Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler). Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift.
Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod
for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var
tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift.
Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark
(konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for
Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler).
Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil
(retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for
Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for
Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev, for Arbejdsretten og har
under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande:
1. Den indklagede virksomhed har begået overenskomstbrud ved ikke at
forhøje timelønningerne med kr. 3,00 pr. 1. marts 1988.
2. Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at
pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.
3. Polysheet A/S og Plastindustrien i Danmark pålægges hver en af
Arbejdsretten fastsat bod.
De indklagede, der efter udfaldet af den nedenfor omtalte opmandskendelse
i faglig voldgift ikke har bestridt, at der er sket overenskomstbrud, har
påstået frifindelse over for den nedlagte bodspåstand.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Den indklagede virksomhed Polysheet A/S var indtil 1988 ikke medlem af
nogen arbejdsgiverorganisation, men havde med repræsentanter for de ansatte
indgået lokalaftaler, senest en lokalaftale af 22. april 1987, indeholdende -
udover en almindelig henvisning til fællesoverenskomsten mellem
Industrifagene og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark samt
Specialarbejderforbundet i Danmark - en række særbestemmelser, herunder
vedrørende aflønningen, som indebar en fravigelse fra fællesoverenskomstens
Læs alt
bestemmelser.
Den 21. marts 1988 ansøgte virksomheden om optagelse i Plastindustrien i
Danmark. Ansøgningen blev imødekommet, og meddelelse herom blev sendt til
såvel Specialarbejderforbundet i Danmark som Kvindeligt Arbejderforbund i
Danmark ved skrivelser af 12. april 1988, hvori det oplystes, at virksomheden
var optaget i foreningen »pr. 1. januar 1988«.
Optagelsen indebar, at der efter § 58 i fællesoverenskomsten skulle
indledes forhandlinger om, »hvorledes eventuelle særbestemmelser
og/eller lokalaftaler skal udformes for ikke at forrykke de bestående
overenskomstforhold som helhed.« I overensstemmelse hermed afholdtes den
30. maj 1988 et møde med deltagelse af repræsentanter for organisationerne og
for virksomheden. I referatet fra mødet, der er underskrevet af bl.a. Verner
Klemmensen som repræsentant for forbundet og daværende afdelingschef Arne
Jørgensen som repræsentant for Plastindustrien, hedder det bl.a.:
»Ved et møde den 30. maj 1988 i Plastindustrien i Danmark drøftedes
overenskomstforholdene for Polysheet A/S, Marielundvej 41-43, Herlev.
Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i
Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til overenskomstens § 58.
Der opnåedes enighed om følgende:
Overenskomsten mellem Plastindustrien i Danmark og
Specialarbejderforbundet i Danmark/Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark er
gældende. Derudover oprettes følgende lokale aftaler:
3. Lønforhold
Efter aftale forhandles dette punkt ved en senere tilpasningsforhandling
(siderne 15 og 16 i nuværende aftale.)
Den 21. juni 1988 blev der indgået en ny lokalaftale mellem virksomhedens
ledelse og repræsentanter for de ansatte. Ingen af disse var da medlem af
Specialarbejderforbundet i Danmark. Aftalen, der indeholder detaljerede
bestemmelser om arbejdstid og lønforhold m.v., indebar en lønforhøjelse pr.
1. april 1988 på 2,25 kr. i timen. Da denne forhøjelse var mindre end den
forhøjelse af den normale timeløn pr. 1. marts 1988 på 3 kr. i timen, som var
aftalt i fællesoverenskomstens § 6, blev der den 4. oktober 1988 afholdt et
nyt møde mellem organisationerne med deltagelse af bl.a. de tidligere nævnte
repræsentanter for forbundet og Plastindustrien. I referatet fra mødet hedder
det:
»Ved et møde den 4. oktober 1988 i Plastindustrien i Danmark
drøftedes overenskomstforholdene for Polysheet A/S,
Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i
Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til referat fra mødet den 30.
maj 1988, således at det alene var de udestående punkter - ufaglærte, pkt. 3,
lønforhold, og holdledere pkt. 3, lønforhold, der var til drøftelse.
Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås, idet man fra
arbejdstagerside krævede, at virksomheden ved sin indmeldelse pr. 1. januar
1988 var underlagt de generelle stigninger, der skete på den normale timeløn
på kr. 3,00 pr. time pr. 1. marts 1988, hvilket man fra arbejdstagerside
måtte konstatere, ikke var sket.
Fra arbejdsgiverside kunne man ikke acceptere dette krav.
Forbundet forbeholdt sig at videreføre sagen.«
Uoverensstemmelsen blev drøftet ved et fællesmøde den 21. november 1988. I
referatet fra mødet hedder det bl.a.:
»Fra arbejdstagerside påberåbte man sig, at virksomheden har begået
overenskomstbrud ved at undlade at udbetale de på arbejdsmarkedet generelle
forhøjelser på kr. 3,00 pr. time inden for normallønsområdet pr. 1. marts
1988, jf. § 6 i overenskomsten. Virksomheden blev optaget i Plastindustrien i
Danmark den 1. januar 1988 og er dermed omfattet af denne overenskomst.
Fra arbejdsgiverside bestred man, at virksomheden har begået brud på
overenskomsten og henviste til de i medfør af overenskomstens § 58 førte
tilpasningsforhandlinger.
Fra arbejdsgiverside tilkendegav man, at sagen vedrører en
fortolkningsuoverensstemmelse, der bør behandles fagretligt.
Arbejdstagersiden bestred ovennævnte med henvisning til mæglingsreferat af
4 oktober 1988 samt fastholdt videreførelse af sagen for Arbejdsretten med
påstand om overenskomstbrud. Endvidere gjorde arbejdstagersiden
organisationsansvar gældende over for Plastindustrien i Danmark.
Fra arbejdsgiverside bestred man, at der var grundlag for at gøre
organisationsansvar gældende.«
Sagen er herefter indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 1. februar
1989. Under forberedelsen af sagen er de rejste fortolkningsspørgsmål sammen
med efterbetalingskravet, opgjort som differencen mellem den faktisk betalte
forhøjelse på 2,25 kr. i timen og den krævede forhøjelse på 3 kr. i timen fra
1. marts 1988, subsidiært 1. april 1988, blevet henvist til en faglig
voldgiftsret, hvis opmand afsagde kendelse den 5. september 1989. I kendelsen
hedder det bl.a.:
»Virksomhedens økonomi- og administrationschef Torben Hansen har for
voldgiftsretten forklaret blandt andet, at de lokalaftaler, der blev indgået
mellem virksomheden og de ansatte forud for virksomhedens indmeldelse i
arbejdsgiverforeningen, var indgået med repræsentanter for de ansatte, der
var blevet valgt ind i et slags samarbejdsudvalg af de ansatte. Vidnet deltog
i mødet den 30. maj 1988. De afgørende forhandlinger blev dog ført mellem
daværende afdelingschef i Plastindustrien Arne Jørgensen og Verner
Klemmensen, SID. Det var vidnets indtryk, at der ved disse forhandlinger var
opnået enighed om, at virksomheden var frit stillet med hensyn til, hvilke
lønstigninger man kunne forhandle sig frem til med de ansatte. De
forhandlinger, der førtes på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988, og
som førte til lokalaftalen af 21. juni 1988, foregik med repræsentanter for
de ansatte, der var valgt efter de retningslinier, man havde anvendt, før
virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen. Der deltog ingen
SID-repræsentanter i forhandlingerne på virksomheden, og SID havde heller
ikke ytret ønske om at være repræsenteret under forhandlingerne. En af
grundene til, at der ikke blev givet mere end 2,25 kr. i lønstigning, var, at
der tidligere var givet lønstigninger, der var højere end gennemsnittet på
arbejdsmarkedet.
Arne Jørgensen har for voldgiftsretten forklaret blandt andet, at han i
1988 var afdelingschef i Plastindustrien. Han deltog i forhandlingerne den
30. maj 1988, og der blev ikke aftalt andet vedrørende lønningerne på
virksomheden, end hvad der er anført i mødereferatet. Dette hang sammen med,
at der allerede lokalt havde været lønforhandlinger svarende til dem, man
havde haft før virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen.
Forhandlingerne var imidlertid sat i bero på grund af indmeldelsen, og nu
ville man gerne kunne gøre dem færdige. Under forhandlingerne blev der intet
nævnt om, at lønningerne skulle hæves med mindst 3 kr. pr. time.
Klagerne har til støtte for påstanden anført blandt andet, at det fremgår
udtrykkeligt af indklagedes skrivelse af 12. april 1988, at virksomheden er
indmeldt i arbejdsgiverforeningen pr. 1. januar 1988. Herefter er
virksomheden omfattet af parternes overenskomst fra denne dato, jfr.
overenskomstens § 58. Når man fra fagforeningens side under
tilpasningsforhandlingerne accepterede, at man lokalt kunne forhandle
lønforholdene, skyldtes det, at virksomheden ønskede at fortsætte en
lønnivellering, som man tidligere havde påbegyndt. Det var derimod en klar
forudsætning, at der i overensstemmelse med det vedtagne mæglingsforslag
ville ske en lønstigning på mindst 3 kr. pr. time. Fagforeningen havde
således alene accepteret, at virksomheden og de ansatte eventuelt blev enige
om, at den samlede lønforhøjelse blev fordelt anderledes mellem de ansatte
end præcis 3 kr. pr. time til alle.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet,
at det er fast praksis, at en virksomheds indmeldelse i en
arbejdsgiverforening først har virkning fra det tidspunkt, hvor indmeldelsen
faktisk sker, og indmeldelsen kan således ikke have tilbagevirkende kraft.
Dette skyldtes reglen om støtteforbud i hovedaftalens § 2, stk. 6. Herefter
er virksomheden først blevet omfattet af overenskomsten 12. april 1988, da
Plastindustrien gav klagerne skriftlig meddelelse om optagelsen i foreningen.
Den i bilaget anførte dato 1. januar 1988 har alene intern betydning af
hensyn til virksomhedens kontingentbetaling til foreningen. Endvidere har
indklagede anført, at der under forhandlingerne den 30. maj 1988 blev opnået
enighed om, at lønforhandlingerne på virksomheden skulle afvikles på samme
måde som før virksomhedens optagelse i arbejdsgiverforeningen, og at det
hermed var tilkendegivet, at der ikke var beløbsmæssige rammer for
lønforhandlingerne. Desuden ville kravet om en forhøjelse af lønningerne med
3 kr. pr. time pr. 1. marts 1988 indebære, at tilpasningsforhandlingerne i
henhold til § 58, stk. 1, ville være uden mening, idet man herved ville
forrykke de bestående overenskomstforhold i strid med overenskomsten.
Da der ikke mellem de af parterne valgte voldgiftsmænd har kunnet opnås
stemmeflertal for en afgørelse af sagen, træffes afgørelsen af opmanden, der
udtaler:
»Efter den udtrykkelige ordlyd i Plastindustriens skrivelse af 12.
april 1988 til klagerne er virksomheden optaget i foreningen pr. 1. januar
1988. De overenskomstmæssige virkninger af indmeldelsen må derfor regnes fra
denne dato, og hovedaftalens § 2, stk. 6, ses ikke at kunne føre til noget
andet resultat. Det følger herefter af overenskomstens § 58, at virksomheden
er omfattet af overenskomstens bestemmelser fra 1. januar 1988.
De forhandlinger, der har været ført mellem organisationerne den 30. maj
1988, og som i følge mødereferatet betragtes som ført i medfør af
overenskomstens § 58, stk. 1, vedrørte i følge mødereferatet ikke
lønforholdene. Disse skulle derimod i følge mødereferatet forhandles ved en
senere tilpasningsforhandling. Efter det for voldgiftsretten oplyste har
klagerne accepteret, at der blev ført lønforhandlinger mellem virksomheden og
ansatte på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988.
Det er imidlertid ubestridt, at den lokalaftale af 21. juni 1988, der blev
resultatet af forhandlingerne på virksomheden, blev indgået, uden af SID var
part.
Tilpasningsforhandlinger efter overenskomstens § 58, stk. 1, skal føres
mellem organisationerne, og opmanden finder det ikke godtgjort, at SID den
30. maj 1988 havde tilkendegivet, at man på forhånd accepterede resultatet af
forhandlinger, hvori man ikke selv var repræsenteret. Lokalaftalen af 21.
juni 1988 kan herefter ikke anses som bindende for SID.
Opmanden finder herefter, at der ikke i medfør af § 58, stk. 1, er truffet
nogen aftale om fravigelse af overenskomstens bestemmelser om lønforholdene,
der kan gøres gældende over for SID. Virksomheden er altså bundet af
overenskomstens lønbestemmelser.
Det ses ikke at være bestridt, at overenskomstens lønbestemmelser
indebærer en lønforhøjelse på 3 kr. i timen pr. 1. marts 1988 for ansatte på
virksomheder, der er omfattet af overenskomsten. Herefter tages klagernes
efterbetalingskrav til følge.
Selv om det som anført ikke findes godtgjort, at SID den 30. maj 1988
bandt sig til at acceptere de lønstigninger, der kom ud af
lokalforhandlingerne, findes det, som sagen foreligger oplyst, ikke at kunne
udelukkes, at virksomheden blev bibragt indtrykket af, at dette var
tilfældet.
På denne baggrund bestemmes, at efterbetalingen først skal ske med
virkning fra den 4. oktober 1988, hvor fagforeningen på mæglingsmødet
tilkendegav, at man ikke accepterede de lønstigninger, der var fastsat i
lokalaftalen af 21. juni 1988«
Efter det oplyste er efterbetalingsbeløbet, der er opgjort til ca. 115.000
kr., blevet betalt kort efter kendelsens afsigelse.'
For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af tidligere afdelingschef i
Plastindustrien Arne Jørgensen og virksomhedens underdirektør Torben Hansen,
der begge har forklaret i det væsentlige som gengivet i opmandskendelsen.
Arne Jørgensen har supplerende forklaret, at man på virksomheden havde sat
de igangværende forhandlinger om en ny lokalaftale i bero, da virksomheden
søgte optagelse i Plastindustrien. Ledelsen så imidlertid gerne, at disse
forhandlinger blev gennemført. Vidnet blev derfor bedt om at spørge Verner
Klemmensen, om det kunne lade sig gøre. Under tilpasningsforhandlingerne den
30. maj 1988 erklærede Verner Klemmensen sig på vidnets forespørgsel
indforstået hermed. Den overenskomstmæssige timelønsforhøjelse på 3 kr. pr.
1. marts 1988 blev slet ikke nævnt under vidnets drøftelser med Verner
Klemmensen. Det var vidnets opfattelse, at man lokalt i virksomheden skulle
gøre lønforhandlingerne færdig, hvorefter repræsentanter for organisationerne
skulle mødes og afslutte tilpasningsforhandlingerne ved en mere formel
indpasning af forhandlingsresultatet i den gældende overenskomst. Ved det
senere møde den 4. oktober 1988 kom det derfor meget overraskende for vidnet,
at Verner Klemmensen ikke kunne acceptere den lønforhøjelse på 2,25 kr. i
timen, som man lokalt var nået til enighed om. Det var ved dette møde, at
vidnet for første gang hørte Verner Klemmensen give udtryk for, at lønnen som
fastsat i fællesoverenskomsten skulle forhøjes med 3 kr. i timen pr. 1. marts
1988. Vidnet meddelte virksomhedens ledelse, at et sådant krav - hvis
berettigelse man bestred - måtte behandles på sædvanlig måde i det fagretlige
system.
Underdirektør Torben Hansen har supplerende forklaret, at såvel
virksomhedens ledelse som de ansatte var interesserede i selv at forhandle
løn. Der havde været megen uro i virksomheden på grund af indmeldelsen i
Plastindustrien, idet de ansatte ikke ville have SID til at føre deres
forhandlinger. Under mødet den 30. maj 1988 forhandlede Arne Jørgensen og
Verner Klemmensen med hinanden. Vidnet bad Arne Jørgensen få oplyst, om man
kunne fortsætte de lokale forhandlinger, og Arne Jørgensen meddelte senere
efter at have drøftet dette med Verner Klemmensen, at de var frit stillet til
at gå hjem og forhandle lønnen færdig. På vidnets forespørgsel erklærede Arne
Jørgensen, at de ikke var bundet af forhøjelsen på 3 kr. i timen efter
fællesoverenskomsten.
Arne Jørgensen har bekræftet, at han til Torben Hansen sagde, at Verner
Klemmensen under forhandlingerne havde givet udtryk for, at de var frit
stillet, hvorefter vidnet selv tilføjede, at de ikke var bundet af de 3 kr. i
timen. Derimod blev den overenskomstmæssige forhøjelse på 3 kr. i timen ikke
nævnt under forhandlingerne mellem ham og Verner Klemmensen.
Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at det ved
opmandskendelsen er fastslået, at der er sket brud på overenskomsten, således
at spørgsmålet under sagen alene er, om dette overenskomstbrud skal udløse et
bodsansvar. Efter praksis bliver det for besvarelsen heraf afgørende, om de
indklagede indså eller burde have indset, at virksomheden som følge af
indmeldelsen i Plastindustrien pr. 1. januar 1988 blev forpligtet til uden
videre, d.v.s. uden forhandling, at lægge 3 kr. på timelønnen fra den 1.
marts 1988. Ved vurderingen heraf må man se på, hvilke indsigelser de
indklagede har gjort gældende. Som det fremgår af opmandskendelsen, har man
gjort to hovedsynspunkter gældende. Man har anført, dels at indmeldelsen
først havde virkning fra den 12. april 1988, dels at der under
forhandlingerne den 30. maj 1988 opnåedes enighed om at gennemføre de lokale
lønforhandlinger uden beløbsmæssige rammer. Disse synspunkter er imidlertid
ikke holdbare, og hverken virksomheden eller organisationen havde rimelig
grund til at tro herpå. Det fremgår således klart af Plastindustriens
skrivelse til forbundet, at virksomheden var optaget som medlem pr. 1. januar
1988. Udgangspunkt var herefter, at der bestod en overenskomstmæssig ret til
en timelønsforhøjelse på 3 kr. pr. 1. marts 1988. Når det var situationen,
har der ikke været rimelig grund for de indklagede til at tro, at forbundet
uden videre frafaldt denne ret. Dette fremgår da heller ikke af referatet fra
mødet den 30. maj 1988, og efter Arne Jørgensens forklaring for
voldgiftsretten aftalte man under dette møde ikke andet, end hvad der fremgår
af referatet. For så vidt angår Plastindustrien måtte det i hvert fald efter
mødet den 4. oktober 1988 stå organisationen klart, at overenskomsten gav de
ansatte ret til en forhøjelse på 3 kr. i timen. Dette krav udledes af
opmandskendelsen, der pålagde virksomheden at efterbetale differencen fra
dette tidspunkt. Den væsentligste del af bodsansvaret må derfor bæres af
Plastindustrien.
De indklagede har bestridt, at det begåede brud på overenskomsten kan
medføre bodsansvar for nogen af de indklagede. Hvad virksomheden angår, er
denne ved opmandskendelsen alene pålagt efterbetaling fra den 4. oktober
1988. Selv om dette vel ikke er tilstrækkeligt bevis for, at man fra
forbundets side i virkeligheden havde bundet sig til at acceptere resultatet
af de lokale lønforhandlinger, så har forbundets repræsentant i hvert fald
optrådt på en måde, som bevirkede, at Plastindustriens repræsentant og gennem
denne virksomhedens ledelse måtte få det indtryk. Der er derfor - i hvert
fald indtil dette tidspunkt - intet at bebrejde hverken virksomheden eller
organisationen. Men heller ikke virksomhedens holdning efter mødet den 4.
oktober 1988 kan begrunde noget bodsansvar. Man forholdt sig i
overensstemmelse med den vejledning, man fik fra sin organisation, og havde
ingen rimelig grund til at indse, at det standpunkt, man indtog på mødet,
ikke var holdbart. Tværtimod måtte man betragte det på mødet passerede som
ensbetydende med et aftalebrud fra forbundets side.
De indklagede har videre anført, at opmandskendelsen som sådan vel ikke er
afgørende for, om organisationen har pådraget sig bodsansvar. På et enkelt
punkt har kendelsen imidlertid betydning for bedømmelsen af dette ansvar,
nemlig ved bemærkningen om det indtryk, som man blev bibragt under mødet den
30. maj 1988. Fra forbundets side accepterede man gennemførelsen af de
tidligere indledte lokale lønforhandlinger uden at tage noget som helst
forbehold i relation til fællesoverenskomstens timelønsforhøjelse. Såvel før
som efter den 4. oktober 1988 kunne organisationen derfor i god tro gøre den
opfattelse gældende, at forbundet havde bundet sig til at acceptere
resultatet af de lokale lønforhandlinger.
Arbejdsretten skal udtale:
Ved opmandskendelsen af 5. september 1989 blev det lagt til grund, at
virksomheden fra den 1. januar 1988 er omfattet af parternes overenskomst, og
at de ansatte, der er omfattet af denne overenskomst, uanset den indgåede
lokalaftale af 21. juni 1988 havde krav på den overenskomstmæssige
timelønsforhøjelse pr. 1. marts 1988 på 3 kr. Under henvisning hertil har de
indklagede ikke bestridt, at der er sket overenskomstbrud ved ikke at forhøje
timelønningerne i overensstemmelse hermed. Arbejdsretten tager derfor
punkterne 1 og 2 i klagernes påstand til følge.
Som det tidligere er fastslået i Arbejdsrettens praksis, er det forhold,
at en parts handlemåde ved en faglig voldgift underkendes som værende i strid
med overenskomsten, ikke i sig selv ensbetydende med, at det således begåede
overenskomstbrud er bodspådragende. Afgørende i så henseende må være, om
parten kan antages at have været klar over, at den handlede
overenskomststridigt, eller dog har udvist en sådan uagtsomhed, at et
bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet.
Som sagen foreligger, lægger Arbejdsretten ved afgørelsen heraf de
forklaringer til grund, som er afgivet af tidligere afdelingschef i
Plastindustrien Arne Jørgensen og af virksomhedens underdirektør Torben
Hansen. Det findes herefter godtgjort, at forbundets repræsentant Verner
Klemmensen under tilpasningsforhandlingerne den 30. maj 1988 uden forbehold
har accepteret, at der som hidtil blev forhandlet lokalt om løn og øvrige
arbejdsvilkår. Selv om en sådan accept muligt ikke kan tolkes som en
forhåndsgodkendelse fra forbundets side af resultatet af disse forhandlinger,
finder Arbejdsretten i overensstemmelse med det af opmanden udtalte, at der
herigennem er bibragt såvel Plastindustriens repræsentant som virksomhedens
ledelse indtrykket af, at dette var tilfældet. Under disse omstændigheder
måtte det under mødet den 4. oktober 1988 være naturligt for de indklagede at
opfatte forbundets først nu tilkendegivne afvigende standpunkt som udtryk
for, at man i mellemtiden havde ændret opfattelse, hvilket måtte give rimelig
anledning til at søge den således opståede uoverensstemmelse løst ad
sædvanlig fagretlig vej.
Efter bevisførelsen har klagerne således ikke godtgjort, at de indklagede
ikke handlede i god tro, eller at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl også
efter mødet den 4. oktober 1988, at denne først kunne finde sin afklaring
gennem den faglige voldgifts kendelse. Herefter er der intet grundlag for at
pålægge nogen af de indklagede bod. De indklagede frifindes derfor for punkt
3 i klagernes påstand.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Den indklagede virksomhed Polysheet A/S, Herlev, har begået
overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne med 3 kr. pr. 1. marts
1988.
Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at
pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.
De indklagede frifindes for klagernes bodspåstand.
I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442 (note 111), s.626 (note 95), Knud
Illum s.316, K. 86.022 (A 1988, s.20)
Lignende dokumenter
- Bod 2.3.2. Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Passivitet. Processuelle spørgsmål 5.2. Underbetaling.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Helge Werner) Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Max Bæhring, Poul Flemming Hansen, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard og Nicolai Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2) Direktør i selskab fundet solidarisk ansvarlig med selskabet med hensyn til betaling af bod for brud på overenskomst indgået af selskabet og af efterbetalingskrav. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Danske Vognmænd Hovedorganisationen af 1985 for Vognmand Peter Corneliussen ApS og vognmand Peter Corneliussen (kontorchef Allan K. Larsen) Dommere: Bæhring, Søren Christensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Bent Larsen, Sløk og Tjellesen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Kollektiv overenskomst 3. Underbetaling.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Bladkompagniet A/S (advokat Merete Preisler) Dommere: Bæhring, Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Riis (retsformand), Sløk og Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgivers modregning i løn m.v. for ansattes brug af telefon fundet berettiget(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd på egne vegne og for John Simonsen Køle- og Frysetransport, Holstebro (advokat Helge Werner) Dommere: Bollerup-Jensen, Brink, Arnold Hansen, Kjærgaard, Erik Nielsen, Riis (retsformand) og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst Organisationsansvar 1.2. Organisationsansvar for medlemmers overenskomststridige adfærd Bod ikke pålagt Særoverenskomst. Virksomhed fandtes at have brudt lokalaftale om fuld lønkompensation under sygdom, men blev ikke pålagt bod, da fortolkningsspørgsmålet var tvivlsomt.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark for Lego System A/S, Billund (advokat Merete Preisler) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Maersk Air I/S (advokat Henrik Uldal). Dommere: Vejgaard Andersen, Erik Jensen, Mads Kofod, Maabjerg, Niklasson, Riis (retsformand) og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.2. Organisationsansvar 4.2. Særoverenskomst. Ændring af arbejdsgivers administration af lokalaftales bestemmelser om feriebetaling stred ikke imod lokalaftalen og var derfor ikke overenskomststridig.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997