Spring til indhold

Retsinformation

Hvorvidt efterlønsbevis med fejlagtig, for høj efterlønssats medfører ret til denne højere sats.

KEN nr 9635 af 01/06/2001Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet18. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Hvorvidt efterlønsbevis med fejlagtig,

for høj efterlønssats medfører ret til denne

højere sats.

Vedrørende Deres j. nr. XXX, XXX, cpr. nr. XXX

Deres klients sag om hvorvidt efterlønsbevis med

fejlagtig, for høj efterlønssats medfører ret til denne

højere sats, har været behandlet på ankenævnets

møde den 31. maj 2001.

Der blev truffet følgende

A F G Ø R E L S E

Deres klient er ved sin overgang til efterløn den

22. juli 1999 berettiget til en efterlønssats på kr. 300,- om

dagen.

Ankenævnet har lagt til grund at ovennævnte

efterlønssats er den rigtige sats - hvilket da heller ikke er bestridt

- idet Deres klient ikke har drevet selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele

regnskabsår umiddelbart før udstedelsen af

efterlønsbeviset eller overgangen til efterløn uden at have

modtaget etableringsydelse hvorfor det senest forudgående

beregningsgrundlag skal anvendes.

Begrundelsen er at det forhold at

arbejdsløshedskassen i sin afgørelse af 14. juni 1999 om

efterlønsbeviset fejlagtigt traf afgørelse om at Deres klient

ville være berettiget til en efterlønssats på kr. 552.-,

ikke kan medføre at Deres klient får efterløn i strid med

lovens regler. Efterlønsbeviset er ikke en garanti, men en

afgørelse som kan påklages til bl. a. direktoratet.

En afgørelse der lider af en væsentlig,

retlig indholdsmangel, anses som udgangspunkt for ugyldig. Der kan dog

Læs alt

foreligge særlige omstændigheder som kan føre til at

afgørelsen opretholdes som gyldig.

Det må anses for en væsentlig, retlig

indholdsmangel ved arbejdsløshedskassens oprindelige afgørelse

at Deres klient ikke havde drevet selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele

regnskabsår umiddelbart før overgangen til efterløn uden

at have modtaget etableringsydelse, men alene i ca. 2 år.

Særlige omstændigheder kan dog føre til

at en ugyldig, begunstigende afgørelse opretholdes som gyldig. Der

skal dog i praksis særdeles tungtvejende omstændigheder til.

Det forhold at Deres klient ikke ville have afhændet

sin virksomhed hvis han havde vidst at hans efterlønssats ville blive

kr. 300,-, er efter ankenævnets opfattelse ikke et så

tungtvejende moment at det kan begrunde opretholdelsen af en ugyldig

afgørelse.

Ankenævnet skal bemærke at

efterlønsbeviset giver ret til på et senere tidspunkt at

gå på efterløn uanset manglende rådighed på

grund af sygdom eller frihedsberøvelse. Beviset giver også ret

til senere at gå på efterløn med mindst det tidligere

beregningsgrundlag eller satsen på bevistidspunktet.

Arbejdsløshedskassen befandt sig i en retsvildfarelse der

medførte en materielt ulovlig afgørelse om

efterlønssatsen. Nævnet finder at arbejdsløshedskassen

kunne tilbagekalde/ændre sin afgørelse så den blev lovlig

på det tidspunkt hvor Deres klient rent faktisk gik på

efterløn hvilket skete ca. 1 måned efter udstedelsen af

efterlønsbeviset.

Såfremt Deres klient mener at have lidt et tab

på grund af den fejlagtige afgørelse, må kravet

gøres gældende over for arbejdsløshedskassen, eventuelt

via domstolene.

Ankenævnet tiltræder således

direktoratets afgørelse af 2. november 1999, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1,

stk. 3 og stk. 7,

direktoratets bekendtgørelse nr. 1161 af 21.

december 1995 om overgang til, udtræden af og genindtræden i

efterlønsordningen § 5, stk. 1,

direktoratets bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts

1998 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsdfortjenesten for

selvstændige erhvervsdrivende § 4, stk. 1, og § 6, stk. 1 og stk. 2,

direktoratets bekendtgørelse nr. 1075 af 22.

december 1998 om efterlønsbevis § 1 og § 3, stk. 1-4, og

direktoratets bekendtgørelse nr. 321 af 26. maj

1999 om overgang til, udtræden af og genindtræden i

efterlønsordningen samt optjening af præmie § 7, stk. 1.

På de følgende sider kan De læse om det

faktiske grundlag og retsgrundlaget som sagen er afgjort efter.

Kopi til:

XXX

1. Sagsforløb

I sin afgørelse af 2. november 1999 har direktoratet

fremstillet sagen således:

"Det fremgår af sagen, at Deres klient har fået dagpenge

i perioden fra den 23. marts 1994 til den 16. oktober 1994. Deres klients

dagpengesats var 277 kr. Han blev indplaceret som "overgangsperson" den 1.

marts 1994. Fra den 17. oktober 1994 til den 14. juli 1997 fik Deres klient

etableringsydelse. Herefter har han drevet virksomheden indtil den 8. juli

1999 uden samtidig at modtage etableringsydelse.

Ved ansøgning om efterlønsbevis, dateret af Deres klient den

11. maj 1999, søgte han om efterlønsbevis pr. samme dato.

Den 14. juni fremsendte kassen - efterlønsbeviset til Deres klient.

Det fremgår heraf, at Deres klients hidtidige, daglige

arbejdsfortjeneste pr. 11. maj 1999 er opgjort til 660,50 kr., og at Deres

klients efterløn vil udgøre 143.520 kr. på

årsbasis. Dette er beregnet på baggrund af Deres klients

virksomhedsudøvelse i 2 regnskabsår.

Det fremgår af følgebrevet af samme dato til Deres klient, at

det beløb, der står i efterlønsbeviset, er det

beløb, han ville kunne få, hvis han gik på efterløn

nu, og at det ikke er nogen garanti for, at han vil kunne få dette

beløb, når han evt. overgår til efterløn, og at der

skal ske fradrag for pension m.v. Det fremgår også, at

såfremt der er udbetalt ydelser fra a-kassen, vil han evt. starte

på 82 pct. satsen.

Ved erklæring til brug ved overgang til efterløn efter

endeligt ophør som selvstændig, dateret af Deres klient den 21.

juli 1999, har han søgt om efterløn pr. 8. juli 1999.

A-kassen har i brev af 17. august 1999 truffet afgørelse om, at

Deres klients efterlønssats er beregnet til 300 kr. om dagen i

perioden fra den 22. juli 1999 til den 31. maj 2006.

I brev af 22. august 1999 har Deres klient klaget over denne

afgørelse. Han har oplyst, at han er ophørt med

selvstændig virksomhed af helbredsmæssige grunde og da han har

fået sit efterlønsbevis. Han har videre henvist til, at a-kassen

har fået tilsendt alle relevante oplysninger i forbindelse med

udstedelsen af efterlønsbevis, og at han derfor blev overrasket over,

kun at være berettiget til en efterlønssats på 300 kr. Han

har endelig oplyst, at han ikke havde afhændet sin virksomhed, hvis han

havde vidst dette.

Kassen - har ved oversendelsen af sagen til direktoratet den 14. september

1999 bemærket, at a-kassen ikke mener, at Deres klient kunne have en

forventning om at kunne få udbetalt den maksimale dagpengesats ved

overgangen til efterløn, idet a-kassen i sit følgebrev havde

gjort opmærksom på, at han evt. kun ville have ret til 82 pct.

satsen, da han forinden havde fået ydelser fra a-kassen. Derimod er

a-kassen enig i, at a-kassen har begået en fejl ved at have skrevet en

forkert sats i efterlønsbeviset. A-kassen har endelig bedt

direktoratet om at tage stilling til, om direktoratet kan godkende, at

a-kassen af sine administrationsmidler afholder udgiften til erstatning for

forskellen mellem det beløb, Deres klient får, og det

beløb, han troede, han kunne få. A-kassen har dog ikke forholdt

sig til, om a-kassen er erstatningspligtig. A-kassen har videre spurgt,

hvorledes beløbet i givet fald kan udbetales.

I brev af 17. september 1999 har De understreget, at idéen med

efterlønsbevis er, at medlemmet har en garanti for, hvad han har ret

til i den situation, hvor han ønsker at gå på

efterløn, og at det virker stødende, at a-kassen i en

følgeskrivelse tager forbehold for nogle oplysninger, som a-kassen

selv er i besiddelse af. De mener ikke, at dette skal komme Deres klient til

skade."

Ankenævnets sekretariat finder direktoratets sagsfremstilling

dækkende.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratets afgørelse af 2. november 1999 er formuleret

således:

"Direktoratet har som tidligere bekræftet modtaget

ovennævntes klage den 15. september 1999 over en afgørelse

truffet af a-kassen.

Ifølge a-kassens afgørelse er Deres klient ved sin overgang

til efterløn den 22. juli 1999 og i resten af efterlønsperioden

frem til den 31. maj 2006 berettiget til en efterlønssats på 300

kr. om dagen.

Afgørelse

Der skal ikke ske en ny beregning af Deres klients arbejdsfortjeneste i

forbindelse med udstedelse af efterlønsbevis den 14. juni 1999.

Beregning kan heller ikke ske ved Deres klients overgang til efterløn

den 22. juli 1999.

Deres klient har i hele efterlønsperioden alene ret til at få

efterløn med den sats, a-kassen har beregnet til 300 kr. om dagen i

1999.

Begrundelse

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund i overensstemmelse

med a-kassens oplysninger, at Deres klient var omfattet af overgangsreglerne

i forbindelse med arbejdsmarkedsreformen 1. januar 1994, jf.

Arbejdsministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 906 af 1.

december 1993 om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte

arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af...og lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.

Direktoratet har videre lagt til grund, at Deres klient såvel ved

udstedelse af efterlønsbevis pr. 11. maj 1999 som ved overgangen til

efterløn pr. 22. juli 1999 havde dagpengeret ifølge disse

regler.

Direktoratet har endelig lagt til grund, at Deres klient har fået

dagpenge i perioden 23. marts 1994 til den 16. oktober 1994, hvorefter han

fra den 17. oktober 1994 til den 14. juli 1997 har fået

etableringsydelse. Herefter har Deres klient drevet virksomhed uden samtidig

at modtage etableringsydelse.

Idet Deres klient ikke har drevet selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele

regnskabsår umiddelbart før udstedelsen af efterlønsbevis

eller overgangen til efterløn, uden at have modtaget

etableringsydelse, bruges det senest forudgående beregningsgrundlag. Da

der blev udbetalt ydelser i forbindelse med dette beregningsgrundlag,

anvendes denne dagpengesats. Det følger af § 6, stk. 1 og 2, jf. § 4,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts 1998 om

fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for

selvstændige erhvervsdrivende.

A-kassen har beregnet, at Deres klients dagpengesats på 277 kr. fra

1994 nu svarer til 300 kr., idet satsen er blevet satsreguleret årligt.

Direktoratet har lagt dette beløb til grund, idet De ikke har klaget

særskilt over dette.

Efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge

beregnet efter § 51, stk. 1, jf. § 47, kan højst udbetales indtil

udløbet af en periode, der svarer til medlemmets dagpengeperiode efter

§ 55, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 6. Efterlønnen kan herefter

højst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge efter § 47. Det

fremgår af § 75 d, stk. 1 og 3, i loven, og af § 7, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 321 af 26. maj 1999 om overgang til, udtræden

af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af

præmie (før 1. juli 1999 fremgik det af § 5, stk. 1, i

dagældende bekendtgørelse nr. 1161 af 21. december 1995 om

overgang til, udtræden af og genindtræden i

efterlønsordningen).

Da Deres klients individuelt beregnede sats på 300 kr. er lavere end

82 pct. af højeste dagpenge, vil Deres klient højst være

berettiget til efterløn med satsen på 300 kr. i hele

efterlønsperioden. I denne situation udbetales efterløn

således med samme sats i hele efterlønsperioden, uanset om Deres

klient kunne overgå til efterløn på trin 1 eller trin 2.

Direktoratet har derfor ikke taget stilling til, om Deres klient ved

udstedelsen af efterlønsbeviset pr. 11. maj 1999 eller ved overgangen

til efterløn pr. 22. juli 1999 ville have ret til at overgå til

efterløn på trin 1 eller trin 2.

Direktoratet har heller ikke taget stilling til, om Deres klient eventuelt

har haft arbejde i et sådant omfang efter indplaceringen, at han havde

ret til genindplacering, idet dette ikke ændrer ved reglerne for

beregning af hidtidig arbejdsfortjeneste for selvstændige.

Det forhold, at a-kassen i sin afgørelse af 14. juni 1999

(efterlønsbevis) fejlagtigt har truffet afgørelse om, at Deres

klient ville være berettiget til efterløn med årligt kr.

143.520,-, kan uanset § 75 d, stk. 7, i loven, og § 1, stk. 3, i

dagældende bekendtgørelse nr. 1075 af 22. december 1998 om

efterlønsbevis, ikke føre til, at Deres klient har ret til

efterløn med denne højere sats.

Et efterlønsbevis er således ikke en garanti i den forstand,

De har anført. Indholdet af et efterlønsbevis er derimod en

afgørelse, som kan påklages til bl.a. Direktoratet for

Arbejdsløs-hedsforsikringen.

Formålet med efterlønsbevis er derimod (bl.a.) at give et

medlem, der er berettiget til at gå på efterløn, mulighed

for at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med en sikkerhed

for, at retten til efterløn ikke fortabes, hvis pågældende

senere skulle blive syg eller frihedsberøvet. Dette fremgår af

vejledningen til den nævnte bekendtgørelse om

efterlønsbevis.

Selv om det naturligvis er beklageligt, at a-kassen har angivet en forkert

sats i Deres klients efterlønsbevis, er efterlønsbeviset

således ikke en garanti mod eventuelle fejl, som en a-kasse

begår. Det bemærkes i den forbindelse, at årsbeløbet

i et efterlønsbevis alene er et anslået beløb, som ikke

er udtryk for, at medlemmet altid har ret til at modtage det fulde

årlige beløb ved overgangen til efterløn, idet medlemmet

f.eks. i overgangs-året skal skifte fra trin 1 til trin 2. Dette har

a-kassen også gjort Deres klient opmærksom på i brev af 14.

juni 1999, som var vedlagt efterlønsbeviset.

Direktoratet finder derfor ikke, at Deres klient på grund af

a-kassens fejl vil kunne opnå en bedre retstilling end reglerne giver

mulighed for.

Såfremt Deres klient mener at have lidt et tab på grund af den

fejlagtige afgørelse, må dette krav gøres gældende

over for a-kassen, evt. via domstolene.

Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet ikke finder at kunne

modsætte sig, at a-kassen - påtager sig at afholde udgiften til

erstatning af sine administrationsmidler, uden at der foreligger dom eller

retsforlig herfor, idet direktoratet ikke finder, at dette vil stride mod §

82 i loven."

Til arbejdsløshedskassen udtalte direktoratet:

"Som det fremgår af afgørelsen til medlemmet finder

direktoratet ikke at kunne modsætte sig, at a-kassen påtager sig

ansvaret for den fejlagtige afgørelse og udbetaler erstatning, uden at

der foreligger et retsforlig eller en dom, såfremt a-kassen selv mener

at være erstatningsansvarlig. Det bemærkes i den forbindelse, at

det efter direktoratets umiddelbare vurdering ud fra foreliggende domspraksis

kan anses for overvejende sandsynligt, at medlemmet vil kunne vinde en

eventuel retssag, således at medlemmet vil blive tilkendt erstatning

for differencen mellem de 300 kr., der er hjemmel til at udbetale, og de 453

kr. eller 552 kr. medlemmet evt. havde en forventning om at kunne

få.

I givet fald skal erstatningen udbetales særskilt til medlemmet,

således at medlemmets efterlønssats fortsat udgør 300

kr.

Det bemærkes for god ordens skyld, at a-kassen ikke har ret til

refusion for det beløb, som a-kassen evt. måtte påtage sig

erstatningsansvaret for, jf. § 86, stk. 4, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. I givet fald skal a-kassen som

udgangspunkt selv udbetale beløbet til medlemmet, eventuelt ved

fremsendelse af check. Statens udbetalingssystem kan undtagelsesvis anvendes,

hvis a-kassen sikrer sig, at a-kassen selv dækker beløbet.

A-kassen skal derfor sikre sig, at et tilsvarende beløb (inkl. a-skat)

er indbetalt særskilt til direktoratet før beløbet er til

disposition for medlemmet.

Såfremt a-kassen udbetaler erstatning, skal dette fremgå af

a-kassen administrationsregnskab.

A-kassen bedes selv afklare, hvorledes et evt. erstatningsbeløb

skal håndteres skattemæssigt.

Direktoratet skal videre kritisere a-kassens sagsbehandling og

afgørelser i denne sag. Navnlig i lyset af, at a-kassen tidligere har

udstedt et efterlønsbevis med en højere sats, burde a-kassens

afgørelse af 17. august 1999 være begrundet udførligt,

således at omfanget af a-kassens oversendelsesbrev af 14. september

1999 kunne begrænses betydeligt. Det fremgår heller ikke af

sagen, hvorfor a-kassen har vurderet, at medlemmet ikke har haft

tilstrækkeligt arbejde til en genindplacering, ligesom a-kassen ikke

har begrundet, hvorfor medlemmet ikke har erhvervet sig et bedre

beregningsgrundlag siden 1994.

Direktoratet skal anmode a-kassen om fremover at være særligt

opmærksom på sager, hvor efterlønssatsen ved overgangen

til efterløn er lavere end det beløb, der følger af

beregningsgrundlaget i efterlønsbeviset. I disse tilfælde

bør akassen uddybe sin afgørelse og begrundelse herom til

medlemmet. Det gælder også i den situation, hvor ændringen

f.eks. skyldes skift fra fuldtids- til deltidsforsikring."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 15. november 1999 anførte De:

"Jeg har modtaget direktoratets afgørelse og har nu haft

lejlighed til at drøfte den med min klient.

Direktoratets afgørelse kan ikke accepteres.

Det er ikke udregningen af efterlønssatsen jeg har klaget over,

idet jeg ikke ligger inde med de oplysninger, der er nødvendige for

at kunne kontrollere denne.

Det er derimod den omstændighed, at der udstedes et

efterlønsbevis, indeholdende en bestemt sats, som medlemmet

kan/bør kunne regne med lægges til grund, når han

vælger at gå på efterløn. Efterlønsbeviset er

både en garanti for, at medlemmet har ret til at gå på

efterløn og på hvilke vilkår, hertil kommer, at det er at

betragte, som en begunstigende forvaltningsakt, der ikke kan ændres til

skade for borgeren.

Arbejdsløshedskassen lå på tidspunktet for udstedelsen

af efterlønsbeviset inde med alle oplysninger for beregning af

efterlønssatsen. Min klient har ikke på noget tidspunkt givet

fejlagtige oplysninger og har altid fulgt a-kassens mindste anvisninger. Et

generelt forbehold i et følgebrev kan ikke fritage nogen for en

afgørelse i et dokument, der oven i købet bliver benævnt

"Bevis".

Det er muligt, at det økonomiske krav skal rettes direkte over for

a-kasse, evt. via domstolene, men dette ændrer ikke ved den generelle

administration af efterlønsbeviset og dets betydning eller mangel

på samme over for borgeren i almindelighed.

Jeg sender tillige dette brev til XXX, idet jeg skal opfordre XXX til at

tage stilling til, om man anerkender min klients erstatningskrav på

differencen mellem, hvad han måtte forvente at få udbetalt i

forhold til efterlønsbevisets sats og det han faktisk får

udbetalt. (Selvfølgelig med tiden korrigeret for det trin han

retteligt hører hjemme på.)

Må jeg høre fra såvel Ankenævn som XXX."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 19. november 1999:

"Direktoratet finder ikke grundlag for at ændre

afgørelsen.

Direktoratet finder således fortsat, at a-kassens fejl ved

udstedelsen af efterlønsbeviset ikke kan give medlemmet en bedre ret,

end hvad der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og

at medlemmet derfor må rejse et eventuelt erstatningskrav over for

a-kassen, eventuelt via domstolene.

Der henvises i det hele til direktoratets afgørelse af 2. november

1999."

5. Nyt efter klagen

Intet

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter