Spring til indhold

Retsinformation

EØS. Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i Irland ikke havde nogen fast bopæl

KEN nr 10415 af 01/09/2004Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet31. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

EØS.

Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin

attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i

Irland

ikke havde nogen fast bopæl

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 12.

august 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i

henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

B E G R U N D

E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

–

De den 14. maj 2003

søgte om en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2.

juni

2003 til den 1. september 2003,

–

De den 26. maj 2003

fik udstedt en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2.

juni 2003 til den 1. september 2003,

–

De sammen med

udstedelsen af attest E 303 fik udleveret vejledninger om arbejdssøgning i

Irland, som De blev bedt om at læse grundigt og tage med til Irland,

–

De ved tilmeldingen

til den irske arbejdsformidling blev informeret om, at dokumentation for

Læs alt

Deres

bopæl var en forudsætning for, at De kunne få udbetalt danske dagpenge under

Deres arbejdssøgning i Irland, og

–

De på den irske

arbejdsformidling fik at vide, at en midlertidig adresse med en kvittering

herom fra udlejeren ville være tilstrækkeligt.

For at bevare Deres ret til danske dagpenge under arbejdssøgning

i Irland skulle De være tilmeldt den irske arbejdsformidling og underkaste

Dem,

den i Irland bestående kontrol, jf. artikel 69, stk. 1, litra b.

Den irske arbejdsformidling skulle herefter foretage eller

foranledige foretaget den i artikel 69, litra b foreskrevne kontrol, som om

det

drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den irske

lovgivning samt udbetale danske dagpenge til Dem efter reglerne i den irske

lovgivning, jf. artikel 83, stk. 3 i Gennemførelsesfordningen.

For at bevare Deres ret til danske dagpenge i Irland skulle De

under Deres ophold i Irland endvidere vedblive med at opfylde de danske

betingelser for rådighed, hvilket blandt andet vil sige, at De skulle have en

bopæl, hvor den lokale irske arbejdsformidling kunne komme i kontakt med Dem.

Et andet grundlæggende princip, der skulle være opfyldt, for at De kunne

modtage danske dagpenge var, at De skulle være tilmeldt den lokale

arbejdsformidling,

i den region, hvor De boede.

Ankenævnet bemærker, at det er op til det enkelte EØS-land at

foreskrive reglerne for den kontrol, der skal føres, for at det kan

konstateres, om en arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder

krav om, at den arbejdsløse skal have bopæl og ophold for at kunne modtage

ydelser under arbejdsløshed i landet.

I medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1,

litra e, har Arbejdsdirektoratet i Deres attest E 303 under punkt 5 oplyst de

irske myndigheder om, hvilke forhold, der kunne ændre på Deres ret til at

modtage danske dagpenge, under Deres ophold i Irland. Ankenævnet henviser

særligt til punkt 5.5 og punkt 5.8 i attest E 303, hvorefter den irske

arbejdsformidling

var berettiget og forpligtet til at stoppe udbetalingerne til Dem, når der

ikke

kunne etableres kontakt med Dem, og der således ikke kunne udøves kontrol

med,

om De var til rådighed for det irske arbejdsmarked.

Da De ikke havde nogen adresse i den region, hvor De var tilmeldt

(Dublin), var De således ikke tilgængelig for den irske arbejdsformidling, og

arbejdsformidlingen

var derfor efter Ankenævnets opfattelse berettiget og forpligtet til ikke at

udbetale danske dagpenge til Dem, jf. Gennemførelsesforordningens artikel 83,

stk. 3, 3. afsnit, 1. punktum.

Det forhold, at De indsendte en kvittering for Deres Bed & Breakfast

ophold i Kilkenny til arbejdsformidlingen i Dublin, ændrer ikke herved, idet

Kilkenny

ligger uden for den region, hvor De var tilmeldt (Dublin).

Med baggrund i heri finder Ankenævnet derfor ikke, at det, som

anført af Dem, er i strid med EU-lovgivningen at stille et krav om, at De

under

arbejdssøgningen i Irland skulle have en bopæl for at kunne stå til rådighed

for det irske arbejdsmarked og være berettiget til at modtage danske

dagpenge.

Efter det i sagen oplyste rejste De, uden forinden at oplyse

arbejdsformidlingen i Dublin herom, videre til byerne Kilkenny og Ennis, som

ligger henholdsvis omtrent 100 og 200 km væk fra Dublin.

Ankenævnet bemærker hertil, at De, inden De rejste bort fra

Dublin, kunne have kontaktet den irske arbejdsformidling i Dublin og søgt

vejledning om, hvorvidt De i henhold til de irske kontrolregler fortsat ville

blive anset for at stå til rådighed for den pågældende

arbejdsformidlings-region eller det irske arbejdsmarked, hvis De rejste ud af

Dublin-regionen for at søge arbejde.

Ankenævnet finder, at det må være Deres egen risiko, at De ikke

hjemmefra planlagde Deres arbejdssøgning i Irland på en måde, så det, i den

første tid De opholdt Dem i Irland, var muligt for Dem at have bopæl på en

fast

adresse, hvor arbejdsformidlingen i Dublin kunne komme i kontakt med Dem.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at De har gjort, hvad De

kunne for at underkaste Dem den i den irske lovgivning foreskrevne kontrol og

stå til rådighed for det irske arbejdsmarked i lovgivningens forstand.

Af Vejledninger om arbejdssøgning i Irland under overskriften

”Tilmelding som arbejdssøgende i Irland” fremgik blandt andet, at

De skulle

møde på den lokale arbejdsformidling i Irland 1 gang om ugen eller 1 gang om

måneden afhængig af, hvor De skulle bo, og hvor tæt arbejdsformidlingen ville

være på Deres bopæl. Det fremgik endvidere, at De kunne spørge på

arbejdsformidlingen, hvordan udbetalingen foregik, og hvilke datoer

udbetalingerne

ville ske. Under overskriften ”Tilmelding til arbejdsformidlingen i det

andet

EØS-land” fremgik, at De hurtigst muligt efter ankomst skulle henvende

Dem på

det lokale arbejdsformidlingskontor for at blive tilmeldt som arbejdssøgende.

Efter Ankenævnets opfattelse var De således inden Deres ankomst

til Irland vejledt om, at De skulle opholde Dem i den region, hvor De havde

tilmeldt

Dem den irske arbejdsformidling.

De har i Deres brev af den 31. juli 2003 oplyst, at De havde lånt

sagsbehandleren på den irske arbejdsformidling dokumentet ”Vejledninger

om

arbejdssøgning i Irland”. Ankenævnet finder ikke at dette er et

undskyldeligt

forhold i sagen, idet De efterfølgende kunne have kontaktet den pågældende

sagsbehandler og bedt om at få udleveret vejledningerne om arbejdssøgning i

Irland. De kunne også have kontaktet Arbejdsdirektoratet i Danmark og bedt

Direktoratet sende Dem et nyt eksemplar af vejledningerne.

Hvis De fortsat er utilfreds med, at De ikke kan få udbetalt Deres

dagpenge under Deres ophold i Irland, skal Ankenævnet henvise Dem til at

anvende

de klagemuligheder, der findes i Irland.

Ankenævnet skal bemærke, at Ankenævnet ikke har kompetence til at

afgøre, om de irske rådighedsregler strider mod artikel 69 i Forordning

1408/71. Såfremt De mener, at de irske eller danske rådighedsregler strider

mod

artikel 69 i Forordning 1408/71 skal Ankenævnet henvise Dem til at klage til

Europa-Kommissionen.

Hvis De mener, at De på grund af a-kassens vejledning har lidt et

tab, skal Ankenævnet henvise Dem til at anlægge sag mod a-kassen ved

domstolene.

Ankenævnet henviser til

–

Artikel 69,

stk. 1, litra b i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af

de

sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og

deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,

–

Artikel 83,

stk. 1 og stk. 3 i Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts

1972

om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af

de

sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og

deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

(Gennemførelsesforordningen),

–

§ 62 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september

2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002:

–

§§ 2 – 4 i

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20.

december 2000 om rådighed,

–

§ 3 a i

lovbekendtgørelse nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en

aktiv

arbejdsmarkedspolitik,

–

§§ 15 – 17 i

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om

en

aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets

afgørelse af den 29. oktober 2003.

På ankenævnets vegne

X X

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

–

X A-kasse

–

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” Arbejdsdirektoratet modtog den 19. maj 2003 Deres ansøgning om

at bevare Deres danske dagpenge i 3 måneder under arbejdssøgning i Irland

(attest E 303). De ønskede at rejse den 2. juni 2003.

Direktoratet udstedte den 27. maj 2003 attest E 303 til Dem til

brug under arbejdssøgning i Irland, fra den 2. juni 2003 til den 1. september

2003.

Den 31. juli 2003 sendte De et brev til direktoratet vedrørende

manglende udbetaling af dagpenge under arbejdssøgning i Irland. Det fremgår

af

Deres brev bl.a., at De ankom til Dublin den 5. juni 2003 om aftenen og

forsøgte

at tilmelde Dem på den lokale arbejdsformidlingen den følgende morgen. De

blev

henvist til socialforvaltningens lokale kontor i Dublin2, da det var i det

område de havde fundet logi for en enkelt nat.

Videre fremgår det, at De under den efterfølgende samtale, blev

informeret om at dokumentation for Deres bopæl var en forudsætning for

udbetalingen.

De havde her gjort opmærksom på at sandsynligheden for at finde varig bopæl

på

kort tid ikke var særlig stor, og blev bekræftet i at en midlertidig adresse,

samt en kvittering fra udlejeren, ville være tilstrækkelig. 4 dage senere

sendt

De den ønskede dokumentation fra Kilkenny, hvor De havde fundet logi i nogle

dage.

Det fremgår også, at De fredag den 20. juni 2003 gjorde et tredje

forsøg på kontakt med den irske socialforvaltning. Denne gang gennem det

lokale

kontor i Ennis. Det lokale kontor kontaktede telefonisk kontoret i Dublin,

men

kunne ikke hjælpe, da Dublin-kontoret endnu ikke havde modtaget Deres brev.

De

blev derfor tilbudt akut hjælp (”Emergency payment”), som de

takkede nej til,

da dette var aldeles irrelevant.

Endvidere fremgår det, at De dagen før Deres hjemrejse telefonisk

kontaktede kontoret i Dublin. Først ved denne lejlighed fik De præcist at

vide,

hvad problemet var. Nemlig at man forventede, at De var blevet på samme

adresse, som De havde ved tilmeldingen, eller en adresse i samme område. De

mener at jobsøgning med E 303 bliver unødigt besværlig, hvis man

”tvinges” til

at blive boende samme sted i tre måneder, og at så man lige så effektiv kunne

have søgt beskæftigelse i det pågældende land hjemmefra, via internettet.

Endelig fremgår det, at De mener, at hvis man synes, at

jobsøgningen i et land man ikke kender kræver en vis bevægelighed, at man ser

sig omkring og forsøger at etablere kontakter, samtidig med at man opfylder,

hvad der ligner en bopælspligt, kommer man til at betale fast husleje to

steder

(derhjemme og i Irland), udover udgifterne i forbindelse med de faktiske

overnatninger.

Hvilket for en jobsøgende på dagpenge må være – økonomisk set – en

umulighed.

Den 18. september 2003 bad vi de irske myndigheder oplyse årsagen

til, at der ikke var udbetalt dagpenge i henhold til attest E 303.

Den 6. oktober 2003 modtog vi svar fra de irske myndigheder. Det

fremgår heraf, at De tilmeldte Dem som ledig på lokalkontoret i Dublin den 6.

juni

2003 og at der ikke er udbetalt dagpenge i henhold til attesten, da De ikke

havde nogen fast adresse under Deres ophold i Irland men havde rejst rundt i

landet i de 3 uger, De havde været der”.

2. Arbejdsdirektoratets

afgørelse

Direktoratet traf den 29. oktober 2003 denne afgørelse:

” De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til

attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

Begrundelse

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at de irske

myndigheder har oplyst, at De ikke havde nogen fast adresse i den periode de

var i Irland.

Vi har også lagt vægt på, at De selv har oplyst, at De ved Deres

henvendelse til de irske myndigheder var blevet informeret om, at

dokumentation

for Deres bopæl, var en forudsætning for, at der kunne udbetales dagpenge.

Vi henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69,

stk. 1, hvoraf det fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager eller

selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i medlemstatens lovgivning

foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere

andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til

ydelser,

såfremt arbejdstageren er tilmeldt som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen

i

den medlemsstat, hvor pågældende har taget ophold, og dér underkaster sig den

bestående kontrol.”.

3. Klagen til

ankenævnet

I Deres klage af den 10. november 2003 skrev De

følgende:

”Med henvisning til Arbejdsdirektoratets brev af 29.10.2003, må

jeg udtrykke min forbavselse over afgørelsen. Sagen begyndte for snart 6

måneder

siden, da jeg desværre valgte at følge det råd jeg havde fået af A-kassen om,

at det var mere hensigtsmæssigt at rejse på baggrund af en E303-attest end at

søge arbejde, mens jeg formelt var på ferie.

I begrundelsen for afvisningen anføres det, at

’de irske myndigheder har oplyst, at De ikke

havde nogen fast adresse’.

Der er intet nyt i den information, da allerede

min telefoniske henvendelse til Direktoratets kontor dagen før jeg rejste fra

Irland den 23. juni 2003, gjorde jeg opmærksom på, at dette forhold –

imod

forventningen – havde været et problem.

At det at have en fast adresse skulle spille nogen som helst rolle

kan jeg ikke finde en forklaring på, hverken logisk (jf. min tidligere

redegørelse) eller – væsentligere – ud fra det faktiske forløb,

hvor jeg bl.a.

må hæfte mig ved følgende:

–

i E303-ansøgningsskemaet

står der ’evt. adresse’,

–

samme attest blev

udsendt m.h.p. arbejdssøgning i

Irland

,

og ikke i Dublin2,

–

forordning (EØF) nr.

1408/71, art. 69, stk. 1, som nævnes, synes netop at udelukke kravet om

en

fast adresse, idet der tales om rejser ’til en eller

flere

medlemsstater’,

–

sidst, men ikke

mindst, ved min første henvendelse til de irske myndigheder blev jeg oplyst

om,

at

’en midlertidig adresse – samt en

kvittering fra udlejeren – ville have været tilstrækkelig’

(jf. mit

tidligere brev).

Dette sidste krav

er

blevet imødekommet, idet jeg, helt efter aftale, sendte en kvittering fra den

Bed & Breakfast, jeg var indlogeret på i Kilkenny, til Dublin-kontoret

(og

en yderligere kvittering for en anden midlertidig adresse kunne eventuelt

skaffes, hvis det skulle ønskes).

Med hensyn til tilmeldingen på arbejdsformidlingen, som anføres

som endnu en betingelse (’såfremt arbejdstageren er tilmeldt som

arbejdssøgende

ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor pågældende har taget

ophold’),

må jeg desværre konstatere, at, muligvis i strid med forordningen (EØF) nr.

1408/71, artikel 69, stk. 1, det ikke har været muligt at tilmelde mig

arbejdsformidlingen, eftersom, som allerede nævnt i mit brev, ordningen i

Irland administreres af socialforvaltningen.

Til sidst må jeg bemærke, at idéen om, at jeg skulle have ’rejst

rundt i landet’, som kan give associationer med et ferieophold, ikke

afspejler

en arbejdssøgendes bestræbelser på at finde, i et land, han ikke kender og

helt

uden forbindelser, udover et job, en bolig, som han kan betale.

Udover de ovennævnte betragtninger, som ikke synes at indgå i

Direktoratets afgørelse, må jeg stille et spørgsmålstegn ved, hvorvidt

EU-lovgivningens ånd efterkommes, hvis ordningen

de facto

kun bliver tilgængelig for folk med forbindelser til det

pågældende land (dvs. nogen man kan bo hos) eller med nærmest ubegrænsede

ressourcer (dvs. at man kan indlogere sig det første og det bedste sted

uanset

prisen).

Mine udgifter i forbindelse med jobsøgningen i Irland har

naturligvis været betydeligt højere end det beløb, jeg ville have brugt i

tilsvarende periode herhjemme. Skulle man, imod forventningen, ikke nå frem

til

en mere retfærdig og intelligent afgørelse, og derved anerkende min

jobsøgningsperiode, vil jeg se mig nødsaget til at rejse erstatningskrav,

også

for de rejse- og opholdsudgifter, som jeg – helt uden formål – er

blevet

påført, forårsaget af en lang række af mangelfuld og/eller vildledende

information.

4. Arbejdsdirektoratets

bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 27. november

2003:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 29. oktober 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet

anledning til at ændre afgørelsen.

Ifølge gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 3, skal

personen stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det andet EØS-land efter de

danske

regler.

Derudover skal personen overholde det andet EØS-lands kontrolforanstaltning.

Det fremgår af § 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 516 af

17. juni 2003, at det er en betingelse for, at kunne anses for at stå til

rådighed, at man har bopæl i landet. Ifølge direktoratets praksis, som

fremgår

af vejledningen til rådighedsbekendtgørelsen, skal der være tale om en

egentlig

bopæl. En postadresse eller post restante er således ikke tilstrækkeligt.

Vi har lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at

medlemmet ikke har haft en egentlig bopæl i Irland i perioden 2. juni 2003

til

1. september 2003.

Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at kunne få udbetalt

dagpenge under arbejdssøgning i udlandet.”

5. Nyt efter

klagen

Intet.

6. Regler

Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres

familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

AFSNIT III

SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DE ENKELTE ARTER AF YDELSER

Kapitel 6. Arbejdsløshed

Afdeling 2

Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end

den kompetente stat

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til

ydelser

1.

En helt arbejdsløs

arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en

medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som

rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér,

bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for

følgende

grænser:

a)

han skal før sin

afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han

blev

arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente

institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne

frist

b)

han skal tilmelde sig

som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han

rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse

anses

for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden

syv

dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed

for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde

kan

det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution

forlænge denne frist

c)

retten til ydelser

bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den

pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den

stat, han har forladt, [ ]

2.

[ ]

Forordning (EØF)

nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning

(EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som

flytter inden for Fællesskabet

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 69

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til

ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1.

For at bevare sin

ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede

arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en

attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende

fortsat

har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel

fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig

angive:

a)

størrelsen af den

ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den

arbejdsløse

b)

det tidspunkt,

hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for

arbejdsformidlingen i den kompetente stat

c)

den frist, der er

indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for

tilmelding

som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d)

det længste tidsrum,

hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69,

stk. 1, litra c)

e)

forhold, der kan

ændre retten til ydelser.

2.

En arbejdsløs, der

agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal

før

sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest.

Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det

sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at

fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at

den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør

af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3.

Institutionen på det

sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente

institution

om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første

udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de

nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er

rejst.

Institutionen på

det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger

foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs,

der

modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen.

Den underretter den

kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra

e), så snart den er blevet bekendt hermed, og standser straks udbetaling af

ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den

kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra

hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først

efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet

fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler

institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, fortsat en

nedsat

ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den

kompetente

institutions svar.

4.

To eller flere

medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den

Administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september

2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002:

§ 62.

Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for

arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet

1)

er aktivt

arbejdssøgende,

2)

kan og vil overtage

arbejde med dags varsel,

3)

kan og vil deltage i

kontaktforløb og tilbud om aktivering efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik,

4)

giver

arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan

formidles arbejde og gives tilbud om aktivering efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik.

Stk. 2.

[ ]

Stk. 3.

Direktøren

for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet

nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan

herunder fastsættes nærmere bestemmelser om

1)

de betingelser, et

medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet,

2)

[ ]

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om

rådighed:

Kapitel 2

Generelle rådighedsbetingelser

§ 2.

Et

ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for

arbejdsmarkedet.

§ 3.

Et

medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark.

Stk. 2.

Hvis

medlemmet rejser til udlandet, men kommer tilbage til Danmark inden for samme

døgn, [ ]

Stk. 3.

Et medlem

kan få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land, hvis medlemmet inden

afrejsen godtgør over for arbejdsløshedskassen at have en aftale med en

arbejdsgiver om en ansættelsessamtale i det andet land. [ ].

§ 4.

Et

ledigt medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få

udbetalt dagpenge.

Stk. 2.

[ ]

Lovbekendtgørelse

nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik:

Afsnit II

Arbejdsmarkedspolitiske

redskaber, der tilbydes efter skøn til beskæftigede, arbejds- og

uddannelsessøgende samt arbejdsgivere

Kapitel 2

Tilmelding og formidling

§ 3 a.

Arbejdssøgende

kan blive tilmeldt arbejdsformidlingen.

Stk. 2.

Ledige

medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge eller er

berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal på den

første ledighedsdag tilmelde sig arbejdsformidlingen.

Stk. 3.

Kontanthjælpsmodtagere,

[ ].

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren

fastsætter nærmere regler om tilmelding på og afmelding fra

arbejdsformidlingen.

Arbejdsmarkedsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om en aktiv

arbejdsmarkedsindsats:

Afsnit II

Arbejdsformidlingens tilbud til arbejds- og uddannelsessøgende

samt virksomheder

Kapitel 4

Arbejdsformidlingens kontakt med de arbejdssøgende

og virksomhederne (formidlingsansvaret)

Tilmelding, generelt

§ 15.

Arbejdsformidlingen

kan benyttes af alle arbejdssøgende med henblik på formidling af arbejde.

Stk. 2.

Arbejdssøgende kan stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den AF-region, hvor de

ønsker at søge arbejde, jf. dog §§ 16 og 23.

Stk. 3.

Arbejdssøgende kan blive tilmeldt Arbejdsformidlingen som dagpengemodtagere

eller som kontanthjælpsmodtagere. Arbejdssøgende, der ikke tilmeldes som

dagpengemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere, tilmeldes som personligt

tilmeldte.

Tilmelding som dagpengemodtager

§ 16.

Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge

eller er berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal

på

den første ledighedsdag tilmelde sig Arbejdsformidlingen som

dagpengemodtagere.

Den ledige anses for tilmeldt, når tilmeldingen er registreret i

Arbejdsformidlingens edb-system.

Stk. 2.

Den ledige

skal stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den region, hvor den ledige bor

(folkeregisteradresse).

Stk. 3.

Den

AF-region, hvor den ledige står tilmeldt, kan tillige registrere pågældende

som

arbejdssøgende i naboregionen. Arbejdsformidlingen underretter den ledige om

registreringen

i naboregionen.

Stk. 4.

Den ledige

kan vælge tillige at blive registreret som arbejdssøgende i andre regioner.

§ 17.

Den ledige kan tilmelde sig på Arbejdsformidlingen

i den AF-region, hvor den ledige bor (folkeregisteradresse), jf.

dog stk. 2, eller hos den lediges arbejdsløshedskasse, jf. § 21.

Stk. 2.

Personer,

som er beskæftigede [ ]

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter