Spring til indhold

Retsinformation

Udgifter ved vejsyn

KEN nr 17115 af 20/01/1983Endelig adm. afgørelseBy-, Land- og Transportministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udgifter ved vejsyn

I skrivelse af 21. december 1982 har De anmodet om en supplerende

udtalelse om vedlagte sag, der vedrører en klage fra N.N. over A kommunes

kendelse om en privat fællesvej.

De har anmodet om en redegørelse for, efter hvilke kriterier det i praksis

afgøres, om en udgift henhører under »udgifterne ved vejsynet«,

jfr. § 16, stk. 3, i privatvejsloven. De ønsker dernæst en begrundelse for,

at udgifterne til landindspektørassistance har kunnet henregnes til

udgifterne i forbindelse med afholdelse af vejsyn, og ønsker en nærmere

begrundelse for, at ministeriet har reduceret den refusionsberettigede del af

disse udgifter.

Ministeriet kan oplyse, at den pågældende bestemmelse i privatvejsloven

hidrører fra en tilsvarende bestemmelse i den nu ophævede lov af 14. april

1865 om istandsættelse og vedligeholdelse af private veje, til hvis

afbenyttelse flere er udelukkende berettigede, jfr. specielt lovens § 5,

hvorefter der ved kendelsen bl.a. må tages stilling til, hvorledes de

forskellige arbejdspræstationer samt udgifterne ved sagens behandling skulle

fordeles mellem de vedkommende.

Forarbejderne til denne lov er ganske omfattende, jfr. rigsdagstidende

1862/63, 1863/64 og 1864/65, men omtaler kun i begrænset omfang spørgsmålet

om de omkostninger, der kan henføres til begrebet »udgifter ved sagens

behandling«. Der er dog visse fortolkningsbidrag til, hvad

lovgivningerne havde tænkt på. Der omtales udgifter til tilvejebringelse af

kort, udskrifter af retsprotokoller eller deslige, udgifter til indvarsling

(Tillæg B 1862/63, sp. 450), udgifter til kendelsens forkyndelse

(landstingets forhandlinger 1864/65, sp. 863). En del af drøftelserne angik

udgifter til ankeinstansen, hvor man overvejede landvæsenskommissionerne, med

deraf følgende udgifter til diæter og kørselsgodtgørelse, eller amtsrådene,

hvor man diskuterede, om disses medlemmer burde have diæter og

kørselsgodtgørelse. Man fandt på den ene side, at man burde undgå diæter og

Læs alt

kørselsgodtgørelse i et sådant omfang, at de som oftest langt ville overstige

den værdi, der er genstand for selve vejens istandsættelse. På den anden side

fandt man, at udgifterne ved ankebehandling måtte være så store, at de

forhindrede temerær anke. Det må erindres, at der i 1865 ikke var generelle

regler om diæter og kørselsgodtgørelse for medlemmer af kommunale og

antskommunale råd, og at reglen om »kørselsgodtgørelse« til

amtsrådets medlemmer var udtryk for en særregel i disse sager.

Ministeriet er i øvrigt ikke bekendt med litteratur, der behandler

spørgsmålet om, hvad man forstår ved »udgifter til sagens

behandling«, eller retsafgørelser eller tidligere administrativ praksis

på området.

Efter 1865-loven var kommunens opgave alene at optræde som

voldgiftsinstans mellem de vejberettigede, når disse ikke selv kunne blive

enige om spørgsmål vedrørende vejenes vedligeholdelse. Da de nugældende

bestemmelser i privatvejlovens afsnit II i princippet er en videreførelse af

bestemmelsen i 1865-loven, må kommunens opgave fortsat i det væsentlige være

at optræde som voldgiftsinstans, i hvert fald når initiativet til

forretningen kommer fra de private. Det er på den baggrund ministeriets

opfattelse, at en kommune kan kræve alle udgifter i forbindelse med sin

optræden som voldgiftsinstans i henhold til privatvejslovens kapitel 6 dækket

af lodsejerne. Der skal dog være en rimelig relation mellem udgifternes

størrelse og sagens betydning, ligesom udgifterne må kunne individualiseres

og konkret kunne henføres til forretningen.

Kommunen må inden for disse rammer være berettiget til at skønne over,

hvorvidt sagen kan gennemføres ved hjælp af eget personale, eller om der er

behov for fremmed hjælp, f.eks. landinspektørassistance.

Dette betyder, at ministeriet som klageinstans er indstillet på at

acceptere udgifter til fremskaffelse eller udarbejdelse af kortmateriale,

udskrifter af dokumenter, udgifter til indvarsling og offentliggørelse af

beslutninger (porto, annoncering), mødelokaler, fortæring under mødet, diæter

til kommunalbestyrelsesmedlemmer og nødvendig sagkyndig assistance. Hvad det

sidstnævnte angår, finder ministeriet ikke, at det kan påhvile mindre

kommunale forvaltninger at have medarbejdere med speciel sagkundskab i disse

sager, der som nævnt har karakter af voldgift i privatretlige tvister.

Derimod finder ministeriet, at kommunalbestyrelsen ikke kan medregne

udgifter fastsat i overensstemmelse med det antal timer, de ansatte i

forvaltningen anvender på opgaven.

Det er ikke ualmindeligt, at kommunerne benytter landinspektørassistance

ved vejsyn også ved private fællesveje på landet. Landinspektørens opgave er

da sædvanligvis ikke blot at oplyse om matrikulære forhold, herunder

spørgsmålet om, hvem der har vejret til den pågældende vej, men også at

fremskaffe og eventuelt udarbejde kortmateriale m.v. Ministeriet kan

bekræfte, at ministeriet efter en telefonisk drøftelse med A kommune har

foretaget en skønsmæssig reduktion af honoraret, idet udgifterne vedrørende

konflikten om vejbredde og vejbeliggenhed ikke kan anses for at vedrøre

vejsynet. Kommunen havde ikke tidligere været ude for at skulle afholde en

egentlig vejsynsforretning, og selv om kendelsen var ret ukompliceret, kunne

det dog efter ministeriets opfattelse ikke siges at være urimeligt, at et

beløb på i alt 1.222 kr. blev anvendt til landinspektørassistance.

De har endelig ønsket en begrundelse for, at udgifterne til forsamlingshus

og annoncer har kunnet medtages som vejsynsudgift.

Hertil kan ministeriet henvise til det overanførte om, at det principielt

er alle de udgifter, der med rimelighed kan henføres til vejsynet, der kan

kræves dækket. Det er da også almindeligt forekommende, at udgifter til

kaffebord og leje af lokale kræves refunderet af lodsejerne i forbindelse med

disse forretninger.

Officielle noter

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

Lignende dokumenter