Spring til indhold

Retsinformation

Uhjemlet skønsmæssig fastsættelse af boligtillæg. Mangelfuld sagsoplysning. Manglende partshøring.

FOU nr 1991.163UdtalelserFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Uhjemlet skønsmæssig fastsættelse af boligtillæg. Mangelfuld

sagsoplysning. Manglende partshøring.

Et fagforbund klagede for A

over den beregning af boligtillæg, som K kommune - tiltrådt af amtsankenævnet

-havde foretaget.

Forbundet bad mig om at

vurdere, "om det lovmæssigt og fortolkningsmæssigt er korrekt, at

beregning af boligtillæg foretages skønsmæssigt til trods for, at der

foreligger dokumenterede udgifter".

Det fremgik af sagens akter,

at A's familie flyttede til den nuværende bolig den 28. juli 1990, og at det

samlede beregnede boligtillæg til A i den tidligere bolig udgjorde 2.453 kr.

pr. måned.

Det fremgik endvidere, at

kommunen ved afgørelse af 11. marts 1991 skønsmæssigt fastsatte den del af

A's

boligtillæg, der vedrører varme og el til henholdsvis 400 og 300 kr. pr.

måned.

Amtsankenævnet tiltrådte ved en afgørelse af 23. juli 1991 kommunens

beregning.

Amtsankenævnet anførte ved

sin afgørelse, "at nævnet ikke finder anledning til at kritisere

kommunens

skønsmæssige beregning af varme og el med henholdsvis 400 kr. og 300 kr.

månedlig med virkning fra 1. august 1990".

Vedrørende beregning af tillæg til el

:

Det fremgik af en skrivelse

af 8. januar 1991 fra elselskabet til A's samlever (som var afleveret til

kommunen), at familiens anslåede årsforbrug blev ændret til 12.000 kwh. Den

Læs alt

26.

februar 1991 fik kommunens sagsbehandler ved telefonisk henvendelse til

elselskabet oplyst, at "udgiften til el for en familie på 5 personer med

almindelige installationer + opvaskemaskine og tørretumbler udgør i

gennemsnit

6500 kwh pr. år = 6550 kr. inklusive moms pr. år".

I kommunens afgørelse af 11.

marts 1991 anførtes følgende:

"Vedrørende el-udgiften

besluttedes at udgiften fastsættes til gennemsnitsudgiften for en familie på

5

personer med almindelige installationer plus tørretumbler og opvaskemaskine.

Gennemsnitsudgiften udgør for

1991 6.550 kr. inkl. moms pr. år iflg. oplysninger fra (elværket)."

Det fremgik af kommunens

journalark, at A og dennes samlever ved fremmøde den 29. november 1990 fik at

vide, "at udgiften til lys og varme fastsættes skønsmæssigt og kan

reguleres ved dokumentation for en større udgift end det fastsatte, forudsat

at

beløbet ikke overstiger hidtidigt boligtillæg". Tilsvarende anførtes i

en

skrivelse af 17. december 1990 til A.

I en udtalelse af 17. oktober

1991, der blev stilet til amtsankenævnet, anførte kommunen vedrørende

eludgiften følgende:

"El-udgiften er fastsat

på baggrund af familiens hidtidige niveau samt oplysninger fra el-værket.

Med familiens hidtidige

niveau, mener vi, det el-forbrug de havde i tidligere bolig.

Da vi modtog el-opgørelsen

fra (elværket) i febr. 1991, dateret 18/2-91 fandt vi det betænkeligt at

el-forbruget var steget med mere end 58%, hvorfor vi fik en formodning om at

familien har et strømforbrug, der ikke vedrører husholdningen.

Dette medførte at vi

kontaktede el-værket for at få oplyst gennemsnitsudgiften til el for en

familie på 5 personer med almindelige installationer + opvaskemaskine og

tørretumbler.

El-værket oplyste, at

normalforbruget for en familie på 4 personer udgør 4500 kwh pr. år, hvis man

ikke har tørretumbler, vandseng, opvaskemaskine m.m.

For en familie på 5 personer

med ovennævnte forbrugsgoder vil forbruget ifgl. el-værket være på 6500 kwh

pr.

år.

Disse oplysninger fra

el-værket, fandt vi, bekræftede vores formodning om, at familien har et

strømforbrug, der ikke vedrører husholdningen, hvorfor vi besluttede at

fastsætte el-udgiften til det hidtidige niveau, hvilket svarer til

gennemsnitsudgiften ifgl. el-værket."

Kommunen havde forinden i en

tilsvarende udtalelse af 2. oktober 1991 anført følgende:

"Som det fremgår af brev

af 17. december 1990 kan beløbet reguleres, mod fremsendelse af kvittering på

at udgiften er større end det hidtidige dokumenterede beløb.

(K kommune) har således ikke

fundet grundlag for at ændre på beregningen af hverken el- eller

varmeudgiften,

idet vi ikke mener, der forefindes dokumentation for at udgiften er større

end

den beregnede."

Det fremgik af

amtsankenævnets referatark i sagen, at amtsankenævnet den 11. og 15. oktober

1991 var i telefonisk kontakt med A's sagsbehandler i kommunen. I arket er

anført følgende om disse samtaler:

"11.10.91:

Telefonsamtale

med (K) kommune, ...(navn) ... Drøftet (K) kommunes svar til ombudsmanden.

Kommunen har henholdt sig til det indbetalte beløb, som det fremgår af

årsopgørelsen, og ikke efter opgørelsens oplysninger om det faktiske forbrug.

Klager har ikke indsendt dokumentation. Iøvrigt har kommunen ingen

dokumentation fået siden - det fremgår af sagen - og man betaler fortsat 400

kr. månedlig til varme og 300 kr. til el. Kommunen er ikke bekendt med, om

restbeløbet på årsopgørelsen er betalt."

"15.10.91:

Opringning til

(K) kommune, ...(navn)... . Det er fortsat kommunens opfattelse, at

el-forbruget er for stort, idet der antages at være installationer, som ikke

direkte har med husholdningen at gøre, men det begrundes kun i formodninger.

Vedrørende

årsopgørelsen - direkte forespurgt, om kommunen - hvis klager indleverer

kvittering for indbetaling af restbeløbet - vil efterbetale

beløbet....(navn)... udtaler, at man vil drøfte sagen påny på et gruppemøde

og netop

drøfte disse 2 spørgsmål:

Hvad er årsagen til, at el-forbruget er så højt og

Vil kommunen evt. refundere restudgiften på de ca.

2.400 kr. vedrørende årsopgørelsen, hvis klager indleverer kvittering.

Aftalt, at

(K) kommune fremsender ny skrivelse."

Amtsankenævnets sekretariat

havde den 11. oktober 1991 af elselskabet fået oplyst, at familien den 15.

marts 1991 havde indbetalt restbeløbet til selskabet.

I en udtalelse, som jeg

modtog fra amtsankenævnet den 28. oktober 1991 (dateret den 23. oktober

1991),

refererede amtsankenævnet alene kommunens udtalelse af 17. oktober 1991.

Amtsankenævnet anførte

derefter om sin egen afgørelse følgende:

"...

Ved afgørelse den 17. juli

1991 har amtsankenævnet ikke fundet grundlag for at kritisere kommunens skøn

over, at halvdelen af eludgiften udgjorde 300 kr. månedlig. Nævnet har herved

lagt vægt på det oplyste om størrelsen af gennemsnitsudgiften til el for en

familie på 5 personer."

I min afsluttende skrivelse

til forbundet udtalte jeg bl.a. følgende:

"Myndighedernes

afgørelse er truffet i henhold til bistandslovens § 37, stk. 3, som har

følgende ordlyd:

"Boligtillægget ydes til

dækning af enten husleje efter fradrag af tilskud efter boliglovgivningen

eller

terminsydelser vedrørende fast ejendom. Boligtillægget skal endvidere dække

vand, varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og

lignende

løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. For personer, der har

fælles

husførelse med andre end en ægtefælle, beregnes boligtillægget som

udgangspunkt med lige andele til hver af parterne. Hvis de pågældende i

fællesskab ejer en fast ejendom, beregnes tillægget dog forholdsmæssigt efter

de tinglyste andele. Hvis boligudgiften efter en samlet bedømmelse af

familiens

størrelse og forhold i øvrigt skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes

en rimelig og billigere bolig, udgør udgifterne til denne grundlaget for

boligtillægget. Der kan ikke ydes hjælp til den del af boligudgiften, der er

påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp. De årlige udgifter

omregnes til ét månedligt beløb, der ydes sammen med grundydelsen."

I Socialministeriets

vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 (kontanthjælpsvejledningen) er følgende

anført:

"Boligtillægget beregnes

som et månedligt beløb og ydes til dækning af de faktiske løbende udgifter

til

boligen.

...

Boligtillægget skal desuden

dække udgifter til vand, varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende

boligindskudslån og lignende løbende udgifter, der har tilknytning til

boligen.

Hensigten med udtrykket

"lignende løbende udgifter " i § 37, stk. 3, er at fastslå, at

opremsningen ikke er udtømmende.

...

Overgangen til at beregne

hjælpen til dækning af boligudgiften "takstmæssigt" ud fra de

faktiske udgifter og ikke som hidtil ud fra et rimelighedskriterium har

medført

et behov for at sikre imod misbrug. Der er derfor medtaget en bestemmelse i §

37, stk. 3, næstsidste pkt., om, at der ikke kan ydes hjælp til den del af

boligudgiften, som eventuelt er påtaget med henblik på at få den dækket af

kontanthjælp.

..."

Udgangspunktet er herefter -

i modsætning til tidligere -at de faktiske udgifter dækkes.

Det er i sagen ubestridt, at

kommunen forinden sin afgørelse af 11. marts 1991 modtog fyldestgørende

dokumentation for familiens eludgifter for perioden 2. juli 1990 til 31.

januar 1991.

På baggrund heraf og af det

ovenfor beskrevne hændelsesforløb lægger jeg ved min bedømmelse af sagen til

grund, at kommunens afgørelse om at fastsætte eludgiften skønsmæssigt bygger

på

en formodning om, at familien har et strømforbrug, der ikke vedrører

husholdningen. Denne formodning er efter min opfattelse ikke i tilstrækkelig

grad søgt bekræftet.

Familien har således ikke -

efter at dokumentationen var tilvejebragt - forud for afgørelsen af 11. marts

1991 fået lejlighed til at udtale sig om kommunens formodning (herunder det

faktiske grundlag for formodningen), ligesom familien heller ikke ved

kommunens skrivelse af 11. marts 1991 fik kendskab til den egentlige

begrundelse

for kommunens afgørelse.

Den rette fremgangsmåde i en

sådan situation kunne være, at kommunen forud for sin afgørelse gør den

pågældende part bekendt med mistanken og grundlaget for den og opfordrer

parten til nærmere at redegøre for det faktiske forbrug. Efter

omstændighederne

vil kommunen i den forbindelse også kunne tilkendegive, at et manglende eller

utilstrækkeligt svar vil kunne føre til, at kommunen ikke fuldt ud kan lægge

til grund, at hele strømforbruget vedrører husholdningen.

Endvidere henviser jeg til

muligheden for, at kommunen - med beboernes samtykke - foretager

undersøgelser

på stedet, eventuelt med sagkyndig bistand, f.eks. fra elværket. Jeg henviser

nærmere til Juridisk Grundbog, bind 4, 1989, s. 135-136.

Jeg må sammenfattende

konkludere, at kommunen ikke har truffet afgørelse på et fyldestgørende

grundlag, ligesom kommunen har tilsidesat forvaltningslovens regler om

partshøring og begrundelse. Jeg henviser herved til lovens §§ 19 og 24 og til

det almindelige forvaltningsretlige princip vedrørende sagsoplysning,

hvorefter det påhviler den enkelte myndighed at fremskaffe de nødvendige

oplysninger

forud for afgørelsen af en sag. Jeg har fundet disse forhold kritisable.

Jeg har gjort det sociale

udvalg i (K) Kommune bekendt med min opfattelse.

Amtsankenævnets afgørelse

synes derimod at bygge på en retsopfattelse, hvorefter hjælpen til dækning af

boligudgiften kan fastsættes skønsmæssigt ud fra en rimelighedsbetragtning

uanset fyldestgørende dokumentation. Idet jeg henviser til det ovenfor

anførte

om indholdet af de nugældende regler om boligtillæg, jf. bistandslovens § 37,

stk. 3, må jeg anse amtsankenævnets afgørelse for uhjemlet, således som den -

også efter udtalelsen til mig - fremtræder. Jeg har fundet dette forhold

kritisabelt.

Jeg har gjort amtsankenævnet

bekendt med min opfattelse. Da den egentlige begrundelse for kommunens

afgørelse

først kom frem for nævnet, efter at dette havde truffet afgørelse i sagen,

har

jeg derimod ikke grundlag for at kritisere, at amtsankenævnet - som

ankeinstans

- ikke rettede kommunens fejl. På baggrund af det anførte har jeg henstillet

til amtsankenævnet at genoptage sagen og meddele (A) en ny afgørelse."

På baggrund af min udtalelse

foretog kommunen - med deltagelse af en repræsentant fra elværket -

besigtigelse på ejendommen. Herefter traf kommunen en ny afgørelse i sagen.

Ved

afgørelsen lagde kommunen til grund, at en fjerdedel af familiens elforbrug

hidrørte fra værksted og hestestald og således ikke vedrørte husholdningen.

A indbragte også denne

afgørelse for amtsankenævnet (nu Det Sociale Ankenævn), idet hun henviste

til,

at tillægget fortsat var skønsmæssigt fastsat.

Ankenævnet tiltrådte ved et

møde den 26. februar 1992 kommunens afgørelse og lagde herved vægt på, at en

nøjagtig opgørelse over elforbruget ville kræve en omlægning af

installationerne og opsætning af diverse bimålere.

Jeg meddelte ankenævnet, at

jeg havde taget nævnets afgørelse til efterretning.

Lignende dokumenter