Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag

FOU nr 2002.299UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag

Told- og

Skattestyrelsen afslog den 12. maj 2000 en anmodning fra en borger om at få

aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven i en sag ved Ligningsrådet.

Told-

og Skattestyrelsen anførte i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 en frist

for

dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens datering,

jf.

skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

I forbindelse med min

behandling af en klage fra borgeren over Told- og Skattestyrelsens afgørelse

om

aktindsigt besluttede jeg at udskille spørgsmålet om den af styrelsen

meddelte

vejledning om at der gælder en frist på 3 måneder for afgørelsens

indbringelse

for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, til en særskilt sag

som

jeg efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, besluttede at rejse over for Told-

og

Skattestyrelsen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.:

”Forvaltningslovens § 26, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som

ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, fastsætter følgende vedrørende

vejledning om frist for indbringelse af afgørelser for domstolene:

’

§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse

af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning

Læs alt

herom.’

Der gælder i almindelighed ingen frist for indbringelse af afgørelser for

domstolene. Der må således kræves positiv hjemmel i lov eller anordning for

at der gælder en sådan frist. Der kan i den forbindelse henvises til Bent

Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 32, Hans Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 540, Jens Garde mfl., Forvaltningsret,

Almindelige Emner (1997), s. 309, Poul

Andersen, Dansk Forvaltningsret (1965), s. 589, og Ugeskrift for Retsvæsen

1952, s. 869 Ø. Dog vil domstolsprøvelse kunne nægtes ? enten fordi sagen

ikke

længere kan oplyses forsvarligt, eller fordi den tid der er gået, må

sidestilles med passivitet fra borgerens side.

Told- og Skattestyrelsen

henviste i sin afgørelse af 12. maj 2000 til søgsmålsfristen i

skattestyrelseslovens

§ 31, stk. 3.

§ 31 i den dagældende

skattestyrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 med senere

ændringer) har følgende ordlyd:

’

§ 31.

Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en

afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed først

indbringes

for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste

administrative klageinstans på området. Retten kan dog tillade, at et nyt

spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det

spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for

undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der

er

grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et

uforholdsmæssigt retstab for parten.

Stk. 2.

Er der forløbet mere end 6 måneder efter sagens

indbringelse for den endelige administrative instans, kan sagen dog

indbringes

for domstolene, selv om der endnu ikke er truffet en afgørelse.

Stk. 3.

En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for

domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den

endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen

ikke

indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er

sket.’

Bestemmelsen i § 31 i

skattestyrelsesloven fik i det væsentlige sit nuværende indhold ved lov nr.

1098 af 29. december 1997. Af de almindelige bemærkninger til § 31 i lov nr.

1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1406f)

fremgår:

’Der foreslås under § 1, nr.

15, en harmonisering af fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på

skatte-, told- og afgiftsområdet for domstolene. I den forbindelse stilles

der

forslag om, at den borger, der indbringer en sådan forvaltningsafgørelse for

domstolene,

indenfor de rammer, der efter retsplejeloven gælder for anke, kan fremføre

nye

påstande og anbringender under retssagen, og dermed ikke helt er bundet af de

synspunkter, der er fremført overfor forvaltningsmyndighederne.’

Af de specielle bemærkninger

til § 31 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98,

tillæg

A, s. 1410) fremgår:

’Der stilles forslag om at

harmonisere fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på skatte-,

afgifts- og toldområdet for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse

omfatter ikke kun afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, men

afgørelser på hele skatteministerens ressort, herunder endelige

administrative

afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller en statslig

told- og

skattemyndighed.

Efter forslaget kan en borger

som hidtil først indbringe en afgørelse for domstolene, når den øverste

administrative instans på området enten har efterprøvet afgørelsen eller har

afvist klagen. Dog kan sagen indbringes for domstolene, hvis der er gået mere

end 6 måneder efter, at sagen er indbragt for den øverste administrative

instans, og denne endnu ikke på dette tidspunkt har afgjort klagen eller

afvist

at behandle denne.

Det foreslås endvidere, at en

administrativ afgørelse som hidtil ikke skal kunne indbringes for domstolene

senere end 3 måneder efter, at den øverste administrative instans på området

enten har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.

Forslagets gennemførelse

medfører på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som

Landsskatteretten har påkendt, fortsat er 3 måneder. Forslagets gennemførelse

medfører endvidere på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som

Landsskatteretten har afvist at behandle, begrænses til 3 måneder efter, at

afvisning er sket, hvorimod der i dag mindst kan foretages sagsanlæg i disse

tilfælde indtil den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, jf. § 31,

stk. 3 og 4, i skattestyrelsesloven.

Endvidere indebærer

lovforslagets gennemførelse, at den særligt korte søgsmålsfrist på 1 år for

visse afgørelser vedrørende dødsboer og gaveafgift, jf. § 31, stk. 5, i den

gældende skattestyrelseslov, ophæves.’

Efter skattestyrelseslovens §

31, stk. 1, er det en betingelse for domstolsprøvelse af en afgørelse truffet

af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed at den øverste administrative

klageinstans på området har prøvet afgørelsen eller har afvist en klage over

afgørelsen. Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, kan en endelig

administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder

efter at den øverste administrative instans på området enten har afgjort

klagen

eller afvist at behandle denne.

Af ligningsvejledningen for

1999, side 596 (A.H.7.3) fremgår bl.a. følgende:

’SSL’s frister for sagsanlæg

påses ikke af domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen,

medmindre Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Hvis der

nedlægges

berettiget påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse under

landsretssagen, vil landsretten afvise sagen, jf. TfS 1998, 634 ØLD.’

Told- og Skattestyrelsen har

truffet afgørelsen af 12. maj 2000 i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse

nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning (nu § 15, stk. 4, i

bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001) som sekretariat for

Ligningsrådet.

Denne afgørelse kan, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 3, ikke påklages til

anden

administrativ myndighed. Det er derfor for bedømmelsen af den i afgørelsen

indeholdte vejledning kun relevant om tremånedersfristen i

skattestyrelseslovens

§ 31, stk. 3, finder anvendelse på disse afgørelser.

1. Kan prøvelsesbegrænsninger antages at

finde anvendelse på aktindsigtsafgørelser?

a. Om administrativ rekurs

For så vidt

angår adgangen til at klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelser om

aktindsigt

til en anden forvaltningsmyndighed (rekurs), antages at bestemmelser der

fastsætter særlig frister eller begrænser kredsen af klageberettigede, er

uden

betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt.

Jeg henviser i den forbindelse

til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 333, John

Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer (1998), s. 273, Hans Gammeltoft-Hansen

mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 337, og Justitsministeriets vejledning nr. 11740

af

4. december 1986 om forvaltningsloven (pkt. 100).

Denne antagelse har støtte i

forarbejderne til bestemmelserne i forvaltningslovens § 16, stk. 4, og

offentlighedslovens § 15, stk. 2 (Folketingstidende 1985-1986, tillæg A, sp.

144 og 232), hvorefter afgørelser om aktindsigt kan påklages særskilt til den

myndighed der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i

øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Antagelsen hviler på en forudsætning

om at den pågældende bestemmelse alene tager sigte på det materielle

sagsforhold, jf. således N. Eilschou Holm, UfR 1970 B, s. 161, og

Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om

forvaltningsloven (pkt. 100).

Efter den praksis der havde

været fulgt på baggrund af forarbejderne til bestemmelsen i den tidligere

offentlighedslovs § 8, stk. 1, var det således antaget at Landsskatteretten

var

kompetent til at tage stilling til klager over de lokale ligningsmyndigheders

afgørelser vedrørende aktindsigt. Ved bekendtgørelse nr. 398 af 23. juli 1974

blev det dog i medfør af offentlighedslovens § 8, stk. 1, sidste led, fastsat

at afgørelser i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen der træffes

af

Ligningsrådet, et amtsskatteråd, et skatteråd eller et skyldråd, påklages til

finansministeren, uanset at afgørelsen er truffet i forbindelse med en sag

der

kan indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i landskatteretsloven.

Jeg

henviser til betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 311.

I dag findes der i

bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om sagsudlægning regler om rekurs

for afgørelser om aktindsigt på skatte- og afgiftsområdet der fraviger de

regler om rekurs der gælder i forhold til afgørelsen eller behandlingen i

øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Bekendtgørelsen er udstedt med

hjemmel

i en række skatte- og afgiftslove, herunder § 38 i skattestyrelsesloven, §

16,

stk. 5, i forvaltningsloven og § 15, stk. 7, i offentlighedsloven.

b. Om domstolsprøvelse

Adgangen til

domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt, bl.a. i sager på skatteområdet,

(i modsætning til administrativ rekurs) kan ikke siges at bero på

bestemmelser

i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men følger direkte af

grundlovens

§ 63.

Det må derfor efter min

foreløbige opfattelse, på samme måde som ved administrativ rekurs, generelt

antages at bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser

kredsen

af søgsmålsberettigede, er uden betydning for adgangen til at indbringe

afgørelser om aktindsigt for domstolene. Jeg har i den forbindelse lagt vægt

på

at det må forudsættes at bestemmelser der fastsætter særlig frister eller

begrænser kredsen af søgsmålsberettigede, alene tager sigte på det materielle

sagsforhold (herunder spørgsmålet om ugyldighed som følge af formelle fejl)

medmindre andet fremgår af bestemmelsen eller dens forarbejder. Jeg bemærker

endvidere at der - i forhold til afgørelser om aktindsigt - ikke gør sig de

samme hensyn gældende til formel og materiel retskraft som ved afgørelser om

materielle skattespørgsmål.

Jeg bemærker i den forbindelse

at domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt ikke kan antages at have den

store praktiske betydning, jf. N. Eilschou Holm, Ugeskrift for Retsvæsen 1970

B, s. 162f.

Herfor taler efter min

foreløbige opfattelse også at bestemmelser der fastsætter særlige frister for

domstolsprøvelsen, ikke fra et bestemt tidspunkt generelt ville kunne afskære

søgsmål vedrørende afgørelser om aktindsigt i en given sag, idet sådanne

prøvelsesbegrænsninger kun ville gælde i forhold til den part eller anden

borger der ved en konkret afgørelse har fået afslag på aktindsigt i sagen. En

anden borger (eller en anden part såfremt der er flere parter i sagen) ville

senere kunne anmode om aktindsigt i den samme sag og ville kunne indbringe et

afslag herpå for domstolene inden for en søgsmålsfrist der beregnes i forhold

til den aktindsigtsafgørelse der er truffet i forhold til denne borger eller

part.

Dette medfører at der for så

vidt angår bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser

kredsen

af søgsmålsberettigede, kræves at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne

eller deres forarbejder at disse bestemmelser finder anvendelse på afgørelser

om aktindsigt. Der må således kræves meget klar hjemmel i loven for at

prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, finder

anvendelse på afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådets sager.

2. Fortolkning af skattestyrelseslovens §

31

Skattestyrelsesloven

indeholder hovedsagelig regler der beskriver de kommunale og statslige

skattemyndigheders opgaver i forhold til nogle angivne typer af skatte- og

afgiftssager, disse myndigheders organisation samt fastsætter formelle regler

vedrørende behandlingen af skatteansættelser, regler om bindende

forhåndsbesked, skatteforbehold og omgørelse tillige med regler om klage og

domstolsprøvelse.

Det er fast antaget at afslag

på aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven er afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Ordlyden af bestemmelsen i skattestyrelseslovens

§

31 (’en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller

toldmyndighed’ og ’En

endelig administrativ afgørelse’) omfatter således som udgangspunkt

afgørelser

om aktindsigt truffet af myndigheder på hele skatte-, afgifts- eller

toldområdet, herunder afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager, truffet

af

Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet. På den anden side

fremgår det dog ikke udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen i

skattestyrelseslovens § 31 at aktindsigtsafgørelser er omfattet af

bestemmelsen.

Det fremgår ikke udtrykkeligt

af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at det er tilsigtet at

skattestyrelseslovens § 31, som affattet ved denne lov, skal finde anvendelse

på afgørelser om aktindsigt.

Forud for lov nr. 1098 af 29.

december 1997 omfattede skattestyrelseslovens § 31 kun sager som kunne

påklages

til Landsskatteretten (’sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan

påkende’,

’sager, som Landsskatteretten har påkendt’ og ’sager, som

Landsskatteretten har

afvist’), jf. § 31 i lov nr. 824 af 19. december 1989.

For så vidt angår den forud

for lov nr. 1098 af 29. december 1997 gældende formulering af bestemmelsen i

§

31 i skattestyrelsesloven, kan det således anføres at Landsskatteretten i

henhold til daværende bekendtgørelse nr. 653 af 18. september 1990, udstedt i

medfør af forvaltningslovens § 16, stk. 5, offentlighedslovens § 15, stk. 3,

og

§ 38 i skattestyrelsesloven (om klage over visse skatte- og

vurderingsmyndigheders afgørelser om aktindsigt), ikke kunne behandle

isolerede

klager over afgørelser om aktindsigt truffet i forbindelse med sager hvor

Landsskatteretten i henhold til skattestyrelsesloven kunne træffe endelig

administrativ afgørelse.

Efter bekendtgørelsens § 2

kunne aktindsigtsafgørelser truffet af en kommunal skattemyndighed, et

skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd i disse sager påklages til

Told- og Skattestyrelsen, ligesom Told- og Skattestyrelsens og Ligningsrådets

afgørelser i disse sager ikke kunne indbringes for anden administrativ

myndighed.

Det bemærkes i den

forbindelse at følgende fremgår af bemærkningerne til § 31 i lov nr. 824 af

19.

december 1989 (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 255) om

skattemyndighedernes organisation og opgaver (den nuværende hovedlov).

’Bestemmelsen i § 36, stk. 1

(lovens § 31, stk. 1) fastslår, at sager kan indbringes for domstolene, der

er

berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold. Det er en

betingelse,

at sagen forinden har været indbragt for Landsskatteretten, når sagen drejer

sig om spørgsmål, som Landsskatteretten er kompetent til at tage stilling

til.’

I lov nr. 281 af 8. juni 1977

havde § 29, stk. 1, følgende formulering:

’

§ 29.

Sager om skattespørgsmål, der omfattes af denne lov, og som

domstolene kan påkende, kan ikke indbringes for disse, forinden

landsskatteretten har påkendt eller afvist sagen. Retssag skal anlægges inden

6

måneder efter afsigelsen af landsskatterettens kendelse.’

Isolerede afgørelser om

aktindsigt i sager der i øvrigt kunne påklages til Landsskatteretten, var

således ikke omfattet af prøvelsesbegrænsningerne i den forud for lov nr.

1098

af 29. december 1997 gældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31.

Dette forhold taler efter min

foreløbige opfattelse imod at prøvelsesbegrænsningerne i den nugældende

affattelse af skattestyrelseslovens § 31 ? uden udtrykkelig støtte i

bestemmelsen eller forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 ? kan

anses at omfatte ’isolerede’ aktindsigtsafgørelser, herunder Told-

og

Skattestyrelsens afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådssager. Samtidig taler

dette forhold efter min foreløbige opfattelse for at prøvelsesbegrænsningerne

i

den nugældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31 alene kan antages at

tage sigte på det materielle sagsforhold, herunder spørgsmålet om en

afgørelse

er ugyldig på grund af formelle fejl.

Det fremgår som nævnt ikke

udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd ? eller af forarbejderne til lov nr.

1098

af 29. december 1997 ? at det er tilsigtet at skattestyrelseslovens § 31, som

affattet ved denne lov, skal finde anvendelse på afgørelser om aktindsigt.

Det fremgår derimod af

forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende,

tillæg

A, 1997-98, s.1406ff) at formålet med den gennemførte ændring af

skattestyrelseslovens § 31 var at harmonisere fristerne for borgernes

indbringelse

af afgørelser på skatte-, afgifts- eller toldområdet for domstolene. Det

bemærkes i den forbindelse at der hidtil på ligningsområdet havde været

forskel

på søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde påkendt, og

søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde afvist, ligesom der

hidtil havde været en særlig søgsmålsfrist for visse afgørelser vedrørende

dødsboer og gaveafgift.

Det fremgår endvidere af

forarbejderne til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 indførte

affattelse

af § 31 at bestemmelsens anvendelsesområde samtidig blev udvidet fra som

hidtil

at omfatte afgørelser der kunne påklages til Landsskatteretten, til at

omfatte

afgørelser på hele skatteministerens ressortområde, herunder endelige

administrative afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller

en

statslig told- og skattemyndighed.

Selv om begrebet ’afgørelser’

som ovenfor anført omfatter afslag på aktindsigt, fremgår det efter min

foreløbige opfattelse ikke med tilstrækkelig sikkerhed heraf at der med den

ændrede affattelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31 er tilsigtet

en

udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte

aktindsigtsafgørelser på hele skatteområdet.

Jeg har i den forbindelse

blandt andet lagt vægt på at de specielle bemærkninger, jf.

Folketingstidende,

tillæg A, 1997-98, s. 1410, til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997

gennemførte affattelse af skattestyrelseslovens § 31 indeholder en

beskrivelse

af hvilke ændringer forslaget medfører på ligningsområdet. Denne beskrivelse

vedrører alene de sager som Landsskatteretten har påkendt eller afvist

hvilket

som ovenfor anført ikke omfatter afgørelser om aktindsigt. Beskrivelsen

taler således modsætningsvis

for at den

ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 gennemførte affattelse af

skattestyrelseslovens § 31 ikke tager sigte på afgørelser om aktindsigt på

ligningsområdet.

Jeg henviser endvidere til at

§ 2, nr. 5, og § 6, nr. 3, i lov nr. 1098 af 29. december 1997 ophævede

prøvelsesbegrænsningerne i den daværende momslovs § 80, stk. 3 og 4 (jf.

lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997), og § 17A, stk. 3 og 4, i den

daværende lov om arbejdsmarkedsfonde (jf. lovbekendtgørelse nr. 744 af 21.

september 1997).

Det fremgår af ordlyden af

momslovens § 80, stk. 3, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde

(’sager om spørgsmål efter denne lov’) at disse

prøvelsesbegrænsninger ikke

fandt anvendelse på isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter

momsloven

og lov om arbejdsmarkedsfonde.

Det fremgår således ikke af

forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at den ændrede affattelse

af skattestyrelseslovens § 31 og ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4,

og

§ 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde ville medføre at der i

modsætning til tidligere ville komme til at gælde begrænsninger også i

forhold

til adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i

sager

efter momsloven og lov om arbejdsmarkedsfonde.

Det fremgår derimod af

forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende

1997-98,

tillæg A, s.1412) at ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4, var en

konsekvens af de foreslåede ændringer til skattestyrelseslovens § 31. For så

vidt angår bestemmelsen i § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde,

fremgår det af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997

(Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1414) at bl.a. den samtidig

foreslåede

ændring af skattestyrelseslovens § 31 sikrer at de processuelle regler i

arbejdsmarkedsfondslovens § 17A

videreføres

i skattestyrelsesloven ? også for så vidt angår de sagstyper efter

arbejdsmarkedsfondsloven hvor kompetencen til at træffe afgørelse i

klagesager

ikke ifølge forslaget skulle overføres til Landsskatteretten.

Det kan efter min foreløbige

opfattelse heraf udledes at det ikke med ophævelsen af

prøvelsesbegrænsningerne

i momslovens § 80, stk. 3 og 4, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om

arbejdsmarkedsfonde var tilsigtet at der i fremtiden skulle gælde

begrænsninger

i adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager

efter disse to love.

Dette taler efter min

foreløbige opfattelse også for at den ændrede affattelse af

prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, også for så vidt angår

andre sagsområder, ikke kan anses at tage sigte på indbringelse for

domstolene

af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter momsloven og lov om

arbejdsmarkedsfonde. I modsat fald ville skattestyrelseslovens § 31 få et

forskelligt anvendelsesområde alt efter hvilken lov der regulerer den sag

hvori

der er søgt om aktindsigt.

Jeg bemærker i den

forbindelse at afgørelser som en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed

træffer

vedrørende anmodninger om aktindsigt, træffes i henhold til forvaltningsloven

og offentlighedsloven. Den omstændighed at en skattemyndighed i forhold til

en

anmodning om aktindsigt fra en borger der ikke er part i den pågældende sag,

i

medfør af offentlighedslovens § 14 kan meddele afslag på aktindsigt i

oplysninger der efter en konkret vurdering er omfattet af tavshedspligten i

skattestyrelseslovens § 37, kan efter min foreløbige opfattelse ikke i sig

selv

bevirke at aktindsigtsafgørelser anses for omfattet af

prøvelsesbegrænsningerne

i skattestyrelseslovens § 31. Et afslag på aktindsigt vil her skulle gives

med

henvisning til offentlighedslovens § 14.

Jeg bemærker i den

forbindelse endvidere at det er fast antaget i den skatteretlige litteratur

at

skattestyrelseslovens prøvelsesregler kun skal anvendes i forhold til

afgørelser der er omfattet af skattestyrelsesloven - direkte eller efter en

henvisning i en særlov.

Jeg henviser til Jens Olav

Engholm Jacobsen i Skatteretten 3, 3. udgave (2000), s. 614f, udtrykkeligt,

og

i samme retning Lida Hulgaard mfl., Lærebog om Indkomstskat, 9. udgave

(2000),

s. 30f.

Told- og Skattestyrelsens

afgørelse af 12. maj 2000 er ? som tidligere anført ? truffet efter § 17,

stk.

2, i bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning. Denne

bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i en række skatte- og afgiftslove samt

§

16, stk. 5, i forvaltningsloven, § 15, stk. 3, i offentlighedsloven og § 38 i

skattestyrelsesloven (sidstnævnte bestemmelse er en bestemmelse der bl.a.

bemyndiger skatteministeren til at bemyndige de statslige eller kommunale

myndigheder til at træffe afgørelse efter skattestyrelsesloven. Det samme

gælder afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Ministeren kan

endvidere fastsætte regler om klageadgang). Bekendtgørelse nr. 1070 af 17.

december 1999 indeholder ingen bestemmelser om domstolsprøvelse eller

begrænsninger

heri. Bekendtgørelsen fastlægger et forskelligt kompetencesystem alt efter om

en sag drejer sig om et materielt skattespørgsmål eller aktindsigt.

Den vurdering myndighederne

foretager i forbindelse med afgørelser om ansøgning om aktindsigt, beror

således

ikke på skatteansættelsesvurderinger, men på vurderinger efter

offentlighedsloven, forvaltningsloven og skattestyrelseslovens § 37 (om

tavshedspligt). Jeg henviser i den forbindelse til de betragtninger der

fremgår

af Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 86f*, vedrørende

konkurrencenævnets opkrævning af gebyr ved klage over aktindsigt.

3. Konklusion

Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte vedrørende bestemmelsens

kontekst, forhistorie og forarbejder er jeg - uanset ordlyden af

skattestyrelseslovens § 31 - af den foreløbige opfattelse at

prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31 ikke finder anvendelse

på isolerede aktindsigtsafgørelser, men alene tager sigte på det materielle

indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet, herunder om

sådanne afgørelser er ugyldige på grund af formelle fejl.

Efter min foreløbige opfattelse var det i den konkrete sag forkert når Told-

og Skattestyrelsen i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 anførte en frist

for dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens

datering, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Jeg er på det grundlag indstillet på at henstille til told- og

skattemyndighederne at overveje om ikke retsstillingen bør præciseres, f.eks.

ved en ændring af vejledningen

’Processuelle regler på Told-Skats område’.”

Ved

Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af

18. april 2002 kom told- og skattemyndighederne med deres bemærkninger til

min

foreløbige redegørelse.

Af Skatteministeriets brev af

24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af 18. april 2002 fremgik at

styrelsen hidtil havde lagt afgørende vægt på ordlyden af

skattestyrelseslovens

§ 31. En sådan fortolkning førte ifølge styrelsen umiddelbart til at også

afgørelser

om aktindsigt var omfattet af bestemmelsen. Told- og Skattestyrelsen kunne

imidlertid som helhed tilslutte sig min fortolkning af skattestyrelseslovens

§

31 ud fra en samlet vurdering af bestemmelsens kontekst, forhistorie og

forarbejder. Dette gjaldt uanset ordlyden af bestemmelsen da det ikke fremgik

udtrykkeligt af hverken bestemmelsen eller dens forarbejder at afgørelser om

aktindsigt var omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Det var således Told- og

Skattestyrelsens opfattelse at den opståede fortolkningstvivl vedrørende

bestemmelsens anvendelsesområde af retssikkerhedsmæssige grunde skulle

afklares

til fordel for borgerne. Det fremgik endvidere at Told- og Skattestyrelsen på

den baggrund var indstillet på ? i overensstemmelse med mit forslag ? at

præcisere retstilstanden ved en ændring af vejledningen ”Processuelle

regler på

Told- Skats område”.

Det fremgik af

Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 at ministeriet var enigt i at det

ikke

med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås at der med den ved lov nr. 1098 af

29. december 1997 ændrede affattelse af skattestyrelseslovens § 31 var

tilsigtet en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at gælde

isolerede aktindsigtsafgørelser på Skatteministeriets område, og at den

opståede fortolkningstvivl vedrørende bestemmelsens anvendelsesområde skulle

afklares til fordel for borgerne.

Det fremgik endvidere af

Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af

18. april 2002 at det var styrelsens opfattelse at det som konsekvens af en

sådan ændret fortolkning af skattestyrelseslovens § 31 ligeledes burde

overvejes at ophæve prøvelsesbegrænsningerne for administrativ klage for

afgørelser om aktindsigt, hvilket ville være en genindførelse af den

retstilstand der var gældende før der ved bekendtgørelse nr. 303 af 2. maj

2000

om sagsudlægning blev indført en klagefrist på 3 måneder for administrativ

klage over afgørelser om aktindsigt. Skatteministeriet oplyste at ministeriet

ville overveje dette spørgsmål i forbindelse med en revision af

bekendtgørelse

nr. 948 af 30. oktober 2001 om myndighedsinddeling og sagsudlægning.

Dette tog jeg til

efterretning over for Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen idet jeg

dog bad Skatteministeriet orientere mig om resultatet af ministeriets

overvejelser vedrørende en ophævelse af klagefristen for administrativ klage

over afgørelser om aktindsigt.

Jeg bad endvidere Told- og

Skattestyrelsen orientere mig når revisionen af vejledningen

”Processuelle

regler på Told-Skats område” var tilendebragt.

NOTE: (*)

FOB 1990, s. 86.

Lignende dokumenter