Spring til indhold

Retsinformation

Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98

1997/2 BR 6Selvstændig beretningFolketinget30. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71, stk. 7, den 18. september 1998

Beretning

vedrørende

tilsynets virksomhed i folketingsåret

1997-98

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

2

2.

Spørgsmål til ministrene og andre

2

2.1.

Indledning

2

2.2.

Tvangsindgreb

2

2.2.1.

Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2

2

2.2.2.

Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter

2

2.2.3.

Fast vagt ved tvangsfikseringer

3

2.2.4.

Læs alt

Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb

3

2.3.

Retsvirkningerne af værgemål

4

2.4.

Betaling for behandling af psykisk syge fanger på Københavns

Amts Sygehus i Glostrup

4

2.5.

Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter

5

2.5.1.

Spørgsmål til sundhedsministeren

5

2.5.2.

Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens

Sygehusfællesskab

5

2.5.3.

Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen af

tilsynets kompetence

6

2.6.

Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske afdelinger

6

2.7.

Visitation af psykiatriske patienter og deres

pårørende

7

3.

Besøg på psykiatriske sygehuse

7

3.1.

Københavns Amts Sygehus i Glostrup

7

3.2.

Københavns Kommunehospital

8

3.3.

Augustenborg Sygehus

9

3.4.

Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt

9

3.5.

Dianalund Psykiatrihospital

10

3.6.

Psykiatrisk Afdeling i Randers

11

3.7.

Amtshospitalet i Vordingborg

11

3.8.

Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital

13

3.9.

Besøg på værestedet Vækststedet i

Kolding

13

4.

Konkrete sager

13

5.

Høring

13

1. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret

1997-98 afholdt 9 møder og behandlet en række generelle og

konkrete sager. Tilsynet har endvidere besøgt en række

psykiatriske sygehuse og et såkaldt værested. De generelle og

konkrete sager har sammen med besøgene givet anledning til, at

tilsynet har stillet en række spørgsmål til

justitsministeren, socialministeren og sundhedsministeren samt

Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte

amtskommuner. Endelig har tilsynet i det forløbne folketingsår

som noget nyt afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af

børn og unge i sociale og psykiatriske

institutionsmiljøer«.

2. Spørgsmål til ministrene og andre

2.1. Indledning

Tilsynet har i det forløbne folketingsår

stillet en række spørgsmål til justitsministeren,

socialministeren og sundhedsministeren samt Amtsrådsforeningen,

Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte amtskommuner. Endvidere har

tilsynet rettet henvendelse til Retsudvalget. I det følgende omtales

nogle af disse initiativer.

2.2. Tvangsindgreb

2.2.1. Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2

I et brev af 30. september 1997 rettede tilsynet

henvendelse til Folketingets Retsudvalg om psykiatrilovens afgrænsning

af begrebet tvang som »anvendelse af foranstaltninger, som patienten

modsætter sig«, jf. psykiatrilovens § 1, stk. 2. Baggrunden for

henvendelsen var en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14, 1997, af

professor, dr. jur. Henrik Zahle. I artiklen »Indlæggelse eller

frihedsberøvelse frivillighed eller tvang« omtalte Henrik Zahle

problemerne for den patientgruppe, der hverken samtykker eller protesterer,

og som derfor ikke er omfattet af psykiatrilovens tvangsprocedurer. Det

drejer sig navnlig om nogle demente og konfuse patienter, som ikke har nogen

klar forståelse af, hvad der sker omkring dem, og tillige om en gruppe

depressive patienter, som er svære at få kontakt med.

I artiklen henledte Henrik Zahle opmærksomheden

på, at psykiatrilovens afgrænsning af begrebet tvang afviger fra

den gængse opfattelse, hvorefter der kræves informeret samtykke

til en lægelig behandling. Selv om den omtalte patientgruppe ikke er

omfattet af psykiatriloven, er der ifølge Henrik Zahle alligevel tale

om frihedsberøvelse, som bør kunne prøves ved

domstolene. Deraf følger, at den omtalte patientgruppe også

bør være omfattet af tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7.

I sin henvendelse til Retsudvalget oplyste tilsynet blandt

andet, at der ikke i praksis finder nogen registrering sted af denne

patientgruppe, og at tilsynet derfor ikke har nogen mulighed for at

følge patientgruppens forhold.

2.2.2. Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter

Efter psykiatrilovens regler kan også frivilligt

indlagte patienter tvangsfikseres. Dog kan en sådan tvangsfiksering

betragtes som en (selvstændig) frihedsberøvelse, hvis den under

patientens protest udstrækkes længere end nogle få timer,

jf. Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien med

kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen, s. 161 ff. I givet

fald kræves, at betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt,

selv om patienten ikke ønsker sig udskrevet, men alene protesterer

imod fikseringen. Endvidere vil et sådant indgreb kunne indbringes for

domstolene efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a.

I en konkret sag, hvor en frivilligt indlagt patient var

tvangsfikseret i mere end 24 timer, svarede sygehuset benægtende

på tilsynets spørgsmål om, hvorvidt den

pågældende patient var blevet orienteret om muligheden for at

indbringe spørgsmålet for domstolene. Efterfølgende

forespørgsler på de psykiatriske sygehuse, som tilsynet har

besøgt, har efterladt det indtryk, at de psykiatriske sygehuse ikke er

bekendt med denne mulighed.

Tilsynet bad derfor justitsministeren om en vurdering af

behovet for vejledning om, at lovligheden af sådanne langvarige

tvangsfikseringer kan indbringes for domstolene. Justitsministeren

svarede:

»Justitsministeriet har ikke kendskab til

afgørelser, hvori der er taget stilling til spørgsmålet

om, i hvilket omfang en fiksering i sig selv kan antages at udgøre en

frihedsberøvelse. I mangel af sådanne afgørelser er det

vanskeligt at sige noget præcist om afgrænsningen mellem på

den ene side ikke-frihedsberøvende fikseringer og på den anden

side fikseringer, der samtidig indebærer en

frihedsberøvelse.

Såfremt en patient, der har været fikseret,

mener, at fikseringen har indebåret en frihedsberøvelse, vil der

efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for at få

dette spørgsmål prøvet ved domstolene.

Justitsministeriet finder ikke, at der på

nuværende tidspunkt er grundlag for at vejlede særskilt om denne

klagemulighed.

Dette skyldes, at spørgsmålet om, hvorvidt en

fiksering tillige udgør en frihedsberøvelse, som anført

giver anledning til tvivl. En vejledning på dette punkt vil

således være behæftet med usikkerhed. Hertil kommer, at

selve fikseringen vil kunne påklages til det lokale

patientklagenævn efter de almindelige klageregler i

psykiatriloven.«

2.2.3. Fast vagt ved tvangsfikseringer

Under et besøg på et psykiatrisk sygehus blev

det oplyst, at det er fast praksis i forbindelse med fikseringer, at

patientens seng flyttes væk fra alarmknappen. Denne praksis blev

forsvaret ud fra sikkerhedsmæssige hensyn og med henvisning til, at der

altid er fast vagt, som har øjenkontakt med patienten.

Tilsynet stillede spørgsmål til

justitsministeren om denne praksis. Justitsministeriet indhentede til brug

for besvarelsen en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen henviste til

følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen:

»Sundhedsstyrelsen finder, at patientens muligheder for at

kunne komme i forbindelse med personalet er tilstrækkelig tilgodeset,

når der er fast vagt til stede, som patienten kan rette henvendelse

til. Det vil i denne situation ikke være nødvendigt, at der

yderligere er en alarmknap.«

I sin kontakt med patientorganisationer og

patientvejledere er tilsynet ofte blevet orienteret om den såkaldte

»håndklædemetode«, hvorefter den faste vagt i forbindelse med

tvangsfikseringer »erstattes« af et håndklæde, der vikles rundt

om håndtagene på dørens yder- og inderside, således

at vagtpersonalet på gangen altid kan høre, men ikke se den

fikserede.

Tilsynet stillede spørgsmål til

justitsministeren om denne fremgangsmåde. Justitsministeriet indhentede

en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen indhentede en udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen var ikke bekendt med, i hvilket omfang

den beskrevne metode anvendes. Sundhedsstyrelsen oplyste videre:

»Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at såfremt en

fast vagt har opsyn med 2 stuer og jævnligt går mellem de 2 stuer

og tilser patienterne og hele tiden kan høre patienterne, kan denne

overvågningsform være forsvarlig, medmindre særlige forhold

gør sig gældende.

Sundhedsstyrelsen finder derimod ikke, at betingelserne i

loven er opfyldt, såfremt personalet alene kan høre patienten og

ikke jævnligt tilser denne.«

2.2.4. Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb

I folketingsåret 1996-97 stillede tilsynet

spørgsmål til sundhedsministeren om udviklingen i antallet af

meget lange tvangsfikseringer i perioden 1991-96, opgjort for intervallerne

5-10, 11-15, 15-20 og flere end 21 dage for hvert enkelt år.

Sundhedsministeren svarede ved at henvise til et svar fra

Sundhedsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at de psykiatriske afdelinger hvert

kvartal indsender en opgørelse over antallet af tilfælde af

tvangsfiksering. Man kan imidlertid ikke af indberetningen se, hvor mange

patienter det drejer sig om. Det fremgår af de indberetningsskemaer,

som Sundhedsstyrelsen modtager fra de enkelte sygehuse, hvor lang tid

fikseringerne har varet. Sundhedsstyrelsen havde imidlertid ikke foretaget en

statistisk bearbejdelse af disse indberetninger og var derfor ikke i stand

til at besvare det spørgsmål, som tilsynet havde stillet.

Sundhedsstyrelsen henviste til, at formålet med indberetningssystemet

bl.a. er at sikre et overordnet overblik over brugen af

tvangsforanstaltninger, jf. pkt. II d i tilsynets beretning for

folketingsåret 1996-97.

Tilsynet tog sundhedsministerens svar til efterretning og

spurgte videre, om ministeren har overvejelser om at tage initiativ til, at

der fremover foretages en videregående statistisk bearbejdelse af de

kvartalsvise indberetninger fra de psykiatriske sygehuse. Tilsynet henviste

herved til, at statistisk materiale om tvangsindgreb er et overordentlig

værdifuldt redskab i tilsynet med forholdene for psykisk syge. Tilsynet

henviste endvidere til, at tilsyns- og kontrolformålet er angivet som

delbegrundelse for indberetningsordningen, jf. s. 336-339 i

Principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og s. 79-81 i

Betænkning nr. 1109/1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien. Sundhedsministeren svarede:

»Det er korrekt, at de nuværende kvartalsvise

registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen kun har

begrænset statistisk værdi, idet oplysningerne ikke kan

henføres til bestemte personer. Det fører bl.a. til, at det

ikke ud fra indberetningerne kan påvises, i hvilket omfang

tvangsanvendelsen angår samme person.

I forslag til lov om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af

psykiatriloven) (L 36), som er fremsat den 27. marts 1998 af

justitsministeren, foreslås derfor indsat en bestemmelse, der skal

gøre det muligt at forbedre den statistiske værdi af

registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen.

Bestemmelsen, som foreslås indsat i psykiatrilovens

§ 20, stk. 2, som andet punktum, har følgende ordlyd:

»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at

indberetningerne skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«, jf.

forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, § 1,

nr. 7.

Jeg agter at udnytte denne bemyndigelse til at

fastsætte regler om, at indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen

gennem embedslægeinstitutionen skal indeholde patientens navn og

CPR-nr. med henblik på at forbedre den statistiske værdi af

indberetningerne.«

2.3. Retsvirkningerne af værgemål

Tilsynet har drøftet omfanget af en umyndiggjorts

rettigheder i situationer, hvor der opstår uenighed mellem den

umyndiggjorte, værgen og eventuelle andre, der handler (eller

ønsker at handle) i overensstemmelse med den umyndiggjortes

ønsker. Baggrunden for drøftelsen var en konkret sag, hvor et

plejehjem og en værge med politiets bistand havde forhindret den

umyndiggjorte i at forlade plejehjemmet sammen med en søn for at

deltage i et møde.

Tilsynet fandt ikke anledning til at forfølge den

konkrete sag, men udtrykte bekymring over for socialministeren med hensyn til

spørgsmålet om, hvorvidt plejehjemspersonale i

tilstrækkelig grad er orienteret om retsvirkningerne af en

umyndiggørelse. Tilsynet fandt ikke, at det kunne udelukkes, at et

ukendskab kan risikere at føre til, at værgemål forveksles

med frihedsberøvelse.

I den anledning meddelte socialministeren, at der i

forbindelse med ikrafttrædelsen af de love, der med virkning fra 1.

juli 1998 erstatter bistandsloven, vil blive udsendt nye vejledninger. I

disse vejledninger vil der blive taget højde for plejepersonalets

behov for information om værgemålsloven.

2.4. Betaling for behandling af psykisk syge fanger på

Københavns Amts Sygehus i Glostrup

I forbindelse med inspektionen på Københavns

Amts Sygehus i Glostrup, jf. afsnit 3.1., blev tilsynet opmærksom

på, at sygehuset, som var stærkt overbelagt, er belastet af, at

der i området er to fængsler, hvoraf det ene - Anstalten ved

Herstedvester - modtager fanger med psykiske problemer fra hele landet.

Tilsynet bad sundhedsministeren om at redegøre for baggrunden for, at

det økonomiske ansvar for behandlingen af patienter fra disse

(statslige) institutioner er rent amtskommunalt.

Sundhedsministeren bekræftede, at det

økonomiske ansvar for behandlingen af psykisk syge fanger i

psykiatriske sygehuse har været amtskommunalt siden

ikrafttrædelsen af lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes

overførelse til amtskommunerne. Sundhedsministeren oplyste videre, at

der i forbindelse med statshospitalernes overførelse til

amtskommunerne blev ydet et særligt statstilskud til udligning af de

forskelle mellem amterne, som fulgte af institutionernes forskellige standard

ved overførelsen eller spredningen i disse institutioners geografiske

beliggenhed.

2.5. Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter

2.5.1. Spørgsmål til sundhedsministeren

Tilsynet har under sine besøg på psykiatriske

sygehuse jævnligt modtaget klager over dårlige

udslusningsmuligheder og overbelægning. Tilsynet bad derfor

sundhedsministeren om oplysninger om den nærmere anvendelse af

sygehuslovens § 12, hvorefter en amtskommune kan opkræve betaling pr.

sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på

amtskommunale sygehuse, og som har bopæl i den pågældende

kommune. Formålet med bestemmelsen var at tilskynde til, at

færdigbehandlede patienter ikke opholder sig længere end

nødvendigt på sygehusene som følge af manglende

primærkommunale foranstaltninger. Sundhedsministeren svarede bl.a.:

»Med henblik på yderligere at motivere kommunerne

til at tilvejebringe de nødvendige plejetilbud fik amtskommunerne

mulighed for selv at fastsætte den betaling, som kan opkræves fra

kommunerne, dog således at sengedagsbetalingen maksimalt kan

udgøre 1200 kr. i 1995-pris- og lønniveau for patienter over 67

år og det halve for patienter under 67 år.

Ved at lade de enkelte amtskommuner fastsætte

taksten inden for et maksimumbeløb bliver det muligt at tage hensyn

til bl.a. forskelle i udgiftsniveauer. Det blev forudsat, at taksterne

fastsættes med udgangspunkt i de gennemsnitlige plejehjemsudgifter.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at

færdigbehandlede patienter på psykiatriske afdelinger også

kan vente på udskrivning til amtskommunale tilbud, f.eks. amtskommunale

plejehjem (§ 112, stk. 2-institutioner).

For regeringen er udvikling af opfølgende sociale

tilbud, herunder især botilbud til sindslidende, et højt

prioriteret område. Siden regeringen i 1993 blev enig med de kommunale

parter om bl.a. en kraftig forøgelse af botilbud og væresteder

for sindslidende, er der årligt afsat betydelige ressourcer til

formålet.

Det kan i den forbindelse nævnes, at der ved

udmøntningen af satsreguleringspuljen for 1996 blev afsat 350 mio. kr.

i perioden 1996-1999 primært som tilskud til nyetablering ved den

fortsatte udbygning af botilbudene til især de tungere grupper af

sindslidende.

Med botilbudspuljen for sindslidende blev der i

efteråret 1996 bevilget støtte for ca. 312 mio. kr. til

etablering og drift af ca. 700 nye pladser i form af støttecentre,

akutboliger samt beskyttede pensionater. Hertil kommer en amtslig og kommunal

medfinansiering på de bevilgede projekter, således at den samlede

samfundsmæssige investering i botilbud forventes at øges med 720

mio. kr. i løbet af botilbudspuljens varighed.

Det fremgår af den 1. delevalueringsrapport om

status for Botilbudspuljen for sindslidende fra november 1997, at der i

projektperioden forventes etableret i alt ca. 812 pladser i form af

beskyttede pensionater, støttecentre og akutboliger. Forventningerne

om udbygningen med sociale botilbud ser med andre ord ud til at blive mere

end opfyldte i projektperioden.«

I forbindelse med spørgsmålet om udslusning

af psykiatriske patienter bad tilsynet endvidere sundhedsministeren om

oplysninger om erfaringerne med de samarbejds- og dialogfora, der er

etableret med hjemmel i sygesikringslovens § 27 b. Sundhedsministeren svarede

bl.a.:

»Samarbejdsbestemmelserne i sygesikringsloven trådte

i kraft den 1. januar 1994, og den første planperiode (1994-1997) er

netop afsluttet.

I flere af de vedtagne planer er der særligt

fokuseret på samarbejdsstrukturer mellem amt og kommuner med henblik

på at skabe rammer for et mere intensiveret samarbejde.

Jeg kan i øvrigt nævne, at regeringens

anbefaling fra statusrapporten om tilbudene til sindslidende fra 1995 til

amtsråd og kommunalbestyrelser om etablering af dialogfora for

samarbejde og dialog på psykiatriområdet i meget vid

udstrækning er blevet fulgt. Oplysninger fra november 1996 til

Socialministeriet viste, at alle amter på nær 2 havde oprettet

samarbejdsfora.«

2.5.2. Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens

Sygehusfællesskab

I forlængelse af spørgsmålene til

sundhedsministeren om anvendelsen af sygehuslovens § 12 rettede tilsynet

henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens

Sygehusfællesskab og bad om foreningens konkrete erfaringer med

anvendelsen af muligheden for at opkræve betaling efter sygehuslovens §

12.

Amtsrådsforeningen har herefter oplyst, at 1 amt

aktuelt benytter sig af muligheden for at opkræve betaling, medens 9

amter ikke benytter sig af denne mulighed. 4 amter har ikke svaret.

2.5.3. Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen

af tilsynets kompetence

Den 17. december 1997 rettede Amtsrådsforeningen

henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af

tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengav forløbet i

forbindelse med tilsynets forespørgsel om udslusning af

færdigbehandlede psykiatriske patienter til kommunale institutioner,

jf. ovenfor under afsnit 2.5.2. Amtsrådsforeningen konkluderede, at

foreningen »med positiv interesse har fulgt arbejdet i Folketingets §

71-tilsyn, men Amtsrådsforeningen finder, at Tilsynet bør

afgrænse sin aktivitet, så den falder inden for Tilsynets

kompetenceområde.«

Amtsrådsforeningens brev blev forelagt for tilsynet,

som i et brev af 27. januar 1998 til Folketingets Præsidium redegjorde

for, hvorledes tilsynets kompetence er afgrænset, og for, hvorfor

tilsynet finder, at den omtalte aktivitet falder inden for tilsynets

kompetenceområde.

I et brev af 10. februar 1998 til Amtsrådsforeningen

skrev Folketingets Præsidium, at præsidiet efter at have

drøftet foreningens henvendelse kunne henholde sig til tilsynets svar.

Tilsynets brev, som var vedlagt svaret fra Folketingets Præsidium, er

optrykt som bilag til beretningen.

2.6. Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske

afdelinger

Tilsynet tilsluttede sig i beretningen for 1995-96, afsnit

VII, sundhedsministerens kritik af, at børn og unge indlægges

på voksenpsykiatrisk afdeling. I forbindelse med senere besøg

på psykiatriske afdelinger er tilsynet blevet opmærksom på,

at også anbringelse af tvangsindlagte børn og unge på

voksenpsykiatriske afdelinger kan forekomme. Derfor bad tilsynet om

justitsministerens vurdering af, om frihedsberøvelse af børn

på voksenpsykiatrisk afdeling er forenelig med art. 37, litra c, i

FN-konventionen om barnets rettigheder. Efter denne bestemmelse »skal ethvert

barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en

sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.« Justitsministeren

svarede bl.a.:

»Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til at

sikre, at børn, der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes

adskilt fra voksne. Bestemmelsen giver dog mulighed for at fravige denne

hovedregel, hvis det ikke tjener barnets tarv at blive holdt adskilt fra

voksne. FN's børnekonvention er ratificeret af Danmark i henhold til

kongelig resolution af 5. juli 1991, efter at Folketinget den 31. maj 1991

havde givet sit samtykke dertil gennem vedtagelse af forslag til

folketingsbeslutning nr. B 22 af 31. januar 1991. Under Folketingets

behandling af beslutningsforslaget angik drøftelserne om artikel 37,

litra c, navnlig anbringelse af unge indsatte i fængsler, dvs.

frihedsberøvelser inden for strafferetsplejen.

Justitsministeriet finder, at spørgsmålet om,

hvorvidt artikel 37, litra c, også finder anvendelse ved

frihedsberøvelser uden for strafferetsplejen f.eks. ved

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af børn og unge efter

reglerne i psykiatriloven, giver anledning til en vis tvivl.

Bestemmelsens ordlyd og placering giver efter

Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv holdepunkter for at antage, at

bestemmelsen er begrænset til frihedsberøvelse inden for

strafferetsplejen.

Ved fastlæggelsen af bestemmelsens rækkevidde

må det endvidere indgå, at formålet med bestemmelsen bl.a.

er at beskytte barnet mod den risiko for udnyttelse, negativ påvirkning

og lignende, som frihedsberøvelse sammen med voksne kan udsætte

barnet for.

Det må formentlig antages, at anbringelse af en ung

person, der f.eks. er dømt efter straffelovens § 68 til behandling

på psykiatrisk afdeling, på en afdeling sammen med voksne

retspsykiatriske patienter som udgangspunkt vil være uforenelig med

artikel 37, litra c.

At lade det være afgørende for anvendelsen af

artikel 37, litra c, om det tvungne samvær for den unges vedkommende

beror på en strafferetlig afgørelse eller er en administrativt

bestemt frihedsberøvelse i henhold til psykiatriloven, forekommer

vilkårligt og dårligt stemmende med de beskyttelseshensyn, som

FN's børnekonvention bygger på.

Justitsministeriet er på den baggrund mest

tilbøjelig til at mene, at forpligtelsen til at sikre, at børn,

der frihedsberøves, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en

sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, også

gælder i tilfælde, hvor børn er tvangsindlagt eller

tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling efter reglerne i

psykiatriloven.

At artikel 37, litra c, finder anvendelse i tilfælde

af frihedsberøvelse på psykiatriske hospitaler, er i

øvrigt også antaget i Geraldine Van Bueren, The International

Law on the Rights of the Child (1995), hvor det på s. 222

anføres:

»Articles 37(c) of the Convention has a broader ambit than

article 10(2)(b) and (3) of the International Covenant (FN's konvention om

borgerlige og politiske rettigheder), as it applies to all deprivations of

liberty and not only to children facing or found guilty of criminal charges.

The principle of separation of children from adults, unless it is in their

best interests, is equally applicable to children who for example are

deprived of their liberty in mental health institutions.««

2.7. Visitation af psykiatriske patienter og deres

pårørende

Tilsynet har i forbindelse med besøg på

psykiatriske sygehuse spurgt til problemstillingen i forbindelse med

forekomst af narkotika på sygehusene. Det er tilsynets indtryk, at de

psykiatriske sygehuse i videst muligt omfang indhenter samtykke fra

patienterne, før der afgives blod- og urinprøver, og før

der foretages kropsvisitation eller visitation af patientens sygestue.

Tilsynet har dog mødt eksempler på, at visitation af patienter

foretages uden samtykke. Reaktionen over for pårørende, der

afviser at lade sig visitere, er efter tilsynets erfaring typisk

nægtelse af besøg.

Tilsynet bad på den baggrund om justitsministerens

vurdering af behovet for, at adgangen til at visitere patienter og deres

pårørende reguleres. Idet der i øvrigt henvistes til

justitsministerens svar på spørgsmål fra Folketingets

Retsudvalg, hvoraf det bl.a. fremgår, at psykiatrilovens udtrykkelige

opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antages at udelukke andre

former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de

indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven, svarede

justitsministeren:

»Justitsministeriet finder således fortsat ikke, at

der bør søges gennemført en detaljeret og

udtømmende lovregulering af de former for restriktioner, der anvendes

på psykiatriske afdelinger som led i den almindelige husorden med

henblik på at holde ro, orden og sikkerhed.«

3. Besøg på psykiatriske sygehuse

3.1. Københavns Amts Sygehus i Glostrup

Den 20. september 1995 aflagde tilsynet besøg

på Københavns Amts Sygehus i Glostrup. Efter besøget

konkluderede tilsynet blandt andet, at »tilsynet er betænkelig ved den

kraftige overbelægning, og tilsynet beklager, at manglende ressourcer

fører til øget anvendelse af tvangsfiksering og medicinering.«

(Tilsynets beretning for folketingsåret 1995-96).

Den 27. september 1996 aflagde tilsynet endnu et

besøg på sygehuset. Efter dette besøg konkluderede

tilsynet blandt andet følgende: »Tilsynet finder, at

overbelægningen fortsat er voldsom og kritisabel. Tilsynet finder det

uacceptabelt, at ældre færdigbehandlede patienter skal ligge

på psykiatrisk afdeling i lang tid, medens de venter på

plejehjemsplads på psykiatrisk plejehjem eller somatisk plejehjem.«

(Tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97).

I oktober 1997 modtog tilsynet henvendelser fra patienter

og patientrådgivere, som klagede over, at der fortsat var

overbelægning på Københavns Amts Sygehus i Glostrup.

Tilsynet aflagde derfor den 6. november 1997 yderligere et anmeldt

besøg på sygehuset. Tilsynet konkluderede efter

besøget:

»I betragtning af at tilsynets besøg den 6.

november 1997 var det tredje i en række af tilsynsbesøg, finder

tilsynet det fuldstændig uacceptabelt endnu en gang at måtte

konkludere, at sygehuset er stærkt overbelagt, og at en stor del af de

indlagte patienter alene er indlagt, fordi de afventer en primær- eller

amtskommunal foranstaltning.

Efter tilsynets opfattelse er det ganske overordentlig

uheldigt, at psykisk syge mennesker kan risikere at skulle være indlagt

på stuer sammen med op til 4 andre psykisk syge patienter, ligesom

tilsynet finder det helt umenneskeligt, at patienter i visse tilfælde

fikseres i kolde og triste baderum uden adgang til dagslys. At konsekvensen

for de øvrige patienter er, at de må deles om sparsomme toilet-

og badefaciliteter, er naturligvis også overordentlig beklageligt.

Endvidere beklager tilsynet de dårlige beskæftigelsesmuligheder

for de patienter, der på grund af deres sygdom ikke har adgang til

sygehusets eksterne beskæftigelsestilbud.

Tilsynet bemærker, at der ikke er grund til at tro,

at denne overbelægning forsvarligt vil kunne nedbringes ved en

strammere visitationspraksis, og der er efter tilsynets opfattelse heller

ingen holdepunkter for at antage, at personalet ikke gør deres yderste

for at gøre dagligdagen acceptabel for de indlagte patienter. Tilsynet

finder det i den forbindelse positivt, at sygehusledelsen, vanskelighederne

til trods, opretholder kravet om en høj terapeutisk standard og gennem

kurser og anden formidling til stadighed arbejder på at opfylde

sygehusets overordnede målsætning.

Herefter skal tilsynet bemærke, at de eksisterende

planer om udtynding, renovering og aktivitetsudvidelse forekommer

overordentlig positive. Ændringerne vil utvivlsomt bidrage til en

afhjælpning af overbelægningsproblemerne og til væsentligt

bedre forhold for de indlagte patienter, dersom de gennemføres som

planlagt.

Tilsynet skal dog samtidig stille sig noget tvivlende over

for, om de eksisterende planer også er tilstrækkelige til at

afhjælpe overbelægningsproblemerne på sygehuset, blandt

andet fordi de i alt 48 plejehjemspladser, der efter planen skal åbnes

i Københavns Amt, også vil skulle aftage patienter fra andre af

amtets sygehuse. Hertil kommer, at sygehusets helt akutte problemer savner en

løsning. Tilsynet er i den forbindelse stærkt betænkelig

ved, at amtets belægningsgrænse på et 12-sengs-afsnit er 14

senge og 20 senge på et 18-sengs-afsnit. I amtets

løsningsforslag er det således forudsat, at der kan være

overbelægning, et udgangspunkt, der efter tilsynets opfattelse

gør sygehuset meget sårbart over for akut opståede

situationer.

Endvidere finder tilsynet det ikke acceptabelt, at

overbelægningen skal kunne fortsætte, indtil den samlede plan er

gennemført omkring år 2000, og finder det nødvendigt at

henstille, at der også arbejdes på »her og nu-løsninger«

både af overbelægningsproblemet og udslusningsproblemet. I den

udstrækning eksisterende lokaliteter ikke findes egnede som ramme

omkring akutte foranstaltninger, skal tilsynet pege på muligheden for

at etablere midlertidige pavillonløsninger, således som det har

været praktiseret på andre sygehuse med tilsvarende

problemer.«

3.2. Københavns Kommunehospital

Tilsynet aflagde den 10. december 1997 et uanmeldt

besøg på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. Tilsynet

konkluderede efter sit besøg:

»Det er utvivlsomt, at de fysiske rammer på

Kommunehospitalets psykiatriske afdeling er helt utidssvarende. Lokaliteterne

er gammeldags og uhensigtsmæssigt indrettede, adgangen til enestue er

særdeles begrænset, og langt over halvdelen af patienterne

må ligge på rad og række på tre- og firesengsstuer

uden mulighed for den beskedne form for privatliv, der ligger i at »kunne

vende ryggen til«. Endvidere er toilet- og badefaciliteterne på flere

af afdelingerne helt utilstrækkelige.

De givne ydre rammer taget i betragtning skal det dog

siges, at der er ydet en prisværdig indsats i retning af at indrette

afsnittene, så de alligevel fremstår venlige og hyggelige. Stort

set overalt er der pænt malet, møbleret og dekoreret, og selv om

afsnittene formentlig tager sig lidt anderledes ud ved juletid end på

andre årstider, er det dog tilsynets indtryk, at afdelingen også

»med fradrag for julepynt« fremstår som venlig og indbydende. I

øvrigt var det tilsynets bestemte indtryk, at patienterne i det hele

var tilfredse med personalet på afdelingen, og at personalet de ydre

rammer til trods var i stand til at opretholde en høj faglig

standard i deres arbejde.

Personalets positive indsats kan dog ikke opveje de

negative virkninger af overbelægningen blandt andet som følge af

dårlige fysiske rammer og manglende udslusningsmuligheder. Det

forekommer helt uacceptabelt, at psykisk syge patienter skal rykkes rundt

på som følge af overbelægning og risikere at blive henvist

til en seng på en firesengsstue eller på gangarealet. De negative

virkninger, der altid vil følge af overbelægning,

forstærkes her af de dårlige fysiske rammer, og uanset hvilken

mere langsigtet politisk løsning, der bliver udgangen på de

eksisterende overvejelser i Hovedstadens Sygehusfællesskab om

nedlæggelse af den psykiatriske afdeling på Kommunehospitalet, er

der efter tilsynets opfattelse behov for »her og nu-løsninger«

på problemerne med overbelægning og udslusning.

Tilsynet har endvidere noteret sig, at navnlig patienterne

på de lukkede afdelinger kun har meget sparsomme muligheder for

beskæftigelse. Det forekommer helt utilfredsstillende, at

langtidsindlagte patienter på lukkede afdelinger er henvist til »kaffe

og smøger« som deres hovedbeskæftigelse.«

3.3. Augustenborg Sygehus

Den 8. januar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt

besøg på Augustenborg Sygehus. Tilsynet konkluderede efter

besøget:

»De fysiske rammer for patienterne på Augustenborg

Sygehus er efter tilsynets opfattelse overordentlig gode og i meget

høj grad et eksempel til efterfølgelse for øvrige amter.

Ikke blot var lokalerne lyse, pæne, rummelige og velholdte, men

sygehuset havde også gjort en ganske betydelig indsats med hensyn til

selve indretningen og dekorationen af både sygestuer og

fællesrum. Tilsynet finder det endvidere meget positivt, at en meget

stor del af patienterne har mulighed for indlæggelse på

enestue.

Tilsynet har endvidere noteret sig de overordentlig

positive udtalelser fra patienterne ikke blot om de fysiske rammer, men

også om personalets indsats.

Også de eksterne værkstedsfaciliteter var

efter tilsynets opfattelse meget indbydende, men tilsynet må finde det

beklageligt, at sygehuset i lighed med mange andre psykiatriske sygehuse

har gjort så forholdsvis lidt for at aktivere de patienter, der ikke

kan benytte de eksterne beskæftigelsesfaciliteter, fordi de er indlagt

på lukket afdeling. Tilsynet mangler den faglige ekspertise for at

kunne udtale sig om, i hvilket omfang meget psykisk syge patienter lader sig

aktivere. Synet af totalt inaktive patienter, som ydermere gav udtryk for

utilfredshed med de manglende beskæftigelsesmuligheder, forekom dog

særdeles forstemmende, og tilsynet vil opfordre til, at sygehuset

diskuterer, om/på hvilken måde denne patientgruppe lader sig

aktivere i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Tilsvarende finder tilsynet det beklageligt, at

færdigbehandlede patienter forbliver indlagt på psykiatrisk

sygehus, alene fordi der er mangel på amts- og primærkommunale

døgnforanstaltninger. Tilsynet finder det helt uacceptabelt, at

patienter kan risikere at skulle vente et helt år på en

amtskommunal døgnplads. Ej heller denne beklagelse er specifik for

Augustenborg Sygehus, men tilsynet må opfordre amtet til at udnytte den

nye struktur med en samling af ansvaret for psykiatriske patienter i

ét udvalg psykiatriudvalget til at prioritere løsningen af

disse udslusningsproblemer meget højt.

Dog finder tilsynet det meget positivt, at Augustenborg

Sygehus på grund af princippet »sidste mand slukker lyset og lukker

døren« har været i stand til at undgå de problemer med

overbelægning, som mange amter har haft som en konsekvens af, at

sengepladser er nedlagt, før distriktspsykiatrien er

tilstrækkeligt udbygget.

Endelig finder tilsynet anledning til at udtrykke sin

anerkendelse af sygehusets bestræbelser på at efterleve

psykiatrilovens krav om »det mindste middels princip«. Den beskrevne ordning

omkring beskikkelse af fast vagt som en form for tvangsforebyggelse er efter

tilsynets opfattelse et meget positivt udtryk for hensyn til og omsorg for

patienterne, og det er anerkendelsesværdigt, at sygehuset på

denne måde arbejder aktivt for at opfylde psykiatrilovens krav, selv om

ordningen er ressourcekrævende.«

3.4. Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt

Tilsynet aflagde den 16. februar 1998 et anmeldt

besøg på den del af Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt, der

er beliggende i Hillerød. Tilsynet konkluderede efter sit

besøg:

»Tilsynets indtryk af forholdene for de indlagte patienter

på sygehuset i Hillerød var helt overvejende positivt. Tilsynet

har endvidere med tilfredshed noteret sig amtets planer for en udbygning og

omlægning af psykiatrien i amtet, som blandt andet vil indebære,

at patienterne placeres på mindre enheder, og at adgangen til

indlæggelse på enestue forøges.

Tilsynet finder dog anledning til at knytte

følgende bemærkninger til besøget.

Den nyindrettede lukkede afdeling Q er for en umiddelbar

betragtning meget attraktiv med lutter nydelige enestuer og en flot og

moderne fælles opholdsplads. Tilsynet finder dog anledning til at rejse

spørgsmålet om, hvorvidt en nyindrettet lukket afdeling

behøver fremtræde helt så lukket, som tilfældet er

med afdeling Q. Tilsynet sigter herved til, at patienterne kun kan åbne

deres vinduer ganske lidt på klem, ligesom de kun kan benytte den

fælles gårdhave i følge med personalet. Tilsynet er fuldt

på det rene med kravet om sikkerhedsforanstaltninger på en lukket

afdeling og finder ikke grundlag for at fremsætte disse

bemærkninger som en kritik. Derimod vil tilsynet opfordre til, at amtet

i forbindelse med realiseringen af de trufne beslutninger om omlægning

i psykiatrien er opmærksom på at indrette nye lukkede afdelinger

på en sådan måde, at patienterne i videst muligt omfang kan

få frisk luft f.eks. i lukkede gårdhaver, således som

indretningen af den almene afdeling P giver mulighed for med placeringen af

stuer og fælles faciliteter omkring en lukket gårdhave.

Tilsynet har endvidere drøftet det forhold, at der

på sygehuset i realiteten ikke sondres mellem åbne og lukkede

afdelinger. Patienter, der i og for sig godt kan færdes frit, placeres

på såkaldt »låste« afdelinger sammen med

tvangstilbageholdte patienter, således at de i perioder må bede

personalet om at låse sig ud og ind. Tilsynet har forstået, at

disse afdelinger er »låste« mere end 50 % af tiden. Selv om disse

patienter uhindret kan blive låst ind og ud efter ønske, finder

tilsynet alligevel anledning til kritik af ordningen som en generel ordning.

Tilsynet finder det således helt urimeligt, at patienter, hvis sygdom

ikke kræver det, skal undergives den indirekte (om end utilsigtede)

kontrol, der ligger i at skulle bede om at blive låst ind og ud af et

sygehus. Derfor vil tilsynet opfordre til, at amtet overvejer, på

hvilken måde de patienter, hvis sygdomstilstand muliggør det,

også bliver placeret på egentlig åbne afdelinger.

Tilsynet har med tilfredshed noteret sig, at sygehuset

ikke generelt har problemer med overbelægning og udslusning af

færdigbehandlede patienter. Dog synes børne- og

ungdomspsykiatrien at have et problem med ventelister og udslusning til

foranstaltninger i primærkommunerne. Tilsynet skal derfor opfordre til,

at amtet intensiverer bestræbelserne på at nedbringe disse

ventelister og i samarbejde med primærkommunerne forsøger at

forbedre udslusningsmulighederne, således at det også kan

undgås, at unge må indlægges på voksenpsykiatrisk

afdeling.

Om spørgsmålet om indsmugling af narkotika

skal tilsynet endelig oplyse, at interessen for dette spørgsmål

har sammenhæng med, at der så vidt ses ikke eksisterer noget

hjemmelsgrundlag for visitation og besøgskontrol. På den anden

side har tilsynet betydelig forståelse for de psykiatriske sygehuses

bestræbelser på at holde afdelingerne stoffrie. Tilsynet har

derfor rejst dette spørgsmål over for justitsministeren med

henblik på, at ministeren kan overveje, om der er behov for en

regulering af disse spørgsmål.« Justitsministerens svar på

dette spørgsmål er omtalt i afsnit 2.7.

3.5. Dianalund Psykiatrihospital

Den 16. februar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt

besøg på Dianalund Psykiatrihospital. Tilsynet påpegede i

forbindelse med besøget den ret slående forskel mellem den

lukkede afdeling E og de øvrige to afdelinger, som tilsynet

beså. Mens de øvrige afdelinger var pæne og indbydende,

var afdeling E efter tilsynets opfattelse trist og uindbydende. Ledelsen

medgav, at den lukkede afdeling er alt andet end indbydende, og oplyste, at

man var meget opmærksom på, at der skulle ændres på

forholdene på netop denne afdeling. Således drøftedes

aktuelt ændringer på afdeling E, men ledelsen påpegede, at

det tager tid, før sådanne ændringer kan slå

igennem, og forklarede endvidere, at afdelingen for nylig havde

undergået store ændringer i ledelsesmæssig henseende. Efter

besøget meddelte sygehusledelsen:

»Vedr. den manglende udsmykning på lukket afdeling E

vil vi takke for udvalgets opmærksomhed herpå. Vi tager kritikken

til os og vil gøre noget på de områder, det er

muligt.

Der bliver i denne uge indkøbt en ret stor mængde

grønne planter, og fremover vil der blive en ugentlig levering af et

vist antal planter, idet de jævnligt lider en krank skæbne.

Afdelingens gang får bedre belysning, og der bliver igangsat

indkøb af et antal vægtæpper.

På patientstuerne vil vi fremover sikre, at der er

vægophæng, sengetæppe, passende møblering og

grønne planter (hvis det kan lade sig gøre afhængig af

patientens urotilstand).«

Tilsynet konkluderede herefter:

»Når bortses fra de kritiske bemærkninger til

indretningen af den lukkede afdeling E har tilsynet ingen kritik af de

fysiske forhold, der tilbydes patienterne. Tværtimod forekommer

omgivelserne i det hele venlige og indbydende, ikke mindst skal tilsynet

fremhæve, at distriktsafdeling B var indrettet og dekoreret med omsorg

og omtanke for patienterne. Endvidere har tilsynet med betydelig tilfredshed

noteret sig, at sygehusledelsen er i fuld gang med at ændre på

forholdene på den lukkede afdeling E.

Under besøget fik tilsynet i øvrigt et meget

positivt indtryk af forholdene på sygehuset, og det var tilsynets klare

fornemmelse, at patienterne var af den opfattelse, at de fik en god og

kompetent behandling.

Dog finder tilsynet anledning til at bemærke, at det

i Vestsjællands Amt som i flere andre amter tilsyneladende volder

visse problemer at udsluse færdigbehandlede patienter til

efterbehandlende foranstaltninger i amts- eller primærkommunalt regi.

Tilsynet må udtrykke stor bekymring over oplysninger om

færdigbehandlede patienter, der indtil nu har ventet 9 og 18

måneder på udskrivning til henholdsvis primær- og

amtskommunale foranstaltninger.

Endelig skal tilsynet opfordre til, at Vestsjællands

Amt tager initiativ til at løse sit problem omkring anbringelse af

børn og unge på voksenpsykiatriske afdelinger. Når amtet

har valgt ikke selv at indrette børne- og ungdomspsykiatriske

afdelinger, forekommer det så meget desto vigtigere, at aftaler med

andre amter får ikke blot et formelt, men også et reelt

indhold.«

3.6. Psykiatrisk Afdeling i Randers

Tilsynet aflagde den 27. maj 1998 et anmeldt besøg

på Psykiatrisk Afdeling i Randers. Tilsynet konkluderede efter sit

besøg:

»Tilsynet vurderer, at de fysiske rammer og forholdene i

øvrigt på Psykiatrisk Afdeling i Randers generelt er gode og

tidssvarende med hensyn til bygninger, lokaler og udstyr samt

beskæftigelse.

Tilsynet finder det imidlertid beklageligt, at en ikke

ubetydelig del af afdelingens senge er placeret på tosengsstuer,

hvilket også gælder for det lukkede og det delvis lukkede

afsnit.

Tilsynet finder det ligeledes beklageligt, at ingen stuer

har eget toilet eller bad.

På denne baggrund ser tilsynet meget gerne, at

Århus Amt også for Psykiatrisk Afdeling i Randers udarbejder

konkrete planer med henblik på opfyldelse af amtets egen

målsætning om at sikre enestuer med toilet og bad til alle

patienter.

Tilsynet betragter det som utilfredsstillende, at der i

praksis er permanent overbelægning på Psykiatrisk Afdeling i

Randers. Overbelægningen medfører, at forholdene på

stuerne bliver mere trange, ligesom presset på

fællesfaciliteterne bliver større. Hertil kommer, at personalet

skal tage sig af flere patienter. Samlet vanskeliggør

overbelægningen den behandlingsmæssige indsats og øger

risikoen for tvangsanvendelse.

I erkendelse af de negative virkninger af

overbelægningen samarbejder Århus Amt med amtets kommuner om at

opnå sammenhæng og helhed mellem de psykiatriske

behandlingstilbud og de socialpsykiatriske tilbud. Tilsynet finder dette

samarbejde positivt og ser det meget gerne fulgt af andre initiativer til

etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud.

Viljen fra personalets side til at afbøde de

negative virkninger af overbelægningen og den ikke ubetydelige del af

senge, som er placeret på tosengsstuer, forekommer tilsynet stor.

Således vil tilsynet særligt fremhæve projektet, hvorefter

akut psykotiske sindslidende tilbydes et målrettet og intensivt

kontakttilbud. Tilsynet finder i øvrigt den tværfaglighed, som

kendetegner projektet, meget positiv.

Det løbende arbejde med at forebygge konflikter og

tvang bl.a. gennem personaleuddannelse viser på tilsvarende måde

personalets vilje til at afbøde de nævnte negative

virkninger.

Herudover skal ordningen, hvorefter der i samarbejde med

hver enkelt patient udarbejdes en behandlingsoversigt med bl.a. en

nærmere redegørelse for patientens deltagelse i forskellige

aktiviteter, fremhæves.

Med hensyn til de tilbudte aktiviteter er det dog

tilsynets opfattelse, at der i højere grad kunne lægges

vægt dels på aktiviteter, som træner patienterne i daglige

færdigheder, dels på uddannelsesmæssigt betonede

aktiviteter. Tilsynet finder på den baggrund, at den planlagte

etablering af et træningskøkken er et skridt i den rigtige

retning.

Endelig skal tilsynet bemærke, at initiativet med

etablering af et skærmet afsnit forekommer overordentlig

vellykket.«

3.7. Amtshospitalet i Vordingborg

Tilsynet aflagde den 29. juni 1998 uanmeldt besøg

på Amtshospitalet i Vordingborg.

Tilsynet konkluderede efter sit besøg, at de

fysiske rammer og forholdene i øvrigt på de besigtigede

afdelinger er væsentligt forskellige. Når der ses bort fra det

lave antal enestuer og mangelen på stuer med eget toilet og bad, er

forholdene på de grønlandske afdelinger og den åbne

modtageafdeling, som alle er forholdsvis nyrenoverede, generelt gode og

tidssvarende. Det samme gælder derimod ikke de lukkede

modtageafdelinger.

Tilsynet finder det uacceptabelt, at dækningen med

enestuer i Storstrøms Amt ligger meget betydeligt under det forventede

landsgennemsnit. Tilsynet bemærker i den forbindelse, at hovedparten af

sengene på de besete afdelinger befinder sig på stuer med to

eller flere senge. Tilsynet finder det beklageligt, at ingen stuer på

de besigtigede afdelinger har eget toilet eller bad. Tilsynet er på den

baggrund helt enig med Storstrøms Amt i, at der i amtet er behov for

at sætte fokus på psykiatrien, herunder ikke mindst med hensyn

til de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger.

Efter sit besøg på Amtshospitalet i

Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det fandt det

formålstjenligt, om bestræbelserne på at løse

problemet med manglende grønlandsksproget personale fortsatte med

uformindsket styrke. Tilsynet skal på baggrund af de stadige problemer

gentage sin tidligere tilkendegivelse.

Med hensyn til en foretagen reduktion i antallet af

sengepladser finder tilsynet det af væsentlig betydning, at den ikke

forringer forholdene for patienterne. Reduktionen bør således

ikke medføre, at indlæggelse nægtes, eller at udskrivning

foretages i tilfælde, hvor indlæggelse eller fortsat

indlæggelse vil være lægeligt begrundet. Reduktionen

bør heller ikke betyde, at den i forvejen høje belægning

som i sig selv kan vanskeliggøre den behandlingsmæssige

indsats og øge risikoen for tvangsanvendelse stiger, således

at der bliver tale om overbelægning.

I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet

i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det gerne så

oprettelsen af en psykiatrisk skadestue med overnatningsfunktion. Tilsynet

finder det på den baggrund positivt, at en sådan oprettelse nu er

umiddelbart forestående.

Tilsynet anser det for at være uacceptabelt, at et

så stort antal færdigbehandlede patienter er indlagt på

psykiatrisk afdeling, medens de venter på et passende kommunalt eller

amtskommunalt tilbud. Tilsynet finder på den baggrund og i lyset af den

forventede stigning i behovet for udslusningstilbud, at opførelsen af

boliger ved hospitalet er et skridt i den rigtige retning. Flere skridt til

etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud bør dog

tages.

Tilsynet er af den opfattelse, at børn og unge skal

indlægges på afdelinger, der er indrettet på behandling af

de sygdomme, som sindslidende børn og unge typisk lider af. Tilsynet

finder det på den baggrund uacceptabelt, at den ungdomspsykiatriske

afdeling er blevet nedlagt med den følge, at børn og unge

indlægges på voksenpsykiatriske afdelinger.

Tilsynet er af den opfattelse, at det ikke er acceptabelt,

at der er færre aktiviteter for patienter indlagt på lukket

afdeling end for patienter indlagt på åben afdeling. Tilsynet

finder det ønskeligt, at der i højere grad lægges

vægt på aktiviteter, som træner patienterne i daglige

færdigheder som eksempelvis tilberedning af mad.

Tilsynet finder det særdeles kritisabelt, at

forskellige behandlingstraditioner spiller så stor en rolle, at en

behandling som elektrostimulationsbehandling anvendes langt hyppigere

på hospitalets Nord-del end på hospitalets Syd-del. Tilsynet

konstaterer derfor med tilfredshed, at hospitalet arbejder på at

opnå fælles og ensartede målsætninger og standarder

for behandlingen.

I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet

i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det ville finde

det hensigtsmæssigt, hvis der var mulighed for, at retspsykiatriske

patienter og andre patienter ikke var på samme afdeling. Tilsynet skal

ikke mindst i lyset af afdelingsledelsens synspunkter om forbedret

behandling og pleje gentage sin tidligere tilkendegivelse. Tilsynet finder

det i øvrigt uheldigt, at der indlægges patienter fra

forskellige patientgrupper på samme afdeling med den af

afdelingsledelsen påpegede virkning, at vilkårene for behandling

og pleje ikke bliver optimale.

Med hensyn til hyppige indlæggelser og fikseringer

af en »tungt begavet« patient konkluderede tilsynet:

»I betragtning af, at hospitalet har påpeget

problemerne med de hyppige indlæggelser og fikseringer af den »tungt

begavede« patient og tillige har anvist et løsningsforslag, finder

tilsynet det uacceptabelt, at patienten til stadighed indlægges og

fikseres, når dette har en negativ effekt på såvel

patienten selv som de andre patienter.

Tilsynet finder, at der med udgangspunkt i patientens

behov bør tilbydes et alternativ til de hyppige indlæggelser og

fikseringer på en psykiatrisk afdeling.«

Vedrørende indlæggelsen på

voksenpsykiatrisk afdeling af en 16-årig asylansøger, som ikke

taler dansk, udtalte tilsynet efter at have indhentet nærmere

oplysninger hos sundhedsministeren:

»Tilsynet konstaterer på baggrund af

sundhedsministerens oplysning om retsgrundlaget for indlæggelsen, at

tilsynet ikke er kompetent i den konkrete sag, idet der er tale om en

frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.«

Forud for inspektionen bad tilsynet Storstrøms Amt

om oplysninger om firmasponsoreret forskning på Amtshospitalet i

Vordingborg. Storstrøms Amt svarede i brev af 22. juni 1998, at det er

korrekt, at der på hospitalet foregår firmasponsoreret forskning.

Amtet oplyste videre, at der for hver patient, der indgår i to

firmasponsorerede forskningsprojekter, indbetales henholdsvis 28.700 kr. og

37.800 kr. på den behandlingsansvarlige overlæges

forskningsfondskonto.

Efter at have indhentet yderligere oplysninger hos amtet

konstaterede tilsynet, at der efter det oplyste er fastsat godkendelses- og

kontrolprocedurer for behandlingsansvarlige overlægers anvendelse af

midler fra forskningsfondskonti.

3.8. Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital

Tilsynet aflagde den 20. august 1998 uanmeldte

besøg på Rigshospitalet og på Sct. Hans Hospital. Rapport

om disse besøg færdiggøres og offentliggøres i det

kommende folketingsår og omtales i tilsynets beretning for det kommende

folketingsår.

3.9. Besøg på værestedet Vækststedet i

Kolding

Den 8. januar 1998 besøgte tilsynet

værestedet Vækststedet i Kolding. Besøget var et led i

tilsynets almindelige bestræbelser på at følge med i, hvad

der sker i amter og kommuner på social- og psykiatriområdet.

Under besøget fik tilsynet et overordentlig positivt indtryk af det

arbejde, der udføres på Vækststedet, og besøget

bekræftede tilsynet i opfattelsen af, at det er vigtigt også i

fremtiden at besøge sådanne institutioner.

4. Konkrete sager

Tilsynet har i løbet af folketingsåret

modtaget et meget stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, som

administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser

har vedrørt spørgsmål, som ligger uden for tilsynets

kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve

frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest

hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative

klage- eller tilsynsorganer på det pågældende

retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve

behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse

sager, som bl.a. har givet anledning til anmeldte og uanmeldte besøg

på psykiatriske sygehuse.

I den sag vedrørende en psykiatrisk patient

på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling, som var omtalt i

tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97, afsnit IV, har tilsynet

afgivet sin endelige udtalelse. I udtalelsen kritiserede tilsynet blandt

andet, at det ikke af tvangsprotokollen fremgik, hvornår en

tvangsfiksering var ophørt. Endvidere udtalte tilsynet, at det ville

have været rigtigst, hvis afdelingen havde tilkaldt en tandlæge

og en øjenlæge til at vurdere behovet for tandbehandling og for

briller, således som patienten havde ønsket det.

5. Høring

Tilsynet har i det forløbne folketingsår

afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af børn og unge i

sociale og psykiatriske institutionsmiljøer«. Som oplægsholdere

var indbudt en række eksperter, som hver fra deres faglige synsvinkel

bidrog til en belysning af ikke mindst de retssikkerhedsmæssige

aspekter af brugen af tvang over for børn og unge under 18 år.

Til høringen var indbudt repræsentanter for en lang række

myndigheder, organisationer og foreninger med tilknytning til og interesse

for børne- og ungdomsområdet.

Høringen danner et værdifuldt udgangspunkt

for tilsynets videre arbejde med spørgsmålet om

frihedsberøvelse af børn og unge uden for

strafferetsplejen.

På tilsynets vegne

Anne Baastrup

formand

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71

Den 27. januar 1998

Folketingets Præsidium

Amtsrådsforeningen har den 17. december 1997 rettet

henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af §

71-tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengiver i brevet

forløbet i forbindelse med § 71-tilsynets forespørgsel af 10.

oktober 1997 til foreningen om spørgsmålet om udslusning af

psykiatriske patienter fra psykiatriske sygehuse og om foreningens konkrete

erfaringer med amternes brug af sygehuslovens § 12. Efter denne bestemmelse

kan amterne afkræve primærkommunerne betaling for

færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtets

sygehuse.

Baggrunden for tilsynets henvendelse til

Amtsrådsforeningen var den, at tilsynet under sine

inspektionsbesøg på psykiatriske sygehuse ofte er blevet

mødt med klager over dårlige udslusningsmuligheder og deraf

følgende overbelægning og forringede omsorgs- og

behandlingstilbud for den samlede patientgruppe i det psykiatriske

sygehusvæsen.

Amtsrådsforeningen har den 18. november 1997 givet

en overordentlig grundig og detaljeret bevarelse af spørgsmålet,

som vil være til stor nytte for tilsynets virksomhed. Tilsynet må

imidlertid forstå, at det er Amtsrådsforeningens opfattelse, at

det falder uden for tilsynets kompetenceområde at beskæftige sig

med dette spørgsmål.

I den anledning skal jeg på tilsynets vegne

bemærke følgende:

§ 71-tilsynets kompetenceområde er i grundlovens §

71, stk. 7, afgrænset til at vedrøre »behandlingen af de i stk.

6 nævnte personer.« Stk. 6 har følgende ordlyd:

»Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en

frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende

myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge,

på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den,

der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole

eller anden dømmende myndighed til prøvelse.«

Det antages sædvanligvis, at grundloven

forudsætter, at selve legalitetsprøvelsen med hensyn til

frihedsberøvelsens lovlighed tilkommer domstolene alene, mens

tilsynets kompetence i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, er

afgrænset til at vedrøre en række spørgsmål,

som ikke har at gøre med lovligheden af frihedsberøvelsen. Jeg

forstår da også Amtsrådsforeningens henvendelse

sådan, at det er spørgsmålet om afgrænsningen af

begrebet »behandlingen« i § 71, stk. 7, der drages i tvivl.

§ 71 blev indføjet i grundloven ved

grundlovsrevisionen i 1953. Det er imidlertid ikke i forarbejderne til

bestemmelsen angivet, hvorledes tilsynets kompetence nærmere skal

afgrænses, og den retsvidenskabelige litteratur indeholder kun beskedne

bidrag til fortolkningen af udtrykket »behandlingen«.

Spørgsmålet er dog omhandlet i flere responsa blandt andet af 1.

juni 1971 af professor, dr. jur. Ole Espersen og af 9. februar og 5. april

1978 af professor, dr. jur. Peter Germer. Endvidere foreligger et notat af

30. august 1971 fra Justitsministeriet. De to responsa og notatet er vedlagt

i kopi.

Det er dog den almindelige opfattelse, at tilsynet har en

slags residuel kompetence i forhold til domstolenes legalitetsprøvelse

med hensyn til selve frihedsberøvelsens lovlighed, og at der ikke i

udtrykket »behandlingen« ligger nogen selvstændig materiel

begrænsning af tilsynets kompetence. I praksis har tilsynet da

også gennem årene anset sig for kompetent ikke blot i forhold til

(faktiske og retlige) spørgsmål, som ud fra lægelige eller

sociale betragtninger må karakteriseres som behandling, men også

til spørgsmål om anvendelse af tvangsindgreb over for patienter,

spørgsmål om værgesbeskikkelse, brevcensur,

lommepengespørgsmål etc. Endvidere har tilsynet anset sig for

kompetent til at beskæftige sig med generelle spørgsmål

som f.eks. indretning af institutioner, reglementer, beskæftigelse,

belægningsprocenter, personalenormeringer, liggetider etc.

§ 71-tilsynets kompetence er afgrænset til alene at

vedrøre forholdene for patienter, der er frihedsberøvet. En af

de mest hyppigt anvendte metoder, tilsynet anvender, når det skal

føre dette tilsyn med »behandlingen«, er at aflægge enten

anmeldte eller uanmeldte besøg på de institutioner, der har til

opgave at behandle de personer, der er omfattet af grundlovens § 71, stk. 6.

Herved vil tilsynet naturligvis indirekte komme til at forholde sig til

forholdene for indlagte psykiatriske patienter i al almindelighed, idet

frihedsberøvede i praksis er indlagt sammen med

ikke-frihedsberøvede. Alene i den udstrækning, tilsynet

går ind i konkrete enkeltsager, er det muligt at frasortere sager

vedrørende enkeltpersoner, der ikke er omfattet af tilsynets

kompetence.

I øvrigt kan det anføres, at forholdene

både for frihedsberøvede og ikke-frihedsberøvede på

f.eks. psykiatriske sygehuse i praksis er reguleret i et kompliceret samspil

mellem navnlig sundheds- og socialretlige bestemmelser, som ikke alle kan

henføres snævert til det, der foregår inden for

institutionens fire vægge. Forholdene i institutioner for f.eks.

psykisk syge påvirkes således af den generelle social- og

sundhedsretlige lovgivning og planlægning i amter og kommuner.

I det tilfælde, Amtsrådsforeningen refererer

til, kan det således anføres, at den generelle mangel på

udslusningspladser har (negative) konsekvenser også for behandlingen af

frihedsberøvede patienter, fordi den skal foregå på

overbelagte afsnit. Det er således ofte anført, at

overbelægning påvirker brugen af tvangsindgreb i form af

fiksering og tvangsmedicinering, ligesom overbelægning efter

omstændighederne også kan påvirke varigheden af en

frihedsberøvelse. Det er da også sådanne forhold, der har

ført til, at nogle amter har valgt at oprette psykiatriudvalg, som

på tværs af den social- og sundhedsretlige regulering

beskæftiger sig med forholdene for psykisk syge. Tilsynet anser sig

derfor også for kompetent til at undersøge og påtale

forhold og mangler, som på denne måde har afledte konsekvenser

for de personer, der er omtalt i grundlovens § 71, stk. 6.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at et organ som

udgangspunkt selv afgør tvivlsspørgsmål vedrørende

sin kompetence. Tilsynet kan derfor ved afgørelsen af

kompetencespørgsmål, som måtte forekomme tvivlsomme,

anlægge en selvstændig fortolkning af grænserne for den

grundlovsumiddelbare kompetence.

Hertil kommer, at tilsynet i situationer, hvor

kompetencespørgsmålet kan give anledning til tvivl anser sig

for berettiget til at foretage nærmere undersøgelser af en sag

med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt grundlag for en

afgørelse heraf. I en række tilfælde vil en sådan

undersøgelse imidlertid føre til, at tilsynet må

afstå fra at foretage noget i en konkret sag, fordi det

pågældende spørgsmål falder uden for tilsynets

kompetenceområde. I andre sager vil en foreløbig

undersøgelse føre til, at tilsynet henleder et fagudvalgs

opmærksomhed på en given problemstilling, i praksis oftest

Social-, Sundheds- eller Retsudvalget, som de udvalg under hvem den social-,

og sundhedsretlige regulering sorterer. Tilsynet er således ikke som

fagudvalgene et lovforberedende organ.

Endelig skal jeg bemærke, tilsynet ikke kan

træffe afgørelser. Tilsynet har alene en udtaleret

vedrørende de spørgsmål, som falder ind under dets

kompetence.

Med venlig hilsen

Brian Mikkelsen

formand

Lignende dokumenter