Spring til indhold

Retsinformation

EØS og grænsearbejdere. Medlemmet M, der hidtil kun havde arbejdet i Danmark, flyttede i juli 2004 til Sverige, da der var en måned tilbage af ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren blev taget under konkurs 2. juli 2004 og M afholdt i juli 2004 såvel planlagt som tvungen ferie. M indfandt sig kun 2 gange på sin danske arbejdsplads i juli 2004. M blev anset for at være omfattet af begrebet "andre arbejdstagere end grænsearbejdere" i artikel 71, stk. 1, litra b i Rådets Forordning 1408/71 (atypisk grænsearbejder), jf. principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 (Bergemann-dommen). Uanset at M ikke havde bopæl i Danmark, kunne han vælge at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark og få udbetalt danske dagpenge.

KEN nr 9711 af 17/02/2006Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

EØS

og grænsearbejdere. Medlemmet M, der hidtil kun havde arbejdet i Danmark,

flyttede i juli 2004 til Sverige, da der var en måned tilbage af

ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren blev taget under konkurs 2. juli 2004 og

M

afholdt i juli 2004 såvel planlagt som tvungen ferie. M indfandt sig kun 2

gange på sin danske arbejdsplads i juli 2004. M blev anset for at være

omfattet

af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71,

stk. 1,

litra b i Rådets Forordning 1408/71 (atypisk grænsearbejder), jf.

principperne

i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 (

Berg

emann-dommen). Uanset at M

ikke havde bopæl i Danmark, kunne han vælge at stille sig til rådighed for

Arbejdsformidlingen i Danmark og få udbetalt danske dagpenge.

Vedr. M, Deres j.nr. xxx

Ankenævnet har behandlet X Arbejdsløshedskasses klage

på møde den 9. februar 2006.

Nævnet traf de

nne

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet anser M for omfattet af begrebet ”andre

arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i

forordning

(EØF) 1408/71.

Uanset, at han ikke havde bopæl i Danmark i sin

ledighedsperiode fra den 2. august 2004 og frem til den 22. november 2004,

havde han ret til at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i

Læs alt

Danmark,

samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske dagpenge efter de i

Danmark gældende regler, såfremt han i øvrigt opfyldte de almindelige

betingelser herfor.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af

den 22. marts 2005.

B E G R U N D E L S E

’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end

grænsearbejdere’ ifølge Forordning 1408/71

Ankenævnet har lagt til grund, at M i juli måned 2004

var beskæftiget hos den danske arbejdsgiver D. Dette ændres hverken af det

forhold, at han i perioden først afholdt ferie og derefter blev fritstillet

(reelt afholdt yderligere ferie) i forbindelse med arbejdsgiverens konkurs. M

var i juli 2004 bosat i Sverige.

Han var derfor ved ledighedens indtræden den 2. august

2004 omfattet af artikel 71 i forordning 1408/71 – jf. overskriften til

artikel

71 ”Arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en

anden

medlemsstat (Sverige) end den kompetente stat” (Danmark, jf. artikel 13,

stk.

2, litra a).

I henhold til artikel 1, litra b, i forordning 1408/71

”betyder udtrykket ’grænsearbejder’ enhver arbejdstager , som

udøver sin

erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en

anden

medlemsstats område, hvortil han som hovedregel

vender tilbage

hver dag eller mindst en gang om ugen; ”

Efter, at han havde fået svensk bopæl den 1. juli 2004,

tog M to gange i juli 2004 (den 12. og den 27. juli) frem og tilbage over den

dansk-svenske grænse for at aflevere firmarelaterede effekter og tømme sit

skrivebord

på arbejdspladsen D i Danmark.

I juli 2004 (hvor han var beskæftiget i Danmark og

bosat i Sverige)

vendte

M, efter det

oplyste, imidlertid ikke

tilbage

fra

Danmark til Sverige hver dag eller mindst en gang om ugen, og han var efter

nævnets

opfattelse derfor ikke ”grænsearbejder” i denne periode, som

defineret i

forordningens artikel 1, litra b.

Da han ikke kan betragtes som grænsearbejder i medfør

af artikel 1, litra b, kan han ikke være omfattet af artikel 71, stk. 1,

litra

a. Som en konsekvens heraf finder Ankenævnet, at M da må være omfattet af

artikel 71, stk. 1, litra b og begrebet ”andre arbejdstagere end

grænsearbejdere”.

Da M ved ledighedens indtræden den 2. august 2004 ikke

havde udsigt til igen at få arbejde hos sin seneste arbejdsgiver, var han på

ledighedstidspunktet at betragte som en ”anden arbejdstager end

grænsearbejdere,

der er helt arbejdsløs”. En sådan person har, selvom han ikke har bopæl

i

Danmark i sin ledighedsperiode, ret til at stille sig til rådighed for

Arbejdsformidlingen i Danmark samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt

danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, jf. artikel 71, stk. 1,

litra b, nr. i).

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at

formålet med artikel 71 er, at sikre vandrende arbejdstagere

arbejdsløshedsydelser

med henblik på at gøre det lettere at søge beskæftigelse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på,

at

M ved

ledighedens indtræden kun havde boet en måned i Sverige med sin danske

kæreste,

at

han hidtil kun havde arbejdet i Danmark, og

at

han på dette

tidspunkt måtte anses for at have haft de største muligheder for at vende

tilbage til arbejdslivet i Danmark.

Ankenævnet skal bemærke, at der med denne afgørelse er

taget stilling til ledighedsperioden fra den 2. august 2004 og frem til den

22.

november 2004, men ikke eventuelle senere ledighedsperioder.

Ankenævnet skal afslutningsvis beklage den lange

sagsbehandlingstid.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til:

–

Den under

”Regel-afsnittet” citerede del af præamblen til samt artikel 1,

litra b samt

artikel 71, stk. 1, litra a samt litra b, i) og ii) i Rådets Forordning (EØF)

nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere,

selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for

Fællesskabet (Forordningen),

–

Artikel 84 i

Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse

af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger

på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,

som

flytter inden for Fællesskabet (Gennemførelsesforordningen),

–

EF-Domstolens dom af den 22. september 1988

i Sag 236/87 – Anna

Berg

emann

mod Bundesanstalt für Arbeit, Samlingen af Afgørelser 1988, side 5125 (

Berg

emann-dommen), særligt præmisserne 11-14 og

17-21,

–

§ 62 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003, og

–

§§ 3, 4, 6 og 7 i

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed.

O P L Y S N I N G E R N E

I

S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet

har modtaget fra direktoratet, herunder:

–

xxx

Af brev af den

23. maj fra

S Arbetslöshetskassa (S) fremgår, at S havde været i kontakt

med Arbetslöshetskassornas Samorganisation (SO) vedrørende M’s sag.

Ifølge SO

kunnne M betragtes som ”oäkta gränsarbetare”, og han kunne derfor

søge om

ydelser enten fra arbejdslandet eller bopælslandet. M blev bedt om at

indsende

en ny ansøgning til a-kasse, så der kunne træffes en ny afgørelse i sagen.

Af brev af den 23. juni 2005 fremgår, at S besluttede

at optage M, idet han nu kunne betragtes som uægte (atypisk) grænsearbejder.

M’s oprindelige indmeldelsesansøgning nåede frem til S den 22. september

2004,

og han blev optaget fra den 1. september 2004 (begyndelsen af denne måned).

M har ikke kunnet blive medlem af S fra august 2004, da

hans skriftlige ansøgning først er modtaget i den svenske a-kasse i september

2004. M hævder, at han under en telefonsamtale med en sagsbehandler i S (som

han ikke har navnet på) den 3. august 2004 fik at vide, at han skulle vente

med

skriftligt at søge om optagelse, til han havde modtaget en attest E 301 fra

sin

danske a-kasse, og at dette var grunden til, at han først skriftligt søgte om

optagelse i kassen i september 2004. X a-kasse har anmodet S om at optage

medlemmet fra begyndelsen af august 2004 og udbetale ham svenske dagpenge fra

dette tidspunkt. Ved breve af den 1. august 2005 og den 28. december 2005 har

S

a-kasse afvist at optage medlemmet med virkning fra den 1. august 2004.

Nævnssekretariatet har været i telefonisk kontakt med S

og Arbetslöshetskassornas Samorganisation. Af disse samtaler fremgik, at man

ved afgørelsen af medlemmets sag om, hvorvidt han var dagpengeberettiget i

Sverige, har anvendt principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 –

Anna

Berg

emann.

På ankenævnets vegne

X X

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de

følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsdirektoratet

Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971

om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for

Fællesskabet

Præambel

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 51 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og

Sociale Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

Reglerne om koordinering af de enkelte medlemsstaters

lovgivning om social sikring indgår som led i den frie bevægelighed for

personer og skal således bidrage til en forbedring af arbejdstagernes

levestandard og beskæftigelsesvilkår;

[ ]

for at skabe bedre betingelser for arbejdskraftens

bevægelighed er det nødvendigt at tilvejebringe en større koordinering ad

samtlige medlemsstaters ordninger vedrørende arbejdsløshedsforsikring og

arbejdsløshedsunderstøttelse;

for at gøre det lettere at søge beskæftigelse i de

enkelte medlemsstater bør der især for et begrænset tidsrum ydes arbejdsløse

understøttelse efter den medlemsstats lovgivning, som de pågældende senest

har

været omfattet af;

[ ]

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne forordning:

a)

[ ]

b)

betyder

udtrykket "grænsearbejder" enhver arbejdstager eller selvstændig

erhvervsdrivende, som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på en

medlemsstats

område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som

hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen; en

grænsearbejder, som af det foretagende, til hvilket han normalt er knyttet,

udsendes til den samme medlemsstats eller til en anden medlemsstats område,

eller som præsterer en tjenesteydelse på samme medlemsstats eller på en anden

medlemsstats område, anses dog fortsat som grænsearbejder i et tidsrum af

højst

fire måneder, selv om han i denne periode ikke hver dag eller mindst én gang

om

ugen kan vende tilbage til sit bopælssted

AFSNIT II

BESTEMMELSE AF, HVILKEN LOVGIVNING DER SKAL ANVENDES

Artikel 13

Almindelige regler

1.

Med

forbehold af artikel 14 c og 14 f er de personer, der er omfattet af denne

forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om,

hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette

afsnit.

2.

Med

forbehold af artikel 14 til 17:

a)

er en person, der har

lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats

lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den

virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller

sin

bopæl på en anden medlemsstats område

b)

[ ]

AFSNIT III

SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DE ENKELTE ARTER AF YDELSER

KAPITEL 6

ARBEJDSLØSHED

Afdeling 3

Arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var

bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat

Artikel 71

1.

Arbejdsløse

arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden

medlemsstat end den kompetente stat, modtager ydelser efter følgende regler:

a)

i) grænsearbejdere,

der er delvis eller periodisk arbejdsløse i den virksomhed, hvor de er

beskæftiget, modtager ydelser efter lovgivningen i den kompetente stat, som

om

de var bosat på denne stats område; disse ydelser udbetales af den kompetente

institution

ii) grænsearbejdere,

der er helt arbejdsløse, modtager ydelser efter lovgivningen i den

medlemsstat,

på hvis område de er bosat, som om de under deres seneste beskæftigelse havde

været omfattet af denne lovgivning; disse ydelser udbetales af bopælsstedets

institution for denne institutions regning

b)

i) andre

arbejdstagere end grænsearbejdere, der er delvis, periodisk eller helt

arbejdsløse, og som fortsat står til rådighed for deres arbejdsgiver eller

for

arbejdsformidlingen på den kompetente stats område, modtager ydelser efter

lovgivningen i denne stat, som om de var bosat på dens område; disse ydelser

udbetales af den kompetente institution

ii) andre

arbejdstagere end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløse, og som stiller

sig

til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, på hvis område de er

bosat, eller som vender tilbage til denne stats område, modtager ydelser

efter

denne stats lovgivning, som om de senest havde været beskæftiget dér; disse

ydelser udbetales af bopælsstedets institution for denne institutions

regning;

hvis den pågældende arbejdstager allerede har fået tilkendt ydelser for den

kompetente institutions regning i den medlemsstat, af hvis lovgivning han

senest har været omfattet, skal han dog modtage ydelser i overensstemmelse

med

reglerne i artikel 69; udbetaling af ydelser efter lovgivningen i den stat,

hvor den arbejdsløse er bosat, stilles i bero i det tidsrum, hvor han i

medfør

af artikel 69 kan gøre krav på ydelser efter den lovgivning, hvoraf han

senest

har været omfattet.

2.

Så længe en arbejdsløs

har ret til ydelser i medfør af stk. 1, litra a), nr. i) kan han ikke gøre

krav

på ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat.

Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972

om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af

de

sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og

deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 71

Artikel 84

Arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste

beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat

1.

I de i forordningens

artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii) og b), nr. ii), første punktum,

omhandlede tilfælde anses bopælsstedets institution for den kompetente

institution, for så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i

gennemførelsesforordningens artikel 80.

2.

Anvendelsen af

bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), er

betinget af, at den arbejdsløse arbejdstager - foruden den i

gennemførelsesforordningens artikel 80 omhandlede attest - for institutionen

på

sit bopælssted fremlægger attest fra institutionen i den medlemsstat, af hvis

lovgivning han senest har været omfattet, om, at han ikke har ret til ydelser

efter forordningens artikel 69.

3.

Med henblik på

anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 2, afkræver

bopælsstedets institution den kompetente institution alle oplysninger

vedrørende

den arbejdsløse arbejdstagers rettigheder over for den sidstnævnte

institution.

EF-Domstolens dom af den 22. september 1988 i Sag

236/87 – Anna

Berg

emann mod Bundesanstalt für

Arbeit, Samlingen af Afgørelser 1988, side 5125 (

Berg

emann-dommen).

Anna

Berg

emann var

nederlandsk statsborger og arbejdede og boede i Nederlandene. Den 5. juni

1984

indgik hun ægteskab med en tysk statsborger og flyttede dagen efter til

ægtefællens

bopæl i Kerken i Tyskland. Flytningen til Tyskland fandt sted i en periode,

hvor

Berg

emann havde ferie, og ferien varede,

indtil arbejdsforholdet ophørte den 30. juni 1984. Hun vendte derfor ikke

tilbage til Nederlandene for at arbejde.

Berg

emann

ansøgte den 20. august 1984 de tyske myndigheder om arbejdsløshedsydelser,

hvilket blev afslået.

EF-Domstolen udtalte i præmis 11,

”at i henhold til artikel 1, litra b), i forordning nr. 1408/71

”betyder udtrykket ’grænsearbejder’ enhver arbejdstager , som

udøver sin erhvervsmæssige

virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats

område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en

gang

om ugen ”

Præmis 12:

”Det

fremgår af denne bestemmelse, at betegnelsen grænsearbejder kun kan bruges om

arbejdstagere, som dels er bosat i en anden stat end beskæftigelsesstaten,

dels

regelmæssigt og hyppigt, nemlig ”hver dag eller mindst en gang om

ugen”, vender

tilbage til bopælsstaten.

Præmis 13:

”Heraf

følger, at en arbejdstager, som ikke vender tilbage til beskæftigelsesstaten

efter at være flyttet til en anden medlemsstat, ikke er omfattet af begrebet

grænsearbejder i artikel 1, litra b)’s forstand. Følgelig kan en sådan

arbejdstager ikke påberåbe sig bestemmelsen i forordningens artikel 71, stk.

1,

litra a), ii).

Præmis 14:

”Den

nationale rets første spørgsmål må derfor besvares således, at en

arbejdstager,

som under sin seneste beskæftigelse flytter til en anden medlemsstat, og som

ikke vender tilbage til beskæftigelsesstaten for at arbejde, ikke kan

betragtes

som ”grænsearbejder” i den betydning, der er anført i artikel 1,

litra b), og

artikel 71, stk. 1, litra a), ii), i forordning 1408/71.”

EF-Domstolen udtalte i præmis 17,

”at artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i den nævnte forordning ikke kun

finder anvendelse på de kategorier af arbejdstagere, som er nævnt i afgørelse

nr. 94 truffet af den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres

Sociale Sikring (af 24. januar 1974, EF-Tidende nr. C 126 af 17. oktober

1974,

s. 22).”

Afgørelse nr. 94 er nu erstattet af afgørelse nr. 160 af 28.

november 1995 om rækkevidden af artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii) i

Rådets

forordning 1408/71, EF-Tidende L 49 af 28. februar 1996, s. 31-33.

Præmis 18:

”at

formålet med artikel 71 ifølge niende betragtning til forordning 1408/71 er

at

sikre den vandrende arbejdstager arbejdsløshedsydelser med henblik på at gøre

det lettere at søge beskæftigelse.”

Den daværende niende betragtning

genfindes i dagens udgave af forordning 1408/71 i betragtningerne 24 og 25.

Præmis 20:

”Som

det fremgår af Domstolens praksis (jfr. den ovennævnte dom af 17. februar

1977

i sag 76/76), er det berettiget at udbetale ydelser ved arbejdsløshed i

bopælsstaten,

når der er tale om visse kategorier af arbejdstagere, som, især personligt og

arbejdsmæssigt,

har bevaret en snæver forbindelse til det land, hvor de har etableret sig

eller

har deres sædvanlige opholdssted. Arbejdstagere med en sådan forbindelse til

den stat, hvor de er bosat, har nemlig normalt også i denne stat de største

muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet.”

Præmis 21:

”Herefter

må det antages, at artikel 71, stk. 1, litra b), ii), finder anvendelse i et

tilfælde som det foreliggende, hvor en arbejdstager er flyttet til en anden

stat end beskæftigelsesstaten af familiemæssige grunde, nemlig for at bo

sammen

med sin ægtefælle og deres barn, da hun under disse omstændigheder utvivlsomt

har bedre betingelser for at søge nyt arbejde i bopælsstaten end i

beskæftigelsesstaten.”

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003:

§ 62.

Der

kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for

arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet

1)

er aktivt

arbejdssøgende,

2)

kan og vil overtage

arbejde med dags varsel,

3)

kan og vil deltage i

kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og

4)

giver

arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan

formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

[ ]

Stk. 3.

Direktøren for

Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet

nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan

herunder fastsættes nærmere bestemmelser om

1)

de betingelser, et

medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet,

2)

[ ]

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17.

juni 2003 om rådighed:

Kapitel 1

Område og begreber mv.

§ 3.

Et

ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Kapitel 2

Generelle rådighedsbetingelser

Bopæl og ophold

§ 4.

Et

medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark. Se dog forordning (EØF) nr.

1408/71, artikel 71 a, i, og 71 b, ii.

(Nævnssekretariatets

tilføjelse: Der bør efter sekretariatets opfattelse være henvist til

”artikel

71 b, i”)

Tilmelding til AF

§ 6.

Et medlem skal være tilmeldt og have

kontakt til AF for at kunne få dagpenge. [ ]

Stk. 2.

[ ]

Overtagelse af arbejde

§ 7.

Et medlem skal kunne overtage arbejde

ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at arbejdet er formidlet af AF,

a-kassen eller anden aktør.

Stk. 2.

Kravet om varslet kan fraviges for et medlem,

hvis AF eller a-kassen på forhånd har orienteret medlemmet herom.

Stk. 3.

Medlemmet skal kunne møde til samtaler,

kontaktforløb og tilbud i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

dagen efter, at medlemmet har modtaget indkaldelse hertil fra AF eller anden

aktør.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter