Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej.
Hjemmel
Det fremgik af sagen at
Stenløse Kommune den 11. august 1998 afsagde kendelse om istandsættelse af
den
private fællesvej X-vej på den del af vejen som var beliggende i byzone. Af
kendelsen fremgik bl.a. følgende:
”Den 2. maj 1998 afholdtes
vejsyn på den private fællesvej (X)-vej, på strækningen beliggende i byzone,
på
begæring af grundejerforeningen (G), som ønskede vejen istandsat.
På mødet udleverede Stenløse Kommune forslag
til istandsættelse samt partsfordeling. Ved skrivelse af den 14.5.1998 har
Stenløse Kommune oplyst, at eftersom andre end ejerne af de tilgrænsende
parceller pålægges at deltage i udgiften til vejens istandsættelse, opdeles
udgifterne således at ejendomme i byzone, der har stiadgang, afholder 5%, og
ejendomme i landzone, der har kørende adgang, bidrager med 95% af udgifterne
til istandsættelsen.
Grundejerforeningerne (H) og
(G) bidrager med lige store parter. Lodsejere fra landzone bidrager i henhold
til eksisterende partsfordeling.”
Kommunen afsagde kendelse om
istandsættelse og udgiftsfordeling i overensstemmelse hermed. I den nævnte
skrivelse af 14. maj 1998 havde kommunen som hjemmel for inddragelse af
ejerne
i landzone henvist til privatvejslovens § 58.
I brev af 28. august 1998
klagede A på vegne af flere grundejere i landzone til Trafikministeriet. A
anførte bl.a. at grundejerne i landzoneområdet ikke kunne pålægges at betale
for istandsættelse af en vej i byzone, og at kommunen i sit brev af 14. maj
Læs alt
1998 til grundejerne ikke med rette kunne henvise til privatvejslovens § 58
som
hjemmel for partsfordelingen. Endvidere anførte A at vejens tilstand skyldtes
en kloaknedlægning, og at udgiften til reparation derfor påhvilede ejeren af
ledningen. Endelig gjorde A gældende at vejen i byzone var en offentlig vej,
og
A henviste i den forbindelse til et ekspropriationsforlig fra 1968 om
afståelse
af en vejret mod etablering af anden vejadgang til offentlig bivej.
Stenløse Kommune skrev i
brev af 9. september 1998 til Trafikministeriet bl.a. at vejens tilstand
efter
kommunens opfattelse ikke skyldtes kloakanlægget, men alene at vejen ikke var
vedligeholdt de sidste 25 år.
I brev af 2. november 1998
til Vejdirektoratet, som pr. 1. oktober 1998 fik overført vejsager fra
ministeriet, kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter.
Stenløse Kommune oplyste i
brev af 16. februar 1999 til Vejdirektoratet at X-vej var en privat
fællesvej,
og vedlagde del af kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. X-vej var
ikke opført heri. Kommunen anførte desuden bl.a. følgende:
”I forbindelse med
byggemodningen af udstykningen nord for (X)-vej, er der i 1972 etableret en
kloakledning i (X)-vej.
Det er anført, at der er
sætninger omkring brøndene på ca. 4 cm, som skyldes mangelfuld komprimering
af
kloakgraven.
Efter kommunens mening
skyldes niveauforskellen, at vejen ikke er dimensioneret til den trafik, der
benytter vejen i dag, samt at vejen ikke har været vedligeholdt i over 25 år.
Det er anført, at vejretten
til den private fællesvej over matr.nr. ( ) er eksproprieret ved
åstedsforretning den 10.8.1968. Der kan hertil oplyses, at der i referat fra
åstedsforretningen er anført, at vejretten regnes afstået fra det tidspunkt,
der er etableret adgang til henholdsvis (Y)-vej og (Z)-vej.
Da vejprojektet for (Z)-vej
er opgivet, er der fortsat vejadgang frem til (Y)-vej.”
I brev af 18. april 1999 til
Vejdirektoratet kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter,
og A bad Vejdirektoratet sørge for at kommunen overholdt det omtalte forlig.
I brev af 26. april 1999 til
Vejdirektoratet fremsatte A yderligere bemærkninger.
Af Vejdirektoratets
afgørelse af 24. januar 2000 fremgik bl.a. følgende:
”Vejdirektoratet kan oplyse,
at Vejdirektoratet som klagemyndighed efter privatvejslovens § 7, stk. 1,
alene
kan tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til, om en vejmyndighed
har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn, som en vejmyndighed kan
udøve inden for lovens rammer. Klagefristen er efter lovens § 7, stk. 3, 4
uger
fra den dag afgørelsen er meddelt.
Vejdirektoratets kompetence
som klagemyndighed er således begrænset til den aktuelle kendelse af 11.
august
1998, retlige spørgsmål og egentlige afgørelser.
Vejdirektoratet kan således
ikke i dag tage stilling til eventuelle afgørelser fra 1960’erne eller
1970’erne, til tekniske spørgsmål, herunder om kloakkerne i sin tid er
anlagt
på teknisk forsvarlig vis, eller til eventuelle aftaler mellem kommunen og
grundejerne.
Vejdirektoratet må efter det
oplyste lægge til grund for sin afgørelse, at der ikke foreligger nogen form
for dokumentation for, at kommunen på noget tidspunkt udtrykkeligt har
truffet
en lovlig beslutning om, at (X)-vej skal administreres som offentlig vej, jf.
definitionen af offentlig vej i lov om offentlige veje § 1, og at vejen
derfor
har status af privat fællesvej.
Der kan herom henvises til
det tidligere oplyste om, at kommunen i 1968 ikke lovligt kunne overtage en
vej
som offentlig vej uden amtets samtykke. Det samme gjaldt anlæg af nye
offentlige veje. Der kan herom henvises til § 14, stk. 4, og § 18, stk. 3, i
den dagældende lov om bestyrelse af de offentlige veje. Som følge heraf kunne
kommunen
heller ikke uden amtets samtykke lovligt indgå aftaler om disse forhold.
Det forhold, at det i 1968
var forudsat, at ejendommene i landzone skulle have adgang til en planlagt nu
opgivet offentlig vej, således at adgangen via (X)-vej kun skulle være
midlertidig, kan hverken efter dagældende eller efter nugældende lovgivning
føre til, at (X)-vej uden en udtrykkelig beslutning herom nu er en offentlig
vej.
Efter privatvejslovens § 57,
stk. 1, påhviler istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i
byzone (afsnit III område) ejerne af de tilgrænsende ejendomme. Når et
arbejde
udføres som et samlet arbejde under vejmyndighedens kontrol, skal udgifterne
til dette arbejde efter lovens § 62, stk. 1, fordeles mellem ejerne af de
tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen.
Da vejen er beliggende i et
område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og
fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen
af udgifterne jf. Trafikministeriets udtalelse af 24. maj 1991, som
Vejdirektoratet kan tilslutte sig, gennemføres dels efter reglerne i lovens
kap. 10 for så vidt angår ejendommene i afsnit III-området, dels efter
privatvejslovens § 17 for så vidt angår ejendommene i afsnit II-området.
Dette bør ske ved, at
kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne
mellem
ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens
faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af
udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem
ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, medens den del af udgifterne,
der vedrører ejendommene i afsnit II fordeles mellem de vejberettigede efter
brug af vejen, jf. bestemmelsen i privatvejslovens § 17.
Spørgsmålet om, hvilken
betydning vejen har for ejendommene i henholdsvis afsnit III området og
afsnit
II området beror på et skøn, som Vejdirektoratet ikke kan tage stilling til,
idet dog bemærkes, at Vejdirektoratet efter det oplyste ikke finder grundlag
for at antage, at kommunen ved udøvelsen af skønnet har varetaget
uvedkommende
hensyn.
Vejdirektoratet finder
herefter, at Stenløse Kommunes kendelse af 11. august 1998 har den fornødne
hjemmel i privatvejslovens regler og dermed er lovlig.
Vejdirektoratet er dog af
den opfattelse, at kommunen for at opfylde kravet om begrundelse i
forvaltningslovens § 24, stk. 1, burde have anført en mere præcis hjemmel for
sin beslutning i selve kendelsen. Vejdirektoratet er således enig med Dem i,
at
det er ukorrekt, når kommunen i sit brev af 14. maj 1998 anfører, at
grundejerne i afsnit II-området er inddraget i sagen med hjemmel i
privatvejslovens § 58. Denne mangel kan efter Vejdirektoratet dog ikke føre
til, at kommunen pålægges at genoptage med henblik på at afsige en ny
kendelse
med en mere præcis hjemmelsangivelse.
Vejdirektoratet finder
herefter ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen.
Spørgsmålet om, hvorvidt de
vejberettigede grundejere, der er sat i bidrag til vedligeholdelse af vejen,
har et økonomisk krav mod kommunen som vejmyndighed eller ejeren af den
kloakledning, som efter Deres opfattelse er skyld i vejens dårlige stand,
fordi
kloakarbejdet er udført uforsvarligt, er et privatretligt spørgsmål, som
henhører under domstolene. Det må i givet fald vurderes, om et eventuelt
erstatningskrav må anses for forældet.”
Vejdirektoratet har i
afgørelsen henvist til Trafikministeriets brev af 24. maj 1991 hvoraf bl.a.
fremgik følgende:
”Den omtalte strækning er
beliggende i et sommerhusområde, der administreres efter bestemmelserne i
privatvejslovens afsnit III. Vejen fortsætter i landzoneområde, der er
omfattet
af lovens afsnit II. Kommunen har i bidragsfordelingen medtaget dels ejerne
af
de til den pågældende strækning grænsende ejendomme, dels de øvrige ejendomme
i
grundejerforeningens område og endelig tre ejendomme beliggende langs vejens
fortsættelse i landzone. Bidraget er fordelt med lige mange parter på hver
ejendom.
Da vejen er beliggende i et
område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og
fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen
gennemføres dels efter reglerne i vejbidragslovens § 11 for så vidt angår
ejendommene i afsnit III-området, dels efter privatvejslovens § 17 for så
vidt
angår ejendommene i afsnit II-området.
Dette bør ske ved, at
kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne
mellem
ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens
faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af
udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem
ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, efter fordelingsbestemmelserne
i
vejbidragslovens § 11, medens den del af udgifterne, der vedrører ejendommene
i
afsnit II fordeles efter bestemmelsen i privatvejslovens § 17.”
I brev af 9. februar 2000
fastholdt Vejdirektoratet sin afgørelse.
Herefter klagede A til mig.
Jeg bad Vejdirektoratet om en udtalelse bl.a. om det hjemmelsmæssige grundlag
for at pålægge lodsejerne i landzone at betale en del af udgifterne for
istandsættelsen af den del af X-vej som ligger i byzone.
Vejdirektoratet har i brev
af 25. september 2000 bl.a. udtalt følgende:
”Med hensyn til den aktuelle
klage over Vejdirektoratet kan Vejdirektoratet henvise til sine besvarelser
af
24. januar og 9. februar 2000 til den pågældende.
Som det fremgår, har
kommunen i sit brev af 9. september 1998 anført, at vejens dårlige stand ikke
skyldes en kloakering, foretaget for ca. 25 år siden, men vejens manglende
vedligeholdelse i den mellemliggende periode. Disse forhold kan
Vejdirektoratet
ikke vurdere i dag.
Spørgsmålet om, hvorvidt
kommunen i forbindelse med kloakeringen har pådraget sig et økonomisk ansvar
i
forhold til de vejberettigede henhører under domstolene, og dette er meddelt
klageren.
Spørgsmålet om de
forpligtelser, kommunen har påtaget sig i forbindelse med ekspropriationen af
vejretten til (X)-vej, og deres eventuelle betydning for den aktuelle
kendelse
henhører ligeledes under domstolene. Dette er præciseret i Vejdirektoratets
seneste brev af 9. februar 2000 til klageren.
Med hensyn til hjemmelen
for, at ejendommene i landzone er inddraget i istandsættelsen af (X)-vej har
Vejdirektoratet meddelt klageren, at kommunen fejlagtigt har benyttet
bestemmelsen i privatvejslovens § 58 i stedet for en analogi af bestemmelsen
i
lovens § 17. Vejdirektoratet kan i denne forbindelse oplyse følgende:
Privatvejsloven er som
omtalt delt op i et landzoneafsnit (afsnit II) og et byzoneafsnit (afsnit
III).
Loven tager i kraft af denne opdeling – der er historisk betinget –
ikke
stilling til den i øvrigt ikke sjældent forekommende særlige situation, hvor
en
privat fællesvej både betjener ejendomme i byzone og ejendomme i landzone,
f.eks. ved at den private fællesvej forløber fra landzone til byzone eller
omvendt, eller forløber på grænsen mellem by- og landzone. Der har derfor i
praksis vist sig at være behov for at disse situationer løses ved en
udfyldende
fortolkning af loven.
Efter Vejdirektoratets
vurdering vil det i et tilfælde som det foreliggende være utilfredsstillende
for de brugere, der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser
inddrages i en fordeling af udgifterne til istandsættelsen af den pågældende
vej, såfremt andre brugere, der rent faktisk gør tilsvarende brug af vejen og
dermed har bidraget til nedslidning af vejen, ikke inddrages i fordelingen.
For så vidt angår
strækninger i landzone, der benyttes af ejendomme i byzone, vil
bestemmelserne
i privatvejslovens afsnit II kunne finde direkte anvendelse, i det omfang de
pågældende – uanset beliggenheden i byzone – er vejberettigede
brugere af den
pågældende vej, jf. lovens § 17. Her er der således ikke stillet krav til
beliggenheden af ejendommene jf. udtrykket ’tilgrænsende ejendomme’
i lovens §§
57 og 62.
For så vidt angår
strækninger i byzone, der benyttes af ejendomme uden for byzonen, rummer
privatvejsloven ingen direkte muligheder for at inddrage ejerne af
landzoneejendomme i bidragsfordelingen. Det kan formentlig ske efter § 58,
hvorefter
vejmyndigheden kan inddrage andre end ejerne af de tilgrænsende ejendomme i
vedligeholdelsen, men kun såfremt deres benyttelse skønnes i særlig grad at
medføre slid på vejen. Da denne betingelse ikke altid kan tænkes opfyldt, fx
hvis landzonebrugernes slid på vejen ikke adskiller sig væsentligt fra de
øvrige vejbrugeres slid, har Trafikministeriet og efterfølgende
Vejdirektoratet
fundet det naturligt at løse problemet ved en analogi efter lovens § 17 i de
nævnte tilfælde, jf. vedlagte kopi af Trafikministeriets udtalelse af 17.
januar 1978 og den i sagen omtalte udtalelse af 24. maj 1991.
Den løsning, som
Trafikministeriet har valgt og som fortsat anvises af Vejdirektoratet, er en
kombineret brug af reglerne i afsnit II og afsnit III. Den indebærer, at den
samlede vejstrækning som udgangspunkt opfattes som beliggende i landzone. For
så vidt angår fordelingen af vedligeholdelsesarbejderne eller udgifterne
hertil
mellem by- og landzoneejendommene er der således tale om en analog anvendelse
af bestemmelsen i privatvejslovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug,
som
by- henholdsvis landzoneejendommene gør af vejen.
De udgifter der herved
henføres til ejendommene i landzone fordeles herefter på normal måde mellem
landzoneejendommene efter den enkelte vejberettigets brug af den pågældende
vej. Ved brugen lægges der efter sædvanlig praksis vægt på bl.a. karakteren
af
benyttelsen (fx landbrug, anden erhvervsvirksomhed, parcelhus, sommerhus) og
den benyttede vejlængde.
I den her foreliggende sag,
hvor vejen alene anvendes som sti for ejendommene i byzoneområdet og som
adgangsvej for kørende trafik for ejendommene i landzoneområdet, må denne
skæve
brug af vejen naturligvis afspejle sig markant i bidragsfordelingen.
Det samlede bidrag for de
ejendomme, der grænser til vejen i byzone, fordeles efter reglerne i
privatvejslovens afsnit III mellem ejerne af de tilgrænsende byzoneejendomme
ved anvendelse af fordelingsreglerne i vejbidragslovens § 11.
Vejdirektoratet forudsætter
i øvrigt, at bidragsfordelingen gennemføres i overensstemmelse med de
formelle
procedurer, der er beskrevet i privatvejsloven.
Den nævnte løsning har været
anvendt i praksis i hvert fald siden 1978, jf. Trafikministeriets udtalelse
af
17. januar 1978, der er offentliggjort i GadJura: Vejlove.
Alternativet til den nævnte
løsning måtte i givet fald være, at de grundejere, der kommer til at udrede
hele udgiften til vejistandsættelsen i byzone, efterfølgende og på
privatretligt grundlag rejser krav mod ejerne af landzoneejendommene om
godtgørelse af den del af deres udgifter, der svarer til de pågældendes slid
på
vejen.”
I brev af 2. oktober
2000
kommenterede A Vejdirektoratets
udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
”
1. Vejens status som privat fællesvej
§ 1 i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997) har
denne ordlyd:
’
§ 1.
Ved offentlige veje forstås i denne lov de veje, gader, broer og pladser, der
er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat, amtskommune
eller kommune i henhold til lov om offentlige veje.’
For at en vej kan anses som en offentlig vej efter loven, kræves det således
at vejen administreres af det offentlige. Det følger af lov om offentlige
veje (lovbekendtgørelse nr. 711 af 11. september 1997) § 8, stk. 1, at
vejbestyrelserne skal udarbejde fortegnelser over de offentlige veje under
deres bestyrelse.
Stenløse Kommune har oplyst at (X)-vej er en privat fællesvej. Vejen er ikke
optaget i kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. Der foreligger ikke
oplysninger i sagen om at kommunen skulle have truffet beslutning om at ændre
vejens status til en offentlig vej. Jeg har derfor ikke grundlag for at
tilsidesætte Vejdirektoratets afgørelse om at (X)-vej må anses for en privat
fællesvej.
2. Hjemmelsgrundlaget for at inddrage lodsejere i landzone i
udgiftsfordelingen
Privatvejslovens kapitel 4 har denne ordlyd:
’Kapitel 4
Lovens anvendelsesområde
§ 13.
I områder, der er byzone, jf. lov om by- og landzoner, samt i Københavns
Kommune finder reglerne i nærværende lovs afsnit I, III og IV anvendelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at reglerne i denne lovs afsnit I,
III og IV endvidere skal finde anvendelse i andre stedligt begrænsede
områder.
Stk. 3. I områder, der ikke
er omfattet af stk. 1 og 2, finder reglerne i afsnit I, II og IV anvendelse.
Stk. 4. Private fællesveje,
der er beliggende i områder omfattet af stk. 1 og 2, men som udelukkende
tjener
til brug for landbrug, skovbrug og fiskeri, er omfattet af bestemmelserne om
vejudlæg i afsnit III og i øvrigt af reglerne i § 14, stk. 5, og §§ 15-20,
medmindre andet bestemmes af vejmyndigheden.
Stk. 5. Beslutninger efter
stk. 2 og stk. 4 er først gyldige, når de på vejmyndighedens foranledning har
været offentliggjort i stedlige blade efter vejmyndighedens bestemmelse.
Stk. 6. ’
Lovens afsnit II omfatter
’private fællesveje på landet’, og lovens afsnit III omfatter
’private
fællesveje i byer og bymæssige områder’.
Sondringen mellem områder i
byzone og i landzone blev indført ved privatvejsloven af 1972 (lov nr. 288 af
7. juni 1972 om private fællesveje). Loven bygger på en betænkning vedrørende
forslag til lov om private fællesveje og lov om vejbidrag af 25. juni 1964,
betænkning nr. 367/1964. Af betænkningens kapitel I, afsnit D, pkt. 3, s. 19,
fremgår bl.a. følgende:
’Udvalget har dernæst overvejet,
om det måtte være muligt at give ensartede regler om istandsættelse og
vedligeholdelse af private fællesveje i by og på land, således at den
hidtidige
forskel mellem gadeloven og vejvedtægterne på den ene side og 1865-loven på
den
anden side kunne bortfalde. Som nærmere angivet i kap. II, er det imidlertid
udvalgets opfattelse, at vejenes helt forskellige funktioner i by og på land
afgørende taler imod, at de samme regler i så henseende gennemføres i begge
områder. Også reglerne om udlæg af private fællesveje bør efter udvalgets
opfattelse være forskellige i by og på land.
Udvalget har imidlertid
bl.a. for at fremme overskueligheden foreslået, at de to sæt regler om
private
veje samles i én lov. For så vidt muligt at harmonisere lovreglerne om de
private
veje foreslås afgrænsningen mellem reglerne for købstæderne og de bymæssige
områder på den ene side og reglerne for det åbne land på den anden side
foretaget efter tilsvarende retningslinier som i landsbyggeloven af 1960. Det
foreslås derfor i § 4 i udkastet til lov om private fællesveje, at de mere
indgående regler i lovens afsnit III skal finde anvendelse på private
fællesveje i købstæderne, Frederiksberg, flækkerne samt sådanne bymæssige
kommuner, som har en samlet bebyggelse med mere end 1.000 indbyggere, eller
som
i øvrigt har tilvejebragt vejvedtægt, medens de mindre vidtgående regler i
lovens afsnit II i øvrigt finder anvendelse, jfr. nærmere nedenfor under kap.
II. Ligesom efter landsbyggeloven skal der efter udkastet være mulighed for
på
landet at indføre de mere indgående regler, hvis en sommerhusudvikling eller
anden bebyggelse kan forventes.’
Under behandlingen af
lovforslaget om privatvejsloven blev det vedtaget at lovens anvendelsesområde
efter § 13 skulle formuleres således at man lod den allerede bestående
opdeling
i byzoner og landzoner være kriterium for om de strengere bestemmelser i
forslagets afsnit III eller de mindre indgående regler i afsnit II fandt
anvendelse, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg B, sp. 2211ff.
Af cirkulære nr. 134 af 6.
december 1985 om lov om private fællesveje, afsnit I, kapitel 4, fremgår
bl.a.
følgende:
’
6.
Loven indeholder et sæt enkle regler – afsnit II – der primært
gælder for private fællesveje på landet, og et sæt mere indgående regler
–
afsnit III – der primært gælder i byer og bymæssig områder.
Afgrænsningen
mellem land og by er fastlagt i § 13, jfr. nedenfor.
Reglerne i afsnit III gælder
umiddelbart i områder, der er byzone, samt i Københavns Kommune.
Kommunalbestyrelsen kan
bestemme, at reglerne i afsnit III skal gælde i andre stedligt begrænsede
områder, eksempelvis i sommerhusområder og bysamfund i landzoneområde. En
sådan
beslutning er først gyldig, når den ved vejmyndighedens foranstaltning har
været offentliggjort i stedlige blade, jfr. § 13, stk. 5. Det bemærkes
herved,
at sommerhusområder ikke er byzone, jfr. lov om by- og landzoner,
lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, § 2, uanset om denne benyttelse
er fastlagt i bygningsvedtægt, byplanvedtægt og lokalplan. Hvis lovens afsnit
III skal finde anvendelse i disse områder, må vejmyndigheden benytte sig af
den
ovennævnte mulighed.
De mindre vidtgående regler
i afsnit II gælder i alle øvrige områder. For private fællesveje, der er
beliggende i afsnit III område, men som udelukkende tjener til brug for
landbrug, skovbrug eller fiskeri, gælder efter § 13, stk. 4, den særregel, at
kun reglerne i afsnit III om vejudlæg – §§ 21-43 – finder
anvendelse. I øvrigt
gælder reglerne i afsnit II – §§ 14, stk. 5, og 15-20 – for disse
veje.
Vejmyndigheden kan dog bestemme, at alle reglerne i afsnit III skal gælde for
sådanne veje. Også disse beslutninger er først gyldige, når de har været
offentliggjort i stedlige blade.’
Loven indeholder ikke andre
muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end dem der er
angivet i § 13.
Loven indeholder ikke
særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone. Den indeholder
således heller ingen særregler om en situation som den foreliggende hvor der
for en vej der ligger i både byzone og landzone, træffes beslutning om
istandsættelse af den del af vejen som er beliggende i byzone mens resten af
vejen i landzone ikke istandsættes.
Jeg må forstå
Vejdirektoratets udtalelse således at direktoratet mener at privatvejsloven
ikke kan finde direkte anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. I
stedet
har direktoratet valgt en kombineret brug af reglerne i afsnit II og III
således at den samlede vejstrækning opfattes som beliggende i landzone.
Fordelingen af udgifterne er herefter foretaget ved en analog anvendelse af
lovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug som by-, henholdsvis
landzoneejendommene gør af vejen. Direktoratet har henvist til at denne
løsning
har været anvendt i praksis i hvert fald siden 1978. Som begrundelse for
ordningen har direktoratet henvist til at det vil være utilfredsstillende for
de brugere der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser inddrages i
en fordeling af udgifterne til istandsættelse, såfremt andre brugere der rent
faktisk gør tilsvarende brug af vejen og dermed har bidraget til nedslidning
af
vejen, ikke inddrages i fordelingen. Endvidere ville alternativet til
ordningen
være at de grundejere der udredte hele udgiften, efterfølgende og på
privatretligt grundlag rejste krav mod ejerne i landzone om godtgørelse af
den
del af udgifterne der svarede til de pågældendes slid på vejen.
Som nævnt indeholder loven
ikke andre muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end
dem
der er angivet i § 13. På baggrund af forarbejderne til denne bestemmelse er
det min opfattelse at det ikke har været intentionen at der skulle være andre
fravigelsesmuligheder end dem der er udførligt omtalt i § 13. Veje med forløb
i
både by- og landzone fandtes også dengang reglen blev vedtaget. Når der til
trods herfor ikke blev fastsat særregler for disse veje, må det antages at
man
ikke ønskede sådanne særregler. Da lovens almindelige bestemmelser således er
anvendelige i en sag som denne, er de almindelige forudsætninger for
anvendelse
af analogislutninger ikke tilstede. Heller ikke den af direktoratet nævnte
praksis på området kan på denne baggrund antages at have retsskabende
virkning.
Mulighederne for fravigelser må derfor anses for udtømmende angivet i § 13.
Kommunen har ikke truffet en
beslutning som nævnt i § 13, stk. 2, og de øvrige fravigelsesmuligheder i
stk.
4 og 6 kan ikke anvendes i den foreliggende sag. Der ses således ikke at være
hjemmel til den af Vejdirektoratet anvendte kombination af reglerne i afsnit
II
og III uanset om dette måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Lovens
almindelige regler om istandsættelse af veje i byzone må derfor anvendes i en
sag som den foreliggende. Hvis der efter Vejdirektoratets opfattelse bør
gælde
særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone, må disse
indføres
ved en ændring af privatvejsloven.
Jeg mener det er kritisabelt
at Vejdirektoratet traf afgørelse på et forkert regelgrundlag. Jeg har
henstillet til Vejdirektoratet at genoptage sagen og træffe en anden
afgørelse
på baggrund af det jeg har anført, og jeg har i den forbindelse meddelt at
jeg
går ud fra at direktoratet inden der træffes fornyet afgørelse, vil inddrage
de
berørte parter i overensstemmelse med det almindelige kontradiktionsprincip.
Jeg har bedt om underretning om Vejdirektoratets fornyede afgørelse.
Som følge heraf har jeg ikke
tilstrækkelig grund til at behandle de øvrige spørgsmål som sagen
rejser.”
Lignende dokumenter
- Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen Retsinformation · 18. september 2001
- Tvangsinddrivning af vejbidrag Retsinformation · 1. oktober 1997
- Påbud om vejreparation. Kundgørelse Retsinformation · 18. september 2001
- Istandsættelse af privat fællesvej Partshøring. Udsættelse. Vejledning Retsinformation · 25. februar 2005
- Forslag til Lov om private fællesveje Retsinformation · 17. december 2010
- Istandsættelse af overkørsel til privat fællesvej Retsinformation · 1. oktober 1997