Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning.
Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen
Det fremgik af sagens akter
at Teknik- og Miljøudvalget i K Kommune den 19. december 1994 besluttede at
meddele berørte lodsejere at man påtænkte at istandsætte vejen X og en del af
vejen Y. Begge veje var private fællesveje. Beslutningen blev truffet efter
skriftlige henvendelser fra en lodsejer der fandt at X trængte til
istandsættelse,
og efter at man på den baggrund havde indhentet en redegørelse af 8. december
1994 om vejenes tilstand fra det rådgivende ingeniørfirma C. Af redegørelsen
fremgik bl.a. følgende:
“Under gennemgangen kunne det
konstateres, at huller i ’stamvejen’ er opfyldt med asfaltaffald,
murbrokker,
gamle tagplader, stabilt grus m.m.
’Sidevejene’ består
hovedsageligt af ’bløde veje’ med græsvækst afstrøet med
strandskaller i køresporene.
Vejens tilstand taget i
betragtning, skønnes det rimeligt at forespørge lodsejerne til en
istandsættelse.
Jvf. bestemmelserne i
lovbekendtgørelse nr. 625 (Privatvejsloven) af 21. juli 1993, § 13, stk. 2,
kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at lovens afsnit III skal finde anvendelse i
andre stedligt begrænsede områder (f.eks. sommerhusområder).
Med kommunalbestyrelsens
bemyndigelse, kan teknik & miljøudvalget (Vejmyndigheden), således
undlade
at afholde vejsyn, idet det jo kan være vanskeligt at samle lodsejere i et
Læs alt
sommerhusområde.
I stedet for kan udvalget,
jvf. § 59, stk. 2, gennemføre en ’påtænkt beslutning om istandsættelse
af
vejen’.
Ved en sådan fremgangsmåde
skal enhver som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, gennem en
meddelelse, gøres bekendt med indholdet af beslutningen.
I meddelelsen fastsættes en
frist på ikke under 3 uger for adgang over for udvalget at fremkomme med
indsigelser og ændringsforslag.
Det er normal praksis, at
udgiften ved en vejistandsættelse skal pålægges de grunde, der grænser til
vejen.
Imidlertid kan vejmyndigheden
bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne til de
tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne ved istandsættelsen, såfremt
deres benyttelse, af vejmyndigheden, skønnes
i særlig grad
at medføre slid på vejen.
Vejmyndigheden kan endvidere
træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i færdselsmæssig
henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes som ét samlet
arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem samtlige
bidragspligtige under ét.
Omstående kunne komme på tale
i det konkrete tilfælde, da (X) er sammenhængende med (Y) mod syd, og
tydeligvis
også vejbetjener dette område.
En efterfølgende besigtigelse
af (Y) viser, at vejanlægget fra (X) til ’plantagen’ er i samme
dårlige stand
som stamvejen i (X).
Det omtalte vejstykke
betjener 11 parceller.
Endvidere kunne det
konstateres, at rørlægningen af det offentlige vandløb under vejen i skel
mellem
de 2 veje er nedkørt og skal retableres.
Det skal herefter anbefales,
at der gennemføres en istandsættelse af (X) samt en del af (Y), jf. vedlagte
forslag til ’Meddelelse’ til direkte berørte lodsejere i (X) og (Y)
(i alt 35
parceller, jf. vedlagte plan, mål 1:4.000).”
Den 22. december 1994 blev
denne meddelelse herefter sendt ud til de berørte lodsejere:
“Teknik & Miljøudvalget
har i sit møde den 19. december 1994 vedtaget en påtænkt beslutning om
istandsættelse af vejen (X) samt en del af (Y), jf. bestemmelserne i
lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 (Privatvejsloven).
Der påtænkes truffet beslutning
med tilhørende udgiftsfordeling om, at vejen i en bredde af
3.0 m
befæstes med 10 -
15 cm
stabilt grus.
Med baggrund i et foreløbigt
overslag vil bidraget pr. parcel andrage ca. 4.800,00 kr.
Indsigelse eller
ændringsforslag må være tilstilet vejmyndigheden, (K) Kommune senest den 20.
januar 1995, jf. privatvejslovens § 59, stk.
2.”
Kommunen medsendte ikke kopi
af den ovennævnte ingeniørrapport eller andet materiale som lå til grund for
den påtænkte beslutning.
I brev af 16. januar 1995 til
K Kommune gjorde A og B, som sammen ejer to grunde beliggende på (X),
indsigelse mod den påtænkte beslutning. De skrev bl.a.
at
kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet,
at
der ikke havde været afholdt vejsyn,
at
der ikke var redegjort for hvorledes
byrdefordelingen var fastlagt og hvorledes man var kommet frem til beløbet
4.800 kr,
og at
vejen efter deres
opfattelse ikke trængte til en istandsættelse. Ved en istandsættelse frygtede
de at den gennemkørende trafik ville blive stærkt forøget.
Kommunen modtog også
indsigelser fra andre grundejere.
På baggrund af indsigelserne
indhentede kommunen den 14. februar 1995 en ny redegørelse fra C. Af denne
fremgik bl.a. følgende:
“
Hovedpunkter i forbindelse med
indsigelser:
37,5% af lodsejerne i (X) og
9,1% af lodsejere i (Y) har indsendt indsigelser.
Ud over almindelige spørgsmål
vedr. ønske om afholdelse af vejsyn, større vejbredder, vejenes almene
standard, udførelse m.v., går indsigelserne generelt på:
1) Vejenes benyttelse for
gennemkørende trafik, fra (N-vej) til (S-vej).
2) Udgiftsfordelingen.
ad pkt. 1) Det kan meget vel
forventes, at nogle grundejere vil fremsætte krav om en hensigtsmæssig
trafiksanering i medfør af færdselslovens § 40 - evt. en total spærring for
gennemkørende trafik i medfør af privatvejslovens § 44. Ved et evt. afslag
omkring foranstaltninger i medfør af § 44, pålægges vejmyndigheden jfr § 58,
stk. 2, pligt til at tage del i udgifterne ved vejens istandsættelse og
vedligeholdelse.
ad pkt. 2) Forslagene går
hovedsageligt på, at grundejerne, der udlejer deres sommerhus, skal betale en
større del af anlægs- og driftsudgifterne.
Forslag/konklusion:
Da det forudsættes, at (K)
Kommune ikke har nogen interesse i at deltage økonomisk i vejenes
istandsættelse, indstilles at istandsættelse af (X) og en del af (Y) udføres
som påtænkt, dog således at der ved (S-vej) og ved (N-vej) opsættes skilte
med
gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst).
Alternativt, at foretage
afspærring mellem de to veje og herefter kun istandsætte (X), hvorfra
vejsagen
er rejst.”
På et møde den 27. februar
1995 traf Trafik- og Miljøudvalget endelig beslutning om istandsættelse af
vejene. Af beslutningen fremgik følgende:
“Med henvisning til Byrådets
påtænkte beslutning om istandsættelse af den private fællesvej (X) og en del
af
den private fællesvej (Y), (K) Bad, som meddelt ved brev af 21. december
1994,
har Teknik- og Miljøudvalget truffet endelig beslutning om, at vejene
istandsættes som et samlet arbejde ved kommunens foranstaltning, men for de
forpligtedes regning.
Endelig beslutning.
1. Som bruger af vejene anses
de til enhver tid værende ejere af matr. nre. ( ), (K) Bad, som derfor anses
for at være forpligtet til at afholde udgifterne ved såvel anlæg som
vedligeholdelse
af vejene.
...
4. (X):
Vejstrækningen fra (S-vej)
til det rørlagte vandløb samt stikvejene istandsættes i deres samlede længde
578 lbm. med 3 m’s kørebane på følgende måde:
Eksisterende vejmateriale
udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at
der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug
og
10/15 cm mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.
Arbejdet udføres i h.t.
almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB
92’, og skal være udført inden 26. maj
1995.
5. (Y):
Vejstrækningen fra (N-vej)
mod syd, til rørlagte vandløb ved matr. nr. ( ) istandsættes fra det rørlagte
vandløb mod nord til skovbrynet ved matr.nr. ( ) mod syd i alt 352 lbm med 3
m’s kørebane på følgende måde:
Eksisterende vejmateriale
udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at
der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug
og
10/15 cm. mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.
Arbejdet skal udføres i h.t.
almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB
92’, og skal være udført inden 26. maj
1995.
6. Rørunderføringen under
vejen i skel mellem de 2 veje retableres med Ø
300 mm
rør.
7. Efter fuldførelsen af de
under pkt. 4, 5 og 6 nævnte arbejder beregnes bidrag i h.t. tilhørende
partsfordelingsliste. Udgifter til vedligeholdelse beregnes efter samme
partsfordeling.
Vejbidraget skal betales
kontant.
Opmærksomheden henledes på
bestemmelserne i § 7 i lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 og § 2 i
lovbekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985, hvorefter byrådets beslutning
for så vidt angår arbejdets udførelse alene kan ankes til Trafikministeriet,
Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K., hvad angår retslige spørgsmål.
Klagefristen er 4 uger.”
Beslutningen blev sendt til
de berørte lodsejere med brev af 15. marts 1995. Der blev samtidig sendt et
bidragsfordelingsskema hvoraf fremgik at der for hvert matr. nr. skulle
betales
4.805,90 kr.
I brev af 21. marts 1995 til
lodsejerne beklagede kommunen at der var sket en fejl ved beregningen af
udgifterne til istandsættelse af vejen idet det angivne overslag ikke var
tillagt moms. Der fremsendtes ny bidragsfordeling. Beløbet pr. matr. nr. var
heri udregnet til 6.007,37 kr.
Den 8. april 1995 klagede A
og andre lodsejere til Trafikministeriet over kommunens afgørelse. I sin
klage
skrev A bl.a.
at
vejen ikke trængte
til en så omfattende istandsættelse,
at
rørunderføring er et kommunalt anliggende,
at
den påtænkte istandsættelse ville gøre vejen farlig for “bløde
trafikanter” og
medføre forøget gennemgående trafik,
at
kommunen burde have afholdt vejsyn, og
at
kommunen havde ignoreret borgernes indsigelser. A anmodede om at klagen måtte
blive tillagt opsættende virkning. A og de andre lodsejere klagede samme dag
til Tilsynsrådet for Ribe Amt over K Kommunes sagsbehandling i forbindelse
med
afgørelsen.
Trafikministeriet bekræftede
den 5. maj 1995 modtagelsen af klagen og oplyste samtidig at man havde bedt K
Kommune om en udtalelse. Den 17. maj 1995 oplyste tilsynsrådet over for A at
man havde sendt hans klage til Trafikministeriet idet tilsynsrådet ikke som
generel tilsynsmyndighed kunne behandle en klage når klagen samtidig var
indbragt for og blev behandlet af en i lovgivningen særligt nævnt speciel
tilsynsmyndighed.
I brev af 19. maj 1995 afgav
K Kommune udtalelse til Trafikministeriet. Af udtalelsen fremgik bl.a.
følgende:
“Jeg har kort redegjort for
de forskellige klagepunkter, samt vedlagt kopi af journalark, redegørelse fra
(C) og udskrift af beslutningsprotokol.
·
Vejen er i dårlig stand og trænger til
istandsættelse, hvilket det rådgivende ingeniørfirma (C) også har redegjort
for.
·
Kommunen har ikke haft anlægsopgaver i
området, men renovationsvogn kommer en gang i ugen og slamsuger en gang om
året, hvilket vejen skal kunne klare.
·
Rørunderføring under private fællesveje er
lodsejernes anliggende og den nævnte rørunderføring er intakt, men vejen er
efterhånden skyllet ned i grøften. Rørunderføringen er en Ø 200 beton rør.
For
at forhindre at vejmaterialer fortsat skylles ned i grøften skal underføring
udskiftes og forlænges.
·
De private fællesveje i hele
sommerhusområdet på (K), tilstræbes at skal holde en bredde på
3 m
for at dæmpe hastigheden, ved større
vejbredder, kan der foretages forbikørsel af fodgænger og cyklister uden at
sænke hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde.
·
For at imødegå mere gennemgående trafik på
(X) og (Y), er det besluttet, at der skal opsættes skilte med gennemkørsel
forbudt (C21 tavle med undertekst).
·
Byrådet har besluttet, at
sommerhusområderne skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket
medfører at der ikke
skal
afholdes
vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele
landet, og enkelte er bosat i udlandet, derfor vil det ved afholdelse af
vejsyn
være svært at få samlet ret mange af lodsejerne. Ved en påtænkt
istandsættelse
har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende.
·
Hovedparten af indsigelserne var rettet mod
udgiftsfordelingen, hvor de ønskede en deling efter hvor meget sommerhuset
blev
benyttet, samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.”
Kommunens udtalelse med bilag
blev ikke sendt til A og de andre klagere med henblik på bemærkninger.
A skrev den 7. juni 1995 til
tilsynsrådet med anmodning om at sagen alligevel blev taget op til behandling
idet A havde fået det indtryk at Trafikministeriet kun tog stilling til den
tekniske side af sagen og ikke til de forvaltningsmæssige spørgsmål. Den 11.
juli 1995 anmodede tilsynsrådet Trafikministeriet om bemærkninger til det A
havde anført.
Den 27. juli 1995 sendte K
Kommune til Trafikministeriet dokumentation for at kommunen havde besluttet
at
anvende privatvejslovens afsnit I, III og IV i kommunens sommerhusområder.
Trafikministeriet bad den 3.
august 1995 K Kommune om at tage stilling til om kommunen skulle bidrage til
vejenes istandsættelse idet kommunen havde nægtet at foranledige vejene
lukket
for gennemkørsel. Samme dag bad Trafikministeriet Miljøstyrelsen om en
udtalelse
om hvorvidt istandsættelse og vedligeholdelse af det offentlige vandløb i det
foreliggende tilfælde skulle foretages efter vandløbslovens bestemmelser,
eller
om underløbet måtte anses for en del af vejen og derfor skulle istandsættes
efter privatvejslovens bestemmelser.
Ligeledes den 3. august 1995
besvarede Trafikministeriet tilsynsrådets henvendelse. Ministeriet oplyste at
det var ministeriets opfattelse at det var mest hensigtsmæssigt at
Trafikministeriet behandlede de spørgsmål A havde rejst over for tilsynsrådet
i
forbindelse med ministeriets behandling af A’s klage.
A modtog kopi af
Trafikministeriets breve til K Kommune og til Miljøstyrelsen. Ministeriet
oplyste
samtidig at man ikke kunne imødekomme A’s anmodning om at klagen måtte
blive
tillagt opsættende virkning idet der ikke sås at være begrundet tvivl om at K
Kommune havde hjemmel til at kræve det pågældende arbejde udført.
I brev af 16. august 1995 til
Trafikministeriet oplyste Miljøstyrelsen at vedligeholdelsen og
istandsættelsen
af den i sagen omhandlede rørunderføring for den private fællesvej ikke
henhørte under vandløbslovens regler, og at vedligeholdelsen således ikke
påhvilede vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af
kommunevandløbet.
Den 24. august 1995 skrev A
og andre lodsejere bl.a. følgende til K Kommune:
“...
Ifølge oplysninger fra
kommunens sagsmateriale er der fremkommet indsigelser og ændringsforslag fra
flere lodsejere, ligesom der af lodsejere er fremsendt klager til
Trafikministeriet.
Hovedparten af disse
indsigelser og klager angår den forventede øgede gennemgående trafik og
udgiftsfordelingen.
Uanset disse indsigelser og
til trods for, at der i klagerne til Trafikministeriet er begæret opsættende
virkning, har kommunen ladet arbejdet udføre tilsyneladende i
overensstemmelse
med beslutningen.
Allerede nu kan det
konstateres, at der som forventet er blevet en større biltrafik på (X), og at
hastigheden
er forøget.
Vi underskrevne lodsejere -
underskriftsblade med navn, adresse og matrikelnummer er vedhæftet denne
skrivelse - der har parceller beliggende ved (X), og som i det hele kan
tilslutte os de af (D) i skrivelse af 19. januar 1995 til (K) Kommunes
vejmyndighed anførte betragtninger, finder det uomgængeligt nødvendigt, at de
to veje (X) og (Y) som oprindeligt indtil 1981 på ny adskilles i henseende
til
gennemkørende trafik, (X) med adgang til (S-vej) og (Y) med adgang til
(N-vej), således at der etableres en effektiv vejspærring ved det
rørunderlagte
vandløb ved matr. Nr. ( ) alene med gennemgangsmulighed for gående og for
trækkende cykler.
Det er oplyst, at kommunen
har til hensigt at opsætte vejtavler ved de to vejes udmunding i (S-vej) og
(N-vej) for at mindske den gennemkørende trafik. Vi finder en sådan
foranstaltning uden praktisk betydning.
Vi forbeholder os at
fremkomme med yderligere bemærkninger også i anledning af den af kommunen
besluttede udgiftsfordeling.
Bilag:
Tiltrædelseserklæringer fra lodsejere repræsenterende 21 af de 24 berørte
parceller svarende til 87,5%.”
Trafikministeriet modtog en
kopi af brevet.
Den 29. august 1995 sendte
tilsynsrådet A en kopi af Trafikministeriets brev af 3. august 1995.
Trafikministeriet rykkede den
22. september 1995 K Kommune for svar på ministeriets brev af 3. august 1995.
Den 3. november 1995 oplyste kommunen at sagen ville blive taget op til
fornyet
politisk behandling på et møde i teknik- og miljøudvalget den 18. december
1995. Den 30. januar 1996 bad ministeriet kommunen om at oplyse hvad der blev
besluttet på mødet. Kommunen skrev den 12. marts 1996 bl.a. følgende til
ministeriet:
“Sagen vedr. istandsættelse
af de private fællesveje (X) og (Y) blev behandlet på teknik og miljøudvalget
den 29. januar 1996, og dette giver anledning til, at besvare de spørgsmål
stillet til trafikministeriet af lodsejere på de berørte veje.
(K) Kommune kan ikke
tiltræde, at adgangen mellem (X) og (Y) begrænses, da det var en betingelse
for
at godkende udstykningen af området, at der blev etableret vejadgang til
(S-vej) for alle parceller på (X) og (Y).
(K) Kommune kan derimod godt
tiltræde, at der sker en regulering/begræsning af den gennemgående trafik ved
opsætning af skilte med gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst) ved
indkørsel
til (X) i nord og ved indkørsel til (Y) i syd.
Ved istandsættelsen har (K)
Kommune undladt, at istandsætte den sydlige del af (Y) fra matr. nr. ( ) til
(N-vej), denne del af (Y) tjener ikke som adgangsvej for parcellerne, men kun
som adgangsvej til skoven ( ).
Ved opgørelsen af udgifter
til istandsættelse af (X) og (Y), bliver udgifterne til rørunderføringen ikke
medregnet, ligeledes er (K) Kommune opmærksom på, at kommunens afslag til
lodsejerne på (X) på trafikregulerende foranstaltninger i 1991, har medført,
at (K) Kommune er pligtig til at deltage i istandsættelse af vejen, med den
del
der kan henføres til gennemgående trafik, der har medført særlig slitage på
vejen. Det er (K) Kommunes opfattelse, at denne del andrager 15 % af
istandsættelsesudgifterne.
Ligeledes stilles der
spørgsmål ved størrelsen af de samlede istandsættelsesudgifter. Ved en
vejistandsættelse
skal der bruges store mængder stabiltgrus, og da prisen for stabiltgrus er
ca.
3 gange større på (K) end på fastlandet, på grund af færgefragt, bliver den
slags anlægsopgaver mere bekostelige på (K).
Ved istandsættelsen af (X) og
(Y), der blev udført i foråret 1995, havde (K) Kommune et overskud af
’genbrugs
stabiltgrus’, der var fremstillet ved nedknusning af stenmaterialer på
(K),
disse materialer blev anvendt til bundsikringen af vejen, og kunne leveres
til
ca. 1/3 af den kalkulerede pris.
Alt i alt har ovennævnte
medført, at regningen for istandsættelsen reduceres med ca. 30% i forhold til
det kalkulerede.”
Den 22. marts 1996 sendte
Trafikministeriet K Kommunes udtalelse til A med henblik på bemærkninger.
K Kommune fremsendte den 25.
marts 1996 regning for istandsættelse af vejene til A og de andre lodsejere.
Det fremgik at der skulle betales 4.177,55 kr. pr. matr. nr.
I brev af 8. april 1996
fremkom A sammen med en anden klager med bemærkninger til K Kommunes
udtalelse.
A skrev bl.a. at undersøgelser på bl.a. tinglysningskontoret ikke havde
kunnet bekræfte K Kommunes anbringende om at det var en betingelse for at
godkende
udstykningen af området at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på
X
og Y. Herudover anførte A
at
det ikke
var korrekt at den sydlige del af Y ikke tjente som adgangsvej for
parcellerne,
at
A - hvis der blev etableret
adgangsbegræsning mellem fællesvejene - var villig til at give afkald på at K
Kommune skulle bidrage til istandsættelsen, og endelig
at
K Kommune ikke havde tilbudt nogen form for kontakt med
lodsejerne.
A fremsatte i brev af 9.
april 1996 yderligere nogle bemærkninger. A konkluderede at det var påkrævet
med en grundig gennemgang af K Kommunes sagsbehandling, såvel den tekniske
som
den forvaltningsmæssige side af sagen. A henstillede til Trafikministeriet at
der blev foretaget en sådan undersøgelse.
I anledning af A’s
henvendelser bad Trafikministeriet i brev af 16. april 1996 K Kommune om at
fremsende dokumentation for at godkendelse af udstykningen af området var
betinget af at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på X og Y.
Ministeriet anmodede desuden om bemærkninger til det A havde anført.
Den 24. maj 1996 svarede K
Kommune bl.a. følgende:
“I forbindelse med udstykningen
af matr.nr. ( ) blev der etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej
matr.nr. ( ). Herved fik parcellerne matr. nr. ( ) vejadgang direkte til
(S-vej).
Der er blevet taget nogle
billeder der viser, at (X) og (Y) ikke indbyder til gennemkørsel, hvis man
ikke
er lokalkendt. Disse vil blive sendt til Trafikministeriet, så snart de er
fremkaldt. Udfra dette grundlag er det (K) Kommunes opfattelse, at kommunens
del andrager 15 % af istandsættelsesudgifterne.
Som tidligere nævnt i brev af
den 19. maj 1995 fra (K) Kommune, har Byrådet besluttet, at
sommerhusområderne
skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket medfører at der
ikke
skal
afholdes vejsyn. Ved en påtænkt
istandsættelse har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til
kende.
Der vil sammen med billederne
blive fremsendt yderligere oplysninger til de øvrige klagepunkter fremført i
brevet af den 8. april 1996 fra (A), (E) og (B).
...”
K Kommune sendte den 19. juni
1996 billederne til Trafikministeriet og oplyste samtidig at man havde
anmodet
Politimesteren i Esbjerg om en udtalelse om opsætning af
gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y.
A rykkede den 17. og 23. juli
1996 K Kommune for svar på sin henvendelse af 24. august 1995.
Den 25. juli 1996 skrev K
Kommune følgende til Trafikministeriet:
“Som svar på de sidste
klagepunkter fremført af (A), (E) og (B), kan følgende oplyses:
Det har været meningen, at
lodsejerne af de grundstykker, der er opstået i forbindelse med udstykningen
af
matr. nr. ( ), skulle have mulighed for udkørsel til (S-vej). Det har ikke
været en betingelse, men en mulighed. Dette ses ud fra medsendte kopi af et
brev til Landinspektør (F) og (G) fra (K) Kommune af den 15. januar 1974:
’...
At
kørsel til og fra parcellerne ikke sker over matr. nr. ( ) eller
parceller udstykket heraf, forinden en eksisterende vej, fortløbende over
denne ejendom, er udbygget og befæstet efter en af vejmyndigheden forud
tiltrådt plan, ...’
Lodsejerne skulle altså have
muligheden, så snart vejen over matr. nr. ( ) var færdigt anlagt.
Efter oplysning fra den
tidligere formand for Teknik- og Miljøudvalget, var det ikke på (K) Kommunes
foranledning, at vejen blev gennemgående, men efter en udstykningsplan fra
landinspektøren, som (K) Kommune efterfølgende godkendte.”
I brev af 13. august til H,
som sammen med A havde underskrevet brevene af 24. august 1995 samt af 17. og
23. juli 1996, skrev K Kommune bl.a. følgende:
“Med henvisning til Deres
brev af den 23. juli 1996 angående de private fællesveje (X) og (Y), kan det
oplyses,
at det på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 27. februar 1995 blev besluttet,
at
der fortsat skal være mulighed for gennemkørsel via (X) og (Y).
Teknik og Miljøudvalget
besluttede endvidere den 29. januar 1996, at (K) Kommune er pligtig til at
deltage
i istandsættelsen, med den del der kan henføres til gennemkørende trafik, der
har medført særlig slitage på vejen. Denne andel andrager 15 % af
istandsættelsens
udgifter. Jvf. brev dateret den 12. marts 1996 fra (K) Kommune, som tidligere
er fremsendt.
...”
Den 11. september 1996
meddelte Politimesteren i Esbjerg K Kommune at man ikke kunne anbefale at der
blev opsat gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y.
Politimesteren
anbefalede at problemet i samarbejde med vejens ejere blev løst ved
etablering
af nogle fysiske foranstaltninger der enten umuliggjorde gennemkørsel eller
gjorde gennemkørsel uattraktiv.
Trafikministeriet traf den
20. september 1996 afgørelse i sagen. Af denne fremgik bl.a. følgende:
“...
De anfører i Deres klage, at
·
vejen ikke trænger til så omfattende
istandsættelse,
·
kun første del af stikvej mellem nr. 2 og
14 samt rørunderføring under de 2 private fællesveje (X) og (Y) trænger til
istandsættelse,
·
nævnte vejstykke mellem nr. 2 og 14 er
ødelagt af kommunens gravemaskiner,
·
rørunderføring udelukkende er et kommunalt
anliggende og ansvar, idet det drejer sig om et kommunalt vandløb,
·
rørunderføringen er udført så svag, at den
ikke kan bære den trafik, der er på vejen,
·
den af kommunen besluttede bredde på
3 m
vil være direkte farlig for ’bløde
trafikanter’ (herunder børn), da der ikke bliver plads til bil og cykel,
·
istandsættelse som af kommunen foreslået
givet vil betyde en forøget trafik mellem ( ) og (K) Bad med stærk belastning
af miljøet i (X) som følge,
·
kommunen ikke har overholdt bestemmelserne
i privatvejslovens § 59, stk. 1, idet der ikke er indkaldt til vejsyn,
·
kommunen helt klart har vist, at den ikke
har overblik over økonomien i denne sag,
·
kommunen klart har ignoreret borgernes
indsigelser.
·
Trafikministeriet har i den anledning
indhentet en udtalelse fra (K) Kommune, som anfører, at
·
vejen er i dårlig stand og trænger til
istandsættelse, jf. den med kommunens brev fremsendte redegørelse fra det
rådgivende ingeniørfirma (C),
·
kommunen ikke har haft anlægsopgaver i
området, men at renovationsvogn kommer ugentligt og slamsuger årligt, hvilket
vejen skal kunne bære,
·
rørunderføring under private fællesveje er
lodsejernes anliggende, og at nævnte rørføring er intakt, men vejen
efterhånden
skyllet ned i grøften. Rørunderføring skal udskiftes og forlænges, for at
vejmaterialer ikke fortsat skyller ned i grøften,
·
private fællesveje i hele sommerhusområdet
på (K) tilstræbes fastholdt i en bredde på
3
m
for at dæmpe hastigheden. Ved større vejbredder kan
der foretages forbikørsel af fodgængere og cyklister uden at sænke
hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde,
·
for at imødegå mere gennemgående trafik på
(X) og (Y) vil der blive opsat ’Gennemkørsel forbudt’ skilte,
·
byrådet har besluttet, at
sommerhusområderne skal behandles efter privatvejslovens afsnit III, hvilket
medfører, at der ikke
skal
afholdes
vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele
landet, og enkelte er bosiddende i udlandet, hvorfor det vil være svært at
samle ret mange lodsejere til afholdelse af vejsyn. Ved en påtænkt
istandsættelse
har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende,
·
hovedparten af indsigelserne var rettet mod
udgiftsfordelingen, hvor man ønskede en deling efter benyttelse af
sommerhuset
samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.
Herudover har De i brev af
24. august 1995 anført, at vejene (X) og (Y) bør adskilles i henseende til
gennemkørende trafik, sådan som forholdene var indtil 1981.
Ministeriet skal i den
anledning oplyse, at ministeriet i henhold til lov om private fællesveje § 7,
stk. 1, er klagemyndighed for så vidt angår afgørelser truffet af en
vejmyndighed i henhold til denne lov. Ministeriet kan således alene tage
stilling
til, om en vejmyndighed har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn,
som
en vejmyndighed kan udøve inden for lovens rammer. Ministeriet kan således
foretage en retlig prøvelse af kommunen, men ikke en teknisk vurdering af
projektet eller en egentlig revision af regnskabet.
Ministeriet skal oplyse, at
sommerhusområder som udgangspunkt er omfattet af det afsnit i
privatvejsloven,
der omfatter private fællesveje på landet, idet sådanne områder i henhold til
lov om by- og landzoner ikke er byzone. Såfremt en vejmyndighed ønsker et
sommerhusområde behandlet efter privatvejslovens bestemmelser om private
fællesveje i byer og bymæssige områder, skal vejmyndigheden benytte sig af
den
mulighed, der findes i privatvejslovens § 13, stk. 2, til at bestemme, at
bestemmelser om byer og bymæssige områder skal gælde for det pågældende
sommerhusområde.
(K) Kommune har truffet sådan
beslutning, og det er derfor bestemmelserne i afsnit III (§§ 21-62), herunder
kap. 10 (§§ 57-62), der finder anvendelser i det foreliggende tilfælde.
Efter lovens § 57, stk. 2,
bestemmer kommunen, hvilke arbejder der skal udføres, og hvornår de skal
udføres. Spørgsmålene om, hvovidt der er behov for arbejderne, samt hvordan
de
skal gennemføres - herunder hvilken bredde kørebanen skal have - beror alle
på
et teknisk skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.
For så vidt angår Deres
anbringende om rørføring, har Miljø- og Energiministeriet i brev af 16.
august
1995 meddelt, at som sagen foreligger oplyst, henhører vedligeholdelsen og
istandsættelsen af omhandlede rørføring for den private fællesvej ikke under
vandløbslovens regler om vedligeholdelse af vandløb, hvorfor den ikke
påhviler
vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af kommunevandløbet.
Vedligeholdelsen må efter Trafikministeriets opfattelse herefter betragtes
som
en del af vedligeholdelsen af de private fællesveje.
Efter lovens § 44, stk. 3,
jf. stk. 1, må en privat fællesvej kun afspærres med kommunens og politiets
samtykke.
Hensigten med bestemmelsen er
at sikre, at private fællesveje kan udgøre en del af det samlede vejnet til
brug for alle trafikanter. Spørgsmålet, om vejen bør holdes åben for
gennemgående trafik, beror ligeledes på et skøn, som ministeriet ikke kan
tage
stilling til.
Hvis kommunen afslår en ansøgning
om afspærring af vejen, kan der blive tale om, at kommunen skal betale en del
af udgifterne til vejens vedligeholdelse, jf. privatvejslovens § 58, stk. 2.
Trafikministeriet
foranledigede derfor i brev af 3. august 1995 (K) Kommune til at tage
stilling
til, hvorvidt kommunen i henhold til privatvejslovens § 58, stk. 2 ville
bidrage til vejens istandsættelse.
(K) Kommune besluttede
herefter ved et møde den 29. januar 1996,
at
udgifterne til istandsættelse af rørføring ikke blev medregnet ved opgørelse
af
udgifterne til istandsættelse af (X) og (Y),
at
kommunen ville bidrage med 15 % af de øvrige udgifter,
at
der opsættes skilte med
’Gennemkørsel forbudt’ ved indkørsel til (X) i nord og til (Y) i
syd. Kommunen
har om sin andel af udgifterne anført, at vejen ikke ’indbyder’ til
gennemgående trafik, og at denne trafik derfor vil være begrænset.
Spørgsmålet om, hvor stor en
del af udgiftene kommunen skal afholde som følge af, at den ikke vil afspærre
vejen, beror på et skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.
Endelig bemærkes, at kommune
efter lovens § 59 ikke har pligt til at afholde vejsyn, idet det følger af §
59, stk. 2, at en vejmyndighed i stedet for at afholde vejsyn kan bekendtgøre
beslutningen om istandsættelse over for de berørte grundejere.
Efter Trafikministeriets
opfattelse har (K) Kommune således ikke handlet retsstridigt, og ministeriet
anser derfor den af kommunen trufne afgørelse for lovlig, hvorfor ministeriet
ikke har mulighed for at ændre den.
...”
I brev af 30. september 1996
oplyste K Kommune over for Politimesteren i Esbjerg at kommunen ikke kunne
tillade en afspærring af X og Y da der skulle være gennemkørselsmulighed for
ambulancer og brandbiler mm. Den eneste acceptable løsning for kommunen ville
derfor være opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.
Den 27. oktober 1996
kommenterede A Trafikministeriets afgørelse. A skrev at han ikke fandt at
ministeriet havde behandlet den forvaltningsmæssige side af sagen. A forstod
på den baggrund ikke hvorfor ministeriet havde bedt om at få sagen overdraget
fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Herudover savnede A stadig dokumentation for
at
det skulle have været en betingelse for udstykningen at X og Y blev gjort
gennemgående. A bad Trafikministeriet om at behandle spørgsmålet om vejene
skulle være gennemgående, også under hensyn til at A havde fået oplyst at
Politimesteren i Esbjerg ikke fandt det hensigtsmæssigt at opsætte
gennemkørselforbudt-skilte.
Politimesteren i Esbjerg
oplyste den 5. november 1996 over for K Kommune at man efter en besigtigelse
ikke fandt grundlag for at ændre opfattelse, og at man derfor ikke kunne
godkende opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.
Trafikministeriet svarede den
12. november 1996 på A’s henvendelse af 27. oktober 1996. Ministeriet
skrev bl.a.
følgende:
“...
Ministeriet skal i den
anledning henvise til, at ministeriets afgørelse foreligger med brev af 20.
september 1996. Det følger af ministeriets afgørelse, at kommunen efter
ministeriets opfattelse ikke har handlet i strid med forvaltningsretlige
regler, ligesom det er præciseret, at ministeriet kan foretage en retlig
prøvelse af kommunen, men hverken en teknisk vurdering af projektet eller en
egentlig revision af regnskabet.
Da De ikke i Deres klage
nærmere har motiveret, hvilke forvaltningsretlige regler kommunen har
tilsidesat, har ministeriet ikke haft grundlag for i sin afgørelse at tage
stilling til konkrete forvaltningsretlige regler.
For så vidt angår Deres
oplysning om, at Trafikministeriet ved sagens start forlangte de
forvaltningsmæssige
sider af sagen overdraget fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at
tilsynsrådet på baggrund af Deres henvendelse dertil videresendte denne til
Trafikministeriet, idet spørgsmål om vejlovgivningen henhører under dette, og
idet Trafikministeriet i forbindelse hermed kan tage stilling til, om en
afgørelse kan tilsidesættes som ulovlig efter forvaltningslovens regler eller
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.
For så vidt angår Deres
efterlysning af dokumentation for kommmunens oplysning om, at en gennemførsel
af vejene (X) og (Y) som gennemgående vej skulle have været en betingelse for
udstykningen af den tidligere matr. nr. ( ) fremgår det af de fra (K) Kommune
modtagne dokumenter, at der i forbindelse med udstykning af matr. nr. ( ) (Y)
blev etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej matr. nr. ( ) (X),
hvorved parcellerne matr. nr. ( ) m. fl. fik direkte vejadgang til (S-vej).
Det var landinspektørens forslag, som blev godkendt af kommunen.
Udstykning af parcellerne fra
matr. nr. ( ) skete dog på vilkår, at al kørsel til og fra parcellerne ikke
skete over matr. nr. ( ) eller parceller udstykket heraf, forinden en
eksisterende vej (X), fortløbende over denne ejendom, var udbygget og
befæstet
efter en af vejmyndighederne forud tiltrådt plan.
Ministeriet skal i den
forbindelse gøre opmærksom på, at de betingelser, der lå til grund for
udstykningen
ikke har betydning for lovligheden af kommunen afgørelse om udbedring af (X),
eller om vejen skal afspærres. Kommunen kan i alle tilfælde nægte at give
tilladelse til en afspærring, hvis den finder, at der bør være bedre mulighed
for gennemkørsel.
De oplyser endelig, at
politiet ikke anser et gennemkørselsforbud alene ved hjælp af skiltning for
hensigtsmæssigt, hvilket skulle være meddelt (K) Kommune, som herefter ikke
vil
kunne overholde sit løfte om en sådan skiltning.
Trafikministeriet har som
klagemyndighed efter privatvejslovens § 7 ikke mulighed for at behandle dette
spørgsmål, idet det dog bemærkes, at politiets afslag ikke kan føre til, at
kommunens afgørelse er retsstridig.
...”
Trafikministeriet gjorde A
opmærksom på at han havde mulighed for at klage til mig.
Den 29. november 1996 skrev A
til Trafikministeriet at han flere gange havde anført at K Kommune konsekvent
havde undladt at svare på og bekræfte modtagelsen af breve. A bad på denne
baggrund
om ministeriets bemærkninger til kommunens sagsbehandling, eller - hvis en
sådan behandling af sagen faldt uden for ministeriets kompetenceområde - at
ministeriet videresendte sagen til den relevante myndighed.
I brev af 15. august 1997
svarede Trafikministeriet bl.a. følgende:
“...
I ovennævnte brev henviser De
til ’Vejledning til forvaltningslovens § 205, 2. afsnit og §§ 206-
208’.
Trafikministeriet skal i den
anledning gøre opmærksom på, at vejledningen ikke indeholder bindende
bestemmelser, men alene vejledning om bestemmelserne i forvaltningsloven.
Punkterne 205-208 på siderne 100 og 101 i vejledningen indeholder således en
generel henvisning til spørgsmål om svarfrist mv. i forbindelse med den
offentlige forvaltning.
Det fremgår af ovennævnte
punkter i vejledningen, at forvaltningsloven
ikke
indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af
en sag, fordi opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.
For så vidt angår den tid der
er medgået, før (K) kommune har besvaret Deres henvendelser, deler
ministeriet
Deres opfattelse af, at henvendelser fra borgere bør besvares hurtigst
muligt,
men spørgsmålet om hvad ’hurtigst muligt’ er i det konkrete
tilfælde, må bero
på et konkret skøn. Dette skøn kan ministeriet ikke tage stilling til, jf.
det
tidligere oplyste om, at ministeriet kun kan tage stilling til retlige
spørgsmål.
Ministeriet skal beklage den
lange ekspeditionstid, men foretager sig herefter ikke videre i sagen.”
A klagede den 14. september
1997 til mig over afgørelsen om istandsættelse af vejen. A klagede desuden
over K Kommunes og Trafikministeriets sagsbehandling.
I anledning af A’s klage
indhentede jeg en udtalelse fra K Kommune og Trafikministeriet. K Kommune
oplyste i udtalelse af 7. november 1997 at man ikke havde yderligere
kommentarer.
Trafikministeriet skrev i udtalelse af 26. november 1997 bl.a. følgende:
“...
Efter Trafikministeriets
opfattelse har (K) Kommune truffet en lovlig afgørelse vedrørende
istandsættelse
af og vejbidrag til (X).
(A) klagede herefter i brev
af 27. oktober 1996 til Trafikministeriet over ministeriets manglende
gennemgang af den forvaltningsmæssige side af (K) Kommunes behandling af
sagen.
Trafikministeriet besvarede
klagen med henvisning til, at ministeriet alene kan foretage en retlig
prøvelse af kommunens afgørelse og således hverken en teknisk vurdering af
projektet eller en egentlig revision af regnskabet.
Herudover anførte
ministeriet, at (A) ikke havde angivet, hvilke konkrete forvaltningsmæssige
bestemmelser,
(K) Kommune havde tilsidesat, hvorfor ministeriet ikke havde grundlag for at
tage stilling til spørgsmålet,
(A) oplyste i brev af 29.
november 1996 til ministeriet, at det i brev af 9. april 1996 til ministeriet
fremgik, hvilke forvaltningsmæssige bestemmelser, (K) Kommune havde
tilsidesat,
idet kommunen konsekvent nægtede at besvare henvendelser og give oplysning om
materialeforbrug.
Trafikministeriet besvarede
(A)’s brev den 15. august 1997 med oplysning om, at forvaltningsloven
ikke
indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af en sag, fordi
opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.
Efter ministeriets opfattelse
kunne (K) Kommunes sagsbehandling dog have været gennemført på kortere
tid.”
I brev af 30. december 1997
kommenterede A udtalelserne og skrev bl.a. følgende:
“...
Jeg og mange af de øvrige
berørte grundejere finder, at (K) Kommune har overtrådt de gældende regler,
jvf. den tidligere indsendte korrespondance. Jeg bad derfor Tilsynsrådet for
Ribe Amt behandle sagen, men det har Trafikministeriet så forhindret det i
ved
at forlange hele sagen overdraget. Jeg kan ikke tro, at det i et retssamfund
er
muligt på den måde at forhindre behandlingen af en klage. Det er dog
glædeligt,
at Trafikministeriet erkender, at (K) Kommue har kunnet gennemføre
sagsbehandlingen på kortere tid.
...”
På baggrund af A’s
bemærkninger bad jeg Trafikministeriet om en ny udtalelse. Af ministeriets
udtalelse af 6. marts 1998 fremgik bl.a. følgende:
“For så vidt angår (A)’s
påstand om, at ministeriet har forhindret sagens behandling ved at forlange
sagen oversendt fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at (A) i
brev
af 8. april 1995 til Tilsynsrådet for Ribe Amt anmodede tilsynsrådet om at
vurdere, om (K) Kommune havde overholdt gældende lovgivning og i brev af
samme
dato til Trafikministeriet klagede over kommunens afgørelse.
Ribe Statsamt besvarede den
17. maj 1995 (A)’s brev med meddelelse om, at tilsynsrådet ikke som
generel
tilsynsmyndighed kan behandle en klage, når klagen samtidig er indbragt for
og
behandles af en i lovgivningen særligt nævnt speciel tilsynsmyndighed.
Endvidere
meddeler statsamtet, at tilsynsrådets sekretariat har rettet henvendelse til
Trafikministeriet, som har bekræftet, at det har taget klagerne under
behandling og allerede sendt dem til (K) Kommune til udtalelse.
Herudover har ministeriet i
svar af 12. november 1996 på (A)’s brev af 27. oktober 196 forklaret, at
tilsynsrådet havde videresendt sagen til ministeriet som følge af, at
spørgsmål
om vejlovgivningen henhører under dette ministerium.
...”
I brev af 2. april 1998
kommenterede A Trafikministeriets udtalelse.
Den 19. januar 1999 sendte
jeg en foreløbig redegørelse for sagen til Trafikministeriet. Jeg skrev at
jeg
var indstillet på at henstille til Trafikministeriet at genoptage sagen idet
der efter min opfattelse var grundlag for at kritisere både K Kommunes og
Trafikministeriets sagsbehandling. Jeg fandt det dog mest korrekt at afgive
min
udtalelse i foreløbig form, så Trafikministeriet kunne få lejlighed til at
udtale sig om sagen inden jeg afgav min endelige udtalelse.
Vejdirektoratet oplyste i
brev til K Kommune af 29. januar 1999 – som blev sendt til mig i kopi
– at
behandlingen af klager efter vejlovgivningen fra den 1. oktober 1998 var
henlagt til direktoratet. Trafikministeriet havde på den baggrund bedt
direktoratet om at besvare min henvendelse. Direktoratet bad samtidig K
Kommune
om en udtalelse om det jeg havde anført i min foreløbige redegørelse.
Vejdirektoratet kommenterede
i brev af 28. april 1999 min foreløbige redegørelse. Direktoratet skrev bl.a.
følgende:
“...
Vejdirektoratet kan oplyse,
at behandlingen af klager efter vejlovgivningen ved bekendtgørelse nr. 681 af
17. september 1998 om henlæggelse af opgaver til Vejdirektoratet pr. 1.
oktober 1998 er henlagt til Vejdirektoratet.
På denne baggrund har
Trafikministeriet, uanset at der er tale om en klage over en afgørelse
truffet
af ministeriet før 1. oktober 1998, anmodet Vejdirektoratet om at besvare
henvendelsem.
Vejdirektoratet har modtaget
vedlagte henvendelse af 4. marts 1999 fra (K) Kommune.
Vejdirektoratet kan oplyse,
at direktoratet er enig i,
·
at prøvelsen af retlige spørgsmål, efter
privatvejslovens § 7, stk. 1, også omfatter overholdelse af almindelige
forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelserne i forvaltningsloven,
·
at det er en beklagelig fejl, at klagerne
ikke har fået tilsendt kopi af K Kommunes udtalelse af 19. maj 1995 med
bilag,
og
·
at ministeriet burde have påtalt de
sagsbehandlingsfejl - partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse - som
kommunen har
begået.
Vejdirektoratet har samtidig
taget til efterretning, at De - modsat Trafikministeriet - skønner, at
ministeriet for at få sagen tilstrækkeligt belyst burde have indhentet
samtlige sagsakter fra kommunen.
På denne baggrund har
Vejdirektoratet ikke bemærkninger til Deres foreløbige afgørelse.
...”
Af K Kommunes brev af 4.
marts 1999 til Vejdirektoratet fremgik at kommunen ikke havde yderligere
bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
“Kommunalbestyrelsen i (K) Kommune har i medfør af § 13, stk. 2, i lov
om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997)
bestemt at reglerne i lovens afsnit I, II og IV om private fællesveje i byer
og bymæssige områder skal finde anvendelse i kommunens sommerhusområder.
Afgørelsen om istandsættelse og vedligeholdelse af vejene (X) og (Y) er på
den baggrund truffet efter bestemmelserne i lovens afsnit III, kapitel 10, §§
57, 58, 59, 61 og 62. Bestemmelserne har følgende ordlyd:
’Kap 10. Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje
Grundejernes forpligtelser
§ 57.
Det påhviler ejerne af de til en privat fællesvej grænsende ejendomme at
holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og
forsvarlig stand. Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb.
Stk. 2.
Vejmyndigheden bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde private
fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, og kan for at opnå det i
stk. 1 nævnte formål tillige bestemme, at en sådan vej skal istandsættes,
således at der sker en forbedring af denne. Vejmyndigheden bestemmer, hvornår
arbejdet skal være afsluttet, og om det skal udføres som et samlet arbejde,
også i regnskabsmæssig henseende, under vejmyndighedens kontrol, eller om de
enkelte grundejere skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet.
...
Stk. 4.
Vejmyndigheden kan træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i
færdselsmæssig henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes
som ét samlet arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem
samtlige bidragspligtige under ét. Det skal fremgå af beslutningen, om de
konkrete arbejder på de enkelte veje skal udføres på samme tid eller til
forskellig tid.
Andre brugeres forpligtelser
§ 58.
...
Stk. 2.
Såfremt vejmyndigheden efter § 44 afslår en ansøgning fra
ejerne af de tilgrænsende grunde om indførelse eller opretholdelse af forbud
mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej og denne færdsel i særlig
grad
medfører slid på vejen, afholder kommunen en dertil svarende del af
udgifterne
ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse.
Vejsyn mv
§ 59.
Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning
om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej,
som et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen,
indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der
gøres
rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved
arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger
for
adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den
påtænkte
beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres en
protokol.
Stk. 2.
I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan
vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,
bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke
under
3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser og
ændringsforslag.
Stk. 3.
Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2
omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt
meddelelse
til enhver, der berøres af beslutningen.
...
Kommunens udførelse af arbejdet
§ 61.
Vejmyndigheden kan bestemme, at et efter § 57, jf. §§ 58,
stk. 1, og 60, påbudt samlet istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde
skal udføres ved kommunens foranstaltning, men for de forpligtedes regning.
...
Fordeling af udgifter ved samlede arbejder
§ 62.
Når istandsættelse eller vedligeholdelse af en privat fællesvej
udføres som et samlet arbejde, fordeles udgifterne ved arbejdet mellem ejerne
af tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen, af vejmyndigheden efter §§
11-12 i lov om grundejerbidrag til offentlige veje.
...’
Afgørelsen om hvorvidt en
privat fællesvej skal istandsættes og på hvilken måde, hviler bl.a. på
tekniske
vurderinger af vejens tilstand.
Ifølge reglerne for
ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol
af de tekniske vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for
denne
sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Afgørelsen bygger også i vidt
omfang på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som
ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse
forskellige
hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end (K) Kommune der som
vejmyndighed beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes
afgørelse. Det gælder bl.a. ved visse typer af sagsbehandlingsfejl.
(K) Kommunes sagsbehandling
Partsstatus
Det er af afgørende betydning
for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om De og de
andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens forstand i
forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.
Forvaltningsloven indeholder
ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog
almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til
forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at
lovens
partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og
individuel interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk
den
eller dem til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også
andre
fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.
Det at interessen skal være
individuel gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i forhold
til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det
er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har
partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor
anførte sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer (1992), s. 60.
Heller ikke i relation til
beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’
interesser,
kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af
disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven
med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,
Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288. Dette gælder bl.a.
ofte i relation til plansager og miljøsager.
Grundlaget for afgørelserne i
den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf
beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet
arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem
samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne
blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning
kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i
området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35),
afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er
ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter
min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så
specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens
forstand.
De og de andre berørte
grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt
tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en
forvaltningsmyndighed.
Partshøring
(K) Kommune fulgte fremgangsmåden
i privatvejslovens § 59, stk. 2, således at der ikke blev afholdt vejsyn.
Kommunens påtænkte beslutning om istandsættelse blev i stedet meddelt de
berørte lodsejere. Der blev samtidig fastsat en frist for at komme med
indsigelser eller ændringsforslag. Kommunen medsendte ikke grundlaget for den
påtænkte beslutning, bl.a. den ingeniørrapport der var blevet udarbejdet.
Efter bestemmelsen i
forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for
forvaltningsmyndigheder til inden der træffes afgørelse at høre parten.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden
er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
...
6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen inden afgørelsen træffes.’
Som det fremgår, kan
partshøring undlades på sagsområder hvor der ved lov er fastsat særlige
bestemmelser
om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med
sagsbehandlingen,
jf. stk. 2, nr. 6. Ikke enhver særlig partshøringsregel kan fortrænge den
almindelige regel i § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige
regel tillægger mindst de samme partsbeføjelser som § 19, stk. 1, det vil
sige
både indsigt i bedømmelsesgrundlaget og en ret til at udtale sig, jf. den sag
der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 260,
og
Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345-346.
Bestemmelsen i
privatvejslovens § 59, stk. 2, sikrer efter sin ordlyd ikke parten indsigt i
de
oplysninger der ligger til grund for vejmyndighedens påtænkte beslutning, og
bestemmelsen kan derfor efter min opfattelse ikke antages at fortrænge
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen gælder derfor kun som et
supplement
til forvaltningslovens regler.
Redegørelserne af 8. december
1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma (C) indeholder
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af væsentlig
betydning for sagens afgørelse - nemlig de faktiske oplysninger om vejenes
tilstand som (K) Kommune lagde til grund for sin afgørelse. De vidste ikke at
oplysningene var indhentet, og at de indgik i en sag. (K) Kommune kunne ikke
udelukke at oplysningerne kunne være til ugunst for Dem. Jeg finder på den
baggrund at (K) Kommune burde have partshørt over oplysningerne forud for
afgørelsen af 27. februar 1995.
Begrundelse
Skriftlige afgørelser der
ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §
22
være ledsaget af en begrundelse. Lodsejerne var fremkommet med indsigelser
mod
en (så omfattende) istandsættelse af vejen, og (K) Kommunes afgørelse må på
den baggrund betragtes som en afgørelse der ikke giver fuldt ud medhold.
Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse. Kravene til en
begrundelses
indhold findes i forvaltningslovens § 24 der har følgende ordlyd:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen
efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. §
15.’
Begrundelsen skal fremtræde
som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
Dette
indebærer bl.a. at der skal tages stilling til relevante anbringender fra en
parts side, jf. bl.a. den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1990, s. 117.
I (K) Kommunes afgørelse af
27. februar 1995 er der kun redegjort for hvorledes istandsættelsesarbejdet
ville blive udført. Der er ikke hverken i ’Endelig beslutning’ af
27. februar
1995 eller i følgebrevet til lodsejerne af 15. marts 1995 henvist til efter
hvilke regler i privatvejsloven afgørelsen er truffet (herunder især § 57,
stk. 2 og 4); der er ikke angivet de hovedhensyn som har været bestemmende
for
afgørelsen; der er ikke redegjort for de faktiske omstændigheder der har
været
lagt til grund for afgørelsen; og der er ikke taget stilling til de
(relevante)
partsanbringender som er fremkommet i indsigelserne fra lodsejerne. Jeg
finder
på den baggrund at (K) Kommunes begrundelse for afgørelsen er utilstrækkelig.
Jeg bemærker at (K) Kommune
for at opfylde sin begrundelsespligt ikke nødvendigvis behøvede at skrive
særlige breve til hver enkelt af de lodsejere der var fremkommet med
indsigelser, og heri redegøre for kommunens stillingtagen til netop denne
lodsejers indsigelser. Kommunen kunne udforme et standardbrev hvori der blev
taget stilling til de relevante indsigelser der var fremkommet fra
lodsejerne,
og hvori de øvrige krav til en begrundelses indhold som stilles i
forvaltningslovens
§ 24, blev opfyldt.
Trafikministeriets sagsbehandling
Kommunalbestyrelsens
afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af privatvejsloven, kunne
påklages til Trafikministeriet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf.
privatsvejslovens § 7, stk. 2. Som retlige spørgsmål der er omfattet af
klageadgangen, anses overholdelsen af almindelige forvaltningsretlige regler,
herunder bestemmelserne i forvaltningsloven, jf. bl.a. for så vidt angår en
tilsvarende bestemmelse i planloven, Anne Birte Boeck, Lov om planlægning med
kommentarer, 1. udgave (1994), s. 303.
Trafikministeriet skulle
således som led i klagesagsbehandlingen have påtalt de ovenfor nævnte
sagsbehandlingsfejl som (K) Kommune havde begået
- partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse
- og have taget stilling til hvilken indvirkning de skulle have på den trufne
afgørelse.
Det gælder som et
grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed
selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder - at fremskaffe fornødne
oplysninger
om en sag eller at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken
til
sagens oplysning. Partshøringsforpligtelsen i medfør af forvaltningslovens §
19, stk. 1, er et led i denne sagsoplysning - formålet med
partshøringsforpligtelsen er også at sagen bliver truffet på et korrekt
grundlag.
På baggrund af Deres og de
andre lodsejeres klager bad Trafikministeriet (K) Kommune om en udtalelse.
Udtalelsen blev fremsat i brev af 19. maj 1995. Med brevet sendte kommunen
nogle udvalgte akter fra sagen, bl.a. rapporten af 8. december 1994 fra
Ingeniørfirmaet
(C). Kommunen sendte ikke kopi af alle de indsigelser der var fremkommet i
forbindelse med istandsættelsen, og heller ikke de henvendelser fra en borger
der var årsagen til at sagen blev rejst.
Efter min opfattelse burde
Trafikministeriet for at opfylde kravene til tilstrækkelig sagsoplysning - i
forbindelse med vurderingen af sagens retlige spørgsmål, herunder om
almindelige forvaltningsretlige regler var overholdt - have indhentet
samtlige
sagsakter fra kommunen.
Trafikministeriet burde
tillige have bedt om Deres og de andre lodsejeres bemærkninger til de
oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder som var indeholdt i kommunens udtalelse af
19. maj 1995 med bilag (herunder især oplysningerne i rapporterne af 8.
december 1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma).
Trafikministeriet
ville herved både have repareret på den partshøringsfejl som (K) Kommune
havde
begået, og opfyldt sin egen partshøringsforpligtelse i henhold til
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1.
Alt i alt er
Trafikministeriets oplysningsgrundlag således utilstrækkeligt. Dette finder
jeg beklageligt.
Jeg finder ikke grundlag for
at kritisere at Trafikministeriet ikke sendte Deres klage over (K) Kommunes
sagsbehandling til Tilsynsrådet for Ribe Amt til behandling. Det almindelige
kommunaltilsyn er subsidiært i forhold til rekursinstanser - det vil sige at
det almindelige kommunaltilsyn ikke anses for kompetent hvor der eksisterer
et
administrativt rekurssystem der kan anvendes i det konkrete tilfælde, jf.
bl.a.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 496. Jeg bemærker i øvrigt
at
tilsynsrådenes opgave er at prøve om kommunernes beslutninger ’strider
mod lovgivningen’
(kommunestyrelseslovens § 61). Tilsynsrådet ville således under ingen
omstændigheder kunne tage stilling til mere end Trafikministeriet der kan
prøve ’retlige spørgsmål’.
De sagsbehandlingsregler hvis
overholdelse (K) Kommune og Trafikministeriet ikke har iagttaget
(partshøring,
sagsoplysning, samtidig begrundelse), har karakter af såkaldte
garantiforskrifter. Deres efterlevelse betragtes som en garanti for at der
bliver truffet en lovlig og rigtig afgørelse. Fejlene har bevirket at De og
de
andre lodsejere aldrig har fået indsigt i de oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder
der ligger til grund for kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen, og
at
De og de andre lodsejere aldrig har fået meddelt en fyldestgørende
begrundelse for afgørelsen, herunder fået meddelt kommunens stillingtagen til
Deres indsigelser.
Vejdirektoratet har i medfør
af § 1 i bekendtgørelse nr. 681 af 17. november 1998 fået overladt
kompetencen
til at afgøre klager efter bl.a. § 7 i lov om private fællesveje.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1998, jf. § 5. I henhold til §
5,
stk. 2, skal også klager som er indbragt for Trafikministeren, men ikke
afgjort
inden tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden, afgøres af
Vejdirektoratet.
Det er ikke reguleret i bekendtgørelsen hvilken myndighed der tager stilling
til (genoptagelse af) allerede afgjorte sager.
Trafikministeriet har som
følge af reglerne i bekendtgørelsen overladt til Vejdirektoratet at
kommentere
min foreløbige redegørelse i sagen. Vejdirektoratet har i brev af 28. april
1999 udtalt at direktoratet ikke har bemærkninger til redegørelsen.
På den baggrund har jeg -
uanset at vejen er istandsat i overensstemmelse med (K) Kommunes afgørelse -
henstillet til Trafikministeriet at genoptage sagen eller foranledige at
Vejdirektoratet genoptager den med henblik på at sørge for at De (og de andre
lodsejere) - eventuelt ved hjemvisning til kommunen - får indsigt i og
lejlighed til at kommentere grundlaget for kommunens afgørelse, og at De (og
de
andre lodsejere) herefter får meddelt en ny afgørelse der er ledsaget af en
fyldestgørende begrundelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg beder Dem afvente
Trafikministeriets eller Vejdirektoratets nye afgørelse i sagen før De tager
stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig på ny.
”
NOTER: (*1) FOB 1979, s. 288,
FOB 1990, s. 260,
FOB 1990, s. 117.
Lignende dokumenter
- Istandsættelse af privat fællesvej Partshøring. Udsættelse. Vejledning Retsinformation · 25. februar 2005
- Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14 Retsinformation · 3. marts 2003
- Partsstatus - Afgørelsesbegrebet i sag om forlængelse af Hillerød-motorvejen Retsinformation · 23. juni 2003
- En årsopgørelse med kørselsdato den 15. september 2003 Landsskatteretten · 20. januar 2009
- Sag om, hvorvidt sagsøger ApS har søgsmålskompetence med hensyn til - og i givet fald om gyldigheden af - en afgørelse om ændring af standsning og parkeringsforhold truffet af sagsøgte kommune Domsdatabasen · 28. oktober 2009
- Servituterstatning for transmissionsledning ikke anset for skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 SKM-databasen · 4. december 2025