Spring til indhold

Retsinformation

Supplerende dagpenge efter 7 års arbejde på nedsat tid

KEN nr 60571 af 01/01/1998Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet30. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Supplerende dagpenge efter 7 års arbejde

på nedsat tid

Hvorvidt medlemmet kunne få supplerende dagpenge i

en opsigelsesperiode efter deltidsarbejde. Medlemmet var fuldtidsforsikret og

havde altid været det.

Medlemmet søgte ved ledighedserklæring

dateret den 27. juni 1997 om supplerende dagpenge. Hun var blevet sagt op fra

sit arbejde den 18. juni 1997 på grund af strukturændringer med

virkning fra den 31. december 1997. Medlemmet havde siden 1988 været

ansat som inspektør ved ISS. Medlemmet havde fået en

frigørelsesattest fra ISS.

Kassen traf afgørelse den 8. juli 1997 om, at

medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge, idet hun ikke kunne anses

for at stå til rådighed for fuldtidsarbejde. Af afgørelsen

fremgik, at medlemmet over for kassen havde forklaret, at hun de seneste 7

år kun havde arbejdet 20-25 timer om ugen.

Medlemmet var nu alene, og hun var opsagt fra sit arbejde

og ønskede fuldtidsarbejde.

Kassen bemærkede, at medlemmet de sidste 7 år

ikke havde indikeret, at hun ønskede fuldtidsarbejde og havde klaret

sig økonomisk uden supplerende dagpenge. At medlemmet nu var blevet

alene og skulle klare sig selv økonomisk var en ændring i hendes

personlige forhold, som ikke kunne føre til en vurdering om, at hun

stod til rådighed for fuldtidsarbejde.

Medlemmet klagede over kassens afgørelse den 11.

juli 1997. Medlemmet forklarede, at hun havde arbejdet hele sit liv uden

ledighed og uden supplement, men hun havde altid været

fuldtidsforsikret. Medlemmet havde ikke bedt om supplerende dagpenge fordi

hendes mand havde en god indtægt. Nu var hun alene og havde meddelt AF,

at hun ønskede 37 timer pr. uge. Det var ikke hendes ønske at

Læs alt

arbejde på deltid, men der havde bare ikke været andre

muligheder.

Kassens hovedledelse tiltrådte den 3. september 1997

afdelingens afgørelse. Hovedledelsen bemærkede, at der ikke var

sket nogen ændring i medlemmets arbejdssituation, der betød, at

hun var berettiget til supplerende dagpenge.

I forbindelse med direktoratets behandling af medlemmets

klage af 8. september 1997, forklarede medlemmet, at hun ikke tidligere havde

søgt om supplerende dagpenge, da hun og hendes ægtefælle

havde kunnet klare sig med deres fælles (begrænsede) midler.

Imidlertid havde hendes ægtefælle forladt hende (efteråret

1996)og hun var sagt op fra sit arbejde. Medlemmet havde derfor brug for

pengene. Medlemmet var sikret 20 timer ugentligt frem til sidste arbejdsdag

og havde i begrænset omfang kunnet supplere op med ekstra timer.

Medlemmet oplyste, at de fleste stillinger i ISS var deltidsstillinger: De

få fuldtidsstillinger der havde været, havde hun søgt.

Direktoratet havde desuden spurgt om medlemmet også

havde søgt andet fuldtidsarbejde, hvilket medlemmet bekræftede,

men hun havde været så glad for sit arbejde og i perioder haft op

til 35 timer om ugen. I sådan en situation tænkte man ikke

på at søge andet arbejde (jf. direktoratets telefonrapporter af

hhv. 22. september 1997 og 23. december 1997, ref.)

Direktoratet bad medlemmet om skriftligt at oplyse om

hvilke fuldtidsstillinger hun havde søgt mens hun var

deltidsansat.

Medlemmet svarede den 29. december 1997 og forklarede, at

hun var fastansat til 20 timer ugentligt og havde forsøgt at få

alle de timer hun kunne, og at hun i perioder havde arbejdet væsentligt

mere end 37 timer om ugen. ISS havde attesteret svaret som bevis på, at

medlemmet havde forsøgt at få fuldtidsarbejde og at hun havde

taget alle de timer hun kunne få.

Direktoratet traf afgørelse den 21. januar 1998.

Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke stod til

rådighed for fuldtidsarbejde den 27. juni 1997. Hun var derfor ikke

berettiget til supplerende dagpenge.

Direktoratet henviste til

rådighedsbekendtgørelsens '' 1, 7 og 25

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt

på, at medlemmet i de seneste 7 år havde arbejdet på deltid

i ISS uden at anmode om supplerende dagpenge. Direktoratet fandt det ikke

tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet aktivt havde søgt

fuldtidsarbejde i perioden, hvor hun arbejdede på deltid. Medlemmet

måtte derfor anses for at have indstillet sig på

deltidsarbejde.

Endelig fandt direktoratet anmodningen om supplerende

dagpenge den 27. juni 1997 begrundet i personlige forhold, idet der ikke

kunne siges at være sket en ændring i hendes

ansættelsesvilkår. Medlemmet kunne ikke anses for at stå

til rådighed for fuldtidsarbejde.

Direktoratet bemærkede, at dagpengeretten ville

indtræde, hvis medlemmet dokumenterede at have arbejdet i mere end 300

timer i en periode på 10 uger efter den 27. juni 1997.

Medlemmet klagede den 9. februar 1998 over, at hun ikke

kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

før hun havde arbejdet 300 timer inden for 10 uger.

Medlemmet oplyste, at hun altid havde været

fuldtidsforsikret. Desuden oplyste hun, at hendes ugentlige arbejdstid ofte

var over 30 timer og at hun derfor ikke tidligere havde brug for at få

suppleret op - også fordi hendes tidligere ægtefælle

havde en god indtægt.

Ved sagens oversendelse til ankenævnet den 13.

februar 1998, fandt direktoratet ikke grundlag for at ændre

afgørelsen.

Direktoratet bemærkede, at afgørelsen alene

drejede sig om, at medlemmet ikke stod til rådighed for

fuldtidsarbejde. Derimod var det direktoratets opfattelse, at medlemmet stod

til rådighed for deltidsarbejde, hvilket indebar at medlemmet ville

være dagpengeberettiget, hvis hun lod sig overflytte til

deltidsforsikring.

I forbindelse med sagens behandling i ankenævnet

kontaktede medlemmet den 13. maj 1998 sekretariatet og anmodede om en hurtig

afgørelse. Den 25. maj 1998 kontaktede sekretariatet medlemmet og

oplyste hende om, at sagen ville trække lidt ud på grund af

aflysning af et nævnsmøde. Under samtalen oplyste medlemmet, at

hun havde fået udbetalt dagpenge fra den 1. januar 1998, men at

udbetalingen var blevet stoppet efter at direktoratets afgørelse var

kommet.

Ankenævnet fandt, at

medlemmet måtte anses for at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet som fuldtidsforsikret, da hun tilmeldte sig som ledig den 27.

juni 1997.

Ankenævnet fandt, at der ikke er hjemmel til at

træffe afgørelse om manglende rådighed som

fuldtidsforsikret med henvisning til at der ikke er sket nogen ændring

i omfanget af medlemmets beskæftigelse før og efter tilmeldingen

til Arbejdsformidlingen, hverken i arbejdsløshedsforsikringslovens

' 59, stk. 1, i direktoratets

bekendtgørelse nr. 1143 af 20. december 1995 om udbetaling af

supplerende dagpenge, eller i direktoratets bekendtgørelse nr. 667 af

10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet fandt endvidere, at der heller ikke i

øvrigt var forhold, som kunne begrunde, at medlemmet ikke kunne anses

for at stille sin arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet for

fuldtidsarbejde. Den omstændighed, at hun ikke havde søgt

fuldtidsarbejde uden for ISS i opsigelsesperioden, finder ankenævnet

heller ikke kunne begrunde, at hun ikke kunne anses for at stå til

rådighed, når henses til at hun i forbindelse med sin tilmelding

som ledig angiveligt ikke var blevet vejledt om pligten til at søge

arbejde.

Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at

medlemmet var berettiget til supplerende dagpenge i opsigelsesperioden og

til dagpenge som ledig fuldtidsforsikret medlem ved

ansættelsesforholdets ophør under forudsætning af at de

øvrige betingelser for udbetaling af dagpenge var opfyldt.

Ankenævnet havde anmodet Kristelig

Arbejdsløshedskasse om at tage stilling til i hvilket omfang

medlemmet herefter var berettiget til dagpenge.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Lignende dokumenter