Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

FOU nr 1994.272UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

Fagforeningen B klagede for A

over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. oktober 1991 om afslag på

støtte

til køb af bil efter bistandslovens § 58.

Af sagen fremgik det at A i

1988 var ude for et færdselsuheld. Den 8. marts 1990 ansøgte A om støtte til

bil efter bistandslovens § 58.

Som grundlag for sagens

behandling i revaliderings- og pensionsnævnet blev der anvendt oplysninger om

A's helbred - herunder hans funktionsevne - fra egen læge, fra en speciallæge

i ortopæd-kirurgi samt en vurdering fra kommunens lægekonsulent:

Den 9. april 1990 havde A's

egen læge C foretaget en generel helbredsundersøgelse og stillet følgende

diagnoser:

"Fractura corporis

femoris dxt. sequele (følger efter brud på højre lårben (behandlet med

skinne))

Fractura tali sin. (knust

venstresidige fodrodsknogle)

Fractura bimalleolaris sin. (brud

på begge sider af venstre ankelled)

Pes equino varus sin.

(indadroteret venstre fod)

Degeneratio disci

intervertebralis lumbalis V (forsnævret 5. lændeskive)

Otitis media chronica sin.

(kronisk mellemørebetændelse venstre øre med svære ardannelser)."

Under pkt 8.

"Prognose" med følgende undertekst "Her medtages såvel de

Læs alt

helbredsmæssige udsigter som den

forventede

samlede

udvikling af klientens funktionsduelighed" (min fremhævning)

skrev C: "Der er udsigt til forværring, bl.a. i forbindelse med, at

venstre fodled på et tidspunkt skal gøres stift."

Overkirurg D havde i sin

erklæring af 6. juni 1990 bl.a. skrevet følgende:

"

Diagnose:

fractura malleolorum sin. et

fractura tali sin seqv.,

fractura corpus femoris dxt. c. osteosyntese

seqv..

følger efter brud i ve.

fodled af begge malleoler samt af talus.

følger efter hø. sidigt

lårbensbrud behandlet med osteosyntese.

Tilstanden må betragtes som

stationær, i den forstand at de omhandlede brud er helede.

Det er vel sandsynligt, at

generne fra den hø. lårbensfractur vil aftage noget med tiden. Det samme

gælder

selve bruddene i ve. fodleds malleoler.

Derimod er prognosen for ve.

fodled som helhed mindre gunstig p.g.a. uregelmæssigheder i ledfladen på

talus,

som med tiden vil kunne medføre slidgigtforandringer i fodleddet.

...

Patientens

samlede

handicap må, efter cirkulæret om

støtte til motorkøretøj, placeres under gruppen invaliditet. (min

fremhævning)

..."

Den 17. september 1990

foretog Centralsygehuset i X kontrol og skrev bl.a. følgende:

"17.9.90

Kontrol af hø. hofte, femur og knæ:

viser ingen væsentlige

ændringer fra us. 7.8.89. Der er stadig tydelige defekter i femurskaftet,

især

lat. ud mod skinnen.

Der er intet der tyder på

ostitiske forandringer eller sequesterdannelser.

Kontrol af ve. fodled, suppl. m. sidetomografi:

viser fract.'s stilling

i basis af collum tali uændret fra us. 13.11.89.

Fract. skønnes at være helet

i god stilling. Ved sidetomografien ser man en uregelmæssig knoglestruktur

sv.t. den tidl. fract.linie.

Centralt i dette område ses

en opklaring ca.

12 mm

i diameter.

Man kan ikke udelukke, at det

drejer sig om en ostit og det kan også blot være en defekt i knoglen i

forbindelse med den tidl. fract.

Man kan desværre ikke

sammenligne med tidl. tomografier, da disse 5.9.90 er sendt til

arbejdsskadestyrelsen.

Malleolfract. er helet i god

stilling. Man kan stadig se en fin opklaring gennem basis af mediale

malleol."

I en optegnelse dateret 17.

september 1990 skrev D bl.a.: "((A); min bemærkning) Får tilladelse til

at

belaste fuldt på højre ben, hvor røntgen viser femurfrakturen ophelet.

Afsluttes, men henvender sig

dersom der kommer problemer."

K Kommune sendte sagen til

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Y Amt med en indstilling om at A fik

støtte til bil, specialindretning og fritagelse for vægtafgift.

Revaliderings- og pensionsnævnets

sekretariats indstilling af 3. december 1990 indeholdt bl.a. følgende

lægeskøn:

"Følger efter brud især i venstre fodled involverende fodrodsknogle samt

følger efter brud i højre lårben medfører varig indskrænket gangevne med

samtidig betydeligt skånebehov...".

A blev efter det senere

oplyste ikke partshørt inden revaliderings- og pensionsnævnet den 19. april

1991 traf afgørelse.

Nævnet skrev i afgørelsen om

bilstøtte bl.a. følgende:

"

AFGØRELSE.

Nævnet finder, at De ikke

opfylder betingelserne for lån og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Betingelserne for støtte til

bil er nærmere beskrevet i bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter

bistandslovens § 58.

Kopi af bekendtgørelsen er

vedlagt.

BEGRUNDELSE.

Som grundlag for afgørelsen

er anvendt oplysninger om Deres helbred - herunder funktionsevne - fra Deres

egen læge, fra en speciallæge i ortopæd-kirurgi og fra kommunens

lægekonsulent.

Deres egen læge anbefaler

støtte til bil.

Speciallægen vurderer, at De

må være berettiget til støtte, såfremt bevilling gives til uddannelsesformål.

Kommunens lægekonsulent

anbefaler støtte til bil.

Nævnets lægekonsulent

anbefaler støtte til hjælpemiddelbil med automatisk transmission og

forstærkning på driftbremsen.

Det sociale udvalg har

indstillet til bevilling af støtte.

Efter en samlet vurdering

finder nævnet, at det ikke er godtgjort, at De er ude af stand til at benytte

offentlige befordringsmidler."

Samtidig bevilgede nævnet ved

en (anden) afgørelse af samme dato støtte til automatisk transmission og

driftbremse med forstærkning til A's bil fra 1977.

A klagede den 3. maj 1991 til

Den Sociale Ankestyrelse over afgørelsen.

Advokat E skrev til nævnet

den 10. maj 1991 om sagen og bad bl.a. om aktindsigt - et indlæg ville følge

senere. Den 17. juni 1991 skrev fagforeningen til nævnet og bad om en hurtig

sagsbehandling. Fagforeningen oplyste bl.a. at A's søn skulle indlægges på

Rigshospitalet.

C foretog en statusbedømmelse

den 20. juni 1991 og skrev:

"...

Der henvises til tidligere

generelle helbredsundersøgelse 09.04.90. Aktuelt skrives statusbedømmelsen

idet

pt. har tiltagende gangbesvær. Stive ve. ankelled, besværet usikker gang. Går

med krykkestokke.

Det er muligt obj. at finde

tydelig svækket muskulatur på ve. underben, idet ve. crus på det tykkeste

sted

måler

37 cm, hø.

crus

38,5 cm.

På femora findes ingen

ændring. Der er således tydelige tegn til følgetilstand efter det

komplicerede

brud i ve. fodgaffel.

Gangdistancen med rimelig

sikker gangfunktion

50 m.

Udtrættes herefter og bliver tiltagende bange for at gå.

Der skal iøvrigt henvises til

udskrivningskort fra Gigthosp. i (...) for indl. 28.02. - 15.03.91, hvor man

konkluderer, at man ikke kan komme længere med fys. terapi. Har anbefalet

anskaffelse af ankelbandage, stokke og ortopædisk fodtøj.

Diagn.:

fract.

corp. fem. dx. seqv.

følger efter brud på hø. lårben

fract. tali sin.

ve-sidig fodrodsknogle fraktur

fract.

bimalleolaris sin

brud på ve. side af ve. ankelled

pes equinovaris

indadroteret ve. fod

degeneratio disci i.v. lumb.V

forsnævret 5. lændeskive

Vurdering af

helbredsforholdenes betydning for social- og sundhedsforvaltningens

sagsbehandling

Gangfunktionen er siden den

generelle helbredsus. for 1 år siden yderligere aftaget, derfor blev pt.

indl.

på (...) Gigthospital mhp. optræning. Man kan aktuelt ikke komme længere end

ovenfor nævnt, dvs. til gangdistance omkring

50 m, hvis gangen skal foregå på

betryggende vis. Jeg finder således, at pt. klart opfylder betingelserne for

støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58."

Revaliderings- og

pensionsnævnet sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse den 26. juni 1991.

Statusbedømmelsen af 20. juni 1991 og en udtalelse fra gigthospitalet af 15.

marts 1991 var vedlagt. Hospitalet skrev følgende:

"Epikrise: 36-årig mand

indl. under ovennævnte diagnose, i det væsentlige rask indtil 1988 hvor pt.

ved

trafikuheld pådrog sig comminutfractur af hø. corp. fem. samt ve.sidig

bimalleolær fractur og fract. af ve. talus. Pt. har stadig smerter såvel i

hvile som ved belastning fra ve. ankel som hæver i løbet af dagen, der er

strammende fornemmelse omkring hø. femur med smerter omkring patella hvor der

er smuttende fornemmelse ved flex. og ext. og lejlighedsvis regulære

knæsvigt.

Pt.s nuværende fodtøj uegnet,

pt. har tidl. fået udleveret ort. sko med gænge og aflastning af ve. lat.

fodrand. Gængen faldt senere af og pt. har ikke monteret den igen. Man

forsøger

med ankelledsbandager og prøver en malleotrainbandage med god virkning. Soc.

rdg. fra GH har overfor (K) kommune anbefalet udover ankelbandage stok og

desuden er der behov for ortopædisk fodtøj. Fra Gigthospitalets side kommer

vi

ikke længere med fys. terapi.

Pt. udskrives."

Den 6. august 1991 bad

fagforeningen Den Sociale Ankestyrelse om at besøge A i hans hjem, og den 2.

september 1991 bad fagforeningen ankestyrelsen om at indhente akter i

forbindelse med en røntgenoptagelse på Centralsygehuset i X. Den 18.

september

1991 indsendte fagforeningen materiale i sagen. Den 19. september 1991 sendte

K

Kommune den omtalte røntgenundersøgelse og en udtalelse fra Reva-X til

Ankestyrelsen.

Røntgenafdelingen på

Centralsygehuset i X skrev den 9. august 1991 følgende:

"

RU af columna thoracolumbalis

viser en let accentueret thoracalkyfosering

og en lidt dekstrokonveks skoliose lumbalt.

Der er en let spondylolistese

mellem L 4 og L 5, idet L 4 er gledet 3-

4

mm

fremad. der er discusdegeneration sv.t. 4. iv.rum.

Der er ingen sikker arcolyse,

men der er ikke foretaget nogen opt.

RD: scoliosis columna

lumbalis l.gr.,

spondylolistesis L IV/

L IV

degeneration disci intervertebralis

columna lumbalis IV.

kyfosis thoracalis

accentuata.

RU af hø. femur og hofteled

viser sammenlignet med 17.09.90 yderligere

sløring af frakturlinierne. Der er fortsat mindre defekt ud mod den laterale

skinne. Der er ingen tegn på ostit.

RD: fractura corporis femoris dx. cum osteosyntesis sequelae.

RU af ve. fodled

viser sammenholdt med 17.09.90 ingen ændring sv.t.

den tidl. beskrevne fraktur. Der er ingen tegn på artrose.

RD: fractura tali malleoli medialis et lateralis pedis sin. sequelae

"

I status efter

arbejdsprøvningen af 21. august 1991 skrev Reva-X bl.a.:

"...

Arbejdsprøvningen har ikke

kunnet gennemføres, da han ((A)) var overordentligt klagende på yderst

dramatiserende og appellerende måde. Trods energiske forsøg lykkedes det ikke

at finde en arbejdsstilling han kunne udholde. Han ville kun være her 2 timer

om dagen, og denne tid tilbragte han med idelige beklagelser. Det var derfor

helt urealistisk at søge arbejdsprøvningen videreført."

Statuserklæringen vedrørende

arbejdsprøvningen var bilagt en udtalelse af 12. august 1991 fra

Industriværkstedet med følgende indhold:

"(A) blev i de få dage

han var mødt afprøvet på snedkerværkstedet ved en manuel samleopgave. Såvel

instruktionsforståelse som håndelag var tilfredsstillende. Arbejdstempoet var

under middel. Der var problemer med at overholde vores faste mødetider om

morgenen kl. 8.15, så tiderne blev for (A) ændret til kl. 10.00 - 14.00. På

grund af smerter kunne han angiveligt ikke klare mere end to timer, og da

denne

periode yderligere ville blive afbrudt af faste pauser samt hans smerte- og

hvilepauser, ville en videreførelse af arbejdsprøvningen blive urealistisk.

(A) klagede dagligt meget

over smerter i ben, mest venstre, endvidere over sovende ben og iskoldt højre

knæ. Dagligt ønskede han at tage hjem før aftalt, og det har været få timer

han

har været til stede. (A) fokuserede meget på sine smerter og arbejdede derfor

meget ukoncentreret i den korte periode her på værkstedet."

Advokat E skrev på ny til

revaliderings- og pensionsnævnet den 11. september 1991. Efter sin gennemgang

af sagens akter kommenterede han nu nævnets afgørelse.

Den 24. september 1991

rettede fagforeningen B henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse og skrev

bl.a.:

"Til illustration af

hvilken håbløs situation ovennævnte medlem nu er havnet i uden invalidebil,

kan

vi oplyse at hustru i uge 37 fik fjernet en knude i sit bryst og at (A) under

operation og hospitalsophold var ude af stand til at transportere sine børn,

besøge sin hustru og købe ind.

Hustru er nu udskrevet, men

kan ikke køre bil. Brugsen sender ikke varer ud. Socialforvaltningen ville

ikke

bevilge hjælp til transport af husholdningsvarer. Familien er afskåret fra

omverdenen.

Den 28. september 1991 bliver

den 13-årige - hjertesyge - dreng indlagt på (X) sygehus. Hans far og mor kan

ikke deltage i stuegang og besøg - ingen af dem kan køre bil -Forestil jer et

forældrepars dybe fortvivlelse, når de bør være hos deres syge barn, men ikke

kan komme dertil uden transport.

(A) kan knap gå en 1/2 km.

Nærmeste rutebil kører 2 -

2,5 km.

fra hjemmet. Hvem skal f.eks. bære den ca. 1 år gamle baby - hustru som netop

er opereret i brystet eller (A), der går med stok? Hvem skal bære

indkøbsposen

med mad?

Situationen er bare så

fortvivlet at det er helt umenneskeligt. Kan Den Sociale Ankestyrelse ikke

fremskynde denne sag?"

Hverken A eller hans

partsrepræsentanter (advokat E og fagforeningen B) blev partshørt inden

Ankestyrelsen den 18. oktober 1991 traf afgørelse i sagen.

Den Sociale Ankestyrelse

stadfæstede revaliderings- og pensionsnævnets afslag og begrundede afgørelsen

således:

"På baggrund af

oplysningerne om Deres helbredsmæssige og øvrige forhold er De ikke

berettiget

til støtte til køb af bil.

Ved afgørelsen har

Ankestyrelsen lagt vægt på, at Deres kørselsbehov ikke står i forbindelse med

et arbejde eller en uddannelse. Ankestyrelsen har desuden lagt vægt på, at

Deres evne til at færdes uden brug af bil ikke varigt er så væsentligt

forringet, at De opfylder de helbredsmæssige betingelser for støtte i henhold

til §§ 1 og 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december

1986

om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, når det drejer sig om

kørsel uden erhvervs- eller uddannelsesmæssigt formål.

Ankestyrelsen har fundet

Deres sag tilstrækkeligt oplyst og har derfor ikke fundet grundlag for at

aflægge Dem et hjemmebesøg."

Afgørelsen indeholdt

endvidere en redegørelse for grundlaget for afslaget - men ikke nogen nærmere

redegørelse for hvorfor A's evne til at færdes uden brug af bil ikke kunne

anses for varigt forringet i en sådan grad, at lovgivningens

"helbredsmæssige betingelser"

for støtte var opfyldt.

Herefter skrev fagforeningen

den 22. oktober 1991 på vegne af A bl.a. følgende til mig:

"...

Vi forstår simpelthen ikke at

ovennævnte, som sidder isoleret i sit hjem, ude af stand til at benytte

offentlige trafikmidler og som må og skal udfylde sin rolle som far til 3

mindreårige børn,

ikke

kan tilkendes

invalidebil efter bistandslovens

§ 58,

stk. 3 og som i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Er den del af loven ikke

gældende mere? Hvornår er den eventuelt trådt ud af kraft?

Hvorfor er (A) ikke

helbredsmæssigt i stand til at få invalidebil, når han ikke kan gå?

Hele familiens situation er

truet grundet faderens manglende mulighed for overhovedet at spille en aktiv

rolle.

Netop nu hvor dette brev

skrives, sidder hustru på Rigshospitalets hjerteafdeling hos deres 13-årige

hjertesyge dreng.

Et psykisk handicappet barn

og 1 baby har måttet anbringes hos familie, fordi faderen ikke kan

transportere

sig selv og/eller børn, ikke kan købe ind og heller ikke tage til København

og

besøge sin syge dreng."

Den 31. oktober 1991 bad jeg

Den Sociale Ankestyrelse og revaliderings- og pensionsnævnet om udtalelser.

Den

4. december 1991 skrev A's advokat, E, til mig og oplyste at han i breve af

henholdsvis 10. maj 1991 og 11. september 1991 havde klaget over

revaliderings-

og pensionsnævnets afgørelser. Efter advokat E's oplysninger var hans breve

aldrig videresendt til Den Sociale Ankestyrelse. Den 5. marts 1992 skrev

nævnet i udtalelsen til mig:

"... (det) kan (...)

oplyses, at revaliderings- og pensionsnævnet ved sagens behandling lagde til

grund, at ansøgeren med en gangdistance på omkring

500 meter, ikke opfyldte

betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil på ikke erhvervsmæssigt

grundlag.

Samtidig vurderede nævnet, at

der ikke forelå en revalideringsplan, der sandsynliggjorde, at ansøgeren via

et revalideringsforløb ville vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Nævnet meddelte herefter

ansøgeren afslag, idet man fandt, at der heller ikke var grundlag for at yde

støtte til køb af bil på uddannelses-/erhvervsmæssigt grundlag."

Og Den Sociale Ankestyrelse

skrev den 30. marts 1992 bl.a. følgende:

"...

Ankestyrelsen tiltrådte ved afgørelse

af 18. oktober 1991 en afgørelse fra Revaliderings- og pensionsnævnet for (Y)

Amt, hvorefter (A) ikke fandtes berettiget til støtte til køb af bil efter

bistandslovens § 58, stk. 3.

Som anført i afgørelsen har

Ankestyrelsen taget udgangspunkt i, at ansøgeren ikke var i erhverv eller

under

uddannelse og derfor skulle opfylde de helbredsmæssige betingelser for at få

tilkendt en såkaldt trivselsbil.

Efter reglerne i § 1 og § 2,

stk. 1, nr. 3) i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil

efter bistandslovens § 58 kan der ydes støtte til køb af bil til personer med

en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen

til at færdes, når ansøgeren har et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig

grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse. Der kan

ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af

alder, helbredstilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt

tilgodeses

ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Ved vurderingen af om en

ansøger opfylder betingelserne for at få støtte til køb af en bil, der skal

anvendes til fritidsformål, skal der foretages en bred vurdering af,

hvorledes

ansøgeren faktisk klarer dagligdagen. Det væsentlige i denne vurdering er dog

den lægelige vurdering, herunder vurderingen af, om der foreligger en varig

funktionsnedsættelse. Der stilles efter praksis større krav til de

helbredsmæssige forholds betydning for ansøgeren ved kørsel til fritidsformål

end ved kørsel til arbejde eller uddannelse.

Som det fremgår af sagen var

(A) i 1988 udsat for en trafikulykke, hvorved han brækkede begge ben. De

seneste oplysninger om hans helbredsmæssige tilstand, der har foreligget for

Ankestyrelsen i forbindelse med afgørelsen, er statusbedømmelse af 20. juni

1991 fra læge (C) og røntgenbeskrivelse af 9. august 1991 fra

Centralsygehuset

i (X). På grundlag heraf og de øvrige lægelige oplysninger i sagen fandt

Ankestyrelsens lægelige rådgiver, at tilstanden ikke var stationær, idet

fodleddet

kunne stivgøres ved operation. På denne baggrund fandtes varighedskriteriet

ikke opfyldt.

Ankestyrelsen tillagde det

endvidere betydning, at revaliderings-og pensionsnævnet havde bevilget støtte

til særlig indretning af familiens bil, og at familien iøvrigt modtog

kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.

Ud fra en samlet vurdering af

oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at

tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter (A) ikke

fandtes at opfylde betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.

..."

Fagforeningen kommenterede

den 23. april 1992 bl.a. myndighedernes udtalelser således:

"For det første er det

ukorrekt at (A) havde eller har en gangdistance på

500 m. (A) har en gangdistance

med stok

på max.

200 m

jfr. kommunen. Se bl.a. (K)

kommunes brev af 11. juli 1991 til Amtsankenævnet.

Der var 2 -

2,5 km. til nærmeste rutebil, så hvad

skulle en gangdistance på

200 m

hjælpe i den sammenhæng? Han kunne ikke og kan fortsat

ikke

færdes udenfor sin bopæl.

Der står i Ankestyrelsens

brev at fodleddet kunne stivgøres - det er

aldrig

blevet foreholdt (A) at en stivgørende operation kunne indicere et

stationærtidspunkt eller forbedre hans situation. Tværtimod!

Arbejdsskadestyrelsen

har således heller ikke afventet operation som afgørende for

stationærtidspunkt, idet mén erstatningen er fastsat.

Tværtimod skriver (C) den

9.4. 1990: "Der er udsigt til forværring. bl.a. i forbindelse med at

venstre fodled på et tidspunkt skal gøres stift."

Og den 20.6. 1991 skriver

samme læge: "Gangfunktionen er siden den generelle helbredsus. for 1 år

siden yderligere aftaget, derfor------- dvs, til

gangdistance omkring

50 m,

hvis gangen skal foregå på betryggende

vis. Jeg finder således at pt. klart opfylder betingelserne for støtte til

køb

af bil efter bistandslovens § 58."

Ingen læger har anbefalet

stivgivende operation, som en forbedring. Alle læger ved at der ikke ligger

en

garanti for forbedring.

Vi vil således meget gerne

have afklaret om Den sociale Ankestyrelse eller anden evt. kommunal myndighed

kan afkræve mennesker en sådan operation, dels for at fastsætte

stationærtidspunkt, dels for at fastsætte invaliditetsgrad, ménprocent eller

tage stilling til invalidebil?

Ankestyrelsen påstår at revaliderings-

og pensionsnævnet havde bevilget støtte til indretning af egen bil. Vi har

ikke

den opfattelse og konkret forholdt det sig således at egen bil var slidt op

og

er frameldt, idet den ikke kunne opfylde almindelige bestemmelser ved et syn.

Familien måtte i hvert enkelt

tilfælde i forbindelse med (A's) undersøgelser på hospital søge om hjælp til

taxa. Det blev nogen gange bevilget og nogen gange blev det ikke - ud fra

konkret trangsvurdering i bistandsloven.

Vi mangler fortsat en meget

yderligere afklaring af, hvorledes en såkaldt trivselsbil skal fortolkes, når

der tales om varig nedsættelse af funktionsevnen til at færdes, når ansøgeren

har et kørselsbehov, der i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og

letter den daglige tilværelse.

ad. 1.Der er varig

nedsættelse af funktionsevnen, som fortsat forringes bl.a. grundet slidgigt

og

smerter.

ad. 2.Forringer evnen til at

færdes. (A) blev efter ulykken afskåret for al form for kontakt uden for sin

bolig. Han kunne ikke køre bil. Han kunne ikke gå til nærmeste offentlige

transportmiddel. Han kunne ikke cykle.

ad. 3.Kørselsbehov. Til

hospital, egen læge, hjemmebesøg ved indlæggelse på gigthospital,

reva.forsøg.

Besøg hos sit hjertesyge barn

på Rigshospitalet.

Deltagelse i konsultationer,

skolebesøg med og omkring sine børn.

Hente varer i brugsen - kort

sagt al form for social- og livsnødvendig kontakt til omverdenen af hensyn

til

egen person og i sin rolle som far.

ad. 4.Følger af lidelsen,

lette daglige tilværelse.

Han har ikke fået støtte til

ovennævnte, tværtimod er han forhindret i at have en alm. daglig tilværelse,

som bilen kunne kompensere for.

Resultatet er således også,

som vi spåede. Familien er gået i stykker. En far, som aldrig efter ulykken

har

kunnet udføre en praktisk opgave omkring sine børn, en mand, som totalt var

afskåret fra at spille nogen rolle, måtte blive mærket. Ægtefællerne er

separerede.

(A) er flyttet til en

handicapbolig i (Z-by) og får forskud på sin pension. Han er fortsat afskåret

fra kontakt med omverdenen. Og kan bl.a. fordi han (ikke) (min tilføjelse)

har

bil have samkvem med sine børn alene.

Huset er sat til salg, men

ender formentlig på tvangsauktion.

..."

Det blev over for mig oplyst

at revaliderings- og pensionsnævnet den 11. september 1992 tilkendte A

forhøjet

almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.

Efter en foreløbig gennemgang

af sagen skrev jeg således til Ankestyrelsen den 18. februar 1993:

"...

Til brug for min videre

behandling af sagen skal jeg anmode om Den Sociale Ankestyrelses

stillingtagen

til følgende forhold:

1. Partshøring

Under revaliderings- og

pensionsnævnets og Den Sociale Ankestyrelses behandling af sagen er der, som

ovenfor beskrevet, indgået en række lægeerklæringer m.v. og andre erklæringer

bl.a. vedrørende resultatet af en arbejdsprøvning.

Hverken (A), advokat (E)

eller (fagforeningen B) ses at være partshørt, jf. forvaltningslovens § 19,

om disse oplysninger, inden revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale

Ankestyrelse traf deres afgørelser.

På den baggrund skal jeg

anmode Den Sociale Ankestyrelse - efter forud indhentet erklæring fra

revaliderings- og pensionsnævnet - om at oplyse, om der under sagens

behandling

er partshørt over de pågældende erklæringer m.v., og i benægtende fald

oplyse,

i hvilket omfang (A), (fagforeningen B) eller advokat (E) var bekendt med de

nævnte erklæringer, og hvilke overvejelser ankestyrelsen og nævnet gjorde sig

om eventuel partshøringspligt, inden afgørelserne blev truffet.

2. Begrundelse

Som begrundelse for sin

afgørelse af 19. april 1991 anførte revaliderings- og pensionsnævnet alene,

at

det ikke var godtgjort, at (A) var ude af stand til at benytte offentlige

befordringsmidler.

I nævnets udtalelse af 5.

marts 1992 til mig blev det

over for mig

oplyst,

at nævnet ved sagens behandling lagde til grund, at (A) med en

gangdistance på omkring

500 m

ikke opfyldte betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil på

ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Det blev videre oplyst, at nævnet havde

vurderet, at der ikke forelå en revalideringsplan, der sandsynliggjorde, at

(A)

via et revalideringsforløb ville vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der var

således ikke grundlag for at yde støtte til køb af bil på

uddannelses-/erhvervsmæssigt grundlag.

Som begrundelse for sin

afgørelse af 18. oktober 1991 anførte Den Sociale Ankestyrelse, at (A's) evne

til at færdes uden brug af bil ikke varigt var så væsentligt forringet, at

han

opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte i henhold til §§ 1 og 2 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til

køb af bil efter bistandslovens § 58, når det drejer sig om kørsel uden

erhvervs- og uddannelsesmæssigt formål.

I ankestyrelsens udtalelse af

30. marts 1992 blev det

over for mig

oplyst,

at bistandslovens varighedskriterium ikke fandtes opfyldt, idet

(A's) fodled kunne stivgøres ved en operation. Samtidig blev det oplyst, at

styrelsen havde tillagt det betydning, at revaliderings- og pensionsnævnet

havde bevilget støtte til særlig indretning af familiens bil, og at familien

i

øvrigt modtog kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til

de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang

afgørelsen

efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Under

henvisning hertil skal jeg anmode Den Sociale Ankestyrelse og revaliderings-

og pensionsnævnet om eventuelle bemærkninger vedrørende de ledsagende

begrundelser for de nævnte afgørelser.

3. Varighedskriteriet

Ankestyrelsen har over for

mig oplyst, at man ikke har fundet, at (A) havde en varig nedsættelse af

funktionsevnen, idet hans fodled kunne stivgøres ved en operation.

Det fremgår af sagen, jf.

speciallægeerklæringen af 6. juni 1990, at (A's) tilstand må betragtes som

stationær i den forstand, at de omhandlede brud er helet. Også af senere

erklæringer, jf. røntgenbeskrivelsen af 9. august 1991, fremgår det, at der,

for så vidt angår det pågældende fodled, ingen ændringer er.

Jeg skal på den baggrund

anmode Den Sociale Ankestyrelse om en redegørelse for ankestyrelsens praksis

vedrørende forståelsen af varighedskriteriet i §§ 1 og 2 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, jf. bistandslovens § 58. Jeg

beder i den forbindelse særligt om oplysninger om, i hvilket omfang man

tilskynder en ansøger til at gennemgå større eller mindre operationer, før

man

anerkender, at lidelsen er varig. Samtidig anmoder jeg om oplysninger om,

hvilke hjemmelsmæssige overvejelser styrelsen har gjort sig i den anledning.

4. Sagens oplysning

Den Sociale Ankestyrelse har

over for mig oplyst, at man ved afgørelsen bl.a. har tillagt det betydning,

at

revaliderings- og pensionsnævnet den 19. april 1991 havde bevilget støtte til

særlig indretning af familiens bil (Toyota 1977).

(Fagforeningen B) har over

for mig under sagens behandling oplyst, at bilen "var slidt op og er

frameldt, idet den ikke kunne opfylde almindelige bestemmelser ved syn".

Jeg skal i den forbindelse

udbede mig oplysninger om, hvorvidt ankestyrelsen, inden den traf sin

afgørelse, havde undersøgt, hvorvidt revaliderings- og pensionsnævnets

afgørelse vedrørende hjælp til særlig indretning af familiens bil fortsat var

et aktuelt og relevant tilbud. Jeg udbeder mig samtidig oplysninger om,

hvorvidt

der er yderligere akter i revaliderings- og pensionsnævnets sag vedrørende

støtte til særlig indretning af familiens bil, som ikke er tilsendt mig. I

bekræftende fald bedes disse akter fremsendt til mig sammen med

myndighedernes

udtalelser.

Det fremgår videre af sagen,

at (fagforeningen B) i en skrivelse af 2. september 1991 anmodede Den Sociale

Ankestyrelse om at indhente yderligere akter vedrørende en

røntgenundersøgelse

foretaget på Centralsygehuset i (X). Jeg skal i den forbindelse forespørge,

om

styrelsen indhentede disse akter, og i benægtende fald om begrundelsen

herfor.

Jeg skal i øvrigt henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s.

164.

5. Advokat (E's) klageskrivelser

Advokat (E) har over for mig

oplyst, at han ved skrivelser af henholdsvis 10. maj 1991 og 11. september

1991 klagede over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Efter

advokatens

oplysninger er hans skrivelser aldrig videresendt til Den Sociale

Ankestyrelse.

Idet jeg bemærker, at advokat

(E's) skrivelser heller ikke indgår i de akter, ankestyrelsen nu har sendt

til

mig, skal jeg anmode om styrelsens stillingtagen hertil.

Ved ankestyrelsens første

fremsendelse af sagsakter modtog jeg ikke samtlige akter i sagen. Efter

telefonisk

anmodning fra en af mine medarbejdere har ankestyrelsen foranlediget, at jeg

har fået yderligere akter tilsendt fra (Y) Statsamt og (K) Kommune. Jeg skal

derfor i forbindelse med ankestyrelsens besvarelse af nærværende skrivelse

bede om en bekræftelse på, at samtlige akter nu er tilgået mig. Det bemærkes,

at (fagforeningen B) i sin skrivelse af 23. april 1992 til mig omtaler et

brev

af 11. juli 1991 fra (K) Kommune til amtsankenævnet (nu det sociale

ankenævn),

som heller ikke er blandt de tilsendte akter."

Revaliderings- og

pensionsnævnet svarede den 25. maj 1993 således:

"...

Statsamtet har efterfølgende

fra ankestyrelsen modtaget de relevante sagsakter, som ikke var medsendt med

ovennævnte brev, og statsamtet skal herefter fremkomme med en udtalelse med

det

forbehold, bl.a. om procedure for partshøring og begrundelse for afgørelser,

at

nævnssekretariatet på det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet i

revaliderings- og pensionsnævnet henhørte under amtskommunen, hvorfor

statsamtet ikke har nogen indflydelse hverken på nævnsindstilling eller

udformning af afgørelse.

Med hensyn til de af

ombudsmanden (...) under afsnittet om partshøring stillede spørgsmål, om der

under sagens behandling er partshørt over de erklæringer, som har ligget til

grund for nævnets afgørelse, skal man bemærke, at der ifølge oplysninger fra

medarbejdere i det daværende nævnssekretariat ikke er foretaget partshøring

forud for sagens forelæggelse for nævnet, idet der fra nævnssekretariatets

side

var tale om en indstilling til en positiv afgørelse.

Hertil kan føjes, at nævnet

som traf en for (A) negativ afgørelse, har haft føje til at gå ud fra, at

ansøger må antages at have været bekendt med de oplysninger om sagens

faktiske

omstændigheder, som kunne danne grundlag for sagens afgørelse.

Statsamtet kan ikke

efterfølgende med sikkerhed vurdere, om nævnet har haft ret i denne

antagelse,

men statsamtet vil, hvis en tilsvarende situation skulle opstå, være

opmærksom

på, om en ansøger har ret til at få lejlighed til at fremkomme med sine

bemærkninger, i det omfang nævnet måtte træffe en negativ afgørelse i forhold

til en positiv indstilling fra sekretariatet.

Med hensyn til det af

ombudsmanden (...) i afsnittet om begrundelser anførte, skal statsamtet

bemærke, at man finder, at den af det daværende nævn anvendte begrundelse

næppe

fuldt ud opfylder forvaltningslovens krav til en fyldestgørende begrundelse.

Statsamtet arbejder

imidlertid generelt med en udbygning af de anvendte begrundelser, og de af

ombudsmanden anførte betragtninger vil indgå i statsamtets videre arbejde med

dette spørgsmål.

Med hensyn til de sagsakter,

som i flere omgange er indsendt til ankestyrelsen, skal det bemærkes, at det

ikke efterfølgende er muligt at dokumentere, hvorvidt nævnssekretariatet til

ankestyrelsen har fremsendt brev af henholdsvis 10. maj og 11. september 1991

fra advokat (E).

..."

Ankestyrelsen svarede den 9.

juni 1993 således:

"...

I den anledning kan

Ankestyrelsen oplyse følgende til de ovenfor nævnte punkter:

Ad 1. Partshøring.

Som anført af Ombudsmanden

har der for Ankestyrelsen foreligget sagsakter, som ikke har dannet grundlag

for Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 19. april 1991. Det drejer

sig om en status bedømmelse af 20. juni 1991 fra læge (C) oplysninger fra

Gigthospitalet i (...) vedrørende en indlæggelse i perioden 28. februar 1991

-

15. marts 1991, oplysninger af 21. august 1991 om resultatet af en

arbejdsprøvning på Reva-(X) i perioden 23. juli 1991 - 7. august 1991, samt

resultatet af en røntgenundersøgelse den 9. august 1991.

På Ombudsmandens forespørgsel

kan det oplyses, at disse akter ikke af Ankestyrelsen har været sendt til

partshøring.

For så vidt angår statusbedømmelsen

og oplysningerne fra Gigthospitalet kan det oplyses, at disse er modtaget i

Ankestyrelsen i forbindelse med sagens oversendelse fra Revaliderings- og

pensionsnævnet den 26. juni 1991.

For så vidt angår

røntgenundersøgelsen er denne rekvireret på foranledning af (fagforeningen B)

jf. foreningens brev til Ankestyrelsen af 2. september 1991. Resultatet fra

arbejdsprøvningen er fremsendt af (K) kommune, hvorfra vi også modtog

resultatet af røntgenundersøgelse.

Ankestyrelsen fandt ved

behandlingen af sagen ikke, at oplysningerne i de nævnte akter gjorde en

partshøring påkrævet. I øvrigt bemærkes, at advokat (E) fra nævnet har

modtaget

sagsakterne til gennemsyn i anledning af sin anmodning om aktindsigt, jf.

hans

brev til nævnet af 11. september 1991, hvorfor de akter, som nævnet sendte

til

Ankestyrelsen den 26. juni 1991 må antages at have været bekendt for

ansøger/hans advokat. Det kan i den forbindelse oplyses, at det nævnte brev

af

11. september 1991 forelå for Ankestyrelsen ved sagens behandling jf. herom

under punkt 5.

Som Ombudsmanden er

orienteret om i Ankestyrelsens redegørelse i forbindelse med Ombudsmandens

egen

drift undersøgelse, har Ankestyrelsen nu ændret sine sagsbehandlingsrutiner

bl.a. vedrørende partshøring. Det kan derfor ikke afvises, at Ankestyrelsen,

hvis sagen var under aktuel behandling, ville have foretaget partshøring over

de berørte akter.

Ad 2. Begrundelse.

Ankestyrelsen kan henholde

sig til afgørelsen af 18. oktober 1991 sammenholdt med den supplerende

begrundelse, der er givet i styrelsens udtalelse af 30. marts 1992.

Ad 3. Varighedskriteriet.

Efter § 58, stk. 3, jf. stk.

1, i lov om social bistand kan der til personer med invaliditet eller varig

sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed ydes støtte til erhvervelse af

motorkøretøj.

At en lidelse er varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt, hverken af sig

selv eller ved behandling. Varighedskriteriet skal ses i sammenhæng med, at

støtte til bil ydes for en periode af 6 år.

For så vidt angår den

konkrete sag kan Ankestyrelsen oplyse, at vi har orienteret den læge, der var

rådgivende konsulent ved Ankestyrelsens behandling af sagen, om de indgivne

klager. Vi har herunder forelagt spørgsmålet om rimeligheden af at henvise

til,

at ansøgers fodled vil kunne stivgøres ved en operation.

Lægen har herefter oplyst, at

stivgøringsoperationer af den art, der er aktuel i sagen, ikke kan betegnes

som

risikable. Død ved anæstesi er idag hos raske personer extremt sjælden.

Risiko

for infektion er skønsmæssigt 1-2%, blodprop i benet er i samme

størrelsesorden, men disse komplikationer kan behandles. Der er derimod

risiko

for reoperation på grund af manglende primær heling på skønsmæssigt 20%.

Lægen

skønner, at (A) formentlig vil ende med en stivgøringsoperation af fod og

måske

også fodrod, hvorved han formentlig vil blive smertefri.

Det tilføjes, at

Ankestyrelsen i sin virksomhed ikke beskæftiger sig med sygebehandling og

derfor heller ikke tilskynder ansøgere at gennemgå operationer. Derimod kan

det

i forbindelse med drøftelsen af, om en ansøgers helbredssvækkelse er varig,

være af betydning, hvorledes lægekonsulenten vurderer risikoen ved en

relevant

behandling f.eks. i form af en operation. Ansøgere har ikke pligt til at

underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan medføre fare for liv

eller førlighed.

Ad 4. Sagens oplysning.

Ankestyrelsen har i en

telefonsamtale med (K) kommune den 15. oktober 1991 fået oplyst, at familiens

bil endnu kørte, og at der ikke er automatisk transmission eller driftsbremse

med forstærkning, hvorfor hustruen kører. Telefonnotat herom vedlægges, idet

vi

skal beklage, at notatet ikke tidligere er fremsendt.

Ud over dette telefonnotat er

Ankestyrelsen ikke i besiddelse af akter vedrørende sagen om støtte til

særlig

indretning af familiens bil.

For så vidt angår anmodningen

i brev af 2. september 1991 fra (fagforeningen B) om indhentelse af akter

vedrørende en røntgenundersøgelse kan det oplyses, at vi som følge af

henvendelsen indhentede røntgenbeskrivelse fra (X) sygehus den 6. september

1991, jf. ovenfor punkt 1.

Ad 5. Advokat (E's) klageskrivelser.

(Y) Statsamt, Revaliderings-

og pensionsnævnet har i en herfra indhentet udtalelse af 25. maj 1993 om

advokat (E's) skrivelser oplyst, at det ikke er muligt efterfølgende at

dokumentere,

hvorvidt nævnssekretariatet har fremsendt brev af henholdsvis 10. maj og 11.

september 1991.

Ankestyrelsen kan oplyse, at

vi ikke har modtaget advokatens skrivelse af 10. maj 1991, hvorimod vi har

modtaget kopi af skrivelsen af 11. september 1991.

Advokatens brev af 10. maj

1991 burde have været medsendt til Ankestyrelsen, men er formentlig blevet

opfattet som kun vedrørende aktindsigt efter nævnets afgørelse, idet sagen er

anket til Ankestyrelsen ved et brev af 3. maj 1991, som er underskrevet af

ansøgeren selv.

For så vidt angår brevet af

11. juli 1991 fra (K) Kommune til amtsankenævnet, der er omtalt i skrivelse

af

23. april 1992 fra (fagforeningen B), kan det oplyses, at dette brev ikke har

været blandt de akter, Ankestyrelsen modtog i forbindelse med behandlingen af

den aktuelle sag. (K) Kommune har den 4. juni 1993 telefonisk oplyst over for

Ankestyrelsen, at skrivelsen af 11. juli 1991 vedrører en ansøgning om en

hvilestol efter reglerne for bevilling af hjælpemidler. Denne skrivelse

vedrører

således ikke den aktuelle sag.

Ankestyrelsen beklager det

beskrevne forløb med hensyn til fremsendelse af sagsakter til Ombudsmanden.

..."

Den 15. december 1993 skrev

jeg på ny til Ankestyrelsen.

Jeg redegjorde for sagens

fakta vedrørende "varighedskriteriet" og skrev videre:

"Jeg må herefter forstå

sagen, som den forelå oplyst før Den Sociale Ankestyrelses afgørelse således

at (A's) funktionsnedsættelse blev tilskrevet bruddene i venstre fod

og

højre lårben. (C) angiver endvidere i

den ovenfor citerede helbredsundersøgelse af 9. april 1990 at den

helbredsmæssige,

eller vel snarere, den samlede prognose for (A) var dårlig, da venstre fodled

skulle gøres stift.

Den Sociale Ankestyrelses

efterfølgende begrundelser over for mig forklarer at (A's)

venstre fod

kunne stivgøres, og at (A's)

tilstand/lidelse derfor ikke kunne siges at være stationær - og dermed

opfylde

lovgivningens krav om en varig funktionsnedsættelse.

Efter min umiddelbare

opfattelse er spørgsmålet om hvorvidt en tilstand/lidelse er varig ikke

nødvendigvis sammenfaldende med spørgsmålet om hvorvidt en ansøger har en

varig

funktionsnedsættelse - omend de to spørgsmål i mange situationer vel ofte er

så forbundne at de vurderes og afgøres under ét.

(A's) sag er efter min mening

et eksempel på, at de to vurderinger ikke altid er sammenfaldende.

Ankestyrelsen har efter det oplyste tilsyneladende ikke taget stilling til om

(A's) funktionsduelighed på det foreliggende grundlag - uafhængigt af en

operation - samlet set var tilstrækkeligt nedsat til at yde støtte, eller om,

og i givet fald, i hvilken grad (A's) funktionsduelighed ville forbedres

efter

en operation. Ankestyrelsen har efterfølgende blot henvist til at venstre

fodled kunne stivgøres ved en operation.

Det er min foreløbige

opfattelse at den blotte henvisning til operationsmuligheden og

konstateringen af at (A's) tilstand ikke var stationær ikke på en adækvat og

udtømmende måde tager stilling til spørgsmålet om (A's) eventuelle varige

funktionsnedsættelse.

Jeg har forstået på

Ankestyrelsens udtalelse til mig af 9. juni 1993 at Ankestyrelsen har

forelagt

lægekonsulenten spørgsmålet om rimeligheden af i (A's) sag at henvise til

muligheden for at stivgøre fodleddet ved operation. Ankestyrelsen tilskynder

ikke ansøgere til at gennemgå operation. Men, tilføjer Ankestyrelsen:

"Derimod kan det i forbindelse med drøftelsen af, om en ansøgers

helbredssvækkelse er varig, være af betydning, hvorledes lægekonsulenten

vurderer risikoen ved en relevant behandling f.eks. i form af en

operation".

Jeg må forstå Ankestyrelsen

således, at operation var/er en relevant behandling i (A's) sag. For

ansøgeren

(A) er der måske ikke så langt til at måtte opleve afgørelsen, som om der

stilles krav om behandling.

Uafhængigt af ansøgerens eventuelle

oplevelse må jeg på baggrund af dommen i UfR 1991,755ff spørge, om

Ankestyrelsen vil fastholde, at et operativt indgreb - bl.a. med de risici,

der

nævnes i svaret til mig af 9. juni 1993 - var/er en relevant behandling i

(A's)

sag?"

Hertil svarede Ankestyrelsen

følgende den 2. februar 1994:

"...

Ankestyrelsen har ingen

bemærkninger til selve gengivelsen.

Af Ombudsmandens bemærkninger

vedrørende forståelsen af sagen har Ankestyrelsen især hæftet sig ved

følgende:

·

At (A's) sag efter Ombudsmandens mening er

et eksempel på, at vurderingen af, om en tilstand er varig, ikke nødvendigvis

er sammenfaldende med spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har en varig

funktionsnedsættelse.

·

At det er Ombudsmandens opfattelse, at den

blotte henvisning til operationsmuligheden og konstateringen af, at (A's)

tilstand ikke var stationær, ikke på en adækvat og udtømmende måde tager

stilling til spørgsmålet om pågældendes eventuelle varige

funktionsnedsættelse.

·

At Ombudsmanden forstår Ankestyrelsen

således, at operation var/er en relevant behandling i ovennævntes sag, og at

det for ansøgeren måske ikke er så langt til at måtte opleve afgørelsen som

om,

der stilles krav om behandling.

Herefter spørger Ombudsmanden

på baggrund af dommen i UFR 1991, 755ff om Ankestyrelsen vil fastholde, at et

operativt indgreb - bl.a. med de risici, der nævnes i svaret herfra af 9.

juni

1993 - var/er en relevant behandling i (A's) sag.

Ombudsmandens redegørelse

giver Ankestyrelsen anledning til følgende bemærkninger:

Ankestyrelsen forstår

Ombudsmandens bemærkninger således, at Ombudsmanden forudsætter, at de

helbredsmæssige betingelser for at yde støtte til køb af bil, som er

opstillet

i bistandslovens § 58, stk. 1, sammenholdt med § 1 i Socialministeriets

bekendtgørelse om støtte til køb af bil, vurderes adskilt fra de øvrige

betingelser, når der træffes afgørelse om, hvorvidt en ansøger er berettiget

til støtte.

De øvrige betingelser er

ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at ansøgeren har et nærmere beskrevet

kørselsbehov og ifølge § 2, stk. 2, at det samlede kørselsbehov ikke ud fra

en

vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt

tilgodeses ved andre ordninger.

Ankestyrelsen forudsætter

imidlertid, at de tre nævnte kriterier indgår i en samlet vurdering af, om en

ansøger er berettiget til støtte.

Vi henviser herved til svaret

til Ombudsmanden af 30. marts 1992, hvori der bl.a. står: "Ankestyrelsen

tillagde det endvidere betydning, at revaliderings- og pensionsnævnet havde

bevilget støtte til særlig indretning af familiens bil, og at familien i

øvrigt

modtog kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.

Ud fra en samlet vurdering af

oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at

tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter (A) ikke

fandtes at opfylde betingelserne for bevilling til støtte til køb af

bil."

Det kan bekræftes, at

Ankestyrelsens lægekonsulent efterfølgende har tilkendegivet, at en operation

var og er en relevant behandling i (A's) tilfælde. Som anført i svaret til

Ombudsmanden af 9. juni 1993 tilskynder Ankestyrelsen imidlertid ikke

ansøgere

til at gennemgå operationer. Det vil sige, at Ankestyrelsens afgørelse ikke

bygger på antagelser om, hvorvidt ansøgeren ønsker at gennemgå en operation

eller ej, idet helbredsforholdene vurderes ud fra de i sagen foreliggende

oplysninger.

Efter beskrivelsen af

ansøgerens helbredstilstand m.v. var han på afgørelsestidspunktet ikke efter

Ankestyrelsens praksis berettiget til støtte til køb af bil."

I en skrivelse til

fagforeningen B anførte jeg herefter følgende:

"Indledningsvis tager

jeg revaliderings- og pensionsnævnets og Ankestyrelsens oplysninger og

beklagelser i forbindelse med de af mig rejste spørgsmål om sagens oplysning

og advokat (E's) breve til efterretning.

Nedenfor har jeg udskilt

spørgsmålene om partshøring og afgørelsernes begrundelser under punkterne a)

og b) - og de retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelsens indhold under

punkt c).

a) Partshøring:

Forvaltningslovens § 19 er

formuleret således:

"

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysninger

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i

stk.

2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være

omfattet

af bestemmelsen i stk. 1."

Revaliderings- og pensionsnævnet

oplyser i udtalelse til mig af 25. maj 1993 at man under sagens behandling

gik

ud fra, at (A) var bekendt med de oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder

som kunne danne grundlag for afgørelsen. Derfor undlod nævnet bl.a. at

partshøre

ham om erklæringen fra egen læge af 9. april 1990 og erklæringen fra

speciallæge (D) af 6. juni 1990.

Der er ikke oplysninger i

sagens akter som kan bekræfte at (K) Kommune foretog en partshøring, og jeg

kan

derfor ikke forstå nævnets udtalelse til mig som en oplysning om at (A) var

bekendt med oplysningerne igennem en partshøring foretaget af (K) Kommune.

Den omstændighed at (A)

eventuelt på anden måde var bekendt med de faktiske oplysninger i de to

ovenfor

nævnte erklæringer kan ikke begrunde en undladelse af partshøring.

Pligten til partshøring efter

forvaltningslovens § 19 består selv om parten kender de faktiske oplysninger

-

det afgørende er om parten har kendskab til at oplysningerne indgår i

myndighedens beslutningsgrundlag i den foreliggende sag. Jeg kan i denne

sammenhæng bl.a. henvise til Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven

pkt. 107, og Forvaltningsloven med kommentarer ved John Vogter (Jurist- og

Økonomforbundets forlag 1992, s. 236ff).

Nævnet begrunder endvidere

undladelse af partshøringen med det forhold at sekretariatet havde afgivet

indstilling til nævnet om at træffe en positiv afgørelse. Jeg går ud fra at

nævnet i denne forbindelse henviser til bestemmelsen i § 19, stk. 1,

hvorefter

partshøring kun skal foretages, hvis "... oplysningerne er til ugunst

for

den pågældende part ...".

Pligten til partshøring

gælder som udgangspunkt også i sager, hvor sekretariatet afgiver indstilling

til nævnet om at træffe en for parten fuldt ud positiv afgørelse, men nævnet

træffer en afgørelse der er mindre begunstigende, og herved vurderer og

afvejer

sagens oplysninger anderledes.

Endelig har revaliderings- og

pensionsnævnet oplyst at statsamtet først overtog sekretariatsbetjeningen fra

amtskommunen efter (A's) sag var afgjort. Statsamtet har således ikke haft

indflydelse på nævnsindstillingen, udformningen af afgørelsen eller

sagsbehandlingen i øvrigt.

Jeg har forståelse for de

praktiske problemer en flytning af sekretariatsfunktionen og ændringen i den

sociale styrelseslov i det hele taget kan have medført - også for denne sag.

Men ansvaret for at sekretariatet undlod at partshøre (A) ligger hos den

kompetente myndighed, d.v.s. revaliderings- og pensionsnævnet.

Jeg mener således ikke

revaliderings- og pensionsnævnets forklaringer over for mig kan begrunde at

erklæringerne

af 9. april 1990 og 6. juni 1990 ikke blev sendt til partshøring. -

Revaliderings-

og pensionsnævnets udtalelse til mig om en skærpet opmærksomhed på

rækkevidden af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 tager jeg til

efterretning.

Læge (C's) statusbedømmelse

af 20. juni 1991 indgik sammen med bl.a. oplysninger fra Gigthospitalet i

(...), Reva-(X) og røntgenundersøgelse af 9. august 1991 i grundlaget for Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse. Disse oplysninger blev ikke sendt til

partshøring. Som begrundelse herfor henviser Ankestyrelsen i udtalelse til

mig

af 9. juni 1993 til at Ankestyrelsen ved behandlingen af sagen ikke mente at

oplysningerne i de nævnte akter gjorde en partshøring påkrævet. I øvrigt

havde advokat (E) i anledning af sin anmodning om aktindsigt modtaget

sagsakterne

til gennemsyn fra nævnet, jf. hans kommentarer til nævnet af 11. september

1991. Brevet af 11. september 1991 forelå ved Ankestyrelsens behandling af

sagen. De akter som nævnet sendte til Ankestyrelsen den 26. juni 1991,

heriblandt (C's) statusbedømmelse, måtte således antages at have været (A) og

hans advokat bekendt.

Ankestyrelsen har ikke oplyst

nærmere om de omstændigheder, som man mener kunne begrunde, at partshøringen

ikke var påkrævet. Jeg går ud fra, at Ankestyrelsen, i hvert fald over for

mig,

ville have henvist til de konkrete undtagelsesbestemmelser i § 19, stk. 2,

hvis Ankestyrelsen havde anvendt en eller flere af disse bestemmelser.

Ankestyrelsen fremhævede over

for (A) den 18. oktober 1991, at afgørelsen i sagen var truffet "På

baggrund af oplysningerne om Deres ((A's); min bemærkning) helbredsmæssige

og øvrige forhold.....". (C's) statusbedømmelse var en del af disse

helbredsmæssige oplysninger, og må altså have været vurderet og afvejet i

Ankestyrelsen før afgørelsen blev truffet. Oplysningerne i (C's)

statusbedømmelse

kan på denne baggrund ikke på afgørelsestidspunktet have været uvæsentlige.

Jeg henviser endvidere til

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 108, der har

følgende ordlyd:

"...

Undertiden vil det som følge

af afgørelsens karakter ikke være muligt at afgøre, om en oplysning vil kunne

være til ugunst for parten. I sådanne tilfælde vil der altid være pligt til

at

foretage partshøring."

På grundlag af sagens akter

og oplysninger kan jeg derfor ikke dele Ankestyrelsens vurdering af

oplysningerne i (C's) statusbedømmelse - at de ikke gjorde en partshøring

påkrævet.

Advokat (E) har ikke i sit

brev af 11. september 1991 kommenteret læge (C's) statusbedømmelse af 20.

juni

1991. Advokaten kommenterede derimod lægens generelle helbredsundersøgelse af

9. april 1990. Alene på grundlag af advokat (E's) brev var der ikke grundlag

for Ankestyrelsen til at tro, at advokaten eller (A) havde kendskab til

statusbedømmelsen af 20. juni 1991.

Det fremgår endvidere af

sagen, at (K) Kommune den 7. maj 1991 meddelte revaliderings- og

pensionsnævnet, at kommunen ventede en statusbedømmelse fra læge (C) (af 20.

juni 1991), som ville blive eftersendt de vedlagte sagsakter. Revaliderings-

og pensionsnævnets sekretariat tog den 16. maj 1991 følgende notat til sagen:

"Ans. har anket nævnets

afg. og via advokat anmodet om aktindsigt. Intet at indvende mod

aktindsigt." Den 26. juni 1991 sendte revaliderings- og pensionsnævnet

sagens akter, herunder (C's) statusbedømmelse, til Ankestyrelsen.

Efter sagens akter at dømme

havde Ankestyrelsen således ikke grundlag for at tro, at (A) eller advokat

(E) havde haft lejlighed til forud at læse og kommentere (C's)

statusbedømmelse.

Efter min opfattelse har

oplysningerne i (C's) statusbedømmelse en sådan karakter at Ankestyrelsen

burde have sikret sig at (A) eller hans partsrepræsentant havde haft eller

fik mulighed for at kommentere dem. Jeg mener ikke at Ankestyrelsens

forklaringer over for mig kan begrunde at partshøringen ikke fandt sted.

Jeg anser det derfor for en

fejl at Ankestyrelsen ikke sikrede sig at den nødvendige partshøring fandt

sted. Dette har jeg meddelt Ankestyrelsen.

b) Begrundelse:

Forvaltningsloven indeholder

i §§ 22 og 24 følgende bestemmelser:

"

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold."

"

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelsen af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Justitsministeriets

vejledning til forvaltningsloven indeholder i punkt 132 følgende

bemærkninger:

"Begrundelsens indhold.

En begrundelse skal fremtræde

som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Det

er ikke muligt at foretage en præcis beskrivelse af, hvor udførligt en

myndighed bør udforme begrundelsen. Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor

aktivt den pågældende part har medvirket i den forudgående sagsbehandling og

på

sagens karakter i øvrigt.

..."

I svar til mig af 25. maj

1993 har revaliderings- og pensionsnævnet tilkendegivet, at begrundelsen i

nævnets afgørelse af 19. april 1991 næppe fuldt ud opfylder

forvaltningslovens

krav om en fyldestgørende begrundelse. Nævnet oplyser samtidig at

sekretariatet (statsamtet) nu generelt arbejder på at udbygge begrundelserne,

og at de betragtninger jeg gav udtryk for i min supplerende høring af 18.

februar 1993 indgår i statsamtets videre overvejelser.

Jeg deler nævnets vurdering

af den oprindelige begrundelses utilstrækkelighed. Efter en opremsning af

samtlige lægelige vurderinger og indstillinger i sagen der alle støtter (A's)

ansøgning om bil, fremstår revaliderings- og pensionsnævnets samlede

vurdering

ubegrundet. Jeg har i øvrigt taget det oplyste om sekretariatets videre

arbejde til efterretning.

Den Sociale Ankestyrelse har

i svar til mig af 9. juni 1993 meddelt, at "Ankestyrelsen kan henholde

sig

til afgørelsen af 18. oktober 1991 sammenholdt med den supplerende

begrundelse,

der er givet i styrelsens udtalelse (til mig, min bemærkning) af 30. marts

1992."

I min supplerende høring af

18. februar 1993 (jf. ovenfor) henviste jeg til bestemmelsen i

forvaltningslovens § 24, stk. 1, hvorefter begrundelser for afgørelser der

bygger på et administrativt skøn, skal oplyse om de hovedhensyn der var

bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen som meddelt (A) i afgørelse af

18. oktober 1991 oplyste ikke om disse hovedhensyn. Afgørelsen henviste blot

til at Ankestyrelsen havde lagt vægt på, at (A's) evne til at færdes uden

brug

af bil ikke varigt var så væsentligt forringet at han opfyldte lovgivningens

helbredsmæssige betingelser for støtte. Først efterfølgende har Ankestyrelsen

over for mig uddybet begrundelsen og forklaret om de hovedhensyn der blev

lagt

til grund for afgørelsen. Den oprindelige begrundelse i afgørelsen af 18.

oktober 1991 er derfor mangelfuld i henhold til forvaltningslovens

bestemmelser

- og delvis misvisende i forhold til Ankestyrelsens efterfølgende

forklaringer

hvoraf fremgår, at man også inddrog andre kriterier end den i afgørelsen

fremhævede

helbredsmæssige vurdering af (A's) funktionsevne. At Ankestyrelsen senere

over for mig har suppleret og udbygget begrundelsen kan ikke afhjælpe at den

oprindelige begrundelse over for (A) var mangelfuld.

Jeg har gjort Ankestyrelsen

opmærksom på min opfattelse.

c) Afgørelsens indhold:

Afgørelsen er truffet i

henhold til bistandslovens § 58. Bestemmelserne i § 58, stk. 1-4, er

formuleret således, jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 med

senere ændringer:

"

§ 58.

Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller

aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder

merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

1) er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller

2) i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse, eller

3) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Stk. 2.

Socialministeren fastsætter regler om

1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes

støtte, og adgangen til genanskaffelse,

2) hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,

3) i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af

udgiften til et hjælpemiddel,

4) hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til

visse hjælpemidler,

5) hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en

institution.

Stk. 3.

Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes

støtte til erhvervelse af motorkøretøj. Støtten ydes som rentefri lån inden

for

en ramme på 92.000 kr. Socialministeren fastsætter regler om tilbagebetaling

af

lån, herunder om, at pligten til at tilbagebetale en del af lånet kan

bortfalde. Den del af lånet, der skal tilbagebetales, forhøjes med 20 pct. af

den del af indkomstgrundlaget, jf. stk. 4, der overstiger 108.000 kr.

..."

§§ 1 og 2 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til

køb af bil er formuleret således:

"

§ 1.

Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig

nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at

færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller

fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

§ 2.

For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov

1) i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et

væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller

2) i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige

arbejds- og indtægtsmuligheder, eller

3) hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af

lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Stk. 2.

Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov

udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere

hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger."

Om afgørelsen af, hvorvidt en

ansøger opfylder lovens betingelser for at få støtte til køb af bil, der skal

anvendes til fritidsformål, har Ankestyrelsen i svar til mig af 30. marts

1992

oplyst følgende:

"... skal der foretages

en bred vurdering af, hvorledes ansøgeren faktisk klarer dagligdagen. Det

væsentlige i denne vurdering er dog den lægelige vurdering, herunder

vurderingen af, om der foreligger en varig funktionsnedsættelse. Der stilles

efter praksis større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for

ansøgeren ved kørsel til fritidsformål end ved kørsel til arbejde eller

uddannelse."

Om (A's) sag oplyste

Ankestyrelsen herefter:

"Som det fremgår af

sagen var (A) i 1988 udsat for en trafikulykke, hvorved han brækkede begge

ben.

De seneste oplysninger om hans helbredsmæssige tilstand, der har foreligget

for

Ankestyrelsen i forbindelse med afgørelsen, er statusbedømmelse af 20. juni

1991 fra læge (C) og røntgenbeskrivelse af 9. august 1991 fra

Centralsygehuset

i (X). På grundlag heraf og af de øvrige lægelige oplysninger i sagen fandt

Ankestyrelsens lægelige rådgiver, at tilstanden ikke var stationær, idet

fodleddet kunne stivgøres ved operation. På denne baggrund fandtes

varighedskriteriet ikke opfyldt.

Ankestyrelsen tillagde det

endvidere betydning, at revaliderings-og pensionsnævnet havde bevilget støtte

til særlig indretning af familiens bil, og at familien i øvrigt modtog

kørselsgodtgørelse i forbindelse med nødvendige hospitalsbesøg m.v.

Ud fra en samlet vurdering af

oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen således ikke grundlag for at

tilsidesætte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorefter A ikke

fandtes at opfylde betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.

..."

Afgørelsen byggede således

efter det oplyste på et skøn hvori flere faktorer eller kriterier -

heriblandt

en lægelig vurdering af (A's) funktionsnedsættelse - blev afvejet i

forhold til hinanden.

Efter de regler, der gælder

for min virksomhed, kan jeg kun tage stilling til sådanne skønsmæssigt

prægede

afgørelser, når der er særlige omstændigheder i sagen - som f.eks. at

myndigheden

ulovligt har begrænset eller afskåret den skønsmæssige afvejning, har undladt

at inddrage alle relevante kriterier, eller ikke har oplyst sagen

tilstrækkeligt.

I forbindelse med klager over

skønsmæssigt prægede afgørelser der helt eller delvist bygger på særlige

faglige vurderinger, består en væsentlig del af ombudsmandens

kontrolvirksomhed

oftest i at vurdere, om myndighedernes forklaringer fremstår som

sammenhængende og forståelige. En kontrol af de faglige vurderingers

rigtighed ville derimod kræve særlige fagkundskaber som ombudsmanden ikke

har.

For at ombudsmanden kan

udføre sin efterfølgende kontrol er det vigtigt, at myndighederne indgår i en

dialog, og forsøger at forklare de særlige faglige aspekter i sagen som måtte

ligge til grund for den konkrete afgørelse.

I udtalelsen af 30. marts

1992 pegede Ankestyrelsen efterfølgende på et væsentligt element i (A's) sag:

varighedskriteriet. Dette element har jeg søgt afklaret i to efterfølgende

supplerende høringer af 18. februar 1993 og 15. december 1993. Den

supplerende

høring af 15. december 1993 indeholdt mine foreløbige overvejelser om dette

kriterium.

Jeg forudsætter som antaget

af Ankestyrelsen, at de helbredsmæssige betingelser vurderes adskilt fra de

øvrige betingelser - jeg går derimod ikke ud fra at kun de helbredsmæssige

vurderinger lægges til grund for afgørelsen. Ligesom Ankestyrelsen går jeg ud

fra der foretages en samlet vurdering af, om ansøger opfylder betingelserne

for at få støtte.

Ankestyrelsen har ikke i

øvrigt forholdt sig til min forståelse af styrelsens anvendelse af

"varighedskriteriet".

I mangel af sikker viden om

hvordan Ankestyrelsen vurderer forholdet mellem begreberne "en varig

lidelse" og "en varig funktionsnedsættelse" må jeg fastholde

min opfattelse af, at den blotte henvisning til operationsmuligheden og

konstateringen af at (A's) tilstand med hensyn til venstre fod ikke var

stationær, ikke på en udtømmende og forståelig måde tager stilling til

spørgsmålet

om (A's) eventuelle varige funktionsnedsættelse. Jeg finder derfor grundlag

for at kritisere Ankestyrelsens argumentation - dels som den er kommet til

udtryk over for (A) jf. ovenfor i afsnit b) om begrundelser, dels som den

efterfølgende er kommet til udtryk over for mig. Jeg har gjort Ankestyrelsen

bekendt med min opfattelse.

Under henvisning til den

uklarhed der fortsat er i Ankestyrelsens argumentation i (A's) sag - og under

henvisning til omfanget og karakteren af de lægelige vurderinger der støttede

(A's) ansøgning - har jeg henstillet, at Ankestyrelsen tager sagen op til ny

overvejelse.

..."

I tilslutning hertil meddelte

Den Sociale Ankestyrelse mig at den havde besluttet at genoptage A's sag.

NOTER (*1) Jf.

FOB 1989, s. 164, UfR 1991, s. 755ff

Lignende dokumenter