EØS. Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i Irland ikke havde nogen fast bopæl
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
EØS.
Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin
attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i
Irland
ikke havde nogen fast bopæl
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 12.
august 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i
henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.
B E G R U N D
E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
–
De den 14. maj 2003
søgte om en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2.
juni
2003 til den 1. september 2003,
–
De den 26. maj 2003
fik udstedt en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2.
juni 2003 til den 1. september 2003,
–
De sammen med
udstedelsen af attest E 303 fik udleveret vejledninger om arbejdssøgning i
Irland, som De blev bedt om at læse grundigt og tage med til Irland,
–
De ved tilmeldingen
til den irske arbejdsformidling blev informeret om, at dokumentation for
Læs alt
Deres
bopæl var en forudsætning for, at De kunne få udbetalt danske dagpenge under
Deres arbejdssøgning i Irland, og
–
De på den irske
arbejdsformidling fik at vide, at en midlertidig adresse med en kvittering
herom fra udlejeren ville være tilstrækkeligt.
For at bevare Deres ret til danske dagpenge under arbejdssøgning
i Irland skulle De være tilmeldt den irske arbejdsformidling og underkaste
Dem,
den i Irland bestående kontrol, jf. artikel 69, stk. 1, litra b.
Den irske arbejdsformidling skulle herefter foretage eller
foranledige foretaget den i artikel 69, litra b foreskrevne kontrol, som om
det
drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den irske
lovgivning samt udbetale danske dagpenge til Dem efter reglerne i den irske
lovgivning, jf. artikel 83, stk. 3 i Gennemførelsesfordningen.
For at bevare Deres ret til danske dagpenge i Irland skulle De
under Deres ophold i Irland endvidere vedblive med at opfylde de danske
betingelser for rådighed, hvilket blandt andet vil sige, at De skulle have en
bopæl, hvor den lokale irske arbejdsformidling kunne komme i kontakt med Dem.
Et andet grundlæggende princip, der skulle være opfyldt, for at De kunne
modtage danske dagpenge var, at De skulle være tilmeldt den lokale
arbejdsformidling,
i den region, hvor De boede.
Ankenævnet bemærker, at det er op til det enkelte EØS-land at
foreskrive reglerne for den kontrol, der skal føres, for at det kan
konstateres, om en arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder
krav om, at den arbejdsløse skal have bopæl og ophold for at kunne modtage
ydelser under arbejdsløshed i landet.
I medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1,
litra e, har Arbejdsdirektoratet i Deres attest E 303 under punkt 5 oplyst de
irske myndigheder om, hvilke forhold, der kunne ændre på Deres ret til at
modtage danske dagpenge, under Deres ophold i Irland. Ankenævnet henviser
særligt til punkt 5.5 og punkt 5.8 i attest E 303, hvorefter den irske
arbejdsformidling
var berettiget og forpligtet til at stoppe udbetalingerne til Dem, når der
ikke
kunne etableres kontakt med Dem, og der således ikke kunne udøves kontrol
med,
om De var til rådighed for det irske arbejdsmarked.
Da De ikke havde nogen adresse i den region, hvor De var tilmeldt
(Dublin), var De således ikke tilgængelig for den irske arbejdsformidling, og
arbejdsformidlingen
var derfor efter Ankenævnets opfattelse berettiget og forpligtet til ikke at
udbetale danske dagpenge til Dem, jf. Gennemførelsesforordningens artikel 83,
stk. 3, 3. afsnit, 1. punktum.
Det forhold, at De indsendte en kvittering for Deres Bed & Breakfast
ophold i Kilkenny til arbejdsformidlingen i Dublin, ændrer ikke herved, idet
Kilkenny
ligger uden for den region, hvor De var tilmeldt (Dublin).
Med baggrund i heri finder Ankenævnet derfor ikke, at det, som
anført af Dem, er i strid med EU-lovgivningen at stille et krav om, at De
under
arbejdssøgningen i Irland skulle have en bopæl for at kunne stå til rådighed
for det irske arbejdsmarked og være berettiget til at modtage danske
dagpenge.
Efter det i sagen oplyste rejste De, uden forinden at oplyse
arbejdsformidlingen i Dublin herom, videre til byerne Kilkenny og Ennis, som
ligger henholdsvis omtrent 100 og 200 km væk fra Dublin.
Ankenævnet bemærker hertil, at De, inden De rejste bort fra
Dublin, kunne have kontaktet den irske arbejdsformidling i Dublin og søgt
vejledning om, hvorvidt De i henhold til de irske kontrolregler fortsat ville
blive anset for at stå til rådighed for den pågældende
arbejdsformidlings-region eller det irske arbejdsmarked, hvis De rejste ud af
Dublin-regionen for at søge arbejde.
Ankenævnet finder, at det må være Deres egen risiko, at De ikke
hjemmefra planlagde Deres arbejdssøgning i Irland på en måde, så det, i den
første tid De opholdt Dem i Irland, var muligt for Dem at have bopæl på en
fast
adresse, hvor arbejdsformidlingen i Dublin kunne komme i kontakt med Dem.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at De har gjort, hvad De
kunne for at underkaste Dem den i den irske lovgivning foreskrevne kontrol og
stå til rådighed for det irske arbejdsmarked i lovgivningens forstand.
Af Vejledninger om arbejdssøgning i Irland under overskriften
”Tilmelding som arbejdssøgende i Irland” fremgik blandt andet, at
De skulle
møde på den lokale arbejdsformidling i Irland 1 gang om ugen eller 1 gang om
måneden afhængig af, hvor De skulle bo, og hvor tæt arbejdsformidlingen ville
være på Deres bopæl. Det fremgik endvidere, at De kunne spørge på
arbejdsformidlingen, hvordan udbetalingen foregik, og hvilke datoer
udbetalingerne
ville ske. Under overskriften ”Tilmelding til arbejdsformidlingen i det
andet
EØS-land” fremgik, at De hurtigst muligt efter ankomst skulle henvende
Dem på
det lokale arbejdsformidlingskontor for at blive tilmeldt som arbejdssøgende.
Efter Ankenævnets opfattelse var De således inden Deres ankomst
til Irland vejledt om, at De skulle opholde Dem i den region, hvor De havde
tilmeldt
Dem den irske arbejdsformidling.
De har i Deres brev af den 31. juli 2003 oplyst, at De havde lånt
sagsbehandleren på den irske arbejdsformidling dokumentet ”Vejledninger
om
arbejdssøgning i Irland”. Ankenævnet finder ikke at dette er et
undskyldeligt
forhold i sagen, idet De efterfølgende kunne have kontaktet den pågældende
sagsbehandler og bedt om at få udleveret vejledningerne om arbejdssøgning i
Irland. De kunne også have kontaktet Arbejdsdirektoratet i Danmark og bedt
Direktoratet sende Dem et nyt eksemplar af vejledningerne.
Hvis De fortsat er utilfreds med, at De ikke kan få udbetalt Deres
dagpenge under Deres ophold i Irland, skal Ankenævnet henvise Dem til at
anvende
de klagemuligheder, der findes i Irland.
Ankenævnet skal bemærke, at Ankenævnet ikke har kompetence til at
afgøre, om de irske rådighedsregler strider mod artikel 69 i Forordning
1408/71. Såfremt De mener, at de irske eller danske rådighedsregler strider
mod
artikel 69 i Forordning 1408/71 skal Ankenævnet henvise Dem til at klage til
Europa-Kommissionen.
Hvis De mener, at De på grund af a-kassens vejledning har lidt et
tab, skal Ankenævnet henvise Dem til at anlægge sag mod a-kassen ved
domstolene.
Ankenævnet henviser til
–
Artikel 69,
stk. 1, litra b i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af
de
sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og
deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,
–
Artikel 83,
stk. 1 og stk. 3 i Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts
1972
om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af
de
sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og
deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet
(Gennemførelsesforordningen),
–
§ 62 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september
2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002:
–
§§ 2 – 4 i
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20.
december 2000 om rådighed,
–
§ 3 a i
lovbekendtgørelse nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en
aktiv
arbejdsmarkedspolitik,
–
§§ 15 – 17 i
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om
en
aktiv arbejdsmarkedsindsats.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets
afgørelse af den 29. oktober 2003.
På ankenævnets vegne
X X
Fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag
på de følgende sider.
Kopi til:
–
X A-kasse
–
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
” Arbejdsdirektoratet modtog den 19. maj 2003 Deres ansøgning om
at bevare Deres danske dagpenge i 3 måneder under arbejdssøgning i Irland
(attest E 303). De ønskede at rejse den 2. juni 2003.
Direktoratet udstedte den 27. maj 2003 attest E 303 til Dem til
brug under arbejdssøgning i Irland, fra den 2. juni 2003 til den 1. september
2003.
Den 31. juli 2003 sendte De et brev til direktoratet vedrørende
manglende udbetaling af dagpenge under arbejdssøgning i Irland. Det fremgår
af
Deres brev bl.a., at De ankom til Dublin den 5. juni 2003 om aftenen og
forsøgte
at tilmelde Dem på den lokale arbejdsformidlingen den følgende morgen. De
blev
henvist til socialforvaltningens lokale kontor i Dublin2, da det var i det
område de havde fundet logi for en enkelt nat.
Videre fremgår det, at De under den efterfølgende samtale, blev
informeret om at dokumentation for Deres bopæl var en forudsætning for
udbetalingen.
De havde her gjort opmærksom på at sandsynligheden for at finde varig bopæl
på
kort tid ikke var særlig stor, og blev bekræftet i at en midlertidig adresse,
samt en kvittering fra udlejeren, ville være tilstrækkelig. 4 dage senere
sendt
De den ønskede dokumentation fra Kilkenny, hvor De havde fundet logi i nogle
dage.
Det fremgår også, at De fredag den 20. juni 2003 gjorde et tredje
forsøg på kontakt med den irske socialforvaltning. Denne gang gennem det
lokale
kontor i Ennis. Det lokale kontor kontaktede telefonisk kontoret i Dublin,
men
kunne ikke hjælpe, da Dublin-kontoret endnu ikke havde modtaget Deres brev.
De
blev derfor tilbudt akut hjælp (”Emergency payment”), som de
takkede nej til,
da dette var aldeles irrelevant.
Endvidere fremgår det, at De dagen før Deres hjemrejse telefonisk
kontaktede kontoret i Dublin. Først ved denne lejlighed fik De præcist at
vide,
hvad problemet var. Nemlig at man forventede, at De var blevet på samme
adresse, som De havde ved tilmeldingen, eller en adresse i samme område. De
mener at jobsøgning med E 303 bliver unødigt besværlig, hvis man
”tvinges” til
at blive boende samme sted i tre måneder, og at så man lige så effektiv kunne
have søgt beskæftigelse i det pågældende land hjemmefra, via internettet.
Endelig fremgår det, at De mener, at hvis man synes, at
jobsøgningen i et land man ikke kender kræver en vis bevægelighed, at man ser
sig omkring og forsøger at etablere kontakter, samtidig med at man opfylder,
hvad der ligner en bopælspligt, kommer man til at betale fast husleje to
steder
(derhjemme og i Irland), udover udgifterne i forbindelse med de faktiske
overnatninger.
Hvilket for en jobsøgende på dagpenge må være – økonomisk set – en
umulighed.
Den 18. september 2003 bad vi de irske myndigheder oplyse årsagen
til, at der ikke var udbetalt dagpenge i henhold til attest E 303.
Den 6. oktober 2003 modtog vi svar fra de irske myndigheder. Det
fremgår heraf, at De tilmeldte Dem som ledig på lokalkontoret i Dublin den 6.
juni
2003 og at der ikke er udbetalt dagpenge i henhold til attesten, da De ikke
havde nogen fast adresse under Deres ophold i Irland men havde rejst rundt i
landet i de 3 uger, De havde været der”.
2. Arbejdsdirektoratets
afgørelse
Direktoratet traf den 29. oktober 2003 denne afgørelse:
” De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til
attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.
Begrundelse
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at de irske
myndigheder har oplyst, at De ikke havde nogen fast adresse i den periode de
var i Irland.
Vi har også lagt vægt på, at De selv har oplyst, at De ved Deres
henvendelse til de irske myndigheder var blevet informeret om, at
dokumentation
for Deres bopæl, var en forudsætning for, at der kunne udbetales dagpenge.
Vi henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69,
stk. 1, hvoraf det fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager eller
selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i medlemstatens lovgivning
foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere
andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til
ydelser,
såfremt arbejdstageren er tilmeldt som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen
i
den medlemsstat, hvor pågældende har taget ophold, og dér underkaster sig den
bestående kontrol.”.
3. Klagen til
ankenævnet
I Deres klage af den 10. november 2003 skrev De
følgende:
”Med henvisning til Arbejdsdirektoratets brev af 29.10.2003, må
jeg udtrykke min forbavselse over afgørelsen. Sagen begyndte for snart 6
måneder
siden, da jeg desværre valgte at følge det råd jeg havde fået af A-kassen om,
at det var mere hensigtsmæssigt at rejse på baggrund af en E303-attest end at
søge arbejde, mens jeg formelt var på ferie.
I begrundelsen for afvisningen anføres det, at
’de irske myndigheder har oplyst, at De ikke
havde nogen fast adresse’.
Der er intet nyt i den information, da allerede
min telefoniske henvendelse til Direktoratets kontor dagen før jeg rejste fra
Irland den 23. juni 2003, gjorde jeg opmærksom på, at dette forhold –
imod
forventningen – havde været et problem.
At det at have en fast adresse skulle spille nogen som helst rolle
kan jeg ikke finde en forklaring på, hverken logisk (jf. min tidligere
redegørelse) eller – væsentligere – ud fra det faktiske forløb,
hvor jeg bl.a.
må hæfte mig ved følgende:
–
i E303-ansøgningsskemaet
står der ’evt. adresse’,
–
samme attest blev
udsendt m.h.p. arbejdssøgning i
Irland
,
og ikke i Dublin2,
–
forordning (EØF) nr.
1408/71, art. 69, stk. 1, som nævnes, synes netop at udelukke kravet om
en
fast adresse, idet der tales om rejser ’til en eller
flere
medlemsstater’,
–
sidst, men ikke
mindst, ved min første henvendelse til de irske myndigheder blev jeg oplyst
om,
at
’en midlertidig adresse – samt en
kvittering fra udlejeren – ville have været tilstrækkelig’
(jf. mit
tidligere brev).
Dette sidste krav
er
blevet imødekommet, idet jeg, helt efter aftale, sendte en kvittering fra den
Bed & Breakfast, jeg var indlogeret på i Kilkenny, til Dublin-kontoret
(og
en yderligere kvittering for en anden midlertidig adresse kunne eventuelt
skaffes, hvis det skulle ønskes).
Med hensyn til tilmeldingen på arbejdsformidlingen, som anføres
som endnu en betingelse (’såfremt arbejdstageren er tilmeldt som
arbejdssøgende
ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor pågældende har taget
ophold’),
må jeg desværre konstatere, at, muligvis i strid med forordningen (EØF) nr.
1408/71, artikel 69, stk. 1, det ikke har været muligt at tilmelde mig
arbejdsformidlingen, eftersom, som allerede nævnt i mit brev, ordningen i
Irland administreres af socialforvaltningen.
Til sidst må jeg bemærke, at idéen om, at jeg skulle have ’rejst
rundt i landet’, som kan give associationer med et ferieophold, ikke
afspejler
en arbejdssøgendes bestræbelser på at finde, i et land, han ikke kender og
helt
uden forbindelser, udover et job, en bolig, som han kan betale.
Udover de ovennævnte betragtninger, som ikke synes at indgå i
Direktoratets afgørelse, må jeg stille et spørgsmålstegn ved, hvorvidt
EU-lovgivningens ånd efterkommes, hvis ordningen
de facto
kun bliver tilgængelig for folk med forbindelser til det
pågældende land (dvs. nogen man kan bo hos) eller med nærmest ubegrænsede
ressourcer (dvs. at man kan indlogere sig det første og det bedste sted
uanset
prisen).
Mine udgifter i forbindelse med jobsøgningen i Irland har
naturligvis været betydeligt højere end det beløb, jeg ville have brugt i
tilsvarende periode herhjemme. Skulle man, imod forventningen, ikke nå frem
til
en mere retfærdig og intelligent afgørelse, og derved anerkende min
jobsøgningsperiode, vil jeg se mig nødsaget til at rejse erstatningskrav,
også
for de rejse- og opholdsudgifter, som jeg – helt uden formål – er
blevet
påført, forårsaget af en lang række af mangelfuld og/eller vildledende
information.
4. Arbejdsdirektoratets
bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 27. november
2003:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 29. oktober 2003.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet
anledning til at ændre afgørelsen.
Ifølge gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 3, skal
personen stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det andet EØS-land efter de
danske
regler.
Derudover skal personen overholde det andet EØS-lands kontrolforanstaltning.
Det fremgår af § 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 516 af
17. juni 2003, at det er en betingelse for, at kunne anses for at stå til
rådighed, at man har bopæl i landet. Ifølge direktoratets praksis, som
fremgår
af vejledningen til rådighedsbekendtgørelsen, skal der være tale om en
egentlig
bopæl. En postadresse eller post restante er således ikke tilstrækkeligt.
Vi har lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at
medlemmet ikke har haft en egentlig bopæl i Irland i perioden 2. juni 2003
til
1. september 2003.
Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at kunne få udbetalt
dagpenge under arbejdssøgning i udlandet.”
5. Nyt efter
klagen
Intet.
6. Regler
Rådets forordning
(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet
AFSNIT III
SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DE ENKELTE ARTER AF YDELSER
Kapitel 6. Arbejdsløshed
Afdeling 2
Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end
den kompetente stat
Artikel 69
Betingelser og grænser for bevarelse af ret til
ydelser
1.
En helt arbejdsløs
arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en
medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som
rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér,
bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for
følgende
grænser:
a)
han skal før sin
afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for
arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han
blev
arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente
institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne
frist
b)
han skal tilmelde sig
som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han
rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse
anses
for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden
syv
dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed
for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde
kan
det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution
forlænge denne frist
c)
retten til ydelser
bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den
pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den
stat, han har forladt, [ ]
2.
[ ]
Forordning (EØF)
nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning
(EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som
flytter inden for Fællesskabet
KAPITEL 6
YDELSER VED ARBEJDSLØSHED
Gennemførelse af forordningens artikel 69
Artikel 83
Betingelser og grænser for bevarelse af ret til
ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat
1.
For at bevare sin
ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede
arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en
attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende
fortsat
har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel
fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig
angive:
a)
størrelsen af den
ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den
arbejdsløse
b)
det tidspunkt,
hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for
arbejdsformidlingen i den kompetente stat
c)
den frist, der er
indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for
tilmelding
som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst
d)
det længste tidsrum,
hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69,
stk. 1, litra c)
e)
forhold, der kan
ændre retten til ydelser.
2.
En arbejdsløs, der
agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal
før
sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest.
Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det
sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at
fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at
den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør
af forordningens artikel 69 og denne artikel.
3.
Institutionen på det
sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente
institution
om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første
udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de
nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er
rejst.
Institutionen på
det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger
foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs,
der
modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen.
Den underretter den
kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra
e), så snart den er blevet bekendt hermed, og standser straks udbetaling af
ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den
kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra
hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først
efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet
fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler
institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, fortsat en
nedsat
ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den
kompetente
institutions svar.
4.
To eller flere
medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den
Administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.
Lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september
2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002:
§ 62.
Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for
arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet
1)
er aktivt
arbejdssøgende,
2)
kan og vil overtage
arbejde med dags varsel,
3)
kan og vil deltage i
kontaktforløb og tilbud om aktivering efter lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik,
4)
giver
arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan
formidles arbejde og gives tilbud om aktivering efter lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik.
Stk. 2.
[ ]
Stk. 3.
Direktøren
for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet
nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan
herunder fastsættes nærmere bestemmelser om
1)
de betingelser, et
medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet,
2)
[ ]
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om
rådighed:
Kapitel 2
Generelle rådighedsbetingelser
§ 2.
Et
ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for
arbejdsmarkedet.
§ 3.
Et
medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark.
Stk. 2.
Hvis
medlemmet rejser til udlandet, men kommer tilbage til Danmark inden for samme
døgn, [ ]
Stk. 3.
Et medlem
kan få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land, hvis medlemmet inden
afrejsen godtgør over for arbejdsløshedskassen at have en aftale med en
arbejdsgiver om en ansættelsessamtale i det andet land. [ ].
§ 4.
Et
ledigt medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få
udbetalt dagpenge.
Stk. 2.
[ ]
Lovbekendtgørelse
nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik:
Afsnit II
Arbejdsmarkedspolitiske
redskaber, der tilbydes efter skøn til beskæftigede, arbejds- og
uddannelsessøgende samt arbejdsgivere
Kapitel 2
Tilmelding og formidling
§ 3 a.
Arbejdssøgende
kan blive tilmeldt arbejdsformidlingen.
Stk. 2.
Ledige
medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge eller er
berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal på den
første ledighedsdag tilmelde sig arbejdsformidlingen.
Stk. 3.
Kontanthjælpsmodtagere,
[ ].
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren
fastsætter nærmere regler om tilmelding på og afmelding fra
arbejdsformidlingen.
Arbejdsmarkedsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om en aktiv
arbejdsmarkedsindsats:
Afsnit II
Arbejdsformidlingens tilbud til arbejds- og uddannelsessøgende
samt virksomheder
Kapitel 4
Arbejdsformidlingens kontakt med de arbejdssøgende
og virksomhederne (formidlingsansvaret)
Tilmelding, generelt
§ 15.
Arbejdsformidlingen
kan benyttes af alle arbejdssøgende med henblik på formidling af arbejde.
Stk. 2.
Arbejdssøgende kan stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den AF-region, hvor de
ønsker at søge arbejde, jf. dog §§ 16 og 23.
Stk. 3.
Arbejdssøgende kan blive tilmeldt Arbejdsformidlingen som dagpengemodtagere
eller som kontanthjælpsmodtagere. Arbejdssøgende, der ikke tilmeldes som
dagpengemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere, tilmeldes som personligt
tilmeldte.
Tilmelding som dagpengemodtager
§ 16.
Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge
eller er berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal
på
den første ledighedsdag tilmelde sig Arbejdsformidlingen som
dagpengemodtagere.
Den ledige anses for tilmeldt, når tilmeldingen er registreret i
Arbejdsformidlingens edb-system.
Stk. 2.
Den ledige
skal stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den region, hvor den ledige bor
(folkeregisteradresse).
Stk. 3.
Den
AF-region, hvor den ledige står tilmeldt, kan tillige registrere pågældende
som
arbejdssøgende i naboregionen. Arbejdsformidlingen underretter den ledige om
registreringen
i naboregionen.
Stk. 4.
Den ledige
kan vælge tillige at blive registreret som arbejdssøgende i andre regioner.
§ 17.
Den ledige kan tilmelde sig på Arbejdsformidlingen
i den AF-region, hvor den ledige bor (folkeregisteradresse), jf.
dog stk. 2, eller hos den lediges arbejdsløshedskasse, jf. § 21.
Stk. 2.
Personer,
som er beskæftigede [ ]
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tidsregistrering af aktiverede borgere ved brug af fingeraftryk Datatilsynet · 14. september 2011
- Retten til supplerende dagpenge under en prøvetid er ikke betinget af frigørelsesattest, når medlemmet ikke har noget opsigelsesvarsel i prøvetiden Retsinformation · 6. august 2008
- Annullation af børnepasningsorlov betingelser ikke opfyldt ved orlovens start. Retsinformation · 16. april 2007
- Udeblivelse fra samtale på AF, aktiv indsats, senere kontakt til AF + a-kasse, ikke selvforskyldt ledig, manglende rådighed Retsinformation · 10. april 2006
- EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303 Retsinformation · 1. februar 2006
- A-kasse, refusion, ganske særlige forhold, dispensation, uagtsomhed, direktoratets blanket Retsinformation · 16. april 2007
Lignende dokumenter
- Medlemmet anset for at være udrejst fra Danmark i forbindelse med start af periode med arbejdssøgning i Frankrig i 3 måneder, dokumentationskrav Retsinformation · 20. januar 2009
- EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303 Retsinformation · 1. februar 2006
- EØS, E 303, ægtefælleflytning. Medlemmet, der flyttede til Tyskland 13 måneder efter sin samlever, opnåede dispensation for 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a i forordning 1408/71. Medlemmet anset for selvforskyldt ledig og pålagt en karantæne på 3 uger, der skulle afvikles i de første 3 uger af attestperioden Retsinformation · 27. april 2006
- EØS, E 303, ægtefælleflytning, medlemmet fik ret til attest E 303, selvom hun var rejst sidste dag i sin beskæftigelsesperiode, dvs. inden hun formelt blev dagpengeberettiget. Dette skyldtes utilstrækkelig vejledning Retsinformation · 16. august 2006
- Betingelser for ret til attest E 303 - 4-ugerskravet og karensperiode Retsinformation · 10. oktober 2002
- 5160, EØS, statsborger i 3. land, attest E 303 udstedt i Tyskland, forordning 1408/71 og 859/03 Retsinformation · 23. februar 2008