Bod 2.3.2. Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Passivitet. Processuelle spørgsmål 5.2. Underbetaling.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Helge Werner) Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Max Bæhring, Poul Flemming Hansen, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard og Nicolai Westergaard.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Faglig Voldgift. Organisationsansvar
2.2. Passivitet. Processuelle spørgsmål 5.2. Underbetaling.(* 1)(* 2)
Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark
(konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske
Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Helge Werner)
Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Max Bæhring, Poul Flemming Hansen, Thorkild E.
Jensen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard og Nicolai Westergaard.
1. Under denne sag, der er indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af
15. februar 1994, har Landsorganisationen i Danmark for
Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for
Danske Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg, og har ved
domsforhandlingens begyndelse nedlagt følgende endelige påstande:
Indklagede, Roland Munch ApS, har handlet i strid med Arbejdsrettens dom
af 10. juni 1993 i sag nr. 92.228 ved fortsat indtil den 3. november 1994
ikke at aflønne de ansatte i henhold til forbundets overenskomst med
Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.
Medindklagede, Danske Vognmænd, har delagtiggjort sig i det
overenskomststridige forhold.
Såvel Danske Vognmænd som Roland Munch ApS tilpligtes til
Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat
bod.
De indklagede har påstået frifindelse.
2. Ved Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 i sag nr. 92.228, gengivet i
Arbejdsretligt Tidsskrift 1993 s. 83 ff., blev indklagede Roland Munch ApS
tilpligtet »at aflønne det arbejde, det har overtaget fra DFDS, efter
overenskomsten mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og
Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.« Indklagede
blev endvidere idømt en bod på 30.000 kr. til forbundet for at have aflønnet
de pågældende medarbejdere efter forbundets overenskomst med Danske Vognmænd.
I dommens præmisser hedder det:
Læs alt
»Arbejdet var indtil 1990 omfattet af produktionstillægsaftalen.
Roland Munch ApS kan ikke ved i 1990 at have fået arbejdet overdraget fra
DFDS, der ejer alle anparter i anpartsselskabet, forlange arbejdet udført for
den væsentlig mindre løn, overenskomsten med Danske Vognmænd giver ret til.
Da der hverken foreligger passivitet eller så tvivlsom en problemstilling, at
bod ikke er forskyldt, tages klagernes påstand til følge som nedenfor
bestemt, idet boden fastsættes til 30.000 kroner.«
Det bemærkes, at der under sagen var nedlagt påstand om, at spørgsmålet om
eventuel efterbetaling skulle henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig
vej, eventuelt ved faglig voldgift. Dommens konklusion tager ikke stilling
hertil.
3. Efter dommen drøftede man såvel lokalt som med deltagelse af
hovedorganisationerne, hvilke konsekvenser dommen medførte for såvel
efterregulering af lønnen som lønfastsættelsen fremover. Da det ikke lykkedes
at nå til enighed herom, fremsendte indklagede Roland Munch ApS til SiD's
transportafdeling i Esbjerg den 28. juli 1993 en skrivelse, hvori det hedder:
»Idet vi henviser til vort møde i København den 23. juli 1993
fremsendes hermed opstilling over timelønnede medarbejdere ansat ved vort
pakhus.
Der er ikke i opstillingen taget stilling til, for hvilken periode
reguleringen skal finde sted.
Vi står i øvrigt til rådighed med øvrige oplysninger De måtte ønske.«
Den medsendte opstilling indeholdt oplysning om de pågældende
medarbejderes ansættelsesperiode og antal timer.
I afdelingens svar af 15. august 1993 hedder det:
»Vedr. aflønning og efterregulering - pakhus.
Indledningsvis bekræfter vi modtagelsen af Deres opgørelse over
medarbejdere og timetal på pakhuset, idet vi tager forbehold overfor
opgørelsen.
Specielt skal vi anføre, at opgørelsen ikke omfatter lærlinge eller
arbejdet med intern transport fra/til DFDS-terminalområdet.
Som følge af dom af den 10. juni 1993 i Arbejdsrettens sag nr. 92.228 skal
aflønningen p.t. være følgende:
Normaltimeløn 66,35
P-tillæg (a conto) 43,00
Dagtimeløn ialt 109,35
Overtidstillæg udgør 50% af kr. 109,35 for de første 3 overarbejdstimer på
ugens 6 første dage, samt 100 % af kr. 109,35 for resterende
overarbejdstimer.
Såfremt fremmøde lørdag eller søndag sker senere end tidspunktet for
normal arbejdstids begyndelse på hverdage, betales ventetidsbetaling med
normaltimeløn, tillagt gældende overtidstillæg.
Herved skal vi kræve, at aflønningen straks bringes i overensstemmelse
hermed.
Med henblik på beregning af efterreguleringen vedlægger vi skema over den
korrekte aflønning i den forløbne periode (siden juni 1990).
Vi skal herved opfordre virksomheden til af foretage beregning af den
skyldige efterregulering til samtlige medarbejdere (incl. medarbejdere,
beskæftiget ved transport til/fra DFDS-Terminalområdet) i overensstemmelse
med ovennævnte skema.«
Da svaret efter virksomhedens opfattelse tog udgangspunkt i en
præstationstillægsaftale fra 1991 og ikke i den tidligere gældende
produktionstillægsaftale, som Arbejdsrettens dom omhandlede, lykkedes det
heller ikke på dette grundlag at nå til enighed om lønfastsættelsen og
efterreguleringens størrelse. I skrivelse af 21. september 1993 opfordrede
virksomheden herefter afdelingen til at »videreføre sagen i det
fagretlige system.«
4. Den 2. november 1993 afholdtes fællesmøde. I referatet fra mødet hedder
det bl.a.:
»Fra arbejdstagerside henviste man til, at man ved skrivelse af 15.
august 1993 fra Specialarbejderforbundet i Danmark, Transport-gruppen,
Esbjerg, til Roland Munch ApS havde krævet aflønning i henhold til
overenskomst med AHTS. Da dette ikke var sket, fandt man, at Arbejdsrettens
dom ikke var efterlevet, og at man som følge heraf også ville gøre
organisationsansvar gældende.
Fra arbejdsgiverside blev det anført, at skrivelsen af 15. august 1993
ikke kan danne baggrund for en lønfastsættelse, idet talmaterialet ikke
hidrører fra den produktionstillægsaftale, arbejdsretssagen omhandlede. For
så vidt angår efterreguleringen er talmaterialet kun delvist anvendeligt,
ligesom der ikke er opnået enighed om forudsætningerne for beregningerne.
Endvidere rejses der i den pågældende skrivelse ikke et konkret krav, uagtet
pligten hertil påhviler arbejdstagersiden, og dette blev indskærpet på et
møde den 23. juli 1993 afholdt bl.a. med deltagelse af hovedorganisationerne.
På samme møde var der endvidere enighed om at lade en eventuel tvist om
efterbetalingskravets størrelse afgøre ved fagretlig behandling, hvilket i
øvrigt var helt i overensstemmelse med Landsorganisationen i Danmarks påstand
i klageskriftet.
Der har efterfølgende på virksomhedens foranledning været afholdt lokale
drøftelser, uden at enighed kunne opnås. End ikke på disse møder har
arbejdsgiversiden kunnet formå arbejdstagersiden til at fremkomme med et
konkret krav. Desuagtet har virksomheden fremsat et forligstilbud med henblik
på en afslutning af sagen.
På ovennævnte baggrund blev det bestridt, at virksomheden ikke agtede at
efterleve ovennævnte dom, ligesom det blev bestridt, at der var grundlag for
at gøre et organisationsansvar gældende.
Arbejdsgiversiden opfordrede endelig arbejdstagersiden til, som aftalt på
mødet den 23. juli 1993, at foranledige at sagen bliver videreført i det
fagretlige system.
Fra arbejdstagerside bestred man, at sagen var henvist til fagretlig
behandling ved mødet den 23. juli 1993, idet parterne ved dette møde var
enige om at opfordre til lokal forhandling og såfremt enighed ikke kunne
opnås, skulle organisationerne på ny mødes.
Arbejdstagersiden fastholdt, at et krav var fremsat, og at det i øvrigt
måtte påhvile virksomheden at fremkomme med talmateriale.
Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig endelig at videreføre sagen for
Arbejdsretten.«
5. Den 30. november 1993 rykkede Danske Vognmænd forbundet for en
videreførelse af sagen for at få denne afsluttet. I skrivelsen hedder det:
»Idet vi henviser til uoverensstemmelsen mellem
Specialarbejderforbundet i Danmark og Roland Munch ApS vedrørende
efterregulering af løn i overensstemmelse med Arbejdsrettens kendelse---,
skal vi venligst bringe sagen i erindring.
Da det i sagen er utvivlsomt, at virksomheden skal efterregulere med et
beløb af foreløbig ukendt størrelse, finder vi det utrygt, at sagen blot
henligger, og vi skal på den baggrund opfordre forbundet til, enten at tage
initiativ til at indbringe sagen for Arbejdsretten eller at medvirke til, at
sagen videreføres i det fagretlige system, således at sagen på betryggende
vis kan afsluttes.
Vi forventer at høre nærmere.«
En yderligere rykker blev fremsendt den 2. februar 1994. Det hedder heri
bl.a.:
»Forbundet oplyste dengang, at man allerede den 9. november 1993
havde anmodet Landsorganisationen om at videreføre sagen ved Arbejdsretten.
Vi finder det stærkt foruroligende, at man fra forbundets side
tilsyneladende intet foretager sig for at få sagen realitetsbehandlet, men
blot accepterer, at der siden fællesmødet den 2. november 1993 er hengået 3
måneder, hvor der absolut intet er sket.
På ovennævnte baggrund skal vi endnu en gang opfordre forbundet til at få
gjort noget ved sagen, og helt konkret skal vi foreslå, at der straks tages
initiativ til at få nedsat en faglig voldgift, således at sagen kan bringes
til afslutning.
Vi forventer at høre nærmere.«
Som nævnt foran under punkt 1 blev sagen herefter den 15. februar 1994
indbragt for Arbejdsretten, der i et forberedende retsmøde den 17. marts 1994
udsatte sagen på afholdelse af faglig voldgift.
6. I en opmandskendelse af 30. august 1994, afsagt af retsformanden i
Arbejdsrettens sag nr. 92.228, hedder det bl.a.:
»2. Tvisten for voldgiftsretten vedrører principperne for aflønning
og efterregulering af det arbejde, Roland Munch ApS, Esbjerg, havde overtaget
fra DFDS.
Klageren, Specialarbejderforbundet i Danmark, har påstået, at indklagede,
Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg, bør anerkende, at aflønning og
efterregulering til samtlige arbejdere i pakhuset samt for arbejdet med
transporter i forbindelse med pakhuset skal ske efter gældende overenskomster
og aftaler på DFDS-terminalen.
Indklagede har påstået frifindelse, idet det dog anerkendes, at der skal
foretages efterregulering og lønfastsættelse efter nærmere angivne
principper, som voldgiftsretten måtte finde frem til.
--- Produktionstillægsaftalen af 13. august 1986 blev den 1. juni 1991
erstattet af præstationstillægsaftalen af 24. april 1991 mellem
Specialarbejderforbundet i Danmark, Esbjerg afdeling T, og Sydvestjydsk
Arbejdsgiverforening for handel og servicefag. Præstationstillægsaftalen
indeholder blandt andet følgende bestemmelser:
»Mellem nedennævnte organisationer er truffet følgende
præstationstillægsaftale for de hos DFDS A/S i godsterminal, Containerhavnen
Esbjerg, ved terminalarbejde (incl. losning og lastning) samt ekspedition af
selskabets passager/ro-ro skibe beskæftigede medarbejdere.---»
Klageren har gjort gældende, at det følger af Arbejdsrettens dom af 10.
juni 1993, at det omtvistede arbejde skal aflønnes efter den samme
overenskomst og de samme lønaftaler, som gælder på DFDS-terminalen. Formålet
med udflytningen af arbejdet fra DFDS-terminalen var at opnå en frigørelse
fra de regler, der gjaldt på DFDS-terminalen. Udflytningen bør derfor ikke
medføre nogen besparelse. Indklagedes anbringender om den tidsmæssige
begrænsning til tre måneder efter udflytningen eller den 28. september 1990,
den 1. marts 1991 eller den 1. juni 1991 bør ikke tillægges betydning, da de
anbringender ikke blev gjort gældende under arbejdsretssagen.-- Indklagede
har gjort gældende, at Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 alene har
fastslået, at aflønning og efterregulering skal ske på grundlag af det
aftalekompleks, der var gældende på DFDS på tidspunktet for arbejdets
overflytning fra DFDS til Roland Munch ApS i juni 1990.--- Sagens problem er
herefter, hvor længe Roland Munch ApS er forpligtet af dette aftalegrundlag,
herunder hvilke retsskiftende kendsgerninger, der kan bringe ændringer i
dette. Det har Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 ikke taget stilling til.
Denne situation svarer helt til den overenskomstmæssige situation, der
opstår, når en organiseret virksomhed udmelder sig af sin organisation.
Overenskomstforholdet »fastfryses« da på udmeldelsestidspunktet.
Det gøres principalt gældende, at virksomhedens tilkendegivelse om, at man
ikke anså sig forpligtet til at følge produktionstillægsaftalen af 13. august
1986, må sidestilles med en egentlig opsigelse af aftalen, således at den
efter sit eget indhold bortfalder tre måneder efter, at arbejdet var blevet
overført fra DFDS til Roland Munch ApS. Subsidiært er
produktionstillægsaftalen opsagt den 28. september 1990, da mæglingsmøde
fandt sted. Herefter er det den underliggende overenskomst, der danner
grundlaget for arbejdets honorering. Frem til den 1. marts 1991 var det
AHTS-overenskomsten, der var gældende, men ef ter opsigelse af overenskomsten
uden selvstændige køreplaner, bortfaldt AHTS-overenskomsten og blev den 1.
marts 1991 erstattet af DV-overenskomsten. Betalingsforpligtelsen efter
produktionstillægsaftalen er i hvert fald bortfaldet sammen med
AHTS-overenskomsten den 1. marts 1991. Mere subsidiært gøres det gældende, at
det seneste tidspunkt, der kan danne grundlag for beregningen, er det
tidspunkt, hvor produktionstillægsaftalen bortfaldt på DFDS og blev erstattet
af præstationstillægsaftalen af 24. april 1991, som Roland Munch ApS på ingen
måde havde del i eller var bekendt med. Under alle omstændigheder kan
efterreguleringen kun omfatte de medarbejdere, der i perioden har været
beskæftiget med det arbejde, der var overført fra DFDS.
5. Voldgiftsrettens afgørelse.-- En imødekommelse af indklagedes påstand
med de af indklagede under voldgiftssagen fremførte anbringender vil gøre
Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 mere eller mindre illusorisk. Af den
grund kan indklagedes standpunkt ikke følges. Arbejdsrettens dom af 10. juni
1993 har nemlig - som andre domme - retskraft eller bindende virkning. Heri
ligger blandt andet, at indklagede under voldgiftssagen er afskåret fra at
påberåbe sig anbringender, som ikke blev påberåbt under arbejdsretssagen,
såfremt de eksisterede på daværende tidspunkt. Dette gælder i særdeleshed i
en situation som den foreliggende, hvor voldgiftssagen verserer i 1994, hvor
arbejdsretssagen blev domsforhandlet og pådømt i 1993, og hvor anbringender
relaterer sig til 1990 og 1991. Indklagede er herefter under voldgiftssagen
afskåret fra at påberåbe sig de ikke under arbejdsretssagen påberåbte
anbringender. Der må herefter afsiges kendelse som påstået af klageren.
Kendelsen omfatter dog som påstået af indklagede og fastslået i
Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 alene det arbejde, Roland Munch ApS,
Esbjerg, har overtaget fra DFDS.
Thi bestemmes:
Indklagede, Danske Vognmænd, skal for Roland Munch ApS, Esbjerg,
anerkende, at aflønning og efterregulering af det arbejde, Roland Munch ApS,
Esbjerg, har overtaget fra DFDS, skal ske efter gældende overenskomster og
aftaler på DFDS- terminalen---»
7. I referatet fra et møde den 3. november 1994 på virksomheden,
underskrevet af forbundet og Danske Vognmænd, hedder det:
»Opmandskendelsen af 30. august 1994 blev drøftet.
Virksomheden og den lokale afdeling havde d.d. indgået en aftale om de
fremtidige arbejds- og aflønningsforhold for lager- og pakhusarbejder,
ligesom der lokalt var opnået enighed om en efterregulering på i alt kr.
900.000,00.
Organisationerne tog disse aftaler til efterretning.
Der var fortsat uenighed om, hvorvidt arbejdet med transporter i
forbindelse med pakhuset er omfattet af kendelsen af 30. august 1994.
Der var ligeledes uenighed om, hvorvidt en voksenlærling var omfattet,
således at der bør ske en efterbetaling.
Der var enighed om, at lade disse spørgsmål afgøre ved en faglig
voldgift.---»
Ved en opmandskendelse af 13. februar 1995 blev virksomheden tilpligtet at
anerkende, at aflønning og efterregulering af arbejdet med transporter i
forbindelse med pakhuset skal ske efter gældende overenskomster og aftaler på
DFDS-terminalen, men frifandtes for forbundets påstand om, at der til en
voksenlærling skulle ydes efterregulering efter disse overenskomster og
aftaler.
8. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af følgende vidner:
Afdelingsformand Svend Erik Christensen har forklaret bl.a, at han en uges
tid efter Arbejdsrettens dom ringede til virksomheden og foreslog afholdt et
møde for at få en ordning på løn- og efterbetalingsspørgsmålet, men fik det
svar, at sagen lå hos Danske Vognmænd, hvorfra der ville blive taget et
initiativ. Under mødet i Dansk Arbejdsgiverforening den 23. juli 1993
diskuterede man ikke, hvordan dommen skulle forstås. Man aftalte blot, at der
skulle forhandles lokalt. Fra afdelingens side gav man udtryk for, at
aflønning skulle ske efter terminalaftalen, men der kom ingen afklaring. Det
var dog ikke hans indtryk, at virksomheden ikke kendte aftalen.
Arbejdsgiversiden sagde, at afdelingen måtte komme med en opgørelse af
efterbetalingskravet, men det kunne de ikke, da de jo ikke havde
lønningsregnskabet. Den liste med navne og ansættelsesperiode m.v. , som
afdelingen den 23. juli 1993 havde fået tilsendt fra virksomheden, var ikke
nok som grundlag for beregningen. Derfor sendte han den 15. august 1993
oplysning om gældende løn m.v. efter terminalaftalen. Ved et efterfølgende
møde den 19. august 1993 med virksomhedens ledelse udtalte direktør Orla
Hansen, at han udmærket var klar over, at sådan var aflønningen ved
DFDS-terminalen, men hvis de skulle aflønne efter den aftale, måtte de lukke.
Han ville derfor foreslå, at de forhandlede sig til rette om en ordning.
Vidnet har senere deltaget i en forhandling om et udkast til lokalaftale.
Forhandlingen endte uden resultat, da virksomheden ville ordne
efterreguleringen med et beløb på 380.000 kr. Man regulerede først lønnen, da
der den 3. november 1994 blev indgået aftale om de fremtidige arbejds- og
aflønningsforhold. Årsagen til, at sagen i lang tid lå stille, var sygdom.
Direktør Orla Hansen har forklaret bl.a., at han efter Arbejdsrettens dom
deltog i flere møder for at få klarlagt de konsekvenser, dommen medførte. I
mødet den 23. juli 1993 enedes man om, at virksomheden og afdelingen skulle
forhandle lokalt, og vidnet har da også fremsendt et forslag til lokalaftale
til afdelingen. Forslaget var tænkt som oplæg til en aftale, der skulle dække
ikke blot det overtagne arbejde fra DFDS, men også det øvrige arbejde. De
havde hele tiden kontakt med Danske Vognmænd, hvis råd de fulgte. Den 8.
september 1994 sendte virksomheden a conto 150.000 kr. til afdelingen til
udbetaling til medlemmerne.
9. Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at der efter
Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 ikke bestod rimelig tvivl om, at den
indklagede virksomhed skulle aflønne det overtagne arbejde på samme måde, som
det var sket hos DFDS. Virksomheden kendte den aftale, som var gældende for
arbejdet i terminalen, og kunne således ikke være i tvivl om, at denne aftale
skulle være gældende. Virksomhedens indvendinger herimod blev da også afvist
af opmanden ved kendelsen af 30. august 1994. Der burde straks efter
Arbejdsrettens dom være sket efterregulering af lønnen for de medarbejdere,
som man var enige om var omfattet af dommen. Der er ikke fra arbejdstagerside
sket nogen forhaling af sagen. Det var op til virksomheden at beregne det
efterbetalingsbeløb, som de berørte medarbejdere var berettiget til efter
dommen. Holdningen hos virksomheden var imidlertid den, at man slet ikke
ønskede at foretage nogen efterregulering, før der var forhandlet om en
aftale om den fremtidige aflønning af medarbejderne. Det var et standpunkt,
man indtog efter råd fra Danske Vognmænd. Både virksomheden og Danske
Vognmænd har derfor pådraget sig bodsansvar.
10. De indklagede har anført, at der i sagen foreligger sådanne særlige
omstændigheder, at hverken virksomheden eller Danske Vognmænd kan klandres
for ikke at have handlet hurtigt nok efter Arbejdsrettens dom af 10. juni
1993. Af dommen sammenholdt med den senere opmandskendelse af 30. august 1994
kan udledes, at der efter dommen bestod berettiget tvivl om, efter hvilken
aftale aflønning og efterregulering skulle ske, en tvivl, som må tilskrives
arbejdstagersidens upræcise formulering af påstanden for Arbejdsretten, der
blot lød på aflønning efter forbundets overenskomst med
Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service. Selv om
domskonklusionen intet siger herom, måtte de indklagede endvidere gå ud fra,
at efterbetalingsspørgsmålet skulle afgøres ad sædvanlig fagretlig vej,
eventuelt ved faglig voldgift, således som arbejdstagersiden selv havde
nedlagt påstand om. Efter dommen tog Danske Vognmænd derfor initiativ til
mødet den 23. juli 1993, hvor man ikke drøftede, hvorledes dommen skulle
forstås, men hvor man netop enedes om at forhandle lokalt om efterbetalingen
og den fremtidige aflønning. Da forhandlingerne ikke førte til noget
resultat, opfordrede virksomheden i september 1993 afdelingen til at
videreføre sagen i det fagretlige system. Dette gentog arbejdsgiversiden ved
fællesmødet den 2. november 1993 og rykkede to gange, senest den 2. februar
1994, forbundet for en videreførelse af sagen for at få denne afsluttet.
Klagerne indbragte herefter sagen for Arbejdsretten, der henviste tvisten om
principperne for aflønning og efterregulering af det overtagne arbejde til
afgørelse ved faglig voldgift. Allerede inden opmandskendelsen af 30. august
1994 havde virksomheden betalt a conto 150.000 kr. til afdelingen, og den 3.
november 1994 blev der indgået aftale om de fremtidige arbejds- og
aflønningsforhold for de berørte medarbejdere samt opnået enighed om en
efterregulering på i alt 900.000 kr. Under disse omstændigheder er der ikke
grundlag for at pålægge hverken virksomheden eller Danske Vognmænd
bodsansvar.
11. ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE
Retten kan tiltræde det af de indklagede anførte og finder det herefter
ikke godtgjort, at sagsforløbet i perioden fra Arbejdsrettens dom af 10. juni
1993 indtil forliget den 3. november 1994 kan tages som udtryk for, at de
indklagede ikke har villet efterkomme dommens resultat. Herefter og under
hensyn til, at den lange sagsbehandlingstid skyldes forhold hos klagerne
selv, vil de indklagede være at frifinde.
Thi kendes for ret
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd og denne for
Roland Munch ApS, Esbjerg, frifindes.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne, Landsorganisationen i
Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Kommentar, s. 125, 163, 215.
Lignende dokumenter
- Bod 2.3.1., Omgåelse. Virksomhedsoverdragelse. Underbetaling. Bod for virksomheds henførelse af arbejde til ringere overenskomst(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Vagn Marquardt). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen, Riis (retsformand) og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2) Direktør i selskab fundet solidarisk ansvarlig med selskabet med hensyn til betaling af bod for brud på overenskomst indgået af selskabet og af efterbetalingskrav. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Danske Vognmænd Hovedorganisationen af 1985 for Vognmand Peter Corneliussen ApS og vognmand Peter Corneliussen (kontorchef Allan K. Larsen) Dommere: Bæhring, Søren Christensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Bent Larsen, Sløk og Tjellesen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgivers modregning i løn m.v. for ansattes brug af telefon fundet berettiget(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd på egne vegne og for John Simonsen Køle- og Frysetransport, Holstebro (advokat Helge Werner) Dommere: Bollerup-Jensen, Brink, Arnold Hansen, Kjærgaard, Erik Nielsen, Riis (retsformand) og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 1.2.1.2., 1.3., 2.3.2. Organisationsansvar 2.2. og 3.1. Systematisk aktion. Støtte til overenskomststridig virksomhed. Temponedsættelse.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for SiD Transport, Esbjerg, og samme mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen, Lind, Sløk, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Tillidsrepræsentant. Processuelle spørgsmål 8. Forlig. Organisationsansvar 3.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Erstatning aftalt forligsmæssigt for uberettiget afskedigelse af tillidsrepræsentant skulle tilbagebetales, da tillidsrepræsentant-valget havde været uretmæssigt. Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, for I.A.T., Kongensgade 114, Esbjerg, (kontorchef, cand.jur. Jannik Schougaard) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard). Dommere: Bisgaard, Arnold Hansen, Anton Johannsen, Kiil (retsformand), Toxværd Nielsen, Tjellesen og Wahl. Retsinformation · 24. september 1997