Spring til indhold

Retsinformation

Partshøring undladt inden afslag på sygedagpenge. Oplysningsgrundlaget for afgørelsen utilstrækkeligt.

FOU nr 1990.206UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøring undladt inden afslag på sygedagpenge.

Oplysningsgrundlaget for afgørelsen utilstrækkeligt.

Et fagforbund

klagede over en afgørelse fra et amtsankenævn. Amtsankenævnet tiltrådte, at

en kommune havde afslået at udbetale sygedagpenge til A med henvisning til

den da gældende sygedagpengelovs § 48 og til, at hun tidligere havde afvist

at medvirke til revalideringsforanstaltninger i samarbejde med

socialforvaltningen.

Forbundet og A havde i klagen

til mig benægtet, at A skulle have afvist at medvirke til

revalideringsforanstaltninger,

og anført, at der aldrig havde været talt om en egentlig revalideringsplan.

Det fremgik af sagen, at A,

som var sygehjælper, efter fødslen af hendes 2. barn i maj 1988 og

barselsorlov var sygemeldt på grund af bækkenbundsløsning. Hun modtog løn

indtil udgangen af september 1989.

I august 1989 henvendte hun

sig til kommunens dagpengekontor for at anmode om udbetaling af sygedagpenge

fra 1. oktober 1989. Hun havde siden november 1988 været i kontakt med

dagpengeafdelingen og en socialrådgiver med henblik på afklaring af

mulighederne

for arbejdsprøvning og revalidering til mindre rygbelastende arbejde,

eventuelt

en uddannelse som lægesekretær med hjælp efter bistandslovens § 42. Ifølge et

journalnotat af 25. april 1989 fra dagpengeafdelingen havde socialrådgiveren

til dagpengeafdelingen oplyst, at A "selv vil klare

revalidering/uddannelse

- uden socialforvaltningens indblanding". Dagpengeafdelingen standsede

på grund af denne oplysning udbetaling af arbejdsgiverrefusion pr. 30. april

1989.

Læs alt

I forbindelse med A's

henvendelse i august 1989 fik dagpengeafdelingen den 13. september 1989 fra

hendes egen læge oplyst, at hendes helbredstilstand ikke var forværret i

forhold til hans statusbedømmelse fra marts 1989, og at han talrige gange

havde

opfordret hende til at prøve at komme i gang. Afdelingen var endvidere i

kontakt

med Sikringsstyrelsen.

Kommunen afslog herefter den

18. september 1989 at udbetale sygedagpenge fra 1. oktober 1989, idet

kommunen ikke fandt grundlag for at ændre afgørelsen om at standse

dagpengesagen pr. 30. april 1989 i henhold til dagpengelovens § 48.

I klageskrivelsen til

amtsankenævnet bestred forbundet og A kommunens opfattelse og fremstilling af

forløbet i forbindelse med standsningen af refusionsudbetalingen, som hun

aldrig var blevet informeret om. Forbundet redegjorde for, hvilke

bestræbelser

A havde gjort og ville gøre med henblik på at undersøge mulighederne for at

gennemføre en lægesekretæruddannelse.

Amtsankenævnet tiltrådte ved

sin afgørelse kommunens afslag, "idet det fandtes godtgjort, at (A) i

april 1989 overfor socialforvaltningen tilkendegav, at (A) ikke ønskede

socialforvaltningens indblanding i en eventuel uddannelse jfr. herved

bistandslovens § 42".

Kommunen og amtsankenævnet

havde ikke yderligere bemærkninger til sagen i anledning af forbundets klage

til mig.

Efter min gennemgang af sagen

udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet:

"Amtsankenævnet og

kommunen har ved afgørelsen om ikke at udbetale sygedagpenge til (A)

fastholdt

den standsning af sygedagpengesagen, som med henvisning til den dagældende

§ 48 i dagpengeloven skete ved ophøret pr. 30. april 1989 af at udbetale

arbejdsgiverrefusion.

Dagpengelovens § 48 havde

følgende indhold:

"Forpligtelsen til at

yde dagpenge bortfalder, såfremt den sikrede mod det sociale udvalgs og

lægens

opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage

nødvendig lægebehandling eller at deltage i hensigtsmæssig optræning for at

generhverve arbejdsevnen."

En tilsvarende bestemmelse

findes nu i lovens § 8, stk. 1, 1).

Arbejdsgiverrefusion er

betinget af, at den ansatte opfylder betingelserne for at få dagpenge fra

kommunen.

Kommunen indhentede i

forbindelse med sin afgørelse af 18. september 1989 en telefonisk udtalelse

fra

Sikringsstyrelsen, som ifølge kommunens journalkort af 12. september 1989

anførte, at en genoptagelse af dagpengesagen med udbetaling af dagpenge til

(A)

måtte bero på en vurdering af, om der var sket en forværring af hendes

helbred,

og en vurdering af, hvor meget hun selv havde gjort for at komme i gang.

Kommunens efterfølgende kontakt med (A's) egen læge indicerede, at der ikke i

nogen af disse henseender var sket en udvikling.

Kommunens afgørelse om at

stoppe udbetaling af arbejdsgiverrefusion pr. 30. april 1989 og baggrunden

herfor blev ikke meddelt (A), hvilket efter min opfattelse burde være sket.

Når meddelelse om afgørelsen faktisk ikke var givet, forelå ved (A's)

anmodning om udbetaling af dagpenge i august 1989 i realiteten en situation,

som forudsatte en ny stillingtagen til dagpengeberettigelsen, hvor også (A's)

aktuelle forhold måtte inddrages i vurderingen. Jeg henviser i den

forbindelse

også til formuleringen af dagpengelovens § 48 (nu § 8) "mod det sociale

udvalgs og lægens opfordring hertil nægter ...".

Som sagen ligger oplyst for

mig, kontaktede kommunen ikke (A) før afslaget af 18. september 1989 om

udbetaling af sygedagpenge.

Efter min opfattelse burde

(A) have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for kommunens afslag

på

at udbetale dagpenge - dels den oplysning, som havde medført standsning af

dagpengesagen i april 1989, dels hendes egen læges telefoniske oplysninger af

13. september 1989 om hendes bestræbelser på "at komme i gang" -

inden kommunen traf afgørelse i sagen. Jeg henviser i den forbindelse til

bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har gjort (X) Kommune

bekendt med min opfattelse.

I forbindelse med klagen til

amtsankenævnet fremkom (A's) indsigelser mod en del af beslutningsgrundlaget,

nemlig oplysningen fra den 25. april 1989, som fremgik af kommunens

afgørelsesskrivelse af 18. september 1989.

Heller ikke amtsankenævnet

sørgede for at give (A) lejlighed til at udtale sig om de fra hendes egen

læge

indhentede oplysninger fra den 13. september 1989. Når denne partshøring var

forsømt af kommunen, burde amtsankenævnet have gennemført den.

Jeg har gjort amtsankenævnet

bekendt med min opfattelse herom.

På det for amtsankenævnet

foreliggende oplysningsgrundlag, herunder indsigelserne og oplysningerne fra

(A), fandt amtsankenævnet det "godtgjort", at hun i foråret 1989

havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede socialforvaltningens

"indblanding" i en eventuel uddannelse. Amtsankenævnet stadfæstede

med denne begrundelse kommunens afslag på at genoptage dagpengesagen.

Dette bevismæssige spørgsmål

synes således at have været afgørende for amtsankenævnets afgørelse. Ud over

at

bemærke, at denne bevismæssige vurdering efter min opfattelse kan påvirkes

af, at (A) ikke inden afgørelsen og heller ikke i direkte tilknytning til

forløbet

i foråret 1989 havde haft lejlighed til at udtale sig, må jeg stille mig

tvivlende overfor, om amtsankenævnets begrundelse kan bære afgørelsen. Som

anført af Sikringsstyrelsen, måtte der i forbindelse med afgørelsen tages

stilling

til omfanget af (A's) bestræbelser. Hertil kommer, at der efter min

opfattelse måtte foretages en vurdering af (A's) aktuelle indstilling til

revalidering

og dennes betydning for hendes dagpengeberettigelse. Jeg henviser herved til

det ovenfor anførte om en ny stillingtagen i sagen vedrørende (A's)

anmodning om dag- pengeudbetaling i august 1989.

Jeg har derfor henstillet til

amtsankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, hvorved der

tages

stilling til det lige anførte. ..."

Lignende dokumenter