Spring til indhold

Retsinformation

Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel

FOU nr 2001.495UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej.

Hjemmel

Det fremgik af sagen at

Stenløse Kommune den 11. august 1998 afsagde kendelse om istandsættelse af

den

private fællesvej X-vej på den del af vejen som var beliggende i byzone. Af

kendelsen fremgik bl.a. følgende:

”Den 2. maj 1998 afholdtes

vejsyn på den private fællesvej (X)-vej, på strækningen beliggende i byzone,

på

begæring af grundejerforeningen (G), som ønskede vejen istandsat.

På mødet udleverede Stenløse Kommune forslag

til istandsættelse samt partsfordeling. Ved skrivelse af den 14.5.1998 har

Stenløse Kommune oplyst, at eftersom andre end ejerne af de tilgrænsende

parceller pålægges at deltage i udgiften til vejens istandsættelse, opdeles

udgifterne således at ejendomme i byzone, der har stiadgang, afholder 5%, og

ejendomme i landzone, der har kørende adgang, bidrager med 95% af udgifterne

til istandsættelsen.

Grundejerforeningerne (H) og

(G) bidrager med lige store parter. Lodsejere fra landzone bidrager i henhold

til eksisterende partsfordeling.”

Kommunen afsagde kendelse om

istandsættelse og udgiftsfordeling i overensstemmelse hermed. I den nævnte

skrivelse af 14. maj 1998 havde kommunen som hjemmel for inddragelse af

ejerne

i landzone henvist til privatvejslovens § 58.

I brev af 28. august 1998

klagede A på vegne af flere grundejere i landzone til Trafikministeriet. A

anførte bl.a. at grundejerne i landzoneområdet ikke kunne pålægges at betale

for istandsættelse af en vej i byzone, og at kommunen i sit brev af 14. maj

Læs alt

1998 til grundejerne ikke med rette kunne henvise til privatvejslovens § 58

som

hjemmel for partsfordelingen. Endvidere anførte A at vejens tilstand skyldtes

en kloaknedlægning, og at udgiften til reparation derfor påhvilede ejeren af

ledningen. Endelig gjorde A gældende at vejen i byzone var en offentlig vej,

og

A henviste i den forbindelse til et ekspropriationsforlig fra 1968 om

afståelse

af en vejret mod etablering af anden vejadgang til offentlig bivej.

Stenløse Kommune skrev i

brev af 9. september 1998 til Trafikministeriet bl.a. at vejens tilstand

efter

kommunens opfattelse ikke skyldtes kloakanlægget, men alene at vejen ikke var

vedligeholdt de sidste 25 år.

I brev af 2. november 1998

til Vejdirektoratet, som pr. 1. oktober 1998 fik overført vejsager fra

ministeriet, kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter.

Stenløse Kommune oplyste i

brev af 16. februar 1999 til Vejdirektoratet at X-vej var en privat

fællesvej,

og vedlagde del af kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. X-vej var

ikke opført heri. Kommunen anførte desuden bl.a. følgende:

”I forbindelse med

byggemodningen af udstykningen nord for (X)-vej, er der i 1972 etableret en

kloakledning i (X)-vej.

Det er anført, at der er

sætninger omkring brøndene på ca. 4 cm, som skyldes mangelfuld komprimering

af

kloakgraven.

Efter kommunens mening

skyldes niveauforskellen, at vejen ikke er dimensioneret til den trafik, der

benytter vejen i dag, samt at vejen ikke har været vedligeholdt i over 25 år.

Det er anført, at vejretten

til den private fællesvej over matr.nr. ( ) er eksproprieret ved

åstedsforretning den 10.8.1968. Der kan hertil oplyses, at der i referat fra

åstedsforretningen er anført, at vejretten regnes afstået fra det tidspunkt,

der er etableret adgang til henholdsvis (Y)-vej og (Z)-vej.

Da vejprojektet for (Z)-vej

er opgivet, er der fortsat vejadgang frem til (Y)-vej.”

I brev af 18. april 1999 til

Vejdirektoratet kommenterede A kommunens brev. A fastholdt sine klagepunkter,

og A bad Vejdirektoratet sørge for at kommunen overholdt det omtalte forlig.

I brev af 26. april 1999 til

Vejdirektoratet fremsatte A yderligere bemærkninger.

Af Vejdirektoratets

afgørelse af 24. januar 2000 fremgik bl.a. følgende:

”Vejdirektoratet kan oplyse,

at Vejdirektoratet som klagemyndighed efter privatvejslovens § 7, stk. 1,

alene

kan tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til, om en vejmyndighed

har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn, som en vejmyndighed kan

udøve inden for lovens rammer. Klagefristen er efter lovens § 7, stk. 3, 4

uger

fra den dag afgørelsen er meddelt.

Vejdirektoratets kompetence

som klagemyndighed er således begrænset til den aktuelle kendelse af 11.

august

1998, retlige spørgsmål og egentlige afgørelser.

Vejdirektoratet kan således

ikke i dag tage stilling til eventuelle afgørelser fra 1960’erne eller

1970’erne, til tekniske spørgsmål, herunder om kloakkerne i sin tid er

anlagt

på teknisk forsvarlig vis, eller til eventuelle aftaler mellem kommunen og

grundejerne.

Vejdirektoratet må efter det

oplyste lægge til grund for sin afgørelse, at der ikke foreligger nogen form

for dokumentation for, at kommunen på noget tidspunkt udtrykkeligt har

truffet

en lovlig beslutning om, at (X)-vej skal administreres som offentlig vej, jf.

definitionen af offentlig vej i lov om offentlige veje § 1, og at vejen

derfor

har status af privat fællesvej.

Der kan herom henvises til

det tidligere oplyste om, at kommunen i 1968 ikke lovligt kunne overtage en

vej

som offentlig vej uden amtets samtykke. Det samme gjaldt anlæg af nye

offentlige veje. Der kan herom henvises til § 14, stk. 4, og § 18, stk. 3, i

den dagældende lov om bestyrelse af de offentlige veje. Som følge heraf kunne

kommunen

heller ikke uden amtets samtykke lovligt indgå aftaler om disse forhold.

Det forhold, at det i 1968

var forudsat, at ejendommene i landzone skulle have adgang til en planlagt nu

opgivet offentlig vej, således at adgangen via (X)-vej kun skulle være

midlertidig, kan hverken efter dagældende eller efter nugældende lovgivning

føre til, at (X)-vej uden en udtrykkelig beslutning herom nu er en offentlig

vej.

Efter privatvejslovens § 57,

stk. 1, påhviler istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i

byzone (afsnit III område) ejerne af de tilgrænsende ejendomme. Når et

arbejde

udføres som et samlet arbejde under vejmyndighedens kontrol, skal udgifterne

til dette arbejde efter lovens § 62, stk. 1, fordeles mellem ejerne af de

tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen.

Da vejen er beliggende i et

område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og

fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen

af udgifterne jf. Trafikministeriets udtalelse af 24. maj 1991, som

Vejdirektoratet kan tilslutte sig, gennemføres dels efter reglerne i lovens

kap. 10 for så vidt angår ejendommene i afsnit III-området, dels efter

privatvejslovens § 17 for så vidt angår ejendommene i afsnit II-området.

Dette bør ske ved, at

kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne

mellem

ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens

faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af

udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem

ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, medens den del af udgifterne,

der vedrører ejendommene i afsnit II fordeles mellem de vejberettigede efter

brug af vejen, jf. bestemmelsen i privatvejslovens § 17.

Spørgsmålet om, hvilken

betydning vejen har for ejendommene i henholdsvis afsnit III området og

afsnit

II området beror på et skøn, som Vejdirektoratet ikke kan tage stilling til,

idet dog bemærkes, at Vejdirektoratet efter det oplyste ikke finder grundlag

for at antage, at kommunen ved udøvelsen af skønnet har varetaget

uvedkommende

hensyn.

Vejdirektoratet finder

herefter, at Stenløse Kommunes kendelse af 11. august 1998 har den fornødne

hjemmel i privatvejslovens regler og dermed er lovlig.

Vejdirektoratet er dog af

den opfattelse, at kommunen for at opfylde kravet om begrundelse i

forvaltningslovens § 24, stk. 1, burde have anført en mere præcis hjemmel for

sin beslutning i selve kendelsen. Vejdirektoratet er således enig med Dem i,

at

det er ukorrekt, når kommunen i sit brev af 14. maj 1998 anfører, at

grundejerne i afsnit II-området er inddraget i sagen med hjemmel i

privatvejslovens § 58. Denne mangel kan efter Vejdirektoratet dog ikke føre

til, at kommunen pålægges at genoptage med henblik på at afsige en ny

kendelse

med en mere præcis hjemmelsangivelse.

Vejdirektoratet finder

herefter ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen.

Spørgsmålet om, hvorvidt de

vejberettigede grundejere, der er sat i bidrag til vedligeholdelse af vejen,

har et økonomisk krav mod kommunen som vejmyndighed eller ejeren af den

kloakledning, som efter Deres opfattelse er skyld i vejens dårlige stand,

fordi

kloakarbejdet er udført uforsvarligt, er et privatretligt spørgsmål, som

henhører under domstolene. Det må i givet fald vurderes, om et eventuelt

erstatningskrav må anses for forældet.”

Vejdirektoratet har i

afgørelsen henvist til Trafikministeriets brev af 24. maj 1991 hvoraf bl.a.

fremgik følgende:

”Den omtalte strækning er

beliggende i et sommerhusområde, der administreres efter bestemmelserne i

privatvejslovens afsnit III. Vejen fortsætter i landzoneområde, der er

omfattet

af lovens afsnit II. Kommunen har i bidragsfordelingen medtaget dels ejerne

af

de til den pågældende strækning grænsende ejendomme, dels de øvrige ejendomme

i

grundejerforeningens område og endelig tre ejendomme beliggende langs vejens

fortsættelse i landzone. Bidraget er fordelt med lige mange parter på hver

ejendom.

Da vejen er beliggende i et

område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, og

fortsætter i et område, der er omfattet af lovens afsnit II, skal fordelingen

gennemføres dels efter reglerne i vejbidragslovens § 11 for så vidt angår

ejendommene i afsnit III-området, dels efter privatvejslovens § 17 for så

vidt

angår ejendommene i afsnit II-området.

Dette bør ske ved, at

kommunen indledningsvis foretager en skønsmæssig opdeling af udgifterne

mellem

ejendommene i afsnit III og ejendommene i afsnit II på grundlag af vejens

faktiske betydning for ejendommene i de pågældende områder. Den del af

udgifterne, der herefter vedrører afsnit III-ejendommene, fordeles mellem

ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, efter fordelingsbestemmelserne

i

vejbidragslovens § 11, medens den del af udgifterne, der vedrører ejendommene

i

afsnit II fordeles efter bestemmelsen i privatvejslovens § 17.”

I brev af 9. februar 2000

fastholdt Vejdirektoratet sin afgørelse.

Herefter klagede A til mig.

Jeg bad Vejdirektoratet om en udtalelse bl.a. om det hjemmelsmæssige grundlag

for at pålægge lodsejerne i landzone at betale en del af udgifterne for

istandsættelsen af den del af X-vej som ligger i byzone.

Vejdirektoratet har i brev

af 25. september 2000 bl.a. udtalt følgende:

”Med hensyn til den aktuelle

klage over Vejdirektoratet kan Vejdirektoratet henvise til sine besvarelser

af

24. januar og 9. februar 2000 til den pågældende.

Som det fremgår, har

kommunen i sit brev af 9. september 1998 anført, at vejens dårlige stand ikke

skyldes en kloakering, foretaget for ca. 25 år siden, men vejens manglende

vedligeholdelse i den mellemliggende periode. Disse forhold kan

Vejdirektoratet

ikke vurdere i dag.

Spørgsmålet om, hvorvidt

kommunen i forbindelse med kloakeringen har pådraget sig et økonomisk ansvar

i

forhold til de vejberettigede henhører under domstolene, og dette er meddelt

klageren.

Spørgsmålet om de

forpligtelser, kommunen har påtaget sig i forbindelse med ekspropriationen af

vejretten til (X)-vej, og deres eventuelle betydning for den aktuelle

kendelse

henhører ligeledes under domstolene. Dette er præciseret i Vejdirektoratets

seneste brev af 9. februar 2000 til klageren.

Med hensyn til hjemmelen

for, at ejendommene i landzone er inddraget i istandsættelsen af (X)-vej har

Vejdirektoratet meddelt klageren, at kommunen fejlagtigt har benyttet

bestemmelsen i privatvejslovens § 58 i stedet for en analogi af bestemmelsen

i

lovens § 17. Vejdirektoratet kan i denne forbindelse oplyse følgende:

Privatvejsloven er som

omtalt delt op i et landzoneafsnit (afsnit II) og et byzoneafsnit (afsnit

III).

Loven tager i kraft af denne opdeling – der er historisk betinget –

ikke

stilling til den i øvrigt ikke sjældent forekommende særlige situation, hvor

en

privat fællesvej både betjener ejendomme i byzone og ejendomme i landzone,

f.eks. ved at den private fællesvej forløber fra landzone til byzone eller

omvendt, eller forløber på grænsen mellem by- og landzone. Der har derfor i

praksis vist sig at være behov for at disse situationer løses ved en

udfyldende

fortolkning af loven.

Efter Vejdirektoratets

vurdering vil det i et tilfælde som det foreliggende være utilfredsstillende

for de brugere, der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser

inddrages i en fordeling af udgifterne til istandsættelsen af den pågældende

vej, såfremt andre brugere, der rent faktisk gør tilsvarende brug af vejen og

dermed har bidraget til nedslidning af vejen, ikke inddrages i fordelingen.

For så vidt angår

strækninger i landzone, der benyttes af ejendomme i byzone, vil

bestemmelserne

i privatvejslovens afsnit II kunne finde direkte anvendelse, i det omfang de

pågældende – uanset beliggenheden i byzone – er vejberettigede

brugere af den

pågældende vej, jf. lovens § 17. Her er der således ikke stillet krav til

beliggenheden af ejendommene jf. udtrykket ’tilgrænsende ejendomme’

i lovens §§

57 og 62.

For så vidt angår

strækninger i byzone, der benyttes af ejendomme uden for byzonen, rummer

privatvejsloven ingen direkte muligheder for at inddrage ejerne af

landzoneejendomme i bidragsfordelingen. Det kan formentlig ske efter § 58,

hvorefter

vejmyndigheden kan inddrage andre end ejerne af de tilgrænsende ejendomme i

vedligeholdelsen, men kun såfremt deres benyttelse skønnes i særlig grad at

medføre slid på vejen. Da denne betingelse ikke altid kan tænkes opfyldt, fx

hvis landzonebrugernes slid på vejen ikke adskiller sig væsentligt fra de

øvrige vejbrugeres slid, har Trafikministeriet og efterfølgende

Vejdirektoratet

fundet det naturligt at løse problemet ved en analogi efter lovens § 17 i de

nævnte tilfælde, jf. vedlagte kopi af Trafikministeriets udtalelse af 17.

januar 1978 og den i sagen omtalte udtalelse af 24. maj 1991.

Den løsning, som

Trafikministeriet har valgt og som fortsat anvises af Vejdirektoratet, er en

kombineret brug af reglerne i afsnit II og afsnit III. Den indebærer, at den

samlede vejstrækning som udgangspunkt opfattes som beliggende i landzone. For

så vidt angår fordelingen af vedligeholdelsesarbejderne eller udgifterne

hertil

mellem by- og landzoneejendommene er der således tale om en analog anvendelse

af bestemmelsen i privatvejslovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug,

som

by- henholdsvis landzoneejendommene gør af vejen.

De udgifter der herved

henføres til ejendommene i landzone fordeles herefter på normal måde mellem

landzoneejendommene efter den enkelte vejberettigets brug af den pågældende

vej. Ved brugen lægges der efter sædvanlig praksis vægt på bl.a. karakteren

af

benyttelsen (fx landbrug, anden erhvervsvirksomhed, parcelhus, sommerhus) og

den benyttede vejlængde.

I den her foreliggende sag,

hvor vejen alene anvendes som sti for ejendommene i byzoneområdet og som

adgangsvej for kørende trafik for ejendommene i landzoneområdet, må denne

skæve

brug af vejen naturligvis afspejle sig markant i bidragsfordelingen.

Det samlede bidrag for de

ejendomme, der grænser til vejen i byzone, fordeles efter reglerne i

privatvejslovens afsnit III mellem ejerne af de tilgrænsende byzoneejendomme

ved anvendelse af fordelingsreglerne i vejbidragslovens § 11.

Vejdirektoratet forudsætter

i øvrigt, at bidragsfordelingen gennemføres i overensstemmelse med de

formelle

procedurer, der er beskrevet i privatvejsloven.

Den nævnte løsning har været

anvendt i praksis i hvert fald siden 1978, jf. Trafikministeriets udtalelse

af

17. januar 1978, der er offentliggjort i GadJura: Vejlove.

Alternativet til den nævnte

løsning måtte i givet fald være, at de grundejere, der kommer til at udrede

hele udgiften til vejistandsættelsen i byzone, efterfølgende og på

privatretligt grundlag rejser krav mod ejerne af landzoneejendommene om

godtgørelse af den del af deres udgifter, der svarer til de pågældendes slid

på

vejen.”

I brev af 2. oktober

2000

kommenterede A Vejdirektoratets

udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”

1. Vejens status som privat fællesvej

§ 1 i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997) har

denne ordlyd:

’

§ 1.

Ved offentlige veje forstås i denne lov de veje, gader, broer og pladser, der

er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat, amtskommune

eller kommune i henhold til lov om offentlige veje.’

For at en vej kan anses som en offentlig vej efter loven, kræves det således

at vejen administreres af det offentlige. Det følger af lov om offentlige

veje (lovbekendtgørelse nr. 711 af 11. september 1997) § 8, stk. 1, at

vejbestyrelserne skal udarbejde fortegnelser over de offentlige veje under

deres bestyrelse.

Stenløse Kommune har oplyst at (X)-vej er en privat fællesvej. Vejen er ikke

optaget i kommunens vejfortegnelse over offentlige veje. Der foreligger ikke

oplysninger i sagen om at kommunen skulle have truffet beslutning om at ændre

vejens status til en offentlig vej. Jeg har derfor ikke grundlag for at

tilsidesætte Vejdirektoratets afgørelse om at (X)-vej må anses for en privat

fællesvej.

2. Hjemmelsgrundlaget for at inddrage lodsejere i landzone i

udgiftsfordelingen

Privatvejslovens kapitel 4 har denne ordlyd:

’Kapitel 4

Lovens anvendelsesområde

§ 13.

I områder, der er byzone, jf. lov om by- og landzoner, samt i Københavns

Kommune finder reglerne i nærværende lovs afsnit I, III og IV anvendelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at reglerne i denne lovs afsnit I,

III og IV endvidere skal finde anvendelse i andre stedligt begrænsede

områder.

Stk. 3. I områder, der ikke

er omfattet af stk. 1 og 2, finder reglerne i afsnit I, II og IV anvendelse.

Stk. 4. Private fællesveje,

der er beliggende i områder omfattet af stk. 1 og 2, men som udelukkende

tjener

til brug for landbrug, skovbrug og fiskeri, er omfattet af bestemmelserne om

vejudlæg i afsnit III og i øvrigt af reglerne i § 14, stk. 5, og §§ 15-20,

medmindre andet bestemmes af vejmyndigheden.

Stk. 5. Beslutninger efter

stk. 2 og stk. 4 er først gyldige, når de på vejmyndighedens foranledning har

været offentliggjort i stedlige blade efter vejmyndighedens bestemmelse.

Stk. 6. ’

Lovens afsnit II omfatter

’private fællesveje på landet’, og lovens afsnit III omfatter

’private

fællesveje i byer og bymæssige områder’.

Sondringen mellem områder i

byzone og i landzone blev indført ved privatvejsloven af 1972 (lov nr. 288 af

7. juni 1972 om private fællesveje). Loven bygger på en betænkning vedrørende

forslag til lov om private fællesveje og lov om vejbidrag af 25. juni 1964,

betænkning nr. 367/1964. Af betænkningens kapitel I, afsnit D, pkt. 3, s. 19,

fremgår bl.a. følgende:

’Udvalget har dernæst overvejet,

om det måtte være muligt at give ensartede regler om istandsættelse og

vedligeholdelse af private fællesveje i by og på land, således at den

hidtidige

forskel mellem gadeloven og vejvedtægterne på den ene side og 1865-loven på

den

anden side kunne bortfalde. Som nærmere angivet i kap. II, er det imidlertid

udvalgets opfattelse, at vejenes helt forskellige funktioner i by og på land

afgørende taler imod, at de samme regler i så henseende gennemføres i begge

områder. Også reglerne om udlæg af private fællesveje bør efter udvalgets

opfattelse være forskellige i by og på land.

Udvalget har imidlertid

bl.a. for at fremme overskueligheden foreslået, at de to sæt regler om

private

veje samles i én lov. For så vidt muligt at harmonisere lovreglerne om de

private

veje foreslås afgrænsningen mellem reglerne for købstæderne og de bymæssige

områder på den ene side og reglerne for det åbne land på den anden side

foretaget efter tilsvarende retningslinier som i landsbyggeloven af 1960. Det

foreslås derfor i § 4 i udkastet til lov om private fællesveje, at de mere

indgående regler i lovens afsnit III skal finde anvendelse på private

fællesveje i købstæderne, Frederiksberg, flækkerne samt sådanne bymæssige

kommuner, som har en samlet bebyggelse med mere end 1.000 indbyggere, eller

som

i øvrigt har tilvejebragt vejvedtægt, medens de mindre vidtgående regler i

lovens afsnit II i øvrigt finder anvendelse, jfr. nærmere nedenfor under kap.

II. Ligesom efter landsbyggeloven skal der efter udkastet være mulighed for

på

landet at indføre de mere indgående regler, hvis en sommerhusudvikling eller

anden bebyggelse kan forventes.’

Under behandlingen af

lovforslaget om privatvejsloven blev det vedtaget at lovens anvendelsesområde

efter § 13 skulle formuleres således at man lod den allerede bestående

opdeling

i byzoner og landzoner være kriterium for om de strengere bestemmelser i

forslagets afsnit III eller de mindre indgående regler i afsnit II fandt

anvendelse, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg B, sp. 2211ff.

Af cirkulære nr. 134 af 6.

december 1985 om lov om private fællesveje, afsnit I, kapitel 4, fremgår

bl.a.

følgende:

’

6.

Loven indeholder et sæt enkle regler – afsnit II – der primært

gælder for private fællesveje på landet, og et sæt mere indgående regler

–

afsnit III – der primært gælder i byer og bymæssig områder.

Afgrænsningen

mellem land og by er fastlagt i § 13, jfr. nedenfor.

Reglerne i afsnit III gælder

umiddelbart i områder, der er byzone, samt i Københavns Kommune.

Kommunalbestyrelsen kan

bestemme, at reglerne i afsnit III skal gælde i andre stedligt begrænsede

områder, eksempelvis i sommerhusområder og bysamfund i landzoneområde. En

sådan

beslutning er først gyldig, når den ved vejmyndighedens foranstaltning har

været offentliggjort i stedlige blade, jfr. § 13, stk. 5. Det bemærkes

herved,

at sommerhusområder ikke er byzone, jfr. lov om by- og landzoner,

lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, § 2, uanset om denne benyttelse

er fastlagt i bygningsvedtægt, byplanvedtægt og lokalplan. Hvis lovens afsnit

III skal finde anvendelse i disse områder, må vejmyndigheden benytte sig af

den

ovennævnte mulighed.

De mindre vidtgående regler

i afsnit II gælder i alle øvrige områder. For private fællesveje, der er

beliggende i afsnit III område, men som udelukkende tjener til brug for

landbrug, skovbrug eller fiskeri, gælder efter § 13, stk. 4, den særregel, at

kun reglerne i afsnit III om vejudlæg – §§ 21-43 – finder

anvendelse. I øvrigt

gælder reglerne i afsnit II – §§ 14, stk. 5, og 15-20 – for disse

veje.

Vejmyndigheden kan dog bestemme, at alle reglerne i afsnit III skal gælde for

sådanne veje. Også disse beslutninger er først gyldige, når de har været

offentliggjort i stedlige blade.’

Loven indeholder ikke andre

muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end dem der er

angivet i § 13.

Loven indeholder ikke

særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone. Den indeholder

således heller ingen særregler om en situation som den foreliggende hvor der

for en vej der ligger i både byzone og landzone, træffes beslutning om

istandsættelse af den del af vejen som er beliggende i byzone mens resten af

vejen i landzone ikke istandsættes.

Jeg må forstå

Vejdirektoratets udtalelse således at direktoratet mener at privatvejsloven

ikke kan finde direkte anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. I

stedet

har direktoratet valgt en kombineret brug af reglerne i afsnit II og III

således at den samlede vejstrækning opfattes som beliggende i landzone.

Fordelingen af udgifterne er herefter foretaget ved en analog anvendelse af

lovens § 17, dvs. en fordeling efter den brug som by-, henholdsvis

landzoneejendommene gør af vejen. Direktoratet har henvist til at denne

løsning

har været anvendt i praksis i hvert fald siden 1978. Som begrundelse for

ordningen har direktoratet henvist til at det vil være utilfredsstillende for

de brugere der efter en direkte anvendelse af lovens bestemmelser inddrages i

en fordeling af udgifterne til istandsættelse, såfremt andre brugere der rent

faktisk gør tilsvarende brug af vejen og dermed har bidraget til nedslidning

af

vejen, ikke inddrages i fordelingen. Endvidere ville alternativet til

ordningen

være at de grundejere der udredte hele udgiften, efterfølgende og på

privatretligt grundlag rejste krav mod ejerne i landzone om godtgørelse af

den

del af udgifterne der svarede til de pågældendes slid på vejen.

Som nævnt indeholder loven

ikke andre muligheder for at fravige opdelingen mellem afsnit II og III end

dem

der er angivet i § 13. På baggrund af forarbejderne til denne bestemmelse er

det min opfattelse at det ikke har været intentionen at der skulle være andre

fravigelsesmuligheder end dem der er udførligt omtalt i § 13. Veje med forløb

i

både by- og landzone fandtes også dengang reglen blev vedtaget. Når der til

trods herfor ikke blev fastsat særregler for disse veje, må det antages at

man

ikke ønskede sådanne særregler. Da lovens almindelige bestemmelser således er

anvendelige i en sag som denne, er de almindelige forudsætninger for

anvendelse

af analogislutninger ikke tilstede. Heller ikke den af direktoratet nævnte

praksis på området kan på denne baggrund antages at have retsskabende

virkning.

Mulighederne for fravigelser må derfor anses for udtømmende angivet i § 13.

Kommunen har ikke truffet en

beslutning som nævnt i § 13, stk. 2, og de øvrige fravigelsesmuligheder i

stk.

4 og 6 kan ikke anvendes i den foreliggende sag. Der ses således ikke at være

hjemmel til den af Vejdirektoratet anvendte kombination af reglerne i afsnit

II

og III uanset om dette måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Lovens

almindelige regler om istandsættelse af veje i byzone må derfor anvendes i en

sag som den foreliggende. Hvis der efter Vejdirektoratets opfattelse bør

gælde

særlige regler for veje der ligger i både byzone og landzone, må disse

indføres

ved en ændring af privatvejsloven.

Jeg mener det er kritisabelt

at Vejdirektoratet traf afgørelse på et forkert regelgrundlag. Jeg har

henstillet til Vejdirektoratet at genoptage sagen og træffe en anden

afgørelse

på baggrund af det jeg har anført, og jeg har i den forbindelse meddelt at

jeg

går ud fra at direktoratet inden der træffes fornyet afgørelse, vil inddrage

de

berørte parter i overensstemmelse med det almindelige kontradiktionsprincip.

Jeg har bedt om underretning om Vejdirektoratets fornyede afgørelse.

Som følge heraf har jeg ikke

tilstrækkelig grund til at behandle de øvrige spørgsmål som sagen

rejser.”

Lignende dokumenter