagede virksomhed. Herunder har man drøftet overarbejde ifølge de
foreliggende referater. Indklagede har endvidere henvist til en skrivelse af
29. august 1988 fra Træets Arbejdsgiverforening til Træindustriforbundet i
Danmark vedrørende betaling for overarbejde.
Der er afgivet forklaring af forbundssekretær Flemming Andersen,
afdelingsformand Bent Nielsen, direktør Tage Bojsen-Møller og kontorchef
Lasse Jensen.
Forbundssekretær Flemming Andersen har forklaret, at forbundet blev
bekendt med problemet, da man i forbindelse med en anden sag fik en
lønseddel, hvor der ikke var beregnet overarbejdsbetaling af det tillæg, som
forbundet betragtede som et fast løntillæg. Man rettede henvendelse til
ledelsen, der afviste at udbetale overarbejdsbetaling. Under mæglingsmødet
blev det fra arbejdsgiverside fastholdt, at der ikke skulle betales
overarbejdsbetaling. Man blev opmærksom på den tidligere kendelse, som blev
drøftet under mødet, men det blev gjort gældende fra arbejdsgiverside, at der
ikke forelå identitet mellem problemerne i denne kendelse og i nærværende
sag. Det blev dog ikke gjort gældende, at der skulle være opstået en kutyme,
der kunne give et andet resultat. På organisationsmødet blev det også fra
arbejdsgiverside gjort gældende, at den tidligere sag ikke var relevant.
Allerede på dette møde blev det fra arbejdstagerside anført, at man ville
overveje et eventuelt organisationsansvar. Først under proceduren i
voldgiftssagen kom det frem, at man fra arbejdsgiverside gjorde
kutymesynspunktet gældende. De bilag, der fra indklagedes side er fremlagt
vedrørende drøftelse af overarbejde m.v. i virksomheden, har intet med den
foreliggende sag at gøre.
Bent Nielsen har forklaret, at han er afdelingsformand i Pindstrup. Han
blev bekendt med problemet i sommeren 1991. Han var ikke tidligere gået ind i
den slags ting.
Tage Bojsen-Møller har forklaret, at han har været direktør i virksomheden
siden 1982. Umiddelbart efter kendelsen udbetalte man det skyldige beløb, der
blev opgjort til 15.500 kr. fordelt til 31 medarbejdere. Efter hans
opfattelse har Bent Nielsen hele tiden vist interesse for, hvorledes
lønstrukturen i virksomheden var. Medarbejderne i virksomheden har ikke lidt
noget tab, ved at de ikke har fået de pågældende overarbejdstillæg. Dette
tillæg er indgået i de samlede lønovervejelser, og virksomheden har således
betalt ca. 7.500 kr. årligt i særligt holdskiftetillæg. Ordningen med ikke at
give overarbejdstillæg for produktionstillægget har i hvert fald været
gældende siden 1979.
Lasse Jensen har forklaret, at han er kontorchef i Dansk Industri og har
været det siden sommeren 1991. Han var med til organisationsmødet og procedør
i den faglige voldgift. Det var afgørende for ham, at der forelå en
almindelig kendt praksis, som var kendt både af medarbejderne og ledelsen, og
dette var afgørende for den afvisende holdning. Under sagen bestred forbundet
at være bekendt med denne ordning.
Til støtte for klagen har klagerne gjort gældende, at det må anses for
elementært, at lokale parter ikke kan fravige overenskomsten til skade for
arbejdstagerne. Dette gælder i særlig grad for så vidt angår lønforhold, som
må anses for en meget væsentlig del af overenskomsten. Parterne i
overenskomsten er dem, der har underskrevet denne. Det må også være
elementært, at der ikke kan stiftes en kutyme, som fraviger overenskomsten på
sådanne punkter. Det har været anerkendt i teori og praksis siden tyverne.
Uanset det klare overenskomstbrud pålagde arbejdsgiverforeningen ikke
virksomheden at rette op på forholdet. Dette havde til følge, at
overenskomstbruddet fortsatte, indtil opmandskendelsen forelå. Det er i denne
forbindelse også uheldigt, at spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en kutyme,
ikke blev berørt eller behandlet under møderne inden voldgiftssagen. De
indklagedes holdning er ikke undskyldelig. Forbundet havde fra første færd
givet udtryk for, at man var ubekendt med, at der skulle foreligge en praksis
af den pågældende art i virksomheden. Allerede på mæglingsmødet skulle man
derfor været bragt ud af den vildfarelse, at der kunne foreligge en kutyme.
Hvis der havde foreligget en kutyme, kunne man i øvrigt fra de indklagedes
side have gjort skridt til at sige den op. Noget sådant er heller ikke sket.
Der foreligger intet grundlag for nedsættelse af boden efter
Arbejdsretslovens § 12. De indklagedes holdning skyldes enten stædighed eller
ukendskab til elementære retsregler, og dette gælder, uanset om man lægger
til grund, at voldgiftssagen drejede sig om en fortolkning af overenskomsten
eller om, hvorvidt der skulle foreligge en kutyme, der ændrede
overenskomsten.
De indklagede har gjort gældende, at der foreligger formildende
omstændigheder i et sådant omfang, at et eventuelt bodsansvar bør bortfalde.
Det er i så henseende navnlig anført, at alene det forhold, at man taber en
faglig voldgift ikke kan give anledning til, at der pålægges en virksomhed
bod. Dette forudsætter, at virksomheden enten var klar over, at der forelå et
overenskomstbrud, eller der er udvist en sådan grad af uagtsomhed, at dette
giver grundlag for at pålægge bod. I det foreliggende tilfælde er der tale om
en langvarig praksis siden 1979, og virksomheden har været i god tro med
hensyn til, om der skulle udbetales overtidsbetaling af tillægget.
Virksomheden betalte straks efter, at opmandskendelsen forelå. Det var et
meget ringe beløb, der skulle betales i efterbetaling, og medarbejderne har
som anført ikke haft noget tab, idet de på anden måde er blevet kompenseret
herfor. Hertil kommer, at der foreligger egen skyld hos arbejdstagernes
repræsentanter. Bent Nielsen har været bekendt med lønforholdene i
virksomheden, og man har i tiden efter 1988 jævnligt drøftet spørgsmålet om
overarbejde. Under disse drøftelser burde forbundet have gjort opmærksom på
problemet. Hertil kommer i øvrigt, at de to kendelser er forskellige. I
kendelsen fra 1988 var der ikke spørgsmål om, hvorvidt overenskomsten var
ændret på grund af en kutyme. Dette var hovedspørgsmålet i kendelsen fra
1992.
Arbejdsretten skal udtale:
Den indklagede virksomhed havde siden 1979 fulgt den praksis, der blev
underkendt ved opmandskendelsen i 1992. Først i sommeren 1991 blev der af
medarbejderne rejst spørgsmål om lovligheden heraf, og problemet blev
behandlet på sædvanlig fagretlig måde. Virksomheden har ikke været bekendt
med kendelsen af 1988 og de problemer, denne kunne give anledning til, og
måtte under sagen gå ud fra, at dens interesser blev varetaget af vedkommende
brancheforening. Under hensyn hertil finder Arbejdsretten, at virksomheden
ikke har forskyldt bod.
Med hensyn til organisationsbod for Dansk Industri bemærkes, at det må
lægges til grund, at det synspunkt, at der skulle foreligge en kutyme, der
havde ændret overenskomsten, først blev fremsat under selve voldgiftssagen,
hvor man i øvrigt var enige i, at den fulgte praksis ikke var i
overensstemmelse med overenskomsten. Som anført fandt opmanden, at
bestemmelsen i overenskomstens § 14 om grundlaget for beregning af tillæg for
overarbejde hørte til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan fraviges af
de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, hvorfor en kutyme med et
tilsvarende indhold heller ikke kunne stiftes uden den berettigede
lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis. Dette
synspunkt er i overensstemmelse med, hvad der er almindeligt anerkendt som
gældende arbejdsret gennem en årrække. Arbejdsgiverforeningens holdning under
sagen var derfor af en sådan art, at bod er forskyldt. Efter et samlet skøn
over sagens omstændigheder findes boden at kunne fastsættes til 100.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Indklagede, Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, frifindes.
Indklagede, Dansk Industri, skal inden 14 dage efter denne doms afsigelse
til Træindustriarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 100.000 Kr.
Indklagede, Dansk Industri, skal endvidere betale sagens omkostninger med
2.000 kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: K.87.003 (A 1987, s.122), K.88.184 (A 1988, s.125).
Lignende dokumenter
- Bod 2.3.2. Kollektiv overenskomst 1. og 4. Organisationsansvar 1.1. Passivitet. Virksomhedsoverdragelse.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Grafisk Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Dansk Papir Industri A/S, Aabenraa (advokat Merete Preisler) Dommere: Henrik Marstrand Dahl, Arnold Hansen, Hans Kardel (retsformand), Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen og Åge Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- Blokade. Kollektiv overenskomst 4. Kutyme. Organisationsansvar 3.2.(* 1)(* 2) Kutyme om blokade mod arbejdsplads indtil tilgodehavende løn er betalt ikke ophørt ved indførelsen af Lønmodtagernes Garantifond. Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Lasse Larsen Byggefirma, Aabyhøj (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits) Dommere: Poul Erik Skov Christensen, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul F. Hansen, Carsten Holm, Sarroe og Per Sørensen (retsformand). Retsinformation · 24. september 1997
- Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Malerhuset Steen Nielsen A/S (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark for to medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Erik Nielsen, Erik Ross Pedersen, Spang-Hanssen og Per Sørensen (retsformand). Bod 1.1. Kollektiv overenskomst 3. Passivitet. To arbejderes opsigelse af arbejdsforholdet var ikke overenskomststridig(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for E. Schønemanns Eftf., Nyborg, (advokat Merete Preisler). Dommere: Brink, Bæhring, Kardel (retsformand), Knap Kofod, Gert Kristensen og Spang-Hanssen. Bod 2.2.2.. Særoverenskomst. Nedsættelse af ugeløn med tilkendegivelse af, at manglende accept heraf ville medføre opsigelse, ikke anset overenskomststridig.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Organisationsansvar 2.2. Tillidsrepræsentant.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark og Dansk El-Forbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Ålborg Ciserv International A/S, Ålborg (advokat Merete Preisler) Dommere: Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Mads Kofod, Henrik Lind, Ross Pedersen og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997