Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om søgsmålsfrist i aktindsigtssag
Told- og
Skattestyrelsen afslog den 12. maj 2000 en anmodning fra en borger om at få
aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven i en sag ved Ligningsrådet.
Told-
og Skattestyrelsen anførte i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 en frist
for
dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens datering,
jf.
skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.
I forbindelse med min
behandling af en klage fra borgeren over Told- og Skattestyrelsens afgørelse
om
aktindsigt besluttede jeg at udskille spørgsmålet om den af styrelsen
meddelte
vejledning om at der gælder en frist på 3 måneder for afgørelsens
indbringelse
for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, til en særskilt sag
som
jeg efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, besluttede at rejse over for Told-
og
Skattestyrelsen.
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.:
”Forvaltningslovens § 26, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som
ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, fastsætter følgende vedrørende
vejledning om frist for indbringelse af afgørelser for domstolene:
’
§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse
af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning
Læs alt
herom.’
Der gælder i almindelighed ingen frist for indbringelse af afgørelser for
domstolene. Der må således kræves positiv hjemmel i lov eller anordning for
at der gælder en sådan frist. Der kan i den forbindelse henvises til Bent
Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 32, Hans Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 540, Jens Garde mfl., Forvaltningsret,
Almindelige Emner (1997), s. 309, Poul
Andersen, Dansk Forvaltningsret (1965), s. 589, og Ugeskrift for Retsvæsen
1952, s. 869 Ø. Dog vil domstolsprøvelse kunne nægtes ? enten fordi sagen
ikke
længere kan oplyses forsvarligt, eller fordi den tid der er gået, må
sidestilles med passivitet fra borgerens side.
Told- og Skattestyrelsen
henviste i sin afgørelse af 12. maj 2000 til søgsmålsfristen i
skattestyrelseslovens
§ 31, stk. 3.
§ 31 i den dagældende
skattestyrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 med senere
ændringer) har følgende ordlyd:
’
§ 31.
Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en
afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed først
indbringes
for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste
administrative klageinstans på området. Retten kan dog tillade, at et nyt
spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det
spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for
undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der
er
grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et
uforholdsmæssigt retstab for parten.
Stk. 2.
Er der forløbet mere end 6 måneder efter sagens
indbringelse for den endelige administrative instans, kan sagen dog
indbringes
for domstolene, selv om der endnu ikke er truffet en afgørelse.
Stk. 3.
En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for
domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den
endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen
ikke
indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er
sket.’
Bestemmelsen i § 31 i
skattestyrelsesloven fik i det væsentlige sit nuværende indhold ved lov nr.
1098 af 29. december 1997. Af de almindelige bemærkninger til § 31 i lov nr.
1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1406f)
fremgår:
’Der foreslås under § 1, nr.
15, en harmonisering af fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på
skatte-, told- og afgiftsområdet for domstolene. I den forbindelse stilles
der
forslag om, at den borger, der indbringer en sådan forvaltningsafgørelse for
domstolene,
indenfor de rammer, der efter retsplejeloven gælder for anke, kan fremføre
nye
påstande og anbringender under retssagen, og dermed ikke helt er bundet af de
synspunkter, der er fremført overfor forvaltningsmyndighederne.’
Af de specielle bemærkninger
til § 31 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende 1997-98,
tillæg
A, s. 1410) fremgår:
’Der stilles forslag om at
harmonisere fristerne for borgernes indbringelse af afgørelser på skatte-,
afgifts- og toldområdet for domstolene.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter ikke kun afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, men
afgørelser på hele skatteministerens ressort, herunder endelige
administrative
afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller en statslig
told- og
skattemyndighed.
Efter forslaget kan en borger
som hidtil først indbringe en afgørelse for domstolene, når den øverste
administrative instans på området enten har efterprøvet afgørelsen eller har
afvist klagen. Dog kan sagen indbringes for domstolene, hvis der er gået mere
end 6 måneder efter, at sagen er indbragt for den øverste administrative
instans, og denne endnu ikke på dette tidspunkt har afgjort klagen eller
afvist
at behandle denne.
Det foreslås endvidere, at en
administrativ afgørelse som hidtil ikke skal kunne indbringes for domstolene
senere end 3 måneder efter, at den øverste administrative instans på området
enten har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.
Forslagets gennemførelse
medfører på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som
Landsskatteretten har påkendt, fortsat er 3 måneder. Forslagets gennemførelse
medfører endvidere på ligningsområdet, at søgsmålsfristen for sager, som
Landsskatteretten har afvist at behandle, begrænses til 3 måneder efter, at
afvisning er sket, hvorimod der i dag mindst kan foretages sagsanlæg i disse
tilfælde indtil den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, jf. § 31,
stk. 3 og 4, i skattestyrelsesloven.
Endvidere indebærer
lovforslagets gennemførelse, at den særligt korte søgsmålsfrist på 1 år for
visse afgørelser vedrørende dødsboer og gaveafgift, jf. § 31, stk. 5, i den
gældende skattestyrelseslov, ophæves.’
Efter skattestyrelseslovens §
31, stk. 1, er det en betingelse for domstolsprøvelse af en afgørelse truffet
af en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed at den øverste administrative
klageinstans på området har prøvet afgørelsen eller har afvist en klage over
afgørelsen. Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, kan en endelig
administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder
efter at den øverste administrative instans på området enten har afgjort
klagen
eller afvist at behandle denne.
Af ligningsvejledningen for
1999, side 596 (A.H.7.3) fremgår bl.a. følgende:
’SSL’s frister for sagsanlæg
påses ikke af domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen,
medmindre Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Hvis der
nedlægges
berettiget påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse under
landsretssagen, vil landsretten afvise sagen, jf. TfS 1998, 634 ØLD.’
Told- og Skattestyrelsen har
truffet afgørelsen af 12. maj 2000 i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning (nu § 15, stk. 4, i
bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001) som sekretariat for
Ligningsrådet.
Denne afgørelse kan, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 3, ikke påklages til
anden
administrativ myndighed. Det er derfor for bedømmelsen af den i afgørelsen
indeholdte vejledning kun relevant om tremånedersfristen i
skattestyrelseslovens
§ 31, stk. 3, finder anvendelse på disse afgørelser.
1. Kan prøvelsesbegrænsninger antages at
finde anvendelse på aktindsigtsafgørelser?
a. Om administrativ rekurs
For så vidt
angår adgangen til at klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelser om
aktindsigt
til en anden forvaltningsmyndighed (rekurs), antages at bestemmelser der
fastsætter særlig frister eller begrænser kredsen af klageberettigede, er
uden
betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt.
Jeg henviser i den forbindelse
til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 333, John
Vogter,
Offentlighedsloven med kommentarer (1998), s. 273, Hans Gammeltoft-Hansen
mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 337, og Justitsministeriets vejledning nr. 11740
af
4. december 1986 om forvaltningsloven (pkt. 100).
Denne antagelse har støtte i
forarbejderne til bestemmelserne i forvaltningslovens § 16, stk. 4, og
offentlighedslovens § 15, stk. 2 (Folketingstidende 1985-1986, tillæg A, sp.
144 og 232), hvorefter afgørelser om aktindsigt kan påklages særskilt til den
myndighed der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i
øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Antagelsen hviler på en forudsætning
om at den pågældende bestemmelse alene tager sigte på det materielle
sagsforhold, jf. således N. Eilschou Holm, UfR 1970 B, s. 161, og
Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om
forvaltningsloven (pkt. 100).
Efter den praksis der havde
været fulgt på baggrund af forarbejderne til bestemmelsen i den tidligere
offentlighedslovs § 8, stk. 1, var det således antaget at Landsskatteretten
var
kompetent til at tage stilling til klager over de lokale ligningsmyndigheders
afgørelser vedrørende aktindsigt. Ved bekendtgørelse nr. 398 af 23. juli 1974
blev det dog i medfør af offentlighedslovens § 8, stk. 1, sidste led, fastsat
at afgørelser i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen der træffes
af
Ligningsrådet, et amtsskatteråd, et skatteråd eller et skyldråd, påklages til
finansministeren, uanset at afgørelsen er truffet i forbindelse med en sag
der
kan indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i landskatteretsloven.
Jeg
henviser til betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 311.
I dag findes der i
bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om sagsudlægning regler om rekurs
for afgørelser om aktindsigt på skatte- og afgiftsområdet der fraviger de
regler om rekurs der gælder i forhold til afgørelsen eller behandlingen i
øvrigt af den sag aktindsigten vedrører. Bekendtgørelsen er udstedt med
hjemmel
i en række skatte- og afgiftslove, herunder § 38 i skattestyrelsesloven, §
16,
stk. 5, i forvaltningsloven og § 15, stk. 7, i offentlighedsloven.
b. Om domstolsprøvelse
Adgangen til
domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt, bl.a. i sager på skatteområdet,
(i modsætning til administrativ rekurs) kan ikke siges at bero på
bestemmelser
i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men følger direkte af
grundlovens
§ 63.
Det må derfor efter min
foreløbige opfattelse, på samme måde som ved administrativ rekurs, generelt
antages at bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser
kredsen
af søgsmålsberettigede, er uden betydning for adgangen til at indbringe
afgørelser om aktindsigt for domstolene. Jeg har i den forbindelse lagt vægt
på
at det må forudsættes at bestemmelser der fastsætter særlig frister eller
begrænser kredsen af søgsmålsberettigede, alene tager sigte på det materielle
sagsforhold (herunder spørgsmålet om ugyldighed som følge af formelle fejl)
medmindre andet fremgår af bestemmelsen eller dens forarbejder. Jeg bemærker
endvidere at der - i forhold til afgørelser om aktindsigt - ikke gør sig de
samme hensyn gældende til formel og materiel retskraft som ved afgørelser om
materielle skattespørgsmål.
Jeg bemærker i den forbindelse
at domstolsprøvelse af afgørelser om aktindsigt ikke kan antages at have den
store praktiske betydning, jf. N. Eilschou Holm, Ugeskrift for Retsvæsen 1970
B, s. 162f.
Herfor taler efter min
foreløbige opfattelse også at bestemmelser der fastsætter særlige frister for
domstolsprøvelsen, ikke fra et bestemt tidspunkt generelt ville kunne afskære
søgsmål vedrørende afgørelser om aktindsigt i en given sag, idet sådanne
prøvelsesbegrænsninger kun ville gælde i forhold til den part eller anden
borger der ved en konkret afgørelse har fået afslag på aktindsigt i sagen. En
anden borger (eller en anden part såfremt der er flere parter i sagen) ville
senere kunne anmode om aktindsigt i den samme sag og ville kunne indbringe et
afslag herpå for domstolene inden for en søgsmålsfrist der beregnes i forhold
til den aktindsigtsafgørelse der er truffet i forhold til denne borger eller
part.
Dette medfører at der for så
vidt angår bestemmelser der fastsætter særlige frister eller begrænser
kredsen
af søgsmålsberettigede, kræves at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne
eller deres forarbejder at disse bestemmelser finder anvendelse på afgørelser
om aktindsigt. Der må således kræves meget klar hjemmel i loven for at
prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, finder
anvendelse på afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådets sager.
2. Fortolkning af skattestyrelseslovens §
31
Skattestyrelsesloven
indeholder hovedsagelig regler der beskriver de kommunale og statslige
skattemyndigheders opgaver i forhold til nogle angivne typer af skatte- og
afgiftssager, disse myndigheders organisation samt fastsætter formelle regler
vedrørende behandlingen af skatteansættelser, regler om bindende
forhåndsbesked, skatteforbehold og omgørelse tillige med regler om klage og
domstolsprøvelse.
Det er fast antaget at afslag
på aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven er afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Ordlyden af bestemmelsen i skattestyrelseslovens
§
31 (’en afgørelse truffet af en skatte-, afgifts- eller
toldmyndighed’ og ’En
endelig administrativ afgørelse’) omfatter således som udgangspunkt
afgørelser
om aktindsigt truffet af myndigheder på hele skatte-, afgifts- eller
toldområdet, herunder afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager, truffet
af
Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet. På den anden side
fremgår det dog ikke udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen i
skattestyrelseslovens § 31 at aktindsigtsafgørelser er omfattet af
bestemmelsen.
Det fremgår ikke udtrykkeligt
af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at det er tilsigtet at
skattestyrelseslovens § 31, som affattet ved denne lov, skal finde anvendelse
på afgørelser om aktindsigt.
Forud for lov nr. 1098 af 29.
december 1997 omfattede skattestyrelseslovens § 31 kun sager som kunne
påklages
til Landsskatteretten (’sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan
påkende’,
’sager, som Landsskatteretten har påkendt’ og ’sager, som
Landsskatteretten har
afvist’), jf. § 31 i lov nr. 824 af 19. december 1989.
For så vidt angår den forud
for lov nr. 1098 af 29. december 1997 gældende formulering af bestemmelsen i
§
31 i skattestyrelsesloven, kan det således anføres at Landsskatteretten i
henhold til daværende bekendtgørelse nr. 653 af 18. september 1990, udstedt i
medfør af forvaltningslovens § 16, stk. 5, offentlighedslovens § 15, stk. 3,
og
§ 38 i skattestyrelsesloven (om klage over visse skatte- og
vurderingsmyndigheders afgørelser om aktindsigt), ikke kunne behandle
isolerede
klager over afgørelser om aktindsigt truffet i forbindelse med sager hvor
Landsskatteretten i henhold til skattestyrelsesloven kunne træffe endelig
administrativ afgørelse.
Efter bekendtgørelsens § 2
kunne aktindsigtsafgørelser truffet af en kommunal skattemyndighed, et
skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd i disse sager påklages til
Told- og Skattestyrelsen, ligesom Told- og Skattestyrelsens og Ligningsrådets
afgørelser i disse sager ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed.
Det bemærkes i den
forbindelse at følgende fremgår af bemærkningerne til § 31 i lov nr. 824 af
19.
december 1989 (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 255) om
skattemyndighedernes organisation og opgaver (den nuværende hovedlov).
’Bestemmelsen i § 36, stk. 1
(lovens § 31, stk. 1) fastslår, at sager kan indbringes for domstolene, der
er
berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold. Det er en
betingelse,
at sagen forinden har været indbragt for Landsskatteretten, når sagen drejer
sig om spørgsmål, som Landsskatteretten er kompetent til at tage stilling
til.’
I lov nr. 281 af 8. juni 1977
havde § 29, stk. 1, følgende formulering:
’
§ 29.
Sager om skattespørgsmål, der omfattes af denne lov, og som
domstolene kan påkende, kan ikke indbringes for disse, forinden
landsskatteretten har påkendt eller afvist sagen. Retssag skal anlægges inden
6
måneder efter afsigelsen af landsskatterettens kendelse.’
Isolerede afgørelser om
aktindsigt i sager der i øvrigt kunne påklages til Landsskatteretten, var
således ikke omfattet af prøvelsesbegrænsningerne i den forud for lov nr.
1098
af 29. december 1997 gældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31.
Dette forhold taler efter min
foreløbige opfattelse imod at prøvelsesbegrænsningerne i den nugældende
affattelse af skattestyrelseslovens § 31 ? uden udtrykkelig støtte i
bestemmelsen eller forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 ? kan
anses at omfatte ’isolerede’ aktindsigtsafgørelser, herunder Told-
og
Skattestyrelsens afgørelser om aktindsigt i Ligningsrådssager. Samtidig taler
dette forhold efter min foreløbige opfattelse for at prøvelsesbegrænsningerne
i
den nugældende affattelse af skattestyrelseslovens § 31 alene kan antages at
tage sigte på det materielle sagsforhold, herunder spørgsmålet om en
afgørelse
er ugyldig på grund af formelle fejl.
Det fremgår som nævnt ikke
udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd ? eller af forarbejderne til lov nr.
1098
af 29. december 1997 ? at det er tilsigtet at skattestyrelseslovens § 31, som
affattet ved denne lov, skal finde anvendelse på afgørelser om aktindsigt.
Det fremgår derimod af
forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende,
tillæg
A, 1997-98, s.1406ff) at formålet med den gennemførte ændring af
skattestyrelseslovens § 31 var at harmonisere fristerne for borgernes
indbringelse
af afgørelser på skatte-, afgifts- eller toldområdet for domstolene. Det
bemærkes i den forbindelse at der hidtil på ligningsområdet havde været
forskel
på søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde påkendt, og
søgsmålsfristen for sager som Landsskatteretten havde afvist, ligesom der
hidtil havde været en særlig søgsmålsfrist for visse afgørelser vedrørende
dødsboer og gaveafgift.
Det fremgår endvidere af
forarbejderne til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 indførte
affattelse
af § 31 at bestemmelsens anvendelsesområde samtidig blev udvidet fra som
hidtil
at omfatte afgørelser der kunne påklages til Landsskatteretten, til at
omfatte
afgørelser på hele skatteministerens ressortområde, herunder endelige
administrative afgørelser truffet af Ligningsrådet, et skatteankenævn eller
en
statslig told- og skattemyndighed.
Selv om begrebet ’afgørelser’
som ovenfor anført omfatter afslag på aktindsigt, fremgår det efter min
foreløbige opfattelse ikke med tilstrækkelig sikkerhed heraf at der med den
ændrede affattelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 31 er tilsigtet
en
udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte
aktindsigtsafgørelser på hele skatteområdet.
Jeg har i den forbindelse
blandt andet lagt vægt på at de specielle bemærkninger, jf.
Folketingstidende,
tillæg A, 1997-98, s. 1410, til den ved lov nr. 1098 af 29. december 1997
gennemførte affattelse af skattestyrelseslovens § 31 indeholder en
beskrivelse
af hvilke ændringer forslaget medfører på ligningsområdet. Denne beskrivelse
vedrører alene de sager som Landsskatteretten har påkendt eller afvist
hvilket
som ovenfor anført ikke omfatter afgørelser om aktindsigt. Beskrivelsen
taler således modsætningsvis
for at den
ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 gennemførte affattelse af
skattestyrelseslovens § 31 ikke tager sigte på afgørelser om aktindsigt på
ligningsområdet.
Jeg henviser endvidere til at
§ 2, nr. 5, og § 6, nr. 3, i lov nr. 1098 af 29. december 1997 ophævede
prøvelsesbegrænsningerne i den daværende momslovs § 80, stk. 3 og 4 (jf.
lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997), og § 17A, stk. 3 og 4, i den
daværende lov om arbejdsmarkedsfonde (jf. lovbekendtgørelse nr. 744 af 21.
september 1997).
Det fremgår af ordlyden af
momslovens § 80, stk. 3, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde
(’sager om spørgsmål efter denne lov’) at disse
prøvelsesbegrænsninger ikke
fandt anvendelse på isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter
momsloven
og lov om arbejdsmarkedsfonde.
Det fremgår således ikke af
forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 at den ændrede affattelse
af skattestyrelseslovens § 31 og ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4,
og
§ 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde ville medføre at der i
modsætning til tidligere ville komme til at gælde begrænsninger også i
forhold
til adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i
sager
efter momsloven og lov om arbejdsmarkedsfonde.
Det fremgår derimod af
forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997 (Folketingstidende
1997-98,
tillæg A, s.1412) at ophævelsen af momslovens § 80, stk. 3 og 4, var en
konsekvens af de foreslåede ændringer til skattestyrelseslovens § 31. For så
vidt angår bestemmelsen i § 17A, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsfonde,
fremgår det af forarbejderne til lov nr. 1098 af 29. december 1997
(Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1414) at bl.a. den samtidig
foreslåede
ændring af skattestyrelseslovens § 31 sikrer at de processuelle regler i
arbejdsmarkedsfondslovens § 17A
videreføres
i skattestyrelsesloven ? også for så vidt angår de sagstyper efter
arbejdsmarkedsfondsloven hvor kompetencen til at træffe afgørelse i
klagesager
ikke ifølge forslaget skulle overføres til Landsskatteretten.
Det kan efter min foreløbige
opfattelse heraf udledes at det ikke med ophævelsen af
prøvelsesbegrænsningerne
i momslovens § 80, stk. 3 og 4, og § 17A, stk. 3 og 4, i lov om
arbejdsmarkedsfonde var tilsigtet at der i fremtiden skulle gælde
begrænsninger
i adgangen til domstolsprøvelse af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager
efter disse to love.
Dette taler efter min
foreløbige opfattelse også for at den ændrede affattelse af
prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31, også for så vidt angår
andre sagsområder, ikke kan anses at tage sigte på indbringelse for
domstolene
af isolerede afgørelser om aktindsigt i sager efter momsloven og lov om
arbejdsmarkedsfonde. I modsat fald ville skattestyrelseslovens § 31 få et
forskelligt anvendelsesområde alt efter hvilken lov der regulerer den sag
hvori
der er søgt om aktindsigt.
Jeg bemærker i den
forbindelse at afgørelser som en skatte-, afgifts- eller toldmyndighed
træffer
vedrørende anmodninger om aktindsigt, træffes i henhold til forvaltningsloven
og offentlighedsloven. Den omstændighed at en skattemyndighed i forhold til
en
anmodning om aktindsigt fra en borger der ikke er part i den pågældende sag,
i
medfør af offentlighedslovens § 14 kan meddele afslag på aktindsigt i
oplysninger der efter en konkret vurdering er omfattet af tavshedspligten i
skattestyrelseslovens § 37, kan efter min foreløbige opfattelse ikke i sig
selv
bevirke at aktindsigtsafgørelser anses for omfattet af
prøvelsesbegrænsningerne
i skattestyrelseslovens § 31. Et afslag på aktindsigt vil her skulle gives
med
henvisning til offentlighedslovens § 14.
Jeg bemærker i den
forbindelse endvidere at det er fast antaget i den skatteretlige litteratur
at
skattestyrelseslovens prøvelsesregler kun skal anvendes i forhold til
afgørelser der er omfattet af skattestyrelsesloven - direkte eller efter en
henvisning i en særlov.
Jeg henviser til Jens Olav
Engholm Jacobsen i Skatteretten 3, 3. udgave (2000), s. 614f, udtrykkeligt,
og
i samme retning Lida Hulgaard mfl., Lærebog om Indkomstskat, 9. udgave
(2000),
s. 30f.
Told- og Skattestyrelsens
afgørelse af 12. maj 2000 er ? som tidligere anført ? truffet efter § 17,
stk.
2, i bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 om sagsudlægning. Denne
bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i en række skatte- og afgiftslove samt
§
16, stk. 5, i forvaltningsloven, § 15, stk. 3, i offentlighedsloven og § 38 i
skattestyrelsesloven (sidstnævnte bestemmelse er en bestemmelse der bl.a.
bemyndiger skatteministeren til at bemyndige de statslige eller kommunale
myndigheder til at træffe afgørelse efter skattestyrelsesloven. Det samme
gælder afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Ministeren kan
endvidere fastsætte regler om klageadgang). Bekendtgørelse nr. 1070 af 17.
december 1999 indeholder ingen bestemmelser om domstolsprøvelse eller
begrænsninger
heri. Bekendtgørelsen fastlægger et forskelligt kompetencesystem alt efter om
en sag drejer sig om et materielt skattespørgsmål eller aktindsigt.
Den vurdering myndighederne
foretager i forbindelse med afgørelser om ansøgning om aktindsigt, beror
således
ikke på skatteansættelsesvurderinger, men på vurderinger efter
offentlighedsloven, forvaltningsloven og skattestyrelseslovens § 37 (om
tavshedspligt). Jeg henviser i den forbindelse til de betragtninger der
fremgår
af Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 86f*, vedrørende
konkurrencenævnets opkrævning af gebyr ved klage over aktindsigt.
3. Konklusion
Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte vedrørende bestemmelsens
kontekst, forhistorie og forarbejder er jeg - uanset ordlyden af
skattestyrelseslovens § 31 - af den foreløbige opfattelse at
prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31 ikke finder anvendelse
på isolerede aktindsigtsafgørelser, men alene tager sigte på det materielle
indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet, herunder om
sådanne afgørelser er ugyldige på grund af formelle fejl.
Efter min foreløbige opfattelse var det i den konkrete sag forkert når Told-
og Skattestyrelsen i styrelsens afgørelse af 12. maj 2000 anførte en frist
for dennes indbringelse for domstolene på 3 måneder efter afgørelsens
datering, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.
Jeg er på det grundlag indstillet på at henstille til told- og
skattemyndighederne at overveje om ikke retsstillingen bør præciseres, f.eks.
ved en ændring af vejledningen
’Processuelle regler på Told-Skats område’.”
Ved
Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af
18. april 2002 kom told- og skattemyndighederne med deres bemærkninger til
min
foreløbige redegørelse.
Af Skatteministeriets brev af
24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af 18. april 2002 fremgik at
styrelsen hidtil havde lagt afgørende vægt på ordlyden af
skattestyrelseslovens
§ 31. En sådan fortolkning førte ifølge styrelsen umiddelbart til at også
afgørelser
om aktindsigt var omfattet af bestemmelsen. Told- og Skattestyrelsen kunne
imidlertid som helhed tilslutte sig min fortolkning af skattestyrelseslovens
§
31 ud fra en samlet vurdering af bestemmelsens kontekst, forhistorie og
forarbejder. Dette gjaldt uanset ordlyden af bestemmelsen da det ikke fremgik
udtrykkeligt af hverken bestemmelsen eller dens forarbejder at afgørelser om
aktindsigt var omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Det var således Told- og
Skattestyrelsens opfattelse at den opståede fortolkningstvivl vedrørende
bestemmelsens anvendelsesområde af retssikkerhedsmæssige grunde skulle
afklares
til fordel for borgerne. Det fremgik endvidere at Told- og Skattestyrelsen på
den baggrund var indstillet på ? i overensstemmelse med mit forslag ? at
præcisere retstilstanden ved en ændring af vejledningen ”Processuelle
regler på
Told- Skats område”.
Det fremgik af
Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 at ministeriet var enigt i at det
ikke
med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås at der med den ved lov nr. 1098 af
29. december 1997 ændrede affattelse af skattestyrelseslovens § 31 var
tilsigtet en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til også at gælde
isolerede aktindsigtsafgørelser på Skatteministeriets område, og at den
opståede fortolkningstvivl vedrørende bestemmelsens anvendelsesområde skulle
afklares til fordel for borgerne.
Det fremgik endvidere af
Skatteministeriets brev af 24. maj 2002 og Told- og Skattestyrelsens brev af
18. april 2002 at det var styrelsens opfattelse at det som konsekvens af en
sådan ændret fortolkning af skattestyrelseslovens § 31 ligeledes burde
overvejes at ophæve prøvelsesbegrænsningerne for administrativ klage for
afgørelser om aktindsigt, hvilket ville være en genindførelse af den
retstilstand der var gældende før der ved bekendtgørelse nr. 303 af 2. maj
2000
om sagsudlægning blev indført en klagefrist på 3 måneder for administrativ
klage over afgørelser om aktindsigt. Skatteministeriet oplyste at ministeriet
ville overveje dette spørgsmål i forbindelse med en revision af
bekendtgørelse
nr. 948 af 30. oktober 2001 om myndighedsinddeling og sagsudlægning.
Dette tog jeg til
efterretning over for Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen idet jeg
dog bad Skatteministeriet orientere mig om resultatet af ministeriets
overvejelser vedrørende en ophævelse af klagefristen for administrativ klage
over afgørelser om aktindsigt.
Jeg bad endvidere Told- og
Skattestyrelsen orientere mig når revisionen af vejledningen
”Processuelle
regler på Told-Skats område” var tilendebragt.
NOTE: (*)
FOB 1990, s. 86.
Lignende dokumenter
- Endelig redegørelse om ombudsmandens undersøgelse af 40 klagesager fra Landsskatteretten Retsinformation · 16. marts 2011
- Undersøgelse af et antal sager om aktindsigt fra Told- og Skattestyrelsen Retsinformation · 13. januar 2011
- MOMSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT U KLAGEADGANG OG SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- TOLDVEJLEDNING 2000 II. TOLDPROCES Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER) Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING 1999 AFSNIT U KLAGEADGANG OG SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008