Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket. Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650 Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket.
Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt.
Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2)
Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt
arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for
passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for
Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650
Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i
Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal
medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen,
Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.
Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske
Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Hvidovre, indklaget Landsorganisationen i
Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal
medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten og har under domsforhandlingen
nedlagt følgende endelige påstand:
1. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund
tilpligtes at anerkende, at den i perioden fra onsdag den 29. juni til og med
fredag den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse var
overenskomststridig, ligesom de tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at
betale hver især en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de har
deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.
2. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund
tilpligtes fortsat at holde arbejdet normaliseret.
3. Indklagede, Specialarbejderforbundet i Danmark, tilpligtes til Dansk
Arbejdsgiverforening at betale en af retten fastsat bod for overenskomstbrud
i form af delagtighed i den af de indklagede medlemmer af forbundet foretagne
overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.
De indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende selvstændige
påstande over for virksomheden som indklaget:
Læs alt
1. Den indklagede virksomheds hjemsendelse af 4 medarbejdere den 29. juni
1988 var en overenskomststridig lockout.
2. Den indklagede virksomhed tilpligtes at betale til
Specialarbejderforbundet i Danmark en efter rettens skøn fastsat bod.
Over for disse påstande har klagerne nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens bilag 1 - navnelisten - omfatter 8 isoleringsarbejdere. Klagerne
har imidlertid under domsforhandlingen frafaldet påstanden over for de 4
sidst anførte isoleringsarbejdere, således at påstanden alene vedrører
isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang Magnussen og
Jørgen Andersen.
Disse 4 isoleringsarbejdere, der alle har været ansat i virksomheden i en
årrække, havde i længere tid forud for den 29. juni 1988 været beskæftiget
med isolering af nybyggede skibe på virksomhedens arbejdsplads B & W
Skibsværft. Arbejdet var gennem nogen tid blevet udført med mineraluldsmåtter
indpakket i papir på begge sider, populært betegnet
»dobbeltdækkere«, men skulle fra den 29. juni 1988, da man begyndte
isoleringsarbejdet på et nyt skib, udføres med mineraluldsmåtter imprægneret
med et oliebaseret produkt. Fra arbejderside tilkendegav man imidlertid, at
man ikke ønskede at arbejde med disse måtter, fordi arbejdet med
olieimprægnerede måtter tidligere havde givet anledning til gener og muligt
frembød en sundhedsrisiko.
Arbejdsvægringen blev behandlet ved et fællesmøde den 30. juni 1988. I
referatet fra mødet hedder det bl.a.:
»Fra arbejderside erkendte man, at der var tale om en
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse for de 4 medlemmer af
Specialarbejderforbundet i Danmark, som havde nedlagt arbejdet i sympati med
de øvrige kollegaer, og at man ville pålægge dem, at genoptage arbejdet
senest fredag den 1. juli d.å. ved normal arbejdstids begyndelse. De øvrige 4
medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, som var blevet pålagt at
arbejde med et af Arbejdstilsynet godkendt isoleringsmateriale
(olieimprægneret), ville man ikke anerkende, at der var tale om en
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet man henviste til Normens § 5,
stk. 2, samt under henvisning til Direktoratet for Tilsynet 10. kontor's
skrivelse af 6. juni 1988 samt resume af Arbejdsmiljørådets møde af 8. juni
1988.
Fra arbejderside gjorde man gældende, at der findes alternative produkter
»dobbeltdækkeren« og anbefaler, at dette bruges i stedet for
førnævnte isoleringsmateriale. Dette har i øvrigt været brugt siden januar
1988.
Arbejdsgiveren v/Esper Balling anerkender dette.
Arbejdsgiveren bragte i forslag at hver part betalte kr. 1.800,- i
meromkostninger pr. skib fremover, hvilket arbejdstagersiden ikke kunne
godkende, idet materialeindkøb er dem uvedkommende.
Fra arbejderside gjorde man i øvrigt gældende, at der var tale om
overenskomstbrud i forbindelse med hjemsendelsen af de 4 medlemmer af
Specialarbejderforbundet i Danmark. Man gjorde i øvrigt gældende, at af disse
4 var den ene sikkerhedsrepræsentant og den anden tillidsmand samt
akkordholder, og at man vil forbeholde sig ret til at indbringe sagen om
hjemsendelsen for Arbejdsretten.
Fra arbejdsgiverside afviste man, at der var tale om overenskomstbrud fra
virksomhedens side, idet de pågældende isoleringsarbejdere havde etableret en
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Fra arbejdsgiverside fastholdt man klagen, og man opfordrede arbejdersiden
til at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 1. juli d.å. ved
normal arbejdstids begyndelse.
Fra arbejdsgiverside tog man forbehold over for at gøre
organisationsansvar gældende.
Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for
Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages som ovenfor anført.'
Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet ved et forberedende retsmøde i
Arbejdsretten den 7. juli 1988. Efter parternes begæring blev sagen udsat.
Arbejdet blev herefter genoptaget mandag den 18. juli 1988. Om det forud
herfor passerede hedder det i en redegørelse af 15. juli 1988 fra Foreningen
af Danske Isoleringsfirmaer bl.a.:
»Foranlediget af de kontakter, der var mellem parterne efter det
forberedende møde i Arbejdsretten den 7. juli d.å., er der torsdag den 14.
ds. blev afholdt en uformel drøftelse af sagen mellem virksomheden,
Isoleringsarbejdernes Fagforening i København og Foreningen af Danske
Isoleringsfirmaer.
På dette møde enedes parterne om en løsning for at få arbejdet genoptaget.
Vi skal derfor for god ordens skyld bekræfte, at der blev opnået enighed
om, at arbejdet ville blive genoptaget fra mandag den 18. juli d.å., såfremt
virksomheden ville acceptere, at arbejdet på det igangværende skib kunne
fortsættes med brug af »dobbeltdækker«-mineraluldsmåtte i stedet
for den olieimprægnerede.
At virksomheden i den forbindelse tilkendegav, at man betragter dette
skridt som uden præjudice for øvrige arbejdspladser og øvrige skibe.
At det foretagne skridt ikke måtte få nogen indflydelse på den verserende
sag i Arbejdsretten, idet der i øvrigt var enighed om, at denne skulle
fremmes mest muligt, selv om arbejdet på det aktuelle skib blev
normaliseret.'
De fra arbejderside under fællesmødet den 30. juni 1988 påberåbte
dokumenter er internt arbejdsmateriale, som er fremlagt under sagens
behandling for Arbejdsretten, og som sammen med andet fremlagt materiale har
været grundlag for den af Direktoratet for Arbejdstilsynet den 9. juni 1988
udsendte bekendtgørelse om arbejde med montering og nedrivning af
isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre.
Om baggrunden for udsendelsen af denne bekendtgørelse er oplyst, at
spørgsmålet om mineraluldsfibres eventuelt kræftfremkaldende virkning blev
drøftet under et møde i Direktoratet for Arbejdstilsynet den 15. december
1987 med deltagelse af bl.a. direktøren for Arbejdstilsynet Erik Andersen
samt af repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, Industrifagene,
Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer, Isoleringsarbejdernes Fagforening og
de danske producenter af mineraluldsmåtter Rockwool A/S og Superfos Glasuld
A/S. Forud for mødet havde Rockwool A/S indhentet en erklæring fra Statoil
A/S om kræftrisikoen ved anvendelse af den olie, som efter det oplyste
allerede da var blevet brugt i nogen tid til imprægnering af
mineraluldsmåtter. Af skrivelsen fremgik, at den »højtraffinerede
parafinske mineralolie« ikke havde vist nogen carcinogen effekt. I
referatet fra mødet den 15. december 1987 hedder det bl.a.:
»Erik Andersen oplyste indledningsvis, at fibre fra bl.a. glasuld og
rockwool af IARC vurderes som muligt kræftfremkaldende for mennesker (gruppe
II b), og at arbejdstilsynet på den baggrund ønsker en effektiv
forebyggelsesindsats såvel i produktionsleddet som i anvendelsesleddet.
På et forudgående møde havde fabrikanterne været indstillet på aktivt og
hurtigt at produktudvikle mineraluldsprodukter, således at støvudviklingen
mindskes mest muligt.
Erik Andersen orienterede om, at der nu skal sættes to udvalgsarbejder i
gang: for det første et dokumentationsudvalg under arbejdsmiljørådet, som
dels skal se på kriteriegrundlaget for arbejdstilsynets kræftliste med
henblik på en differentiering af stofferne på listen, jfr. IARC's
klassifikation. Dels skal udvalget drøfte dokumentationsgrundlaget for at
placere naturlige og syntetiske mineralfibre på arbejdstilsynets kræftliste i
1989.
For det andet skal et partsudvalg udarbejde en bekendtgørelse, som gerne
skulle ligge færdig med udgangen af marts måned. Bekendtgørelsen skal
indeholde krav til produkterne samt krav om foranstaltninger ved arbejde med
disse produkter.
Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at
mineraluldsprodukterne skal afgive så lidt støv som muligt.
De mere specifikke metoder til at sikre dette skal drøftes i det særlige
partsudvalg, som skal udarbejde en bekendtgørelse. Under hensyn til, at en
bekendtgørelse bl.a. på grund af notifikationsforpligtelsen ikke kan udsendes
inden for den nærmeste fremtid, mente Erik Andersen, at der var behov for at
fremskynde udvalgsarbejdet, således at arbejdet med bekendtgørelsesudkastet
senest er afsluttet ved udgangen af marts måned, og at der i perioden, indtil
bekendtgørelsen foreligger, bør findes en overgangsløsning. Denne løsning
kunne fx være, at producenterne forpligtede sig til kun at levere
isoleringsmateriale med beskyttelseslag.
Parterne overvejede Erik Andersens forslag.
Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at begge fibertyper
(glasuld, rockwool) skal behandles ens i arbejdsmiljørådets
dokumentationsudvalg, jfr. IARC's klassificering af fibrene i gruppe II b
(muligt kræftfremkaldende for mennesker). Videre var der enighed om, at
udvalgsarbejdet blev iværksat umiddelbart i det nye år med henblik på at opnå
enighed om foranstaltninger til mindskelse af støvafgivelse.
Erik Andersen henstillede på den baggrund, at producenterne i en 3
måneders periode til teknisk isolering alene leverer isoleringsmateriale med
beskyttelseslag i det omfang, det allerede findes i produktsortimentet.
Erik Andersen påbød herefter i medfør af arbejdsmiljølovens § 34 Superfos
Glasuld A/S og Rockwool A/S ved
levering at sikre produkterne på en sådan måde, at afgivelsen af fibre er
mindst mulig, således at arbejde med produkterne kan ske sikkerheds- og
sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
En sådan sikring mod fiberafgivelse kan ske ved, at isoleringsmaterialerne
leveres med beskyttelseslag, forsegling og lignende.
Påbudet omfatter mineraluldsprodukter til teknisk isolering, som allerede
findes i virksomhedernes varesortiment, og er gældende fra 1. januar til
udgangen af marts 1988.«
Ved skrivelse af 25. marts 1988 meddelte Direktoratet for Arbejdstilsynet,
at påbudet kunne »opfyldes ved, at fiberafgivelsen mindskes ved
imprægnering, således som det er sket fx. med Lamelmåtte Plus.« Af
skrivelsen, der er stilet til Superfos Glasuld A/S, fremgår, at
»produktet Lamelmåtte Plus i hovedtræk ligger på linje med de af
Rockwool A/S oplyste vedrørende Lamelmåtte Comfort.« Karakteristisk for
begge disse produkter er et øget olieindhold, der har til formål at reducere
afgivelsen af fibre under arbejdet med måtterne.
Til brug for det i referatet fra mødet den 15. december 1987 omtalte
partsudvalg med deltagelse også af det indklagede forbund blev tilvejebragt
nærmere oplysninger om den olie, som anvendes til imprægnering af
mineraluldsmåtterne. For så vidt angår Rockwool A/S indeholdes oplysningerne
i en skrivelse af 15. april 1988 fra Statoil A/S, hvori det hedder:
»I tillæg til tidligere fremsendte oplysninger om olien på lamelmåtte
Comfort kan vi med hensyn til forespørgslen om hudirritation oplyse følgende.
Den højt raffinerede og udpræget paraffinske mineralolie, der ikke har
nogen tilsætningsstoffer, udmærker sig ved usædvanlig høj viskositet: 440
mm2/s (cSt) ved 40 grader C og meget lav flygtighed: Flammepunkt = 300 grader
C. I forhold til mineralolier med lav viskositet og høj flygtighed, der i
nogen grad vil være i stand til at penetrere huden og virke fedtopløsende og
derved virke hudirriterende, vil ovennævnte olie, som kan betegnes
»meget svær«, have den mindst mulige effekt på huden.'
I den tilsvarende skrivelse af 28. april 1988 fra Superfos Glasuld A/S til
Direktoratet for Arbejdstilsynet hedder det:
»Vedr.: Støvdæmpning med mineralolie
Refererende til Deres Skrivelse af 14.04.88 skal vi herved fremkomme med
de ønskede oplysninger om den anvendte olie.
Der findes i dag ikke noget mere effektivt middel til dæmpning af
støvafgivelsen fra mineraluld end olie, og spørgsmålet er, om vi herved
påfører materialerne uheldige bivirkninger.
De krav, som vi stiller til olien, er et højt flammepunkt, over 300 grader
C, Den tilbageblevne olierest har så højt et kogepunkt, at den ved
stuetemperatur ikke afgiver dampe og følgelig heller ikke forsvinder.
Raffineret mineralolie skulle efter IARC's liste ikke have cancerogen
effekt ved hudkontakt bedømt ud fra dyreforsøg. Mine egne erfaringer gennem
10 år i branchen (dengang Esso på laboratoriet på Prøvestenen) er, at de rene
produkter ikke generer huden: men at tilfælde af eksem f.eks. hos malere og
mekanikere altid var i forbindelse med opløsningsmidler, som rensede hænderne
men samtidig affedtede huden for kraftigt. Paraffinolie og vaseline er også
mineralolieprodukter!»
Den i fællesmødereferatet omtalte skrivelse af 6. juni 1988 fra
Direktoratet for Arbejdstilsynets 10. kontor er som tidligere anført et
internt notat, udarbejdet til brug for det udvalg, som skulle udarbejde
bekendtgørelsen. I skrivelsen hedder det:
»Angående mineralolie tilsat Rockwool-lamelmåtte Comfort og
Glasuld-lamelmåtte Plus.
I forbindelse med udarbejdelse af bekendtgørelsen om arbejde med
mineraluld i Arbejdsmiljørådets udvalg herfor, rejstes spørgsmålet om
eventuelle sundhedsskadelige virkninger af den olie, som tilsættes ovennævnte
produkter. Olien tilsættes for at mindske afgivelsen af fibre. Målinger har
vist, at koncentrationerne af luftbårne fibre ved arbejde med
olieimprægnerede produkter reduceres med 50% og derunder i forhold til
arbejde med standardprodukter.
Ifølge producenterne udgør olien 1 % af produkternes vægt, og i både
Glasulds og Rockwools produkter er olien en højt raffineret parafinsk
mineralolie. Inden olien påføres tilsættes opløsningsmidler og/eller
emulgatorer. Disse tilsætningsstoffer afdamper eller nedbrydes under
hærdeprocessen i hærdeovnen, hvor temperaturen er godt 200 grader og skulle
derfor ikke findes i de færdige produkter.
Direktoratet har i forbindelse med spørgsmålet hørt
Arbejdsmiljøinstituttet og en af Arbejdstilsynets konsulenter i hudsygdomme.
Direktoratet har følgende bemærkninger:
Ren mineralolie virker lokalirriterende ved hudkontakt, og gentagne
udsættelser kan give anledning til irritative eksemer.
Mineralolie virker tillige irriterende på slimhinder. Personer med hyppig
eller langvarig udsættelse for oliedampe eller aerosoler med mineralolie har
øget risiko for luftvejssygdomme (1).
Leverandørbrugsanvisningen nævner ligeledes risiko for irritationsvirkning
ved mineralolien. I afsnittet om akut risiko er nævnt, at irritation kan
optræde ved indånding samt i øjnene og på huden.
En allergifremkaldende effekt i huden af mineralolie er overordentlig
sjælden og ses næsten aldrig.
Den kræftfremkaldende effekt af mineralolie er vurderet i 1984 af WHO's
kræftforskningsinstitut IARC. Dokumentationen for kræftfremkaldende effekt af
højt raffinerede paraffinolier er vurderet, og det er IARC's konklusion, at
der ikke er holdepunkter for en kræftfremkaldende virkning i dyreforsøg.
Vurderingen bygger på forsøg, hvor olien er påført forsøgsdyrenes hud (2).
En sundhedsmæssig vurdering af risikoen ved arbejde med mineraluld tilsat
mineralolie vil med den nuværende viden være ufuldstændig.
Oliens placering på mineraluldsfibrene må betyde, at udsættelsen for
olierede mineralfibre adskiller sig fra udsættelse for olie alene. Opvarmning
af olien i hærdeovnen kan ændre den kemiske sammensætning af olien. Hvorvidt
der sker en ændring vides ikke, men det skønnes, at der næppe er tale om
ændringer af betydning. Andre oplysninger betyder dog, at dette skøn er
usikkert.
Der er ikke fundet undersøgelser, der viser hvilken virkning fibre med
olieimprægnering har på helbredet. Det må imidlertid antages, at olien via de
ridser, som mineralfibrene skærer, kan trænge ind i hud og slimhinder,
hvorved risikoen for oliens irritative virkning kan øges.
På huden er der tale om en velkendt irritationsvirkning fra mineralulden.
Om denne virkning formindskes eller øges lader sig ikke umiddelbart afgøre.
Der er ikke udviklet dyreforsøgsmetoder, som kan benyttes til en nærmere
afklaring.
I luftvejene vil olien via fibrene trænge ind i luftvejenes celler og
sammen med fibrene kunne øge risikoen for sundhedsskadelig virkning.
De ovennævnte risici skal sammenholdes med oplysningen om en reduktion i
fiberantallet i luften ved anvendelse af olieimprægnerede måtter.
Såfremt man udsættes for samme mængde fibre, må man regne med, at
påførslen af olien er en mulig yderligere sundhedsrisiko.
Konklusion
Dokumentationsgrundlaget er som nævnt ikke tilstrækkeligt til at vurdere
den aktuelle risiko for hud- og luftvejssygdomme ved arbejde med
olieimprægnerede mineraluldsprodukter. Direktoratet vil derfor følge arbejdet
med disse produkter med henblik på en nærmere vurdering af specielt den
irritative effekt.
Denne vurdering af erfaringerne med arbejdet med olieimprægnerede
mineraluldsprodukter vil kunne medføre, at direktoratet vil overveje,
hvorvidt der skal stilles særlige krav til arbejdet hermed.«
Et udkast til bekendtgørelsen blev drøftet under Arbejdsmiljørådets møde
den 8. juni 1988, i hvilket også forbundet var repræsenteret. I det under
sagen fremlagte referat fra mødet, hvortil der ligeledes blev henvist under
fællesmødet den 30. juni 1988, hedder det bl.a.:
»På mødet blev omdelt direktoratets toksikologiske vurdering af
mineralolie.
Endvidere bemærkede E. Andersen om den toksikologiske undersøgelse, at det
eksisterende videngrundlag ikke klart kunne frikende mineralolierne, hvorfor
direktoratet nøje ville følge udviklingen på området.
Endelig tilkendegav E. Andersen, at der inden for området af kapitel 4,
ville blive givet påbud om anvendelse af værnemidler, hvis det blev
konstateret, at støvkoncentrationen var for høj.
Arbejdsmiljørådet kunne herefter tilslutte sig indstillingen fra
Planlægningsudvalget.«
Bekendtgørelsen om arbejde med montering og nedrivning af
isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre er som nævnt
dateret den 9. juni 1988 og trådte med en enkelt undtagelse i kraft den 15.
juli 1988. I bekendtgørelsens kapitel 3 om planlægning m.v. hedder det i § 6:
»§ 6. Hvis det er muligt at vælge mellem forskellige
mineraluldsprodukter, der opfylder de tekniske krav, skal projekterende,
rådgivende og arbejdsgivere, når de vælger, vælge produkter, der formindsker
afgivelsen af støv og fibre på arbejdspladsen, fx. ved at anvende produkter,
der kræver mindst mulig tildannelse, samt med imprægnering, forsegling
o.lign.«
Bekendtgørelsens kapitel 4, hvortil der blev refereret under
Arbejdsmiljørådets møde den 8. juni 1988, indeholder almindelige bestemmelser
om oplagring, udpakning og tilskæring af materialerne, renholdelse af
arbejdspladsen samt om, at de ansatte skal være gjort bekendt med
brugsanvisningen fra leverandøren, have stillet beskyttelseshandsker og
øjenværn til rådighed og have adgang til håndvask eller lignende
vaskemuligheder under arbejdet. Brugsanvisningen skal ifølge § 2 indeholde
oplysninger om sundhedsmæssige risici og sikkerhedsforanstaltninger, der skal
træffes i forbindelse hermed, herunder hærdningsprodukters og
imprægneringsoliers eventuelle sundhedsmæssige egenskaber.
I skrivelser af 14. juli 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening har Rockwool
A/S og Superfos Glasuld A/S oplyst, at den anvendte imprægneringsolie har
været anvendt i en meget lang årrække, og at olien ikke har givet anledning
til arbejdsmiljømæssige problemer. I skrivelsen fra Rockwool A/S er
yderligere anført, at den forøgede olieimprægnering ikke har givet anledning
til en eneste negativ reaktion fra arbejdstagerside.
Til brug for sagen har Direktoratet for Arbejdstilsynet i en skrivelse af
20. juli 1988 besvaret nogle spørgsmål fra Dansk Arbejdsgiverforening om den
muligt sundhedsfarlige karakter af arbejdet med olieimprægnerede
isoleringsmåtter. I skrivelsen, der var vedlagt et notat med besvarelse af de
stillede spørgsmål, sammenfatter direktoratet sin vurdering således:
» Som det fremgår, er direktoratets samlede vurdering, at det
væsentlige ved olietilsætningen er reduktion af fiberafgivelse ved
håndtering. Direktoratet anser det for meget lidt sandsynligt, at olien i
mineralulden fremkalder sygdomme.«
I notatet hedder det bl.a.:
»ad 2a og 2b
Den tilsatte olie koger ved temperatur fra 365 grader C til 565 grader C.
Direktoratet mener på dette grundlag ikke, at personer, der isolerer med
produkter tilsat olien, er udsat for oliedampe eller aerosoler. Derimod er
disse personer udsat for fibre, der er belagt med den tilsatte mineralolie.
En del af disse fibre vil ramme bronchier og alveoler. Fra alveolerne, som er
de dele af lungerne, hvor luftskiftet finder sted, er der ingen
rensningsmekanisme for fremmedlegemer.
ad 3a, 3b og 3c
Direktoratets notat af 6. juni 1988 vedlægges.
Der henvises til vedlagte bilag Det fremgår heraf, at det af Rockwool
anvendte produkt er en olie, som anvendes til at blande smøreolier. Den har
et indhold på 70% paraffiner, 23% naphtener, 6,5% aromater og 0,7% svovl. Det
drejer sig altså ikke om et produkt, der kan sammenlignes med paraffinolie,
der anvendes i kosmetik og farmaka. Specielt er aromaterne hudirriterende, og
der findes efter producentens angivelse små mængder PAH, som ved et
penslingsforsøg ikke skulle give kræft. Yderligere er der et indhold af
svovl, som har biologiske virkninger.
Det bør fremhæves, at de grove mineraluldsfibre, som frigøres under
arbejde med måtterne, giver anledning til hudirritation. Tilføjes der en
yderligere hudirriterende faktor, som indføres i huden ved hjælp af de grove
fibre, vil der i det mindste være tale om en sammenlagt virkning af de to
påvirkninger.
ad 4
Direktoratet skal bekræfte, at man har meddelt henholdsvis Rockwool A/S og
Glasuld A/S, at direktoratets påbud af 15. december 1987 vedrørende
fiberafgivelse fra isoleringsprodukter kan anses opfyldt ved, at
fiberafgivelsen formindskes ved olieimprægnering.
Direktoratets samlede vurdering er som anført i notatet af 6. juni, at
dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering af
den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede
mineraluldsprodukter.
Direktoratet vil fremhæve, at indånding af mineraluldsfibre udgør en
sundhedsrisiko, og at målet må være, at produkterne ikke afgiver fibre, der
kan indåndes. Arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter medfører en
væsentlig mindre fiberafgivelse end arbejde med uemballerede og
ikke-imprægnerede produkter. Denne fordel anses for så afgørende i forhold
til de eventuelle sundhedsmæssige virkninger ved tilsætning af den anvendte
mineralolie i de aktuelle mængder, at direktoratet ikke på det foreliggende
har alvorlige betænkeligheder ved olietilsætningen.«
Af oplysninger fra producenterne af de omhandlede isoleringsmåtter
fremgår, at der nu sælges langt flere olieimprægnerede måtter end måtter med
beklædning på begge sider, der er dyrere end de olieimprægnerede.
For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af afdelingsleder hos A/S Ikas
Espen Balling, forretningsfører Arni Berg fra det indklagede forbund og af
isoleringsarbejder Jørgen Andersen. Retten har ikke fundet grundlag for at
imødekomme en begæring fra klagerne om indkaldelse som vidne af
Arbejdstilsynets direktør Erik Andersen til at afgive forklaring for retten.
Afdelingsleder Espen Balling har forklaret, at virksomheden beskæftiger
ca. 150 ansatte. Efter påbudet i december 1987 drøftede man situationen med
såvel leverandøren som tillidsrepræsentanterne og besluttede herefter at købe
»dobbeltdækkeren«. Den anvendte man fortsat på arbejdspladsen
B & W Skibsværft, efter at man i løbet af foråret 1988 var gået over
til at anvende oliemåtterne på virksomhedens øvrige arbejdspladser, hvilket
ikke havde givet anledning til problemer. Oliemåtterne i den nye udgave
støver mindre, og de er ca. 25% billigere end »dobbeltdækkeren«.
Grunden til, at man først senere ville skifte til oliemåtter på
arbejdspladsen B & W Skibsværft, var, at man havde indkøbt et stort parti
af »dobbeltdækkeren« til brug for det skib, som man da var i gang
med, og derfor ville vente med at skifte over til oliemåtterne, indtil man
den 29. juni 1988 skulle i gang med et nyt skib. Da de nye måtter blev
leveret i begyndelsen af juni 1988, fik afhørte af konduktøren at vide, at
der ville blive problemer, fordi folkene var utrygge ved den øgede
olietilsætning. Afhørte skaffede noget materiale herom, bl.a. notatet af 6.
juni 1988 fra direktoratets 10. kontor, som han under en telefonsamtale den
28. juni 1988 gennemgik med en medarbejder i direktoratet. Denne undrede sig
lidt over, at afhørte kendte notatet, da det var et internt notat, men
resultatet af deres samtale blev, at man fra tilsynets side intet havde imod,
at de fremtidig anvendte de olieimprægnerede måtter. Afhørte spurgte den
pågældende medarbejder, om denne ville komme ud og sige det til folkene, men
den pågældende henviste afhørte til at rette henvendelse til en medarbejder
ved den lokale tilsynskreds. Denne havde intet mod de olieimprægnerede
måtter, og de aftalte, hvornår vedkommende skulle komme ud på værftet og
forklare dette for folkene. Da afhørte underrettede tillidsrepræsentanten
Jørgen Andersen herom, fik han imidlertid at vide, at folkene afviste at
arbejde med disse måtter og ikke ønskede at høre på nogen repræsentant fra
tilsynet. Når man fra virksomhedens side foreslog en deling af merudgifterne
ved fortsat anvendelse af »dobbeltdækkeren«, var grunden alene, at
man på den måde ville prøve at få arbejdet i gang igen. Man anslog merprisen
til ca. 3600 kr. pr. skib, men har senere beregnet den til ca. 10.000 kr.
Forretningsfører Arni Berg har forklaret, at de 1800 kr., som man talte om
på fællesmødet, kom frem på den måde, at de pågældende arbejdere havde
fortalt ham, at man fra arbejdsgiverside havde sagt til dem, at det ikke var
nødvendigt at skifte til oliemåtterne, hvis de kunne blive enige om at dele
merudgifterne. Dette blev bekræftet ved fællesmødet.
Isoleringsarbejder Jørgen Andersen, der var akkordholder og er valgt som
tillidsrepræsentant, har forklaret, at han talte med virksomhedens konduktør,
da de fik leveret de nye oliemåtter, fordi disse efter hans mening var
sundhedsmæssigt uforsvarlige, da de ville binde endnu mere støv fra
omgivelserne end de tidligere oliemåtter. Ved et møde den 28. juni 1988 med
Espen Balling fik afhørte udleveret det materiale fra tilsynet, som denne
havde fået, herunder notatet af 6. juni 1988. Det drøftede de under en
samtale, som tilsynet via telefonen deltog i, men de blev ikke enige om
noget. Alligevel var folkene indstillet på at gå i gang med det nye skib,
idet de kunne bruge den første uges tid til at rydde op og udføre andet
arbejde, hvortil de ikke skulle bruge måtterne. Den 29. juni 1988 kom
konduktøren imidlertid ud på værftet og spurgte dem, hvem der skulle med i
arbejdet på det nye skib. De, der skulle med, måtte gå i gang »her og
nu«, idet de ellers måtte rejse. Afhørte ringede så til Balling for at
høre, om det kunne have sin rigtighed. Det sagde Balling ja til. Afhørte var
klar over, at de nye måtter blev anvendt på andre af virksomhedens
arbejdspladser.
Klagerne har til støtte for påstandens 1. og 2. led anført, at
arbejdsnedlæggelsen den 29. juni 1988 blev iværksat kun 20 dage efter
udsendelsen af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejde med montering og
nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre, der
i § 6 sidestiller olieimprægnering af mineraluldsmåtterne og forsegling af
disse. Af Arbejdsrettens domme af 6. juni 1988 i sagerne nr. 87.459, 87.462
og 88.025 kan udledes, at der efter praksis i almindelighed må tillægges
Arbejdstilsynets godkendelse af arbejdsforholdene afgørende betydning ved
bedømmelsen af, om en arbejdsopgave frembyder en sådan risiko for arbejdernes
liv og velfærd, at de i henhold til Normens § 5, stk. 2, kan nægte at udføre
den. Efter udstedelsen af bekendtgørelsen - som er blevet til i enighed
mellem parterne under et samarbejde herom, som også det indklagede forbund
deltog i - har de pågældende isoleringsarbejdere derfor intet grundlag haft
for at nægte at arbejde med de olieimprægnerede måtter i stedet for
»dobbeltdækkeren«. For deres vedkommende var der således tale om en
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet det må lægges til grund, at de
har vægret sig ved at udføre pålagt arbejde med de nye måtter. Der var ikke
tale om et pludseligt opstået problem, men om en sag, som havde givet
anledning til drøftelser mellem ledelsen og arbejderne, inden arbejdet blev
nedlagt. Der er således tale om en slags arbejdsretlig selvtægt, som må
medføre, at der pålægges de pågældende arbejdere bod efter sædvanlige
retningslinier. Det må endvidere pålægges dem at holde arbejdet normaliseret,
hvilket indebærer, at de ikke kan vægre sig ved at arbejde med de
olieimprægnerede måtter, idet der ikke siden bekendtgørelsens udsendelse er
fremkommet nyt materiale, som har ændret den vurdering af den sundhedsmæssige
risiko, som bekendtgørelsen er udtryk for. Af det anførte følger endvidere,
at der må ske frifindelse for så vidt angår de indklagedes påstande over for
virksomheden.
Til støtte for påstandens 3. led om organisationsansvar har klagerne
anført, at det indklagede forbund under fællesmødet den 30. juni 1988 ikke
ville anerkende, at der for så vidt angår de her omhandlede 4 medlemmer af
forbundet var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, ligesom man
nægtede at efterkomme arbejdsgiversidens opfordring til at pålægge også disse
strejkende at genoptage arbejdet. Modsat situationen i de ved Arbejdsrettens
dom af 10. december 1984 afgjorte sager nr. 9910 og 9920 var der i sagen her
tale om en klar og ubetinget nægtelse af at give et sådant pålæg. Som
fastslået ved Arbejdsrettens dom af 25. oktober 1979 i de under et pådømte
sager 8760 og 8761, har forbundet dermed gjort sig medansvarlig for den
overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og må idømmes en alvorlig bod, idet
det må betragtes som en skærpende omstændighed, at forbundet har deltaget i
udarbejdelsen af bekendtgørelsen fra Direktoratet for Arbejdstilsynet for så
3 uger senere at støtte en aktion, som var klart overenskomststridig efter
bekendtgørelsens udsendelse.
De indklagede har anført, at Normens § 5, stk. 2, overlader det til den
enkelte arbejder at sige fra, hvis vedkommende mener, at arbejdsforholdene
frembyder en sådan risiko for liv eller velfærd, at det vil være uforsvarligt
at fortsætte arbejdet. Ved dommen af 6. juni 1988 i Arbejdsrettens sag nr.
87.462 skete der frifindelse, uanset at Arbejdstilsynet havde godkendt
arbejdsforholdene. Dommen viser således, at Arbejdstilsynets godkendelse ikke
er eneafgørende for spørgsmålet, om der er tale om en overenskomststridig
arbejdsnedlæggelse eller eventuelt en overenskomststridig lockout fra
arbejdsgiverside. For bedømmelsen af den foreliggende sag er det afgørende,
hvad de pågældende isoleringsarbejdere vidste, mens konflikten løb. Da man
drøftede situationen den 28. juni 1988, havde man ikke andet
dokumentationsmateriale vedrørende den sundhedsmæssige risiko end notatet af
6. juni 1988 fra Arbejdstilsynets 10. kontor. Heraf fremgik, at tilsynet
klart erkendte en række risici ved arbejdet med de olieimprægnerede måtter.
Man gav i notatet udtryk for betydelig usikkerhed og for, at der var tale om
vurderinger på et ufuldstændigt grundlag. Det var derfor forståeligt, at
folkene vægrede sig mod at arbejde med disse måtter. Bekendtgørelsen fra
Arbejdstilsynet var nok udsendt, men trådte først i kraft senere, og § 6 kan
ikke forstås således, at der er givet »grønt lys« for imprægnering
med en hvilken som helst type olie. Som situationen var, må et eventuelt
bodsansvar i hvert fald bortfalde eller lempes. I virkeligheden var
situationen den 29. juni 1988, at folkene kunne have udført andet -
forberedende - arbejde i en uges tid, inden de skulle i gang med
isoleringsarbejdet med oliemåtterne. De må derfor betragtes som hjemsendt og
hjemsendelsen af dem som en overenskomststridig lockout.
De indklagede har videre anført, at det under fællesmødet var - og fortsat
er - uklart, om betingelserne for at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, er til
stede. I en sådan situation kan det ikke bebrejdes forbundet, at man ikke ved
fællesmødet gav tilsagn om at pålægge folkene at genoptage arbejdet.
Forbundet må derfor frifindes. Den fortsat bestående uklarhed om den
sundhedsmæssige risiko, som er kommet til udtryk i skrivelsen af 20. juli
1988 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, må medføre, at påstanden om
fortsat at holde arbejdet normaliseret og dermed acceptere at arbejde med
oliemåtterne, ikke kan tages til følge.
Arbejdsretten skal udtale:
Direktoratet for Arbejdstilsynet har såvel før som efter udsendelsen af
bekendtgørelsen af 9. juni 1988 om arbejde med montering og nedrivning af
isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre givet udtryk for,
at dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering
af den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede
mineraluldsprodukter. Ved bekendtgørelsen, der er tilblevet i et samarbejde
mellem Arbejdstilsynet og de berørte organisationer, har man imidlertid efter
en samlet vurdering accepteret, at den øgede olietilsætning har reduceret
fiberafgivelsen ved håndteringen af de olieimprægnerede måtter, og at det må
anses for lidet sandsynligt, at olien i mineralulden fremkalder sygdomme.
Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten, at de indklagede
isoleringsarbejdere efter bekendtgørelsens udsendelse har været uberettigede
til i medfør af Normens § 5, stk. 2, at vægre sig ved at arbejde med de
olieimprægnerede måtter, som virksomheden ønskede anvendt også på
arbejdspladsen B & W Skibsværft, da man ved udgangen af juni måned 1988
skulle påbegynde isoleringsarbejdet på en ny skibsbygning. Standsningen af
arbejdet i tiden fra den 29. juni til og med den 15. juli 1988 var derfor en
overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse og ikke nogen
overenskomststridig lockout. Af det anførte følger endvidere, at virksomheden
også fremtidig kan kræve arbejdet udført med anvendelse af de omhandlede
isoleringsmåtter, således at en normalisering af arbejdet forudsætter, at en
bestemmelse herom efterleves. Arbejdsretten tager herefter 1. og 2. led af
klagernes påstand til følge, dog bortset fra bodspåstanden, ligesom klagerne
frifindes for de af de indklagede nedlagte selvstændige påstande.
Ved afgørelsen af, om bod skal pålægges de strejkende arbejdere, lægger
Arbejdsretten til grund, at disse også efter bekendtgørelsens udsendelse kan
have haft nogen føje til at tro, at arbejdet med de olieimprægnerede
isoleringsmåtter ville indebære en sundhedsmæssig risiko, en opfattelse, som
kan være blevet bestyrket ved den holdning, som deres forbund indtog ved
fællesmødet den 30. juni 1988. Retten finder herefter, at den bod, som de
indklagede medlemmer af forbundet har forskyldt, kan bortfalde i medfør af
Arbejdsretslovens § 12, stk. 2.
For så vidt angår bodspåstanden over for det indklagede forbund finder
retten derimod, at bod er forskyldt. Det er herved lagt til grund, at
forbundet - der havde deltaget i udarbejdelsen af Arbejdstilsynets
bekendtgørelse og således var bekendt med og havde haft lejlighed til at
vurdere det foreliggende dokumentationsmateriale - ved sin passivitet under
og efter fællesmødet den 30. juni 1988 gjorde sig delagtig i den
overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Den af forbundet forskyldte bod
findes passende at kunne fastsættes til 100.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t :
De på sagens bilag 1 anførte 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i
Danmark - isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang
Magnussen og Jørgen Andersen - skal anerkende, at den i perioden fra den 29.
juni til og med den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse
var overenskomststridig.
De nævnte medlemmer skal fortsat holde arbejdet normaliseret.
Til Dansk Arbejdsgiverforening skal Specialarbejderforbundet i Danmark
betale en bod på 100.000 kr.
Parterne frifindes for de i øvrigt nedlagte påstande, herunder påstanden
om, at de indklagede medlemmer af forbundet pålægges bod.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal Landsorganisationen i Danmark
betale 2.000 kr.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.289, s.514, Hasselbalch
Kollektivarbejdsretten s.147, K 87.459, K 9910 m.fl. (A1984 s.109).
Lignende dokumenter
- Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen). Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.1.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket Bod 1.2.1.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod 1.3. Bodsstørrelse og bodssatser (for så vidt angår størrelsen af bod til organisationer, se Organisationsansvar.) Overarbejdsvægring. Systematisk aktion. (* 1) Overarbejdsvægringer led i systematisk aktion. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Århus Flydedok A/S, Århus (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund, Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark, Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, Træindustriforbundet i Danmark og Dansk El- Forbund for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Ino Dimsits) Dommere: Agnete Halmind, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Bent Nielsen, Albæk Petersen og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.1.1, bodanedsættelse/fritagelse sket 1.3. Bodsstørrelse og bodssatser (for så vidt angår størrelsen af bod til organisationer, se Organisationsansvar.) Fællesmøde. (* 1) (* 2) Arbejdet først genoptaget op til 4 timer efter normal arbejdstids begyndelse dagen efter fællesmødet. Halv timebod pålagt. Kommunernes Landsforening for Åbenrå Kommune (advokat Mariann Norrbom) mod henholdsvis Landsorganisationen i Danmark for Pædagogisk Medhjælper Forbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund for et antal medlemmer af dette forbund (advokat Peder Vesterbæk) Dommere: Secher Assens, Bisgaard, Ole Espersen, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Strube og Tjellesen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket. Politisk aktion(* 1) (* 2) Sædvanlig bod i anledning af deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i protest med lovindgrebet i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ludvigsen og Herman A/S, Glostrup, A/S Rørbyg, København, Semco A/S, Brøndby, VVS Konsortiet I/S, Holte, og Poul Damgaard, Holte, (kontorchef H. Marstrand Dahl) mod Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Degerbøl, Engelbrechtsen, Kiil (retsformand), Mads Kofod, Gert Kristensen, Strube og Wahl. Afgrelse truffet af: Arbejdsretten Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.1.1. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 2.2.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver idømt bod for uberettiget bortvisning efter overenskomststridig arbejdsnedlæggelse Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne (direktør Poul Juelsbjerg) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Finn Hoffmann, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997
- Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 1.1. Bod ikke pålagt, da overenskomstridigt forhold ikke antaget at foreligge, 2.3.2. Bod ikke pålagt, Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst. Organisationsansvar 2.2. (* 1) (* 2) Overenskomstbestemmelse, hvorefter fastlæggelse af den ugentlige arbejdstid skulle ske ved lokalaftale ikke overholdt af arbejdsgiveren. Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) for Skovbrugets Arbejdsgiverforening (kontorchef Per Laurents) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Morten Ulrich) Dommere: Bisgaard, Bjerregaard (retsformand), Max Bæhring, Gade, H.B. Geertsen, Wahl og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997