Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af souchef Jan Rene Hansen - 'anerkendelse af forløftningstilfælde' - arbejdsskadeforsikring (* 1)

KOM nr 60448 af 31/10/1994KommentarBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale

Ankestyrelse - af souchef Jan Rene Hansen - »anerkendelse af

forløftningstilfælde« - arbejdsskadeforsikring (* 1)

Sagerne drejede sig om planlagte fællesløft, bl.a. de såkaldte 1-2-3 løft,

hvor 2 personer sammen skal løfte en patient/klient. Spørgsmålet var, om det

forhold at hjælpen fra kollegaen mod forventning udeblev ved begyndelsen af

løftet kunne betragtes som en »begivenhed«, der var omfattet af

ulykkesbegrebet i loven om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen havde i sagerne givet afslag på anerkendelse med den

begrundelse, at løft, der er tungere end ventet, fordi en hjælper ikke løfter

som forventet, ikke kan anses for at være en ulykke i lovens forstand.

Ankestyrelsens afgørelser:

Sagerne gav grundlag for at fastslå, at planlagte eller aftalte

fællesløft, hvor en kollega ikke løfter som aftalt, efter en konkret

vurdering kan anses som en udefra kommende eller virkende, af pågældendes

vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der kan anerkendes som et

ulykkestilfælde, der er omfattet af § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod

følger af arbejdsskade.

I 4 af sagerne ændrede Ankestyrelsen således Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse og anerkendte de anmeldte tilfælde.

Der blev i øvrigt ved afgørelserne særligt lagt vægt på, at der for så

vidt angik beskrivelsen af de nærmere omstændigheder vedrørende

hændelsesforløbet ikke sås at være uoverensstemmelse mellem de forskellige

forklaringer, der var afgivet i sagerne. Det var derfor tilstrækkeligt

sandsynliggjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens

forstand.

I den 5. sag tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved denne afgørelse afgørende vægt på kvindens

oprindelige forklaring om hændelsesforløbet, hvorefter der ikke var beskrevet

et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Læs alt

Ankestyrelsen kunne således ikke lægge vægt på den beskrivelse af

hændelsesforløbet, som kvindens faglige organisation efterfølgende havde

givet til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen tog derfor heller ikke

stilling til, om denne beskrivelse eventuelt ville kunne sidestilles med et

ulykkestilfælde.

Gennemgang af 2 af sagerne:

Til belysning af praksis skal 2 af sagerne beskrives nærmere i det

følgende.

Den ene sag vedrørte anerkendelse af et rygtilfælde, som var overgået en

sygehjælper på et plejehjem.

Ved det anmeldte tilfælde skulle kvinden sammen med en ny kollega løfte en

beboer på ca. 75 kg fra en seng over på en bækkenstol. På grund af en

misforståelse undlod kvindens kollega at løfte på det aftalte signal med det

resultat, at kvinden alene kom til at løfte beboeren i en meget akavet og

forkert løftestilling. Kvinden pådrog sig herved et vrid/smæld i ryggen.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne

anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på,

at løft, der er tungere end ventet, ikke kan anses for at være en ulykke i

lovens forstand.

Ankestyrelsen fandt, at rygtilfældet kunne anerkendes som et

ulykkestilfælde, der er omfattet af § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod

følger af arbejdsskade.

Det beskrevne hændelsesforløb, hvorefter kvindens kollega ikke løftede som

aftalt, hvorved hun

mod forventning kom til at løfte alene i en akavet og uhensigtsmæssig

stilling, måtte således anses som en udefra kommende eller virkende, af

hendes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig

påvirkning af hendes helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der for så vidt

angik de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesforløbet ikke sås at være

uoverensstemmelse mellem kvindens første forklaring til hendes læge,

forklaringen i anmeldelsen, og hendes efterfølgende forklaring til en

speciallæge. Det måtte derfor anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at

der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Den anden sag vedrørte anerkendelse af et rygtilfælde, som var overgået en

hjemmehjælper hos en klient.

Ved det anmeldte tilfælde skulle kvinden sammen med en kollega hjælpe en

klient med morgentoilette. Kvinden og kollegaen, der skulle rette klienten

op, tog hver fat under en arm og et knæ og rykkede klienten tilbage på

badestolen. Under denne bevægelse fik kvinden et knæk i venstre side af

lænden.

På et spørgeskema fra arbejdsgiverens forsikringsselskab oplyste kvinden

bl.a., at klienten vejede ca. 90 kg. De var 2 personer om løftet, der var

tungere end ventet.

Kvinden hverken gled, faldt eller snublede. På spørgsmål om, hvad der

skete ved den pågældende lejlighed, som efter kvindens mening havde

forårsaget lidelsen, oplyste hun, at det kunne hun ikke svare på. Kvinden

oplyste endelig, at der ikke indtraf noget, som afveg fra arbejdets

sædvanlige gang.

Kvindens faglige organisation anførte efterfølgende til

Arbejdsskadestyrelsen, at klienten den pågældende dag var blevet liftet over

i en badestol, hvorved hun var kommet til at sidde skævt, og hun bad om at

blive hjulpet til rette. Kvinden og kollegaen aftalte, at de skulle tage fat

under hver sin arm og knæ, tælle til 3 og på tallet 3 samtidig løfte klienten

op i stolen. Løftet foregik i en foroverbøjet arbejdsstilling, og klienten

kunne ikke hjælpe til, da hun var lam.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne

anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på,

at der i forbindelse med løftet af klienten ikke skete noget uventet.

Ankestyrelsen fandt, at rygtilfældet ikke kunne anerkendes som en

arbejdsskade (ulykkestilfælde) efter § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod

følger af arbejdsskade.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der efter beskrivelsen i

anmeldelsen, i lægeerklæring I og i spørgeskemaet til arbejdsgiverens

forsikringssel-skab, ikke ved den anmeldte lejlighed var tale om en udefra

kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge.

Der var således ikke indtruffet et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen afgørende vægt på, at kvinden

oprindelig på spørgsmålet om, hvad der skete ved den pågældende lejlighed,

som efter hendes mening havde forårsaget lidelsen, havde oplyst, at det kunne

hun ikke svare på. Kvinden havde endvidere oplyst, at der ikke indtraf noget,

som afveg fra arbejdets sædvanlige gang.

Ankestyrelsen kunne således ikke lægge vægt på den beskrivelse af

hændelsesforløbet, som kvindens faglige organisation efterfølgende havde

givet til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen tog derfor heller ikke

stilling til, om denne beskrivelse eventuelt ville kunne sidestilles med et

ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Afslutning:

Det var afgørende for den bevismæssige vurdering af sagerne, at de nærmere

omstændigheder omkring den konkrete løftesituation og sygdomstilfældets

opståen var beskrevet på et så tidligt tidspunkt i sagsforløbet og så præcist

som muligt, og at der var overensstemmelse mellem forklaringerne.

Hvis de senere forklaringer måtte betegnes som ændrede forklaringer og

ikke som uddybende forklaringer i forhold til de oprindelige beskrivelser af

hændelsesforløbet, måtte der lægges mest vægt på de oprindelige forklaringer,

som tidsmæssigt lå tættest på hændelsestidspunktet.

Lignende dokumenter