Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Passivitet. Processuelle spørgsmål 5.2. Underbetaling.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Helge Werner) Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Max Bæhring, Poul Flemming Hansen, Thorkild E. Jensen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard og Nicolai Westergaard.

DOM nr 3905 af 14/09/1995DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Faglig Voldgift. Organisationsansvar

2.2. Passivitet. Processuelle spørgsmål 5.2. Underbetaling.(* 1)(* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark

(konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske

Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Helge Werner)

Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Max Bæhring, Poul Flemming Hansen, Thorkild E.

Jensen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard og Nicolai Westergaard.

1. Under denne sag, der er indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af

15. februar 1994, har Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Danske Vognmænd og denne for Roland Munch ApS, Esbjerg, og har ved

domsforhandlingens begyndelse nedlagt følgende endelige påstande:

Indklagede, Roland Munch ApS, har handlet i strid med Arbejdsrettens dom

af 10. juni 1993 i sag nr. 92.228 ved fortsat indtil den 3. november 1994

ikke at aflønne de ansatte i henhold til forbundets overenskomst med

Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.

Medindklagede, Danske Vognmænd, har delagtiggjort sig i det

overenskomststridige forhold.

Såvel Danske Vognmænd som Roland Munch ApS tilpligtes til

Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat

bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

2. Ved Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 i sag nr. 92.228, gengivet i

Arbejdsretligt Tidsskrift 1993 s. 83 ff., blev indklagede Roland Munch ApS

tilpligtet »at aflønne det arbejde, det har overtaget fra DFDS, efter

overenskomsten mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og

Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.« Indklagede

blev endvidere idømt en bod på 30.000 kr. til forbundet for at have aflønnet

de pågældende medarbejdere efter forbundets overenskomst med Danske Vognmænd.

I dommens præmisser hedder det:

Læs alt

»Arbejdet var indtil 1990 omfattet af produktionstillægsaftalen.

Roland Munch ApS kan ikke ved i 1990 at have fået arbejdet overdraget fra

DFDS, der ejer alle anparter i anpartsselskabet, forlange arbejdet udført for

den væsentlig mindre løn, overenskomsten med Danske Vognmænd giver ret til.

Da der hverken foreligger passivitet eller så tvivlsom en problemstilling, at

bod ikke er forskyldt, tages klagernes påstand til følge som nedenfor

bestemt, idet boden fastsættes til 30.000 kroner.«

Det bemærkes, at der under sagen var nedlagt påstand om, at spørgsmålet om

eventuel efterbetaling skulle henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig

vej, eventuelt ved faglig voldgift. Dommens konklusion tager ikke stilling

hertil.

3. Efter dommen drøftede man såvel lokalt som med deltagelse af

hovedorganisationerne, hvilke konsekvenser dommen medførte for såvel

efterregulering af lønnen som lønfastsættelsen fremover. Da det ikke lykkedes

at nå til enighed herom, fremsendte indklagede Roland Munch ApS til SiD's

transportafdeling i Esbjerg den 28. juli 1993 en skrivelse, hvori det hedder:

»Idet vi henviser til vort møde i København den 23. juli 1993

fremsendes hermed opstilling over timelønnede medarbejdere ansat ved vort

pakhus.

Der er ikke i opstillingen taget stilling til, for hvilken periode

reguleringen skal finde sted.

Vi står i øvrigt til rådighed med øvrige oplysninger De måtte ønske.«

Den medsendte opstilling indeholdt oplysning om de pågældende

medarbejderes ansættelsesperiode og antal timer.

I afdelingens svar af 15. august 1993 hedder det:

»Vedr. aflønning og efterregulering - pakhus.

Indledningsvis bekræfter vi modtagelsen af Deres opgørelse over

medarbejdere og timetal på pakhuset, idet vi tager forbehold overfor

opgørelsen.

Specielt skal vi anføre, at opgørelsen ikke omfatter lærlinge eller

arbejdet med intern transport fra/til DFDS-terminalområdet.

Som følge af dom af den 10. juni 1993 i Arbejdsrettens sag nr. 92.228 skal

aflønningen p.t. være følgende:

Normaltimeløn 66,35

P-tillæg (a conto) 43,00

Dagtimeløn ialt 109,35

Overtidstillæg udgør 50% af kr. 109,35 for de første 3 overarbejdstimer på

ugens 6 første dage, samt 100 % af kr. 109,35 for resterende

overarbejdstimer.

Såfremt fremmøde lørdag eller søndag sker senere end tidspunktet for

normal arbejdstids begyndelse på hverdage, betales ventetidsbetaling med

normaltimeløn, tillagt gældende overtidstillæg.

Herved skal vi kræve, at aflønningen straks bringes i overensstemmelse

hermed.

Med henblik på beregning af efterreguleringen vedlægger vi skema over den

korrekte aflønning i den forløbne periode (siden juni 1990).

Vi skal herved opfordre virksomheden til af foretage beregning af den

skyldige efterregulering til samtlige medarbejdere (incl. medarbejdere,

beskæftiget ved transport til/fra DFDS-Terminalområdet) i overensstemmelse

med ovennævnte skema.«

Da svaret efter virksomhedens opfattelse tog udgangspunkt i en

præstationstillægsaftale fra 1991 og ikke i den tidligere gældende

produktionstillægsaftale, som Arbejdsrettens dom omhandlede, lykkedes det

heller ikke på dette grundlag at nå til enighed om lønfastsættelsen og

efterreguleringens størrelse. I skrivelse af 21. september 1993 opfordrede

virksomheden herefter afdelingen til at »videreføre sagen i det

fagretlige system.«

4. Den 2. november 1993 afholdtes fællesmøde. I referatet fra mødet hedder

det bl.a.:

»Fra arbejdstagerside henviste man til, at man ved skrivelse af 15.

august 1993 fra Specialarbejderforbundet i Danmark, Transport-gruppen,

Esbjerg, til Roland Munch ApS havde krævet aflønning i henhold til

overenskomst med AHTS. Da dette ikke var sket, fandt man, at Arbejdsrettens

dom ikke var efterlevet, og at man som følge heraf også ville gøre

organisationsansvar gældende.

Fra arbejdsgiverside blev det anført, at skrivelsen af 15. august 1993

ikke kan danne baggrund for en lønfastsættelse, idet talmaterialet ikke

hidrører fra den produktionstillægsaftale, arbejdsretssagen omhandlede. For

så vidt angår efterreguleringen er talmaterialet kun delvist anvendeligt,

ligesom der ikke er opnået enighed om forudsætningerne for beregningerne.

Endvidere rejses der i den pågældende skrivelse ikke et konkret krav, uagtet

pligten hertil påhviler arbejdstagersiden, og dette blev indskærpet på et

møde den 23. juli 1993 afholdt bl.a. med deltagelse af hovedorganisationerne.

På samme møde var der endvidere enighed om at lade en eventuel tvist om

efterbetalingskravets størrelse afgøre ved fagretlig behandling, hvilket i

øvrigt var helt i overensstemmelse med Landsorganisationen i Danmarks påstand

i klageskriftet.

Der har efterfølgende på virksomhedens foranledning været afholdt lokale

drøftelser, uden at enighed kunne opnås. End ikke på disse møder har

arbejdsgiversiden kunnet formå arbejdstagersiden til at fremkomme med et

konkret krav. Desuagtet har virksomheden fremsat et forligstilbud med henblik

på en afslutning af sagen.

På ovennævnte baggrund blev det bestridt, at virksomheden ikke agtede at

efterleve ovennævnte dom, ligesom det blev bestridt, at der var grundlag for

at gøre et organisationsansvar gældende.

Arbejdsgiversiden opfordrede endelig arbejdstagersiden til, som aftalt på

mødet den 23. juli 1993, at foranledige at sagen bliver videreført i det

fagretlige system.

Fra arbejdstagerside bestred man, at sagen var henvist til fagretlig

behandling ved mødet den 23. juli 1993, idet parterne ved dette møde var

enige om at opfordre til lokal forhandling og såfremt enighed ikke kunne

opnås, skulle organisationerne på ny mødes.

Arbejdstagersiden fastholdt, at et krav var fremsat, og at det i øvrigt

måtte påhvile virksomheden at fremkomme med talmateriale.

Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig endelig at videreføre sagen for

Arbejdsretten.«

5. Den 30. november 1993 rykkede Danske Vognmænd forbundet for en

videreførelse af sagen for at få denne afsluttet. I skrivelsen hedder det:

»Idet vi henviser til uoverensstemmelsen mellem

Specialarbejderforbundet i Danmark og Roland Munch ApS vedrørende

efterregulering af løn i overensstemmelse med Arbejdsrettens kendelse---,

skal vi venligst bringe sagen i erindring.

Da det i sagen er utvivlsomt, at virksomheden skal efterregulere med et

beløb af foreløbig ukendt størrelse, finder vi det utrygt, at sagen blot

henligger, og vi skal på den baggrund opfordre forbundet til, enten at tage

initiativ til at indbringe sagen for Arbejdsretten eller at medvirke til, at

sagen videreføres i det fagretlige system, således at sagen på betryggende

vis kan afsluttes.

Vi forventer at høre nærmere.«

En yderligere rykker blev fremsendt den 2. februar 1994. Det hedder heri

bl.a.:

»Forbundet oplyste dengang, at man allerede den 9. november 1993

havde anmodet Landsorganisationen om at videreføre sagen ved Arbejdsretten.

Vi finder det stærkt foruroligende, at man fra forbundets side

tilsyneladende intet foretager sig for at få sagen realitetsbehandlet, men

blot accepterer, at der siden fællesmødet den 2. november 1993 er hengået 3

måneder, hvor der absolut intet er sket.

På ovennævnte baggrund skal vi endnu en gang opfordre forbundet til at få

gjort noget ved sagen, og helt konkret skal vi foreslå, at der straks tages

initiativ til at få nedsat en faglig voldgift, således at sagen kan bringes

til afslutning.

Vi forventer at høre nærmere.«

Som nævnt foran under punkt 1 blev sagen herefter den 15. februar 1994

indbragt for Arbejdsretten, der i et forberedende retsmøde den 17. marts 1994

udsatte sagen på afholdelse af faglig voldgift.

6. I en opmandskendelse af 30. august 1994, afsagt af retsformanden i

Arbejdsrettens sag nr. 92.228, hedder det bl.a.:

»2. Tvisten for voldgiftsretten vedrører principperne for aflønning

og efterregulering af det arbejde, Roland Munch ApS, Esbjerg, havde overtaget

fra DFDS.

Klageren, Specialarbejderforbundet i Danmark, har påstået, at indklagede,

Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg, bør anerkende, at aflønning og

efterregulering til samtlige arbejdere i pakhuset samt for arbejdet med

transporter i forbindelse med pakhuset skal ske efter gældende overenskomster

og aftaler på DFDS-terminalen.

Indklagede har påstået frifindelse, idet det dog anerkendes, at der skal

foretages efterregulering og lønfastsættelse efter nærmere angivne

principper, som voldgiftsretten måtte finde frem til.

--- Produktionstillægsaftalen af 13. august 1986 blev den 1. juni 1991

erstattet af præstationstillægsaftalen af 24. april 1991 mellem

Specialarbejderforbundet i Danmark, Esbjerg afdeling T, og Sydvestjydsk

Arbejdsgiverforening for handel og servicefag. Præstationstillægsaftalen

indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

»Mellem nedennævnte organisationer er truffet følgende

præstationstillægsaftale for de hos DFDS A/S i godsterminal, Containerhavnen

Esbjerg, ved terminalarbejde (incl. losning og lastning) samt ekspedition af

selskabets passager/ro-ro skibe beskæftigede medarbejdere.---»

Klageren har gjort gældende, at det følger af Arbejdsrettens dom af 10.

juni 1993, at det omtvistede arbejde skal aflønnes efter den samme

overenskomst og de samme lønaftaler, som gælder på DFDS-terminalen. Formålet

med udflytningen af arbejdet fra DFDS-terminalen var at opnå en frigørelse

fra de regler, der gjaldt på DFDS-terminalen. Udflytningen bør derfor ikke

medføre nogen besparelse. Indklagedes anbringender om den tidsmæssige

begrænsning til tre måneder efter udflytningen eller den 28. september 1990,

den 1. marts 1991 eller den 1. juni 1991 bør ikke tillægges betydning, da de

anbringender ikke blev gjort gældende under arbejdsretssagen.-- Indklagede

har gjort gældende, at Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 alene har

fastslået, at aflønning og efterregulering skal ske på grundlag af det

aftalekompleks, der var gældende på DFDS på tidspunktet for arbejdets

overflytning fra DFDS til Roland Munch ApS i juni 1990.--- Sagens problem er

herefter, hvor længe Roland Munch ApS er forpligtet af dette aftalegrundlag,

herunder hvilke retsskiftende kendsgerninger, der kan bringe ændringer i

dette. Det har Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 ikke taget stilling til.

Denne situation svarer helt til den overenskomstmæssige situation, der

opstår, når en organiseret virksomhed udmelder sig af sin organisation.

Overenskomstforholdet »fastfryses« da på udmeldelsestidspunktet.

Det gøres principalt gældende, at virksomhedens tilkendegivelse om, at man

ikke anså sig forpligtet til at følge produktionstillægsaftalen af 13. august

1986, må sidestilles med en egentlig opsigelse af aftalen, således at den

efter sit eget indhold bortfalder tre måneder efter, at arbejdet var blevet

overført fra DFDS til Roland Munch ApS. Subsidiært er

produktionstillægsaftalen opsagt den 28. september 1990, da mæglingsmøde

fandt sted. Herefter er det den underliggende overenskomst, der danner

grundlaget for arbejdets honorering. Frem til den 1. marts 1991 var det

AHTS-overenskomsten, der var gældende, men ef ter opsigelse af overenskomsten

uden selvstændige køreplaner, bortfaldt AHTS-overenskomsten og blev den 1.

marts 1991 erstattet af DV-overenskomsten. Betalingsforpligtelsen efter

produktionstillægsaftalen er i hvert fald bortfaldet sammen med

AHTS-overenskomsten den 1. marts 1991. Mere subsidiært gøres det gældende, at

det seneste tidspunkt, der kan danne grundlag for beregningen, er det

tidspunkt, hvor produktionstillægsaftalen bortfaldt på DFDS og blev erstattet

af præstationstillægsaftalen af 24. april 1991, som Roland Munch ApS på ingen

måde havde del i eller var bekendt med. Under alle omstændigheder kan

efterreguleringen kun omfatte de medarbejdere, der i perioden har været

beskæftiget med det arbejde, der var overført fra DFDS.

5. Voldgiftsrettens afgørelse.-- En imødekommelse af indklagedes påstand

med de af indklagede under voldgiftssagen fremførte anbringender vil gøre

Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 mere eller mindre illusorisk. Af den

grund kan indklagedes standpunkt ikke følges. Arbejdsrettens dom af 10. juni

1993 har nemlig - som andre domme - retskraft eller bindende virkning. Heri

ligger blandt andet, at indklagede under voldgiftssagen er afskåret fra at

påberåbe sig anbringender, som ikke blev påberåbt under arbejdsretssagen,

såfremt de eksisterede på daværende tidspunkt. Dette gælder i særdeleshed i

en situation som den foreliggende, hvor voldgiftssagen verserer i 1994, hvor

arbejdsretssagen blev domsforhandlet og pådømt i 1993, og hvor anbringender

relaterer sig til 1990 og 1991. Indklagede er herefter under voldgiftssagen

afskåret fra at påberåbe sig de ikke under arbejdsretssagen påberåbte

anbringender. Der må herefter afsiges kendelse som påstået af klageren.

Kendelsen omfatter dog som påstået af indklagede og fastslået i

Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 alene det arbejde, Roland Munch ApS,

Esbjerg, har overtaget fra DFDS.

Thi bestemmes:

Indklagede, Danske Vognmænd, skal for Roland Munch ApS, Esbjerg,

anerkende, at aflønning og efterregulering af det arbejde, Roland Munch ApS,

Esbjerg, har overtaget fra DFDS, skal ske efter gældende overenskomster og

aftaler på DFDS- terminalen---»

7. I referatet fra et møde den 3. november 1994 på virksomheden,

underskrevet af forbundet og Danske Vognmænd, hedder det:

»Opmandskendelsen af 30. august 1994 blev drøftet.

Virksomheden og den lokale afdeling havde d.d. indgået en aftale om de

fremtidige arbejds- og aflønningsforhold for lager- og pakhusarbejder,

ligesom der lokalt var opnået enighed om en efterregulering på i alt kr.

900.000,00.

Organisationerne tog disse aftaler til efterretning.

Der var fortsat uenighed om, hvorvidt arbejdet med transporter i

forbindelse med pakhuset er omfattet af kendelsen af 30. august 1994.

Der var ligeledes uenighed om, hvorvidt en voksenlærling var omfattet,

således at der bør ske en efterbetaling.

Der var enighed om, at lade disse spørgsmål afgøre ved en faglig

voldgift.---»

Ved en opmandskendelse af 13. februar 1995 blev virksomheden tilpligtet at

anerkende, at aflønning og efterregulering af arbejdet med transporter i

forbindelse med pakhuset skal ske efter gældende overenskomster og aftaler på

DFDS-terminalen, men frifandtes for forbundets påstand om, at der til en

voksenlærling skulle ydes efterregulering efter disse overenskomster og

aftaler.

8. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af følgende vidner:

Afdelingsformand Svend Erik Christensen har forklaret bl.a, at han en uges

tid efter Arbejdsrettens dom ringede til virksomheden og foreslog afholdt et

møde for at få en ordning på løn- og efterbetalingsspørgsmålet, men fik det

svar, at sagen lå hos Danske Vognmænd, hvorfra der ville blive taget et

initiativ. Under mødet i Dansk Arbejdsgiverforening den 23. juli 1993

diskuterede man ikke, hvordan dommen skulle forstås. Man aftalte blot, at der

skulle forhandles lokalt. Fra afdelingens side gav man udtryk for, at

aflønning skulle ske efter terminalaftalen, men der kom ingen afklaring. Det

var dog ikke hans indtryk, at virksomheden ikke kendte aftalen.

Arbejdsgiversiden sagde, at afdelingen måtte komme med en opgørelse af

efterbetalingskravet, men det kunne de ikke, da de jo ikke havde

lønningsregnskabet. Den liste med navne og ansættelsesperiode m.v. , som

afdelingen den 23. juli 1993 havde fået tilsendt fra virksomheden, var ikke

nok som grundlag for beregningen. Derfor sendte han den 15. august 1993

oplysning om gældende løn m.v. efter terminalaftalen. Ved et efterfølgende

møde den 19. august 1993 med virksomhedens ledelse udtalte direktør Orla

Hansen, at han udmærket var klar over, at sådan var aflønningen ved

DFDS-terminalen, men hvis de skulle aflønne efter den aftale, måtte de lukke.

Han ville derfor foreslå, at de forhandlede sig til rette om en ordning.

Vidnet har senere deltaget i en forhandling om et udkast til lokalaftale.

Forhandlingen endte uden resultat, da virksomheden ville ordne

efterreguleringen med et beløb på 380.000 kr. Man regulerede først lønnen, da

der den 3. november 1994 blev indgået aftale om de fremtidige arbejds- og

aflønningsforhold. Årsagen til, at sagen i lang tid lå stille, var sygdom.

Direktør Orla Hansen har forklaret bl.a., at han efter Arbejdsrettens dom

deltog i flere møder for at få klarlagt de konsekvenser, dommen medførte. I

mødet den 23. juli 1993 enedes man om, at virksomheden og afdelingen skulle

forhandle lokalt, og vidnet har da også fremsendt et forslag til lokalaftale

til afdelingen. Forslaget var tænkt som oplæg til en aftale, der skulle dække

ikke blot det overtagne arbejde fra DFDS, men også det øvrige arbejde. De

havde hele tiden kontakt med Danske Vognmænd, hvis råd de fulgte. Den 8.

september 1994 sendte virksomheden a conto 150.000 kr. til afdelingen til

udbetaling til medlemmerne.

9. Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at der efter

Arbejdsrettens dom af 10. juni 1993 ikke bestod rimelig tvivl om, at den

indklagede virksomhed skulle aflønne det overtagne arbejde på samme måde, som

det var sket hos DFDS. Virksomheden kendte den aftale, som var gældende for

arbejdet i terminalen, og kunne således ikke være i tvivl om, at denne aftale

skulle være gældende. Virksomhedens indvendinger herimod blev da også afvist

af opmanden ved kendelsen af 30. august 1994. Der burde straks efter

Arbejdsrettens dom være sket efterregulering af lønnen for de medarbejdere,

som man var enige om var omfattet af dommen. Der er ikke fra arbejdstagerside

sket nogen forhaling af sagen. Det var op til virksomheden at beregne det

efterbetalingsbeløb, som de berørte medarbejdere var berettiget til efter

dommen. Holdningen hos virksomheden var imidlertid den, at man slet ikke

ønskede at foretage nogen efterregulering, før der var forhandlet om en

aftale om den fremtidige aflønning af medarbejderne. Det var et standpunkt,

man indtog efter råd fra Danske Vognmænd. Både virksomheden og Danske

Vognmænd har derfor pådraget sig bodsansvar.

10. De indklagede har anført, at der i sagen foreligger sådanne særlige

omstændigheder, at hverken virksomheden eller Danske Vognmænd kan klandres

for ikke at have handlet hurtigt nok efter Arbejdsrettens dom af 10. juni

1993. Af dommen sammenholdt med den senere opmandskendelse af 30. august 1994

kan udledes, at der efter dommen bestod berettiget tvivl om, efter hvilken

aftale aflønning og efterregulering skulle ske, en tvivl, som må tilskrives

arbejdstagersidens upræcise formulering af påstanden for Arbejdsretten, der

blot lød på aflønning efter forbundets overenskomst med

Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service. Selv om

domskonklusionen intet siger herom, måtte de indklagede endvidere gå ud fra,

at efterbetalingsspørgsmålet skulle afgøres ad sædvanlig fagretlig vej,

eventuelt ved faglig voldgift, således som arbejdstagersiden selv havde

nedlagt påstand om. Efter dommen tog Danske Vognmænd derfor initiativ til

mødet den 23. juli 1993, hvor man ikke drøftede, hvorledes dommen skulle

forstås, men hvor man netop enedes om at forhandle lokalt om efterbetalingen

og den fremtidige aflønning. Da forhandlingerne ikke førte til noget

resultat, opfordrede virksomheden i september 1993 afdelingen til at

videreføre sagen i det fagretlige system. Dette gentog arbejdsgiversiden ved

fællesmødet den 2. november 1993 og rykkede to gange, senest den 2. februar

1994, forbundet for en videreførelse af sagen for at få denne afsluttet.

Klagerne indbragte herefter sagen for Arbejdsretten, der henviste tvisten om

principperne for aflønning og efterregulering af det overtagne arbejde til

afgørelse ved faglig voldgift. Allerede inden opmandskendelsen af 30. august

1994 havde virksomheden betalt a conto 150.000 kr. til afdelingen, og den 3.

november 1994 blev der indgået aftale om de fremtidige arbejds- og

aflønningsforhold for de berørte medarbejdere samt opnået enighed om en

efterregulering på i alt 900.000 kr. Under disse omstændigheder er der ikke

grundlag for at pålægge hverken virksomheden eller Danske Vognmænd

bodsansvar.

11. ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE

Retten kan tiltræde det af de indklagede anførte og finder det herefter

ikke godtgjort, at sagsforløbet i perioden fra Arbejdsrettens dom af 10. juni

1993 indtil forliget den 3. november 1994 kan tages som udtryk for, at de

indklagede ikke har villet efterkomme dommens resultat. Herefter og under

hensyn til, at den lange sagsbehandlingstid skyldes forhold hos klagerne

selv, vil de indklagede være at frifinde.

Thi kendes for ret

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd og denne for

Roland Munch ApS, Esbjerg, frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne, Landsorganisationen i

Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Kommentar, s. 125, 163, 215.

Lignende dokumenter