Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt (* 1) (* 2) Virksomhed idømt bod for, i strid med aftale herom, ikke at have indført bonusaftale. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S (advokat Keld Burmølle). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Brink, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kofod og Maabjerg.

DOM nr 3799 af 24/10/1990DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt (* 1)

(* 2) Virksomhed idømt bod for, i strid med aftale herom, ikke at have

indført bonusaftale. Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S

(advokat Keld Burmølle). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand),

Brink, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kofod og Maabjerg.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S for Arbejdsretten for

overenskomstbrud.

PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne har påstået indklagede tilpligtet at overholde gældende

overenskomst, herunder at indføre en bonusaftale, og tilpligtet for brud på

gældende overenskomst til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en

efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse, men har erkendt at være forpligtet til

at overholde overenskomsten.

SAGSFREMSTILLING:

Den 30. juni 1987 blev der i den indklagede virksomhed underskrevet

følgende hensigtserklæring:

»Vedrørende: Bonusaftale

Det er aftalt, at Direktionen og Tillidsmænd i den kommende periode

seriøst undersøger og vurderer muligheden for at etablere en bonusordning for

alle timelønnede medarbejdere i Viggo Borch koncernen.

Aftalen vil formentlig bygge på en form for produktivitet - d.v.s. på

basis af gennemløbet af tonnage i relation til antal ansatte.«

Under et møde i juli eller begyndelsen af august 1987 vedrørende fornyelse

af overenskomsten blev der for perioden 1. marts 1987 til 1. marts 1991

opnået enighed om en række ændringer af den gældende overenskomst. Det

Læs alt

fremgår af mødereferatet, at betalingssatserne kunne genforhandles pr. 1.

marts 1989. Referatet slutter således:

»Det er aftalt, at der i den kommende periode, og senest 1. marts

1989 er indført en bonusaftale mellem overenskomstens parter.

Der tilbagestår herefter ikke yderligere krav fra nogle af parterne.

Det af Lager og Handelsarbejdernes Forbund og Specialarbejderforbundet i

Danmark fremsendte 1. strejkevarsel, tilbagekaldes hermed.«

Bonusspørgsmålene blev herefter drøftet på møder den 31. august og 12.

oktober 1987, 6. januar, 16. februar, 31. oktober og 6. december 1988, 6.

marts og 7. april 1989. På arbejdstagerside deltog konsulent i

Specialarbejderforbundet i Danmark Poul Mandrup, bortset fra mødet den 6.

december 1988. I møderne den 6. marts og 7. april 1989 deltog på

arbejdsgiverside Ole Storm Jeppesen, der er konsulent i Industrifagenes

Arbejdsgiverforening, som virksomheden var blevet medlem af pr. 1. april

1988.

På mødet den 6. marts 1989 blev der givet udtryk for meningsforskelle med

hensyn til forhandlingernes grundlag. Arbejdsgiverne mente, at de oprindelige

bonusforhandlinger var forbi, da der ikke havde kunnet opnås enighed mellem

parterne. Selskabet følte sig herved løst fra sit oprindelige tilsagn, idet

man samtidig havde opfyldt sine løfter om en seriøs undersøgelse og

forhandling. Arbejdstagerne protesterede mod denne udformning af

problemstillingen, idet man mente, at hvis et bonussystem ikke skulle blive

indført, burde det erstattes af en anden ydelse.

Der blev på mødet den 7. april 1989 forelagt et udkast til en model for

bonusordning, og der var enighed om, at dette formentlig ville kunne anvendes

under den nuværende struktur. Selskabet gav imidlertid udtryk for, at

udsigten til mulige forestående strukturændringer gjorde virksomhedens

overvejelser vanskelige og tunge. Fagforeningsrepræsentanterne anså denne

holdning for at være obstruktion mod forhandlingerne.

Den 10. april 1989 besluttede virksomhedens ledelse, at man ikke ønskede

at indføre bonusordninger på dette tidspunkt. Lager og Handelsarbejdernes

Forbund fik meddelelse herom ved brev af 14. april 1989.

Klagerne fremførte herefter sin påstand om overenskomstbrud. I den

anledning blev der holdt fællesmøde den 29. juni 1989, og referatet herfra

slutter således:

»Fra virksomhedens side tilbagekaldte man under fællesmødet skrivelse

af 14. april 1989 og tilbød forhandling om opfyldelse af

overenskomstprotokollatet i den efter fællesmødets afholdelse kommende uge

(3.-7. juli), hvilket man afviste fra arbejdstagerside.«

Den 8. januar 1990 blev der indgivet klageskrift til Arbejdsretten.

FORKLARINGER:

Frank Kieffer har bl.a. forklaret, at han siden 1977 har deltaget for

Lager- og Handelsarbejdernes Forbund i forhandlinger med Viggo Borch A/S. I

1987 var forhandlingerne gået i hårdknude, navnlig fordi der var uenighed om

lønnen. Tillidsmændene forhandlede sideløbende med arbejdsgiveren, og dette

resulterede i hensigtserklæringen af 30. juni 1987. Forbundet accepterede

lønningerne, fordi de blev suppleret med et løfte om bonus. Vidnet kan ikke

huske, om hensigtserklæringen var fremme under forbundets forhandlinger,

eller om det blev diskuteret, om det var samme formulering, der kom i

mødereferatet om overenskomsten. De efterfølgende møder handlede i vidt

omfang om tekniske ting, og efter at Ole Storm Jeppesen var kommet med, blev

man enige om at bruge Industrifagenes Arbejdsgiverforenings model for

bonusordning. Den 7. april 1989 manglede man kun at sætte bonusbeløbene ind i

aftaleudkastet. Ole Storm Jeppesen oplyste, at ordningen ville give de

ansatte ca. 375.000 kr., og at det var normalt med en effektivitetsforøgelse

på ca. 10 %, når en bonusordning blev indført. På mødet slog direktør Søren

Hansen imidlertid helt bak. Han henviste til ændringer i virksomhedens

struktur, men så vidt vidnet ved, er der ikke sket afgørende ændringer.

Vidnet havde ferie umiddelbart efter fællesmødet, og det var derfor, han

afviste at forhandle i ugen 3.-7. juli. Forbundet afviste ikke forhandlinger

i almindelighed, men der kom aldrig senere noget initiativ fra

arbejdsgiveren, heller ikke efter at der var klaget til Arbejdsretten.

Søren Hansen har bl.a. forklaret, at han er økonomidirektør hos Viggo

Borch A/S og siden 1985 har forhandlet overenskomster for selskabet. Der blev

i 1987 stillet alt for store lønkrav, og vidnet fik den opfattelse, at

tillidsmændene var interesseret i en bonusordning. Forholdet skulle

undersøges nærmere, og derfor blev hensigtserklæringen underskrevet. To dage

senere forhandlede man igen med forbundet, og Frank Kieffer forlangte, at

hensigtserklæringen kom ind i overenskomsten. Vidnet havde tillid til Frank

Kieffer og troede ham derfor, da han forsikrede, at virksomheden ikke blev

snydt ved, at overenskomsten blev formuleret lidt anderledes end

hensigtserklæringen, og at konsekvenserne af mislykkede bonusforhandlinger

blot ville være, at lønkravene den 1. marts 1989 blev så meget større. Hvis

vidnet ikke havde stolet på Frank Kieffer, kunne han have kontaktet firmaets

advokat. Udgangspunktet var, at effektivitetsforøgelsen skulle deles mellem

virksomheden og de ansatte.

Den 1. januar 1988 troede vidnet på, at bonusordningen kunne træde i kraft

det følgende efterår. Først da Ole Storm Jeppesen kom ind i forhandlingerne,

blev vidnet klar over, hvor meget bonusordningen ville koste. Det var helt

urealistiske tal.

Selskabet blev et led i Danisco-koncernen, og der var i foråret 1989

overvejelser om afhændelse. Det var baggrunden for udtalelserne om

strukturændringer.

Ved fællesmødet blev vidnet belært om nogle juridiske finesser, og for at

få en afslutning på sagen tilbagekaldte man afvisningsbrevet og tilbød at

genoptage forhandling. Han ved ikke, hvad der lå i, at Frank Kieffer afviste

forhandlinger. Hverken fra virksomhedens eller de ansattes side er der efter

fællesmødet taget initiativ til forhandlinger.

Virksomheden er i dag under en fællesoverenskomst og skal forhandle

bonusordninger.

PARTERNES ARGUMENTER:

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at indklagede må have

bevisbyrden for, at overenskomstens bonusbestemmelse ikke skal forstås efter

sin ordlyd. Denne bevisbyrde er ikke opfyldt, og arbejdsgiverens forpligtelse

kan ikke være begrænset til hensigtserklæringen, der er erstattet af den

senere overenskomstbestemmelse.

Indtil april 1989 har virksomheden da også forsøgt at overholde aftalen.

Efter fællesmødet har arbejdsgiverne derimod ikke taget initiativ til at

genoptage forhandlingerne, selv om man havde accepteret det. Sådant initiativ

er end ikke taget, efter at sagen er indbragt for Arbejdsretten.

Der er tale om et alvorligt overenskomstbrud, hvor store beløb står på

spil.

De indklagede har heroverfor anført, at virksomheden ikke har begået

overenskomstbrud. Hensigtserklæringen er det afgørende fortolkningsbidrag til

overenskomsten, der efter sin tilblivelse ikke kan give selskabet større

forpligtelser end erklæringen. Det er da også på dette grundlag, der blev

forhandlet i 1987-89, og brevet af 14. april 1989 er ikke en fragåelse af

hensigtserklæringen, blot en konstatering af, at undersøgelserne og

vurderingerne havde ført til, at bonusordning ikke kunne gennemføres.

Der er ikke ved fællesmødet nogen erkendelse af overenskomstbrud. Efter

mødet var der lige så stor anledning for de ansatte til at få forhandlingerne

genoptaget. Virksomheden har ikke nægtet at forhandle, tværtimod.

Hvis bod skulle pålægges, måtte det være formildende, at indklagede har

tilbudt at forhandle.

RETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION:

Således som overenskomstreferatet er formuleret, indeholder det en

forpligtelse for indklagede til at tilbyde de ansatte en bonusordning, og

denne forpligtelse afsvækkes ikke ved den tidligere underskrevne

hensigtserklæring.

Forhandlinger om bonusordning er foregået, indtil virksomheden den 10.

april 1989 besluttede ikke at ville indføre en sådan ordning.

Ved denne afvisning har virksomheden brudt overenskomsten.

Den omstændighed, at virksomheden ved fællesmødet tilbyder at genoptage

forhandlingerne, kunne være betragtet som en formildende omstændighed, hvis

man faktisk havde taget initiativ til nye forhandlinger. Formuleringen af

fællesmødereferatet kan imidlertid give anledning til tvivl, om de ansatte

ønsker videre forhandlinger. Da virksomheden heller ikke efter at være

indklaget for Arbejdsretten med påstand om indførelse af en bonusaftale tager

noget initiativ til forhandlinger, findes der ikke i sagen at være

formildende omstændigheder.

Klagernes påstande tages derfor til følge, således at boden fastsættes til

400.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Viggo Borch A/S, tilpligtes for brud på gældende overenskomst

at betale en bod på 400.000 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K 88.300.

Lignende dokumenter