Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.1.1. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 2.2.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver idømt bod for uberettiget bortvisning efter overenskomststridig arbejdsnedlæggelse Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne (direktør Poul Juelsbjerg) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Finn Hoffmann, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen og Sløk.

DOM nr 3924 af 25/04/1995DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.1.1. Bortvisning. Kollektiv arbejdsret,

generelt. Organisationsansvar 2.2.(* 1)(* 2) Arbejdsgiver idømt bod for

uberettiget bortvisning efter overenskomststridig arbejdsnedlæggelse

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark

(konsulent Evelyn Jørgensen) mod Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening for

H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne vegne (direktør Poul Juelsbjerg)

Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Finn Hoffmann, Thorkild E. Jensen,

Kiil (retsformand), Allan Nielsen og Sløk.

Arbejdsretten fandt, at virksomheden med bortvisningen tilsigtede en

endelig afbrydelse af arbejdernes ansættelsesforhold. Bortvisningerne kunne

herefter ikke betragtes som en lock-out. Ved afgørelsen af, om der forelå en

overenskomststridig kollektiv bortvisning lagde Arbejdsretten til grund, at

virksomheden med den indledte arbejdsretlige behandling i hvert fald

foreløbig havde givet afkald på at gøre misligholdelsen af

arbejdsforpligtelsen gældende som grundlag for en uvarslet ophævelse af de

individuelle ansættelsesforhold. Det på fællesmødet passerede måtte for de

strejkende fremtræde som en bekræftelse på, at et sådant afkald forelå, og at

sagen derfor i givet fald ville blive fortsat i Arbejdsretten med påstand om

bod for arbejdsnedlæggelsen. Under disse omstændigheder måtte en kollektiv

bortvisning af medarbejderne være betinget af, at de forinden klart og

utvetydigt var advaret om, at en fortsættelse af strejken ville medføre

bortvisning, og at driftsmæssige hensyn gjorde en sådan reaktion nødvendig og

ikke gav virksomheden mulighed for at afvente den fortsatte fagretlige

behandling af konflikten. Disse betingelser havde ikke været ar opfyldt,

hvorfor virksomheden dømtes til at betale løn i opsigelsesperioden og 75.000

kr. i bod. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at idømme

arbejdsgiverorganisationen bod.

1. Under denne sag, der er indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af

8. februar 1995, har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark, over for de indklagede, Vognmandsfagets

Læs alt

Arbejdsgiverforening for virksomheden H.C. Svendsen A/S, Lyngby, og på egne

vegne nedlagt følgende påstande:

1. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, har den 1. februar 1995 iværksat en

overenskomststridig lockout, subsidiært foretaget en overenskomststridig

kollektiv bortvisning af 4 renovationsarbejdere.

2. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, tilpligtes straks at bringe den

iværksatte overenskomststridige lockout til ophør samt at efterbetale

manglende løn pr. 1. februar 1995, subsidiært at efterbetale et beløb

svarende til løn i den overenskomstmæssige opsigelsesperiode, hvis det

statueres, at der foreligger en overenskomststridig kollektiv bortvisning.

3. Indklagede, H.C. Svendsen A/S, tilpligtes - hvadenten den principale

eller den subsidiære påstand tages til følge - for overenskomstbrud at betale

en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i

Danmark.

4. Medindklagede, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, tilpligtes for

delagtighed i overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod

til Specialarbejderforbundet i Danmark.

De indklagede har påstået frifindelse.

Baggrunden for den opståede tvist er en erkendt overenskomststridig

arbejdsnedlæggelse, der indledtes mandag den 30. januar 1995 ved normal

arbejdstids begyndelse blandt renovationsarbejderne i Skælskør Kommune,

hvoraf 4 blev bortvist i løbet af onsdag den 1. februar 1995 med den

begrundelse, at »du har siddet påbud om at optage arbejdet i dag kl.

06.00 overhørig.«

2. Af sagen fremgår, at den indklagede virksomhed udfører

renovationsarbejdet i Skælskør Kommune i henhold til kontrakt med kommunen,

hvorefter der på skift i 14-dages perioder afhentes gråt affald i en uge og

grønt affald i den følgende uge.

I slutningen af 1993 rettede Arbejdstilsynets Vestsjællands Amtskreds

henvendelse til kommunen og udtrykte forventning om, at der i løbet af 1.

halvår 1994 blev taget højde for arbejdsmiljøforholdene som beskrevet i

AT-anvisning nr. 4.1.01 om manuel håndtering og transport af dagrenovation

m.v. Efter et foreløbigt svar fra kommunen og et senere afholdt møde med

deltagelse af repræsentanter for kommunen, den indklagede virksomhed og

Specialarbejderforbundet i Danmark traf kommunens tekniske udvalg den 9.

august 1994 beslutning om »at acceptere et tilbud fra kommunens

dagrenovatør H.C. Svendsen A/S, på genindførelse af kærre til afhentning af

det grå affald (sække) med automatisk tømning i komprimatorvogn.

»Underretning herom blev sendt til samtlige implicerede med skrivelse af

30. august 1994, hvori det yderligere er anført bl.a.: »Der medtages kun

en sæk ad gangen på kærren. Kærren forventes indført pr. 1. september

1994.«

I løbet af efteråret 1994 kunne det imidlertid konstateres, at

renovationsarbejderne trods indskærpelse af påbudet herom ikke anvendte kærre

ved afhentning af affaldssækkene. Der afholdtes derfor den 10. januar 1995 et

møde med deltagelse af repræsentanter fra forbundet, Vognmandsfagets

Arbejdsgiverforening og den indklagede virksomhed, hvorunder man nåede til

enighed om, at medarbejderne skulle overgå fra akkordaflønning til ugeløn. I

referatet fra mødet hedder det bl.a.:

»Sagen diskuteredes, og parterne enedes om, at de ansatte fra uge

3/1995 overgår til ugeløn, og samtidig er parterne enige om, at de påbudte

kærrer skal anvendes, ligesom der er enighed om, at der kan anvendes

varierende ugentlig arbejdstid i henhold til §1, stk. 3, og der anvendes

køreskiver fra uge 3/1995.«

3. Som nævnt foran under punkt 1 blev arbejdet nedlagt mandag den 30.

januar 1995 ved normal arbejdstids begyndelse. Samme dag fremsendte

Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening til Landsorganisationen i Danmark

begæring om afholdelse af fællesmøde. I skrivelsen hedder det bl.a.:

»H.C. Svendsen A/S, -- har meddelt, at ca. 5 medlemmer af

Specialarbejderforbundet i Danmark ved arbejdstids begyndelse mandag den 30.

januar 1995 har nedlagt arbejdet. De pågældende er beskæftiget med indsamling

af dagrenovation i Skælskør kommune.

Efter det for os oplyste skyldes arbejdsnedlæggelsen, at

renovationsarbejderne mener, at der bruges for mange timer på indsamlingen af

dagrenovation, efter at arbejdet fra uge 3 udføres på ugeløn i stedet for

akkord.--»

Fællesmøde afholdtes den 31. januar 1995. I referatet fra mødet hedder det

bl.a.:

»Fra arbejdstagerside erkendtes det, at der var tale om en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Det blev pålagt renovationsarbejderne at genoptage arbejdet snarest muligt

og senest ved normal arbejdstids begyndelse onsdag den 1. februar 1995.

Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for

Arbejdsretten, såfremt pålægget ikke blev fulgt.

Fra arbejdstagerside mente man, at der forelå formildende omstændigheder i

sagen, da det kunne se ud til, at virksomheden planlagde systematisk

overarbejde.

Fra arbejdsgiverside bestred man dette og anførte, at varierende ugentlig

arbejdstid lige var indført, og at man først efter en længere periode kunne

vurdere det reelle tidsforbrug.«

Da 4 af de 5 renovationsarbejdere ikke genoptog arbejdet onsdag den 1.

februar 1995, blev de som nævnt bortvist med den foran under punkt 1 gengivne

begrundelse.

4. Bortvisningerne blev drøftet ved et fællesmøde den 6. februar 1995. I

referatet fra mødet hedder det bl.a.:

»Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at 4 ud af 5 medarbejdere

ikke genoptog arbejdet den 1. februar 1995, sådan som et fællesmødereferat af

31. januar 1995 havde pålagt dem.

Den 1. februar 1995 kl. 6.00 gjorde virksomheden straks opmærksom på, at

konsekvensen ville blive, at der ville blive ansat andre til at udføre

arbejdet, hvis de ikke genoptog arbejdet.

Da arbejdet fortsat ikke var blevet genoptaget ved middagstid den 1.

februar 1995, fik de 4 ansatte meddelelse om, at de ikke længere var ansat i

firmaet, som herefter ville ansætte andre til at udføre arbejdet.

Fra arbejdstagerside bestred man, at der på noget tidspunkt var blevet

gjort opmærksom på, at der ville blive ansat andre, såfremt arbejdet ikke

blev genoptaget.

Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at de stedfundne bortvisninger

er i strid med gældende overenskomster samt en omgåelse af det fagretlige

system.

Endvidere opfordrede arbejdstagersiden Vognmandsfagets

Arbejdsgiverforening til at pålægge sin medlemsvirksomhed øjeblikkeligt at

genansætte de bortviste. I modsat fald tog man forbehold for at gøre

organisationsansvar gældende.

Fra Vognmandsfagets Arbejdsgiverforenings side gjorde man gældende, at

virksomheden havde været nødsaget til at disponere som gjort af driftsmæssige

årsager, da affaldet skulle bortskaffes, fordi der kun udføres renovation

hver fjortende dag, idet der den ene uge køres grønt affald og den følgende

uge gråt affald.

Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig at indbringe sagen som hastesag

for Arbejdsretten.«

Klageskriftet af 8. februar 1995 blev behandlet på et forberedende

retsmøde i Arbejdsretten den 9. s.m. I retsbogsudskriften fra mødet hedder

det bl.a.

»Indklagede kunne ikke erkende, at der skulle foreligge en

overenskomststridig lock-out, og var derfor ikke indstillet på at meddele

virksomheden pålæg om ophævelse af lock-outen. Klagerne forbeholdt sig

herefter at nedlægge en yderligere påstand om organisationsansvar.«

5. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af en række vidner.

Renovationsarbejder Lars Christiansen har forklaret bl.a., at han blev

ansat i virksomheden i november 1991. Grunden til arbejdsnedlæggelsen den 30.

januar 1995 var, at tømningerne tog urimelig lang tid, når kærren skulle

bruges. Det er rigtigt, at der i begyndelsen af måneden var opnået enighed om

at bruge kærren, men det viste sig, at det tog alt for lang tid. Den 30.

januar mødte de kl. 5.30 og blev enige om at nedlægge arbejdet. Det meddelte

de virksomhedens driftschef Leif Schandorff telefonisk ved 10-tiden.

Schandorff sagde, at det kunne de ikke, men der blev ikke givet nogen

advarsel om de eventuelle følger for deres vedkommende, da de gentog, at

arbejdet var nedlagt. De blev efterfølgende orienteret af fagforeningen om

forløbet af fællesmødet den følgende dag. De fik at vide, at sagen kunne ende

i Arbejdsretten, hvorimod der ikke blev sagt noget om, at de kunne blive

afskediget. Dagen efter - den 1. februar 1995 - mødtes folkene igen kl. 5.30

og drøftede situationen. Kun en af de 5 strejkende valgte at køre, hvilket

telefonisk blev meddelt Schandorff. Vidnet fik af Schandorff besked om at

holde kontakt med fagforeningen. Omkring middagstid blev vidnet kontaktet på

bopælen af Schandorff, der bad ham komme ud på arbejdspladsen og aflevere

nøglerne samt hente sin fyreseddel. Han fulgtes med Rene Larsen derud, hvor

de afleverede nøglerne og fik fyresedlen, som han dog ikke ville kvittere

for, før han havde været i fagforeningen. Vidnet havde ikke forud herfor fået

nogen advarsel om, at han og de andre ville blive fyret, hvis ikke arbejdet

blev genoptaget.

Talsmand Morten Christiansen har forklaret bl.a., at han blev ansat i

virksomheden i november 1991. Han blev bortvist den 1. februar 1995 ved

14-tiden uden forudgående advarsel. Han fik blot besked om, at han skulle

komme ud på arbejdspladsen og aflevere nøgler og køreskiver. Der var ingen

til stede, da han kom derud. Han lagde nøglerne fra sig og modtog dagen efter

fyresedlen med posten.

Afdelingsformand Knud Larsen har forklaret bl.a., at organisationsmødet

den 10. januar 1995 blev afholdt på foranledning af forbundet. Det, man nåede

til enighed om på mødet, løste imidlertid ikke problemerne, hvilket var

grunden til arbejdsnedlæggelsen den 30. januar. Den bevirkede, at

virksomhedens direktør Carsten Claumarch indfandt sig på afdelingskontoret,

hvor han gav udtryk for, at han egentlig syntes, folkene burde fyres. Vidnet

svarede hertil, at han ikke håbede, det kom så vidt, da man jo hidtil havde

været enige om, at man skulle se tiden an. Efter fællesmødet orienterede

vidnet folkene om, hvad der var sket, og har i den forbindelse nok sagt, at

sagen kunne ende i Arbejdsretten, og at arbejdet så kunne blive frigivet.

Senere blev vidnet kontaktet af Leif Schandorff, der sagde, at man agtede at

fyre folkene, og at man ikke ville indbringe sagen for Arbejdsretten, da man

så ikke kunne fyre folkene.

Direktør Carsten Claumarch har forklaret bl.a., at han den 30. januar 1995

kørte til Skælskør for at tale med afdelingen, kommunen og folkene i

anledning af den iværksatte ulovlige arbejdsnedlæggelse. Under samtalen med

afdelingsformand Knud Larsen gav denne udtryk for, at folkene nok ville blive

pålagt at genoptage arbejdet næste dag, og at de så ville på igang. Vidnet

bemærkede hertil, at det i modsat fald godt kunne være, at man allerede i

morgen ville ansætte andre til at udføre arbejdet for at undgå driftsmæssige

forstyrrelser. Han snakkede senere samme dag med talsmand Morten Christiansen

på dennes bopæl. Morten Christiansen gav herunder udtryk for, at det slet

ikke havde været meningen, at det skulle komme så vidt, men folkene var

trætte af de mange timer.

Driftschef Leif Schandorff har forklaret bl.a., at han den 30. januar 1995

forsøgte at få telefonisk kontakt med folkene allerede ved 6-tiden om

morgenen. Det lykkedes imidlertid ikke. Ved 10.30-tiden blev han ringet op af

Lars Christiansen, der fortalte, at arbejdet var nedlagt, fordi folkene var

utilfredse med den megen tid, der nu medgik til arbejdets udførelse. Vidnet

sagde, at de skulle gå i arbejde, hvortil der blev svaret, at det ville de

ikke. Vidnet nævnte ikke ved den lejlighed noget om de mulige konsekvenser af

arbejdsnedlæggelsen, men gjorde opmærksom på, at der var tale om en

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Vidnet ringede på ny den 1. februar

om morgenen til Lars Christiansen og fik at vide, at kun en af de 5

strejkende ville gå i arbejde igen efter påbudet fra fællesmødet. Samtalen

sluttede med, at vidnet meddelte Lars Christiansen, at han ville kontakte

Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, og at han ville opfordre folkene til at

kontakte fagforeningen. Efter af have drøftet sagen med

arbejdsgiverforeningen valgte man fra virksomhedens side ikke at gå i

Arbejdsretten med sagen. Vidnet kørte herefter til Skælskør og kontaktede

undervejs Lars Christiansen, som han underrettede om, at de ville blive

opsagt, hvis ikke de genoptog arbejdet, da de ikke havde efterkommet påbudet

fra fællesmødet. Vidnet havde opsigelserne med for det tilfælde, at folkene

stod fast på at fortsætte arbejdsnedlæggelsen. Samtalen sluttede med, at han

bad Lars Christiansen om at indkalde folkene, så de i givet fald kunne

aflevere nøgler og afhente deres personlige ting. Under turen til Skælskør

kontaktede vidnet også afdelingsformand Knud Larsen og opfordrede denne til

at pålægge folkene at genoptage arbejdet, hvad han imidlertid allerede havde

gjort. Vidnet orienterede også Knud Larsen om, at virksomheden i givet fald

ville opsige de pågældende medarbejdere. Efter ankomsten til Skælskør

orienterede vidnet på ny Lars Christiansen og nu tillige Rene Larsen om

virksomhedens fremgangsmåde og opfordrede dem igen til at gå i arbejde, hvad

de ikke ville. De fik herefter opsigelserne overrakt, men nægtede at

underskrive disse og henviste til, at virksomheden jo havde valgt at gå i

Arbejdsretten med sagen. Opsigelserne blev herefter sendt anbefalet til dem.

6. Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at baggrunden

for den erkendt overenskomststridige ar bejdsnedlæggelse var, at brug af den

påbudte kærre betød en væsentlig forøgelse af tidsforbruget til udførelsen af

renovationsarbejdet. Folkenes reaktion indebar ingen vægring mod brug af

kærren, men mod det øgede tidsforbrug, der som påpeget på fællesmødet tydede

på planlagt systematisk overarbejde. Når man i den situation fra

arbejdsgiverside valgte at indlede sædvanlig fagretlig behandling af

arbejdsnedlæggelsen og tog forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten,

har man givet afkald på at forfølge sagen ved bortvisning af de medarbejdere,

som ikke fulgte pålægget fra fællesmødet om at genoptage arbejdet. Da

bortvisningerne ikke var driftsmæssigt begrundede, foreligger der en

overenskomststridig lockout. I hvert fald er der med den uvarslede opsigelse

af de omhandlede 4 medarbejdere sket en overenskomststridig kollektiv

bortvisning af disse, idet deres arbejdsnedlæggelse under de foreliggende

omstændigheder ikke var en så grov og væsentlig misligholdelse af

arbejdsforholdet, at det kunne berettige en bortvisning, ligesom de ikke

forud for bortvisningen var advaret på en tilstrækkelig klar og utvetydig

måde om konsekvenserne af en fortsat arbejdsvægring. Tværtimod havde folkene

al anledning til at tro, at sagen i givet fald ville blive videreført i

Arbejdsretten.

Da Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening hverken på fællesmødet den 6.

februar 1995 eller under det forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 9.

s.m. har villet efterkomme en opfordring fra arbejdstagerside om at pålægge

virksomheden at ophæve lockout'en og genansætte de bortviste medarbejdere,

har foreningen gjort sig delagtig i det skete overenskomstbrud og bør derfor

pålægges bodsansvar.

7. De indklagede har anført, at de bortviste 4 medarbejdere klart havde

misligholdt de individuelle ansættelsesforhold så groft, at det gav

virksomheden mulighed for at vælge mellem at forfølge sagen inden for det

fagretlige system eller - som sket - straks at bortvise de pågældende. Forud

for arbejdsnedlæggelsen var der givet folkene klare instrukser om, hvorledes

arbejdet skulle udføres. Disse instrukser blev ikke fulgt, og da der herefter

blev givet pålæg om, at de skulle efterleves, blev arbejdet nedlagt og ikke

genoptaget efter pålæg herom på fællesmødet. Under disse omstændigheder var

der tale om en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det var

berettiget at bortvise folkene, så meget mere, som driftsmæssige hensyn

gjorde dette nødvendigt. Folkene var forinden advaret om, at det kunne blive

nødvendigt at ansætte nye folk, hvis arbejdet ikke snarest blev genoptaget.

Det blev de advaret om endnu engang den 1. februar 1995, inden opsigelserne

blev søgt afleveret til dem. Der er således heller intet grundlag for at

pålægge den medindklagede arbejdsgiverforening organisationsansvar.

Virksomheden ville få meget betydelige vanskeligheder, hvis arbejdet ikke

snarest kom igang igen. Derfor kunne man ikke pålægge virksomheden at

genansætte folkene, når der ikke forelå tilsagn om, at arbejdet i så fald

straks ville blive genoptaget.

8. ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Efter det foreliggende tilsigtede virksomheden med bortvisningen af de

omhandlede 4 renovationsarbejdere en endelig afbrydelse af deres

ansættelsesforhold. Under hensyn hertil og til, at driftsmæssige hensyn - og

ikke nogen »kamphensigt« - må antages at have været afgørende for

virksomhedens valg af denne løsning, finder Arbejdsretten det ikke godtgjort,

at bortvisningerne kan betragtes som en overenskomststridig lockout. For

sagens udfald bliver det herefter afgørende, om der - som påstået subsidiært

- er sket en overenskomststridig kollektiv bortvisning af de omhandlede

medarbejdere.

Ved afgørelsen heraf lægger Arbejdsretten til grund, at virksomheden med

den indledte arbejdsretlige behandling af den erkendt overenskomststridige

arbejdsnedlæggelse i hvert fald foreløbig havde givet afkald på at gøre

misligholdelsen af arbejdsforpligtelsen gældende som grundlag for en uvarslet

ophævelse af de individuelle ansættelsesforhold. Det på fællesmødet passerede

måtte for de strejkende fremtræde som en bekræftelse på, at et sådant afkald

forelå, og at sagen derfor i givet fald ville blive fortsat i Arbejdsretten

med påstand om bod for arbejdsnedlæggelsen. Under disse omstændigheder måtte

en kollektiv bortvisning af medarbejderne være betinget af, at de forinden

klart og utvetydigt var advaret om, at en fortsættelse af strejken ville

medføre bortvisning, og at driftsmæssige hensyn gjorde en sådan reaktion

nødvendig og ikke gav virksomheden mulighed for at afvente den fortsatte

fagretlige behandling af konflikten. Da det efter bevisførelsen ikke kan

anses for godtgjort, at disse betingelser var opfyldt, har den indklagede

virksomhed været afskåret fra at bortvise de pågældende, uden at det er

nødvendigt for Arbejdsretten at tage stilling til, om betingelserne for

bortvisning i øvrigt måtte være opfyldt.

Som følge af det anførte skal virksomheden efterbetale et beløb, svarende

til løn til de 4 renovationsarbejdere i den overenskomstmæssige

opsigelsesperiode.

Den af virksomheden herudover forskyldte bod fastsættes til 75.000 kr.

De idømte beløb skal betales til Specialarbejderforbundet i Danmark.

Af referatet fra fællesmødet den 6. februar 1995 fremgår, at man fra

arbejdsgiverside anførte bl.a., at folkene var blevet advaret inden

bortvisningen, og at driftsmæssige hensyn havde gjort det nødvendigt at

disponere som sket. Som sagen forelå oplyst både under fællesmødet og under

det forberedende møde i Arbejdsretten den 9. februar 1995, havde

Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening således nogen føje til at anse

bortvisningerne for sket med rette. Det kan ikke pådrage foreningen

bodsansvar, at foreningen under disse omstændigheder undlod at efterkomme

arbejdstagersidens opfordring til at pålægge virksomheden at genansætte de

bortviste medarbejdere. Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening frifindes derfor

for den nedlagte bodspåstand.

Thi kendes for ret:

Indklagede, H.C. Svendsen A/S, Lyngby, har foretaget en

overenskomststridig kollektiv bortvisning af 4 renovationsarbejdere og skal

derfor efterbetale et beløb svarende til løn til disse arbejdere i den

overenskomstmæssige opsigelsesperiode.

Indklagede, H.C. Svendsen A/S, Lyngby, skal for over enskomstbrud betale

en bod på 75.000 kr.

Beløbene skal betales til Specialarbejderforbundet i Danmark.

Medindklagede, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, frifindes for den

nedlagte bodspåstand.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales af de indklagede til

Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Kommentar, s. 108 ff., Per Jacobsen, s. 301 ff.,

Hasselbalch Kollektivarbejdsretten, s. 163 ff., AD 87.054 (A 1987, s. 132),

AD 88.193 (A 1989, s. 57)

Lignende dokumenter