Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod og Lind.

DOM nr 3061 af 21/01/1993DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme.

Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for

Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S,

Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for

Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere:

Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel

(retsformand), Mads Kofod og Lind.

Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for

Træindustriarbejderforbundet i Danmark, indklaget Dansk Arbejdsgiverforening

for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, og Dansk Industri for Arbejdsretten

med påstand om, at Novopan Træindustri A/S tilpligtes at betale en efter

Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark

for brud på gældende overenskomst og med påstand om, at indklagede, Dansk

Industri, ligeledes tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat

bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark for medvirken til brud på

gældende overenskomst.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende:

Den indklagede virksomhed er medlem af Dansk Industri og omfattet af

landsoverenskomsten med Træets Arbejdsgiverforening. Den 10 juni 1991 har

virksomheden indgået en lokalaftale med de ansatte medlemmer af det klagende

forbund blandt andet vedrørende overtidsbetaling. I sommeren 1991 blev

Træindustriarbejderforbundets Pindstrup afdeling opmærksom på, at

virksomheden ikke udbetalte overtidsbetaling beregnet ud fra den fulde

personlige timeløn, jf. overenskomstens § 14. Timelønnen var i lokalaftalen

fastsat til 73,05 kr. Herudover blev der ydet et

»produktionstillæg« på 3,77 kr. Efter forbundets opfattelse var

produktionstillægget, der blev udbetalt for samtlige timer, et fast og

Læs alt

produktionsuafhængigt tillæg til lønnen og derfor en del af den faste

timeløn. Den indklagede virksomhed var af den opfattelse, at der ikke skulle

beregnes overarbejdsbetaling af produktionstillægget. Uoverensstemmelsen blev

behandlet på et mæglingsmøde den 19. september. Enighed kunne ikke opnås på

dette møde. Den 19. december 1991 blev der afholdt organisationsmøde. Enighed

kunne heller ikke opnås på dette møde. Sagen blev herefter henvist til faglig

voldgift, og den 17. marts 1992 afsagde opmanden en kendelse, hvori det

blandt andet hedder:

»Parterne er enige om, at det omhandlede

»produktionstillæg« ikke kan betragtes som et af overenskomstens §

8 omfattet produktionstillæg, fordi der er tale om et fast tillæg. Klagerne

har herved henholdt sig bl.a. til en opmandskendelse af 11. april 1988, hvor

denne fortolkning af § 8 fastslås, og de indklagede har under sagen erklæret

sig enig i den i den omhandlende opmandskendelse indeholdte fortolkning af

overenskomstens § 8.

I § 14, stk. 1 i den mellem parterne gældende overenskomst fastslås det,

at tillæg for overarbejde skal beregnes af den »personlige

timeløn«, men dette begreb er ikke nærmere defineret i overenskomsten.

Klagerne har imidlertid også her henvist til den før omtalte opmandskendelse

fra 1988, idet det heri fastslås, at et »produktionstillæg«, der

som i nærværende sag udbetales med et fast beløb til alle arbejdstimer, må

anses som en del af den »personlige timeløn«. De indklagede

bestrider ikke rigtigheden af denne fortolkning af overenskomsten.' ......

Til det således anførte skal opmanden bemærke:

Indledningsvist skal det fastslås, hvad parterne i deres procedurer har

erklæret sig enige i, at det i sagen omhandlede »produktionstillæg«

på 3,77 kr., idet det er fast og produktionsuafhængigt og således udbetales

til samtlige timer, ikke er omfattet af landsoverenskomstens § 8, men derimod

er en del af den i overenskomstens § 6 omhandlede »personlige

timeløn«. Tillægget skal derfor, medmindre der kan påvises en lovlig

hjemmel til at fravige de overenskomstmæssige bestemmelser, medtages i

grundlaget for beregning af tillæg for overtid, jvf. overenskomstens § 14,

stk. 1.

Sagens udfald må derfor bero på, om der, som det er gjort gældende af de

indklagede, kan påvises en sådan hjemmel i form af en stiltiende aftale

mellem overenskomstparterne eller i form af en bindende kutyme.

F.s.v. angår spørgsmålet om eksistensen af en stiltiende aftale mellem

overenskomstparterne, må opmanden være enig med klagerne i, at det ikke ved

det under sagen oplyste kan anses for godtgjort, at det klagende forbund har

haft nogen som helst viden om den af den indklagede virksomhed praktiserede

fremgangsmåde før i sommeren 1991, hvor sagen blev rejst overfor forbundet af

den lokale forbundsafdeling. Opmanden er derfor enig med klagerne i, at der

ikke eksisterer nogen stiltiende aftale mellem overenskomstparterne. Da det

er forbundet, der er overenskomstpart, kan en eventuel viden hos den lokale

afdeling og dennes formand ikke tillægges betydning, men opmanden bemærker

for god ordens skyld, at han ej heller anser det sikkert godtgjort, at

afdelingen eller dens formand havde en sådan viden eller burde have haft den.

F.s.v. angår eksistensen af en bindende kutyme for den praktiserede

fremgangsmåde, er det naturligvis rigtigt, at den har været praktiseret helt

fast igennem en meget lang årrække. Det synes også at være utvivlsomt, at

begge de lokale parter har opfattet den praktiserede fremgangsmåde som

værende i overensstemmelse med overenskomsten. Det kan således også siges, at

ordningen er blevet fulgt ud fra en retlig forpligtelse, hvad enten denne

måtte grunde sig i praksis eller lokalaftalens forudsætninger. Uanset dette

finder opmanden imidlertid ikke at kunne give de indklagede ret i, at der

foreligger en bindende kutyme. Det må være opmandens opfattelse, at

bestemmelsen i overenskomstens § 14, stk. 1 om grundlaget for beregning af

tillæg for overarbejde hører til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan

fraviges af de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, men mindre en

sådan fravigelse tillades af den berettigede lønmodtagerorganisation, således

at eventuelle fravigelser kan bringes til ophør på begæring af

lønmodtagerorganisationen uden varsel. Når en lokal aftale om en fravigelse

ikke ville kunne indgås lovligt, må det være opmandens opfattelse, at en

kutyme med et tilsvarende indhold heller ikke vil kunne stiftes uden den

berettigede lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis,

idet det synes uantageligt, at lønmodtagerorganisationens muligheder for at

hævde de overenskomstmæssige rettigheder skulle være ringere, hvis den

påberåbte retsstiftende kendsgerning er en lokal sædvane, end når den er en

lokal aftale. Som allerede anført kan det ikke antages, at det klagende

forbund har haft kendskab til den praktiserede fremgangsmåde før i sommeren

1991, og opmanden må derfor være enig med klagerne i, at der ikke foreligger

nogen kutyme.

F.s.v. angår spørgsmålet om eventuel efterbetaling af de herefter for lidt

erlagte beløb, er opmanden enig med de indklagede i, at det er sædvanlig

fagretlig praksis alene at pålægge efterbetaling fra et tidspunkt, der

sædvanligvis ikke ligger tidligere end tidspunktet for begæring om fagretlig

behandling. Opmanden finder ikke, at der i den foreliggende sag er sådanne

særlige momenter, der kunne begrunde en fravigelse fra denne sædvanlige

praksis. Det fremgår ganske vist af det under sagen oplyste, at det klagende

forbund og vel også dettes lokale afdeling har reageret umiddelbart efter, at

man blev klar over, at man på virksomheden ikke beregnede tillæg for

overarbejde i overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor der ikke er tale

om rettighedsfortabende passivitet fra klagernes side. Det fremgår imidlertid

også af det under sagen oplyste, at de lokale parter siden i hvert fald 1979

samstemmende har været af den opfattelse, af den praktiserede ordning var i

overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor kravet om medregning af

»produktionstillægget« i beregningsgrundlaget for betaling for

overarbejde først blev rejst i sommeren 1991. Under disse omstændigheder

finder opmanden, at efterbetaling af den lidt erlagte overarbejdstidsbetaling

kun bør ske for overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991, hvor

forbundet begærede mægling afholdt.

For god ordens skyld bemærkes det, at der ikke hermed er taget stilling

til afgørelsens eventuelle betydning for lokalaftalen iøvrigt, idet dette

spørgsmål ikke er produceret for voldgiftsretten.

Opmanden finder således i det hele at måtte give klagerne medhold i deres

subsidiære påstand med efter betaling fra det ovenfor anførte tidspunkt, den

5. august 1991.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes der som nedenfor anført.

Der afsiges herefter følgende

KENDELSE

Træets Arbejdsgiverforening og Novopan Træindustri A/S bør anerkende, at

det på Novopan Træindustri A/S fast udbetalte produktionstillæg skal indgå i

beregningsgrundlaget for overarbejdsbetaling i henhold til

landsoverenskomstens § 14, og Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, 8550

Ryomgaard tilpligtes at efterbetale tillæg for overarbejde beregnet på dette

grundlag for alt overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991.'

Den i sagen omhandlede tidligere opmandskendelse blev afsagt den 11. april

1988 af samme opmand og vedrørte en konflikt mellem Træindustriforbundet i

Danmark for forbundets sydfynske afdeling mod Træets Arbejdsgiverforening for

Ferritslev Savværk A/S, Ferritslev. Denne sag drejede sig om, hvorvidt

Ferritslev Savværk var forpligtet til at beregne overtidstillæg af et fast

tillæg på 12.30 kr., der blev udbetalt til alle normaltimer præsteret af

forbundets medlemmer som erstatning for et variabelt produktionstillæg i

henhold til en tidligere gældende produktionstillægsordning. I kendelsen blev

det bestemt, at det var i strid med § 14 i overenskomsten mellem

Træindustriforbundet og Træets Arbejdsgiverforening, at der ikke blev

beregnet overtidsbetaling af produktionstillægget i henhold til den på

virksomheden indgåede produktionstillægsaftale.

Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt mæglingsreferater

af 22. juni og 21. september 1988 vedrørende forskellige uoverensstemmelser i

den indklagede virksomhed. Herunder har man drøftet overarbejde ifølge de

foreliggende referater. Indklagede har endvidere henvist til en skrivelse af

29. august 1988 fra Træets Arbejdsgiverforening til Træindustriforbundet i

Danmark vedrørende betaling for overarbejde.

Der er afgivet forklaring af forbundssekretær Flemming Andersen,

afdelingsformand Bent Nielsen, direktør Tage Bojsen-Møller og kontorchef

Lasse Jensen.

Forbundssekretær Flemming Andersen har forklaret, at forbundet blev

bekendt med problemet, da man i forbindelse med en anden sag fik en

lønseddel, hvor der ikke var beregnet overarbejdsbetaling af det tillæg, som

forbundet betragtede som et fast løntillæg. Man rettede henvendelse til

ledelsen, der afviste at udbetale overarbejdsbetaling. Under mæglingsmødet

blev det fra arbejdsgiverside fastholdt, at der ikke skulle betales

overarbejdsbetaling. Man blev opmærksom på den tidligere kendelse, som blev

drøftet under mødet, men det blev gjort gældende fra arbejdsgiverside, at der

ikke forelå identitet mellem problemerne i denne kendelse og i nærværende

sag. Det blev dog ikke gjort gældende, at der skulle være opstået en kutyme,

der kunne give et andet resultat. På organisationsmødet blev det også fra

arbejdsgiverside gjort gældende, at den tidligere sag ikke var relevant.

Allerede på dette møde blev det fra arbejdstagerside anført, at man ville

overveje et eventuelt organisationsansvar. Først under proceduren i

voldgiftssagen kom det frem, at man fra arbejdsgiverside gjorde

kutymesynspunktet gældende. De bilag, der fra indklagedes side er fremlagt

vedrørende drøftelse af overarbejde m.v. i virksomheden, har intet med den

foreliggende sag at gøre.

Bent Nielsen har forklaret, at han er afdelingsformand i Pindstrup. Han

blev bekendt med problemet i sommeren 1991. Han var ikke tidligere gået ind i

den slags ting.

Tage Bojsen-Møller har forklaret, at han har været direktør i virksomheden

siden 1982. Umiddelbart efter kendelsen udbetalte man det skyldige beløb, der

blev opgjort til 15.500 kr. fordelt til 31 medarbejdere. Efter hans

opfattelse har Bent Nielsen hele tiden vist interesse for, hvorledes

lønstrukturen i virksomheden var. Medarbejderne i virksomheden har ikke lidt

noget tab, ved at de ikke har fået de pågældende overarbejdstillæg. Dette

tillæg er indgået i de samlede lønovervejelser, og virksomheden har således

betalt ca. 7.500 kr. årligt i særligt holdskiftetillæg. Ordningen med ikke at

give overarbejdstillæg for produktionstillægget har i hvert fald været

gældende siden 1979.

Lasse Jensen har forklaret, at han er kontorchef i Dansk Industri og har

været det siden sommeren 1991. Han var med til organisationsmødet og procedør

i den faglige voldgift. Det var afgørende for ham, at der forelå en

almindelig kendt praksis, som var kendt både af medarbejderne og ledelsen, og

dette var afgørende for den afvisende holdning. Under sagen bestred forbundet

at være bekendt med denne ordning.

Til støtte for klagen har klagerne gjort gældende, at det må anses for

elementært, at lokale parter ikke kan fravige overenskomsten til skade for

arbejdstagerne. Dette gælder i særlig grad for så vidt angår lønforhold, som

må anses for en meget væsentlig del af overenskomsten. Parterne i

overenskomsten er dem, der har underskrevet denne. Det må også være

elementært, at der ikke kan stiftes en kutyme, som fraviger overenskomsten på

sådanne punkter. Det har været anerkendt i teori og praksis siden tyverne.

Uanset det klare overenskomstbrud pålagde arbejdsgiverforeningen ikke

virksomheden at rette op på forholdet. Dette havde til følge, at

overenskomstbruddet fortsatte, indtil opmandskendelsen forelå. Det er i denne

forbindelse også uheldigt, at spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en kutyme,

ikke blev berørt eller behandlet under møderne inden voldgiftssagen. De

indklagedes holdning er ikke undskyldelig. Forbundet havde fra første færd

givet udtryk for, at man var ubekendt med, at der skulle foreligge en praksis

af den pågældende art i virksomheden. Allerede på mæglingsmødet skulle man

derfor været bragt ud af den vildfarelse, at der kunne foreligge en kutyme.

Hvis der havde foreligget en kutyme, kunne man i øvrigt fra de indklagedes

side have gjort skridt til at sige den op. Noget sådant er heller ikke sket.

Der foreligger intet grundlag for nedsættelse af boden efter

Arbejdsretslovens § 12. De indklagedes holdning skyldes enten stædighed eller

ukendskab til elementære retsregler, og dette gælder, uanset om man lægger

til grund, at voldgiftssagen drejede sig om en fortolkning af overenskomsten

eller om, hvorvidt der skulle foreligge en kutyme, der ændrede

overenskomsten.

De indklagede har gjort gældende, at der foreligger formildende

omstændigheder i et sådant omfang, at et eventuelt bodsansvar bør bortfalde.

Det er i så henseende navnlig anført, at alene det forhold, at man taber en

faglig voldgift ikke kan give anledning til, at der pålægges en virksomhed

bod. Dette forudsætter, at virksomheden enten var klar over, at der forelå et

overenskomstbrud, eller der er udvist en sådan grad af uagtsomhed, at dette

giver grundlag for at pålægge bod. I det foreliggende tilfælde er der tale om

en langvarig praksis siden 1979, og virksomheden har været i god tro med

hensyn til, om der skulle udbetales overtidsbetaling af tillægget.

Virksomheden betalte straks efter, at opmandskendelsen forelå. Det var et

meget ringe beløb, der skulle betales i efterbetaling, og medarbejderne har

som anført ikke haft noget tab, idet de på anden måde er blevet kompenseret

herfor. Hertil kommer, at der foreligger egen skyld hos arbejdstagernes

repræsentanter. Bent Nielsen har været bekendt med lønforholdene i

virksomheden, og man har i tiden efter 1988 jævnligt drøftet spørgsmålet om

overarbejde. Under disse drøftelser burde forbundet have gjort opmærksom på

problemet. Hertil kommer i øvrigt, at de to kendelser er forskellige. I

kendelsen fra 1988 var der ikke spørgsmål om, hvorvidt overenskomsten var

ændret på grund af en kutyme. Dette var hovedspørgsmålet i kendelsen fra

1992.

Arbejdsretten skal udtale:

Den indklagede virksomhed havde siden 1979 fulgt den praksis, der blev

underkendt ved opmandskendelsen i 1992. Først i sommeren 1991 blev der af

medarbejderne rejst spørgsmål om lovligheden heraf, og problemet blev

behandlet på sædvanlig fagretlig måde. Virksomheden har ikke været bekendt

med kendelsen af 1988 og de problemer, denne kunne give anledning til, og

måtte under sagen gå ud fra, at dens interesser blev varetaget af vedkommende

brancheforening. Under hensyn hertil finder Arbejdsretten, at virksomheden

ikke har forskyldt bod.

Med hensyn til organisationsbod for Dansk Industri bemærkes, at det må

lægges til grund, at det synspunkt, at der skulle foreligge en kutyme, der

havde ændret overenskomsten, først blev fremsat under selve voldgiftssagen,

hvor man i øvrigt var enige i, at den fulgte praksis ikke var i

overensstemmelse med overenskomsten. Som anført fandt opmanden, at

bestemmelsen i overenskomstens § 14 om grundlaget for beregning af tillæg for

overarbejde hørte til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan fraviges af

de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, hvorfor en kutyme med et

tilsvarende indhold heller ikke kunne stiftes uden den berettigede

lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis. Dette

synspunkt er i overensstemmelse med, hvad der er almindeligt anerkendt som

gældende arbejdsret gennem en årrække. Arbejdsgiverforeningens holdning under

sagen var derfor af en sådan art, at bod er forskyldt. Efter et samlet skøn

over sagens omstændigheder findes boden at kunne fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, frifindes.

Indklagede, Dansk Industri, skal inden 14 dage efter denne doms afsigelse

til Træindustriarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 100.000 Kr.

Indklagede, Dansk Industri, skal endvidere betale sagens omkostninger med

2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K.87.003 (A 1987, s.122), K.88.184 (A 1988, s.125).

Lignende dokumenter