Spring til indhold

Retsinformation

TOLDVEJLEDNING 2000 II. TOLDPROCES

STV nr 20050 af 01/01/2000Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Toldvejledning 2000

II.

Toldproces

II.1 Det legale grundlag

Af Romtraktatens art 9.1 fremgår, at

fællesskabets grundlag er en toldunion, der bl a. indebærer forbud mod

told ved indførsel fra og ved udførsel til andre

medlemsstater.

For at sikre effektiviteten af toldunionen har

Rådet for De Europæiske Fællesskaber udstedt forordning nr. 2913/92 om

indførelse af en EF-toldkodeks med tilhørende

gennemførelsesbestemmelser.

Da forordninger, jf.

Romtraktatens art. 189, er almengyldige og umiddelbart bindende i alle

enkeltheder og gældende i hver medlemsstat, har forordningers bestemmelser

forrang i forhold til nationale bestemmelser.

I det omfang

der ikke fra EU's side er regelgivet, finder den nationale lovgivning

anvendelse, herunder forvaltningsloven og

skattestyrelsesloven.

Se iøvrigt indledningsafsnittet

I. Toldlovgivning

II.2 Toldmyndighederne - saglig kompetence og

stedlig kompetence

Toldmyndigheden er iflg. Toldkodeksens

art. 4, nr. 3: "Myndigheder, der bl.a. har beføjelse til at håndhæve

toldforskrifterne".

I Danmark har skatteministeren fastlagt

den saglige kompetence i § 2, stk. 4, i sagsudlægningsbekendtgørelsen

(bek. nr. 1070 af 17. december 1999), hvori er bestemt, at toldcentrene

Læs alt

træffer afgørelser efter følgende bestemmelser indenfor deres

forretningsområde bortset fra afgørelser vedrørende

virksomhedsregistrering, betaling og inddrivelse:

Toldloven.

Momsloven, § 12, § 26, § 32, stk. 1, 2 og 3, samt stk. 4 dog med

undtagelse af afgiftsoplag omfattet af § 11a, § 36, § 46, stk. 4 og §

61.

Andre afgiftslove, hvis det af den pågældende lov fremgår, at

reglerne i toldloven finder anvendelse.

Efter § 2, stk.

3 i sagsudlægningsbekendtgørelsen har Told- og Skattedirektøren endvidere

bestemt, at et enkelt eller enkelte toldcentre kan træffe afgørelser i

alle sager i følgende sagstyper på toldområdet, jf. pkt. 3 i

dekoncentreringscirkulæret (cirk. nr. 1999-27):

Afgørelser om TIR-godkendelse af køretøjer ved Toldcenter København

træffes af Told- og Skatteregion Køge, Toldcenter Sydvestsjælland.

Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for varer til internationale

organisationer, institutioner og de dertil knyttede personer træffes af

Toldcenter København. Undtaget herfra er afgørelser om told- og

afgiftsfrihed for varer til NATO-hovedkvarterer og -personel,

udenlandske militære NATO-styrker på øvelser samt til udenlandske

officerer på udveksling, herunder personel ved det multinationale

hovedkvarter i Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og

Skatteregion Århus, Toldcenter Østjylland.

Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til

internationale organisationer, institutioner og de dertil knyttede

personer, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup. Undtaget

herfra er afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til

NATO-hovedkvarterer og -personel samt til udenlandske officerer på

udveksling, herunder personel ved det multinationale hovedkvarter i

Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og Skatteregion Århus,

Toldcenter Østjylland.

Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til

diplomatiske og konsulære repræsentationer og de dertil knyttede

personer træffes af Told- og Skatteregion

Høje-Taastrup.

De 8 toldcentres forretningsområde

(stedlig kompetence) er fastlagt i inddelingsbekendtgørelsens § 1 og 2,

jf. bekendtgørelse nr. 878 af 30. november

1997.

II.3 Afgørelsesbegrebet

Afgørelser på toldområdet omfatter

enhver - såvel begunstigende som bebyrdende - forvaltningsakt vedrørende

toldforskrifterne, hvorved der tages stilling til et konkret tilfælde, og

som har retsvirkning for en eller flere personer, hvis identitet kendes

eller kan fastslås; dette udtryk omfatter bl.a. bindende

tariferingsoplysninger i henhold til artikel 12, jf. Toldkodeksens art. 4,

nr. 5.

I modsætning til afgørelser står den såkaldte faktiske

forvaltningsvirksomhed - herunder meddelelse af oplysninger - hvorover der

ikke umiddelbart kan klages. Se Toldkodeksen art. 11 og pkt. 1.1 i

sagsbehandlingscirkulæret (cirk. nr. 42 af 25 marts 1998).

En

korrektion "efterangivelse", der umiddelbart tiltrædes af virksomheden,

anses ikke som en afgørelse, selvom efterangivelsen sker på foranledning

af et toldcenter, fx i forbindelse med en

kontrol.

II.4 Annullation og tilbagekaldelse

Indenfor toldlovgivningen er der givet

klare regler for under hvilke omstændigheder, der kan ske anullation eller

tilbagekaldelse af tidligere trufne begunstigende afgørelser, jf.

Toldkodeksens art. 8 og 9.

En annullation eller

tilbagekaldelse udgør i sig selv en afgørelse, som kun kan træffes under

behørig iagttagelse af reglerne om sagsbehandling

mv.

II.5 Genoptagelse

Genoptagelse kendes begrebsmæssigt

ikke umiddelbart indenfor toldlovgivningen, idet anmodninger om

tilbagebetaling af told mv., fx i forbindelse med rettelse eller

korrektion af tidligere gennemførte og afsluttede ekspeditioner, behandles

efter de særlige regler om godtgørelse af eller fritagelse for afgifter i

Toldkodeksens art. 235 - 242, jf. endvidere afsnit A.21 om

toldgodtgørelse.

II.6 Lovmæssig forvaltning

For toldmyndighedernes sagsbehandling

gælder såvel Toldkodeksen forvaltningsretlige bestemmelser som den danske

forvaltningsrets almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig

forvaltning og en række uskrevne retsprincipper.

Princippet

om lovmæssig forvaltning betyder, at toldmyndighedernes afgørelse ikke må

være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal have hjemmel i en

lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i

retspraksis, er grundsætningen om magtfordrejning (der må ikke tages

usaglige hensyn), den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning

(der må ikke ske usaglig forskelsbehandling), princippet om pligtmæssigt

skøn (der må ikke opstilles regler, hvor skøn skal foretages) og

proportionalitetsprincippet (indgrebet må ikke være mere vidtgående end

formålet tilsiger).

II.7 Inhabilitet

Reglerne om inhabilitet skal sikre, at

ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af en sag,

hvis afgørelse vedkommende selv har en særlig interesse i. Baggrunden for

reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for og

tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke påvirkes

af uvedkommende hensyn.

Forvaltningsloven indeholder i §§ 3 -

6 en række bestemmelser om speciel inhabilitet. Ud over reglerne om

partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven

regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og

tidligere deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse,

hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger

omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes

upartiskhed.

Det sker, at et toldcenter i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om

lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos Told- og

Skattestyrelsen, der tillige er klageinstans i den pågældende sag. Er

rådgivningen givet i en sådan form, at den pågældende medarbejder hos

Told- og Skattestyrelsen ikke har givet udtryk for sin endelige opfattelse

med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot ydet rådgivning med

hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for afgørelsen og/eller vejledt

om Told- og Skattestyrelsens praksis, vil bestemmelsen i

forvaltningslovens § 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder

vil være inhabil i forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver

påklaget til Told- og

Skattestyrelsen.

II.8 Toldcentrenes afgørelser i 1.

instans

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen §

2, stk. 4, og inddelingsbekendtgørelsens §§ 1 og 2 er toldcentrenes

saglige og stedlige kompetence fastslået således, at det er toldcentrene,

der indenfor deres forretningsområde (efter de særlige regler om

sagsfremstilling og høring mv.) træffer afgørelser i 1. instans efter

følgende bestemmelser, bortset fra afgørelser om virksomhedsregistrering,

betaling og inddrivelse:

Toldloven.

Momsloven, § 12, § 26, § 32, stk. 1-3, samt stk. 4 bortset fra

afgørelser om afgiftsoplag efter § 11 a, § 36, § 46, stk. 4 og § 61.

Andre afgiftslove, hvis det af den pågældende lov fremgår, at

reglerne i nr. 1 eller nr. 2 finder anvendelse.

Afgørelser om virksomhedsregistrering, betaling og

inddrivelse skal således i 1. instans træffes af den lokale told- og

skatteregion, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, og med

klageadgang til styrelsen.

Toldcentrenes afgørelser i 1.

instans kan endvidere inddeles efter hvilken myndighed, der er

klageinstans, dvs. om afgørelsen enten kan påklages til Landsskatteretten,

eller om en påklage skal ske til Told- og Skattestyrelsen. Dette er også

af betydning for toldcentrenes sagsbehandling, inden afgørelsen

træffes.

II.9 Toldcenterafgørelser som kan påklages til

Landsskatteretten - toldlovens § 71 a

Toldcentrenes afgørelser i 1. instans

af:

Spørgsmål om fastlæggelse af told og afgifter

Spørgsmål om varers tarifering og bindende tariferingsoplysninger

Spørgsmål om varers oprindelse og bindende oprindelsesoplysninger

Spørgsmål om varers toldværdi

Spørgsmål om toldskylds opståen

Spørgsmål om godtgørelse af og fritagelse for told og

afgifter

kan påklages til Landsskatteretten, jf. toldlovens § 71

a, stk. 1.

Ifølge forarbejderne til toldlovens § 71 a er det

hensigten, at alene afgørelser af mere administrativ karakter fortsat

påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Det må forventes, at

det største antal afgørelser vil træffes i medfør af toldlovens § 71 a,

stk. 1, nr. 1) i sager om spørgsmål om fastlæggelse af told og afgifter,

idet de fleste sager opstår i forbindelse med kontrol, og hvor

toldcentrene træffer afgørelse om betaling af told og

afgifter.

Afgifter skal i denne sammenhæng opfattes generelt,

således at også moms og andre afgifter vil være omfattet, jf. i øvrigt

afsnittet om toldcentrenes saglige kompetence. I afgørelser som omfatter

moms og andre afgifter, skal der tillige angives hvilken hjemmel, der i

den pågældende afgiftslovgivning er for det opgjorte krav.

De

øvrige afgørelsestilfælde i toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 2) - 6)

omfatter situationer, hvor der ikke som i nr. 1) nødvendigvis sker en

fastlæggelse af told og afgifter, men hvor en afgørelse efter sin karakter

mest naturligt burde kunne påklages til Landsskatteretten, fordi en sådan

afgørelse ikke har det tilstrækkelige administrative

præg.

II.10 Toldcenterafgørelser som kan påklages til

Told- og Skattestyrelsen - toldlovens § 71

Andre afgørelser efter toldloven, end

de der er omfattet af § 71 a, kan efter lovens § 71, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen § 10 påklages til Told- og

Skattestyrelsen.

De afgørelser, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, drejer sig bl.a. om spørgsmål om meddelelse eller

tilbagekaldelse af bevillinger, tilladelser og godkendelser,

ekspeditionsafgift, kontrol, straf, betaling, henstand og inddrivelse

mv.

II.11 De almindelige

sagsbehandlingsregler

II.11.1 Frister for sagsafgørelser

Afgørelser skal som udgangspunkt

træffes og meddeles hurtigst muligt, jf. bl.a. Toldkodeksens art. 6, stk.

2 og art. 220 samt art. 221, stk. 3 forudsætningsvis. Endvidere gælder

reglerne om god forvaltningsskik, herunder pkt. 205-208 i

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven

(1986).

Ved sagens start skal der fastsættes en frist for

sagens afgørelse, som skal meddeles den pågældende. Hvis denne frist ikke

kan overholdes, fastsættes en ny frist, som ligeledes meddeles tillige med

en begrundelse for udsættelsen.

II.11.2 Sagens oplysning.

Officialprincippet

Toldmyndighederne træffer sædvanligvis

kun afgørelse i tilfælde, hvor en person anmoder herom, jf. Toldkodeksens

art. 6, eller hvor fx en kontrol giver anledning til en efteropkrævning,

jf. Toldkodeksens art. 220.

I modsætning hertil vil

fortoldninger mv. normalt ikke i sig selv give anledning til, at der

træffes afgørelser, idet fortoldningsbegæringerne blot antages, hvis de

opfylder kodeksens krav, jf. Toldkodeksens art. 63. Der kan dog blive tale

om, at der indhentes manglende oplysninger, før en begæring kan antages.

Kan en begæring ikke antages pga. af fx uenighed om tariferingen eller om

toldværdien, skal toldmyndighederne træffe en afgørelse.

I

sager, hvor toldmyndighederne skal træffe afgørelse, vil toldmyndighederne

skulle indlede en egentlig sagsbehandling. Her udgør toldlovgivningens

bestemmelser om borgernes pligt til at afgive oplysninger et væsentligt

element, idet de pågældende er forpligtede til, at fremlægge alle de

oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for, at myndighederne kan

træffe en afgørelse, jf. Toldkodeksens art. 6, stk. 1.

Der er

derfor en pligt til at opbevare alle nødvendige dokumenter i mindst 3

kalenderår regnet fra udgangen af det år, hvor dokumenterne har været

anvendt, jf. Toldkodeksens art. 16.

For

forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder imidlertid endvidere som

hovedregel officialprincippet. Officialprincippet har hjemmel i en

uskreven retssædvane.

Officialprincippet betyder, at en

forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger foreligger, og

at de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes afgørelse i en

sag. Dette betyder nødvendigvis ikke, at forvaltningen altid selv skal

fremskaffe de nødvendige oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre

myndigheder og personen selv. Forvaltningen vil dog ikke uden videre kunne

lægge personens oplysninger til grund, men må i et nødvendigt omfang

kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på det materielt rigtige

grundlag.

Det almindelige krav om, at toldmyndighederne skal

behandle sager så enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke,

at toldmyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt

oplyst.

II.11.3 Høring

Reglerne om partshøring på

myndighedens initiativ har til formål at sikre, at sagens parter får

lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske

afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at få

lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller

ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil medvirke til at

sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske

grundlag.

Forvaltningslovens kap. 5 indeholder regler om

partshøring. Reglerne betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages

at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må myndigheden ikke træffe

afgørelse, før parten er gjort bekendt med oplysningerne og har haft

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

Herudover findes der i

forvaltningslovens § 19, stk. 2, en række nærmere opregnede tilfælde, hvor

der undtagelsesvis ikke er pligt til partshøring.

Endelig

fremgår det af forvaltningslovens § 20, at i sager, hvor myndigheden efter

anmodning fra en part kan ændre en afgørelse, kan partshøring undlades,

hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for

det.

Skattestyrelsesloven indeholder detaljerede regler om

partshøring i form af krav om agterskrivelser og udarbejdelse af

sagsfremstilling, men dette udelukker ikke, at forvaltningslovens regler

har en udfyldende selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes

efter disse regler. Bortset fra sådanne afgørelser har forvaltningslovens

regler om partshøring endvidere direkte betydning for andre afgørelser,

som toldmyndighederne træffer, eksempelvis afgørelser om bindende

tariferingsoplysninger og

efteropkrævning.

II.11.4 Høring og sagsfremstilling

Høringspligten opfyldes på følgende

måde:

Inden der træffes afgørelse i en sag, der kan påklages

til Landsskatteretten, skal sagsfremstillingen mv. sendes til sagens

parter. Disse skal have en kort frist på mindst 15 dage, regnet fra dagen

for materialets fremsendelse, til at komme med kommentarer til materialet,

herunder til at anmode om et møde med myndigheden, inden der træffes

afgørelse i sagen.

Det er bl.a. bestemmelsen i Toldkodeksens

art. 220, stk.1, om bogføring af toldkrav i efteropkrævningssager der er

årsagen til, at høringsfristen skal være

kort.

II.11.5 Efterfølgende nye oplysninger

Hvis der i sager, hvor afgørelsen kan

påklages til Landsskatteretten, under høringen fremkommer nye oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for

sagens afgørelse, og disse oplysninger er til (yderligere) ugunst for

parten, skal en ny sagsfremstilling, der er korrigeret på baggrund af de

nye oplysninger, sendes til høring hos parten efter retningslinierne

ovenfor. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i

høringsskrivelsen.

Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet

udtalelse under den første høring, men der efterfølgende er fremkommet nye

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse, og disse oplysninger er til ugunst for

parten i sagen. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i

høringsskrivelsen.

Fornyet høring kan endvidere komme på

tale, hvis myndigheden i væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i

sagen ved at lægge vægt på andre faktiske omstændigheder end i den hidtil

udsendte sagsfremstilling m.v. Ligeledes her skal den nye

sagsfremstillingen være korrigeret i overensstemmelse med den nye

vurdering, som endvidere i fornødent omfang skal identificeres i

høringsskrivelsen.

II.11.6 Konsekvenserne af manglende

høring

Der foreligger ikke afgørelser

vedrørende toldsager, der kan belyse konsekvenserne af manglende

høring.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring er i andre

sager anset for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at

myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997,146 LSR, hvor

Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet

afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af

væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været

forelagt for parten til udtalelse. I TfS 1997,105 LSR anså

Landsskatteretten skatteforvaltningens kendelse for ugyldig, fordi der

burde have været foretaget høring i form af udsendelse af ny

agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at der i begrundelsen

i kendelsen var inddraget supplerende faktiske oplysninger, der ikke var

medtaget i den revisionsrapport, der havde dannet grundlag for

agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere til, at selv om

udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes udenfor

partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske partshøring,

hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye faktiske

oplysninger inddrages i afgørelsen. Der vil dog ikke foreligge ugyldighed,

hvis det faktiske grundlag for afgørelsen efter en konkret

væsentlighedsvurdering er uændret, og den begåede fejl ikke har betydning

for sagens materielle udfald, jf. TfS 1996.485 LSR og TfS 1996,919

LSR.

Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den

frist, der er fastsat for modpartens adgang til at fremsætte bemærkninger,

vil det normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995,605 LSR. Modsat TfS

1998,204 VLD og TfS 1998,709 ØLD, hvor en sådan mangel efter en konkret

vurdering ikke medførte

ugyldighed.

II.11.7 Sagsfremstilling

Skattestyrelsesloven og de i medfør

heraf udstedte bestemmelser indeholder detaljerede krav om told- og

skattemyndighedernes fremgangsmåde, når der skal træffes afgørelser i

toldsager, hvor afgørelsen kan påklages til

Landsskatteretten.

Således findes der detaljerede regler om

udarbejdelse af sagsfremstilling og foretagelse af høring mv. i

sagsbehandlingscirkulæret.

Hvis der i sager, hvor afgørelsen

kan påklages til Landsskatteretten, ikke udarbejdes en sagsfremstilling,

vil der kunne være tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, som efter

omstændighederne vil kunne indebære risiko for, at afgørelsen bliver

ugyldig.

Formålet med udarbejdelse af en sagsfremstilling er at

give en samlet fremstilling af sagen og dermed sikre, at afgørelsen

træffes på et korrekt grundlag.

Nedenfor omtales kravene til

en sagsfremstilling med udgangspunkt i sager, der kan påklages til

Landsskatteretten. Disse krav finder tilsvarende anvendelse på sager, der

kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, med de modifikationer der

følger af, at sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes,

efter at der er klaget, og dermed efter at afgørelsen er

truffet.

Sagsfremstillingen skal altid sendes til udtalelse

hos sagens parter. I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal

der ved høringen tillige fremsendes en tilkendegivelse af, hvilken

afgørelse de foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver

grundlag for.

Sagsfremstillingen skal være et redigeret

dokument. Oplysninger, der fremkommer under sagens behandling, skal

indarbejdes under det eller de relevante afsnit i sagsfremstillingen.

Kommer en part i sagen med relevante indsigelser eller bemærkninger til

det tilsendte, skal de indarbejdes i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingen skal give en samlet og sammenhængende fremstilling af

sagen, således at både sagens parter og andre myndigheder kan forstå sagen

uden at få tilført yderligere information. Der kan eventuelt blive tale om

fornyet høring, hvis der fremkommer nye oplysninger til ugunst for parten,

jf. afsnittet "Efterfølgende nye oplysninger".

Den endelige

sagsfremstilling skal sendes til sagens parter. I sager, der kan påklages

til Landsskatteretten, skal der tillige sendes en særskilt meddelelse om

sagens afgørelse.

En sagsfremstilling skal indeholde følgende

afsnit:

Indledning og identifikationsoplysninger.

Hvilken afgørelse, de foreliggende oplysninger giver grundlag for.

Sagens faktiske forhold - faktum

Begrundelsen for afgørelsen - henvisning til relevante lovregler,

teori og praksis (juridisk grundlag)

Partens opfattelse og begrundelsen herfor.

Toldcentrets endelige konklusion

Herudover skal

myndighedens afgørelse af sagen indarbejdes i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingens omfang skal i øvrigt afpasses efter sagens karakter. I

sager med enkle problemstillinger vil sagsfremstillingen således i

princippet svare til en veldisponeret afgørelse, dvs. med en kort

beskrivelse af faktum, retsregler og myndighedens

afgørelse.

Indledning og identifikationsoplysninger:

Dette

afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen vedrører. I

afsnittet skal såvel sagens parter som det eller de problemer, sagen

vedrører, identificeres.

Hvilken afgørelse, de foreliggende

oplysninger giver grundlag for:

Dette afsnit skal indeholde en

beskrivelse af, hvilken afgørelse de oplysninger, der foreligger i sagen

og som er gengivet i sagsfremstillingen, efter myndighedens opfattelse

giver grundlag for. Det vil ofte være hensigtsmæssigt, at der i

beskrivelsen indgår en talmæssig opgørelse.

Sagens faktiske

forhold - faktum:

Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af de

faktiske oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse, herunder for

forståelsen af sagen. Også en parts relevante oplysninger om faktum skal

indarbejdes heri. Hvis der er uenighed mellem myndigheden og en part om de

faktiske forhold, der skal indgå i grundlaget for afgørelsen, skal begge

opfattelser af faktum fremgå af sagsfremstillingen med en angivelse af,

hvem der står for de forskellige opfattelser.

Begrundelsen

for afgørelsen - henvisning til relevante lovregler, teori og praksis

(juridisk grundlag):

Dette afsnit skal indeholde en redegørelse for de

faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved afgørelsen samt

indeholde en henvisning til relevante lovregler, teori og praksis

(juridisk grundlag). Se afsnittet om begrundelse.

Partens

opfattelse og begrundelse herfor:

Partens relevante tilkendegivelser og

begrundelser skal indarbejdes i sagsfremstillingen. Fremstillingen heraf

skal være loyal, neutral og forståelig.

Toldcentrets endelige

konklusion:

Når høring af sagens parter er afsluttet, og myndigheden

har truffet afgørelse i sagen, afsluttes sagsfremstillingen med et afsnit

herom, så det af sagsfremstillingen fremgår, hvorledes sagen er afsluttet.

I sager, hvor der ikke er afgivet udtalelse, kan indholdet af dette afsnit

begrænses til en oplysning om, at der er truffet afgørelse i

overensstemmelse med det i høringen af sagens parter tilkendegivne.

Herudover skal sagens parter have en særskilt og begrundet underretning om

sagens afgørelse.

II.11.8 Begrundelse

Afgørelser efter toldkodeksen, der

ikke imødekommer en anmodning eller har negative følger for den

(juridiske) person, som den er rettet til, skal efter Toldkodeksens art.

6, stk. 3 være begrundet.

Afgørelser forstås i denne

sammenhæng som enhver forvaltningsakt vedrørende toldforskrifter, hvorved

der tages stilling til et konkret tilfælde og som har retsvirkning for en

eller flere (juridiske) personer, hvis identitet kendes eller kan

fastslås, jf. Toldkodeksen art. 4, nr. 5.

Afgørelser skal

være skriftlige, jf. Toldkodeksens art. 6 og skattestyrelseslovens § 25,

stk. 2, forudsætningsvis.

Herudover indeholder

forvaltningslovens kap. 6 bestemmelser om kravene til begrundelse, som

dels udfylder Toldkodeksens krav til begrundelse, dels har en selvstændig

betydning, når en afgørelse omfatter moms og punktafgifter, som opkræves

på grundlag af national lovgivning.

Begrundelsen skal fremtræde som

en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Efter § 24 i forvaltningsloven skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler

afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror

afgørelsen på en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres

for den anlagte fortolkning.

I det omfang afgørelsen beror på

et administrativt skøn, skal der tillige oplyses om de hovedhensyn, der er

lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise

til den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for

skønnet.

Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men

ikke alle skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive,

hvorfor der netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er

særlig vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en

gunstigere afgørelse - set fra partens synspunkt. Der skal endvidere om

muligt henvises til praksis for administrationen af skønsbestemmelsen,

eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende

praksis.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse

om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Oplysning herom bør

eksempelvis gives i følgende tilfælde:

Sagens faktum er omtvistet eller uklart.

Det fremgår ikke af sagsfremstillingen, hvilke af flere faktiske

oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen.

Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder

er, jo større er behovet for at fremhæve de faktiske omstændigheder, der

er tillagt vægt ved afgørelsen.

I begrundelsen skal der

endvidere tages stilling til partens relevante synspunkter, hvis

myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse

heraf overfor parten.

Generelt kan begrundelsens indhold i

øvrigt begrænses, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, i det omfang

partens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af sit tarv findes

at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private eller offentlige interesser.

Begrundelsen bør fremgå

af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis henvisning til hvor

begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig fremgå af den

sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.

Formålet med

begrundelseskravet er, at en borger skal kunne vurdere afgørelsens

rigtighed og dermed mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved

eventuel klagebehandling. Begrundelseskravet anses i praksis normalt for

en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse efter omstændighederne vil kunne

medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.

Hvis en afgørelse

alene tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl, kan der

almindeligvis indenfor fristen i Toldkodeksens art. 221, jf. toldlovens §

31, træffes en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af den

korrekte procedure.

II.11.9 Underretning om afgørelsen

Afgørelsen skal meddeles særskilt og

skriftligt til sagens parter. Hvis en part har ladet sig repræsentere af

en anden, fx en advokat eller revisor, skal en kopi af afgørelsen mv.

tillige tilsendes denne.

Afgørelser, der kan påklages til

Landsskatteretten, skal være ledsaget af den endelige sagsfremstilling. En

trediemand, der er blevet varslet om en påtænkt afgørelse, skal orienteres

om den endelige afgørelse vedrørende "det fælles retsforhold". Det samme

gælder det andet toldcenter eller den anden told- og skatteregion, hvor

tredjemand er hjemmehørende.

Klagefristen regnes efter

skattestyrelsesloven fra det tidspunkt, hvor parten har modtaget

underretning om afgørelsen, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 1 og §

25, stk. 1, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10.

II.11.10 Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i

afgørelsessager findes i Toldkodeksens art. 6, stk. 3 og

forvaltningslovens §§ 25 og 26.

Reglerne betyder, at

toldcentrenes afgørelser skal være ledsaget af en vejledning om

klageadgang. Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud

giver den pågældende medhold.

I sager, der kan påklages til

Landsskatteretten, skal der vejledes om:

at Landsskatteretten er klageinstans

at klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder

efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.

at klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor.

at der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til

grund for afgørelsen og som er tilsendt klageren, og dokumenter, som

klageren ønsker at anvende som bevis.

at der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift

(600 kr i 2000) til Landsskatteretten, herunder størrelsen af afgiften,

samt at afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis

medhold af Landsskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse

af spørgsmålet.

at det offentlige efter kapitel 3A i skattestyrelsesloven efter

anmodning yder tilskud til delvis dækning af visse udgifter ved at klage

til Landsskatteretten, og at tilskudsordningen ikke omfatter

klageafgiften.

I sager, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, skal der vejledes om:

at Told- og Skattestyrelsen er klageinstans

at klagen skal være modtaget senest 3 måneder efter klagerens

modtagelse af den afgørelse, der klages over,

at klagen dog af praktiske grunde skal indgives via toldcentret, der

derefter sender sagen ind til Told- og

Skattestyrelsen

II.11.11 Afgørelsens fuldbyrdelse

Som udgangspunkt kan

toldmyndighedernes afgørelser fuldbyrdes omgående, jf. Toldkodeksens art.

7.

Indgivelse af en klage over afgørelsen har ikke opsættende

virkning, men toldmyndighederne kan under visse omstændigheder udsætte

gennemførelsen af afgørelsen, jf. Toldkodeksens art. 244, jf. endvidere

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 15.

Det er således en

betingelse for henstand med et toldbeløb, at der foreligger dokumentation

for, at en klage rent faktisk er

indgivet.

II.12 De specielle sagsbehandlingsregler for

afgørelser som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen

II.12.1 Sagstyper

Toldcentrenes afgørelser i 1. instans,

som ikke omfattes af Toldlovens § 71 a, og spørgsmål om toldcentrenes

sagsbehandling kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 11, stk. 1 og 3, jf. §

2.

Tilsvarende gælder told- og skatteregionernes afgørelser

efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 4, jf. stk. 1 om fx

henstand med betaling af told mv., jf. Toldkodeksens art.

244.

Ved afgrænsningen af de spørgsmål, der alene kan

påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal der således tages udgangspunkt

i toldlovens § 71 a, hvori det er fastsat hvilke afgørelser, der kan

påklages til Landsskatteretten.

De afgørelser, der kan

påklages til Told- og Skattestyrelsen, drejer sig bl.a. om spørgsmål om

meddelelse eller tilbagekaldelse af bevillinger, tilladelser og

godkendelser, ekspeditionsafgift, kontrol, straf, betaling, henstand og

inddrivelse mv.

II.12.2 Sagsfremstilling

Til forskel fra sager med klageadgang

til Landsskatteretten, skal der i sager med klageadgang til Told- og

Skattestyrelsen først udarbejdes en sagsfremstilling og foretages høring

over sagsfremstillingen, når der er modtaget en klage over

afgørelsen.

II.12.3 Høring

Selvom der først er krav om

udarbejdelse af sagsfremstilling og foretagelse af høring efter, at en

klage er modtaget, udelukker dette imidlertid ikke, at der - før der

træffes afgørelse - skal foretages en eventuel høring i overensstemmelse

med forvaltningslovens bestemmelser, såfremt toldcentret måtte være i

besiddelse af oplysninger, som er til ugunst for parten og af væsentlig

betydning for sagens afgørelse, og som parten ikke kan antages at være

bekendt med, jf. § 19, stk. 1 i

forvaltningsloven.

II.12.4 Begrundelse

Der gælder som udgangspunkt de samme

krav til begrundelse til afgørelser, som kan påklages til

Landsskatteretten, som til afgørelser der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om

bevilling, antages det i praksis, at begrundelseskravet lempes, således at

det må anses tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig

praksis eller til, at den nødvendige dokumentation ikke

foreligger.

II.13 De almindelige regler om

klagesagsbehandlingen

II.13.1 Landsskatterettens

klagesagsbehandling

Ved klage til Landsskatteretten finder

reglerne i skattestyrelsesloven kapitel 3 om klage til Landsskatteretten

anvendelse, det vil sige §§ 23-30. Disse bestemmelser indeholder bl.a.

regler om klagefrister, indholdsmæssige krav til klagen, betaling af

klageafgift, klagebehandlingen, genoptagelse, syn og skøn og

domstolsprøvelse. En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i

Landsskatteretten senest tre måneder efter, at klageren har modtaget den

afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis fristen overskrides.

Landsskatteretten kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige

omstændigheder taler derfor.

Landsskatteretten kan fastsætte

en frist til at besvare spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger.

Landsskatteretten kan afvise klager, der ikke opfylder formkravene, jf.

skattestyrelseslovens § 25, stk. 3. Landsskatteretten begynder ikke på

behandlingen af klagen, før klageafgiften er betalt. Afgiften

tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen,

enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel efterfølgende

domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis

Landsskatteretten afviser at behandle klagen, hvis klageren trækker klagen

tilbage, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene, før

Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen, jf. skattestyrelseslovens §

31, stk. 2. Under Landsskatterettens behandling af klagen har klageren ret

til at udtale sig mundtligt overfor repræsentanter for Landsskatteretten

("kontormøde"). Landsskatteretten kan indbyde den myndighed, der har

truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen til at

deltage i mødet. Landsskatteretten afgør, om der skal afholdes et

egentligt retsmøde i sagen. Såvel klageren som Told- og Skattestyrelsen

kan anmode om et retsmøde. Toldcentrene kan ikke anmode om retsmøde. Hvis

et toldcenter mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal sagen

fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter

forholdene må anses for åbenbart overflødigt.

Hvis

sagsbehandlingen i Landsskatteretten varer mere end 6 måneder, kan

personen indbringe den påklagede afgørelse for domstolene, jf.

skattestyrelseslovens § 31, stk. 2

("overspringsreglen").

Landsskatteretten kan genoptage en

afgørelse truffet af Landsskatteretten efter anmodning fra klageren, jf.

skattestyrelseslovens § 29. Dette kræver dog, at der forelægges

oplysninger for Landsskatteretten, som ikke tidligere har været fremme

under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes,

at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af

sagen, hvis de havde foreligget tidligere. Landsskatteretten kan i øvrigt

imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis Landsskatteretten skønner, at

ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Når

Landsskatteretten har modtaget en klage, vil Landsskatteretten via Told-

og Skattestyrelsen underrette det toldcenter, der har truffet den

afgørelse, der klages over, om klagen og rekvirerer det materiale, der har

dannet grundlag for afgørelsen. Landsskatteretten kan anmode toldcentret

om en udtalelse over klagen eller dele af klagen. Anmodningen skal

efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre

Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. I særlige

tilfælde kan Landsskatteretten anmode toldcentret om at udarbejde en ny

sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om sagens

afgørelse. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode

toldcentret om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen

fra en anden myndighed, og indsende den indhentede udtalelse til

Landsskatteretten sammen med toldcentrets eventuelle bemærkninger til

udtalelsen. Sådanne anmodninger skal efterkommes inden for tre måneder fra

anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en

længere frist i anmodningen. Hvis der afholdes retsmøde i en sag, bliver

den motiverede indstilling til klagens afgørelse, som Landsskatteretten

har udarbejdet, sendt til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen. Told- og

Skattestyrelsen beslutter, hvordan Told- og Skattestyrelsen skal være

repræsenteret i sagen.

II.13.2 Syn og skøn ved

Landsskatteretten

II.13.2.1 Indledning

Skattestyrelseslovens § 30 indeholder

regler om syn og skøn i forbindelse med sager, der er indbragt for

Landsskatteretten.

Syn og skøn er et bevismiddel, der

anvendes for at sikre bevis til brug for retssager. Bevismidlet består i

en sagkyndig besvarelse af faktiske spørgsmål til brug for

bevisbedømmelsen i en retssag. Retsplejelovens § 343 indeholder en særlig

bestemmelse om anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug

for verserende retssager (isoleret bevisoptagelse). Retsplejelovens kap.

19 om syn og skøn i verserende retssager finder tilsvarende anvendelse.

Det er reglen i retsplejelovens § 343, der efter skattestyrelseslovens §

30, stk.1, finder tilsvarende anvendelse ved

landsskatteretssager.

Landsskatteretten kan i den enkelte sag

fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse

af syn og skøn skal være afklaret, jf. skattestyrelseslovens § 30, stk. 2.

Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en

begæring om syn og skøn, hvorfor Landsskatteretten kan færdigbehandle

sagen uden at afvente en eventuel skønserklæring. Hvis der begæres syn og

skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil

klageren efter modtagelse af skønserklæringen har meddelt

Landsskatteretten, om klagen opretholdes.

Det er de

almindelige domstole, der udmelder syns- og

skønsmændene.

Landsskatteretten fastsætter endvidere en

frist, inden for hvilken klageren og myndighederne skal meddele retten, om

skønserklæringen giver parterne anledning til at ændre deres påstande i

sagen for Landsskatteretten.

Syn og skøn kan alene afholdes

efter begæring af parterne i en sag. Den part, der begærer udmeldelse af

syn og skøn, betegnes som rekvirenten. Modparten betegnes som

skønsindstævnte. Anmodning om syn og skøn indgives af rekvirenten til

byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes

vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives

anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel

senere retssag skal anlægges her i landet. Det er generelt en betingelse

for udmeldelse af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen

hensigtsmæssig, jf. TfS 1997,690 ØLK, hvor byretten og landsretten afviste

en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente

en sagkyndig erklæring fra en

brancheorganisation.

Skønsindstævnte skal med en uges varsel

underrettes af byretten eller af rekvirenten om det retsmøde, hvori der

træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve

bevisførelsen.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af

rekvirenten. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til

skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale

omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De omkostninger, som

rekvirenten har afholdt til syn og skøn, kan imidlertid indgå, når retten

under en eventuel efterfølgende retssag tager stilling til betalingen af

sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af klageren er omfattet af

reglerne om omkostningsdækning.

Grundlaget for syn og skøn er

et eller flere spørgsmål (skønstemaet), der besvares i en syns- og

skønserklæring, eventuelt suppleret med besvarelse af mundtlige spørgsmål

under den senere mundtlige forhandling ved retten (afhjemlingen). Som

syns- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der skal være

uvildige.

Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver

af parterne eller af parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare,

og de skal vedrøre spørgsmål af faktisk karakter og må ikke efterlyse en

generel vurdering eller en juridisk vurdering. Endelig må skønstemaet ikke

indeholde ledende spørgsmål. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at

alle de punkter, som parterne ønsker belyst, er dækket. Der kan stilles

tillægsspørgsmål til syns- og skønsmændene.

Syns- og

skønsmændene skal underrette parterne om syns- og skønsforretningens

foretagelse.

Syns- og skønsmændene udarbejder en skriftlig

erklæring, som indeholder deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og

til parterne. Hvis en af parterne ønsker det, foretages der derefter en

afhjemling ved byretten af syns- og skønsforretningen ved, at syns- og

skønsmændene møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller

korrigerer deres skriftlige erklæring. Der kan under afhjemlingen i

byretten stilles klargørende og uddybende spørgsmål.

Syn og

skøn, som er foretaget, inden retssag anlægges, er under en eventuel

senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.

Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et

bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved

Landsskatteretten.

Efter skattestyrelseslovens § 30, stk. 4

indtræder told- og skatteforvaltningen som part i en sag, når der udmeldes

syn og skøn. De statslige told- og skattemyndigheder har tillige

kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er indbragt for

Landsskatteretten.

Landsskatteretten er ikke part i sagen og

kan derfor ikke begære udmeldelse af syn og skøn, men Landsskatteretten

kan naturligvis vejlede sagens parter og eventuelt opfordre parterne til

at lade udmelde syn og skøn. Landsskatteretten har endvidere mulighed for

undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig i et

retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 15, stk.

4.

Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette

Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Med

underretningen sendes kopi af rekvirentens begæring med byrettens

påtegning samt kopi af skønstemaet. Når syns- og skønssagen er afsluttet,

skal rekvirenten indsende kopi af retsbogsudskriften til

Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og skønsmændenes

udtalelse.

Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig

meddele Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt.

Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for

opretholdt. Er told- og skattemyndighederne rekvirent, kan

Landsskatteretten forespørge klageren om klagen ønskes opretholdt eller

trukket tilbage. Undlader klager at besvare forespørgslen, anses klagen

for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for

Landsskatteretten, § 22.

II.13.2.2 Told- og skattemyndighedernes

opgave

Det praktiske arbejde for de statslige

told- og skattemyndigheder består i at tage stilling til, om der skal

begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald skal begæringen affattes

og indsendes til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring

mv., der ønskes vurderet, befinder sig. Told- og skattemyndig heden skal i

så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, idet

Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Hvis klageren begærer

syn og skøn, er toldmyndighederne part i syns- og skønssagen. Told- og

skattemyndighederne kan som rekvirent, såvel som skønsindstævnte,

henstille til retten om valg af syns- og skønsmand, komme med forslag til

skønstemaet samt lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og

en eventuel senere afhjemling.

II.13.2.3 Forældelse

Optagelse af syn og skøn uden retssag

er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af

1908-lovens § 2. Hvis en part begærer syn og skøn, udsættes

Landsskatteretten behandling af sagen, indtil klageren meddeler

Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes. I samme periode er

6-måneders fristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt.

suspenderet.

II.13.3 Landsskatterettens

klagevejledning

Afgørelser, der kun kan indbringes for

domstolene indenfor en lovbestemt frist, skal i følge forvaltningslovens §

26 være ledsaget af oplysning herom. Denne bestemmelse finder således

anvendelse for Landsskatterettens afgørelser, jf. skattestyrelseslovens §

31.

Dette følger endvidere af art. 6, stk. 3, 2. pkt. i

Toldkodeksen.

II.13.4 Told- og Skattestyrelsens

klagesagsbehandling

Ved klage til Told- og Skattestyrelsen

finder de almindelige regler om klage til en overordnet myndighed

anvendelse, herunder reglerne i Toldkodeksen, toldloven,

sagsudlægningsbekendtgørelsen og forvaltningsloven. Disse bestemmelser

indeholder bl.a. regler om klagefrister, klagebehandlingen og

domstolsprøvelse.

Told- og Skattestyrelsen afgør spørgsmål

om såvel formelle som materielle mangler ved afgørelsen. En klage skal

enten være modtaget af Told- og Skattestyrelsen eller af toldcentret

senest tre måneder efter, at klageren har modtaget den afgørelse, der

klages over. Klagen afvises, hvis fristen overskrides. Told- og

Skattestyrelsen kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige

omstændigheder taler derfor. Klagen skal være skriftlig.

Told- og

Skattestyrelsen kan fastsætte en frist til besvarelse af spørgsmål eller

indsendelse af yderligere oplysninger. Under Told- og Skattestyrelsens

behandling af klagen har klageren ret til at udtale sig mundtligt overfor

repræsentanter for Told- og Skattestyrelsen og eventuelt det toldcenter

eller den told- og skatteregion, som har truffet den påklagede afgørelse.

Told- og Skattestyrelsen kan afvise en anmodning om et møde, hvis det

efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt.

Hvis

sagsbehandlingen i Told- og Skattestyrelsen varer mere end 6 måneder efter

sagens indbringelse for Told- og Skattestyrelsen, kan klageren indbringe

den påklagede afgørelse for domstolene, jf. skattestyrelsesloven § 31,

stk. 2 ("overspringsreglen").

Når Told- og Skattestyrelsen

har modtaget en klage, kan Told- og Skattestyrelsen anmode toldcentret om

en udtalelse over klagen eller dele af klagen. I særlige tilfælde kan

Told- og Skattestyrelsen anmode toldcentret om at udarbejde en ny

sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens

afgørelse. Told- og Skattestyrelsen kan endvidere i særlige tilfælde

anmode toldcentret om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af

klagen fra en anden myndighed og indsende den indhentede udtalelse til

Told- og Skattestyrelsen sammen med toldcentrets eventuelle bemærkninger

til udtalelsen.

Reglerne om syn og skøn finder ikke

anvendelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen.

Tilsvarende finder reglerne om omkostningsdækning ikke

anvendelse ved klage til Told- og

Skattestyrelsen.

II.13.4.1 Told- og Skattestyrelsens

klagevejledning

Afgørelser, der kun kan indbringes for

domstolene indenfor en lovbestemt frist, skal i følge forvaltningslovens §

26 være ledsaget af oplysning herom. Denne bestemmelse finder således

anvendelse for Told- og Skattestyrelsens afgørelser, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen. § 11, stk. 4.

Dette følger

endvidere af art. 6, stk. 3, 2. pkt. i

Toldkodeksen.

II.14 Aktindsigt i toldsager

På toldområdet findes der særlige

EU-retlige regler om aktindsigtsspørgsmål, som tillige med nationale

bestemmelser finder anvendelse, når der skal tages stilling til en

begæring om aktindsigt.

I Toldkodeksens art. 15 findes en

bestemmelse om begrænsning i aktindsigten ligesom der i art. 45 i

forordning nr. 515/97 om gensidig bistand findes bestemmelser om

fortrolighed, som udelukker aktindsigt, medmindre der er tale om

fremlæggelse af oplysninger under en egentlig

retssag.

Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler

om adgang til aktindsigt for enhver.

Forvaltningslovens

indeholder de særlige regler om parters udvidede adgang til aktindsigt i

afgørelsessager jf. kap. 4.

Afgrænsningen af partsbegrebet

kan være vanskelig. Afgørelsens adressat er utvivlsomt part. Men også

andre end adressaten kan være part. Som part anses iøvrigt personer, der

har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse (af økonomisk

eller personlig art) i sagens afgørelse og udfald.

Retten til

aktindsigt efter offentlighedsloven er begrænset af særlige bestemmelser

om tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 14, 1. pkt. Reglerne om told-

og skattemyndighedernes særlige tavshedspligt er samlet i

skattestyrelsesloven § 37. Den almindelige tavshedspligt efter

straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen er derimod

uden betydning for retten til aktindsigt efter offentlighedsloven, jf. §

14, 2. pkt.

Hverken almindelige eller særlige regler om

tavshedspligt begrænser parters ret til aktindsigt efter

forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk.

2.

Undtaget fra retten til aktindsigt er visse sagstyper,

dokumenter og oplysninger, jf. nærmere offentlighedslovens § 2 og kap. 3

samt forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis kan interne arbejdsdokumenter

undtages fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens

§ 12.

Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3,

udelukket i verserende straffesager, herunder administrative straffesager

på told- og skatteområdet. For at der er tale om en adminstrativ

straffesag, må det kræves, at den kompetente myndighed har taget synlige

konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en straffesag

rejst, har den beskikkede advokat dog adgang til aktindsigt, men de

indhentede oplysninger må ikke videregives uden myndighedernes samtykke,

jf. lov nr. 489 af 19. sep. 1984 om adgang til forsvarerbistand under en

administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag § 2. I verserende sager,

hvor sigtede/tiltalte ikke er eller vil blive repræsenteret af en

forsvarer, bør sigtede endvidere efter princippet om meroffentlighed

meddeles aktindsigt i oplysninger om faktiske forhold, hvis det er

åbenbart, at der ikke foreligger nogen misbrugsrisiko. Der kan ligeledes

meddeles aktindsigt i andre oplysninger, som måtte indgå i sagen, fx

vidneafhøringer, hvis det efter en konkret vurdering må anses for at være

ubetænkeligt.

Parter kan efter særlige regler meddeles

aktindsigt i afsluttede straffesager, jf. forvaltningslovens § 18. Ved

anmodning om aktindsigt skal myndigheden træffe afgørelse snarest muligt.

Hvis myndigheden ikke kan træffe afgørelse inden 10 dage efter modtagelsen

af begæringen, skal den der har fremsat begæringen underrettes om grunden

hertil, og om hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, jf.

offentlighedslovens § 16, stk. 2 og forvaltningslovens § 16, stk.

2.

Kompetencen til at afgøre om en anmodning om aktindsigt

efter forvaltningsloven eller efter offentlighedsloven skal imødekommes,

er reguleret i Toldkodeksens art. 15 samt i henoldsvis § 16 i

forvaltningsloven og § 15 i offentlighedsloven. Efter disse bestemmelser

ligger kompetencen til i første instans at afgøre en sådan anmodning som

udgangspunkt hos den myndighed, hvor oplysningen er, men indgår

oplysningen i en afgørelsessag, og anmodningen omfatter hele sagen, ligger

kompetencen hos den myndighed, der skal træffe afgørelse i

sagen.

I sager, hvor toldcentrene og told- og

skatteregionerne træffer afgørelse om aktindsigt som 1. instans, kan

afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1. Afgørelser om aktindsigt

truffet af Told- og Skattestyrelsen kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk.

3.

Der er ved klage over toldcentrenes og told- og

skatteregionernes afgørelser om aktindsigt ingen frist for

klage.

II.14.1 Toldcentrenes afgørelser om aktindsigt i

toldsager

Reglerne om retten til aktindsigt og

begrænsningerne i retten til aktindsigt i toldsager findes bl.a. i

Toldkodeksen art. 15, art. 45 i forordning nr. 515/97 om gensidig bistand,

i EU-Kommissionens afgørelse og adfærdskodeks fra 1994 om aktindsigt i

Kommissionens og Rådets dokumenter samt i offentlighedsloven,

forvaltningsloven og sagsbehandlingscirkulæret pkt. 2.4. Disse

bestemmelser vil i de fleste tilfælde betyde, at oplysninger, som er

modtaget fra EU-Kommissionen og udenlandske toldmyndigheder, ikke vil

kunne udleveres, medmindre betingelserne i de pågældende EU-bestemmelser

er opfyldt. Det vil de kun sjældent være, når toldcentret skal træffe

eller har truffet 1. instans-afgørelse.

Herudover findes der

særlige begrænsninger i fx Told og Skats registerregler om

importsystemet.

Der udarbejdes ikke sagsfremstilling i sager

om aktindsigt, hverken forudgående eller efterfølgende.

Der

foretages ikke høring i forbindelse med afgørelse om aktindsigt, bortset

fra eventuelle spørgsmål til afklaring af begæringens omfang. Det

afgørende, for om aktindsigt kan gives, er alene objektivt konstaterbare

forhold ved de pågældende dokumenter mv.

Afgørelse om aktindsigt

skal træffes inden 10 dage fra modtagelsen af aktindsigtsbegæringen.

Alternativt skal der inden for samme frist gives modparten meddelelse om,

hvornår afgørelsen kan forventes at blive truffet og om grunden til

overskridelse af fristen, jf. forvaltningslovens § 16.

Afgørelsen

om aktindsigt skal meddeles skriftligt.

Afgørelsen om

aktindsigt - såvel begunstigende som bebyrdende - skal indeholde en

udførlig angivelse af sagens dokumenter/akter, og hvilke af disse

dokumenter der er givet aktindsigt i, og hvilke der ikke kan gives

aktindsigt i.

En afgørelse, der helt eller delvist ikke

imødekommer en begæring om aktindsigt, skal opfylde Toldkodeksen og

forvaltningslovens krav til begrundelse. Det skal således i generelle,

overordnede vendinger angives hvilken slags dokument der er tale om og med

hvilken hjemmel aktindsigt er nægtet.

Derudover skal afgørelsen

indeholde en klagevejledning, om at afgørelsen kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen. § 17, stk. 1. Det bør

dog klart angives, at klagen af praktiske grunde skal indsendes til det

toldcenter, der har truffet afgørelsen.

Det bemærkes, at der ikke

gælder nogen klagefrist for toldcentrenes afgørelser om aktindsigt i

toldsager.

Når toldcentret har modtaget en klage over en

afgørelse om aktindsigt, sendes sagen hurtigst muligt til Told- og

Skattestyrelsen. Efterfølgende sagsfremstilling og høring skal som anført

ikke udarbejdes og foretages.

II.14.2 Told- og Skattestyrelsens afgørelser om

aktindsigt i toldsager

Toldcentrenes afgørelser af spørgsmål

om aktindsigt kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1. Der gælder ingen frist for

klage over sådanne afgørelser.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 17, stk. 3 kan Told- og Skattestyrelsens afgørelser i klagesager om

spørgsmål om aktindsigt ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Dette gælder også Told- og Skattestyrelsens afgørelser i 1.

instans.

Der gælder her en frist på 3 måneder for

indbringelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse for domstolene, jf.

skattestyrelsesloven § 31, stk. 1 og § 33, stk.

1.

II.15 Domstolsprøvelse

Efter skattestyrelseslovens § 31, stk.

1 er udgangspunktet, at en administrativ afgørelse først kan indbringes

for domstolene, når der foreligger en endelig administrativ

afgørelse.

Efter skattestyrelsesloven § 31, stk. 2 kan sagen

dog indbringes for domstolene 6 måneder efter, at sagen er påklaget til

den endelige administrative klageinstans, selv om denne endnu ikke har

truffet afgørelse i sagen ("overspringsreglen").

Efter

skattestyrelsesloven § 31, stk. 3 skal sagen indbringes for domstolene

senest 3 måneder efter, at den endelige administrative instans enten har

afgjort klagen eller har afvist at behandle klagen. Fristen regnes fra

afgørelsens datering. Fristen kan fraviges, hvis der inden

3-månedersfristens udløb er indgivet en begrundet anmodning om

fristforlængelse til Skatteministeriets Departement, jf.

Skatteministeriets udtalelse i TfS 1994,645.

Efter

skattestyrelsesloven § 32 kan Skatteministeriet indbringe

Landsskatterettens kendelser for domstolene indenfor en frist på 3 måneder

fra kendelsens afsigelse.

Efter skattestyrelsesloven § 33

anlægges sagen ved den landsret, i hvis kreds klageren har hjemting ved

sagens anlæg.

II.16 Henstand i forbindelse med klage

mv.

Indgivelse af en klage har ikke

opsættende virkning for gennemførelsen af den påklagede afgørelse, jf.

Toldkodeksens art. 7 og art. 244. Klageren kan dog ansøge om henstand med

betalingen, jf. Toldkodeksens art. 244 og sagsudlægningsbekendtgørelsens §

15.

En anmodning om henstand kan imødekommes helt eller

delvis, hvis toldmyndighederne har en begrundet formodning om, enten at

afgørelsen ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne eller hvis der

må frygtes uoprettelig skade for klageren, jf. Toldkodeksens art. 244,

stk. 2.

Henstanden vil dog være betinget af, at der

foreligger eller stilles sikkerhed i tilfælde, hvor der er tale om

betaling af import- eller eksportafgifter, jf. Toldkodeksens art. 244,

stk. 2.

Krav om sikkerhedsstillelse kan dog undlades i tilfælde,

hvor et sådant krav på grund af debitors situation ville kunne give

anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter,

jf. Toldkodeksens art. 244, stk. 3.

Afgørelser om henstand vedrører

spørgsmål om betaling og henhører under told- og skatteregionernes

afgørelseskompetence, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 4, jf.

stk. 1.

II.17 Ombudsmandskontrol

Folketingets Ombudsmands kompetence

omfatter efter ombudsmandsloven statsforvaltningen og

kommunalforvaltningen. Toldsager er således omfattet af Ombudsmandens

kontrol.

Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1

år efter afgørelsens dato - også selvom adressaten først bliver bekendt

med afgørelsen senere. Klage til Ombudsmanden har ikke opsættende

virkning. Hvis der i særlovgivningen er adgang til administrativ rekurs,

er det en betingelse for klage til Ombudsmanden, at denne adgang er

udnyttet.

II.18 Udgifter til sagkyndig bistand

Efter skattestyrelseslovens kap. 3A

yder det offentlige et tilskud til delvis dækning af visse udgifter, der

er afholdt i forbindelse med visse klagesager, herunder ved klage til

Landsskatteretten.

Anmodning om omkostningsdækning skal

indgives til den stedlige told- og skatteregion. Told- og skatteregionerne

kan oplyse om de nærmere retningslinier for ydelse af

tilskud.

Lignende dokumenter