Supplerende dagpenge efter 7 års arbejde på nedsat tid
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Supplerende dagpenge efter 7 års arbejde
på nedsat tid
Hvorvidt medlemmet kunne få supplerende dagpenge i
en opsigelsesperiode efter deltidsarbejde. Medlemmet var fuldtidsforsikret og
havde altid været det.
Medlemmet søgte ved ledighedserklæring
dateret den 27. juni 1997 om supplerende dagpenge. Hun var blevet sagt op fra
sit arbejde den 18. juni 1997 på grund af strukturændringer med
virkning fra den 31. december 1997. Medlemmet havde siden 1988 været
ansat som inspektør ved ISS. Medlemmet havde fået en
frigørelsesattest fra ISS.
Kassen traf afgørelse den 8. juli 1997 om, at
medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge, idet hun ikke kunne anses
for at stå til rådighed for fuldtidsarbejde. Af afgørelsen
fremgik, at medlemmet over for kassen havde forklaret, at hun de seneste 7
år kun havde arbejdet 20-25 timer om ugen.
Medlemmet var nu alene, og hun var opsagt fra sit arbejde
og ønskede fuldtidsarbejde.
Kassen bemærkede, at medlemmet de sidste 7 år
ikke havde indikeret, at hun ønskede fuldtidsarbejde og havde klaret
sig økonomisk uden supplerende dagpenge. At medlemmet nu var blevet
alene og skulle klare sig selv økonomisk var en ændring i hendes
personlige forhold, som ikke kunne føre til en vurdering om, at hun
stod til rådighed for fuldtidsarbejde.
Medlemmet klagede over kassens afgørelse den 11.
juli 1997. Medlemmet forklarede, at hun havde arbejdet hele sit liv uden
ledighed og uden supplement, men hun havde altid været
fuldtidsforsikret. Medlemmet havde ikke bedt om supplerende dagpenge fordi
hendes mand havde en god indtægt. Nu var hun alene og havde meddelt AF,
at hun ønskede 37 timer pr. uge. Det var ikke hendes ønske at
Læs alt
arbejde på deltid, men der havde bare ikke været andre
muligheder.
Kassens hovedledelse tiltrådte den 3. september 1997
afdelingens afgørelse. Hovedledelsen bemærkede, at der ikke var
sket nogen ændring i medlemmets arbejdssituation, der betød, at
hun var berettiget til supplerende dagpenge.
I forbindelse med direktoratets behandling af medlemmets
klage af 8. september 1997, forklarede medlemmet, at hun ikke tidligere havde
søgt om supplerende dagpenge, da hun og hendes ægtefælle
havde kunnet klare sig med deres fælles (begrænsede) midler.
Imidlertid havde hendes ægtefælle forladt hende (efteråret
1996)og hun var sagt op fra sit arbejde. Medlemmet havde derfor brug for
pengene. Medlemmet var sikret 20 timer ugentligt frem til sidste arbejdsdag
og havde i begrænset omfang kunnet supplere op med ekstra timer.
Medlemmet oplyste, at de fleste stillinger i ISS var deltidsstillinger: De
få fuldtidsstillinger der havde været, havde hun søgt.
Direktoratet havde desuden spurgt om medlemmet også
havde søgt andet fuldtidsarbejde, hvilket medlemmet bekræftede,
men hun havde været så glad for sit arbejde og i perioder haft op
til 35 timer om ugen. I sådan en situation tænkte man ikke
på at søge andet arbejde (jf. direktoratets telefonrapporter af
hhv. 22. september 1997 og 23. december 1997, ref.)
Direktoratet bad medlemmet om skriftligt at oplyse om
hvilke fuldtidsstillinger hun havde søgt mens hun var
deltidsansat.
Medlemmet svarede den 29. december 1997 og forklarede, at
hun var fastansat til 20 timer ugentligt og havde forsøgt at få
alle de timer hun kunne, og at hun i perioder havde arbejdet væsentligt
mere end 37 timer om ugen. ISS havde attesteret svaret som bevis på, at
medlemmet havde forsøgt at få fuldtidsarbejde og at hun havde
taget alle de timer hun kunne få.
Direktoratet traf afgørelse den 21. januar 1998.
Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke stod til
rådighed for fuldtidsarbejde den 27. juni 1997. Hun var derfor ikke
berettiget til supplerende dagpenge.
Direktoratet henviste til
rådighedsbekendtgørelsens '' 1, 7 og 25
Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt
på, at medlemmet i de seneste 7 år havde arbejdet på deltid
i ISS uden at anmode om supplerende dagpenge. Direktoratet fandt det ikke
tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet aktivt havde søgt
fuldtidsarbejde i perioden, hvor hun arbejdede på deltid. Medlemmet
måtte derfor anses for at have indstillet sig på
deltidsarbejde.
Endelig fandt direktoratet anmodningen om supplerende
dagpenge den 27. juni 1997 begrundet i personlige forhold, idet der ikke
kunne siges at være sket en ændring i hendes
ansættelsesvilkår. Medlemmet kunne ikke anses for at stå
til rådighed for fuldtidsarbejde.
Direktoratet bemærkede, at dagpengeretten ville
indtræde, hvis medlemmet dokumenterede at have arbejdet i mere end 300
timer i en periode på 10 uger efter den 27. juni 1997.
Medlemmet klagede den 9. februar 1998 over, at hun ikke
kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
før hun havde arbejdet 300 timer inden for 10 uger.
Medlemmet oplyste, at hun altid havde været
fuldtidsforsikret. Desuden oplyste hun, at hendes ugentlige arbejdstid ofte
var over 30 timer og at hun derfor ikke tidligere havde brug for at få
suppleret op - også fordi hendes tidligere ægtefælle
havde en god indtægt.
Ved sagens oversendelse til ankenævnet den 13.
februar 1998, fandt direktoratet ikke grundlag for at ændre
afgørelsen.
Direktoratet bemærkede, at afgørelsen alene
drejede sig om, at medlemmet ikke stod til rådighed for
fuldtidsarbejde. Derimod var det direktoratets opfattelse, at medlemmet stod
til rådighed for deltidsarbejde, hvilket indebar at medlemmet ville
være dagpengeberettiget, hvis hun lod sig overflytte til
deltidsforsikring.
I forbindelse med sagens behandling i ankenævnet
kontaktede medlemmet den 13. maj 1998 sekretariatet og anmodede om en hurtig
afgørelse. Den 25. maj 1998 kontaktede sekretariatet medlemmet og
oplyste hende om, at sagen ville trække lidt ud på grund af
aflysning af et nævnsmøde. Under samtalen oplyste medlemmet, at
hun havde fået udbetalt dagpenge fra den 1. januar 1998, men at
udbetalingen var blevet stoppet efter at direktoratets afgørelse var
kommet.
Ankenævnet fandt, at
medlemmet måtte anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet som fuldtidsforsikret, da hun tilmeldte sig som ledig den 27.
juni 1997.
Ankenævnet fandt, at der ikke er hjemmel til at
træffe afgørelse om manglende rådighed som
fuldtidsforsikret med henvisning til at der ikke er sket nogen ændring
i omfanget af medlemmets beskæftigelse før og efter tilmeldingen
til Arbejdsformidlingen, hverken i arbejdsløshedsforsikringslovens
' 59, stk. 1, i direktoratets
bekendtgørelse nr. 1143 af 20. december 1995 om udbetaling af
supplerende dagpenge, eller i direktoratets bekendtgørelse nr. 667 af
10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed.
Ankenævnet fandt endvidere, at der heller ikke i
øvrigt var forhold, som kunne begrunde, at medlemmet ikke kunne anses
for at stille sin arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet for
fuldtidsarbejde. Den omstændighed, at hun ikke havde søgt
fuldtidsarbejde uden for ISS i opsigelsesperioden, finder ankenævnet
heller ikke kunne begrunde, at hun ikke kunne anses for at stå til
rådighed, når henses til at hun i forbindelse med sin tilmelding
som ledig angiveligt ikke var blevet vejledt om pligten til at søge
arbejde.
Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at
medlemmet var berettiget til supplerende dagpenge i opsigelsesperioden og
til dagpenge som ledig fuldtidsforsikret medlem ved
ansættelsesforholdets ophør under forudsætning af at de
øvrige betingelser for udbetaling af dagpenge var opfyldt.
Ankenævnet havde anmodet Kristelig
Arbejdsløshedskasse om at tage stilling til i hvilket omfang
medlemmet herefter var berettiget til dagpenge.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Lignende dokumenter
- Medlem ikke omfattet af reglerne for indsendelse af frigørelsesattest, uagtet at det af hendes ansættelseskontrakt fremgik, at hun havde 1 måneds opsigelse Retsinformation · 16. januar 2006
- Selvforskyldt ledighed, karantæne, supplerende dagpenge Retsinformation · 1. februar 2006
- Supplerende dagpenge Retsinformation · 14. maj 2002
- Supplerende dagpenge, frist, frigørelsesattest Retsinformation · 3. november 2009
- Vejledning om frigørelsesattest Retsinformation · 31. januar 2006
- Vejledning om selvforskyldt ledighed Retsinformation · 22. januar 2026