Spring til indhold

Retsinformation

Besøg på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

ISP nr 1990.318InspektionssagerFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Besøg på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Den 31. maj

1991 afgav jeg følgende redegørelse om besøg på Psykiatrisk Hospital i Århus

(Risskov):

"Den 20. og 21. november

og den 14. december 1990 samt den 14. marts 1991 besøgte jeg - efter

invitation

fra Århus Amtskommune - Psykiatrisk Hospital i Århus (Risskov).

Uanset at mine besøg på

Psykiatrisk Hospital i Århus ikke havde karakter af en egentlig inspektion

(da

hospitalet er amtskommunalt), afgiver jeg efter aftale med sygehusledelsen en

rapport om besøget, jf. § 3 i instruksen for Folketingets Ombudsmand.

Jeg besøgte følgende

afdelinger på hospitalet:

En åben distriktspsykiatrisk

afdeling, afsnit C, afdeling 89.

En lukket modtageafdeling,

afsnit B, afdeling 1.

Tre langtidspsykiatriske

afdelinger, afsnit B, afdeling 16 og 33 og afsnit C, afdeling 19 (Egebo).

En gerontopsykiatrisk

afdeling, afsnit D, afdeling 48.

En ungdomspsykiatrisk

afdeling, afdeling 43.

Endvidere besøgte jeg

hospitalets centrale værksted og de centrale ergoterapier.

Endelig besøgte jeg et

distriktspsykiatrisk lokalkontor i Viby og Højbjerg.

Afdelingerne m.v. var udvalgt

Læs alt

i samarbejde med sygehusledelsen.

Under besøgene havde jeg

drøftelser med sygehusledelsen, med ledelse og personale på de besøgte

afdelinger og med personalet på værkstedet og i ergoterapierne.

Endvidere havde jeg samtaler

med personalerepræsentanter, med patientforeningen og med en række patienter,

som havde ønsket samtaler med mig.

I Generelt om hospitalets organisation.

Hospitalet i Risskov er Århus

Amtskommunes psykiatriske hospital. Hospitalets 3 optageafsnit dækker sammen

med hospitalsafsnittene i Randers og Silkeborg det samlede behandlingstilbud

for psykiatriske patienter i Århus Amt.

Psykiatrisk hospital i Århus,

som er beliggende på et areal ved Århus Bugt, er centreret omkring et gammelt

bygningskompleks anlagt oprindeligt i årene 1849 til 1851. Den første patient

blev indlagt den 1. september 1852. Hospitalet er senere i både forrige og

dette århundrede udbygget, og mange af de gamle, arkitektonisk værdifulde,

bygninger er senere renoverede og moderniserede.

De alment voksenpsykiatriske

behandlingstilbud på psykiatrisk hospital udgår fra 3 ligestillede

hospitalsafsnit, A, B og C, som tilsammen dækker et optageområde på 425.000

indbyggere. Afsnittene rummer pr. 1. januar 1991 henholdsvis 111, 119 og 111

sengepladser, hvortil kommer et gerontopsykiatrisk sengeafsnit med 32

sengepladser og et psykiatrisk børnehospital med 29 sengepladser. Til

hospitalet er knyttet en række ambulante afsnit, et retspsykiatrisk afsnit,

en

oligofreniklinik, en alkoholklinik samt psykologiske- og psykoterapeutiske

afsnit. I 1990 fandt i alt cirka 30.000 lægelige ambulante behandlinger sted

på

hospitalet. De distrikt-psykiatriske ambulante ydelser er ikke medregnet i

dette tal.

Til hospitalet, som er et

universitetshospital, hører 3 institutter for henholdsvis psykiatrisk

demografi,

cytogenetik og psykofarmakologi; endvidere et lægebibliotek samt WHO

collaborating center.

De indlagte patienter

fordelte sig i 1989 således på de forskellige afsnit:

Sengeafsnit:

Heldøgns

indl.

Deldøgns

indl.

Ambulante

kontakter

A

629

115

B

633

123

Ca. 30.000

C

623

114

D

151

-

Børneafsnit

97

68

Hospitalets

øverste ledelse udgøres af en direktør, en cheflæge og en chefsygeplejerske.

Hver af de 4 afdelinger står under ledelse af en administrerende overlæge og

en

oversygeplejerske. Dækningsområdet for de alment psykiatriske afsnit, A, B og

C, er opdelt geografisk, mens det gerontopsykiatriske afsnit D og

børnepsykiatriske

afsnit er amtsdækkende. Børnepsykiatrisk afsnit har endvidere

landsdelsopgaver.

Patienter, der indlægges på

psykiatrisk hospital, skal passere igennem Modtagelsen. Ca. 90 pct. af

patienterne indlægges akut, det vil navnlig sige ved akut henvisning fra egen

læge, vagtlæge eller somatisk skadestue. Fra Modtagelsen viderevisiteres

patienterne

til de enkelte afsnit. Omend langt den største del af patienterne indlægges

akut fungerer Modtagelsen ikke som en psykiatrisk skadestue, idet kravet om

lægehenvisning som hovedregel fastholdes. Patienter, der henvender sig

spontant

og uden lægehenvisning vil ikke blive afvist uden forudgående samtale og

vurdering.

Ofte kan problemet løses ved henvisning til egen læge eller

distriktspsykiatri.

Hertil kommer, at Modtagelsen råder over 8 observationsbrikse, som patienter

kan tilbydes i indtil 24 timer, hvilket giver patienten tid til at falde til

ro og hospitalet mulighed for eventuelt at udfinde andre løsninger end

indlæggelse. Akut indlæggelse uden lægehenvisning kan undtagelsesvis finde

sted, men først efter forudgående vurdering i Modtagelsen. Det sker således

ind

imellem, at tidligere patienter indlægges akut uden lægehenvisning.

Hospitalets udvikling siden

1980 har været præget af organisatoriske ændringer, herunder ændringer som

følge af planlægningsarbejdet omkring distriktspsykiatrien.

Som en konsekvens af sektoropdelingen

af amtet er afsnit A, B, og C alment voksenpsykiatriske afsnit. Hvert af

hospitalets sengeafsnit A, B og C er opdelt i lukkede modtageafdelinger,

distriktsafdelinger og rehabiliterings- eller langtidsafdelinger. På samtaler

med ledelsen forstod jeg, at behandlerpersonalet ud fra et

behandlingssynspunkt

ikke finder behov for en udskillelse i særlige patientkategorier. Undtaget

fra synspunktet er dog helt unge og helt gamle mennesker, og hospitalet

arbejder

hen imod at udskille unge og gamle fra de alment psykiatriske afsnit.

Plejemæssige synspunkter taler endvidere for at udskille de retspsykiatriske

patienter på selvstændige afdelinger, hvorimod hospitalet ikke har planer om

at oprette særlige afdelinger for narkomaner eller oligofrene.

Ved siden af det videre

planarbejde omkring distriktspsykiatrien er oprettelsen af et

ungdomspsykiatrisk

og et retspsykiatrisk afsnit blandt de muligt forestående organisatoriske

opgaver. Af væsentlige øvrige fremtidige opgaver fremhævede sygehusledelsen

især fortsat renovering af det gamle hospitalskompleks, herunder

gennemførelse

af generelle kvalitets- og miljøforbedringer med henblik på opfyldelse af

psykiatrilovens krav om god sygehusstandard. Opgaverne retter sig ikke mindst

imod de lukkede hospitalsafdelinger.

Distriktspsykiatri.

Indsatsen vedrørende psykisk

syge i Århus Amt finder sted på grundlag af en psykiatriplan vedtaget af

Århus

Amtsråd i december 1988. Planen er en videreudvikling af det

distriktspsykiatriske planlægningsarbejde, der i Århus Amt som i andre af

landets amter allerede i nogle år har været i gang. Psykiatriplanen har som

sin grundlæggende ide en decentralisering af behandlingen af psykiatriske

patienter med det sigte at styrke den samlede psykiatriske indsats og -

gennem

et konkret samarbejde med bl.a. de primærkommunale socialforvaltninger - at

udvikle alternativer til længerevarende ophold på psykiatrisk hospital.

Det alment voksenpsykiatriske

behandlingsarbejde foregår med udgangspunkt i de 3 geografisk opdelte

hospitalsafsnit,

A, B og C. Hvert af de 3 afsnit disponerer igen over 3 distriktsafdelinger, 2

lukkede modtageafdelinger og 2 rehabiliteringsafdelinger til behandling af

langtidsindlagte. Distriktspsykiatriplanen (temaplanen) indebærer, at der til

hver af de i alt 9 distriktsafdelinger skal oprettes distriktspsykiatriske

kontorer i de enkelte distrikter. Hver distriktsafdeling på hospitalet skal

således have sit korresponderende distriktskontor med fælles ansvarlig

overlæge. De 2 behandlerteam (inde- og udeteamet) har herefter til opgave at

samarbejde og koordinere behandlingsarbejdet omkring de patienter, der har

deres nærmiljø i det pågældende distrikt. Organisationsplanen kan sikre en

tidligere indsats i lokalmiljøet og et bedre koordineret samarbejde, dels

mellem de 2 behandlerteam indbyrdes, dels behandlerpersonalet og andre

myndigheder

imellem. Det er tanken, at patienterne som en konsekvens heraf vil opnå en

bedre udslusning og gentilpasning i lokalmiljøet. Udeteamets nærhed i forhold

til bl.a. de primærkommunale socialforvaltninger vil styrke dette samarbejde,

ligesom kontinuiteten i behandlingen bedre sikres ved patienternes kontakt

med

et og samme behandlerteam. Kontinuiteten tænkes yderligere udbygget ved

etablering

af en kontaktpersonordning.

Da jeg besøgte hospitalet,

var planen virkeliggjort så langt, at der i 3 distrikter (ud af 9) var

etableret

egentlige distriktskontorer, hvoraf et er fuldt udbygget med læge, psykolog

og

sygeplejersker. I de øvrige 6 distrikter er etableret

distriktssygeplejerskeordninger.

Der er forhandlinger om socialrådgiverdækning af distriktskontorerne.

Sygehusledelsen angav den

videre omstilling til distriktspsykiatrien som en af de væsentligste

fremtidige arbejdsopgaver. Arbejdet kompliceres noget af, at hospitalet

samtidig er genstand for økonomiske nedskæringer. Også samarbejdsmæssigt er

der tale om en omstillingsproces; især har afgrænsningen af den

psykiatrifaglige

over for den socialfaglige kompetence voldt vanskeligheder. Som et bidrag til

løsningen af disse problemer er etableret et koordineringssekretariat med den

opgave at sikre samarbejdet mellem hospital, de amtskommunale forvaltninger

(social- og sundhed, undervisning- og kultur) og de primærkommunale

forvaltninger.

En anden foreløbig erfaring

med distriktspsykiatrien er en konstatering af balanceproblemer med hensyn

til

en rigtig fordeling af ressourcerne på de forskellige patientkategorier.

Personalet har således som en "begyndervanskelighed" for

distriktspsykiatrien iagttaget tendenser til at glemme mellemgruppen i den

forstand, at indsatsen tenderer imod at rette sig enten imod de meget tunge

patienter eller imod de patienter, hvis problematik i vid udstrækning er

karakteriseret

ved primært at bestå i sociale tilpasningsvanskeligheder. Det kræver efter

personalets opfattelse ressourcer at skabe ligevægt i fordelingen af den

samlede behandlingsindsats, og det generelle indtryk er, at det er en

vanskelig

opgave at etablere distriktspsykiatri i en nedskæringsperiode.

Patienternes erfaringer med

distriktspsykiatriordningen kom til udtryk under min samtale med

patientforeningen,

jf. nærmere s. 28 Foreningens repræsentanter gav udtryk for, at man er

opmærksom

på de positive sider af distriktspsykiatriordningen, men fandt ikke, at

ordningen (bl.a. på grund af samtidige budgetnedskæringer) tilgodeser de

svært

behandlingskrævende patienters behov. Foreningen tilkendegav som sit ønske,

at

ordningen må bringes til at fungere som et "termometer" for

patienternes behandlings- herunder indlæggelsesbehov, hvilket efter

foreningens opfattelse ikke altid er tilfældet under de nuværende forhold.

Besøg i distriktspsykiatrien i Viby og Højbjerg.

Under et af mine besøg på

hospitalet havde jeg lejlighed til at aflægge besøg på et af

distriktskontorerne,

distriktspsykiatrien i Viby og Højbjerg. Distriktskontoret udgår fra

psykiatrisk hospital afdeling 88, som er en åben miljøterapeutisk afdeling.

Distriktskontoret dækker et optageområde svarende til Viby og en del af Holme

socialdistrikter. Kontoret som har eksisteret siden 1985 er løbende udbygget

og

fremtræder nu som det mest (og eneste fuldt) udviklede af de planlagte 9

distriktspsykiatriske kontorer i Århus Amt. Distriktskontoret arbejder ud fra

følgende målsætning:

At

varetage behandlingen af psykisk syge i et socialt distrikt på en sådan måde

at

patienten så vidt muligt kan blive i eget miljø.

At

udvikle en samarbejdsmodel i behandlingen af psykisk syge, der sikrer at

patientens totalsituation såvel socialt som psykologisk ligger til grund for

behandlingen.

At

udvikle metoder til identifikation af truede befolkningsgrupper med henblik

på

at udøve et forebyggende arbejde.

At

udvikle tværsektorielt samarbejde i en sådan form, at det kan danne model for

omorganiseringen af arbejdet med psykisk syge inden for hospitals- og

socialsektoren.

Distriktspsykiatrien i Viby

og Højbjerg tilbyder lokal ambulant psykiatrisk behandling til indbyggere i

de

2 distrikter, som har et samlet befolkningsunderlag på ca. 53.000 indbyggere.

Behandlingen tilbydes primært til psykotiske og psykosenære mennesker. I

mindre

omfang tilbydes også mennesker med neurotiske problemer og krisereaktioner

behandling, hvorimod distriktspsykiatrien ikke tager imod patienter, som

primært har misbrugsproblemer.

Distriktskontoret er normeret

på følgende måde: 1 overlæge (deltid), 2 distriktssygeplejersker, en 1.

reservelæge, 1 psykolog (deltid), 1 socialrådgiver (deltid), 1 ergoterapeut

(deltid) og 1 sekretær.

Overlægen, psykologen,

socialrådgiveren og ergoterapeuten er tillige tilknyttet

distriktspsykiatriens

stamafdeling, afdeling 88 på Psykiatrisk Hospital Risskov.

Udover fra Psykiatrisk

Hospital Risskov modtager distriktspsykiatrien henvisninger fra praktiserende

læger i området, fra socialforvaltningerne og fra hjemmesygeplejen. Nogle

patienter henvender sig på eget initiativ uden forudgående henvisning. Langt

størsteparten af henvisningerne kommer fra egen læge og Psykiatrisk Hospital

Risskov. Cirka en tiendedel af patienterne henvender sig på eget initiativ

uden

forudgående henvisning, hvorimod andelen af henviste fra

socialforvaltningerne

er faldende. Dette kan have en sammenhæng med, at distriktspsykiatrien

tidligere modtog et noget bredere klientel, men nu i højere grad koncentrerer

indsatsen om egentligt behandlingskrævende patienter.

Antallet af henviste

patienter var i 1990 202. Når en patient er henvist til distriktspsykiatrien

-

eller på eget initiativ har taget kontakt til kontoret - foretager

distriktsteamet en tværfaglig visitation. Udfaldet af visitationen bliver i

en

del tilfælde formidling af kontakt til relevante behandlingstilbud udenfor

distriktspsykiatriens regi f.eks til praktiserende læger, special-læger eller

til sociale foranstaltninger af forskellig art. De patienter, der efter

visitationen tilbydes behandling i distriktspsykiatriens regi, modtager

herefter individuelt udformede tilbud i form af samtaleterapi,

aktivtetstilbud

samt i relevante tilfælde medicinsk behandling. Det konkrete patientarbejde

foregår altid i tæt samarbejde med alment praktiserende læger, social- og

sundhedsforvaltning

samt øvrige relevante behandlingstilbud i distriktet.

Arbejdet med patientgruppen

foregår dels som enkeltsamtaler som alle teamets medarbejdere behersker som

arbejdsredskab, dels i form af gruppeterapi, som enten foregår direkte i

distriktets regi eller i løsere tilknytning til distriktskontoret. På

tidspunktet for mit besøg på hospitalet fungerede følgende grupper: en

medicingruppe, en sorg- og tabsgruppe, en gruppe for unge mødre og en

kvindegruppe.

Gruppen for unge mødre er startet i distriktspsykiatriens regi, men fungerer

nu

som en selvstændig selvhjælpsgruppe, mens kvindegruppen arbejder i det lokale

omsorgscenters regi under supervision af distriktspsykiatriens medarbejdere.

Herudover fungerer i samarbejde mellem distriktspsykiatriens ergoterapeut og

omsorgscentret en "torsdagsgruppe" med aftenåbning, bl.a. med det

formål at imødekomme behovet for et lokalt værested for psykiatriske

patienter

i eftermiddags- og aftentimerne. I samarbejde med den lokale kirke fungerer

tillige en "genbrugs", hvor teamets ergoterapeut og kirken forsøger

at opdyrke utraditionelle integreringsmuligheder i lokalsamfundet.

Distriktspsykiatrien har dispositions- og henvisningsret til et antal pladser

i "genbrugsen" og tilsvarende til en gymnastik- og litteraturgruppe

under lokalområdets afdeling af Århus Kommunes Lilleskole for Voksne.

Under oprettelse er en natur-

og motionsgruppe, yderligere en medicingruppe og to analytiske grupper

ligesom

distriktspsykiatrien overvejer oprettelse af en pårørendegruppe, en pargruppe

og en gruppe for helt unge.

Generelt i

distriktspsykiatriens arbejde prioriteres samarbejdet med områdets alment

praktiserende læger og social- og sundhedsforvaltninger højt. Samarbejdet

udmønter sig bl.a. i oplysnings- og undervisningsvirksomhed overfor de

forskellige samarbejdspartnere. Således tilbyder distriktspsykiatriens

forskellige faggrupper konsulent- og supervisionsvirksomhed overfor områdets

læger og social- og sundhedsarbejdere. Tidligere afholdtes tillige jævnlige

møder med socialforvaltningerne, men sådanne møder har på grund af

kapacitetsproblemer

i socialforvaltningerne måttet begrænses. Samarbejdet med

socialforvaltningerne foregår nu primært omkring enkeltsagsbehandlingen.

Distriktsteamets arbejdstid

fordeler sig nogenlunde ligeligt på direkte (individuelt eller

gruppeorienteret)

patientarbejde og indirekte patientarbejde, det vil sige mere generelle

samarbejdstiltag overfor kontorets samarbejdsparter herunder konsulent-,

undervisnings-

og supervisionsfunktioner.

Siden sin start i 1985 er

distriktskontorets arbejde løbende blevet evalueret og undervejs udbygget og

forbedret i overensstemmelse med de indhøstede erfaringer.

I forhold til kontorets

målsætning som ovenfor beskrevet i 4 punkter, er den foreløbige erfaring, at

distriktspsykiatrien har bidraget til en tydeligere identifikation af den

psykiatriske patientgruppe, men foreløbig kun i mindre grad til en nærmere

afgrænsning af arbejdsfordelingen mellem den psykiatrifaglige og den

socialfaglige

ekspertise i distriktet. Det er dog indtrykket, at distriktspsykiatrien har

bidraget til i højere grad at synliggøre psykisk sygdom i den primærkommunale

sektor og i lokalsamfundet. Erfaringer understreger vigtigheden og

betydningen af det tværsektorielle samarbejde omend selve

organisationsmodellen

til stadighed er under debat såvel eksternt i forhold til øvrige

samarbejdspartnere

i området som internt mellem behandlerpersonalet på hospitalsafdeling og

distriktskontor.

I antallet af indlæggelser af patienter fra distriktet har hospitalet

registreret et jævnt fald, dog ikke svarende til det antal behandlinger der

udføres i distriktspsykiatrien. Dette sidste hænger formentlig sammen med, at

distriktspsykiatriens opsøgende virksomhed og beliggenhed i lokalmiljøet

bidrager til, at behandlingskrævende patienter lettere kommer i kontakt med

det psykiatriske behandlingssystem end tidligere.

II. De besøgte afdelinger:

1. Åben distriktsafdeling, afdeling 89.

Afdelingen, som er normeret

til 16 patienter, modtager patienter fra Århus Kommune, Socialdistrikt Syd.

På besøgsdagen var der

indlagt 16 patienter. Patienterne var mellem 24 og 83 år gamle. Patienternes

indlæggelsestid på afdelingen varierer mellem 14 dage og 8 måneder.

Afdelingen rummer 8

to-sengsstuer, dagligstue, spisestue, ergoterapilokale, tv-stue, køkken,

kontor

og samtaleværelse, toiletter og bad m.fl. Det var mit hovedindtryk, at

afdelingen fremtrådte med et venligt præg, og at der var gjort en indsats for

at gøre det hyggeligt med planter, udsmykning m.v. Imidlertid kunne

vedligeholdelsesstandarden være bedre - der var flere nedslidte møbler, og

der

trængte flere steder til at blive malet. Endvidere forekom lokaliteterne at

være for små til 16 patienter.

Afdelingen er beliggende i et

tidligere sygeplejekollegium, og kollegieværelserne, der nu er indrettet som

2-sengsstuer, er overordentlig små. Der er ikke mere end ca.

1 meter

mellem de to senge på stuen,

så patienterne opfatter det, som om de næsten sover i dobbeltseng. Det blev

oplyst, at afdelingen bruger mange ressourcer på at sammensætte patienterne

på

stuerne, så de kan klare at bo så tæt sammen.

Det er utilfredsstillende, at

patienterne skal påtvinges et så tæt samvær med hinanden. Jeg finder det

ønskeligt, at der gennemføres foranstaltninger, så patienterne ikke skal bo

to

sammen på værelser, der ikke er mere end

13

m2.

Personalet:

Den

lægelige stab

: en ½ overlæge, en 1.reservelæge og en kursusreservelæge,

som hver er til stede ca. 1 dag om ugen.

Endvidere er der til

afdelingen knyttet psykolog (personaletræning) 2 timer pr. uge, en ½

socialrådgiver

og 30 timer ergoterapeut pr. uge

Plejepersonalet på afdelingen omfatter

herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1

Øvrige

sygeplejersker

4

4,62

Plejere

5,19

4,57

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

2-3

2 + 1 elev

1

Weekend

2

2

1

Det blev

oplyst, at det af og til kan være et problem for afdelingen, at der kun er 1

person i nattevagt. Det kan betyde, at urolige patienter må flyttes til en

lukket modtageafdeling, f.eks. natten over. Dette ville kunne afhjælpes, hvis

der var to personer i nattevagt.

Der er etableret en

kontaktpersonordning på afdelingen, således at hver patient har en eller to

kontaktpersoner

blandt personalet. Personalets vagtskema bliver sat op på en opslagstavle i

afdelingen, så patienterne kan orientere sig om, hvornår deres

kontaktpersoner

er på arbejde.

Som følge af

distriktspsykiatriordningen kender patienterne og personalet ofte hinanden

fra

ambulante behandlinger; og ved genindlæggelser vil patienterne (hvis ikke de

er flyttet i mellemtiden) blive indlagt på den samme afdeling som tidligere.

Afdelingen har tilknyttet en

ergoterapeut 30 timer om ugen.

2. Lukket modtageafdeling, afdeling 1.

Afdelingen er normeret til 16

patienter af begge køn. Da personalet overvejende er mandligt, modtager

afdelingen de mandlige patienter, som er særligt urolige.

Det var indlagt 15 patienter

på besøgsdagen. To af patienterne var retspsykiatriske patienter, som blev

tilset af Retspsykiatrisk Klinik.

Af retspsykiatriske patienter

kan afdelingen modtage op til 3 rets-observander og herudover modtage

behandlingsdømte patienter.

Afdelingen er pæn og

velholdt. Der er gjort meget ud af at male i mange forskellige farver og på

anden måde udsmykke afdelingen med billeder, plakater, blomster etc.

På afdelingen, som er

beliggende i stueetagen, er der - ud over stuerne (6 2-sengs- og 3

1-sengsstuer) - spisestue, dagligstue med tv, et mindre opholdsrum med

stereoanlæg, køkken, kontor, besøgsværelse, toiletter etc.

I kælderen er der et

aktivitetsrum og en patientstue med køkkenfaciliteter, som afdelingen delte

med en anden afdeling. Patienterne har mulighed for at spille bordtennis og

for

at lave forskellige hobbybetonede aktiviteter. Kælderen er normalt åben hver

dag fra kl. 9 (10) til ca. 11.15.

Afdelingen har adgang til en

lukket have.

For de patienter, som ikke

har terrænfrihed, bliver der - som et minimum - hver dag arrangeret en tur i

haven.

I hvilket omfang, disse patienter herudover kan komme ud i fri luft, afhænger

af, om der er personale til at følge dem.

Personalet:

Den lægelige stab på afdeling

1 omfatter ½ overlæge og 2 reservelæger.

Endvidere er der til

afdelingen knyttet 1 times psykologbistand pr. uge og ½ socialrådgiver.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter

herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

7

3,00

Plejere

11,95

15,95

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

3-4

2

Week-end

4

3

2

Da personalet

som nævnt overvejende er mandligt (det har tidligere været en mands-afdeling)

trækkes der på det mandlige personale til alarm-tilkald ved uro på andre

afdelinger.

Der er ikke knyttet nogen

ergoterapeut til afdelingen.

Plejepersonalet er delt op i

4 grupper. Umiddelbart efter indlæggelsen bliver patienterne tilknyttet en af

grupperne, der herefter udgør patientens kontaktpersonale.

3. De langtidspsykiatriske afdelinger (afdeling

16,33 og 19)

Afdeling 16 og 33 er

beliggende i en af de ældste bygninger (opført i 1849-52) på hospitalet.

Afdeling

19 (= Egebo) er beliggende i en bygning, der blev opført i begyndelsen af

1960´erne som en midlertidig bygning.

Det blev oplyst, at alle tre

afdelinger ville blive lukket i løbet af sommeren 1991 og overflyttet til

renoverede bygninger.

Om forholdene på

besøgstidspunktet bemærker jeg følgende:

Afdeling 16

er en lukket langtidsafdeling med 16 sengepladser.

Patientgruppen er hovedsagelig patienter med mangeårige psykiske lidelser.

Patienterne er i alderen fra 25 til 66 år, og flertallet af patienterne er

mænd. 13 patienter havde været indlagt på afdelingen mere end ½ år, en enkelt

patient havde været på afdelingen i 8 år.

Afdeling 33

er en åben langtidsafdeling. Patienterne er gennemsnitligt

indlagt mellem et halvt og 2 år. Der er dog eksempler på meget langvarige

indlæggelser.

Afdeling 19

er en lukket langtidsafdeling med plads til 14 patienter.

Gennemsnitsalderen for patienterne er omkring 30 år, og patienterne er i

reglen

indlagt i afdelingen i mindst 1 år.

På både afdeling 16 og

afdeling 33 modtages endvidere en betydelig mængde dagpatienter.

Fællesfaciliteter:

På

afdelingerne 16 og 33

er opholdsstuerne og gangen dekorerede med

billeder, blomster og gardiner.

De to afdelinger har ingen

spisestue, så patienter og personale må spise ved borde, som er stillet op i

gangen. Selv om gangen er meget bred, forekommer arrangementet ikke

hensigtsmæssigt.

På

afdeling 19

er den almindelige vedligeholdelsesstandard ikke god,

og bygningen forekommer i det hele taget ikke særlig velegnet til formålet.

På

alle tre afdelinger

er nogle af toilet- og badeforholdene kritisable.

På afdeling 16 står 3 toiletter uændret fra afdelingen var gerontopsykiatrisk

afdeling og indrettet til kørestolspatienter. På afdeling 33 og 19 er flere

af

toiletterne at sammenligne med "offentlige" toiletter (uden et

"aflukket" præg, men kun med en lav skillevæg mellem herre- og

dametoilet)

Sovestuerne:

På

afdeling 16 og 33

er der flere 3- og 4-sengsstuer, som alle er

meget sparsomt udstyrede. De forekommer uegnede som opholdssteder for

patienter, der måtte have behov for at være sig selv og for at sætte et

personligt

præg på det sted, hvor de skal opholde sig - for nogles vedkommende i flere

år.

Afdelingernes personale

oplyste, at flere af patienterne ganske givet ville have stor glæde af at

have

enestue.

Beskæftigelsesmuligheder:

Afdeling 16 har

ikke

tilknyttet ergoterapeut, til trods

for at langtidsafdelinger har et stort behov for ergoterapeutbistand.

Færdigbehandlede patienter:

Et stort problem navnlig for

afdeling 16 og afdeling 19 er at skaffe hensigtsmæssige pladser til

patienter,

som er færdigbehandlede. På besøgsdagen var der på

afdeling 16

3 af de 16 patienter, som afdelingen fandt var færdigbehandlede

(i den forstand at ansøgning om institution var indgivet). På

afdeling 19

var 9 af de 14 patienter

færdigbehandlede.

For cirka et halvt år siden

blev 5 patienter udskrevet fra

afdeling

16

til et plejehjem for personer med vidtgående psykiske handicap

(plejehjem oprettet i henhold til bistandslovens § 112). Det er personalets

vurdering, at der stadig er mange af hospitalets patienter, som ville kunne

få

en bedre tilværelse uden for hospitalet. Det er imidlertid svært at skaffe

det

fornødne antal plejehjemspladser.

For tiden arbejder personalet

på afdelingen 16 med en gruppe på 6 patienter, som man håber på et tidspunkt

at

kunne flytte til et plejehjem. Patienterne træner i forskellige daglige

færdigheder, for eksempel indkøb og madlavning.

Personalet på afdeling 16:

Den lægelige stab på

afdelingen omfatter 1/3 overlæge og ½ 1. reservelæge.

Til afdelingen er endvidere

knyttet psykolog (1 time pr. uge) og 1/3 socialrådgiver.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter

herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

5

1,54

Plejere

11,08

14,54

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

2-3

2

Week-end

3

2-3

2

Personalet på afdeling 19:

Den lægelige stab på

afdelingen omfatter 1/3 overlæge og ½ 1. reservelæge, der begge kommer i

afdelingen 2 dage om ugen.

Endvidere er der til

afdelingen knyttet 2 timers psykolog pr. uge, 1/3 socialrådgiver og en

fuldtids ergoterapeut.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter

herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

7

5,22

Plejere

8,75

10,54

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

4

3

2

Week-end

3

3

2

Personalet på afdeling 33:

Den lægelige stab på

afdelingen omfatter 1/3 overlæge, ½ 1.reservelæge og ½ reservelæge.

Herudover er der til

afdelingen knyttet psykolog (1½ time pr.uge), 1/3 socialrådgiver og 30 timers

ergoterapeut pr. uge.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter

herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

6

4,97

Plejere

5,98

7,51

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

4

2

1

Week-end

2

2

1

4. Gerontopsykiatrisk afsnit, afdeling 48

Afdeling 48 er den ene af de to afdelinger i det gerontopsykiatriske afsnit

D. Afsnit D har ansvar for ambulant og hospitalsbaseret behandling af ældre

med gerontopsykiatriske problemer i hele Århus amt. Afdelingen betragtes som

et pionerafsnit inden for sit område.

Afsnittets arbejdsområde er:

Rådgivning af læger.

Ambulant vurdering og behandling i eget hjem og på plejehjem.

Plejefaglig rådgivning til hjemmepleje og plejehjem.

Rådgivning til familie.

Forebyggelse af indlæggelser på grund af sociale forhold. ("causa

socialis").

Hospitalsindlæggelse på specialafdeling.

Når patienterne indlægges på

afsnittet, udføres der diagnostisk udredning og behandling med henblik på

udskrivning til eget hjem eller til plejehjem. Der er ingen langtidspatienter

på afsnittet. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er 2-3 måneder.

Afsnittet lægger vægt på at

være et hospital og ikke et hjem for patienterne. Patienternes hjem er i

kommunerne (plejehjem eller eget hjem).

I 1990 var der indlagt cirka

180 patienter på afsnittet (som indtil 7. december 1990 havde 48 pladser, fra

den 7. december 1990 har afsnittet 32 pladser). Afsnittet havde cirka 475

forespørgsler om indlæggelse i 1990. Alle, der søger om indlæggelse, bliver

undersøgt i eget hjem (eller plejehjem) og bliver søgt behandlet dér af

distriktspsykiatrien.

De fleste indlæggelser er således planlagt efter forvisitation. Kun

patienter,

som tvangsindlægges, kommer uden forvisitation.

De fysiske rammer:

Afdeling 48 havde på

besøgstidspunktet plads til 16 patienter, fra den 7. december 1990 32

patienter.

Udover stuerne (6 enestuer og

5 to-sengsstuer) er der spisestue, opholdsstue, 4 toiletter, 3 baderum med

hver 2 brusebade, kontor m.v.

Afdelingen er nyistandsat og

meget flot.

Sovestuerne er indrettede som

somatiske hospitalsstuer med hospitalssenge og en i øvrigt sparsom møblering.

Dette er tilstræbt af afdelingen for at understrege, at afdelingen er et

hospital

og ikke patienternes hjem.

Patienterne kan låse dørene

til stuerne indefra. Uden for hver stue er der opsat store farvestrålende

skilte med navnene på stuens beboere. Det blev oplyst, at de demente bevarer

et

forhold til det skrevne i længere tid end de bevarer et forhold til billeder.

Afdelingen er beliggende på

1. sal, og der er elevator til stueetagen, hvor der er udgang til en stor

have. Udgangsdørene på afdelingen er låst, for at patienterne ikke skal

forvilde sig ud.

Ergoterapi:

Afsnit D har tilknyttet en

ergoterapi, som ligger i nogle andre bygninger. Det vil sige at patienterne

skal ud i frisk luft for at komme over i terapien, og den lille tur skønnes

meget væsentlig.

Ergoterapien indgår som et

led i behandlingen; og de patienter, som er i stand til det, er i terapien

hver

dag. Ergoterapien er åben for patienterne fra klokken 9.30 til klokken 11.30

og

fra klokken 13.30 til klokken 15.30. Om formiddagen arbejdes der med

optræning

af daglige færdigheder; om eftermiddagen foregår mere rekreative aktiviteter

som f.eks. kaffebord, spil, sang, musik, film m.v.

I ergoterapiens kælder er

indrettet et værksted, som hovedsagelig benyttes af de "aktive"

mandlige patienter, bl.a. tidligere håndværkere. I værkstedet er der

forskelligt værktøj, og der er mulighed for at lave meget enkelt

industriarbejde.

Personale:

Den lægelige stab på

afdelingen omfatter en ½ overlæge og en vagtfri 1. reservelæge.

Endvidere er der til

afdelingen knyttet 1/3 psykolog, 1/3 socialrådgiver og 30 timers

ergoterapeut.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

9

5,92

Plejere

10,92

14,00

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

3

2

Week-end

4

3

2

5. Ungdomspsykiatrisk afdeling, afdeling 43.

Afdelingen er en lukket

(eller aflåst) afdeling med 8 døgnpladser. Et begrænset antal patienter er

tilknyttet afdelingen til ambulant efterbehandling.

Den gennemsnitlige alder for

patienterne, som både er mænd og kvinder, har i de sidste år været omkring 19

år (15-22 år). Patienterne er gennemsnitligt indlagt på afdelingen i 2-3

måneder (med en maximal indlæggelsestid på 3/4 år).

Diagnostisk er der udtalt

overvægt af psykotiske og grænsepsykotiske patienter. Af ikke-psykotiske

patienter har der altid været indlagt en del patienter på afdelingen med

anorexia nervosa.

Afdelingen modtager enkelte

mentalobservander, og andre patienter har verserende straffesager.

De fleste patienter henvises

fra Psykiatrisk Hospitals voksenpsykiatriske afsnit, hvoraf kun en del bliver

indlagt, og det blev oplyst, at afdelingen i det hele kun får kontakt med en

brøkdel af alle patienterne på Psykiatrisk Hospital i den pågældende

aldersgruppe.

Der synes at være et stigende

antal henvisninger fra de psykiatriske afdelinger i Randers og Silkeborg.

Det blev oplyst, at

indlæggelser ofte bliver forlænget, fordi der er betydelig forsinkelse i

bevillingen af de sociale foranstaltninger, der planlægges under

indlæggelsen.

I behandlingen er miljøterapi

grundlæggende; desuden kan der tilbydes kortvarig gruppeterapi og

individualterapi. Indlæggelseskriterierne er ikke helt velafgrænsede, men

afgørende er dels, om vedkommende forsvarligt kan være i afdelingen, dels om

vedkommende kan drage fordel af behandlingstilbuddet, især miljøterapien. Det

betyder, at bl.a. meget urolige patienter normalt ikke kan indlægges i

afdelingen.

Afdelingens fysiske rammer.

På afdelingen er der 4

2-sengsstuer. Undertiden bor der tre patienter på stuerne, hvis

kønsfordelingen

eller behov for eneværelse nødvendiggør det. Stuerne er sparsomt udstyrede

med

skabe, senge og skriveborde.

Afdelingen har 1 spisestue, 1

dagligstue og i et smalt rum (et tidligere køkken) en TV-stue. TV-stuen er af

meget dårlig standard.

Toiletforholdene er

ualmindelig dårlige. Toiletterne er gammeldags, har ikke et

"aflukket" præg og minder om offentlige toiletter. Hertil kommer,

at

de anvendes som depot for rengøringspersonalet (som i øvrigt også er henvist

til at anvende toiletterne til omklædning).

Der er et værksted på

afdelingen,hvor patienterne har mulighed for at arbejde med træ, læder,

tegning/maling,

syning m.m.

Der er et meget lille

samtalerum (ca.

6 m2

med skråvægge). Hvis rummet er optaget eller for lille, må samtaler med

patienter, deres pårørende, ansatte i amtskommunale institutioner og

socialforvaltningen foregå i et kontor, som samtidig er gennemgangsrum.

En mønttelefon står lige ved

indgangsdøren. Patienterne og deres pårørende har flere gange givet udtryk

for,

at de var kede af, at patienterne ikke har mulighed for at tale uforstyrret.

Afdelingen har i marts 1991

foreslået hospitalets lokaleudvalg, at afdelingen udvides med 2 lokaler fra

afdeling 41 (som ligger i forlængelse af afdeling 43). Dette kunne løse

problemet med det manglende samtaleværelse og med mønttelefonens placering.

Den generelle

vedligeholdesstandard på afdelingen er meget dårlig -bl.a. regner det igennem

loftet i den ene af stuerne og på toilettet. Vinduesrammerne er porøse, nogle

vinduer kan ikke lukkes ordentligt; andre har måttet sømmes fast, således at

de

ikke kan åbnes. Maling på lofter, vægge etc. er mange steder faldet af eller

skrammet.

Beskæftigelsesmuligheder:

Afdelingen forsøger, og

gennemfører, mange aktiviteter:

Patienterne tilbydes

køkkenterapi (to patienter ad gangen med personale). Afdelingen får maden i

delvis utilberedt stand.

Patienterne kan benytte

værkstedet og videre forskellige udendørsaktiviteter som f.eks. boldspil.

Der er jævnlige besøg på

arbejdspladser og uddannelsessteder.

Få dage efter mit besøg

skulle afdelingen til Norge på skitur.

Personalet.

Personalenormeringen

(fuldtidsstillinger) er følgende:

3 sygeplejersker

4 plejere (heraf 2 halvtids nattevagter)

2 pædagoger

2 ergoterapeuter

1 sekretær

3/4 socialrådgiver

1/2 1. reservelæge

Psykolog

Fysioterapeut TILKNYTTET

1/4 overlæge

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

3-5

2

1

Week-end

2

2

1

Afdelingen har ikke

selvstændig status med egen overlæge og oversygeplejerske, og afdelingen

finder ikke, at normeringen er tilfredsstillende f.eks. hvad angår psykolog,

socialrådgiver og læge. At der kun er en enkelt nattevagt, sætter grænser

for,

hvilke patienter der forsvarligt kan indlægges på afdelingen.

En ungdomspsykiatrisk afdeling

Det er afdelingens vurdering,

at der ikke er kapacitet til at udføre de opgaver, som i dag forventes af en

ungdomspsykiatrisk afdeling. Det drejer sig især om visitation, ambulant

arbejde, udslusningsfunktion og konsultativ virksomhed. Afdelingen har kun

kunnet påtage sig en mindre del af det skønnede behov for ungdomspsykiatrisk

behandling i alderen op til ca. 21 år i Århus Amt, hvilket f.eks. påvirker

visitationen uheldigt og vanskeliggør samarbejdsrelationer. Afdelingens

begrænsede kapacitet reducerer antallet af henvisninger, og visse

klientkategorier må fravisiteres.

I flere år har der på

Psykiatrisk Hospital været talt om, at etablere et selvstændigt

ungdomspsykiatrisk

afsnit, og herunder har der været indledende forhandlinger mellem

voksenhospitalet

og Psykiatrisk Børnehospital, som har 2 ungdomsafdelinger for 13-18 årige. I

begyndelsen af 1990 besluttede ledelsen på Psykiatrisk Hospital, at der

skulle

udarbejdes et oplæg om behovet for en udbygning af den ungdomspsykiatriske

service i amtet, og en lille arbejdsgruppe med repræsentanter for

voksenhospitalet,

børnehospitalet og social- og sundhedsforvaltningen udarbejdede et oplæg

(Ungdomspsykiatri

i Århus Amt), afgivet i maj 1990. Arbejdsgruppen udarbejdede endvidere efter

opfordring

fra Planlægningssekretariatet for psykiatri et forslag til kommissorium for

den nu nedsatte tværsektorielle arbejdsgruppe vedrørende ungdomspsykiatriens

planlægning i Århus Amt.

De foreløbige konklusioner

går ud på, at ungdomspsykiatri - også efter erfaringerne fra landets øvrige

ungdomspsykiatriske afdelinger - kan yde en særlig indsats og behandling, som

i

nogle tilfælde kan helbrede og i andre forebygge en mere invaliderende

udvikling og hindre, at den unge bliver kronisk syg som voksen. Koordination

og

et bredt tværsektorielt samarbejde med udstrakt konsulentfunktion er betonet.

Det har været den foreløbige vurdering, at der i Århus Amt er behov for en

udbygget ungdomspsykiatrisk afdeling, og at det skulle undersøges, hvordan

der

kunne findes ressourser hertil.

III. Centrale beskæftigelsestilbud:

Både af behandlingsmæssige

grunde og fordi mange patienter er indlagt på hospitalet i længere perioder,

er det væsentligt, at der er gode og varierede beskæftigelsestilbud, som

patienterne finder meningsfulde.

Jeg besøgte hospitalets

centrale værksted og den centrale ergoterapi.

1. Værkstedsbygningen:

Værkstedsbygningen indeholder

en lang række forskellige arbejdstilbud af lettere art, f.eks.

emballeringsarbejder,

kuvertarbejder, udstansning og anden udskæring samt diverse mindre artikler.

Hertil kommer et velindrettet cykelværksted.

Der er cirka 70

arbejdspladser i værkstedet, men det benyttes normalt kun af cirka 30

patienter, hvoraf cirka to trediedele er dagpatienter.

Værkstedet fungerer som en kombination

af beskæftigelsesterapi og beskyttet værksted med en vis indtjeningsmulighed

for patienterne. Arbejdet er akkordarbejde, og lønnen udbetales hver 14. dag.

Fra flere sider fik jeg

oplyst, at der for tiden foregår en diskussion mellem hospitalet og

socialvæsenet

om, hvor funktionen "beskyttede værksteder" skal placeres; dette

har

bl.a. medført, at en del personale har måttet afgives til sådanne værksteder

uden for hospitalet.

I forbindelse med tidligere

besøg på psykiatriske hospitaler har jeg givet udtryk for, at det må anses

for

en væsentlig afveksling for patienterne at have gøremål uden for

patientafsnittene, og at jeg derfor har fundet det af afgørende betydning at

centrale værksteder og arbejdspladser m.v. bliver opretholdt.

2. Ergoterapierne

Jeg så de 4 centrale

ergoterapiafdelinger (A - D). Afdeling A indeholder bl.a. en garnbutik, der

drives som en almindelig detailforretning, et lille træ- og metalværksted

(der

dog sjældent anvendes) samt en køkkenterapi.

Afdeling B indeholder bl.a.

en café og "Klubben". Caféen, som drives af en patientgruppe, er

åben

på hverdage 1 time om formiddagen og 1½ time om eftermiddagen. Klubben drives

ligeledes af en patientgruppe og er åben tirsdag og torsdag aften. Her

foregår der forskellige arrangementer så som bankospil, folkedans og

diskotek.

Der foregår forskellige aktiviteter i caféen; bl.a. har hospitalets

kunstforening en nyophængning hver måned på væggene, og der er

lyrikeftermiddage

og musikalske arrangementer med patienterne, til dels i samarbejde med

"Gallo-skolen", som arrangerer kurser i henhold til fritidsloven.

Gallo-skolens undervisning tilrettelægges som hensyntagende

specialundervisning

for personer med psykiske problemer.

Hospitalets patientforening

udtrykte ønske om, at klubben er åben flere aftener. Efter foreningens

opfattelse er der et stort behov for fritidsaktiviteter for patienterne, også

efter kl. 15. Navnlig er der behov for en fritidsklub, hvor de bedre af

patienterne kan komme om aftenen.

Afdeling C indeholder bl.a.

væv, lerarbejde, fotorum samt køkkenterapi.

Afdeling D er den oven for

omtalte geronto-psykiatriske terapiafdeling.

Ergoterapierne har - bortset

fra ergoterapi D - ikke faste åbningstider, da terapeuterne arbejder

decentralt

ude på de enkelte afdelinger. Patienterne kan dog normalt komme ind og

arbejde

i terapierne i følge med en ergoterapeut eller med andet personale.

Hospitalet har normeret 27,6

ergoterapeutstillinger. Stillingerne er fordelt på følgende måde:

OPGØRELSE OVER FORDELING AF NORMEREDE

ERGOTERAPEUTTIMER

27,6 fuldtidsstillinger

NOV. 1990

Akut,luk.

modtager

afdeling

Åben distr.

afdeling

Langtids-

afdeling

Geronto

ungdomsafdeling

billedtp. Centr.

tilbud

I alt

Leder/instruktør

I alt

A

t:

30

0

30

afd:

4

3

t:

21

37

31

89

afd:

8

14

24

t:

35

30

27

92

afd:

7

68

68

t:

10

tb:

butik

t:

211

t:

37/

74

37

t:

285

B

29

0

29

2

1

30

37

17

84

91

90

9

37

30

0

67

Dam-hus

33

16

37

37

26

100

ungd.

ungd.

café

280

37/

37

0

317

C

0

0

0

6

5

37

30

0

67

88

89

31

37

30

30

97

Egebo

Skovbo

38

30

13

10

53

klub

bill.

bill.

217

37/

77

20

20

294

D

30

30

30

90

geront

geront

geront

90

37/

37

0

127

59

240

256

243

798

148/77

225

1023

Som det fremgår, har ergoterapeuterne valgt at koncentrere deres

arbejde om nogle af hospitalets afdelinger, mens andre afdelinger ikke har

tilknyttet terapeut. Dette skyldes et ønske om, at udnytte den eksisterende

normering på den fagligt mest forsvarlige måde. En fagligt forsvarlig indsats

fordrer efter ergoterapeuternes opfattelse, at en terapeut er knyttet til en

afdeling på fuld tid.

Det ergoterapeutiske arbejde er meget forskelligt afhængig af, hvilken

patientkategori terapeuterne arbejder med. Jeg modtog beskrivelser af

ergoterapeuternes arbejde; herunder oplyste terapeuterne følgende om

målsætningerne for arbejdet:

Ergoterapeuter på

akut, lukket

modtageafdeling:

Ergoterapeuterne bidrager til at skabe dagsrytme/kontinuitet

i forhold til patienter og afdeling, til at træne daglige færdigheder, til at

vurdere behov for og iværksætte kreative aktiviteter, til at fremme

patientens

muligheder for at indgå i sociale sammenhænge samt til at vurdere patientens

arbejds- og bosituation.

Ergoterapeuter

i

distriktsafdelingerne:

Ergoterapeuterne arbejder sammen med patienten og

afdelingens øvrige personale henimod, at patienten bliver sig sine muligheder

og begrænsninger bevidst og arbejder sig hen imod sin optimale funktion i

dagligdagen.

Ergoterapeuter

på

langtidsafdelinger:

Sammen med patienten og det øvrige team analyseres de

livsbetingelser, der influerer positivt og negativt på patientens situation

og

-ud fra denne analyse - sigtes der mod, at patienten bliver sig sine

muligheder

og begrænsninger bevidst. Denne indsigt danner grundlag for, at patienten

arbejder sig hen mod sin optimale funktion i samfundet.

Ergoterapeuter

på

gerontopsykiatriske afdelinger:

Som en del af et tværfagligt team skal terapeuten undersøge/observere/vurdere

patientens funktionsniveau, skabe et miljø, der giver mulighed for oplevelser

og udfordringer, lave optræning og vedligeholdelsestræning samt foreslå

hjælpetiltag og videregive information til det øvrige team og til

samarbejdspartnere

i primærkommunen.

LSV-Klubben:

I forbindelse med mit besøg på Risskov havde jeg lejlighed til at

besøge Landsforeningen Sinds klub i Århus, LSV-Klubben.

Uanset at klubben ikke hører under hospitalet, finder jeg - bl.a. fordi

en væsentlig del af klubbens medlemmer er eller har været i behandling på

hospitalet - anledning til kort at omtale mit besøg.

Klubbens målsætning er følgende:

"...at fungere som et fristed for tidligere og nuværende psykiatriske

patienter og andre med psykiske problemer med tilbud om aktiviteter,

undervisning, rådgivning, samtaler, gruppearbejde, underholdning m.v., med

henblik på styrkelse af medlemmernes kontakt og selvstændighed over for

andre,

såvel inden for som uden for institutionen, og forbedring af såvel personlige

som sociale funktioner mere generelt."

Klubben har åbent hver dag og bliver besøgt af 40-50 personer om

dagen. Den er beliggende i nogle ganske udmærkede lokaler og tilbyder en lang

række aktiviteter.

Klubben er meget interesseret i at komme i kontakt med patienterne, når

de bliver udskrevet fra psykiatrisk hospital. Sygehusledelsen tilkendegav

over

for mig, at der fremover vil blive lagt megen vægt på at informere om

LSV-klubben til de patienter, som står over for at skulle udskrives.

IV. Samtaler med patienter og personale.

Under mine besøg på hospitalet havde jeg flere samtaler med patienterne

og personalet, herunder sygehusledelsen.

1. Samtaler med patienterne.

Min kontakt med patienterne formede sig dels som personlige enkeltsamtaler

med de 12 patienter, der havde ønsket det, dels som en samtale med 3

repræsentanter fra patientforeningen.

a. Problemer vedrørende udskrivning og afståelse fra tvangstilbageholdelse.

Som et væsentligt problem nævnte patientforeningen, at hospitalet ind

imellem "tvangsudskriver" behandlingskrævende patienter, som f.eks.

afviser at indtage medicin eller på anden måde vægrer sig ved at samarbejde

om

en behandling. Ifølge patientforeningen har der været eksempler på, at

behandlingskrævende

patienter har begået selvmord umiddelbart efter udskrivningen. Foreningen

fremhævede det paradoksale i således at være fortaler for mere tvang, men

fandt at der ind imellem opstår situationer, hvor muligheden for

tvangstilbageholdelse

på behandlingsindikation burde udvides. Hensynet til patienterne gør, at

foreningen ind imellem finder, at hospitalets opfattelse af grænserne for

tvangsudøvelse fastlægges til skade for enkelte patienter.

Ledelsen genkendte problemet omkring såkaldt "tvangsudskrivning"

og så det i sammenhæng med bestræbelserne på at udnytte det begrænsede antal

sengepladser bedst muligt. Nedskæringerne i antallet af sengepladser over en

10-årig periode fra ca. 660 pladser til ca. 375 bevirker, at

"asylfunktionen"

til stadighed formindskes. Problemet skal efter ledelsens opfattelse

endvidere

ses i sammenhæng med det forhold, at selvmordsrisikoen er størst i perioden

omkring udskrivningen. Parallelt til problemet om

"tvangsudskrivning"

er spørgsmålet om at undlade tvangstilbageholdelse af patienter, som formelt

opfylder betingelserne herfor. Ledelsen har overvejet, om forpligtelsen til

at tvangstilbageholde patienter, der opfylder psykiatrilovens betingelser

herfor, kunne tydeliggøres.

Patienternes eget ønske om at forblive på hospitalet indgår som en

faktor med stor vægt i hospitalets vurdering af spørgsmålet om fortsat

indlæggelse. Omend behandlingsplanen efter psykiatrilovens forarbejder (jf.

betænkning nr. 1109, 1987, side 42-44) indgår som en del af patienternes

retsbeskyttelse

over for mulig tvangsbehandling, ser hospitalet -efter min opfattelse med

rette - spørgsmålet om patienternes holdning til udskrivning i sammenhæng med

psykiatrilovens krav om, at patienternes egen holdning til behandlingsplanen

skal indgå ved behandlingstilrettelæggelsen, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3.

Jeg har tilkendegivet over for patientforeningen, at jeg efter mine

forudsætninger ikke kan tage stilling til lægefaglige vurderinger, og finder

efter min samtale med sygehusledelsen om spørgsmålet ikke grundlag for at

foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

b. Patientmøder.

Patientforeningen rejste spørgsmålet om afholdelse af patientmøder.

Efter psykiatrilovens § 30 skal der "på hvert enkelt psykiatrisk sygehus

oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes

af sundhedsministeren". Sådanne regler er fastsat i Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 708 af 20. november 1989. Bekendtgørelsen indeholder i §§

5, 8 og 9 følgende bestemmelser:

"§ 5. Følgende spørgsmål skal, inden der træffes beslutning herom,

forelægges patientrådet til udtalelse:

Retningslinier

for det almindelige omsorgsarbejde, meningsfyldt beskæftigelse og husorden på

de enkelte afdelinger.

Tildeling

samt administration af de midler, der afsættes til patienternes beklædning,

fritidsbefordring og aktiviteter så som sport m.v. samt uddannelse m.v.

Planer

og funktionsbeskrivelser for de bygningemæssige forhold, større ændringer i

disse samt større inventaranskaffelser.

§ 8. Såfremt det er besluttet ikke at oprette patientråd, jf. § 1, stk.

2, skal der afholdes patientmøder på sygehuset eller de enkelte afdelinger

m.v.

Stk. 2.

De i kapitel 2 nævnte bestemmelser gælder

tillige for patientmøder med de ændringer, som forholdene tilsiger.

§ 9. På patientmøder kan i øvrigt alle anliggender vedrørende

sygehuset eller afdelingen drøftes, bortset fra spørgsmål, der vedrører

enkeltpersoners forhold."

Møder mellem foreningen og sygehusledelsen om spørgsmål evt. om patientråd

og patientmøder er mundet ud i, at patientforeningen ikke har noget ønske om

oprettelse af et særskilt patientråd på hospitalet. Et sådant råd vil efter

foreningens opfattelse skulle arbejde inden for meget snævre rammer, og

patienterne er på mange måder tilfredse med den aktuelle foreningsordning,

som

hospitalet understøtter med 500 kr. om måneden samt med kontor med telefon,

trykning m.v. Foreningen oplyste, at der i stedet er indgået aftale med

ledelsen

om jævnlige patientmøder, men at denne aftale ikke efterleves. Foreningen

fandt, at patientmøder også kan afvikles på de lukkede modtageafdelinger og

andre afdelinger, på hvilke der er indlagt urolige patienter.

Jeg rejste patientforeningens spørgsmål over for sygehusledelsen, som

oplyste, at patientmøder siden psykiatrilovens ikrafttræden har været afholdt

for ca. halvdelen af afdelingerne. På de øvrige afdelinger har ledelsen

vurderet,

at patientsammensætningen vanskeliggjorde afholdelse af patientmøder.

Ledelsen

fremhævede i denne forbindelse, at det kan være vanskeligt at sondre mellem

behandlingsmøder og patientmøder. Således afholder næsten alle afdelinger

morgenmøder, på hvilke man drøfter spørgsmål, som naturligt kunne høre hjemme

på et egentligt patientmøde.

Efter aftale har hospitalet senere i brev af 30. november 1990 sendt

mig en nærmere redegørelse om spørgsmålet. Redegørelsen har følgende ordlyd:

"Ved indførelsen den 1.10.1989 af lov om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien besluttede Psykiatrisk Hospital i henhold til

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 708 ikke at indføre patientråd, men

at

arbejde på at udvikle patientmøder på alle de afdelinger, hvor dette ikke

allerede fandt sted. Indledningsvis indsamledes oplysninger fra alle

afdelinger på Psykiatrisk Hospital om arten og indholdet af afholdte

patientmøder.

Supplerende kan det oplyses, at antallet af afdelinger, der afholder en

eller anden form for patientmøder i dag, formentlig er større end opgivet i

den nævnte skrivelse. Deltagerkredsen, hyppigheden og indholdet i de afholdte

patientmøder er meget varierende.

Deltagerkredsen er de i afdelingen indlagte patienter + afdelingens

plejepersonale eller repræsentanter herfor. I nogle møder deltager endvidere

afdelingens læge, ofte den ansvarlige overlæge. Patienternes deltagelse er

selvsagt frivillig og undertiden ønsker en eller flere patienter ikke at være

med.

Nogle afdelinger afholder dagligt morgenmøde, andre mødes en gang

ugentligt.

Indholdet omfatter planlægning af den del af dagprogrammet, der ikke er

optaget af skemalagte aktiviteter i afdelingens ugeprogram, opsummering af

hvilke patienter der deltager i hvilke aktiviteter, orientering om skrivelser

til afdelingen, nye rutiner etc. og kritik (og ros) af forholdene på

afdelingen - både personalemæssige, planlægningsmæssige og fysiske forhold.

Herved må kravene til patientmødets indhold (bekendtgørelse nr. 708, § 8,

stk.

2 jævnfør § 5) anses for opfyldt for så vidt, de vedrører den enkelte

afdelings

forhold. Herudover kan det naturligvis ikke undgås, at møderne kan rumme

kritik

(eller ros) og diskussion af enkeltpersoners eller gruppers forhold og

adfærd.

I princippet overtrædes herved bekendtgørelsens § 9, men det viser kun, at

denne paragraf er affattet meget langt fra den kliniske hverdag.

Møder med egentlig terapeutisk formål (for eksempel gruppeterapisessioner)

er ikke optalt, men det skal anføres, at de omtalte morgenmøder i en vis

forstand

også har et terapeutisk indhold, idet de må opfattes som en del af den

"resocialiserende" effekt, et hospitalsophold også skal indeholde.

Arbejdet med udviklingen af regler for patientmøderne er blevet

forsinket på grund af skift i chefsygeplejerskestillingen, men Psykiatrisk

Hospital påregner i nær fremtid at udsende en instruks, der vil indeholde

krav

om, at alle afdelinger afholder patientmøder med det ovennævnte indhold

mindst

en gang om ugen med deltagelse af afdelingens ansvarlige overlæge."

Hospitalet vedlagde kopi af et svarbrev til Århus Amtsråd af 17. juni

1990, hvori bl.a. var anført følgende:

"I arbejdet med planlægningen af afholdelse af patientmøder på de

enkelte afdelinger kan oplyses, at en forespørgsel til 27 sengeafdelinger på

Psykiatrisk

Hospital har medført svar fra 21 afdelinger. Ti af disse har patientmøder, 11

har det endnu ikke. Hospitalsledelsen arbejder med at udarbejde

retningslinier

for patientmøders afholdelse, deltagerkreds og indhold og regner med, at der

i

nær fremtid vil blive afholdt patientmøder på alle afdelinger på

hospitalet."

Efter hospitalets redegørelse for det hidtidige og fremtidige arbejde

med etablering af patientmøder har jeg ikke anledning til at foretage videre

vedrørende dette spørgsmål.

c. Betaling for fritidsaktiviteter.

Patientforeningen var opmærksom på, at ændrede bestemmelser i lov om

støtte til folkeoplysning med hensyn til betaling og holdstørrelser m.v. vil

få uheldige konsekvenser, ikke mindst for de patienter, som har fået

pensionen inddraget

under hospitalsopholdet og alene modtager et mindre lommepengebeløb.

Patientforeningen oplyste, at lovforslaget havde været sendt til høring hos

Landsforeningen Sind, som har udtalt sig imod ændret gebyrfastsættelse for

psykiatriske patienter. Foreningen fremhævede, at adgangen til

fritidsaktiviteter har en særlig terapeutisk værdi for psykiatriske

patienter.

Samtaler med personalet:

Et møde med personalet formede sig som to samtaler med

tillidsrepræsentanterne

for følgende personalegrupper:

Plejere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, psykologer

og læger.

Personalet påpegede, at psykiatriske patienter i mange henseender

diskrimineres og udsættes for at komme i klemme imellem primær- og

amtskommunale betalingsordninger. Indlæggelse på psykiatrisk hospital er en

ren amtskommunal udgift, hvorimod 50 pct. af udgiften ved en

plejehjemsanbringelse

er primærkommunal. Denne forskel i betalingsordningerne bevirker, at

primærkommunerne

kan have en økonomisk interesse i at "holde" patienterne længst

muligt på hospitalet. Personalet har konstateret vanskeligheder med at skaffe

institutionspladser til færdigbehandlede patienter og finder det

problematisk,

at patienter opholder sig på psykiatrisk sygehus på grund af manglende

alternative anbringelsesmuligheder. Det er personalets indtryk, at

socialforvaltningerne generelt forventer en større tolerance fra et

psykiatrisk hospital end fra et somatisk, og fremhævede de behandlings- og

plejemæssige vanskeligheder, der følger heraf. Personalet bemærkede, at

forestillingen om psykiatriske hospitalers "asylfunktion" i denne

sammenhæng trives, samtidig med at der foretages nedskæringer i antallet af

psykiatriske sengepladser. Ikke mindst på geronto-psykiatriske afsnit oplever

personalet vanskeligheder med at finde plejehjemspladser til færdigbehandlede

patienter.

Personalet finder, at bl.a. de langtidsindlagte patienter i nogen grad

svigtes af de sociale myndigheder. En del af disse patienter har fået

inddraget

deres pension og modtager alene et lommepengebeløb på p.t. 812 kr. om

måneden. Ansøgninger til socialforvaltningerne om økonomisk hjælp til f.eks.

transport, fritidsforanstaltninger (herunder kursusvirksomhed) samt

beklædning

afslås næsten standardmæssigt med den begrundelse, at patienterne er under

offentlig

forsørgelse. Omvendt afholdes sådanne udgifter ifølge sygehusledelsen alene

over hospitalets budget, når det kan anses for lægeligt indiceret, f.eks.

hvis

deltagelse i et bestemt kursus indgår i en terapeutisk plan. Hvis sådanne

udgifter ikke er lægeligt indiceret må patienterne afholde dem af deres

lommepengebeløb

på 812 kr.

Lommepengebeløbet på 812 kr. udbetales tilsvarende til de patienter,

der udskrives til psykiatriske plejehjem. Personalet fremhævede i den

forbindelse,

at fysisk handicappede plejehjemsanbragte modtager et væsentligt større

lommepengebeløb, 1.799 kr. pr. måned - en forskelsbehandling personalet ikke

fandt rimeligt begrundet.

Jeg påtænker i en særskilt sag at rejse dette spørgsmål overfor

Socialministeriet

og vil holde hospitalet underrettet herom.

Som et særligt problem for de langtidsindlagte patienter fremhævede

personalet det forhold, at etableringshjælp efter socialforvaltningernes

praksis først kan ydes i forbindelse med udskrivning. Mange langtidsindlagte

patienter ejer ikke personligt indbo, og personalet finder det urimeligt, at

patienter, der igennem flere år er indlagt på psykiatrisk hospital, ikke kan

få

mulighed for at omgive sig med mere personligt valgte indbogenstande. En del

langtidsindlagte

patienter har eget værelse på hospitalet og er henvist til at møblere med

sparsomt hospitalsmøblement. Selv om der behandlingsmæssigt kan argumenteres

for værdien af, at psykiatriske patienter får økonomisk mulighed for at

indrette sig på deres værelser efter eget valg, rækker hospitalets budgetter

ikke til at dække sådanne udgifter.

Personalet påpegede behovet for en nærmere afklaring af den økonomiske

ansvarsplacering over for psykiatriske patienter på lommepenge og efterlyste

generelle retningslinier herom.

Som et specielt problem for retslige patienter henledte personalet min

opmærksomhed på den praksis, hvorefter sygedagpenge ikke udbetales til

behandlingsdømte, udskrevne patienter, medmindre de gennem et nyt

arbejdsforhold har generhvervet retten til dagpenge.

Jeg har i en særskilt sag rejst dette problem over for Socialministeriet.

Under mine samtaler med sygehusledelsen og personalerepræsentanterne

drøftedes endvidere mere generelt de forskellige normeringsproblemer såvel

blandt plejepersonalet som for de øvrige personalegrupper. På denne baggrund

har jeg bedt sygehusledelsen om at konkretisere, hvad der efter ledelsens

opfattelse vil være en hensigtmæssig, samlet normering af de forskellige

former

for psykiatriske afdelinger.

I den anledning har jeg foreløbig modtaget en udtalelse af 27. maj 1991

fra sygeplejeledelsen om normeringen for plejepersonalet og et foreløbigt

notat

om udnyttelsen af den lægelige arbejdstid. Sygehusledelsen har i et brev af

30. maj 1991 meddelt mig, at jeg snarest vil modtage en samlet konkluderende

redegørelse vedrørende det lægelige personale.

Jeg vil senere - som et supplement til denne redegørelse -vende tilbage

til de pågældende udtalelser sammen med mine eventuelle bemærkninger dertil.

Generelt

om mit besøg på hospitalet skal jeg udtale følgende:

1)

Vedrørende de fysiske forhold på afdelingerne.

I tilslutning til det, jeg har anført i forbindelse med min beskrivelse

af de enkelte afdelinger, bemærker jeg, at de fysiske forhold på afdelingerne

generelt

er mangelfulde, dog i forskelligt omfang; undtaget herfra er den

gerontopsykiatriske

afdeling, som fremtrådte velholdt og velindrettet.

Et gennemgående problem synes at være den enkelte patients ringe muligheder

for at have en form for privatliv, idet langt den overvejende del af

patienterne bor på 2-, 3- eller 4-sengsstuer. Hertil kommer, at afdelingerne

16, 33, 19 og den ungdomspsykiatriske afdeling har dårlige fællesrum og

kritisable toilet- og badefaciliteter. Bl.a. er toiletterne på de 4

afdelinger

uden tilstrækkelig afskærmning.

Den generelle vedligeholdelsesstandard på de nævnte 4 afdelinger er

mangelfuld, især er forholdene på den ungdompsykiatriske afdeling meget

kritisable.

I betragtning af at afdelingerne 16, 33 og 19 efter det oplyste vil

blive lukket i løbet af sommeren 1991 og patienterne overført til renoverede

afdelinger, har jeg ikke yderligere bemærkninger om patienternes forhold på

disse afdelinger.

De fysiske forhold på den ungdomspsykiatriske afdeling er efter min

opfattelse af så ringe en standard, at det igangværende arbejde med

etablering

af et selvstændigt ungdoms-psykiatrisk afsnit bør fremskyndes mest muligt.

Også i betragtning af de positive erfaringer der er indhøstet ved behandling

og

forebyggelse af psykiatriske lidelser blandt unge, finder jeg, at det er af

stor vigtighed, at dette arbejde prioriteres højt.

2)

Vedrørende de beskæftigelsesmæssige tilbud til patienterne.

Ikke mindst for de patienter, der er indlagt på psykiatrisk hospital i

længere perioder, er det af stor vigtighed, at hospitalet råder over

varierede

og meningsfulde beskæftigelsestilbud.

På denne baggrund må jeg finde det beklageligt, at der på 2 af de 7

besøgte afdelinger på besøgstidspunktet ikke var tilknyttet ergoterapeut. Jeg

finder det af væsentlig betydning, at der skabes mulighed for, at alle

patienter, der har ønske om og mulighed for det, tilbydes rimelig

beskæftigelsesmuligheder.

Af hensyn til variationen i beskæftigelsestilbuddene og med henblik på

at skabe afveksling i patienternes daglige rytmer finder jeg det i denne

forbindelse vigtigt at pege på betydningen af, at også de centrale

beskæftigelsestilbud på hospitalets værksteder, arbejdspladser og

ergoterapier bevares.

3)

Vedrørende udskrivning af patienter til institutioner m.v.

Et gennemgående tema under mine samtaler med patienter og personale var

vanskelighederne med at skaffe egnede institutionspladser, herunder

plejehjemspladser, til færdigbehandlede patienter.

Det var opfattelsen at forestillingen om psykiatriske hospitalers

"asylfunktion" bidrager til at fastholde nogle patienter og

patientgrupper

længere på hospitalet, end behandlingsmæssige formål tilsiger. Dette problem

vedrører først og fremmest de pågældende patienter; men det bliver også

føleligt og belastende for hospitalsinstitutionen i en periode, hvor antallet

af psykiatriske sengepladser reduceres.

På denne baggrund bemærker jeg, at det må være et nødvendigt led i

behandlingen af og omsorgen for psykiatriske patienter, af der - i et

samarbejde mellem sygehus og sociale myndigheder m.fl. - skabes de bedst

mulige

vilkår for etablering og udnyttelse af det nødvendige institutionsmæssige

grundlag for udskrivningen af færdigbehandlede patienter.

4)

Vedrørende arbejdet med omstillingen til distriktspsykiatri.

På baggrund af skriftligt materiale samt en mundtlig orientering om

Århus Amts psykiatriplan, har jeg under mine besøg på hospitalet og i

distriktskontoret i Viby-Højbjerg haft lejlighed til at få indblik i såvel

tankerne bag psykiatriplanen som dens praktiske virkeliggørelse.

Samtaler med hospitalspersonale, patienter og personale fra distriktskontoret

om den gradvise omstilling til distriktspsykiatri har givet mig dels et

indtryk af de problemer, omstillingen giver anledning til, dels et indtryk af

de forskellige opfattelser af distriktspsykiatriordningens positive og

negative sider.

Det er mit indtryk, at de berørte personalegrupper arbejder meget

bevidst med omstillingen til distriktspsykiatri, og at vanskeligheder

undervejs i processen ikke har forhindret personalet i at tænke og arbejde

kreativt og konstruktivt med de ressourcer, der er til rådighed. På baggrund

af mit besøg i den fuldt udbyggede distriktsafdeling i Viby-Højbjerg vil jeg

gerne følge den videre udvikling i omstillingsprocessen til

distriktspsykiatri. Jeg anmoder derfor om at måtte modtage en tidsplan for

det

videre arbejde med psykiatriplanen og om at modtage underretning om den

faktiske

udbygning af de øvrige planlagte distriktskontorer.

5)

Afsluttende bemærkninger.

Mine besøg på Psykiatrisk Hospital Risskov fandt sted, da lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien havde fungeret i godt et års

tid.

På denne baggrund var min opmærksomhed under besøgene også rettet imod

hospitalets administration af dette nye regelsæt.

I denne forbindelse har jeg især hæftet mig ved, at hospitalet og

amtskommunen har lagt megen vægt på information og uddannelse af det

behandlende

personale. Således har jeg fundet det positivt, at hospitalet har udarbejdet

omfattende instruks- og vejledningsmateriale til afdelingerne om deres

forpligtelser

efter psykiatriloven.

Ikke blot i relation til psykiatriloven, men mere generelt er det mit

indtryk, at der såvel på selve hospitalet som i det distriktspsykiatriske

arbejde lægges stor vægt på informationsvirksomhed overfor brugere og

samarbejdspartnere blandt praktiserende læger, socialforvaltninger og private

og offentlige institutioner og organisationer i distrikterne. På samtaler med

sygehusledelsen forstod jeg, at man fortsat vil have opmærksomheden henledt

på

behovet for information, også blandt patienterne. Jeg finder det af stor

betydning, at dette arbejde får de bedst mulige vækstbetingelser."

Lignende dokumenter