Spring til indhold

Retsinformation

Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).

DOM nr 3455 af 22/06/1989DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v.

Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse

for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket

Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1.

Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige

adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2.

Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige

adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet

under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene

berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for

Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i

Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række

medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en

række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).

Dommere: Otto Hansen, Erik Jensen, Knap, Pontoppidan

(retsformand), Sarroe, Sløk og Westergaard.

Under denne sag har Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns

Amtskommune indklaget Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer

for Arbejdsretten i anledning af en arbejdsnedlæggelse, som fandt sted i

perioden fra den 18. februar 1988 til den 25. februar 1988 på amtskommunens

institution »T-Huset«.

Klagerne har nedlagt følgende påstande:

De indklagede organisationer, Specialarbejderforbundet i Danmark og

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, ikendes en efter Arbejdsrettens skøn

fastsat bod.

De i arbejdsnedlæggelsen deltagende medlemmer af Specialarbejderforbundet

i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark ikendes en efter

Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

Læs alt

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende:

Socialpædagogernes Landsforbund meddelte ved skrivelse af 15. februar 1988

Københavns Amtskommune, at det havde forbudt sine medlemmer at udføre arbejde

på »T-Huset« fra den 17. februar 1988. Som baggrund herfor blev

anført, at der gennem længere tid havde været massive arbejdsmiljøproblemer

på institutionen. Disse problemer skyldtes især klienternes voldelige

overgreb på personalet. Det var forbundets opfattelse, at arbejdsforholdene

på »T- Huset« nu var så velfærdstruende, at forbundet ikke mere

kunne forsvare at lade sine medlemmer påtage sig at arbejde på institutionen.

Institutionen »T-Huset« blev oprettet i 1985 for at give et

tilbud til voksne, psykisk handicappede klienter med grænsepsykotisk adfærd,

der blandt andet viser sig i hyppigt meget voldsomme aggressioner mod

omverdenen. Institutionen blev normeret til at modtage fire fastboende

klienter og til akut at modtage op til fire klienter fra andre institutioner.

Institutionen blev normeret med et personale på 19 1/2 ansatte: 1 leder, 1

stedfortræder og 17 1/2 omsorgsassistenter. Institutionen har kun haft tre

fastboende klienter. Institutionen har kun akut modtaget klienter, der havde

personale med.

Af en opgørelse fra amtskommunen fremgår, at ca. 50 % af plejepersonalet i

1987 - uanset den nævnte normering - bestod af ikke-uddannede

omsorgsmedhjælpere. Omsorgsmedhjælperne var ansat på 3 eller 6 måneders

kontrakter med forbehold om opsigelse i det omfang, det var muligt at skaffe

faguddannet personale til institutionen.

De i Socialpædagogernes Landsforbunds skrivelse af 15. februar 1988 nævnte

arbejdsmiljøproblemer havde ført til, at Arbejdstilsynet, kreds Københavns

amt, den 10. oktober 1986 pålagde amtskommunen at træffe foranstaltninger,

således at tilfældene af beboervold blev reduceret, og de psykiske og fysiske

belastninger i arbejdet blev reduceret væsentligt. Fristen for efterkommelse

af pålæggene blev sat til 1. januar 1987.

Københavns Amtskommune påklagede kredsens afgørelse til Direktoratet for

Arbejdstilsynet, som ved skrivelse af 9. december 1987 tiltrådte kredsens

afgørelse. Fristen for efterkommelse af pålæggene blev fastsat til den 1.

juni 1988.

Den 29. januar 1988 indbragte amtskommunen direktoratets afgørelse for

Arbejdsministeriet.

Arbejdsnedlæggelsen i perioden 17. - 25. februar 1988 omfattede dels de

faguddannede omsorgsassistenter, der er organiseret i Socialpædagogernes

Landsforbund, dels de ikke- faglærte omsorgsmedhjælpere, hvoraf nogle er

medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund

i Danmark.

Arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev indbragt for Den

Kommunale Tjenestemandsret, som ved dom af 11. maj 1989 har pålagt de i

arbejdsnedlæggelsen deltagende omsorgsassistenter en bøde. I dommen fastslås,

at omsorgsassistenterne ikke med føje kunne opfatte forholdene på

institutionen som værende af en sådan beskaffenhed, at hensynet til deres

helbred eller velfærd gav tvingende grund til at standse arbejdet. Det

fastslås endvidere, at arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev

iværksat i utilfredshed med, at amtskommunen havde benyttet sin ret til at

påklage afgørelsen af 9. december 1987 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet

til Arbejdsministeriet.

Det er oplyst, at amtskommunen efter modtagelsen af skrivelsen af 15.

februar 1988 traf foranstaltning til at anbringe de 3 fastboende klienter

andetsteds. 2 af klienterne blev den 16. februar om eftermiddagen overført

til Nordvang, medens den tredie den 18. februar blev anbragt i familiepleje.

I anledning af arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsmedhjælperne blev der den

17. februar kl. 10 afholdt fællesmøde i Amtsrådsforeningen med deltagelse af

repræsentanter for de 2 indklagede forbund. I fællesmødereferatet anføres:

»I anledning af de konstaterede påbegyndte arbejdsnedlæggelser den

17. februar 1988 blandt omsorgsmedhjælpere ved T-huset på Vangedehuse under

Københavns amtskommune er der d.d. kl. 10.00 afholdt møde i

Amtsrådsforeningen med henblik på at bringe arbejdsnedlæggelserne til ophør.

I mødet deltog repræsentanter for

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Landsorganisationen i Danmark, herunder repræsentanter for:

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

Specialarbejderforbundet i Danmark.

På mødet blev der konstateret enighed om, at mødet var et fællesmøde, jf.

§ 9, stk. 2, og § 12, stk. 2, i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om

arbejdsretten.

Amtsrådsforeningen erklærede, at de konstaterede arbejdsnedlæggelser var

overenskomststridige.

Arbejdstagersiden gav udtryk for, at arbejdet på T-huset er så belastende,

at man anser det for velfærdstruende for personalet. Man henviser til

Arbejdstilsynets skrivelse af 10. oktober 1986 samt Arbejdstilsynets påbud

om, at iværksætte foranstaltninger til begrænsning af beboervolden samt de

fysiske og psykiske belastninger, der er på institutionen.

Arbejdstagersiden kan ikke anerkende, at der er tale om

overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, idet arbejdsforholdene er velfærds-

og livstruende, jf. »Normens« § 5.

Amtsrådsforeningen forbeholdt sig ret til at indbringe sagen for

arbejdsretten som hastesag, med mindre arbejdet genoptages straks.'

Den 25. februar 1988 skrev Socialpædagogernes Landsforbund således til

Københavns Amtskommune:

»Med henblik på at skabe grundlag for forhandlinger om løsning af

problemerne omkring T-huset, kan vi hermed på vegne af Socialpædagogernes

Landsforbund, SID Gladsaxe og KAD Lyngby meddele, at arbejdet genoptages på

T-huset fredag den 26. februar 1988 ved arbejdstids påbegyndelse kl.

07.00.«

På et møde i Arbejdsretten samme dag erklærede de indklagede forbund sig

villige til at pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet den 26. februar, dog

uden præjudice for, om arbejdsnedlæggelserne var hjemlet i Normens § 5.

Det fremgår af sagen, at 3 af de i arbejdsnedlæggelsen deltagende

omsorgsmedhjælpere var medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. Ved

arbejdsstandsningens iværksættelse den 17. februar var 1 omsorgsmedhjælper

medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark. 2 medhjælpere indmeldte sig i

forbundet den 18. februar og yderligere 2 den 19. februar.

Der er afgivet vidneforklaring af kontorchef Niels Holm, Københavns

Amtskommune, vicekontorchef Max Isaksen, Amtsrådsforeningen,

omsorgsmedhjælper Linda Frost, daværende næstformand i Kvindeligt

Arbejderforbunds lokalafdeling Lis Ryholt og forbundssekretær Ellen Høegh,

Kvindeligt Arbejderforbund.

Niels Holm har forklaret, at institutionen var normeret med faguddannet

personale (omsorgsassistenter). Da det ikke var muligt at skaffe et

tilstrækkeligt antal faguddannede, var man nødsaget til at ansætte

ikke-faguddannede (omsorgsmedhjælpere). Gennemsnitlig var ca. 50 % af

plejepersonalet ikke faguddannet. De pågældende reflekterede enten på

annoncer om ledige stillinger eller blev skaffet gennem amtets faste

vikarkorps. En nyansat omsorgsmedhjælper gik i lære 3-4 dage hos en

faguddannet. Omsorgsmedhjælperne fik desuden tilbudt deltagelse i kurser

bl.a. i frigørelsesteknik og psykisk førstehjælp. Der blev afholdt månedlige

møder med omsorgsmedhjælperne.

Max Isaksen har forklaret, at repræsentanter for Socialpædagogernes

Landsforbund var til stede ved fællesmødets start. De blev imidlertid sendt

hjem. Repræsentanterne for de 2 indklagede forbund motiverede på fællesmødet

arbejdsnedlæggelsen og deres vægring ved at give pålæg om genoptagelse af

arbejdet som anført i referatet, der for så vidt angår arbejdstagersidens

bemærkninger er udarbejdet af forbundsrepræsentanterne på mødet. Der blev

ikke fra arbejdstagerside nævnt noget om, at arbejdsvægringen skyldtes, at

omsorgsmedhjælperne ikke turde arbejde, når omsorgsassistenterne havde

nedlagt arbejdet. Han erindrer ikke, om det fra arbejdsgiverside blev oplyst,

at 2 af klienterne den 16. februar var overført til Nordvang.

Linda Frost har forklaret, at hun har været ansat på T-Huset fra 13.

november 1987 til 1. september 1988, hvor hun overgik til at være

tilkaldevikar. Hun var hele tiden medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i

Danmark. I den periode, hvor hun arbejdede på »T-Huset«, kom alle

omsorgsmedhjælperne »fra gaden«. Mange havde ingen forudgående

erfaring med hensyn til pleje af psykisk belastede klienter. Nyansatte

omsorgsmedhjælpere modtog en kort instruktion fra omsorgsassistenterne. På

grund af klienternes tilstand var arbejdet meget belastende. Der var hyppige

personaleudskiftninger. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de kurser, som var

til rådighed, idet de skulle passe klienterne, når omsorgsassistenterne var

på kursus. Der blev afholdt et månedligt personalemøde med

omsorgsmedhjælperne. På disse møder drøftede man vagtplaner, medens der ikke

var tale om faglig instruktion. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de

drøftelser om arbejdsmiljøet, som gik forud for Arbejdstilsynets indgreb, og

hun kendte ikke Arbejdstilsynets pålæg. Den 15. februar om aftenen

underrettede ledelsen omsorgsmedhjælperne om de bebudede arbejdsnedlæggelser

blandt omsorgsassistenterne. Der blev ikke oplyst noget om, at man ville

iværksætte en nødplan. Efter mødet drøftede de tilstedeværende

omsorgsmedhjælpere situationen. Det var den almindelige opfattelse, at man

ikke turde arbejde på »T-Huset«, når omsorgsassistenterne havde

nedlagt arbejdet. Der var imidlertid ikke tale om en fælles beslutning blandt

omsorgsmedhjælperne om at nedlægge arbejdet, og der blev ikke givet nogen

kollektiv meddelelse til ledelsen om arbejdsnedlæggelse. Hun skulle først

møde på arbejde den 20. februar. Hun blev ikke i dagene forud for den 20.

februar kontaktet af institutionen. Derimod erfarede hun den 19. februar fra

pressen og TV, at de 3 klienter var blevet anbragt andetsteds. Da

institutionen således var lukket, fandt hun ingen anledning til at møde op

den 20. februar. Hun erindrer ikke, om hun blev kontaktet af sit forbund.

Lis Ryholt har forklaret, at hun ikke forud for fællesmødet var bekendt

med de arbejdsmiljømæssige problemer på institutionen. Inden mødet ringede

hun til Socialpædagogernes Landsforbund for at få en orientering om

baggrunden for konflikten. Hun bad ikke om, at repræsentanter for

Landsforbundet var til stede på fællesmødet. Det standpunkt, som man indtog

på mødet, havde sin baggrund i de oplysninger, som man havde fået fra

socialpædagogerne. På mødet blev det ikke fra arbejdsgiverside oplyst, at 2

af klienterne dagen før var overført til andre institutioner. Hun blev først

den 19. februar klar over, at der ikke var klienter på institutionen. Efter

fællesmødet tog hun straks kontakt med Socialpædagogernes Landsforbund for at

få etableret et møde med amtsrådspolitikerne. Det lykkedes først at få et

møde i stand den 25. februar, hvorefter arbejdet blev genoptaget den 26.

februar.

Ellen Høegh har forklaret, at hun deltog i fællesmødet den 17. februar.

Hun var ikke forud herfor bekendt med de arbejdsmiljømæssige problemer, idet

hverken ledelsen eller Socialpædagogernes Landsforbund havde rettet

henvendelse til Specialarbejderforbundet eller Kvindeligt Arbejderforbund.

Man var således på fællesmødet helt uforberedt på situationen og måtte

henholde sig til de oplysninger, man fik fra socialpædagogerne. Hun fandt det

forkert, at Landsforbundet ikke tidligere havde kontaktet de 2 andre forbund.

Det blev ikke på fællesmødet oplyst, at 2 af klienterne den 16. februar var

blevet anbragt andetsteds. Hun blev først den 19. februar via omtale af sagen

i TV- Avisen klar over, at der ikke længere var klienter på institutionen.

Til støtte for bodspåstanden over for de medlemmer af de indklagede

forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen, har klagerne anført, at det ved

Den Kommunale Tjenestemandsrets dom er fastslået, at de tjenestemandsansatte

omsorgsassistenter ikke med henvisning til grundsætningen i Normens § 5, stk.

2, har kunnet nedlægge arbejdet. Det samme må gælde for de medlemmer af de

indklagede forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen. At dette er tilfældet,

fremgår allerede af, at de 2 mest belastede klienter forud for

arbejdsnedlæggelsen var overført til en anden institution. Der var således

den 17. februar kun en klient tilbage. Denne klient var klart den mindst

vanskelige, hvilket illustreres af, at hun den 18. februar kunne anbringes i

familiepleje. Den pågældende blev indtil da passet af forstanderen, som var

til stede på »T-Huset« under hele forløbet. Det er fastslået i

Arbejdsrettens praksis, at adgangen til at nægte arbejde under påberåbelse af

Normens § 5, stk. 2, er en individuel ret, som tilkommer den enkelte

arbejdstager. Arbejdsnægtelse under henvisning til Normens § 5 måtte således

under alle omstændigheder forudsætte, at omsorgsmedhjælperne var mødt på

arbejde, hvorved de ville have konstateret, at der som følge af klienternes

anbringelse andetsteds intet grundlag var for arbejdsvægringen. Uanset at det

i hvert fald fra den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter

på institutionen, fortsatte arbejdsnedlæggelsen helt til den 26. februar. Der

er derfor intet grundlag for at lade boden bortfalde eller for at nedsætte

boden i forhold til de sædvanligt anvendte satser.

For så vidt angår bodspåstanden over for de 2 indklagede forbund har

klagerne anført, at forbundene på fællesmødet nægtede at give medlemmerne

pålæg om at genoptage arbejdet. Som begrundelse herfor henholdt de sig alene

til det, som også var gjort gældende fra socialpædagogernes side. Man undlod

således selv at undersøge forholdene. Havde man foretaget en sådan

undersøgelse, ville man være blevet klar over, at 2 af de mest belastede

klienter allerede den 16. februar var overført til andre institutioner, og at

der således ikke i Normens § 5, stk. 2, var grundlag for arbejdsnedlæggelsen.

Det må være forbundenes egen risiko, at man ikke satte sig ind i forholdene,

og forbundene har ved på et utilstrækkeligt grundlag at nægte at give pålæg

om genoptagelse af arbejdet pådraget sig organisationsansvar.

Helt klart må dette være, når der henses til, at organisationerne, selv

efter at det den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter på

»T-Huset«, undlod at foranledige, at medlemmerne mødte på arbejde.

Heller ikke på det forberedende møde i Arbejdsretten den 25. februar ville

organisationerne give et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet,

idet man stadig henviste til Normens § 5. Skrivelsen af 25. februar fra

Socialpædagogernes Landsforbund viser, at der reelt var tale om en mellem de

3 forbund aftalt arbejdsstandsning. Det må tages i betragtning, at der er

tale om 2 store, velfungerende forbund, som ved deres handlemåde har

medvirket til, at man fra amtskommunens side var tvunget til at overføre de 2

mest belastede klienter til en anden institution til stor skade for disse

klienter. Der bør derfor ikendes organisationerne en alvorlig bod.

Indklagede har til støtte for påstanden om frifindelse for individuelt

bodsansvar anført, at omsorgsmedhjælperne ved de faguddannede

omsorgsassistenters arbejdsnedlæggelse blev bragt i en meget vanskelig

situation. Arbejdsforholdene på institutionen ville i denne situation være så

belastende, at omsorgsmedhjælperne med føje kunne nægte at arbejde under

påberåbelse af Normens § 5, stk. 2. Det må herved tages i betragtning, at der

- som det fremgår af Arbejdstilsynets indgriben - var tale om en særdeles

vanskelig arbejdsplads. Omsorgsmedhjælpernes arbejdsvægring var ikke resultat

af en kollektiv beslutning, men udtryk for, at de enkelte medhjælpere ikke

fandt det forsvarligt at fortsætte arbejdet. Den omstændighed, at ledelsen

efter meddelelsen om, at omsorgsassistenterne ville nedlægge arbejdet, straks

traf foranstaltninger til at anbringe klienterne andetsteds, viser, at også

ledelsen var klar over, at man ikke kunne drive institutionen videre alene

med bistand af omsorgsmedhjælperne. Det er uforståeligt, at ledelsen ikke

allerede den 15. februar om aftenen, da man orienterede medhjælperne om

situationen, gav meddelelse om, at man ville overføre klienterne til andre

institutioner. Under de foreliggende omstændigheder har medhjælperne været

berettiget til at undlade at møde på arbejde. I hvert fald foreligger der så

formildende omstændigheder, at en eventuel bod bør bortfalde eller nedsættes

jfr. arbejdsretslovens § 12, stk. 2.

Hvad angår påstanden om organisationsansvar har indklagede anført, at de 2

indklagede forbund ikke forud for fællesmødet den 17. februar var blevet

informeret om problemerne. Fra arbejdsgiverside forlangte man desuagtet, at

organisationerne på stedet skulle tage stilling til konflikten og give pålæg

om genoptagelse af arbejdet. Under de foreliggende omstændigheder kunne dette

ikke med rimelighed kræves. Det må herved tages i betragtning, at retten til

at nægte arbejde under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2, er en individuel

ret. Der kan derfor ikke påhvile organisationerne pligt til at give pålæg,

hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt arbejdstagerne kan nægte at arbejde

med henvisning til § 5. Hertil kommer, at man fra arbejdsgiverside på

fællesmødet undlod at give organisationerne den helt centrale oplysning, at

man allerede dagen før havde overført 2 af klienterne til andre

institutioner. Organisationerne har derfor ikke haft et fyldestgørende

beslutningsgrundlag. Det må endvidere tillægges betydning, at de 2 forbund

under hele forløbet aktivt bestræbte sig på at bringe konflikten til ophør

ved at få arrangeret et møde med amtsborgmesteren og andre medlemmer af

amtsrådet. Det er ikke korrekt, at forbundene på mødet i Arbejdsretten den

25. februar ikke gav et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet.

Henvisningen til Normens § 5 havde alene til formål at tage forbehold over

for, om arbejdsvægringerne forud for pålægget havde været berettigede.

Arbejdsretten skal udtale:

Da amtskommunen dagen inden arbejdsnedlæggelsens iværksættelse havde

overført de 2 mest belastede klienter til en anden institution, findes

omsorgsmedhjælperne ikke objektivt set at have haft grundlag for at nedlægge

arbejdet under henvisning til Normens § 5, stk. 2. Som anført af parterne

tilkommer adgangen til at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, den enkelte

arbejdstager. Det måtte derfor påhvile omsorgsmedhjælperne at møde op på

institutionen for at bringe på det rene, om der forelå forhold, som kunne

berettige til en arbejdsvægring. Var de mødt, ville de være blevet klar over,

at dette ikke var tilfældet. Under disse omstændigheder findes de medlemmer

af de indklagede forbund, som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, at have

pådraget sig bodsansvar, og der findes ikke at være grundlag for at lade

boden bortfalde eller for at nedsætte den. Bodsansvar må også påhvile de

medlemmer, som først indmeldte sig i Kvindeligt Arbejderforbund under

konflikten.

Hvad angår spørgsmålet om organisationsansvar, må det efter bevisførelsen

lægges til grund, at de 2 forbund ikke inden fællesmødet den 17. februar 1988

var bekendt med problemerne på »T-Huset«, og at det ikke på

fællesmødet blev oplyst fra arbejdsgiverside, at man den 16. februar havde

overført 2 af klienterne til en anden institution. Det kan endvidere ikke

afvises, at omsorgsmedhjælperne kunne have påberåbt sig Normens § 5, stk. 2,

hvis man ville have søgt arbejdet på »T-Huset« videreført med et

personale, som alene bestod af forstanderen og omsorgsmedhjælperne. Under

disse omstændigheder findes det betænkeligt at antage, at organisationerne

har pådraget sig bodsansvar allerede som følge af, at de ikke på fællesmødet

ville pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet. Derimod findes

organisationerne at have haft pligt til at meddele et sådant pålæg, så snart

det blev klart, at der ikke var klienter på institutionen, og at der derfor

ikke var grundlag for arbejdsvægringen. Efter det oplyste blev pålæg først

meddelt på mødet i Arbejdsretten den 25. februar 1988. De indklagede forbund

findes ved denne passivitet at have gjort sig delagtige i

overenskomstbruddet. Ved fastsættelsen af den bod, som herefter påhviler de 2

forbund, findes der at burde lægges en vis vægt på, at de 2 forbund som

anført ikke forud for fællesmødet havde været inddraget i drøftelser om

forholdene på »T-Huset«, og at organisationerne efter fællesmødet

straks tog skridt til at opnå en forhandling med henblik på at bringe

konflikten til ophør. Boden findes herefter at burde fastsættes til 25.000

kr. for hvert af de indklagede forbund.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Hver af de på de fremlagte navnelister anførte medlemmer af

Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark,

som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen på »T-Huset« fra den 17.

februar 1988 til og med den 25. februar 1988, skal til Københavns Amtskommune

betale en bod på 20 kr. for hver time, hvori de har deltaget i

arbejdsnedlæggelsen, for så vidt angår de medlemmer af Kvindeligt

Arbejderforbund, som først indmeldte sig i forbundet under konflikten, dog

først fra tidspunktet for deres indmeldelse.

Til Amtsrådsforeningen i Danmark skal Specialarbejderforbundet i Danmark

og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark betale en bod på hver 25.000 kr.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

NOTER (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.287 ff, Hasselbalch

Kollektivarbejdsretten s.147 ff, K 87.445, K 86.130 og 86.131 (A 1986 s.151),

K 10.113 (A 1984 s.137).

Lignende dokumenter