Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER)

STV nr 20061 af 01/01/2007Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2007-3

I.

Domstolsprøvelse (civile sager)

Dette afsnit omhandler kun domstolsprøvelse af civile sager.

Domstolsprøvelse af straffesager er beskrevet i afsnit

R .

Skatteforvaltningsloven (SFL) indholder regler om domstolsprøvelse

i §§ 48-49. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at reglerne er

en videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 31-33. § 50 i SFL,

som gennemgik værnetingsbestemmelserne, er ophævet med virkning fra 1.

januar 2007, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006, som gennemfører

retsplejereformen. Værnetingsreglerne fremgår herefter alene af

retsplejeloven.

I.1 Anlæg af sag, værneting m.v.

En sag anlægges ved domstolene ved indlevering af stævning til den

kompetente ret. En stævning skal opfylde kravene i

retsplejelovens

§ 348, hvortil der henvises. I modsat fald kan domstolene afvise

stævningen, jf. retsplejelovens § 349. Stævningen skal indgives af en

person, som er mødeberettiget efter retsplejelovens § 260, stk. 2, jf. TfS

2000, 994 ØLR. Mødeberretiget er bl.a. parten selv eller en advokat på

vegne af parten.

Reglerne om domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en

skattemyndighed findes i

skatteforvaltningslovens (SFL)

§§ 48-49. Bestemmelsen omfatter alle typer afgørelser under forudsætning

af, at der er tale om en endelig administrativ afgørelse, jf.

I.1.1 .

Skatteministeriets departement er procespart i civile sager bortset fra i

sager af opkrævningsmæssig karakter, sager om boafgiftsberegning samt

Læs alt

sager om efterbetaling og erstatning, hvor SKAT er procespart.

Forhandlings-princippet

For domstolenes behandling af skatte-, told- og afgiftssager gælder

forhandlingsprincippet. Det betyder, at sagens parter selv skal komme med

alle relevante oplysninger, og at retten ikke kan gå ud over

parternes påstande og anbringender ved afgørelsen, jf. retsplejelovens §

338.

Udgangspunktet ved domstolene er, at der sker efterprøvelse af såvel

sagens materielle indhold som sagens formalitet. Syn og skøn kan anvendes

som bevismiddel ved efterprøvelse af værdiskøn, og ved indførelsen af

reglerne om syn og skøn under skatteankenævnet, jf.

lov nr. 1581 af 20. december 2006 om ændring af

skatteforvaltningsloven , eller Landsskatterettens behandling af

sagen vil der kun undtagelsesvis blive udmeldt syn og skøn under en

retssag.

Ved domstolene vil der altid kunne ske prøvelse af, hvorvidt uskrevne

retsgrundsætninger, eksempelvis den almindelige lighedsgrundsætning, er

tilsidesat ved myndighedernes sagsbehandling.

Sagligt værneting

Efter 1. januar 2007 er den absolutte hovedregel, at alle borgerlige

sager behandles ved 1. instans i byretten, jf. retsplejelovens § 224.

Byretten kan efter anmodning fra en af parterne henvise en sag til

landsretten, hvis sagen har principiel karakter, jf. retsplejelovens §

226, stk. 1. Byretten kan alternativt beslutte, at der skal deltage tre

dommere i behandling af sagen, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, hvis

sagen er principiel eller afgørelsen kan få væsentlig betydning for andre

end parterne.

Stedligt

værneting

Sager om skatte-, told- eller afgiftsspørgsmål skal anlægges ved den

byret, i hvis kreds borgeren/virksomheden har hjemting (bopæl) ved sagens

anlæg, jf. retsplejelovens § 240, stk. 2. Sager, der vedrører dødsboer,

anlægges ved afdødes hjemting og sager, der vedrører gaveafgift, anlægges

ved gavegiverens hjemting.

Hvis borgeren/virksomheden ikke har hjemting her i landet, anlægges

sagen ved statens hjemting jf. retsplejelovens § 240, stk. 2, jf. stk. 1.

Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, der stævnes på

statens vegne har kontor. Sagsøger har ved sagens anlæg mulighed for at

anvende de supplerende værnetingsregler i retsplejeloven i stedet for

hovedreglen om parternes hjemting. Parterne kan således jf.

retsplejelovens § 245, stk. 1 aftale stedligt værneting, og sager om

rettigheder over fast ejendom kan anlægges i den retskreds, hvor

ejendommen er beliggende, jf. retsplejelovens §

241.

Anke af dom

Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans ved byretten, kan både

borgeren/virksomheden og Skatteministeriet anke byrettens dom

til landsretten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §

368, stk. 1. Ankefristen er 4 uger regnet fra afsigelsen af byrettens

dom, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.

Henstand ved klage

En klager kan anmode om henstand med betaling af den del af en skat,

arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift, som en domstolsprøvelse

vedrører. Der henvises til beskrivelsen i afsnit

J.

I.1.1 Prøvelse af endelig administrative

afgørelser

Efter SFL § 48, stk. 1, er udgangspunktet for borgerne/virksomhederne,

at en administrativ afgørelse først kan indbringes for domstolene, når der

foreligger en endelig administrativ afgørelse.

Der foreligger en endelig administrativ afgørelse, når den

øverste forvaltningsmyndighed på området (det kan være et

skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet eller SKAT) har fået

spørgsmålet forelagt til prøvelse, og denne klageinstans enten har afgjort

spørgsmålet eller har afvist at behandle spørgsmålet.

Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 26. april 2004 til et

revisionsfirma bl.a. fundet, at anvendelsesområdet og rækkevidden af SSL §

31 (der nu svarer til SFL § 48) i en sag, som den revisonsfirmaet havde

forelagt Ombudsmanden, burde fastslås af domstolene.

Situationen var den, at et revisionsfirma havde klaget til Folketingets

Ombudsmand over, at Landsskatteretten havde afsagt formalitetskendelse i

en konkret skattesag, samt at Departementet i sagen havde nægtet at

tillade, at fristen for indbringelse af formalitetskendelsen blev

suspenderet, indtil Landsskatteretten afsagde afgørelse vedrørende det

materielle spørgsmål i sagen, jf.

SKM2004.212.DEP .

Praksis for

prøvelse

Den nedenfor nævnte praksis vedrører tiden før skatteforvaltningslovens

ikrafttræden. Da SSL's bestemmelser om domstolsprøvelse er videreført i

skatteforvaltningsloven, er praksis fortsat gældende.

I

SKM2003.551.VLR

udtalte Vestre Landsret i en sag om genoptagelse, at det følger af SSL §

31, stk. 1 og stk. 3, (der svarer til SFL § 48, stk. 1 og stk. 3)

sammenholdt med princippet om rekursudnyttelse, at landsretten var

afskåret fra at prøve sagens materielle skattespørgsmål, idet

Landsskatteretten i sin kendelse alene havde taget stilling til

genoptagelse.

I TfS 1999, 577 VLR afviste Vestre Landsret et spørgsmål, der ikke

havde været påkendt eller afvist ved Landsskatteretten, da der ikke var

en sådan sammenhæng til det påklagede spørgsmål, at der var grundlag for

at fravige SSL § 31, stk. 1, (der svarer til SFL § 48, stk. 1). Se også

TfS 1998, 72 ØLR om samme problemstilling.

I

SKM2002.225.ØLR

omfattede den skattepligtiges påstand for domstolene et forhold, som

ikke havde været omfattet af den administrative afgørelse. Landsretten

bemærkede, at afgørelsen på dette forhold ikke kunne indbringes for

domstolene i mangel af prøvelse ved den øverste rekursinstans, jf. SSL §

31, stk. 1, 1 pkt. (der svarer til SFL § 48, stk. 1, 1. pkt.), og at

prøvelse heller ikke tillades i medfør af SSL § 31, stk. 1, 2. pkt. (der

svarer til SFL § 48, stk. 1, 2. pkt.), da fristen for indbringelse af

afgørelse fra øverste administrative klageinstans for domstolene var

overskredet.

Af TfS 1999, 198 ØLR følger, at et anmeldt skattekrav i et konkursbo

kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været forsøgt. TfS

1997, 740 ØLR fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående, dels

fordi skatteansættelsen var under klagebehandling i Landsskatteretten på

tidspunktet for skifterettens prøvelse, og dels fordi prøvelsen skete i

forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret.

I

SKM2002.521.BR

nåede skifteretten til det resultat, at prøvelsesretten efter

konkurslovens § 242 var afskåret i medfør af SSL § 31 (der svarer til

SFL § 48), medmindre der forelå ganske særlige omstændigheder. Det

forhold, at konkursboet først i forbindelse med fordringsprøvelsen havde

mulighed for at prøve berettigelsen af et krav, blev af skifteretten

ikke anset for at være en ganske særlig omstændighed, som skulle

medføre, at det anmeldte krav kunne undergives en behandling i

realiteten.

I TfS 1998, 204 VLR kunne der tages stilling til en ansættelse af

selskabsskat i en sag om erstatning for tabt selskabsskat, selvom

administrativ rekurs ikke havde været forsøgt vedrørende ansættelsen af

selskabet. Kendelsen i TfS 2000, 638 ØLR går i modsatte retning, idet

skyldneren ikke fik medhold i, at de rejste skattekrav, som ikke var

behandlet i det skatteretlige system, skulle efterprøves af skifteretten

for at kunne danne grundlag for konkurs.

I

SKM2001.581.VLR

var det alene Landsskatterettens afgørelse om sagens afvisning på grund

af fristoverskridelse, som sagsøger kunne indbringe for

domstolene.

I.1.2 Inddragelse af ny spørgsmål

Borgerens/ virksomhedens

inddragelse af nye spørgsmål

Udgangspunktet i SFL § 48, stk. 1, 1. pkt., om at der skal være tale om

endelige administrative afgørelser, fraviges i SFL § 48, stk. 1, 2. pkt.,

hvorefter retten kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt

spørgsmål under retssagen, selvom spørgsmålet ikke har været prøvet i det

administrative system.

Betingelser for at

inddrage nye spørgmål i retssagen

Betingelserne for at inddrage et nyt spørgmål under retssagen fremgår

af SFL § 48, stk. 1, 2. pkt. Det er en betingelse, at det må anses for

undskyldeligt, at borgeren/virksomheden ikke tidligere har inddraget

spørgsmålet i det administrative system, eller at der er grund til at

antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt

retstab for borgeren/virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at det

nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet

grundlag for retssagen.

For at opfylde dette krav er det efter forarbejderne til den forud for

SFL § 48 gældende SSL § 31 en betingelse, at der er sammenhæng mellem de

faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål, som

retssagen er baseret på, og de faktiske omstændigheder der ligger til

grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget, uden at princippet om

en forudgående udnyttelse af den administrative rekurs fraviges i en sådan

grad, at der foreligger en ny sag.

Det er forudsat i forarbejderne, at en borger/virksomhed, for så vidt

angår spørgsmål om skat, kan få tilladelse til at inddrage såvel spørgsmål

vedrørende samme indkomstår som det, retssagen er anlagt om, som spørgsmål

vedrørende andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne sammenhæng

mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen er baseret på.

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningsloven, at SFL

§ 48 er en videreførelse af SSL § 31. Derfor må det lægges til grund

at forarbejderne til SSL § 31 forsat er et fortolkningsbidrag i forhold

til rækkeviden af SFL § 48.

Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal

kunne inddrage nye spørgsmål under retssagen.

Nye påstande eller

anbringender

Bestemmelsen regulerer alene adgangen til at inddrage nye spørgsmål

under en retssag. Adgangen til at fremsætte nye påstande eller

anbringender under en retssag er reguleret i

retsplejeloven .

Myndighedens inddragelse af nye spørgsmål

SFL § 48, stk. 1, og § 49, er ikke til hinder for, at Skatteministeriet

kan få en påstand, der indeholder spørgsmål, som ikke har været behandlet

af Landsskatteretten, påkendt af landsretten, jf. TfS 1995, 333 VLR og TfS

1996, 448 HR, der begge er eksempler vedrørende de

tidligere bestemmelser i SSL. Denne adgang gøres der i praksis kun

undtagelsesvist brug af, og kun såfremt principielle grunde taler derfor,

jf. TfS 1997, 737 DEP. I øvrigt sætter forældelsesreglerne en grænse for,

hvad der fra skattemyndighedernes side kan inddrages i en verserende

retssag.

I.1.3 Frister

Overspring-elsesreglen

Udgangspunktet i SFL § 48, stk. 1, om, at der skal være tale om

endelige administrative afgørelser, fraviges endvidere i SFL § 48, stk. 2,

hvorefter en borger/virksomhed altid kan indbringe en sag for domstolene 6

måneder efter, at sagen er påklaget til den endelige administrative

instans på området, selv om den endelige administrative instans ikke har

truffet afgørelse i sagen. Er der imidlertid afsagt kendelse efter

6-månedersfristen, uden at sagen er indbragt for domstolene, kan

overspringelsesreglen ikke længere bruges, jf.

SKM2003.144.ØLR ,

der vedrører den tidligere hjemlede overspringelsesregel i SSL § 31, stk.

2.

Overspringelsesreglen i SFL § 48, stk. 2, gælder ikke i sager, hvor 1.

instansens afgørelse ikke kan påklages - altså i sager, hvor den første

instans er den endelige administrative instans.

Borgernes frist for

indbringelse

Efter SFL § 48, stk. 3, skal en borger/virksomhed, der ønsker

domstolsprøvelse, indbringe sagen for domstolene senest 3 måneder efter,

at den endelige administrative instans enten har afgjort klagen eller har

afvist at behandle klagen.

Isolerede

aktindsigts-afgørelser

Søgsmålsfristen efter SFL § 48, stk. 3, finder dog ikke anvendelse på

isolerede aktindsigtsafgørelser, men gælder alene for det materielle

indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet, herunder om

sådanne afgørelser er ugyldige på grund af formelle fejl, jf. FOB 2002,

299 ff.

Beregning af

fristen

Fristen regnes fra afgørelsens datering, jf. TfS 1999, 211 HR, TfS

1998, 310 ØLR og

SKM2002.414.ØLR ,

og fristen udløber ved rettens kontortids ophør, jf. TfS 1999, 364 ØLD.

Afgørelserne er truffet på grundlag af bestemmelserne i den tidligere

skattestyrelseslov, men er forsat udtryk for gældende praksis, jf.

også

SKM2006.496.HR ,

hvor sagen blev afvist i en situation, hvor stævningen var modtaget af

retten 12 minutter efter sædvanlig kontortids ophør den dag, hvor

3-måneders fristen udløb.

Fristen udløber i weekend

eller på helligdag

Fristen forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. TfS

1996, 868 HR, TfS 1997, 5 VLR, TfS 1997, 41 VLR, eller udløber i en

weekend, jf.

SKM2002.305.VLR ,

og

SKM2007.246.ØLR .

Stævning sendt til forkert

modtager

Fristen forlænges som udgangspunkt heller ikke, hvis en rettidig

stævning indsendes til det forkerte sted, og først når frem til retten

efter udløbet af fristen, jf. TfS 1998, 591 HR. Se dog TfS 1999, 209 HR

hvor stævning fremsendt til Østre Landsret i en sag, hvor Vestre Landsret

var rette værneting, fandtes anlagt ved indleveringen af stævning til

Østre Landsret. Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis

er stadig gældende.

Praksis for afvisning ved

overskridelse af frist

I

SKM2003.480.ØLR

fastslog Østre Landsret, at der var en klar formodning for, at

Landsskatterettens kendelse var fremsendt til sagsøgeren straks efter

afsigelsen, og da sagsøgeren ikke fandtes at have sandsynliggjort, at

dette ikke var tilfældet, afviste landsretten sagen på grund af

overskridelse af søgsmålsfristen. Afgørelsen vedrører SSL's

bestemmelser, men praksis er stadig gældende.

I

SKM2002.225.ØLR

fastslog landsretten, at fristen for domstolsprøvelse af en afgørelse

måtte regnes fra den skattepligtiges repræsentants modtagelse af

afgørelsen, og sagen var således anlagt for sent, hvorefter landsretten

afviste sagen. Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men

praksis er stadig gældende.

I

SKM2007.33.VLR fastslog landsretten i en sag om søgsmålsfrist efter

SFL § 48, stk.

3, at det er sagsøgers risiko, at sagen er anlagt rettidigt, og det

afgørende tidspunkt er landsrettens modtagelse af stævningen (5 dage efter

fristens udløb), ikke dato på stævningen (3 dage før fristens udløb),

hvorefter sagen blev afvist.

Afvisning ved

udeblivelse

Hvis en sag oprindeligt er anlagt rettidigt, men afvist af

domstolene på grund af fx udeblivelse, har det oprindelige søgsmål ikke

suspenderende virkning, hvis et nyt søgsmål herefter anlægges efter

udløbet af fristen, jf.

SKM2001.102.VLR .

Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig

gældende.

I

SKM2002.104.DEP

meddelte skatteministeriets departement imidlertid, at sager, som bliver

genanlagt inden 14 dage efter landsrettens afvisningskendelse, anses for

anlagt uden ufornødent ophold. I den konkrete sag havde landsretten afvist

en rettidig anlagt sag, da den skattepligtige ikke havde indgivet replik

inden for den frist, som retten havde fastsat, og den skattepligtige

valgte 2 dage efter at anlægge en ny sag i stedet for at kære landsrettens

kendelse. Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er

stadig gældende.

Fravigelse af

fristen

Fristen kan fraviges, hvis der inden 3-månedersfristens udløb er

indgivet en begrundet anmodning om fristforlængelse til departementet, jf.

TfS 1994, 645 DEP. Hvis borgeren/virksomheden har opnået fristforlængelse,

skal borgeren/virksomheden anlægge sag inden udløbet af den meddelte

yderligere frist, da sagen ellers vil blive afvist, jf. TfS 2000, 247 ØLR.

Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig

gældende.

Skatteministerens frist for

indbringelse

Efter SFL § 49, 1.pkt. kan skatteministeren indbringe

Landsskatterettens kendelser for domstolene indenfor en frist på 3 måneder

fra kendelsens afsigelse.

Konsekvens af

fristoverskridelse

Hvis fristen for sagsanlæg er overskredet, nedlægger Skatteministeriet

konsekvent påstand om afvisning af sagen, og domstolene følger altid en

sådan påstand, jf. fx TfS 1999, 102 VLR og

SKM2003.145.ØLR .

Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig

gældende. Hvis skatteministeren undtagelsesvist ikke nedlægger

afvisningspåstand, vil en domstol normalt ikke af sig selv afvise sagen på

grund af fristoverskridelsen.

Lignende dokumenter