Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v.
Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse
for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket
Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1.
Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige
adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2.
Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige
adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet
under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene
berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for
Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i
Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række
medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en
række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).
Dommere: Otto Hansen, Erik Jensen, Knap, Pontoppidan
(retsformand), Sarroe, Sløk og Westergaard.
Under denne sag har Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns
Amtskommune indklaget Landsorganisationen i Danmark for
Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer
for Arbejdsretten i anledning af en arbejdsnedlæggelse, som fandt sted i
perioden fra den 18. februar 1988 til den 25. februar 1988 på amtskommunens
institution »T-Huset«.
Klagerne har nedlagt følgende påstande:
De indklagede organisationer, Specialarbejderforbundet i Danmark og
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, ikendes en efter Arbejdsrettens skøn
fastsat bod.
De i arbejdsnedlæggelsen deltagende medlemmer af Specialarbejderforbundet
i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark ikendes en efter
Arbejdsrettens skøn fastsat bod.
Læs alt
Indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende:
Socialpædagogernes Landsforbund meddelte ved skrivelse af 15. februar 1988
Københavns Amtskommune, at det havde forbudt sine medlemmer at udføre arbejde
på »T-Huset« fra den 17. februar 1988. Som baggrund herfor blev
anført, at der gennem længere tid havde været massive arbejdsmiljøproblemer
på institutionen. Disse problemer skyldtes især klienternes voldelige
overgreb på personalet. Det var forbundets opfattelse, at arbejdsforholdene
på »T- Huset« nu var så velfærdstruende, at forbundet ikke mere
kunne forsvare at lade sine medlemmer påtage sig at arbejde på institutionen.
Institutionen »T-Huset« blev oprettet i 1985 for at give et
tilbud til voksne, psykisk handicappede klienter med grænsepsykotisk adfærd,
der blandt andet viser sig i hyppigt meget voldsomme aggressioner mod
omverdenen. Institutionen blev normeret til at modtage fire fastboende
klienter og til akut at modtage op til fire klienter fra andre institutioner.
Institutionen blev normeret med et personale på 19 1/2 ansatte: 1 leder, 1
stedfortræder og 17 1/2 omsorgsassistenter. Institutionen har kun haft tre
fastboende klienter. Institutionen har kun akut modtaget klienter, der havde
personale med.
Af en opgørelse fra amtskommunen fremgår, at ca. 50 % af plejepersonalet i
1987 - uanset den nævnte normering - bestod af ikke-uddannede
omsorgsmedhjælpere. Omsorgsmedhjælperne var ansat på 3 eller 6 måneders
kontrakter med forbehold om opsigelse i det omfang, det var muligt at skaffe
faguddannet personale til institutionen.
De i Socialpædagogernes Landsforbunds skrivelse af 15. februar 1988 nævnte
arbejdsmiljøproblemer havde ført til, at Arbejdstilsynet, kreds Københavns
amt, den 10. oktober 1986 pålagde amtskommunen at træffe foranstaltninger,
således at tilfældene af beboervold blev reduceret, og de psykiske og fysiske
belastninger i arbejdet blev reduceret væsentligt. Fristen for efterkommelse
af pålæggene blev sat til 1. januar 1987.
Københavns Amtskommune påklagede kredsens afgørelse til Direktoratet for
Arbejdstilsynet, som ved skrivelse af 9. december 1987 tiltrådte kredsens
afgørelse. Fristen for efterkommelse af pålæggene blev fastsat til den 1.
juni 1988.
Den 29. januar 1988 indbragte amtskommunen direktoratets afgørelse for
Arbejdsministeriet.
Arbejdsnedlæggelsen i perioden 17. - 25. februar 1988 omfattede dels de
faguddannede omsorgsassistenter, der er organiseret i Socialpædagogernes
Landsforbund, dels de ikke- faglærte omsorgsmedhjælpere, hvoraf nogle er
medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund
i Danmark.
Arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev indbragt for Den
Kommunale Tjenestemandsret, som ved dom af 11. maj 1989 har pålagt de i
arbejdsnedlæggelsen deltagende omsorgsassistenter en bøde. I dommen fastslås,
at omsorgsassistenterne ikke med føje kunne opfatte forholdene på
institutionen som værende af en sådan beskaffenhed, at hensynet til deres
helbred eller velfærd gav tvingende grund til at standse arbejdet. Det
fastslås endvidere, at arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev
iværksat i utilfredshed med, at amtskommunen havde benyttet sin ret til at
påklage afgørelsen af 9. december 1987 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet
til Arbejdsministeriet.
Det er oplyst, at amtskommunen efter modtagelsen af skrivelsen af 15.
februar 1988 traf foranstaltning til at anbringe de 3 fastboende klienter
andetsteds. 2 af klienterne blev den 16. februar om eftermiddagen overført
til Nordvang, medens den tredie den 18. februar blev anbragt i familiepleje.
I anledning af arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsmedhjælperne blev der den
17. februar kl. 10 afholdt fællesmøde i Amtsrådsforeningen med deltagelse af
repræsentanter for de 2 indklagede forbund. I fællesmødereferatet anføres:
»I anledning af de konstaterede påbegyndte arbejdsnedlæggelser den
17. februar 1988 blandt omsorgsmedhjælpere ved T-huset på Vangedehuse under
Københavns amtskommune er der d.d. kl. 10.00 afholdt møde i
Amtsrådsforeningen med henblik på at bringe arbejdsnedlæggelserne til ophør.
I mødet deltog repræsentanter for
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Landsorganisationen i Danmark, herunder repræsentanter for:
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark
Specialarbejderforbundet i Danmark.
På mødet blev der konstateret enighed om, at mødet var et fællesmøde, jf.
§ 9, stk. 2, og § 12, stk. 2, i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om
arbejdsretten.
Amtsrådsforeningen erklærede, at de konstaterede arbejdsnedlæggelser var
overenskomststridige.
Arbejdstagersiden gav udtryk for, at arbejdet på T-huset er så belastende,
at man anser det for velfærdstruende for personalet. Man henviser til
Arbejdstilsynets skrivelse af 10. oktober 1986 samt Arbejdstilsynets påbud
om, at iværksætte foranstaltninger til begrænsning af beboervolden samt de
fysiske og psykiske belastninger, der er på institutionen.
Arbejdstagersiden kan ikke anerkende, at der er tale om
overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, idet arbejdsforholdene er velfærds-
og livstruende, jf. »Normens« § 5.
Amtsrådsforeningen forbeholdt sig ret til at indbringe sagen for
arbejdsretten som hastesag, med mindre arbejdet genoptages straks.'
Den 25. februar 1988 skrev Socialpædagogernes Landsforbund således til
Københavns Amtskommune:
»Med henblik på at skabe grundlag for forhandlinger om løsning af
problemerne omkring T-huset, kan vi hermed på vegne af Socialpædagogernes
Landsforbund, SID Gladsaxe og KAD Lyngby meddele, at arbejdet genoptages på
T-huset fredag den 26. februar 1988 ved arbejdstids påbegyndelse kl.
07.00.«
På et møde i Arbejdsretten samme dag erklærede de indklagede forbund sig
villige til at pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet den 26. februar, dog
uden præjudice for, om arbejdsnedlæggelserne var hjemlet i Normens § 5.
Det fremgår af sagen, at 3 af de i arbejdsnedlæggelsen deltagende
omsorgsmedhjælpere var medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. Ved
arbejdsstandsningens iværksættelse den 17. februar var 1 omsorgsmedhjælper
medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark. 2 medhjælpere indmeldte sig i
forbundet den 18. februar og yderligere 2 den 19. februar.
Der er afgivet vidneforklaring af kontorchef Niels Holm, Københavns
Amtskommune, vicekontorchef Max Isaksen, Amtsrådsforeningen,
omsorgsmedhjælper Linda Frost, daværende næstformand i Kvindeligt
Arbejderforbunds lokalafdeling Lis Ryholt og forbundssekretær Ellen Høegh,
Kvindeligt Arbejderforbund.
Niels Holm har forklaret, at institutionen var normeret med faguddannet
personale (omsorgsassistenter). Da det ikke var muligt at skaffe et
tilstrækkeligt antal faguddannede, var man nødsaget til at ansætte
ikke-faguddannede (omsorgsmedhjælpere). Gennemsnitlig var ca. 50 % af
plejepersonalet ikke faguddannet. De pågældende reflekterede enten på
annoncer om ledige stillinger eller blev skaffet gennem amtets faste
vikarkorps. En nyansat omsorgsmedhjælper gik i lære 3-4 dage hos en
faguddannet. Omsorgsmedhjælperne fik desuden tilbudt deltagelse i kurser
bl.a. i frigørelsesteknik og psykisk førstehjælp. Der blev afholdt månedlige
møder med omsorgsmedhjælperne.
Max Isaksen har forklaret, at repræsentanter for Socialpædagogernes
Landsforbund var til stede ved fællesmødets start. De blev imidlertid sendt
hjem. Repræsentanterne for de 2 indklagede forbund motiverede på fællesmødet
arbejdsnedlæggelsen og deres vægring ved at give pålæg om genoptagelse af
arbejdet som anført i referatet, der for så vidt angår arbejdstagersidens
bemærkninger er udarbejdet af forbundsrepræsentanterne på mødet. Der blev
ikke fra arbejdstagerside nævnt noget om, at arbejdsvægringen skyldtes, at
omsorgsmedhjælperne ikke turde arbejde, når omsorgsassistenterne havde
nedlagt arbejdet. Han erindrer ikke, om det fra arbejdsgiverside blev oplyst,
at 2 af klienterne den 16. februar var overført til Nordvang.
Linda Frost har forklaret, at hun har været ansat på T-Huset fra 13.
november 1987 til 1. september 1988, hvor hun overgik til at være
tilkaldevikar. Hun var hele tiden medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i
Danmark. I den periode, hvor hun arbejdede på »T-Huset«, kom alle
omsorgsmedhjælperne »fra gaden«. Mange havde ingen forudgående
erfaring med hensyn til pleje af psykisk belastede klienter. Nyansatte
omsorgsmedhjælpere modtog en kort instruktion fra omsorgsassistenterne. På
grund af klienternes tilstand var arbejdet meget belastende. Der var hyppige
personaleudskiftninger. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de kurser, som var
til rådighed, idet de skulle passe klienterne, når omsorgsassistenterne var
på kursus. Der blev afholdt et månedligt personalemøde med
omsorgsmedhjælperne. På disse møder drøftede man vagtplaner, medens der ikke
var tale om faglig instruktion. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de
drøftelser om arbejdsmiljøet, som gik forud for Arbejdstilsynets indgreb, og
hun kendte ikke Arbejdstilsynets pålæg. Den 15. februar om aftenen
underrettede ledelsen omsorgsmedhjælperne om de bebudede arbejdsnedlæggelser
blandt omsorgsassistenterne. Der blev ikke oplyst noget om, at man ville
iværksætte en nødplan. Efter mødet drøftede de tilstedeværende
omsorgsmedhjælpere situationen. Det var den almindelige opfattelse, at man
ikke turde arbejde på »T-Huset«, når omsorgsassistenterne havde
nedlagt arbejdet. Der var imidlertid ikke tale om en fælles beslutning blandt
omsorgsmedhjælperne om at nedlægge arbejdet, og der blev ikke givet nogen
kollektiv meddelelse til ledelsen om arbejdsnedlæggelse. Hun skulle først
møde på arbejde den 20. februar. Hun blev ikke i dagene forud for den 20.
februar kontaktet af institutionen. Derimod erfarede hun den 19. februar fra
pressen og TV, at de 3 klienter var blevet anbragt andetsteds. Da
institutionen således var lukket, fandt hun ingen anledning til at møde op
den 20. februar. Hun erindrer ikke, om hun blev kontaktet af sit forbund.
Lis Ryholt har forklaret, at hun ikke forud for fællesmødet var bekendt
med de arbejdsmiljømæssige problemer på institutionen. Inden mødet ringede
hun til Socialpædagogernes Landsforbund for at få en orientering om
baggrunden for konflikten. Hun bad ikke om, at repræsentanter for
Landsforbundet var til stede på fællesmødet. Det standpunkt, som man indtog
på mødet, havde sin baggrund i de oplysninger, som man havde fået fra
socialpædagogerne. På mødet blev det ikke fra arbejdsgiverside oplyst, at 2
af klienterne dagen før var overført til andre institutioner. Hun blev først
den 19. februar klar over, at der ikke var klienter på institutionen. Efter
fællesmødet tog hun straks kontakt med Socialpædagogernes Landsforbund for at
få etableret et møde med amtsrådspolitikerne. Det lykkedes først at få et
møde i stand den 25. februar, hvorefter arbejdet blev genoptaget den 26.
februar.
Ellen Høegh har forklaret, at hun deltog i fællesmødet den 17. februar.
Hun var ikke forud herfor bekendt med de arbejdsmiljømæssige problemer, idet
hverken ledelsen eller Socialpædagogernes Landsforbund havde rettet
henvendelse til Specialarbejderforbundet eller Kvindeligt Arbejderforbund.
Man var således på fællesmødet helt uforberedt på situationen og måtte
henholde sig til de oplysninger, man fik fra socialpædagogerne. Hun fandt det
forkert, at Landsforbundet ikke tidligere havde kontaktet de 2 andre forbund.
Det blev ikke på fællesmødet oplyst, at 2 af klienterne den 16. februar var
blevet anbragt andetsteds. Hun blev først den 19. februar via omtale af sagen
i TV- Avisen klar over, at der ikke længere var klienter på institutionen.
Til støtte for bodspåstanden over for de medlemmer af de indklagede
forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen, har klagerne anført, at det ved
Den Kommunale Tjenestemandsrets dom er fastslået, at de tjenestemandsansatte
omsorgsassistenter ikke med henvisning til grundsætningen i Normens § 5, stk.
2, har kunnet nedlægge arbejdet. Det samme må gælde for de medlemmer af de
indklagede forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen. At dette er tilfældet,
fremgår allerede af, at de 2 mest belastede klienter forud for
arbejdsnedlæggelsen var overført til en anden institution. Der var således
den 17. februar kun en klient tilbage. Denne klient var klart den mindst
vanskelige, hvilket illustreres af, at hun den 18. februar kunne anbringes i
familiepleje. Den pågældende blev indtil da passet af forstanderen, som var
til stede på »T-Huset« under hele forløbet. Det er fastslået i
Arbejdsrettens praksis, at adgangen til at nægte arbejde under påberåbelse af
Normens § 5, stk. 2, er en individuel ret, som tilkommer den enkelte
arbejdstager. Arbejdsnægtelse under henvisning til Normens § 5 måtte således
under alle omstændigheder forudsætte, at omsorgsmedhjælperne var mødt på
arbejde, hvorved de ville have konstateret, at der som følge af klienternes
anbringelse andetsteds intet grundlag var for arbejdsvægringen. Uanset at det
i hvert fald fra den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter
på institutionen, fortsatte arbejdsnedlæggelsen helt til den 26. februar. Der
er derfor intet grundlag for at lade boden bortfalde eller for at nedsætte
boden i forhold til de sædvanligt anvendte satser.
For så vidt angår bodspåstanden over for de 2 indklagede forbund har
klagerne anført, at forbundene på fællesmødet nægtede at give medlemmerne
pålæg om at genoptage arbejdet. Som begrundelse herfor henholdt de sig alene
til det, som også var gjort gældende fra socialpædagogernes side. Man undlod
således selv at undersøge forholdene. Havde man foretaget en sådan
undersøgelse, ville man være blevet klar over, at 2 af de mest belastede
klienter allerede den 16. februar var overført til andre institutioner, og at
der således ikke i Normens § 5, stk. 2, var grundlag for arbejdsnedlæggelsen.
Det må være forbundenes egen risiko, at man ikke satte sig ind i forholdene,
og forbundene har ved på et utilstrækkeligt grundlag at nægte at give pålæg
om genoptagelse af arbejdet pådraget sig organisationsansvar.
Helt klart må dette være, når der henses til, at organisationerne, selv
efter at det den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter på
»T-Huset«, undlod at foranledige, at medlemmerne mødte på arbejde.
Heller ikke på det forberedende møde i Arbejdsretten den 25. februar ville
organisationerne give et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet,
idet man stadig henviste til Normens § 5. Skrivelsen af 25. februar fra
Socialpædagogernes Landsforbund viser, at der reelt var tale om en mellem de
3 forbund aftalt arbejdsstandsning. Det må tages i betragtning, at der er
tale om 2 store, velfungerende forbund, som ved deres handlemåde har
medvirket til, at man fra amtskommunens side var tvunget til at overføre de 2
mest belastede klienter til en anden institution til stor skade for disse
klienter. Der bør derfor ikendes organisationerne en alvorlig bod.
Indklagede har til støtte for påstanden om frifindelse for individuelt
bodsansvar anført, at omsorgsmedhjælperne ved de faguddannede
omsorgsassistenters arbejdsnedlæggelse blev bragt i en meget vanskelig
situation. Arbejdsforholdene på institutionen ville i denne situation være så
belastende, at omsorgsmedhjælperne med føje kunne nægte at arbejde under
påberåbelse af Normens § 5, stk. 2. Det må herved tages i betragtning, at der
- som det fremgår af Arbejdstilsynets indgriben - var tale om en særdeles
vanskelig arbejdsplads. Omsorgsmedhjælpernes arbejdsvægring var ikke resultat
af en kollektiv beslutning, men udtryk for, at de enkelte medhjælpere ikke
fandt det forsvarligt at fortsætte arbejdet. Den omstændighed, at ledelsen
efter meddelelsen om, at omsorgsassistenterne ville nedlægge arbejdet, straks
traf foranstaltninger til at anbringe klienterne andetsteds, viser, at også
ledelsen var klar over, at man ikke kunne drive institutionen videre alene
med bistand af omsorgsmedhjælperne. Det er uforståeligt, at ledelsen ikke
allerede den 15. februar om aftenen, da man orienterede medhjælperne om
situationen, gav meddelelse om, at man ville overføre klienterne til andre
institutioner. Under de foreliggende omstændigheder har medhjælperne været
berettiget til at undlade at møde på arbejde. I hvert fald foreligger der så
formildende omstændigheder, at en eventuel bod bør bortfalde eller nedsættes
jfr. arbejdsretslovens § 12, stk. 2.
Hvad angår påstanden om organisationsansvar har indklagede anført, at de 2
indklagede forbund ikke forud for fællesmødet den 17. februar var blevet
informeret om problemerne. Fra arbejdsgiverside forlangte man desuagtet, at
organisationerne på stedet skulle tage stilling til konflikten og give pålæg
om genoptagelse af arbejdet. Under de foreliggende omstændigheder kunne dette
ikke med rimelighed kræves. Det må herved tages i betragtning, at retten til
at nægte arbejde under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2, er en individuel
ret. Der kan derfor ikke påhvile organisationerne pligt til at give pålæg,
hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt arbejdstagerne kan nægte at arbejde
med henvisning til § 5. Hertil kommer, at man fra arbejdsgiverside på
fællesmødet undlod at give organisationerne den helt centrale oplysning, at
man allerede dagen før havde overført 2 af klienterne til andre
institutioner. Organisationerne har derfor ikke haft et fyldestgørende
beslutningsgrundlag. Det må endvidere tillægges betydning, at de 2 forbund
under hele forløbet aktivt bestræbte sig på at bringe konflikten til ophør
ved at få arrangeret et møde med amtsborgmesteren og andre medlemmer af
amtsrådet. Det er ikke korrekt, at forbundene på mødet i Arbejdsretten den
25. februar ikke gav et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet.
Henvisningen til Normens § 5 havde alene til formål at tage forbehold over
for, om arbejdsvægringerne forud for pålægget havde været berettigede.
Arbejdsretten skal udtale:
Da amtskommunen dagen inden arbejdsnedlæggelsens iværksættelse havde
overført de 2 mest belastede klienter til en anden institution, findes
omsorgsmedhjælperne ikke objektivt set at have haft grundlag for at nedlægge
arbejdet under henvisning til Normens § 5, stk. 2. Som anført af parterne
tilkommer adgangen til at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, den enkelte
arbejdstager. Det måtte derfor påhvile omsorgsmedhjælperne at møde op på
institutionen for at bringe på det rene, om der forelå forhold, som kunne
berettige til en arbejdsvægring. Var de mødt, ville de være blevet klar over,
at dette ikke var tilfældet. Under disse omstændigheder findes de medlemmer
af de indklagede forbund, som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, at have
pådraget sig bodsansvar, og der findes ikke at være grundlag for at lade
boden bortfalde eller for at nedsætte den. Bodsansvar må også påhvile de
medlemmer, som først indmeldte sig i Kvindeligt Arbejderforbund under
konflikten.
Hvad angår spørgsmålet om organisationsansvar, må det efter bevisførelsen
lægges til grund, at de 2 forbund ikke inden fællesmødet den 17. februar 1988
var bekendt med problemerne på »T-Huset«, og at det ikke på
fællesmødet blev oplyst fra arbejdsgiverside, at man den 16. februar havde
overført 2 af klienterne til en anden institution. Det kan endvidere ikke
afvises, at omsorgsmedhjælperne kunne have påberåbt sig Normens § 5, stk. 2,
hvis man ville have søgt arbejdet på »T-Huset« videreført med et
personale, som alene bestod af forstanderen og omsorgsmedhjælperne. Under
disse omstændigheder findes det betænkeligt at antage, at organisationerne
har pådraget sig bodsansvar allerede som følge af, at de ikke på fællesmødet
ville pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet. Derimod findes
organisationerne at have haft pligt til at meddele et sådant pålæg, så snart
det blev klart, at der ikke var klienter på institutionen, og at der derfor
ikke var grundlag for arbejdsvægringen. Efter det oplyste blev pålæg først
meddelt på mødet i Arbejdsretten den 25. februar 1988. De indklagede forbund
findes ved denne passivitet at have gjort sig delagtige i
overenskomstbruddet. Ved fastsættelsen af den bod, som herefter påhviler de 2
forbund, findes der at burde lægges en vis vægt på, at de 2 forbund som
anført ikke forud for fællesmødet havde været inddraget i drøftelser om
forholdene på »T-Huset«, og at organisationerne efter fællesmødet
straks tog skridt til at opnå en forhandling med henblik på at bringe
konflikten til ophør. Boden findes herefter at burde fastsættes til 25.000
kr. for hvert af de indklagede forbund.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Hver af de på de fremlagte navnelister anførte medlemmer af
Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark,
som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen på »T-Huset« fra den 17.
februar 1988 til og med den 25. februar 1988, skal til Københavns Amtskommune
betale en bod på 20 kr. for hver time, hvori de har deltaget i
arbejdsnedlæggelsen, for så vidt angår de medlemmer af Kvindeligt
Arbejderforbund, som først indmeldte sig i forbundet under konflikten, dog
først fra tidspunktet for deres indmeldelse.
Til Amtsrådsforeningen i Danmark skal Specialarbejderforbundet i Danmark
og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark betale en bod på hver 25.000 kr.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
NOTER (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.287 ff, Hasselbalch
Kollektivarbejdsretten s.147 ff, K 87.445, K 86.130 og 86.131 (A 1986 s.151),
K 10.113 (A 1984 s.137).
Lignende dokumenter
- Bod 1.2.2.2., 1.2.5.1. Arbejdstageres bodansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomststridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Arbejdstageres bodansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Individuel bodsnedsættelse/fritagelse på grund af organisationsansvar bodsnedsættelse/fritagelse sket Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 1.1. Bod pålagt SID-afdeling, der fandtes ansvarlig for en arbejdsnedlæggelse, der skete under henvisning til arbejdsmiljøet.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for C. & N. Protectors A/S, Brøndby (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Slagelse afdeling, og et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.1.1, bodanedsættelse/fritagelse sket 1.3. Bodsstørrelse og bodssatser (for så vidt angår størrelsen af bod til organisationer, se Organisationsansvar.) Fællesmøde. (* 1) (* 2) Arbejdet først genoptaget op til 4 timer efter normal arbejdstids begyndelse dagen efter fællesmødet. Halv timebod pålagt. Kommunernes Landsforening for Åbenrå Kommune (advokat Mariann Norrbom) mod henholdsvis Landsorganisationen i Danmark for Pædagogisk Medhjælper Forbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund for et antal medlemmer af dette forbund (advokat Peder Vesterbæk) Dommere: Secher Assens, Bisgaard, Ole Espersen, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Strube og Tjellesen. Retsinformation · 24. september 1997
- Blokade. Organisationsansvar 3.1. Arbejdstagerorganisationers ansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsforhold Organisationsfjendtlig virksomhed. Blokade kendt overenskomststridig.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Haarby Kommune (advokat Bjarke Vejby) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund på egne vegne og på vegne Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt. (advokat Peder Vesterbæk). Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.4.1., Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Andre omstændigheder bodsnedsættelse/fritagelse sket Bod 2.2.2., Systematisk aktion. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Afvisning af arbejdere, der havde nægtet at tilkendegive om de ville genoptage nedlagt arbejde, ikke overenskomststridig lock-out. Bodsnedsættelse på grund af årsagen til arbejdsnedlæggelsen.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening for Langeland-Kiel-Linien I/S (advokat Michael v. Kauffmann) mod Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Morten Ulrich). Retsinformation · 24. september 1997
- Normens § 5, stk. 2. Orgnisationsansvar 1.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Politisk aktion.(* 1) (* 2) Fagforeningen idømt bod for iværksættelse af arbejdsnedlæggelse på byggeplads ejet af det Sydafrikanske konsulat. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for B.L. Jensen ApS, Hellerup, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark for Murersvendenes fagforening af 1919 for København og Omegn og for Specialarbejderforbundet i Danmark for Murerarbejdsmændenes fagforening, København (advokat Bent Osborg). Dommere: Bredmose, Otto Hansen, Erik Jensen, Mads Kofod, Halmind, Erik Nielsen, Pontoppidan (retsformand). Retsinformation · 24. september 1997
- 1996 BTL 14 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSRETTEN NR L 14 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 6. marts 1997