Erhvervsankenævnet godkendte, at Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Erhvervsankenævnet godkendte, at
Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved
sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og
derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab.
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks
Rejsebureau Forening har i skrivelse af 12. oktober 1994 klaget over, at
Finanstilsynet ved skrivelse af 15. september 1994 (j.nr. 19187-0001)
udtalte, at foreningernes afbestillingsordninger er forsikringsvirksomhed og
derfor skal tegnes eller afdækkes i et forsikringsselskab med
koncession, jfr. lov om forsikringsvirksomhed ? 5 og § 1, stk. 1.
1. Finanstilsynets afgørelse af 15. september
1994.
Sagen vedrører spørgsmålet, om
rejsebranchens afbestillingssikring som beskrevet nedenfor i "Almindelige
betingelser for deltagelse i pakkerejser" og "Almindelige betingelser for
deltagelse i selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib", godkendt af
henholdsvis Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks
Rejsebureau Forening, er forsikringsvirksomhed med heraf følgende
pligt til afdækning i et forsikringsselskab med koncession.
Af "Almindelige betingelser for deltagelse i pakkerejser"
punkt IV C fremgår det:
"Afbestillingsbeskyttelse.
Såfremt der ved bestilling af rejsen er købt
afbestillingsbeskyttelse, indebærer dette, at kunden kan afbestille
rejsen og få det indbetalte beløb refunderet uden andre fradrag
end selve prisen for afbestillingsbeskyttelsen.
Det forudsætter dog, at der ved lægeattest
dokumenteres, at kunden selv eller dennes ægtefælle/samlever,
børn, børnebørn, søskende, forældre,
bedsteforældre, svigerforældre, svigerinde samt svoger eller
Læs alt
rejseledsagere rammes af akut sygdom, ulykkestilfælde eller
dødsfald, som umuliggør eller i væsentlig grad
vanskeliggør deltagelse i rejsen.
Desuden gælder afbestillingsbeskyttelsen,
såfremt der med politirapport, o.lign. dokumenteres, at der umiddelbart
inden afrejse er sket væsentlig skade på grund af 1) brand eller
indbrud i kundens private bolig, eller 2) brand, indbrud eller
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i kundens virksomhed.
Sker afbestillingen i disse tilfælde telefonisk,
bør kunden, indtil afregning har fundet sted, notere sig dato,
afbestillingstidspunkt samt navnet på den rejsekonsulent, som
ekspederede bestillingen. Rejsebureauet forbeholder sig i øvrigt
adgang til for egen regning at kontrollere tilstedeværelsen af
påberåbt sygdom gennem rejsebureauets læge.
Det er en forudsætning for afbestilling i henhold
til foranstående, at der straks, eller snarest muligt efter det
dækningsberettigede forhold er opstået, gives rejsebureauet
underretning herom, og at fornøden dokumentation snarest mulig
indsendes til rejsebureauet."
Af "Almindelige betingelser for deltagelse i
selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib", punkt 4 b fremgår
det:
"Akut sygdom m.v.
Hvis der i rejsens pris er inkluderet beskyttelse mod
udgifter ved afbestilling, eller hvis den rejsende har erhvervet en af
rejsebureauet godkendt afbestillingsforsikring, og afbestiller
rejsedeltageren inden afrejsen på grund af akut sygdom,
ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræffer efter
bestillingen, og som rammer rejsedeltageren selv, hans ægtefælle,
børn, forældre, søskende eller den, med hvem han samlever
under ægteskabslignende former, debiteres kun obligatorisk
afbestillingsgebyr.
Denne regel forudsætter, at der uden ugrundet ophold
indsendes attest fra en læge."
Ved den påklagede afgørelse af 15. september
1994, hvor Finanstilsynet tog stilling til, om der er tale om
forsikringsvirksomhed, udtalte Finanstilsynet:
"I forlængelse af Folketingets vedtagelse den 25.
juni 1993 af lov om pakkerejser skal man hermed vende tilbage til
spørgsmålet om afbestillingsordninger, som udbydes af
rejsearrangører.
I henhold til lov om forsikringsvirksomhed, jf. Industri-
og Samordningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 630 af 5. juli 1994,
må forsikringsvirksomhed alene udøves af forsikringsselskaber
m.v., jf. lovens § 5 og § 1, stk. 1.
Der henvises til den førte korrespondance, herunder
indsendt materiale om afbestillingssikringers dækningsomfang. Det
fremgår heraf, at de anvendte afbestillingssikringer giver kunderne ret
til at annullere deres rejse og få det indbetalte beløb
refunderet i tilfælde af kvalificerende omstændigheder,
eksempelvis død, sygdom eller lignende hos den rejsende selv eller
dennes ægtefælle, samlever, børn og forældre.
Tilsynet finder, at der er tale om forsikringsvirksomhed
omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.
Tilsynet bemærker for god ordens skyld, at
ovennævnte gælder, uanset afbestillingssikringen er obligatorisk
eller frivillig for rejsekunden.
De af rejsebranchen anvendte afbestillingssikringer ved
død, sygdom eller lignende skal således være tegnet eller
afdækket i et forsikringsselskab med koncession dertil."
2. Klagen af 12. oktober 1994 som suppleret ved skrivelse
af 7. december 1994.
Klagen af 12. oktober 1994, der var en foreløbig
klage, er suppleret ved skrivelse af 7. december 1994. Klagerne har her gjort
gældende, at branchens afbestillingssikring ikke er
forsikringsvirksomhed. Til støtte herfor har klageren blandt andet
anført:
"at afbestillingsbeskyttelse har været
praktiseret i sin nuværende form gennem en længere
årrække, og af branchen og branchens kunder stedse har
været opfattet som et betalingsvilkår, der knytter sig tæt
til selve købet af pakkerejsen og ikke bør adskilles herfra.
For det andet, at der reelt intet behov er for at lade
afbestillingsbeskyttelsen være afdækket af en forsikring.
Rejsebranchens afbestillingsordning har været i
anvendelse siden begyndelsen af 70-erne. Dette fremgår blandt andet af
... Danmarks Rejsebureau Forenings "Almindelige Betingelser for deltagelse i
selskabsrejser med fly, bus, tog eller skib" af 30. maj 1974, der
tiltrådtes af Forbrugerrådet den 27. august 1974. Heri
fremhæves afbestillingsordningen i den form, hvori den siden har
været praktiseret i 20 år.
Spørgsmålet om kundens ret til afbestilling
var tillige genstand for nøje overvejelse og drøftelse med
Forbrugerombudsmanden, da denne og rejsebranchen i begyndelsen af 80-erne
forhandlede retningslinier for markedsføring af selskabsrejser.
Således har afbestillingsbeskyttelsen været
kendt og tiltrådt af både Forbrugerrådet og
Forbrugerombudsmanden gennem en lang årrække, hvor den har
fungeret til fuld tilfredshed såvel for det rejsende publikum som for
rejsearrangørerne. Det kan således oplyses, at der rejsebranchen
bekendt ikke i de forløbne 20 år har foreligget en eneste sag
til påkendelse i Rejse-ankenævnet (eller det tidligere
Rejsebureau-ankenævn), hvori der har været fremsat klager over
eller indsigelser mod afbestillingsbeskyttelsen. Hvervet som formand for
nævnet har gennem alle årene siden dets oprettelse i 1974
været bestridt af en landsdommer, mens de øvrige
nævnsmedlemmer - med indbyrdes paritet - har været udpeget af
Forbrugerrådet og af rejsearrangørerne.
De af danske rejsearrangører benyttede
afbestillingsordninger er ganske svarende til, hvad andre skandinaviske
arrangører udbyder. Ordningerne er for Sveriges vedkommende senest
stadfæstet af Konsumentverket (svarende til Forbrugerrådet i
Danmark) den 6. maj 1993... Der er klagerne bekendt ingen principielle
forskelle mellem den danske og den svenske lovgivning om
forsikringsvirksomhed indenfor det her berørte område, og der er
klagerne bekendt ikke af de svenske myndigheder rejst tvivl om lovligheden af
de svenske afbestillingsordninger.
Det af justitsministeren i 1991 nedsatte pakkerejseudvalg,
der har afgivet betænkning nr. 1240 i 1992 har drøftet
spørgsmålet om arten og omfanget af afbestillingsbeskyttelsen.
...
Assurandørsocietetet var repræsenteret i
pakkerejseudvalget ved kontorchef Åse Kogsbøll. Denne har i et
notat af 13. november 1992 til justitsministeriet ... oplyst at have
drøftet spørgsmålet om afbestillingsordningens
forenelighed med lov om forsikringsvirksomhed med Industriministeriet. Det
anføres i kontorchefens notat således: "Da denne (d.v.s.
Industriministeriet v/ fuldmægtig Torben Garne) efter fornyede
drøftelser med Finanstilsynet fastholder, at det er yderst tvivlsomt,
om sikringsvirksomheder (uden forsikringsmæssig afdækning) er
tilladte ...", og det tilføjes, at "det naturligvis må bero
på en nærmere undersøgelse, hvor de pågældende
rejsearrangører får lejlighed til at udtale sig".
På den citerede baggrund er det klagernes
opfattelse, at betænkningen (side 158, 2. afsnit) har fået en
ikke helt dækkende formulering, når det anføres, at
"Industriministeriet har oplyst, at rejsearrangørernes
sikringsordninger, der ikke afdækkes i et forsikringsselskab, må
antages at være i strid med lov om forsikringsvirksomhed".
I bemærkningerne til det af justitsministeren den
28. april 1993 fremsatte forslag til lov om pakkerejser er det anført,
at der normalt skal gives kunden ret til at afbestille en pakkerejse, og det
er udtrykkeligt tilføjet, at "arrangøren normalt (skal) have
mulighed for at kræve et passende afbestillingsvederlag, fastsat
navnlig under hensyn til arrangørens mulighed for at sælge
pakkerejsen til anden side".
De nye Almindelige Betingelser ... der blev udarbejdet
efter pakkerejselovens vedtagelse - såvel RID's som DRF's, der den 25.
august 1994 blev tiltrådt af Forbrugerrådet, - indeholder en klar
beskrivelse af, hvad der skal tilbydes forbrugeren til afværgelse af
tab af hele rejsens pris i tilfælde af akut sygdom m.v. Der foreskrives
således enten tilbud om en forsikring eller et betalingsvilkår,
der indebærer udvidet afbestillingsret i form af branchens
afbestillingsbeskyttelse. Det fremgår af det anførte, at
Forbrugerrådet for sit vedkommende så sent som nævnte dato
intet har haft at udsætte på afbestillingsordningen.
Klagerne finder anledning til at påpege, at det i
sagen omhandlede spørgsmål - hvorvidt afbestillingsordningerne
skal opfattes som forsikringsvirksomhed - ikke ses at have været rejst
hverken af offentlige myndigheder, forsikringsbranchen,
forbrugerorganisationer m.fl. i tiden fra 1974 frem til drøftelserne
i pakkerejseudvalget i 1992 uagtet ordningen har været almindeligt
kendt i hele perioden. Ordningerne har således rodfæstet sig som
en fast og indarbejdet kutyme indenfor rejsebranchen, en kutyme som
også har været velkendt i forsikringsbranchen,
jævnfør kontorchef Åse Kogsbøll's ovenfor
nævnte notat af 13. november 1992 i slutningen. Forsikringsbranchen -
herunder Assurandørsocietetet - har på intet tidspunkt stillet
spørgsmål ved kutymens forenelighed med lov om
forsikringsvirksomhed.
Videre skal klagerne påpege, at det ikke af
forsikringsaftalelovens § 1 - eller lovbestemmelser i øvrigt -
fremgår, hvad der forstås ved en forsikringsaftale. Det
gøres gældende, at netop kutyme kan være afgørende
for, om en bestemt ydelse omfattes af lov om forsikringsvirksomhed eller ej.
Det er således fast antaget, at eksempelvis
garantistillelser/tilsikringer ikke anses for omfattet af loven uanset deres
forsikringslignende karakter. Det ses ikke, at der kan være
større betænkeligheder ved rejsebranchens
afbestillingsbeskyttelse end ved detailhandelens "1 års garanti" eller
6 måneders fri returret" eller tilsvarende, tværtimod vil
sådanne garantiperioder typisk være af væsentlig
længere varighed, end rejsearrangørens
afbestillingsbeskyttelse.
De samme synspunkter kan anlægges på de
såkaldte abonnementkontrakter, hvor udbyderen mod betaling af et
vederlag (præmie) påtager sig fri vedligeholdelse og reparation
af maskiner, installationer m.v., ofte over en længere
årrække. Abonnementkontrakterne har den lighed med forsikringer,
at udbyderen for et forud fastsat vederlag påtager sig risikoen for, at
de af abonnementet omfattede effekter senere skal vedligeholdes eller
repareres for beløb, der overstiger det af kunden betalte vederlag.
Tilsvarende kan fremføres for eksempel om
automobilkøberens ret til vederlagsfrit 1. servicebesøg efter
køb af en fabriksny bil samt de reparations- og
vedligeholdelsesabonnementer, som automobilforhandlere tilbyder ved
automobilkøb. ...
De ovenfor beskrevne - og talrige andre - eksempler er
forsikringslignende ordninger, hvorom der har udviklet sig fast kutyme for,
at de ikke anses for omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed. Der kan
fremvises adskillige tilfælde, hvor for eksempel abonnementselskaber
efterfølgende har vist sig ude af stand til at opfylde deres del af
aftalen, hvorimod der ikke ses konstateret et eneste tilfælde igennem
20 år, hvor en rejsearrangør ikke har kunnet svare sine
forpligtelser i anledning af en afbestilling, når alene bortses fra et
enkelt konkurstilfælde i nyere tid.
I tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller
anden form for manglende betalingsevne er den rejsendes krav for såvidt
angår pakkerejser omfattet af § 3, stk. 1 i lov om en rejsegarantifond,
herunder kravet på tilbagebetaling af det for afbestillingsretten
erlagte vederlag.
Herefter finder klagerne, at hverken
lovgivningsmæssige eller principielle grunde taler for, at det nu
skulle være påkrævet at ændre rejsebranchens
årelange kutyme om afbestillingssikring.
..."
3. Finanstilsynets redegørelse og udtalelse af 24.
maj 1995 ved Kammeradvokaten.
I redegørelsen har Kammeradvokaten fastholdt
afgørelsen og udtalt:
"Sagens faktiske omstændigheder:
Den 13. juni 1990 vedtog Rådet et EF-direktiv om
pakkerejser m.v. (90/314/EØF). Ifølge direktivets
præambel er formålet med direktivet dels gennemførelsen af
det indre marked og dels forbrugerbeskyttelse.
Efter vedtagelsen af EF-direktivet nedsatte
Justitsministeriet et udvalg, som fik til opgave at udarbejde et forslag til
en dansk lov om pakkerejser m.v. Pakkerejseudvalget afgav betænkning i
december 1992 (betænkning nr. 1240/1992). Betænkningen indeholder
bl.a. udkast til en lov om pakkerejser samt udvalgets bemærkninger til
lovudkastet.
Udvalgets udkast til lov om pakkerejser m.v. § 11
lød således:
"Arrangøren eller formidleren skal inden
indgåelse af aftalen give kunden oplysning om muligheden for at tegne
forsikring til dækning af, at kunden på grund af sygdom eller
lignende ikke kan deltage i pakkerejsen, samt vilkårene herfor.
Stk. 2. Omfatter pakkerejsens pris den i stk. 1
nævnte forsikring, skal prisen herfor fremgå af aftalen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om
minimumsdækningen."
I pakkerejseudvalget blev det i forbindelse med
udformningen af lovudkastets § 11 vedrørende afbestillingsforsikring i
anledning af sygdom eller lignende drøftet, hvorvidt en tilsvarende
sikring, som ydes af rejsearrangøren, er forenelig med lov om
forsikringsvirksomhed.
Betænkningen indeholder bemærkninger om
rejsearrangørernes afbestillingssikring på side 67 samt side
157-160. I betænkningen side 67 anføres bl.a. vedrørende
afbestillingssikring, at:
"Denne type sikringsvirksomhed har de facto ikke
været underlagt lov om forsikringsvirksomhed, uagtet der mod
opkrævning af et særligt gebyr er tale om - i lighed med
afbestillingsforsikringen - at dække kundens ret til afbestilling i
tilfælde af sygdom uden økonomisk tab til følge. Denne
form for sikring har udviklet sig som en særlig kutyme indenfor
rejsebranchen".
I forbindelse med drøftelserne om
rejsearrangørernes afbestillingssikring anmodede
Assurandør-Societetet, som var repræsenteret i
pakkerejseudvalget, ved skrivelse af 29. oktober 1992 ... Industriministeriet
om skriftligt at bekræfte, at lovudkastets § 11, stk. 2 og 3 ikke kunne
danne præcedens ved afgørelsen af, hvad der i øvrigt
kunne forstås ved forsikringsvirksomhed, jf. lov om
forsikringsvirksomhed.
Denne forespørgsel fra Assurandør-Societetet
gav anledning til, at der i betænkningens side 158 blev indføjet
et afsnit, hvori det anførtes at:
"Industriministeriet har oplyst, at
rejsearrangørernes sikringsordninger, der ikke afdækkes i et
forsikringsselskab, må antages at være i strid med lov om
forsikringsvirksomhed. Indtil dette spørgsmål er endeligt
afklaret, må en sikring, der ydes uden forsikringsdækning antages
at yde samme dækning som den, der er forudsat i bemærkningerne
til stk. 3, ligesom særskilt oplysning om prisen skal gives i lighed
med prisen for forsikringer, jf. stk. 2."
Lovforslag nr. L 281 til lov om pakkerejser blev fremsat i
Folketinget den 28. april 1993.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget fremkom
Assurandør-Societetet ved skrivelse af 24. maj 1993 ... med
bemærkninger til lovforslagets § 11 vedrørende
forsikringsdækning som følge af sygdom eller lignende. Heri
henviste Assurandør-Societetet bl.a. til pakkerejseudvalgets
bemærkninger i betænkningen, side 158 og opfordrede til, at der
kom en afklaring af retstilstanden på dette punkt, inden loven blev
vedtaget i Folketinget. Justitsministeriet besvarede, efter at have rettet
henvendelse til Industriministeriet, denne henvendelse ved skrivelse af 4.
juni 1993 ... I besvarelsen af Assurandør-Societetets henvendelse
anførtes bl.a., at det var Industriministeriets opfattelse at
afbestillingssikring, der ikke var afdækket i et forsikringsselskab,
måtte antages at være i strid med lov om forsikringsvirksomhed.
Det anførtes endvidere, at Industriministeriet havde rettet
henvendelse til de større rejsebureauorganisationer og anmodet dem om
en redegørelse for deres virksomhed på dette område.
Industriministeriets overvejelser i den anledning var endnu ikke
tilendebragt.
Lov om pakkerejser blev vedtaget af Folketinget den 25.
juni 1993.
Som anført rettede Industriministeriet
v/Finanstilsynet under behandlingen af lovforslaget til lov om pakkerejser
henvendelse til de større rejsebureauorganisationer m.v., herunder
Assurandør-Societetet, Europæiske Rejseforsikring, Foreningen af
Rejsearrangører i Danmark, Danmarks Rejsebureauforening, samt
Turismens Fællesråd, med henblik på at opnå disse
organisationers bemærkninger til, hvorvidt afbestillingssikringer var
forsikringsaftaler, som skulle afdækkes forsikringsmæssigt. Der
blev endvidere rettet henvendelse til Trafikministeriet,
Forbrugerombudsmanden og Det svenske Finanstilsyn.
Assurandør-Societetet oplyste ved skrivelse af 18.
august 1993 ..., at man tog Finanstilsynets vurdering, hvorefter der var tale
om forsikringer, til efterretning.
Europæiske Rejseforsikring A/S meddelte ved
skrivelse af 16. september 1993 ..., at selskabet var enig i
Assurandør-Societetet og Finanstilsynets vurdering af, at
rejsebureauernes afbestillingsordninger ved akut sygdom eller dødsfald
var forsikringsaftaler, og at risikoen som følge heraf burde
afdækkes forsikringsmæssigt.
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark tog derimod
ved skrivelse af 24. februar 1993 ..., skrivelse af 27. august 1993 ... og
skrivelse af 27. december 1993 ... afstand fra Finanstilsynets antagelse, og
anførte, at der hverken ud fra forbrugerbeskyttelseshensyn eller i
lyset af lov om forsikringsvirksomhed var reelle grunde til eller argumenter
for at ændre den igennem en årrække benyttede
fremgangsmåde med at sælge en fakultativ afbestillingssikring ved
køb af en pakkerejse.
Danmarks Rejsebureauforening tog tillige ved skrivelse af
11. februar 1993 ... og skrivelse af 6. oktober 1993 ... afstand fra
tilsynets opfattelse og anførte bl.a., at der i løbet af de
sidste 20 år havde dannet sig en udfyldende kutyme på dette
område, hvorefter Assurandør-Societetet samt branchen havde
anset disse ordninger som ordninger, der klart faldt udenfor lov om
forsikringsvirksomhed.
Turismens Fællesråd viderebragte
Finanstilsynets henvendelse til HOREFA, som ved skrivelse af 25. november
1993 ... oplyste, at deres afbestillingsforsikring, som var udformet i
samarbejde med mæglerfirmaet DPI, var afdækket i
forsikringsselskabet Albinga, Hamborg.
Trafikministeriet oplyste ved skrivelse af 16. marts 1994
..., at ministeriet ikke havde været inddraget i flyselskabers og
eventuelle agenters, bureauers og chartreres samt forsikringsselskabers
tilbud om sikring eller forsikring mod følgerne af den rejsendes
afbestilling.
Forbrugerstyrelsen redegjorde ved skrivelse af 17. marts
1994 ... nærmere for, hvilke interesser Forbrugerombudsmanden varetog
for forbrugerne i forbindelse med udarbejdelsen af "retningslinier for
selskabsrejsebrochurer" af oktober 1981. Det præciseredes, at
Forbrugerombudsmanden i den forbindelse ikke fandt anledning til at gå
ind i problematikken om rejsebranchens anvendelse af afbestillingssikring
m.v.
Det svenske Finanstilsyn - Finansinspektionen - redegjorde
ved skrivelse af 27. juli 1994 med bilag ... for den svenske retstilstand
vedrørende afbestillingssikring. Heraf fremgår, at der i svensk
ret er identiske afgrænsningsproblemer, idet den svenske lovgivning,
ligesom den danske ikke indeholder en definition af
forsikringsvirksomhed/-aftale.
Det fremgår endvidere af .., at det svenske tilsyn
finder, at afbestillingssikringer som omhandlet i nærværende sag
opfylder de grundlæggende kriterier for at være en forsikring.
Således har det svenske tilsyn i en afgørelse bestemt, at salg
af afbestillingssikring i forbindelse med salg af bl.a. pakkerejser er
koncessionspligtig virksomhed.
Det svenske tilsyn traf dog ved skrivelse af 14. december
1989 afgørelse om, at afbestillingssikringer, som tilbydes rejsende
ved køb af charterrejser anses som et vilkår til
hovedforpligtelsen, og derfor ikke skal tegnes eller afdækkes i et
forsikringsselskab.
På baggrund af det indhentede materiale traf
Finanstilsynet den 15. september 1994 afgørelse om, at
afbestillingsordninger, som udbydes af rejsearrangører, er
forsikringsvirksomhed omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Tilsynet
bemærkede, at dette gælder, uanset om afbestillingssikringen er
obligatorisk eller frivillig for rejsekunden. De af rejsebranchen anvendte
afbestillingssikringer ved død, sygdom eller lignende skal
således være tegnet eller være afdækket i et
forsikringsselskab med koncession dertil.
Sagens retlige omstændigheder:
Efter lov om forsikringsvirksomhed § 1 finder loven
anvendelse på forsikringsvirksomhed. Loven indeholder ingen definition
af begrebet forsikringsvirksomhed. Forsikringsaftaleloven indeholder heller
ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved en
forsikringsaftale.
Forsikringsaftalekommissionen udtalte i
bemærkningerne til udkast til forsikringsaftaleloven fra 1925, side 26
følgende:
"At give en sådan begrebsbestemmelse i lovsprog er
meget vanskelig. Begrebet mister derved let den elasticitet, som det efter
almindelig sprogbrug har, og der kan derved lægges hindringer i vejen
for at give det den afgrænsning, som under de til enhver tid herskende
forhold er den naturlige. I hvert tilfælde vil en definition, som skal
blot være nogenlunde udtømmende, ikke kunne gives i så
kort og koncis form, som må kræves af en lovregel. Efter
kommissionens mening bør det derfor overlades til retsvidenskaben
nærmere at udvikle, hvad der forstås ved en forsikringsaftale, og
til retsanvendelsen i de forholdsvis få tilfælde, hvor der kan
opstå tvivl om, hvorvidt en aftale af en vis beskaffenhed anses for en
forsikringsaftale, at afgøre, om loven efter dens regelgrunde og dens
naturlige sprogbrug bør bringes til anvendelse eller ej."
Ifølge den forsikringsretlige teori er en
forsikringsaftale en aftale, som i det væsentligste går ud
på overtagelse af risikoen for en uvis begivenheds indtræden mod
et vederlag, der kan beregnes statistisk, jf. f.eks. H. Ussing: Enkelte
kontrakter, 1946, 2. udg., side 213 ff, og P. Lyngsø: Dansk
Forsikringsret, 7. udg., side 22.
Det gøres gældende, at begrebet
forsikringsvirksomhed skal fortolkes udvidende. Dette følger af, at
lov om forsikringsvirksomhed i § 2 undtager forskellige former for virksomhed
fra lovens anvendelsesområde, herunder pensionskasser,
arbejdsløshedskasser samt Falck's Redningskorps A/S. Da det er
nødvendigt at undtage disse former for virksomhed fra begrebet
forsikringsvirksomhed, må det være et vidt begreb.
Endvidere gøres det gældende, at det vil
være i strid med EU-retten at foretage en indskrænkende
fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed, idet reglerne om
forsikringsvirksomhed er bundet af EU-retlige regler, herunder
skadesforsikringsdirektiverne (73/239/EØF, 88/357/EØF og
92/49/EØF), turistassistancedirektivet (84/641/EØF) samt
co-assurancedirektivet (78/473/EØF). Disse direktiver indeholder
regler om samordning af bestemmelserne om adgang til udøvelse af
forsikringsvirksomhed i medlemsstaterne.
Rejsebranchens afbestillingsforsikring som beskrevet i de
fremlagte bilag 4 og bilag 5 giver kunden ret til at annullere sin rejse og
få eventuelt indbetalte beløb refunderet i tilfælde af
kundens eller nærtståendes død, sygdom eller lignende mod
betaling af et vederlag.
Det følger heraf, at afbestillingssikringen er et
forsikringsprodukt, idet der er tale om, at rejsebureauerne overtager en
risiko (den økonomiske konsekvens af rejsens afbestilling) for en uvis
begivenheds indtræden (død, sygdom eller lignende) mod et
vederlag (den særskilte betaling, der kan beregnes statistisk).
Det gøres på den baggrund gældende, at
afbestillingssikringen er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed og derfor
skal tegnes af eller afdækkes i et forsikringsselskab.
Dette gælder også, selvom afbestillingen
indgår som en del af en pakkeaftale, og vederlaget for afbestillingen
indgår i rejsens samlede pris, idet det er muligt at udskille
afbestillingssikringen og afdække denne i et forsikringsselskab.
Det gøres endvidere gældende, at
rejsebranchens brug af afbestillingssikring ikke har karakter af en
retssædvane, som kan fortrænge lov om forsikringsvirksomhed.
Det bestrides i den forbindelse som udokumenteret, at der
foreligger en sædvane, som har været udøvet almindeligt,
stadig og længe ud fra en følelse af retlig forbundethed. Det
bemærkes hertil, at der må stilles særligt strenge krav til
en sædvane, som er i strid med skreven ret.
Såfremt det alligevel må lægges til
grund, at der er tale om en retssædvane, gøres det
gældende, at den ikke kan fortrænge kravet om
forsikringsafdækning i lov om forsikringsvirksomhed, idet denne
bestemmelse er præceptiv og båret af hensyn til at sikre den
nødvendige solvensmargin ved forsikringsvirksomhed. Hertil kommer, at
en sædvane under ingen omstændigheder kan påberåbes
over for nyere lovgivning, der tilsigter at gennemføre EU-direktiver,
der jo netop tilsigter at fortrænge modstående nationale regler
af enhver art.
Ydermere gøres det gældende, at
afgørende hensyn taler for at stille krav om, at
afbestillingssikringer skal være afdækket af en forsikring. Ved
hjælp af de finansielle krav, som stilles til forsikringsvirksomhed,
sikres kunder og tredjemænd en tilstrækkelig beskyttelse mod
selskabets insolvens.
Endelig gøres det gældende, at
afbestillingssikringen ikke er sammenlignelig med abonnementskontrakter
o.lign., idet abonnementskontrakter o.lign. ikke går ud på at
overtage risikoen for uvisse begivenheders indtræden."
4. Klagernes bemærkninger af 20. juli 1995 til
Kammeradvokatens redegørelse:
"
Sædvaneret og forsikringsvirksomhed
Af Kammeradvokatens redegørelse ... anføres
bl.a., at det ikke findes dokumenteret, at rejsebranchens brug af
afbestillingsbeskyttelse er en sædvane, og at beskyttelsen under ingen
omstændigheder kan fortrænge kravet om forsikringsdækning i
lov om forsikringsvirksomhed.
Påstanden er overraskende, idet kontorchef Åse
Kogsbøll fra Assurandør-Societetet i forbindelse med
pakkerejselovens tilblivelse skriftligt har redegjort for, at
rejsebureauernes afbestillingsbeskyttelse "har de facto ikke været
underlagt Lov om forsikringsvirksomhed ..". Det konstateres endvidere, at
"Denne form for sikring har udviklet sig som en særlig kutyme inden for
rejsebranchen".
Disse forhold fremgår af kontorchef Åse
Kogsbølls redegørelse af 13. november 1992 til kontorchef
Kaspar Linkis i Justitsministeriet. Redegørelsen er endvidere
fremsendt til Erhvervsankenævnet som ... i vort brev af 7. december
1994.
Kammeradvokatens ovennævnte bemærkninger kunne
tyde på, at Assurandør-Societetets redegørelse af 13.
november 1992 om de forsikringsmæssige aspekter tilsyneladende har
undgået Kammeradvokatens opmærksomhed.
For en ordens skyld vedlægges nævnte
redegørelse som bilag til dette brev, idet vi ligeledes henviser til
... vor skrivelse af 7. december 1994 til Erhvervsankenævnet.
Sidstnævnte bilag er Danmarks Rejsebureau Forenings
almindelige betingelser fra 1974 med angivelse af Forbrugerrådets
godkendelse og dokumenterer herved afbestillingsbeskyttelsens
sædvaneretlige karakter. Dette dokument ses heller ikke at være
gjort til genstand for særlige kommentarer af Kammeradvokaten.
I den forbindelse kan nævnes, at der heller ikke i
forbindelse med pakkerejselovens tilblivelse fra forbrugerside er gjort
indsigelse imod rejsebureauernes afbestillingsbeskyttelse, hvilket bl.a. ses
af Forbrugerrådets godkendelse af Rejsebureauforeningens nye
almindelige betingelser fra 1993.
For fuldstændighedens skyld kan endelig
anføres, at Assurandør-Societet ligeledes ved skrivelse af 29.
oktober 1992 til Industriministeriet har anført, at
Assurandør-Societetet ikke har "til hensigt i forbindelse med arbejdet
i pakkerejseudvalget at ændre på gældende praksis,
hvorefter rejsearrangøren selv kan dække kundens risiko".
Risikofyldte abonnementer
Det anføres i Kammeradvokatens skrivelse
endvidere ... , at bestemmelserne i Lov om Forsikringsvirksomhed er
præceptive og båret af hensyn til at sikre den nødvendige
solvensmargin.
Formuleringen må dog tages med et vist forbehold,
idet Kammeradvokaten i samme redegørelse beskriver, at bl.a. det
privatejede aktieselskab Falck A/S udtrykkeligt er undtaget for lovens
bestemmelser.
Meget kunne tyde på, at der bag
undtagelsesbestemmelsen ligger et ønske hos lovgiver om at fritage
Falcks virke fra forsikringslovgivningen uagtet, at redningskorpsets virke
netop er bygget op omkring serviceabonnementer ved ulykker og andre
uforudsigelige risici.
På den baggrund kan Kammeradvokatens synspunkter om,
at abonnementskontrakter o.lign. ikke går ud på at overtage
risikoen for uvisse begivenheders indtræden ... næppe stå
for en nærmere prøvelse.
Afbestillingsbeskyttelsens lovmedholdelighed
... i Kammeradvokatens redegørelse anføres
endvidere, at det vil være i strid med EU-retten at foretage en
indskrænkende fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed.
Rejsebranchen kan fuldt ud tilslutte sig Kammeradvokatens
indstilling på dette punkt.
Samtidig har vi dog vanskeligt ved at se
bemærkningens relevans i denne sammenhæng, idet
afbestillingsbeskyttelse ikke skal ses i relation til Lov om
Forsikringsvirksomhed men snarere i relation til Aftaleloven og
Markedsføringsloven.
I den forbindelse henvises til, at der siden
afbestillingsbeskyttelsens indførelse i begyndelsen af 70'erne ikke
ses at have været en eneste sag ved danske domstole eller i det af
Forbrugerstyrelsen godkendte Rejse-Ankenævn, hvori rejsebranchens
afbestillingsbeskyttelse er fundet stridende mod en eller flere af de
opregnede love.
I Forbrugerombudsmandens skrivelse af 17. marts 1994 til
Finanstilsynet ... anføres, at Forbrugerombudsmanden ikke har fundet
anledning til at gå yderligere ind i problematikken om rejsebranchens
anvendelse af afbestillingsbeskyttelse.
Denne udtalelse må ligeledes tages som udtryk for,
at Forbrugerombudsmanden ikke har fundet afbestillingsbeskyttelsen i strid
med Markedsføringsloven.
I samme skrivelse bidrager Forbrugerombudsmanden i
øvrigt til forsikringsaftalebegrebets fortolkning og forståelse
ved at henvise til vejledningen om anvendelse af garanti- og
forsikringstilsagn i markedsføringen.
Det fremgår af denne vejledning, at såfremt en
erhvervsdrivende i markedsføringen anvender ordet "forsikring", skal
anvendelsen heraf være i overensstemmelse med
forsikringslovgivningen.
Modsætningsvis indebærer dette, at hvor et
aftalevilkår eller en ydelse hverken indholdsmæssigt svarer til
en forsikringsordning eller i markedsføringen beskrives som en
"forsikring", falder udenfor forsikringslovgivningen.
Sikkerhed ved insolvens
Kammeradvokaten anfører i sin redegørelse
..., at ideen om at afdække afbestillingsbeskyttelsen gennem en
forsikring skyldes ønsket om at sikre de rejsende mod
rejsearrangørens insolvens.
Vi skal i den anledning henlede Erhvervsankenævnets
opmærksomhed på lov om en rejsegarantifond. Rejsegarantifonden
dækker bl.a. de rejsendes forudbetalinger i tilfælde af, at
rejsearrangøren grundet betalingsstandsning, konkurs eller andre
økonomiske forhold ikke ser sig i stand til at gennemføre
rejsen som planlagt. Loven gælder for alle pakkearrangementer, som
defineret i lov om pakkerejser, samt for rejser, hvori indgår transport
og indkvartering.
Rene ruteflybilletter, der sælges uden
indkvartering, falder udenfor Rejsegarantifondens anvendelsesområde
bl.a. som følge af, at IATA-ruteselskaberne er forpligtet til at
gennemføre rejsen, uagtet at de ikke har modtaget deres indbetaling
grundet rejsebureauets (agentens) økonomiske forhold.
Således betragtet udgør soliditetshensyn ikke
et bæredygtigt argument for at ændre den nugældende
retstilstand.
Fælles skandinavisk praksis
Afslutningsvis skal vi henlede Erhvervsankenævnets
opmærksomhed på retstilstanden i de øvrige skandinaviske
lande.
Som Danmarks Rejsebureau Forening tidligere har orienteret
Finanstilsynet om ..., og som Kammeradvokaten ligeledes bemærker i sin
redegørelse ..., har det svenske finanstilsyn siden 1989 haft den
praksis, at afbestillingsbeskyttelse ved køb af charterrejser anses
som et vilkår til hovedforpligtelsen, og derfor ikke skal tegnes eller
afdækkes i et forsikringsselskab.
I Norge er det ligeledes den officielle holdning, at
luftfartsselskaber og charterrejsearrangører, som tilbyder egen
afbestillingsbeskyttelse, ikke driver forsikringsvirksomhed.
Synspunktet er, at man giver kunden valget mellem to
forskellige aftalevilkår til forskellige priser, og at prisforskellen
udgør betalingen for aftalevilkårenes forskellighed. Denne
praksis er godkendt af både Det Norske Kredittilsyn og
Finansdepartementet.
..."
5. Kammeradvokatens bemærkninger af 22. november
1995 til klagernesindlæg af 20. juli 1995:
"Ad "sædvaneret og forsikringsvirksomhed":
For god ordens skyld bemærkes, at rejsebranchens
brug af afbestillingssikring må have karakter af en retssædvane
for at kunne fortrænge lov om forsikringsvirksomhed. En
branchemæssig kutyme er ikke alene tilstrækkelig til at
fortrænge lov om forsikringsvirksomhed.
Selvom afbestillingsordningen siden 1974 har indgået
i Danmarks Rejsebureauforeningens almindelige betingelser ..., kan disse
bestemmelser således ikke uden videre fortrænge lov om
forsikringsvirksomhed.
Det ændrer ikke herpå, at ovennævnte
almindelige betingelser er tiltrådt af Forbrugerrådet, ligesom
indsigelse fra forbrugerside over for rejsebureauforeningens nye almindelige
betingelser fra 1993 ... ikke er en nødvendig betingelse for, at lov
om forsikringsvirksomhed finder anvendelse på
afbestillingsordningen.
Det bemærkes endvidere, at
Assurandørsocietetets eller andre brancheorganisationers udtalelser
under tilblivelsen af lov om pakkerejser ikke er afgørende for
fortolkningen af begrebet forsikringsvirksomhed.
Når jeg i mit første indlæg til
Erhvervsankenævnet har medtaget den korrespondance, som blev
ført i forbindelse med forberedelsen af forslaget til lov om
pakkerejser, var det bl.a. for at vise, at Folketinget ved loven ikke tog
stilling til, om afbestillingsordningen var omfattet af begrebet
forsikringsvirksomhed, idet Industriministeriet dog var af den opfattelse, at
afbestillingssikring, der ikke var afdækket i forsikringsselskab,
måtte antages at være i strid med lov om
forsikringsvirksomhed.
Ad "risikofyldte abonnementer":
Det fastholdes, at afbestillingsordningen ikke er
sammenlignelig med abonnementskontrakter.
Det bemærkes i den forbindelse, at den særlige
baggrund for, at Falcks Redningskorps A/S er undtaget fra lov om
forsikringsvirksomhed, er, at Falck navnlig yder offentlig
assistancevirksomhed, jf. herved Folketingstidende 1986-87, Tillæg A,
sp. 3162.
Når jeg i mit første indlæg til
Erhvervsankenævnet nævnte lov om forsikringsvirksomhed ? 2, stk. 1, nr. 7, om undtagelse af
Falcks Redningskorps A/S, var det for at illustrere lovens brede
anvendelsesområde. Uden undtagelsesbestemmelsen ville Falcks
Redningskorps på trods af redningskorpsets særlige opgaver m.v.
være omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed.
Ad "afbestillingsbeskyttelsens lovmedholdelighed"
:
Det er for spørgsmålet, om rejsebranchen er
pligtig at afdække afbestillingsordningen i et forsikringsselskab, helt
afgørende, om ordningen er omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed
i lov om forsikringsvirksomheds forstand.
Afbestillingsordningens forhold til markedsførings-
og aftalelov er et andet og ikke for nærværende sag
afgørende spørgsmål.
Det fastholdes derfor som relevant for sagen, at en
indskrænkende fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed ville
være i strid med EU-retten.
Det bemærkes i øvrigt, at de af
Forbrugerombudsmanden i ... anførte bemærkninger sigter på
overholdelse af markedsføringsloven, og bemærkningerne kan ikke
tages til indtægt for Forbrugerombudsmandens fortolkning af begrebet
forsikringsvirksomhed. Denne problemstilling har Forbrugerombudsmanden
ifølge ovennævnte skrivelse ikke fundet anledning til at
gå ind i.
Ad "sikkerhed ved insolvens"
:
Som anført af klagerne, dækkes rejse med
forudbetalinger m.v. i henhold til lov om en rejsegarantifond af
Rejsegarantifonden, når rejsen ikke kan påbegyndes på grund
af økonomiske forhold hos den virksomhed, der har arrangeret, solgt
eller formidlet rejsen, jf. lovens ? 3, stk. 1.
Rejsegarantifonden dækker imidlertid ikke rejse med
forudbetaling, når rejsen ikke kan påbegyndes på grund af
den rejsendes egne forhold.
Dækningen ifølge lov om en rejsegarantifond
og afbestillingsordningen er således ikke parallelle.
Det fastholdes derfor, at beskyttelse mod rejseselskabets
insolvens taler for at stille krav om, at afbestillingssikringen skal
være afdækket af et forsikringsselskab.
Ad "fælles skandinavisk praksis"
:
Klagerne opfordres til at dokumentere den
angivelige norske praksis på det her omhandlede område.
..."
6. Klagernes bemærkninger af 22. januar 1996 til
Kammeradvokatens indlæg af 22. november 1995:
"Vi har nu gennem Den Norske Reisebransjeforening
fremskaffet denne dokumentation i form af skrivelse af 29. november 1995 fra
Kredittilsynet til Finansdepartementet. Skrivelsen vedlægges i
kopi.
Kredittilsynet bekræfter i sin skrivelse på
side 2, 2. afsnit, de af os fremsatte påstande: "Når
Reisebyrået er arrangør/leverandør av reisen antas det
ikke å være forsikringsvirksomhet når byrået tilbyr
avbestillingsbeskyttelse. Det reelle forhold i slike tilfelle er at prisen
økes mot at den reisende kan avbestille reisen når nærmere
angitte omstendigheter foreligger. Det dreier seg om en avtalerettslig
regulering av en tjeneste som leverandøren/arrangør selv yter
den reisende og ingen overtakelse av risiko."
Til de øvrige anbringender i Kammeradvokatens
ovennævnte indlæg har vi følgende kommentarer:
Ad "Sikkerhed ved insolvens"
Kammeradvokaten gør gældende, at
rejsegarantifondens dækning ikke er parallel med
afbestillingsordningen.
Det har foreningerne aldrig påstået. Vi har
alene gjort opmærksom på, at kunden - såfremt
rejsearrangøren skulle geråde i økonomiske
vanskeligheder, der resulterer i, at den tilsikrede tilbagebetaling af det
for rejsearrangementet indbetalte beløb i tilfælde af akut
sygdom m.v. ikke kan effektueres af arrangøren selv - vil få
beløbet erstattet af Rejsegarantifonden. Kunden er i en insolvens
situation stillet på ganske den samme måde som ved en
forsikring.
Kundens risiko for ikke-opfyldelse.
Så længe virksomheden driver normal
forretning, vil tilbagebetalingsløftet blive opfyldt af denne. Kundens
risiko er i øvrigt meget begrænset, fordi opfyldelsen af
tilbagebetalingsløftet ikke vil betyde noget problem for bureauet, da
det ikke kræver specielle økonomiske reserver.
Kravet i medfør af en afbestillingsbeskyttelse
begrænser sig nemlig til enten det indbetalte depositum på nogle
få hundrede kroner eller, hvis kunden har slutbetalt, til max. rejsens
pris, der gennemsnitlig vil være ca. kr. 3.000,00. Vi mener derfor, at
risikoen for, at en virksomhed ikke vil være i stand til at indfri sit
tilbagebetalingsløfte over for kunden, må anses som
værende lig nul.
Kundens retsbeskyttelse ved uenighed.
Der kan således af de i foranstående afsnit
anførte grunde aldrig opstå diskussion om størrelsen af
det beløb, som kunden kan kræve tilbagebetalt.
Uenighed om hvorvidt kravet om tilbagebetaling er
berettiget, kan indbringes enten for Rejse-Ankenævnet eller for
domstolene. Kundens retsstilling er derfor ganske den samme, som om han havde
tegnet en forsikring, hvor tvisten kan indbringes for Ankenævnet for
Forsikring.
Helt principielt tilbageviser vi derfor endnu en gang, at
der ved de i sagen omhandlede afbestillingsbeskyttelser skulle være
tale om forsikrings-virksomhed, idet et tilbud om tilbagebetaling af det
indbetalte beløb i tilfælde af sygdom må anses som
tilkøb af en nærmere specificeret "ret" i tillæg til
hovedydelsen. Denne tillægsydelse adskiller sig efter foreningernes
opfattelse ikke fra kundens tilkøb af "havudsigt", "balkon" eller
"eneværelse".
..."
7. Kammeradvokatens afsluttende indlæg af 28.
februar 1996:
".... vil jeg pege på, at klagernes citat fra
skrivelsen af 29. november 1995 fra det norske kredittilsyn ikke er
fyldestgørende, idet det af skrivelsen fremgår, at der efter
norsk ret åbenbart sondres mellem, om et rejsebureau alene formidler
rejsen fra leverandøren eller arrangøren til kunden, eller om
bureauet herudover selv er arrangør/leverandør af rejsen. I
førstnævnte tilfælde vil en afbestillingsbeskyttelse hos
rejsebureauet være en forsikringsvirksomhed, mens det åbenbart
efter norsk ret ikke er forsikringsvirksomhed, hvis den samme ydelse leveres
accessorisk til selve leveringen af rejsen.
Som det fremgår af de hidtidige indlæg fra min
side, er denne sondring ikke relevant efter Finanstilsynets opfattelse."
Ankenævnet udtaler:
Uanset om de af rejsearrangørerne praktiserede
sikringsordninger indgår som en del af den aftalte tjenesteydelse,
må ordningerne anses for omfattet af lov om forsikringsvirksomhed,
fordi de i sig selv går ud på, at kunden mod betaling ved en
særskilt uvis begivenheds indtræden
(sygdomstilfælde) fritages for den ellers bestående udgift til
betaling ved afbestilling, hvorved rejsearrangøren overtager risikoen
herfor.
Den omstændighed, at rejsebureaubranchen angiveligt
i en årrække har praktiseret sikkerhedsordninger af den
nævnte karakter, uden at iagttage reglerne i lov om
forsikringsvirksomhed, indebærer ikke, at branchen har opnået ret
til at drive forsikringsvirksomhed.
Som følge af det anførte stadfæstes
Finanstilsynets afgørelse af 15. september 1994.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Nærmere bestemt virksomhed anset for forsikringsvirksomhed og kunne kun udøves af virksomheder med koncession Retsinformation · 9. november 1998
- 97-45.092 - Koncession, forsikringsvirksomhed (19. november 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. november 1997
Lignende dokumenter
- Kendelse af 12. februar 1996. 95-45.272 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. februar 1996
- 97-45.092 - Koncession, forsikringsvirksomhed (19. november 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. november 1997
- 98-79.120 - Ikke dispensation til rejsebureau fra kravet om garantistillelse (14. maj 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. maj 1999
- Kendelse af 31. maj 1995. 93-66.150 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. maj 1995
- Gruppelivsforsikring kunne ikke udvides til at omfatte dækning ved arbejdsløshed. Lov om finansiel virksomhed § 19 samt bilag 7 og 8 til loven. (Piya Mukherjee, Anders Hjulmand, Mette Havning, Frank Cederbye Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. december 2015
- 03-200.737 - Pålæg om fratræden af forsikringsdirektør ophævet (11. april 2005) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. april 2005