Spring til indhold

Retsinformation

Afskrivning - lægehus - tilbygning. (* 1)

KEN nr 18307 af 02/05/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afskrivning - lægehus - tilbygning. (* 1)

A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked,

hvorefter tilbygningen til et lægehus ikke kunne godkendes

afskrivningsberettiget.

Det var oplyst, at klageren var medejer af lægehuset, og at dette

påtænktes udvidet med 60 (m2). Lægehuset, der var på 120 (m2), var opført i

træ og sammenbygget med en murstensejendom. Lægehuset var anset for en

selvstændig bygning og havde hidtil været afskrevet i henhold til

afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d.

Det var endviderede oplyst, at tilbygningen påtænktes opført på et

betonfundament, men ikke i trykimprægneret træ, og at der skulle etableres en

gennemgang fra den eksisterende klinik til tilbygningen, således at de to

bygninger kom til at fremtræde som et hele.

Under henvisning til SD-cirkulære 1987-9 havde Ligningsrådet ikke godkendt

tilbygningen som afskrivningsberettiget, idet man ikke havde anset denne for

at have en kortere levetid end almindelige bygninger.

Ved det nævnte cirkulære var praksis skærpet, således at træbygninger ikke

uden videre kunne anses for afskrivningsberettigede. Træbygninger kunne

herefter kun henføres til afskrivning efter en konkret vurdering af, om

bygningerne på grund af anvendte materialer, konstruktion, benyttelse og

placering måtte antages at have en kortere levetid end almindelige bygninger.

Det var endvidere i cirkulæret nævnt, at træbygninger, der var opført af

trykimprægneret træ på betonfundament i sædvanlig bygningsudførelse ikke

kunne afskrives efter afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d. Den ændrede

praksis havde virkning for bygninger, der erhvervedes efter offentliggørelse

af cirkulæret.

Klagerens revisor gjorde over for Landsskatteretten gældende, at

tilbygningen ville have en væsentlig kortere levetid end almindelige

bygninger. Han henviste til en af arkitekten afgiven erklæring, hvorefter

ydervægsbeklædningen i ikke trykimprægneret træ kun ville have en forventet

Læs alt

levetid på 15 år mod 30 år for trykimprægneret træ, og at både tagdækningen -

bestående af to lag tagpap - og gulvbelægningen af linoleum ville have en

tilsvarende begrænset levetid. Endvidere udtaltes det, at alle væsentlige

bygningsdele i det omhandlede byggeri måtte påregnes afskrevet over 15 år,

hvor eksempelvis en muret bygning med tegltag havde en levetid på ikke under

60 år.

Efter det oplyste fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at

opførelsen af tilbygningen måtte anses for en ombygning eller forbedring af

den eksisterende træbygning, og at udgifterne derfor måtte anses for omfattet

af afskrivningslovens § 21, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der på

udgifter til ombygning eller forbedring foretages afskrivning efter

afskrivningssatserne for den bygning, de vedrører. Da den eksisterende

træbygning var erhvervet forud for den ved SD-cirkulære 1987-9 indførte

skærpede praksis, var denne bygning fortsat afskrivningsberettiget efter

afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d. Denne bygning skulle således

afskrives efter afskrivningslovens regler, og retten fandt derfor, at

tilbygningen - som i øvrigt efter det oplyste om opførelsesmåden, jf. herved

arkitektens udtalelse, måtte antages at have en kortere levetid end

almindelige bygninger - måtte anses for afskrivningsberettiget efter

afskrivningslovens § 21, stk. 1.

LV 1988, G 6.1.3.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter