Spring til indhold

Retsinformation

Erhvervsankenævnet godkendte, at Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab.

AFG nr 60079 af 27/11/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Erhvervsankenævnet godkendte, at

Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved

sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og

derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab.

Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks

Rejsebureau Forening har i skrivelse af 12. oktober 1994 klaget over, at

Finanstilsynet ved skrivelse af 15. september 1994 (j.nr. 19187-0001)

udtalte, at foreningernes afbestillingsordninger er forsikringsvirksomhed og

derfor skal tegnes eller afdækkes i et forsikringsselskab med

koncession, jfr. lov om forsikringsvirksomhed ? 5 og § 1, stk. 1.

1. Finanstilsynets afgørelse af 15. september

1994.

Sagen vedrører spørgsmålet, om

rejsebranchens afbestillingssikring som beskrevet nedenfor i "Almindelige

betingelser for deltagelse i pakkerejser" og "Almindelige betingelser for

deltagelse i selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib", godkendt af

henholdsvis Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks

Rejsebureau Forening, er forsikringsvirksomhed med heraf følgende

pligt til afdækning i et forsikringsselskab med koncession.

Af "Almindelige betingelser for deltagelse i pakkerejser"

punkt IV C fremgår det:

"Afbestillingsbeskyttelse.

Såfremt der ved bestilling af rejsen er købt

afbestillingsbeskyttelse, indebærer dette, at kunden kan afbestille

rejsen og få det indbetalte beløb refunderet uden andre fradrag

end selve prisen for afbestillingsbeskyttelsen.

Det forudsætter dog, at der ved lægeattest

dokumenteres, at kunden selv eller dennes ægtefælle/samlever,

børn, børnebørn, søskende, forældre,

bedsteforældre, svigerforældre, svigerinde samt svoger eller

Læs alt

rejseledsagere rammes af akut sygdom, ulykkestilfælde eller

dødsfald, som umuliggør eller i væsentlig grad

vanskeliggør deltagelse i rejsen.

Desuden gælder afbestillingsbeskyttelsen,

såfremt der med politirapport, o.lign. dokumenteres, at der umiddelbart

inden afrejse er sket væsentlig skade på grund af 1) brand eller

indbrud i kundens private bolig, eller 2) brand, indbrud eller

overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i kundens virksomhed.

Sker afbestillingen i disse tilfælde telefonisk,

bør kunden, indtil afregning har fundet sted, notere sig dato,

afbestillingstidspunkt samt navnet på den rejsekonsulent, som

ekspederede bestillingen. Rejsebureauet forbeholder sig i øvrigt

adgang til for egen regning at kontrollere tilstedeværelsen af

påberåbt sygdom gennem rejsebureauets læge.

Det er en forudsætning for afbestilling i henhold

til foranstående, at der straks, eller snarest muligt efter det

dækningsberettigede forhold er opstået, gives rejsebureauet

underretning herom, og at fornøden dokumentation snarest mulig

indsendes til rejsebureauet."

Af "Almindelige betingelser for deltagelse i

selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib", punkt 4 b fremgår

det:

"Akut sygdom m.v.

Hvis der i rejsens pris er inkluderet beskyttelse mod

udgifter ved afbestilling, eller hvis den rejsende har erhvervet en af

rejsebureauet godkendt afbestillingsforsikring, og afbestiller

rejsedeltageren inden afrejsen på grund af akut sygdom,

ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræffer efter

bestillingen, og som rammer rejsedeltageren selv, hans ægtefælle,

børn, forældre, søskende eller den, med hvem han samlever

under ægteskabslignende former, debiteres kun obligatorisk

afbestillingsgebyr.

Denne regel forudsætter, at der uden ugrundet ophold

indsendes attest fra en læge."

Ved den påklagede afgørelse af 15. september

1994, hvor Finanstilsynet tog stilling til, om der er tale om

forsikringsvirksomhed, udtalte Finanstilsynet:

"I forlængelse af Folketingets vedtagelse den 25.

juni 1993 af lov om pakkerejser skal man hermed vende tilbage til

spørgsmålet om afbestillingsordninger, som udbydes af

rejsearrangører.

I henhold til lov om forsikringsvirksomhed, jf. Industri-

og Samordningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 630 af 5. juli 1994,

må forsikringsvirksomhed alene udøves af forsikringsselskaber

m.v., jf. lovens § 5 og § 1, stk. 1.

Der henvises til den førte korrespondance, herunder

indsendt materiale om afbestillingssikringers dækningsomfang. Det

fremgår heraf, at de anvendte afbestillingssikringer giver kunderne ret

til at annullere deres rejse og få det indbetalte beløb

refunderet i tilfælde af kvalificerende omstændigheder,

eksempelvis død, sygdom eller lignende hos den rejsende selv eller

dennes ægtefælle, samlever, børn og forældre.

Tilsynet finder, at der er tale om forsikringsvirksomhed

omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.

Tilsynet bemærker for god ordens skyld, at

ovennævnte gælder, uanset afbestillingssikringen er obligatorisk

eller frivillig for rejsekunden.

De af rejsebranchen anvendte afbestillingssikringer ved

død, sygdom eller lignende skal således være tegnet eller

afdækket i et forsikringsselskab med koncession dertil."

2. Klagen af 12. oktober 1994 som suppleret ved skrivelse

af 7. december 1994.

Klagen af 12. oktober 1994, der var en foreløbig

klage, er suppleret ved skrivelse af 7. december 1994. Klagerne har her gjort

gældende, at branchens afbestillingssikring ikke er

forsikringsvirksomhed. Til støtte herfor har klageren blandt andet

anført:

"at afbestillingsbeskyttelse har været

praktiseret i sin nuværende form gennem en længere

årrække, og af branchen og branchens kunder stedse har

været opfattet som et betalingsvilkår, der knytter sig tæt

til selve købet af pakkerejsen og ikke bør adskilles herfra.

For det andet, at der reelt intet behov er for at lade

afbestillingsbeskyttelsen være afdækket af en forsikring.

Rejsebranchens afbestillingsordning har været i

anvendelse siden begyndelsen af 70-erne. Dette fremgår blandt andet af

... Danmarks Rejsebureau Forenings "Almindelige Betingelser for deltagelse i

selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib" af 30. maj 1974, der

tiltrådtes af Forbrugerrådet den 27. august 1974. Heri

fremhæves afbestillingsordningen i den form, hvori den siden har

været praktiseret i 20 år.

Spørgsmålet om kundens ret til afbestilling

var tillige genstand for nøje overvejelse og drøftelse med

Forbrugerombudsmanden, da denne og rejsebranchen i begyndelsen af 80-erne

forhandlede retningslinier for markedsføring af selskabsrejser.

Således har afbestillingsbeskyttelsen været

kendt og tiltrådt af både Forbrugerrådet og

Forbrugerombudsmanden gennem en lang årrække, hvor den har

fungeret til fuld tilfredshed såvel for det rejsende publikum som for

rejsearrangørerne. Det kan således oplyses, at der rejsebranchen

bekendt ikke i de forløbne 20 år har foreligget en eneste sag

til påkendelse i Rejse-ankenævnet (eller det tidligere

Rejsebureau-ankenævn), hvori der har været fremsat klager over

eller indsigelser mod afbestillingsbeskyttelsen. Hvervet som formand for

nævnet har gennem alle årene siden dets oprettelse i 1974

været bestridt af en landsdommer, mens de øvrige

nævnsmedlemmer - med indbyrdes paritet - har været udpeget af

Forbrugerrådet og af rejsearrangørerne.

De af danske rejsearrangører benyttede

afbestillingsordninger er ganske svarende til, hvad andre skandinaviske

arrangører udbyder. Ordningerne er for Sveriges vedkommende senest

stadfæstet af Konsumentverket (svarende til Forbrugerrådet i

Danmark) den 6. maj 1993... Der er klagerne bekendt ingen principielle

forskelle mellem den danske og den svenske lovgivning om

forsikringsvirksomhed indenfor det her berørte område, og der er

klagerne bekendt ikke af de svenske myndigheder rejst tvivl om lovligheden af

de svenske afbestillingsordninger.

Det af justitsministeren i 1991 nedsatte pakkerejseudvalg,

der har afgivet betænkning nr. 1240 i 1992 har drøftet

spørgsmålet om arten og omfanget af afbestillingsbeskyttelsen.

...

Assurandørsocietetet var repræsenteret i

pakkerejseudvalget ved kontorchef Åse Kogsbøll. Denne har i et

notat af 13. november 1992 til justitsministeriet ... oplyst at have

drøftet spørgsmålet om afbestillingsordningens

forenelighed med lov om forsikringsvirksomhed med Industriministeriet. Det

anføres i kontorchefens notat således: "Da denne (d.v.s.

Industriministeriet v/ fuldmægtig Torben Garne) efter fornyede

drøftelser med Finanstilsynet fastholder, at det er yderst tvivlsomt,

om sikringsvirksomheder (uden forsikringsmæssig afdækning) er

tilladte ...", og det tilføjes, at "det naturligvis må bero

på en nærmere undersøgelse, hvor de pågældende

rejsearrangører får lejlighed til at udtale sig".

På den citerede baggrund er det klagernes

opfattelse, at betænkningen (side 158, 2. afsnit) har fået en

ikke helt dækkende formulering, når det anføres, at

"Industriministeriet har oplyst, at rejsearrangørernes

sikringsordninger, der ikke afdækkes i et forsikringsselskab, må

antages at være i strid med lov om forsikringsvirksomhed".

I bemærkningerne til det af justitsministeren den

28. april 1993 fremsatte forslag til lov om pakkerejser er det anført,

at der normalt skal gives kunden ret til at afbestille en pakkerejse, og det

er udtrykkeligt tilføjet, at "arrangøren normalt (skal) have

mulighed for at kræve et passende afbestillingsvederlag, fastsat

navnlig under hensyn til arrangørens mulighed for at sælge

pakkerejsen til anden side".

De nye Almindelige Betingelser ... der blev udarbejdet

efter pakkerejselovens vedtagelse - såvel RID's som DRF's, der den 25.

august 1994 blev tiltrådt af Forbrugerrådet, - indeholder en klar

beskrivelse af, hvad der skal tilbydes forbrugeren til afværgelse af

tab af hele rejsens pris i tilfælde af akut sygdom m.v. Der foreskrives

således enten tilbud om en forsikring eller et betalingsvilkår,

der indebærer udvidet afbestillingsret i form af branchens

afbestillingsbeskyttelse. Det fremgår af det anførte, at

Forbrugerrådet for sit vedkommende så sent som nævnte dato

intet har haft at udsætte på afbestillingsordningen.

Klagerne finder anledning til at påpege, at det i

sagen omhandlede spørgsmål - hvorvidt afbestillingsordningerne

skal opfattes som forsikringsvirksomhed - ikke ses at have været rejst

hverken af offentlige myndigheder, forsikringsbranchen,

forbrugerorganisationer m.fl. i tiden fra 1974 frem til drøftelserne

i pakkerejseudvalget i 1992 uagtet ordningen har været almindeligt

kendt i hele perioden. Ordningerne har således rodfæstet sig som

en fast og indarbejdet kutyme indenfor rejsebranchen, en kutyme som

også har været velkendt i forsikringsbranchen,

jævnfør kontorchef Åse Kogsbøll's ovenfor

nævnte notat af 13. november 1992 i slutningen. Forsikringsbranchen -

herunder Assurandørsocietetet - har på intet tidspunkt stillet

spørgsmål ved kutymens forenelighed med lov om

forsikringsvirksomhed.

Videre skal klagerne påpege, at det ikke af

forsikringsaftalelovens § 1 - eller lovbestemmelser i øvrigt -

fremgår, hvad der forstås ved en forsikringsaftale. Det

gøres gældende, at netop kutyme kan være afgørende

for, om en bestemt ydelse omfattes af lov om forsikringsvirksomhed eller ej.

Det er således fast antaget, at eksempelvis

garantistillelser/tilsikringer ikke anses for omfattet af loven uanset deres

forsikringslignende karakter. Det ses ikke, at der kan være

større betænkeligheder ved rejsebranchens

afbestillingsbeskyttelse end ved detailhandelens "1 års garanti" eller

6 måneders fri returret" eller tilsvarende, tværtimod vil

sådanne garantiperioder typisk være af væsentlig

længere varighed, end rejsearrangørens

afbestillingsbeskyttelse.

De samme synspunkter kan anlægges på de

såkaldte abonnementkontrakter, hvor udbyderen mod betaling af et

vederlag (præmie) påtager sig fri vedligeholdelse og reparation

af maskiner, installationer m.v., ofte over en længere

årrække. Abonnementkontrakterne har den lighed med forsikringer,

at udbyderen for et forud fastsat vederlag påtager sig risikoen for, at

de af abonnementet omfattede effekter senere skal vedligeholdes eller

repareres for beløb, der overstiger det af kunden betalte vederlag.

Tilsvarende kan fremføres for eksempel om

automobilkøberens ret til vederlagsfrit 1. servicebesøg efter

køb af en fabriksny bil samt de reparations- og

vedligeholdelsesabonnementer, som automobilforhandlere tilbyder ved

automobilkøb. ...

De ovenfor beskrevne - og talrige andre - eksempler er

forsikringslignende ordninger, hvorom der har udviklet sig fast kutyme for,

at de ikke anses for omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed. Der kan

fremvises adskillige tilfælde, hvor for eksempel abonnementselskaber

efterfølgende har vist sig ude af stand til at opfylde deres del af

aftalen, hvorimod der ikke ses konstateret et eneste tilfælde igennem

20 år, hvor en rejsearrangør ikke har kunnet svare sine

forpligtelser i anledning af en afbestilling, når alene bortses fra et

enkelt konkurstilfælde i nyere tid.

I tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller

anden form for manglende betalingsevne er den rejsendes krav for såvidt

angår pakkerejser omfattet af § 3, stk. 1 i lov om en rejsegarantifond,

herunder kravet på tilbagebetaling af det for afbestillingsretten

erlagte vederlag.

Herefter finder klagerne, at hverken

lovgivningsmæssige eller principielle grunde taler for, at det nu

skulle være påkrævet at ændre rejsebranchens

årelange kutyme om afbestillingssikring.

..."

3. Finanstilsynets redegørelse og udtalelse af 24.

maj 1995 ved Kammeradvokaten.

I redegørelsen har Kammeradvokaten fastholdt

afgørelsen og udtalt:

"Sagens faktiske omstændigheder:

Den 13. juni 1990 vedtog Rådet et EF-direktiv om

pakkerejser m.v. (90/314/EØF). Ifølge direktivets

præambel er formålet med direktivet dels gennemførelsen af

det indre marked og dels forbrugerbeskyttelse.

Efter vedtagelsen af EF-direktivet nedsatte

Justitsministeriet et udvalg, som fik til opgave at udarbejde et forslag til

en dansk lov om pakkerejser m.v. Pakkerejseudvalget afgav betænkning i

december 1992 (betænkning nr. 1240/1992). Betænkningen indeholder

bl.a. udkast til en lov om pakkerejser samt udvalgets bemærkninger til

lovudkastet.

Udvalgets udkast til lov om pakkerejser m.v. § 11

lød således:

"Arrangøren eller formidleren skal inden

indgåelse af aftalen give kunden oplysning om muligheden for at tegne

forsikring til dækning af, at kunden på grund af sygdom eller

lignende ikke kan deltage i pakkerejsen, samt vilkårene herfor.

Stk. 2. Omfatter pakkerejsens pris den i stk. 1

nævnte forsikring, skal prisen herfor fremgå af aftalen.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om

minimumsdækningen."

I pakkerejseudvalget blev det i forbindelse med

udformningen af lovudkastets § 11 vedrørende afbestillingsforsikring i

anledning af sygdom eller lignende drøftet, hvorvidt en tilsvarende

sikring, som ydes af rejsearrangøren, er forenelig med lov om

forsikringsvirksomhed.

Betænkningen indeholder bemærkninger om

rejsearrangørernes afbestillingssikring på side 67 samt side

157-160. I betænkningen side 67 anføres bl.a. vedrørende

afbestillingssikring, at:

"Denne type sikringsvirksomhed har de facto ikke

været underlagt lov om forsikringsvirksomhed, uagtet der mod

opkrævning af et særligt gebyr er tale om - i lighed med

afbestillingsforsikringen - at dække kundens ret til afbestilling i

tilfælde af sygdom uden økonomisk tab til følge. Denne

form for sikring har udviklet sig som en særlig kutyme indenfor

rejsebranchen".

I forbindelse med drøftelserne om

rejsearrangørernes afbestillingssikring anmodede

Assurandør-Societetet, som var repræsenteret i

pakkerejseudvalget, ved skrivelse af 29. oktober 1992 ... Industriministeriet

om skriftligt at bekræfte, at lovudkastets § 11, stk. 2 og 3 ikke kunne

danne præcedens ved afgørelsen af, hvad der i øvrigt

kunne forstås ved forsikringsvirksomhed, jf. lov om

forsikringsvirksomhed.

Denne forespørgsel fra Assurandør-Societetet

gav anledning til, at der i betænkningens side 158 blev indføjet

et afsnit, hvori det anførtes at:

"Industriministeriet har oplyst, at

rejsearrangørernes sikringsordninger, der ikke afdækkes i et

forsikringsselskab, må antages at være i strid med lov om

forsikringsvirksomhed. Indtil dette spørgsmål er endeligt

afklaret, må en sikring, der ydes uden forsikringsdækning antages

at yde samme dækning som den, der er forudsat i bemærkningerne

til stk. 3, ligesom særskilt oplysning om prisen skal gives i lighed

med prisen for forsikringer, jf. stk. 2."

Lovforslag nr. L 281 til lov om pakkerejser blev fremsat i

Folketinget den 28. april 1993.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget fremkom

Assurandør-Societetet ved skrivelse af 24. maj 1993 ... med

bemærkninger til lovforslagets § 11 vedrørende

forsikringsdækning som følge af sygdom eller lignende. Heri

henviste Assurandør-Societetet bl.a. til pakkerejseudvalgets

bemærkninger i betænkningen, side 158 og opfordrede til, at der

kom en afklaring af retstilstanden på dette punkt, inden loven blev

vedtaget i Folketinget. Justitsministeriet besvarede, efter at have rettet

henvendelse til Industriministeriet, denne henvendelse ved skrivelse af 4.

juni 1993 ... I besvarelsen af Assurandør-Societetets henvendelse

anførtes bl.a., at det var Industriministeriets opfattelse at

afbestillingssikring, der ikke var afdækket i et forsikringsselskab,

måtte antages at være i strid med lov om forsikringsvirksomhed.

Det anførtes endvidere, at Industriministeriet havde rettet

henvendelse til de større rejsebureauorganisationer og anmodet dem om

en redegørelse for deres virksomhed på dette område.

Industriministeriets overvejelser i den anledning var endnu ikke

tilendebragt.

Lov om pakkerejser blev vedtaget af Folketinget den 25.

juni 1993.

Som anført rettede Industriministeriet

v/Finanstilsynet under behandlingen af lovforslaget til lov om pakkerejser

henvendelse til de større rejsebureauorganisationer m.v., herunder

Assurandør-Societetet, Europæiske Rejseforsikring, Foreningen af

Rejsearrangører i Danmark, Danmarks Rejsebureauforening, samt

Turismens Fællesråd, med henblik på at opnå disse

organisationers bemærkninger til, hvorvidt afbestillingssikringer var

forsikringsaftaler, som skulle afdækkes forsikringsmæssigt. Der

blev endvidere rettet henvendelse til Trafikministeriet,

Forbrugerombudsmanden og Det svenske Finanstilsyn.

Assurandør-Societetet oplyste ved skrivelse af 18.

august 1993 ..., at man tog Finanstilsynets vurdering, hvorefter der var tale

om forsikringer, til efterretning.

Europæiske Rejseforsikring A/S meddelte ved

skrivelse af 16. september 1993 ..., at selskabet var enig i

Assurandør-Societetet og Finanstilsynets vurdering af, at

rejsebureauernes afbestillingsordninger ved akut sygdom eller dødsfald

var forsikringsaftaler, og at risikoen som følge heraf burde

afdækkes forsikringsmæssigt.

Foreningen af Rejsearrangører i Danmark tog derimod

ved skrivelse af 24. februar 1993 ..., skrivelse af 27. august 1993 ... og

skrivelse af 27. december 1993 ... afstand fra Finanstilsynets antagelse, og

anførte, at der hverken ud fra forbrugerbeskyttelseshensyn eller i

lyset af lov om forsikringsvirksomhed var reelle grunde til eller argumenter

for at ændre den igennem en årrække benyttede

fremgangsmåde med at sælge en fakultativ afbestillingssikring ved

køb af en pakkerejse.

Danmarks Rejsebureauforening tog tillige ved skrivelse af

11. februar 1993 ... og skrivelse af 6. oktober 1993 ... afstand fra

tilsynets opfattelse og anførte bl.a., at der i løbet af de

sidste 20 år havde dannet sig en udfyldende kutyme på dette

område, hvorefter Assurandør-Societetet samt branchen havde

anset disse ordninger som ordninger, der klart faldt udenfor lov om

forsikringsvirksomhed.

Turismens Fællesråd viderebragte

Finanstilsynets henvendelse til HOREFA, som ved skrivelse af 25. november

1993 ... oplyste, at deres afbestillingsforsikring, som var udformet i

samarbejde med mæglerfirmaet DPI, var afdækket i

forsikringsselskabet Albinga, Hamborg.

Trafikministeriet oplyste ved skrivelse af 16. marts 1994

..., at ministeriet ikke havde været inddraget i flyselskabers og

eventuelle agenters, bureauers og chartreres samt forsikringsselskabers

tilbud om sikring eller forsikring mod følgerne af den rejsendes

afbestilling.

Forbrugerstyrelsen redegjorde ved skrivelse af 17. marts

1994 ... nærmere for, hvilke interesser Forbrugerombudsmanden varetog

for forbrugerne i forbindelse med udarbejdelsen af "retningslinier for

selskabsrejsebrochurer" af oktober 1981. Det præciseredes, at

Forbrugerombudsmanden i den forbindelse ikke fandt anledning til at gå

ind i problematikken om rejsebranchens anvendelse af afbestillingssikring

m.v.

Det svenske Finanstilsyn - Finansinspektionen - redegjorde

ved skrivelse af 27. juli 1994 med bilag ... for den svenske retstilstand

vedrørende afbestillingssikring. Heraf fremgår, at der i svensk

ret er identiske afgrænsningsproblemer, idet den svenske lovgivning,

ligesom den danske ikke indeholder en definition af

forsikringsvirksomhed/-aftale.

Det fremgår endvidere af .., at det svenske tilsyn

finder, at afbestillingssikringer som omhandlet i nærværende sag

opfylder de grundlæggende kriterier for at være en forsikring.

Således har det svenske tilsyn i en afgørelse bestemt, at salg

af afbestillingssikring i forbindelse med salg af bl.a. pakkerejser er

koncessionspligtig virksomhed.

Det svenske tilsyn traf dog ved skrivelse af 14. december

1989 afgørelse om, at afbestillingssikringer, som tilbydes rejsende

ved køb af charterrejser anses som et vilkår til

hovedforpligtelsen, og derfor ikke skal tegnes eller afdækkes i et

forsikringsselskab.

På baggrund af det indhentede materiale traf

Finanstilsynet den 15. september 1994 afgørelse om, at

afbestillingsordninger, som udbydes af rejsearrangører, er

forsikringsvirksomhed omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Tilsynet

bemærkede, at dette gælder, uanset om afbestillingssikringen er

obligatorisk eller frivillig for rejsekunden. De af rejsebranchen anvendte

afbestillingssikringer ved død, sygdom eller lignende skal

således være tegnet eller være afdækket i et

forsikringsselskab med koncession dertil.

Sagens retlige omstændigheder:

Efter lov om forsikringsvirksomhed § 1 finder loven

anvendelse på forsikringsvirksomhed. Loven indeholder ingen definition

af begrebet forsikringsvirksomhed. Forsikringsaftaleloven indeholder heller

ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved en

forsikringsaftale.

Forsikringsaftalekommissionen udtalte i

bemærkningerne til udkast til forsikringsaftaleloven fra 1925, side 26

følgende:

"At give en sådan begrebsbestemmelse i lovsprog er

meget vanskelig. Begrebet mister derved let den elasticitet, som det efter

almindelig sprogbrug har, og der kan derved lægges hindringer i vejen

for at give det den afgrænsning, som under de til enhver tid herskende

forhold er den naturlige. I hvert tilfælde vil en definition, som skal

blot være nogenlunde udtømmende, ikke kunne gives i så

kort og koncis form, som må kræves af en lovregel. Efter

kommissionens mening bør det derfor overlades til retsvidenskaben

nærmere at udvikle, hvad der forstås ved en forsikringsaftale, og

til retsanvendelsen i de forholdsvis få tilfælde, hvor der kan

opstå tvivl om, hvorvidt en aftale af en vis beskaffenhed anses for en

forsikringsaftale, at afgøre, om loven efter dens regelgrunde og dens

naturlige sprogbrug bør bringes til anvendelse eller ej."

Ifølge den forsikringsretlige teori er en

forsikringsaftale en aftale, som i det væsentligste går ud

på overtagelse af risikoen for en uvis begivenheds indtræden mod

et vederlag, der kan beregnes statistisk, jf. f.eks. H. Ussing: Enkelte

kontrakter, 1946, 2. udg., side 213 ff, og P. Lyngsø: Dansk

Forsikringsret, 7. udg., side 22.

Det gøres gældende, at begrebet

forsikringsvirksomhed skal fortolkes udvidende. Dette følger af, at

lov om forsikringsvirksomhed i § 2 undtager forskellige former for virksomhed

fra lovens anvendelsesområde, herunder pensionskasser,

arbejdsløshedskasser samt Falck's Redningskorps A/S. Da det er

nødvendigt at undtage disse former for virksomhed fra begrebet

forsikringsvirksomhed, må det være et vidt begreb.

Endvidere gøres det gældende, at det vil

være i strid med EU-retten at foretage en indskrænkende

fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed, idet reglerne om

forsikringsvirksomhed er bundet af EU-retlige regler, herunder

skadesforsikringsdirektiverne (73/239/EØF, 88/357/EØF og

92/49/EØF), turistassistancedirektivet (84/641/EØF) samt

co-assurancedirektivet (78/473/EØF). Disse direktiver indeholder

regler om samordning af bestemmelserne om adgang til udøvelse af

forsikringsvirksomhed i medlemsstaterne.

Rejsebranchens afbestillingsforsikring som beskrevet i de

fremlagte bilag 4 og bilag 5 giver kunden ret til at annullere sin rejse og

få eventuelt indbetalte beløb refunderet i tilfælde af

kundens eller nærtståendes død, sygdom eller lignende mod

betaling af et vederlag.

Det følger heraf, at afbestillingssikringen er et

forsikringsprodukt, idet der er tale om, at rejsebureauerne overtager en

risiko (den økonomiske konsekvens af rejsens afbestilling) for en uvis

begivenheds indtræden (død, sygdom eller lignende) mod et

vederlag (den særskilte betaling, der kan beregnes statistisk).

Det gøres på den baggrund gældende, at

afbestillingssikringen er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed og derfor

skal tegnes af eller afdækkes i et forsikringsselskab.

Dette gælder også, selvom afbestillingen

indgår som en del af en pakkeaftale, og vederlaget for afbestillingen

indgår i rejsens samlede pris, idet det er muligt at udskille

afbestillingssikringen og afdække denne i et forsikringsselskab.

Det gøres endvidere gældende, at

rejsebranchens brug af afbestillingssikring ikke har karakter af en

retssædvane, som kan fortrænge lov om forsikringsvirksomhed.

Det bestrides i den forbindelse som udokumenteret, at der

foreligger en sædvane, som har været udøvet almindeligt,

stadig og længe ud fra en følelse af retlig forbundethed. Det

bemærkes hertil, at der må stilles særligt strenge krav til

en sædvane, som er i strid med skreven ret.

Såfremt det alligevel må lægges til

grund, at der er tale om en retssædvane, gøres det

gældende, at den ikke kan fortrænge kravet om

forsikringsafdækning i lov om forsikringsvirksomhed, idet denne

bestemmelse er præceptiv og båret af hensyn til at sikre den

nødvendige solvensmargin ved forsikringsvirksomhed. Hertil kommer, at

en sædvane under ingen omstændigheder kan påberåbes

over for nyere lovgivning, der tilsigter at gennemføre EU-direktiver,

der jo netop tilsigter at fortrænge modstående nationale regler

af enhver art.

Ydermere gøres det gældende, at

afgørende hensyn taler for at stille krav om, at

afbestillingssikringer skal være afdækket af en forsikring. Ved

hjælp af de finansielle krav, som stilles til forsikringsvirksomhed,

sikres kunder og tredjemænd en tilstrækkelig beskyttelse mod

selskabets insolvens.

Endelig gøres det gældende, at

afbestillingssikringen ikke er sammenlignelig med abonnementskontrakter

o.lign., idet abonnementskontrakter o.lign. ikke går ud på at

overtage risikoen for uvisse begivenheders indtræden."

4. Klagernes bemærkninger af 20. juli 1995 til

Kammeradvokatens redegørelse:

"

Sædvaneret og forsikringsvirksomhed

Af Kammeradvokatens redegørelse ... anføres

bl.a., at det ikke findes dokumenteret, at rejsebranchens brug af

afbestillingsbeskyttelse er en sædvane, og at beskyttelsen under ingen

omstændigheder kan fortrænge kravet om forsikringsdækning i

lov om forsikringsvirksomhed.

Påstanden er overraskende, idet kontorchef Åse

Kogsbøll fra Assurandør-Societetet i forbindelse med

pakkerejselovens tilblivelse skriftligt har redegjort for, at

rejsebureauernes afbestillingsbeskyttelse "har de facto ikke været

underlagt Lov om forsikringsvirksomhed ..". Det konstateres endvidere, at

"Denne form for sikring har udviklet sig som en særlig kutyme inden for

rejsebranchen".

Disse forhold fremgår af kontorchef Åse

Kogsbølls redegørelse af 13. november 1992 til kontorchef

Kaspar Linkis i Justitsministeriet. Redegørelsen er endvidere

fremsendt til Erhvervsankenævnet som ... i vort brev af 7. december

1994.

Kammeradvokatens ovennævnte bemærkninger kunne

tyde på, at Assurandør-Societetets redegørelse af 13.

november 1992 om de forsikringsmæssige aspekter tilsyneladende har

undgået Kammeradvokatens opmærksomhed.

For en ordens skyld vedlægges nævnte

redegørelse som bilag til dette brev, idet vi ligeledes henviser til

... vor skrivelse af 7. december 1994 til Erhvervsankenævnet.

Sidstnævnte bilag er Danmarks Rejsebureau Forenings

almindelige betingelser fra 1974 med angivelse af Forbrugerrådets

godkendelse og dokumenterer herved afbestillingsbeskyttelsens

sædvaneretlige karakter. Dette dokument ses heller ikke at være

gjort til genstand for særlige kommentarer af Kammeradvokaten.

I den forbindelse kan nævnes, at der heller ikke i

forbindelse med pakkerejselovens tilblivelse fra forbrugerside er gjort

indsigelse imod rejsebureauernes afbestillingsbeskyttelse, hvilket bl.a. ses

af Forbrugerrådets godkendelse af Rejsebureauforeningens nye

almindelige betingelser fra 1993.

For fuldstændighedens skyld kan endelig

anføres, at Assurandør-Societet ligeledes ved skrivelse af 29.

oktober 1992 til Industriministeriet har anført, at

Assurandør-Societetet ikke har "til hensigt i forbindelse med arbejdet

i pakkerejseudvalget at ændre på gældende praksis,

hvorefter rejsearrangøren selv kan dække kundens risiko".

Risikofyldte abonnementer

Det anføres i Kammeradvokatens skrivelse

endvidere ... , at bestemmelserne i Lov om Forsikringsvirksomhed er

præceptive og båret af hensyn til at sikre den nødvendige

solvensmargin.

Formuleringen må dog tages med et vist forbehold,

idet Kammeradvokaten i samme redegørelse beskriver, at bl.a. det

privatejede aktieselskab Falck A/S udtrykkeligt er undtaget for lovens

bestemmelser.

Meget kunne tyde på, at der bag

undtagelsesbestemmelsen ligger et ønske hos lovgiver om at fritage

Falcks virke fra forsikringslovgivningen uagtet, at redningskorpsets virke

netop er bygget op omkring serviceabonnementer ved ulykker og andre

uforudsigelige risici.

På den baggrund kan Kammeradvokatens synspunkter om,

at abonnementskontrakter o.lign. ikke går ud på at overtage

risikoen for uvisse begivenheders indtræden ... næppe stå

for en nærmere prøvelse.

Afbestillingsbeskyttelsens lovmedholdelighed

... i Kammeradvokatens redegørelse anføres

endvidere, at det vil være i strid med EU-retten at foretage en

indskrænkende fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed.

Rejsebranchen kan fuldt ud tilslutte sig Kammeradvokatens

indstilling på dette punkt.

Samtidig har vi dog vanskeligt ved at se

bemærkningens relevans i denne sammenhæng, idet

afbestillingsbeskyttelse ikke skal ses i relation til Lov om

Forsikringsvirksomhed men snarere i relation til Aftaleloven og

Markedsføringsloven.

I den forbindelse henvises til, at der siden

afbestillingsbeskyttelsens indførelse i begyndelsen af 70'erne ikke

ses at have været en eneste sag ved danske domstole eller i det af

Forbrugerstyrelsen godkendte Rejse-Ankenævn, hvori rejsebranchens

afbestillingsbeskyttelse er fundet stridende mod en eller flere af de

opregnede love.

I Forbrugerombudsmandens skrivelse af 17. marts 1994 til

Finanstilsynet ... anføres, at Forbrugerombudsmanden ikke har fundet

anledning til at gå yderligere ind i problematikken om rejsebranchens

anvendelse af afbestillingsbeskyttelse.

Denne udtalelse må ligeledes tages som udtryk for,

at Forbrugerombudsmanden ikke har fundet afbestillingsbeskyttelsen i strid

med Markedsføringsloven.

I samme skrivelse bidrager Forbrugerombudsmanden i

øvrigt til forsikringsaftalebegrebets fortolkning og forståelse

ved at henvise til vejledningen om anvendelse af garanti- og

forsikringstilsagn i markedsføringen.

Det fremgår af denne vejledning, at såfremt en

erhvervsdrivende i markedsføringen anvender ordet "forsikring", skal

anvendelsen heraf være i overensstemmelse med

forsikringslovgivningen.

Modsætningsvis indebærer dette, at hvor et

aftalevilkår eller en ydelse hverken indholdsmæssigt svarer til

en forsikringsordning eller i markedsføringen beskrives som en

"forsikring", falder udenfor forsikringslovgivningen.

Sikkerhed ved insolvens

Kammeradvokaten anfører i sin redegørelse

..., at ideen om at afdække afbestillingsbeskyttelsen gennem en

forsikring skyldes ønsket om at sikre de rejsende mod

rejsearrangørens insolvens.

Vi skal i den anledning henlede Erhvervsankenævnets

opmærksomhed på lov om en rejsegarantifond. Rejsegarantifonden

dækker bl.a. de rejsendes forudbetalinger i tilfælde af, at

rejsearrangøren grundet betalingsstandsning, konkurs eller andre

økonomiske forhold ikke ser sig i stand til at gennemføre

rejsen som planlagt. Loven gælder for alle pakkearrangementer, som

defineret i lov om pakkerejser, samt for rejser, hvori indgår transport

og indkvartering.

Rene ruteflybilletter, der sælges uden

indkvartering, falder udenfor Rejsegarantifondens anvendelsesområde

bl.a. som følge af, at IATA-ruteselskaberne er forpligtet til at

gennemføre rejsen, uagtet at de ikke har modtaget deres indbetaling

grundet rejsebureauets (agentens) økonomiske forhold.

Således betragtet udgør soliditetshensyn ikke

et bæredygtigt argument for at ændre den nugældende

retstilstand.

Fælles skandinavisk praksis

Afslutningsvis skal vi henlede Erhvervsankenævnets

opmærksomhed på retstilstanden i de øvrige skandinaviske

lande.

Som Danmarks Rejsebureau Forening tidligere har orienteret

Finanstilsynet om ..., og som Kammeradvokaten ligeledes bemærker i sin

redegørelse ..., har det svenske finanstilsyn siden 1989 haft den

praksis, at afbestillingsbeskyttelse ved køb af charterrejser anses

som et vilkår til hovedforpligtelsen, og derfor ikke skal tegnes eller

afdækkes i et forsikringsselskab.

I Norge er det ligeledes den officielle holdning, at

luftfartsselskaber og charterrejsearrangører, som tilbyder egen

afbestillingsbeskyttelse, ikke driver forsikringsvirksomhed.

Synspunktet er, at man giver kunden valget mellem to

forskellige aftalevilkår til forskellige priser, og at prisforskellen

udgør betalingen for aftalevilkårenes forskellighed. Denne

praksis er godkendt af både Det Norske Kredittilsyn og

Finansdepartementet.

..."

5. Kammeradvokatens bemærkninger af 22. november

1995 til klagernesindlæg af 20. juli 1995:

"Ad "sædvaneret og forsikringsvirksomhed":

For god ordens skyld bemærkes, at rejsebranchens

brug af afbestillingssikring må have karakter af en retssædvane

for at kunne fortrænge lov om forsikringsvirksomhed. En

branchemæssig kutyme er ikke alene tilstrækkelig til at

fortrænge lov om forsikringsvirksomhed.

Selvom afbestillingsordningen siden 1974 har indgået

i Danmarks Rejsebureauforeningens almindelige betingelser ..., kan disse

bestemmelser således ikke uden videre fortrænge lov om

forsikringsvirksomhed.

Det ændrer ikke herpå, at ovennævnte

almindelige betingelser er tiltrådt af Forbrugerrådet, ligesom

indsigelse fra forbrugerside over for rejsebureauforeningens nye almindelige

betingelser fra 1993 ... ikke er en nødvendig betingelse for, at lov

om forsikringsvirksomhed finder anvendelse på

afbestillingsordningen.

Det bemærkes endvidere, at

Assurandørsocietetets eller andre brancheorganisationers udtalelser

under tilblivelsen af lov om pakkerejser ikke er afgørende for

fortolkningen af begrebet forsikringsvirksomhed.

Når jeg i mit første indlæg til

Erhvervsankenævnet har medtaget den korrespondance, som blev

ført i forbindelse med forberedelsen af forslaget til lov om

pakkerejser, var det bl.a. for at vise, at Folketinget ved loven ikke tog

stilling til, om afbestillingsordningen var omfattet af begrebet

forsikringsvirksomhed, idet Industriministeriet dog var af den opfattelse, at

afbestillingssikring, der ikke var afdækket i forsikringsselskab,

måtte antages at være i strid med lov om

forsikringsvirksomhed.

Ad "risikofyldte abonnementer":

Det fastholdes, at afbestillingsordningen ikke er

sammenlignelig med abonnementskontrakter.

Det bemærkes i den forbindelse, at den særlige

baggrund for, at Falcks Redningskorps A/S er undtaget fra lov om

forsikringsvirksomhed, er, at Falck navnlig yder offentlig

assistancevirksomhed, jf. herved Folketingstidende 1986-87, Tillæg A,

sp. 3162.

Når jeg i mit første indlæg til

Erhvervsankenævnet nævnte lov om forsikringsvirksomhed ? 2, stk. 1, nr. 7, om undtagelse af

Falcks Redningskorps A/S, var det for at illustrere lovens brede

anvendelsesområde. Uden undtagelsesbestemmelsen ville Falcks

Redningskorps på trods af redningskorpsets særlige opgaver m.v.

være omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed.

Ad "afbestillingsbeskyttelsens lovmedholdelighed"

:

Det er for spørgsmålet, om rejsebranchen er

pligtig at afdække afbestillingsordningen i et forsikringsselskab, helt

afgørende, om ordningen er omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed

i lov om forsikringsvirksomheds forstand.

Afbestillingsordningens forhold til markedsførings-

og aftalelov er et andet og ikke for nærværende sag

afgørende spørgsmål.

Det fastholdes derfor som relevant for sagen, at en

indskrænkende fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed ville

være i strid med EU-retten.

Det bemærkes i øvrigt, at de af

Forbrugerombudsmanden i ... anførte bemærkninger sigter på

overholdelse af markedsføringsloven, og bemærkningerne kan ikke

tages til indtægt for Forbrugerombudsmandens fortolkning af begrebet

forsikringsvirksomhed. Denne problemstilling har Forbrugerombudsmanden

ifølge ovennævnte skrivelse ikke fundet anledning til at

gå ind i.

Ad "sikkerhed ved insolvens"

:

Som anført af klagerne, dækkes rejse med

forudbetalinger m.v. i henhold til lov om en rejsegarantifond af

Rejsegarantifonden, når rejsen ikke kan påbegyndes på grund

af økonomiske forhold hos den virksomhed, der har arrangeret, solgt

eller formidlet rejsen, jf. lovens ? 3, stk. 1.

Rejsegarantifonden dækker imidlertid ikke rejse med

forudbetaling, når rejsen ikke kan påbegyndes på grund af

den rejsendes egne forhold.

Dækningen ifølge lov om en rejsegarantifond

og afbestillingsordningen er således ikke parallelle.

Det fastholdes derfor, at beskyttelse mod rejseselskabets

insolvens taler for at stille krav om, at afbestillingssikringen skal

være afdækket af et forsikringsselskab.

Ad "fælles skandinavisk praksis"

:

Klagerne opfordres til at dokumentere den

angivelige norske praksis på det her omhandlede område.

..."

6. Klagernes bemærkninger af 22. januar 1996 til

Kammeradvokatens indlæg af 22. november 1995:

"Vi har nu gennem Den Norske Reisebransjeforening

fremskaffet denne dokumentation i form af skrivelse af 29. november 1995 fra

Kredittilsynet til Finansdepartementet. Skrivelsen vedlægges i

kopi.

Kredittilsynet bekræfter i sin skrivelse på

side 2, 2. afsnit, de af os fremsatte påstande: "Når

Reisebyrået er arrangør/leverandør av reisen antas det

ikke å være forsikringsvirksomhet når byrået tilbyr

avbestillingsbeskyttelse. Det reelle forhold i slike tilfelle er at prisen

økes mot at den reisende kan avbestille reisen når nærmere

angitte omstendigheter foreligger. Det dreier seg om en avtalerettslig

regulering av en tjeneste som leverandøren/arrangør selv yter

den reisende og ingen overtakelse av risiko."

Til de øvrige anbringender i Kammeradvokatens

ovennævnte indlæg har vi følgende kommentarer:

Ad "Sikkerhed ved insolvens"

Kammeradvokaten gør gældende, at

rejsegarantifondens dækning ikke er parallel med

afbestillingsordningen.

Det har foreningerne aldrig påstået. Vi har

alene gjort opmærksom på, at kunden - såfremt

rejsearrangøren skulle geråde i økonomiske

vanskeligheder, der resulterer i, at den tilsikrede tilbagebetaling af det

for rejsearrangementet indbetalte beløb i tilfælde af akut

sygdom m.v. ikke kan effektueres af arrangøren selv - vil få

beløbet erstattet af Rejsegarantifonden. Kunden er i en insolvens

situation stillet på ganske den samme måde som ved en

forsikring.

Kundens risiko for ikke-opfyldelse.

Så længe virksomheden driver normal

forretning, vil tilbagebetalingsløftet blive opfyldt af denne. Kundens

risiko er i øvrigt meget begrænset, fordi opfyldelsen af

tilbagebetalingsløftet ikke vil betyde noget problem for bureauet, da

det ikke kræver specielle økonomiske reserver.

Kravet i medfør af en afbestillingsbeskyttelse

begrænser sig nemlig til enten det indbetalte depositum på nogle

få hundrede kroner eller, hvis kunden har slutbetalt, til max. rejsens

pris, der gennemsnitlig vil være ca. kr. 3.000,00. Vi mener derfor, at

risikoen for, at en virksomhed ikke vil være i stand til at indfri sit

tilbagebetalingsløfte over for kunden, må anses som

værende lig nul.

Kundens retsbeskyttelse ved uenighed.

Der kan således af de i foranstående afsnit

anførte grunde aldrig opstå diskussion om størrelsen af

det beløb, som kunden kan kræve tilbagebetalt.

Uenighed om hvorvidt kravet om tilbagebetaling er

berettiget, kan indbringes enten for Rejse-Ankenævnet eller for

domstolene. Kundens retsstilling er derfor ganske den samme, som om han havde

tegnet en forsikring, hvor tvisten kan indbringes for Ankenævnet for

Forsikring.

Helt principielt tilbageviser vi derfor endnu en gang, at

der ved de i sagen omhandlede afbestillingsbeskyttelser skulle være

tale om forsikrings-virksomhed, idet et tilbud om tilbagebetaling af det

indbetalte beløb i tilfælde af sygdom må anses som

tilkøb af en nærmere specificeret "ret" i tillæg til

hovedydelsen. Denne tillægsydelse adskiller sig efter foreningernes

opfattelse ikke fra kundens tilkøb af "havudsigt", "balkon" eller

"eneværelse".

..."

7. Kammeradvokatens afsluttende indlæg af 28.

februar 1996:

".... vil jeg pege på, at klagernes citat fra

skrivelsen af 29. november 1995 fra det norske kredittilsyn ikke er

fyldestgørende, idet det af skrivelsen fremgår, at der efter

norsk ret åbenbart sondres mellem, om et rejsebureau alene formidler

rejsen fra leverandøren eller arrangøren til kunden, eller om

bureauet herudover selv er arrangør/leverandør af rejsen. I

førstnævnte tilfælde vil en afbestillingsbeskyttelse hos

rejsebureauet være en forsikringsvirksomhed, mens det åbenbart

efter norsk ret ikke er forsikringsvirksomhed, hvis den samme ydelse leveres

accessorisk til selve leveringen af rejsen.

Som det fremgår af de hidtidige indlæg fra min

side, er denne sondring ikke relevant efter Finanstilsynets opfattelse."

Ankenævnet udtaler:

Uanset om de af rejsearrangørerne praktiserede

sikringsordninger indgår som en del af den aftalte tjenesteydelse,

må ordningerne anses for omfattet af lov om forsikringsvirksomhed,

fordi de i sig selv går ud på, at kunden mod betaling ved en

særskilt uvis begivenheds indtræden

(sygdomstilfælde) fritages for den ellers bestående udgift til

betaling ved afbestilling, hvorved rejsearrangøren overtager risikoen

herfor.

Den omstændighed, at rejsebureaubranchen angiveligt

i en årrække har praktiseret sikkerhedsordninger af den

nævnte karakter, uden at iagttage reglerne i lov om

forsikringsvirksomhed, indebærer ikke, at branchen har opnået ret

til at drive forsikringsvirksomhed.

Som følge af det anførte stadfæstes

Finanstilsynets afgørelse af 15. september 1994.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter