Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.
Fagforeningen B klagede for A
over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. oktober 1991 om afslag på
støtte
til køb af bil efter bistandslovens § 58.
Af sagen fremgik det at A i
1988 var ude for et færdselsuheld. Den 8. marts 1990 ansøgte A om støtte til
bil efter bistandslovens § 58.
Som grundlag for sagens
behandling i revaliderings- og pensionsnævnet blev der anvendt oplysninger om
A's helbred - herunder hans funktionsevne - fra egen læge, fra en speciallæge
i ortopæd-kirurgi samt en vurdering fra kommunens lægekonsulent:
Den 9. april 1990 havde A's
egen læge C foretaget en generel helbredsundersøgelse og stillet følgende
diagnoser:
"Fractura corporis
femoris dxt. sequele (følger efter brud på højre lårben (behandlet med
skinne))
Fractura tali sin. (knust
venstresidige fodrodsknogle)
Fractura bimalleolaris sin. (brud
på begge sider af venstre ankelled)
Pes equino varus sin.
(indadroteret venstre fod)
Degeneratio disci
intervertebralis lumbalis V (forsnævret 5. lændeskive)
Otitis media chronica sin.
(kronisk mellemørebetændelse venstre øre med svære ardannelser)."
Under pkt 8.
"Prognose" med følgende undertekst "Her medtages såvel de
Læs alt
helbredsmæssige udsigter som den
forventede
samlede
udvikling af klientens funktionsduelighed" (min fremhævning)
skrev C: "Der er udsigt til forværring, bl.a. i forbindelse med, at
venstre fodled på et tidspunkt skal gøres stift."
Overkirurg D havde i sin
erklæring af 6. juni 1990 bl.a. skrevet følgende:
"
Diagnose:
fractura malleolorum sin. et
fractura tali sin seqv.,
fractura corpus femoris dxt. c. osteosyntese
seqv..
følger efter brud i ve.
fodled af begge malleoler samt af talus.
følger efter hø. sidigt
lårbensbrud behandlet med osteosyntese.
Tilstanden må betragtes som
stationær, i den forstand at de omhandlede brud er helede.
Det er vel sandsynligt, at
generne fra den hø. lårbensfractur vil aftage noget med tiden. Det samme
gælder
selve bruddene i ve. fodleds malleoler.
Derimod er prognosen for ve.
fodled som helhed mindre gunstig p.g.a. uregelmæssigheder i ledfladen på
talus,
som med tiden vil kunne medføre slidgigtforandringer i fodleddet.
...
Patientens
samlede
handicap må, efter cirkulæret om
støtte til motorkøretøj, placeres under gruppen invaliditet. (min
fremhævning)
..."
Den 17. september 1990
foretog Centralsygehuset i X kontrol og skrev bl.a. følgende:
"17.9.90
Kontrol af hø. hofte, femur og knæ:
viser ingen væsentlige
ændringer fra us. 7.8.89. Der er stadig tydelige defekter i femurskaftet,
især
lat. ud mod skinnen.
Der er intet der tyder på
ostitiske forandringer eller sequesterdannelser.
Kontrol af ve. fodled, suppl. m. sidetomografi:
viser fract.'s stilling
i basis af collum tali uændret fra us. 13.11.89.
Fract. skønnes at være helet
i god stilling. Ved sidetomografien ser man en uregelmæssig knoglestruktur
sv.t. den tidl. fract.linie.
Centralt i dette område ses
en opklaring ca.
12 mm
i diameter.
Man kan ikke udelukke, at det
drejer sig om en ostit og det kan også blot være en defekt i knoglen i
forbindelse med den tidl. fract.
Man kan desværre ikke
sammenligne med tidl. tomografier, da disse 5.9.90 er sendt til
arbejdsskadestyrelsen.
Malleolfract. er helet i god
stilling. Man kan stadig se en fin opklaring gennem basis af mediale
malleol."
I en optegnelse dateret 17.
september 1990 skrev D bl.a.: "((A); min bemærkning) Får tilladelse til
at
belaste fuldt på højre ben, hvor røntgen viser femurfrakturen ophelet.
Afsluttes, men henvender sig
dersom der kommer problemer."
K Kommune sendte sagen til
Revaliderings- og Pensionsnævnet for Y Amt med en indstilling om at A fik
støtte til bil, specialindretning og fritagelse for vægtafgift.
Revaliderings- og pensionsnævnets
sekretariats indstilling af 3. december 1990 indeholdt bl.a. følgende
lægeskøn:
"Følger efter brud især i venstre fodled involverende fodrodsknogle samt
følger efter brud i højre lårben medfører varig indskrænket gangevne med
samtidig betydeligt skånebehov...".
A blev efter det senere
oplyste ikke partshørt inden revaliderings- og pensionsnævnet den 19. april
1991 traf afgørelse.
Nævnet skrev i afgørelsen om
bilstøtte bl.a. følgende:
"
AFGØRELSE.
Nævnet finder, at De ikke
opfylder betingelserne for lån og fritagelse for betaling af vægtafgift.
Betingelserne for støtte til
bil er nærmere beskrevet i bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter
bistandslovens § 58.
Kopi af bekendtgørelsen er
vedlagt.
BEGRUNDELSE.
Som grundlag for afgørelsen
er anvendt oplysninger om Deres helbred - herunder funktionsevne - fra Deres
egen læge, fra en speciallæge i ortopæd-kirurgi og fra kommunens
lægekonsulent.
Deres egen læge anbefaler
støtte til bil.
Speciallægen vurderer, at De
må være berettiget til støtte, såfremt bevilling gives til uddannelsesformål.
Kommunens lægekonsulent
anbefaler støtte til bil.
Nævnets lægekonsulent
anbefaler støtte til hjælpemiddelbil med automatisk transmission og
forstærkning på driftbremsen.
Det sociale udvalg har
indstillet til bevilling af støtte.
Efter en samlet vurdering
finder nævnet, at det ikke er godtgjort, at De er ude af stand til at benytte
offentlige befordringsmidler."
Samtidig bevilgede nævnet ved
en (anden) afgørelse af samme dato støtte til automatisk transmission og
driftbremse med forstærkning til A's bil fra 1977.
A klagede den 3. maj 1991 til
Den Sociale Ankestyrelse over afgørelsen.
Advokat E skrev til nævnet
den 10. maj 1991 om sagen og bad bl.a. om aktindsigt - et indlæg ville følge
senere. Den 17. juni 1991 skrev fagforeningen til nævnet og bad om en hurtig
sagsbehandling. Fagforeningen oplyste bl.a. at A's søn skulle indlægges på
Rigshospitalet.
C foretog en statusbedømmelse
den 20. juni 1991 og skrev:
"...
Der henvises til tidligere
generelle helbredsundersøgelse 09.04.90. Aktuelt skrives statusbedømmelsen
idet
pt. har tiltagende gangbesvær. Stive ve. ankelled, besværet usikker gang. Går
med krykkestokke.
Det er muligt obj. at finde
tydelig svækket muskulatur på ve. underben, idet ve. crus på det tykkeste
sted
måler
37 cm, hø.
crus
38,5 cm.
På femora findes ingen
ændring. Der er således tydelige tegn til følgetilstand efter det
komplicerede
brud i ve. fodgaffel.
Gangdistancen med rimelig
sikker gangfunktion
50 m.
Udtrættes herefter og bliver tiltagende bange for at gå.
Der skal iøvrigt henvises til
udskrivningskort fra Gigthosp. i (...) for indl. 28.02. - 15.03.91, hvor man
konkluderer, at man ikke kan komme længere med fys. terapi. Har anbefalet
anskaffelse af ankelbandage, stokke og ortopædisk fodtøj.
Diagn.:
fract.
corp. fem. dx. seqv.
følger efter brud på hø. lårben
fract. tali sin.
ve-sidig fodrodsknogle fraktur
fract.
bimalleolaris sin
brud på ve. side af ve. ankelled
pes equinovaris
indadroteret ve. fod
degeneratio disci i.v. lumb.V
forsnævret 5. lændeskive
Vurdering af
helbredsforholdenes betydning for social- og sundhedsforvaltningens
sagsbehandling
Gangfunktionen er siden den
generelle helbredsus. for 1 år siden yderligere aftaget, derfor blev pt.
indl.
på (...) Gigthospital mhp. optræning. Man kan aktuelt ikke komme længere end
ovenfor nævnt, dvs. til gangdistance omkring
50 m, hvis gangen skal foregå på
betryggende vis. Jeg finder således, at pt. klart opfylder betingelserne for
støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58."
Revaliderings- og
pensionsnævnet sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse den 26. juni 1991.
Statusbedømmelsen af 20. juni 1991 og en udtalelse fra gigthospitalet af 15.
marts 1991 var vedlagt. Hospitalet skrev følgende:
"Epikrise: 36-årig mand
indl. under ovennævnte diagnose, i det væsentlige rask indtil 1988 hvor pt.
ved
trafikuheld pådrog sig comminutfractur af hø. corp. fem. samt ve.sidig
bimalleolær fractur og fract. af ve. talus. Pt. har stadig smerter såvel i
hvile som ved belastning fra ve. ankel som hæver i løbet af dagen, der er
strammende fornemmelse omkring hø. femur med smerter omkring patella hvor der
er smuttende fornemmelse ved flex. og ext. og lejlighedsvis regulære
knæsvigt.
Pt.s nuværende fodtøj uegnet,
pt. har tidl. fået udleveret ort. sko med gænge og aflastning af ve. lat.
fodrand. Gængen faldt senere af og pt. har ikke monteret den igen. Man
forsøger
med ankelledsbandager og prøver en malleotrainbandage med god virkning. Soc.
rdg. fra GH har overfor (K) kommune anbefalet udover ankelbandage stok og
desuden er der behov for ortopædisk fodtøj. Fra Gigthospitalets side kommer
vi
ikke længere med fys. terapi.
Pt. udskrives."
Den 6. august 1991 bad
fagforeningen Den Sociale Ankestyrelse om at besøge A i hans hjem, og den 2.
september 1991 bad fagforeningen ankestyrelsen om at indhente akter i
forbindelse med en røntgenoptagelse på Centralsygehuset i X. Den 18.
september
1991 indsendte fagforeningen materiale i sagen. Den 19. september 1991 sendte
K
Kommune den omtalte røntgenundersøgelse og en udtalelse fra Reva-X til
Ankestyrelsen.
Røntgenafdelingen på
Centralsygehuset i X skrev den 9. august 1991 følgende:
"
RU af columna thoracolumbalis
viser en let accentueret thoracalkyfosering
og en lidt dekstrokonveks skoliose lumbalt.
Der er en let spondylolistese
mellem L 4 og L 5, idet L 4 er gledet 3-
4
mm
fremad. der er discusdegeneration sv.t. 4. iv.rum.
Der er ingen sikker arcolyse,
men der er ikke foretaget nogen opt.
RD: scoliosis columna
lumbalis l.gr.,
spondylolistesis L IV/
L IV
degeneration disci intervertebralis
columna lumbalis IV.
kyfosis thoracalis
accentuata.
RU af hø. femur og hofteled
viser sammenlignet med 17.09.90 yderligere
sløring af frakturlinierne. Der er fortsat mindre defekt ud mod den laterale
skinne. Der er ingen tegn på ostit.
RD: fractura corporis femoris dx. cum osteosyntesis sequelae.
RU af ve. fodled
viser sammenholdt med 17.09.90 ingen ændring sv.t.
den tidl. beskrevne fraktur. Der er ingen tegn på artrose.
RD: fractura tali malleoli medialis et lateralis pedis sin. sequelae
"
I status efter
arbejdsprøvningen af 21. august 1991 skrev Reva-X bl.a.:
"...
Arbejdsprøvningen har ikke
kunnet gennemføres, da han ((A)) var overordentligt klagende på yderst
dramatiserende og appellerende måde. Trods energiske forsøg lykkedes det ikke
at finde en arbejdsstilling han kunne udholde. Han ville kun være her 2 timer
om dagen, og denne tid tilbragte han med idelige beklagelser. Det var derfor
helt urealistisk at søge arbejdsprøvningen videreført."
Statuserklæringen vedrørende
arbejdsprøvningen var bilagt en udtalelse af 12. august 1991 fra
Industriværkstedet med følgende indhold:
"(A) blev i de få dage
han var mødt afprøvet på snedkerværkstedet ved en manuel samleopgave. Såvel
instruktionsforståelse som håndelag var tilfredsstillende. Arbejdstempoet var
under middel. Der var problemer med at overholde vores faste mødetider om
morgenen kl. 8.15, så tiderne blev for (A) ændret til kl. 10.00 - 14.00. På
grund af smerter kunne han angiveligt ikke klare mere end to timer, og da
denne
periode yderligere ville blive afbrudt af faste pauser samt hans smerte- og
hvilepauser, ville en videreførelse af arbejdsprøvningen blive urealistisk.
(A) klagede dagligt meget
over smerter i ben, mest venstre, endvidere over sovende ben og iskoldt højre
knæ. Dagligt ønskede han at tage hjem før aftalt, og det har været få timer
han
har været til stede. (A) fokuserede meget på sine smerter og arbejdede derfor
meget ukoncentreret i den korte periode her på værkstedet."
Advokat E skrev på ny til
revaliderings- og pensionsnævnet den 11. september 1991. Efter sin gennemgang
af sagens akter kommenterede han nu nævnets afgørelse.
Den 24. september 1991
rettede fagforeningen B henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse og skrev
bl.a.:
"Til illustration af
hvilken håbløs situation ovennævnte medlem nu er havnet i uden invalidebil,
kan
vi oplyse at hustru i uge 37 fik fjernet en knude i sit bryst og at (A) under
operation og hospitalsophold var ude af stand til at transportere sine børn,
besøge sin hustru og købe ind.
Hustru er nu udskrevet, men
kan ikke køre bil. Brugsen sender ikke varer ud. Socialforvaltningen ville
ikke
bevilge hjælp til transport af husholdningsvarer. Familien er afskåret fra
omverdenen.
Den 28. september 1991 bliver
den 13-årige - hjertesyge - dreng indlagt på (X) sygehus. Hans far og mor kan
ikke deltage i stuegang og besøg - ingen af dem kan køre bil -Forestil jer et
forældrepars dybe fortvivlelse, når de bør være hos deres syge barn, men ikke
kan komme dertil uden transport.
(A) kan knap gå en 1/2 km.
Nærmeste rutebil kører 2 -
2,5 km.
fra hjemmet. Hvem skal f.eks. bære den ca. 1 år gamle baby - hustru som netop
er opereret i brystet eller (A), der går med stok? Hvem skal bære
indkøbsposen
med mad?
Situationen er bare så
fortvivlet at det er helt umenneskeligt. Kan Den Sociale Ankestyrelse ikke
fremskynde denne sag?"
Hverken A eller hans
partsrepræsentanter (advokat E og fagforeningen B) blev partshørt inden
Ankestyrelsen den 18. oktober 1991 traf afgørelse i sagen.
Den Sociale Ankestyrelse
stadfæstede revaliderings- og pensionsnævnets afslag og begrundede afgørelsen
således:
"På baggrund af
oplysningerne om Deres helbredsmæssige og øvrige forhold er De ikke
berettiget
til støtte til køb af bil.
Ved afgørelsen har
Ankestyrelsen lagt vægt på, at Deres kørselsbehov ikke står i forbindelse med
et arbejde eller en uddannelse. Ankestyrelsen har desuden lagt vægt på, at
Deres evne til at færdes uden brug af bil ikke varigt er så væsentligt
forringet, at De opfylder de helbredsmæssige betingelser for støtte i henhold
til §§ 1 og 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december
1986
om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, når det drejer sig om
kørsel uden erhvervs- eller uddannelsesmæssigt formål.
Ankestyrelsen har fundet
Deres sag tilstrækkeligt oplyst og har derfor ikke fundet grundlag for at
aflægge Dem et hjemmebesøg."
Afgørelsen indeholdt
endvidere en redegørelse for grundlaget for afslaget - men ikke nogen nærmere
redegørelse for hvorfor A's evne til at færdes uden brug af bil ikke kunne
anses for varigt forringet i en sådan grad, at lovgivningens
"helbredsmæssige betingelser"
for støtte var opfyldt.
Herefter skrev fagforeningen
den 22. oktober 1991 på vegne af A bl.a. følgende til mig:
"...
Vi forstår simpelthen ikke at
ovennævnte, som sidder isoleret i sit hjem, ude af stand til at benytte
offentlige trafikmidler og som må og skal udfylde sin rolle som far til 3
mindreårige børn,
ikke
kan tilkendes
invalidebil efter bistandslovens
§ 58,
stk. 3 og som i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Er den del af loven ikke
gældende mere? Hvornår er den eventuelt trådt ud af kraft?
Hvorfor er (A) ikke
helbredsmæssigt i stand til at få invalidebil, når han ikke kan gå?
Hele familiens situation er
truet grundet faderens manglende mulighed for overhovedet at spille en aktiv
rolle.
Netop nu hvor dette brev
skrives, sidder hustru på Rigshospitalets hjerteafdeling hos deres 13-årige
hjertesyge dreng.
Et psykisk handicappet barn
og 1 baby har måttet anbringes hos familie, fordi faderen ikke kan
transportere
sig selv og/eller børn, ikke kan købe ind og heller ikke tage til København
og
besøge sin syge dreng."
Den 31. oktober 1991 bad jeg
Den Sociale Ankestyrelse og revaliderings- og pensionsnævnet om udtalelser.
Den
4. december 1991 skrev A's advokat, E, til mig og oplyste at han i breve af
henholdsvis 10. maj 1991 og 11. september 1991 havde klaget over
revaliderings-
og pensionsnævnets afgørelser. Efter advokat E's oplysninger var hans breve
aldrig videresendt til Den Sociale Ankestyrelse. Den 5. marts 1992 skrev
nævnet i udtalelsen til mig:
"... (det) kan (...)
oplyses, at revaliderings- og pensionsnævnet ved sagens behandling lagde til
grund, at ansøgeren med en gangdistance på omkring
500 meter, ikke opfyldte
betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil på ikke erhvervsmæssigt
grundlag.
Samtidig vurderede nævnet, at
der ikke forelå en revalideringsplan, der sandsynliggjorde, at ansøgeren via
et revalideringsforløb ville vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Nævnet meddelte herefter
ansøgeren afslag, idet man fandt, at der heller ikke var grundlag for at yde
støtte til køb af bil på uddannelses-/erhvervsmæssigt grundlag."
Og Den Sociale Ankestyrelse
skrev den 30. marts 1992 bl.a. følgende:
"...
Ankestyrelsen tiltrådte ved afgørelse
af 18. oktober 1991 en afgørelse fra Revaliderings- og pensionsnævnet for (Y)
Amt, hvorefter (A) ikke fandtes berettiget til støtte til køb af bil efter
bistandslovens § 58, stk. 3.
Som anført i afgørelsen har
Ankestyrelsen taget udgangspunkt i, at ansøgeren ikke var i erhverv eller
under
uddannelse og derfor skulle opfylde de helbredsmæssige betingelser for at få
tilkendt en såkaldt trivselsbil.
Efter reglerne i § 1 og § 2,
stk. 1, nr. 3) i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil
efter bistandslovens § 58 kan der ydes støtte til køb af bil til personer med
en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen
til at færdes, når ansøgeren har et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig
grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse. Der kan
ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af
alder, helbredstilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt
tilgodeses
ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Ved vurderingen af om en
ansøger opfylder betingelserne for at få støtte til køb af en bil, der skal
anvendes til fritidsformål, skal der foretages en bred vurdering af,
hvorledes
ansøgeren faktisk klarer dagligdagen. Det væsentlige i denne vurdering er dog
den lægelige vurdering, herunder vurderingen af, om der foreligger en varig
funktionsnedsættelse. Der stilles efter praksis større krav til de
helbredsmæssige forholds betydning for ansøgeren ved kørsel til fritidsformål
end ved kørsel til arbejde eller uddannelse.
Som det fremgår af sagen var
(A) i 1988 udsat for en trafikulykke, hvorved han brækkede begge ben. De
seneste oplysninger om hans helbredsmæssige tilstand, der har foreligget for
Ankestyrelsen i forbindelse med afgørelsen, er statusbedømmelse af 20. juni
1991 fra læge (C) og røntgenbeskrivelse af 9. august 1991 fra
Centralsygehuset
i (X). På grundlag heraf og de øvrige lægelige oplysninger i sagen fandt
Ankestyrelsens lægelige rådgiver, at tilstanden ikke var stationær, idet
fodleddet
kunne stivgøres ved operation. På denne baggrund fandtes varighedskriteriet
ikke opfyldt.
Ankestyrelsen tillagde det
endvidere betydning, at revaliderings-og pensionsnævnet havde bevilget støtte
til særlig indretning af familiens bil, og at familien iøvrigt modtog
kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.
Ud fra en samlet vurdering af
oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at
tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter (A) ikke
fandtes at opfylde betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.
..."
Fagforeningen kommenterede
den 23. april 1992 bl.a. myndighedernes udtalelser således:
"For det første er det
ukorrekt at (A) havde eller har en gangdistance på
500 m. (A) har en gangdistance
med stok
på max.
200 m
jfr. kommunen. Se bl.a. (K)
kommunes brev af 11. juli 1991 til Amtsankenævnet.
Der var 2 -
2,5 km. til nærmeste rutebil, så hvad
skulle en gangdistance på
200 m
hjælpe i den sammenhæng? Han kunne ikke og kan fortsat
ikke
færdes udenfor sin bopæl.
Der står i Ankestyrelsens
brev at fodleddet kunne stivgøres - det er
aldrig
blevet foreholdt (A) at en stivgørende operation kunne indicere et
stationærtidspunkt eller forbedre hans situation. Tværtimod!
Arbejdsskadestyrelsen
har således heller ikke afventet operation som afgørende for
stationærtidspunkt, idet mén erstatningen er fastsat.
Tværtimod skriver (C) den
9.4. 1990: "Der er udsigt til forværring. bl.a. i forbindelse med at
venstre fodled på et tidspunkt skal gøres stift."
Og den 20.6. 1991 skriver
samme læge: "Gangfunktionen er siden den generelle helbredsus. for 1 år
siden yderligere aftaget, derfor------- dvs, til
gangdistance omkring
50 m,
hvis gangen skal foregå på betryggende
vis. Jeg finder således at pt. klart opfylder betingelserne for støtte til
køb
af bil efter bistandslovens § 58."
Ingen læger har anbefalet
stivgivende operation, som en forbedring. Alle læger ved at der ikke ligger
en
garanti for forbedring.
Vi vil således meget gerne
have afklaret om Den sociale Ankestyrelse eller anden evt. kommunal myndighed
kan afkræve mennesker en sådan operation, dels for at fastsætte
stationærtidspunkt, dels for at fastsætte invaliditetsgrad, ménprocent eller
tage stilling til invalidebil?
Ankestyrelsen påstår at revaliderings-
og pensionsnævnet havde bevilget støtte til indretning af egen bil. Vi har
ikke
den opfattelse og konkret forholdt det sig således at egen bil var slidt op
og
er frameldt, idet den ikke kunne opfylde almindelige bestemmelser ved et syn.
Familien måtte i hvert enkelt
tilfælde i forbindelse med (A's) undersøgelser på hospital søge om hjælp til
taxa. Det blev nogen gange bevilget og nogen gange blev det ikke - ud fra
konkret trangsvurdering i bistandsloven.
Vi mangler fortsat en meget
yderligere afklaring af, hvorledes en såkaldt trivselsbil skal fortolkes, når
der tales om varig nedsættelse af funktionsevnen til at færdes, når ansøgeren
har et kørselsbehov, der i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og
letter den daglige tilværelse.
ad. 1.Der er varig
nedsættelse af funktionsevnen, som fortsat forringes bl.a. grundet slidgigt
og
smerter.
ad. 2.Forringer evnen til at
færdes. (A) blev efter ulykken afskåret for al form for kontakt uden for sin
bolig. Han kunne ikke køre bil. Han kunne ikke gå til nærmeste offentlige
transportmiddel. Han kunne ikke cykle.
ad. 3.Kørselsbehov. Til
hospital, egen læge, hjemmebesøg ved indlæggelse på gigthospital,
reva.forsøg.
Besøg hos sit hjertesyge barn
på Rigshospitalet.
Deltagelse i konsultationer,
skolebesøg med og omkring sine børn.
Hente varer i brugsen - kort
sagt al form for social- og livsnødvendig kontakt til omverdenen af hensyn
til
egen person og i sin rolle som far.
ad. 4.Følger af lidelsen,
lette daglige tilværelse.
Han har ikke fået støtte til
ovennævnte, tværtimod er han forhindret i at have en alm. daglig tilværelse,
som bilen kunne kompensere for.
Resultatet er således også,
som vi spåede. Familien er gået i stykker. En far, som aldrig efter ulykken
har
kunnet udføre en praktisk opgave omkring sine børn, en mand, som totalt var
afskåret fra at spille nogen rolle, måtte blive mærket. Ægtefællerne er
separerede.
(A) er flyttet til en
handicapbolig i (Z-by) og får forskud på sin pension. Han er fortsat afskåret
fra kontakt med omverdenen. Og kan bl.a. fordi han (ikke) (min tilføjelse)
har
bil have samkvem med sine børn alene.
Huset er sat til salg, men
ender formentlig på tvangsauktion.
..."
Det blev over for mig oplyst
at revaliderings- og pensionsnævnet den 11. september 1992 tilkendte A
forhøjet
almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.
Efter en foreløbig gennemgang
af sagen skrev jeg således til Ankestyrelsen den 18. februar 1993:
"...
Til brug for min videre
behandling af sagen skal jeg anmode om Den Sociale Ankestyrelses
stillingtagen
til følgende forhold:
1. Partshøring
Under revaliderings- og
pensionsnævnets og Den Sociale Ankestyrelses behandling af sagen er der, som
ovenfor beskrevet, indgået en række lægeerklæringer m.v. og andre erklæringer
bl.a. vedrørende resultatet af en arbejdsprøvning.
Hverken (A), advokat (E)
eller (fagforeningen B) ses at være partshørt, jf. forvaltningslovens § 19,
om disse oplysninger, inden revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale
Ankestyrelse traf deres afgørelser.
På den baggrund skal jeg
anmode Den Sociale Ankestyrelse - efter forud indhentet erklæring fra
revaliderings- og pensionsnævnet - om at oplyse, om der under sagens
behandling
er partshørt over de pågældende erklæringer m.v., og i benægtende fald
oplyse,
i hvilket omfang (A), (fagforeningen B) eller advokat (E) var bekendt med de
nævnte erklæringer, og hvilke overvejelser ankestyrelsen og nævnet gjorde sig
om eventuel partshøringspligt, inden afgørelserne blev truffet.
2. Begrundelse
Som begrundelse for sin
afgørelse af 19. april 1991 anførte revaliderings- og pensionsnævnet alene,
at
det ikke var godtgjort, at (A) var ude af stand til at benytte offentlige
befordringsmidler.
I nævnets udtalelse af 5.
marts 1992 til mig blev det
over for mig
oplyst,
at nævnet ved sagens behandling lagde til grund, at (A) med en
gangdistance på omkring
500 m
ikke opfyldte betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil på
ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Det blev videre oplyst, at nævnet havde
vurderet, at der ikke forelå en revalideringsplan, der sandsynliggjorde, at
(A)
via et revalideringsforløb ville vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der var
således ikke grundlag for at yde støtte til køb af bil på
uddannelses-/erhvervsmæssigt grundlag.
Som begrundelse for sin
afgørelse af 18. oktober 1991 anførte Den Sociale Ankestyrelse, at (A's) evne
til at færdes uden brug af bil ikke varigt var så væsentligt forringet, at
han
opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte i henhold til §§ 1 og 2 i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til
køb af bil efter bistandslovens § 58, når det drejer sig om kørsel uden
erhvervs- og uddannelsesmæssigt formål.
I ankestyrelsens udtalelse af
30. marts 1992 blev det
over for mig
oplyst,
at bistandslovens varighedskriterium ikke fandtes opfyldt, idet
(A's) fodled kunne stivgøres ved en operation. Samtidig blev det oplyst, at
styrelsen havde tillagt det betydning, at revaliderings- og pensionsnævnet
havde bevilget støtte til særlig indretning af familiens bil, og at familien
i
øvrigt modtog kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til
de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang
afgørelsen
efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Under
henvisning hertil skal jeg anmode Den Sociale Ankestyrelse og revaliderings-
og pensionsnævnet om eventuelle bemærkninger vedrørende de ledsagende
begrundelser for de nævnte afgørelser.
3. Varighedskriteriet
Ankestyrelsen har over for
mig oplyst, at man ikke har fundet, at (A) havde en varig nedsættelse af
funktionsevnen, idet hans fodled kunne stivgøres ved en operation.
Det fremgår af sagen, jf.
speciallægeerklæringen af 6. juni 1990, at (A's) tilstand må betragtes som
stationær i den forstand, at de omhandlede brud er helet. Også af senere
erklæringer, jf. røntgenbeskrivelsen af 9. august 1991, fremgår det, at der,
for så vidt angår det pågældende fodled, ingen ændringer er.
Jeg skal på den baggrund
anmode Den Sociale Ankestyrelse om en redegørelse for ankestyrelsens praksis
vedrørende forståelsen af varighedskriteriet i §§ 1 og 2 i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, jf. bistandslovens § 58. Jeg
beder i den forbindelse særligt om oplysninger om, i hvilket omfang man
tilskynder en ansøger til at gennemgå større eller mindre operationer, før
man
anerkender, at lidelsen er varig. Samtidig anmoder jeg om oplysninger om,
hvilke hjemmelsmæssige overvejelser styrelsen har gjort sig i den anledning.
4. Sagens oplysning
Den Sociale Ankestyrelse har
over for mig oplyst, at man ved afgørelsen bl.a. har tillagt det betydning,
at
revaliderings- og pensionsnævnet den 19. april 1991 havde bevilget støtte til
særlig indretning af familiens bil (Toyota 1977).
(Fagforeningen B) har over
for mig under sagens behandling oplyst, at bilen "var slidt op og er
frameldt, idet den ikke kunne opfylde almindelige bestemmelser ved syn".
Jeg skal i den forbindelse
udbede mig oplysninger om, hvorvidt ankestyrelsen, inden den traf sin
afgørelse, havde undersøgt, hvorvidt revaliderings- og pensionsnævnets
afgørelse vedrørende hjælp til særlig indretning af familiens bil fortsat var
et aktuelt og relevant tilbud. Jeg udbeder mig samtidig oplysninger om,
hvorvidt
der er yderligere akter i revaliderings- og pensionsnævnets sag vedrørende
støtte til særlig indretning af familiens bil, som ikke er tilsendt mig. I
bekræftende fald bedes disse akter fremsendt til mig sammen med
myndighedernes
udtalelser.
Det fremgår videre af sagen,
at (fagforeningen B) i en skrivelse af 2. september 1991 anmodede Den Sociale
Ankestyrelse om at indhente yderligere akter vedrørende en
røntgenundersøgelse
foretaget på Centralsygehuset i (X). Jeg skal i den forbindelse forespørge,
om
styrelsen indhentede disse akter, og i benægtende fald om begrundelsen
herfor.
Jeg skal i øvrigt henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s.
164.
5. Advokat (E's) klageskrivelser
Advokat (E) har over for mig
oplyst, at han ved skrivelser af henholdsvis 10. maj 1991 og 11. september
1991 klagede over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Efter
advokatens
oplysninger er hans skrivelser aldrig videresendt til Den Sociale
Ankestyrelse.
Idet jeg bemærker, at advokat
(E's) skrivelser heller ikke indgår i de akter, ankestyrelsen nu har sendt
til
mig, skal jeg anmode om styrelsens stillingtagen hertil.
Ved ankestyrelsens første
fremsendelse af sagsakter modtog jeg ikke samtlige akter i sagen. Efter
telefonisk
anmodning fra en af mine medarbejdere har ankestyrelsen foranlediget, at jeg
har fået yderligere akter tilsendt fra (Y) Statsamt og (K) Kommune. Jeg skal
derfor i forbindelse med ankestyrelsens besvarelse af nærværende skrivelse
bede om en bekræftelse på, at samtlige akter nu er tilgået mig. Det bemærkes,
at (fagforeningen B) i sin skrivelse af 23. april 1992 til mig omtaler et
brev
af 11. juli 1991 fra (K) Kommune til amtsankenævnet (nu det sociale
ankenævn),
som heller ikke er blandt de tilsendte akter."
Revaliderings- og
pensionsnævnet svarede den 25. maj 1993 således:
"...
Statsamtet har efterfølgende
fra ankestyrelsen modtaget de relevante sagsakter, som ikke var medsendt med
ovennævnte brev, og statsamtet skal herefter fremkomme med en udtalelse med
det
forbehold, bl.a. om procedure for partshøring og begrundelse for afgørelser,
at
nævnssekretariatet på det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet i
revaliderings- og pensionsnævnet henhørte under amtskommunen, hvorfor
statsamtet ikke har nogen indflydelse hverken på nævnsindstilling eller
udformning af afgørelse.
Med hensyn til de af
ombudsmanden (...) under afsnittet om partshøring stillede spørgsmål, om der
under sagens behandling er partshørt over de erklæringer, som har ligget til
grund for nævnets afgørelse, skal man bemærke, at der ifølge oplysninger fra
medarbejdere i det daværende nævnssekretariat ikke er foretaget partshøring
forud for sagens forelæggelse for nævnet, idet der fra nævnssekretariatets
side
var tale om en indstilling til en positiv afgørelse.
Hertil kan føjes, at nævnet
som traf en for (A) negativ afgørelse, har haft føje til at gå ud fra, at
ansøger må antages at have været bekendt med de oplysninger om sagens
faktiske
omstændigheder, som kunne danne grundlag for sagens afgørelse.
Statsamtet kan ikke
efterfølgende med sikkerhed vurdere, om nævnet har haft ret i denne
antagelse,
men statsamtet vil, hvis en tilsvarende situation skulle opstå, være
opmærksom
på, om en ansøger har ret til at få lejlighed til at fremkomme med sine
bemærkninger, i det omfang nævnet måtte træffe en negativ afgørelse i forhold
til en positiv indstilling fra sekretariatet.
Med hensyn til det af
ombudsmanden (...) i afsnittet om begrundelser anførte, skal statsamtet
bemærke, at man finder, at den af det daværende nævn anvendte begrundelse
næppe
fuldt ud opfylder forvaltningslovens krav til en fyldestgørende begrundelse.
Statsamtet arbejder
imidlertid generelt med en udbygning af de anvendte begrundelser, og de af
ombudsmanden anførte betragtninger vil indgå i statsamtets videre arbejde med
dette spørgsmål.
Med hensyn til de sagsakter,
som i flere omgange er indsendt til ankestyrelsen, skal det bemærkes, at det
ikke efterfølgende er muligt at dokumentere, hvorvidt nævnssekretariatet til
ankestyrelsen har fremsendt brev af henholdsvis 10. maj og 11. september 1991
fra advokat (E).
..."
Ankestyrelsen svarede den 9.
juni 1993 således:
"...
I den anledning kan
Ankestyrelsen oplyse følgende til de ovenfor nævnte punkter:
Ad 1. Partshøring.
Som anført af Ombudsmanden
har der for Ankestyrelsen foreligget sagsakter, som ikke har dannet grundlag
for Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 19. april 1991. Det drejer
sig om en status bedømmelse af 20. juni 1991 fra læge (C) oplysninger fra
Gigthospitalet i (...) vedrørende en indlæggelse i perioden 28. februar 1991
-
15. marts 1991, oplysninger af 21. august 1991 om resultatet af en
arbejdsprøvning på Reva-(X) i perioden 23. juli 1991 - 7. august 1991, samt
resultatet af en røntgenundersøgelse den 9. august 1991.
På Ombudsmandens forespørgsel
kan det oplyses, at disse akter ikke af Ankestyrelsen har været sendt til
partshøring.
For så vidt angår statusbedømmelsen
og oplysningerne fra Gigthospitalet kan det oplyses, at disse er modtaget i
Ankestyrelsen i forbindelse med sagens oversendelse fra Revaliderings- og
pensionsnævnet den 26. juni 1991.
For så vidt angår
røntgenundersøgelsen er denne rekvireret på foranledning af (fagforeningen B)
jf. foreningens brev til Ankestyrelsen af 2. september 1991. Resultatet fra
arbejdsprøvningen er fremsendt af (K) kommune, hvorfra vi også modtog
resultatet af røntgenundersøgelse.
Ankestyrelsen fandt ved
behandlingen af sagen ikke, at oplysningerne i de nævnte akter gjorde en
partshøring påkrævet. I øvrigt bemærkes, at advokat (E) fra nævnet har
modtaget
sagsakterne til gennemsyn i anledning af sin anmodning om aktindsigt, jf.
hans
brev til nævnet af 11. september 1991, hvorfor de akter, som nævnet sendte
til
Ankestyrelsen den 26. juni 1991 må antages at have været bekendt for
ansøger/hans advokat. Det kan i den forbindelse oplyses, at det nævnte brev
af
11. september 1991 forelå for Ankestyrelsen ved sagens behandling jf. herom
under punkt 5.
Som Ombudsmanden er
orienteret om i Ankestyrelsens redegørelse i forbindelse med Ombudsmandens
egen
drift undersøgelse, har Ankestyrelsen nu ændret sine sagsbehandlingsrutiner
bl.a. vedrørende partshøring. Det kan derfor ikke afvises, at Ankestyrelsen,
hvis sagen var under aktuel behandling, ville have foretaget partshøring over
de berørte akter.
Ad 2. Begrundelse.
Ankestyrelsen kan henholde
sig til afgørelsen af 18. oktober 1991 sammenholdt med den supplerende
begrundelse, der er givet i styrelsens udtalelse af 30. marts 1992.
Ad 3. Varighedskriteriet.
Efter § 58, stk. 3, jf. stk.
1, i lov om social bistand kan der til personer med invaliditet eller varig
sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed ydes støtte til erhvervelse af
motorkøretøj.
At en lidelse er varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt, hverken af sig
selv eller ved behandling. Varighedskriteriet skal ses i sammenhæng med, at
støtte til bil ydes for en periode af 6 år.
For så vidt angår den
konkrete sag kan Ankestyrelsen oplyse, at vi har orienteret den læge, der var
rådgivende konsulent ved Ankestyrelsens behandling af sagen, om de indgivne
klager. Vi har herunder forelagt spørgsmålet om rimeligheden af at henvise
til,
at ansøgers fodled vil kunne stivgøres ved en operation.
Lægen har herefter oplyst, at
stivgøringsoperationer af den art, der er aktuel i sagen, ikke kan betegnes
som
risikable. Død ved anæstesi er idag hos raske personer extremt sjælden.
Risiko
for infektion er skønsmæssigt 1-2%, blodprop i benet er i samme
størrelsesorden, men disse komplikationer kan behandles. Der er derimod
risiko
for reoperation på grund af manglende primær heling på skønsmæssigt 20%.
Lægen
skønner, at (A) formentlig vil ende med en stivgøringsoperation af fod og
måske
også fodrod, hvorved han formentlig vil blive smertefri.
Det tilføjes, at
Ankestyrelsen i sin virksomhed ikke beskæftiger sig med sygebehandling og
derfor heller ikke tilskynder ansøgere at gennemgå operationer. Derimod kan
det
i forbindelse med drøftelsen af, om en ansøgers helbredssvækkelse er varig,
være af betydning, hvorledes lægekonsulenten vurderer risikoen ved en
relevant
behandling f.eks. i form af en operation. Ansøgere har ikke pligt til at
underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan medføre fare for liv
eller førlighed.
Ad 4. Sagens oplysning.
Ankestyrelsen har i en
telefonsamtale med (K) kommune den 15. oktober 1991 fået oplyst, at familiens
bil endnu kørte, og at der ikke er automatisk transmission eller driftsbremse
med forstærkning, hvorfor hustruen kører. Telefonnotat herom vedlægges, idet
vi
skal beklage, at notatet ikke tidligere er fremsendt.
Ud over dette telefonnotat er
Ankestyrelsen ikke i besiddelse af akter vedrørende sagen om støtte til
særlig
indretning af familiens bil.
For så vidt angår anmodningen
i brev af 2. september 1991 fra (fagforeningen B) om indhentelse af akter
vedrørende en røntgenundersøgelse kan det oplyses, at vi som følge af
henvendelsen indhentede røntgenbeskrivelse fra (X) sygehus den 6. september
1991, jf. ovenfor punkt 1.
Ad 5. Advokat (E's) klageskrivelser.
(Y) Statsamt, Revaliderings-
og pensionsnævnet har i en herfra indhentet udtalelse af 25. maj 1993 om
advokat (E's) skrivelser oplyst, at det ikke er muligt efterfølgende at
dokumentere,
hvorvidt nævnssekretariatet har fremsendt brev af henholdsvis 10. maj og 11.
september 1991.
Ankestyrelsen kan oplyse, at
vi ikke har modtaget advokatens skrivelse af 10. maj 1991, hvorimod vi har
modtaget kopi af skrivelsen af 11. september 1991.
Advokatens brev af 10. maj
1991 burde have været medsendt til Ankestyrelsen, men er formentlig blevet
opfattet som kun vedrørende aktindsigt efter nævnets afgørelse, idet sagen er
anket til Ankestyrelsen ved et brev af 3. maj 1991, som er underskrevet af
ansøgeren selv.
For så vidt angår brevet af
11. juli 1991 fra (K) Kommune til amtsankenævnet, der er omtalt i skrivelse
af
23. april 1992 fra (fagforeningen B), kan det oplyses, at dette brev ikke har
været blandt de akter, Ankestyrelsen modtog i forbindelse med behandlingen af
den aktuelle sag. (K) Kommune har den 4. juni 1993 telefonisk oplyst over for
Ankestyrelsen, at skrivelsen af 11. juli 1991 vedrører en ansøgning om en
hvilestol efter reglerne for bevilling af hjælpemidler. Denne skrivelse
vedrører
således ikke den aktuelle sag.
Ankestyrelsen beklager det
beskrevne forløb med hensyn til fremsendelse af sagsakter til Ombudsmanden.
..."
Den 15. december 1993 skrev
jeg på ny til Ankestyrelsen.
Jeg redegjorde for sagens
fakta vedrørende "varighedskriteriet" og skrev videre:
"Jeg må herefter forstå
sagen, som den forelå oplyst før Den Sociale Ankestyrelses afgørelse således
at (A's) funktionsnedsættelse blev tilskrevet bruddene i venstre fod
og
højre lårben. (C) angiver endvidere i
den ovenfor citerede helbredsundersøgelse af 9. april 1990 at den
helbredsmæssige,
eller vel snarere, den samlede prognose for (A) var dårlig, da venstre fodled
skulle gøres stift.
Den Sociale Ankestyrelses
efterfølgende begrundelser over for mig forklarer at (A's)
venstre fod
kunne stivgøres, og at (A's)
tilstand/lidelse derfor ikke kunne siges at være stationær - og dermed
opfylde
lovgivningens krav om en varig funktionsnedsættelse.
Efter min umiddelbare
opfattelse er spørgsmålet om hvorvidt en tilstand/lidelse er varig ikke
nødvendigvis sammenfaldende med spørgsmålet om hvorvidt en ansøger har en
varig
funktionsnedsættelse - omend de to spørgsmål i mange situationer vel ofte er
så forbundne at de vurderes og afgøres under ét.
(A's) sag er efter min mening
et eksempel på, at de to vurderinger ikke altid er sammenfaldende.
Ankestyrelsen har efter det oplyste tilsyneladende ikke taget stilling til om
(A's) funktionsduelighed på det foreliggende grundlag - uafhængigt af en
operation - samlet set var tilstrækkeligt nedsat til at yde støtte, eller om,
og i givet fald, i hvilken grad (A's) funktionsduelighed ville forbedres
efter
en operation. Ankestyrelsen har efterfølgende blot henvist til at venstre
fodled kunne stivgøres ved en operation.
Det er min foreløbige
opfattelse at den blotte henvisning til operationsmuligheden og
konstateringen af at (A's) tilstand ikke var stationær ikke på en adækvat og
udtømmende måde tager stilling til spørgsmålet om (A's) eventuelle varige
funktionsnedsættelse.
Jeg har forstået på
Ankestyrelsens udtalelse til mig af 9. juni 1993 at Ankestyrelsen har
forelagt
lægekonsulenten spørgsmålet om rimeligheden af i (A's) sag at henvise til
muligheden for at stivgøre fodleddet ved operation. Ankestyrelsen tilskynder
ikke ansøgere til at gennemgå operation. Men, tilføjer Ankestyrelsen:
"Derimod kan det i forbindelse med drøftelsen af, om en ansøgers
helbredssvækkelse er varig, være af betydning, hvorledes lægekonsulenten
vurderer risikoen ved en relevant behandling f.eks. i form af en
operation".
Jeg må forstå Ankestyrelsen
således, at operation var/er en relevant behandling i (A's) sag. For
ansøgeren
(A) er der måske ikke så langt til at måtte opleve afgørelsen, som om der
stilles krav om behandling.
Uafhængigt af ansøgerens eventuelle
oplevelse må jeg på baggrund af dommen i UfR 1991,755ff spørge, om
Ankestyrelsen vil fastholde, at et operativt indgreb - bl.a. med de risici,
der
nævnes i svaret til mig af 9. juni 1993 - var/er en relevant behandling i
(A's)
sag?"
Hertil svarede Ankestyrelsen
følgende den 2. februar 1994:
"...
Ankestyrelsen har ingen
bemærkninger til selve gengivelsen.
Af Ombudsmandens bemærkninger
vedrørende forståelsen af sagen har Ankestyrelsen især hæftet sig ved
følgende:
·
At (A's) sag efter Ombudsmandens mening er
et eksempel på, at vurderingen af, om en tilstand er varig, ikke nødvendigvis
er sammenfaldende med spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har en varig
funktionsnedsættelse.
·
At det er Ombudsmandens opfattelse, at den
blotte henvisning til operationsmuligheden og konstateringen af, at (A's)
tilstand ikke var stationær, ikke på en adækvat og udtømmende måde tager
stilling til spørgsmålet om pågældendes eventuelle varige
funktionsnedsættelse.
·
At Ombudsmanden forstår Ankestyrelsen
således, at operation var/er en relevant behandling i ovennævntes sag, og at
det for ansøgeren måske ikke er så langt til at måtte opleve afgørelsen som
om,
der stilles krav om behandling.
Herefter spørger Ombudsmanden
på baggrund af dommen i UFR 1991, 755ff om Ankestyrelsen vil fastholde, at et
operativt indgreb - bl.a. med de risici, der nævnes i svaret herfra af 9.
juni
1993 - var/er en relevant behandling i (A's) sag.
Ombudsmandens redegørelse
giver Ankestyrelsen anledning til følgende bemærkninger:
Ankestyrelsen forstår
Ombudsmandens bemærkninger således, at Ombudsmanden forudsætter, at de
helbredsmæssige betingelser for at yde støtte til køb af bil, som er
opstillet
i bistandslovens § 58, stk. 1, sammenholdt med § 1 i Socialministeriets
bekendtgørelse om støtte til køb af bil, vurderes adskilt fra de øvrige
betingelser, når der træffes afgørelse om, hvorvidt en ansøger er berettiget
til støtte.
De øvrige betingelser er
ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at ansøgeren har et nærmere beskrevet
kørselsbehov og ifølge § 2, stk. 2, at det samlede kørselsbehov ikke ud fra
en
vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt
tilgodeses ved andre ordninger.
Ankestyrelsen forudsætter
imidlertid, at de tre nævnte kriterier indgår i en samlet vurdering af, om en
ansøger er berettiget til støtte.
Vi henviser herved til svaret
til Ombudsmanden af 30. marts 1992, hvori der bl.a. står: "Ankestyrelsen
tillagde det endvidere betydning, at revaliderings- og pensionsnævnet havde
bevilget støtte til særlig indretning af familiens bil, og at familien i
øvrigt
modtog kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.
Ud fra en samlet vurdering af
oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at
tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter (A) ikke
fandtes at opfylde betingelserne for bevilling til støtte til køb af
bil."
Det kan bekræftes, at
Ankestyrelsens lægekonsulent efterfølgende har tilkendegivet, at en operation
var og er en relevant behandling i (A's) tilfælde. Som anført i svaret til
Ombudsmanden af 9. juni 1993 tilskynder Ankestyrelsen imidlertid ikke
ansøgere
til at gennemgå operationer. Det vil sige, at Ankestyrelsens afgørelse ikke
bygger på antagelser om, hvorvidt ansøgeren ønsker at gennemgå en operation
eller ej, idet helbredsforholdene vurderes ud fra de i sagen foreliggende
oplysninger.
Efter beskrivelsen af
ansøgerens helbredstilstand m.v. var han på afgørelsestidspunktet ikke efter
Ankestyrelsens praksis berettiget til støtte til køb af bil."
I en skrivelse til
fagforeningen B anførte jeg herefter følgende:
"Indledningsvis tager
jeg revaliderings- og pensionsnævnets og Ankestyrelsens oplysninger og
beklagelser i forbindelse med de af mig rejste spørgsmål om sagens oplysning
og advokat (E's) breve til efterretning.
Nedenfor har jeg udskilt
spørgsmålene om partshøring og afgørelsernes begrundelser under punkterne a)
og b) - og de retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelsens indhold under
punkt c).
a) Partshøring:
Forvaltningslovens § 19 er
formuleret således:
"
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysninger
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i
stk.
2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være
omfattet
af bestemmelsen i stk. 1."
Revaliderings- og pensionsnævnet
oplyser i udtalelse til mig af 25. maj 1993 at man under sagens behandling
gik
ud fra, at (A) var bekendt med de oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder
som kunne danne grundlag for afgørelsen. Derfor undlod nævnet bl.a. at
partshøre
ham om erklæringen fra egen læge af 9. april 1990 og erklæringen fra
speciallæge (D) af 6. juni 1990.
Der er ikke oplysninger i
sagens akter som kan bekræfte at (K) Kommune foretog en partshøring, og jeg
kan
derfor ikke forstå nævnets udtalelse til mig som en oplysning om at (A) var
bekendt med oplysningerne igennem en partshøring foretaget af (K) Kommune.
Den omstændighed at (A)
eventuelt på anden måde var bekendt med de faktiske oplysninger i de to
ovenfor
nævnte erklæringer kan ikke begrunde en undladelse af partshøring.
Pligten til partshøring efter
forvaltningslovens § 19 består selv om parten kender de faktiske oplysninger
-
det afgørende er om parten har kendskab til at oplysningerne indgår i
myndighedens beslutningsgrundlag i den foreliggende sag. Jeg kan i denne
sammenhæng bl.a. henvise til Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven
pkt. 107, og Forvaltningsloven med kommentarer ved John Vogter (Jurist- og
Økonomforbundets forlag 1992, s. 236ff).
Nævnet begrunder endvidere
undladelse af partshøringen med det forhold at sekretariatet havde afgivet
indstilling til nævnet om at træffe en positiv afgørelse. Jeg går ud fra at
nævnet i denne forbindelse henviser til bestemmelsen i § 19, stk. 1,
hvorefter
partshøring kun skal foretages, hvis "... oplysningerne er til ugunst
for
den pågældende part ...".
Pligten til partshøring
gælder som udgangspunkt også i sager, hvor sekretariatet afgiver indstilling
til nævnet om at træffe en for parten fuldt ud positiv afgørelse, men nævnet
træffer en afgørelse der er mindre begunstigende, og herved vurderer og
afvejer
sagens oplysninger anderledes.
Endelig har revaliderings- og
pensionsnævnet oplyst at statsamtet først overtog sekretariatsbetjeningen fra
amtskommunen efter (A's) sag var afgjort. Statsamtet har således ikke haft
indflydelse på nævnsindstillingen, udformningen af afgørelsen eller
sagsbehandlingen i øvrigt.
Jeg har forståelse for de
praktiske problemer en flytning af sekretariatsfunktionen og ændringen i den
sociale styrelseslov i det hele taget kan have medført - også for denne sag.
Men ansvaret for at sekretariatet undlod at partshøre (A) ligger hos den
kompetente myndighed, d.v.s. revaliderings- og pensionsnævnet.
Jeg mener således ikke
revaliderings- og pensionsnævnets forklaringer over for mig kan begrunde at
erklæringerne
af 9. april 1990 og 6. juni 1990 ikke blev sendt til partshøring. -
Revaliderings-
og pensionsnævnets udtalelse til mig om en skærpet opmærksomhed på
rækkevidden af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 tager jeg til
efterretning.
Læge (C's) statusbedømmelse
af 20. juni 1991 indgik sammen med bl.a. oplysninger fra Gigthospitalet i
(...), Reva-(X) og røntgenundersøgelse af 9. august 1991 i grundlaget for Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse. Disse oplysninger blev ikke sendt til
partshøring. Som begrundelse herfor henviser Ankestyrelsen i udtalelse til
mig
af 9. juni 1993 til at Ankestyrelsen ved behandlingen af sagen ikke mente at
oplysningerne i de nævnte akter gjorde en partshøring påkrævet. I øvrigt
havde advokat (E) i anledning af sin anmodning om aktindsigt modtaget
sagsakterne
til gennemsyn fra nævnet, jf. hans kommentarer til nævnet af 11. september
1991. Brevet af 11. september 1991 forelå ved Ankestyrelsens behandling af
sagen. De akter som nævnet sendte til Ankestyrelsen den 26. juni 1991,
heriblandt (C's) statusbedømmelse, måtte således antages at have været (A) og
hans advokat bekendt.
Ankestyrelsen har ikke oplyst
nærmere om de omstændigheder, som man mener kunne begrunde, at partshøringen
ikke var påkrævet. Jeg går ud fra, at Ankestyrelsen, i hvert fald over for
mig,
ville have henvist til de konkrete undtagelsesbestemmelser i § 19, stk. 2,
hvis Ankestyrelsen havde anvendt en eller flere af disse bestemmelser.
Ankestyrelsen fremhævede over
for (A) den 18. oktober 1991, at afgørelsen i sagen var truffet "På
baggrund af oplysningerne om Deres ((A's); min bemærkning) helbredsmæssige
og øvrige forhold.....". (C's) statusbedømmelse var en del af disse
helbredsmæssige oplysninger, og må altså have været vurderet og afvejet i
Ankestyrelsen før afgørelsen blev truffet. Oplysningerne i (C's)
statusbedømmelse
kan på denne baggrund ikke på afgørelsestidspunktet have været uvæsentlige.
Jeg henviser endvidere til
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 108, der har
følgende ordlyd:
"...
Undertiden vil det som følge
af afgørelsens karakter ikke være muligt at afgøre, om en oplysning vil kunne
være til ugunst for parten. I sådanne tilfælde vil der altid være pligt til
at
foretage partshøring."
På grundlag af sagens akter
og oplysninger kan jeg derfor ikke dele Ankestyrelsens vurdering af
oplysningerne i (C's) statusbedømmelse - at de ikke gjorde en partshøring
påkrævet.
Advokat (E) har ikke i sit
brev af 11. september 1991 kommenteret læge (C's) statusbedømmelse af 20.
juni
1991. Advokaten kommenterede derimod lægens generelle helbredsundersøgelse af
9. april 1990. Alene på grundlag af advokat (E's) brev var der ikke grundlag
for Ankestyrelsen til at tro, at advokaten eller (A) havde kendskab til
statusbedømmelsen af 20. juni 1991.
Det fremgår endvidere af
sagen, at (K) Kommune den 7. maj 1991 meddelte revaliderings- og
pensionsnævnet, at kommunen ventede en statusbedømmelse fra læge (C) (af 20.
juni 1991), som ville blive eftersendt de vedlagte sagsakter. Revaliderings-
og pensionsnævnets sekretariat tog den 16. maj 1991 følgende notat til sagen:
"Ans. har anket nævnets
afg. og via advokat anmodet om aktindsigt. Intet at indvende mod
aktindsigt." Den 26. juni 1991 sendte revaliderings- og pensionsnævnet
sagens akter, herunder (C's) statusbedømmelse, til Ankestyrelsen.
Efter sagens akter at dømme
havde Ankestyrelsen således ikke grundlag for at tro, at (A) eller advokat
(E) havde haft lejlighed til forud at læse og kommentere (C's)
statusbedømmelse.
Efter min opfattelse har
oplysningerne i (C's) statusbedømmelse en sådan karakter at Ankestyrelsen
burde have sikret sig at (A) eller hans partsrepræsentant havde haft eller
fik mulighed for at kommentere dem. Jeg mener ikke at Ankestyrelsens
forklaringer over for mig kan begrunde at partshøringen ikke fandt sted.
Jeg anser det derfor for en
fejl at Ankestyrelsen ikke sikrede sig at den nødvendige partshøring fandt
sted. Dette har jeg meddelt Ankestyrelsen.
b) Begrundelse:
Forvaltningsloven indeholder
i §§ 22 og 24 følgende bestemmelser:
"
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold."
"
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelsen af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
Justitsministeriets
vejledning til forvaltningsloven indeholder i punkt 132 følgende
bemærkninger:
"Begrundelsens indhold.
En begrundelse skal fremtræde
som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Det
er ikke muligt at foretage en præcis beskrivelse af, hvor udførligt en
myndighed bør udforme begrundelsen. Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor
aktivt den pågældende part har medvirket i den forudgående sagsbehandling og
på
sagens karakter i øvrigt.
..."
I svar til mig af 25. maj
1993 har revaliderings- og pensionsnævnet tilkendegivet, at begrundelsen i
nævnets afgørelse af 19. april 1991 næppe fuldt ud opfylder
forvaltningslovens
krav om en fyldestgørende begrundelse. Nævnet oplyser samtidig at
sekretariatet (statsamtet) nu generelt arbejder på at udbygge begrundelserne,
og at de betragtninger jeg gav udtryk for i min supplerende høring af 18.
februar 1993 indgår i statsamtets videre overvejelser.
Jeg deler nævnets vurdering
af den oprindelige begrundelses utilstrækkelighed. Efter en opremsning af
samtlige lægelige vurderinger og indstillinger i sagen der alle støtter (A's)
ansøgning om bil, fremstår revaliderings- og pensionsnævnets samlede
vurdering
ubegrundet. Jeg har i øvrigt taget det oplyste om sekretariatets videre
arbejde til efterretning.
Den Sociale Ankestyrelse har
i svar til mig af 9. juni 1993 meddelt, at "Ankestyrelsen kan henholde
sig
til afgørelsen af 18. oktober 1991 sammenholdt med den supplerende
begrundelse,
der er givet i styrelsens udtalelse (til mig, min bemærkning) af 30. marts
1992."
I min supplerende høring af
18. februar 1993 (jf. ovenfor) henviste jeg til bestemmelsen i
forvaltningslovens § 24, stk. 1, hvorefter begrundelser for afgørelser der
bygger på et administrativt skøn, skal oplyse om de hovedhensyn der var
bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen som meddelt (A) i afgørelse af
18. oktober 1991 oplyste ikke om disse hovedhensyn. Afgørelsen henviste blot
til at Ankestyrelsen havde lagt vægt på, at (A's) evne til at færdes uden
brug
af bil ikke varigt var så væsentligt forringet at han opfyldte lovgivningens
helbredsmæssige betingelser for støtte. Først efterfølgende har Ankestyrelsen
over for mig uddybet begrundelsen og forklaret om de hovedhensyn der blev
lagt
til grund for afgørelsen. Den oprindelige begrundelse i afgørelsen af 18.
oktober 1991 er derfor mangelfuld i henhold til forvaltningslovens
bestemmelser
- og delvis misvisende i forhold til Ankestyrelsens efterfølgende
forklaringer
hvoraf fremgår, at man også inddrog andre kriterier end den i afgørelsen
fremhævede
helbredsmæssige vurdering af (A's) funktionsevne. At Ankestyrelsen senere
over for mig har suppleret og udbygget begrundelsen kan ikke afhjælpe at den
oprindelige begrundelse over for (A) var mangelfuld.
Jeg har gjort Ankestyrelsen
opmærksom på min opfattelse.
c) Afgørelsens indhold:
Afgørelsen er truffet i
henhold til bistandslovens § 58. Bestemmelserne i § 58, stk. 1-4, er
formuleret således, jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 med
senere ændringer:
"
§ 58.
Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller
aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder
merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som
1) er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller
2) i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse, eller
3) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Stk. 2.
Socialministeren fastsætter regler om
1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes
støtte, og adgangen til genanskaffelse,
2) hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,
3) i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af
udgiften til et hjælpemiddel,
4) hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til
visse hjælpemidler,
5) hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en
institution.
Stk. 3.
Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes
støtte til erhvervelse af motorkøretøj. Støtten ydes som rentefri lån inden
for
en ramme på 92.000 kr. Socialministeren fastsætter regler om tilbagebetaling
af
lån, herunder om, at pligten til at tilbagebetale en del af lånet kan
bortfalde. Den del af lånet, der skal tilbagebetales, forhøjes med 20 pct. af
den del af indkomstgrundlaget, jf. stk. 4, der overstiger 108.000 kr.
..."
§§ 1 og 2 i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til
køb af bil er formuleret således:
"
§ 1.
Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig
nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at
færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller
fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
§ 2.
For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov
1) i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et
væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller
2) i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige
arbejds- og indtægtsmuligheder, eller
3) hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af
lidelsen og letter den daglige tilværelse.
Stk. 2.
Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov
udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere
hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger."
Om afgørelsen af, hvorvidt en
ansøger opfylder lovens betingelser for at få støtte til køb af bil, der skal
anvendes til fritidsformål, har Ankestyrelsen i svar til mig af 30. marts
1992
oplyst følgende:
"... skal der foretages
en bred vurdering af, hvorledes ansøgeren faktisk klarer dagligdagen. Det
væsentlige i denne vurdering er dog den lægelige vurdering, herunder
vurderingen af, om der foreligger en varig funktionsnedsættelse. Der stilles
efter praksis større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for
ansøgeren ved kørsel til fritidsformål end ved kørsel til arbejde eller
uddannelse."
Om (A's) sag oplyste
Ankestyrelsen herefter:
"Som det fremgår af
sagen var (A) i 1988 udsat for en trafikulykke, hvorved han brækkede begge
ben.
De seneste oplysninger om hans helbredsmæssige tilstand, der har foreligget
for
Ankestyrelsen i forbindelse med afgørelsen, er statusbedømmelse af 20. juni
1991 fra læge (C) og røntgenbeskrivelse af 9. august 1991 fra
Centralsygehuset
i (X). På grundlag heraf og af de øvrige lægelige oplysninger i sagen fandt
Ankestyrelsens lægelige rådgiver, at tilstanden ikke var stationær, idet
fodleddet kunne stivgøres ved operation. På denne baggrund fandtes
varighedskriteriet ikke opfyldt.
Ankestyrelsen tillagde det
endvidere betydning, at revaliderings-og pensionsnævnet havde bevilget støtte
til særlig indretning af familiens bil, og at familien i øvrigt modtog
kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.
Ud fra en samlet vurdering af
oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at
tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter A ikke
fandtes at opfylde betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.
..."
Afgørelsen byggede således
efter det oplyste på et skøn hvori flere faktorer eller kriterier -
heriblandt
en lægelig vurdering af (A's) funktionsnedsættelse - blev afvejet i
forhold til hinanden.
Efter de regler, der gælder
for min virksomhed, kan jeg kun tage stilling til sådanne skønsmæssigt
prægede
afgørelser, når der er særlige omstændigheder i sagen - som f.eks. at
myndigheden
ulovligt har begrænset eller afskåret den skønsmæssige afvejning, har undladt
at inddrage alle relevante kriterier, eller ikke har oplyst sagen
tilstrækkeligt.
I forbindelse med klager over
skønsmæssigt prægede afgørelser der helt eller delvist bygger på særlige
faglige vurderinger, består en væsentlig del af ombudsmandens
kontrolvirksomhed
oftest i at vurdere, om myndighedernes forklaringer fremstår som
sammenhængende og forståelige. En kontrol af de faglige vurderingers
rigtighed ville derimod kræve særlige fagkundskaber som ombudsmanden ikke
har.
For at ombudsmanden kan
udføre sin efterfølgende kontrol er det vigtigt, at myndighederne indgår i en
dialog, og forsøger at forklare de særlige faglige aspekter i sagen som måtte
ligge til grund for den konkrete afgørelse.
I udtalelsen af 30. marts
1992 pegede Ankestyrelsen efterfølgende på et væsentligt element i (A's) sag:
varighedskriteriet. Dette element har jeg søgt afklaret i to efterfølgende
supplerende høringer af 18. februar 1993 og 15. december 1993. Den
supplerende
høring af 15. december 1993 indeholdt mine foreløbige overvejelser om dette
kriterium.
Jeg forudsætter som antaget
af Ankestyrelsen, at de helbredsmæssige betingelser vurderes adskilt fra de
øvrige betingelser - jeg går derimod ikke ud fra at kun de helbredsmæssige
vurderinger lægges til grund for afgørelsen. Ligesom Ankestyrelsen går jeg ud
fra der foretages en samlet vurdering af, om ansøger opfylder betingelserne
for at få støtte.
Ankestyrelsen har ikke i
øvrigt forholdt sig til min forståelse af styrelsens anvendelse af
"varighedskriteriet".
I mangel af sikker viden om
hvordan Ankestyrelsen vurderer forholdet mellem begreberne "en varig
lidelse" og "en varig funktionsnedsættelse" må jeg fastholde
min opfattelse af, at den blotte henvisning til operationsmuligheden og
konstateringen af at (A's) tilstand med hensyn til venstre fod ikke var
stationær, ikke på en udtømmende og forståelig måde tager stilling til
spørgsmålet
om (A's) eventuelle varige funktionsnedsættelse. Jeg finder derfor grundlag
for at kritisere Ankestyrelsens argumentation - dels som den er kommet til
udtryk over for (A) jf. ovenfor i afsnit b) om begrundelser, dels som den
efterfølgende er kommet til udtryk over for mig. Jeg har gjort Ankestyrelsen
bekendt med min opfattelse.
Under henvisning til den
uklarhed der fortsat er i Ankestyrelsens argumentation i (A's) sag - og under
henvisning til omfanget og karakteren af de lægelige vurderinger der støttede
(A's) ansøgning - har jeg henstillet, at Ankestyrelsen tager sagen op til ny
overvejelse.
..."
I tilslutning hertil meddelte
Den Sociale Ankestyrelse mig at den havde besluttet at genoptage A's sag.
NOTER (*1) Jf.
FOB 1989, s. 164, UfR 1991, s. 755ff
Lignende dokumenter
- Om hvorvidt en speciallæges indtægter fra et privathospital kan anses for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed Landsskatteretten · 27. september 2012
- Skattestyrelsen har besvaret følgende spørgsmål med et ”Nej” Landsskatteretten · 3. januar 2023
- Afslag på støtte til køb af bil Retsinformation · 23. juni 2003
- Bortfald af bevilliget støtte til køb af bil Retsinformation · 3. marts 2003
- Opsættende virkning af en offentlig myndigheds klage. Retsinformation · 3. november 2003
- Støtte efter bistandsloven til køb af invalidebil Retsinformation · 21. februar 2019