Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Tilsynet i henhold til
grundlovens § 71, stk. 7, den 18. september 1998
Beretning
vedrørende
tilsynets virksomhed i folketingsåret
1997-98
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Indledning
2
2.
Spørgsmål til ministrene og andre
2
2.1.
Indledning
2
2.2.
Tvangsindgreb
2
2.2.1.
Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2
2
2.2.2.
Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter
2
2.2.3.
Fast vagt ved tvangsfikseringer
3
2.2.4.
Læs alt
Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb
3
2.3.
Retsvirkningerne af værgemål
4
2.4.
Betaling for behandling af psykisk syge fanger på Københavns
Amts Sygehus i Glostrup
4
2.5.
Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter
5
2.5.1.
Spørgsmål til sundhedsministeren
5
2.5.2.
Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens
Sygehusfællesskab
5
2.5.3.
Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen af
tilsynets kompetence
6
2.6.
Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske afdelinger
6
2.7.
Visitation af psykiatriske patienter og deres
pårørende
7
3.
Besøg på psykiatriske sygehuse
7
3.1.
Københavns Amts Sygehus i Glostrup
7
3.2.
Københavns Kommunehospital
8
3.3.
Augustenborg Sygehus
9
3.4.
Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt
9
3.5.
Dianalund Psykiatrihospital
10
3.6.
Psykiatrisk Afdeling i Randers
11
3.7.
Amtshospitalet i Vordingborg
11
3.8.
Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital
13
3.9.
Besøg på værestedet Vækststedet i
Kolding
13
4.
Konkrete sager
13
5.
Høring
13
1. Indledning
Tilsynet har i løbet af folketingsåret
1997-98 afholdt 9 møder og behandlet en række generelle og
konkrete sager. Tilsynet har endvidere besøgt en række
psykiatriske sygehuse og et såkaldt værested. De generelle og
konkrete sager har sammen med besøgene givet anledning til, at
tilsynet har stillet en række spørgsmål til
justitsministeren, socialministeren og sundhedsministeren samt
Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte
amtskommuner. Endelig har tilsynet i det forløbne folketingsår
som noget nyt afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af
børn og unge i sociale og psykiatriske
institutionsmiljøer«.
2. Spørgsmål til ministrene og andre
2.1. Indledning
Tilsynet har i det forløbne folketingsår
stillet en række spørgsmål til justitsministeren,
socialministeren og sundhedsministeren samt Amtsrådsforeningen,
Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte amtskommuner. Endvidere har
tilsynet rettet henvendelse til Retsudvalget. I det følgende omtales
nogle af disse initiativer.
2.2. Tvangsindgreb
2.2.1. Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2
I et brev af 30. september 1997 rettede tilsynet
henvendelse til Folketingets Retsudvalg om psykiatrilovens afgrænsning
af begrebet tvang som »anvendelse af foranstaltninger, som patienten
modsætter sig«, jf. psykiatrilovens § 1, stk. 2. Baggrunden for
henvendelsen var en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14, 1997, af
professor, dr. jur. Henrik Zahle. I artiklen »Indlæggelse eller
frihedsberøvelse frivillighed eller tvang« omtalte Henrik Zahle
problemerne for den patientgruppe, der hverken samtykker eller protesterer,
og som derfor ikke er omfattet af psykiatrilovens tvangsprocedurer. Det
drejer sig navnlig om nogle demente og konfuse patienter, som ikke har nogen
klar forståelse af, hvad der sker omkring dem, og tillige om en gruppe
depressive patienter, som er svære at få kontakt med.
I artiklen henledte Henrik Zahle opmærksomheden
på, at psykiatrilovens afgrænsning af begrebet tvang afviger fra
den gængse opfattelse, hvorefter der kræves informeret samtykke
til en lægelig behandling. Selv om den omtalte patientgruppe ikke er
omfattet af psykiatriloven, er der ifølge Henrik Zahle alligevel tale
om frihedsberøvelse, som bør kunne prøves ved
domstolene. Deraf følger, at den omtalte patientgruppe også
bør være omfattet af tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7.
I sin henvendelse til Retsudvalget oplyste tilsynet blandt
andet, at der ikke i praksis finder nogen registrering sted af denne
patientgruppe, og at tilsynet derfor ikke har nogen mulighed for at
følge patientgruppens forhold.
2.2.2. Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter
Efter psykiatrilovens regler kan også frivilligt
indlagte patienter tvangsfikseres. Dog kan en sådan tvangsfiksering
betragtes som en (selvstændig) frihedsberøvelse, hvis den under
patientens protest udstrækkes længere end nogle få timer,
jf. Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien med
kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen, s. 161 ff. I givet
fald kræves, at betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt,
selv om patienten ikke ønsker sig udskrevet, men alene protesterer
imod fikseringen. Endvidere vil et sådant indgreb kunne indbringes for
domstolene efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a.
I en konkret sag, hvor en frivilligt indlagt patient var
tvangsfikseret i mere end 24 timer, svarede sygehuset benægtende
på tilsynets spørgsmål om, hvorvidt den
pågældende patient var blevet orienteret om muligheden for at
indbringe spørgsmålet for domstolene. Efterfølgende
forespørgsler på de psykiatriske sygehuse, som tilsynet har
besøgt, har efterladt det indtryk, at de psykiatriske sygehuse ikke er
bekendt med denne mulighed.
Tilsynet bad derfor justitsministeren om en vurdering af
behovet for vejledning om, at lovligheden af sådanne langvarige
tvangsfikseringer kan indbringes for domstolene. Justitsministeren
svarede:
»Justitsministeriet har ikke kendskab til
afgørelser, hvori der er taget stilling til spørgsmålet
om, i hvilket omfang en fiksering i sig selv kan antages at udgøre en
frihedsberøvelse. I mangel af sådanne afgørelser er det
vanskeligt at sige noget præcist om afgrænsningen mellem på
den ene side ikke-frihedsberøvende fikseringer og på den anden
side fikseringer, der samtidig indebærer en
frihedsberøvelse.
Såfremt en patient, der har været fikseret,
mener, at fikseringen har indebåret en frihedsberøvelse, vil der
efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for at få
dette spørgsmål prøvet ved domstolene.
Justitsministeriet finder ikke, at der på
nuværende tidspunkt er grundlag for at vejlede særskilt om denne
klagemulighed.
Dette skyldes, at spørgsmålet om, hvorvidt en
fiksering tillige udgør en frihedsberøvelse, som anført
giver anledning til tvivl. En vejledning på dette punkt vil
således være behæftet med usikkerhed. Hertil kommer, at
selve fikseringen vil kunne påklages til det lokale
patientklagenævn efter de almindelige klageregler i
psykiatriloven.«
2.2.3. Fast vagt ved tvangsfikseringer
Under et besøg på et psykiatrisk sygehus blev
det oplyst, at det er fast praksis i forbindelse med fikseringer, at
patientens seng flyttes væk fra alarmknappen. Denne praksis blev
forsvaret ud fra sikkerhedsmæssige hensyn og med henvisning til, at der
altid er fast vagt, som har øjenkontakt med patienten.
Tilsynet stillede spørgsmål til
justitsministeren om denne praksis. Justitsministeriet indhentede til brug
for besvarelsen en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen henviste til
følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen:
»Sundhedsstyrelsen finder, at patientens muligheder for at
kunne komme i forbindelse med personalet er tilstrækkelig tilgodeset,
når der er fast vagt til stede, som patienten kan rette henvendelse
til. Det vil i denne situation ikke være nødvendigt, at der
yderligere er en alarmknap.«
I sin kontakt med patientorganisationer og
patientvejledere er tilsynet ofte blevet orienteret om den såkaldte
»håndklædemetode«, hvorefter den faste vagt i forbindelse med
tvangsfikseringer »erstattes« af et håndklæde, der vikles rundt
om håndtagene på dørens yder- og inderside, således
at vagtpersonalet på gangen altid kan høre, men ikke se den
fikserede.
Tilsynet stillede spørgsmål til
justitsministeren om denne fremgangsmåde. Justitsministeriet indhentede
en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen indhentede en udtalelse fra
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen var ikke bekendt med, i hvilket omfang
den beskrevne metode anvendes. Sundhedsstyrelsen oplyste videre:
»Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at såfremt en
fast vagt har opsyn med 2 stuer og jævnligt går mellem de 2 stuer
og tilser patienterne og hele tiden kan høre patienterne, kan denne
overvågningsform være forsvarlig, medmindre særlige forhold
gør sig gældende.
Sundhedsstyrelsen finder derimod ikke, at betingelserne i
loven er opfyldt, såfremt personalet alene kan høre patienten og
ikke jævnligt tilser denne.«
2.2.4. Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb
I folketingsåret 1996-97 stillede tilsynet
spørgsmål til sundhedsministeren om udviklingen i antallet af
meget lange tvangsfikseringer i perioden 1991-96, opgjort for intervallerne
5-10, 11-15, 15-20 og flere end 21 dage for hvert enkelt år.
Sundhedsministeren svarede ved at henvise til et svar fra
Sundhedsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at de psykiatriske afdelinger hvert
kvartal indsender en opgørelse over antallet af tilfælde af
tvangsfiksering. Man kan imidlertid ikke af indberetningen se, hvor mange
patienter det drejer sig om. Det fremgår af de indberetningsskemaer,
som Sundhedsstyrelsen modtager fra de enkelte sygehuse, hvor lang tid
fikseringerne har varet. Sundhedsstyrelsen havde imidlertid ikke foretaget en
statistisk bearbejdelse af disse indberetninger og var derfor ikke i stand
til at besvare det spørgsmål, som tilsynet havde stillet.
Sundhedsstyrelsen henviste til, at formålet med indberetningssystemet
bl.a. er at sikre et overordnet overblik over brugen af
tvangsforanstaltninger, jf. pkt. II d i tilsynets beretning for
folketingsåret 1996-97.
Tilsynet tog sundhedsministerens svar til efterretning og
spurgte videre, om ministeren har overvejelser om at tage initiativ til, at
der fremover foretages en videregående statistisk bearbejdelse af de
kvartalsvise indberetninger fra de psykiatriske sygehuse. Tilsynet henviste
herved til, at statistisk materiale om tvangsindgreb er et overordentlig
værdifuldt redskab i tilsynet med forholdene for psykisk syge. Tilsynet
henviste endvidere til, at tilsyns- og kontrolformålet er angivet som
delbegrundelse for indberetningsordningen, jf. s. 336-339 i
Principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og s. 79-81 i
Betænkning nr. 1109/1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien. Sundhedsministeren svarede:
»Det er korrekt, at de nuværende kvartalsvise
registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen kun har
begrænset statistisk værdi, idet oplysningerne ikke kan
henføres til bestemte personer. Det fører bl.a. til, at det
ikke ud fra indberetningerne kan påvises, i hvilket omfang
tvangsanvendelsen angår samme person.
I forslag til lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af
psykiatriloven) (L 36), som er fremsat den 27. marts 1998 af
justitsministeren, foreslås derfor indsat en bestemmelse, der skal
gøre det muligt at forbedre den statistiske værdi af
registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen.
Bestemmelsen, som foreslås indsat i psykiatrilovens
§ 20, stk. 2, som andet punktum, har følgende ordlyd:
»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at
indberetningerne skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«, jf.
forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, § 1,
nr. 7.
Jeg agter at udnytte denne bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen
gennem embedslægeinstitutionen skal indeholde patientens navn og
CPR-nr. med henblik på at forbedre den statistiske værdi af
indberetningerne.«
2.3. Retsvirkningerne af værgemål
Tilsynet har drøftet omfanget af en umyndiggjorts
rettigheder i situationer, hvor der opstår uenighed mellem den
umyndiggjorte, værgen og eventuelle andre, der handler (eller
ønsker at handle) i overensstemmelse med den umyndiggjortes
ønsker. Baggrunden for drøftelsen var en konkret sag, hvor et
plejehjem og en værge med politiets bistand havde forhindret den
umyndiggjorte i at forlade plejehjemmet sammen med en søn for at
deltage i et møde.
Tilsynet fandt ikke anledning til at forfølge den
konkrete sag, men udtrykte bekymring over for socialministeren med hensyn til
spørgsmålet om, hvorvidt plejehjemspersonale i
tilstrækkelig grad er orienteret om retsvirkningerne af en
umyndiggørelse. Tilsynet fandt ikke, at det kunne udelukkes, at et
ukendskab kan risikere at føre til, at værgemål forveksles
med frihedsberøvelse.
I den anledning meddelte socialministeren, at der i
forbindelse med ikrafttrædelsen af de love, der med virkning fra 1.
juli 1998 erstatter bistandsloven, vil blive udsendt nye vejledninger. I
disse vejledninger vil der blive taget højde for plejepersonalets
behov for information om værgemålsloven.
2.4. Betaling for behandling af psykisk syge fanger på
Københavns Amts Sygehus i Glostrup
I forbindelse med inspektionen på Københavns
Amts Sygehus i Glostrup, jf. afsnit 3.1., blev tilsynet opmærksom
på, at sygehuset, som var stærkt overbelagt, er belastet af, at
der i området er to fængsler, hvoraf det ene - Anstalten ved
Herstedvester - modtager fanger med psykiske problemer fra hele landet.
Tilsynet bad sundhedsministeren om at redegøre for baggrunden for, at
det økonomiske ansvar for behandlingen af patienter fra disse
(statslige) institutioner er rent amtskommunalt.
Sundhedsministeren bekræftede, at det
økonomiske ansvar for behandlingen af psykisk syge fanger i
psykiatriske sygehuse har været amtskommunalt siden
ikrafttrædelsen af lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes
overførelse til amtskommunerne. Sundhedsministeren oplyste videre, at
der i forbindelse med statshospitalernes overførelse til
amtskommunerne blev ydet et særligt statstilskud til udligning af de
forskelle mellem amterne, som fulgte af institutionernes forskellige standard
ved overførelsen eller spredningen i disse institutioners geografiske
beliggenhed.
2.5. Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter
2.5.1. Spørgsmål til sundhedsministeren
Tilsynet har under sine besøg på psykiatriske
sygehuse jævnligt modtaget klager over dårlige
udslusningsmuligheder og overbelægning. Tilsynet bad derfor
sundhedsministeren om oplysninger om den nærmere anvendelse af
sygehuslovens § 12, hvorefter en amtskommune kan opkræve betaling pr.
sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på
amtskommunale sygehuse, og som har bopæl i den pågældende
kommune. Formålet med bestemmelsen var at tilskynde til, at
færdigbehandlede patienter ikke opholder sig længere end
nødvendigt på sygehusene som følge af manglende
primærkommunale foranstaltninger. Sundhedsministeren svarede bl.a.:
»Med henblik på yderligere at motivere kommunerne
til at tilvejebringe de nødvendige plejetilbud fik amtskommunerne
mulighed for selv at fastsætte den betaling, som kan opkræves fra
kommunerne, dog således at sengedagsbetalingen maksimalt kan
udgøre 1200 kr. i 1995-pris- og lønniveau for patienter over 67
år og det halve for patienter under 67 år.
Ved at lade de enkelte amtskommuner fastsætte
taksten inden for et maksimumbeløb bliver det muligt at tage hensyn
til bl.a. forskelle i udgiftsniveauer. Det blev forudsat, at taksterne
fastsættes med udgangspunkt i de gennemsnitlige plejehjemsudgifter.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at
færdigbehandlede patienter på psykiatriske afdelinger også
kan vente på udskrivning til amtskommunale tilbud, f.eks. amtskommunale
plejehjem (§ 112, stk. 2-institutioner).
For regeringen er udvikling af opfølgende sociale
tilbud, herunder især botilbud til sindslidende, et højt
prioriteret område. Siden regeringen i 1993 blev enig med de kommunale
parter om bl.a. en kraftig forøgelse af botilbud og væresteder
for sindslidende, er der årligt afsat betydelige ressourcer til
formålet.
Det kan i den forbindelse nævnes, at der ved
udmøntningen af satsreguleringspuljen for 1996 blev afsat 350 mio. kr.
i perioden 1996-1999 primært som tilskud til nyetablering ved den
fortsatte udbygning af botilbudene til især de tungere grupper af
sindslidende.
Med botilbudspuljen for sindslidende blev der i
efteråret 1996 bevilget støtte for ca. 312 mio. kr. til
etablering og drift af ca. 700 nye pladser i form af støttecentre,
akutboliger samt beskyttede pensionater. Hertil kommer en amtslig og kommunal
medfinansiering på de bevilgede projekter, således at den samlede
samfundsmæssige investering i botilbud forventes at øges med 720
mio. kr. i løbet af botilbudspuljens varighed.
Det fremgår af den 1. delevalueringsrapport om
status for Botilbudspuljen for sindslidende fra november 1997, at der i
projektperioden forventes etableret i alt ca. 812 pladser i form af
beskyttede pensionater, støttecentre og akutboliger. Forventningerne
om udbygningen med sociale botilbud ser med andre ord ud til at blive mere
end opfyldte i projektperioden.«
I forbindelse med spørgsmålet om udslusning
af psykiatriske patienter bad tilsynet endvidere sundhedsministeren om
oplysninger om erfaringerne med de samarbejds- og dialogfora, der er
etableret med hjemmel i sygesikringslovens § 27 b. Sundhedsministeren svarede
bl.a.:
»Samarbejdsbestemmelserne i sygesikringsloven trådte
i kraft den 1. januar 1994, og den første planperiode (1994-1997) er
netop afsluttet.
I flere af de vedtagne planer er der særligt
fokuseret på samarbejdsstrukturer mellem amt og kommuner med henblik
på at skabe rammer for et mere intensiveret samarbejde.
Jeg kan i øvrigt nævne, at regeringens
anbefaling fra statusrapporten om tilbudene til sindslidende fra 1995 til
amtsråd og kommunalbestyrelser om etablering af dialogfora for
samarbejde og dialog på psykiatriområdet i meget vid
udstrækning er blevet fulgt. Oplysninger fra november 1996 til
Socialministeriet viste, at alle amter på nær 2 havde oprettet
samarbejdsfora.«
2.5.2. Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens
Sygehusfællesskab
I forlængelse af spørgsmålene til
sundhedsministeren om anvendelsen af sygehuslovens § 12 rettede tilsynet
henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens
Sygehusfællesskab og bad om foreningens konkrete erfaringer med
anvendelsen af muligheden for at opkræve betaling efter sygehuslovens §
12.
Amtsrådsforeningen har herefter oplyst, at 1 amt
aktuelt benytter sig af muligheden for at opkræve betaling, medens 9
amter ikke benytter sig af denne mulighed. 4 amter har ikke svaret.
2.5.3. Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen
af tilsynets kompetence
Den 17. december 1997 rettede Amtsrådsforeningen
henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af
tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengav forløbet i
forbindelse med tilsynets forespørgsel om udslusning af
færdigbehandlede psykiatriske patienter til kommunale institutioner,
jf. ovenfor under afsnit 2.5.2. Amtsrådsforeningen konkluderede, at
foreningen »med positiv interesse har fulgt arbejdet i Folketingets §
71-tilsyn, men Amtsrådsforeningen finder, at Tilsynet bør
afgrænse sin aktivitet, så den falder inden for Tilsynets
kompetenceområde.«
Amtsrådsforeningens brev blev forelagt for tilsynet,
som i et brev af 27. januar 1998 til Folketingets Præsidium redegjorde
for, hvorledes tilsynets kompetence er afgrænset, og for, hvorfor
tilsynet finder, at den omtalte aktivitet falder inden for tilsynets
kompetenceområde.
I et brev af 10. februar 1998 til Amtsrådsforeningen
skrev Folketingets Præsidium, at præsidiet efter at have
drøftet foreningens henvendelse kunne henholde sig til tilsynets svar.
Tilsynets brev, som var vedlagt svaret fra Folketingets Præsidium, er
optrykt som bilag til beretningen.
2.6. Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske
afdelinger
Tilsynet tilsluttede sig i beretningen for 1995-96, afsnit
VII, sundhedsministerens kritik af, at børn og unge indlægges
på voksenpsykiatrisk afdeling. I forbindelse med senere besøg
på psykiatriske afdelinger er tilsynet blevet opmærksom på,
at også anbringelse af tvangsindlagte børn og unge på
voksenpsykiatriske afdelinger kan forekomme. Derfor bad tilsynet om
justitsministerens vurdering af, om frihedsberøvelse af børn
på voksenpsykiatrisk afdeling er forenelig med art. 37, litra c, i
FN-konventionen om barnets rettigheder. Efter denne bestemmelse »skal ethvert
barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en
sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.« Justitsministeren
svarede bl.a.:
»Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til at
sikre, at børn, der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes
adskilt fra voksne. Bestemmelsen giver dog mulighed for at fravige denne
hovedregel, hvis det ikke tjener barnets tarv at blive holdt adskilt fra
voksne. FN's børnekonvention er ratificeret af Danmark i henhold til
kongelig resolution af 5. juli 1991, efter at Folketinget den 31. maj 1991
havde givet sit samtykke dertil gennem vedtagelse af forslag til
folketingsbeslutning nr. B 22 af 31. januar 1991. Under Folketingets
behandling af beslutningsforslaget angik drøftelserne om artikel 37,
litra c, navnlig anbringelse af unge indsatte i fængsler, dvs.
frihedsberøvelser inden for strafferetsplejen.
Justitsministeriet finder, at spørgsmålet om,
hvorvidt artikel 37, litra c, også finder anvendelse ved
frihedsberøvelser uden for strafferetsplejen f.eks. ved
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af børn og unge efter
reglerne i psykiatriloven, giver anledning til en vis tvivl.
Bestemmelsens ordlyd og placering giver efter
Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv holdepunkter for at antage, at
bestemmelsen er begrænset til frihedsberøvelse inden for
strafferetsplejen.
Ved fastlæggelsen af bestemmelsens rækkevidde
må det endvidere indgå, at formålet med bestemmelsen bl.a.
er at beskytte barnet mod den risiko for udnyttelse, negativ påvirkning
og lignende, som frihedsberøvelse sammen med voksne kan udsætte
barnet for.
Det må formentlig antages, at anbringelse af en ung
person, der f.eks. er dømt efter straffelovens § 68 til behandling
på psykiatrisk afdeling, på en afdeling sammen med voksne
retspsykiatriske patienter som udgangspunkt vil være uforenelig med
artikel 37, litra c.
At lade det være afgørende for anvendelsen af
artikel 37, litra c, om det tvungne samvær for den unges vedkommende
beror på en strafferetlig afgørelse eller er en administrativt
bestemt frihedsberøvelse i henhold til psykiatriloven, forekommer
vilkårligt og dårligt stemmende med de beskyttelseshensyn, som
FN's børnekonvention bygger på.
Justitsministeriet er på den baggrund mest
tilbøjelig til at mene, at forpligtelsen til at sikre, at børn,
der frihedsberøves, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en
sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, også
gælder i tilfælde, hvor børn er tvangsindlagt eller
tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling efter reglerne i
psykiatriloven.
At artikel 37, litra c, finder anvendelse i tilfælde
af frihedsberøvelse på psykiatriske hospitaler, er i
øvrigt også antaget i Geraldine Van Bueren, The International
Law on the Rights of the Child (1995), hvor det på s. 222
anføres:
»Articles 37(c) of the Convention has a broader ambit than
article 10(2)(b) and (3) of the International Covenant (FN's konvention om
borgerlige og politiske rettigheder), as it applies to all deprivations of
liberty and not only to children facing or found guilty of criminal charges.
The principle of separation of children from adults, unless it is in their
best interests, is equally applicable to children who for example are
deprived of their liberty in mental health institutions.««
2.7. Visitation af psykiatriske patienter og deres
pårørende
Tilsynet har i forbindelse med besøg på
psykiatriske sygehuse spurgt til problemstillingen i forbindelse med
forekomst af narkotika på sygehusene. Det er tilsynets indtryk, at de
psykiatriske sygehuse i videst muligt omfang indhenter samtykke fra
patienterne, før der afgives blod- og urinprøver, og før
der foretages kropsvisitation eller visitation af patientens sygestue.
Tilsynet har dog mødt eksempler på, at visitation af patienter
foretages uden samtykke. Reaktionen over for pårørende, der
afviser at lade sig visitere, er efter tilsynets erfaring typisk
nægtelse af besøg.
Tilsynet bad på den baggrund om justitsministerens
vurdering af behovet for, at adgangen til at visitere patienter og deres
pårørende reguleres. Idet der i øvrigt henvistes til
justitsministerens svar på spørgsmål fra Folketingets
Retsudvalg, hvoraf det bl.a. fremgår, at psykiatrilovens udtrykkelige
opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antages at udelukke andre
former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de
indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven, svarede
justitsministeren:
»Justitsministeriet finder således fortsat ikke, at
der bør søges gennemført en detaljeret og
udtømmende lovregulering af de former for restriktioner, der anvendes
på psykiatriske afdelinger som led i den almindelige husorden med
henblik på at holde ro, orden og sikkerhed.«
3. Besøg på psykiatriske sygehuse
3.1. Københavns Amts Sygehus i Glostrup
Den 20. september 1995 aflagde tilsynet besøg
på Københavns Amts Sygehus i Glostrup. Efter besøget
konkluderede tilsynet blandt andet, at »tilsynet er betænkelig ved den
kraftige overbelægning, og tilsynet beklager, at manglende ressourcer
fører til øget anvendelse af tvangsfiksering og medicinering.«
(Tilsynets beretning for folketingsåret 1995-96).
Den 27. september 1996 aflagde tilsynet endnu et
besøg på sygehuset. Efter dette besøg konkluderede
tilsynet blandt andet følgende: »Tilsynet finder, at
overbelægningen fortsat er voldsom og kritisabel. Tilsynet finder det
uacceptabelt, at ældre færdigbehandlede patienter skal ligge
på psykiatrisk afdeling i lang tid, medens de venter på
plejehjemsplads på psykiatrisk plejehjem eller somatisk plejehjem.«
(Tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97).
I oktober 1997 modtog tilsynet henvendelser fra patienter
og patientrådgivere, som klagede over, at der fortsat var
overbelægning på Københavns Amts Sygehus i Glostrup.
Tilsynet aflagde derfor den 6. november 1997 yderligere et anmeldt
besøg på sygehuset. Tilsynet konkluderede efter
besøget:
»I betragtning af at tilsynets besøg den 6.
november 1997 var det tredje i en række af tilsynsbesøg, finder
tilsynet det fuldstændig uacceptabelt endnu en gang at måtte
konkludere, at sygehuset er stærkt overbelagt, og at en stor del af de
indlagte patienter alene er indlagt, fordi de afventer en primær- eller
amtskommunal foranstaltning.
Efter tilsynets opfattelse er det ganske overordentlig
uheldigt, at psykisk syge mennesker kan risikere at skulle være indlagt
på stuer sammen med op til 4 andre psykisk syge patienter, ligesom
tilsynet finder det helt umenneskeligt, at patienter i visse tilfælde
fikseres i kolde og triste baderum uden adgang til dagslys. At konsekvensen
for de øvrige patienter er, at de må deles om sparsomme toilet-
og badefaciliteter, er naturligvis også overordentlig beklageligt.
Endvidere beklager tilsynet de dårlige beskæftigelsesmuligheder
for de patienter, der på grund af deres sygdom ikke har adgang til
sygehusets eksterne beskæftigelsestilbud.
Tilsynet bemærker, at der ikke er grund til at tro,
at denne overbelægning forsvarligt vil kunne nedbringes ved en
strammere visitationspraksis, og der er efter tilsynets opfattelse heller
ingen holdepunkter for at antage, at personalet ikke gør deres yderste
for at gøre dagligdagen acceptabel for de indlagte patienter. Tilsynet
finder det i den forbindelse positivt, at sygehusledelsen, vanskelighederne
til trods, opretholder kravet om en høj terapeutisk standard og gennem
kurser og anden formidling til stadighed arbejder på at opfylde
sygehusets overordnede målsætning.
Herefter skal tilsynet bemærke, at de eksisterende
planer om udtynding, renovering og aktivitetsudvidelse forekommer
overordentlig positive. Ændringerne vil utvivlsomt bidrage til en
afhjælpning af overbelægningsproblemerne og til væsentligt
bedre forhold for de indlagte patienter, dersom de gennemføres som
planlagt.
Tilsynet skal dog samtidig stille sig noget tvivlende over
for, om de eksisterende planer også er tilstrækkelige til at
afhjælpe overbelægningsproblemerne på sygehuset, blandt
andet fordi de i alt 48 plejehjemspladser, der efter planen skal åbnes
i Københavns Amt, også vil skulle aftage patienter fra andre af
amtets sygehuse. Hertil kommer, at sygehusets helt akutte problemer savner en
løsning. Tilsynet er i den forbindelse stærkt betænkelig
ved, at amtets belægningsgrænse på et 12-sengs-afsnit er 14
senge og 20 senge på et 18-sengs-afsnit. I amtets
løsningsforslag er det således forudsat, at der kan være
overbelægning, et udgangspunkt, der efter tilsynets opfattelse
gør sygehuset meget sårbart over for akut opståede
situationer.
Endvidere finder tilsynet det ikke acceptabelt, at
overbelægningen skal kunne fortsætte, indtil den samlede plan er
gennemført omkring år 2000, og finder det nødvendigt at
henstille, at der også arbejdes på »her og nu-løsninger«
både af overbelægningsproblemet og udslusningsproblemet. I den
udstrækning eksisterende lokaliteter ikke findes egnede som ramme
omkring akutte foranstaltninger, skal tilsynet pege på muligheden for
at etablere midlertidige pavillonløsninger, således som det har
været praktiseret på andre sygehuse med tilsvarende
problemer.«
3.2. Københavns Kommunehospital
Tilsynet aflagde den 10. december 1997 et uanmeldt
besøg på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. Tilsynet
konkluderede efter sit besøg:
»Det er utvivlsomt, at de fysiske rammer på
Kommunehospitalets psykiatriske afdeling er helt utidssvarende. Lokaliteterne
er gammeldags og uhensigtsmæssigt indrettede, adgangen til enestue er
særdeles begrænset, og langt over halvdelen af patienterne
må ligge på rad og række på tre- og firesengsstuer
uden mulighed for den beskedne form for privatliv, der ligger i at »kunne
vende ryggen til«. Endvidere er toilet- og badefaciliteterne på flere
af afdelingerne helt utilstrækkelige.
De givne ydre rammer taget i betragtning skal det dog
siges, at der er ydet en prisværdig indsats i retning af at indrette
afsnittene, så de alligevel fremstår venlige og hyggelige. Stort
set overalt er der pænt malet, møbleret og dekoreret, og selv om
afsnittene formentlig tager sig lidt anderledes ud ved juletid end på
andre årstider, er det dog tilsynets indtryk, at afdelingen også
»med fradrag for julepynt« fremstår som venlig og indbydende. I
øvrigt var det tilsynets bestemte indtryk, at patienterne i det hele
var tilfredse med personalet på afdelingen, og at personalet de ydre
rammer til trods var i stand til at opretholde en høj faglig
standard i deres arbejde.
Personalets positive indsats kan dog ikke opveje de
negative virkninger af overbelægningen blandt andet som følge af
dårlige fysiske rammer og manglende udslusningsmuligheder. Det
forekommer helt uacceptabelt, at psykisk syge patienter skal rykkes rundt
på som følge af overbelægning og risikere at blive henvist
til en seng på en firesengsstue eller på gangarealet. De negative
virkninger, der altid vil følge af overbelægning,
forstærkes her af de dårlige fysiske rammer, og uanset hvilken
mere langsigtet politisk løsning, der bliver udgangen på de
eksisterende overvejelser i Hovedstadens Sygehusfællesskab om
nedlæggelse af den psykiatriske afdeling på Kommunehospitalet, er
der efter tilsynets opfattelse behov for »her og nu-løsninger«
på problemerne med overbelægning og udslusning.
Tilsynet har endvidere noteret sig, at navnlig patienterne
på de lukkede afdelinger kun har meget sparsomme muligheder for
beskæftigelse. Det forekommer helt utilfredsstillende, at
langtidsindlagte patienter på lukkede afdelinger er henvist til »kaffe
og smøger« som deres hovedbeskæftigelse.«
3.3. Augustenborg Sygehus
Den 8. januar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt
besøg på Augustenborg Sygehus. Tilsynet konkluderede efter
besøget:
»De fysiske rammer for patienterne på Augustenborg
Sygehus er efter tilsynets opfattelse overordentlig gode og i meget
høj grad et eksempel til efterfølgelse for øvrige amter.
Ikke blot var lokalerne lyse, pæne, rummelige og velholdte, men
sygehuset havde også gjort en ganske betydelig indsats med hensyn til
selve indretningen og dekorationen af både sygestuer og
fællesrum. Tilsynet finder det endvidere meget positivt, at en meget
stor del af patienterne har mulighed for indlæggelse på
enestue.
Tilsynet har endvidere noteret sig de overordentlig
positive udtalelser fra patienterne ikke blot om de fysiske rammer, men
også om personalets indsats.
Også de eksterne værkstedsfaciliteter var
efter tilsynets opfattelse meget indbydende, men tilsynet må finde det
beklageligt, at sygehuset i lighed med mange andre psykiatriske sygehuse
har gjort så forholdsvis lidt for at aktivere de patienter, der ikke
kan benytte de eksterne beskæftigelsesfaciliteter, fordi de er indlagt
på lukket afdeling. Tilsynet mangler den faglige ekspertise for at
kunne udtale sig om, i hvilket omfang meget psykisk syge patienter lader sig
aktivere. Synet af totalt inaktive patienter, som ydermere gav udtryk for
utilfredshed med de manglende beskæftigelsesmuligheder, forekom dog
særdeles forstemmende, og tilsynet vil opfordre til, at sygehuset
diskuterer, om/på hvilken måde denne patientgruppe lader sig
aktivere i højere grad, end det er tilfældet i dag.
Tilsvarende finder tilsynet det beklageligt, at
færdigbehandlede patienter forbliver indlagt på psykiatrisk
sygehus, alene fordi der er mangel på amts- og primærkommunale
døgnforanstaltninger. Tilsynet finder det helt uacceptabelt, at
patienter kan risikere at skulle vente et helt år på en
amtskommunal døgnplads. Ej heller denne beklagelse er specifik for
Augustenborg Sygehus, men tilsynet må opfordre amtet til at udnytte den
nye struktur med en samling af ansvaret for psykiatriske patienter i
ét udvalg psykiatriudvalget til at prioritere løsningen af
disse udslusningsproblemer meget højt.
Dog finder tilsynet det meget positivt, at Augustenborg
Sygehus på grund af princippet »sidste mand slukker lyset og lukker
døren« har været i stand til at undgå de problemer med
overbelægning, som mange amter har haft som en konsekvens af, at
sengepladser er nedlagt, før distriktspsykiatrien er
tilstrækkeligt udbygget.
Endelig finder tilsynet anledning til at udtrykke sin
anerkendelse af sygehusets bestræbelser på at efterleve
psykiatrilovens krav om »det mindste middels princip«. Den beskrevne ordning
omkring beskikkelse af fast vagt som en form for tvangsforebyggelse er efter
tilsynets opfattelse et meget positivt udtryk for hensyn til og omsorg for
patienterne, og det er anerkendelsesværdigt, at sygehuset på
denne måde arbejder aktivt for at opfylde psykiatrilovens krav, selv om
ordningen er ressourcekrævende.«
3.4. Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt
Tilsynet aflagde den 16. februar 1998 et anmeldt
besøg på den del af Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt, der
er beliggende i Hillerød. Tilsynet konkluderede efter sit
besøg:
»Tilsynets indtryk af forholdene for de indlagte patienter
på sygehuset i Hillerød var helt overvejende positivt. Tilsynet
har endvidere med tilfredshed noteret sig amtets planer for en udbygning og
omlægning af psykiatrien i amtet, som blandt andet vil indebære,
at patienterne placeres på mindre enheder, og at adgangen til
indlæggelse på enestue forøges.
Tilsynet finder dog anledning til at knytte
følgende bemærkninger til besøget.
Den nyindrettede lukkede afdeling Q er for en umiddelbar
betragtning meget attraktiv med lutter nydelige enestuer og en flot og
moderne fælles opholdsplads. Tilsynet finder dog anledning til at rejse
spørgsmålet om, hvorvidt en nyindrettet lukket afdeling
behøver fremtræde helt så lukket, som tilfældet er
med afdeling Q. Tilsynet sigter herved til, at patienterne kun kan åbne
deres vinduer ganske lidt på klem, ligesom de kun kan benytte den
fælles gårdhave i følge med personalet. Tilsynet er fuldt
på det rene med kravet om sikkerhedsforanstaltninger på en lukket
afdeling og finder ikke grundlag for at fremsætte disse
bemærkninger som en kritik. Derimod vil tilsynet opfordre til, at amtet
i forbindelse med realiseringen af de trufne beslutninger om omlægning
i psykiatrien er opmærksom på at indrette nye lukkede afdelinger
på en sådan måde, at patienterne i videst muligt omfang kan
få frisk luft f.eks. i lukkede gårdhaver, således som
indretningen af den almene afdeling P giver mulighed for med placeringen af
stuer og fælles faciliteter omkring en lukket gårdhave.
Tilsynet har endvidere drøftet det forhold, at der
på sygehuset i realiteten ikke sondres mellem åbne og lukkede
afdelinger. Patienter, der i og for sig godt kan færdes frit, placeres
på såkaldt »låste« afdelinger sammen med
tvangstilbageholdte patienter, således at de i perioder må bede
personalet om at låse sig ud og ind. Tilsynet har forstået, at
disse afdelinger er »låste« mere end 50 % af tiden. Selv om disse
patienter uhindret kan blive låst ind og ud efter ønske, finder
tilsynet alligevel anledning til kritik af ordningen som en generel ordning.
Tilsynet finder det således helt urimeligt, at patienter, hvis sygdom
ikke kræver det, skal undergives den indirekte (om end utilsigtede)
kontrol, der ligger i at skulle bede om at blive låst ind og ud af et
sygehus. Derfor vil tilsynet opfordre til, at amtet overvejer, på
hvilken måde de patienter, hvis sygdomstilstand muliggør det,
også bliver placeret på egentlig åbne afdelinger.
Tilsynet har med tilfredshed noteret sig, at sygehuset
ikke generelt har problemer med overbelægning og udslusning af
færdigbehandlede patienter. Dog synes børne- og
ungdomspsykiatrien at have et problem med ventelister og udslusning til
foranstaltninger i primærkommunerne. Tilsynet skal derfor opfordre til,
at amtet intensiverer bestræbelserne på at nedbringe disse
ventelister og i samarbejde med primærkommunerne forsøger at
forbedre udslusningsmulighederne, således at det også kan
undgås, at unge må indlægges på voksenpsykiatrisk
afdeling.
Om spørgsmålet om indsmugling af narkotika
skal tilsynet endelig oplyse, at interessen for dette spørgsmål
har sammenhæng med, at der så vidt ses ikke eksisterer noget
hjemmelsgrundlag for visitation og besøgskontrol. På den anden
side har tilsynet betydelig forståelse for de psykiatriske sygehuses
bestræbelser på at holde afdelingerne stoffrie. Tilsynet har
derfor rejst dette spørgsmål over for justitsministeren med
henblik på, at ministeren kan overveje, om der er behov for en
regulering af disse spørgsmål.« Justitsministerens svar på
dette spørgsmål er omtalt i afsnit 2.7.
3.5. Dianalund Psykiatrihospital
Den 16. februar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt
besøg på Dianalund Psykiatrihospital. Tilsynet påpegede i
forbindelse med besøget den ret slående forskel mellem den
lukkede afdeling E og de øvrige to afdelinger, som tilsynet
beså. Mens de øvrige afdelinger var pæne og indbydende,
var afdeling E efter tilsynets opfattelse trist og uindbydende. Ledelsen
medgav, at den lukkede afdeling er alt andet end indbydende, og oplyste, at
man var meget opmærksom på, at der skulle ændres på
forholdene på netop denne afdeling. Således drøftedes
aktuelt ændringer på afdeling E, men ledelsen påpegede, at
det tager tid, før sådanne ændringer kan slå
igennem, og forklarede endvidere, at afdelingen for nylig havde
undergået store ændringer i ledelsesmæssig henseende. Efter
besøget meddelte sygehusledelsen:
»Vedr. den manglende udsmykning på lukket afdeling E
vil vi takke for udvalgets opmærksomhed herpå. Vi tager kritikken
til os og vil gøre noget på de områder, det er
muligt.
Der bliver i denne uge indkøbt en ret stor mængde
grønne planter, og fremover vil der blive en ugentlig levering af et
vist antal planter, idet de jævnligt lider en krank skæbne.
Afdelingens gang får bedre belysning, og der bliver igangsat
indkøb af et antal vægtæpper.
På patientstuerne vil vi fremover sikre, at der er
vægophæng, sengetæppe, passende møblering og
grønne planter (hvis det kan lade sig gøre afhængig af
patientens urotilstand).«
Tilsynet konkluderede herefter:
»Når bortses fra de kritiske bemærkninger til
indretningen af den lukkede afdeling E har tilsynet ingen kritik af de
fysiske forhold, der tilbydes patienterne. Tværtimod forekommer
omgivelserne i det hele venlige og indbydende, ikke mindst skal tilsynet
fremhæve, at distriktsafdeling B var indrettet og dekoreret med omsorg
og omtanke for patienterne. Endvidere har tilsynet med betydelig tilfredshed
noteret sig, at sygehusledelsen er i fuld gang med at ændre på
forholdene på den lukkede afdeling E.
Under besøget fik tilsynet i øvrigt et meget
positivt indtryk af forholdene på sygehuset, og det var tilsynets klare
fornemmelse, at patienterne var af den opfattelse, at de fik en god og
kompetent behandling.
Dog finder tilsynet anledning til at bemærke, at det
i Vestsjællands Amt som i flere andre amter tilsyneladende volder
visse problemer at udsluse færdigbehandlede patienter til
efterbehandlende foranstaltninger i amts- eller primærkommunalt regi.
Tilsynet må udtrykke stor bekymring over oplysninger om
færdigbehandlede patienter, der indtil nu har ventet 9 og 18
måneder på udskrivning til henholdsvis primær- og
amtskommunale foranstaltninger.
Endelig skal tilsynet opfordre til, at Vestsjællands
Amt tager initiativ til at løse sit problem omkring anbringelse af
børn og unge på voksenpsykiatriske afdelinger. Når amtet
har valgt ikke selv at indrette børne- og ungdomspsykiatriske
afdelinger, forekommer det så meget desto vigtigere, at aftaler med
andre amter får ikke blot et formelt, men også et reelt
indhold.«
3.6. Psykiatrisk Afdeling i Randers
Tilsynet aflagde den 27. maj 1998 et anmeldt besøg
på Psykiatrisk Afdeling i Randers. Tilsynet konkluderede efter sit
besøg:
»Tilsynet vurderer, at de fysiske rammer og forholdene i
øvrigt på Psykiatrisk Afdeling i Randers generelt er gode og
tidssvarende med hensyn til bygninger, lokaler og udstyr samt
beskæftigelse.
Tilsynet finder det imidlertid beklageligt, at en ikke
ubetydelig del af afdelingens senge er placeret på tosengsstuer,
hvilket også gælder for det lukkede og det delvis lukkede
afsnit.
Tilsynet finder det ligeledes beklageligt, at ingen stuer
har eget toilet eller bad.
På denne baggrund ser tilsynet meget gerne, at
Århus Amt også for Psykiatrisk Afdeling i Randers udarbejder
konkrete planer med henblik på opfyldelse af amtets egen
målsætning om at sikre enestuer med toilet og bad til alle
patienter.
Tilsynet betragter det som utilfredsstillende, at der i
praksis er permanent overbelægning på Psykiatrisk Afdeling i
Randers. Overbelægningen medfører, at forholdene på
stuerne bliver mere trange, ligesom presset på
fællesfaciliteterne bliver større. Hertil kommer, at personalet
skal tage sig af flere patienter. Samlet vanskeliggør
overbelægningen den behandlingsmæssige indsats og øger
risikoen for tvangsanvendelse.
I erkendelse af de negative virkninger af
overbelægningen samarbejder Århus Amt med amtets kommuner om at
opnå sammenhæng og helhed mellem de psykiatriske
behandlingstilbud og de socialpsykiatriske tilbud. Tilsynet finder dette
samarbejde positivt og ser det meget gerne fulgt af andre initiativer til
etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud.
Viljen fra personalets side til at afbøde de
negative virkninger af overbelægningen og den ikke ubetydelige del af
senge, som er placeret på tosengsstuer, forekommer tilsynet stor.
Således vil tilsynet særligt fremhæve projektet, hvorefter
akut psykotiske sindslidende tilbydes et målrettet og intensivt
kontakttilbud. Tilsynet finder i øvrigt den tværfaglighed, som
kendetegner projektet, meget positiv.
Det løbende arbejde med at forebygge konflikter og
tvang bl.a. gennem personaleuddannelse viser på tilsvarende måde
personalets vilje til at afbøde de nævnte negative
virkninger.
Herudover skal ordningen, hvorefter der i samarbejde med
hver enkelt patient udarbejdes en behandlingsoversigt med bl.a. en
nærmere redegørelse for patientens deltagelse i forskellige
aktiviteter, fremhæves.
Med hensyn til de tilbudte aktiviteter er det dog
tilsynets opfattelse, at der i højere grad kunne lægges
vægt dels på aktiviteter, som træner patienterne i daglige
færdigheder, dels på uddannelsesmæssigt betonede
aktiviteter. Tilsynet finder på den baggrund, at den planlagte
etablering af et træningskøkken er et skridt i den rigtige
retning.
Endelig skal tilsynet bemærke, at initiativet med
etablering af et skærmet afsnit forekommer overordentlig
vellykket.«
3.7. Amtshospitalet i Vordingborg
Tilsynet aflagde den 29. juni 1998 uanmeldt besøg
på Amtshospitalet i Vordingborg.
Tilsynet konkluderede efter sit besøg, at de
fysiske rammer og forholdene i øvrigt på de besigtigede
afdelinger er væsentligt forskellige. Når der ses bort fra det
lave antal enestuer og mangelen på stuer med eget toilet og bad, er
forholdene på de grønlandske afdelinger og den åbne
modtageafdeling, som alle er forholdsvis nyrenoverede, generelt gode og
tidssvarende. Det samme gælder derimod ikke de lukkede
modtageafdelinger.
Tilsynet finder det uacceptabelt, at dækningen med
enestuer i Storstrøms Amt ligger meget betydeligt under det forventede
landsgennemsnit. Tilsynet bemærker i den forbindelse, at hovedparten af
sengene på de besete afdelinger befinder sig på stuer med to
eller flere senge. Tilsynet finder det beklageligt, at ingen stuer på
de besigtigede afdelinger har eget toilet eller bad. Tilsynet er på den
baggrund helt enig med Storstrøms Amt i, at der i amtet er behov for
at sætte fokus på psykiatrien, herunder ikke mindst med hensyn
til de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger.
Efter sit besøg på Amtshospitalet i
Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det fandt det
formålstjenligt, om bestræbelserne på at løse
problemet med manglende grønlandsksproget personale fortsatte med
uformindsket styrke. Tilsynet skal på baggrund af de stadige problemer
gentage sin tidligere tilkendegivelse.
Med hensyn til en foretagen reduktion i antallet af
sengepladser finder tilsynet det af væsentlig betydning, at den ikke
forringer forholdene for patienterne. Reduktionen bør således
ikke medføre, at indlæggelse nægtes, eller at udskrivning
foretages i tilfælde, hvor indlæggelse eller fortsat
indlæggelse vil være lægeligt begrundet. Reduktionen
bør heller ikke betyde, at den i forvejen høje belægning
som i sig selv kan vanskeliggøre den behandlingsmæssige
indsats og øge risikoen for tvangsanvendelse stiger, således
at der bliver tale om overbelægning.
I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet
i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det gerne så
oprettelsen af en psykiatrisk skadestue med overnatningsfunktion. Tilsynet
finder det på den baggrund positivt, at en sådan oprettelse nu er
umiddelbart forestående.
Tilsynet anser det for at være uacceptabelt, at et
så stort antal færdigbehandlede patienter er indlagt på
psykiatrisk afdeling, medens de venter på et passende kommunalt eller
amtskommunalt tilbud. Tilsynet finder på den baggrund og i lyset af den
forventede stigning i behovet for udslusningstilbud, at opførelsen af
boliger ved hospitalet er et skridt i den rigtige retning. Flere skridt til
etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud bør dog
tages.
Tilsynet er af den opfattelse, at børn og unge skal
indlægges på afdelinger, der er indrettet på behandling af
de sygdomme, som sindslidende børn og unge typisk lider af. Tilsynet
finder det på den baggrund uacceptabelt, at den ungdomspsykiatriske
afdeling er blevet nedlagt med den følge, at børn og unge
indlægges på voksenpsykiatriske afdelinger.
Tilsynet er af den opfattelse, at det ikke er acceptabelt,
at der er færre aktiviteter for patienter indlagt på lukket
afdeling end for patienter indlagt på åben afdeling. Tilsynet
finder det ønskeligt, at der i højere grad lægges
vægt på aktiviteter, som træner patienterne i daglige
færdigheder som eksempelvis tilberedning af mad.
Tilsynet finder det særdeles kritisabelt, at
forskellige behandlingstraditioner spiller så stor en rolle, at en
behandling som elektrostimulationsbehandling anvendes langt hyppigere
på hospitalets Nord-del end på hospitalets Syd-del. Tilsynet
konstaterer derfor med tilfredshed, at hospitalet arbejder på at
opnå fælles og ensartede målsætninger og standarder
for behandlingen.
I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet
i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det ville finde
det hensigtsmæssigt, hvis der var mulighed for, at retspsykiatriske
patienter og andre patienter ikke var på samme afdeling. Tilsynet skal
ikke mindst i lyset af afdelingsledelsens synspunkter om forbedret
behandling og pleje gentage sin tidligere tilkendegivelse. Tilsynet finder
det i øvrigt uheldigt, at der indlægges patienter fra
forskellige patientgrupper på samme afdeling med den af
afdelingsledelsen påpegede virkning, at vilkårene for behandling
og pleje ikke bliver optimale.
Med hensyn til hyppige indlæggelser og fikseringer
af en »tungt begavet« patient konkluderede tilsynet:
»I betragtning af, at hospitalet har påpeget
problemerne med de hyppige indlæggelser og fikseringer af den »tungt
begavede« patient og tillige har anvist et løsningsforslag, finder
tilsynet det uacceptabelt, at patienten til stadighed indlægges og
fikseres, når dette har en negativ effekt på såvel
patienten selv som de andre patienter.
Tilsynet finder, at der med udgangspunkt i patientens
behov bør tilbydes et alternativ til de hyppige indlæggelser og
fikseringer på en psykiatrisk afdeling.«
Vedrørende indlæggelsen på
voksenpsykiatrisk afdeling af en 16-årig asylansøger, som ikke
taler dansk, udtalte tilsynet efter at have indhentet nærmere
oplysninger hos sundhedsministeren:
»Tilsynet konstaterer på baggrund af
sundhedsministerens oplysning om retsgrundlaget for indlæggelsen, at
tilsynet ikke er kompetent i den konkrete sag, idet der er tale om en
frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.«
Forud for inspektionen bad tilsynet Storstrøms Amt
om oplysninger om firmasponsoreret forskning på Amtshospitalet i
Vordingborg. Storstrøms Amt svarede i brev af 22. juni 1998, at det er
korrekt, at der på hospitalet foregår firmasponsoreret forskning.
Amtet oplyste videre, at der for hver patient, der indgår i to
firmasponsorerede forskningsprojekter, indbetales henholdsvis 28.700 kr. og
37.800 kr. på den behandlingsansvarlige overlæges
forskningsfondskonto.
Efter at have indhentet yderligere oplysninger hos amtet
konstaterede tilsynet, at der efter det oplyste er fastsat godkendelses- og
kontrolprocedurer for behandlingsansvarlige overlægers anvendelse af
midler fra forskningsfondskonti.
3.8. Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital
Tilsynet aflagde den 20. august 1998 uanmeldte
besøg på Rigshospitalet og på Sct. Hans Hospital. Rapport
om disse besøg færdiggøres og offentliggøres i det
kommende folketingsår og omtales i tilsynets beretning for det kommende
folketingsår.
3.9. Besøg på værestedet Vækststedet i
Kolding
Den 8. januar 1998 besøgte tilsynet
værestedet Vækststedet i Kolding. Besøget var et led i
tilsynets almindelige bestræbelser på at følge med i, hvad
der sker i amter og kommuner på social- og psykiatriområdet.
Under besøget fik tilsynet et overordentlig positivt indtryk af det
arbejde, der udføres på Vækststedet, og besøget
bekræftede tilsynet i opfattelsen af, at det er vigtigt også i
fremtiden at besøge sådanne institutioner.
4. Konkrete sager
Tilsynet har i løbet af folketingsåret
modtaget et meget stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, som
administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser
har vedrørt spørgsmål, som ligger uden for tilsynets
kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve
frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest
hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative
klage- eller tilsynsorganer på det pågældende
retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve
behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse
sager, som bl.a. har givet anledning til anmeldte og uanmeldte besøg
på psykiatriske sygehuse.
I den sag vedrørende en psykiatrisk patient
på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling, som var omtalt i
tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97, afsnit IV, har tilsynet
afgivet sin endelige udtalelse. I udtalelsen kritiserede tilsynet blandt
andet, at det ikke af tvangsprotokollen fremgik, hvornår en
tvangsfiksering var ophørt. Endvidere udtalte tilsynet, at det ville
have været rigtigst, hvis afdelingen havde tilkaldt en tandlæge
og en øjenlæge til at vurdere behovet for tandbehandling og for
briller, således som patienten havde ønsket det.
5. Høring
Tilsynet har i det forløbne folketingsår
afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af børn og unge i
sociale og psykiatriske institutionsmiljøer«. Som oplægsholdere
var indbudt en række eksperter, som hver fra deres faglige synsvinkel
bidrog til en belysning af ikke mindst de retssikkerhedsmæssige
aspekter af brugen af tvang over for børn og unge under 18 år.
Til høringen var indbudt repræsentanter for en lang række
myndigheder, organisationer og foreninger med tilknytning til og interesse
for børne- og ungdomsområdet.
Høringen danner et værdifuldt udgangspunkt
for tilsynets videre arbejde med spørgsmålet om
frihedsberøvelse af børn og unge uden for
strafferetsplejen.
På tilsynets vegne
Anne Baastrup
formand
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
Den 27. januar 1998
Folketingets Præsidium
Amtsrådsforeningen har den 17. december 1997 rettet
henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af §
71-tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengiver i brevet
forløbet i forbindelse med § 71-tilsynets forespørgsel af 10.
oktober 1997 til foreningen om spørgsmålet om udslusning af
psykiatriske patienter fra psykiatriske sygehuse og om foreningens konkrete
erfaringer med amternes brug af sygehuslovens § 12. Efter denne bestemmelse
kan amterne afkræve primærkommunerne betaling for
færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtets
sygehuse.
Baggrunden for tilsynets henvendelse til
Amtsrådsforeningen var den, at tilsynet under sine
inspektionsbesøg på psykiatriske sygehuse ofte er blevet
mødt med klager over dårlige udslusningsmuligheder og deraf
følgende overbelægning og forringede omsorgs- og
behandlingstilbud for den samlede patientgruppe i det psykiatriske
sygehusvæsen.
Amtsrådsforeningen har den 18. november 1997 givet
en overordentlig grundig og detaljeret bevarelse af spørgsmålet,
som vil være til stor nytte for tilsynets virksomhed. Tilsynet må
imidlertid forstå, at det er Amtsrådsforeningens opfattelse, at
det falder uden for tilsynets kompetenceområde at beskæftige sig
med dette spørgsmål.
I den anledning skal jeg på tilsynets vegne
bemærke følgende:
§ 71-tilsynets kompetenceområde er i grundlovens §
71, stk. 7, afgrænset til at vedrøre »behandlingen af de i stk.
6 nævnte personer.« Stk. 6 har følgende ordlyd:
»Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en
frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende
myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge,
på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den,
der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole
eller anden dømmende myndighed til prøvelse.«
Det antages sædvanligvis, at grundloven
forudsætter, at selve legalitetsprøvelsen med hensyn til
frihedsberøvelsens lovlighed tilkommer domstolene alene, mens
tilsynets kompetence i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, er
afgrænset til at vedrøre en række spørgsmål,
som ikke har at gøre med lovligheden af frihedsberøvelsen. Jeg
forstår da også Amtsrådsforeningens henvendelse
sådan, at det er spørgsmålet om afgrænsningen af
begrebet »behandlingen« i § 71, stk. 7, der drages i tvivl.
§ 71 blev indføjet i grundloven ved
grundlovsrevisionen i 1953. Det er imidlertid ikke i forarbejderne til
bestemmelsen angivet, hvorledes tilsynets kompetence nærmere skal
afgrænses, og den retsvidenskabelige litteratur indeholder kun beskedne
bidrag til fortolkningen af udtrykket »behandlingen«.
Spørgsmålet er dog omhandlet i flere responsa blandt andet af 1.
juni 1971 af professor, dr. jur. Ole Espersen og af 9. februar og 5. april
1978 af professor, dr. jur. Peter Germer. Endvidere foreligger et notat af
30. august 1971 fra Justitsministeriet. De to responsa og notatet er vedlagt
i kopi.
Det er dog den almindelige opfattelse, at tilsynet har en
slags residuel kompetence i forhold til domstolenes legalitetsprøvelse
med hensyn til selve frihedsberøvelsens lovlighed, og at der ikke i
udtrykket »behandlingen« ligger nogen selvstændig materiel
begrænsning af tilsynets kompetence. I praksis har tilsynet da
også gennem årene anset sig for kompetent ikke blot i forhold til
(faktiske og retlige) spørgsmål, som ud fra lægelige eller
sociale betragtninger må karakteriseres som behandling, men også
til spørgsmål om anvendelse af tvangsindgreb over for patienter,
spørgsmål om værgesbeskikkelse, brevcensur,
lommepengespørgsmål etc. Endvidere har tilsynet anset sig for
kompetent til at beskæftige sig med generelle spørgsmål
som f.eks. indretning af institutioner, reglementer, beskæftigelse,
belægningsprocenter, personalenormeringer, liggetider etc.
§ 71-tilsynets kompetence er afgrænset til alene at
vedrøre forholdene for patienter, der er frihedsberøvet. En af
de mest hyppigt anvendte metoder, tilsynet anvender, når det skal
føre dette tilsyn med »behandlingen«, er at aflægge enten
anmeldte eller uanmeldte besøg på de institutioner, der har til
opgave at behandle de personer, der er omfattet af grundlovens § 71, stk. 6.
Herved vil tilsynet naturligvis indirekte komme til at forholde sig til
forholdene for indlagte psykiatriske patienter i al almindelighed, idet
frihedsberøvede i praksis er indlagt sammen med
ikke-frihedsberøvede. Alene i den udstrækning, tilsynet
går ind i konkrete enkeltsager, er det muligt at frasortere sager
vedrørende enkeltpersoner, der ikke er omfattet af tilsynets
kompetence.
I øvrigt kan det anføres, at forholdene
både for frihedsberøvede og ikke-frihedsberøvede på
f.eks. psykiatriske sygehuse i praksis er reguleret i et kompliceret samspil
mellem navnlig sundheds- og socialretlige bestemmelser, som ikke alle kan
henføres snævert til det, der foregår inden for
institutionens fire vægge. Forholdene i institutioner for f.eks.
psykisk syge påvirkes således af den generelle social- og
sundhedsretlige lovgivning og planlægning i amter og kommuner.
I det tilfælde, Amtsrådsforeningen refererer
til, kan det således anføres, at den generelle mangel på
udslusningspladser har (negative) konsekvenser også for behandlingen af
frihedsberøvede patienter, fordi den skal foregå på
overbelagte afsnit. Det er således ofte anført, at
overbelægning påvirker brugen af tvangsindgreb i form af
fiksering og tvangsmedicinering, ligesom overbelægning efter
omstændighederne også kan påvirke varigheden af en
frihedsberøvelse. Det er da også sådanne forhold, der har
ført til, at nogle amter har valgt at oprette psykiatriudvalg, som
på tværs af den social- og sundhedsretlige regulering
beskæftiger sig med forholdene for psykisk syge. Tilsynet anser sig
derfor også for kompetent til at undersøge og påtale
forhold og mangler, som på denne måde har afledte konsekvenser
for de personer, der er omtalt i grundlovens § 71, stk. 6.
Afslutningsvis skal jeg bemærke, at et organ som
udgangspunkt selv afgør tvivlsspørgsmål vedrørende
sin kompetence. Tilsynet kan derfor ved afgørelsen af
kompetencespørgsmål, som måtte forekomme tvivlsomme,
anlægge en selvstændig fortolkning af grænserne for den
grundlovsumiddelbare kompetence.
Hertil kommer, at tilsynet i situationer, hvor
kompetencespørgsmålet kan give anledning til tvivl anser sig
for berettiget til at foretage nærmere undersøgelser af en sag
med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt grundlag for en
afgørelse heraf. I en række tilfælde vil en sådan
undersøgelse imidlertid føre til, at tilsynet må
afstå fra at foretage noget i en konkret sag, fordi det
pågældende spørgsmål falder uden for tilsynets
kompetenceområde. I andre sager vil en foreløbig
undersøgelse føre til, at tilsynet henleder et fagudvalgs
opmærksomhed på en given problemstilling, i praksis oftest
Social-, Sundheds- eller Retsudvalget, som de udvalg under hvem den social-,
og sundhedsretlige regulering sorterer. Tilsynet er således ikke som
fagudvalgene et lovforberedende organ.
Endelig skal jeg bemærke, tilsynet ikke kan
træffe afgørelser. Tilsynet har alene en udtaleret
vedrørende de spørgsmål, som falder ind under dets
kompetence.
Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen
formand
Lignende dokumenter
- 1996 BR 10 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1996-97 NR 10 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 7. oktober 1997
- Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2003-04 Retsinformation · 12. april 2005
- Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2007-08, 1. og 2. samling Retsinformation · 7. september 2011
- Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2004-05 Retsinformation · 30. september 2005
- Inspektion af psykiatrisk afdeling på Holstebro Centralsygehus Retsinformation · 5. marts 2009
- Inspektion af psykiatrisk afdeling på Sygehus Fyn, Middelfart Retsinformation · 3. marts 2003