Spring til indhold

Retsinformation

Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket. Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650 Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.

DOM nr 3037 af 01/12/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket.

Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt.

Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2)

Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt

arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for

passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for

Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650

Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i

Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal

medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen,

Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske

Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Hvidovre, indklaget Landsorganisationen i

Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal

medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten og har under domsforhandlingen

nedlagt følgende endelige påstand:

1. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund

tilpligtes at anerkende, at den i perioden fra onsdag den 29. juni til og med

fredag den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse var

overenskomststridig, ligesom de tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at

betale hver især en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de har

deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

2. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund

tilpligtes fortsat at holde arbejdet normaliseret.

3. Indklagede, Specialarbejderforbundet i Danmark, tilpligtes til Dansk

Arbejdsgiverforening at betale en af retten fastsat bod for overenskomstbrud

i form af delagtighed i den af de indklagede medlemmer af forbundet foretagne

overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

De indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende selvstændige

påstande over for virksomheden som indklaget:

Læs alt

1. Den indklagede virksomheds hjemsendelse af 4 medarbejdere den 29. juni

1988 var en overenskomststridig lockout.

2. Den indklagede virksomhed tilpligtes at betale til

Specialarbejderforbundet i Danmark en efter rettens skøn fastsat bod.

Over for disse påstande har klagerne nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens bilag 1 - navnelisten - omfatter 8 isoleringsarbejdere. Klagerne

har imidlertid under domsforhandlingen frafaldet påstanden over for de 4

sidst anførte isoleringsarbejdere, således at påstanden alene vedrører

isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang Magnussen og

Jørgen Andersen.

Disse 4 isoleringsarbejdere, der alle har været ansat i virksomheden i en

årrække, havde i længere tid forud for den 29. juni 1988 været beskæftiget

med isolering af nybyggede skibe på virksomhedens arbejdsplads B & W

Skibsværft. Arbejdet var gennem nogen tid blevet udført med mineraluldsmåtter

indpakket i papir på begge sider, populært betegnet

»dobbeltdækkere«, men skulle fra den 29. juni 1988, da man begyndte

isoleringsarbejdet på et nyt skib, udføres med mineraluldsmåtter imprægneret

med et oliebaseret produkt. Fra arbejderside tilkendegav man imidlertid, at

man ikke ønskede at arbejde med disse måtter, fordi arbejdet med

olieimprægnerede måtter tidligere havde givet anledning til gener og muligt

frembød en sundhedsrisiko.

Arbejdsvægringen blev behandlet ved et fællesmøde den 30. juni 1988. I

referatet fra mødet hedder det bl.a.:

»Fra arbejderside erkendte man, at der var tale om en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse for de 4 medlemmer af

Specialarbejderforbundet i Danmark, som havde nedlagt arbejdet i sympati med

de øvrige kollegaer, og at man ville pålægge dem, at genoptage arbejdet

senest fredag den 1. juli d.å. ved normal arbejdstids begyndelse. De øvrige 4

medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, som var blevet pålagt at

arbejde med et af Arbejdstilsynet godkendt isoleringsmateriale

(olieimprægneret), ville man ikke anerkende, at der var tale om en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet man henviste til Normens § 5,

stk. 2, samt under henvisning til Direktoratet for Tilsynet 10. kontor's

skrivelse af 6. juni 1988 samt resume af Arbejdsmiljørådets møde af 8. juni

1988.

Fra arbejderside gjorde man gældende, at der findes alternative produkter

»dobbeltdækkeren« og anbefaler, at dette bruges i stedet for

førnævnte isoleringsmateriale. Dette har i øvrigt været brugt siden januar

1988.

Arbejdsgiveren v/Esper Balling anerkender dette.

Arbejdsgiveren bragte i forslag at hver part betalte kr. 1.800,- i

meromkostninger pr. skib fremover, hvilket arbejdstagersiden ikke kunne

godkende, idet materialeindkøb er dem uvedkommende.

Fra arbejderside gjorde man i øvrigt gældende, at der var tale om

overenskomstbrud i forbindelse med hjemsendelsen af de 4 medlemmer af

Specialarbejderforbundet i Danmark. Man gjorde i øvrigt gældende, at af disse

4 var den ene sikkerhedsrepræsentant og den anden tillidsmand samt

akkordholder, og at man vil forbeholde sig ret til at indbringe sagen om

hjemsendelsen for Arbejdsretten.

Fra arbejdsgiverside afviste man, at der var tale om overenskomstbrud fra

virksomhedens side, idet de pågældende isoleringsarbejdere havde etableret en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Fra arbejdsgiverside fastholdt man klagen, og man opfordrede arbejdersiden

til at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 1. juli d.å. ved

normal arbejdstids begyndelse.

Fra arbejdsgiverside tog man forbehold over for at gøre

organisationsansvar gældende.

Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for

Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages som ovenfor anført.'

Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet ved et forberedende retsmøde i

Arbejdsretten den 7. juli 1988. Efter parternes begæring blev sagen udsat.

Arbejdet blev herefter genoptaget mandag den 18. juli 1988. Om det forud

herfor passerede hedder det i en redegørelse af 15. juli 1988 fra Foreningen

af Danske Isoleringsfirmaer bl.a.:

»Foranlediget af de kontakter, der var mellem parterne efter det

forberedende møde i Arbejdsretten den 7. juli d.å., er der torsdag den 14.

ds. blev afholdt en uformel drøftelse af sagen mellem virksomheden,

Isoleringsarbejdernes Fagforening i København og Foreningen af Danske

Isoleringsfirmaer.

På dette møde enedes parterne om en løsning for at få arbejdet genoptaget.

Vi skal derfor for god ordens skyld bekræfte, at der blev opnået enighed

om, at arbejdet ville blive genoptaget fra mandag den 18. juli d.å., såfremt

virksomheden ville acceptere, at arbejdet på det igangværende skib kunne

fortsættes med brug af »dobbeltdækker«-mineraluldsmåtte i stedet

for den olieimprægnerede.

At virksomheden i den forbindelse tilkendegav, at man betragter dette

skridt som uden præjudice for øvrige arbejdspladser og øvrige skibe.

At det foretagne skridt ikke måtte få nogen indflydelse på den verserende

sag i Arbejdsretten, idet der i øvrigt var enighed om, at denne skulle

fremmes mest muligt, selv om arbejdet på det aktuelle skib blev

normaliseret.'

De fra arbejderside under fællesmødet den 30. juni 1988 påberåbte

dokumenter er internt arbejdsmateriale, som er fremlagt under sagens

behandling for Arbejdsretten, og som sammen med andet fremlagt materiale har

været grundlag for den af Direktoratet for Arbejdstilsynet den 9. juni 1988

udsendte bekendtgørelse om arbejde med montering og nedrivning af

isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre.

Om baggrunden for udsendelsen af denne bekendtgørelse er oplyst, at

spørgsmålet om mineraluldsfibres eventuelt kræftfremkaldende virkning blev

drøftet under et møde i Direktoratet for Arbejdstilsynet den 15. december

1987 med deltagelse af bl.a. direktøren for Arbejdstilsynet Erik Andersen

samt af repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, Industrifagene,

Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer, Isoleringsarbejdernes Fagforening og

de danske producenter af mineraluldsmåtter Rockwool A/S og Superfos Glasuld

A/S. Forud for mødet havde Rockwool A/S indhentet en erklæring fra Statoil

A/S om kræftrisikoen ved anvendelse af den olie, som efter det oplyste

allerede da var blevet brugt i nogen tid til imprægnering af

mineraluldsmåtter. Af skrivelsen fremgik, at den »højtraffinerede

parafinske mineralolie« ikke havde vist nogen carcinogen effekt. I

referatet fra mødet den 15. december 1987 hedder det bl.a.:

»Erik Andersen oplyste indledningsvis, at fibre fra bl.a. glasuld og

rockwool af IARC vurderes som muligt kræftfremkaldende for mennesker (gruppe

II b), og at arbejdstilsynet på den baggrund ønsker en effektiv

forebyggelsesindsats såvel i produktionsleddet som i anvendelsesleddet.

På et forudgående møde havde fabrikanterne været indstillet på aktivt og

hurtigt at produktudvikle mineraluldsprodukter, således at støvudviklingen

mindskes mest muligt.

Erik Andersen orienterede om, at der nu skal sættes to udvalgsarbejder i

gang: for det første et dokumentationsudvalg under arbejdsmiljørådet, som

dels skal se på kriteriegrundlaget for arbejdstilsynets kræftliste med

henblik på en differentiering af stofferne på listen, jfr. IARC's

klassifikation. Dels skal udvalget drøfte dokumentationsgrundlaget for at

placere naturlige og syntetiske mineralfibre på arbejdstilsynets kræftliste i

1989.

For det andet skal et partsudvalg udarbejde en bekendtgørelse, som gerne

skulle ligge færdig med udgangen af marts måned. Bekendtgørelsen skal

indeholde krav til produkterne samt krav om foranstaltninger ved arbejde med

disse produkter.

Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at

mineraluldsprodukterne skal afgive så lidt støv som muligt.

De mere specifikke metoder til at sikre dette skal drøftes i det særlige

partsudvalg, som skal udarbejde en bekendtgørelse. Under hensyn til, at en

bekendtgørelse bl.a. på grund af notifikationsforpligtelsen ikke kan udsendes

inden for den nærmeste fremtid, mente Erik Andersen, at der var behov for at

fremskynde udvalgsarbejdet, således at arbejdet med bekendtgørelsesudkastet

senest er afsluttet ved udgangen af marts måned, og at der i perioden, indtil

bekendtgørelsen foreligger, bør findes en overgangsløsning. Denne løsning

kunne fx være, at producenterne forpligtede sig til kun at levere

isoleringsmateriale med beskyttelseslag.

Parterne overvejede Erik Andersens forslag.

Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at begge fibertyper

(glasuld, rockwool) skal behandles ens i arbejdsmiljørådets

dokumentationsudvalg, jfr. IARC's klassificering af fibrene i gruppe II b

(muligt kræftfremkaldende for mennesker). Videre var der enighed om, at

udvalgsarbejdet blev iværksat umiddelbart i det nye år med henblik på at opnå

enighed om foranstaltninger til mindskelse af støvafgivelse.

Erik Andersen henstillede på den baggrund, at producenterne i en 3

måneders periode til teknisk isolering alene leverer isoleringsmateriale med

beskyttelseslag i det omfang, det allerede findes i produktsortimentet.

Erik Andersen påbød herefter i medfør af arbejdsmiljølovens § 34 Superfos

Glasuld A/S og Rockwool A/S ved

levering at sikre produkterne på en sådan måde, at afgivelsen af fibre er

mindst mulig, således at arbejde med produkterne kan ske sikkerheds- og

sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

En sådan sikring mod fiberafgivelse kan ske ved, at isoleringsmaterialerne

leveres med beskyttelseslag, forsegling og lignende.

Påbudet omfatter mineraluldsprodukter til teknisk isolering, som allerede

findes i virksomhedernes varesortiment, og er gældende fra 1. januar til

udgangen af marts 1988.«

Ved skrivelse af 25. marts 1988 meddelte Direktoratet for Arbejdstilsynet,

at påbudet kunne »opfyldes ved, at fiberafgivelsen mindskes ved

imprægnering, således som det er sket fx. med Lamelmåtte Plus.« Af

skrivelsen, der er stilet til Superfos Glasuld A/S, fremgår, at

»produktet Lamelmåtte Plus i hovedtræk ligger på linje med de af

Rockwool A/S oplyste vedrørende Lamelmåtte Comfort.« Karakteristisk for

begge disse produkter er et øget olieindhold, der har til formål at reducere

afgivelsen af fibre under arbejdet med måtterne.

Til brug for det i referatet fra mødet den 15. december 1987 omtalte

partsudvalg med deltagelse også af det indklagede forbund blev tilvejebragt

nærmere oplysninger om den olie, som anvendes til imprægnering af

mineraluldsmåtterne. For så vidt angår Rockwool A/S indeholdes oplysningerne

i en skrivelse af 15. april 1988 fra Statoil A/S, hvori det hedder:

»I tillæg til tidligere fremsendte oplysninger om olien på lamelmåtte

Comfort kan vi med hensyn til forespørgslen om hudirritation oplyse følgende.

Den højt raffinerede og udpræget paraffinske mineralolie, der ikke har

nogen tilsætningsstoffer, udmærker sig ved usædvanlig høj viskositet: 440

mm2/s (cSt) ved 40 grader C og meget lav flygtighed: Flammepunkt = 300 grader

C. I forhold til mineralolier med lav viskositet og høj flygtighed, der i

nogen grad vil være i stand til at penetrere huden og virke fedtopløsende og

derved virke hudirriterende, vil ovennævnte olie, som kan betegnes

»meget svær«, have den mindst mulige effekt på huden.'

I den tilsvarende skrivelse af 28. april 1988 fra Superfos Glasuld A/S til

Direktoratet for Arbejdstilsynet hedder det:

»Vedr.: Støvdæmpning med mineralolie

Refererende til Deres Skrivelse af 14.04.88 skal vi herved fremkomme med

de ønskede oplysninger om den anvendte olie.

Der findes i dag ikke noget mere effektivt middel til dæmpning af

støvafgivelsen fra mineraluld end olie, og spørgsmålet er, om vi herved

påfører materialerne uheldige bivirkninger.

De krav, som vi stiller til olien, er et højt flammepunkt, over 300 grader

C, Den tilbageblevne olierest har så højt et kogepunkt, at den ved

stuetemperatur ikke afgiver dampe og følgelig heller ikke forsvinder.

Raffineret mineralolie skulle efter IARC's liste ikke have cancerogen

effekt ved hudkontakt bedømt ud fra dyreforsøg. Mine egne erfaringer gennem

10 år i branchen (dengang Esso på laboratoriet på Prøvestenen) er, at de rene

produkter ikke generer huden: men at tilfælde af eksem f.eks. hos malere og

mekanikere altid var i forbindelse med opløsningsmidler, som rensede hænderne

men samtidig affedtede huden for kraftigt. Paraffinolie og vaseline er også

mineralolieprodukter!»

Den i fællesmødereferatet omtalte skrivelse af 6. juni 1988 fra

Direktoratet for Arbejdstilsynets 10. kontor er som tidligere anført et

internt notat, udarbejdet til brug for det udvalg, som skulle udarbejde

bekendtgørelsen. I skrivelsen hedder det:

»Angående mineralolie tilsat Rockwool-lamelmåtte Comfort og

Glasuld-lamelmåtte Plus.

I forbindelse med udarbejdelse af bekendtgørelsen om arbejde med

mineraluld i Arbejdsmiljørådets udvalg herfor, rejstes spørgsmålet om

eventuelle sundhedsskadelige virkninger af den olie, som tilsættes ovennævnte

produkter. Olien tilsættes for at mindske afgivelsen af fibre. Målinger har

vist, at koncentrationerne af luftbårne fibre ved arbejde med

olieimprægnerede produkter reduceres med 50% og derunder i forhold til

arbejde med standardprodukter.

Ifølge producenterne udgør olien 1 % af produkternes vægt, og i både

Glasulds og Rockwools produkter er olien en højt raffineret parafinsk

mineralolie. Inden olien påføres tilsættes opløsningsmidler og/eller

emulgatorer. Disse tilsætningsstoffer afdamper eller nedbrydes under

hærdeprocessen i hærdeovnen, hvor temperaturen er godt 200 grader og skulle

derfor ikke findes i de færdige produkter.

Direktoratet har i forbindelse med spørgsmålet hørt

Arbejdsmiljøinstituttet og en af Arbejdstilsynets konsulenter i hudsygdomme.

Direktoratet har følgende bemærkninger:

Ren mineralolie virker lokalirriterende ved hudkontakt, og gentagne

udsættelser kan give anledning til irritative eksemer.

Mineralolie virker tillige irriterende på slimhinder. Personer med hyppig

eller langvarig udsættelse for oliedampe eller aerosoler med mineralolie har

øget risiko for luftvejssygdomme (1).

Leverandørbrugsanvisningen nævner ligeledes risiko for irritationsvirkning

ved mineralolien. I afsnittet om akut risiko er nævnt, at irritation kan

optræde ved indånding samt i øjnene og på huden.

En allergifremkaldende effekt i huden af mineralolie er overordentlig

sjælden og ses næsten aldrig.

Den kræftfremkaldende effekt af mineralolie er vurderet i 1984 af WHO's

kræftforskningsinstitut IARC. Dokumentationen for kræftfremkaldende effekt af

højt raffinerede paraffinolier er vurderet, og det er IARC's konklusion, at

der ikke er holdepunkter for en kræftfremkaldende virkning i dyreforsøg.

Vurderingen bygger på forsøg, hvor olien er påført forsøgsdyrenes hud (2).

En sundhedsmæssig vurdering af risikoen ved arbejde med mineraluld tilsat

mineralolie vil med den nuværende viden være ufuldstændig.

Oliens placering på mineraluldsfibrene må betyde, at udsættelsen for

olierede mineralfibre adskiller sig fra udsættelse for olie alene. Opvarmning

af olien i hærdeovnen kan ændre den kemiske sammensætning af olien. Hvorvidt

der sker en ændring vides ikke, men det skønnes, at der næppe er tale om

ændringer af betydning. Andre oplysninger betyder dog, at dette skøn er

usikkert.

Der er ikke fundet undersøgelser, der viser hvilken virkning fibre med

olieimprægnering har på helbredet. Det må imidlertid antages, at olien via de

ridser, som mineralfibrene skærer, kan trænge ind i hud og slimhinder,

hvorved risikoen for oliens irritative virkning kan øges.

På huden er der tale om en velkendt irritationsvirkning fra mineralulden.

Om denne virkning formindskes eller øges lader sig ikke umiddelbart afgøre.

Der er ikke udviklet dyreforsøgsmetoder, som kan benyttes til en nærmere

afklaring.

I luftvejene vil olien via fibrene trænge ind i luftvejenes celler og

sammen med fibrene kunne øge risikoen for sundhedsskadelig virkning.

De ovennævnte risici skal sammenholdes med oplysningen om en reduktion i

fiberantallet i luften ved anvendelse af olieimprægnerede måtter.

Såfremt man udsættes for samme mængde fibre, må man regne med, at

påførslen af olien er en mulig yderligere sundhedsrisiko.

Konklusion

Dokumentationsgrundlaget er som nævnt ikke tilstrækkeligt til at vurdere

den aktuelle risiko for hud- og luftvejssygdomme ved arbejde med

olieimprægnerede mineraluldsprodukter. Direktoratet vil derfor følge arbejdet

med disse produkter med henblik på en nærmere vurdering af specielt den

irritative effekt.

Denne vurdering af erfaringerne med arbejdet med olieimprægnerede

mineraluldsprodukter vil kunne medføre, at direktoratet vil overveje,

hvorvidt der skal stilles særlige krav til arbejdet hermed.«

Et udkast til bekendtgørelsen blev drøftet under Arbejdsmiljørådets møde

den 8. juni 1988, i hvilket også forbundet var repræsenteret. I det under

sagen fremlagte referat fra mødet, hvortil der ligeledes blev henvist under

fællesmødet den 30. juni 1988, hedder det bl.a.:

»På mødet blev omdelt direktoratets toksikologiske vurdering af

mineralolie.

Endvidere bemærkede E. Andersen om den toksikologiske undersøgelse, at det

eksisterende videngrundlag ikke klart kunne frikende mineralolierne, hvorfor

direktoratet nøje ville følge udviklingen på området.

Endelig tilkendegav E. Andersen, at der inden for området af kapitel 4,

ville blive givet påbud om anvendelse af værnemidler, hvis det blev

konstateret, at støvkoncentrationen var for høj.

Arbejdsmiljørådet kunne herefter tilslutte sig indstillingen fra

Planlægningsudvalget.«

Bekendtgørelsen om arbejde med montering og nedrivning af

isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre er som nævnt

dateret den 9. juni 1988 og trådte med en enkelt undtagelse i kraft den 15.

juli 1988. I bekendtgørelsens kapitel 3 om planlægning m.v. hedder det i § 6:

»§ 6. Hvis det er muligt at vælge mellem forskellige

mineraluldsprodukter, der opfylder de tekniske krav, skal projekterende,

rådgivende og arbejdsgivere, når de vælger, vælge produkter, der formindsker

afgivelsen af støv og fibre på arbejdspladsen, fx. ved at anvende produkter,

der kræver mindst mulig tildannelse, samt med imprægnering, forsegling

o.lign.«

Bekendtgørelsens kapitel 4, hvortil der blev refereret under

Arbejdsmiljørådets møde den 8. juni 1988, indeholder almindelige bestemmelser

om oplagring, udpakning og tilskæring af materialerne, renholdelse af

arbejdspladsen samt om, at de ansatte skal være gjort bekendt med

brugsanvisningen fra leverandøren, have stillet beskyttelseshandsker og

øjenværn til rådighed og have adgang til håndvask eller lignende

vaskemuligheder under arbejdet. Brugsanvisningen skal ifølge § 2 indeholde

oplysninger om sundhedsmæssige risici og sikkerhedsforanstaltninger, der skal

træffes i forbindelse hermed, herunder hærdningsprodukters og

imprægneringsoliers eventuelle sundhedsmæssige egenskaber.

I skrivelser af 14. juli 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening har Rockwool

A/S og Superfos Glasuld A/S oplyst, at den anvendte imprægneringsolie har

været anvendt i en meget lang årrække, og at olien ikke har givet anledning

til arbejdsmiljømæssige problemer. I skrivelsen fra Rockwool A/S er

yderligere anført, at den forøgede olieimprægnering ikke har givet anledning

til en eneste negativ reaktion fra arbejdstagerside.

Til brug for sagen har Direktoratet for Arbejdstilsynet i en skrivelse af

20. juli 1988 besvaret nogle spørgsmål fra Dansk Arbejdsgiverforening om den

muligt sundhedsfarlige karakter af arbejdet med olieimprægnerede

isoleringsmåtter. I skrivelsen, der var vedlagt et notat med besvarelse af de

stillede spørgsmål, sammenfatter direktoratet sin vurdering således:

» Som det fremgår, er direktoratets samlede vurdering, at det

væsentlige ved olietilsætningen er reduktion af fiberafgivelse ved

håndtering. Direktoratet anser det for meget lidt sandsynligt, at olien i

mineralulden fremkalder sygdomme.«

I notatet hedder det bl.a.:

»ad 2a og 2b

Den tilsatte olie koger ved temperatur fra 365 grader C til 565 grader C.

Direktoratet mener på dette grundlag ikke, at personer, der isolerer med

produkter tilsat olien, er udsat for oliedampe eller aerosoler. Derimod er

disse personer udsat for fibre, der er belagt med den tilsatte mineralolie.

En del af disse fibre vil ramme bronchier og alveoler. Fra alveolerne, som er

de dele af lungerne, hvor luftskiftet finder sted, er der ingen

rensningsmekanisme for fremmedlegemer.

ad 3a, 3b og 3c

Direktoratets notat af 6. juni 1988 vedlægges.

Der henvises til vedlagte bilag Det fremgår heraf, at det af Rockwool

anvendte produkt er en olie, som anvendes til at blande smøreolier. Den har

et indhold på 70% paraffiner, 23% naphtener, 6,5% aromater og 0,7% svovl. Det

drejer sig altså ikke om et produkt, der kan sammenlignes med paraffinolie,

der anvendes i kosmetik og farmaka. Specielt er aromaterne hudirriterende, og

der findes efter producentens angivelse små mængder PAH, som ved et

penslingsforsøg ikke skulle give kræft. Yderligere er der et indhold af

svovl, som har biologiske virkninger.

Det bør fremhæves, at de grove mineraluldsfibre, som frigøres under

arbejde med måtterne, giver anledning til hudirritation. Tilføjes der en

yderligere hudirriterende faktor, som indføres i huden ved hjælp af de grove

fibre, vil der i det mindste være tale om en sammenlagt virkning af de to

påvirkninger.

ad 4

Direktoratet skal bekræfte, at man har meddelt henholdsvis Rockwool A/S og

Glasuld A/S, at direktoratets påbud af 15. december 1987 vedrørende

fiberafgivelse fra isoleringsprodukter kan anses opfyldt ved, at

fiberafgivelsen formindskes ved olieimprægnering.

Direktoratets samlede vurdering er som anført i notatet af 6. juni, at

dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering af

den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede

mineraluldsprodukter.

Direktoratet vil fremhæve, at indånding af mineraluldsfibre udgør en

sundhedsrisiko, og at målet må være, at produkterne ikke afgiver fibre, der

kan indåndes. Arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter medfører en

væsentlig mindre fiberafgivelse end arbejde med uemballerede og

ikke-imprægnerede produkter. Denne fordel anses for så afgørende i forhold

til de eventuelle sundhedsmæssige virkninger ved tilsætning af den anvendte

mineralolie i de aktuelle mængder, at direktoratet ikke på det foreliggende

har alvorlige betænkeligheder ved olietilsætningen.«

Af oplysninger fra producenterne af de omhandlede isoleringsmåtter

fremgår, at der nu sælges langt flere olieimprægnerede måtter end måtter med

beklædning på begge sider, der er dyrere end de olieimprægnerede.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af afdelingsleder hos A/S Ikas

Espen Balling, forretningsfører Arni Berg fra det indklagede forbund og af

isoleringsarbejder Jørgen Andersen. Retten har ikke fundet grundlag for at

imødekomme en begæring fra klagerne om indkaldelse som vidne af

Arbejdstilsynets direktør Erik Andersen til at afgive forklaring for retten.

Afdelingsleder Espen Balling har forklaret, at virksomheden beskæftiger

ca. 150 ansatte. Efter påbudet i december 1987 drøftede man situationen med

såvel leverandøren som tillidsrepræsentanterne og besluttede herefter at købe

»dobbeltdækkeren«. Den anvendte man fortsat på arbejdspladsen

B & W Skibsværft, efter at man i løbet af foråret 1988 var gået over

til at anvende oliemåtterne på virksomhedens øvrige arbejdspladser, hvilket

ikke havde givet anledning til problemer. Oliemåtterne i den nye udgave

støver mindre, og de er ca. 25% billigere end »dobbeltdækkeren«.

Grunden til, at man først senere ville skifte til oliemåtter på

arbejdspladsen B & W Skibsværft, var, at man havde indkøbt et stort parti

af »dobbeltdækkeren« til brug for det skib, som man da var i gang

med, og derfor ville vente med at skifte over til oliemåtterne, indtil man

den 29. juni 1988 skulle i gang med et nyt skib. Da de nye måtter blev

leveret i begyndelsen af juni 1988, fik afhørte af konduktøren at vide, at

der ville blive problemer, fordi folkene var utrygge ved den øgede

olietilsætning. Afhørte skaffede noget materiale herom, bl.a. notatet af 6.

juni 1988 fra direktoratets 10. kontor, som han under en telefonsamtale den

28. juni 1988 gennemgik med en medarbejder i direktoratet. Denne undrede sig

lidt over, at afhørte kendte notatet, da det var et internt notat, men

resultatet af deres samtale blev, at man fra tilsynets side intet havde imod,

at de fremtidig anvendte de olieimprægnerede måtter. Afhørte spurgte den

pågældende medarbejder, om denne ville komme ud og sige det til folkene, men

den pågældende henviste afhørte til at rette henvendelse til en medarbejder

ved den lokale tilsynskreds. Denne havde intet mod de olieimprægnerede

måtter, og de aftalte, hvornår vedkommende skulle komme ud på værftet og

forklare dette for folkene. Da afhørte underrettede tillidsrepræsentanten

Jørgen Andersen herom, fik han imidlertid at vide, at folkene afviste at

arbejde med disse måtter og ikke ønskede at høre på nogen repræsentant fra

tilsynet. Når man fra virksomhedens side foreslog en deling af merudgifterne

ved fortsat anvendelse af »dobbeltdækkeren«, var grunden alene, at

man på den måde ville prøve at få arbejdet i gang igen. Man anslog merprisen

til ca. 3600 kr. pr. skib, men har senere beregnet den til ca. 10.000 kr.

Forretningsfører Arni Berg har forklaret, at de 1800 kr., som man talte om

på fællesmødet, kom frem på den måde, at de pågældende arbejdere havde

fortalt ham, at man fra arbejdsgiverside havde sagt til dem, at det ikke var

nødvendigt at skifte til oliemåtterne, hvis de kunne blive enige om at dele

merudgifterne. Dette blev bekræftet ved fællesmødet.

Isoleringsarbejder Jørgen Andersen, der var akkordholder og er valgt som

tillidsrepræsentant, har forklaret, at han talte med virksomhedens konduktør,

da de fik leveret de nye oliemåtter, fordi disse efter hans mening var

sundhedsmæssigt uforsvarlige, da de ville binde endnu mere støv fra

omgivelserne end de tidligere oliemåtter. Ved et møde den 28. juni 1988 med

Espen Balling fik afhørte udleveret det materiale fra tilsynet, som denne

havde fået, herunder notatet af 6. juni 1988. Det drøftede de under en

samtale, som tilsynet via telefonen deltog i, men de blev ikke enige om

noget. Alligevel var folkene indstillet på at gå i gang med det nye skib,

idet de kunne bruge den første uges tid til at rydde op og udføre andet

arbejde, hvortil de ikke skulle bruge måtterne. Den 29. juni 1988 kom

konduktøren imidlertid ud på værftet og spurgte dem, hvem der skulle med i

arbejdet på det nye skib. De, der skulle med, måtte gå i gang »her og

nu«, idet de ellers måtte rejse. Afhørte ringede så til Balling for at

høre, om det kunne have sin rigtighed. Det sagde Balling ja til. Afhørte var

klar over, at de nye måtter blev anvendt på andre af virksomhedens

arbejdspladser.

Klagerne har til støtte for påstandens 1. og 2. led anført, at

arbejdsnedlæggelsen den 29. juni 1988 blev iværksat kun 20 dage efter

udsendelsen af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejde med montering og

nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre, der

i § 6 sidestiller olieimprægnering af mineraluldsmåtterne og forsegling af

disse. Af Arbejdsrettens domme af 6. juni 1988 i sagerne nr. 87.459, 87.462

og 88.025 kan udledes, at der efter praksis i almindelighed må tillægges

Arbejdstilsynets godkendelse af arbejdsforholdene afgørende betydning ved

bedømmelsen af, om en arbejdsopgave frembyder en sådan risiko for arbejdernes

liv og velfærd, at de i henhold til Normens § 5, stk. 2, kan nægte at udføre

den. Efter udstedelsen af bekendtgørelsen - som er blevet til i enighed

mellem parterne under et samarbejde herom, som også det indklagede forbund

deltog i - har de pågældende isoleringsarbejdere derfor intet grundlag haft

for at nægte at arbejde med de olieimprægnerede måtter i stedet for

»dobbeltdækkeren«. For deres vedkommende var der således tale om en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet det må lægges til grund, at de

har vægret sig ved at udføre pålagt arbejde med de nye måtter. Der var ikke

tale om et pludseligt opstået problem, men om en sag, som havde givet

anledning til drøftelser mellem ledelsen og arbejderne, inden arbejdet blev

nedlagt. Der er således tale om en slags arbejdsretlig selvtægt, som må

medføre, at der pålægges de pågældende arbejdere bod efter sædvanlige

retningslinier. Det må endvidere pålægges dem at holde arbejdet normaliseret,

hvilket indebærer, at de ikke kan vægre sig ved at arbejde med de

olieimprægnerede måtter, idet der ikke siden bekendtgørelsens udsendelse er

fremkommet nyt materiale, som har ændret den vurdering af den sundhedsmæssige

risiko, som bekendtgørelsen er udtryk for. Af det anførte følger endvidere,

at der må ske frifindelse for så vidt angår de indklagedes påstande over for

virksomheden.

Til støtte for påstandens 3. led om organisationsansvar har klagerne

anført, at det indklagede forbund under fællesmødet den 30. juni 1988 ikke

ville anerkende, at der for så vidt angår de her omhandlede 4 medlemmer af

forbundet var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, ligesom man

nægtede at efterkomme arbejdsgiversidens opfordring til at pålægge også disse

strejkende at genoptage arbejdet. Modsat situationen i de ved Arbejdsrettens

dom af 10. december 1984 afgjorte sager nr. 9910 og 9920 var der i sagen her

tale om en klar og ubetinget nægtelse af at give et sådant pålæg. Som

fastslået ved Arbejdsrettens dom af 25. oktober 1979 i de under et pådømte

sager 8760 og 8761, har forbundet dermed gjort sig medansvarlig for den

overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og må idømmes en alvorlig bod, idet

det må betragtes som en skærpende omstændighed, at forbundet har deltaget i

udarbejdelsen af bekendtgørelsen fra Direktoratet for Arbejdstilsynet for så

3 uger senere at støtte en aktion, som var klart overenskomststridig efter

bekendtgørelsens udsendelse.

De indklagede har anført, at Normens § 5, stk. 2, overlader det til den

enkelte arbejder at sige fra, hvis vedkommende mener, at arbejdsforholdene

frembyder en sådan risiko for liv eller velfærd, at det vil være uforsvarligt

at fortsætte arbejdet. Ved dommen af 6. juni 1988 i Arbejdsrettens sag nr.

87.462 skete der frifindelse, uanset at Arbejdstilsynet havde godkendt

arbejdsforholdene. Dommen viser således, at Arbejdstilsynets godkendelse ikke

er eneafgørende for spørgsmålet, om der er tale om en overenskomststridig

arbejdsnedlæggelse eller eventuelt en overenskomststridig lockout fra

arbejdsgiverside. For bedømmelsen af den foreliggende sag er det afgørende,

hvad de pågældende isoleringsarbejdere vidste, mens konflikten løb. Da man

drøftede situationen den 28. juni 1988, havde man ikke andet

dokumentationsmateriale vedrørende den sundhedsmæssige risiko end notatet af

6. juni 1988 fra Arbejdstilsynets 10. kontor. Heraf fremgik, at tilsynet

klart erkendte en række risici ved arbejdet med de olieimprægnerede måtter.

Man gav i notatet udtryk for betydelig usikkerhed og for, at der var tale om

vurderinger på et ufuldstændigt grundlag. Det var derfor forståeligt, at

folkene vægrede sig mod at arbejde med disse måtter. Bekendtgørelsen fra

Arbejdstilsynet var nok udsendt, men trådte først i kraft senere, og § 6 kan

ikke forstås således, at der er givet »grønt lys« for imprægnering

med en hvilken som helst type olie. Som situationen var, må et eventuelt

bodsansvar i hvert fald bortfalde eller lempes. I virkeligheden var

situationen den 29. juni 1988, at folkene kunne have udført andet -

forberedende - arbejde i en uges tid, inden de skulle i gang med

isoleringsarbejdet med oliemåtterne. De må derfor betragtes som hjemsendt og

hjemsendelsen af dem som en overenskomststridig lockout.

De indklagede har videre anført, at det under fællesmødet var - og fortsat

er - uklart, om betingelserne for at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, er til

stede. I en sådan situation kan det ikke bebrejdes forbundet, at man ikke ved

fællesmødet gav tilsagn om at pålægge folkene at genoptage arbejdet.

Forbundet må derfor frifindes. Den fortsat bestående uklarhed om den

sundhedsmæssige risiko, som er kommet til udtryk i skrivelsen af 20. juli

1988 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, må medføre, at påstanden om

fortsat at holde arbejdet normaliseret og dermed acceptere at arbejde med

oliemåtterne, ikke kan tages til følge.

Arbejdsretten skal udtale:

Direktoratet for Arbejdstilsynet har såvel før som efter udsendelsen af

bekendtgørelsen af 9. juni 1988 om arbejde med montering og nedrivning af

isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre givet udtryk for,

at dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering

af den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede

mineraluldsprodukter. Ved bekendtgørelsen, der er tilblevet i et samarbejde

mellem Arbejdstilsynet og de berørte organisationer, har man imidlertid efter

en samlet vurdering accepteret, at den øgede olietilsætning har reduceret

fiberafgivelsen ved håndteringen af de olieimprægnerede måtter, og at det må

anses for lidet sandsynligt, at olien i mineralulden fremkalder sygdomme.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten, at de indklagede

isoleringsarbejdere efter bekendtgørelsens udsendelse har været uberettigede

til i medfør af Normens § 5, stk. 2, at vægre sig ved at arbejde med de

olieimprægnerede måtter, som virksomheden ønskede anvendt også på

arbejdspladsen B & W Skibsværft, da man ved udgangen af juni måned 1988

skulle påbegynde isoleringsarbejdet på en ny skibsbygning. Standsningen af

arbejdet i tiden fra den 29. juni til og med den 15. juli 1988 var derfor en

overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse og ikke nogen

overenskomststridig lockout. Af det anførte følger endvidere, at virksomheden

også fremtidig kan kræve arbejdet udført med anvendelse af de omhandlede

isoleringsmåtter, således at en normalisering af arbejdet forudsætter, at en

bestemmelse herom efterleves. Arbejdsretten tager herefter 1. og 2. led af

klagernes påstand til følge, dog bortset fra bodspåstanden, ligesom klagerne

frifindes for de af de indklagede nedlagte selvstændige påstande.

Ved afgørelsen af, om bod skal pålægges de strejkende arbejdere, lægger

Arbejdsretten til grund, at disse også efter bekendtgørelsens udsendelse kan

have haft nogen føje til at tro, at arbejdet med de olieimprægnerede

isoleringsmåtter ville indebære en sundhedsmæssig risiko, en opfattelse, som

kan være blevet bestyrket ved den holdning, som deres forbund indtog ved

fællesmødet den 30. juni 1988. Retten finder herefter, at den bod, som de

indklagede medlemmer af forbundet har forskyldt, kan bortfalde i medfør af

Arbejdsretslovens § 12, stk. 2.

For så vidt angår bodspåstanden over for det indklagede forbund finder

retten derimod, at bod er forskyldt. Det er herved lagt til grund, at

forbundet - der havde deltaget i udarbejdelsen af Arbejdstilsynets

bekendtgørelse og således var bekendt med og havde haft lejlighed til at

vurdere det foreliggende dokumentationsmateriale - ved sin passivitet under

og efter fællesmødet den 30. juni 1988 gjorde sig delagtig i den

overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Den af forbundet forskyldte bod

findes passende at kunne fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t :

De på sagens bilag 1 anførte 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i

Danmark - isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang

Magnussen og Jørgen Andersen - skal anerkende, at den i perioden fra den 29.

juni til og med den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse

var overenskomststridig.

De nævnte medlemmer skal fortsat holde arbejdet normaliseret.

Til Dansk Arbejdsgiverforening skal Specialarbejderforbundet i Danmark

betale en bod på 100.000 kr.

Parterne frifindes for de i øvrigt nedlagte påstande, herunder påstanden

om, at de indklagede medlemmer af forbundet pålægges bod.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal Landsorganisationen i Danmark

betale 2.000 kr.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.289, s.514, Hasselbalch

Kollektivarbejdsretten s.147, K 87.459, K 9910 m.fl. (A1984 s.109).

Lignende dokumenter