Spring til indhold

Retsinformation

G-dage. Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets løbetid var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på nedsat tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater

KEN nr 9864 af 13/01/2005Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. februar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

G-dage.

Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for

G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets

løbetid

var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på

nedsat

tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater

X Arbejdsløshedskasse har ved brev af den 8. januar 2004

bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt

arbejdsgiveren A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag i forbindelse med ansættelsen af medlemmet M, CPR-nr.

mmmmmm-mmmm.

Sagen blev behandlet på møde den 9. december 2004.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale M en

halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 i forbindelse med hans

ansættelse som vikar. Ankenævnet finder ikke, at A er forpligtet til at

betale

M de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser under vikariatet i perioden fra

den 30. september til den 20. november 2003.

B E G R U N D

E L S E

De krævede G-dage den 17. og 18. september 2003:

Det er ophøret af arbejdsgiverens forpligtelse til at

beskæftige medlemmet, der udløser pligt til at betale dagpengegodtgørelse.

Ved

arbejdstids ophør den 17. september 2004, hvor M afsluttede et sammenhængende

vikariat, havde han inden for de sidste 4 uger forud for arbejdsophøret været

beskæftiget hos A i et omfang mindst svarende til fuld overenskomstmæssig

Læs alt

arbejdstid

i 2 uger. A’s forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse indtrådte

derfor

den 17. september 2003, jf. § 84, stk. 2 i

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet har lagt til grund, at M den 17. september 2003 var

beskæftiget i 3 timer og 15 minutter, og at han den 18. september 2003 var

beskæftiget i 0 timer.

Da M var ledig mere end 4 timer både den 17. og den 18. september

2003 var arbejdsgiveren forpligtet til at betale to hele dagpengegodtgørelser

for disse dage til ham, jf. § 84, stk. 1, 4. punktum i

arbejdsløshedsforsikringsloven og § 2 i bekendtgørelsen om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Arbejdsgiveren har betalt M en halv dagpengegodtgørelse den 17.

september samt en hel dagpengegodtgørelse den 18. september 2003. A skal

derfor

betale yderligere en halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003.

De krævede løbende G-dage under vikariatet, der

startede den 30. september og varede til og med den 20. november 2003:

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,

–

at den daglige

arbejdstid - i henhold til aftale om vikariat af den 29. september 2003 - var

angivet

til 4 timer,

–

at M, da han startede

i vikariatet hos kunden K i K-by den 30. september 2003 og frem til

vikariatets

afslutning, hver dag ved arbejdstids ophør vidste, hvornår han igen skulle

arbejde,

–

at M reelt arbejdede

hver hverdag i vikariatets løbetid,

–

at arbejdstiden ifølge

dagpengekortene på to arbejdsdage i løbet af vikariatet var kortere end 4

timer, og at 7 arbejdsdage var på 7,4 timer, og

–

at længden af den

faktiske daglige arbejdstid de øvrige arbejdsdage i løbet af vikariatet ikke

varierede væsentligt fra den i vikariataftalen angivne daglige arbejdstid på

4

timer.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at M i

vikariatets løbetid kan betragtes som afskediget hver dag ved arbejdstids

ophør. Ankenævnet finder derimod, at M’s arbejdstid i vikariatets

løbetid var

kendt på forhånd, hvorfor han i denne periode har været at betragte som

fastansat

på nedsat tid.

A-kassens krav om løbende dagpengegodtgørelser i vikariatets

løbetid er derfor ikke berettiget, og A er derfor ikke forpligtet til at

betale

de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser på følgende datoer: Den 17., 22.,

23., 24., 28., 29., 30. og 31. oktober samt den 3., 4., 5., 6., 7. og 10.

november

2003.

Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at A’s forpligtelse

til at udbetale dagpengegodtgørelser til samme person højst kan indtræde 16

gange

i løbet af et kalenderår, jf. § 84, stk. 4 i

arbejdsløshedsforsikringsloven. Ankenævnet har noteret sig, at kassen ikke

har

krævet, at A betalte M dagpengegodtgørelser ved vikariatets udløb den 20.

november 2003, og at dette skyldes, at kassen har betragtet ham som løst

ansat

under vikariatet og som konsekvens heraf har krævet, at A udbetalte løbende

dagpengegodtgørelser til ham.

Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at der efter de foreliggende

oplysninger i sagen ikke ses at foreligge bortfaldsgrunde efter § 6,

stk. 1 i bekendtgørelsen.

Det er oplyst, at X Arbejdsløshedskasse har udbetalt de krævede

dagpengegodtgørelser til M den 9. januar 2004.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i

arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 2, 6 og 11 i Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.

Den halve dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 udgør i

alt kr. 312,00, som skal indbetales af A til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger

efter modtagelsen af afgørelsen.

På ankenævnets vegne

N N

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

–

A’s advokat

–

M

–

Arbejdsdirektoratet,

kontor Y 1

1. Sagsforløb

Indledningsvis bemærkes, at sagen er behandlet sammen

med Ankenævnssagen med j.nr. 2004-4-0060.

Det fremgår af sagen, at medlemmet M ved aftale dateret den 25.

august 2003 indgik aftale om midlertidig ansættelse som vikar med

personalebureauet

A. Af aftalen fremgår, at M kun ansås for ansat hos A i den periode det

formidlede

vikariat varede. Lønnen aftaltes for hvert enkelt vikariat og skulle altid

mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn for det pågældende

ansættelsesområde. Vikaren havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og

ansættelsesaftalen kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel.

Den 30. september 2003 påbegyndte M et vikariat hos kunden K,

K-vej 4, K-by som økonomimedarbejder. Af vikaraftalen fremgår, at

arbejdstiden

var angivet til kl. 9.00 – 13.00, eller efter aftale. Vikariatets

varighed var

angivet som 2-3 måneder eller efter aftale.

Af M’s dagpengekort fremgår, at han den 17. september 2004 var

beskæftiget i 3 timer.

Ved brev dateret den 11. december 2003 oplyste A, at man ville

betale M for en halv G-dag den 17. september (da han denne dag havde arbejdet

3,25 timer) og for en hel G-dag den 18. september 2003. A afviste over for M

at

betale for de øvrige (løbende) G-dage til M under vikariatet hos K. Dette

begrundedes med, at arbejdstiden i denne periode var aftalt som en

deltidsansættelse,

hvorfor A ikke fandt mulighed for at supplere med G-dage.

Ved brev dateret den 19. december 2003 anmodede M’s a-kasse A om

at udbetale 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser til M svarende til et

beløb

på i alt 5.613 kr. Af en af a-kassen udarbejdet liste fremgår, at kassen anså

M

for berettiget til betaling for 3 hele G-dage den 17. september samt den 30.

og

31. oktober 2003, og til betaling for 12 halve G-dage den 17., 22., 23., 24.,

28., 29. oktober, den 3., 4., 5., 6., 7. og den 10. november 2003.

Ved brev dateret den 30. december 2003 skrev A’s advokat til

kassen og fastholdt på A’s vegne, at M alene havde krav på at få

betaling for

G-dage den 17. og 18. september 2003, hvilke G-dage ifølge advokaten skulle

være blevet udbetalt til ham. Til støtte for sin afvisningspåstand henviste

advokaten til en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr.

2000-4-0002.

Herefter har a-kassen ved brev af den 8. januar 2004 anmodet

Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet

til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M.

A-kassen har ved brev af den 26. april 2004 til nævnssekretariatet

oplyst, at kassen den 9. januar 2004 til M har lagt ud for den manglende

betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag svarende til de af

a-kassen krævede 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser.

Ved brev dateret den 12. januar 2004 fremkom A’s advokat med sine

kommentarer til kassens brev af den 8. januar 2004. Advokaten fremlagde

dokumentation for, at A havde betalt for en og en halv ledighedsdage den 17.

og

18. september 2003. For så vidt angår de øvrige krævede G-dage henviste

advokaten til, at det af aftalen om vikariat af den 29. september 2003

fremgik,

at M var deltidsbeskæftiget med en arbejdstid på 4 timer dagligt svarende til

20 timer ugentligt. Advokaten anførte, at det af afgørelsen fra

Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr. 2000-4-0002 fremgik, at et medlem ikke

har

ret til 1. og 2. ledighedsdag for de dage, hvor arbejdstiden måtte variere en

smule, så længe arbejdstiden gennemsnitligt ligger ud over den aftalte

arbejdstid. Af den fremlagte opgørelse af arbejdstid fremgik, at M’s

arbejdstid

gennemsnitligt lå ud over de 4 timer dagligt og på de enkelte dage kun helt

undtagelsesvist lå under 4 timer. Advokaten anførte endelig, at formålet med

loven ikke har været at pålægge arbejdsgiveren at supplere

deltidsbeskæftigede

med dagpenge op til fuld beskæftigelse, hvilket ville være realiteten,

såfremt

Ankenævnet pålagde A at betale 1. og 2. ledighedsdag for de dage, som krævet

af

kassen.

Høring af a-kassen:

Sekretariatet har ved brev af den 30. april 2004 hørt

a-kassen vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev

af

den 13. maj 2004 medsendt det udfyldte skema fremgår, at kassen mener, at M

var

ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Kassen har

endvidere

indsendt en liste med angivelse af, hvor mange timer, M arbejdede på de

krævede

G-dage.

Høring af arbejdsgiveren:

Sekretariatet har ved brev af den 8. juni 2004 hørt A

samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev af den 22. juni 2004

medsendt

det udfyldte skema fremgår, at M’s ansættelse i vikariatet hos K

sluttede den

20. november 2003, at han var deltidsansat i et fast vikariat med få

variationer

i det daglige timetal og at første ledighedsdag skyldtes ophør med

tidsbestemt

arbejde.

Nævnssekretariatet har den 26. november 2004 fra A modtaget en af

M og arbejdsstedet (K) underskrevet timeseddel for den 17. september 2003. Af

timesedlen fremgår, at M den pågældende dag arbejdede fra klokken 14.00 til

klokken 17.15.

2. Regler

Lovbekendtgørelse

nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 84.

Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af

opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37

af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet

til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler

arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2.

punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren

fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2.

Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste

4

uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld

overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1)

hvis det godtgøres,

at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages

sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2)

hvis afskedigelsen

væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3)

hvis arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4)

hvis medlemmet har

været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i

henhold

til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme

person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5.

Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest

muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets

arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en

erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan

senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode

medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til

dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er

afgivet

til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6.

Hvis

dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har

arbejdsløshedskassen

efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt

hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på

dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en

skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af

dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke

dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen

fortsat,

at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet.

§ 86

finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7.

Samtidig

med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen

sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer

afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er

berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale

godtgørelsen

til Direktoratet for Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist,

som fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8.

Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for

Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Stk. 9.

Krav mod

arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med

tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales

inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige

beløb

ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10.

Finansstyrelsen kan indhente

oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som

er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter

stk. 7.

Stk. 11.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet

fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af

bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at

dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i

stk. 3

nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om

betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets

behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse

nr. 491 af 12. juni 2003

§ 1.

En

arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1.

og

2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1)

bliver ledigt som

følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord

og

lignende,

2)

har været ansat som

lønmodtager, og

3)

har indtjent en løn i

ansættelsen.

Stk. 2.

Ved

»G-dage« forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er

én

ledighedsdag.

Stk. 3.

En

arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4

uger

i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til

fuld

overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan

anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i

bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Stk. 4.

Den

periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud,

hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie,

overenskomstmæssige

fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i

ansættelsen.

Stk. 5.

En

arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i

et

kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun

skal betale for en halv G-dag.

Stk. 6.

Betaling

for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes

arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af

betalingen

for en G-dag.

§ 2.

Et

medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er

fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for

fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag

og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen

for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6.

En

arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1)

medlemmet inden

ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse

svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme

arbejdsgiver,

2)

arbejdsgiveren er ude

af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3)

afskedigelsen/arbejdsophøret

væsentligst skyldes medlemmet,

4)

arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5)

arbejdsophøret

skyldes force majeure,

6)

medlemmet er i fuld

beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7)

medlemmet i

tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på

G-dagene,

8)

medlemmet er

tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9)

medlemmet har været

vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen

har

varet mindst 3 måneder, eller

10)

medlemmet har været i

beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

[ ]

Manglende betaling

§ 11.

Et

medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale

for G-dage, hvis

1)

arbejdsgiveren ikke

betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2)

medlemmet beder

a-kassen om hjælp, og

3)

a-kassen finder, at

medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk. 2.

A-kassen

sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til

medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren

ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget,

lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.

Stk. 3.

Samtidig

med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet

indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen.

Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet,

Arbejdsdirektoratet og a-kassen.

Stk. 4.

Hvis en

arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen

har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets

Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.

Stk. 5.

Finder

Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal

arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter

modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan

kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et

gebyr

til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter