Spring til indhold

Retsinformation

Akkord. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Faglig voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Arbejdsgivers forståelse af overenskomstbestemmelse, der tilsidesattes ved faglig voldgiftskendelse ikke bodspådragende. Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark (advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagene og firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm (advokat Helge Werner) Dommere: Agnete Halmind, Otto Hansen, Erik Jensen Bent Knap, G.P.Kofod, Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).

DOM nr 51613 af 10/08/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Akkord. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Faglig

voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Arbejdsgivers

forståelse af overenskomstbestemmelse, der tilsidesattes ved faglig

voldgiftskendelse ikke bodspådragende. Landsorganisationen i Danmark for

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark

(advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagene og

firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm (advokat Helge Werner) Dommere:

Agnete Halmind, Otto Hansen, Erik Jensen Bent Knap, G.P.Kofod, Albæk Petersen

og Pontoppidan (retsformand).

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt

Arbejderforbund i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget

Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagene og firma P. Taabbel & Co.

A/S, Hanstholm, for Arbejdsretten. Klagerne har nedlagt følgende påstande:

1. Indklagede firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, har begået

overenskomstbrud ved ikke at regulere den faste lønandel i akkord og

bonusaftaler med den mellem organisationerne pr. 1. marts 1987 aftalte

generelle timelønsforhøjelse.

2. Indklagede firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, tilpligtes at

regulere den faste lønandel i akkord og bonusaftaler med den mellem

organisationerne pr. 1. marts 1987 aftalte generelle timelønsforhøjelse.

3. Indklagede Industrifagene har gjort sig delagtig i det af firma P.

Taabbel & Co A/S, Hanstholm, begåede overenskomstbrud.

4. Indklagede firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, og Industrifagene

pålægges en af retten fastsat bod for det begåede overenskomstbrud.

De indklagede har taget bekræftende til genmæle over for klagernes påstand

1 og 2, men har påstået sig frifundet for bodskravet.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Virksomheden har siden den 1. januar 1983 været medlem af Industrifagenes

almindelige Arbejdsgiverforening og er omfattet af Fællesoverenskomsten

mellem Industrifagene og de to forbund. Virksomheden har endvidere indgået

Læs alt

lokalaftaler med de to forbunds Hanstholm afdelinger.

I tiden frem til den 1. marts 1983 var 2/3 af akkorderne i virksomheden

rene akkorder, medens der i 1/3 af akkorderne var en fast løndel.

Ved lokaloverenskomster af 20. juni 1983 blev der indført en fast løndel i

alle akkorder med virkning fra den 1. marts 1983.

I forbindelse hermed blev der i lokalaftalerne indføjet følgende

bestemmelser:

»Samtlige akkorder er fra denne overenskomsts ikrafttræden blandede

akkorder.

Fremtidige reguleringer indgår som reguleringer af den faste løndel og

modregnes ikke.

Den faste løndel reguleres i overenskomstperioden således:

Tilsvarende bestemmelser indgik i lokaloverenskomsterne ved disses

fornyelse i 1985. Begge lokalaftaler indeholdt endvidere bestemmelse om, med

hvilke beløb tidlønningerne skulle forhøjes i overenskomstperioden.

Ved fornyelsen af Fællesoverenskomsten i 1987 blev det i overenskomsten

fastlagt, med hvilke beløb den normale timeløn skulle forhøjes i

overenskomstperioden.

Under en forhandling i Forligsinstitutionen den 14. februar 1987, blev der

opnået enighed om en fornyelse af de to forbunds lokaloverenskomster med

virksomheden. I det udfærdigede protokollat herom udtales:

»Der opnåedes enighed om følgende:

Til § 2:

»Grundlovsdag« bortfalder.

Til § 3:

Tidløn ændres redaktionelt i henhold til Fællesoverenskomsten.

Hanstholm-tillægget forhøjes med 0,50 kr.

Akkord- og bonusløn:

Bestemmelsen ændres redaktionelt, således at der fremover betales i

merfortjeneste mindst 25% af 24,47 kr. + 1,50 kr. + fremtidige tillæg til

Fællesoverenskomstens grundløn.

Overarbejde.

Reglerne i særbestemmelse/lokalaftale 1982/83 om overtidstillæg

genindføres med virkning fra 1.3.1987.

Herefter tilbagestår ikke yderligere krav.'

Ved lønudbetalingerne efter den 1. marts 1987 forhøjede virksomheden ikke

den faste løndel i akkorder og bonusordninger med det beløb på 3 kr. i timen,

som tidlønningerne var forhøjet med. Dette gav anledning til en

arbejdsnedlæggelse fredag den 6. marts 1987. Arbejdsnedlæggelsen blev

behandlet på et fællesmøde den 9. marts 1987. Fra arbejdstagerside fremførte

man på fællesmødet, at arbejdsnedlæggelsen var fremprovokeret af

arbejdsgiveren, der ikke ville regulere akkord- og bonuslønnen efter

lokalaftalernes bestemmelser. Fra arbejdsgiverside afviste man dette, idet

man var af den opfattelse, at tidligere og nuværende lokalaftalers

bestemmelser om akkord- og bonusløn samt referat af

overenskomstforhandlingerne af 14. februar 1987 ikke medfører en automatisk

ændring af akkordgrundlaget som følge af resultatet af

overenskomstforhandlingerne.

På et fællesmøde den 12. marts 1987 behandledes en af Landsorganisationen

i Danmark fremsat klage over, at virksomheden havde begået brud på gældende

overenskomst ved ikke at regulere akkord- og bonusløn i henhold til

overenskomstens bestemmelser herom. Fra arbejdsgiverside bestred man, at der

var tale om overenskomstbrud, idet man gjorde gældende, at stigninger på

lokalaftalens akkord- og bonuslønninger hidtil var blevet fastsat efter

lokale forhandlinger. Arbejdsgiversiden henviste endvidere til

fællesmødereferatet af 9. marts 1987.

Der blev ikke på de to fællesmøder opnået enighed.

Sagen blev herefter ved klageskrift af 26. maj 1987 indbragt for

Arbejdsretten.

Den 6. oktober 1987 enedes parterne om at lade spørgsmålet om

fortolkningen af lokalaftalerne efter overenskomstfornyelsen i 1987 afgøre

ved faglig voldgift.

Under voldgiftssagen nedlagde klagerne påstand svarende til påstand 1

under nærværende sag. Ved opmandskendelse af 15. december 1987 fik klagerne

medhold. I opmandens konklusion anføres:

»Siden der i 1983 blev indført en fast løndel i alle akkord- og

bonusordninger på virksomheden, er den faste løndel stedse blevet forhøjet

med samme beløb som timelønningerne.

Ved fornyelsen af lokaloverenskomsterne under »bunkebrylluppet«

den 14. februar 1987 blev timelønningerne forhøjet med 3 kr. pr. 1. marts

1987 og pr. 1. marts 1988. Der blev for akkord- og bonusløn aftalt en

»redaktionel« ændring vedrørende mindstefortjenesten ved arbejde på

akkord- og bonusgrundlag. Spørgsmålet om forhøjelse af den faste løndel i

akkord- og bonusordninger blev ikke drøftet. Det måtte efter de to

forudgående lokalaftaler være klart for arbejdsgiversiden, at man fra

arbejdstagerside regnede med samme forhøjelser af den faste løndel som af

timelønnen. Arbejdsgiversiden gjorde dog ikke opmærksom på, at man havde en

anden opfattelse.

Det er efter disse omstændigheder opmandens opfattelse, at lokalaftalerne

er blevet fornyet således, at den faste løndel fortsat skal forhøjes på samme

måde som timelønningerne.'

Til støtte for kravet om bod har klagerne anført, at det ved

opmandskendelsen er fastslået, at virksomheden har begået overenskomstbrud

ved ikke at regulere den faste lønandel i akkord- og bonusaftalen med den

mellem organisationerne pr. 1. marts 1987 aftalte generelle

timelønsforhøjelse.

Der er endvidere tale om et så klart overenskomstbrud, at virksomheden har

været i ond tro. Det samme gælder Industrifagene. Til støtte herfor henviser

klagerne til opmandens konklusion, hvoraf det fremgår, at der ikke var noget

holdepunkt for de indklagedes anbringende om, at den aftalte forhøjelse af

timelønnen ikke som hidtil - og som foreskrevet i lokalaftalerne - skulle

gælde for den faste løndel i akkord- og bonusaftaler.

Det begåede overenskomstbrud bør derfor udløse et alvorligt bodsansvar

såvel for virksomheden som for Industrifagene, som har gjort sig delagtig i

overenskomstbruddet ved ikke at tage afstand fra, men tværtimod støtte,

virksomhedens standpunkt.

Til støtte for påstanden om frifindelse for bodskravet har de indklagede

anført, at hverken virksomheden eller Industrifagene var eller måtte være

klar over, at virksomheden handlede overenskomststridigt ved ikke at regulere

de faste løndele i akkord- og bonusaftaler med de pr. 1. marts 1987 aftalte

timelønsforhøjelser. De indklagede har herved henvist til, at det ved

overenskomstfornyelserne i 1983 og 1985 blev udtrykkeligt aftalt at regulere

akkordernes faste del med samme beløb som Fællesoverenskomstens

timelønsforhøjelser. En tilsvarende aftale blev ikke indgået i 1987, og de

indklagede kunne derfor med føje være i tvivl om, hvorvidt lokalaftalernes

bestemmelser om regulering af den faste løndel i akkord- og bonusaftaler

fandt anvendelse. Hertil kommer, at arbejdsgiversiden allerede på fællesmødet

den 12. marts 1987 foreslog, at sagen blev behandlet ved en faglig voldgift,

og gav tilsagn om at medvirke til en hurtig afgørelse af tvivlsspørgsmålet.

Arbejdsretten skal udtale:

Som det tidligere er fastslået i Arbejdsrettens praksis er det forhold, at

en parts forståelse af overenskomstbestemmelser og deraf følgende handlemåde

underkendes ved faglig voldgift, ikke i sig selv ensbetydende med, at der er

begået bodspådragende overenskomstbrud. Afgørende i så henseende må være, om

parten må antages at have været klar over, at den handlede

overenskomststridigt, eller dog at have udvist en sådan uagtsomhed, at et

bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet.

I det foreliggende findes der ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at

fastslå, at de indklagede efter de anførte retningslinier har pådraget sig

bodsansvar. Der lægges herved vægt på, at spørgsmålet om forhøjelse af den

faste løndel med de aftalte generelle timelønsforhøjelser ikke blev berørt i

forbindelse med fornyelsen af lokalaftalerne i 1987. Selv om fornyelsen skete

alene med redaktionelle ændringer, findes det, som anført af de indklagede,

at kunne have givet anledning til en vis tvivl, om Fællesoverenskomstens

timelønsforhøjelser automatisk skulle medføre en tilsvarende forhøjelse af

akkordens faste løndele.

Som følge af det anførte frifindes de indklagede for klagernes påstand 3

og 4, medens klagernes påstand 1 og 2 tages til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, har begået

overenskomstbrud ved ikke at regulere den faste lønandel i akkord og

bonusaftaler med den mellem organisationerne pr. 1. marts 1987 aftalte

generelle timelønsforhøjelse.

Indklagede firma P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, tilpligtes at

regulere den faste lønandel i akkord og bonusaftaler med den mellem

organisationerne pr. 1. marts 1987 aftalte generelle timelønsforhøjelse.

I øvrigt frifindes de indklagede for klagernes påstande.

I sagsomkostninger betaler hver af parterne 1000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442, 626, note 95, Knud Illum s.316, K

86.127.

Lignende dokumenter