Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler). Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.

DOM nr 3009 af 04/01/1990DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift.

Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod

for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var

tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift.

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark

(konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for

Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler).

Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil

(retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev, for Arbejdsretten og har

under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande:

1. Den indklagede virksomhed har begået overenskomstbrud ved ikke at

forhøje timelønningerne med kr. 3,00 pr. 1. marts 1988.

2. Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at

pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.

3. Polysheet A/S og Plastindustrien i Danmark pålægges hver en af

Arbejdsretten fastsat bod.

De indklagede, der efter udfaldet af den nedenfor omtalte opmandskendelse

i faglig voldgift ikke har bestridt, at der er sket overenskomstbrud, har

påstået frifindelse over for den nedlagte bodspåstand.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den indklagede virksomhed Polysheet A/S var indtil 1988 ikke medlem af

nogen arbejdsgiverorganisation, men havde med repræsentanter for de ansatte

indgået lokalaftaler, senest en lokalaftale af 22. april 1987, indeholdende -

udover en almindelig henvisning til fællesoverenskomsten mellem

Industrifagene og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark samt

Specialarbejderforbundet i Danmark - en række særbestemmelser, herunder

vedrørende aflønningen, som indebar en fravigelse fra fællesoverenskomstens

Læs alt

bestemmelser.

Den 21. marts 1988 ansøgte virksomheden om optagelse i Plastindustrien i

Danmark. Ansøgningen blev imødekommet, og meddelelse herom blev sendt til

såvel Specialarbejderforbundet i Danmark som Kvindeligt Arbejderforbund i

Danmark ved skrivelser af 12. april 1988, hvori det oplystes, at virksomheden

var optaget i foreningen »pr. 1. januar 1988«.

Optagelsen indebar, at der efter § 58 i fællesoverenskomsten skulle

indledes forhandlinger om, »hvorledes eventuelle særbestemmelser

og/eller lokalaftaler skal udformes for ikke at forrykke de bestående

overenskomstforhold som helhed.« I overensstemmelse hermed afholdtes den

30. maj 1988 et møde med deltagelse af repræsentanter for organisationerne og

for virksomheden. I referatet fra mødet, der er underskrevet af bl.a. Verner

Klemmensen som repræsentant for forbundet og daværende afdelingschef Arne

Jørgensen som repræsentant for Plastindustrien, hedder det bl.a.:

»Ved et møde den 30. maj 1988 i Plastindustrien i Danmark drøftedes

overenskomstforholdene for Polysheet A/S, Marielundvej 41-43, Herlev.

Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i

Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til overenskomstens § 58.

Der opnåedes enighed om følgende:

Overenskomsten mellem Plastindustrien i Danmark og

Specialarbejderforbundet i Danmark/Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark er

gældende. Derudover oprettes følgende lokale aftaler:

3. Lønforhold

Efter aftale forhandles dette punkt ved en senere tilpasningsforhandling

(siderne 15 og 16 i nuværende aftale.)

Den 21. juni 1988 blev der indgået en ny lokalaftale mellem virksomhedens

ledelse og repræsentanter for de ansatte. Ingen af disse var da medlem af

Specialarbejderforbundet i Danmark. Aftalen, der indeholder detaljerede

bestemmelser om arbejdstid og lønforhold m.v., indebar en lønforhøjelse pr.

1. april 1988 på 2,25 kr. i timen. Da denne forhøjelse var mindre end den

forhøjelse af den normale timeløn pr. 1. marts 1988 på 3 kr. i timen, som var

aftalt i fællesoverenskomstens § 6, blev der den 4. oktober 1988 afholdt et

nyt møde mellem organisationerne med deltagelse af bl.a. de tidligere nævnte

repræsentanter for forbundet og Plastindustrien. I referatet fra mødet hedder

det:

»Ved et møde den 4. oktober 1988 i Plastindustrien i Danmark

drøftedes overenskomstforholdene for Polysheet A/S,

Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i

Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til referat fra mødet den 30.

maj 1988, således at det alene var de udestående punkter - ufaglærte, pkt. 3,

lønforhold, og holdledere pkt. 3, lønforhold, der var til drøftelse.

Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås, idet man fra

arbejdstagerside krævede, at virksomheden ved sin indmeldelse pr. 1. januar

1988 var underlagt de generelle stigninger, der skete på den normale timeløn

på kr. 3,00 pr. time pr. 1. marts 1988, hvilket man fra arbejdstagerside

måtte konstatere, ikke var sket.

Fra arbejdsgiverside kunne man ikke acceptere dette krav.

Forbundet forbeholdt sig at videreføre sagen.«

Uoverensstemmelsen blev drøftet ved et fællesmøde den 21. november 1988. I

referatet fra mødet hedder det bl.a.:

»Fra arbejdstagerside påberåbte man sig, at virksomheden har begået

overenskomstbrud ved at undlade at udbetale de på arbejdsmarkedet generelle

forhøjelser på kr. 3,00 pr. time inden for normallønsområdet pr. 1. marts

1988, jf. § 6 i overenskomsten. Virksomheden blev optaget i Plastindustrien i

Danmark den 1. januar 1988 og er dermed omfattet af denne overenskomst.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at virksomheden har begået brud på

overenskomsten og henviste til de i medfør af overenskomstens § 58 førte

tilpasningsforhandlinger.

Fra arbejdsgiverside tilkendegav man, at sagen vedrører en

fortolkningsuoverensstemmelse, der bør behandles fagretligt.

Arbejdstagersiden bestred ovennævnte med henvisning til mæglingsreferat af

4 oktober 1988 samt fastholdt videreførelse af sagen for Arbejdsretten med

påstand om overenskomstbrud. Endvidere gjorde arbejdstagersiden

organisationsansvar gældende over for Plastindustrien i Danmark.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at der var grundlag for at gøre

organisationsansvar gældende.«

Sagen er herefter indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 1. februar

1989. Under forberedelsen af sagen er de rejste fortolkningsspørgsmål sammen

med efterbetalingskravet, opgjort som differencen mellem den faktisk betalte

forhøjelse på 2,25 kr. i timen og den krævede forhøjelse på 3 kr. i timen fra

1. marts 1988, subsidiært 1. april 1988, blevet henvist til en faglig

voldgiftsret, hvis opmand afsagde kendelse den 5. september 1989. I kendelsen

hedder det bl.a.:

»Virksomhedens økonomi- og administrationschef Torben Hansen har for

voldgiftsretten forklaret blandt andet, at de lokalaftaler, der blev indgået

mellem virksomheden og de ansatte forud for virksomhedens indmeldelse i

arbejdsgiverforeningen, var indgået med repræsentanter for de ansatte, der

var blevet valgt ind i et slags samarbejdsudvalg af de ansatte. Vidnet deltog

i mødet den 30. maj 1988. De afgørende forhandlinger blev dog ført mellem

daværende afdelingschef i Plastindustrien Arne Jørgensen og Verner

Klemmensen, SID. Det var vidnets indtryk, at der ved disse forhandlinger var

opnået enighed om, at virksomheden var frit stillet med hensyn til, hvilke

lønstigninger man kunne forhandle sig frem til med de ansatte. De

forhandlinger, der førtes på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988, og

som førte til lokalaftalen af 21. juni 1988, foregik med repræsentanter for

de ansatte, der var valgt efter de retningslinier, man havde anvendt, før

virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen. Der deltog ingen

SID-repræsentanter i forhandlingerne på virksomheden, og SID havde heller

ikke ytret ønske om at være repræsenteret under forhandlingerne. En af

grundene til, at der ikke blev givet mere end 2,25 kr. i lønstigning, var, at

der tidligere var givet lønstigninger, der var højere end gennemsnittet på

arbejdsmarkedet.

Arne Jørgensen har for voldgiftsretten forklaret blandt andet, at han i

1988 var afdelingschef i Plastindustrien. Han deltog i forhandlingerne den

30. maj 1988, og der blev ikke aftalt andet vedrørende lønningerne på

virksomheden, end hvad der er anført i mødereferatet. Dette hang sammen med,

at der allerede lokalt havde været lønforhandlinger svarende til dem, man

havde haft før virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen.

Forhandlingerne var imidlertid sat i bero på grund af indmeldelsen, og nu

ville man gerne kunne gøre dem færdige. Under forhandlingerne blev der intet

nævnt om, at lønningerne skulle hæves med mindst 3 kr. pr. time.

Klagerne har til støtte for påstanden anført blandt andet, at det fremgår

udtrykkeligt af indklagedes skrivelse af 12. april 1988, at virksomheden er

indmeldt i arbejdsgiverforeningen pr. 1. januar 1988. Herefter er

virksomheden omfattet af parternes overenskomst fra denne dato, jfr.

overenskomstens § 58. Når man fra fagforeningens side under

tilpasningsforhandlingerne accepterede, at man lokalt kunne forhandle

lønforholdene, skyldtes det, at virksomheden ønskede at fortsætte en

lønnivellering, som man tidligere havde påbegyndt. Det var derimod en klar

forudsætning, at der i overensstemmelse med det vedtagne mæglingsforslag

ville ske en lønstigning på mindst 3 kr. pr. time. Fagforeningen havde

således alene accepteret, at virksomheden og de ansatte eventuelt blev enige

om, at den samlede lønforhøjelse blev fordelt anderledes mellem de ansatte

end præcis 3 kr. pr. time til alle.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet,

at det er fast praksis, at en virksomheds indmeldelse i en

arbejdsgiverforening først har virkning fra det tidspunkt, hvor indmeldelsen

faktisk sker, og indmeldelsen kan således ikke have tilbagevirkende kraft.

Dette skyldtes reglen om støtteforbud i hovedaftalens § 2, stk. 6. Herefter

er virksomheden først blevet omfattet af overenskomsten 12. april 1988, da

Plastindustrien gav klagerne skriftlig meddelelse om optagelsen i foreningen.

Den i bilaget anførte dato 1. januar 1988 har alene intern betydning af

hensyn til virksomhedens kontingentbetaling til foreningen. Endvidere har

indklagede anført, at der under forhandlingerne den 30. maj 1988 blev opnået

enighed om, at lønforhandlingerne på virksomheden skulle afvikles på samme

måde som før virksomhedens optagelse i arbejdsgiverforeningen, og at det

hermed var tilkendegivet, at der ikke var beløbsmæssige rammer for

lønforhandlingerne. Desuden ville kravet om en forhøjelse af lønningerne med

3 kr. pr. time pr. 1. marts 1988 indebære, at tilpasningsforhandlingerne i

henhold til § 58, stk. 1, ville være uden mening, idet man herved ville

forrykke de bestående overenskomstforhold i strid med overenskomsten.

Da der ikke mellem de af parterne valgte voldgiftsmænd har kunnet opnås

stemmeflertal for en afgørelse af sagen, træffes afgørelsen af opmanden, der

udtaler:

»Efter den udtrykkelige ordlyd i Plastindustriens skrivelse af 12.

april 1988 til klagerne er virksomheden optaget i foreningen pr. 1. januar

1988. De overenskomstmæssige virkninger af indmeldelsen må derfor regnes fra

denne dato, og hovedaftalens § 2, stk. 6, ses ikke at kunne føre til noget

andet resultat. Det følger herefter af overenskomstens § 58, at virksomheden

er omfattet af overenskomstens bestemmelser fra 1. januar 1988.

De forhandlinger, der har været ført mellem organisationerne den 30. maj

1988, og som i følge mødereferatet betragtes som ført i medfør af

overenskomstens § 58, stk. 1, vedrørte i følge mødereferatet ikke

lønforholdene. Disse skulle derimod i følge mødereferatet forhandles ved en

senere tilpasningsforhandling. Efter det for voldgiftsretten oplyste har

klagerne accepteret, at der blev ført lønforhandlinger mellem virksomheden og

ansatte på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988.

Det er imidlertid ubestridt, at den lokalaftale af 21. juni 1988, der blev

resultatet af forhandlingerne på virksomheden, blev indgået, uden af SID var

part.

Tilpasningsforhandlinger efter overenskomstens § 58, stk. 1, skal føres

mellem organisationerne, og opmanden finder det ikke godtgjort, at SID den

30. maj 1988 havde tilkendegivet, at man på forhånd accepterede resultatet af

forhandlinger, hvori man ikke selv var repræsenteret. Lokalaftalen af 21.

juni 1988 kan herefter ikke anses som bindende for SID.

Opmanden finder herefter, at der ikke i medfør af § 58, stk. 1, er truffet

nogen aftale om fravigelse af overenskomstens bestemmelser om lønforholdene,

der kan gøres gældende over for SID. Virksomheden er altså bundet af

overenskomstens lønbestemmelser.

Det ses ikke at være bestridt, at overenskomstens lønbestemmelser

indebærer en lønforhøjelse på 3 kr. i timen pr. 1. marts 1988 for ansatte på

virksomheder, der er omfattet af overenskomsten. Herefter tages klagernes

efterbetalingskrav til følge.

Selv om det som anført ikke findes godtgjort, at SID den 30. maj 1988

bandt sig til at acceptere de lønstigninger, der kom ud af

lokalforhandlingerne, findes det, som sagen foreligger oplyst, ikke at kunne

udelukkes, at virksomheden blev bibragt indtrykket af, at dette var

tilfældet.

På denne baggrund bestemmes, at efterbetalingen først skal ske med

virkning fra den 4. oktober 1988, hvor fagforeningen på mæglingsmødet

tilkendegav, at man ikke accepterede de lønstigninger, der var fastsat i

lokalaftalen af 21. juni 1988«

Efter det oplyste er efterbetalingsbeløbet, der er opgjort til ca. 115.000

kr., blevet betalt kort efter kendelsens afsigelse.'

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af tidligere afdelingschef i

Plastindustrien Arne Jørgensen og virksomhedens underdirektør Torben Hansen,

der begge har forklaret i det væsentlige som gengivet i opmandskendelsen.

Arne Jørgensen har supplerende forklaret, at man på virksomheden havde sat

de igangværende forhandlinger om en ny lokalaftale i bero, da virksomheden

søgte optagelse i Plastindustrien. Ledelsen så imidlertid gerne, at disse

forhandlinger blev gennemført. Vidnet blev derfor bedt om at spørge Verner

Klemmensen, om det kunne lade sig gøre. Under tilpasningsforhandlingerne den

30. maj 1988 erklærede Verner Klemmensen sig på vidnets forespørgsel

indforstået hermed. Den overenskomstmæssige timelønsforhøjelse på 3 kr. pr.

1. marts 1988 blev slet ikke nævnt under vidnets drøftelser med Verner

Klemmensen. Det var vidnets opfattelse, at man lokalt i virksomheden skulle

gøre lønforhandlingerne færdig, hvorefter repræsentanter for organisationerne

skulle mødes og afslutte tilpasningsforhandlingerne ved en mere formel

indpasning af forhandlingsresultatet i den gældende overenskomst. Ved det

senere møde den 4. oktober 1988 kom det derfor meget overraskende for vidnet,

at Verner Klemmensen ikke kunne acceptere den lønforhøjelse på 2,25 kr. i

timen, som man lokalt var nået til enighed om. Det var ved dette møde, at

vidnet for første gang hørte Verner Klemmensen give udtryk for, at lønnen som

fastsat i fællesoverenskomsten skulle forhøjes med 3 kr. i timen pr. 1. marts

1988. Vidnet meddelte virksomhedens ledelse, at et sådant krav - hvis

berettigelse man bestred - måtte behandles på sædvanlig måde i det fagretlige

system.

Underdirektør Torben Hansen har supplerende forklaret, at såvel

virksomhedens ledelse som de ansatte var interesserede i selv at forhandle

løn. Der havde været megen uro i virksomheden på grund af indmeldelsen i

Plastindustrien, idet de ansatte ikke ville have SID til at føre deres

forhandlinger. Under mødet den 30. maj 1988 forhandlede Arne Jørgensen og

Verner Klemmensen med hinanden. Vidnet bad Arne Jørgensen få oplyst, om man

kunne fortsætte de lokale forhandlinger, og Arne Jørgensen meddelte senere

efter at have drøftet dette med Verner Klemmensen, at de var frit stillet til

at gå hjem og forhandle lønnen færdig. På vidnets forespørgsel erklærede Arne

Jørgensen, at de ikke var bundet af forhøjelsen på 3 kr. i timen efter

fællesoverenskomsten.

Arne Jørgensen har bekræftet, at han til Torben Hansen sagde, at Verner

Klemmensen under forhandlingerne havde givet udtryk for, at de var frit

stillet, hvorefter vidnet selv tilføjede, at de ikke var bundet af de 3 kr. i

timen. Derimod blev den overenskomstmæssige forhøjelse på 3 kr. i timen ikke

nævnt under forhandlingerne mellem ham og Verner Klemmensen.

Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at det ved

opmandskendelsen er fastslået, at der er sket brud på overenskomsten, således

at spørgsmålet under sagen alene er, om dette overenskomstbrud skal udløse et

bodsansvar. Efter praksis bliver det for besvarelsen heraf afgørende, om de

indklagede indså eller burde have indset, at virksomheden som følge af

indmeldelsen i Plastindustrien pr. 1. januar 1988 blev forpligtet til uden

videre, d.v.s. uden forhandling, at lægge 3 kr. på timelønnen fra den 1.

marts 1988. Ved vurderingen heraf må man se på, hvilke indsigelser de

indklagede har gjort gældende. Som det fremgår af opmandskendelsen, har man

gjort to hovedsynspunkter gældende. Man har anført, dels at indmeldelsen

først havde virkning fra den 12. april 1988, dels at der under

forhandlingerne den 30. maj 1988 opnåedes enighed om at gennemføre de lokale

lønforhandlinger uden beløbsmæssige rammer. Disse synspunkter er imidlertid

ikke holdbare, og hverken virksomheden eller organisationen havde rimelig

grund til at tro herpå. Det fremgår således klart af Plastindustriens

skrivelse til forbundet, at virksomheden var optaget som medlem pr. 1. januar

1988. Udgangspunkt var herefter, at der bestod en overenskomstmæssig ret til

en timelønsforhøjelse på 3 kr. pr. 1. marts 1988. Når det var situationen,

har der ikke været rimelig grund for de indklagede til at tro, at forbundet

uden videre frafaldt denne ret. Dette fremgår da heller ikke af referatet fra

mødet den 30. maj 1988, og efter Arne Jørgensens forklaring for

voldgiftsretten aftalte man under dette møde ikke andet, end hvad der fremgår

af referatet. For så vidt angår Plastindustrien måtte det i hvert fald efter

mødet den 4. oktober 1988 stå organisationen klart, at overenskomsten gav de

ansatte ret til en forhøjelse på 3 kr. i timen. Dette krav udledes af

opmandskendelsen, der pålagde virksomheden at efterbetale differencen fra

dette tidspunkt. Den væsentligste del af bodsansvaret må derfor bæres af

Plastindustrien.

De indklagede har bestridt, at det begåede brud på overenskomsten kan

medføre bodsansvar for nogen af de indklagede. Hvad virksomheden angår, er

denne ved opmandskendelsen alene pålagt efterbetaling fra den 4. oktober

1988. Selv om dette vel ikke er tilstrækkeligt bevis for, at man fra

forbundets side i virkeligheden havde bundet sig til at acceptere resultatet

af de lokale lønforhandlinger, så har forbundets repræsentant i hvert fald

optrådt på en måde, som bevirkede, at Plastindustriens repræsentant og gennem

denne virksomhedens ledelse måtte få det indtryk. Der er derfor - i hvert

fald indtil dette tidspunkt - intet at bebrejde hverken virksomheden eller

organisationen. Men heller ikke virksomhedens holdning efter mødet den 4.

oktober 1988 kan begrunde noget bodsansvar. Man forholdt sig i

overensstemmelse med den vejledning, man fik fra sin organisation, og havde

ingen rimelig grund til at indse, at det standpunkt, man indtog på mødet,

ikke var holdbart. Tværtimod måtte man betragte det på mødet passerede som

ensbetydende med et aftalebrud fra forbundets side.

De indklagede har videre anført, at opmandskendelsen som sådan vel ikke er

afgørende for, om organisationen har pådraget sig bodsansvar. På et enkelt

punkt har kendelsen imidlertid betydning for bedømmelsen af dette ansvar,

nemlig ved bemærkningen om det indtryk, som man blev bibragt under mødet den

30. maj 1988. Fra forbundets side accepterede man gennemførelsen af de

tidligere indledte lokale lønforhandlinger uden at tage noget som helst

forbehold i relation til fællesoverenskomstens timelønsforhøjelse. Såvel før

som efter den 4. oktober 1988 kunne organisationen derfor i god tro gøre den

opfattelse gældende, at forbundet havde bundet sig til at acceptere

resultatet af de lokale lønforhandlinger.

Arbejdsretten skal udtale:

Ved opmandskendelsen af 5. september 1989 blev det lagt til grund, at

virksomheden fra den 1. januar 1988 er omfattet af parternes overenskomst, og

at de ansatte, der er omfattet af denne overenskomst, uanset den indgåede

lokalaftale af 21. juni 1988 havde krav på den overenskomstmæssige

timelønsforhøjelse pr. 1. marts 1988 på 3 kr. Under henvisning hertil har de

indklagede ikke bestridt, at der er sket overenskomstbrud ved ikke at forhøje

timelønningerne i overensstemmelse hermed. Arbejdsretten tager derfor

punkterne 1 og 2 i klagernes påstand til følge.

Som det tidligere er fastslået i Arbejdsrettens praksis, er det forhold,

at en parts handlemåde ved en faglig voldgift underkendes som værende i strid

med overenskomsten, ikke i sig selv ensbetydende med, at det således begåede

overenskomstbrud er bodspådragende. Afgørende i så henseende må være, om

parten kan antages at have været klar over, at den handlede

overenskomststridigt, eller dog har udvist en sådan uagtsomhed, at et

bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet.

Som sagen foreligger, lægger Arbejdsretten ved afgørelsen heraf de

forklaringer til grund, som er afgivet af tidligere afdelingschef i

Plastindustrien Arne Jørgensen og af virksomhedens underdirektør Torben

Hansen. Det findes herefter godtgjort, at forbundets repræsentant Verner

Klemmensen under tilpasningsforhandlingerne den 30. maj 1988 uden forbehold

har accepteret, at der som hidtil blev forhandlet lokalt om løn og øvrige

arbejdsvilkår. Selv om en sådan accept muligt ikke kan tolkes som en

forhåndsgodkendelse fra forbundets side af resultatet af disse forhandlinger,

finder Arbejdsretten i overensstemmelse med det af opmanden udtalte, at der

herigennem er bibragt såvel Plastindustriens repræsentant som virksomhedens

ledelse indtrykket af, at dette var tilfældet. Under disse omstændigheder

måtte det under mødet den 4. oktober 1988 være naturligt for de indklagede at

opfatte forbundets først nu tilkendegivne afvigende standpunkt som udtryk

for, at man i mellemtiden havde ændret opfattelse, hvilket måtte give rimelig

anledning til at søge den således opståede uoverensstemmelse løst ad

sædvanlig fagretlig vej.

Efter bevisførelsen har klagerne således ikke godtgjort, at de indklagede

ikke handlede i god tro, eller at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl også

efter mødet den 4. oktober 1988, at denne først kunne finde sin afklaring

gennem den faglige voldgifts kendelse. Herefter er der intet grundlag for at

pålægge nogen af de indklagede bod. De indklagede frifindes derfor for punkt

3 i klagernes påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Den indklagede virksomhed Polysheet A/S, Herlev, har begået

overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne med 3 kr. pr. 1. marts

1988.

Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at

pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.

De indklagede frifindes for klagernes bodspåstand.

I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442 (note 111), s.626 (note 95), Knud

Illum s.316, K. 86.022 (A 1988, s.20)

Lignende dokumenter