Udgifter ved vejsyn
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udgifter ved vejsyn
I skrivelse af 21. december 1982 har De anmodet om en supplerende
udtalelse om vedlagte sag, der vedrører en klage fra N.N. over A kommunes
kendelse om en privat fællesvej.
De har anmodet om en redegørelse for, efter hvilke kriterier det i praksis
afgøres, om en udgift henhører under »udgifterne ved vejsynet«,
jfr. § 16, stk. 3, i privatvejsloven. De ønsker dernæst en begrundelse for,
at udgifterne til landindspektørassistance har kunnet henregnes til
udgifterne i forbindelse med afholdelse af vejsyn, og ønsker en nærmere
begrundelse for, at ministeriet har reduceret den refusionsberettigede del af
disse udgifter.
Ministeriet kan oplyse, at den pågældende bestemmelse i privatvejsloven
hidrører fra en tilsvarende bestemmelse i den nu ophævede lov af 14. april
1865 om istandsættelse og vedligeholdelse af private veje, til hvis
afbenyttelse flere er udelukkende berettigede, jfr. specielt lovens § 5,
hvorefter der ved kendelsen bl.a. må tages stilling til, hvorledes de
forskellige arbejdspræstationer samt udgifterne ved sagens behandling skulle
fordeles mellem de vedkommende.
Forarbejderne til denne lov er ganske omfattende, jfr. rigsdagstidende
1862/63, 1863/64 og 1864/65, men omtaler kun i begrænset omfang spørgsmålet
om de omkostninger, der kan henføres til begrebet »udgifter ved sagens
behandling«. Der er dog visse fortolkningsbidrag til, hvad
lovgivningerne havde tænkt på. Der omtales udgifter til tilvejebringelse af
kort, udskrifter af retsprotokoller eller deslige, udgifter til indvarsling
(Tillæg B 1862/63, sp. 450), udgifter til kendelsens forkyndelse
(landstingets forhandlinger 1864/65, sp. 863). En del af drøftelserne angik
udgifter til ankeinstansen, hvor man overvejede landvæsenskommissionerne, med
deraf følgende udgifter til diæter og kørselsgodtgørelse, eller amtsrådene,
hvor man diskuterede, om disses medlemmer burde have diæter og
kørselsgodtgørelse. Man fandt på den ene side, at man burde undgå diæter og
Læs alt
kørselsgodtgørelse i et sådant omfang, at de som oftest langt ville overstige
den værdi, der er genstand for selve vejens istandsættelse. På den anden side
fandt man, at udgifterne ved ankebehandling måtte være så store, at de
forhindrede temerær anke. Det må erindres, at der i 1865 ikke var generelle
regler om diæter og kørselsgodtgørelse for medlemmer af kommunale og
antskommunale råd, og at reglen om »kørselsgodtgørelse« til
amtsrådets medlemmer var udtryk for en særregel i disse sager.
Ministeriet er i øvrigt ikke bekendt med litteratur, der behandler
spørgsmålet om, hvad man forstår ved »udgifter til sagens
behandling«, eller retsafgørelser eller tidligere administrativ praksis
på området.
Efter 1865-loven var kommunens opgave alene at optræde som
voldgiftsinstans mellem de vejberettigede, når disse ikke selv kunne blive
enige om spørgsmål vedrørende vejenes vedligeholdelse. Da de nugældende
bestemmelser i privatvejlovens afsnit II i princippet er en videreførelse af
bestemmelsen i 1865-loven, må kommunens opgave fortsat i det væsentlige være
at optræde som voldgiftsinstans, i hvert fald når initiativet til
forretningen kommer fra de private. Det er på den baggrund ministeriets
opfattelse, at en kommune kan kræve alle udgifter i forbindelse med sin
optræden som voldgiftsinstans i henhold til privatvejslovens kapitel 6 dækket
af lodsejerne. Der skal dog være en rimelig relation mellem udgifternes
størrelse og sagens betydning, ligesom udgifterne må kunne individualiseres
og konkret kunne henføres til forretningen.
Kommunen må inden for disse rammer være berettiget til at skønne over,
hvorvidt sagen kan gennemføres ved hjælp af eget personale, eller om der er
behov for fremmed hjælp, f.eks. landinspektørassistance.
Dette betyder, at ministeriet som klageinstans er indstillet på at
acceptere udgifter til fremskaffelse eller udarbejdelse af kortmateriale,
udskrifter af dokumenter, udgifter til indvarsling og offentliggørelse af
beslutninger (porto, annoncering), mødelokaler, fortæring under mødet, diæter
til kommunalbestyrelsesmedlemmer og nødvendig sagkyndig assistance. Hvad det
sidstnævnte angår, finder ministeriet ikke, at det kan påhvile mindre
kommunale forvaltninger at have medarbejdere med speciel sagkundskab i disse
sager, der som nævnt har karakter af voldgift i privatretlige tvister.
Derimod finder ministeriet, at kommunalbestyrelsen ikke kan medregne
udgifter fastsat i overensstemmelse med det antal timer, de ansatte i
forvaltningen anvender på opgaven.
Det er ikke ualmindeligt, at kommunerne benytter landinspektørassistance
ved vejsyn også ved private fællesveje på landet. Landinspektørens opgave er
da sædvanligvis ikke blot at oplyse om matrikulære forhold, herunder
spørgsmålet om, hvem der har vejret til den pågældende vej, men også at
fremskaffe og eventuelt udarbejde kortmateriale m.v. Ministeriet kan
bekræfte, at ministeriet efter en telefonisk drøftelse med A kommune har
foretaget en skønsmæssig reduktion af honoraret, idet udgifterne vedrørende
konflikten om vejbredde og vejbeliggenhed ikke kan anses for at vedrøre
vejsynet. Kommunen havde ikke tidligere været ude for at skulle afholde en
egentlig vejsynsforretning, og selv om kendelsen var ret ukompliceret, kunne
det dog efter ministeriets opfattelse ikke siges at være urimeligt, at et
beløb på i alt 1.222 kr. blev anvendt til landinspektørassistance.
De har endelig ønsket en begrundelse for, at udgifterne til forsamlingshus
og annoncer har kunnet medtages som vejsynsudgift.
Hertil kan ministeriet henvise til det overanførte om, at det principielt
er alle de udgifter, der med rimelighed kan henføres til vejsynet, der kan
kræves dækket. Det er da også almindeligt forekommende, at udgifter til
kaffebord og leje af lokale kræves refunderet af lodsejerne i forbindelse med
disse forretninger.
Officielle noter
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
Lignende dokumenter
- Tvangsinddrivning af vejbidrag Retsinformation · 1. oktober 1997
- Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen Retsinformation · 18. september 2001
- Påbud om vejreparation. Kundgørelse Retsinformation · 18. september 2001
- Privatretlige aftaler som grundlag for udgiftsfordeling Retsinformation · 1. oktober 1997
- Udgifter til vejsyn i byområder Retsinformation · 1. oktober 1997
- Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel Retsinformation · 2. oktober 2002