G-dage. Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets løbetid var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på nedsat tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
G-dage.
Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for
G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets
løbetid
var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på
nedsat
tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater
X Arbejdsløshedskasse har ved brev af den 8. januar 2004
bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt
arbejdsgiveren A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag i forbindelse med ansættelsen af medlemmet M, CPR-nr.
mmmmmm-mmmm.
Sagen blev behandlet på møde den 9. december 2004.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale M en
halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 i forbindelse med hans
ansættelse som vikar. Ankenævnet finder ikke, at A er forpligtet til at
betale
M de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser under vikariatet i perioden fra
den 30. september til den 20. november 2003.
B E G R U N D
E L S E
De krævede G-dage den 17. og 18. september 2003:
Det er ophøret af arbejdsgiverens forpligtelse til at
beskæftige medlemmet, der udløser pligt til at betale dagpengegodtgørelse.
Ved
arbejdstids ophør den 17. september 2004, hvor M afsluttede et sammenhængende
vikariat, havde han inden for de sidste 4 uger forud for arbejdsophøret været
beskæftiget hos A i et omfang mindst svarende til fuld overenskomstmæssig
Læs alt
arbejdstid
i 2 uger. A’s forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse indtrådte
derfor
den 17. september 2003, jf. § 84, stk. 2 i
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Ankenævnet har lagt til grund, at M den 17. september 2003 var
beskæftiget i 3 timer og 15 minutter, og at han den 18. september 2003 var
beskæftiget i 0 timer.
Da M var ledig mere end 4 timer både den 17. og den 18. september
2003 var arbejdsgiveren forpligtet til at betale to hele dagpengegodtgørelser
for disse dage til ham, jf. § 84, stk. 1, 4. punktum i
arbejdsløshedsforsikringsloven og § 2 i bekendtgørelsen om
dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Arbejdsgiveren har betalt M en halv dagpengegodtgørelse den 17.
september samt en hel dagpengegodtgørelse den 18. september 2003. A skal
derfor
betale yderligere en halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003.
De krævede løbende G-dage under vikariatet, der
startede den 30. september og varede til og med den 20. november 2003:
Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,
–
at den daglige
arbejdstid - i henhold til aftale om vikariat af den 29. september 2003 - var
angivet
til 4 timer,
–
at M, da han startede
i vikariatet hos kunden K i K-by den 30. september 2003 og frem til
vikariatets
afslutning, hver dag ved arbejdstids ophør vidste, hvornår han igen skulle
arbejde,
–
at M reelt arbejdede
hver hverdag i vikariatets løbetid,
–
at arbejdstiden ifølge
dagpengekortene på to arbejdsdage i løbet af vikariatet var kortere end 4
timer, og at 7 arbejdsdage var på 7,4 timer, og
–
at længden af den
faktiske daglige arbejdstid de øvrige arbejdsdage i løbet af vikariatet ikke
varierede væsentligt fra den i vikariataftalen angivne daglige arbejdstid på
4
timer.
Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at M i
vikariatets løbetid kan betragtes som afskediget hver dag ved arbejdstids
ophør. Ankenævnet finder derimod, at M’s arbejdstid i vikariatets
løbetid var
kendt på forhånd, hvorfor han i denne periode har været at betragte som
fastansat
på nedsat tid.
A-kassens krav om løbende dagpengegodtgørelser i vikariatets
løbetid er derfor ikke berettiget, og A er derfor ikke forpligtet til at
betale
de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser på følgende datoer: Den 17., 22.,
23., 24., 28., 29., 30. og 31. oktober samt den 3., 4., 5., 6., 7. og 10.
november
2003.
Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at A’s forpligtelse
til at udbetale dagpengegodtgørelser til samme person højst kan indtræde 16
gange
i løbet af et kalenderår, jf. § 84, stk. 4 i
arbejdsløshedsforsikringsloven. Ankenævnet har noteret sig, at kassen ikke
har
krævet, at A betalte M dagpengegodtgørelser ved vikariatets udløb den 20.
november 2003, og at dette skyldes, at kassen har betragtet ham som løst
ansat
under vikariatet og som konsekvens heraf har krævet, at A udbetalte løbende
dagpengegodtgørelser til ham.
Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at der efter de foreliggende
oplysninger i sagen ikke ses at foreligge bortfaldsgrunde efter § 6,
stk. 1 i bekendtgørelsen.
Det er oplyst, at X Arbejdsløshedskasse har udbetalt de krævede
dagpengegodtgørelser til M den 9. januar 2004.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i
arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august
2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 2, 6 og 11 i Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om
dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.
Den halve dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 udgør i
alt kr. 312,00, som skal indbetales af A til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger
efter modtagelsen af afgørelsen.
På ankenævnets vegne
N N
Fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag
på de følgende sider.
Kopi til:
–
A’s advokat
–
M
–
Arbejdsdirektoratet,
kontor Y 1
1. Sagsforløb
Indledningsvis bemærkes, at sagen er behandlet sammen
med Ankenævnssagen med j.nr. 2004-4-0060.
Det fremgår af sagen, at medlemmet M ved aftale dateret den 25.
august 2003 indgik aftale om midlertidig ansættelse som vikar med
personalebureauet
A. Af aftalen fremgår, at M kun ansås for ansat hos A i den periode det
formidlede
vikariat varede. Lønnen aftaltes for hvert enkelt vikariat og skulle altid
mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn for det pågældende
ansættelsesområde. Vikaren havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og
ansættelsesaftalen kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel.
Den 30. september 2003 påbegyndte M et vikariat hos kunden K,
K-vej 4, K-by som økonomimedarbejder. Af vikaraftalen fremgår, at
arbejdstiden
var angivet til kl. 9.00 – 13.00, eller efter aftale. Vikariatets
varighed var
angivet som 2-3 måneder eller efter aftale.
Af M’s dagpengekort fremgår, at han den 17. september 2004 var
beskæftiget i 3 timer.
Ved brev dateret den 11. december 2003 oplyste A, at man ville
betale M for en halv G-dag den 17. september (da han denne dag havde arbejdet
3,25 timer) og for en hel G-dag den 18. september 2003. A afviste over for M
at
betale for de øvrige (løbende) G-dage til M under vikariatet hos K. Dette
begrundedes med, at arbejdstiden i denne periode var aftalt som en
deltidsansættelse,
hvorfor A ikke fandt mulighed for at supplere med G-dage.
Ved brev dateret den 19. december 2003 anmodede M’s a-kasse A om
at udbetale 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser til M svarende til et
beløb
på i alt 5.613 kr. Af en af a-kassen udarbejdet liste fremgår, at kassen anså
M
for berettiget til betaling for 3 hele G-dage den 17. september samt den 30.
og
31. oktober 2003, og til betaling for 12 halve G-dage den 17., 22., 23., 24.,
28., 29. oktober, den 3., 4., 5., 6., 7. og den 10. november 2003.
Ved brev dateret den 30. december 2003 skrev A’s advokat til
kassen og fastholdt på A’s vegne, at M alene havde krav på at få
betaling for
G-dage den 17. og 18. september 2003, hvilke G-dage ifølge advokaten skulle
være blevet udbetalt til ham. Til støtte for sin afvisningspåstand henviste
advokaten til en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr.
2000-4-0002.
Herefter har a-kassen ved brev af den 8. januar 2004 anmodet
Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet
til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M.
A-kassen har ved brev af den 26. april 2004 til nævnssekretariatet
oplyst, at kassen den 9. januar 2004 til M har lagt ud for den manglende
betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag svarende til de af
a-kassen krævede 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser.
Ved brev dateret den 12. januar 2004 fremkom A’s advokat med sine
kommentarer til kassens brev af den 8. januar 2004. Advokaten fremlagde
dokumentation for, at A havde betalt for en og en halv ledighedsdage den 17.
og
18. september 2003. For så vidt angår de øvrige krævede G-dage henviste
advokaten til, at det af aftalen om vikariat af den 29. september 2003
fremgik,
at M var deltidsbeskæftiget med en arbejdstid på 4 timer dagligt svarende til
20 timer ugentligt. Advokaten anførte, at det af afgørelsen fra
Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr. 2000-4-0002 fremgik, at et medlem ikke
har
ret til 1. og 2. ledighedsdag for de dage, hvor arbejdstiden måtte variere en
smule, så længe arbejdstiden gennemsnitligt ligger ud over den aftalte
arbejdstid. Af den fremlagte opgørelse af arbejdstid fremgik, at M’s
arbejdstid
gennemsnitligt lå ud over de 4 timer dagligt og på de enkelte dage kun helt
undtagelsesvist lå under 4 timer. Advokaten anførte endelig, at formålet med
loven ikke har været at pålægge arbejdsgiveren at supplere
deltidsbeskæftigede
med dagpenge op til fuld beskæftigelse, hvilket ville være realiteten,
såfremt
Ankenævnet pålagde A at betale 1. og 2. ledighedsdag for de dage, som krævet
af
kassen.
Høring af a-kassen:
Sekretariatet har ved brev af den 30. april 2004 hørt
a-kassen vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev
af
den 13. maj 2004 medsendt det udfyldte skema fremgår, at kassen mener, at M
var
ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Kassen har
endvidere
indsendt en liste med angivelse af, hvor mange timer, M arbejdede på de
krævede
G-dage.
Høring af arbejdsgiveren:
Sekretariatet har ved brev af den 8. juni 2004 hørt A
samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev af den 22. juni 2004
medsendt
det udfyldte skema fremgår, at M’s ansættelse i vikariatet hos K
sluttede den
20. november 2003, at han var deltidsansat i et fast vikariat med få
variationer
i det daglige timetal og at første ledighedsdag skyldtes ophør med
tidsbestemt
arbejde.
Nævnssekretariatet har den 26. november 2004 fra A modtaget en af
M og arbejdsstedet (K) underskrevet timeseddel for den 17. september 2003. Af
timesedlen fremgår, at M den pågældende dag arbejdede fra klokken 14.00 til
klokken 17.15.
2. Regler
Lovbekendtgørelse
nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Bidrag fra arbejdsgivere
§ 84.
Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af
opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37
af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet
til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler
arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2.
punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren
fuld dagpengegodtgørelse.
Stk. 2.
Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste
4
uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld
overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Stk. 3.
Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,
1)
hvis det godtgøres,
at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages
sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,
2)
hvis afskedigelsen
væsentligst kan tilregnes medlemmet,
3)
hvis arbejdsophøret
skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er
nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller
4)
hvis medlemmet har
været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i
henhold
til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4.
Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme
person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.
Stk. 5.
Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest
muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets
arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en
erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan
senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode
medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til
dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er
afgivet
til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.
Stk. 6.
Hvis
dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har
arbejdsløshedskassen
efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt
hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på
dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en
skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af
dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke
dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen
fortsat,
at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet.
§ 86
finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.
Stk. 7.
Samtidig
med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen
sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer
afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er
berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale
godtgørelsen
til Direktoratet for Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist,
som fastsættes af ankenævnet.
Stk. 8.
Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for
Arbejdsmarkedets
Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Stk. 9.
Krav mod
arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med
tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales
inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige
beløb
ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Stk. 10.
Finansstyrelsen kan indhente
oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som
er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter
stk. 7.
Stk. 11.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet
fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af
bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at
dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i
stk. 3
nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om
betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets
behandling af sager efter stk. 7 og 8.
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om
dagpengegodtgørelse
for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse
nr. 491 af 12. juni 2003
§ 1.
En
arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1.
og
2. ledighedsdag, hvis medlemmet
1)
bliver ledigt som
følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord
og
lignende,
2)
har været ansat som
lønmodtager, og
3)
har indtjent en løn i
ansættelsen.
Stk. 2.
Ved
»G-dage« forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er
én
ledighedsdag.
Stk. 3.
En
arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4
uger
i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til
fuld
overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan
anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i
bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Stk. 4.
Den
periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud,
hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie,
overenskomstmæssige
fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i
ansættelsen.
Stk. 5.
En
arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i
et
kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun
skal betale for en halv G-dag.
Stk. 6.
Betaling
for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes
arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af
betalingen
for en G-dag.
§ 2.
Et
medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er
fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for
fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag
og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen
for fratrædelsen 1. ledighedsdag.
Bortfaldsgrunde m.v.
§ 6.
En
arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når
1)
medlemmet inden
ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse
svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme
arbejdsgiver,
2)
arbejdsgiveren er ude
af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,
3)
afskedigelsen/arbejdsophøret
væsentligst skyldes medlemmet,
4)
arbejdsophøret
skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er
nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,
5)
arbejdsophøret
skyldes force majeure,
6)
medlemmet er i fuld
beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,
7)
medlemmet i
tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på
G-dagene,
8)
medlemmet er
tjenestemand og overgår til rådighedsløn,
9)
medlemmet har været
vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen
har
varet mindst 3 måneder, eller
10)
medlemmet har været i
beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Stk. 2.
[ ]
Manglende betaling
§ 11.
Et
medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale
for G-dage, hvis
1)
arbejdsgiveren ikke
betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,
2)
medlemmet beder
a-kassen om hjælp, og
3)
a-kassen finder, at
medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.
Stk. 2.
A-kassen
sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til
medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren
ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget,
lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.
Stk. 3.
Samtidig
med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet
indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen.
Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet,
Arbejdsdirektoratet og a-kassen.
Stk. 4.
Hvis en
arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen
har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets
Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.
Stk. 5.
Finder
Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal
arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter
modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan
kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et
gebyr
til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Om placering af g-dage i forbindelse med nedsættelse af arbejdstid Retsinformation · 10. april 2006
- Virksomhedsbrand force majeure - bortfaldsgrund Retsinformation · 8. maj 2006
- Arbejdsgiverforpligtelse for 1. og 2. ledighedsdag ved opsigelse. Spørgsmål om egen skyld Retsinformation · 2. november 2006
- Dagpengegodtgørelse til kontraktansat ved arbejdsophør Retsinformation · 20. marts 2002
- Fastansættelse, arbejdsgiver hævder ferie på g-dage, dette ikke påvist Retsinformation · 30. oktober 2006
- Fastansættelse, arbejdsgiver hævder ferie på g-dage, dette ikke godtgjort Retsinformation · 30. oktober 2006
Lignende dokumenter
- Fastansættelse, medlemmet opsagde selv sin stilling, arbejdsgiver kontraopsagde med et ifølge ansættelseskontrakten retmæssig kortere varsel, egen skyld statueret Retsinformation · 2. februar 2006
- Løst ansat på timelønsbasis uden opsigelsesvarsel, men fratrådt, at der skulle arbejdes i weekenderne, hvorfor medlemmet ikke kunne betragtes som fratrådt på dagene i weekenderne og imellem weekenderne. Medlemmet var dermed ikke berettiget til løbende g-dage og hun var ej heller berettiget til de 2 sidst krævede g-dage, da hun ikke ophørte sit arbejde hos arbejdsgiver på dette tidspunkt men fortsatte nogle uger herefter Retsinformation · 1. februar 2006
- Løst ansat vikar på visse dage arbejdet efter vagtplan og på andre dage havde bedt om fri, hvilket nævnet fortolkede som et forhåndsafslag på muligt tilbud om fortsat beskæftigelse, hvorved der var bortfaldsgrund for g-dage Retsinformation · 29. december 2009
- Løst ansat arbejdet efter arbejdsplan, ansættelseskontraktens angivne timetal afspejlede ikke medlemmets reelle arbejdstid Retsinformation · 4. juni 2007
- Spørgsmålet om arbejdsgiver kunne fritages for at betale G-dage hvor han havde tilbudt andet arbejde som indebar en væsentlig forøgelse af transporttiden Retsinformation · 10. august 2006
- Retten fandt, at to medarbejdere, som via et vikarbureau udførte arbejde hos en virksomhed, var omfattet af vikarlovens § 1, stk. 1, uanset at deres ansættelsesforhold blev forlænget i alt 7 gange og varede uden afbrydelser fra den 11. september 2017 til den 30. september 2019, dvs. i alt ca. 25 måneder. (Dissens) Domsdatabasen · 2. september 2021