Spring til indhold

Retsinformation

Stillingsansøgning i forbindelse med indførelse af ny admini-strativ struktur

FOU nr 2005.189UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Stillingsansøgning i forbindelse med

indførelse af ny administrativ struktur

Det følgende er en redigeret

fremstilling af sagen. Dele af sagsfremstillingen i ombudsmandens afsluttende

brev er således udeladt. Ombudsmandens udtalelse var opdelt i fire punkter

hvoraf kun ét er medtaget i det følgende. De tre øvrige punkter angik

forflyttelse, inhabilitet og kompensation. Ombudsmanden behandlede denne sag

samtidig med to sager angående to andre medarbejdere ved det pågældende

statsfængsel der rejste de samme spørgsmål som denne sag. Den ene af disse

sager indeholdt derudover visse problemstillinger i forbindelse med en

individuel stillingsændring forud for indførelsen af den nye

afdelingsstruktur.

Det fremgik af sagen at

Statsfængslet i X-by i 2001 indførte en ny afdelingsstruktur.

A søgte i forbindelse med et

lokalt opslag af

9. april

2001

stillingen som overvagtmester ved afdeling 1 i lønramme 25.

Statsfængslet meddelte i brev

af

2. maj 2001

at

A’s ansøgning ikke kunne imødekommes, men han blev tilbudt ansættelse i

en

stilling som overvagtmester ved syge- og isolationsafdelingen på uændrede

lønvilkår. Foreningen Y ved Statsfængslet i X-by klagede i et brev af

4. maj 2001

til Fagforbund

Z’s afdeling for øvrige chargestillinger og Statsfængslet i X-by over

Læs alt

proceduren i forbindelse med besættelse af ledende stillinger i

statsfængslet.

Foreningen klagede bl.a. over forhold i forbindelse med nedsættelse af

bedømmelsesnævnet, sagsbehandlingen i nævnet, omplacering af to

overvagtmestre

til turnustjeneste og besættelsen af stillingen som sikkerhedsovervagtmester.

Fængselsinspektør B skrev

den 13. juli 2001

en

redegørelse for forløbet i forbindelse med strukturændringen til Direktoratet

for Kriminalforsorgen. Statsfængslet beskrev i en redegørelse af

12. september 2001

stillingsindholdet for overvagtmester/områdeleder ved syge- og

isolationsafdelingen.

C klagede i brev af

3. september 2001

på vegne

af blandt andre A til Direktoratet for Kriminalforsorgen over bl.a.

forholdene

i forbindelse med strukturændringen i

2001.

C

klagede bl.a. over forfremmelsesnævnets sammensætning,

nævnets bedømmelse af ansøgerne, sagsbehandlingstiden i klagesagen og

indholdet

af de tilbudte stillinger.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen besvarede i et brev af

3. oktober 2001

en klage fra Fagforbund Z i

forbindelse med besættelsen af stillinger i den nye afdelingsstruktur. Dette

brev blev samme dag sendt til C som en besvarelse af nogle af de spørgsmål

han

havde rejst i brevet af

3.

september 2001. Samtidig oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen

over for C at direktoratet havde anmodet Statsfængslet i X-by om en udtalelse

angående den resterende del af hans henvendelse.

I et brev af

6. oktober 2001

til

Direktoratet for Kriminalforsorgen kommenterede Foreningen Y ved

Statsfængslet

i X-by v/D fængselsinspektør B’s redegørelse af

13. juli 2001. Brevet af

6. oktober 2001

var desuden

underskrevet af C. I brevet blev der bl.a. klaget over inhabilitet i

forfremmelsesnævnet,

at der ikke som lovet var afholdt møder mellem ansøgerne og fængselsledelsen,

og at sagsbehandlingstiden i klagesagen var for lang. Desuden blev der i

brevet

bedt om en bedømmelse fra en uvildig instans af om de tilbudte stillinger var

passende, at klagen fik opsættende virkning, og at der blev afholdt et møde

mellem de berørte parter og direktoratet.

Foreningen Y kommenterede

herefter fængselsinspektør B’s breve af 13. juli og

12. september 2001. Jeg har modtaget

en kopi af foreningens brev som er udateret. Direktoratet bekræftede i brev

af

19. november 2001

til

overvagtmester D modtagelsen af hans brev af

9. oktober 2001. Direktoratet henviste til

besvarelsen af

3. oktober

2001.

I et brev af

18. november 2001

klagede

C til mig. C’s klage angik ikke alene hans egen sag, men også sagerne

angående

( ) og A. Jeg svarede C i et brev af

28. december 2001

at jeg anså det for mest korrekt at

sende hans breve af 18. november og

5. december 2001

videre til direktoratet som en anmodning

fra ham om at direktoratet uddybede begrundelsen for sin afgørelse af

3. oktober 2001

med

inddragelse af synspunkterne i hans og foreningens brev af

6. oktober 2001. Endvidere oversendte

jeg brevene med bilag således at direktoratet kunne tage stilling til de nye

klagepunkter

som fremgik af brevene. Samtidig bad jeg C om at afvente direktoratets svar

før

han tog stilling til om han ville klage til mig på ny.

Statsfængslet i X-by sendte

den 14. februar 2002

en

udtalelse om sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Den 22. februar 2002

sendte

direktoratet C en kopi af statsfængslets udtalelse med henblik på hans

eventuelle bemærkninger. C svarede direktoratet ved brev af

28. februar 2002.

I anledning af C’s brev af

28. februar 2002

bad

Direktoratet for Kriminalforsorgen

den 18. marts 2002

Statsfængslet i X-by om ved en samtale

med C at få præciseret hans klagepunkter. Statsfængslet blev samtidig anmodet

om en udtalelse dels til de klagepunkter fra C som statsfængslet ikke

tidligere

havde forholdt sig til, dels til bl.a. mine breve til Direktoratet for

Kriminalforsorgen af

28.

december 2001.

Med henblik på at få

præciseret C’s klagepunkter blev han herefter

den 26. marts 2002

anmodet om at komme til møde

den 8. april 2002.

Den 15. april 2002

sendte statsfængslet C et

udkast til referat fra mødet af

8. april 2002

med henblik på hans eventuelle

bemærkninger, og i et brev af

22. april 2002

fremkom C med forslag til ændringer.

Statsfængslet i X-by

kommenterede i et brev til C af

25. juni 2002

hans forslag til ændringer.

I et brev af

7. juli 2002

til

Statsfængslet i X-by kommenterede C bl.a. statsfængslets brev af

25. juni 2002.

Den 11. november 2002

sendte Statsfængslet i

X-by en udtalelse i sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Statsfængslet

sendte samme dag en kopi af udtalelsen til C med henblik på hans eventuelle

bemærkninger.

Den 15. november 2002

sendte Direktoratet for

Kriminalforsorgen C en kopi af statsfængslets udtalelse af

11. november 2002

og anmodede ham

samtidig om eventuelle bemærkninger.

I et brev dateret

den 14. november 2002

sendte C herefter sine bemærkninger til Statsfængslet i X-by og til

Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Direktoratet kvitterede

den 3. december 2002

for

modtagelsen af C’s bemærkninger.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har i brev af

21. maj 2003

taget stilling til C’s klage, og C har

herefter klaget til mig igen i brev af

28. maj 2003.

Den 27. oktober 2003

anmodede jeg Direktoratet for

Kriminalforsorgen og Statsfængslet i X-by om en udtalelse i anledning af

C’s

klage, og direktoratet afgav en udtalelse i et brev af

29. januar 2004

som var vedlagt en

udtalelse af

4. december

2003

fra statsfængslet. Jeg anmodede C om hans eventuelle

bemærkninger til udtalelserne, og C har kommenteret udtalelserne i brev

modtaget her

den 18. februar

2004. Med et brev af

29. marts 2004

har direktoratet sendt mig en udtalelse af

19. marts 2004

fra statsfængslet idet direktoratet anførte at direktoratet kunne tilslutte

sig

udtalelsen fra statsfængslet. Denne udtalelse var bilagt en udtalelse af

7. marts 2004

fra

personale- og sikkerhedskonsulent ( ). Jeg sendte en kopi af udtalelserne til

C

for at give ham mulighed for at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger

til

udtalelserne, og C har i brev af

19. april 2004

fremsat bemærkninger til udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”...

3. Begrundelse og klagevejledning

Den 9. april 2001

foretog statsfængslet et lokalt opslag af øvrige ledende stillinger i

forbindelse med den nye afdelingsstruktur i fængslet, i alt 13 stillinger.

Det fremgik bl.a. af opslaget at alle ansøgninger skulle indsendes på

sædvanligt ansøgningsskema, at der skulle indgives et skema for hver stilling

man ønskede at søge, samt oplysning om prioritering mellem stillingerne, og

at ansøgningerne skulle indgives senest

den 23. april 2001, kl.

12.00.

Det fremgik af opslaget

at 1

af stillingerne var indplaceret i lønramme 28, 5 stillinger var indplaceret i

lønramme 25, 1 stilling i lønramme 24 og 4 stillinger i lønramme 21.

Derudover var der opslået 2 stillinger hvis

lønmæssige indplacering ikke fremgik af opslaget.

Det fremgår af statsfængslets

redegørelse af

13. juli

2001

at der indkom i alt 37 ansøgninger, og efter mødet

den 2. maj 2001

blev de

personer som skulle have de nye stillinger, udnævnt samme dag.

(A) gjorde tjeneste som

overvagtmester i en stilling i lønramme 24 og havde ansøgt om en stilling som

overvagtmester (daglig leder af arrestafdelingen samt funktion som souschef

for

afdelingsleder ved afdeling 1). Denne stilling var ifølge oplysningerne i

opslaget indplaceret i lønramme 25. I et brev af

2. maj 2001

meddelte statsfængslet (A) at hans

ansøgning ikke kunne imødekommes, men at han blev tilbudt ansættelse i en af

stillingerne som overvagtmester ved syge- og isolationsafdelingen på uændrede

vilkår. Disse stillinger var ifølge oplysningerne i opslaget indplaceret i

lønramme 21.

Sagen rejser spørgsmål om

hvorvidt statsfængslet burde have behandlet (A)’s ansøgning i

overensstemmelse

med de sagsbehandlingsregler som fremgår af forvaltningsloven, herunder

reglerne om begrundelse og klagevejledning.

Forvaltningsloven (lov nr.

571 af

19. december 1985

som ændret ved lov nr. 347 af

6.

juni 1991

) indeholder bl.a. følgende regler:

’§ 22. En afgørelse skal, når

den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold

kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn

til

den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr.

§

15.’

Som det fremgår, skal

skriftlige afgørelser der ikke giver den pågældende part fuldt ud medhold,

være

ledsaget af en begrundelse, og begrundelsen skal opfylde de krav som fremgår

af

§ 24.

Det er endvidere fastsat i

forvaltningslovens § 25 at når en forvaltningsmyndighed træffer en afgørelse

som kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, skal afgørelsen være

ledsaget af en vejledning om denne klagemulighed. Det gælder dog kun hvis den

pågældende part får afgørelsen meddelt skriftligt og ikke får fuldt ud

medhold.

Disse regler gælder kun i

sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed.

Det antages i almindelighed at beslutninger om stillingsændringer der ikke

overskrider grænserne for hvad en tjenestemand skal acceptere efter

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, ikke kan anses for afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Disse beslutninger skal således ikke begrundes

efter reglerne i forvaltningsloven. Efter omstændighederne vil

stillingsændringer der ligger inden for de rammer som fremgår af

tjenestemandslovens § 12, stk. 1, dog kunne være så indgribende over for

tjenestemanden, navnlig hvis ændringerne er begrundet i tjenestemandens

forhold

at sagsbehandlingen bør tilrettelægges i overensstemmelse med

forvaltningslovens bestemmelser. Jeg henviser til

Kaj Larsen

mfl., Forvaltningsret, 2. udg. (2002), s.

213

f, og de sager som er omtalt i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1993, s. 348*, og for 1998, s. 423*.

De afgørelser som træffes af

Statsfængslet i (X)-by, kan i overensstemmelse med de almindelige

forvaltningsretlige regler påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen

medmindre denne klageadgang er afskåret med udtrykkelig lovhjemmel. Der er

ikke

fastsat regler som har betydning for denne sag, hvorved adgangen til at klage

over statsfængslets afgørelser til direktoratet er blevet afskåret.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har anført at der i forbindelse med den nye

afdelingsstruktur

hverken skulle foretages nyansættelser eller afskedigelser, men at

stillingerne

skulle fordeles mellem de allerede ansatte. Stillingerne blev som led i denne

proces opslået internt, og de ansatte kunne ved skriftlige eller mundtlige

’ansøgninger’ tilkendegive hvilke stillinger de var interesserede

i. Det er på

den baggrund direktoratets opfattelse at beslutningerne om hvorledes

stillingerne i den nye afdelingsstruktur skulle besættes, snarere har

karakter

af interne forvaltningsbeslutninger vedrørende fængslets organisation der

ikke

er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, end egentlige

ansættelsesbeslutninger, og at de derfor ikke er omfattet af

forvaltningslovens

krav til begrundelse. Desuden har Direktoratet for Kriminalforsorgen anført

at

beslutningen om fordeling af stillingerne i den nye struktur var en del af

arbejdsgiverens ledelsesret og derfor ikke kunne påklages til direktoratet.

Det er fast antaget i

retspraksis og ombudsmandens praksis at beslutninger om ansættelse eller om

afslag på ansøgning om ansættelse er afgørelser i forvaltningslovens

forstand,

jf. lovens § 2, stk. 1. Spørgsmålet er om de særlige forhold i denne sag

indebærer at Statsfængslet i (X)-by’s afslag af

2. maj 2001

på (A)’s ansøgning uanset dette

ikke skal betragtes som en afgørelse i lovens forstand.

Spørgsmålet giver anledning

til en vis tvivl da der kan anføres argumenter for både det synspunkt at der

i

en situation som den foreliggende er tale om en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand, og det modsatte synspunkt. På den ene side kan det anføres at det

normalt er uden betydning for spørgsmålet om hvorvidt forvaltningsloven skal

anvendes, om en stilling er slået op samtidig med andre stillinger, og det

kan

heller ikke tillægges betydning om stillingen har været slået op offentligt.

Årsagen til at en stilling er ledig, er ligeledes uden betydning i denne

forbindelse. Endvidere kan der ikke lægges vægt på om en ansøger allerede har

ansættelse i en anden stilling hos den pågældende myndighed. På den anden

side

kan det fremhæves at en forvaltningsmyndighed i en situation som den

foreliggende kan besætte stillingerne i den nye struktur alene ved

tjenestebefalinger uden at der på forhånd er indgivet ansøgninger fra de

ansatte som bliver berørt af den nye struktur. Som nævnt ovenfor bliver en

tjenestebefaling til en tjenestemand om en stillingsændring ikke anset for en

afgørelse i forvaltningslovens forstand, medmindre der er tale om en

stillingsændring som den pågældende tjenestemand ikke skal acceptere efter

tjenestemandslovens § 12, stk. 1.

Efter min opfattelse må det

som udgangspunkt antages at en forvaltningsmyndigheds beslutninger om

besættelse af stillinger i en situation som den foreliggende ikke skal

betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Jeg har i den

forbindelse lagt vægt på at i en situation som denne er den nye

administrative

struktur indført ved en ledelsesbeslutning der ikke kan betragtes som en

afgørelse

i forvaltningslovens forstand. Gennemførelsen af den nye struktur gør det

nødvendigt at træffe en række andre ledelsesbeslutninger af mere konkret

karakter om arbejdets tilrettelæggelse, og disse beslutninger vil normalt

heller ikke have karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Den omstændighed at ledelsen

af den pågældende myndighed giver de ansatte lejlighed til at tilkendegive

deres ønsker inden der træffes beslutning om besættelsen af stillingerne i

den

nye struktur, er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at disse

beslutninger herefter må betragtes som forvaltningsafgørelser. Imidlertid er

der visse dispositioner i forhold til de ansatte som har en så væsentlig

karakter at de efter fast praksis anses for afgørelser i forvaltningslovens

forstand, også i tilfælde hvor der ikke foreligger en ansøgning. Det gælder

bl.a. beslutninger om afskedigelse og – for tjenestemænds vedkommende

–

forflyttelse.

Det følger af den almindelige

hovedregel i dansk ret at en arbejdsgiver i kraft af ledelsesretten ensidigt

kan foretage ændringer af ansættelsesforholdets vilkår, men hvis der er tale

om

væsentlige ændringer af løn- og arbejdsvilkårene, betragtes ændringen dog som

en misligholdelse af ansættelseskontrakten med den virkning at ændringen kun

kan gennemføres efter reglerne om opsigelse af ansættelsesforholdet. Dette

indebærer bl.a. at arbejdsgiveren skal varsle ændringen med en frist der

svarer

til den ansattes opsigelsesvarsel, og at varslingen skal indeholde

oplysninger

om at den ansatte er opsagt fra en bestemt dato, men at den ansatte samtidig

tilbydes ansættelse på de ændrede vilkår. Grænsen mellem væsentlige og mindre

væsentlige ændringer af løn- og arbejdsvilkårene er ikke altid skarp, men

lønmæssig nedgang vil som udgangspunkt blive betragtet som en væsentlig

ændring. Jeg henviser til Advokatfirmaet Norrbom & Vinding,

Personalejuridisk håndbog, s. 247 ff, Jens Kristiansen, Arbejdsretlig

Lærebog,

s. 311 ff, og Ruth Nielsen, Lærebog i Arbejdsret, 8. udgave (2001), s.

326 f. En beslutning om væsentlige

ændringer af løn- og arbejdsvilkårene for en ansat, herunder en beslutning om

lønnedgang, må på denne baggrund anses for omfattet af reglerne i

forvaltningsloven,

jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 524*. Det anførte tager

naturligvis især sigte på ændringer af løn- og arbejdsvilkårene der anses for

en forringelse for den ansatte, eksempelvis en lønnedgang. Det er dog fast

antaget at også en beslutning om forfremmelse må anses for en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet,

2.

udgave (2000), s.

73 f.

Baggrunden herfor er antagelig at en beslutning om forfremmelse på samme måde

som eksempelvis en beslutning om lønnedgang må anses for en væsentlig ændring

af løn- og arbejdsvilkårene for den ansatte. Der bliver i den forbindelse

ikke

lagt vægt på om forfremmelsen har baggrund i en ansøgning fra medarbejderen,

jf.

Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 128*.

Hvis der i forbindelse med en

generel strukturændring hos en myndighed opstår spørgsmål om afskedigelse,

forflyttelse af en tjenestemand eller væsentlige ændringer af løn- og

arbejdsvilkårene for en ansat, herunder forfremmelse, må ledelsens

stillingtagen til disse spørgsmål derfor anses for afgørelser som er omfattet

af reglerne i forvaltningsloven, uanset om medarbejderne er blevet opfordret

til forinden at tilkendegive deres ønsker angående deres placering i den nye

struktur.

(A) beklædte som nævnt en

stilling i lønramme 24, men havde søgt om ansættelse i en stilling som var

indplaceret i lønramme 25. Derimod søgte han ikke en stilling i samme

lønramme

som den han hidtil havde beklædt, eller en stilling i en lavere lønramme.

(A)’s

ansøgning måtte således betragtes som en ansøgning om forfremmelse. Efter min

opfattelse måtte Statsfængslet i (X)-by’s stillingtagen hertil anses for

en

afgørelse som var omfattet af reglerne i forvaltningsloven.

Spørgsmålet kan dog som nævnt

ikke anses for utvivlsomt, og jeg har derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for

at kritisere Statsfængslet i (X)-by fordi afslaget på (A)’s ansøgning

ikke blev

ledsaget af en begrundelse og klagevejledning i overensstemmelse med

forvaltningslovens

regler.”

NOTER: (*) FOB

1993, s. 348, FOB

1997, s. 128, FOB

1998, s. 423, og FOB

1999, s. 524.

Lignende dokumenter