Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar til Højesteretsdom - af ankechef Per Kiil, Den Sociale Ankestyrelse - arbejdsskadeforsikring - anerkendelse - ryglidelse - ulykkesbegrebet (* 1)

KOM nr 19100 af 31/03/1993KommentarBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommentar til Højesteretsdom - af ankechef Per

Kiil, Den Sociale Ankestyrelse - arbejdsskadeforsikring - anerkendelse -

ryglidelse - ulykkesbegrebet (* 1)

BESKRIVELSE AF ARBEJDSFORHOLDENE

Højesteretsdommen omhandlede en medarbejder, der i 1973 var blevet ansat

som industrilakerer i en virksomhed, hvor hans arbejde bestod i at udføre

elektrostatisk sprøjtelakering med epoxypulver af metalemner, som inden

pulverbelægningen skulle ophænges i en conveyorbane, ved hjælp af hvilken

emnerne blev transporteret til og fra en ovn. Metalemnerne, der havde en vægt

på 30-40 kg, skulle løftes op i en højde på 1,50-1,60 meter. Skadelidte

skønnede, at han dagligt havde løftet/båret ca. 3 tons i gennemsnit. Den

arbejdsstilling, der måtte indtages ved sprøjtelakeringen, kunne ofte være

uhensigtsmæssig og belastende.

Den 27. september 1982 blev der indgivet anmeldelse om et ulykkestilfælde,

der angaves indtruffet den 21. september 1982. Man havde på virksomheden

modtaget 5 metalstativer, der skulle lakeres. Man havde lakeret de 3 stativer

og skulle igang med ophængningen af det 4. stativ, hvis vægt af

Arbejdstilsynet blev an-slået til 100 kg. Der måtte være 4 personer til

løftet, og netop som de tog fat i hvert sit hjørne for at løfte op, mærkede

skadelidte et "knæk" i ryggen og en voldsom forværring af

lændesmerter, der gennem 5 år havde væretgradvis tiltagende og altid

belastningsrelaterede. Han blev sygemeldt og senere i oktober 1982 opereret

for en discusprolaps i lænden.

ARBEJDSSKADESTYRELSENS OG ANKESTYRELSENS AFGØRELSER

Arbejdsskadestyrelsen traf i november 1982 afgørelse om, at tilfældet ikke

gav ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da der ikke ved den

anmeldte lejlighed skete noget ulykkestilfælde eller hvad dermed måtte

ligestilles, ligesom lidelsen heller ikke kunne henføres under de

erstatningsberettigende erhvervssygdomme, der er nævnt i

erhvervssygdomsbekendtgørelsen. Ankestyrelsen tiltrådte afgørelsen i oktober

Læs alt

1983.

Arbejdsskadestyrelsen fastholdt i november 1985 sin afgørelse i sagen, og

denne afgørelse blev ligeledes tiltrådt af Ankestyrelsen i maj 1986.

Efter at sagen var blevet indbragt for Folketingets Ombudsmand, genoptog

Arbejdsskadestyrelsen sagen, og efter at sagen havde været forelagt for

Erhvervssygdomsudvalget

udtalte Arbejdsskadestyrelsen i en afgørelse fra april 1988, at lidelsen

ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom, jf.

arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3, idet det beskrevne arbejde ikke

kunne forklare lidelsen.

ØSTRE LANDRETS DOM

Sagen blev af skadelidte indbragt for Østre Landsret, der afsagde dom i

sagen den 13. maj 1992.

Landsretten udtalte, at det ved sagens afgørelse måtte lægges til grund,

at sagsøgeren den 21. september 1982 som led i et arbejde, han udførte på en

ikke usædvanlig måde, sammen med 3 arbejdskollegaer løftede et tungt

metalstativ, og at der under dette løft opstod et "knæk" i hans

ryg, der bevirkede en pludselig ændring af hans helbredstilstand. At løftet

og den hermed forbundne uhensigtsmæssige arbejdsstilling var den udløsende

faktor for sagsøgerens ryglidelse fandt støtte i en neurokirurgisk

speciallægeerklæring af 20. oktober

1987, ligesom det var opfattelsen i Retslæge-rådet, der havde haft sagen

forelagt under behandlingen i Landsretten, at hændelsen direkte forårsagede

rygskaden. Arbejdsskaden fandtes på denne baggrund at være et ulykkestilfælde

omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, hvorimod der ikke

fandtes grundlag for at henføre skaden under § 9, nr. 2, eller § 9, nr. 3,

jf. § 10.

HØJESTERETS DOM

Østre Landsrets dom blev indanket for Højesteret, der i en dom af 11.

januar 1993 udtalte, at den i forbindelse med løftet den 21. september 1982

opstående ændring af skadelidtes helbredstilstand ikke fandtes at være et

ulykkestilfælde, jf. § 9, nr. 1, i lov om ar-bejdsskadeforsikring. Allerede

som følge af den ringe tidsmæssige udstrækning af løftene af de omhandlede

stativer den nævnte dato tiltrådtes det, at lovens § 9, nr. 2, ikke fandt

anvendelse.

I dommen henvises der endvidere til, at skadelidte efter det oplyste fra

1973 og indtil skadens indtræden i 1982 - bortset fra tjeneste som soldat i

1976-1977 - havde været beskæftiget med arbejde, der indebar mange og

undertiden tunge løft og jævnligt nødvendiggjorde akavede og uhensigtsmæssige

arbejdsstillinger. Under hensyn hertil og til de foreliggende lægelige

udtalelser fandt Højesteret, at skadelidtes sygdom måtte anses for i

overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art, jf. lovens §

10, stk. 3, 1. pkt., 2. led, således at skadelidtes ryglidelse skulle

anerkendes som en arbejdsskade.

Højesteret tilsluttede sig således ikke den af Landsretten anlagte

definition af begrebet ulykkestilfælde, der betød en udvidelse i forhold til

den definition, der havde været an-vendt i praksis siden den første

ulykkesforsikringslov fra 1898, Efter denne definition af begrebet

ulykkestilfælde skal der være tale om en udefra kommende eller virkende, af

den sikredes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der har

skadelig påvirkning af den pågældendes helbredstilstand til følge.

KONSEKVENSER

Dommen vil i øvrigt blive overvejet i Arbejdsskadestyrelsens

erhvervssygdomsudvalg med henblik på en nærmere vurdering af konsekvenserne.

Højesterets dom vil blive kommenteret af en af de højesteretsdommere, der

deltog i afgørelsen af sagen. Kommentaren vil blive offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen.

Lignende dokumenter