Spring til indhold

Retsinformation

Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen

FOU nr 1999.457UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning.

Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen

Det fremgik af sagens akter

at Teknik- og Miljøudvalget i K Kommune den 19. december 1994 besluttede at

meddele berørte lodsejere at man påtænkte at istandsætte vejen X og en del af

vejen Y. Begge veje var private fællesveje. Beslutningen blev truffet efter

skriftlige henvendelser fra en lodsejer der fandt at X trængte til

istandsættelse,

og efter at man på den baggrund havde indhentet en redegørelse af 8. december

1994 om vejenes tilstand fra det rådgivende ingeniørfirma C. Af redegørelsen

fremgik bl.a. følgende:

“Under gennemgangen kunne det

konstateres, at huller i ’stamvejen’ er opfyldt med asfaltaffald,

murbrokker,

gamle tagplader, stabilt grus m.m.

’Sidevejene’ består

hovedsageligt af ’bløde veje’ med græsvækst afstrøet med

strandskaller i køresporene.

Vejens tilstand taget i

betragtning, skønnes det rimeligt at forespørge lodsejerne til en

istandsættelse.

Jvf. bestemmelserne i

lovbekendtgørelse nr. 625 (Privatvejsloven) af 21. juli 1993, § 13, stk. 2,

kan

kommunalbestyrelsen bestemme, at lovens afsnit III skal finde anvendelse i

andre stedligt begrænsede områder (f.eks. sommerhusområder).

Med kommunalbestyrelsens

bemyndigelse, kan teknik & miljøudvalget (Vejmyndigheden), således

undlade

at afholde vejsyn, idet det jo kan være vanskeligt at samle lodsejere i et

Læs alt

sommerhusområde.

I stedet for kan udvalget,

jvf. § 59, stk. 2, gennemføre en ’påtænkt beslutning om istandsættelse

af

vejen’.

Ved en sådan fremgangsmåde

skal enhver som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, gennem en

meddelelse, gøres bekendt med indholdet af beslutningen.

I meddelelsen fastsættes en

frist på ikke under 3 uger for adgang over for udvalget at fremkomme med

indsigelser og ændringsforslag.

Det er normal praksis, at

udgiften ved en vejistandsættelse skal pålægges de grunde, der grænser til

vejen.

Imidlertid kan vejmyndigheden

bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne til de

tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne ved istandsættelsen, såfremt

deres benyttelse, af vejmyndigheden, skønnes

i særlig grad

at medføre slid på vejen.

Vejmyndigheden kan endvidere

træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i færdselsmæssig

henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes som ét samlet

arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem samtlige

bidragspligtige under ét.

Omstående kunne komme på tale

i det konkrete tilfælde, da (X) er sammenhængende med (Y) mod syd, og

tydeligvis

også vejbetjener dette område.

En efterfølgende besigtigelse

af (Y) viser, at vejanlægget fra (X) til ’plantagen’ er i samme

dårlige stand

som stamvejen i (X).

Det omtalte vejstykke

betjener 11 parceller.

Endvidere kunne det

konstateres, at rørlægningen af det offentlige vandløb under vejen i skel

mellem

de 2 veje er nedkørt og skal retableres.

Det skal herefter anbefales,

at der gennemføres en istandsættelse af (X) samt en del af (Y), jf. vedlagte

forslag til ’Meddelelse’ til direkte berørte lodsejere i (X) og (Y)

(i alt 35

parceller, jf. vedlagte plan, mål 1:4.000).”

Den 22. december 1994 blev

denne meddelelse herefter sendt ud til de berørte lodsejere:

“Teknik & Miljøudvalget

har i sit møde den 19. december 1994 vedtaget en påtænkt beslutning om

istandsættelse af vejen (X) samt en del af (Y), jf. bestemmelserne i

lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 (Privatvejsloven).

Der påtænkes truffet beslutning

med tilhørende udgiftsfordeling om, at vejen i en bredde af

3.0 m

befæstes med 10 -

15 cm

stabilt grus.

Med baggrund i et foreløbigt

overslag vil bidraget pr. parcel andrage ca. 4.800,00 kr.

Indsigelse eller

ændringsforslag må være tilstilet vejmyndigheden, (K) Kommune senest den 20.

januar 1995, jf. privatvejslovens § 59, stk.

2.”

Kommunen medsendte ikke kopi

af den ovennævnte ingeniørrapport eller andet materiale som lå til grund for

den påtænkte beslutning.

I brev af 16. januar 1995 til

K Kommune gjorde A og B, som sammen ejer to grunde beliggende på (X),

indsigelse mod den påtænkte beslutning. De skrev bl.a.

at

kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet,

at

der ikke havde været afholdt vejsyn,

at

der ikke var redegjort for hvorledes

byrdefordelingen var fastlagt og hvorledes man var kommet frem til beløbet

4.800 kr,

og at

vejen efter deres

opfattelse ikke trængte til en istandsættelse. Ved en istandsættelse frygtede

de at den gennemkørende trafik ville blive stærkt forøget.

Kommunen modtog også

indsigelser fra andre grundejere.

På baggrund af indsigelserne

indhentede kommunen den 14. februar 1995 en ny redegørelse fra C. Af denne

fremgik bl.a. følgende:

“

Hovedpunkter i forbindelse med

indsigelser:

37,5% af lodsejerne i (X) og

9,1% af lodsejere i (Y) har indsendt indsigelser.

Ud over almindelige spørgsmål

vedr. ønske om afholdelse af vejsyn, større vejbredder, vejenes almene

standard, udførelse m.v., går indsigelserne generelt på:

1) Vejenes benyttelse for

gennemkørende trafik, fra (N-vej) til (S-vej).

2) Udgiftsfordelingen.

ad pkt. 1) Det kan meget vel

forventes, at nogle grundejere vil fremsætte krav om en hensigtsmæssig

trafiksanering i medfør af færdselslovens § 40 - evt. en total spærring for

gennemkørende trafik i medfør af privatvejslovens § 44. Ved et evt. afslag

omkring foranstaltninger i medfør af § 44, pålægges vejmyndigheden jfr § 58,

stk. 2, pligt til at tage del i udgifterne ved vejens istandsættelse og

vedligeholdelse.

ad pkt. 2) Forslagene går

hovedsageligt på, at grundejerne, der udlejer deres sommerhus, skal betale en

større del af anlægs- og driftsudgifterne.

Forslag/konklusion:

Da det forudsættes, at (K)

Kommune ikke har nogen interesse i at deltage økonomisk i vejenes

istandsættelse, indstilles at istandsættelse af (X) og en del af (Y) udføres

som påtænkt, dog således at der ved (S-vej) og ved (N-vej) opsættes skilte

med

gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst).

Alternativt, at foretage

afspærring mellem de to veje og herefter kun istandsætte (X), hvorfra

vejsagen

er rejst.”

På et møde den 27. februar

1995 traf Trafik- og Miljøudvalget endelig beslutning om istandsættelse af

vejene. Af beslutningen fremgik følgende:

“Med henvisning til Byrådets

påtænkte beslutning om istandsættelse af den private fællesvej (X) og en del

af

den private fællesvej (Y), (K) Bad, som meddelt ved brev af 21. december

1994,

har Teknik- og Miljøudvalget truffet endelig beslutning om, at vejene

istandsættes som et samlet arbejde ved kommunens foranstaltning, men for de

forpligtedes regning.

Endelig beslutning.

1. Som bruger af vejene anses

de til enhver tid værende ejere af matr. nre. ( ), (K) Bad, som derfor anses

for at være forpligtet til at afholde udgifterne ved såvel anlæg som

vedligeholdelse

af vejene.

...

4. (X):

Vejstrækningen fra (S-vej)

til det rørlagte vandløb samt stikvejene istandsættes i deres samlede længde

578 lbm. med 3 m’s kørebane på følgende måde:

Eksisterende vejmateriale

udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at

der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug

og

10/15 cm mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.

Arbejdet udføres i h.t.

almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB

92’, og skal være udført inden 26. maj

1995.

5. (Y):

Vejstrækningen fra (N-vej)

mod syd, til rørlagte vandløb ved matr. nr. ( ) istandsættes fra det rørlagte

vandløb mod nord til skovbrynet ved matr.nr. ( ) mod syd i alt 352 lbm med 3

m’s kørebane på følgende måde:

Eksisterende vejmateriale

udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at

der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug

og

10/15 cm. mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.

Arbejdet skal udføres i h.t.

almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB

92’, og skal være udført inden 26. maj

1995.

6. Rørunderføringen under

vejen i skel mellem de 2 veje retableres med Ø

300 mm

rør.

7. Efter fuldførelsen af de

under pkt. 4, 5 og 6 nævnte arbejder beregnes bidrag i h.t. tilhørende

partsfordelingsliste. Udgifter til vedligeholdelse beregnes efter samme

partsfordeling.

Vejbidraget skal betales

kontant.

Opmærksomheden henledes på

bestemmelserne i § 7 i lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 og § 2 i

lovbekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985, hvorefter byrådets beslutning

for så vidt angår arbejdets udførelse alene kan ankes til Trafikministeriet,

Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K., hvad angår retslige spørgsmål.

Klagefristen er 4 uger.”

Beslutningen blev sendt til

de berørte lodsejere med brev af 15. marts 1995. Der blev samtidig sendt et

bidragsfordelingsskema hvoraf fremgik at der for hvert matr. nr. skulle

betales

4.805,90 kr.

I brev af 21. marts 1995 til

lodsejerne beklagede kommunen at der var sket en fejl ved beregningen af

udgifterne til istandsættelse af vejen idet det angivne overslag ikke var

tillagt moms. Der fremsendtes ny bidragsfordeling. Beløbet pr. matr. nr. var

heri udregnet til 6.007,37 kr.

Den 8. april 1995 klagede A

og andre lodsejere til Trafikministeriet over kommunens afgørelse. I sin

klage

skrev A bl.a.

at

vejen ikke trængte

til en så omfattende istandsættelse,

at

rørunderføring er et kommunalt anliggende,

at

den påtænkte istandsættelse ville gøre vejen farlig for “bløde

trafikanter” og

medføre forøget gennemgående trafik,

at

kommunen burde have afholdt vejsyn, og

at

kommunen havde ignoreret borgernes indsigelser. A anmodede om at klagen måtte

blive tillagt opsættende virkning. A og de andre lodsejere klagede samme dag

til Tilsynsrådet for Ribe Amt over K Kommunes sagsbehandling i forbindelse

med

afgørelsen.

Trafikministeriet bekræftede

den 5. maj 1995 modtagelsen af klagen og oplyste samtidig at man havde bedt K

Kommune om en udtalelse. Den 17. maj 1995 oplyste tilsynsrådet over for A at

man havde sendt hans klage til Trafikministeriet idet tilsynsrådet ikke som

generel tilsynsmyndighed kunne behandle en klage når klagen samtidig var

indbragt for og blev behandlet af en i lovgivningen særligt nævnt speciel

tilsynsmyndighed.

I brev af 19. maj 1995 afgav

K Kommune udtalelse til Trafikministeriet. Af udtalelsen fremgik bl.a.

følgende:

“Jeg har kort redegjort for

de forskellige klagepunkter, samt vedlagt kopi af journalark, redegørelse fra

(C) og udskrift af beslutningsprotokol.

·

Vejen er i dårlig stand og trænger til

istandsættelse, hvilket det rådgivende ingeniørfirma (C) også har redegjort

for.

·

Kommunen har ikke haft anlægsopgaver i

området, men renovationsvogn kommer en gang i ugen og slamsuger en gang om

året, hvilket vejen skal kunne klare.

·

Rørunderføring under private fællesveje er

lodsejernes anliggende og den nævnte rørunderføring er intakt, men vejen er

efterhånden skyllet ned i grøften. Rørunderføringen er en Ø 200 beton rør.

For

at forhindre at vejmaterialer fortsat skylles ned i grøften skal underføring

udskiftes og forlænges.

·

De private fællesveje i hele

sommerhusområdet på (K), tilstræbes at skal holde en bredde på

3 m

for at dæmpe hastigheden, ved større

vejbredder, kan der foretages forbikørsel af fodgænger og cyklister uden at

sænke hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde.

·

For at imødegå mere gennemgående trafik på

(X) og (Y), er det besluttet, at der skal opsættes skilte med gennemkørsel

forbudt (C21 tavle med undertekst).

·

Byrådet har besluttet, at

sommerhusområderne skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket

medfører at der ikke

skal

afholdes

vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele

landet, og enkelte er bosat i udlandet, derfor vil det ved afholdelse af

vejsyn

være svært at få samlet ret mange af lodsejerne. Ved en påtænkt

istandsættelse

har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende.

·

Hovedparten af indsigelserne var rettet mod

udgiftsfordelingen, hvor de ønskede en deling efter hvor meget sommerhuset

blev

benyttet, samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.”

Kommunens udtalelse med bilag

blev ikke sendt til A og de andre klagere med henblik på bemærkninger.

A skrev den 7. juni 1995 til

tilsynsrådet med anmodning om at sagen alligevel blev taget op til behandling

idet A havde fået det indtryk at Trafikministeriet kun tog stilling til den

tekniske side af sagen og ikke til de forvaltningsmæssige spørgsmål. Den 11.

juli 1995 anmodede tilsynsrådet Trafikministeriet om bemærkninger til det A

havde anført.

Den 27. juli 1995 sendte K

Kommune til Trafikministeriet dokumentation for at kommunen havde besluttet

at

anvende privatvejslovens afsnit I, III og IV i kommunens sommerhusområder.

Trafikministeriet bad den 3.

august 1995 K Kommune om at tage stilling til om kommunen skulle bidrage til

vejenes istandsættelse idet kommunen havde nægtet at foranledige vejene

lukket

for gennemkørsel. Samme dag bad Trafikministeriet Miljøstyrelsen om en

udtalelse

om hvorvidt istandsættelse og vedligeholdelse af det offentlige vandløb i det

foreliggende tilfælde skulle foretages efter vandløbslovens bestemmelser,

eller

om underløbet måtte anses for en del af vejen og derfor skulle istandsættes

efter privatvejslovens bestemmelser.

Ligeledes den 3. august 1995

besvarede Trafikministeriet tilsynsrådets henvendelse. Ministeriet oplyste at

det var ministeriets opfattelse at det var mest hensigtsmæssigt at

Trafikministeriet behandlede de spørgsmål A havde rejst over for tilsynsrådet

i

forbindelse med ministeriets behandling af A’s klage.

A modtog kopi af

Trafikministeriets breve til K Kommune og til Miljøstyrelsen. Ministeriet

oplyste

samtidig at man ikke kunne imødekomme A’s anmodning om at klagen måtte

blive

tillagt opsættende virkning idet der ikke sås at være begrundet tvivl om at K

Kommune havde hjemmel til at kræve det pågældende arbejde udført.

I brev af 16. august 1995 til

Trafikministeriet oplyste Miljøstyrelsen at vedligeholdelsen og

istandsættelsen

af den i sagen omhandlede rørunderføring for den private fællesvej ikke

henhørte under vandløbslovens regler, og at vedligeholdelsen således ikke

påhvilede vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af

kommunevandløbet.

Den 24. august 1995 skrev A

og andre lodsejere bl.a. følgende til K Kommune:

“...

Ifølge oplysninger fra

kommunens sagsmateriale er der fremkommet indsigelser og ændringsforslag fra

flere lodsejere, ligesom der af lodsejere er fremsendt klager til

Trafikministeriet.

Hovedparten af disse

indsigelser og klager angår den forventede øgede gennemgående trafik og

udgiftsfordelingen.

Uanset disse indsigelser og

til trods for, at der i klagerne til Trafikministeriet er begæret opsættende

virkning, har kommunen ladet arbejdet udføre tilsyneladende i

overensstemmelse

med beslutningen.

Allerede nu kan det

konstateres, at der som forventet er blevet en større biltrafik på (X), og at

hastigheden

er forøget.

Vi underskrevne lodsejere -

underskriftsblade med navn, adresse og matrikelnummer er vedhæftet denne

skrivelse - der har parceller beliggende ved (X), og som i det hele kan

tilslutte os de af (D) i skrivelse af 19. januar 1995 til (K) Kommunes

vejmyndighed anførte betragtninger, finder det uomgængeligt nødvendigt, at de

to veje (X) og (Y) som oprindeligt indtil 1981 på ny adskilles i henseende

til

gennemkørende trafik, (X) med adgang til (S-vej) og (Y) med adgang til

(N-vej), således at der etableres en effektiv vejspærring ved det

rørunderlagte

vandløb ved matr. Nr. ( ) alene med gennemgangsmulighed for gående og for

trækkende cykler.

Det er oplyst, at kommunen

har til hensigt at opsætte vejtavler ved de to vejes udmunding i (S-vej) og

(N-vej) for at mindske den gennemkørende trafik. Vi finder en sådan

foranstaltning uden praktisk betydning.

Vi forbeholder os at

fremkomme med yderligere bemærkninger også i anledning af den af kommunen

besluttede udgiftsfordeling.

Bilag:

Tiltrædelseserklæringer fra lodsejere repræsenterende 21 af de 24 berørte

parceller svarende til 87,5%.”

Trafikministeriet modtog en

kopi af brevet.

Den 29. august 1995 sendte

tilsynsrådet A en kopi af Trafikministeriets brev af 3. august 1995.

Trafikministeriet rykkede den

22. september 1995 K Kommune for svar på ministeriets brev af 3. august 1995.

Den 3. november 1995 oplyste kommunen at sagen ville blive taget op til

fornyet

politisk behandling på et møde i teknik- og miljøudvalget den 18. december

1995. Den 30. januar 1996 bad ministeriet kommunen om at oplyse hvad der blev

besluttet på mødet. Kommunen skrev den 12. marts 1996 bl.a. følgende til

ministeriet:

“Sagen vedr. istandsættelse

af de private fællesveje (X) og (Y) blev behandlet på teknik og miljøudvalget

den 29. januar 1996, og dette giver anledning til, at besvare de spørgsmål

stillet til trafikministeriet af lodsejere på de berørte veje.

(K) Kommune kan ikke

tiltræde, at adgangen mellem (X) og (Y) begrænses, da det var en betingelse

for

at godkende udstykningen af området, at der blev etableret vejadgang til

(S-vej) for alle parceller på (X) og (Y).

(K) Kommune kan derimod godt

tiltræde, at der sker en regulering/begræsning af den gennemgående trafik ved

opsætning af skilte med gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst) ved

indkørsel

til (X) i nord og ved indkørsel til (Y) i syd.

Ved istandsættelsen har (K)

Kommune undladt, at istandsætte den sydlige del af (Y) fra matr. nr. ( ) til

(N-vej), denne del af (Y) tjener ikke som adgangsvej for parcellerne, men kun

som adgangsvej til skoven ( ).

Ved opgørelsen af udgifter

til istandsættelse af (X) og (Y), bliver udgifterne til rørunderføringen ikke

medregnet, ligeledes er (K) Kommune opmærksom på, at kommunens afslag til

lodsejerne på (X) på trafikregulerende foranstaltninger i 1991, har medført,

at (K) Kommune er pligtig til at deltage i istandsættelse af vejen, med den

del

der kan henføres til gennemgående trafik, der har medført særlig slitage på

vejen. Det er (K) Kommunes opfattelse, at denne del andrager 15 % af

istandsættelsesudgifterne.

Ligeledes stilles der

spørgsmål ved størrelsen af de samlede istandsættelsesudgifter. Ved en

vejistandsættelse

skal der bruges store mængder stabiltgrus, og da prisen for stabiltgrus er

ca.

3 gange større på (K) end på fastlandet, på grund af færgefragt, bliver den

slags anlægsopgaver mere bekostelige på (K).

Ved istandsættelsen af (X) og

(Y), der blev udført i foråret 1995, havde (K) Kommune et overskud af

’genbrugs

stabiltgrus’, der var fremstillet ved nedknusning af stenmaterialer på

(K),

disse materialer blev anvendt til bundsikringen af vejen, og kunne leveres

til

ca. 1/3 af den kalkulerede pris.

Alt i alt har ovennævnte

medført, at regningen for istandsættelsen reduceres med ca. 30% i forhold til

det kalkulerede.”

Den 22. marts 1996 sendte

Trafikministeriet K Kommunes udtalelse til A med henblik på bemærkninger.

K Kommune fremsendte den 25.

marts 1996 regning for istandsættelse af vejene til A og de andre lodsejere.

Det fremgik at der skulle betales 4.177,55 kr. pr. matr. nr.

I brev af 8. april 1996

fremkom A sammen med en anden klager med bemærkninger til K Kommunes

udtalelse.

A skrev bl.a. at undersøgelser på bl.a. tinglysningskontoret ikke havde

kunnet bekræfte K Kommunes anbringende om at det var en betingelse for at

godkende

udstykningen af området at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på

X

og Y. Herudover anførte A

at

det ikke

var korrekt at den sydlige del af Y ikke tjente som adgangsvej for

parcellerne,

at

A - hvis der blev etableret

adgangsbegræsning mellem fællesvejene - var villig til at give afkald på at K

Kommune skulle bidrage til istandsættelsen, og endelig

at

K Kommune ikke havde tilbudt nogen form for kontakt med

lodsejerne.

A fremsatte i brev af 9.

april 1996 yderligere nogle bemærkninger. A konkluderede at det var påkrævet

med en grundig gennemgang af K Kommunes sagsbehandling, såvel den tekniske

som

den forvaltningsmæssige side af sagen. A henstillede til Trafikministeriet at

der blev foretaget en sådan undersøgelse.

I anledning af A’s

henvendelser bad Trafikministeriet i brev af 16. april 1996 K Kommune om at

fremsende dokumentation for at godkendelse af udstykningen af området var

betinget af at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på X og Y.

Ministeriet anmodede desuden om bemærkninger til det A havde anført.

Den 24. maj 1996 svarede K

Kommune bl.a. følgende:

“I forbindelse med udstykningen

af matr.nr. ( ) blev der etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej

matr.nr. ( ). Herved fik parcellerne matr. nr. ( ) vejadgang direkte til

(S-vej).

Der er blevet taget nogle

billeder der viser, at (X) og (Y) ikke indbyder til gennemkørsel, hvis man

ikke

er lokalkendt. Disse vil blive sendt til Trafikministeriet, så snart de er

fremkaldt. Udfra dette grundlag er det (K) Kommunes opfattelse, at kommunens

del andrager 15 % af istandsættelsesudgifterne.

Som tidligere nævnt i brev af

den 19. maj 1995 fra (K) Kommune, har Byrådet besluttet, at

sommerhusområderne

skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket medfører at der

ikke

skal

afholdes vejsyn. Ved en påtænkt

istandsættelse har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til

kende.

Der vil sammen med billederne

blive fremsendt yderligere oplysninger til de øvrige klagepunkter fremført i

brevet af den 8. april 1996 fra (A), (E) og (B).

...”

K Kommune sendte den 19. juni

1996 billederne til Trafikministeriet og oplyste samtidig at man havde

anmodet

Politimesteren i Esbjerg om en udtalelse om opsætning af

gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y.

A rykkede den 17. og 23. juli

1996 K Kommune for svar på sin henvendelse af 24. august 1995.

Den 25. juli 1996 skrev K

Kommune følgende til Trafikministeriet:

“Som svar på de sidste

klagepunkter fremført af (A), (E) og (B), kan følgende oplyses:

Det har været meningen, at

lodsejerne af de grundstykker, der er opstået i forbindelse med udstykningen

af

matr. nr. ( ), skulle have mulighed for udkørsel til (S-vej). Det har ikke

været en betingelse, men en mulighed. Dette ses ud fra medsendte kopi af et

brev til Landinspektør (F) og (G) fra (K) Kommune af den 15. januar 1974:

’...

At

kørsel til og fra parcellerne ikke sker over matr. nr. ( ) eller

parceller udstykket heraf, forinden en eksisterende vej, fortløbende over

denne ejendom, er udbygget og befæstet efter en af vejmyndigheden forud

tiltrådt plan, ...’

Lodsejerne skulle altså have

muligheden, så snart vejen over matr. nr. ( ) var færdigt anlagt.

Efter oplysning fra den

tidligere formand for Teknik- og Miljøudvalget, var det ikke på (K) Kommunes

foranledning, at vejen blev gennemgående, men efter en udstykningsplan fra

landinspektøren, som (K) Kommune efterfølgende godkendte.”

I brev af 13. august til H,

som sammen med A havde underskrevet brevene af 24. august 1995 samt af 17. og

23. juli 1996, skrev K Kommune bl.a. følgende:

“Med henvisning til Deres

brev af den 23. juli 1996 angående de private fællesveje (X) og (Y), kan det

oplyses,

at det på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 27. februar 1995 blev besluttet,

at

der fortsat skal være mulighed for gennemkørsel via (X) og (Y).

Teknik og Miljøudvalget

besluttede endvidere den 29. januar 1996, at (K) Kommune er pligtig til at

deltage

i istandsættelsen, med den del der kan henføres til gennemkørende trafik, der

har medført særlig slitage på vejen. Denne andel andrager 15 % af

istandsættelsens

udgifter. Jvf. brev dateret den 12. marts 1996 fra (K) Kommune, som tidligere

er fremsendt.

...”

Den 11. september 1996

meddelte Politimesteren i Esbjerg K Kommune at man ikke kunne anbefale at der

blev opsat gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y.

Politimesteren

anbefalede at problemet i samarbejde med vejens ejere blev løst ved

etablering

af nogle fysiske foranstaltninger der enten umuliggjorde gennemkørsel eller

gjorde gennemkørsel uattraktiv.

Trafikministeriet traf den

20. september 1996 afgørelse i sagen. Af denne fremgik bl.a. følgende:

“...

De anfører i Deres klage, at

·

vejen ikke trænger til så omfattende

istandsættelse,

·

kun første del af stikvej mellem nr. 2 og

14 samt rørunderføring under de 2 private fællesveje (X) og (Y) trænger til

istandsættelse,

·

nævnte vejstykke mellem nr. 2 og 14 er

ødelagt af kommunens gravemaskiner,

·

rørunderføring udelukkende er et kommunalt

anliggende og ansvar, idet det drejer sig om et kommunalt vandløb,

·

rørunderføringen er udført så svag, at den

ikke kan bære den trafik, der er på vejen,

·

den af kommunen besluttede bredde på

3 m

vil være direkte farlig for ’bløde

trafikanter’ (herunder børn), da der ikke bliver plads til bil og cykel,

·

istandsættelse som af kommunen foreslået

givet vil betyde en forøget trafik mellem ( ) og (K) Bad med stærk belastning

af miljøet i (X) som følge,

·

kommunen ikke har overholdt bestemmelserne

i privatvejslovens § 59, stk. 1, idet der ikke er indkaldt til vejsyn,

·

kommunen helt klart har vist, at den ikke

har overblik over økonomien i denne sag,

·

kommunen klart har ignoreret borgernes

indsigelser.

·

Trafikministeriet har i den anledning

indhentet en udtalelse fra (K) Kommune, som anfører, at

·

vejen er i dårlig stand og trænger til

istandsættelse, jf. den med kommunens brev fremsendte redegørelse fra det

rådgivende ingeniørfirma (C),

·

kommunen ikke har haft anlægsopgaver i

området, men at renovationsvogn kommer ugentligt og slamsuger årligt, hvilket

vejen skal kunne bære,

·

rørunderføring under private fællesveje er

lodsejernes anliggende, og at nævnte rørføring er intakt, men vejen

efterhånden

skyllet ned i grøften. Rørunderføring skal udskiftes og forlænges, for at

vejmaterialer ikke fortsat skyller ned i grøften,

·

private fællesveje i hele sommerhusområdet

på (K) tilstræbes fastholdt i en bredde på

3

m

for at dæmpe hastigheden. Ved større vejbredder kan

der foretages forbikørsel af fodgængere og cyklister uden at sænke

hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde,

·

for at imødegå mere gennemgående trafik på

(X) og (Y) vil der blive opsat ’Gennemkørsel forbudt’ skilte,

·

byrådet har besluttet, at

sommerhusområderne skal behandles efter privatvejslovens afsnit III, hvilket

medfører, at der ikke

skal

afholdes

vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele

landet, og enkelte er bosiddende i udlandet, hvorfor det vil være svært at

samle ret mange lodsejere til afholdelse af vejsyn. Ved en påtænkt

istandsættelse

har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende,

·

hovedparten af indsigelserne var rettet mod

udgiftsfordelingen, hvor man ønskede en deling efter benyttelse af

sommerhuset

samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.

Herudover har De i brev af

24. august 1995 anført, at vejene (X) og (Y) bør adskilles i henseende til

gennemkørende trafik, sådan som forholdene var indtil 1981.

Ministeriet skal i den

anledning oplyse, at ministeriet i henhold til lov om private fællesveje § 7,

stk. 1, er klagemyndighed for så vidt angår afgørelser truffet af en

vejmyndighed i henhold til denne lov. Ministeriet kan således alene tage

stilling

til, om en vejmyndighed har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn,

som

en vejmyndighed kan udøve inden for lovens rammer. Ministeriet kan således

foretage en retlig prøvelse af kommunen, men ikke en teknisk vurdering af

projektet eller en egentlig revision af regnskabet.

Ministeriet skal oplyse, at

sommerhusområder som udgangspunkt er omfattet af det afsnit i

privatvejsloven,

der omfatter private fællesveje på landet, idet sådanne områder i henhold til

lov om by- og landzoner ikke er byzone. Såfremt en vejmyndighed ønsker et

sommerhusområde behandlet efter privatvejslovens bestemmelser om private

fællesveje i byer og bymæssige områder, skal vejmyndigheden benytte sig af

den

mulighed, der findes i privatvejslovens § 13, stk. 2, til at bestemme, at

bestemmelser om byer og bymæssige områder skal gælde for det pågældende

sommerhusområde.

(K) Kommune har truffet sådan

beslutning, og det er derfor bestemmelserne i afsnit III (§§ 21-62), herunder

kap. 10 (§§ 57-62), der finder anvendelser i det foreliggende tilfælde.

Efter lovens § 57, stk. 2,

bestemmer kommunen, hvilke arbejder der skal udføres, og hvornår de skal

udføres. Spørgsmålene om, hvovidt der er behov for arbejderne, samt hvordan

de

skal gennemføres - herunder hvilken bredde kørebanen skal have - beror alle

på

et teknisk skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.

For så vidt angår Deres

anbringende om rørføring, har Miljø- og Energiministeriet i brev af 16.

august

1995 meddelt, at som sagen foreligger oplyst, henhører vedligeholdelsen og

istandsættelsen af omhandlede rørføring for den private fællesvej ikke under

vandløbslovens regler om vedligeholdelse af vandløb, hvorfor den ikke

påhviler

vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af kommunevandløbet.

Vedligeholdelsen må efter Trafikministeriets opfattelse herefter betragtes

som

en del af vedligeholdelsen af de private fællesveje.

Efter lovens § 44, stk. 3,

jf. stk. 1, må en privat fællesvej kun afspærres med kommunens og politiets

samtykke.

Hensigten med bestemmelsen er

at sikre, at private fællesveje kan udgøre en del af det samlede vejnet til

brug for alle trafikanter. Spørgsmålet, om vejen bør holdes åben for

gennemgående trafik, beror ligeledes på et skøn, som ministeriet ikke kan

tage

stilling til.

Hvis kommunen afslår en ansøgning

om afspærring af vejen, kan der blive tale om, at kommunen skal betale en del

af udgifterne til vejens vedligeholdelse, jf. privatvejslovens § 58, stk. 2.

Trafikministeriet

foranledigede derfor i brev af 3. august 1995 (K) Kommune til at tage

stilling

til, hvorvidt kommunen i henhold til privatvejslovens § 58, stk. 2 ville

bidrage til vejens istandsættelse.

(K) Kommune besluttede

herefter ved et møde den 29. januar 1996,

at

udgifterne til istandsættelse af rørføring ikke blev medregnet ved opgørelse

af

udgifterne til istandsættelse af (X) og (Y),

at

kommunen ville bidrage med 15 % af de øvrige udgifter,

at

der opsættes skilte med

’Gennemkørsel forbudt’ ved indkørsel til (X) i nord og til (Y) i

syd. Kommunen

har om sin andel af udgifterne anført, at vejen ikke ’indbyder’ til

gennemgående trafik, og at denne trafik derfor vil være begrænset.

Spørgsmålet om, hvor stor en

del af udgiftene kommunen skal afholde som følge af, at den ikke vil afspærre

vejen, beror på et skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.

Endelig bemærkes, at kommune

efter lovens § 59 ikke har pligt til at afholde vejsyn, idet det følger af §

59, stk. 2, at en vejmyndighed i stedet for at afholde vejsyn kan bekendtgøre

beslutningen om istandsættelse over for de berørte grundejere.

Efter Trafikministeriets

opfattelse har (K) Kommune således ikke handlet retsstridigt, og ministeriet

anser derfor den af kommunen trufne afgørelse for lovlig, hvorfor ministeriet

ikke har mulighed for at ændre den.

...”

I brev af 30. september 1996

oplyste K Kommune over for Politimesteren i Esbjerg at kommunen ikke kunne

tillade en afspærring af X og Y da der skulle være gennemkørselsmulighed for

ambulancer og brandbiler mm. Den eneste acceptable løsning for kommunen ville

derfor være opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.

Den 27. oktober 1996

kommenterede A Trafikministeriets afgørelse. A skrev at han ikke fandt at

ministeriet havde behandlet den forvaltningsmæssige side af sagen. A forstod

på den baggrund ikke hvorfor ministeriet havde bedt om at få sagen overdraget

fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Herudover savnede A stadig dokumentation for

at

det skulle have været en betingelse for udstykningen at X og Y blev gjort

gennemgående. A bad Trafikministeriet om at behandle spørgsmålet om vejene

skulle være gennemgående, også under hensyn til at A havde fået oplyst at

Politimesteren i Esbjerg ikke fandt det hensigtsmæssigt at opsætte

gennemkørselforbudt-skilte.

Politimesteren i Esbjerg

oplyste den 5. november 1996 over for K Kommune at man efter en besigtigelse

ikke fandt grundlag for at ændre opfattelse, og at man derfor ikke kunne

godkende opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.

Trafikministeriet svarede den

12. november 1996 på A’s henvendelse af 27. oktober 1996. Ministeriet

skrev bl.a.

følgende:

“...

Ministeriet skal i den

anledning henvise til, at ministeriets afgørelse foreligger med brev af 20.

september 1996. Det følger af ministeriets afgørelse, at kommunen efter

ministeriets opfattelse ikke har handlet i strid med forvaltningsretlige

regler, ligesom det er præciseret, at ministeriet kan foretage en retlig

prøvelse af kommunen, men hverken en teknisk vurdering af projektet eller en

egentlig revision af regnskabet.

Da De ikke i Deres klage

nærmere har motiveret, hvilke forvaltningsretlige regler kommunen har

tilsidesat, har ministeriet ikke haft grundlag for i sin afgørelse at tage

stilling til konkrete forvaltningsretlige regler.

For så vidt angår Deres

oplysning om, at Trafikministeriet ved sagens start forlangte de

forvaltningsmæssige

sider af sagen overdraget fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at

tilsynsrådet på baggrund af Deres henvendelse dertil videresendte denne til

Trafikministeriet, idet spørgsmål om vejlovgivningen henhører under dette, og

idet Trafikministeriet i forbindelse hermed kan tage stilling til, om en

afgørelse kan tilsidesættes som ulovlig efter forvaltningslovens regler eller

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

For så vidt angår Deres

efterlysning af dokumentation for kommmunens oplysning om, at en gennemførsel

af vejene (X) og (Y) som gennemgående vej skulle have været en betingelse for

udstykningen af den tidligere matr. nr. ( ) fremgår det af de fra (K) Kommune

modtagne dokumenter, at der i forbindelse med udstykning af matr. nr. ( ) (Y)

blev etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej matr. nr. ( ) (X),

hvorved parcellerne matr. nr. ( ) m. fl. fik direkte vejadgang til (S-vej).

Det var landinspektørens forslag, som blev godkendt af kommunen.

Udstykning af parcellerne fra

matr. nr. ( ) skete dog på vilkår, at al kørsel til og fra parcellerne ikke

skete over matr. nr. ( ) eller parceller udstykket heraf, forinden en

eksisterende vej (X), fortløbende over denne ejendom, var udbygget og

befæstet

efter en af vejmyndighederne forud tiltrådt plan.

Ministeriet skal i den

forbindelse gøre opmærksom på, at de betingelser, der lå til grund for

udstykningen

ikke har betydning for lovligheden af kommunen afgørelse om udbedring af (X),

eller om vejen skal afspærres. Kommunen kan i alle tilfælde nægte at give

tilladelse til en afspærring, hvis den finder, at der bør være bedre mulighed

for gennemkørsel.

De oplyser endelig, at

politiet ikke anser et gennemkørselsforbud alene ved hjælp af skiltning for

hensigtsmæssigt, hvilket skulle være meddelt (K) Kommune, som herefter ikke

vil

kunne overholde sit løfte om en sådan skiltning.

Trafikministeriet har som

klagemyndighed efter privatvejslovens § 7 ikke mulighed for at behandle dette

spørgsmål, idet det dog bemærkes, at politiets afslag ikke kan føre til, at

kommunens afgørelse er retsstridig.

...”

Trafikministeriet gjorde A

opmærksom på at han havde mulighed for at klage til mig.

Den 29. november 1996 skrev A

til Trafikministeriet at han flere gange havde anført at K Kommune konsekvent

havde undladt at svare på og bekræfte modtagelsen af breve. A bad på denne

baggrund

om ministeriets bemærkninger til kommunens sagsbehandling, eller - hvis en

sådan behandling af sagen faldt uden for ministeriets kompetenceområde - at

ministeriet videresendte sagen til den relevante myndighed.

I brev af 15. august 1997

svarede Trafikministeriet bl.a. følgende:

“...

I ovennævnte brev henviser De

til ’Vejledning til forvaltningslovens § 205, 2. afsnit og §§ 206-

208’.

Trafikministeriet skal i den

anledning gøre opmærksom på, at vejledningen ikke indeholder bindende

bestemmelser, men alene vejledning om bestemmelserne i forvaltningsloven.

Punkterne 205-208 på siderne 100 og 101 i vejledningen indeholder således en

generel henvisning til spørgsmål om svarfrist mv. i forbindelse med den

offentlige forvaltning.

Det fremgår af ovennævnte

punkter i vejledningen, at forvaltningsloven

ikke

indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af

en sag, fordi opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.

For så vidt angår den tid der

er medgået, før (K) kommune har besvaret Deres henvendelser, deler

ministeriet

Deres opfattelse af, at henvendelser fra borgere bør besvares hurtigst

muligt,

men spørgsmålet om hvad ’hurtigst muligt’ er i det konkrete

tilfælde, må bero

på et konkret skøn. Dette skøn kan ministeriet ikke tage stilling til, jf.

det

tidligere oplyste om, at ministeriet kun kan tage stilling til retlige

spørgsmål.

Ministeriet skal beklage den

lange ekspeditionstid, men foretager sig herefter ikke videre i sagen.”

A klagede den 14. september

1997 til mig over afgørelsen om istandsættelse af vejen. A klagede desuden

over K Kommunes og Trafikministeriets sagsbehandling.

I anledning af A’s klage

indhentede jeg en udtalelse fra K Kommune og Trafikministeriet. K Kommune

oplyste i udtalelse af 7. november 1997 at man ikke havde yderligere

kommentarer.

Trafikministeriet skrev i udtalelse af 26. november 1997 bl.a. følgende:

“...

Efter Trafikministeriets

opfattelse har (K) Kommune truffet en lovlig afgørelse vedrørende

istandsættelse

af og vejbidrag til (X).

(A) klagede herefter i brev

af 27. oktober 1996 til Trafikministeriet over ministeriets manglende

gennemgang af den forvaltningsmæssige side af (K) Kommunes behandling af

sagen.

Trafikministeriet besvarede

klagen med henvisning til, at ministeriet alene kan foretage en retlig

prøvelse af kommunens afgørelse og således hverken en teknisk vurdering af

projektet eller en egentlig revision af regnskabet.

Herudover anførte

ministeriet, at (A) ikke havde angivet, hvilke konkrete forvaltningsmæssige

bestemmelser,

(K) Kommune havde tilsidesat, hvorfor ministeriet ikke havde grundlag for at

tage stilling til spørgsmålet,

(A) oplyste i brev af 29.

november 1996 til ministeriet, at det i brev af 9. april 1996 til ministeriet

fremgik, hvilke forvaltningsmæssige bestemmelser, (K) Kommune havde

tilsidesat,

idet kommunen konsekvent nægtede at besvare henvendelser og give oplysning om

materialeforbrug.

Trafikministeriet besvarede

(A)’s brev den 15. august 1997 med oplysning om, at forvaltningsloven

ikke

indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af en sag, fordi

opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.

Efter ministeriets opfattelse

kunne (K) Kommunes sagsbehandling dog have været gennemført på kortere

tid.”

I brev af 30. december 1997

kommenterede A udtalelserne og skrev bl.a. følgende:

“...

Jeg og mange af de øvrige

berørte grundejere finder, at (K) Kommune har overtrådt de gældende regler,

jvf. den tidligere indsendte korrespondance. Jeg bad derfor Tilsynsrådet for

Ribe Amt behandle sagen, men det har Trafikministeriet så forhindret det i

ved

at forlange hele sagen overdraget. Jeg kan ikke tro, at det i et retssamfund

er

muligt på den måde at forhindre behandlingen af en klage. Det er dog

glædeligt,

at Trafikministeriet erkender, at (K) Kommue har kunnet gennemføre

sagsbehandlingen på kortere tid.

...”

På baggrund af A’s

bemærkninger bad jeg Trafikministeriet om en ny udtalelse. Af ministeriets

udtalelse af 6. marts 1998 fremgik bl.a. følgende:

“For så vidt angår (A)’s

påstand om, at ministeriet har forhindret sagens behandling ved at forlange

sagen oversendt fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at (A) i

brev

af 8. april 1995 til Tilsynsrådet for Ribe Amt anmodede tilsynsrådet om at

vurdere, om (K) Kommune havde overholdt gældende lovgivning og i brev af

samme

dato til Trafikministeriet klagede over kommunens afgørelse.

Ribe Statsamt besvarede den

17. maj 1995 (A)’s brev med meddelelse om, at tilsynsrådet ikke som

generel

tilsynsmyndighed kan behandle en klage, når klagen samtidig er indbragt for

og

behandles af en i lovgivningen særligt nævnt speciel tilsynsmyndighed.

Endvidere

meddeler statsamtet, at tilsynsrådets sekretariat har rettet henvendelse til

Trafikministeriet, som har bekræftet, at det har taget klagerne under

behandling og allerede sendt dem til (K) Kommune til udtalelse.

Herudover har ministeriet i

svar af 12. november 1996 på (A)’s brev af 27. oktober 196 forklaret, at

tilsynsrådet havde videresendt sagen til ministeriet som følge af, at

spørgsmål

om vejlovgivningen henhører under dette ministerium.

...”

I brev af 2. april 1998

kommenterede A Trafikministeriets udtalelse.

Den 19. januar 1999 sendte

jeg en foreløbig redegørelse for sagen til Trafikministeriet. Jeg skrev at

jeg

var indstillet på at henstille til Trafikministeriet at genoptage sagen idet

der efter min opfattelse var grundlag for at kritisere både K Kommunes og

Trafikministeriets sagsbehandling. Jeg fandt det dog mest korrekt at afgive

min

udtalelse i foreløbig form, så Trafikministeriet kunne få lejlighed til at

udtale sig om sagen inden jeg afgav min endelige udtalelse.

Vejdirektoratet oplyste i

brev til K Kommune af 29. januar 1999 – som blev sendt til mig i kopi

– at

behandlingen af klager efter vejlovgivningen fra den 1. oktober 1998 var

henlagt til direktoratet. Trafikministeriet havde på den baggrund bedt

direktoratet om at besvare min henvendelse. Direktoratet bad samtidig K

Kommune

om en udtalelse om det jeg havde anført i min foreløbige redegørelse.

Vejdirektoratet kommenterede

i brev af 28. april 1999 min foreløbige redegørelse. Direktoratet skrev bl.a.

følgende:

“...

Vejdirektoratet kan oplyse,

at behandlingen af klager efter vejlovgivningen ved bekendtgørelse nr. 681 af

17. september 1998 om henlæggelse af opgaver til Vejdirektoratet pr. 1.

oktober 1998 er henlagt til Vejdirektoratet.

På denne baggrund har

Trafikministeriet, uanset at der er tale om en klage over en afgørelse

truffet

af ministeriet før 1. oktober 1998, anmodet Vejdirektoratet om at besvare

henvendelsem.

Vejdirektoratet har modtaget

vedlagte henvendelse af 4. marts 1999 fra (K) Kommune.

Vejdirektoratet kan oplyse,

at direktoratet er enig i,

·

at prøvelsen af retlige spørgsmål, efter

privatvejslovens § 7, stk. 1, også omfatter overholdelse af almindelige

forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelserne i forvaltningsloven,

·

at det er en beklagelig fejl, at klagerne

ikke har fået tilsendt kopi af K Kommunes udtalelse af 19. maj 1995 med

bilag,

og

·

at ministeriet burde have påtalt de

sagsbehandlingsfejl - partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse - som

kommunen har

begået.

Vejdirektoratet har samtidig

taget til efterretning, at De - modsat Trafikministeriet - skønner, at

ministeriet for at få sagen tilstrækkeligt belyst burde have indhentet

samtlige sagsakter fra kommunen.

På denne baggrund har

Vejdirektoratet ikke bemærkninger til Deres foreløbige afgørelse.

...”

Af K Kommunes brev af 4.

marts 1999 til Vejdirektoratet fremgik at kommunen ikke havde yderligere

bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

“Kommunalbestyrelsen i (K) Kommune har i medfør af § 13, stk. 2, i lov

om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997)

bestemt at reglerne i lovens afsnit I, II og IV om private fællesveje i byer

og bymæssige områder skal finde anvendelse i kommunens sommerhusområder.

Afgørelsen om istandsættelse og vedligeholdelse af vejene (X) og (Y) er på

den baggrund truffet efter bestemmelserne i lovens afsnit III, kapitel 10, §§

57, 58, 59, 61 og 62. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

’Kap 10. Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje

Grundejernes forpligtelser

§ 57.

Det påhviler ejerne af de til en privat fællesvej grænsende ejendomme at

holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og

forsvarlig stand. Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb.

Stk. 2.

Vejmyndigheden bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde private

fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, og kan for at opnå det i

stk. 1 nævnte formål tillige bestemme, at en sådan vej skal istandsættes,

således at der sker en forbedring af denne. Vejmyndigheden bestemmer, hvornår

arbejdet skal være afsluttet, og om det skal udføres som et samlet arbejde,

også i regnskabsmæssig henseende, under vejmyndighedens kontrol, eller om de

enkelte grundejere skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet.

...

Stk. 4.

Vejmyndigheden kan træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i

færdselsmæssig henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes

som ét samlet arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem

samtlige bidragspligtige under ét. Det skal fremgå af beslutningen, om de

konkrete arbejder på de enkelte veje skal udføres på samme tid eller til

forskellig tid.

Andre brugeres forpligtelser

§ 58.

...

Stk. 2.

Såfremt vejmyndigheden efter § 44 afslår en ansøgning fra

ejerne af de tilgrænsende grunde om indførelse eller opretholdelse af forbud

mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej og denne færdsel i særlig

grad

medfører slid på vejen, afholder kommunen en dertil svarende del af

udgifterne

ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse.

Vejsyn mv

§ 59.

Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning

om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej,

som et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen,

indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der

gøres

rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved

arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger

for

adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den

påtænkte

beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres en

protokol.

Stk. 2.

I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan

vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,

bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke

under

3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser og

ændringsforslag.

Stk. 3.

Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2

omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt

meddelelse

til enhver, der berøres af beslutningen.

...

Kommunens udførelse af arbejdet

§ 61.

Vejmyndigheden kan bestemme, at et efter § 57, jf. §§ 58,

stk. 1, og 60, påbudt samlet istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde

skal udføres ved kommunens foranstaltning, men for de forpligtedes regning.

...

Fordeling af udgifter ved samlede arbejder

§ 62.

Når istandsættelse eller vedligeholdelse af en privat fællesvej

udføres som et samlet arbejde, fordeles udgifterne ved arbejdet mellem ejerne

af tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen, af vejmyndigheden efter §§

11-12 i lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

...’

Afgørelsen om hvorvidt en

privat fællesvej skal istandsættes og på hvilken måde, hviler bl.a. på

tekniske

vurderinger af vejens tilstand.

Ifølge reglerne for

ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol

af de tekniske vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for

denne

sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Afgørelsen bygger også i vidt

omfang på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som

ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse

forskellige

hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end (K) Kommune der som

vejmyndighed beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes

afgørelse. Det gælder bl.a. ved visse typer af sagsbehandlingsfejl.

(K) Kommunes sagsbehandling

Partsstatus

Det er af afgørende betydning

for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om De og de

andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens forstand i

forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.

Forvaltningsloven indeholder

ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog

almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til

forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at

lovens

partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og

individuel interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk

den

eller dem til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også

andre

fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.

Det at interessen skal være

individuel gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i forhold

til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det

er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har

partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor

anførte sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter,

Forvaltningsloven

med kommentarer (1992), s. 60.

Heller ikke i relation til

beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’

interesser,

kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af

disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven

med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288. Dette gælder bl.a.

ofte i relation til plansager og miljøsager.

Grundlaget for afgørelserne i

den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf

beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet

arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem

samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne

blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning

kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i

området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35),

afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er

ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter

min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så

specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens

forstand.

De og de andre berørte

grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt

tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en

forvaltningsmyndighed.

Partshøring

(K) Kommune fulgte fremgangsmåden

i privatvejslovens § 59, stk. 2, således at der ikke blev afholdt vejsyn.

Kommunens påtænkte beslutning om istandsættelse blev i stedet meddelt de

berørte lodsejere. Der blev samtidig fastsat en frist for at komme med

indsigelser eller ændringsforslag. Kommunen medsendte ikke grundlaget for den

påtænkte beslutning, bl.a. den ingeniørrapport der var blevet udarbejdet.

Efter bestemmelsen i

forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for

forvaltningsmyndigheder til inden der træffes afgørelse at høre parten.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden

er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

...

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen inden afgørelsen træffes.’

Som det fremgår, kan

partshøring undlades på sagsområder hvor der ved lov er fastsat særlige

bestemmelser

om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med

sagsbehandlingen,

jf. stk. 2, nr. 6. Ikke enhver særlig partshøringsregel kan fortrænge den

almindelige regel i § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige

regel tillægger mindst de samme partsbeføjelser som § 19, stk. 1, det vil

sige

både indsigt i bedømmelsesgrundlaget og en ret til at udtale sig, jf. den sag

der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 260,

og

Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345-346.

Bestemmelsen i

privatvejslovens § 59, stk. 2, sikrer efter sin ordlyd ikke parten indsigt i

de

oplysninger der ligger til grund for vejmyndighedens påtænkte beslutning, og

bestemmelsen kan derfor efter min opfattelse ikke antages at fortrænge

forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen gælder derfor kun som et

supplement

til forvaltningslovens regler.

Redegørelserne af 8. december

1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma (C) indeholder

bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af væsentlig

betydning for sagens afgørelse - nemlig de faktiske oplysninger om vejenes

tilstand som (K) Kommune lagde til grund for sin afgørelse. De vidste ikke at

oplysningene var indhentet, og at de indgik i en sag. (K) Kommune kunne ikke

udelukke at oplysningerne kunne være til ugunst for Dem. Jeg finder på den

baggrund at (K) Kommune burde have partshørt over oplysningerne forud for

afgørelsen af 27. februar 1995.

Begrundelse

Skriftlige afgørelser der

ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §

22

være ledsaget af en begrundelse. Lodsejerne var fremkommet med indsigelser

mod

en (så omfattende) istandsættelse af vejen, og (K) Kommunes afgørelse må på

den baggrund betragtes som en afgørelse der ikke giver fuldt ud medhold.

Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse. Kravene til en

begrundelses

indhold findes i forvaltningslovens § 24 der har følgende ordlyd:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen

efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. §

15.’

Begrundelsen skal fremtræde

som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Dette

indebærer bl.a. at der skal tages stilling til relevante anbringender fra en

parts side, jf. bl.a. den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1990, s. 117.

I (K) Kommunes afgørelse af

27. februar 1995 er der kun redegjort for hvorledes istandsættelsesarbejdet

ville blive udført. Der er ikke hverken i ’Endelig beslutning’ af

27. februar

1995 eller i følgebrevet til lodsejerne af 15. marts 1995 henvist til efter

hvilke regler i privatvejsloven afgørelsen er truffet (herunder især § 57,

stk. 2 og 4); der er ikke angivet de hovedhensyn som har været bestemmende

for

afgørelsen; der er ikke redegjort for de faktiske omstændigheder der har

været

lagt til grund for afgørelsen; og der er ikke taget stilling til de

(relevante)

partsanbringender som er fremkommet i indsigelserne fra lodsejerne. Jeg

finder

på den baggrund at (K) Kommunes begrundelse for afgørelsen er utilstrækkelig.

Jeg bemærker at (K) Kommune

for at opfylde sin begrundelsespligt ikke nødvendigvis behøvede at skrive

særlige breve til hver enkelt af de lodsejere der var fremkommet med

indsigelser, og heri redegøre for kommunens stillingtagen til netop denne

lodsejers indsigelser. Kommunen kunne udforme et standardbrev hvori der blev

taget stilling til de relevante indsigelser der var fremkommet fra

lodsejerne,

og hvori de øvrige krav til en begrundelses indhold som stilles i

forvaltningslovens

§ 24, blev opfyldt.

Trafikministeriets sagsbehandling

Kommunalbestyrelsens

afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af privatvejsloven, kunne

påklages til Trafikministeriet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf.

privatsvejslovens § 7, stk. 2. Som retlige spørgsmål der er omfattet af

klageadgangen, anses overholdelsen af almindelige forvaltningsretlige regler,

herunder bestemmelserne i forvaltningsloven, jf. bl.a. for så vidt angår en

tilsvarende bestemmelse i planloven, Anne Birte Boeck, Lov om planlægning med

kommentarer, 1. udgave (1994), s. 303.

Trafikministeriet skulle

således som led i klagesagsbehandlingen have påtalt de ovenfor nævnte

sagsbehandlingsfejl som (K) Kommune havde begået

- partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse

- og have taget stilling til hvilken indvirkning de skulle have på den trufne

afgørelse.

Det gælder som et

grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed

selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder - at fremskaffe fornødne

oplysninger

om en sag eller at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken

til

sagens oplysning. Partshøringsforpligtelsen i medfør af forvaltningslovens §

19, stk. 1, er et led i denne sagsoplysning - formålet med

partshøringsforpligtelsen er også at sagen bliver truffet på et korrekt

grundlag.

På baggrund af Deres og de

andre lodsejeres klager bad Trafikministeriet (K) Kommune om en udtalelse.

Udtalelsen blev fremsat i brev af 19. maj 1995. Med brevet sendte kommunen

nogle udvalgte akter fra sagen, bl.a. rapporten af 8. december 1994 fra

Ingeniørfirmaet

(C). Kommunen sendte ikke kopi af alle de indsigelser der var fremkommet i

forbindelse med istandsættelsen, og heller ikke de henvendelser fra en borger

der var årsagen til at sagen blev rejst.

Efter min opfattelse burde

Trafikministeriet for at opfylde kravene til tilstrækkelig sagsoplysning - i

forbindelse med vurderingen af sagens retlige spørgsmål, herunder om

almindelige forvaltningsretlige regler var overholdt - have indhentet

samtlige

sagsakter fra kommunen.

Trafikministeriet burde

tillige have bedt om Deres og de andre lodsejeres bemærkninger til de

oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder som var indeholdt i kommunens udtalelse af

19. maj 1995 med bilag (herunder især oplysningerne i rapporterne af 8.

december 1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma).

Trafikministeriet

ville herved både have repareret på den partshøringsfejl som (K) Kommune

havde

begået, og opfyldt sin egen partshøringsforpligtelse i henhold til

forvaltningslovens

§ 19, stk. 1.

Alt i alt er

Trafikministeriets oplysningsgrundlag således utilstrækkeligt. Dette finder

jeg beklageligt.

Jeg finder ikke grundlag for

at kritisere at Trafikministeriet ikke sendte Deres klage over (K) Kommunes

sagsbehandling til Tilsynsrådet for Ribe Amt til behandling. Det almindelige

kommunaltilsyn er subsidiært i forhold til rekursinstanser - det vil sige at

det almindelige kommunaltilsyn ikke anses for kompetent hvor der eksisterer

et

administrativt rekurssystem der kan anvendes i det konkrete tilfælde, jf.

bl.a.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 496. Jeg bemærker i øvrigt

at

tilsynsrådenes opgave er at prøve om kommunernes beslutninger ’strider

mod lovgivningen’

(kommunestyrelseslovens § 61). Tilsynsrådet ville således under ingen

omstændigheder kunne tage stilling til mere end Trafikministeriet der kan

prøve ’retlige spørgsmål’.

De sagsbehandlingsregler hvis

overholdelse (K) Kommune og Trafikministeriet ikke har iagttaget

(partshøring,

sagsoplysning, samtidig begrundelse), har karakter af såkaldte

garantiforskrifter. Deres efterlevelse betragtes som en garanti for at der

bliver truffet en lovlig og rigtig afgørelse. Fejlene har bevirket at De og

de

andre lodsejere aldrig har fået indsigt i de oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder

der ligger til grund for kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen, og

at

De og de andre lodsejere aldrig har fået meddelt en fyldestgørende

begrundelse for afgørelsen, herunder fået meddelt kommunens stillingtagen til

Deres indsigelser.

Vejdirektoratet har i medfør

af § 1 i bekendtgørelse nr. 681 af 17. november 1998 fået overladt

kompetencen

til at afgøre klager efter bl.a. § 7 i lov om private fællesveje.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1998, jf. § 5. I henhold til §

5,

stk. 2, skal også klager som er indbragt for Trafikministeren, men ikke

afgjort

inden tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden, afgøres af

Vejdirektoratet.

Det er ikke reguleret i bekendtgørelsen hvilken myndighed der tager stilling

til (genoptagelse af) allerede afgjorte sager.

Trafikministeriet har som

følge af reglerne i bekendtgørelsen overladt til Vejdirektoratet at

kommentere

min foreløbige redegørelse i sagen. Vejdirektoratet har i brev af 28. april

1999 udtalt at direktoratet ikke har bemærkninger til redegørelsen.

På den baggrund har jeg -

uanset at vejen er istandsat i overensstemmelse med (K) Kommunes afgørelse -

henstillet til Trafikministeriet at genoptage sagen eller foranledige at

Vejdirektoratet genoptager den med henblik på at sørge for at De (og de andre

lodsejere) - eventuelt ved hjemvisning til kommunen - får indsigt i og

lejlighed til at kommentere grundlaget for kommunens afgørelse, og at De (og

de

andre lodsejere) herefter får meddelt en ny afgørelse der er ledsaget af en

fyldestgørende begrundelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg beder Dem afvente

Trafikministeriets eller Vejdirektoratets nye afgørelse i sagen før De tager

stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig på ny.

”

NOTER: (*1) FOB 1979, s. 288,

FOB 1990, s. 260,

FOB 1990, s. 117.

Lignende dokumenter